Henrik Ibsens skrifter

En faar vel Lov till at høre; jeg skal holde mig stille. (gaar ind)

Det er ogsaa et af de faldende Trær! Mangt og mange vil komme till at falde nu! Her vil komme till at se ud, som en Skog efter Storm. Aa, det er dejligt, er det!

Men sig mig, Herr Hejre, hvad kan det egentlig interessere Dem?

Interessere mig? Jeg er ingen interesseret Mand, Herr Doktor! Naar jeg fryder mig, saa er det paa mine Medborgeres ​Vegne. Her vil blive Liv, Indhold, Stoff! For mig personligt, – Gudbevares, for mig kan det være ligegyldigt; jeg siger, som Stortyrken sagde om Kejseren af Østerrig og Kongen af Frankrig: Det er mig det samme, enten Svinet æder Hunden eller Hunden Svinet. (ud i Baggrunden tillhøjre)

Sagfører Stensgaard leve! Han leve! Hurra! Hurra for de unges Forbund! Vin! Punsch! Hej; hej! Øl! Hurra!

Gud velsigne Dem og alle Mennesker! (med taarekvalt Stemme) Uf, Doktor, jeg kjender mig saa stærk ikveld. Jeg maa gjøre noget!

Genér Dem ikke. Men hvad vil De gjøre?

Jeg tror, jeg gaar ned paa Dansesalen og prygler et Par af mine Venner. (ud bagved Teltet)

Kjære Fjeldbo, er det dig?

Till Tjeneste, Herr Folkehøvding! Ja, Du er da vel kaaret –?

Naturligvis; men –

Og hvad skal det saa vidre kaste af sig? Hvilke Tillidshverv i Kommunen? En Bankbestyrerpost? Eller kanske –?

Aa, snakk ikke til mig om sligt! Du mener det heller ikke. Du er ikke saa flad og tom i Brystet, som Du gjerne vil synes.

Nu skal vi høre!

Fjeldbo! Vær mig en Ven, som før! Det er blevet øde imellem os. Der var saa meget uhyggeligt hos Dig, Spas og Spott, som stødte mig tillbage. Aa, det var dog Urett af mig! (slaar Armene om ham) O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!

Du ogsaa! Jeg med; jeg med!

Ja, maatte jeg ikke være den usleste Usling paa Jorden, hvis ikke al denne Velsignelse gjorde mig god og brav? Hvormed har jeg fortjent det, du? Hvad har jeg syndige Skabhals gjort, at jeg blev saa rigt benaadet?

Her er min Haand! Ikveld holder jeg minsæl af dig!

Takk! Vær trofast og sand. Jeg skal være det. – Ja, er det ikke en usigelig Lykke, saaledes at ​kunne rive dem med sig, alle de mange? Maa en ikke blive god af Takknemmelighed? Og ​hvorledes maa en ikke elske alle Mennesker? Jeg synes, jeg kunde kryste dem i Favn allesammen, græde og bede dem om Forladelse, fordi Gud har været saa partisk at give mig mere end dem.

Ja; saa usigelig meget kan den enkelte faa. Ikke et Kryb, ikke et grønt Blad langs Vejen kunde jeg træde paa ikveld.

Du?

Punktum! Derom er ikke Talen. Jeg vilde kun sige, at jeg forstod dig.

Hvad for en dejlig Natt! Musiken og Jubelen klinger langt ud over Engene. Dernede er det stille. – Ja, den Mand, hvis Liv ikke taer sin Daab af slig en Time, han fortjener ikke at leve paa Guds Jord.

Ja, men sig mig nu, – hvad skal saa videre bygges – imorgen, og alle Ugedage?

Bygges? Først gjælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske jeg saa det; dog nej, jeg drømte; men saa levende! Jeg syntes der var kommen Dommedag over Jorden. Jeg kunde se hele Rundingen af den. Ingen Sol var der; kun et gult Uvejrslys. Der gik en Storm; den strøg fra Vest og strøg alting med sig; først strøg den vissent Løv, saa ​strøg den Mennesker; – men de holdt sig paa Benene endda. Kapperne slog tætt ind om dem, saa de foer som siddende i Flugten. Først saa de ud som Borgerfolk, der løber efter sine Hatte i Blæst; men da de kom nærmere, saa var det Kejsere og Konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid var nærved at naa, men aldrig naade, det var Kroner og Rigsæbler. Aa, der kom Hundreder efter Hundreder af alle Slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men ​mange jamred og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige Storm? Da blev der svaret: en Røst talte, og denne ene Røst gav slig Gjenlyd, at Stormen vaktes!

