Henrik Ibsens skrifter

I det ene Hjørne af
​Christkirkegaarden i Chri‐
stiania findes en
lille Plads som be‐
{ <...> }nyttes til Begravelses‐
sted for de {P}paa ​Agers‐
huus Fæstning afdøde
Forbrydere og som
derfor benævnes ​«For‐
brydernes Hjørne.»

Faksimile

Denne lille Plads har
​sletintet Mærkværdigt
ved sig, – den er et saa
beskedent og ubemærket
Hvilested som vel
nogen kan ønske
sig, ​næppe skimter man
et halvtforfaldet Kors mel‐
lem Gravene, ingen Ind‐
skrift hentyder paa hvem
der slumrer her og
skjelden sees nogen
menneskelig Skikkelse
3.

Faksimile

paa dette Sted. De Efter‐
levende synes her ikke at
lade sig nøie med at
Dødens Glemsel efterhaan‐
den lægger sig over Gra‐
vene og deres Beboere, –
de synes endog at frem‐
skynde den. –

Dog man maa erindre
sig at vi ikke sige dette
ubetinget, dette kunne
vi hellerikke og netop
4

Faksimile

heri ligger Anledningen
til at de følgende
Blade ere nedskrevne.

Det var i Slutningen
af forrige Aarhundrede
at Beboerne og ​de til
Christkirken stødende
Gader ligesom andre
Forbigaaende efterhaan‐
den vare blevne opmærk‐
somme paa en til‐
hyllet sørgeklædt Kvin‐
deskikkelse som hver
Morgen frygtsomt og
5.

Faksimile

​iilfærdigt listede sig
frem langsmed Huus‐
rækkerne indtil hun stand‐
sede ved Kirkegaards-porten
som hun aabnede og
begav sig derpaa hen til
en af de mest afsides‐
liggende Grave.

Denne Grav lignede fuld‐
kommen de øvrige, und‐
tagen at den var bedre
vedligeholdt, og { <...> }at et
lille sortmalet Kors var
opreist i det ene Hjørne.

Herhen var det, som sagt,
6.

Faksimile

at den ubekjendte Kvin‐
deskikkelse rettede sine
Skridt, hun syslede
lidt ved Graven som om
hun var beskjæftiget med
et eller anden, blev der‐
paa staaende ligesom
​hensjunken i Betragt‐
ninger og bortfjernede
sig derpaa ad den sam‐
me Vei hun var kom‐
men.

Christiania var ikke den‐
gang den ​galante Hoved‐
stad den siden er bleven
7.

Faksimile

og Indbyggerne følgelig
helleri{kke}ngen Hovedstads‐
beboere, de ˹besade˺ havde end‐
nu end god Deel Smaa‐
stædsaand og ˹manglede˺ savnede
altsaa hellerikke Nys‐
gjærrighed.

Det kunde derfor ikke
feile at den omtalte Kvin
hemmelighedsfulde Kvinde
og hendes daglige Van‐
dringer ˹til Kirkegaarden˺ snart bleve
Gjenstand for Omtale.
Men alle Nysgjærrighedens
Bestræbelser synes at strande.
8

Faksimile

Alt hvad man erfarede var
at hun boede i ​en af Forstæ‐
derne i et lille Huus der
var blevet hende testamen‐
teret af en gammel
Kone hos hvem hun
hade opholdt sig.

Hendes Navn og Livsom‐
stændigheder vare ubekjendte,
hun levede afsondret
fra al menneskelig Om‐
gang og saaes aldrig
undtagen naar hun
foretog sin regelmæs‐
sige ​Valfart til Kirke‐
9.

Faksimile

gaarden. Paa Graven,
som hun besøgte, fandtes
intet Navn, kun saame‐
get havde man bemærket,
at hvergang hun ​var
gaaen bort, hang der en
frisk Blomsterkrands
paa det lille Gravkors
og de visne Blomster fra
den foregaaende Dag vare
borttagne.

