Du er her:
Om teksten:Om Kjæmpevisen og dens Betydning for Kunstpoesien
Illustreret Nyhedsblad (søndag, nr. 19 og 20, 6. årg.)
Datering:10.05.1857 og 17.05.1857
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
OM KJÆMPEVISEN OG DENS BETYDNING FOR KUNSTPOESIEN
AF HENR. IBSEN
Om fordums Kunst er Kjæmpevisen fast det eneste Mindesmærke, der gjennem Tiderne med alle deres Omskiftelser er vedblevet at føre et friskt og kraftigt Liv i Folkets Bevidsthed. Ved mundtlig Overlevering er Kjæmpevisen gjennem Aarhundreder gaaet fra Slægt til Slægt, vistnok efterhaanden forvansket, som man under slige Omstændigheder vel kan tænke sig, men dog i sin Grundtone bevaret. Det egentlige Folk, der her som andetsteds har staaet udenfor al ligefrem Paavirkning af Kunstpoesien, har i sin Visedigtning fundet et tilfredsstillende Udtryk for sit indre Liv, det eier i denne en Form, der aabenbarer dets aandelige Indhold anskueligt for Enhver. Kjæmpevisen er ikke digtet af nogen Enkelt, den er Summen af hele Folkets digteriske Kræfter, den er Frugten af dets poetiske Begavelse.
Denne Objektivitet, der danner et Grundtræk i Kjæmpevisens Charakteer, og som saaledes afgiver en Maalestok for Folkets Fordringer i denne Henseende, er maaskee egentlig Grunden til at Mængden hidtil har staaet fremmed ligeoverfor den største Deel af vor nationale Kunstpoesi. Den digteriske Subjektivitet har for Folket ingen Betydning; det kjærer sig ikke om Digteren, men kun om hans Værk, forsaavidt det i dette gjenkjender en eiendommelig Side af sit eget Jeg. Folket ligner ikke vor Tids Theatergjængere, der kun søge Theatret, saa ofte de der have Anledning til at pirres af en ny Situation eller spændes af en ny Intrige. Skal det Nye tiltale Folket, saa maa det i en vis Forstand ogsaa være Gammelt, det maa ikke opfindes, men gjenfindes, det maa ikke fremtræde som fremmed og afstikkende i den Forestillingskreds, der er Folkets Fædrenearv, og hvori den nationale Kraft for største Delen hviler, det maa ikke skjænkes som et udenlandsk Huusgeraad, hvis Brug er ukjendt og som ikke passer ind i det vante Stel; det maa gjengives som et gammelt Familiestykke, som vi havde glemt, men som vi mindes saasnart vi faae Øie derpaa, fordi allehaande Minder ere knyttede dertil, – Minder, der ligesom laae i vort Indre og gjærede dunkelt og ubestemt, indtil Digteren kom og gav dem Ord.
Hermed være det naturligviis ikke sagt, at Digteren ei skulde forholde sig udviklende ligeoverfor Folket – tvertimod; – men han skal give Raaderum for dets Trang til Selvvirksomhed, han skal hente Raastoffet ud af Folket selv, saa kan han deraf forarbeide, hvad ham lyster. Trangen til digterisk Selvvirksomhed er nemlig et Særkjende for hele den germanniske Stamme, og herfra skriver sig, at kun enkelte Kunstformer ere i Sandhed folkelige hos denne Stamme, medens de øvrige Former gjennem Civilisationen ere blevne de Dannedes Eiendom alene, og endnu den Dag idag staae døde og fremmede ligeoverfor det egentlige Folk. Anderledes forholdt det sig med Grækerne og Romerne, og anderledes forholder det sig fremdeles med de romanske Folkeslag, Italienere, Spaniere og Franskmænd. Ingen af disse Nationer besidder en Folkepoesi, der svarer til vore Kjæmpeviser. Disse sydlandske Folk digtede ikke selv, de havde sine Digtere og Sangere; Sydboen lod sig og sin Fortid forherlige gjennem sine Kunstnere, Nordboen forherligede sig selv; Sydboen lod sig besynge, Nordboen var selv baade Digter og Sanger. Ariost, Tasso, Cervantes, Calderon o. s. v. stode over deres Landsmænd og i en vis Forstand ogsaa over deres Tid; den nordiske Digtning derimod udsprang som en naturlig Frugt af Tidens Overfylde; den blev et Udtryk for det Rigeste og Bedste, Folket bar i sit eget Indre, – og heri ligger den store Forskjel. I hine Sydens Digtere var ligesom deres hele Nations digteriske Evne koncentreret, og Folket blev ligeoverfor dem kun en tærende Stand, Tilhørere, ikke Medarbeidere. I dette passive Forhold til Kunsten hos Sydens Folk ligger ogsaa blandt Andet Grunden til at Plastiken dersteds fremtræder som en saa væsentlig Kunstform; Billedhuggeren og Maleren give saa omtrent et heelt og holdent, et haandgribeligt Udtryk for den Tanke, der foresvævede dem; de fordre, for at forstaaes, mere Beskuelsen end egentlig Selvvirksomhed hos Betragteren. Det Samme gjælder ogsaa for en stor Deel om den dramatiske Kunst. Ingen af disse Kunstformer ere derfor i egentligste Forstand blevne nationale hos os; Nordboen finder sig ikke ganske tilrette indenfor disse Skranker, hvor han ei efter egen Lyst kan bygge videre paa det allerede Givne; han vil ikke see sine Phantasifostre, sine egne Begreber og Forestillinger gjengivne fuldfærdige med Kjød og Blod fra nogen Andens Haand, han kræver kun Omridsene til Tegningen, selv vil han lægge sidste Haand paa Værket, alt efter sit eget Behov; han vil ikke som Sydlændingen, at Kunstneren skal pege hen paa sit Værk og vise, hvor Centrum ligger, – Centret vil han selv søge og det ikke paa nogen foreskreven Vei, men gjennem den Radius, som den individuelle Afskygning af Folkecharakteren betegner for ham som den nærmeste.
