Kejser og Galilæer
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
nærmere og siger):
man båden ro bort med dem.)
og kysser ham.)
pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
gården. Musik og dans under det følgende.)
sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
i hånden.)
og siger:)
blir stående ved døren.)
Faksimile
KEJSER OG GALILÆER.
Faksimile
Faksimile
KEJSER OG GALILÆER.
ET VERDENSHISTORISK SKUESPIL
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1873.
Faksimile
Faksimile
-
- I.
- CÆSARS FRAFALD,
- SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
-
- II.
- KEJSER JULIAN,
- SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
INDHOLD:
Faksimile
Faksimile
CÆSARS FRAFALD,
SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
Faksimile
Faksimile
DE OPTRÆDENDE:
Kejser Konstanzios.
Kejserinde Eusebia.
Fyrstinde Helena, kejserens søster.
Fyrst Gallos, kejserens fætter.
Fyrst Julian, Gallos's yngre halvbroder.
Memnon, en Æthiopier, kejserens livslave.
Guldsmeden Potamon.
Farveren Fokion.
Hårskæreren Eunapios.
En frugthandler.
En vagtfører.
En soldat.
En sminket kvinde.
En værkbruden mand.
En blind betler.
Agathon, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
Visdomslæreren Libanios.
Gregor fra Nazianz.
Basilios fra Cæsaræa.
Sallust fra Perusia.
Skriftlæreren Hekebolios.
Mystikeren Maximos.
Husmesteren Eutherios.
Quæstoren Leontes.
Slavinden Myrrha.
Faksimile
Tribunen Decentius.
Staldmesteren Sintula.
Hærføreren Florentius.
Hærføreren Severus.
Lægen Oribases.
Underføreren Laipso.
Underføreren Varro.
Fanebæreren Mauros.
Soldater, kirkegængere, hedenske tilskuere, hoffolk, prester,
lærlinger ved visdoms-skolerne, danserinder, tjenere, quæ-
storens følge, galliske krigsfolk.
Syner og røster.
(1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den handling i Athen, 3die hand-
ling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna
sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)
ling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna
sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)
Faksimile
FØRSTE HANDLING.
(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med
træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot.
I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk,
hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt
til Bosporos og den asiatiske kyst.)
træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot.
I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk,
hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt
til Bosporos og den asiatiske kyst.)
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store ska-
rer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde
ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vand-
sælgere, opfylder pladsen.)
rer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde
ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vand-
sælgere, opfylder pladsen.)
Lovsang
(inde i kirken).
(inde i kirken).
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg!
Guldsmeden Potamon
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på
akslen og spørger):
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på
akslen og spørger):
Pst, gode ven, – når kommer kejseren?
Soldaten.
Ved ikke.
Faksimile
s. 12
Farveren Fokion
(vender hovedet i trængselen).
(vender hovedet i trængselen).
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt før
midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon
selv.
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt før
midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon
selv.
Hårskæreren Eunapios
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
Af vejen, hedning!
Frugthandleren.
Sagte, herre!
Guldsmeden Potamon.
Svinet mukker!
Hårskæreren Eunapios.
Hund, hund!
Farveren Fokion.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod
en mand af kejserens egen tro!
en mand af kejserens egen tro!
Hårskæreren Eunapios
(støder frugthandleren omkuld).
(støder frugthandleren omkuld).
I smudset med dig!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.
Farveren Fokion
(slår ham med sin stok).
(slår ham med sin stok).
Tag det, – og det, – og det!
Faksimile
s. 13
Hårskæreren Eunapios
(sparker ham).
(sparker ham).
Og der; og der! Jeg skal mygne dit guds-
forhadte skind.
forhadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.)
Farveren Fokion
(med den øjensynlige hensigt at det skal høres af vagt-føreren).
(med den øjensynlige hensigt at det skal høres af vagt-føreren).
Jeg vilde højligen ønske at en eller anden
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers
øren. Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med
at vi kristne borgere holder samkvem med hed-
ningerne, ret ligesom om intet skilte imellem os –
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers
øren. Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med
at vi kristne borgere holder samkvem med hed-
ningerne, ret ligesom om intet skilte imellem os –
Guldsmeden Potamon.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det
har jeg også læst. Og jeg synes at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
har jeg også læst. Og jeg synes at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
Hårskæreren Eunapios.
Man bør ikke skære alle over en kam; det
er min mening. Der gives dog, Gud være lovet,
endnu ivrige sjæle iblandt os.
er min mening. Der gives dog, Gud være lovet,
endnu ivrige sjæle iblandt os.
Farveren Fokion.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre!
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Guldsmeden Potamon.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr
foran selve hofkapellet –
foran selve hofkapellet –
Faksimile
s. 14
Farveren Fokion.
– i slig en høj-hellig nat –
Hårskæreren Eunapios.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –
En sminket kvinde
(i trængselen).
(i trængselen).
Er Donatister rene?
Farveren Fokion.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad nu? Er ikke du det samme?
Farveren Fokion.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!
Guldsmeden Potamon
(gør korsets tegn).
(gør korsets tegn).
Gid pest og bylder –!
Farveren Fokion.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ!
Guldsmeden Potamon.
Ret så; ret så!
Farveren Fokion.
Spån på Satans ildsted!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!
Farveren Fokion
(støder guldsmeden bort).
(støder guldsmeden bort).
Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender
jeg dig; – du er Manikæeren Potamon!
jeg dig; – du er Manikæeren Potamon!
Faksimile
s. 15
Hårskæreren Eunapios.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!
Guldsmeden Potamon
(holder sin papirlygte frem).
(holder sin papirlygte frem).
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia!
Kainiten!
Kainiten!
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!
Farveren Fokion.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
Hårskæreren Eunapios
(slår ham på øret).
(slår ham på øret).
Tag det, som løn for hjælpen!
Farveren Fokion
(slår igen).
(slår igen).
O, du ryggesløse køter!
Guldsmeden Potamon.
Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.)
Vagt-føreren
(råber til soldaterne).
(råber til soldaterne).
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige
ind i kirken.)
ind i kirken.)
Lovsang
(fra højaltret).
(fra højaltret).
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
Faksimile
s. 16
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går
foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt.
I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt
ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mis-
troisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse.
Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvinde-
skikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger
fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er
sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et
pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, på-
faldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig
femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre
kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave,
Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt.
I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt
ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mis-
troisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse.
Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvinde-
skikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger
fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er
sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et
pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, på-
faldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig
femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre
kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave,
Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
Kejser Konstanzios
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast):
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast):
Hvor er Gallos?
Fyrst Julian
(blegner).
(blegner).
Gallos? Hvad vil du Gallos?
Kejser Konstanzios.
Der greb jeg dig!
Fyrst Julian.
Herre –!
Kejserinde Eusebia
(fatter kejserens hånd).
(fatter kejserens hånd).
Kom; kom!
Kejser Konstanzios.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på?
Fyrst Julian.
Vi?
Kejser Konstanzios.
Du og han!
Faksimile
s. 17
Kejserinde Eusebia.
O, kom; kom, Konstanzios!
Kejser Konstanzios.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?
Fyrst Julian.
Oraklet? Ved min hellige frelser –
Kejser Konstanzios.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen,
Julian! Dyre frænde, lad os det!
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen,
Julian! Dyre frænde, lad os det!
Fyrst Julian.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder –!
Fyrst Julian.
O, stræk dem i nåde over os!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine
hænder?
hænder?
Fyrst Julian
(griber hans hænder og kysser dem).
(griber hans hænder og kysser dem).
Kejserens hænder er hvide og kølige.
Kejser Konstanzios.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte
du? Nu greb jeg dig igen!
du? Nu greb jeg dig igen!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
2
Faksimile
s. 18
Fyrst Julian
(kysser dem atter).
(kysser dem atter).
De er som rosenbladene her i måneskins-
natten.
natten.
Kejser Konstanzios.
Ja, ja, ja, Julian!
Kejserinde Eusebia.
Fremad; det er på tiden.
Kejser Konstanzios.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg!
O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den
hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slange-
øjne i guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –!
O, Jesus Kristus, bed for mig!
O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den
hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slange-
øjne i guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –!
O, Jesus Kristus, bed for mig!
Kejserinde Eusebia.
Kejseren er syg –!
Fyrstinde Helena.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, –
hent ham!
hent ham!
Kejserinde Eusebia
(vinker).
(vinker).
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven )[HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.]
Fyrst Julian
(dæmpet).
(dæmpet).
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig
langt herfra.
langt herfra.
Kejser Konstanzios.
Hvor vilde du helst hen?
Faksimile
s. 19
Fyrst Julian.
Til Egypten. Helst did, hvis du så synes.
Der går jo så mange did, – ind i den store
ensomhed.
Der går jo så mange did, – ind i den store
ensomhed.
Kejser Konstanzios.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grubler
man. Jeg forbyder dig at gruble.
man. Jeg forbyder dig at gruble.
Fyrst Julian.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde til-
lade mig –. Her vokser min sjælenød med hver
dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn
har jeg båret hårskjorte, og den har ikke værget
mig; i ni nætter har jeg pisket mig med bods-
svøben, men det fordriver dem ikke.
lade mig –. Her vokser min sjælenød med hver
dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn
har jeg båret hårskjorte, og den har ikke værget
mig; i ni nætter har jeg pisket mig med bods-
svøben, men det fordriver dem ikke.
Kejser Konstanzios.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen
er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
Slaven Memnon
(til kejseren).
(til kejseren).
Nu er det på tiden –
Kejser Konstanzios.
Nej, nej, jeg vil ikke –
Slaven Memnon
(tager ham om håndledet).
(tager ham om håndledet).
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
Kejser Konstanzios
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
Ind i Herrens hus!
2*
Faksimile
s. 20
Slaven Memnon
(sagte).
(sagte).
Og siden det andet –.
Kejser Konstanzios
(til Julian).
(til Julian).
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden).
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden).
Kejserinde Eusebia
(hurtigt og dæmpet).
(hurtigt og dæmpet).
Frygt ikke!
Kejser Konstanzios.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det
sind, du nu har. Når du beder for alteret, så er
det for at nedbede ondt over mig. – O, læss
ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!
sind, du nu har. Når du beder for alteret, så er
det for at nedbede ondt over mig. – O, læss
ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde
om kejseren.)
om kejseren.)
En værkbruden.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre
ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
En blind.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får
mit syn igen!
mit syn igen!
Kejser Konstanzios.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge
for dem. Ind, ind!
for dem. Ind, ind!
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen ad-
spreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.)
spreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.)
Faksimile
s. 21
Fyrst Julian
(ser mod kirken).
(ser mod kirken).
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat
kan han da ikke tænke på at –! O, den, som
vidste – – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.)
Se dig for, ven!
kan han da ikke tænke på at –! O, den, som
vidste – – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.)
Se dig for, ven!
Den blinde.
Jeg er blind, herre!
Fyrst Julian.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget
som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet
troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for
dit syn?
som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet
troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for
dit syn?
Den blinde.
Hvo er du, som spotter en blind broder?
Fyrst Julian.
En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.)
En stemme
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
Julian, Julian!
Fyrst Julian
(med et skrig).
(med et skrig).
Ah!
Stemmen
(nærmere).
(nærmere).
Julian!
Fyrst Julian.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
Faksimile
s. 22
En ung mand,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne).
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne).
Stille; det er mig –
Fyrst Julian.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, men-
neske!
neske!
Den unge mand.
O, mindes du da ikke Agathon –?
Fyrst Julian.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo
en dreng –
en dreng –
Agathon.
For sex år siden. Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.)
Fyrst Julian.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror
jeg ikke det er dig!
jeg ikke det er dig!
Agathon.
Se på mig; se rigtig –
Fyrst Julian
(omfavner og kysser ham).
(omfavner og kysser ham).
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden
over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia!
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden
over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia!
Agathon.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke
vagten lade mig slippe ind og –
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
Faksimile
s. 23
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke
vagten lade mig slippe ind og –
Fyrst Julian.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du
søgte mig?
søgte mig?
Agathon.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –
Fyrst Julian.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at
jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset,
Agathon; – hvor du ser stærk ud.
jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset,
Agathon; – hvor du ser stærk ud.
Agathon.
Og du er blegere.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen
anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor
stryger ikke den friske snevind fra Tauros hen-
over –! Er du træt, Agathon?
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen
anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor
stryger ikke den friske snevind fra Tauros hen-
over –! Er du træt, Agathon?
Agathon.
O, ingenlunde.
Fyrst Julian.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og
ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt fra
Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan komme.
Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt fra
Faksimile
s. 24
Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan komme.
Gives der noget bedre?
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig.
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
Agathon
(ned foran ham).
(ned foran ham).
Jeg for dine fødder, ligesom da.
Fyrst Julian.
Nej, nej, nej –!
Agathon.
O, lad mig ligge så!
Fyrst Julian.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyld-
betynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyre-
bare lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyld-
betynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyre-
bare lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt.
Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, –
hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten
hvidhåret?
Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, –
hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten
hvidhåret?
Agathon.
Han er ganske hvidhåret.
Fyrst Julian.
Hvor Mardonios forstod at tyde Homer! Jeg
tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det
stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ild-
nende guder over dem. Jeg så det med øjnene.
tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det
Faksimile
s. 25
stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ild-
nende guder over dem. Jeg så det med øjnene.
Agathon.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor
og lykkelig kriger.
og lykkelig kriger.
Fyrst Julian.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia.
Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes
så når jeg drages til minde alt, hvad de rum-
mer. – –
Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes
så når jeg drages til minde alt, hvad de rum-
mer. – –
Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger, og
Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en
sky jog han over sletten. – O, men et må du
dog sige mig. Kirken –?
Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en
sky jog han over sletten. – O, men et må du
dog sige mig. Kirken –?
Agathon.
Kirken? Over den hellige Mamas's grav?
Fyrst Julian
(smiler svagt).
(smiler svagt).
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin
fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret
lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret
lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
Agathon.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var
ugørligt på den måde.
ugørligt på den måde.
Fyrst Julian
(tankefuld).
(tankefuld).
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret da
jeg mente at de var ukyndige. Nu ved jeg
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig
det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen.
jeg mente at de var ukyndige. Nu ved jeg
Faksimile
s. 26
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig
det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen.
Agathon.
Var den hellige Mamas?
Fyrst Julian.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne.
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom
udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har
for nylig affattet et ringe skrift om denne sag,
et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner,
ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i
læresalene. –
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom
udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har
for nylig affattet et ringe skrift om denne sag,
et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner,
ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i
læresalene. –
Herren holde mit hjerte rent for al forfænge-
lighed! Den onde frister har talløse snigveje; en
kan aldrig vide –.
lighed! Den onde frister har talløse snigveje; en
kan aldrig vide –.
At det skulde lykkes for Gallos, men ikke
for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på
hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –
for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på
hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –
Agathon.
Julian!
Fyrst Julian.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon!
Agathon.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig
da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og
gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som
du dengang var!
da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og
gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som
du dengang var!
Faksimile
s. 27
Fyrst Julian.
Ja, den sag er mig som en drøm.
Agathon.
Og dog så livsalig en sandhed.
Fyrst Julian
(tungt).
(tungt).
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets
ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige
mellem himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige
mellem himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
Agathon.
Hvilken?
Fyrst Julian.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig, hvad
min moder drømte natten før jeg blev født?
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig, hvad
min moder drømte natten før jeg blev født?
Agathon.
Det mindes jeg ikke.
Fyrst Julian.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først
senere.
senere.
Agathon.
Hvad drømte hun?
Fyrst Julian.
Min moder drømte at hun fødte Akilleus.
Agathon
(levende).
(levende).
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
Faksimile
s. 28
Fyrst Julian.
Hvorfor spørger du?
Agathon.
Du skal få høre; thi det hænger sammen
med hint, som drev mig over havet –
med hint, som drev mig over havet –
Fyrst Julian.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg
sletikke tænkt på at spørge dig om –
sletikke tænkt på at spørge dig om –
Agathon.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg
i tvivl og uro. Der er så meget, jeg gad vide
først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
i tvivl og uro. Der er så meget, jeg gad vide
først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
Fyrst Julian
(ser visst på ham).
(ser visst på ham).
Sig sandheden, Agathon; – hvem har du
talt med her før du traf mig?
talt med her før du traf mig?
Agathon.
Ikke med nogen.
Fyrst Julian.
Hvad tid kom du?
Agathon.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.
Fyrst Julian.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for
ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen,
som har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv
mig, Agathon, ven!
ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen,
som har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv
mig, Agathon, ven!
Faksimile
s. 29
Agathon.
Hvad? Hvilket?
Fyrst Julian
(rejser sig og lytter).
(rejser sig og lytter).
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en
fugl i buskerne. – –
fugl i buskerne. – –
Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
Agathon.
Og kejseren er dig jo i faders sted?
Fyrst Julian.
Kejseren er over al måde vis og god.
Agathon,
(som også har rejst sig).
(som også har rejst sig).
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal
være kejserens efterfølger?
være kejserens efterfølger?
Fyrst Julian
(hastigt).
(hastigt).
Tal ikke om de farlige ting. Jeg ved ikke
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter
du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du
siger mig, hvad du vil i Konstantinopel.
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter
du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du
siger mig, hvad du vil i Konstantinopel.
Agathon.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
Faksimile
s. 30
Fyrst Julian.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der
lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der
lægger en båd til. –
Hvad vil du her? Kysse splinten af det hel-
lige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Ved
du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste
femten måneder? Et bespottelsens Babylon. –
Har du ikke hørt det, – ved du ikke at Libanios
er her?
lige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Ved
du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste
femten måneder? Et bespottelsens Babylon. –
Har du ikke hørt det, – ved du ikke at Libanios
er her?
Agathon.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
Fyrst Julian.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn,
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
Agathon.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
Fyrst Julian.
Den farligste af dem alle.
Agathon.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?
Fyrst Julian.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Æde-
sios i Pergamon? Ædesios er affældig –
sios i Pergamon? Ædesios er affældig –
Agathon.
Er han også farligere, end hin gådefulde
Maximos?
Maximos?
Faksimile
s. 31
Fyrst Julian.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem
ved noget pålideligt om Maximos?
ved noget pålideligt om Maximos?
Agathon.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule
hinsides Jordan.
hinsides Jordan.
Fyrst Julian.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og
deri har han visselig ikke megen uret. – –
deri har han visselig ikke megen uret. – –
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den far-
ligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig
under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans
ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker
for fode i staden. Og så, da den var over, i
November måned, regned her ild hver nat fra
himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har
selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale
ned imod jorden og slukne undervejs. –
ligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig
under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans
ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker
for fode i staden. Og så, da den var over, i
November måned, regned her ild hver nat fra
himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har
selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale
ned imod jorden og slukne undervejs. –
Siden har han lært her, han, visdomselskeren,
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes
konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han
er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om
ham; han binder deres sjæle, så de må følge
ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber,
lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes
konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han
er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om
ham; han binder deres sjæle, så de må følge
ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber,
lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
Agathon
(i skræk).
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian!
Faksimile
s. 32
Fyrst Julian
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid
til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt
Libanios om natten eller i forklædning. Hans
nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har
desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere
indtrængende. – Alle troende, som kommer denne
spidsfindige mand nær, de falder fra og bliver
spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres
fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans
legende hån, hans uomstødelige grunde, hans
spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette til-
hobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse,
der fordum tilsølte maden for en from omflak-
kende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse
at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et
udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig magt, skulde
jeg sende dig Libanios's hoved på et sølvfad!
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid
til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt
Libanios om natten eller i forklædning. Hans
nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har
desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere
indtrængende. – Alle troende, som kommer denne
spidsfindige mand nær, de falder fra og bliver
spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres
fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans
legende hån, hans uomstødelige grunde, hans
spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette til-
hobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse,
der fordum tilsølte maden for en from omflak-
kende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse
at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et
udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig magt, skulde
jeg sende dig Libanios's hoved på et sølvfad!
Agathon.
Men hvor er det muligt at kejseren tåler
dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Fyrst Julian.
Kejseren? Priset være kejserens tro og from-
hed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind.
Ingen agter den krig, som her føres imod Gol-
gatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for sine
vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige
støtter Libanios har. En eller anden af de rin-
gere visdomslærere udjages stundom af staden.
Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet,
jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden
om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! –
Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene
menneske forgifter luften for os alle. O, du min
frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske
vederstyggelighed! At leve her, er at leve i
løvens hule –
hed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind.
Ingen agter den krig, som her føres imod Gol-
gatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu
Faksimile
s. 33
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for sine
vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige
støtter Libanios har. En eller anden af de rin-
gere visdomslærere udjages stundom af staden.
Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet,
jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden
om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! –
Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene
menneske forgifter luften for os alle. O, du min
frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske
vederstyggelighed! At leve her, er at leve i
løvens hule –
Agathon
(livfuldt).
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der!
Fyrst Julian.
Jo, jo; kun et under kan fri os.
Agathon.
O, så hør! Det under er sket.
Fyrst Julian.
Hvad mener du vel?
Agathon.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke
længer tvivle på at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
længer tvivle på at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
Fyrst Julian.
Et syn, siger du!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
3
Faksimile
s. 34
Agathon.
En hellig åbenbaring –
Fyrst Julian.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i
en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge
ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og
bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem
de kommende.)
en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge
ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og
bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem
de kommende.)
Visdomslæreren.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
Fyrst Julian
(som står lige ved ham).
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast
gode, som er mere værd, end guld?
gode, som er mere værd, end guld?
Visdomslæreren.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld?
Fyrst Julian.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke
lide på de troløse vande.
lide på de troløse vande.
Visdomslæreren.
Menneskegunst er troløsere.
Fyrst Julian.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så
hen med dine skatte?
hen med dine skatte?