Men dette var ogsaa de Nys‐
gjærriges hele Udbytte; In‐
teressen svækkedes ogsaa ef‐
terhaanden da man begyndte
10

Faksimile

at betragte hende som van‐
vittig; tilsidst blev hun gan‐
ske borte fra Kirkegaarden
og man erfarede at hun var død.

Paa denne Kirkegaard stod
jeg for nogle Aar siden i
Selskab med min gamle salig
Onkel ​Bjarme. Mange af mine
Bekjendte huske vist denne
Original, denne ægte ​Typus af
hans Tid ​Kjøbenhavnerstudentere.
Han havde i sin Ungdom gjældt
for et ​æsthetisk Hoved og pro‐
duceret en heel Deel saakaldte
litterære Smaasager, som med
11.

Faksimile

Fornøielse læstes i mange af
hans Omgangskredse, men som
aldrig til et større Publikums
Nytte udkom i Trykken.

Her stode vi da som sagt; –
underveis havde min Onkel
underholdt mig med en heel
Deel mærkelige Begivenheder
fra hans yngre Dage, som
​forstørstedelen havde tjent
til Stof for hans ​belletris‐
tiske Arbeider. Vi vare traadte
ind paa Kirkegaarden fordi
han der vilde vise mig en
12

Faksimile

hvori engang en ​Skindød
under høist romantiske og af
ham endmere ​romantiserede
Omstændigheder var opstanden
opvaagnet. – Samtalen gik
saaledes over fra et til et an‐
det, indtil jeg tilsidst bragte
paa Bane ​Sagnet, eller hvad
jeg skal kalde det, om den
hemmelighedsfulde Kvinde‐
skikkelse paa Kirkegaar‐
den, hvilket jeg nogle Dage
iforveien havde hørt om‐
tale.

Min Onkels Ansigt antog
under denne Fortælling et
13.

Faksimile

et Udtryk af megen Forun‐
dring, hvilket var meget
skjeldent, da han gjerne
kjendte alle slige Historier
forud.

«Hm,» udbrød han endelig, «det
var dog besynderligt, – tænk,
det har jeg aldrig vidst noget
om» – men siig mig, ​Brynjolf!,
vedblev han efter et Øiebliks Betænk‐
ning; «hændte dette virkelig i
Anno ​nogle og halvfems?»

Jeg gjentog hvad jeg havde hørt
og næppe { <...> }var jeg færdig førend
min Onkel fortsatte:

«Skade, stor Skade, at jeg ikke
14

Faksimile

skulde have vidst dette for
tredive Aar siden, – thi dette Fruen‐
timmer stod sikkerlig i Forbin‐
delse med Personerne i mit Hovedværk.» –

«Onkels Hovedværk,» udbrød jeg
temmelig forundret, og det af
to Grunde; thi for det Første
havde jeg aldrig hørt et Saa‐
dant omtale og dernæst
var det ​ingensinde faldet mig
ind at tænke mig min
Onkels «Værker» i Forbindel‐
se med Begrebet «Hoved». –

«Nu ja, mit Hovedværk, det er et Ar‐
15.

Faksimile

beide som desværre ligger ufuld‐
ført i min ​Pult, fordi jeg mang‐
lede Enden paa Historien»

«Det var virkelig Skade», svarede jeg»
thi jeg huskede at ved Gjennem‐
læsningen { <...> }af Onkels Værker
var Enden det hvorefter jeg
altid længedes meest. –

Ja du har Ret, det var Skade,
virkelig Skade, for ​du maa vide,
dette Værk tilhører Historien» –

Her kunde jeg ikke ​ret vel til‐
bageholde et Smiil, min On‐
kel bemærkede det nok og
han skyndede sig at tilføie,
Ja ja, det vil da sige, Perso‐
16

Faksimile

nerne deri, tilhøre Historien,
– iaften skal jeg vise dig Ma‐
nuscriptet.» Der kan endnu gjøres
Noget deraf, thi netop i Fortællingen
om Kvindeskikelsen troer jeg at
have fundet Slutningen paa
{ <...> }det { <...> }Hele.» – – – – –

– Den gode æsthetiske Sjæl
er nu ​hensoven, mig har han
testamenteret sine Manuscrip‐
ter, det eneste jeg nogensinde
i mit Liv har arvet og for‐
modentlig kommer til at
arve. Med Testamentet fulgte
imidlertid den Forpligtelse at
​afgjøre min Onkels litterære
Gjeld til Samfundet ved at
​udgive hans Manuscript i Trykken.
17.