Til dette Visedigtningens Udspring fra Folket selv knytter sig naturligviis ogsaa en større Inderlighed i Tilegnelsen. Viserne ere for os ikke en blot og bar Gave, ikke noget udenfra Tilkommet; de ere et Bygværk, hvortil hver Enkelt af os føler at have baaret sin Steen, forsaavidt vi enkeltviis spore i os en Gnist af den Aand, der beliver det Hele. Visedigtningen er ikke ligesom Troubadourpoesien en selvstændig, begrændset Side af den Nationalitet, hvori den hører hjemme; den er en væsentlig Bestanddeel i alle vort Folkelivs Fortoninger, den har kastet sit eiendommelige Skjær over dem alle, har voxet sig ind i dem alle, og har derfor ogsaa holdt sig frisk i en forholdsviis meget længere Tid, medens hiin hensygnede med de Betingelser, Tidsomstændigheder o. s. v., der vakte den tillive.
Der er imidlertid noget Underligt ved dette som ved ethvert Produkt af Folkets umiddelbare Digtertrang; det synes som om den mundtlige Overlevering var den eneste, hvorunder det frit kan udvikle sig og føre et stedse forynget Liv i Folket, det synes som om den stivnede, optegnede Form ikke er gunstig for Meddelelsen, som om der i denne Form var sat en Skranke mod hiin Tildigtning og Omdigtning, som Kjæmpevisen tiltrænger, for stedse ung og frisk at overgives fra Slægt til Slægt. Gaar Kjæmpevisen over i Bogverdenen, saa vil den ogsaa paa samme Tid og i samme Mon ophøre at leve paa Folkets Tunge og stille sig for os i et ganske andet Lys; paa Prent bliver Kjæmpevisen gammel og graa, ja gammeldags med, om man saa vil, – paa Folkets Læber har den intet med Begrebet Alder at skaffe. Det levende Ord er for den, hvad Ydunsæblet var for Aserne, det ikke blot nærer, det fornyer og forynger.
Det er imidlertid et Held, at disse Optegnelser ere gjorte, og vel vilde det være, om flere bleve foretagne, medens det endnu er Tid. Folkets digteriske Produktionsperiode tør vel noget nær ansees for at være forbi, og er Sommeren tilende, saa maa en tørret Urtesamling agtes bedre end slet Intet. Med den stigende Civilisation aftager den nationale Eiendommelighed, der er en Grundbetingelse for al Folkepoesi; for at kunne digte kræver Folket endvidere en kraftig, stærk og bevæget Tidsalder, riig paa Begivenheder og fremtrædende Personligheder, riig paa Mænd, i hvilke flere eller færre af dets Eiendommeligheder have potenseret sig; thi ligesom Folket digter ud af sig selv, saaledes digter det i Grunden ogsaa kun om sig selv, – det synger kun naar det i sit Indre bærer paa mere end det kan raade med, mere end det tiltrænger til dagligt Behov. Alle disse Betingelser for en levende Folkedigtning kan Tiden og Forholdene ikke længere tilveiebringe og derfor maa ogsaa Kjæmpevisen ophøre at være Folkets Eiendom i samme Forstand som før. Nødvendigheden af og Trangen til en fortsat Produceren gjør sig ikke længere gjældende og dermed er Visedigtningen afskaaren i sin Rod; dens enkelte Produkter kan vel opbevares i Hukommelsen, i Erindringen endogsaa; men derfor bliver den dog ligefuldt som en Blomsterkost i Vandglasset, tilsyneladende frisk kan den en Tid lang holde sig, men Livstraaden er overklippet, Forplantelsesevnen ikke længere tilstede. Visedigtningen har været en Frugt af Folkets poetiske Overfylde, herefter kan den kun blive en Gjenstand for dets Viden.
Men som det gaar med Alt, der bærer et aandigt Livsmoment i sig, saa gaar det ogsaa med Kjæmpevisen, – den dør ikke med Døden. Som Folkedigtning i egentligste Betydning har den vel paa det Nærmeste ophørt at være til, men den rummer dog i sig Betingelserne for en ny og høiere Tilværelse. Den Tid vil komme, da den nationale Kunstpoesi vil søge hen til Visedigtningen, som til en uudtømmelig Guldgrube; lutret, tilbageført til sin oprindelige Reenhed og hævet gjennem Kunsten vil den da atter slaae Rod i Folket. Begyndelsen er allerede gjort med Sagaen; Oehlenschlägers Geni anede Nødvendigheden af en national Grundvold for den nationale Digtning og det er paa dette Princip hans hele Virksomhed er bygget. At Oehlenschläger kastede sig over Sagaen og ikke over Kjæmpevisen var en naturlig Følge af Forholdene under hans første Fremtræden; Sagaens Betydning var allerede erkjendt, ikke uvæsentlige Forskninger vare anstillede over dette Emne, Saxos Værk var udbredt i Oversættelser, og som Modsætning til den Smagsretning, der skulde bekjæmpes, var vel ogsaa Sagaen mere skikket end Kjæmpeviserne. Disse vare vistnok ogsaa ved Anders Vedels og Peder Syvs Udgaver tilgjængelige for Almeenheden, hvorhos Sandvig og Nyerup allerede i 1780 og 84 havde udgivet et Par Hefter; men deels forudsattes netop en Smagsreform som den oehlenschlägerske for at gjøre Visedigtningens Betydning indlysende og hæve den til mere end en blot og bar «lidelig Tidsfordriv,» og deels og fornemmelig blev dens eiendommelige poetiske Grundtone først ret indlysende for os, efterat den romantiske Skole havde udviklet sig i Tydskland og begyndt at faa Indflydelse ogsaa paa Skandinavernes kunstneriske Bevidsthed, hvilket først fandt Sted efter Oehlenschlägers Optræden. Vistnok hentede han allerede i sin første Digterperiode Stoffet til et Par af sine bedste dramatiske Arbeider «Axel og Valborg» samt «Hagbarth og Signe» fra Kjæmpeviserne, men det synes som om han ikke har lagt nogen særlig Vægt paa den forskjellige Behandling, Kjæmpevisen kræver ligeoverfor Sagaen; han har i disse to Tragedier vistnok leveret Mesterværker, men ogsaa noget ganske Andet end det de tilsvarende Viser give os. At hine Værker desuagtet bleve til hvad de ere, maa (naturligviis foruden Digterens geniale Begavelse) tilskrives den Omstændighed, at Kjæmpevisen i en langt høiere Grad end Sagaen egner sig til dramatisk Behandling. Sagaen er et stort, koldt, afsluttet og indesluttet Epos, i sit inderste Væsen objektivt og fremmed for al Lyrik. Og det er i dette kolde, episke Lys at Sagatiden staar for os, det er i denne storartede, plastiske Skjønhed dens Skikkelser drage os forbi. Saaledes og ikke anderledes kan og maa Sagatiden opfattes af os; thi enhver Periode afspeiler sig for Efterslægten alt efter Beskaffenheden af de Overleveringer, hvorigjennem den bliver bekjendt.