Naar drømte du dette?

Aa engang, – jeg erindrer ikke; for flere Aar siden.

Der har været Opprør etsteds i Europa, og saa har du spist tungt till Aften og læst Aviser ovenpaa –

Den samme Isnen, den samme Risslen nedad Ryggen har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gjøre Fyldest for mig. Jeg vil være Røsten –

Hør, kjære Stensgaard, du skal standse og tænke dig om. Du vil være Røsten, siger du. Godt! Men hvor vil du være Røsten? Her i Fogderiet? Eller, hvis det kommer højt, her i Amtet! Og hvem skal være Gjenlyden, der slaar, saa Stormen vækkes? Jo, Folk, som Proprietær Monsen og Bogtrykker Aslaksen og ​det fedryggede Geni, Herr Bastian. Og istedet for de flygtende Kejsere og Konger vil vi faa se Gaardbruger Lundestad, som løber efter sin Storthingsfuldmagt. Hvad blir saa det hele? Det blir, hvad syntes først i Drømmen, – Spidsborgere i Blæst.

I den nærmeste Nærhed, ja! Men ingen ved, hvor langt et Uvejr slaar.

Sniksnakk med dig og dit Uvejr! Og naar saa dertill kommer, at du, blind og besnakket og forlokket, som du er, vender dine Vaaben netopp mod det hæderlige og det dygtige iblandt os –

Det er ikke sandt!

Det er sandt! Monsen paa Storli fik Tag i dig strax du kom her till Byggden; og gjør du dig ikke fri for ham, saa blir det din Ulykke. Kammerherre ​Brattsberg er en Hædersmand; det kan du stole paa. Ved du, hvorfor Herr Proprietæren har lagt ham for Had? Jo, fordi –

Jeg taaler ikke et Ord mere! Ikke et eneste Ord, som fornærmer mine Venner!

Se tillbunds i dig selv, Stensgaard! Er Herr Mons Monsen virkelig din Ven?

Proprietær Monsen har med al Velvilje aabnet sit Hus for mig –

Han aabner forgjæves sit Hus for de bedre her.

Aa, hvem kalder du de bedre? Nogle storsnudede Embedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad mig angaar, saa har man paa Storli modtaget mig med en Forekommenhed og en Anerkjendelse, som –

Anerkjendelse; ja desværre, – der er vi ved Kjernepunktet.

Aldeles ikke! Jeg er Mand for at se uhildet. Pro​prietær Monsen har Evner, han har Læsning, han har Sans for de offentlige Anliggender.

Evner? Aa ja, paa sin Vis. Læsning ogsaa; han holder Bladene og har deraf mærket sig, hvilke Taler du har holdt, og hvilke Artikler du har skrevet. Og at han har Sans for de offentlige Anliggender, det har han naturligvis lagt for Dagen ved at samstemme baade i dine Taler og i dine Avisartikler.

Hør, Fjeldbo, nu kommer igjen Bundfaldet opp i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette skidenfærdige i Tankegangen? ​Hvorfor altid forudsætte enten usle eller latterlige Bevæggrunde? Aa, du mener det ikke! Nu ser du saa trofast ud igjen. Jeg vil sige dig det bedste, det rette Kjernepunkt. Kjender du Ragna?

Ragna Monsen? Ja; saadan paa anden Haand.

Ja, hun kommer undertiden till Kammerherrens.

I al Stillhed. Hun og Frøken Brattsberg er Veninder fra Konfirmationstiden.

Og hvad siger du saa om hende?

Jo, efter alt, hvad jeg har hørt, maa hun være en meget fortræffelig Pige.

Aa, du skulde se hende i Hjemmet. Hun har ingen anden Tanke end de to smaa Søskende. Og hvorledes skal hun ikke have plejet sin Moder! Du ved, Moderen var sindssyg de sidste Aar, hun levede.

Javisst; jeg var selv Læge der en Tid. Men sig mig, kjære Ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?

Jo, Fjeldbo, jeg elsker hende virkelig; till dig kan jeg sige det. Ja, jeg skjønner godt, hvad der undrer dig. Du finder det paafaldende, at jeg saa hurtigt ovenpaa –. Ja, du ved jo, jeg har været forlovet i Kristiania?

Ja, man har fortalt det.

