Du er her:
Rosmersholm
 Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
​
1.utg: [I]
​
HIS: 325
​
HU: 341
ROSMERSHOLM
SKUESPIL I FIRE AKTER
AF HENRIK IBSEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1886

 
​
1.utg: [II]
​
1.utg: [III]
ROSMERSHOLM
​
1.utg: [IV]
​
HIS: 326
​
HU: 343
Personerne
JOHANNES ROSMER, ejer af Rosmersholm, forhenværende sogneprest
REBEKKA WEST, i huset hos Rosmer
REKTOR KROLL, Rosmers svoger
ULRIK BRENDEL
PEDER MORTENSGÅRD
MADAM HELSETH, husholderske på Rosmersholm
Handlingen foregår på Rosmersholm, en gammel herregård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
​
​
1.utg: [1]
​
HIS: 327
​
HU: 345
FØRSTE AKT
Dagligstuen på Rosmersholm; rummelig, gammeldags og hyggelig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birkegrene og markblomster. Længere tilbage en dør. På bagvæggen fløjdør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en opsats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og lænestole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent. Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor sés store gamle trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.
Rebekka West sidder i en lænestol ved vinduet og hækler på et stort hvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.
MADAM HELSETH
Det er vel bedst, jeg begynder så småt at dække kveldsbordet, frøken?
REBEKKA WEST
Ja, gør De det. Pastoren må vel snart komme.
MADAM HELSETH
Trækker det ikke svært, dér frøkenen sidder?
​
1.utg: 2
REBEKKA
Jo, lidt. Vil De kanske lukke.
​
HIS: 328
Madam Helseth går hen og lukker forstuedøren; derefter går hun til vinduet.
MADAM HELSETH vil lukke, ser ud
Men er det ikke pastoren, som går der borte?
REBEKKA hurtigt
Hvor? (rejser sig) Jo, det er ham. (bag forhænget) Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.
MADAM HELSETH inde på gulvet
Nej tænk, frøken, – han begynder at gå møllevejen igen.
REBEKKA
Han gik møllevejen i forgårs også. (kikker mellem forhænget og vinduskarmen) Men nu skal vi se –
MADAM HELSETH
Våger han sig over kloppen?
​
HU: 346
REBEKKA
Det er det, jeg vil se. (lidt efter) Nej. Han vender om. Går ovenom idag også. (går fra vinduet) Lang omvej.
​
1.utg: 3
MADAM HELSETH
Herregud, ja. Det må vel falde tungt for pastoren at træ’ over den kloppen. Dér, hvor sligt noget er sket, dér –
REBEKKA lægger hækletøjet sammen
De hænger længe ved sine døde her på Rosmersholm.
​
HIS: 329
MADAM HELSETH
Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.
REBEKKA ser på hende
De døde?
MADAM HELSETH
Ja, det er næsten at sige, som om de ikke kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder igen.
REBEKKA
Hvorledes falder De på det?
MADAM HELSETH
Jo, for ellers kom vel ikke denne her hvide hesten, ved jeg.
REBEKKA
Ja, hvad er det egentlig for noget, dette med den hvide hesten, madam Helseth?
​
1.utg: 4
MADAM HELSETH
Å, det er ikke værdt at snakke om det. Sligt noget tror nu ikke De på heller.
REBEKKA
Tror da De på det?
MADAM HELSETH går hen og lukker vinduet
Å, jeg vil ikke være til nar for frøkenen. (ser ud) Nej – men er ikke pastoren der borte på møllevejen nu igen –?
​
HIS: 330
REBEKKA ser udad
Den mand dér? (går til vinduet) Det er jo rektoren!
MADAM HELSETH
Ja, rigtig er det rektoren.
REBEKKA
Nej, det var da morsomt! For De skal se, han agter sig hid til os.
MADAM HELSETH
Han går såmænd rakt over kloppen, han. Og det endda hun var hans kødelige søster. – Nå, så går jeg ind og dækker kveldsbordet da, frøken.
Hun går ud til højre.
Rebekka står en stund ved vinduet; så hilser hun, smiler og nikker ud.
​
HU: 347
Det begynder at mørknes.
​
1.utg: 5
REBEKKA går hen og taler ud gennem døren til højre
Å, snille madam Helseth, De sørger vel for lidt extra godt på bordet. De ved nok hvad rektoren liker bedst.
MADAM HELSETH udenfor
Ja vel frøken. Skal så gøre.
REBEKKA åbner døren til forstuen
Nå endelig en gang –! Hjertelig velkommen, kære rektor!
​
HIS: 331
REKTOR KROLL i forstuen, sætter sin stok fra sig
Tak. Jeg kommer altså ikke til ulejlighed?
