Du er her:
Vildanden
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
HIS: 9
1.utg: [I]
HU: 41
VILDANDEN
SKUESPIL I FEM AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1884

 
1.utg: [II]
1.utg: [III]
VILDANDEN
HIS: 10
1.utg: [IV]
HU: 43
Personerne
GROSSERER WERLE, værksejer o. s. v.
GREGERS WERLE, hans søn
GAMLE EKDAL
HJALMAR EKDAL, den gamles søn, fotograf
GINA EKDAL, Hjalmars hustru
HEDVIG, deres datter, 14 år
FRU SØRBY, grossererens husbestyrerinde
RELLING, læge
MOLVIK, forhenværende teolog
BOGHOLDER GRÅBERG
PETTERSEN, grossererens tjener
LEJETJENER JENSEN
EN BLEGFED HERRE
EN TYNDHÅRET HERRE
EN NÆRSYNT HERRE
SEX ANDRE HERRER, middagsgæster hos grossereren
FLERE LEJETJENERE
Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal.
HIS: 11
1.utg: [1]
HU: 45
FØRSTE AKT
I grosserer Werles hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor sés en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.
Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to–tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atter summende samtale.
PETTERSEN tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.
LEJETJENER JENSEN flytter en lænestol frem
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?
PETTERSEN
Fan’ véd.
HIS: 12
JENSEN
For han har nok vær’t en svær buk i sine dage.
PETTERSEN
Kanske det.
JENSEN
Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.
PETTERSEN
Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN
Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
PETTERSEN
Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdals-værket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.
HU: 46
EN LEJETJENER
i døren til den anden stue
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som –
PETTERSEN mumler
Hvad fan’, kommer her nu nogen!
1.utg: 3
Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.
HIS: 13
PETTERSEN
går imod ham
Jøss’, – hvad vil De her inde?
EKDAL i døren
Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.
PETTERSEN
Kantoret er stængt for en time siden, og –
EKDAL
Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren) Har gåt den vejen før.
PETTERSEN
Ja, De får så gøre da. (åbner døren) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.
EKDAL
Ved det nok, – hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumler sagte) Torsk!
Han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.
JENSEN
Hører han også til kantorfolkene?
1.utg: 4
PETTERSEN
Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.
HIS: 14
JENSEN
Ja, han så ud som noget af hvert.
PETTERSEN
Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke.
JENSEN
Å fan’, – har han vær’t løjtnant!
PETTERSEN
Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
HU: 47
JENSEN
Han kan da ikke ha’ stort at spandere for, han.
PETTERSEN
Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal
1.utg: 5
være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.
JENSEN
Har han spillet bankerot da?
PETTERSEN
Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.
HIS: 15
JENSEN
På fæstningen!
PETTERSEN
Eller kanske det var i bodsfængslet – (lytter) Hys, nu går de fra bordet.
Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.
FRU SØRBY i forbigående til tjeneren
Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde i musiksalen.
PETTERSEN
Ja vel, fru Sørby.
Hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.
EN BLEGFED HERRE til en tyndhåret
Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke arbejde!
1.utg: 6
DEN TYNDHÅREDE
Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.
DEN FEDE HERRE
Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
HIS: 16
EN TREDJE HERRE
Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.
DEN FEDE HERRE
Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
DEN TYNDHÅREDE dæmpet
Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
DEN FEDE HERRE
Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
De ler og går ind i stuen.
HU: 48
GROSSERER WERLE
dæmpet og forstemt
Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers.
GREGERS ser på ham
Hvilket?
1.utg: 7
WERLE
La’ ikke du heller mærke til det?
GREGERS
Hvad skulde jeg lægge mærke til?
WERLE
Vi var tretten til bords.
HIS: 17
GREGERS
Så? Var vi tretten?
WERLE med et blik mod Hjalmar Ekdal
Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige) Vær så artig, mine herrer!
Han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.
HJALMAR som har hørt samtalen
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
GREGERS
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven –
HJALMAR
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.
1.utg: 8
GREGERS
Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. – Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten–sytten år.
HJALMAR
Er det så længe siden?
GREGERS
Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble’t fyldig og svær.
HIS: 18
HJALMAR
Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.
GREGERS
Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR i dystrere tone
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.
GREGERS sagtere
Hvorledes går det din far nu?
1.utg: 9
HU: 49
HJALMAR
Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.
GREGERS
Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god anledning til at gruble over mangt og meget. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
Han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.
HIS: 19
HJALMAR
blødt
Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig.
GREGERS forundret
Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’ noget imod dig?
HJALMAR
I de første årene havde du det dog.
GREGERS
Hvilke første år?
1.utg: 10
HJALMAR
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble’t trukket med ind i disse her – å, disse her skrækkelige historierne!
GREGERS
Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?
HJALMAR
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.
GREGERS studser
Far! Ja så. Hm. – Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke med et eneste ord?
HIS: 20
HJALMAR
Ja.
GREGERS
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR
Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.
1.utg: 11
HU: 50
GREGERS
ser hen for sig
Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. – Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?
HJALMAR sukker let
Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, – skammen og skændselen, Gregers –
GREGERS rystet
Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR
Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg –
GREGERS
Hm –
HIS: 21
HJALMAR
Nå, så syntes jeg det var bedst – sådan med et ryk, ser du – at komme ud af alle
1.utg: 12
gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig –
GREGERS
Gjorde far?
HJALMAR
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta’ penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
GREGERS
Og alt det har far kostet?
HJALMAR
Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.
GREGERS
Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far –!
HJALMAR
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske – ved du ikke det heller?
1.utg: 13
HIS: 22
GREGERS
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. – (ryster ham i armen) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig,
HU: 51
hvor alt dette her glæder mig – og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed –
HJALMAR
Samvittighed –?
GREGERS
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. – Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?
HJALMAR
Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.
GREGERS lidt forundret
Nej, det er hun da vel ikke.
HJALMAR
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig –; og så kommer der jo
1.utg: 14
jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.
GREGERS
Gina?
HIS: 23
HJALMAR
Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
GREGERS
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke –
HJALMAR
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?
GREGERS ser på ham
Er det Gina Hansen –?
HJALMAR
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
GREGERS
– som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
HJALMAR
Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
1.utg: 15
GREGERS
som har rejst sig
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at – (går om på gulvet) Jo, bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen) Hør,
HU: 52
sig mig, du, Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina – med din hustru?
HIS: 24
HJALMAR
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom –; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’ hun op og flytted. Det var året før din mor døde, – eller kanske det var samme år.
GREGERS
Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
HJALMAR
Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.
GREGERS
Og det var du kanske så heldig at komme over?
1.utg: 16
HJALMAR
Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, – ser du, – der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.
GREGERS
Og så blev det til forlovelse?
HJALMAR
Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden –; hm –
HIS: 25
GREGERS
rejser sig og driver lidt om
Sig mig, – da du var ble’t forlovet – var det da, at far lod dig –; jeg mener, – var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?
HJALMAR
Ja netop. For jeg vilde jo gerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.
GREGERS
Det passed da vidunderlig godt sammen.
1.utg: 17
HJALMAR
fornøjet, rejser sig
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?
HU: 53
GREGERS
Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.
HJALMAR bevæget
Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.
FRU SØRBY kommer ind med grosserer Werle under armen
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
HIS: 26
WERLE
slipper hendes arm og fører hånden over øjnene
Jeg tror næsten, De har ret i det.
Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsenterbrætter.
FRU SØRBY til gæsterne i den anden stue
Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’ et glas punsch, så må han umage sig her ind.
DEN FEDE HERRE kommer hen til fru Sørby
Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?
1.utg: 18
FRU SØRBY
Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.
DEN TYNDHÅREDE HERRE
Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?
FRU SØRBY
Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.
DEN TYNDHÅREDE
Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke?
FRU SØRBY
Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
HIS: 27
De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.
WERLE til Hjalmar, henne ved et bord
Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
HJALMAR
Det er bare et album, herr grosserer.
DEN TYNDHÅREDE som driver omkring
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
1.utg: 19
DEN FEDE HERRE
i en lænestol
Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
HU: 54
HJALMAR
Nej, jeg har ikke.
DEN FEDE HERRE
Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.
DEN TYNDHÅREDE
Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.
EN NÆRSYNT HERRE
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
FRU SØRBY
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.
HIS: 28
DEN FEDE HERRE
I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
DEN TYNDHÅREDE
Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så –
FRU SØRBY
Det har De ret i!
De fortsætter under latter og spøg.
1.utg: 20
GREGERS
sagte
Du må snakke med, Hjalmar.
HJALMAR med en vridning
Hvad skal jeg snakke om.
DEN FEDE HERRE
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?
WERLE ved kaminen
Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.
DEN FEDE HERRE
Ja, den smagte mærkværdig delikat.
HJALMAR usikker
Er der nogen forskel på årgangene?
HIS: 29
DEN FEDE HERRE
ler
Nej, De er god!
WERLE smiler
Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.
1.utg: 21
DEN TYNDHÅREDE HERRE
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
HJALMAR
Jo, lyset gør visst sit.
FRU SØRBY
Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.
HU: 55
DEN TYNDHÅREDE
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
DEN NÆRSYNTE HERRE
Fruen producerer sig –
DEN FEDE HERRE
– og det på vor bekostning. (truer) Fru Berta, fru Berta!
FRU SØRBY
Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.
DEN NÆRSYNTE HERRE
Regner De mig til de gamle!
HIS: 30
FRU SØRBY
Å langt ifra.
1.utg: 22
DEN TYNDHÅREDE
Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby –?
DEN FEDE HERRE
Ja, og jeg! Hvad årgange regner De os til?
FRU SØRBY
Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
Hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende.
WERLE
Fru Sørby finder altid en udvej – når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer! – Pettersen, å, sørg for –! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.
Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.
GRÅBERG
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
WERLE
Nå, er De nu ble’t låset inde igen?
HIS: 31
GRÅBERG
Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne –
WERLE
Nå, så gå De bare her igennem.
1.utg: 23
GRÅBERG
Men der er én til –
WERLE
Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.
WERLE uvilkårligt
Uf da!
Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.
HU: 56
EKDAL
ser ikke op, men gør korte buk til siderne i det han går og mumler
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket; – porten lukket. Ber om forladelse.
Han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.
WERLE mellem tænderne
Den forbistrede Gråberg!
GREGERS med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar
Men det var da vel aldrig –!
HIS: 32
DEN FEDE HERRE
Hvad er det for noget? Hvem var det?
GREGERS
Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
1.utg: 24
DEN NÆRSYNTE HERRE
til Hjalmar
Kendte De den manden?
HJALMAR
Jeg ved ikke –; jeg la’ ikke mærke til –
DEN FEDE HERRE rejser sig
Hvad pokker er der dog i vejen?
Han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.
FRU SØRBY hvisker til tjeneren
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
PETTERSEN nikker
Skal så gøre. (går ud)
GREGERS sagte og rystet, til Hjalmar
Det var altså virkelig ham!
HJALMAR
Ja.
GREGERS
Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!
HIS: 33
HJALMAR
hvisker hæftigt
Men kunde jeg da –!
1.utg: 25
GREGERS
– kendes ved din far?
HJALMAR smerteligt
Å, hvis du var i mit sted, så –
Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.
DEN TYNDHÅREDE nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers
Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha’ ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke –
HJALMAR
Tak, jeg skal ikke ha’ –
HU: 57
DEN FEDE HERRE
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.
HJALMAR
Jeg kan desværre ikke huske noget.
DEN FEDE HERRE
Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?
Begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.
1.utg: 26
HIS: 34
HJALMAR
dystert
Gregers, – jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du –. Sig din far farvel fra mig.
GREGERS
Ja, ja. Går du lige hjem?
HJALMAR
Ja. Hvorfor det?
GREGERS
Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
HJALMAR
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
FRU SØRBY har nærmet sig, dæmpet
Går De, Ekdal?
HJALMAR
Ja.
FRU SØRBY
Hils Gina.
HJALMAR
Tak.
1.utg: 27
FRU SØRBY
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
HIS: 35
HJALMAR
Jo, tak. (til Gregers) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.
Han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre.
FRU SØRBY sagte til tjeneren, som er kommen tilbage
Nå, fik så den gamle noget med?
PETTERSEN
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.
FRU SØRBY
Å, De kunde da fundet på noget bedre.