Faksimile
s. 35
Visdomslæreren.
Til Athen.
(han vil gå forbi.)
Fyrst Julian
(med undertrykt latter).
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke
din egen rigdom.
din egen rigdom.
Visdomslæreren
(standser).
(standser).
Hvi så?
Fyrst Julian.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen?
Visdomslæreren.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i
kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden,
Sallust!
(han vil stige ned.)
kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden,
Sallust!
Lærlingen Sallust
(halvt nede på trappen, sagte).
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham!
Visdomslæreren.
Ham –?
Lærlingen Sallust.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham; – jeg
har set ham gå sammen med Hekebolios.
har set ham gå sammen med Hekebolios.
Visdomslæreren.
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt
nærmere og siger):
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
3*
Faksimile
s. 36
Fyrst Julian.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på
om det ikke snarere var kongelyset i læresalen,
som skar dig for stærkt i øjnene.
om det ikke snarere var kongelyset i læresalen,
som skar dig for stærkt i øjnene.
Visdomslæreren.
Misundelse rummes ikke under den korte
kappe.
kappe.
Fyrst Julian.
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
Visdomslæreren.
Du har en spids tunge, høje Galilæer!
Fyrst Julian.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæer-
mærke?
mærke?
Visdomslæreren.
Hofklædningen.
Fyrst Julian.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger
du i Athen?
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger
du i Athen?
Visdomslæreren.
Hvad søgte Pontius Pilatus?
Fyrst Julian.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Li-
banios er?
banios er?
Visdomslæreren
(ser stivt på ham).
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart for-
stumme. Libanios er ked af kampen, herre!
stumme. Libanios er ked af kampen, herre!
Faksimile
s. 37
Fyrst Julian.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sej-
rende –?
rende –?
Visdomslæreren.
Han er ked af at vente på sin ligemand.
Fyrst Julian.
Nu spøger du, fremmede! Hvor kan Libanios
tænke at finde sin ligemand?
tænke at finde sin ligemand?
Visdomslæreren.
Hans ligemand findes.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvor? Nævn ham!
Visdomslæreren.
Det turde være farligt.
Fyrst Julian.
Hvorfor?
Visdomslæreren.
Er du ikke hofmand?
Fyrst Julian.
Og hvad så?
Visdomslæreren
(sagtere).
(sagtere).
Har du selv den forvovenhed at prise kej-
serens efterfølger?
serens efterfølger?
Fyrst Julian
(gennemrystet).
(gennemrystet).
Ah!
Faksimile
s. 38
Visdomslæreren
(hurtigt).
(hurtigt).
Forråder du mig, så nægter jeg alt!
Fyrst Julian.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! –
Kejserens efterfølger, siger du? Jeg ved ikke
hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. –
Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om
Libanios's ligemand?
Kejserens efterfølger, siger du? Jeg ved ikke
hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. –
Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om
Libanios's ligemand?
Visdomslæreren.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en
yngling, som med magt og hårde bud, gennem
bønner og overtalelser, holdes fjernt fra lære-
salens lys?
yngling, som med magt og hårde bud, gennem
bønner og overtalelser, holdes fjernt fra lære-
salens lys?
Fyrst Julian
(med hast.)
(med hast.)
Sligt sker for at holde hans tro ren!
Visdomslæreren
(smiler).
(smiler).
Har denne unge mand så ringe tro til sin
tro? Hvad ved han om sin tro? Hvad ved en
kriger om sit skjold før det har skærmet ham?
tro? Hvad ved han om sin tro? Hvad ved en
kriger om sit skjold før det har skærmet ham?
Fyrst Julian.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder
og lærere, hører du –
og lærere, hører du –
Visdomslæreren.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det
er for kejserens skyld at hans unge slægtning
holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har
ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er stor
forresten; men han tåler ikke at hans efterfølger
lyser over riget –
er for kejserens skyld at hans unge slægtning
holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har
Faksimile
s. 39
ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er stor
forresten; men han tåler ikke at hans efterfølger
lyser over riget –
Fyrst Julian
(forvirret.)
(forvirret.)
Og det vover du –!
Visdomslæreren.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne,
men –
men –
Fyrst Julian.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i
enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
enrum med denne mand.
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad ved
du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
Visdomslæreren.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
Fyrst Julian.
Lige til; jeg beder dig.
Visdomslæreren.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur,
hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde;
– hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene
bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke
til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de
fleste af dem er den ikke til.
hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt
Faksimile
s. 40
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde;
– hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene
bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke
til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de
fleste af dem er den ikke til.
Fyrst Julian.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
Visdomslæreren.
For dig synes det dog. Og i al fald for
os. – –
os. – –
Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia,
da han under ordkamp med sin broder Gallos
tog gudernes sag og forsvarede dem mod Ga-
lilæeren?
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia,
da han under ordkamp med sin broder Gallos
tog gudernes sag og forsvarede dem mod Ga-
lilæeren?
Fyrst Julian.
Det var spøg, taleøvelser –
Visdomslæreren.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham?
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke
allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad
ynde i tankernes lette leg!
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke
allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad
ynde i tankernes lette leg!
Fyrst Julian.
Og det tykkes dig?
Visdomslæreren.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander,
som vi både måtte frygte for og længes efter.
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld
højde? Fattes der ham andet, end at gå den
samme skole igennem, som den Paulus gik igennem,
og som han gik så uskadt igennem, at han bag-
efter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere,
end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han
havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter
for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er
fra ham det kommer. Men glemmer han da,
denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han
selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som
han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det
ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets
våben, som han nu med en så højt lovprist fær-
dighed svinger imod os?
som vi både måtte frygte for og længes efter.
Faksimile
s. 41
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld
højde? Fattes der ham andet, end at gå den
samme skole igennem, som den Paulus gik igennem,
og som han gik så uskadt igennem, at han bag-
efter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere,
end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han
havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter
for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er
fra ham det kommer. Men glemmer han da,
denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han
selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som
han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det
ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets
våben, som han nu med en så højt lovprist fær-
dighed svinger imod os?
Fyrst Julian.
O, sandt; ustridig sandt!
Visdomslæreren.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i
sammenligning med de gaver, der så underfuldt
åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter
hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede
Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg
holder for vildfarende og som derfor desto vanske-
ligere vinder indgang, men som han dog for-
kyndte med en sådan åndens henrevethed, at –
ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mang-
foldige børn af hans egen alder gav sig under
ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke-
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
sammenligning med de gaver, der så underfuldt
åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter
hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede
Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg
holder for vildfarende og som derfor desto vanske-
ligere vinder indgang, men som han dog for-
kyndte med en sådan åndens henrevethed, at –
ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mang-
foldige børn af hans egen alder gav sig under
ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke-
Faksimile
s. 42
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg
besværger dig, lad mig vide det!
besværger dig, lad mig vide det!
Visdomslæreren.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og
han har sagt mere end det. Han har sagt: se
hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
han har sagt mere end det. Han har sagt: se
hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Fyrst Julian.
Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm.
Visdomslæreren.
Hist inde i de åbne læresale står kampen.
Dag og glæde er over striden og over de stri-
dende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd
knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende
i skyen –
Dag og glæde er over striden og over de stri-
dende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd
knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende
i skyen –
Fyrst Julian.
O, vig fra mig med dit hedenskab –
Visdomslæreren.
– og heltene går hjem til lejren, armom-
slyngede, uden nag, med blussende kinder, med
blodets svulmende strøm i alle årer, med erken-
delsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor
er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
slyngede, uden nag, med blussende kinder, med
blodets svulmende strøm i alle årer, med erken-
delsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor
er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
Faksimile
s. 43
Fyrst Julian.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro
det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har
Libanios sagt?
det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har
Libanios sagt?
Visdomslæreren.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom
han hid af anden grund, end for at søge en viss
ynglings hædrende venskab?
han hid af anden grund, end for at søge en viss
ynglings hædrende venskab?
Fyrst Julian
(spændt).
(spændt).
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den
hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den
hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
Visdomslæreren.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had
og vrede imellem de to kæmper.
og vrede imellem de to kæmper.
Fyrst Julian.
Du vil dog vel ikke nægte at det var Li-
banios –?
banios –?
Visdomslæreren.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
Fyrst Julian.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?
Visdomslæreren.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til
i kejserslottet og udspredte under hans navn –
i kejserslottet og udspredte under hans navn –
Faksimile
s. 44
Fyrst Julian.
Ah, hvad siger du der –?
Visdomslæreren.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være.
Du har en hvas tunge; – hvo ved, om ikke du
selv –
Du har en hvas tunge; – hvo ved, om ikke du
selv –
Fyrst Julian.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios
skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
Visdomslæreren.
Nej, nej!
Fyrst Julian.
Ikke engang det skændige digt om Atlas
med de skrå skuldre?
med de skrå skuldre?
Visdomslæreren.
Nej, nej, siger jeg.
Fyrst Julian.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskam-
mede vers om abekatten i hofklæder?
mede vers om abekatten i hofklæder?
Visdomslæreren.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i
læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det
er Hekebolios –
læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det
er Hekebolios –
Fyrst Julian.
Hekebolios!
Visdomslæreren.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
Faksimile
s. 45
Fyrst Julian
(med knyttede hænder).
(med knyttede hænder).
Ah, om så var!
Visdomslæreren.
Havde denne forblindede og bedragne yng-
ling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke
handlet så hårdt imod os.
ling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke
handlet så hårdt imod os.
Fyrst Julian.
Hvad taler du om?
Visdomslæreren.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.)
Fyrst Julian
(griber hans hånd).
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du?
Visdomslæreren.
En mand, som sørger fordi han ser det
guddoms-bårne gå under.
guddoms-bårne gå under.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
Visdomslæreren.
Det uskabte i det skiftende.
Fyrst Julian.
Lige mørkt for mig.
Visdomslæreren.
Der gives en hel og herlig verden, som I
Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en
højtid mellem billedstøtter og under tempelsange,
med fyldte skummende skåler og med roser i
håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd
og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en
højtid mellem billedstøtter og under tempelsange,
Faksimile
s. 46
med fyldte skummende skåler og med roser i
håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd
og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
Jeg kender den, som kunde være hersker i
dette store solfulde rige.
dette store solfulde rige.
Fyrst Julian
(angst).
(angst).
Ja, med salighedens forlis!
Visdomslæreren.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet.
Fyrst Julian.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig,
som den jeg er!
som den jeg er!
Visdomslæreren.
Genforening, som regndråbens med havet,
som det smuldrende løvs med den jord, der
fostred det.
som det smuldrende løvs med den jord, der
fostred det.
Fyrst Julian.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at
løfte mod dig!
løfte mod dig!
Visdomslæreren.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er
en tankernes og evnernes fægtesal –
en tankernes og evnernes fægtesal –
Fyrst Julian
(vigende).
(vigende).
Ah!
Visdomslæreren.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er
Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de gud-
dommelige ting volder ingen splid imellem os. –
Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de gud-
dommelige ting volder ingen splid imellem os. –
Faksimile
s. 47
Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden
landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæb-
nens slag. Se os med løv om de løftede pander.
Således går vi bort, – kortende natten med
sang, og forventende Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører
landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæb-
nens slag. Se os med løv om de løftede pander.
Således går vi bort, – kortende natten med
sang, og forventende Helios.
man båden ro bort med dem.)
Fyrst Julian
(ser længe ud over vandet).
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand?
Agathon
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –!
Fyrst Julian
(i livfuld bevægelse).
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den
store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Aga-
thon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt
må dog ikke det hedenske øje være!
store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Aga-
thon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt
må dog ikke det hedenske øje være!
Agathon.
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
Fyrst Julian
(uden at agte på ham).
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstygge-
lige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag
min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg
bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad
mine lader og min tale; Hekebolios selv –!
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg
bliver ond her.
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstygge-
lige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag
min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg
bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad
mine lader og min tale; Hekebolios selv –!
Faksimile
s. 48
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg
bliver ond her.
Agathon.
O, du ved det ikke, – just du er særlig
under nåden.
under nåden.
Fyrst Julian
(går op og ned ved rækværket).
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med.
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig
for sin ligemand. Det er mig han venter på –
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig
for sin ligemand. Det er mig han venter på –
Agathon.
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
Fyrst Julian.
Ven, hvad mener du?
Agathon.
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt.
En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
Agathon.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
Fyrst Julian.
De dumdristige! Det er dem jo strængt
forbudt –
forbudt –
Agathon.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrig-
heden lod templet bryde ned, og vi sønderslog
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære
iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre.
Under salmesang, og med hellige faner foran,
drog vi gennem staden og faldt som vredens
sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbar-
heder fra dem; mange huse blev stukne i brand;
mange hedninger omkom i ilden; end flere flyg-
tende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor
tid til Guds ære!
heden lod templet bryde ned, og vi sønderslog
Faksimile
s. 49
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære
iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre.
Under salmesang, og med hellige faner foran,
drog vi gennem staden og faldt som vredens
sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbar-
heder fra dem; mange huse blev stukne i brand;
mange hedninger omkom i ilden; end flere flyg-
tende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor
tid til Guds ære!
Fyrst Julian.
Og så? Synet, min Agathon!
Agathon.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og
vi afstod fra forfølgelsen. –
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og
vi afstod fra forfølgelsen. –
Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge
eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul ind-
vendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i
brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd,
jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvor-
ledes det var. –
eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul ind-
vendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i
brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd,
jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvor-
ledes det var. –
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra
hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted
sine øjne mildt på mig.
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra
hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted
sine øjne mildt på mig.
Fyrst Julian.
Det så du!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
4
Faksimile
s. 50
Agathon.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat
op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! –
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde
være under udvælgelsen?
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde
være under udvælgelsen?
Agathon.
Det er du visselig.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; –
således er det, min Agathon! Det er Guds vilje
at jeg skal søge Libanios –
således er det, min Agathon! Det er Guds vilje
at jeg skal søge Libanios –
Agathon.
Nej, nej, hør mig tilende!
Fyrst Julian.
– liste ham hans kunst og hans lærdom
af, – fælde de vantro med deres egne våben, –
slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i Her-
rens sag!
af, – fælde de vantro med deres egne våben, –
slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i Her-
rens sag!
Agathon.
Nej, nej, det er ikke således ment.
Fyrst Julian.
Kan du tvivle? Libanios, – er ikke han
vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
Faksimile
s. 51
Agathon.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen
føjed til: forkynd den kårne at han skal ryste
kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere
gå ind ad dens porte.
føjed til: forkynd den kårne at han skal ryste
kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere
gå ind ad dens porte.
Fyrst Julian.
Og det er du viss på, Agathon?
Agathon.
Ja, tilfulde.
Fyrst Julian.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor,
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med
lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.)
lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.)
Fyrst Julian
(imod ham).
(imod ham).
Gallos!
Fyrst Gallos.
Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det men-
neske?
neske?
Fyrst Julian.
Agathon.
Fyrst Gallos.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse
med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo
Kappadokieren! Du er bleven en hel mand –
med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo
Kappadokieren! Du er bleven en hel mand –
Fyrst Julian.
Ved du det, Gallos, – kejseren har spurgt
efter dig.
efter dig.
4*
Faksimile
s. 52
Fyrst Gallos
(spændt).
(spændt).
Nu? I nat?
Fyrst Julian.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at
være i den yderste vrede.
være i den yderste vrede.
Fyrst Gallos.
Hvoraf ved du det? Hvad sagde han?
Fyrst Julian.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad
et orakel havde svaret.
et orakel havde svaret.
Fyrst Gallos.
Ah!
Fyrst Julian.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det?
Fyrst Gallos.
Det gælder død eller landsforvisning.
Agathon.
Nådige frelser!
Fyrst Julian.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden
var trøstig. O, men tal, tal!
var trøstig. O, men tal, tal!
Fyrst Gallos.
Hvad skal jeg tale? Ved jeg mere, end du?
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
Faksimile
s. 53
Fyrst Julian.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har
vovet!
vovet!
Fyrst Gallos.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i
uvisshed og angst? Lad ham handle med mig,
som han vil; alt andet er bedre, end dette –
uvisshed og angst? Lad ham handle med mig,
som han vil; alt andet er bedre, end dette –
Fyrst Julian
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
Varsom, Gallos! Hvad er det med sende-
budet?
budet?
Fyrst Gallos.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne
i Abydos –
i Abydos –
Fyrst Julian.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
Fyrst Gallos.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud
over; men – ja, nu kan du gerne vide det –
jeg har spurgt om udfaldet af Perser-krigen –
over; men – ja, nu kan du gerne vide det –
jeg har spurgt om udfaldet af Perser-krigen –
Fyrst Julian.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på
dig; du har spurgt om mere!
dig; du har spurgt om mere!
Fyrst Gallos.
Hold op; jeg har ikke spurgt –
Fyrst Julian.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands
liv eller død!
liv eller død!
Faksimile
s. 54
Fyrst Gallos.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge
mere på hjerte, end dette?
mere på hjerte, end dette?
Fyrst Julian
(falder ham i armene).
(falder ham i armene).
Ti stille, du rasende!
Fyrst Gallos.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en
hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer.
Jeg vil skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.)
Har du set ham, Kappadokier? Har du set mor-
deren?
hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer.
Jeg vil skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.)
Har du set ham, Kappadokier? Har du set mor-
deren?
Fyrst Julian.
Gallos! Broder!
Agathon.
Morderen!
Fyrst Gallos.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder,
min stedmoders, min ældste broders –
min stedmoders, min ældste broders –
Fyrst Julian.
O, du kalder fordærvelse over os!
Fyrst Gallos.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig;
vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, sam-
vittigheden tumler med ham; den risler ham gennem
benpiberne som en orme-mylder.
vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, sam-
vittigheden tumler med ham; den risler ham gennem
benpiberne som en orme-mylder.
Fyrst Julian.
Hør ikke på ham! Bort, bort!
Faksimile
s. 55
Fyrst Gallos
(griber Julian i skulderen).
(griber Julian i skulderen).
Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er
det kanske dig, som har forrådt mig?
det kanske dig, som har forrådt mig?
Fyrst Julian.
Jeg! Din egen broder –!
Fyrst Gallos.
Ah, hvad broder, broder! Broderskabet skær-
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet
mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det
være? Tror du ikke jeg ved, hvad her hviskes
om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger.
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet
mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det
være? Tror du ikke jeg ved, hvad her hviskes
om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger.
Fyrst Julian.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har
kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er
mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hær-
skarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej,
nej, nej!
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har
kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er
mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hær-
skarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej,
nej, nej!
Fyrst Gallos.
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
Fyrst Julian.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke ved,
hvad der er hændt. Jeg ved det knapt selv.
O, Agathon, – om dette hoved skulde salves!
Var det ikke et frafald, – en synd til døden?
Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som
dryppende bly!
hvad der er hændt. Jeg ved det knapt selv.
O, Agathon, – om dette hoved skulde salves!
Var det ikke et frafald, – en synd til døden?
Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som
dryppende bly!
Faksimile
s. 56
Fyrst Gallos.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet,
end Julius Cæsar.
end Julius Cæsar.
Fyrst Julian.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad
kejserens er –
kejserens er –
Fyrst Gallos.
Min faders blod, – din faders og din mo-
ders –!
ders –!
Fyrst Julian.
O, hvad ved vi om hine rædsler? Vi var jo
små dengang. Det meste var soldaternes skyld;
det var oprørerne, – onde rådgivere –
små dengang. Det meste var soldaternes skyld;
det var oprørerne, – onde rådgivere –
Fyrst Gallos
(ler).
(ler).
Efterfølgeren øver sig!
Fyrst Julian
(i gråd).
(i gråd).
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
Fyrst Gallos
(hurtigt, ser imod kirken).
(hurtigt, ser imod kirken).
Nu kommer han!
Fyrst Julian.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Heke-
bolios!
bolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle
går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem
de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig
klædning.)
går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem
de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig
klædning.)
Faksimile
s. 57
Skriftlæreren Hekebolios
(idet han vil gå forbi til venstre).
(idet han vil gå forbi til venstre).
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter
havt en tung stund for din skyld.
havt en tung stund for din skyld.
Fyrst Julian.
Desværre; det har du visst altfor ofte.
Skriftlæreren Hekebolios.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det
er dit trodsige sindelag, som han vredes over;
det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verds-
lige forfængelighed –
er dit trodsige sindelag, som han vredes over;
det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verds-
lige forfængelighed –
Fyrst Julian.
Jeg ved det, min Hekebolios! Du siger mig
det så tidt.
det så tidt.
Skriftlæreren Hekebolios.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring.
O, det var som om vor ellers så nåderige frelser
slog det hen, – som om han ikke vilde høre på
mig; han lod tant og spredthed snige sig ind i
mine tanker –
O, det var som om vor ellers så nåderige frelser
slog det hen, – som om han ikke vilde høre på
mig; han lod tant og spredthed snige sig ind i
mine tanker –
Fyrst Julian.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde
Hekebolios, – du beder selv for os umælende
dyr, – at sige, når vi går i hofklæder!
Hekebolios, – du beder selv for os umælende
dyr, – at sige, når vi går i hofklæder!
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvad siger du, min søn!
Fyrst Julian.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint
forsmædelige digt?
forsmædelige digt?
Faksimile
s. 58
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og
helligt er –!
helligt er –!
Fyrst Julian.
Det står i dine øjne at du lyver! Jeg ved
med fuld visshed at du har skrevet det. Hvor-
ledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og
det til og med i Libanios's navn?
med fuld visshed at du har skrevet det. Hvor-
ledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og
det til og med i Libanios's navn?
Skriftlæreren Hekebolios.
Nu vel, min inderlig kære, når du ved det,
så –
så –
Fyrst Julian.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –
Skriftlæreren Hekebolios.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren
engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af
omhu for dig, så ved jeg at en nådefuld Gud
har med velbehag skuet ned på min færd og
udstrakt sin billigende hånd derover.
