Peer Gynt
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
ikke finde ord, endelig udbryder hun):
PEER GYNT.
ET DRAMATISK DIGT
TREDJE OPLAG.
[
Den Gyldendalske boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1874.
PEER GYNT.
De handlende:
Åse, en bondemands enke.
Peer Gynt, hendes søn.
To kærringermed kornsække. Aslak, en smed. Bryl-
lupsgæster. Køgemester. Spillemand, o. s. v.
Et par indflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres døttre.
Bonden på Hægstad.
Ingrid, hans datter.
Brudgommen og hans forældre.
Tre sæterjenter. En grønklædt kvinde.
Dovregubben.
Et hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og
troldunger. Et par hekse. Tomtegubber, nis-
ser, hougfolk, o. s. v.
En styg unge. En stemme i mørket. Fugleskrig.
Kari, en husmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopfog Trumpeterstråle, rejsende herrer. En tyv og
en hæler.
Anitra, en beduinhøvdings datter.
Arabere, slavinder, dansende piger, o. s. v.
Memnonstøtten(syngende). Sfinxen ved Gizeh(stum
person).
person).
Begriffenfeldt, professor, dr. phil., forstander for dåre-
kisten i Kairo.
kisten i Kairo.
Huhu, en målstræver fra Malebarkysten. Hussejn, en
østerlandsk minister. En fellahmed en kongemumie.
østerlandsk minister. En fellahmed en kongemumie.
Flere dårekistelemmer samt deres vogtere.
En norsk skipper og hans mandskab. En fremmed
passager.
En prest. Et ligfølge. En lensmand. En knappe-
støber. En mager person.
(Handlingen, der begynder i førstningen af dette århundrede og slutter hen-
imod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene derom-
kring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten
Kairo, på havet, o. s. v.)
imod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene derom-
kring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten
Kairo, på havet, o. s. v.)
FØRSTE HANDLING.
(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et
gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien.
Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)
Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)
Åse.
Peer, du lyver!
Peer Gynt
(uden at standse).
(uden at standse).
Nej, jeg gør ej!
Åse.
Nå, så band på, det er sandt!
Peer Gynt.
Hvorfor bande?
Åse.
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
Peer Gynt
(står).
(står).
Det er sandt – hvert evigt ord!
s. 6
Åse
(foran ham).
(foran ham).
Og du skæms ej for din moer?
Først så render du tilfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; –
og til slut med åbne øjne
mener du at få mig bildt
ind de værste skytterløgne! –
Nå, hvor traf du så den bukken?
Peer Gynt.
Vest ved Gendin.
Åse
(ler spotsk).
(ler spotsk).
Rigtig, ja!
Peer Gynt.
Hvasse vinden bar ifra;
bag et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav –
Åse
(som før).
(som før).
Ja rigtig, ja!
Peer Gynt.
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så af ene hornet grenene.
s. 7
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg mig flytted.
Gemt i røsen op jeg glytted; –
slig en buk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
Åse.
Nej, bevares vel!
Peer Gynt.
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netop kniven køre
bagom skolten ind i nakken; –
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud af næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; –
dermed satte han på sprang
bent fremover Gendin-eggen!
Åse
(uvilkårligt).
(uvilkårligt).
Jesu navn da –!
Peer Gynt.
Har du set den
s. 8
Gendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvas bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred alen nedenunder. –
Langsmed eggen han og jeg
skar os gennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi for fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, –
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
Åse
(svimmel).
(svimmel).
Å, Gud trøste mig!
Peer Gynt.
Med et,
på en rådløs bråbrat plet,
s. 9
for ivejret rype-steggen,
flaksed kaglende, forskræmt,
fra den knart, hvor han sad gemt,
klods for bukkens fod på eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med os begge!
(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os bergets svarte vægge,
under os et bundløst slug!
Først vi kløvte lag af tåger,
kløvte så en flok af måger,
som igennem luften vigende
fløj til alle kanter skrigende.
Nedad, uden stands, for toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget billed,
som igennem fjeldsjø-stillet
op mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
Åse
(gisper efter vejret).
(gisper efter vejret).
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Peer Gynt.
Buk fra luften, buk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om os klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. –
s. 10
Langt om længe, du, vi nåde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg for hjem –
Åse.
Men bukken, du?
Peer Gynt.
A, han går der vel endnu; –
(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer):
kan du finde ham, så tag ham!
Åse.
Og du har ej knækket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – prisen, takken,
skyldes dig, som hjalp min gut! –
Brogen har dog fået en revne;
men det er knapt værd at nævne,
når en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et sprang –!
(standser pludselig, ser på ham med åben mund og store øjne, kan længe
ikke finde ord, endelig udbryder hun):
O, din fandens ræglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kendt
som en jente på de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
s. 11
Peer Gynt.
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
Åse
(arrig).
(arrig).
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjort ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt så vildt og stort,
uglet ud med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig målløs skræk,
at en kends ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt.
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
Åse
(grædende).
(grædende).
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej bider på ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Åse.
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(græder igen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, –
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kørte med forgyldte vogne –.
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
Peer Gynt.
Hvor er sneen fra ifjor?
Åse.
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
s. 13
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet –
Peer Gynt.
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
Åse.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra København,
spurgte dig om døbenavn,
bandte på at sligt et nemme
sakned mangen prins derhjemme,
så at faer din gav ham hesten
med en slæde til, som tak
for den vennesæle snak. –
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang her dagstødt, åd og drak,
fyldte sig, så fast de sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da «Jon med skæppen»
tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørrer øjnene med forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
s. 14
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, –
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; –
(græder påny.)