PETTERSEN
Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
DEN FEDE HERRE i døren med et notehæfte i hånden
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
FRU SØRBY
Ja nok; lad os det.
HU: 58
GÆSTERNE
Bravo, bravo!
Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.
1.utg: 28
HIS: 36
GREGERS
Far, vil du ikke vente lidt?
WERLE standser
Hvad er det?
GREGERS
Jeg må tale et ord med dig.
WERLE
Kan ikke det vente til vi blir alene?
GREGERS
Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.
WERLE kommer nærmere
Hvad skal det sige?
Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen.
GREGERS
Hvorledes har man her kunnet la’ den familje så ynkeligt forkomme?
WERLE
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
HIS: 37
GREGERS
Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.
1.utg: 29
WERLE
Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
GREGERS sagte
Var han virkelig den eneste skyldige.
WERLE
Hvem ellers, mener du!
GREGERS
Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb –
WERLE
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, – dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.
GREGERS
Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.
WERLE
Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.
1.utg: 30
HIS: 38
HU: 59
GREGERS
Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
WERLE
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende.
GREGERS
Men den ulykkelige ekdalske familje da!
WERLE
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak –
GREGERS
Mistanke –? Nå så, ja.
WERLE
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret,
1.utg: 31
og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd –
GREGERS uden at se på ham
Hm; tviler ikke på det.
HIS: 39
WERLE
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.
GREGERS smiler koldt
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.
WERLE studser
Hvad mener du med det?
GREGERS med tilkæmpet mod
Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?
WERLE
Jeg? Hvorledes bogført?
GREGERS
Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig i stand til at etablere sig.
1.utg: 32
HU: 60
WERLE
Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.
GREGERS
Har du bogført nogen af de udgifter?
HIS: 40
WERLE
Hvorfor spør’ du om det?
GREGERS
Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, – den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn, – var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig?
WERLE
Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så mange års forløb –?
GREGERS
Du skrev mig den gang et brev til, – et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.
WERLE
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
GREGERS
Men du skrev ikke noget om, at den frøken
1.utg: 33
Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværende husjomfru.
WERLE ler spotsk, men tvungent
Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.
GREGERS
Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker stemmen) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.
HIS: 41
WERLE
Hvad mener du med det? (bruser imod ham) Du sigter da vel aldrig til mig!
GREGERS sagte, men fast
Jo, jeg sigter til dig.
WERLE
Og det vover du –! Det understår du dig –! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen –; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!
GREGERS
Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.
1.utg: 34
HU: 61
WERLE
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?
GREGERS
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.
WERLE
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.
GREGERS
Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.
HIS: 42
WERLE
Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.
GREGERS
Ja, det turde jo nok være på tiden.
1.utg: 35
WERLE
Så vilde kanske også dit sind bli’ lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.
GREGERS
Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
WERLE
Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt.
GREGERS
Så? Og på hvad måde –?
WERLE
Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm –
HIS: 43
GREGERS
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.
HU: 62
WERLE
Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.
1.utg: 36
GREGERS
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
WERLE
Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.
GREGERS
Vilde du?
WERLE
Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage.
GREGERS
Det har de jo altid været.
WERLE
Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.
GREGERS
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
HIS: 44
WERLE
Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo
1.utg: 37
dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.
GREGERS
Sådan i det ydre, mener du vel?
WERLE
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad?
GREGERS ser på ham med kolde øjne
Her stikker noget under.
WERLE
Hvorledes det?
GREGERS
Der må være noget, som du har brug for mig til.
WERLE
I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.
GREGERS
Ja, man siger jo så.
WERLE
Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har
1.utg: 38
altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. –
HIS: 45
HU: 63
GREGERS
Du har jo fru Sørby.
WERLE
Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til.
GREGERS
Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
WERLE
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.
GREGERS
Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.
WERLE
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, – selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
1.utg: 39
bagvaskelse og sligt noget –? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse –
GREGERS afbryder ham
Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?
WERLE
Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
HIS: 46
GREGERS
Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?
WERLE
Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
GREGERS
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
WERLE
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde –
GREGERS
Jeg er ikke overspændt.
WERLE
Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst.
1.utg: 40
Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.
GREGERS ser ufravendt på ham
Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til.
HU: 64
WERLE
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
GREGERS
Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!
HIS: 47
WERLE
Hvor tør du tale i den tone!
GREGERS
Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den
1.utg: 41
stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
WERLE
Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.
GREGERS sagte
Jeg har set dig på for nært hold.
WERLE
Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt) Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt.
GREGERS bævende
Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse –! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer – å!
WERLE trækker på skuldrene
Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
HIS: 48
GREGERS
uden at agte på ham
– og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever
1.utg: 42
under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er
HU: 65
det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.
WERLE
Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
GREGERS bukker behersket
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.
WERLE
Går du! Ud af huset?
GREGERS
Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.
WERLE
Hvad er det for en opgave?
GREGERS
Du vilde bare le, ifald du hørte det.
WERLE
En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
1.utg: 43
GREGERS
peger ud mod baggrunden
Se, far, – der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. – God nat og far vel.
HIS: 49
Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.
WERLE mumler hånligt efter Gregers
He –! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt!
HIS: 50
1.utg: [44]
HIS: 51
HU: 66
ANDEN AKT
Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.
Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.
GINA skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun
Hedvig!
Hedvig hører det ikke.
GINA højere
Hedvig!
1.utg: 45
HIS: 52
HEDVIG
tar hænderne fra og ser op
Ja, mor?
GINA
Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.
HEDVIG
Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!
GINA
Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.
HEDVIG lukker bogen
Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.
GINA lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet
Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?
HEDVIG
Det var 1 krone og 65 øre.
HU: 67
GINA
Det er rigtig. (noterer) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost, – lad mig se –
1.utg: 46
(noterer)
– og så var det til skinke – hm – (summerer) Ja, der har vi straks –
HEDVIG
Og så kommer øllet til.
HIS: 53
GINA
Ja, det forstår sig. (noterer) Det løber op; men det jo til.
HEDVIG
Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.
GINA
Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.
HEDVIG
Tænk, – blev det meget!
GINA
Akkurat otte kroner og femti.
Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.
HEDVIG
Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?
GINA
Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte
1.utg: 47
bud efter ham. (lidt efter) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.
HEDVIG
Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be’ fru Sørby om noget godt til mig.
HIS: 54
GINA
Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro.
HEDVIG tegner fremdeles
Lidt sulten er jeg næsten også.
Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.
GINA
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.
EKDAL
De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm.
HEDVIG
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
EKDAL
Hele pakken her. Vil du bare se.
HU: 68
GINA
Det var jo bra’.
1.utg: 48
HEDVIG
Og i lommen har du også en pakke.
EKDAL
Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside) Hys! (kikker en stund ind i rummet
HIS: 55
og skyder atter døren forsigtigt for)
He-he! De sover såmænd alle i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven. He-he!
HEDVIG
Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?
EKDAL
Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre) Jeg finder vel fyrstikker?
GINA
Fyrstikkerne står på kommoden.
Ekdal går ind i sit værelse.
HEDVIG
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen.
GINA
Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling.
HEDVIG
Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration.
1.utg: 49
GINA
Det også, ja.
Kort taushed.
HIS: 56
HEDVIG
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
GINA
Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det.
HEDVIG
Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?
GINA
Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.
HEDVIG
Men det behøves ikke ikveld.
GINA
Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.
HEDVIG
Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld
HU: 69
er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang.
1.utg: 50
GINA
ser over til hende
Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?
HIS: 57
HEDVIG
Ja, for så blir her mere fornøjeligt.
GINA tænker hen for sig
Å ja, der er noget i det.
Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.
GINA vender sig halvt på stolen
Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet?
EKDAL
Skulde så, ja. Bliv bare siddende. (går ud)
GINA
Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en stund) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.
Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand.
HEDVIG
Henter du varmt vand, bedstefar?
EKDAL
Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg
1.utg: 51
må skrive; og så er blækket ble’t jørmet som en grød, – hm.
GINA
Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind.
HIS: 58
EKDAL
Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, – hm.
Han går ind i sit værelse. Gina og Hedvig ser på hinanden.
GINA sagte
Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?
HEDVIG
Han har visst fåt af Gråberg.
GINA
Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.
HEDVIG
Så må han ha’ fåt sig en flaske på borg et steds.
GINA
Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.
Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer ind fra højre.
1.utg: 52
GINA
kaster sytøjet og rejser sig
Nej men, Ekdal, er du alt der igen!
HU: 70
HEDVIG
samtidigt, springer op
Tænk, at du kommer nu, far!
HJALMAR sætter hatten fra sig
Ja, nu gik nok de fleste.
HIS: 59
HEDVIG
Så tidlig?
HJALMAR
Ja, det var jo et middagsselskab. (vil trække yderfrakken af)
GINA
Lad mig hjælpe dig.
HEDVIG
Jeg også.
De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.
HEDVIG
Var der mange der, far?
HJALMAR
Å nej, ikke mange. Vi var så en 12–14 personer til bords.
1.utg: 53
GINA
Og du fik vel snakke med dem alle sammen?
HJALMAR
Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la’ beslag på mig.
GINA
Er Gregers lige styg endnu?
HJALMAR
Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke den gamle kommet hjem?
HIS: 60
HEDVIG
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
HJALMAR
Sa’ han noget?
GINA
Nej, hvad skulde han sige?
HJALMAR
Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.
GINA
Nej, nej, det er ikke værdt –
HJALMAR
Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vilde ha’ mig ind?
1.utg: 54
GINA
Han vil nok ikke ha’ nogen ind i kveld –
HEDVIG gør tegn
Hm-hm!
GINA mærker det ikke
– han har været her og hentet sig varmt vand –
HJALMAR
Aha, sidder han og –?
GINA
Ja, han gør nok det.
HIS: 61
HJALMAR
Herre gud, – min stakkers gamle hvidhårede
HU: 71
far –! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.
Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.
EKDAL
Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som snakked.
HJALMAR
Jeg kom nu netop.
EKDAL
Du så mig nok ikke, du?
1.utg: 55
HJALMAR
Nej; men de sa’, du var gåt igennem –; og så vilde jeg følge dig.
EKDAL
Hm, snilt af dig, Hjalmar. – Hvad var det for nogen, alle de folk?
HJALMAR
Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre – så og så; jeg ved ikke –
EKDAL nikker
Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.
HIS: 62
GINA
Ja, det er nok svært fint i det huset nu.
HEDVIG
Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?
HJALMAR
Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.
EKDAL
Fik de dig ikke til det, du?
1.utg: 56
GINA
Det kunde du da gerne ha’ gjort.
HJALMAR
Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver. (spadserer om på gulvet) Jeg gør det i al fald ikke.
EKDAL
Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.
HJALMAR
Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem så værs’go’ gøre nytte for al den gode mad, de får.
GINA
Men det sa’ du da vel ikke?
HIS: 63
HU: 72
HJALMAR
nynner
Hå-hå-hå –; de fik såmænd høre noget af hvert.
EKDAL
Og det var til kammerherrerne selv!
HJALMAR
Det er ikke frit for det. (henkastende) Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.
1.utg: 57
EKDAL
Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.
HJALMAR standser
Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.
GINA
Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal.
EKDAL
Og det gav de sig til at disputere om?
HJALMAR
De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine – blev der sagt.
GINA
Nej, hvad du kan finde på!
HIS: 64
EKDAL
He-he! Og det fik de på sin tallerken?
HJALMAR
Lige op i øjnene fik de det.
EKDAL
Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på kammerherrerne.
1.utg: 58
GINA
Nej, tænk, lige op i øjnene.
HJALMAR
Ja, men jeg vil ikke ha’, at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!
EKDAL
Men lige op i øjnene –
HEDVIG indsmigrende
Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far!
HJALMAR
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; – lidt trang i armhullerne kanske –; hjælp mig, Hedvig. (trækker kjolen af) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?
HU: 73
GINA
Her er den. (bringer jakken og hjælper ham)
HIS: 65
HJALMAR
Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
1.utg: 59
GINA
lægger den hen
Det skal nok bli’ besørget.
HJALMAR strækker sig
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig?
HEDVIG
Jo, far!
HJALMAR
Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender –; se her! Hvad?
HEDVIG
Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret.
HJALMAR
Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket.
HEDVIG
Ja, for det er så storkrøllet.
HJALMAR
Egentlig lokket.
1.utg: 60
HIS: 66
HEDVIG
lidt efter, trækker ham i jakken
Far!