Skal nu Digteren ud af dette episke Stof skabe et dramatisk Arbeide, saa maa han nødvendigvis bringe et fremmed Element ind i det givne Material, han maa bringe det Lyriske ind deri; thi som bekjendt er Dramaet en høiere Forbindelse af Lyrik og Epos. Men herved forrykker han Stoffets oprindelige Forhold ligeoverfor Beskueren; den Tid og de Begivenheder, der havde fremstillet sig for os i den abstrakte, plastiske Formskjønhed, gjengiver Digteren os nu som et Maleri med Farver, med Lys og Skygge, og vi finde os ikke tilrette med det Indhold, som vi havde vant os til at betragte igjennem et heel andet Medium. Formedelst den dramatiske Behandling træder vistnok Sagatiden i et nærmere Forhold til Virkeligheden, men det er netop dette den ikke skal; Statuen vinder ikke derved, at den gives naturlig Hudfarve, Haar og Øine.
Disse heraf følgende uundgaaelige Misligheder have hellerikke efterladt ganske umærkelige Spor i Oehlenschlägers dramatiske Værker; et Spørgsmaal turde det imidlertid blive, om ikke meget deraf kunde være undgaaet ifald Digteren havde valgt en anden, til Stoffet mere svarende Sprogform. En «Hakon Jarl» i Prosa turde vel gjennem Oehlenschlägers Pen blevet fuldt saa poetisk som en i Vers; idetringeste vil det visselig engang i Tiden erkjendes, at den femfodede Jambe ingenlunde er den hensigtsmæssigste til Behandling af skandinaviske Emner fra Fortiden; dette Versemaal er nemlig aldeles fremmed for vor nationale Metrik, og det er dog kun gjennem en national Form at det nationale Stof fuldstændigen kan komme til sin Ret.
Sagaen er, som allerede bemærket, heelt og holdent episk; i Kjæmpevisen derimod er det Lyriske tilstede, vistnok i et andet Forhold end i Dramaet, men tilstede er det dog, – og den dramatiske Digter, der henter sit Stof fra Viserne, behøver altsaa ikke at lade Stoffet undergaae en slig Forandring, som den, der henter sit fra Sagaen. Denne Omstændighed er en væsentlig Fordeel, der sætter Digteren istand til nærmere og inderligere at optage i sit Værk Speilbilledet af den Tid og de Begivenheder, han behandler; han kan derved (hvis han ellers mægter det) fremstille sine Helte for Beskueren saaledes som denne allerede kjender dem fra Folkedigtningen selv. Hertil kommer endvidere, at Visernes rummelige Metrik tilsteder mange Friheder, der ere af stor Betydning for den dramatiske Dialog, og det tør derfor være utvivlsomt, at denne poetiske Kilde i en nærmere eller fjernere Fremtid flittigen vil blive benyttet af kommende Digtere, der bygge videre paa den af Oehlenschläger lagte Grundvold; thi at hans Virken kun maa betragtes som en Grundvold for kommende Værker er indlysende nok, og heri ligger ingenlunde nogen Forringelse af hans Hæder; det er jo netop et Særkjende ved alt Godt og Skjønt, at det ikke er Noget i og for sig selv afsluttet, men at det rummer i sig Spiren til en end høiere Fuldkommenhed. Den nationale Kunstpoesi i Norden begyndte med Sagaen, nu staar Kjæmpevisen for Tur; Oehlenschlägers Behandling af Sagaen er en genial Musikers Variationer over et folkeligt Thema; den dramatiske Behandling af Kjæmpevisen kan blive Folkemelodien selv, kunstmæssigen behandlet og kunstmæssigen udført.