REBEKKA
De? Fy skamme Dem –!
KROLL kommer ind
Altid elskværdig. (ser sig om) Er Rosmer kanske oppe på sit værelse?
REBEKKA
Nej, han er ude og går. Han er ble’t lidt længere, end han plejer. Men nu kommer han visst på øjeblikket. (viser mod sofaen) Vær så god at ta’ plads så længe.
​
1.utg: 6
KROLL lægger hatten fra sig
Mange tak. (sætter sig og ser sig om) Nej, hvor De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén. Blomster både højt og lavt.
REBEKKA
Rosmer holder så svært af at ha’ friske levende blomster omkring sig.
KROLL
Det gør nok De også, tror jeg.
REBEKKA
Ja. Jeg synes, de bedøver så dejligt. Før måtte vi jo nægte os den fornøjelse.
KROLL nikker tungt
Stakkers Beate tålte ikke duften.
​
HIS: 332
REBEKKA
Ikke farverne heller. Hun blev så rent fortumlet –
KROLL
Jeg husker det nok. (i lettere tone) Nå, hvorledes går det så her ude?
REBEKKA
Jo, her går al ting sin stille, jævne gang. Den ene dag som den anden. – Og inde hos Dem? Deres hustru –?
​
1.utg: 7
KROLL
Å, kære frøken West, lad os ikke tale om mit. I en familje er der altid et eller andet, som kommer på tvers. Især i slige tider, som de, vi lever i nu.
​
HU: 348
REBEKKA lidt efter, sætter sig i en lænestol ved sofaen
Hvorfor har De ikke set ud til os en eneste gang i hele skoleferierne?
KROLL
Nå, man bør da ikke sådan rende folk på dørene –
REBEKKA
Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –
KROLL
– og så desuden har jeg jo været bortrejst –
REBEKKA
Ja, de par ugers tid. De har jo været omkring på folkemøder?
​
HIS: 333
KROLL nikker
Og hvad siger De så til det? Havde De tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t politisk agitator? Hvad?
​
1.utg: 8
REBEKKA smiler
Lidt har De nu altid agiteret, rektor Kroll.
KROLL
Nå ja, sådan for min private fornøjelse. Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor af. – Læser De nogensinde disse radikale bladene?
REBEKKA
Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte for, at –
KROLL
Kære frøken West, der er ikke noget at sige på det. Ikke for Deres vedkommende.
REBEKKA
Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge med. Vide besked –
KROLL
Nå, under alle omstændigheder forlanger jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trod at turde tillade sig?
​
1.utg: 9
REBEKKA
Ja, men jeg synes, De har bidt ganske fyndigt fra Dem.
​
HIS: 334
KROLL
Det har jeg. Det tør jeg selv sige. For nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få føle, at jeg ikke er den mand, som godvillig lægger ryggen til rette –. (afbryder) Nej, men hør nu, – lad os ikke komme ind på dette sørgelige og oprivende emne iaften.
​
HU: 349
REBEKKA
Nej, lad os ikke det, kære rektor.
KROLL
Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t alene? Efter at vor stakkers Beate –?
REBEKKA
Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor tomhed er der jo efter hende i mange måder. Og savn og sorg også, – naturligvis. Men ellers så –
KROLL
Tænker De at bli’ her? Sådan stadigt, mener jeg.
​
1.utg: 10
REBEKKA
Å kære rektor, jeg tænker såmænd hverken det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hører til her, jeg også.
KROLL
Ja De. Det skulde jeg da vel mene.
​
HIS: 335
REBEKKA
Og så længe herr Rosmer finder, at jeg kan være til nogen hygge og nytte for ham, – ja, så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.
KROLL ser bevæget på hende
Ved De hvad, – der er noget stort i dette, for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom gå hen under opofrelser for andre.
REBEKKA
Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?
KROLL
Først gik De her i dette evindelige stræv med Deres lamme, urimelige plejefar –
REBEKKA
De må ikke tro doktor West var så urimelig der oppe i Finmarken. Det var de forfærde​
1.utg: 11
lige sjørejser, som knækked ham. Men da vi så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et par svære år, inden han fik stridt ud.
KROLL
Blev de ikke endda sværere for Dem, de år, som kom bagefter?
REBEKKA
Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt, som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom omgang.
KROLL
Tak og pris skal De ha’, fordi De mindes hende med overbærenhed.
​
HIS: 336
REBEKKA flytter sig lidt nærmere
Kære rektor, De siger dette​
HU: 350
så vakkert og hjerteligt, så jeg er viss på, der ikke ligger nogen misstemning under.
KROLL
Misstemning? Hvad mener De med det?