HJALMAR
Nå, hvad er det?
HEDVIG
Å, du ved godt, hvad det er.
HJALMAR
Nej visst ved jeg ikke, nej.
HEDVIG ler og klynker
Å jo, far; nu skal du ikke pine mig længer!
HJALMAR
Men hvad er det da?
HEDVIG rusker i ham
Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.
HJALMAR
Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det!
HEDVIG
Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne?
1.utg: 61
HJALMAR
Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig. (går hen og søger i kjolelommerne)
HIS: 67
HEDVIG
hopper og klapper i hænderne
Å mor, mor!
HU: 74
GINA
Ser du; når du bare gir tid, så –
HJALMAR med et papir
Se, her har vi den.
HEDVIG
Det der? Det er jo bare et papir.
HJALMAR
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står « Menu»; det betyder spiseseddel.
HEDVIG
Har du ikke noget andet?
HJALMAR
Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, Hedvig.
1.utg: 62
HEDVIG
svælger gråden
Tak.
Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.
HIS: 68
HJALMAR
driver om på gulvet
Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, – straks skal en se sure miner. Nå, en vænner sig til det også. (standser ved ovnen hos den gamle) Har du kikket der ind i aften, far?
EKDAL
Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven.
HJALMAR
Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den.
EKDAL
Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til –
HJALMAR
Nogen forbedringer, ja.
EKDAL
Men de må gøres, du.
HJALMAR
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.
1.utg: 63
EKDAL
Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; – må nok renske den også. Hm.
Han går ind i sit værelse.
HIS: 69
GINA
smiler til Hjalmar
Renske piben, du.
HU: 75
HJALMAR
Å ja, ja, Gina, lad ham bare –; den stakkers skibbrudne gubbe. – Ja, de forbedringerne, – dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.
GINA
Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.
HEDVIG indfaldende
Å jo visst, mor!
GINA
– for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem.
HJALMAR
Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli’ færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også?
GINA
Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to potrætterne, som du ved.
1.utg: 64
HJALMAR
Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så –
HIS: 70
GINA
Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg.
HJALMAR
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?
GINA
Nej, endnu ikke.
HJALMAR
Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så –. Man må ta’ sig rigtig sammen, Gina!
HEDVIG går imod ham
Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far?
HJALMAR
Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden. (driver om) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til –
GINA
Men, kære snille Ekdal, det var da ikke , jeg mente.
1.utg: 65
HEDVIG
Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?
HJALMAR
Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. – – (standser) Øl? – Var det øl, du talte om?
HIS: 71
HEDVIG
livlig
Ja, far; dejlig friskt øl.
HJALMAR
Nå, – når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske.
HU: 76
GINA
Ja, gør det; så skal vi ha’ det hyggeligt.
Hedvig løber mod køkkendøren.
HJALMAR ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig
Hedvig! Hedvig!
HEDVIG glad og i tårer
Å du snille far!
HJALMAR
Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta’t for mig ved den rige mands bord, – siddet og svælget ved det bugnende taffel –! Og så kunde jeg endda –!
1.utg: 66
GINA
sidder ved bordet
Å snak, snak, Ekdal.
HJALMAR
Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel.
HEDVIG slår armene om ham
Og vi holder så umådelig af dig, far!
HIS: 72
HJALMAR
Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så – herre gud – husk på, at jeg er en mand, som bestormes af sorgernes hær. Nå! (tørrer øjnene) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten.
Hedvig løber til reolen og henter den.
HJALMAR
Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig – å!
Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.
HJALMAR afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og siger bevæget
Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina. Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være.
Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.
1.utg: 67
GINA
rejser sig
Hys, Ekdal, – jeg tror der kommer nogen.
HJALMAR lægger fløjten i reolen
Se så igen!
Gina går hen og åbner døren.
GREGERS WERLE ude i gangen
Om forladelse –
HIS: 73
HU: 77
GINA
viger lidt tilbage
Å!
GREGERS
– er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
GINA
Jo, det er.
HJALMAR går hen imod døren
Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.
GREGERS kommer ind
Jeg sa’ dig jo, at jeg vilde se op til dig.
HJALMAR
Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet?
1.utg: 68
GREGERS
Både fra selskabet og fra familjehjemmet. – God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?
GINA
Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen.
GREGERS
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.
HJALMAR
Er du gåt fra huset, siger du?
GREGERS
Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.
HIS: 74
HJALMAR
Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta’ af dig og slå dig ned.
GREGERS
Tak. (trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt snit)
HJALMAR
Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.
Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.
GREGERS ser sig omkring
Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.
1.utg: 69
HJALMAR
Dette her er atelieret, som du vel ser –
GINA
Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude.
HJALMAR
Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum –
GINA
Og så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.
HIS: 75
GREGERS
til Hjalmar
Se, se, – du har logerende også.
HU: 78
HJALMAR
Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til Hedvig) Men det var det øllet, du.
Hedvig nikker og går ud i køkkenet.
GREGERS
Det er altså din datter?
HJALMAR
Ja, det er Hedvig.
1.utg: 70
GREGERS
Og hun er jo eneste barn?
HJALMAR
Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og – (sænker stemmen) hun er også vor dybeste sorg, Gregers.
GREGERS
Hvad er det, du siger!
HJALMAR
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.
GREGERS
Blir blind!
HIS: 76
HJALMAR
Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.
GREGERS
Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?
HJALMAR sukker
Arveligt, rimeligvis.
GREGERS studsende
Arveligt?
1.utg: 71
GINA
Ekdals mor havde også svagt syn.
HJALMAR
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.
GREGERS
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
HJALMAR
Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet) Å, det er så knusende svært for mig, Gregers.
Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.
HIS: 77
HJALMAR
stryger hende over hodet
Tak, tak, Hedvig.
Hedvig lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret.
HJALMAR
Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen) Ja, kanske Gregers tar et stykke?
HU: 79
GREGERS
afværgende
Nej, nej tak.
1.utg: 72
HJALMAR
fremdeles vemodig
Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så la’ det være tilstrækkelig smør på, du.
Hedvig nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen.
GREGERS som har fulgt hende med øjnene
Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud, synes jeg.
GINA
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.
GREGERS
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?
GINA
Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen.
HIS: 78
GREGERS
Temmelig stor for sin alder da.
GINA
Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.
GREGERS
På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor
1.utg: 73
gammel en selv blir. – Hvor længe er det nu De har været gift?
GINA
Nu har vi været gift i –; jaha, snart i femten år.
GREGERS
Nej, tænk, er det så længe!
GINA blir opmærksom; ser på ham
Ja det er det da rigtignok.
HJALMAR
Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over) Det må ha’ været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.
GREGERS
De var lange så længe jeg leved dem; – nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble’t af.
Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.
HIS: 79
EKDAL
Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her – hm. Hvad var det nu for noget?
HJALMAR går imod ham
Far, her er nogen. Gregers Werle –. Jeg ved ikke, om du kan huske ham.
1.utg: 74
EKDAL
ser på Gregers, som har rejst sig
Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?
HJALMAR
Ingen ting; det er til mig, han kommer.
HU: 80
EKDAL
Nå, så der er ikke noget på færde?
HJALMAR
Nej visst ikke, nej.
EKDAL svinger med armene
Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men –
GREGERS går hen til ham
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal.
EKDAL
Jagttomterne?
GREGERS
Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.
HIS: 80
EKDAL
Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.
1.utg: 75
GREGERS
Den gang var De slig en vældig jæger.
EKDAL
Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så –
Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.
HJALMAR
Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.
Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.
GREGERS
Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden?
EKDAL
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.
GREGERS ser deltagende på ham
Og nu jager De aldrig mere.
1.utg: 76
HIS: 81
EKDAL
Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De, – skogen, skogen –! (drikker) Står skogen bra’ deroppe nu?
GREGERS
Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.
EKDAL
Hugget ud? ( sagtere og ligesom ræd) Det er farlig gerning, det. Det dra’r efter sig. Der er hævn i skogen.
HU: 81
HJALMAR
fylder i hans glas
Vær så god; lidt til, far.
GREGERS
Hvorledes kan en mand som De, – slig en friluftsmand, – leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?
EKDAL ler småt og skotter til Hjalmar
Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.
GREGERS
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl –?
1.utg: 77
EKDAL
smiler
Hjalmar, skal vi vise ham det?
HJALMAR hurtig og lidt forlegen
Å nej, nej, far; ikke i aften.
HIS: 82
GREGERS
Hvad vil han vise mig?
HJALMAR
Å, det er bare noget sådant –; du kan få se det en anden gang.
GREGERS fortsætter til den gamle
Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.
EKDAL stirrer forbauset på ham
Har jeg ingen verdens ting, som –!
GREGERS
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er –
1.utg: 78
EKDAL
slår i bordet
Hjalmar, nu skal han se det!
HJALMAR
Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt –
EKDAL
Snak; det er jo månelyst. (rejser sig) Han skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, Hjalmar!
HIS: 83
HEDVIG
Å ja, gør det, far!
HJALMAR rejser sig
Ja – ja da.
GREGERS til Gina
Hvad er det for noget?
HU: 82
GINA
Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart.
Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.
1.utg: 79
EKDAL
til Gregers
Må gerne komme helt hen, De.
GREGERS går hen til dem
Hvad er det så egentlig?
EKDAL
De kan jo se efter. Hm.
HJALMAR noget forlegen
Dette her hører far til, skønner du.
HIS: 84
GREGERS
ved døren, ser ind i loftsrummet
De holder jo høns, løjtnant Ekdal!
EKDAL
Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!
HEDVIG
Og så er der –
EKDAL
Hys – hys; ikke sig noget endnu.
GREGERS
Og duer har De også, ser jeg.
1.utg: 80
EKDAL
Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne.
HJALMAR
Det er ikke almindelige duer alle sammen.
EKDAL
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen?
GREGERS
Ja; hvad bruger De den til?
HIS: 85
EKDAL
Der ligger kaninerne om natten, far.
GREGERS
Nå; så De har kaniner også?
EKDAL
Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned. – Ser De ikke der en kurv med strå i?
1.utg: 81
GREGERS
Jo. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.
HU: 83
EKDAL
Hm – «en fugl» –
GREGERS
Er det ikke en and?
EKDAL stødt
Jo, begribeligvis er det en and.
HJALMAR
Men hvad slags and, tror du?
HEDVIG
Det er ikke nogen simpel and –
EKDAL
Hys!
HIS: 86
GREGERS
Og en tyrkisk and er det heller ikke.
EKDAL
Nej, herr – Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand.
GREGERS
Nej, er det virkelig? En vild and?
EKDAL
Jaha, det er det. Den «fuglen», som De
1.utg: 82
sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.
HEDVIG
Min vildand. For jeg ejer den.
GREGERS
Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
EKDAL
De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i.
HJALMAR
Friskt vand hver anden dag.
GINA vender sig mod Hjalmar
Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.
HIS: 87
EKDAL
Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’ i, du Hedvig.
Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.
EKDAL
En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i lænestolen ved ovnen) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.
1.utg: 83
GREGERS
Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?
EKDAL
Har ikke fanget den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.
GREGERS studser lidt
Den mand skulde da vel aldrig være min far?
EKDAL
Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
HU: 84
HJALMAR
Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.
GREGERS
Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så –
HIS: 88
GINA
Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv –
EKDAL
Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. (til Gregers) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt.
1.utg: 84
GREGERS
Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.
HJALMAR
Ja, hun fik sådan en to–tre stykker.
HEDVIG
Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.
GREGERS
Nå, så dukked hun vel til bunds da?
EKDAL søvnig, med tykt mæle
Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds – så dybt de kan vinde, far; – bider sig fast i tang og i tarre – og i alt det fandenskab, som dernede find’s. Og så kommer de aldrig op igen.
GREGERS
Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.
EKDAL
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far. – Og den hunden – den dukked efter og hented anden op igen.
HIS: 89
GREGERS
vendt til Hjalmar
Og så fik I den her?
1.utg: 85
HJALMAR
Ikke straks; først kom den hjem til din far; men der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den –
EKDAL halvt i søvne
Hm – ja, Pettersen – den torsken –
HJALMAR taler sagtere
På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
HU: 85
GREGERS
Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.
HJALMAR
Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.
GREGERS
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav –. Men jeg tør nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover.