Ihvorvel Sagaens Optegnelse falder indenfor den christelige Periode i Norden, saa er dens Poesi dog væsentlig hedensk, derfor vil den ogsaa som Stof frembyde sig langt bekvemmere til Behandling i den antike græske Stiil, end i den, der betegnes som den moderne christelige. Af denne Grund er ogsaa utvivlsomt Oehlenschlägers «Balders Død» lykkedes ham bedre end hvilketsomhelst af hans øvrige dramatiske Værker. Naar jeg ovenfor har brugt Udtrykket Saga, saa maa jeg her gjøre opmærksom paa, at jeg under denne Benævnelse ikke blot forstaar de historiske Overleveringer, men ogsaa de mythiske Sagn og Sange. I Modsætning til disse maa Kjæmpevisen betragtes som væsentlig christelig; den rummer vistnok et hedensk Moment i sig, men dette er her tilstede paa et ganske andet og høiere Stadium end i de mythiske Sagn, og herved er det, at Christendommens poetiske Affødning, Romantiken, aabenbarer sin Indvirkning paa Visedigtningen. Asadyrkeren, som ikke kjendte Troens Magt, hvor Forstanden glipper, konstruerede sig en Verden med fuldstændig Ophævelse af de fornuftmæssige Love; i denne blev derfor Alt, men følgelig ogsaa Intet, overnaturligt, og saaledes hjalp han sig, saaledes vidste han at forsone Troen med Fornuften. Den romantiske Livsanskuelse derimod gaar en anden Vei, den hylder Shakspeares Sætning: «at der findes Mere mellem Himmel og Jord, end Philosopherne veed af at sige»; den indrømmer det Fornuftmæssige sin Ret og sin Gyldighed, men ved Siden af, over og gjennem dette gaar Mysteriet, det Gaadefulde, det Uforklarlige, det Christelige om man saa vil, thi Christendommen er jo selv et Mysterium; den prædiker selv Troen paa de Ting, «der ikke kunne begripes.» Herved er det, at det mythiske Sagn i sin Grundtone adskiller sig fra Kjæmpevisen; hiint forholder sig til denne som Fabelen til Eventyret: Fabelen kjender ikke det Mirakuløse, Eventyret har sin Rod deri.
Det er denne paa engang sandselige og oversandselige Verden, som Kjæmpevisen opruller for os. I mange af Viserne fremtræde Asalærens Helte og Begivenheder som det væsentlige Indhold, men da stedse i et nyere Tilsnit, stedse under en mere eller mindre udpræget christelig Form. Thor og hans Kampe med Thurserne, Sigurd Fafnersbane og hans Bedrifter, Tyrfingsagnet o. s. v. er altsammen kjendeligt nok under de middelalderlige Dragter og Navne; fra Guder og Sagnhelte ere Personerne nedstegne til at blive Kjæmper og drabelige Riddersmænd; men man feiler visseligen, naar man søger Grunden til denne Forvandling enten i Folkets religiøse Følelse eller i nogen politisk og kirkelig Tvang fra de Styrendes Side. Mytherne vedbleve rimeligviis at leve blandt Folket længe efter at Christendommen havde fundet Indgang, og det tør vel være tvivlsomt, om Anskuelsen af denne var klar og reen nok til at døde Troen paa Fædrenes Guder. De mange tilsyneladende Berøringspunkter mellem den ældre og nyere Lære gjør det tvertimod sandsynligt, at begge i en lang Tid have bestaaet jevnsides i og med hinanden, og at den christelige Lære i Førstningen maaskee virkede mere ved sin civiliserende Kraft end egentlig som Religion. End ikke Præsterne, den nye Læres Forkyndere, havde opfattet Forholdet med tilstrækkelig Klarhed, end ikke disse mægtede at løsrive sig fra de arvede Traditioner; istedetfor at prædike Asernes ikkun indbildte Tilværelse, istedetfor at forkynde deres Tilintetgjørelse med den Tro, der opgav dem, fremstillede de dem som onde, fiendtlige Magter, farlige for den nye Lære og for dens Bekjendere. Intet Under altsaa, at de gamle Vætter vare seige, thi de havde et godt Fodfæste. Hellig Olaf kunde længe nok mane dem i Steen til Dommedag, – de vedbleve dog at leve i Folkets Bevidsthed og Tro, og der ere de forblevne tilhuse lige ind i vore Dage.
Udenfra er det altsaa ikke, at Mytherne have modtaget det Præg, hvorunder vi i Kjæmpeviserne gjenfinde dem. Ydre Paavirkning kunde maaskee have kuet, ja tilintetgjort denne aandelige Arv fra Fædrene; men efter eget Tykke at give den et forandret Præg, dertil vilde aldrig nogen Tvang været mægtig nok; Folket lader sig ingensinde nøde til gjennem Aarhundreder at digte og synge i Gaader og i dunkle Omskrivninger, hvis rette Betydning snart maatte gaae tabt. Saaledes kan vistnok Pressen til en Tid paavirkes af trykkende Censurforholde, men et Folk aldrig.
Nei, hvad der ledede Folket ind paa den i Visedigtningen angivne Bane var ikke nogen Paavirkning udenfra, men en Tilskyndelse af dets egen ubevidste kunstneriske Takt; det var ikke den religiøse, men vel den æsthetiske Følelse, og denne er aldrig misvisende for en Nation, saaledes som den kan være det for det enkelte Individ. Folket klædte ikke sine Mythehelte i den middelalderlige Stads, fordi det gjennem Christendommen havde tabt den rette Opfatning af Asalæren, dens Aand og dens Væsen, – men vel fordi den romantiske Kunstanskuelse, som ved Christendommen gik ind i Folkets Bevidsthed, ikke tilstedede nogen fortsat digterisk Produceren i den antike hedenske Retning; derfor maatte Stoffet forvandles, derfor maatte det gjøres bekvemt som Material for den nye Kunstform.
Nu kun et Par Ord om Kjæmpevisernes Lyrik. Foruden at denne er tilstede i Visens Epos paa samme underlige Maade, som Metallet i Metalsaltet, findes den ogsaa som et særeget, fra Visens øvrige Bestanddele udskilt Moment, i Omkvædet. Omkvædet er for Kjæmpevisen, hvad Forspillet er for et Musikstykke, – det betegner den Stemning, hvormed Digtningen skal annammes. Men denne Lyrik er ikke af nogen subjektiv Natur, den har ikke sin Rod i Digterens Eiendommelighed. Digteren meddeler ikke derved Tilhøreren noget af sin individuelle Rigdom, han vækker kun til bevidst Liv, hvad der laa drømmende og gjærende i Folket selv; hans poetiske Begavelse ligger væsentlig i et vist Klarsyn for hvad Folket vil have udtalt og i en vis Evne til at give denne Udtalelse en Form, hvorunder Folket lettest gjenkjender det Udtalte som sit eget.