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren
engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af
omhu for dig, så ved jeg at en nådefuld Gud
har med velbehag skuet ned på min færd og
udstrakt sin billigende hånd derover.
Fyrst Julian.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne
fingre –
fingre –
Skriftlæreren Hekebolios.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken.
Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne
på højre side.)
Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne
på højre side.)
Kejser Konstanzios.
O, denne livsalige himmelfred over mig!
Faksimile
s. 59
Kejserinde Eusebia.
Du føler dig styrket, min Konstanzios?
Kejser Konstanzios.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over
mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør
jeg vove meget, Memnon!
mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør
jeg vove meget, Memnon!
Slaven Memnon
(sagte).
(sagte).
Vov straks, herre!
Kejser Konstanzios.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.)
Fyrst Gallos
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt!
Kejser Konstanzios
(med udstrakte arme).
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle
til jorden. Hils Cæsar Gallos!
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle
til jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.)
Kejserinde Eusebia
(med et skrig).
(med et skrig).
Konstanzios!
Fyrst Gallos
(fortumlet).
(fortumlet).
Cæsar!
Faksimile
s. 60
Fyrst Julian.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)
Kejser Konstanzios
(slår afværgende imod ham).
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke
Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig?
Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig?
Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
Fyrst Gallos.
Jeg – jeg Cæsar!
Kejser Konstanzios.
Min arving og min efterfølger. Inden tre
dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen
ligger dig jo stærkt paa hjerte –
dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen
ligger dig jo stærkt paa hjerte –
Fyrst Gallos.
O, min nådigste herre –!
Kejser Konstanzios.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong
Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor
bekymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet
Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor
bekymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
og kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, –
det måtte så være.
det måtte så være.
Fyrst Julian.
Velsignelse over kejserens vilje!
Faksimile
s. 61
Kejser Konstanzios.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også
tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde
frit i Konstantinopel –
tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde
frit i Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
Kejser Konstanzios.
Du ved det allerede? Hvem har sagt dig det?
Fyrst Julian.
Hvilket, herre?
Kejser Konstanzios.
At Libanios er forvist?
Fyrst Julian.
Libanios – forvist!
Kejser Konstanzios.
Jeg har forvist ham til Athen.
Fyrst Julian.
Ah!
Kejser Konstanzios.
Der ude ligger skibet; han sejler inat.
Fyrst Julian
(sagte).
(sagte).
Ham selv; ham selv!
Kejser Konstanzios.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være
dig et ringe vederlag, min Julian –
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være
dig et ringe vederlag, min Julian –
Faksimile
s. 62
Fyrst Julian
(griber raskt hans hånd).
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig en nåde til!
Kejser Konstanzios.
Kræv alt, hvad du vil.
Fyrst Julian.
Lad mig rejse til Pergamon. Du ved, den
gamle Ædesios lærer der –
gamle Ædesios lærer der –
Kejser Konstanzios.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hed-
ningerne –?
ningerne –?
Fyrst Julian.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet
olding og derhos affældig –
olding og derhos affældig –
Kejser Konstanzios.
Og hvad vil du ham, broder?
Fyrst Julian.
Jeg vil lære at brydes med løverne.
Kejser Konstanzios.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes
ikke –; du tror dig stærk nok –?
ikke –; du tror dig stærk nok –?
Fyrst Julian.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst.
Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Kejser Konstanzios.
Julian!
Fyrst Julian.
I denne nat var du selv hans redskab uden
at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
Faksimile
s. 63
Fyrst Gallos
(sagte til kejseren).
(sagte til kejseren).
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at
pønse på større ting.
pønse på større ting.
Kejserinde Eusebia.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne
dragende længsel imod.
dragende længsel imod.
Skriftlæreren Hekebolios
(sagte).
(sagte).
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg
mistvivler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
mistvivler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
Kejser Konstanzios.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i
denne stund? Gå med Gud, Julian!
denne stund? Gå med Gud, Julian!
Fyrst Julian
(kysser hans hænder).
(kysser hans hænder).
O, tak, – tak!
Kejser Konstanzios.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker
i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig,
Cæsar Gallos!
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker
i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig,
Cæsar Gallos!
(Toget sætter sig i bevægelse.)
Fyrst Gallos
(sagte).
(sagte).
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Fyrstinde Helena.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.
Faksimile
s. 64
Fyrst Gallos.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i
dette?
dette?
Fyrstinde Helena.
Hyss!
Fyrst Gallos.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
Fyrstinde Helena.
Memnons spartanske hund.
Fyrst Gallos.
Hvad mener du?
Fyrstinde Helena.
Memnons hund. Julian har givet den et fod-
spark; det er det, som hævnes.
spark; det er det, som hævnes.
Kejser Konstanzios.
Hvorfor så taus, Eusebia?
Kejserinde Eusebia
(sagte, i gråd).
(sagte, i gråd).
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
Kejser Konstanzios.
Elleve skygger kræved det.
Kejserinde Eusebia.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne.
Kejser Konstanzios
(råber).
(råber).
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs,
blæs!
blæs!
(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer
frem mellem træerne.)
frem mellem træerne.)
Faksimile
s. 65
Fyrst Julian.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!
Agathon.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
Fyrst Julian.
Hørte du, hvad her gik for sig?
Agathon.
Ja, alt.
Fyrst Julian.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
Agathon.
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
Fyrst Julian.
Hyss! Du kender ikke til –; vi må være
listige som slanger. Først til Pergamon, – og
så til Athen!
listige som slanger. Først til Pergamon, – og
så til Athen!
Agathon.
Farvel, min ven og herre!
Fyrst Julian.
Vil du følge mig, Agathon?
Agathon.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem; jeg har
min lille broder at sørge for.
min lille broder at sørge for.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
5
Faksimile
s. 66
Fyrst Julian
(ved rækværket).
(ved rækværket).
Der letter de anker. – God bør, du vingede
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råber dæmpet:)
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
Ah!
Agathon.
Hvad var det?
Fyrst Julian.
Hist faldt en stjerne.
Faksimile
ANDEN HANDLING.
(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billedstøtter
og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade.
Solnedgang.)
og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade.
Solnedgang.)
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved
en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlin-
ger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større
flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlin-
ger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større
flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
Basilios fra Cæsaræa
(ser op fra sin bog).
(ser op fra sin bog).
Hvad betyder hine vilde skrig?
Gregor fra Nazianz.
Der er landet et skib fra Efesos.
Basilios fra Cæsaræa.
Med nye lærlinger?
Gregor fra Nazianz.
Ja.
Basilios fra Cæsaræa
(rejser sig).
(rejser sig).
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor;
lad os ikke se al den utérlighed.
lad os ikke se al den utérlighed.
5*
Faksimile
s. 68
Gregor fra Nazianz
(peger ud til venstre).
(peger ud til venstre).
Se did. Er det et lysteligere syn?
Basilios fra Cæsaræa.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med
blussende ansigt –
blussende ansigt –
Gregor fra Nazianz.
Ja, og bag efter ham denne ravende tin-
øjede flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af
vin! De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
øjede flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af
vin! De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
Basilios fra Cæsaræa.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor;
det er kristne ynglinge –
det er kristne ynglinge –
Gregor fra Nazianz.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Ze-
nons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to
andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Ze-
nons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to
andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
Fyrst Julian
(høres råbende udenfor til venstre).
(høres råbende udenfor til venstre).
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappa-
dokia!
dokia!
Basilios fra Cæsaræa.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler
ikke at se ham således.
ikke at se ham således.
Gregor fra Nazianz.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst
Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har
uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne
er Sallust fra Perusia.)
Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har
uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne
er Sallust fra Perusia.)
Faksimile
s. 69
Mange i skaren.
Leve Athens lys! Leve visdommens og vel-
talenhedens elsker!
talenhedens elsker!
Fyrst Julian.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får
I idag.
I idag.
Sallust fra Perusia.
Når vor fører tier, føler vi det tomt, som
morgenen efter et natligt gilde.
morgenen efter et natligt gilde.
Fyrst Julian.
Skal det være, så lad det være noget nyt.
Lad det være en rettergangs-leg.
Lad det være en rettergangs-leg.
Hele flokken.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
Fyrst Julian.
Væk med fyrsten, I venner –
Sallust fra Perusia.
Stig op, du uforlignelige!
Fyrst Julian.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står manden.
Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra
Nazianz?
Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra
Nazianz?
Sallust fra Perusia.
Det er sandt!
Fyrst Julian.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er
en anklaget.
en anklaget.
Faksimile
s. 70
Gregor fra Nazianz.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.
Fyrst Julian.
På dommersædet, siger jeg! På dommer-
sædet! (til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
sædet! (til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
Nogle stemmer.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
Sallust fra Perusia.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugude-
lige kalder det.
lige kalder det.
Fyrst Julian.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det.
Jeg har nægtet at svare kejseren skat –
Jeg har nægtet at svare kejseren skat –
Mange stemmer.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
Fyrst Julian.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med
sammensnørte hænder –
sammensnørte hænder –
Sallust fra Perusia
(til Gregor).
(til Gregor).
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom ret-
færdigheden er blind –, se denne forvovne mand;
han har vægret sig for at yde kejseren skat.
færdigheden er blind –, se denne forvovne mand;
han har vægret sig for at yde kejseren skat.
Fyrst Julian.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens
vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget
er en græsk borger kejseren skyldig?
vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget
er en græsk borger kejseren skyldig?
Faksimile
s. 71
Gregor fra Nazianz.
Hvad kejseren kræver.
Fyrst Julian.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
meget tør kejseren kræve?
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
meget tør kejseren kræve?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Det var sandelig svaret, som om kejseren
selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi
der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er,
– og Gud, hvad Guds er.
selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi
der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er,
– og Gud, hvad Guds er.
Gregor fra Nazianz.
Og hvad så?
Fyrst Julian.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor
meget af mit hører Gud til?
meget af mit hører Gud til?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg
lov til at give kejseren?
lov til at give kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Kære venner, ikke mere af denne leg.
Lærlingerne
(under støj og latter).
(under støj og latter).
Jo, jo; svar ham!
Faksimile
s. 72
Fyrst Julian.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren
kræve?
kræve?
Gregor fra Nazianz.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
Mange stemmer.
Slå ring om ham!
Fyrst Julian.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige
dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen,
hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar
mig, I kejserens og visdommens vordende tje-
nere, – har han ikke villet unddrage sig kej-
serens magt?
dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen,
hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar
mig, I kejserens og visdommens vordende tje-
nere, – har han ikke villet unddrage sig kej-
serens magt?
Lærlingerne.
Jo, jo!
Fyrst Julian.
Og hvad straf sætter I for en slig ugerning?
Stemmer.
Døden! Døden i et vinkar!
Fyrst Julian.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
Nogle i skaren.
Kejserens magt er uden grænse.
Faksimile
s. 73
Fyrst Julian.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
Lærlingerne.
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
Fyrst Julian.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos
og de andre visdomsvenner i østerlandene? De
siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den
vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig
op imod kejseren – er altså i særligt forbund
med det himmelske. – Udgyd vin for Kappa-
dokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en
æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos
og de andre visdomsvenner i østerlandene? De
siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den
vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig
op imod kejseren – er altså i særligt forbund
med det himmelske. – Udgyd vin for Kappa-
dokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en
æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
Lærlingerne
(under latter og jubel).
(under latter og jubel).
Priset være Kappadokieren! Priset være Kap-
padokierens dommer!
padokierens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer
over pladsen.)
over pladsen.)
Visdomslæreren Libanios.
Ej, se, – jeg tror min broder Julian for-
kynder visdom på åbent torv!
kynder visdom på åbent torv!
Fyrst Julian.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo
vandret ud.
vandret ud.
Visdomslæreren Libanios.
Er visdommen vandret ud?
Faksimile
s. 74
Fyrst Julian.
Eller i færd med at vandre ud; thi, ikke
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
Visdomslæreren Libanios.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
Fyrst Julian.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som
ikke ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
ikke ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
Visdomslæreren Libanios.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
Fyrst Julian.
Det er lastet til randen med lærdoms-spirer –
Visdomslæreren Libanios
(hånligt).
(hånligt).
Det kommer jo fra Efesos!
Fyrst Julian.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer
fra?
fra?
Visdomslæreren Libanios.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres første-
fødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger
mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg
udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guld-
mynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en
gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en
fuldvægtig guldmynt? –
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres første-
fødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger
mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg
udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guld-
mynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en
gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
Faksimile
s. 75
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en
fuldvægtig guldmynt? –
Hør da, hvis det så synes eder. Her blev
sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos?
Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra
mig at nævne navne; selv kalder de sig visdoms-
elskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken
ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne
stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende
klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig.
Hine mænd, som holder sig selv for at elske og
at forkynde visdommen, de stimler sammen på
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides,
glemmer al sømmelighed og sætter al anstand
tilside. Og hvorfor? For at være den første på
tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge
til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri,
håbende, siden at skulle drage fordel af dem på
allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det
om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at
betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor
ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe
det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger
udenfor sandheden.
sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos?
Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra
mig at nævne navne; selv kalder de sig visdoms-
elskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken
ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne
stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende
klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig.
Hine mænd, som holder sig selv for at elske og
at forkynde visdommen, de stimler sammen på
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides,
glemmer al sømmelighed og sætter al anstand
tilside. Og hvorfor? For at være den første på
tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge
til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri,
håbende, siden at skulle drage fordel af dem på
allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det
om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at
betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor
ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe
det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger
udenfor sandheden.
Fyrst Julian.
O, min Libanios, når jeg hører dig med luk-
kede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
kede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
Faksimile
s. 76
Visdomslæreren Libanios.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!
Fyrst Julian.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at
bryde din tale af; thi denne gang vil i al fald
en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
bryde din tale af; thi denne gang vil i al fald
en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
Visdomslæreren Libanios.
Min ven spøger.
Fyrst Julian.
Din ven forsikrer dig at statholderen Milons
to sønner er ombord.
to sønner er ombord.
Visdomslæreren Libanios
(griber ham i ærmet).
(griber ham i ærmet).
Hvad siger du?
Fyrst Julian.
Den Diogenes's efterfølger, som får dem at
opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
Visdomslæreren Libanios.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon,
som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
Fyrst Julian.
Mange fandt at det var for ringe gave for
Milon.
Milon.
Visdomslæreren Libanios.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt;
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller et
brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele stat-
holderen Milons slægt er rigt udrustet.
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller et
Faksimile
s. 77
brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele stat-
holderen Milons slægt er rigt udrustet.
Fyrst Julian.
Mest de to ynglinge.
Visdomslæreren Libanios.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den vel-
gørende og gavmilde faders skyld, at de må
falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o
Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos.
Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men
jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds
velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger
så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine
unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi
disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper
dem at træffe det gavnligste valg af lærer og
bolig og –
gørende og gavmilde faders skyld, at de må
falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o
Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos.
Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men
jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds
velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger
så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine
unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi
disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper
dem at træffe det gavnligste valg af lærer og
bolig og –
Sallust fra Perusia.
Jeg er med!
Lærlingerne.
Til Piræos! Til Piræos!
Sallust fra Perusia.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor fra
Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)
Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)
Fyrst Julian
(følger dem med øjnene).
(følger dem med øjnene).
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til
Gregor.) Havde de i denne stund et suk til Gud,
skulde det være at han vilde tømme deres maver
for frokosten.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
Faksimile
s. 78
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til
Gregor.) Havde de i denne stund et suk til Gud,
skulde det være at han vilde tømme deres maver
for frokosten.
Gregor fra Nazianz.
Julian –
Fyrst Julian.
Se kun på mig; jeg er ædru.
Gregor fra Nazianz.
Jeg ved det. Du er mådeholden i alle ting.
Og dog lever du dette liv med.
Og dog lever du dette liv med.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Ved du eller jeg når lynet
slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag?
Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barn-
dom og mine første ungdomsår i et gyldent sla-
veri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg
kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse
skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra
kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg
forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kej-
seren taug til det. Jeg drog på egen hånd til
Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Ni-
kokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg
kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag?
Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barn-
dom og mine første ungdomsår i et gyldent sla-
veri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg
kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse
skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra
kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg
forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kej-
seren taug til det. Jeg drog på egen hånd til
Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Ni-
kokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg
kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
Gregor fra Nazianz.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
Faksimile
s. 79
Fyrst Julian.
O, du ved ikke –! Jeg hader denne magt
udenfor mig, forfærdende når den handler, –
end mere forfærdende når den hviler.
udenfor mig, forfærdende når den handler, –
end mere forfærdende når den hviler.
Gregor fra Nazianz.
Vær ærlig, ven, og sig mig om det er blot
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
Fyrst Julian.
Hvad mener du med sælsomme veje?
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du
tilbringer dine nætter med at udforske de he-
denske hemmeligheder i Eleusis?
tilbringer dine nætter med at udforske de he-
denske hemmeligheder i Eleusis?
Fyrst Julian.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
Gregor fra Nazianz.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du
søge dette skændselsfulde samkvem!
søge dette skændselsfulde samkvem!
Fyrst Julian.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så
højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten
ydmyg og skælvende af glæde frem for det men-
neske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte
ham min store broder.
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så
højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten
ydmyg og skælvende af glæde frem for det men-
neske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte
ham min store broder.
Faksimile
s. 80
Gregor fra Nazianz.
Ja, det var alle kristnes mening at du drev
det for vidt.
det for vidt.
Fyrst Julian.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen.
Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds
sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios
har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har
aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil
kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios
er ingen stor mand.
Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds
sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios
har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har
aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil
kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios
er ingen stor mand.
Gregor fra Nazianz.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland
at han er det.
at han er det.
Fyrst Julian.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg
dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var han
stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi
en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad
har jeg ikke her været vidne til! Libanios har
stor lærdom, men han er ingen stor mand. Li-
banios er grisk; han er forfængelig; han er op-
tændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet
tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del
ved mine venners overbærenhed – har været så
heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios,
så kan han regne dig op alle dyders væsen og
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom
han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han
disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han
en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha!
Smigred han ikke kejseren inden han blev for-
jaget? Smigred han ikke mig ved vort sammen-
træf i Konstantinopel, dette sammentræf, som
han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på
at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham
nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar
Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til
lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved
lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. –
Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde
for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke
nægte at dette harmer mig. Jeg troede dog,
sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe
et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt
mere på de visdommens og veltalenhedens dyr-
kere, som i de senere år –
dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var han
stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi
en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad
har jeg ikke her været vidne til! Libanios har
stor lærdom, men han er ingen stor mand. Li-
banios er grisk; han er forfængelig; han er op-
tændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet
tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del
ved mine venners overbærenhed – har været så
heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios,
så kan han regne dig op alle dyders væsen og
Faksimile
s. 81
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom
han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han
disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han
en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha!
Smigred han ikke kejseren inden han blev for-
jaget? Smigred han ikke mig ved vort sammen-
træf i Konstantinopel, dette sammentræf, som
han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på
at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham
nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar
Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til
lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved
lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. –
Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde
for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke
nægte at dette harmer mig. Jeg troede dog,
sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe
et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt
mere på de visdommens og veltalenhedens dyr-
kere, som i de senere år –
Basilios fra Cæsaræa
(kommer fra højre side).
(kommer fra højre side).
Breve! Breve fra Kappadokia!
Gregor fra Nazianz.
Også til mig?
Basilios fra Cæsaræa.
Se her; fra din moder.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
6
Faksimile
s. 82
Gregor fra Nazianz.
Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.)
Fyrst Julian
(til Basilios).
(til Basilios).
Er det din søster, som skriver?
Basilios fra Cæsaræa
(der er kommen med sit eget brev åbent).
(der er kommen med sit eget brev åbent).
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge
og sælsomme tidender.
og sælsomme tidender.
Fyrst Julian.
Hvilke; hvilke?
Basilios fra Cæsaræa.
Først om din høje broder Gallos. Han øver
et strængt herredømme i Antiokia.
et strængt herredømme i Antiokia.
Fyrst Julian.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt
herredømme»?
herredømme»?
Basilios fra Cæsaræa
(ser på ham).
(ser på ham).
Makrina skriver «blodigt» –
Fyrst Julian.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kej-
seren ham denne ryggesløse enke, denne Kon-
stantina, til ægte!
seren ham denne ryggesløse enke, denne Kon-
stantina, til ægte!
Gregor fra Nazianz
(læsende).
(læsende).
O, hvad uhørt skændighed!
Faksimile
s. 83
Fyrst Julian.
Hvad er det, ven?
Gregor fra Nazianz
(til Basilios).
(til Basilios).
Nævner Makrina intet om, hvad der går for
sig i Antiokia?
sig i Antiokia?
Basilios fra Cæsaræa.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
Gregor fra Nazianz.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexan-
drineren?
drineren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja; hvad er der med ham?
Gregor fra Nazianz.
Han er myrdet, Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad siger du! Myrdet?
Gregor fra Nazianz.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet
ham uden lov og dom.
ham uden lov og dom.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvem har henrettet ham?
Gregor fra Nazianz.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min
moder fortæller sammenhængen således: Klema-
zios's svigermoder var bleven optændt af en uren
elskov til sin datters mand; men da hun ingen
vej kunde komme med ham, skaffede hun sig
gennem en bagdør adgang til slottet –
moder fortæller sammenhængen således: Klema-
zios's svigermoder var bleven optændt af en uren
elskov til sin datters mand; men da hun ingen
6*
Faksimile
s. 84
vej kunde komme med ham, skaffede hun sig
gennem en bagdør adgang til slottet –
Fyrst Julian.
Hvilket slot?
Gregor fra Nazianz.