1.utg: 86
HJALMAR
Å, for den sags skyld –
HIS: 90
GREGERS
Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værelse at leje ud, – et ledigt værelse?
HJALMAR
Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen –?
GREGERS
Kan jeg få det værelset?
HJALMAR
Du?
GINA
Nej men De, herr Werle –
GREGERS
Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig.
HJALMAR
Ja, med den største fornøjelse –
GINA
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det.
HJALMAR
Men, Gina, hvor kan du da sige det?
1.utg: 87
GINA
Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og –
HIS: 91
GREGERS
Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.
HJALMAR
Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller.
GINA
Men husk på de to, som bor nedenunder.
GREGERS
Hvad er det for to?
GINA
Å, det er en, som har været huslærer –
HJALMAR
Det er en kandidat Molvik.
GINA
– og så er det en dokter, som heder Relling.
GREGERS
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.
HU: 86
GINA
Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner.
1.utg: 88
De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om nætterne, og da er de ikke altid så –
HIS: 92
GREGERS
Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden –
GINA
Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.
GREGERS
De vil nok svært nødig ha’ mig ind i huset, fru Ekdal.
GINA
Nej kors; hvor kan De da tro det?
HJALMAR
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til Gregers) Men sig mig, tænker du altså at bli’ her i byen for det første?
GREGERS tar sin overfrakke på
Ja, nu tænker jeg at bli’ her.
HJALMAR
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta’ dig til?
GREGERS
Ja, vidste jeg bare det, du – da var jeg
1.utg: 89
ikke så ilde faren endda. Men når en har det kors på sig, at hede Gregers –. «Gregers» – og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du?
HJALMAR
Å, det synes jeg slet ikke.
HIS: 93
GREGERS
Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers – Werle her i verden, således som jeg er det –
HJALMAR ler
Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?
GREGERS
Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink hund.
GINA
En hund!
HEDVIG uvilkårligt
Å nej da!
GREGERS
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker
1.utg: 90
under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet.
HU: 87
HJALMAR
Nej, ved du hvad, Gregers, – dette her skønner jeg ikke et ord af.
GREGERS
Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså – så flytter jeg ind. (til Gina) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar) Resten snakker vi om imorgen. – Godnat, fru Ekdal. (nikker til Hedvig) Godnat!
HIS: 94
GINA
Godnat, herr Werle.
HEDVIG
Godnat.
HJALMAR som har tændt et lys
Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.
Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.
GINA ser hen for sig, med sytøjet i fanget
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?
1.utg: 91
HEDVIG
Jeg skal sige dig en ting, mor, – jeg tror, at han mente noget andet med det.
GINA
Hvad skulde det være for noget?
HEDVIG
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa’ – hele tiden.
GINA
Tror du det? Ja underlig var det.
HJALMAR kommer tilbage
Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig) Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder at spise smørrebrød) Nå, ser du det, Gina, – når man bare er om sig, så –
HIS: 95
GINA
Hvorledes om sig?
HJALMAR
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og så, tænk, – til et menneske som Gregers, – en gammel god ven.
GINA
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.
1.utg: 92
HEDVIG
Å mor, du skal se, det blir så morsomt!
HJALMAR
Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke.
HU: 88
GINA
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så –. Men hvad tror du, grossereren vil sige?
HJALMAR
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
GINA
Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.
HJALMAR
Ja, det kan gerne være, men –
HIS: 96
GINA
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har ståt bag ved –
HJALMAR
Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud
1.utg: 93
bevar’s, – det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.
GINA
Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.
HJALMAR
Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød) Har jeg så sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den!
HEDVIG
Å ja far! Gør det!
GINA
Hys; væk ham bare ikke!
HJALMAR sagtere
Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da –. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som
HIS: 97
har en opgave i livet. (henne ved lænestolen, bevæget) Stakkers gamle hvidhårede far. –
1.utg: 94
Lid på din Hjalmar, du. – Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skuldre i al fald. – Du skal nok en vakker dag vågne op og –. (til Gina) Tror du det kanske ikke?
HU: 89
GINA
rejser sig
Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.
HJALMAR
Ja, lad os det.
De tar varligt fat på den gamle.
HIS: 98
1.utg: [95]
HIS: 99
HU: 90
TREDJE AKT
Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.
Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.
HJALMAR
Er du alt der igen, Gina?
GINA
Å ja, en får nok rappe sig. (sætter kurven på en stol og tar tøjet af)
HJALMAR
Så du indom til Gregers?
GINA
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.
HJALMAR
Nå da?
1.utg: 96
GINA
Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa’ han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at –
HIS: 100
HJALMAR
Å nej da.
GINA
Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.
HJALMAR
Det var da kedeligt.
GINA
Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.
HJALMAR
Hvor har han så gjort af sig imens?
GINA
Han gik ud lidt, sa’ han.
HU: 91
HJALMAR
Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du var gåt.
1.utg: 97
GINA
Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.
HJALMAR
Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen –; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.
HIS: 101
GINA
Jeg får jo se at finde lidt.
HJALMAR
Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo –
GINA
Nå, skal vi ha’ de to også?
HJALMAR
Herre gud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.
GAMLE EKDAL åbner sin dør og ser ind
Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina) Nå så.
GINA
Er det noget, som bedstefar vil ha’?
1.utg: 98
EKDAL
Å nej; det kan være det samme. Hm! (går ind igen)
GINA tar kurven
Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.
HJALMAR
Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra’; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.
HIS: 102
GINA
Bare de ikke kommer for snart over mig, så –
HJALMAR
Nej visst ikke; gi’ du dig tid.
GINA
Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.
HJALMAR
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker!
GINA
For så har du det fra hånden, ser du.
Hun går med kurven ud i køkkenet.
Hjalmar sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst.
1.utg: 99
HU: 92
EKDAL
kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger dæmpet
Har du det travlt, du?
HJALMAR
Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne –
EKDAL
Ja ja, gud bevar’s, – når du har det så travlt, så –. Hm! (går ind igen; døren blir stående åben)
HJALMAR fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren
Har du det travlt, far?
HIS: 103
EKDAL
brummer indenfor
Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!
HJALMAR
Ja ja da. (går til sit arbejde igen)
EKDAL lidt efter, kommer atter frem i døren
Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.
HJALMAR
Jeg synes du sad og skrev.
1.utg: 100
EKDAL
For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet, ved jeg.
HJALMAR
Nej; og du er da ikke nogen træl heller.
EKDAL
Og så var det dette her andet derinde –
HJALMAR
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?
EKDAL
Vilde rigtig ikke være af vejen.
HJALMAR rejser sig
For så havde vi det fra hånden.
HIS: 104
EKDAL
Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?
HJALMAR
Ja visst er det imorgen.
Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.
HJALMAR
Nå, så får du gå ivej da, far.
1.utg: 101
EKDAL
går indenfor
Kommer ikke du med?
HJALMAR
Jo, ved du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina
HU: 93
i køkkendøren)
Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen –
Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.
HJALMAR går hen til bordet
Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.
GINA
Skulde han nu der ind og grassere igen?
HIS: 105
HJALMAR
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen? (sætter sig) Er det noget, du vil? Du sa’ jo –
GINA
Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?
HJALMAR
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?
1.utg: 102
GINA
Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen.
HJALMAR
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!
GINA
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.
HJALMAR
Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.
GINA
Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.
HJALMAR
Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!
HIS: 106
GINA
For så er du fri siden, ser du. (går ud i køkkenet igen)
Kort ophold.
EKDAL i loftsdøren, indenfor garnet
Hjalmar!
HJALMAR
Nå?
1.utg: 103
EKDAL
Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.
HJALMAR
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
HU: 94
EKDAL
Hm-hm-hm. (går fra døren igen)
Hjalmar arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt.
Hedvig kommer ind fra køkkenet.
HJALMAR sætter sig hurtig ned igen
Hvad er det du vil?
HEDVIG
Jeg vilde bare ind til dig, far.
HJALMAR lidt efter
Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?
HIS: 107
HEDVIG
Nej slet ikke det.
HJALMAR
Hvad tar mor sig til derude nu?
1.utg: 104
HEDVIG
Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun. (går hen til bordet) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?
HJALMAR
Å nej. Det er bedst, jeg bli’r alene om det alt sammen, – så længe kræfterne slår til. – Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så –
HEDVIG
Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.
Hun går lidt omkring, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet.
HJALMAR
Hvad er det, han tar sig for, du?
HEDVIG
Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrauget.
HJALMAR
Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her –!
HEDVIG går hen til ham
Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
HIS: 108
HJALMAR
Å snak; du bare fordærver øjnene med det.
1.utg: 105
HEDVIG
Langt ifra. Kom her med penselen.
HJALMAR rejser sig
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.
HEDVIG
Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen) Se så. (sætter sig) Og her har jeg et at se efter.
HJALMAR
Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ ansvaret på dig, – det siger jeg dig.
HU: 95
HEDVIG
retoucherer
Ja ja, det skal jeg nok.
HJALMAR
Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.
Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.
HJALMAR kommer frem indenfor garnet
Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (vender sig indover) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig
1.utg: 106
da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det!
HIS: 109
Hedvig har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham.
HJALMAR
Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. (går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde)
Hedvig blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det.
GREGERS WERLE barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren
Hm –!
HEDVIG vender sig og går imod ham
God morgen. Vær så god, kom nærmere.
GREGERS
Tak. (ser mod loftet) De lader til at ha’ arbejdsfolk i huset.
HEDVIG
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.
GREGERS
Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt. (sætter sig i sofaen)
1.utg: 107
HEDVIG
Her er så uryddigt – (vil ta’ fotografierne bort)
GREGERS
Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?
HIS: 110
HEDVIG
Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.
GREGERS
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.
HEDVIG
Å nej.
Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.
HU: 96
GREGERS
Har vildanden sovet godt i nat?
HEDVIG
Jo tak, jeg tror visst det.
GREGERS vendt mod loftsrummet
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.
HEDVIG
Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om efter
1.utg: 108
middagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.
GREGERS
Har De lagt mærke til det?
HEDVIG
Ja, for det ser en jo.
HIS: 111
GREGERS
Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
HEDVIG
Ja, når det lar sig gøre, så –
GREGERS
Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen.
HEDVIG
Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.
GREGERS
Nå, så læser han altså selv med Dem.
HEDVIG
Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.
GREGERS
Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?
1.utg: 109
HEDVIG
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig – sådan –
GREGERS
Er han fuld da?
HEDVIG
Han er visst det.
HIS: 112
GREGERS
Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke?
HEDVIG
Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.
GREGERS
Så?
HEDVIG
Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.
HU: 97
GREGERS
Aha!
HEDVIG
Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.
1.utg: 110
GREGERS
Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.
HEDVIG
Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.
GREGERS
Og de bøgerne læser De vel i?
HIS: 113
HEDVIG
Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder « Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.
GREGERS
Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?
HEDVIG
Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham « den flyvendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.
1.utg: 111
GREGERS
Ikke det?
HEDVIG
Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham.
GREGERS
Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?
HEDVIG
Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og hjælpe far og mor.
HIS: 114
GREGERS
Med at gøre fotografier istand?
HEDVIG
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg
HU: 98
lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.
GREGERS
Hm; hvad siger Deres far til det?
HEDVIG
Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.
1.utg: 112
GREGERS
Å nej, det synes ikke jeg heller.
HEDVIG
Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.
GREGERS
Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.
HEDVIG
Ja; for det er min vildand.
GREGERS
Ja, det er jo det.
HIS: 115
HEDVIG
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.
GREGERS
Så; hvad bruger de den da til?
HEDVIG
Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.
GREGERS
Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.
1.utg: 113
HEDVIG
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.
GREGERS
Har ingen familje ligesom kaninerne. –
HEDVIG
Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.
GREGERS
Og så har hun været på havsens bund.
HEDVIG ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og spør
Hvorfor siger De havsens bund?
HIS: 116
HU: 99
GREGERS
Hvad skulde jeg ellers sige?
HEDVIG
De kunde sige havets bund – eller havbunden.
GREGERS
Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?
1.utg: 114
HEDVIG
Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.
GREGERS
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
HEDVIG
Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.
GREGERS
Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
HEDVIG
Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund». – Men det er jo så dumt.
GREGERS
Det skal De slet ikke sige.
HEDVIG
Jo, for det er jo bare et loft.
HIS: 117
GREGERS
ser fast på hende
Er De så viss på det?
HEDVIG forbauset
At det er et loft!