Af det her Fremførte vil det formeentlig være klart, at jeg ingenlunde har indviklet mig i nogen Modsigelse, idet jeg tidligere nævnte Kjæmpevisen som digtet af Folket selv, og nu skjelner mellem dette og Digteren. Forholdet er her det samme som med Sagaen; ogsaa denne skylder naturligviis Enkeltmand sin første Optegnelse; men denne Optegnelse, den Form, hvori den har naaet til os, stod i den nøieste Samklang med Folkets Opfatning. Kjæmpevisen har imidlertid i det lange Tidsrum, hvori den levede frisk paa Folkets Læber, aldrig været nedskreven, og derfor er det ikke her saa let som med Sagaen, at komme efter, hvad der er oprindelig Digtning og hvad senere Tider have tilføiet eller borttaget. Saameget er imidlertid vist, at Visedigtningen, selv i den forhutlede Tilstand, hvori den nu forefindes, røber en reen og bestemt Kunstform, at et korrekt Versemaal ved en noget forandret Ordstilling almindeligviis lader sig tilveiebringe, og at, som Professor Petersen i sin danske Literaturhistorie har paavist, det Samme er Tilfældet med Riimordene.
Det stærkeste Vidnesbyrd om aandeligt Slægtskab mellem de enkelte Grene af den store germanniske Stamme foreligger os i Kjæmpeviserne. Den skandinaviske, den tydske, den engelske og den skotske Visedigtning bærer væsentlig det samme Grundpræg, ihvorvel dette hos de forskjellige Folkeslag fremtræder under en forskjellig Farvetone, alt efter Beskaffenheden af de lokale Forholde og den Lod, Visedigtningen gjennem Tiderne her eller der var underkastet. I Tydskland synes Viserne tidligt at være blevne en privilegeret Klasses Eiendom; gjennem vandrende Sangere bleve de til en Kunstpoesi, der kun lod sig høre paa Ridderborgen, medens de ufrie Stænder, Borgere og Bønder, i Taushed strede for det daglige Brød, undertrykte og forkuede og som det synes berøvede Trangen og Evnen til at synge. Tidsforholdene bevirkede imidlertid en Tilbagegang, og det lader som om Visedigtningen atter nedsteg fra Ridderborgen til Folkets beskednere Bolig, som om dette atter optog i sig sin Arv fra Fædrene, som om Visedigtningen atter blev en virkelig Nationaleiendom, men da rigtignok kun paa anden Haand. Omtrent det Samme har utvivlsomt fundet Sted i Danmark og Sverige, i Norge derimod ikke. Nordmanden har aldrig, saaledes som Brødrefolkene, kjendt til en skarpt begrændset Kasteinddeling; Bonde og Ridder betegnede aldrig hos os to Modsætninger, men kun to Virksomhedsformer. Dette i Forbindelse med Landets afsondrede Beliggenhed, Folkets forholdsviis ringe Berøring med den øvrige Verden, og endelig den med Nordens Kjæmpeaand saa vel stemmende Naturomgivelse og dennes Indvirkning paa Folkecharakteren er altsammen let forklarlige Grunde til at den norske Kjæmpevise har kunnet beholde et saa antikt Præg, medens f. Ex. de danske og svenske Viser lide under en mangesidig Udviskning af det oprindelig Charakteristiske i Sprog og Tone, og derved synes at tilhøre en forholdsviis langt nyere Tid.
Men ligesom Grundtonen i hele den germaniske Visedigtning hovedsagelig er den samme, saaledes er ogsaa Stoffet for en stor Deel hentet ud fra meget nær beslægtede Forestillingskredse. I den skandinaviske Visedigtning gjenfinde vi blandt Andet, under mere eller mindre kjendelige Skikkelser, Heltene fra det tydske Nationalepos «Niebelungenlied», ligesaa fra «Rolandslied» o. s. v. Ridderlig Færd, Kvinderov og Kvindehævn, Kamp med Drager og Lindorme, eventyrlige Reiser til Troldenes Hjem, der tænktes at ligge langt mod Nord, Strid med Trolde og Dværge, der boede i Bjergene og Hougene og raadede over umaadelige Skatte, – dette og meget Mere synes især at have udgjort yndede Emner for den folkelige Digtning; reent historiske Personer og Begivenheder behandledes langt sparsommere, og i den norske Visedigtning saagodtsom slet ikke.
Kjæmpeviserne i den Form, hvori de foreligge os, bære, som tidligere bemærket, et stærkt middelalderligt Præg, og det synes som om vore Fortidsforskere af denne Grund samstemme i at sætte Visernes Forfattelsesperiode fra Sagatidens Ophør og indtil Reformationen. Nogenlunde enig synes man ogsaa at være i Forklaringsgrundene til de samme eller ialfald lignende Visers Udbredelse blandt alle de germaniske Folkeslag. Dette skal være skeet ved Oversættelser fra det ene Sprog til det andet; men ingen af disse Forklaringer synes mig at bære nogen indre Sandsynlighed i sig.