Faksimile

Det er imidlertid ikke usandsyn‐
ligt at Læseren, hvad { <...> }Betalings‐
middelets ​Gehalt angaaer, bliver
snydt for en god Deel af Be‐
løbet da jeg reent ud maa
tilstaa at jeg er meget ube‐
vandret i Afgjørelsen af Gjelds‐
forpligtelser. Forresten vil
jeg ikke undlade ˹at tilføie˺, efter mine
Collegaer, DHrr Forfatteres Exem‐
pel, at tilføie at Bearbeidel‐
sen af ​titnævnte Manuskript
skriver sig fra min Haand og
hvad Godt man saaledes maatte finde
deri, ​hidrører naturligviis fra mig
det øvrige maa <...> min
18

Faksimile

salig Onkel svare for. Jeg re‐
serverer mig ogsaa mod alt
Ansvar, med Hensyn til For‐
bindelsen mellem hiin Kvin‐
deskikelse paa Kirkegaarden
og min Onkels Fortælling, da
det ikke kan nægtes at hans
Beviser herfor, { <...> }streife temmelig
langt ind paa Hypothesernes Gebet,
skjønt de virkelig have megen
Sandsynlighed for sig. Forøvrigt
er Fortællingen historisk og,
hvad Hovedsagen angaaer, ri‐
meligviis allerede iforveien
kjendt af de Fleste. –

​Hvori Læseren lærer ​Fru Justitia at
kjende, saaledes som hun saa ud
i forrige Aarhundrede. –

Gaarden ​Møglestue i Nærheden
af ​Lillesand var ​i fordums
Dage ​Tingsted for de omliggende
Sogne. Denne Gaard har en smuk
Beliggenhed paa en vid, tildeels
med Furruskov omgiven Slette
{ <...> }lidt vestenfor nysnævnte By
som dengang endnu ikke exi‐
sterede, idet kun enkelte Hytter
laa adspredte ved Strandkanten
hvor siden Klynger af Huse
have reist sig.

Tæt ved Gaarden ligger ​Vestre

Faksimile

Molands Kirke og ikke langt‐
fra Samme lidt længere nede
mod Søen seer man de røde
Tage af Gaarden ​Lofthuus
De Bygninger som nu findes
dersteds skriver sig imidlertid
fra et langt ​sildigere Tidspunct
end det {N}nærværende Fortælling skal
omhandle. Dengang bestod Vaa‐
ningshuset af en lang Bygning
paa ​et Stokværk med smaa Vinduer
hvis Ruder ​efter den Tids Skik vare
indfattede med Bly. Bag denne
Bygning {l}paa den anden Side af Gaards‐
rummet laa e{t}n omtrent lignende
Huus der benyttedes til Udhuus. Den
˹tredie˺ fjerde Side af Gaardsrummet in‐
desluttedes af et stærkt og {H}høit

Faksimile

​Plankeværk forsynet med en
jernbeslagen Port, en Levning fra
endnu ældre Tider; og paa den
fjerde Side adskilte et lignende
Plankeværk Gaardspladsen fra
en temmelig stor og veldyrket
Have. Alt dette er nu forsvundet
​kuns paa en lille ​Høi lidt ovenfor
Huset staaer e{n}t gammelt Egetræ
hvorfra man har en smuk Ud‐
sigt over Omegnen og som
derfor var den daværende Eiers Ynd‐
lingsplads, – den kaldes endnu
af Almuen ​Christian Loft‐
huus’s Eeg. –