Min moder skriver kun slottet.
Fyrst Julian.
Nu? Og så –?
Gregor fra Nazianz.
Man ved kun, at hun der har skænket en
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
Fyrst Julian.
Ah, men den fik de ikke!
Gregor fra Nazianz.
De fik den, Julian!
Fyrst Julian.
O, Jesus!
Basilios fra Cæsaræa.
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
Gregor fra Nazianz.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Ho-
noratos. Denne svage mand voved ikke at mod-
sætte sig så høj befaling. Klemazios blev fæng-
slet og henrettet tidligt næste morgen, uden at
han, som min moder skriver, fik åbne sin mund
til forsvar.
noratos. Denne svage mand voved ikke at mod-
sætte sig så høj befaling. Klemazios blev fæng-
slet og henrettet tidligt næste morgen, uden at
han, som min moder skriver, fik åbne sin mund
til forsvar.
Faksimile
s. 85
Fyrst Julian
(sagte og bleg).
(sagte og bleg).
Brænd disse farlige breve; de kan bringe os
alle i ulykke.
alle i ulykke.
Basilios fra Cæsaræa.
Så åbenbar vold; midt i en stor stad! Hvor
er vi; hvor er vi?
er vi; hvor er vi?
Fyrst Julian.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kri-
sten morder, en kristen bolerske, en kristen –
sten morder, en kristen bolerske, en kristen –
Gregor fra Nazianz.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad
agter du at gøre?
agter du at gøre?
Fyrst Julian.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg
vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud at han tog magtens fri-
stelse fra mig.
vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud at han tog magtens fri-
stelse fra mig.
Gregor fra Nazianz.
Godt; men så?
Fyrst Julian.
Jeg forstår dig ikke –
Gregor fra Nazianz.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med
mordet på Klemazios. Denne uhørte skændsels-
dåd har slåt ned som en pest over Antiokia.
Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine
smuthuller. Min moder skriver at det er som
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hu-
struer angiver sine mænd, sønner angiver sine
fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
mordet på Klemazios. Denne uhørte skændsels-
dåd har slåt ned som en pest over Antiokia.
Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine
smuthuller. Min moder skriver at det er som
Faksimile
s. 86
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hu-
struer angiver sine mænd, sønner angiver sine
fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
Fyrst Julian.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstygge-
ligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om
jeg kunde flygte til verdens grænse –!
ligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om
jeg kunde flygte til verdens grænse –!
Gregor fra Nazianz.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!
Fyrst Julian.
Hvad kræver du?
Gregor fra Nazianz.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd
frem for ham, – han kalder sig jo en kristen.
Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til
jorden i rædsel og nag –
frem for ham, – han kalder sig jo en kristen.
Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til
jorden i rædsel og nag –
Fyrst Julian
(vigende).
(vigende).
Afsindige, hvad tænker du!
Gregor fra Nazianz.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
Fyrst Julian.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
Gregor fra Nazianz.
Du havde –?
Fyrst Julian.
Så længe han kun var min broder. Men
nu –; er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios,
– o I dyrebare venner, – jeg skælver for mit
liv, jeg ånder i angst for Cæsar Gallos. Og jeg
skulde tænke på at træde ham under øjnene,
jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for ham!
nu –; er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios,
Faksimile
s. 87
– o I dyrebare venner, – jeg skælver for mit
liv, jeg ånder i angst for Cæsar Gallos. Og jeg
skulde tænke på at træde ham under øjnene,
jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for ham!
Gregor fra Nazianz.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser
fra Konstantinopel for at kæmpe imod den falske
visdom, – for at hævde den kristne sandhed
imod hedenskabets løgn. Hvad har du virket i
så måde?
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser
fra Konstantinopel for at kæmpe imod den falske
visdom, – for at hævde den kristne sandhed
imod hedenskabets løgn. Hvad har du virket i
så måde?
Fyrst Julian.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
Gregor fra Nazianz.
Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde
imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke
med ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian,
det er ude i livet, du skal møde frem, med livet
i hænderne –
imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke
med ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian,
det er ude i livet, du skal møde frem, med livet
i hænderne –
Fyrst Julian.
Jeg ser det; jeg ser det!
Gregor fra Nazianz.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du.
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Fyrst Julian.
Du sagde selv, det var bespottelse –
Faksimile
s. 88
Gregor fra Nazianz.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?
Fyrst Julian
(rask).
(rask).
Nu vel; skal vi følges?
Gregor fra Nazianz
(afvisende).
(afvisende).
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt
at værge om. Videre går hverken min magt
eller mine evner.
at værge om. Videre går hverken min magt
eller mine evner.
Fyrst Julian
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
Til bakkanal!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian!
Fyrst Julian.
Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem
søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de ny-
ankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.)
søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de ny-
ankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.)
Basilios fra Cæsaræa
(nærmere).
(nærmere).
Julian, vil du høre mig?
Fyrst Julian.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad,
– salvet deres hår. Se, hvor de svinger knip-
lerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad
siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din
vrede skygge –
– salvet deres hår. Se, hvor de svinger knip-
lerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad
siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din
vrede skygge –
Faksimile
s. 89
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, kom!
Fyrst Julian.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem
sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
Basilios fra Cæsaræa.
Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vandspringet.
Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.)
Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.)
Fyrst Julian
(efter en kort taushed).
(efter en kort taushed).
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske
synd så skøn?
synd så skøn?
Basilios fra Cæsaræa.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet
skønt om den hedenske synd; men den var
ikke skøn.
skønt om den hedenske synd; men den var
ikke skøn.
Fyrst Julian.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes og
hamred på borgernes døre, – når han råbte på
deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde
skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller
ønsked sig end at –
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes og
hamred på borgernes døre, – når han råbte på
deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde
skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller
ønsked sig end at –
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
Faksimile
s. 90
Fyrst Julian.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og
Platon og alle de glade svælgende brødre! Og
dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin
derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen
beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos
Ødipos, Medea, Leda –
Platon og alle de glade svælgende brødre! Og
dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin
derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen
beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos
Ødipos, Medea, Leda –
Basilios fra Cæsaræa.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed
sammen.
sammen.
Fyrst Julian.
Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både
de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma
og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad
Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg
lever dette levnet i storm og sværm, så tænker
jeg tidt på, om sandheden skulde være skøn-
hedens fiende.
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både
de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma
og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad
Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg
lever dette levnet i storm og sværm, så tænker
jeg tidt på, om sandheden skulde være skøn-
hedens fiende.
Basilios fra Cæsaræa.
Og i en slig stund kan du sukke efter skøn-
hed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
hed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Fyrst Julian
(holder sig for ørerne).
(holder sig for ørerne).
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
Faksimile
s. 91
Basilios fra Cæsaræa.
Sælsomme.
Fyrst Julian.
Ja, ja; – hvad var det?
Basilios fra Cæsaræa.
Hun skriver om Maximos i Efesos –
Fyrst Julian
(levende)
(levende)
Mystikeren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han dukket
op igen; denne gang i Efesos. Alle de omlig-
gende landskaber er i gæring. Maximos nævnes
på alles læber. Enten er han en gøgler, eller
han står i en uheldsvanger pagt med visse ånder.
Selv kristne drages underlig hen af hans bespotte-
lige tegn og gerninger.
op igen; denne gang i Efesos. Alle de omlig-
gende landskaber er i gæring. Maximos nævnes
på alles læber. Enten er han en gøgler, eller
han står i en uheldsvanger pagt med visse ånder.
Selv kristne drages underlig hen af hans bespotte-
lige tegn og gerninger.
Fyrst Julian.
Mere, mere; jeg beder dig!
Basilios fra Cæsaræa.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver
kun at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om at vi er under Herrens vrede. Hun
tror at der forestår os store trængsler for vore
synders skyld.
kun at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om at vi er under Herrens vrede. Hun
tror at der forestår os store trængsler for vore
synders skyld.
Fyrst Julian.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig
være en sjelden kvinde, din søster.
være en sjelden kvinde, din søster.
Faksimile
s. 92
Basilios fra Cæsaræa.
I sandhed, det er hun.
Fyrst Julian.
Når du meddeler mig af hendes breve, da
er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt,
jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står
endnu hendes tanke til at vende sig bort fra
verden og at leve i en øde egn?
er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt,
jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står
endnu hendes tanke til at vende sig bort fra
verden og at leve i en øde egn?
Basilios fra Cæsaræa.
Den tanke står altid fast hos hende.
Fyrst Julian.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være
drysset ned over? Hun, som jo skal være både
ung og skøn; hun, som har rigdom ivente og
som råder over en – for en kvinde at være –
højst uvanlig lærdom! Ved du vel, Basilios, at
jeg brænder efter at få se hende? – Hvad vil
hun i ensomheden?
drysset ned over? Hun, som jo skal være både
ung og skøn; hun, som har rigdom ivente og
som råder over en – for en kvinde at være –
højst uvanlig lærdom! Ved du vel, Basilios, at
jeg brænder efter at få se hende? – Hvad vil
hun i ensomheden?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Fyrst Julian.
Sælsomt, hvor mange der drages imod en-
somheden i disse tider. – Når du skriver til
Makrina, kan du sige hende at også jeg –
somheden i disse tider. – Når du skriver til
Makrina, kan du sige hende at også jeg –
Basilios fra Cæsaræa.
Hun ved det, Julian; men hun tror det ikke.
Faksimile
s. 93
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
Fyrst Julian.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord
af, hvad hun skriver!
af, hvad hun skriver!
Basilios fra Cæsaræa
(rækker ham brevet).
(rækker ham brevet).
Du vil det; – læs; det begynder der.
Fyrst Julian
(læser).
(læser).
«Hver gang du skriver om kejserens unge
slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af
en stor og strålende glæde –». O, Basilios, vær
du mit øje; læs videre for mig.
slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af
en stor og strålende glæde –». O, Basilios, vær
du mit øje; læs videre for mig.
Basilios fra Cæsaræa
(læser).
(læser).
«Din fortælling om al den tillidsfulde visshed,
hvormed han kom til Athen, var mig som et
billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han
er den genfødte David, som skal nedslå hednin-
gernes kæmper. Guds ånd være over ham i
striden og alle dage».
hvormed han kom til Athen, var mig som et
billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han
er den genfødte David, som skal nedslå hednin-
gernes kæmper. Guds ånd være over ham i
striden og alle dage».
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Lad det være nok med dette! Hun også?
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund,
kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyld-
brev på at brydes med magtens løver –?
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund,
kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyld-
brev på at brydes med magtens løver –?
Faksimile
s. 94
Basilios fra Cæsaræa.
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs
forventning ser imod dig?
forventning ser imod dig?
Fyrst Julian
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter brevet).
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter brevet).
Giv hid; lad mig se. (læser )
[HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.] «Guds ånd være
over ham i striden og alle dage». –
over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler
mig som hin Dædalos mellem himmel og hav.
En svimlende højde og et svælgende dyb –.
Hvad mening er der i disse røster, som råber til
mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar?
Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er
den hos de mægtige og fornemme, – hos disse
hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne
over den mætte bug og piber: mon Guds søn er
skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos
dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed
og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke
de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for?
Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hedninger
og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om
kristendommen er at søge i ensomheden, – på
søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i
Konstantinopel, som nys kæmped med næverne
for at klare det spørgsmål om treenigheden be-
står af tre personer eller af tre hypostaser! –
Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin
mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem
med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette
nattemulm. – Hvor er kristendommen?
mig som hin Dædalos mellem himmel og hav.
En svimlende højde og et svælgende dyb –.
Hvad mening er der i disse røster, som råber til
mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar?
Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er
den hos de mægtige og fornemme, – hos disse
hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne
over den mætte bug og piber: mon Guds søn er
skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos
dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed
og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke
de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for?
Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hedninger
og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om
kristendommen er at søge i ensomheden, – på
søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller
Faksimile
s. 95
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i
Konstantinopel, som nys kæmped med næverne
for at klare det spørgsmål om treenigheden be-
står af tre personer eller af tre hypostaser! –
Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin
mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem
med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette
nattemulm. – Hvor er kristendommen?
Basilios fra Cæsaræa.
Søg svaret der, hvor det var at finde i alle
skrøbelige tider.
skrøbelige tider.
Fyrst Julian.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig,
hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
Basilios fra Cæsaræa.
I de hellige mænds skrifter.
Fyrst Julian.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, –
altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke
bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter,
samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus
seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der
slog ham imøde, et syn, en røst –!
altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke
bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter,
samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus
seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der
slog ham imøde, et syn, en røst –!
Basilios fra Cæsaræa.
Glemmer du synet og røsten, som hin Aga-
thon fra Makellon –?
thon fra Makellon –?
Faksimile
s. 96
Fyrst Julian.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig
noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i nagle-
såret –
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig
noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i nagle-
såret –
Basilios fra Cæsaræa.
Og dog står der skrevet –
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
(slår ud med hånden).
Jeg ved alt, hvad der står skrevet. Dette
med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet.
Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom om-
bord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv,
skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må
komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde
du bede den ned over mig! Bloddøden, om så
skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i
dens sødme; tornekronen om min tinding –!
(han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som
han river af, besinder sig længe og siger sagte:) Denne. Det
havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et eneste har
jeg lært i Athen.
med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet.
Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom om-
bord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv,
skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må
komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde
du bede den ned over mig! Bloddøden, om så
skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i
dens sødme; tornekronen om min tinding –!
(han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som
han river af, besinder sig længe og siger sagte:) Denne. Det
havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et eneste har
jeg lært i Athen.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvilket, Julian?
Faksimile
s. 97
Fyrst Julian.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn,
og den nye sandhed ikke længer sand.
og den nye sandhed ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen
fra højre side.)
fra højre side.)
Visdomslæreren Libanios
(endnu i frastand).
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham!
Fyrst Julian.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
Visdomslæreren Libanios.
Hvilke begge?
Fyrst Julian.
Milons sønner.
Visdomslæreren Libanios.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har
ham, min Julian!
ham, min Julian!
Fyrst Julian.
Hvem, dyrebare broder?
Visdomslæreren Libanios.
Han har fanget sig i sit eget garn!
Fyrst Julian.
Aha, – en vismand altså?
Visdomslæreren Libanios.
Al visdoms modstander.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem, spørger jeg?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
7
Faksimile
s. 98
Visdomslæreren Libanios.
Ved du det virkelig ikke? Har du ikke hørt
nyheden om Maximos?
nyheden om Maximos?
Fyrst Julian.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
Visdomslæreren Libanios.
Did hen måtte det komme med denne uro-
lige sværmer, – skridt for skridt, ind i van-
videt –
lige sværmer, – skridt for skridt, ind i van-
videt –
Fyrst Julian.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.
Visdomslæreren Libanios.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære
slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er
rettet på dig, både her og i Nikomedia –
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære
slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er
rettet på dig, både her og i Nikomedia –
Fyrst Julian.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg
ikke er alvidende –
ikke er alvidende –
Visdomslæreren Libanios.
Så erfar da at Maximos nys er trådt åben-
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
Fyrst Julian.
Og det laster du ham for?
Visdomslæreren Libanios.
Han har udsagt, at han kan byde over
ånder og skygger.
ånder og skygger.
Faksimile
s. 99
Fyrst Julian
(fatter hans kappe).
(fatter hans kappe).
Libanios!
Visdomslæreren Libanios.
Alle på skibet var opfyldte af de forunder-
ligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver
min medbroder Eusebios udførligt om sagen.
ligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver
min medbroder Eusebios udførligt om sagen.
Fyrst Julian.
Ånder og skygger –
Visdomslæreren Libanios.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor for-
samling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte.
Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver,
at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra
først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem.
Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå af-
sang han en hymne, som ingen forstod. Da
tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
samling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte.
Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver,
at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra
først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem.
Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå af-
sang han en hymne, som ingen forstod. Da
tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
Basilios fra Cæsaræa.
Ugudeligt værk!
Fyrst Julian
(åndeløs).
(åndeløs).
Og så –?
Visdomslæreren Libanios.
Og i det stærke blålige lys så de alle at
støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.
støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.
7*
Faksimile
s. 100
Fyrst Julian.
Hvad mere?
Visdomslæreren Libanios.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styr-
ted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom
eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde
du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel,
turer han frem på sin farlige og forargelige vej.
ted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom
eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde
du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel,
turer han frem på sin farlige og forargelige vej.
Fyrst Julian.
Forargelig? Kalder du denne vej en for-
argelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i
dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
argelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i
dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
Basilios fra Cæsaræa.
O, dyrebare forvildede ven –!
Visdomslæreren Libanios.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er
Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de
opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke
Platon – og efter ham vi andre – kastet for-
tolkningens lys over det hele? Er det ikke for-
argeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville
hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne
beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel
sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere,
som skolen, som –
Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de
opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke
Platon – og efter ham vi andre – kastet for-
tolkningens lys over det hele? Er det ikke for-
argeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville
hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne
beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel
sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb
Faksimile
s. 101
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere,
som skolen, som –
Fyrst Julian
(stormende).
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
Basilios fra Cæsaræa
(slår armene om ham).
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
Fyrst Julian
(snor sig fra ham).
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brod-
den –
den –
Visdomslæreren Libanios.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, med-
broder, hvor vil du hen?
broder, hvor vil du hen?
Fyrst Julian.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor
støtter smiler!
støtter smiler!
Visdomslæreren Libanios.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolt-
hed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til
dette forblindede Efesos for at give dig i en
gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du
fornedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon og
i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje
skole –
hed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til
dette forblindede Efesos for at give dig i en
gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du
fornedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon og
i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje
skole –
Faksimile
s. 102
Fyrst Julian.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; –
nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)
nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
Visdomslæreren Libanios
(ser en tid efter ham).
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for viden-
skaben.
skaben.
Basilios fra Cæsaræa
(halvt hen for sig).
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.
Faksimile
TREDJE HANDLING.
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er
på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På
venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen
dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden inde-
lukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På
venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen
dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden inde-
lukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet.
Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange
høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at
træde ind.)
Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange
høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at
træde ind.)
Husmesteren Eutherios.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
Gregor fra Nazianz.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
Basilios fra Cæsaræa.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente
os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra
Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi
har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra
Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi
har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
Husmesteren Eutherios.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever
han af urter og brød.
han af urter og brød.
Faksimile
s. 104
Gregor fra Nazianz.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen
med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen
med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
Husmesteren Eutherios.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han
lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og
ned ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered
et rigeligt måltid», sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier
lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og
ned ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered
et rigeligt måltid», sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
Basilios fra Cæsaræa.
Er han der?
Husmesteren Eutherios
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de
går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter).
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de
går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter).
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang
østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk
indre spænding.)
østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk
indre spænding.)
Fyrst Julian
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed).
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at
eders ånd fløj forud for eders legemer!
eders ånd fløj forud for eders legemer!
Gregor fra Nazianz.
Julian!
Basilios fra Cæsaræa.
Min ven og broder!
Faksimile
s. 105
Fyrst Julian.
Jeg har været som en forsmægtende elsker
efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende
visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde
jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste
eders fire på en gang!
efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende
visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde
jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste
eders fire på en gang!
Gregor fra Nazianz.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os
med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
Fyrst Julian.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne,
ved I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i
bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner,
så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes
huset som af et stormvejr; forhænget løftedes
flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over
havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen
kom fra, var to store fugle med kvindeansigter.
De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled
de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en
hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så
jeg eder to.
ved I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i
bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner,
så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes
huset som af et stormvejr; forhænget løftedes
flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over
havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen
kom fra, var to store fugle med kvindeansigter.
De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled
de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en
hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så
jeg eder to.
Gregor fra Nazianz.
Er du viss på alt dette?
Fyrst Julian.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
Faksimile
s. 106
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja, – foran i skibet –
Fyrst Julian.
Hvad tid på natten var det?
Gregor fra Nazianz.
Hvad tid på natten havde du hint syn?
Fyrst Julian.
En time efter midnat.
Gregor fra Nazianz
(med et blik til Basilios).
(med et blik til Basilios).
Forunderligt.
Fyrst Julian
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel?
Basilios fra Cæsaræa
(følger ham med øjnene).
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt –
Fyrst Julian.
Hvilket? Hvad er sandt?
Basilios fra Cæsaræa.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du
her øver.
her øver.
Fyrst Julian.
Ej, hvad kan ikke rygtet overdrive? – Men
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har
ladet mig fortælle at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i
riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har
ladet mig fortælle at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
Faksimile
s. 107
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i
riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
Gregor fra Nazianz.
Det kan du trygt tro.
Fyrst Julian.
Og hvad siger så Libanios til alt dette?
Det var ham altid ukært at mængden sysselsatte
sig med andre, end med ham. Og hvad siger
de mange uforglemmelige venner i Athen for
øvrigt? Man ved vel at jeg er i både kejserens
og i hele hoffets unåde?
Det var ham altid ukært at mængden sysselsatte
sig med andre, end med ham. Og hvad siger
de mange uforglemmelige venner i Athen for
øvrigt? Man ved vel at jeg er i både kejserens
og i hele hoffets unåde?
Gregor fra Nazianz.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hof-
lejren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
lejren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor!
Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde
øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin
husprest Aëzios hid for at udforske om jeg holder
fast ved den uforfalskede lære.
Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde
øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin
husprest Aëzios hid for at udforske om jeg holder
fast ved den uforfalskede lære.
Basilios fra Cæsaræa.
Og så –?
Fyrst Julian.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgen-
andagt i kirken. Også henregner jeg blodvid-
nerne til de udmærkede mennesker; thi det er i
sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det
hele tror jeg nok at Aëzios var vel tilfreds med
mig da han rejste.
andagt i kirken. Også henregner jeg blodvid-
nerne til de udmærkede mennesker; thi det er i
sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
Faksimile
s. 108
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det
hele tror jeg nok at Aëzios var vel tilfreds med
mig da han rejste.