Skulde Kjæmpeviserne i Tiden have afløst Skaldepoesien, saa maatte de vel ogsaa i Aand og Indhold have været en Affødning af denne; men større Modsætninger kan neppe tænkes. Skaldepoesien, saaledes som den havde formet sig paa sine sidste Dage, altsaa umiddelbart foran Kjæmpevisernes Opblomstren, var som bekjendt nedsunken til et komplet aandløst Formvæsen, en Skal uden Kjærne; for Skalden kom det ikke an paa nogen digterisk Begavelse, men kun paa en rummelig Kramkiste til Opbevaring af de arvede, traditionelle Vendinger, Udtryk og Billeder; hans Poesi var kun et Gjenfærd fra Fortiden, Hylsteret for en Aand, som for længesiden var bortvegen, som Ingen længere troede paa og som Ingen længere forstod. I Frankrig besidder man noget Lignende i den eftergjorte antike Tragedie, men som det gik med denne der, saa gik det med Skaldepoesien her; til en vis Grad fandt begge Kunstarter et Slags Udbredelse indenfor enkelte Kredse af Samfundet, men dybt og inderligt at gro ind i Folket, at indforlive sig i dettes Tænkesæt, dertil har ingen af dem været istand. Skaldepoesien var et kunstigt Fabrikat, Visedigtningen en kraftfuld, levende Frugt; Skaldekvadet forfærdigedes, Kjæmpevisen digtedes.
Af dette stivnede Formelvæsen, der udgjorde Skaldepoesiens conditio sine qua non, findes heller ikke Spor tilbage i Kjæmpevisen. Vistnok besidder ogsaa denne sine stedse tilbagevendende Udtryk og Billeder, men at disse i Oprindelsen ikke skriver sig fra Skaldekvadene vil Enhver lettelig kunne overbevise sig om. I Skaldekvadet findes ikke Spor af Lyrik; Begivenhederne, som deri berøres, ere egentlig ikke beregnede paa at virke ved Fremstillingsmaaden, – denne var hovedsagelig stedse den samme; hvad Skalden havde for Øie, synes ene og alene at have været Omsorgen for, paa den foreskrevne Maade, zirligt og regelret at frembære sin Lovpriisning for denne eller hiin Helt, til hvis Forherligelse Kvadet skulde tjene og hvis Gavmildhed, vel at mærke, ofte var det, der især begeistrede ham.
Og af dette golde Træ skulde Kjæmpevisens friske, levende Blomsterflor have udfoldet sig! Aldrig! Det vilde ialfald have været en Forplantelse uden nogetsomhelst tilsvarende Exempel. Af en aandløs Kunstpoesi kan aldrig en livskraftig, folkelig Digtning udspringe. Langt rimeligere er det da at antage, at begge Kunstarter have bestaaet jevnsidigen med hinanden lige op i den forhistoriske Tid, og Kjæmpevisens Forvandlingsperiode, dens Overgang til den romantiske Form, hvori vi kjende den, falder i dette Tilfælde sammen med Skaldepoesiens sidste Dage, altsaa med den Tid, som man (visseligen feilagtigt) antager for Visedigtningens første Barndom. Thi at Kjæmpevisen ikke har naaet til os i sin oprindelige Skikkelse kan neppe betvivles; mange indre Vidnesbyrd fra Viserne selv tyde hen paa et nært Slægtskab med Eddadigtene, der vel hellerikke ere forhaanden i Urformen. Visernes inderlige Tilknyttelse til de mythiske Emner gjør det ikke usandsynligt, at hele Gudelæren engang langt, langt tilbage i Oldtiden har været udtalt og udbredt blandt Folket i ældgamle Kvæder, der ligesom danne Skeletterne for vore Kjæmpeviser. Ved Christendommens Indførelse og ved Digtningens deraf følgende Overgang til den romantiske Kunstform samt endelig ved Tidsaandens forskjellige Præg i de efter hinanden følgende Perioder have hine Oldkvad undergaaet flere eller færre Forvandlinger, indtil de endelig som «Kjæmpeviser» standse ved Reformationen, efter hvilken Tid de neppe ere synderlig paavirkede. Selv med de saakaldte historiske Viser turde det Samme være Tilfældet, selv disse turde maaskee igrunden kun være en Omdigtning af ældre mythiske Kvæder. Alt dette er især i de norske Viser paatageligt nok; nogen nærmere Beviisførelse i det Enkelte vilde imidlertid her blive for vidtløftig; jeg skal derfor kun indskrænke mig til at henvise til Landstads Samling, hvor man visselig vil finde Bestyrkelse for hvad her er fremsat.
(Sluttes)
OM KJÆMPEVISEN OG DENS BETYDNING FOR KUNSTPOESIEN
AF HENR. IBSEN
(Slutning fra forrige Nr.)
Tør det nu altsaa antages, at Visedigtningen under vexlende Former har levet paa Folkets Læber ligefra den forhistoriske Tid, saa svækkes ingenlunde denne Antagelse derved, at Sagaen intet melder om Tilværelsen af en saadan Digtning. Skaldepoesien, der udviklede sig samtidigen med denne ældre (hedenske) Visedigtning, var en Kunstpoesi, Visedigtningen derimod Folkepoesi; at Sagamanden altsaa alene tog Hensyn til hiin og oversaa denne maa ingenlunde forundre nogen af os, der vide, at det Samme i en langt nyere Tid har gjentaget sig næsten lige ind i vore Dage. Det maa desuden ikke forglemmes, at Visedigtningen ved sit i den Tid vistnok heelt igjennem hedenske Indhold anstændigviis ei kunde hue den oplyste og lærde Sagamand, om end Folket fandt Behag deri. At ogsaa Sagaen i sin Poesi var hedensk undgik naturligviis Optegnerens Opmærksomhed, eftersom Emnet her Intet havde med Asernes og Mytheheltenes Forherligelse at gjøre, ligesom i Kjæmpeviserne, og at benytte Skaldekvadene som Beviissteder kunde endnu mindre forurolige hans Samvittighed, thi vel vare ogsaa disse hedenske baade i Form og Indhold, men Forskjellen laa i, at medens Gudeverdenen i Kjæmpeviserne vedblev at føre et friskt og beaandet Liv, saa var Skaldepoesien allerede dengang, som tidligere bemærket, nedsunken til blotte og bare Formler og Floskler, der sandelig ikke skulde forarge Nogen. Dette gjælder da især de yngre Skaldekvad; hvad de ældre og bedre angaar, saa havde disse naturligviis, som Kunstprodukter, i Datidens lærde Verden en Anseelse, der vel maatte opveie alle andre Hensyn.