1.utg: 115
GREGERS
Ja, ved De det så sikkert?
Hedvig tier og ser på ham med åben mund.
Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.
GREGERS rejser sig
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
GINA
Å et steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.
Hedvig rydder op; hun og Gina dækker under det følgende. Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.
GREGERS
Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.
GINA med et sideblik
Jaha, jeg kan det.
GREGERS
Det traf sig da rigtig heldigt.
HIS: 118
GINA
Hvorledes heldig?
GREGERS
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
HEDVIG
Mor kan også fotografere.
1.utg: 116
GINA
Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
GREGERS
Så er det kanske Dem, som driver forretningen?
GINA
Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så –
HU: 100
GREGERS
Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han, kan jeg tænke.
GINA
Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta’ potrætter af kreti og preti.
GREGERS
Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så –
GINA
Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.
HIS: 119
GREGERS
alligevel! Men –?
Et skud fyres af inde på loftet.
1.utg: 117
GREGERS
farer op
Hvad er det!
GINA
Uf, nu skyder de igen!
GREGERS
Skyder de også?
HEDVIG
De går på jagt.
GREGERS
Hvad for noget! (henne ved loftsdøren) Går du på jagt, Hjalmar?
HJALMAR indenfor garnet
Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta’t –. (til Hedvig) Og du, som ikke siger os til! (kommer ind i atelieret)
GREGERS
Går du og skyder inde på loftet?
HJALMAR viser en dobbeltløbet pistol
Å, det er bare med denne her.
HIS: 120
GINA
Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.
1.utg: 118
HJALMAR
ærgerlig
Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.
GINA
Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
GREGERS
Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?
HJALMAR
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.
GINA
Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha’ noget at dividere sig med.
HU: 101
HJALMAR
arrig
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at divertere os med.
GINA
Ja det er jo akkurat det jeg siger.
HJALMAR
Nå; hm! (til Gregers) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.
1.utg: 119
HIS: 121
GREGERS
ser ind gennem garnet
Jagtgevær har du også, ser jeg.
HJALMAR
Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.
HEDVIG henne ved Gregers
Nu kan De da rigtig se vildanden.
GREGERS
Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.
HJALMAR
Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.
GREGERS
Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?
HJALMAR
Kanske en bitte liden smule.
1.utg: 120
HEDVIG
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
HJALMAR
Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder –
HIS: 122
GREGERS
med et øjekast til Hedvig
– og som har været på havsens bund – så længe.
HEDVIG smiler
Ja.
GINA steller ved bordet
Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.
HU: 102
HJALMAR
Hm; – er det snart dækket kanske?
GINA
Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
Gina og Hedvig går ud i køkkenet.
HJALMAR halv højt
Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.
1.utg: 121
Gregers går fra loftsdøren.
HJALMAR
Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skræmmer med hænderne) Hysch – hysch; vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.
HIS: 123
GREGERS
Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?
HJALMAR
Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.
GREGERS
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?
HJALMAR
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?
1.utg: 122
GREGERS
Opfindelsen? Nej.
HJALMAR
Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne –
GREGERS
Du har altså gjort en opfindelse!
HJALMAR
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker.
HIS: 124
GREGERS
Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.
HU: 103
HJALMAR
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.
GREGERS
Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?
1.utg: 123
HJALMAR
Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.
GREGERS
Hvilken livsopgave da?
HJALMAR
Glemmer du gubben med sølvhåret?
GREGERS
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?
HJALMAR
Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.
HIS: 125
GREGERS
Det er altså din livsopgave.
HJALMAR
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv.
1.utg: 124
Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.
GREGERS
Pistolen! Så?
HJALMAR
Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd –
GREGERS
Havde han –!
HJALMAR
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra
HU: 104
to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers?
GREGERS
Ja, jeg begriber det godt.
HJALMAR
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under
HIS: 126
lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro.
1.utg: 125
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.
GREGERS
Slig følte jeg det også, da mor var død.
HJALMAR
I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.
GREGERS
Du tænkte også på at –!
HJALMAR
Ja.
GREGERS
Men du skød ikke?
HJALMAR
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår.
GREGERS
Ja, det er som man tar det.
1.utg: 126
HIS: 127
HJALMAR
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.
GREGERS
Så det er det med uniformen, som han –?
HJALMAR
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men
HU: 105
banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!
GREGERS
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig?
HJALMAR
Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse,
1.utg: 127
det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.
GREGERS
Men fremad går det da vel?
HIS: 128
HJALMAR
Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.
GREGERS
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra’r dig bort og spreder dig for meget?
HJALMAR
Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel.
1.utg: 128
GREGERS
Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.
HJALMAR
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
GREGERS
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.
HJALMAR
Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også?
HIS: 129
HU: 106
GREGERS
Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.
HJALMAR
Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak.
GREGERS
Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.
HJALMAR
Ja det kan gerne være; men du skal bare
1.utg: 129
la’ mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at – fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det.
GREGERS
At du det gør, det kommer også af forgiften.
HJALMAR
Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
GREGERS
Nej, det skal du nok få mig til at tro.
HIS: 130
HJALMAR
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!
Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; Molvik er sortklædt.
GINA sætter sagerne på bordet
Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.
1.utg: 130
RELLING
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. – Godmorgen for anden gang, Ekdal.
HU: 107
HJALMAR
Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor –, ja, Relling kender du jo?
GREGERS
Ja, så løselig.
RELLING
Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind?
GREGERS
Jeg flytted ind nu imorges.
HIS: 131
RELLING
Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.
GREGERS
Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.
HJALMAR
Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
1.utg: 131
RELLING
Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer det s’gu ikke.
HJALMAR
Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade.
GREGERS
Skal vi ikke vente på din far?
HJALMAR
Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så!
Herrerne sætter sig til frokostbordet, spiser og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.
RELLING
Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.
GINA
Så? Igår igen?
HIS: 132
RELLING
Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham inat?
GINA
Nej, jeg kan ikke sige det.
RELLING
Det var bra’; for inat var Molvik fæl.
GINA
Er det sandt, Molvik?
1.utg: 132
MOLVIK
La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.
RELLING til Gregers
Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.
GREGERS
Dæmonisk?
HU: 108
RELLING
Molvik er dæmonisk, ja.
GREGERS
Hm.
RELLING
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?
HIS: 133
GREGERS
Jeg har holdt ud indtil nu.
RELLING
Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
1.utg: 133
GREGERS
Fordringen? (forstår ham) Nå så.
HJALMAR
Har du inkasseret fordringer, Gregers?
GREGERS
Å snak.
RELLING
Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring».
GREGERS
Jeg var ung dengang.
RELLING
De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen – den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.
GREGERS
Ikke siden heller.
HIS: 134
RELLING
Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.
GREGERS
Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.
1.utg: 134
HJALMAR
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt smør, Gina.
RELLING
Og så et stykke flæsk til Molvik.
MOLVIK
Uh, ikke flæsk!
Det banker på loftsdøren.
HJALMAR
Luk op, Hedvig; far vil ud.
Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.
EKDAL
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.
HU: 109
HJALMAR
Og så har du flådd den før jeg kom –!
HIS: 135
EKDAL
Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer! (går ind i sit værelse)
MOLVIK rejser sig
Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned som snarest –
1.utg: 135
RELLING
Drik sodavand, menneske!
MOLVIK skynder sig
Uh – uh! (ud gennem gangdøren)
RELLING til Hjalmar
Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.
HJALMAR klinker med ham
For idrætsmanden på gravens bred, ja.
RELLING
For den gråhærdede –. (drikker) Ja, sig mig, – er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?
HJALMAR
Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.
RELLING
Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for –
HIS: 136
HJALMAR
Og jeg stræver også, kan du tro.
1.utg: 136
RELLING
Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig.
HJALMAR
Ja, Gina – (nikker til hende) du er en bra’ ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du.
GINA
Å sid nu ikke der og ressensér om mig.
RELLING
Og så din Hedvig, du Ekdal!
HJALMAR bevæget
Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. (stryger hende over håret) Hvad er det for en dag imorgen, du?
HEDVIG rusker i ham
Å nej, du skal ikke sige noget, far!
HU: 110
HJALMAR
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet –
HEDVIG
Å men det blir just dejligt, det!
1.utg: 137
HIS: 137
RELLING
Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig!
HJALMAR
Ja da – da skal du se –! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, – et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.
HEDVIG hvisker med armen om hans hals
Å du snille, snille far!
RELLING til Gregers
Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?
HJALMAR
Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.
GREGERS
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
RELLING
Sumpluft?
HJALMAR
Å kom nu ikke med den snak igen!
1.utg: 138
GINA
Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.
HIS: 138
GREGERS
går fra bordet
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
HJALMAR
Stank!
GINA
Ja, hvad synes du, Ekdal!
RELLING
Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?
GREGERS
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset.
RELLING går hen til ham
Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen endnu.
GREGERS
I brystet går jeg med den.
1.utg: 139
HU: 111
RELLING
Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå’ Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde.
GREGERS
Og hvis jeg gør det alligevel?
HIS: 139
RELLING
Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.
HJALMAR rejser sig
Nej men, Relling!
GREGERS
Ja, kast De mig bare ud –.
GINA går imellem dem
Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank.
Det banker på gangdøren.
HEDVIG
Mor, der er nogen, som banker.
HJALMAR
Se så; nu skal vi ha’ det rend også!
1.utg: 140
GINA
La’ bare mig –. (går hen og åbner døren, studser, farer sammen og viger tilbage) Åh! Uf da!
Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.
WERLE
Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.
GINA svælger vejret
Ja.
HIS: 140
HJALMAR
går nærmere
Vil ikke herr grossereren være så artig –?
WERLE
Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
GREGERS
Ja, hvad godt? Her står jeg.
WERLE
Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
GREGERS
I mit værelse – nå – (vil gå)
GINA
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at –
1.utg: 141
WERLE
Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.
HJALMAR
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling.
Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet.
HU: 112
GREGERS
efter et kort ophold
Ja, nu er vi altså under fire øjne.
HIS: 141
WERLE
Du lod falde nogen yttringer igår aftes –. Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig.
GREGERS
Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele.
WERLE
Er det den livsopgaven, du talte om igår?
GREGERS
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
WERLE
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
1.utg: 142
GREGERS
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor –. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.
WERLE
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
GREGERS
Jeg skulde ha’ trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.
WERLE
Ja, da burde du sandelig ha’ talt.
HIS: 142
GREGERS
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter.
WERLE
Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
GREGERS
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og af – andre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg
1.utg: 143
fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i.
WERLE
Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?
GREGERS
Det tror jeg da så trøstig.
HU: 113
WERLE
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?
GREGERS
Ja! Den mand er han.
WERLE
Hm, – vi får se.
GREGERS
Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.
HIS: 143
WERLE
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig.
1.utg: 144
GREGERS
med et hånsk halvsmil
Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende?
WERLE
Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?
GREGERS
Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
WERLE
Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?
GREGERS
Nej.
WERLE
Og ind i firmaet går du vel ikke heller?
GREGERS
Nej.
WERLE
Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.
1.utg: 145
HIS: 144
GREGERS
hurtigt
Nej; det ønsker jeg ikke.
WERLE
Du ønsker det ikke?
GREGERS
Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.
WERLE lidt efter
Rejser du op til værket igen?
GREGERS
Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.
HU: 114
WERLE
Men hvad vil du da slå ind på?
GREGERS
Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.
WERLE
Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?
GREGERS
Jeg har lagt lidt op af min løn.
WERLE
Ja hvor længe vil det forslå!
1.utg: 146
GREGERS
Jeg tænker, det forslår min tid ud.
HIS: 145
WERLE
Hvad skal det sige?
GREGERS
Nu svarer jeg ikke på mere.
WERLE
Farvel da, Gregers.
GREGERS
Farvel.
Grosserer Werle går.
HJALMAR kikker ind
Nu gik han jo?
GREGERS
Ja.
Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, fra køkkenet.
RELLING
Den frokosten, den gik da i vasken.
GREGERS
Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.
HJALMAR
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig?
1.utg: 147
HIS: 146
GREGERS
Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på. (ud gennem gangdøren)
GINA
Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.
RELLING
Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.
HJALMAR tar sin hat og yderfrakke
Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum –!
RELLING
Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!
GINA
Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt.
HJALMAR
Desto mere trænger han til en vens årvågne
HU: 115
øje. (til Gina) Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så længe. (går ud gennem gangdøren)
RELLING
Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.