å, Gud hjælpe mig for nytte
jeg har havt af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellem bygdens folk du skræmmer
jenterne fra gildestuen, –
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter –
Peer Gynt
(går fra hende).
(går fra hende).
Lad mig være.
Åse
(følger efter).
(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, –
eller idetmindste brækte
ene fingren hans af led?
Peer Gynt.
Hvem har fyldt dig med slig præk?
s. 15
Åse
(hidsig).
(hidsig).
Husmandskonen hørte hylene!
Peer Gynt
(gnider albuen).
(gnider albuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
Åse.
Dig?
Peer Gynt.
Ja, moer, – for jeg fik pryglene.
Åse.
Hvad for noget?
Peer Gynt.
Han er spræk.
Åse.
Hvem er spræk?
Peer Gynt.
Han, Aslak, ved jeg.
Åse.
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(græder igen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
s. 16
Lad ham være nok så spræk; –
skal du derfor være vek?
Peer Gynt.
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt så skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig, moer –
Åse.
Hvad? Har du løjet
nu igen?
Peer Gynt.
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; –
(knytter den venstre hånd.)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge –
Åse.
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
Peer Gynt.
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
s. 17
Åse
(blæser)
(blæser)
Du!
Peer Gynt.
Hvem ved, hvad en kan møde!
Åse.
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
Peer Gynt
(hidsig).
(hidsig).
Jeg skal blive konge, kejser!
Åse.
Å, Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten af hans vid!
Peer Gynt.
Jo, jeg skal! Giv bare tid!
Åse.
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
Peer Gynt.
Du skal se, moer!
Åse.
Hold din mund!
Du er gal i bund og grund. –
Nå, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
2
s. 18
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet –
Peer Gynt.
Tror du?
Åse.
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men tilslut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter.
(begynder igen at græde.)
Ak, min Peer; en grundrig jente, –
odelsjente! Tænk dig til; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, –
du, som går her svart og fillet!
Peer Gynt
(rask).
(rask).
Kom, så vil vi ja-ord hente!
Åse.
Hvor?
Peer Gynt.
På Hægstad!
Åse.
Stakkars dig;
den er stængt, den friervej!
s. 19
Peer Gynt.
Hvorfor det?
Åse.
Ak, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet –
Peer Gynt.
Nå?
Åse
(hulkende).
(hulkende).
Mens du i Vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
Peer Gynt.
Hvad? Den kvindfolkskræmsel! Han –!
Åse.
Ja, hun taer ham nu til mand.
Peer Gynt.
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren –
(vil gå.)
Åse.
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen –
Peer Gynt.
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
Åse.
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
2*
s. 20
Peer Gynt.
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(skriger og ler på engang.)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærren –
(løfter hende ivejret.)
Åse.
Slip mig!
Peer Gynt.
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
(vader ud i elven.)
Åse.
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
Peer Gynt.
Jeg er båren
til en gildere død –
Åse.
Ja visst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
(rusker ham i håret.)
O, dit ubæst!
Peer Gynt.
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
Åse.
Asen!
s. 21
Peer Gynt.
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skrår det atter op –
Åse.
Slip ej taget!
Peer Gynt.
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; –
(galoperende.)
jeg er bukken, du er Peer!
Åse.
Å, jeg ved ej af mig mer!
Peer Gynt.
Ser du; nu er evjen rukken; –
(vader iland.)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds –
Åse
(slår ham på øret).
(slår ham på øret).
Der er tak for skydsen!
Peer Gynt.
Au!
Den betaling var for snaud!
Åse.
Slip mig!
Peer Gynt.
Først til bryllupsgården.
s. 22
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig, Mads Moen er et drog –
Åse.
Slip!
Peer Gynt.
Og sig ham så tilslut,
hvad Peer Gynt er for en gut.
Åse.
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
Peer Gynt.
Så?
Åse
(sparker i arrighed).
(sparker i arrighed).
Jeg skal ej stagge munden,
før den gamle hidser hunden
på dig, som du var en fant!
Peer Gynt.
Hm; så får jeg gå alene.
Åse.
Ja, men jeg skal komme efter!
Peer Gynt.
Snille moer, du har ej kræfter –
s. 23
Åse.
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
Peer Gynt.
Ja, ifald du lover –
Åse.
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Peer Gynt.
Nej, du får nok vente her.
Åse.
Aldrig! Jeg vil med i laget!
Peer Gynt.
Får ej lov.
Åse.
Hvad vil du gøre?
Peer Gynt.
Sætte dig på kværnetaget.
(sætter hende derop. Åse skriger.)
Åse.
Løft mig ned!
Peer Gynt.
Ja, vil du høre –?
Åse.
Sludder!
s. 24
Peer Gynt.
Snille moer, jeg beer –
Åse
(kaster en græstørv efter ham).
(kaster en græstørv efter ham).
Løft mig ned på timen, Peer!
Peer Gynt.
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere.)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, –
ellers kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
Åse.
Dit bæst.
Peer Gynt.
Ikke spræl!
Åse.
Gid du var blæst
som en bytting ud af verden!
Peer Gynt.
Fy da, moer!
Åse.
Tvi!
Peer Gynt.
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
s. 25
Åse.
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
Peer Gynt.
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger:)
Husk så på du ikke spræller!
(går.)
Åse.
Peer! – Gud hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han
over jordet –!
(skrigende )
Hjælp! Jeg svimler!
(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen )
Første kærring.
Kors; hvem skriger?
Åse.
Det er mig!
Anden kærring.
Åse! Se, – så højt på strå?
Åse.
Dette her vil lidt forslå; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!