Forholder det sig nu saa, at Kjæmpeviserne kun ere at betragte som en nyere Form for Oldtidens mythiske Digtninger, saa behøve vi ikke at ty hen til Formodningen om Oversættelser for at forklare os Udbredelsen af de samme Viser blandt alle de germaniske Stammer. Denne Forklaring er desuden tvungen nok og i mange Punkter langtfra tilstrækkelig til at belyse Phænomenet. Først og fremst er der liden indre Sandsynlighed i, at en Digtning, der i den Grad som Kjæmpevisen mægtede at slaa Rødder i Folkets inderste Liv, ikke skulde være fremspiret sammesteds, men indpodet ved Overførelse fra fremmed Jordbund. I hvilken Periode i Fortiden skulde vel f. Ex. Nordmændene følt nogen Trang til gjennem danske, svenske eller tydske Kvæder at forherlige Begivenheder, som paa ingen Maade greb ind i deres egne Forholde eller til at besynge Mænd, der kun vare dem bekjendte gjennem fiendtlige Sammenstød? Og hvorledes skulde endog blot Tilværelsen af hine Kvæder være kommen til vore Forfædres Kundskab? Samkvemmet mellem Folkeslagene i de Dage var sandelig ikke af den Beskaffenhed, at nogen Udvexling af aandelige Skatte derved skulde fremmes. Hertil kommer desuden, at det, man har kaldet Oversættelser, kun høist uegentligt kan benævnes saaledes; det er snarere jevnsidige, indbyrdes uafhængige Behandlinger af det samme Stof. Bortseet fra det Urimelige i, at en rig, mundtlig Literatur, der søger sin Livskraft i Folkets egen skabende Trang, skulde hente Næring gjennem Oversættelser, – maa det endvidere betænkes, at de historiske Viser saagodtsom slet ikke ere oversatte, og hvor det er Tilfældet, der tør det maaskee være meer end tvivlsomt, hvorvidt Oversættelserne nogensinde have været populære. I Norge, hvor de skriftlige Optegnelser ere foretagne fra første Haand, findes ingen slige oversatte Viser; i de danske og svenske Samlinger træffes de vistnok, men da disse Samlinger for en stor Deel ere tilveiebragte efter gamle skrevne Visebøger, saa kan ikke heraf udledes noget sikkert Beviis for at hine Oversættelser i mærkelig Grad have været udbredte blandt Folket selv. De turde snarere, hvad ogsaa Sproget synes at tyde hen paa, skrive sig fra en forholdsviis nyere Tid, da Visedigtningen i Danmark og Sverige befandt sig i Adelens Hænder og saaledes havde ophørt at næres af og ved Folket. De saakaldte Eufemiaviser, der oversattes fra Fransk her i Norge omtrent ved Aaret 1300, og som forefindes i haandskrevne Exemplarer baade paa Svensk og Dansk, svække ingenlunde denne Paastand; thi deels høre disse Digte ikke hen under den egentlige Kjæmpevise og deels tør det med Sikkerhed antages, at de ingensinde have været udbredte blandt Folket, men i det Høieste blandt endeel af Adelen, der optog Dronning Eufemias Idee, at indføre Troubadourpoesien i Norden, en Idee, der imidlertid kvaltes i Fødselen.
Af alle disse Hensyn forekommer det mig urimeligt at antage Visernes Udbredelse som grundet paa Oversættelser; en sandsynligere Forklaring ligger desuden nær forhaanden. Indrømmes det nemlig, at Kjæmpevisernes første Oprindelse kan søges i den mythiske Tid, saa er der heller Intet iveien for at gaa saa langt tilbage som muligt, nemlig til en Tid, der ligger foran den germaniske Stammes Indvandring til Europa, til en Tid altsaa, da denne store Folkestamme udgjorde et samlet Heelt.