Basilios fra Cæsaræa
(griber hans hånd).
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld,
– tal åbent om din stilling.
– tal åbent om din stilling.
Fyrst Julian.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner!
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som nogen tid
har levet.
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som nogen tid
har levet.
Gregor fra Nazianz
(bereder sig til at gå).
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre!
Fyrst Julian.
Kan dette gøre broder så fremmed imod
broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja,
det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før
jeg blev seende og før jeg aned det, som er
livets kerne.
broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja,
det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før
jeg blev seende og før jeg aned det, som er
livets kerne.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad kalder du livets kerne?
Fyrst Julian.
Maximos ved det. I ham er den ny åben-
baring.
baring.
Basilios fra Cæsaræa.
Og den er bleven dig til del?
Faksimile
s. 109
Fyrst Julian.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i
denne nat har Maximos lovet mig –
denne nat har Maximos lovet mig –
Gregor fra Nazianz.
Maximos er en sværmer eller han bedrager
dig –!
dig –!
Fyrst Julian.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting?
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette
spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved
hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter.
Et tungt sumpet vand var ved min venstre side;
– jeg tror det var en strøm, som havde glemt
at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludse-
ligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og
til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser
strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens
rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette
spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved
hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter.
Et tungt sumpet vand var ved min venstre side;
– jeg tror det var en strøm, som havde glemt
at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludse-
ligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og
til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser
strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens
rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har
med dette mit til ånd forvandlede legeme været
langt inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det mid-
terste lys –
med dette mit til ånd forvandlede legeme været
langt inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det mid-
terste lys –
Gregor fra Nazianz.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
Faksimile
s. 110
Fyrst Julian.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forud-
gangne broder; han hylder begge hine store
brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra
Nazareth. – –
gangne broder; han hylder begge hine store
brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra
Nazareth. – –
Ved du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte
mig? – Det skede en nat under bøn og faste.
Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt
ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj
sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på
et skib med slappe sejl midt i det blanke strå-
lende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette
fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt,
som om det sov, på den vinblå flade. –
mig? – Det skede en nat under bøn og faste.
Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt
ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj
sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på
et skib med slappe sejl midt i det blanke strå-
lende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette
fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt,
som om det sov, på den vinblå flade. –
Se, da blev denne flade mere og mere gennem-
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede, – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede, – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
Men ovenover, i det uendelige hvælv, som
før havde syntes mig tomhed, – der var livet;
der tog det usynlige former og stilheden tog
toner. – Da fatted jeg den store forløsende er-
kendelse.
før havde syntes mig tomhed, – der var livet;
der tog det usynlige former og stilheden tog
toner. – Da fatted jeg den store forløsende er-
kendelse.
Gregor fra Nazianz.
Hvilken erkendelse mener du?
Fyrst Julian.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke
er, det er.
er, det er.
Faksimile
s. 111
Basilios fra Cæsaræa.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af
lys og tåger!
lys og tåger!
Fyrst Julian.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke
både varsler og visse sælsomme forekomster imel-
lem stjernerne at den guddommelige vilje har
noget endnu uopklaret i sinde med mig?
både varsler og visse sælsomme forekomster imel-
lem stjernerne at den guddommelige vilje har
noget endnu uopklaret i sinde med mig?
Gregor fra Nazianz.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis
værk de er.
værk de er.
Fyrst Julian.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn,
der allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
der allerede har bekræftet sig?
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele herredøm-
met over verden, – han som kejser, og jeg
som –, ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte
kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet.
Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men
om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om
hint syn, for hvilket man har fængslet og pint
borgeren Apollinaris i Sidon?
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele herredøm-
met over verden, – han som kejser, og jeg
som –, ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte
kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet.
Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men
om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om
hint syn, for hvilket man har fængslet og pint
borgeren Apollinaris i Sidon?
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej; hvor kan vi vide –?
Fyrst Julian.
Apollinaris har udsagt at han hørte nogen
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
derude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje
en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere
bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde
vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der
ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apolli-
naris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
Faksimile
s. 112
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
derude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje
en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere
bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde
vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der
ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apolli-
naris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
Gregor fra Nazianz.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde
bekræftet sig?
bekræftet sig?
Fyrst Julian
(nikker langsomt).
(nikker langsomt).
Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bi-
thynia. Konstantina har altid været hans onde
engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det om-
slag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre
uger efter Konstantinas død kom kejserens ud-
sending, tribunen Skudilo, med stort følge til
Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og
bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren
i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres
tog gennem landene. I Konstantinopel har han
holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled
højt da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte
kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vid-
underligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var
sunken under synd og forfølgelse.
thynia. Konstantina har altid været hans onde
engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det om-
slag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre
uger efter Konstantinas død kom kejserens ud-
sending, tribunen Skudilo, med stort følge til
Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og
bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren
i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres
tog gennem landene. I Konstantinopel har han
holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled
højt da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte
kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vid-
underligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var
sunken under synd og forfølgelse.
Faksimile
s. 113
Gregor fra Nazianz.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter.
Fyrst Julian.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så
tvivle på de ting, Maximos har bebudet som nær
forestående for mig? I nat falder det sidste slør.
Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret.
O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i
disse angstens og forventningens natte-timer!
Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så
tvivle på de ting, Maximos har bebudet som nær
forestående for mig? I nat falder det sidste slør.
Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret.
O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i
disse angstens og forventningens natte-timer!
Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig!
Gregor fra Nazianz.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappa-
dokia.
dokia.
Fyrst Julian.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Græken-
land?
land?
Basilios fra Cæsaræa.
Min moder er enke, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Min fader er svag både af helbred og af sind;
han trænger vel til en støtte.
han trænger vel til en støtte.
Fyrst Julian.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
Gregor fra Nazianz.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
8
Faksimile
s. 114
Fyrst Julian.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry
for eder.
for eder.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle
gåder for dig, – hvad så?
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle
gåder for dig, – hvad så?
Fyrst Julian.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, –
hin flod, som har sine kilder på det libyske berg?
Den vokser og vokser i sit løb; men når den er
som størst, siver den ud i ørkensanden og begra-
ver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf den
fremgik.
hin flod, som har sine kilder på det libyske berg?
Den vokser og vokser i sit løb; men når den er
som størst, siver den ud i ørkensanden og begra-
ver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf den
fremgik.
Basilios fra Cæsaræa.
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
Fyrst Julian.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden,
det er det just den store hemmeligheds mål at
forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv.
Det er genoprejsning, som Maximos og hans lær-
linge søger, – det er den forspildte lighed med
guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre?
Hvorfor står I der, ligesom foran noget uover-
stigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de
skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori
den rene Adam genfødtes; han var stærk i lov-
giveren Moses; han havde evnen til at gøre sig
jorden underdanig i den makedoniske Alexander;
han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth.
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fat-
tedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
det er det just den store hemmeligheds mål at
forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv.
Det er genoprejsning, som Maximos og hans lær-
linge søger, – det er den forspildte lighed med
guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre?
Hvorfor står I der, ligesom foran noget uover-
stigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de
skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori
den rene Adam genfødtes; han var stærk i lov-
giveren Moses; han havde evnen til at gøre sig
jorden underdanig i den makedoniske Alexander;
han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth.
Faksimile
s. 115
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fat-
tedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
Basilios fra Cæsaræa
(river sig løs).
(river sig løs).
Julian, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes
hovmod trukket dig!
hovmod trukket dig!
Basilios fra Cæsaræa.
O, Gregor, han er syg og forvildet!
Fyrst Julian.
Hvorfor al denne hånlige tvivl? Er det min
spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da
han skulde holde dem manende oprakte hist ved
den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke
under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I
kalder eder troende, og har dog så liden tro til
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, –
I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig,
og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst, did
hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i
ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler
sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den,
og der –, o, forherligelse – derfra skal en ny
slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden;
der, I skriftbundne tvivlere, der skal åndens
kejser-rige grundes!
spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da
han skulde holde dem manende oprakte hist ved
den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke
under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I
kalder eder troende, og har dog så liden tro til
8*
Faksimile
s. 116
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, –
I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig,
og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst, did
hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i
ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler
sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den,
og der –, o, forherligelse – derfra skal en ny
slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden;
der, I skriftbundne tvivlere, der skal åndens
kejser-rige grundes!
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over
dig. Er du hin samme Julian, som for tre år
siden drog fra Konstantinopel!
dig. Er du hin samme Julian, som for tre år
siden drog fra Konstantinopel!
Fyrst Julian.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte
kun den vej, der standser ved læren.
kun den vej, der standser ved læren.
Gregor fra Nazianz.
Ved du, hvor din vej standser?
Fyrst Julian.
Hvor vejen og målet er et. – For sidste
gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder,
bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, –
både det og meget andet, tyder på et gådefuldt
bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg
så meget at sige. Du er jo din slægts hoved;
og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er
mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit
hus –
gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder,
bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, –
både det og meget andet, tyder på et gådefuldt
bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg
så meget at sige. Du er jo din slægts hoved;
og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er
mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit
hus –
Faksimile
s. 117
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind
i dit afsind og i dine vilde drømme.
i dit afsind og i dine vilde drømme.
Fyrst Julian.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
Gregor fra Nazianz.
Kom, Basilios!
Fyrst Julian
(med udstrakte arme).
(med udstrakte arme).
O, I venner; I venner!
Gregor fra Nazianz.
Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.)
Fyrst Julian
(ser en stund efter dem).
(ser en stund efter dem).
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad ved I to lærde
mænd! Hvad bringer I med fra visdommens
stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og
du, Basilios, mere pige end mand, – I kender
kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden
til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre,
den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
mænd! Hvad bringer I med fra visdommens
stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og
du, Basilios, mere pige end mand, – I kender
kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden
til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre,
den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske
klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag
bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme
dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt;
hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjen-
bryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han
bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid
stav.)
klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag
bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme
dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt;
hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjen-
bryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han
bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid
stav.)
Faksimile
s. 118
Mystikeren Maximos
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og
giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og
giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
Fyrst Julian
(sagte).
(sagte).
Endelig!
Mystikeren Maximos
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter
fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen
tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær).
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter
fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen
tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær).
Fyrst Julian
(i spændt forventning).
(i spændt forventning).
Er tiden inde?
Mystikeren Maximos
(uden at se på ham).
(uden at se på ham).
Er dit sind og dit legem rent?
Fyrst Julian.
Jeg har fastet og salvet mig.
Mystikeren Maximos.
Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i for-
gården. Musik og dans under det følgende.)
Fyrst Julian.
Maximos, – hvad er dette?
Mystikeren Maximos.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de
skønne lemmer i leg!
skønne lemmer i leg!
Fyrst Julian.
Og midt under denne sansernes tummel vil
du –?
du –?
Faksimile
s. 119
Mystikeren Maximos.
Synden er kun i dit syn på det syndige.
Fyrst Julian.
Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål,
sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
Ah, hvad var der i vinen?
Mystikeren Maximos.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig ned på den anden side af bordet.)
Fyrst Julian.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører
klarhed og jeg ser toner.
klarhed og jeg ser toner.
Mystikeren Maximos.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige
fange. Logos i Pan!
fange. Logos i Pan!
De dansende piger
(synger i forgården).
(synger i forgården).
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod!
Fyrst Julian
(drikker).
(drikker).
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du
tyde denne salighed?
tyde denne salighed?
Mystikeren Maximos.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.
Faksimile
s. 120
Fyrst Julian.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad
var det? Hvi lo du?
var det? Hvi lo du?
Mystikeren Maximos.
Jeg?
Fyrst Julian.
Det hvisker ved min venstre side! Silke-
hyndet knittrer –
(bleg; springer halvt ivejret:)
hyndet knittrer –
Maximos, vi er ikke alene!
Mystikeren Maximos
(råber).
(råber).
Vi er fem tilbords!
Fyrst Julian.
Symposion med ånderne!
Mystikeren Maximos.
Med skyggerne.
Fyrst Julian.
Nævn mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Ikke nu. Hør, hør!
Fyrst Julian.
Hvad er det? Det bruser som en storm
gennem huset –
gennem huset –
Mystikeren Maximos
(skriger).
(skriger).
Julian! Julian! Julian!
Fyrst JuIian
.
Tal, tal! Hvad sker med os?
Faksimile
s. 121
Mystikeren Maximos.
Bebudelsens time er over dig!
Fyrst Julian
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store broncelampe
hæver sig en blåligt lysende kreds.)
hæver sig en blåligt lysende kreds.)
Mystikeren Maximos
(kaster sig helt ned).
(kaster sig helt ned).
Øjet mod lyset!
Fyrst Julian.
Hist?
Mystikeren Maximos.
Ja, ja!
Pigernes sang
(dæmpet fra forgården).
(dæmpet fra forgården).
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
Fyrst Julian
(stirrer mod lysskæret).
(stirrer mod lysskæret).
Maximos! Maximos!
Mystikeren Maximos
(sagte).
(sagte).
Ser du noget?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad ser du?
Faksimile
s. 122
Fyrst Julian.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.
Mystikeren Maximos.
Mand eller kvinde?
Fyrst Julian.
Jeg ved ikke.
Mystikeren Maximos.
Tal til det.
Fyrst Julian.
Tør jeg?
Mystikeren Maximos.
Tal; tal!
Fyrst Julian
(nærmere).
(nærmere).
Hvi blev jeg?
En stemme i lyset.
For at tjene ånden.
Mystikeren Maximos.
Svarer det?
Fyrst Julian.
Ja, ja.
Mystikeren Maximos.
Spørg mere.
Fyrst Julian.
Hvad er min gerning?
Stemmen i lyset.
Du skal grundfæste riget.
Faksimile
s. 123
Fyrst Julian.
Hvilket rige?
Stemmen i lyset.
Riget.
Fyrst Julian.
Og på hvilken vej?
Stemmen i lyset.
På frihedens.
Fyrst Julian.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
Stemmen i lyset.
Nødvendighedens vej.
Fyrst Julian.
Og ved hvilken magt?
Stemmen i lyset.
Ved at ville.
Fyrst Julian.
Hvad skal jeg ville?
Stemmen i lyset.
Hvad du må.
Fyrst Julian.
Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Stemmen i lyset
(veklagende).
(veklagende).
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.)
Faksimile
s. 124
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Borte.
Mystikeren Maximos.
Er du nu vidende?
Fyrst Julian.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende
dybs befæstning, – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
dybs befæstning, – midt imellem lys og mørke.
Hvad er riget?
Mystikeren Maximos.
Der er tre riger.
Fyrst Julian.
Tre?
Mystikeren Maximos.
Først er hint rige, som grundlagdes på kund-
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på
korsets træ –
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på
korsets træ –
Fyrst Julian.
Og det tredje?
Mystikeren Maximos.
Det tredje er den store hemmeligheds rige,
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og
elsker dem begge, og fordi det har sine levende
Kilder under Adams lund og under Golgata.
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og
elsker dem begge, og fordi det har sine levende
Kilder under Adams lund og under Golgata.
Fyrst Julian.
Og det rige skal komme –?
Faksimile
s. 125
Mystikeren Maximos.
Det står for døren. Jeg har regnet og
regnet –
regnet –
Fyrst Julian
(bryder hvast af).
(bryder hvast af).
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
Mystikeren Maximos.
De tre hjørnestene under nødvendighedens
vrede.
vrede.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem?
Mystikeren Maximos.
De tre store hjælpere i fornægtelse.
Fyrst Julian.
Nævn dem!
Mystikeren Maximos.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke;
– men jeg kunde vise dig dem –
– men jeg kunde vise dig dem –
Fyrst Julian.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –!
Mystikeren Maximos.
Vogt dig –!
Fyrst Julian.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale
med dem, en for en.
med dem, en for en.
Mystikeren Maximos.
Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvæl-
gelsens første offerlam!
gelsens første offerlam!
Faksimile
s. 126
Fyrst Julian.
Ah!
Mystikeren Maximos
(med tilhyllet ansigt).
(med tilhyllet ansigt).
Hvad ser du?
Fyrst Julian
(dæmpet).
(dæmpet).
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han
er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej,
ikke – –
(nølende.)
er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej,
ikke – –
Kan du, så tal til mig!
En stemme.
Hvad vil du vide?
Fyrst Julian.
Hvad var dit hverv i livet?
Stemmen.
Min brøde.
Fyrst Julian.
Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg ikke min broder?
Fyrst Julian.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg mig selv?
Fyrst Julian.
Og hvad vilde du, som dig selv?
Faksimile
s. 127
Stemmen.
Hvad jeg måtte.
Fyrst Julian.
Og hvorfor måtte du?
Stemmen.
Jeg var mig.
Fyrst Julian.
Du er ordknap.
Mystikeren Maximos
(uden at se op).
(uden at se op).
In vino veritas.
Fyrst Julian.
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en
offerrøg.
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en
offerrøg.
Stemmen.
Offerrøg stiger ikke altid.
Fyrst Julian.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej,
– stryg ikke håret over. Hvad er det?
– stryg ikke håret over. Hvad er det?
Stemmen.
Tegnet.
Fyrst Julian.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt
har din brøde båret?
har din brøde båret?
Stemmen.
Den herligste.
Faksimile
s. 128
Fyrst Julian.
Hvad kalder du den herligste?
Stemmen.
Livet.
Fyrst Julian.
Og livets grund?
Stemmen.
Døden.
Fyrst Julian.
Og dødens?
Stemmen
(taber sig, som i et suk).
(taber sig, som i et suk).
Ja, det er gåden!
Fyrst Julian.
Borte!
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvem var det?
Fyrst Julian.
Kain.
Mystikeren Maximos.
Den vej altså! Forsk ikke mere!
Faksimile
s. 129
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
(slår ud med hånden).
Den anden, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
Fyrst Julian.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig
at komme tilbunds i visse ting. Den anden,
Maximos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine
gæster!
at komme tilbunds i visse ting. Den anden,
Maximos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine
gæster!
Mystikeren Maximos.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende
slave, du, som hjalp ved den næste store verdens-
vending!
slave, du, som hjalp ved den næste store verdens-
vending!
Fyrst Julian
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afvær-
gende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet):
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afvær-
gende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet):
Ikke nærmere!
Mystikeren Maximos
(bortvendt).
(bortvendt).
Ser du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvorledes ser du ham?
Fyrst Julian.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
Tal til ham, Maximos!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
9
Faksimile
s. 130
Mystikeren Maximos.
Du må tale.
Fyrst Julian.
Hvad var du i livet?
En stemme
(lige ved ham).
(lige ved ham).
Verdens-vognens tolvte hjul.
Fyrst Julian.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.
Stemmen.
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
Fyrst Julian.
Hvor rulled den hen ved dig?
Stemmen.
Ind i forherligelsen.
Fyrst Julian.
Hvi hjalp du?
Stemmen.
Fordi jeg var villende.
Fyrst Julian.
Hvad vilde du?
Stemmen.
Hvad jeg måtte ville.
Fyrst Julian.
Hvem kåred dig?
Stemmen.
Mesteren.
Faksimile
s. 131
Fyrst Julian.
Var mesteren forud-vidende da han kåred dig?
Stemmen.
Ja, det er gåden!
(kort stilhed.)
Mystikeren Maximos.
Du tier?
Fyrst Julian.
Han er her ikke mere.
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad hed han i livet?
Fyrst Julian.
Judas Ischariotes.
Mystikeren Maximos
(springer op).
(springer op).
Afgrunden skyder blomster; natten forråder
sig selv!
sig selv!
Fyrst Julian
(skriger til ham).
(skriger til ham).
Den tredje frem!
Mystikeren Maximos.
Han skal komme!
(svinger staven.)
9*
Faksimile
s. 132
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem,
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.)
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser intet.
Mystikeren Maximos.
Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved Salomons segl, ved øjet i trekanten, –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
Hvad ser du nu?
Fyrst Julian.
Intet; intet!
Mystikeren Maximos
(svinger atter staven).
(svinger atter staven).
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.)
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst
er forgæves.
er forgæves.
Fyrst Julian
(rejser sig).
(rejser sig).
Hvorfor? Tal, tal!
Mystikeren Maximos.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.
Fyrst Julian.
Han lever?
Mystikeren Maximos.
Ja, han lever.
Faksimile
s. 133
Fyrst Julian.
Og her, sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; –
jeg ved ikke –
jeg ved ikke –
Fyrst Julian
(trænger ind på ham).
(trænger ind på ham).
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her,
sagde du –!
sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Slip min kappe!
Fyrst Julian.
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
Mystikeren Maximos.
Slip kappen, Julian!
Fyrst Julian.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
Mystikeren Maximos.
Du er mere vidende end jeg. Hvad for-
kyndte røsten i lyset?
kyndte røsten i lyset?
Fyrst Julian.
Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
Mystikeren Maximos.
Det tredje rige!
Fyrst Julian.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver!
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Faksimile
s. 134
Mystikeren Maximos.
Fra nødvendigheden?
Fyrst Julian.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke
tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor; danserinderne og fløjtespillerne flygter.)
Mystikeren Maximos
(lytter mod højre).
(lytter mod højre).
Hvad skræk og skrig –?
Fyrst Julian.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
Mystikeren Maximos.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
Fyrst Julian.
Vær rolig; os kan ingen ramme.
Husmesteren Eutherios
(kommer ilsomt over forgården).
(kommer ilsomt over forgården).
Herre, herre!
Fyrst Julian.
Hvem volder hin larm udenfor?
Husmesteren Eutherios.
Fremmede mænd har omringet huset; de
har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind –
næsten med vold. Der kommer de, herre! Der
er de!
har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind –
næsten med vold. Der kommer de, herre! Der
er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer
ind fra højre.)
ind fra højre.)