1.utg: 148
GINA
Jøss’, – hvorfor siger De det da?
HIS: 147
RELLING
mumler
Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.
GINA
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?
RELLING
Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen.
GINA
Hvad er det for noget, som fejler ham da?
RELLING
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber.
GINA
Retskaffenhedsfeber?
HEDVIG
Er det en slags sygdom, det?
RELLING
Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk. (nikker til Gina) Tak for maden!
Han går ud gennem gangdøren.
1.utg: 149
HIS: 148
GINA
driver i uro hen over gulvet
Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk.
HEDVIG står ved bordet og ser forskende på hende
Dette her synes jeg er underligt.
1.utg: [150]
HIS: 149
HU: 116
FJERDE AKT
Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.
Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.
GINA
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig. – Farvel, farvel!
Man hører nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat.
HEDVIG kommer ind fra køkkenet
Gik de nu?
GINA rydder op
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.
HEDVIG
Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?
1.utg: 151
GINA
Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?
HIS: 150
HEDVIG
Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu nylig.
GINA
Og så står vel maden og blir kold for ham også.
HEDVIG
Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!
GINA
Å nu kommer han snart, skal du se.
HEDVIG
Ja gid han bare vilde komme; for jeg synes, her er ble’t så underligt.
GINA råber
Der er han!
Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gangdøren.
HU: 117
HEDVIG
imod ham
Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!
1.utg: 152
GINA
skotter hen
Du blev da svært længe borte, Ekdal.
HJALMAR uden at se på hende
Jeg blev noget længe, ja.
HIS: 151
Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; han afværger det.
GINA
Har du kanske spist med Werle?
HJALMAR hænger frakken op
Nej.
GINA går mod køkkendøren
Så skal jeg sætte maden ind til dig.
HJALMAR
Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.
HEDVIG går nærmere
Er det ikke bra’ med dig, far?
HJALMAR
Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg.
GINA
Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.
1.utg: 153
HJALMAR
Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden. (driver lidt omkring) Har her været nogen, mens jeg var ude?
GINA
Ikke andre end de to kæresterne.
HIS: 152
HJALMAR
Ingen nye bestillinger?
GINA
Nej, idag ikke.
HEDVIG
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
HJALMAR
Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor.
HEDVIG
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen?
HJALMAR
Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.
GINA
Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer
1.utg: 154
nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen.
HEDVIG
Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!
HIS: 153
HU: 118
HJALMAR
Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.
HEDVIG
Ja men, far, du lovte mig jo, at imorgen skulde der bli’ tilstelning –
HJALMAR
Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!
HEDVIG skriger
Vildanden!
GINA
Nu har jeg da aldrig hørt sligt!
HEDVIG rusker i ham
Nej men, far, – det er jo min vildand!
HJALMAR
Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke
1.utg: 155
hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder.
GINA
Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så –
HIS: 154
HJALMAR
driver omkring
Der er visse krav –. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.
HEDVIG går efter ham
Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!
HJALMAR standser
Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på –; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta’ fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig.
HEDVIG
Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.
1.utg: 156
HJALMAR
Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag.
HU: 119
HEDVIG
Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.
HIS: 155
HJALMAR
Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende til sig) Du og jeg, Hedvig, – vi to –! Nå, gå bare, du.
Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.
HJALMAR går omkring uden at se op
Gina.
GINA
Ja?
HJALMAR
Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iovermorgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre husholdningsbogen selv.
GINA
Vil du nu føre husholdningsbogen også?
1.utg: 157
HJALMAR
Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald.
GINA
Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.
HJALMAR
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende) Hvorledes går det til?
GINA
Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.
HIS: 156
HJALMAR
Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle?
GINA
Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.
HJALMAR
Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!
GINA
Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.
HJALMAR
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!
1.utg: 158
GINA
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.
HJALMAR
Og så får han det fra grosserer Werle!
GINA
Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.
HU: 120
HJALMAR
Lad mig få lampen tændt!
HIS: 157
GINA
tænder
Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg –
HJALMAR
Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?
GINA
Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare –
HJALMAR
Hm!
GINA
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.
1.utg: 159
HJALMAR
Jeg synes, du skælver så i stemmen.
GINA sætter skærmen på
Gør jeg?
HJALMAR
Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?
GINA fast
Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig?
HJALMAR
Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?
HIS: 158
GINA
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så gik jeg af tjenesten.
HJALMAR
Men siden altså!
1.utg: 160
GINA
Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble’t enkemand da.
HJALMAR
Nå, og så!
GINA
Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.
HJALMAR slår hænderne sammen
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!
HU: 121
GINA
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha’ sagt dig det for længe siden.
HJALMAR
Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en.
HIS: 159
GINA
Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel?
HJALMAR
Hvor kan du tænke dig det!
1.utg: 161
GINA
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig –
HJALMAR går om
Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til en stol) – hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!
GINA
Angrer du på de fjorten–femten årene, som vi har levet sammen?
HJALMAR stiller sig foran hende
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og våndet dig i anger og nag?
GINA
Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret –.
1.utg: 162
HJALMAR
Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!
HIS: 160
GINA
Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle intrigerne, du.
HJALMAR
Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang!
GINA
Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?
HJALMAR
En slig –!
HU: 122
GINA
Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre.
HJALMAR
Hvad der var ble’t af mig!
GINA
For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for.
1.utg: 163
HJALMAR
Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; – navnlig en mand med mit ildfulde gemyt.
HIS: 161
GINA
Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.
HJALMAR
I fortielsens sump, ja.
GINA
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje her i huset!
HJALMAR
Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den.
GINA nær ved at græde
Nej, du må da ikke sige noget sligt noget,
1.utg: 164
Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig!
HJALMAR
Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.
HIS: 162
HU: 123
GINA
tørrer tårerne af
Nej, du ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!
HJALMAR
Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!
Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.
GREGERS
Tør jeg komme?
HJALMAR
Ja; kom.
1.utg: 165
GREGERS
går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil række dem hænderne
Nå, I kære mennesker –! (ser afvekslende på dem og hvisker til Hjalmar) Altså ikke sket endnu?
HJALMAR lydeligt
Det er sket.
GREGERS
Det er?
HJALMAR
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
GREGERS
Men også den mest løftede, tænker jeg.
HIS: 163
HJALMAR
Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
GINA
Gud forlade Dem, herr Werle.
GREGERS i stor forundring
Men jeg forstår ikke dette.
HJALMAR
Hvad forstår du ikke?
GREGERS
Så stort et opgør, – et opgør, som en hel
1.utg: 166
ny livsførelse skal grundes på, – en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse –
HJALMAR
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
GREGERS
Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste –
GINA
Nå så. (tar lampeskærmen af)
GREGERS
De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til –. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha’ ta’t en højere indvielse af det store opgør.
HIS: 164
HU: 124
HJALMAR
Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, – sådan på en måde.
GREGERS
For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha’ tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed.
1.utg: 167
HJALMAR
Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt?
GREGERS
Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du –!
HJALMAR
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må ikke jage mig, Gregers. Der skal tid til, ser du.
GREGERS
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
Relling er kommen ind gennem gangdøren.
RELLING
Se så; er nu den vildanden på færde igen?
HJALMAR
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
HIS: 165
RELLING
Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om?
HJALMAR
Om ham og – os andre.
RELLING halvhøjt til Gregers
Gid fanden havde Dem!
1.utg: 168
HJALMAR
Hvad er det, du siger?
RELLING
Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to.
GREGERS
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt –
GINA grædefærdig
Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg var da.
RELLING til Gregers
Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset?
GREGERS
Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.
HIS: 166
RELLING
Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?
HU: 125
GREGERS
Det er visst et lige så godt ægteskab, som
1.utg: 169
så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble’t.
HJALMAR
Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.
RELLING
Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Werle; hvor mange – bare så på en slump – hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?
GREGERS
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
RELLING
Ikke jeg heller.
GREGERS
Men jeg har set så utallige ægteskaber af det modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.
HJALMAR
En mands hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.
RELLING
Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men
1.utg: 170
det ved jeg da, at til et
HIS: 167
ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la’ være i fred.
HJALMAR
Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig!
RELLING
Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende.
HJALMAR
En ulykke!
RELLING
Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med.
GINA
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
HJALMAR
Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?
RELLING
Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.
1.utg: 171
HU: 126
GINA
Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege
HIS: 168
ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.
RELLING
Ser De bare; jeg vidste det nok.
GREGERS til Relling
Men hvorledes forklarer De sådant noget?
RELLING mut
Hun er i stemmeskiftningen, far.
HJALMAR
Så længe barnet har mig –! Så længe mit hode er oven mulde –!
Det banker på døren.
GINA
Hys, Ekdal; der er folk på gangen. (råber) Vær så god!
Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.
FRU SØRBY
God aften!
GINA går imod hende
Nej, er det dig, Berta!
1.utg: 172
FRU SØRBY
Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?
HJALMAR
Nej bevar’s; et sendebud fra det hus –
HIS: 169
FRU SØRBY
til Gina
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.
GINA
Så? Rejser du da?
FRU SØRBY
Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. ( henkastende til Gregers) Kan hilse så meget fra ham.
GINA
Nej tænk –!
HJALMAR
Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?
FRU SØRBY
Ja hvad siger De til det, Ekdal?
HJALMAR
Vogt Dem, siger jeg.
1.utg: 173
GREGERS
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby.
HU: 127
HJALMAR
Gifter han sig med hende!
GINA
Å nej, Berta; blev det da endelig!
HIS: 170
RELLING
dirrer lidt i stemmen
Dette her er da vel aldrig sandt?
FRU SØRBY
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
RELLING
Vil De gifte Dem nu igen?
FRU SØRBY
Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.
GREGERS
Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.
FRU SØRBY
Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig.
1.utg: 174
RELLING
Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.
FRU SØRBY
Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.
RELLING
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.
HIS: 171
FRU SØRBY
Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne.
RELLING
Ikveld går jeg ud med Molvik.
FRU SØRBY
Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld.
RELLING
Der er ikke andet for. (til Hjalmar) Vil du være med, så kom.
GINA
Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.
1.utg: 175
HJALMAR
arrig, halvhøjt
Å så ti da!
RELLING
Farvel, fru – Werle. (går ud gennem gangdøren)
HU: 128
GREGERS
til fru Sørby
Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.
FRU SØRBY
Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to.
GREGERS
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.
HIS: 172
FRU SØRBY
Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.
GREGERS
Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la’ min far få et nys om dette gamle bekendtskab?
FRU SØRBY
De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.
1.utg: 176
GREGERS
Så?
FRU SØRBY
Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.
GREGERS
Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.
FRU SØRBY
Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med.
HJALMAR
Hvad siger du til det, Gina?
HIS: 173
GINA
Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.
FRU SØRBY
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har
1.utg: 177
han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig
HU: 129
om de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.
GINA
Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.
GREGERS
Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg går.
FRU SØRBY
De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs.
HJALMAR
Blir han hjælpeløs?
HIS: 174
GREGERS
til fru Sørby
Ja, ja, tal ikke om det her.
1.utg: 178
FRU SØRBY
Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. Han blir blind.
HJALMAR studser
Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?
GINA
Det blir jo så mange.
FRU SØRBY
Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.
GREGERS
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.
FRU SØRBY
Ja så; jeg synes da ikke, at han før i tiden –
GINA
Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ nogen tingen fra grosserer Werle.
1.utg: 179
HIS: 175
HJALMAR
langsomt og med vægt
Vil De hilse Deres tilkom
HU: 130
mende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg –
GREGERS
Hvad! Kan du ville det?
HJALMAR
– gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld –; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.
GINA
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.
HJALMAR
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.
FRU SØRBY
Her er nok sket et eller andet her i huset.
1.utg: 180
HJALMAR
Ja, det er det.
FRU SØRBY
Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.
HIS: 176
Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til døren.
HJALMAR
Ikke ud over tærskelen, Gina!
Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.
HJALMAR
Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden.
GREGERS
Snart i al fald.
HJALMAR
Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.
GREGERS
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
HJALMAR
I visse tilfælder er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familjeforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er
HU: 131
sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gælds
1.utg: 181
fordring, som der, så at sige, havde lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.
GREGERS lægger hånden på hans skulder
Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom?
HJALMAR
Jo.
HIS: 177
GREGERS
At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt?
HJALMAR lidt utålmodig
Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.