Det hele Forhold var en Skuffelse. Jeg maatte bryde det; det var bedst for alle Parter. Du kan tro, jeg har lidt nok under den Sag; jeg har følt mig pint og knuget –. Naa, Gudskelov, nu er jeg ude af det; det var ogsaa min Grund till at flytte bort.

Og ligeover for Ragna Monsen er du sikker paa dig selv?

Ja, det er jeg, du! Her er ingen Fejltagelse mulig.

Men saa i Guds Navn, gjør Alvor af det! Det er en stor Lykke! O, jeg kunde sige dig saa meget –

Kan du virkelig det? Har hun yttret noget? Till Frøken Brattsberg kanske?

Du forstaar mig ikke. Men hvorledes er det ​muligt, at du midt under alt dette kan gaa her og svire i politiske Orgier? At Byggdsladderen kan faa Indpass i et Sind, som –

Og hvorfor ikke? Mennesket er da ikke en saa aldeles enkelt Maskine heller. Jeg er det ialfald ikke. Desuden, netopp igjennem disse Kampe og Brydninger gaar Vejen till hende.

En forbandet triviel Vej.

Fjeldbo, jeg er ærgjærrig; det ved du godt. Jeg maa frem i Verden. Naar jeg tænker paa, at jeg er tredive Aar, og endnu staar ved Begyndelsen, saa kjender jeg Samvittighedens Tænder i mig.

Ja, men det er ikke dens Visdomstænder.

Det kan ikke nytte at snakke till dig. Du har aldrig følt denne jagende og æggende Trang. Du har drevet og dovnet alle dine Dage, – som Student, till Examen, i Udlandet, og nu her –

Aa ja, kanske; men det har ialfald været dejligt. Og ​der følger ingen Slappelse efter, som den, man føler, naar man stiger ned af Bordet, efterat –

Alt andet; men dette taaler jeg minsæl ikke! Du gjør en ond Gjerning med sligt. Du tager Løftelsen fra mig –

Ja, men ved du hvad; naar Løftelsen sidder saa løst –

Lad være, siger jeg! Hvad Rett har du till at bryde ind i min Lykke? Tror du ikke jeg er ærlig kanske?

Jo, det ved Himlen, jeg tror!

Naa, hvad skal det saa till at gjøre mig tom og ækkel og mistroisk mod mig selv? (Larm og Raab i Teltet) Hør; hør! De drikker min Skaal! Hvad der kan gribe saa mange, – ved den evige Gud, det har Sandhed i sig!

Se der, Frøken; der staar netopp Sagfører Stensgaard.

Ja, saa følger jeg ikke længere. Godnatt, Ragna! Godnatt; Godnatt!

Godnatt; Godnatt!

Jeg er Jernværksejer Brattsbergs Datter. Jeg har et Brev till Dem fra Faer.

Till mig –?

Vær saa god; her er det. (vil gaa)

Faar jeg ikke Lov at følge?

Nej Takk; følg ikke. Godnatt! (ud till Venstre)

Hvad for noget?

Men, kjære, – hvad skriver Kammerherren?

Det havde jeg dog ikke ventet!

Men sig mig da –?

Kammerherre Brattsberg er en ynkelig Karl.

Og det vover du –

Usel; usel! Sig det igjen till hvem du vil. Naa, lad forresten være. (gjemmer Brevet) Det blir imellem os!

Herr Formand! Hvor er Herr Stensgaard?

Der staar han! Hurra!

Herr Overretssagføreren har glemt sin Hatt. (rækker ham den)

Værsaagod; her er Punsch! En hel Bolle!

Takk; ikke mere.

Og saa husker vel Medlemmerne, at imorgen samles vi paa Storli hos mig for at –

Imorgen? Nej, det var jo ikke imorgen –?

Jo visst; for at vedtage den Rundskrivelse, som –

Nej, imorgen kan jeg sandelig ikke godt –. Jeg skal se i overmorgen eller Dagen derefter. Naa, Godnatt, mine Herrer; hjertelig Takk for idag, og Hurra for Fremtiden!

Hurra! Vi følger ham hjem!

Takk; Takk! De maa endelig ikke –

Vi følger Dem allesammen.

Lad gaa. Godnatt, Fjeldbo; ja, for du følger vel ikke?

Nej. Men det vil jeg sige dig, at hvad du yttred om Kammerherre Brattsberg –

Hyss, hyss; det var overdrevet i Udtrykket. En Streg over det! – Naa ja, mine ærede Venner, vil I være med, saa kom; jeg gaar i Spidsen.

Deres Arm, Stensgaard!

Sangere! Stem i! Noget rigtig fædrelandsk!