Quæstoren Leontes.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min
nådigste herre –
nådigste herre –
Faksimile
s. 135
Fyrst Julian
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Hvad ser jeg!
Quæstoren Leontes.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind;
og da det var mig så højst magtpåliggende –
og da det var mig så højst magtpåliggende –
Fyrst Julian.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
Quæstoren Leontes.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens
udsending.
udsending.
Fyrst Julian
(bleg).
(bleg).
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er
mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg,
Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig
som læge.
mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg,
Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig
som læge.
Quæstoren Leontes.
Tillad mig, nådige herre –!
Fyrst Julian.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad
er det kejseren vil?
er det kejseren vil?
Quæstoren Leontes.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og
vigtigt budskab.
vigtigt budskab.
Fyrst Julian.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab
du bringer.
du bringer.
Faksimile
s. 136
Quæstoren Leontes
(knæler).
(knæler).
Min allerhøjeste herre, – prisende din og
min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
Quæstorens følge.
Længe leve Cæsar Julian!
Mystikeren Maximos.
Cæsar!
Fyrst Julian
(viger med et udråb tilbage).
(viger med et udråb tilbage).
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!
Quæstoren Leontes.
Jeg bringer kejserens bud.
Fyrst Julian.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes.
O, spørg ikke.
Fyrst Julian.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor
er Gallos?
er Gallos?
Quæstoren Leontes
(står op).
(står op).
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.
Fyrst Julian.
Død!
Quæstoren Leontes.
Salig hos sin hustru.
Fyrst Julian.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit
sejerstog! Men når, – og hvor?
sejerstog! Men når, – og hvor?
Faksimile
s. 137
Quæstoren Leontes.
O, dyrebare herre, forskån mig –
Gregor fra Nazianz
(brydes med vagten ved indgangen).
(brydes med vagten ved indgangen).
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. –
Julian!
Julian!
Fyrst Julian.
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en
pileregn over staden?
pileregn over staden?
Fyrst Julian.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
Gregor fra Nazianz.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!
Fyrst Julian.
Kejserens bud, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Du vil træde på din broders blodige lig –
Fyrst Julian.
Blodige –?
Gregor fra Nazianz.
Ved du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
Fyrst Julian
(med sammenslagne hænder).
(med sammenslagne hænder).
Myrdet!
Quæstoren Leontes.
Ah, hvo er denne forvovne –?
Faksimile
s. 138
Fyrst Julian.
Myrdet; myrdet! (til Leontes.) Han lyver dog?
Quæstoren Leontes.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
Fyrst Julian.
Myrdet; – hvo myrded ham?
Quæstoren Leontes.
Hvad der er sked, var en nødvendighed,
høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten
som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling
som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans
færd, både i Konstantinopel og andetsteds under-
vejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på.
høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten
som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling
som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans
færd, både i Konstantinopel og andetsteds under-
vejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på.
Fyrst Julian.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet
vil jeg vide.
vil jeg vide.
Quæstoren Leontes.
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
Fyrst Julian.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine
sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
Quæstoren Leontes.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt
det rådeligt at lade ham henrette.
det rådeligt at lade ham henrette.
Fyrst Julian.
Hvor? Dog ikke i Rom?
Faksimile
s. 139
Quæstoren Leontes.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i
staden Pola i Illyrien.
staden Pola i Illyrien.
Fyrst Julian
(bøjer sig).
(bøjer sig).
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af
slægten, Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
slægten, Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
Quæstoren Leontes
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –
Fyrst Julian.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar
i Pola –?
i Pola –?
Quæstoren Leontes.
Den er kommen ny fra Sidon.
Fyrst Julian
(med et blik til Maximos).
(med et blik til Maximos).
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
Mystikeren Maximos.
Apollinaris's syn!
Gregor fra Nazianz.
Julian; Julian!
Quæstoren Leontes.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren.
Han lader dig sige at han, børnløs som han er,
håber at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det
hans vilje at du går som Cæsar til Gallien. De
alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen
og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger
trygt på dit held og din fremgang imod bar-
barerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig
for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen
var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grund-
fæste riget.
Han lader dig sige at han, børnløs som han er,
håber at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det
hans vilje at du går som Cæsar til Gallien. De
Faksimile
s. 140
alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen
og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger
trygt på dit held og din fremgang imod bar-
barerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig
for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen
var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grund-
fæste riget.
Fyrst Julian.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn.
Quæstoren Leontes.
Hvorledes, høje Cæsar?
Fyrst Julian.
Også mig er visse ting varslet; men dette –
Gregor fra Nazianz.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger
de vil hæfte til dine skuldre.
de vil hæfte til dine skuldre.
Quæstoren Leontes.
Hvo er du, som trodser kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen
i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
Fyrst Julian.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.)
Basilios fra Cæsaræa
(baner sig vej gennem mængden).
(baner sig vej gennem mængden).
Tag ikke purpuret, Julian!
Faksimile
s. 141
Fyrst Julian.
Du også, min trofaste Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
Fyrst Julian.
Hvad forfærder dig ved dette?
Basilios fra Cæsaræa.
De rædsler, som vil komme.
Fyrst Julian.
Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristi rige?
Fyrst Julian.
Kejserens store skønne rige.
Basilios fra Cæsaræa.
Var det kejserens rige, som stod i lys for
dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de
kappadokiske blodvidners grave? Var det kej-
serens rige, du drog fra Konstantinopel for at
grundfæste på jorden? Var det kejserens rige –
dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de
kappadokiske blodvidners grave? Var det kej-
serens rige, du drog fra Konstantinopel for at
grundfæste på jorden? Var det kejserens rige –
Fyrst Julian.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig
som en vild drøm.
som en vild drøm.
Basilios fra Cæsaræa.
Dig var det bedre at du selv, med en mølle-
sten om din hals, lå på havets bund, end at
denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du
ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges
for dine fødder.
sten om din hals, lå på havets bund, end at
denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du
Faksimile
s. 142
ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges
for dine fødder.
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn, Cæsar!
Fyrst Julian.
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?
Quæstoren Leontes.
Til Rom, herre!
Fyrst Julian.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du
mig hen; til lykken og magten, – eller til
slagterbænken?
mig hen; til lykken og magten, – eller til
slagterbænken?
Quæstoren Leontes.
O, herre, en så hånende mistro –
Fyrst Julian.
Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Quæstoren Leontes.
Jeg kan hæve alle tvivl. (tager et papir frem.) Dette
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
Fyrst Julian.
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, –
Helena til mig!
Helena til mig!
Faksimile
s. 143
Quæstoren Leontes.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han
skænker dig denne elskede søster, som Cæsar
Gallos forgæves bad om.
skænker dig denne elskede søster, som Cæsar
Gallos forgæves bad om.
Fyrst Julian.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! –
Men hun, Leontes –?
Men hun, Leontes –?
Quæstoren Leontes.
Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden
og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfru-
ligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun
slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide at han altid har været den mand,
som – –
og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfru-
ligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun
slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide at han altid har været den mand,
som – –
Fyrst Julian.
Videre, Leontes!
Quæstoren Leontes.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene
kvinde.
kvinde.
Fyrst Julian.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyr-
des alt!
(han råber højt.)
des alt!
Purpurkappen om mig!
Mystikeren Maximos.
Du har valgt?
Fyrst Julian.
Valgt, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Valgt, trods tegn imod tegn?
Faksimile
s. 144
Fyrst Julian.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos,
Maximos, du har været blind, du seende! –
Purpurkåben om mig!
Maximos, du har været blind, du seende! –
Purpurkåben om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)
Basilios fra Cæsaræa.
Det er sked!
Mystikeren Maximos
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
Sejr og lys over den villende!
Quæstoren Leontes.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse
Cæsar.
Cæsar.
Fyrst Julian.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var,
– den fattige visdomselsker, der tog alt af kej-
serens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige
herrer!
– den fattige visdomselsker, der tog alt af kej-
serens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige
herrer!
Stemmer blandt quæstorens følge.
Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor og
Basilios blir stående.)
Basilios blir stående.)
Basilios fra Cæsaræa.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os
holde sammen.
holde sammen.
Gregor fra Nazianz.
Her er min hånd.
Faksimile
FJERDE HANDLING.
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats «De varme bade» udenfor
staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran
på venstre side er et vindu med forhæng.)
staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran
på venstre side er et vindu med forhæng.)
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en arm-
stol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende
og holder forhænget tilside.)
stol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende
og holder forhænget tilside.)
Fyrstinde Helena.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer
dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke
fløjter og trommer?
dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke
fløjter og trommer?
Slavinden Myrrha.
Jo, jeg synes visst –
Fyrstinde Helena.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan
intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usik-
kerhed! Ikke at vide om han kommer som sejer-
herre eller som flygtning.
intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usik-
kerhed! Ikke at vide om han kommer som sejer-
herre eller som flygtning.
Slavinden Myrrha.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er
jo altid kommen som sejerherre.
jo altid kommen som sejerherre.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
10
Faksimile
s. 146
Fyrstinde Helena.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød.
Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige
slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar
var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han
da have skikket hint brev til stadsforstanderne
og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger
udenfor portene?
Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige
slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar
var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han
da have skikket hint brev til stadsforstanderne
og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger
udenfor portene?
Slavinden Myrrha.
O, du ved jo, herskerinde, hvor lidet din høje
husbond tragter efter slige ting.
husbond tragter efter slige ting.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne
udsending, som må kunne være her endnu idag,
og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smyk-
ker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne
udsending, som må kunne være her endnu idag,
og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smyk-
ker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at er-
fare noget pålideligt –
fare noget pålideligt –
Fyrstinde Helena.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne
selv må dog vide –
selv må dog vide –
Husmesteren Eutherios.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som
rykker ind, – Bataver og andre, – og de ved
intet.
rykker ind, – Bataver og andre, – og de ved
intet.
Faksimile
s. 147
Fyrstinde Helena
(vrider sine hænder).
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hel-
lige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og
dag –
(lytter og skriger ud.)
lige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og
dag –
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian;
min elskede!
min elskede!
Cæsar Julian
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena!
Husmesteren Eutherios.
Min høje Cæsar!
Cæsar Julian
(favner fyrstinden med voldsomhed).
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
Fyrstinde Helena.
Slagen! Forfulgt!
Husmesteren Eutherios.
Herre!
Cæsar Julian.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra
kejseren?
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra
kejseren?
Husmesteren Eutherios.
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
Cæsar Julian.
Gå, gå! (til slavinden )[HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.]
Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)
10*
Faksimile
s. 148
Fyrstinde Helena
(synker ned i armstolen).
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os!
Cæsar Julian
(trækker forhænget sammen)
(trækker forhænget sammen)
Hvem ved. Blot varsom, så kan uvejret
endnu –
endnu –
Fyrstinde Helena.
Efter et sådant nederlag –?
Cæsar Julian.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?
Fyrstinde Helena.
Har ikke Alemanerne slåt dig?
Cæsar Julian.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig
levende igen.
levende igen.
Fyrstinde Helena
(springer op).
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
Cæsar Julian
(sagte).
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr.
Fyrstinde Helena.
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har
sejret, og dog –?
sejret, og dog –?
Cæsar Julian.
Du kan ikke fatte hvorledes jeg står. Du
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
Faksimile
s. 149
Fyrstinde Helena.
Julian!
Cæsar Julian.
Kan du fortænke mig i at jeg har dulgt sligt
for dig? Bød ikke både pligt og skam at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
for dig? Bød ikke både pligt og skam at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
Fyrstinde Helena.
Hvad? Hvad?
Cæsar Julian.
Hvilken forandring med dig i disse måneder!
Helena, har du været syg?
Helena, har du været syg?
Fyrstinde Helena.
Nej, nej; men sig mig –?
Cæsar Julian.
Jo, du har været syg! Du må være syg
endnu; – disse feberhede tindinger, disse blå-
brune ringe om øjnene –
endnu; – disse feberhede tindinger, disse blå-
brune ringe om øjnene –
Fyrstinde Helena.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian!
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Cæsar Julian.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel
usikkert om denne nidkærhed frugter så meget.
usikkert om denne nidkærhed frugter så meget.
Fyrstinde Helena.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om
dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet
for mig.
dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet
for mig.
Faksimile
s. 150
Cæsar Julian.
Der kan intet dølges længer. Siden kejser-
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt
her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde
ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Ale-
manerne, så hed det at jeg var frygtagtig og
uvirksom. Man spottede over visdomselskeren,
som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigs-
rustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne,
så måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt
her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde
ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Ale-
manerne, så hed det at jeg var frygtagtig og
uvirksom. Man spottede over visdomselskeren,
som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigs-
rustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne,
så måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
Fyrstinde Helena.
Men alle dine venner i hæren –
Cæsar Julian.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryl-
lupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig
bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren,
har mindet mig om vort gamle venskab i Athen
og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men
hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han
er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han
kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigs-
øversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg
lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus,
som tynges under følelsen af sin egen udygtighed,
og som dog ikke kan forlige sig med min nye
krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig,
denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryl-
lupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig
bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren,
har mindet mig om vort gamle venskab i Athen
og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men
hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han
er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han
kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigs-
øversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg
lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus,
som tynges under følelsen af sin egen udygtighed,
og som dog ikke kan forlige sig med min nye
krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til
Faksimile
s. 151
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig,
denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
Fyrstinde Helena.
Ah, Julian!
Cæsar Julian
(går op og ned).
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spise-
seddel, min kok har at rette sig efter, den er
sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til
at ændre noget deri, hverken lægge til eller
tage fra!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spise-
seddel, min kok har at rette sig efter, den er
sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til
at ændre noget deri, hverken lægge til eller
tage fra!
Fyrstinde Helena.
Og alt dette har du båret hemmeligt –!
Cæsar Julian.
Alle ved det, uden du. Alle spotter over
Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg
vil ikke bære det!
Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg
vil ikke bære det!
Fyrstinde Helena.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, –
har rygtet overdrevet –?
har rygtet overdrevet –?
Cæsar Julian.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss;
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
Faksimile
s. 152
Jeg tør sige at jeg i disse måneder har ud-
rettet alt, hvad der stod i menneskelig magt.
Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min
egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den
østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen
i ryggen, trak kong Knodomar alle sine strids-
kræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster
stødte til ham. Men forinden han havde fåt
samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald,
lod jeg min hær rykke frem til angreb.
rettet alt, hvad der stod i menneskelig magt.
Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min
egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den
østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen
i ryggen, trak kong Knodomar alle sine strids-
kræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster
stødte til ham. Men forinden han havde fåt
samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald,
lod jeg min hær rykke frem til angreb.
Fyrstinde Helena.
Min helt, min Julian!
Cæsar Julian.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede
omgik fienden i nord; de gamle legioner under
Severus drev barbarerne mere og mere østligt
imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte,
under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne
ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var
al fare, søgte han at undkomme imod syd for at
nå over til øerne. Men før det kunde ske lod
jeg Florentius møde ham med prætorianerne og
hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt,
men visst er det at forræderi eller misundelse nær
havde røvet mig sejrens frugter. De romerske
ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som
kasted sig til jorden og stak hestene i bugen.
Jeg så vort nederlag for øjnene –
omgik fienden i nord; de gamle legioner under
Severus drev barbarerne mere og mere østligt
imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte,
under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne
ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var
al fare, søgte han at undkomme imod syd for at
nå over til øerne. Men før det kunde ske lod
jeg Florentius møde ham med prætorianerne og
hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt,
men visst er det at forræderi eller misundelse nær
havde røvet mig sejrens frugter. De romerske
ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som
kasted sig til jorden og stak hestene i bugen.
Jeg så vort nederlag for øjnene –
Faksimile
s. 153
Fyrstinde Helena.
Men slagenes Gud var med dig!
Cæsar Julian.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hus-
tropper med mine tilråb, holdt i al skynding en
tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have
været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske
uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb
havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den
tætteste kamptummel.
tropper med mine tilråb, holdt i al skynding en
tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have
været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske
uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb
havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den
tætteste kamptummel.
Fyrstinde Helena.
Julian! O, du elsker mig ikke!
Cæsar Julian.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det
kom, min elskede! Det var som om en lyn-
slående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser.
Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja,
du har jo selv set ham – jeg så ham flygte til-
fods af slaget, og med ham flygtede hans broder
Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle,
som ikke lå under for vore sværd.
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det
kom, min elskede! Det var som om en lyn-
slående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser.
Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja,
du har jo selv set ham – jeg så ham flygte til-
fods af slaget, og med ham flygtede hans broder
Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle,
som ikke lå under for vore sværd.
Fyrstinde Helena.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede
frelser; det var dig, som atter udsendte mord-
englene fra den mulviske bro!
frelser; det var dig, som atter udsendte mord-
englene fra den mulviske bro!
Cæsar Julian.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i,
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted
rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne
faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde
søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere
røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind
imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom
han frivilligt frem og overgav sig.
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i,
Faksimile
s. 154
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted
rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne
faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde
søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere
røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind
imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom
han frivilligt frem og overgav sig.
Fyrstinde Helena.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle
dig tryg?
dig tryg?
Cæsar Julian
(nølende).
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et
tilfælde, en ubetydelighed –
tilfælde, en ubetydelighed –
Fyrstinde Helena.
Et tilfælde?
Cæsar Julian.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled
vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så
overvældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg ved ikke –
vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så
overvældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg ved ikke –
Fyrstinde Helena.
O, tal dog; du ængster mig!
Cæsar Julian.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens
påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg
skulde flåes levende når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skæl-
vende over hele legemet; knækket af ulykken,
således, som det er barbarers vis, kasted han sig
ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer
og bad for livet.
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens
påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg
Faksimile
s. 155
skulde flåes levende når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skæl-
vende over hele legemet; knækket af ulykken,
således, som det er barbarers vis, kasted han sig
ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer
og bad for livet.
Fyrstinde Helena.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde
lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. –
Dræbte du ham, min elskede?
lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. –
Dræbte du ham, min elskede?
Cæsar Julian.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg til-
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham
som fange til Rom.
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham
som fange til Rom.
Fyrstinde Helena.
Uden at pine ham?
Cæsar Julian.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men
da, – jeg fatter ikke hvorledes det gik til, –
i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine
læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne
hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i
vort sprog, råbte han med høj røst: priset være
du, Julian, du mægtige kejser!
da, – jeg fatter ikke hvorledes det gik til, –
i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine
læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne
hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i
vort sprog, råbte han med høj røst: priset være
du, Julian, du mægtige kejser!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Cæsar Julian.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbar-
kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte
de omstående; og råbet forplanted sig i videre
og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det
var som om en Titan havde slynget et berg ud
i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig
denne hedenske lignelse, men –
kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt
Faksimile
s. 156
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte
de omstående; og råbet forplanted sig i videre
og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det
var som om en Titan havde slynget et berg ud
i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig
denne hedenske lignelse, men –
Fyrstinde Helena.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!
Cæsar Julian.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios,
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
Fyrstinde Helena.
Ja, ja; men soldaterne –?
Cæsar Julian.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod
stille omkring, hvide af skræk og vrede.
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod
stille omkring, hvide af skræk og vrede.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja, – de, men ikke soldaterne.
Cæsar Julian.
Der var knapt gåt en nat tilende før mine
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-
kongen livet. – Således, vendt op og ned, er
det også bleven meldt til Rom.
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-
kongen livet. – Således, vendt op og ned, er
det også bleven meldt til Rom.
Faksimile
s. 157
Fyrstinde Helena.
Er du viss på det? Og af hvem?
Cæsar Julian.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev
skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele,
men –
skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele,
men –
Fyrstinde Helena.
Nu, – og hvad har han svaret?
Cæsar Julian.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående
taushed når han vil ramme nogen.
taushed når han vil ramme nogen.
Fyrstinde Helena.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart
bringe dig sikkerhed for at –
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart
bringe dig sikkerhed for at –
Cæsar Julian.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit
bryst gemmer jeg opsnappede breve, som –
bryst gemmer jeg opsnappede breve, som –
Fyrstinde Helena.
O, Herre min Gud, lad mig se!
Cæsar Julian.
Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt
nederlag på nederlag ved Donau og mens hæren
i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter,
undtagen her, hvor man satte en modstræbende
visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
store sejr har man gjort et spottedigt over mig
og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt
nederlag på nederlag ved Donau og mens hæren
i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang
Faksimile
s. 158
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter,
undtagen her, hvor man satte en modstræbende
visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
store sejr har man gjort et spottedigt over mig
og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
Fyrstinde Helena.
Ja, jeg tror det også.
Cæsar Julian.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige
vilkår!
vilkår!
Fyrstinde Helena.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive
stående ved dette.
stående ved dette.
Cæsar Julian
(standser).
(standser).
Helena, kunde du følge mig?
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
Cæsar Julian.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort
til den så længe eftertragtede ensomhed –!
til den så længe eftertragtede ensomhed –!
Fyrstinde Helena.
Hvad siger du? Ensomhed!
Cæsar Julian.
Med dig, min elskede; og med mine kære
bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne,
og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse
nætter.
bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne,
Faksimile
s. 159
og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse
nætter.
Fyrstinde Helena
(ser nedad ham).
(ser nedad ham).
Ah, således!
Cæsar Julian.
Hvad ellers?
Fyrstinde Helena.
Nu ja; hvad ellers?
Cæsar Julian.
Ja ja, – jeg spørger, hvad ellers?
Fyrstinde Helena
(nærmere).
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
Cæsar Julian
(vigende).
(vigende).
Helena!
Fyrstinde Helena
(atter nærmere).
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd
i soldaternes rækker?
i soldaternes rækker?