Denne Forestillingskreds, indenfor hvilken Kjæmpevisen bevæger sig, synes i høi Grad at tale for en saadan Anskuelse. Paa de store Sletter ved Foden af Ural tumlede sig Germanerne som en allerede dengang kraftig og krigersk Stamme; de tschudiske Folk, der beboede Bjergene i Strækningen mod Nord lige indtil det hvide Hav, og hvis Brødre, Finnerne, vandrede om paa den skandinaviske Høislette, vare Germanernes naturlige Fiender, som bekjæmpedes og undertrykkedes, og som derfor ved List maatte værge sig saa godt de kunde. Denne Folkestamme er da oprindeligen Kjæmpevisernes Dværge, der levede mellem Fjeldene og forstode at forarbeide Metallerne til Vaaben og kunstige Smykker. Dvergene beskrives som smaa, listige og ondskabsfulde; alt dette passer godt paa Tschuderne eller Finnerne, og deres Boliger mellem Uralbjergene maatte vel give dem Anseelse af Væsener, som ved hemmelige Kunster forstode at udvinde Rigdomme af Stenen, en Kunst vore Forfædre ikke kjendte, men hvori den tschudiske Stamme, ifølge Historiens Vidnesbyrd, var vel bevandret. Efter Indvandringen i Norden kan man ikke tænke sig, at der kunde opstaa nogen Forestilling om skjulte Skatte i Bjergene, thi her maatte disse snarere fremstille sig som den golde Armods Boliger. Heller ikke de i Viserne omtalte Reiser til Troldenes Hjem passe paa et Folk, der selv har sit Ophold i Norden; thi deels vedbleve Urbeboerne (Visernes Trolde og Dværge) langt ned i Tiden at bebo Norges Høislette lige til den sydlige Grændse, saa der altsaa ikke kunde være Tale om at søge dem i Nord, hvilket det dog stedse heder, – og deels kunde et haardført, med vort Klima og vore Forholde fortroligt Folk ikke i den Grad gribes af Besværlighederne og Farerne ved en Reise til det Nordlige, som dog af Kjæmpeviserne sees at have været Tilfældet. Dette Troldenes Hjem i det fjerneste Norden beskrives som isnende koldt og behersket af et evigt Mørke; men da de virkelig foretagne Reiser didhen fra det sydligere Norge vistnok kun gik for sig om Sommeren, saa vil det sees, at denne Charakteristik ei kan være hentet fra egne Erfaringer, men kun fra dunkle Frasagn, der deels ere mistydede, deels udsmykkede og omdigtede. Rigtignok tales om, at Reiserne til «Trollebotten» foregik tilvands; men man kan her ligesaagodt tænke paa en Fart opad de store Floder i Rusland som paa en Søreise langsmed den norske Kyst, og overhovedet maa man komme ihu, at vore Viser noksom røbe alle Slags Tillempninger, der aabenbarligen ere nyere Tiders Værk. Bjarmelandsreiserne kan hellerikke godt have givet Anledningen til disse Forestillinger; thi paa andre Steder igjen tales om uhyre «Jernskove», som maatte passeres, og hvorved man maa tænke paa det nordlige Ruslands Naaleskove, der vare ukjendte for vore Forfædre under deres Ophold i Østen, men som de ved deres Fremtrængen mod Nord maatte igjennem, og som for dem vel kunde fremstille sig som Jernskove. Mærkeligt er det ogsaa, at Kjæmpevisernes hele Dyreverden tyder hen paa et sydligere Himmelstrøg. Med Undtagelse af Ulven nævnes, saavidt jeg veed, intet af Nordens vilde Dyr i Viserne, medens derimod Lindormen eller Dragen (selv om man betragter denne som en Affødning af Mythernes Midgardsorm) uvilkaarligt leder Tanken hen paa de kjæmpemæssige Levninger af Urverdenens Dyr, hvilke endnu findes i det østlige Rusland og som vistnok dengang vare langt hyppigere forhaanden og vel kunde vække hos vore Forfædre den første Forestilling om hine fabelagtige Uhyrer, der siden gjennem Kjæmpeviserne ere blevne saa populære. Det er endvidere værd at lægge Mærke til, at uagtet Germanerne efter Indvandringen til Norden udviklede sig til et søfarende Folk og hvis Heltebedrifter forstørstedelen udførtes paa Havet, saa veed Kjæmpeviserne dog ikke at fortælle det Ringeste om Søkampe eller Færd og Bedrifter tilskibs, men saameget destomere om Strid paa Landjorden og det saagodtsom stedse tilhest, uagtet det dog er vitterligt, at denne Maade at stride paa var fremmed for vore Forfædre. Ogsaa herved komme vi til at tænke paa Opholdet i Østen; at Lokaliteterne dersteds ikke tillod nogen Søkrig følger af sig selv, medens det derimod er høist sandsynligt, at Germanerne dengang vare et Rytterfolk, ligesom det endnu er Tilfældet med de Stammer, der i vore Dage bebo hine Egne.
Man indvende ikke her, at Kjæmpevisernes Verden kun er en Digtningens Verden, der saaledes Intet har med Virkeligheden at skaffe. Folkets Digten er tillige dets Philosophi, den er den Form, hvori det udtaler sin Anelse om Aandens Tilstedeværelse i det Konkrete, den søger naturligviis, ligesom al kunstnerisk Produceren, sit Udgangspunkt i det virkelige Liv, i Historien, i oplevede Tildragelser og i den omgivende Natur. Saaledes kan det f. Ex. ikke betvivles, at Mytherne om Thor og hans Kampe med Jøtunerne ere Symboler for den urgermaniske Kraft og dens fiendtlige Rivning med fremmede Modstandere. Idetheletaget maa et Folk altid til en vis Grad besidde en Historie forinden det kan skabe sig en Religion, og saaledes har det ogsaa været Tilfældet med vore Forfædre; den digteriske Forherligelse af Urslægternes Bedrifter, deres Forsøg paa at trænge frem mod Nord o. s. v., have afgivet Stoffet til de mythiske Digtninger, og disse igjen Grundlaget for Kjæmpeviserne.
Vidnesbyrdene om de germaniske Visers Oprindelse under Folkestammens Ophold i Østen, hvilke her ikkun antydningsviis ere berørte, kunde suppleres i det Uendelige, saafremt det var min Agt at levere nogen udtømmende Beviisførelse i denne Sag; saaledes er det imidlertid ikke, jeg har kun villet nedlægge en Protest mod Paastanden om Kjæmpevisernes Udbredelse gjennem Oversættelser, en Paastand, der vilde kuldkaste vor oprindelige Eiendomsret til en stor og væsentlig Deel af vore Forfædres aandelige Efterladenskab. For den saakaldte islandske Sagaliteratur har man villet gjøre os Æren stridig, men vore Videnskabsmænd have i dette Anliggende forfægtet vore Rettigheder. Skulde ikke det Samme lønne Umagen ogsaa med Kjæmpeviserne? Skulde ingen af vore Fortidsforskere føle sig opfordrede til at tale et afgjørende Ord i denne Sag? Dersom der i disse Linier kunde ligge nogen Tilskyndelse hertil, da vilde jeg holde dem for mere end lønnede, hvad enten nu Dommen faldt til Gunst eller Ugunst for den Anskuelse, jeg i det Foregaaende har vovet at fremsætte.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her