GREGERS
Og hvad er det for noget?
HJALMAR
Det er dette her, at –; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.
GREGERS
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
HJALMAR
Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo
1.utg: 182
ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab.
GREGERS
Nej men hvor kan du da sige sligt!
HJALMAR
Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
HIS: 178
GREGERS
Nå ja, hvad så?
HJALMAR
Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab.
GREGERS
Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to –? Nå, du forstår mig nok.
HJALMAR
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt
HU: 132
dette er noget, som sårer og krænker min
1.utg: 183
retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.
GINA
Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.
GREGERS
Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.
HJALMAR
Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.
GINA
Å det er kanske ikke så sikkert.
HIS: 179
HJALMAR
Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning –
GREGERS
Desværre, han har forblindet mange.
HJALMAR
Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne.
GINA
Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
1.utg: 184
HJALMAR
Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem.
Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem gangdøren.
GINA
Er du alt der igen?
HEDVIG
Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.
HJALMAR
Det var vel denne fru Sørby.
HEDVIG
Ja.
HIS: 180
HJALMAR
går op og ned
Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang.
Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen.
HEDVIG nærmer sig indsmigrende
Far.
HJALMAR
Nå, – hvad er det, Hedvig?
HEDVIG
Fru Sørby havde noget med til mig.
1.utg: 185
HJALMAR
standser
Til dig?
HU: 133
HEDVIG
Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.
GINA
Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.
HJALMAR
Hvad er det for noget?
HEDVIG
Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig.
HJALMAR
Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!
HIS: 181
HEDVIG
skynder sig
Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev. (tar brevet op af kåbelommen)
HJALMAR
Et brev også?
HEDVIG
Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig
1.utg: 186
fåt noget brev før. Og så står der « frøken» udenpå det. (læser) «Frøken Hedvig Ekdal». Tænk, – det er mig.
HJALMAR
Lad mig se det brev.
HEDVIG rækker ham det
Der kan du se.
HJALMAR
Det er grosserer Werles hånd.
GINA
Er du viss på det, Ekdal?
HJALMAR
Se selv.
GINA
Å tror du, jeg skønner mig på sligt?
HJALMAR
Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det?
HIS: 182
HEDVIG
Ja det må du gerne, hvis du vil.
GINA
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.
1.utg: 187
HEDVIG
sagte
Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.
HJALMAR
Jeg må altså åbne det?
HEDVIG
Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er.
HJALMAR
Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret) Hvad er da dette her –?
HU: 134
GINA
Hvad står der for noget da?
HEDVIG
Å ja, far, – sig det!
HJALMAR
Vær stille. (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket) Det er et gavebrev, Hedvig.
HEDVIG
Nej, tænk! Hvad får jeg da?
HIS: 183
HJALMAR
Læs selv.
1.utg: 188
Hedvig går hen og læser en stund ved lampen.
HJALMAR halvhøjt, knytter hænderne
Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!
HEDVIG afbryder læsningen
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal ha’ det.
HJALMAR tar brevet fra hende
Du Gina, – kan du forstå dette her?
GINA
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
HJALMAR
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret –
GREGERS
Aha!
HEDVIG
Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.
GINA
Det blir jo godt for bedstefar.
1.utg: 189
HIS: 184
HJALMAR
– hundrede kroner, så længe han har det nødig, – det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.
GINA
Nå, så er da han forsørget, stakkers.
HJALMAR
Men kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.
HEDVIG
På mig! Alt sammen?
HJALMAR
Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?
GINA
Ja, jeg hører det nok.
HEDVIG
Tænk – alle de penge, jeg får! (rusker i ham) Far, far, er du da ikke glad –?
HJALMAR undviger hende
Glad! (går om på gulvet) Å, hvilke
HU: 135
fjernsyn, – hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betænker så rigelig!
1.utg: 190
GINA
Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag –
HIS: 185
HEDVIG
Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor.
HJALMAR
Til mor, ja! Der har vi det.
GREGERS
Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.
HJALMAR
Tror du, det skulde være en snare nu igen?
GREGERS
Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.
HJALMAR
Ikke den mand –!
GREGERS
Du skal få se det, sa’ han.
HJALMAR
Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge –!
HEDVIG
Men, mor, hvad er det da for noget?
1.utg: 191
GINA
Gå ud og tag af dig tøjet.
Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.
HIS: 186
GREGERS
Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg.
HJALMAR river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger
Her er mit svar.
GREGERS
Det vented jeg.
HJALMAR går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet
Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev helt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?
GINA
Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.
HJALMAR
Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?
GINA
Jeg skønner ikke, hvad du mener.
1.utg: 192
HJALMAR
Jeg vil vide, om – dit barn har ret til at leve under mit tag.
HU: 136
GINA
retter sig ivejret; øjnene lyner
Og det spør’ du om!
HIS: 187
HJALMAR
Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller –? Nå!
GINA ser på ham med kold trods
Jeg ved ikke.
HJALMAR dirrer let
Du ved det ikke!
GINA
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er –
HJALMAR stille, vender sig fra hende
Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.
GREGERS
Betænk dig på dette, Hjalmar!
HJALMAR tar sin yderfrakke på
Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.
1.utg: 193
GREGERS
Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning.
HJALMAR
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten) Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd) Gregers, jeg har ikke noget barn!
HEDVIG som har åbnet køkkendøren
Hvad er det du siger! (hen til ham) Far, far!
HIS: 188
GINA
Se så!
HJALMAR
Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Farvel. (vil imod døren)
HEDVIG hænger sig fast i ham og skriger højt
Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!
GINA råber
Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!
HJALMAR
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette!
Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.
1.utg: 194
HEDVIG
med fortvilede øjne
Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!
GINA
Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.
HEDVIG kaster sig hulkende ned i sofaen
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
HU: 137
GREGERS
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
GINA
Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.
HIS: 189
HEDVIG
ligger i sofaen
Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!
GINA
Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (tar ydertøjet på) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?
1.utg: 195
HEDVIG
græder krampagtigt
Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kommer igen.
GREGERS til Gina, som vil gå
Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?
GINA
Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet. (går ud gennem gangdøren)
HEDVIG sætter sig oprejst og tørrer tårerne af
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?
GREGERS
De skal ikke spørge om det, forinden De er ble’t stor og voksen.
HEDVIG hikster
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.
HIS: 190
GREGERS
urolig
Hvorledes skulde det gå til?
1.utg: 196
HEDVIG
Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.
GREGERS
Nå, men om så var –
HEDVIG
Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.
HU: 138
GREGERS
afledende
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.
HEDVIG
Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!
GREGERS
Å det gør han da visst ikke.
HEDVIG
Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.
1.utg: 197
HIS: 191
GREGERS
ser på hende
Plejer De læse aftenbøn?
HEDVIG
Jaha.
GREGERS
Hvem har vænnet Dem til det?
HEDVIG
Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa’ han, at han sad med døden i hænderne.
GREGERS
Nå ja?
HEDVIG
Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble’t ved med det.
GREGERS
Og nu bér De for vildanden også?
HEDVIG
Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.
GREGERS
Læser De kanske morgenbøn også?
HEDVIG
Nej det gør jeg da rigtignok ikke.
1.utg: 198
HIS: 192
GREGERS
Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
HEDVIG
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.
GREGERS
Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.
HEDVIG
Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.
GREGERS lidt nærmere
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
HEDVIG rejser sig
Vildanden!
HU: 139
GREGERS
Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden?
HEDVIG
Tror De, det vilde hjælpe?
GREGERS
Prøv det, Hedvig.
1.utg: 199
HEDVIG
sagte, med lysende øjne
Ja, jeg vil prøve det.
HIS: 193
GREGERS
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
HEDVIG
Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
GREGERS
Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!
HEDVIG
Hvorfor ikke det?
GREGERS
Hun forstår os ikke.
HEDVIG
Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig.
Gina kommer ind gennem gangdøren.
HEDVIG imod hende
Traf du ham, mor?
GINA
Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig.
GREGERS
Er De viss på det?
1.utg: 200
HIS: 194
GINA
Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt med, sa’ hun.
GREGERS
Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed –!
GINA tar tøjet af
Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke.
HEDVIG kæmper med gråden
Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
GREGERS
Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat.
Han går ud gennem gangdøren.
HEDVIG kaster sig hulkende om Ginas hals
Mor, mor!
GINA klapper hende på ryggen og sukker
Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.
1.utg: [201]
HIS: 195
HU: 140
FEMTE AKT
Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.
Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det samme kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.
GINA standser
Nå?
HEDVIG
Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling –
GINA
Ser du bare!
HEDVIG
– for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.
GINA
Det var nok det, jeg tænkte.
1.utg: 202
HEDVIG
Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os.
GINA
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.
HIS: 196
Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer frem i døren til sit værelse.
EKDAL
Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme?
GINA
Nej, han er nok gåt ud.
EKDAL
Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.
Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham.
HEDVIG halvhøjt
Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.
HU: 141
GINA
Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen.
1.utg: 203
HEDVIG
Ja men –
Gregers kommer ind gennem gangdøren.
GREGERS
Nå? Har De så fåt spurlag på ham?
HIS: 197
GINA
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
GREGERS
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?
GINA
Han har nok det.
GREGERS
Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor –!
GINA
Ja De må så sige.
Relling kommer ind fra gangen.
HEDVIG imod ham
Er far hos Dem?
GINA samtidigt
Er han der?
1.utg: 204
RELLING
Ja visst er han så.
HEDVIG
Og De, som ikke siger os til!
HIS: 198
RELLING
Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at –.
GINA
Hvad siger Ekdal idag?
RELLING
Han siger ingen verdens ting.
HEDVIG
Snakker han slet ikke?
RELLING
Ikke et levendes ord.
GREGERS
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
GINA
Men hvad tar han sig da til?
RELLING
Han ligger på sofaen og snorker.
1.utg: 205
GINA
Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.
HEDVIG
Sover han? Kan han sove?
HIS: 199
RELLING
Ja det lader s’gu’ til det.
GREGERS
Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham –
HU: 142
GINA
Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne.
HEDVIG
Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.
GINA
Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så –. Kom og hjælp mig, Hedvig.
Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.
GREGERS vender sig til Relling
Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i Hjalmar Ekdal?
1.utg: 206
RELLING
Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham.
GREGERS
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar –?
HIS: 200
RELLING
Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.
GREGERS
Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.
RELLING
Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?
GREGERS
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; – ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.
RELLING
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op ad
1.utg: 207
skillig retorik om disse sine « tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble’t holdt for et lys –
GREGERS
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
HU: 143
RELLING
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.
HIS: 201
GREGERS
Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.
RELLING
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker –
GREGERS harmfuld
Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
1.utg: 208
RELLING
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.
GREGERS
Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.
RELLING
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.
GREGERS
Det har De ret i.
RELLING
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, –
HIS: 202
altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
GREGERS
Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
RELLING
Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset.
1.utg: 209
HU: 144
GREGERS
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?
RELLING
Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.
GREGERS
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
RELLING
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
GREGERS
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
RELLING
Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham.
HIS: 203
GREGERS
Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –?
RELLING
Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.
GREGERS
Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?
1.utg: 210
RELLING
Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.
GREGERS
Er han da ikke dæmonisk?
RELLING
Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.
GREGERS
Løjtnant Ekdal? Hvad han?
HIS: 204
RELLING
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han,
HU: 145
den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire–fem fortørkede juletræerne, som han har gemt
1.utg: 211
på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
GREGERS
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.
RELLING
Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.
GREGERS
Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?
RELLING
Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.
GREGERS
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!
RELLING
Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme. (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen) Nå, lille vildand-mor, nu
HIS: 205
går jeg
1.utg: 212
ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen. (går ud gennem gangdøren)
GREGERS nærmer sig Hedvig
Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.
HEDVIG
Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.
HEDVIG
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.
GREGERS
Underligt?
HU: 146
HEDVIG
Ja jeg ved ikke –. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.
GREGERS
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.
1.utg: 213
HEDVIG
Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så –
HIS: 206
GREGERS
Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. – Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
Han går ud gennem gangdøren.
Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; i det samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.
EKDAL
Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.
HEDVIG
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
EKDAL
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.
HEDVIG
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne?
EKDAL
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
1.utg: 214
HEDVIG
Ja men vildanden da?
HIS: 207
EKDAL
Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.
HEDVIG
Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder.
EKDAL
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
HEDVIG
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre?
EKDAL
Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæren.