REBEKKA
Nå, det vilde jo slet ikke være så underligt, om De følte det som noget pinsomt at se mig ​
1.utg: 12
fremmede menneske gå og skalte og valte her på Rosmersholm.
KROLL
Nej men hvor i al verden –!
REBEKKA
Men det gør De altså ikke. (rækker ham hånden) Tak, kære rektor! Tak, tak for det.
KROLL
Men hvor i al verden har De kunnet falde på en sådan tanke?
REBEKKA
Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De kom så sjelden ud til os.
KROLL
Da har De sandelig været artig på vildspor, frøken West. Og desuden, – her er jo ingen ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, – og Dem alene, – som stod for styret her allerede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.
​
HIS: 337
REBEKKA
Det var nu mere som et slags regentskab i husfruens navn.
​
1.utg: 13
KROLL
Hvorom alting er –. Ved De hvad, frøken West, – jeg for min del skulde sandelig ikke ha’ noget imod, om De –. Men det går vel ikke an at sige sligt noget.
REBEKKA
Hvilket, mener De?
KROLL
Om det kunde føje sig så, at De tog den tomme plads –
REBEKKA
Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.
KROLL
I gavnet, ja; men ikke i –
REBEKKA afbryder ham alvorligt
Skam Dem dog, rektor Kroll. Hvor kan De sidde og spase om sådant?
KROLL
Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sagtens, han har fåt mere end nok af ægtestanden. Men alligevel –
​
HU: 351
REBEKKA
Ved De hvad, – jeg må næsten le af Dem.
​
1.utg: 14
​
HIS: 338
KROLL
Alligevel –. Sig mig engang, frøken West –. Hvis det er tilladt at spørge –. Hvor gammel er De egentlig?
REBEKKA
Med skam at melde, så har jeg såmænd fyldt de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det tredivte.
KROLL
Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han? Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg. Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg synes, det vilde passe bra’.
REBEKKA rejser sig
Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket. – Drikker De té med os i aften?
KROLL
Ja tak. Jeg havde tænkt at slå mig ned her. For der er en sag, som jeg må tale med vor gode ven om. – Og så, frøken West, – for at De ikke skal komme på gale tanker igen, så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i gamle dage.
REBEKKA
Å ja, gør endelig det. (ryster hans hænder) Tak, tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.
​
1.utg: 15
KROLL brummer lidt
Så? Det er såmænd mere end jeg får høre hjemme.
​
HIS: 339
Johannes Rosmer kommer ind gennem døren til højre.
REBEKKA
Herr Rosmer, – kan De se, hvem der sidder her?
JOHANNES ROSMER
Madam Helseth fortalte det.
Rektor Kroll har rejst sig.
ROSMER mildt og dæmpet, trykker hans hænder
Velkommen til huset igen, kære Kroll. (lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene) Du kære gamle ven! Det var nok det jeg vidste, at engang måtte det bli’ som før imellem os.
KROLL
Men snille menneske, – har du også været inde på den forrykte indbildning, at der skulde være noget ivejen!
​
HU: 352
REBEKKA til Rosmer
Ja tænk, – hvor dejligt, at det bare var en indbildning.
​
1.utg: 16
ROSMER
Var det virkelig det, Kroll? Men hvorfor trak du dig da så rent tilbage fra os?
KROLL alvorlig og dæmpet
Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende minde om dine ulykkelige år – og om hende, – som endte i møllefossen.
​
HIS: 340
ROSMER
Det var jo vakkert tænkt af dig. Du er jo altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unødvendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du; lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig) Nej, det står sandelig ikke for mig som nogen pine at tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun hører endnu ligesom huset til, synes vi.
KROLL
Gør I virkelig det?
REBEKKA tænder lampen
Ja, det gør vi da rigtignok.
ROSMER
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek– både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stak​
1.utg: 17
kers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.
KROLL
I kære prægtige mennesker! Fra nu af kommer jeg ud til jer hver dag.
REBEKKA sætter sig i en lænestol
Ja, lad os nu bare se, at De holder ord.
ROSMER noget dvælende
Du, Kroll, – jeg skulde højlig ønsket, at omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt. Du har jo været som en selvskreven ​
HIS: 341
rådgiver for mig sålænge vi har kendt hinanden. Lige fra jeg blev student.
KROLL
Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris på. Er der kanske nu noget særligt –?
ROSMER
Der er mangt og meget, som jeg så gerne vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan lige ud af hjertet.
​
HU: 353
REBEKKA
Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det måtte være så godt – mellem gamle venner –
​
1.utg: 18
KROLL
Å du kan såmænd tro, jeg har endnu mere at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv politiker, som du nok ved.