Cæsar Julian.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor
hver dør!
hver dør!
Fyrstinde Helena.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej
for min fader da han kasted Maxentius i Tiberen!
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej
for min fader da han kasted Maxentius i Tiberen!
Faksimile
s. 160
Cæsar Julian.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!
Fyrstinde Helena.
Kun imod dem, som står imellem eder. O,
gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende
på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en
udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen,
til solvarmen, til Rom og Grækenland.
gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende
på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en
udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen,
til solvarmen, til Rom og Grækenland.
Cæsar Julian.
Hjem igen til din broder?
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Konstanzios er affældig.
Cæsar Julian.
Helena!
Fyrstinde Helena.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig.
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme
sæde står vinkende til hæder og herlighed mens
jeg ældes –
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme
sæde står vinkende til hæder og herlighed mens
jeg ældes –
Cæsar Julian.
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
Fyrstinde Helena.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære
dette med tålmod; livet går fra mig!
dette med tålmod; livet går fra mig!
Cæsar Julian
(ser på hende).
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er
du ikke!
du ikke!
Faksimile
s. 161
Fyrstinde Helena
(klynger sig til ham).
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian?
Cæsar Julian
(favner hende).
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, –
den eneste, som har elsket mig.
den eneste, som har elsket mig.
Fyrstinde Helena.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes
mere. Når alt er over, så –
mere. Når alt er over, så –
Cæsar Julian
(river sig løs).
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
Fyrstinde Helena
(går efter ham).
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger
i et hår over graven. O, min elskede Julian, du
har jo soldaterne for dig –
i et hår over graven. O, min elskede Julian, du
har jo soldaterne for dig –
Cæsar Julian.
Ti, ti!
Fyrstinde Helena.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det
så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget
blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken
vil være nok; den vil tage ham i favn og kær-
lighedsfuldt ende hans lidelser.
så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget
blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken
vil være nok; den vil tage ham i favn og kær-
lighedsfuldt ende hans lidelser.
Cæsar Julian.
Glemmer du den usynlige livvagt om den
salvede?
salvede?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
11
Faksimile
s. 162
Fyrstinde Helena.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så til-
giver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal
opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd!
Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone
alting siden. Skænk mig Alemanerne til omven-
delse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de
skal bøje sig ind under korsets nåde.
giver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal
opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd!
Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone
alting siden. Skænk mig Alemanerne til omven-
delse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de
skal bøje sig ind under korsets nåde.
Cæsar Julian.
Alemanerne bøjer sig ikke did under.
Fyrstinde Helena.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil
øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres!
Og da, min Julian, – når du ser mig igen –;
forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvin-
derne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord,
og middelet skal være usvigeligt –, et bad i
ungt jomfrublod –
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil
øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres!
Og da, min Julian, – når du ser mig igen –;
forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvin-
derne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord,
og middelet skal være usvigeligt –, et bad i
ungt jomfrublod –
Cæsar Julian.
Helena, du forbryder dig!
Fyrstinde Helena.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld?
Cæsar Julian.
Du skønne, du eneste!
Faksimile
s. 163
Fyrstinde Helena
(bøjer sig ned over hans hænder).
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig
ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser!
Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge
Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte
arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes
Gud, – du, som har nåden og sejren i din
hånd –
ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser!
Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge
Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte
arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes
Gud, – du, som har nåden og sejren i din
hånd –
Cæsar Julian
(med et blik mod døren, råber):
(med et blik mod døren, råber):
Helena!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud –
Cæsar Julian.
Er han kommen?
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Hans navn? Hvem er han?
Husmesteren Eutherios.
Tribunen Decentius.
Fyrstinde Helena.
Virkelig? Den fromme Decentius!
Cæsar Julian.
Hvem har han talt med?
11*
Faksimile
s. 164
Husmesteren Eutherios.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik.
Cæsar Julian.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et.
Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig
hos mig.
Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig
hos mig.
Husmesteren Eutherios.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke at du
kan stole på soldaterne.
kan stole på soldaterne.
Cæsar Julian.
Ah, stole, stole –; jeg ved ikke om jeg
kan stole på nogen.
kan stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(imod ham).
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk
ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det
lægger et livende solskær over vort umilde Gallien.
ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det
lægger et livende solskær over vort umilde Gallien.
Tribunen Decentius.
Kejseren møder din længsel og dit håb på
halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro at Gallien
ikke ret længe skal lænke dig.
halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro at Gallien
ikke ret længe skal lænke dig.
Faksimile
s. 165
Fyrstinde Helena.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren
tænker da altid med kærlighed på mig? Hvor-
ledes er det med hans sundhed?
tænker da altid med kærlighed på mig? Hvor-
ledes er det med hans sundhed?
Cæsar Julian.
Gå, gå, min elskede Helena!
Tribunen Decentius.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret
sig.
sig.
Fyrstinde Helena.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste.
Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset,
at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du
fromme Decentius! Og vær selv takket. Med
hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst!
Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i
sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du
skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem
bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svul-
mende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i
guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; –
frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset,
at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du
fromme Decentius! Og vær selv takket. Med
hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst!
Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i
sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du
skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem
bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svul-
mende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i
guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; –
frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Cæsar Julian.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men for-
retninger først. Gå, min dyrebare hustru!
retninger først. Gå, min dyrebare hustru!
Fyrstinde Helena.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder
og for alle håb.
(hun går ud til højre.)
og for alle håb.
Faksimile
s. 166
Cæsar Julian
(efter et øjebliks ophold).
(efter et øjebliks ophold).
Bud eller brevskaber?
Tribunen Decentius.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.)
Cæsar Julian
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere!
Tribunen Decentius.
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
Cæsar Julian.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den
lange vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
lange vej kun for at –?
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til
Rom før din afrejse?
Rom før din afrejse?
Tribunen Decentius.
Ja, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er
højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til
latter for mine soldater. Tænk dig, han forveksled
så gængse ord som kejser og Cæsar.
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er
højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til
latter for mine soldater. Tænk dig, han forveksled
så gængse ord som kejser og Cæsar.
Tribunen Decentius
(trækker på skuldrene).
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige?
Faksimile
s. 167
Cæsar Julian.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren
er ham dog nådig?
er ham dog nådig?
Tribunen Decentius.
Knodomar er død, herre!
Cæsar Julian
(standser).
(standser).
Knodomar er død?
Tribunen Decentius.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke.
Cæsar Julian.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
Tribunen Decentius.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre!
Længselen efter slægt og frihed –
Længselen efter slægt og frihed –
Cæsar Julian.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg ved det.
– Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom;
jeg burde ladet ham dræbe her.
– Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom;
jeg burde ladet ham dræbe her.
Tribunen Decentius.
Cæsars sind er mildt.
Cæsar Julian.
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler
han altid til mig om sejers-vognen og det hvide
forspand. (til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har
du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde
jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg
sårer dit fromme øre.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler
han altid til mig om sejers-vognen og det hvide
forspand. (til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med
Faksimile
s. 168
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har
du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde
jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg
sårer dit fromme øre.
Tribunen Decentius.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer
det ikke.
det ikke.
Cæsar Julian.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger.
Jeg ved virkelig ikke at tage det på anden måde.
– Der har vi dem.
Jeg ved virkelig ikke at tage det på anden måde.
– Der har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt
flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra bag-
grunden).
flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra bag-
grunden).
Cæsar Julian
(går dem imøde).
(går dem imøde).
God morgen, I våbenbrødre og venner! Har-
mes ikke formeget over at jeg kalder eder lige
hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde
visselig undt eder nogle timers ro; men –
mes ikke formeget over at jeg kalder eder lige
hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde
visselig undt eder nogle timers ro; men –
Prætorianhøvdingen Florentius.
Er der hændt noget særdeles, herre?
Cæsar Julian.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig,
– hvad fattedes i Cæsars lykke?
– hvad fattedes i Cæsars lykke?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
Cæsar Julian.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har forlangt
at jeg skulde holde sejers-indtog i staden. I spidsen
for legionerne vilde man at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster
med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene;
kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag
skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved
ved hoved – (bryder pludselig af.) Glæd eder, mine
tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius,
kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom
denne morgenstund med gaver og hilsninger fra
Rom.
at jeg skulde holde sejers-indtog i staden. I spidsen
Faksimile
s. 169
for legionerne vilde man at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster
med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene;
kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag
skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved
ved hoved – (bryder pludselig af.) Glæd eder, mine
tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius,
kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom
denne morgenstund med gaver og hilsninger fra
Rom.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
Hærføreren Severus
(sagte til Florentius).
(sagte til Florentius).
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
Prætorianhøvdingen Florentius
(sagte).
(sagte).
O, denne vankelmodige kejser!
Cæsar Julian.
Det synes, som om en forundringsfuld stum-
hed havde slåt eder alle. – Man finder at kej-
seren har gjort formeget, gode Decentius!
hed havde slåt eder alle. – Man finder at kej-
seren har gjort formeget, gode Decentius!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
Hærføreren Severus.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde
ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for
sin nåde?
ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for
sin nåde?
Faksimile
s. 170
Prætorianhøvdingen Florentius.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmær-
kelse –
kelse –
Hærføreren Severus.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al
misundelse –
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al
misundelse –
Hærføreren Severus.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg
nok sige.
nok sige.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet
i disse få år i Gallien?
i disse få år i Gallien?
Cæsar Julian.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har
slet intet udrettet. Intet, intet!
slet intet udrettet. Intet, intet!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og det regner din beskedenhed for intet?
Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet
hob –
Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet
hob –
Hærføreren Severus.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden
ledelse –
ledelse –
Cæsar Julian.
Overdrivelse, Severus!
Faksimile
s. 171
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og var det ikke med denne utøjlede hob at
du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med
disse bander, som du gennem sejervindinger om-
skabte til en hær af sejerherrer; tog du ikke
Colonia Agrippina tilbage –?
du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med
disse bander, som du gennem sejervindinger om-
skabte til en hær af sejerherrer; tog du ikke
Colonia Agrippina tilbage –?
Cæsar Julian.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Flo-
rentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det
så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin?
At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i for-
svarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
rentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det
så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin?
At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i for-
svarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvorledes, herre? Kan du tvivle om så
store ting?
store ting?
Cæsar Julian.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det
svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Kno-
domar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg
drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op
igen, da vi rykked ind i de germaniske egne?
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det
svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Kno-
domar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg
drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op
igen, da vi rykked ind i de germaniske egne?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig
mand, at han vil gøre dig denne ære stridig?
mand, at han vil gøre dig denne ære stridig?
Faksimile
s. 172
Hærføreren Severus
(til Decentius).
(til Decentius).
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på
mine gamle dage at følge så lykkelig en fører.
mine gamle dage at følge så lykkelig en fører.
Prætorianhøvdingen Florentius
(ligeledes til tribunen).
(ligeledes til tribunen).
Hvad vending det alemanske overfald uden
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Flere hofmænd
(trænger sig frem).[HIS: Bare svak rest av punktum igjen.]
(trænger sig frem).[HIS: Bare svak rest av punktum igjen.]
Ja, herre, Cæsar er stor!
Andre herrer
(klapper i hænderne).
(klapper i hænderne).
Cæsar er uden lige!
Cæsar Julian
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud
i en høj kort latter).
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud
i en høj kort latter).
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt,
blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder
blindt!
i hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og
sug det ind som en erkendelsens læskende dugg.
Det er kejserens melding til alle statholderne
rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius
har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har
intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som
jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord:
det var under kejserens lykkelige forvarsler at
den riget overhængende fare blev afvendt.
sug det ind som en erkendelsens læskende dugg.
Det er kejserens melding til alle statholderne
rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius
har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har
intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som
jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord:
det var under kejserens lykkelige forvarsler at
den riget overhængende fare blev afvendt.
Faksimile
s. 173
Prætorianhøvdingen Florentius.
Alle rigets sager nyder fremgang under kej-
serens forvarsler.
serens forvarsler.
Cæsar Julian.
Mere, mere! Her berettes det, at det er
kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin;
det er kejseren, som har løftet op den ydmygt
bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for
ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde
nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit,
Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her,
i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor
var det jeg havde det? jo her; her står det; det
var kejseren, som påbød slagordningen; det
var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd
sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var
kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog
barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin;
det er kejseren, som har løftet op den ydmygt
bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for
ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde
nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit,
Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her,
i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor
var det jeg havde det? jo her; her står det; det
var kejseren, som påbød slagordningen; det
var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd
sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var
kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog
barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
Hærføreren Severus.
Høje Cæsar, dit ord er nok.
Cæsar Julian.
Og hvor vil I så hen med eders dårende
tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til
mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader
med den overflod, I rapsed fra min frændes
bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad
siger du til dette? Du ser at jeg i min egen
lejr må holde øje med tilhængere, som stundom
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides
oprørets grænsepæle.
tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til
mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader
med den overflod, I rapsed fra min frændes
bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad
siger du til dette? Du ser at jeg i min egen
lejr må holde øje med tilhængere, som stundom
Faksimile
s. 174
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides
oprørets grænsepæle.
Prætorianhøvdingen Florentius
(hurtigt til tribunen).
(hurtigt til tribunen).
I sandhed, mine ord er bleven højlig mis-
tydede, ifald –
tydede, ifald –
Hærføreren Severus
(ligeledes til tribunen).
(ligeledes til tribunen).
Det kunde aldrig komme mig isinde på den
vis at –
vis at –
Cæsar Julian.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før,
hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det.
Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i
Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom.
Han finder derfor at alle højtideligheder her er
overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de på-
tænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde
sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at
de skal forblive i lejren udenfor murene.
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før,
hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det.
Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i
Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom.
Han finder derfor at alle højtideligheder her er
overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de på-
tænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde
sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at
de skal forblive i lejren udenfor murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang.
Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren
har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius!
Har du mere at melde?
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang.
Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren
Faksimile
s. 175
har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius!
Har du mere at melde?
Tribunen Decentius.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har for-
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt
ført til ende her i Gallien.
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt
ført til ende her i Gallien.
Cæsar Julian.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed
og dels ved sin højmodige mildhed –
og dels ved sin højmodige mildhed –
Tribunen Decentius.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
Cæsar Julian.
Af kejseren, af kejseren.
Tribunen Decentius.
I landskaberne omkring Donau står derimod
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong
Sapores vinder stadig fremgang.
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong
Sapores vinder stadig fremgang.
Cæsar Julian.
Den forvovne mand! Rygtet siger at kej-
seren heller ikke i sommer har behaget at lade
sine hærførere knuse ham.
seren heller ikke i sommer har behaget at lade
sine hærførere knuse ham.
Tribunen Decentius.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Lad se, lad se! (læser.) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op
og siger:)
Faksimile
s. 176
Det er altså kejserens vilje at –? Godt,
godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive
efterkommet.
godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive
efterkommet.
Tribunen Decentius.
Det er nødvendigt at den efterkommes endnu
idag.
idag.
Cæsar Julian.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og
læser papirerne igennem på ny.)
læser papirerne igennem på ny.)
Prætorianhøvdingen Florentius
(dæmpet til tribunen).
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg
før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var
det selvfølgelig ikke dermed ment at –
før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var
det selvfølgelig ikke dermed ment at –
Hærføreren Severus
(sagte).
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke at det
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
En hofmand
(på tribunens anden side).
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord
ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er
kejserens høje slægtning, men –
ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er
kejserens høje slægtning, men –
En anden hofmand.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der
vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed,
som om forvovne håb –
vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed,
som om forvovne håb –
Faksimile
s. 177
Cæsar Julian.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius!
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde ned-
lægge denne ansvarsfulde værdighed.
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde ned-
lægge denne ansvarsfulde værdighed.
Tribunen Decentius.
Det skal blive kejseren meldt.
Cæsar Julian.
Jeg kræver himlen til vidne på at jeg aldrig –;
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
Tribunen Decentius.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje
Cæsar!
Cæsar!
Cæsar Julian.
Uden min mellemkomst?
Tribunen Decentius.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyre-
bare slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som
bare slægtning.
blir stående ved døren.)
Cæsar Julian
(ser en stund på ham).
(ser en stund på ham).
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Ja, høje herre!
Cæsar Julian.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig
ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde
være mig så hengiven.
ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde
være mig så hengiven.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
12
Faksimile
s. 178
Staldmesteren Sintula.
Hvoraf ved du at jeg er dig hengiven, herre?
Cæsar Julian.
(peger på papirrullen).
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står at du
skal forlade mig.
skal forlade mig.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Opløser –?
Cæsar Julian.
Ja, hvad er det andet end en opløsning?
Kejseren trænger til at forstærke sig, både i
Donau-egnen og imod Perserne. Vore bataviske
og æruliske hjelpetropper skal afgå i al skynding
for at kunne stå i Asien til foråret.
Kejseren trænger til at forstærke sig, både i
Donau-egnen og imod Perserne. Vore bataviske
og æruliske hjelpetropper skal afgå i al skynding
for at kunne stå i Asien til foråret.
Staldmesteren Sintula.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du
har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bunds-
forvandte at de på ingen vis må bruges hinsides
Alperne.
har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bunds-
forvandte at de på ingen vis må bruges hinsides
Alperne.
Cæsar Julian.
Just det, Sintula! Kejseren skriver at jeg
gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke.
Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således
står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, van-
ære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede
harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.
gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke.
Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således
står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, van-
ære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede
harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.
Faksimile
s. 179
Staldmesteren Sintula.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner
vil byde dig sit bryst til skjold.
vil byde dig sit bryst til skjold.
Cæsar Julian.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige
ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre
hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste
veje skal sendes til kejseren.
ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre
hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste
veje skal sendes til kejseren.
Staldmesteren Sintula.
Ah, dette er –!
Cæsar Julian.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hær-
afdelinger skal opægges imod mig, for at man
med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
afdelinger skal opægges imod mig, for at man
med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
Staldmesteren Sintula.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste
af dine hærførere lader sig bruge til dette.
af dine hærførere lader sig bruge til dette.
Cæsar Julian.
Mine hærførere vil heller ikke komme i
fristelse. Du er manden.
fristelse. Du er manden.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager
til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre
de udvalgte afdelinger til Rom.
til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre
de udvalgte afdelinger til Rom.
Staldmesteren Sintula.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd,
som Florentius og den gamle Severus –
som Florentius og den gamle Severus –
12*
Faksimile
s. 180
Cæsar Julian.
Du har ingen sejervindinger på din syndeliste,
Sintula!
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man
her villet unde mig lejlighed til at vise –
her villet unde mig lejlighed til at vise –
Cæsar Julian.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for
din troskab.
din troskab.
Staldmesteren Sintula.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
Cæsar Julian.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig
bruge til dette.
bruge til dette.
Staldmesteren Sintula.
Gud forbyde at jeg skulde nægte kejseren
lydighed!
lydighed!
Cæsar Julian.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
Staldmesteren Sintula.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han
måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt
af kejseren.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han
måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt
af kejseren.
Cæsar Julian.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
Staldmesteren Sintula.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt;
må jeg bede om kejserens befaling?
må jeg bede om kejserens befaling?
Faksimile
s. 181
Cæsar Julian
(rækker ham et af papirerne).
(rækker ham et af papirerne).
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din
pligt.
pligt.
Slavinden Myrrha
(kommer ilsomt fra højre).
(kommer ilsomt fra højre).
O, forbarmende frelser!
Cæsar Julian.
Myrrha! Hvad er det?
Slavinden Myrrha.
O, nådige himmel, min herskerinde –
Cæsar Julian.
Din herskerinde, – hvad hun?
Slavinden Myrrha.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
Cæsar Julian.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme,
Sintula! Hent ham!
Sintula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud til
højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.)
højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.)
Fyrstinde Helena.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
Cæsar Julian.
Helena! For Guds nådes skyld –!
Fyrstinde Helena.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder
mig med nålestik!
mig med nålestik!
Faksimile
s. 182
Cæsar Julian.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig?
Fyrstinde Helena.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne,
Myrrha!
Myrrha!
Lægen Oribases
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det
sandt? Ah!
sandt? Ah!
Cæsar Julian.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
Fyrstinde Helena.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.)
Cæsar Julian.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases?
Se, – se øjnene, hvor store –!
Se, – se øjnene, hvor store –!
Lægen Oribases
(til Myrrha).
(til Myrrha).
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun
spist eller drukket?
spist eller drukket?
Cæsar Julian.
Ah, du tror –?
Lægen Oribases.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
Slavinden Myrrha.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
Lægen Oribases.
Nu, nu!
Faksimile
s. 183
Slavinden Myrrha.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; –
o, jeg ved ikke –
o, jeg ved ikke –
Cæsar Julian.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
Slavinden Myrrha.
Ja – nej – ja; jeg ved ikke, herre; – det
var to Nubiere –
var to Nubiere –
Cæsar Julian.
Hjælp, hjælp, Oribases!
Lægen Oribases.
Desværre, jeg frygter –
Cæsar Julian.
Nej, nej, nej!
Lægen Oribases.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
Fyrstinde Helena
(hviskende).
(hviskende).
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde
mørke!
mørke!
Cæsar Julian.
Helena! Hør; saml dine tanker –
Lægen Oribases.
Min høje fyrstinde –
Cæsar Julian.
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej,
her, hvor jeg står.
her, hvor jeg står.
Faksimile
s. 184
Fyrstinde Helena
(river sig løs).
(river sig løs).
Fy; der var han igen!
Cæsar Julian.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
Fyrstinde Helena.
Den afskyelige; – altid er han om mig.
Cæsar Julian.
Hvad mener hun?
Lægen Oribases.
Gå tilside, nådige herre –!
Fyrstinde Helena.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min
Gallos!
Gallos!
Cæsar Julian.