HU: 147
HEDVIG
Dør de da, bedstefar?
EKDAL
Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm. (går ind i sit værelse)
1.utg: 215
Hedvig venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den.
Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.
HIS: 208
Hedvig lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig.
GINA
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
HEDVIG går fra reolen
Jeg vilde bare rydde lidt.
GINA
Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta’ brettet med, når jeg går ned til ham.
Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i atelieret.
Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.
GINA blir stående med kosten i hånden og ser på ham
Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?
HJALMAR træder ind og svarer med dump røst
Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.
GINA
Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, – hvorledes er det, du ser ud!
1.utg: 216
HJALMAR
Ser ud?
HIS: 209
GINA
Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.
HEDVIG i køkkendøren
Mor, skal jeg ikke –? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham) Å far, far!
HJALMAR vender sig bort og slår ud med hånden
Væk, væk, væk! (til Gina) Få hende væk fra mig, siger jeg!
GINA halvhøjt
Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
Hedvig går stille derind.
HJALMAR travlt, trækker bordskuffen ud
Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?
GINA
Hvilke bøger?
HU: 148
HJALMAR
Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.
1.utg: 217
GINA
søger i reolen
Er det disse her, som ikke er nogen perm på?
HJALMAR
Ja visst er det så.
HIS: 210
GINA
lægger en bunke hæfter på bordet
Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?
HJALMAR
Behøves ingen opskæring for mig.
Kort taushed.
GINA
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
HJALMAR roder mellem bøgerne
Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
GINA
Ja-ja.
HJALMAR hæftigt
For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!
GINA
Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.
1.utg: 218
HJALMAR
Bevis –!
GINA
Jeg synes, du skulde bevise.
HJALMAR
Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav –; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav –
HIS: 211
GINA
Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker?
HJALMAR
Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter –. Hm –. (nølende) Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne?
GINA
Nej. Har du mistet hatten?
HJALMAR
Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
GINA
Jøss’, hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?
1.utg: 219
HJALMAR
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?
HU: 149
GINA
Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal. (går ud i køkkenet)
HJALMAR taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen
Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du! – Ah, skændige forfører! – Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig!
Han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig i det Gina kommer.
HIS: 212
GINA
sætter et dækket kaffebret på bordet
Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.
HJALMAR skotter til brettet
Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. – Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine vigtige papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage) Der er hun også!
1.utg: 220
GINA
Ja, herre gud, et steds må da barnet være.
HJALMAR
Gå ud.
Han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.
HJALMAR med hånden på dørvrideren, siger til Gina
I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende – (går ind i stuen)
HEDVIG med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende
Er det mig?
GINA
Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå heller ind i kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, hvor al tingen ligger.
HIS: 213
HEDVIG
står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte
Vildanden!
HU: 150
Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig.
Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.
1.utg: 221
HJALMAR
kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, som han lægger på bordet
Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.
GINA følger efter med vadsækken
Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’ bare med dig en skjorte og et par underbukser.
HJALMAR
Puh, – disse anstrængende forberedelser –! (trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen)
GINA
Og så står kaffien og blir kold også.
HJALMAR
Hm. (drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en)
GINA tørrer stoleryggene af
Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.
HIS: 214
HJALMAR
Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?
GINA
Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg.
1.utg: 222
HJALMAR
Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på.
GINA støver af i reolen
Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?
HJALMAR
Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen!
GINA
Vil du ha’ den pigstolen med dig?
HJALMAR
Ja. Min ladte pistol.
GINA søger efter den
Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.
HJALMAR
Er han på loftet?
GINA
Ja visst er han på loftet.
HIS: 215
HJALMAR
Hm, – den ensomme gubbe.
Han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker kaffekoppen ud.
1.utg: 223
HU: 151
GINA
Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha’ flyttet der ind.
HJALMAR
Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –! Aldrig, – aldrig!
GINA
Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.
HJALMAR
Aldrig indenfor disse mure!
GINA
Nå, men nede hos Relling og Molvik da?
HJALMAR
Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. – Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, – gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.
GINA
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.
HIS: 216
HJALMAR
Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må skaffes tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød) Der
1.utg: 224
må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller. (søger efter noget på brettet)
GINA
Hvad er det du ser efter?
HJALMAR
Smør.
GINA
Smør skal straks komme. (går ud i køkkenet)
HJALMAR råber efter hende
Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.
GINA bringer en smørskål
Se her; det skal være nykærnet.
Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.
HJALMAR
Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen – af nogen som helst, – kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?
GINA
Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.
1.utg: 225
HIS: 217
HJALMAR
For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.
HU: 152
GINA
Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.
HJALMAR skyder kaffekoppen fra sig
Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold –. Jeg må område mig; jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag.
GINA
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.
HJALMAR flytter på grossererens brev
Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.
GINA
Ja jeg har ikke rørt det.
HJALMAR
Mig kommer jo den papirlap ikke ved –
GINA
Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig.
1.utg: 226
HJALMAR
– men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; – i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let –
HIS: 218
GINA
Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.
HJALMAR
Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det.
GINA sukker
Ja, stakkers gamle far –
HJALMAR
For en sikkerheds skyld –. Hvor finder jeg noget klister?
GINA går til reolen
Her står klisterpotten.
HJALMAR
Og så en pensel.
GINA
Her er penselen også. (bringer ham sagerne)
1.utg: 227
HJALMAR
tar en saks
Bare en papirstrimmel på bagsiden –. (klipper og klistrer) Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det
HU: 153
er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!
HIS: 219
Gregers Werle kommer ind fra gangen.
GREGERS lidt forundret
Hvad, – sidder du her, Hjalmar?
HJALMAR rejser sig hurtigt
Jeg var sunken ned af mathed.
GREGERS
Du har dog spist frokost, ser jeg.
HJALMAR
Også legemet gør stundom sine krav gældende.
GREGERS
Hvad har du så bestemt dig til?
HJALMAR
For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen
1.utg: 228
mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke.
GINA lidt utålmodig
Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?
HJALMAR efter et ærgerligt sideblik mod Gregers
Pak, – og gør i stand!
GINA tar vadsækken
Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. (går ind i stuen og trækker døren til efter sig)
HIS: 220
GREGERS
efter en kort taushed
Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå fra hus og hjem?
HJALMAR driver urolig omkring
Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig.
GREGERS
Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på, –
1.utg: 229
og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for.
HJALMAR
Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med den.
GREGERS
Så?
HJALMAR
Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag –
HU: 154
GREGERS
Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.
HJALMAR
Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.
HIS: 221
GREGERS
Relling?
HJALMAR
Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotografien.
GREGERS
Aha, – det var Relling!
1.utg: 230
HJALMAR
Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, – trode på den med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den.
GREGERS
Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig!
HJALMAR
Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.
GREGERS
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?
HJALMAR uden at svare
Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue
HIS: 222
og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
1.utg: 231
GREGERS
Siger du, at det bare var en indbildning!
HJALMAR
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.
HU: 155
GREGERS
Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.
HJALMAR
Vildanden skræpper. Far er på loftet.
GREGERS
Er han det! (glæde lyser op i ham) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!
HJALMAR
Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.
GREGERS
Hedvig kender visselig ikke til svig.
1.utg: 232
HIS: 223
HJALMAR
Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.
GREGERS
Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!
HJALMAR
Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster.
GREGERS
Aldrig i verden går Hedvig fra dig.
HJALMAR
Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den
1.utg: 233
fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget helt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.
GREGERS
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
HIS: 224
HJALMAR
Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved,
HU: 156
hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –
GREGERS hurtigt
Ja, hvad da, tror du?
HJALMAR
Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig? (ler spotsk) Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik!
Et pistolskud høres inde på loftet.
GREGERS højt, i glæde
Hjalmar!
1.utg: 234
HJALMAR
Se så; nu går han på jagt også.
GINA kommer ind
Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene.
HJALMAR
Jeg vil se ind –
GREGERS levende, grebet
Bi lidt! Ved du, hvad det var?
HIS: 225
HJALMAR
Ja visst ved jeg det.
GREGERS
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!
HJALMAR
Hvilket vidnesbyrd?
GREGERS
Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.
HJALMAR
Skyde vildanden!
GINA
Nej, tænk –!
1.utg: 235
HJALMAR
Hvad skulde det til?
GREGERS
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.
HJALMAR blødt, bevæget
Å, det barn!
GINA
Ja, hvad hun kan finde på!
HIS: 226
GREGERS
Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke, hun kunde leve den foruden.
GINA kæmper med gråden
Der kan du selv se, Ekdal.
HU: 157
HJALMAR
Gina, hvor er hun henne?
GINA snøfter
Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
1.utg: 236
HJALMAR
går hen, river køkkendøren op og siger
Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (ser sig om) Nej, her er hun ikke.
GINA
Så er hun i det lille kammerset sit da.
HJALMAR udenfor
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind) Hun må være gåt ud.
GINA
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
HJALMAR
Å gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan få sagt hende –. Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
HIS: 227
GREGERS
stille
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.
Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.
HJALMAR forbauset
Far! Er du der!
1.utg: 237
GINA
Var det i kammerset far skød?
EKDAL harmfuld, nærmer sig
Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
HJALMAR spændt, forvirret
Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
EKDAL
Skød jeg? Hm!
GREGERS råber til Hjalmar
Hun har selv skudt vildanden, du!
HJALMAR
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt) Hedvig!
GINA løber mod døren
Jøss’, hvad er det!
HJALMAR går ind
Hun ligger på gulvet!
HIS: 228
GREGERS
Ligger Hedvig! (ind til Hjalmar)
1.utg: 238
GINA
samtidigt
Hedvig! (ind på loftet) Nej, nej, nej!
EKDAL
Hå-hå; går hun også på skytteri?
HU: 158
Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.
HJALMAR forstyrret
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp!
GINA løber ud på gangen og råber ned
Relling! Relling! Doktor Relling; fly’ herop så fort De kan!
Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.
EKDAL stille
Skogen hævner.
HJALMAR på knæ ved hende
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig –; ja, ja, ja.
GINA som er kommen ind igen
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen –
HIS: 229
Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.
1.utg: 239
RELLING
Hvad er her på færde?
GINA
De siger, Hedvig har skudt sig.
HJALMAR
Kom her og hjælp!
RELLING
Skudt sig!
Han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.
HJALMAR ligger og ser angstfuldt op på ham
Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?
RELLING
Hvorledes gik det til?
HJALMAR
Å, hvad ved jeg –!
GINA
Hun vilde skyde vildanden.
RELLING
Vildanden?
HIS: 230
HJALMAR
Pistolen må være gåt af.
1.utg: 240
RELLING
Hm. Ja så.
EKDAL
Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. (går ind på loftet og lukker efter sig)
HJALMAR
Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?
RELLING
Kuglen er gåt ind i brystet.
HJALMAR
Ja, men hun kommer sig da!
RELLING
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
HU: 159
GINA
brister i gråd
Å barnet, barnet!
GREGERS hæst
På havsens bund –.
HJALMAR springer op
Jo, jo, hun leve! Å, gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
1.utg: 241
HIS: 231
RELLING
Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.
HJALMAR
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (hulkende) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende –! (knytter hænderne og skriger opad) Å, du der oppe –! – Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
GINA
Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.
MOLVIK
Barnet er ikke dødt; det sover.
RELLING
Sludder.
HJALMAR blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig
Der ligger hun så stiv og stille.
RELLING søger at løse pistolen
Den sidder så fast, så fast.
GINA
Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la’ pigstolen sidde.
1.utg: 242
HJALMAR
Hun skal få den med sig.
HIS: 232
GINA
Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal.
Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.
HJALMAR mens de bærer
Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
GINA
Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg.
MOLVIK strækker armene ud og mumler
Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive –
RELLING hvisker
Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
HU: 160
Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.
RELLING går hen til Gregers og siger
Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.
1.utg: 243
GREGERS
som har ståt skrækslagen, i krampagtige rykninger
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.
RELLING
Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.
HIS: 233
GREGERS
Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?
RELLING
Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?
GREGERS
Skulde ikke den vare og vokse for livet!
RELLING
Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.
GREGERS
Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
RELLING
Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt fra
1.utg: 244
revne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!
GREGERS
Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.
RELLING
Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.
HIS: 234
GREGERS
ser frem for sig
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
RELLING
Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?
GREGERS i færd med at gå
At være den trettende mand tilbords.
RELLING
Å fan’ tro det.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her