Gallos?
Lægen Oribases.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
Fyrstinde Helena.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
Cæsar Julian.
Alle afgrundes afgrund –!
Lægen Oribases.
Vildelsen tager til –
Cæsar Julian.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske,
Oribases!
Oribases!
Faksimile
s. 185
Fyrstinde Helena
(ler sagte).
(ler sagte).
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene;
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker.
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker.
Slavinden Myrrha.
Herre, befaler du ikke at jeg skal –?
Cæsar Julian.
Væk med dig, kvinde!
Fyrstinde Helena.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham,
du brune svulmende barbar? Han kan ikke
overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne
vanmagtens dyd.
du brune svulmende barbar? Han kan ikke
overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne
vanmagtens dyd.
Cæsar Julian.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases!
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Fyrstinde Helena.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo
død. Halshugget. Hvilket hug det må have
været! Ikke skinsyg, du min første og sidste.
Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog
kun dig, dig, dig –!
død. Halshugget. Hvilket hug det må have
været! Ikke skinsyg, du min første og sidste.
Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog
kun dig, dig, dig –!
Cæsar Julian.
Ikke nærmere, Oribases!
Fyrstinde Helena.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham
efter dette,[HIS: Skadet komma.] Du ved jo vor søde hemmelighed.
O, du mine dages længsel, mine nætters hen-
rykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners
skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der;
det var dig – i mørket, i luften, i virakens slø-
rende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar
under mit hjerte –
efter dette,[HIS: Skadet komma.] Du ved jo vor søde hemmelighed.
Faksimile
s. 186
O, du mine dages længsel, mine nætters hen-
rykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners
skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der;
det var dig – i mørket, i luften, i virakens slø-
rende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar
under mit hjerte –
Cæsar Julian
(viger med et skrig).
(viger med et skrig).
Ah!
Fyrstinde Helena
(med udbredte arme).
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.)
Cæsar Julian
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen
Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
Ridderen Sallust.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Cæsar Julian
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst at –;
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst
noget om – om fyrstindens tilstand?
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst
noget om – om fyrstindens tilstand?
Lægen Oribases.
Jeg, som alle andre, herre!
Cæsar Julian.
Og du har intet sagt mig, Oribases!
Faksimile
s. 187
Lægen Oribases.
Hvorledes, min Cæsar?
Cæsar Julian.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
Lægen Oribases.
Herre, der var et, vi alle var uvidende om.
Cæsar Julian.
Og det var?
Lægen Oribases.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)
Cæsar Julian.
Hvorhen?
Lægen Oribases.
Prøve de midler, som min kunst –
Cæsar Julian.
Jeg tror at din kunst vil vise sig unyttig.
Lægen Oribases.
Herre, det var dog muligt at –
Cæsar Julian.
Unyttig, siger jeg!
Lægen Oribases
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig
ulydig i dette.
ulydig i dette.
Cæsar Julian.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv,
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren
vilde føle sig utrøstelig ifald hans kærlige omhu
skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du ved
vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren
Faksimile
s. 188
vilde føle sig utrøstelig ifald hans kærlige omhu
skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du ved
vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
Lægen Oribases.
Ah!
Cæsar Julian.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
Lægen Oribases
(bøjer sig ærbødigt).
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)
Cæsar Julian.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu be-
gynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten
igen.
gynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten
igen.
Ridderen Sallust.
O, men der er redning. Oribases vil –
Cæsar Julian
(kort og afværgende).
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør.
Ridderen Sallust.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efter-
spore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
spore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
Cæsar Julian.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme
for en dag, og så –
for en dag, og så –
Tribunen Decentius
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde!
Jeg sorgens og ulykkens bud –!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
Faksimile
s. 189
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde!
Jeg sorgens og ulykkens bud –!
Cæsar Julian.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius!
Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og
slørende nok, for at bringe dette i en tålelig
fremstilling for kejserens broderlige øre!
Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og
slørende nok, for at bringe dette i en tålelig
fremstilling for kejserens broderlige øre!
Tribunen Decentius.
Usaligt, at noget sådant skulde hænde næsten
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
Cæsar Julian.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslu-
gende havstorm, just som skibet syntes at ville
løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –;
sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som
mig. Men først forretninger. De to Nubiere
skal fængsles og forhøres.
gende havstorm, just som skibet syntes at ville
løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –;
sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som
mig. Men først forretninger. De to Nubiere
skal fængsles og forhøres.
Tribunen Decentius.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde
iver kunde tåle at de to upåpasselige tjenere et
øjeblik længer –?
iver kunde tåle at de to upåpasselige tjenere et
øjeblik længer –?
Cæsar Julian.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
Tribunen Decentius.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men
min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
hus måtte i sandhed være ringere, end den er,
ifald den i en slig stund kunde give rum for
sindigt overlæg.
min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
Faksimile
s. 190
hus måtte i sandhed være ringere, end den er,
ifald den i en slig stund kunde give rum for
sindigt overlæg.
Cæsar Julian.
Du har ladet begge slaverne dræbe?
Tribunen Decentius.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de
efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre!
Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget;
det var mig umuligt at få presset andet ud af
dem, end at de havde ladet hine vigtige ting
henstå en temmelig lang tid i forsalen uden be-
vogtning, tilgængelige for alle og enhver –
efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre!
Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget;
det var mig umuligt at få presset andet ud af
dem, end at de havde ladet hine vigtige ting
henstå en temmelig lang tid i forsalen uden be-
vogtning, tilgængelige for alle og enhver –
Cæsar Julian.
Aha! Ja så, Decentius!
Tribunen Decentius.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar,
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tje-
nere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! –
man har troet at skimte et slags unåde, eller
hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler,
som kejseren nødtvungen har måttet træffe her;
kort og godt –
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tje-
nere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! –
man har troet at skimte et slags unåde, eller
hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler,
som kejseren nødtvungen har måttet træffe her;
kort og godt –
Staldmesteren Sintula
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg
på ingen måde magter.
på ingen måde magter.
Faksimile
s. 191
Cæsar Julian.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed
ikke voksen.
ikke voksen.
Tribunen Decentius.
Hvad er hændt?
Staldmesteren Sintula.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og
de bundsforvandte rotter sig sammen –
de bundsforvandte rotter sig sammen –
Tribunen Decentius.
Trods imod kejserens vilje!
Staldmesteren Sintula.
Soldaterne råber på at de vil holde sig til
Cæsars løfter.
Cæsars løfter.
Cæsar Julian.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
Staldmesteren Sintula.
Sværmen stormer hid –
Tribunen Decentius.
Lad ingen slippe ind!
Ridderen Sallust
(ved vinduet).
(ved vinduet).
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af
truende soldater.
truende soldater.
Tribunen Decentius.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?
Faksimile
s. 192
Staldmesteren Sintula.
Flygtet.
Tribunen Decentius.
Den storpralende usling! Men Severus da?
Staldmesteren Sintula.
Severus siger sig syg; han har ladet sig køre
ud til sit landgods.
ud til sit landgods.
Cæsar Julian.
Jeg vil selv tale med de rasende.
Tribunen Decentius.
Ikke af stedet, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Hvad nu?
Tribunen Decentius.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar
er min fange.
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar
er min fange.
Ridderen Sallust.
Ah!
Cæsar Julian.
Så kom det dog!
Tribunen Decentius.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar
i sikkerhed til Rom.
i sikkerhed til Rom.
Cæsar Julian.
Til Rom!
Staldmesteren Sintula.
Hvad siger du, herre!
Faksimile
s. 193
Tribunen Decentius.
Til Rom, siger jeg!
Cæsar Julian.
Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp!
Ridderen Sallust.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske
hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vin-
duet. På samme tid trænger en anden sværm ind gennem døren i bag-
grunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til-
dels med børn på armene, følger de indtrængende.)
hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vin-
duet. På samme tid trænger en anden sværm ind gennem døren i bag-
grunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til-
dels med børn på armene, følger de indtrængende.)
Skrig blandt soldaterne.
Cæsar, Cæsar!
Andre stemmer.
Cæsar, hvi har du forrådt os?
Atter andre.
Ned med den troløse Cæsar!
Cæsar Julian
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra
mine fiender!
mine fiender!
Tribunen Decentius.
Ah, hvad er det –!
Vilde skrig.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
Cæsar Julian.
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
Fanebæreren Mauros.
De er alt dragne!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
13
Faksimile
s. 194
Kvinder.
Hug ham; hug ham!
Cæsar Julian.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros!
Ja, ja; på dig kan jeg stole.
Ja, ja; på dig kan jeg stole.
Bataviske soldater.
Hvor tør du sende os til jordens grænser?
Var det det, du tilsvor os?
Var det det, du tilsvor os?
Andre bundsforvandte.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke!
Cæsar Julian.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde
mig, som de myrded min broder Gallos!
mig, som de myrded min broder Gallos!
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre?
Tribunen Decentius.
Tro ham ikke!
Cæsar Julian.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden
skyld.
skyld.
Underføreren Laipso.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige.
Cæsar Julian.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det
dig? Du slog godt ved Argentoratum.
dig? Du slog godt ved Argentoratum.
Underføreren Laipso.
Det mindes Cæsar?
Faksimile
s. 195
Underføreren Varro.
Sine løfter mindes han ikke!
Cæsar Julian.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst,
jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er
lægt, ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at
det dog skulde nægtes mig at gøre dig til hø-
vedsmand!
jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er
lægt, ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at
det dog skulde nægtes mig at gøre dig til hø-
vedsmand!
Underføreren Varro.
Har du virkelig villet det?
Cæsar Julian.
Lægg ikke kejseren til last at han afslog
min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således,
som jeg kender eder.
min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således,
som jeg kender eder.
Tribunen Decentius.
Soldater, hør mig –!
Mange stemmer.
Vi har intet med kejseren at skaffe.
Andre
(trænger truende frem).
(trænger truende frem).
Cæsar skal stå os til regnskab!
Cæsar Julian.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar,
I venner? Man vil føre mig til Rom. Man
nægter mig at forvalte endog mine egne sager.
Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet.
Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg tænkt
at skænke hver soldat, men –
I venner? Man vil føre mig til Rom. Man
nægter mig at forvalte endog mine egne sager.
Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet.
Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg tænkt
at skænke hver soldat, men –
13*
Faksimile
s. 196
Soldaterne.
Hvad siger han?
Cæsar Julian.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det
er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er
god, I kære venner! O, men kejseren er syg;
han kan intet udrette –
er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er
god, I kære venner! O, men kejseren er syg;
han kan intet udrette –
Mange soldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Andre soldater.
Og det nægtes os!
Atter andre.
Hvem tør nægte Cæsar noget!
Fanebæreren Mauros.
Således handler man med Cæsar, soldaternes
fader!
fader!
Underføreren Laipso.
Med Cæsar, som mere har været os en ven
end en herre! Eller har han kanske ikke?
end en herre! Eller har han kanske ikke?
Mange stemmer.
Jo, jo, det har han!
Underføreren Varro.
Bør ikke Cæsar, sejerherren, kunne vælge til
høvedsmænd, hvem han vil?
høvedsmænd, hvem han vil?
Fanebæreren Mauros.
Bør han ikke have fri rådighed over det
bytte, som er tilfaldet ham?
bytte, som er tilfaldet ham?
Faksimile
s. 197
Høje råb.
Jo, jo, jo!
Cæsar Julian.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad
brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal
føres bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal
føres bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
Soldaterne.
Vi går ikke!
Cæsar Julian.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg
er nær ved at udgyde en tårestrøm når jeg
tænker på at I inden få måneder skal gives til
pris for sygdomme, for hunger og for en blod-
tørstig fiendes våben.
er nær ved at udgyde en tårestrøm når jeg
tænker på at I inden få måneder skal gives til
pris for sygdomme, for hunger og for en blod-
tørstig fiendes våben.
Mange soldater
(stimler om ham).
(stimler om ham).
Cæsar! Gode Cæsar!
Cæsar Julian.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn,
som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal
skærme disse medynksværdige, disse vordende
enker og faderløse, der snart vil være udsatte
for Alemanernes hævngærrige overfald?
som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal
skærme disse medynksværdige, disse vordende
enker og faderløse, der snart vil være udsatte
for Alemanernes hævngærrige overfald?
Kvinderne
(grædende).
(grædende).
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
Faksimile
s. 198
Cæsar Julian
(ligeledes i gråd).
(ligeledes i gråd).
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne
Cæsar?
Cæsar?
Underføreren Laipso.
Skriv til kejseren og lad ham vide –
Cæsar Julian.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på
sind og legem; han er nedbrudt af omhu for
rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
sind og legem; han er nedbrudt af omhu for
rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
Tribunen Decentius.
Jo, visselig; men –
Cæsar Julian.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg
erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
erfor – –
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode
Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er
forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – –
Ved I vel at kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er
forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – –
Ved I vel at kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
Fanebæreren Mauros.
Har kejseren?
Underføreren Varro.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?
Cæsar Julian.
Som han kom fra Donau har han holdt
sejersindtog for vore sejervindinger –
sejersindtog for vore sejervindinger –
Tribunen Decentius
(truende).
(truende).
Høje Cæsar, betænk –!
Faksimile
s. 199
Cæsar Julian.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk,
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når
sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde!
Da han i Rom red igennem Konstantins vældige
bue, trode han sig så stor at han krummed
ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når
sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde!
Da han i Rom red igennem Konstantins vældige
bue, trode han sig så stor at han krummed
ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
Fanebæreren Mauros.
Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.)
Enkelte stemmer.
Er det en kejser!
Underføreren Varro.
Og ham skal vi lyde!
Underføreren Laipso.
Væk med ham!
Fanebæreren Mauros.
Cæsar, tag du styret!
Tribunen Decentius.
Oprør –!
Mange stemmer.
Tag magten; tag magten, Cæsar!
Cæsar Julian.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil
I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var
det Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar
mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var
det Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar
mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
Faksimile
s. 200
Fanebæreren Mauros.
Han råbte: leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
Fanebæreren Mauros.
Leve kejser Julian!
De bagenfor stående.
Hvad går for sig?
Underføreren Varro.
De udråber Cæsar Julian til kejser!
Høje skrig.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i
munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.)
munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.)
Cæsar Julian.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater,
venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine
skælvende arme –! Ængst dig ikke, min De-
centius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg
lægger eder intet til last, I trofaste; det er for-
tvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt;
jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad
mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan
vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen –
(vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og forkynd i
lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil
uden ophold skrive til Rom –
venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine
skælvende arme –! Ængst dig ikke, min De-
centius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg
lægger eder intet til last, I trofaste; det er for-
tvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt;
jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad
mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan
vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen –
(vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og forkynd i
lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil
uden ophold skrive til Rom –
Faksimile
s. 201
Ridderen Sallust.
Herre, soldaterne vil se dig.
Fanebæreren Mauros.
En gylden ring om dit hoved, kejser!
Cæsar Julian.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
Fanebæreren Mauros.
Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.)
Råb udenfor.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!
Soldater.
På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for
mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
Cæsar Julian.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det
uundgåelige og fornyer alle tilsagn –
uundgåelige og fornyer alle tilsagn –
Legionssoldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Bataver.
Ikke over Alperne!
Cæsar Julian.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde
forråd. Der er det min agt at vente indtil vi ser,
om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her,
til rigets tarv, har vedtaget –
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde
forråd. Der er det min agt at vente indtil vi ser,
om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her,
til rigets tarv, har vedtaget –
Faksimile
s. 202
Ridderen Sallust.
Det gør han ikke, herre!
Cæsar Julian
(med oprakte hænder).
(med oprakte hænder).
Guddommelige visdom, lys op i hans for-
mørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær
med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
mørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær
med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
Myrrha
og
kvinderne
(veklagende udenfor til højre).
(veklagende udenfor til højre).
Død, død, død!
Faksimile
FEMTE HANDLING.
(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet
gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som
ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned
til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende
hængelampe.)
gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som
ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned
til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende
hængelampe.)
(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende
over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
Cæsar Julian
(taler nedad).
(taler nedad).
Endnu intet tegn?
En stemme
(dybt nede).
(dybt nede).
Intet.
Cæsar Julian.
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
Stemmen.
Begge dele.
Cæsar Julian.
Det er jævngodt med intet.
Stemmen.
Vent, vent.
Faksimile
s. 204
Cæsar Julian.
Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun
tre. Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at –
(han lytter imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
tre. Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at –
(han lytter imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
Ridderen Sallust
(kommer oppe fra gangen tilvenstre).
(kommer oppe fra gangen tilvenstre).
Herre; herre!
Cæsar Julian.
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
Ridderen Sallust.
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
Cæsar Julian.
Hvad vil du?
Ridderen Sallust.
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til
de levende igen.
de levende igen.
Cæsar Julian.
Hvad nyt oppe fra verden?
Ridderen Sallust.
Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde
forbud på at tålmodet snart forgår dem.
forbud på at tålmodet snart forgår dem.
Cæsar Julian.
Nu skinner visst solen deroppe.
Ridderen Sallust.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Himlen hvælver sig som et hav af tindrende
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt;
luften dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv;
skønne verden!
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt;
Faksimile
s. 205
luften dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv;
skønne verden!
Ridderen Sallust.
O, kom, kom, herre! Dette ophold i grav-
gangene udlægges til skade for dig.
gangene udlægges til skade for dig.
Cæsar Julian.
Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Tør jeg sige det?
Cæsar Julian.
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Mange tror at det mindre var sorg end
anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
Cæsar Julian.
De tror jeg dræbte hende?
Ridderen Sallust.
Det gådefulde i sagen må undskylde dem,
om –
om –
Cæsar Julian.
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for
ren for dette syndens rige; derfor steg en engel
fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og
råbte på hende. Eller hvad? Ved du ikke at
presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne
vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke
hendes ligtog hid været som et sejerstog gennem
landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder
hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende
med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud
på vejen og istemte lovsange til ære for himmel-
bruden, som førtes hjem til brudgommens hus? –
Hvad lo du af?
ren for dette syndens rige; derfor steg en engel
fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og
råbte på hende. Eller hvad? Ved du ikke at
presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne
vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke
Faksimile
s. 206
hendes ligtog hid været som et sejerstog gennem
landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder
hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende
med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud
på vejen og istemte lovsange til ære for himmel-
bruden, som førtes hjem til brudgommens hus? –
Hvad lo du af?
Ridderen Sallust.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene
siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad.
Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun
holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar,
hvad Cæsars var, og den anden gav hun –; nå,
det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke
indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad
nyt, spurgte jeg om?
siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad.
Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun
holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar,
hvad Cæsars var, og den anden gav hun –; nå,
det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke
indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad
nyt, spurgte jeg om?
Ridderen Sallust.
Det vigtigste, jeg ved, er at kejseren ved
budskabet om, hvad der i Lutetia gik for sig,
skyndsomt skal være flygtet over til Antiokia.
budskabet om, hvad der i Lutetia gik for sig,
skyndsomt skal være flygtet over til Antiokia.
Cæsar Julian.
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os
vel allerede i ånden foran Roms porte.
vel allerede i ånden foran Roms porte.
Ridderen Sallust.
De venner, som forvovent slutted sig til dig
i denne farlige sag, så i ånden det samme.
i denne farlige sag, så i ånden det samme.
Faksimile
s. 207
Cæsar Julian.
Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Ved du
ikke at under kamplegene, før afrejsen fra Lu-
tetia, brast mit skjold istykker, så jeg kun beholdt
håndtaget igen? Og ved du ikke at da jeg vilde
stige tilhest, så snubled hin tjener, på hvis sammen-
foldede hænder jeg skulde svinge mig op?
ikke at under kamplegene, før afrejsen fra Lu-
tetia, brast mit skjold istykker, så jeg kun beholdt
håndtaget igen? Og ved du ikke at da jeg vilde
stige tilhest, så snubled hin tjener, på hvis sammen-
foldede hænder jeg skulde svinge mig op?
Ridderen Sallust.
Du kom dog i sadlen, herre!
Cæsar Julian.
Men manden faldt.
Ridderen Sallust.
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
Kejseren lever. De breve, du har skrevet
ham til om din udråbelse –
ham til om din udråbelse –
Cæsar Julian.
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang
mig; der var intet valg.
mig; der var intet valg.
Ridderen Sallust.
Kejseren lader ikke den forklaring gælde.
Det er hans agt, når en hær er samlet i de øst-
lige landskaber, at rykke ind i Gallien.
Det er hans agt, når en hær er samlet i de øst-
lige landskaber, at rykke ind i Gallien.
Cæsar Julian.
Hvoraf ved du –?
Faksimile
s. 208
Ridderen Sallust.
Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig,
tro mig –!
tro mig –!
Cæsar Julian.
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Kon-
stanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –
stanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –
Ridderen Sallust.
Ikke? Hvorledes tænker du da at møde ham?
Cæsar Julian.
Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.
Ridderen Sallust.
Mener du dermed, at du vil træde af?
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ.) Så
tag mit liv, herre!
tag mit liv, herre!
Cæsar Julian.
Hvad nu!
Ridderen Sallust.
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit
end på kejserens bud.
end på kejserens bud.
Cæsar Julian.
Rejs dig, ven!
Ridderen Sallust.
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder
og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte
sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren
ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums
venskab under samværet i Grækenland, – da
jeg bad om at måtte dele krigens farer med
dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig
spejder i kejserens sold –
og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte
Faksimile
s. 209
sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren
ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums
venskab under samværet i Grækenland, – da
jeg bad om at måtte dele krigens farer med
dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig
spejder i kejserens sold –
Cæsar Julian.
Du –!
Ridderen Sallust.
Mit sind havde i nogen tid været optændt
af harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i
Mailand, – dog ikke ringe for mig, som havde
håbet at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke
på fode igen. Alt dette drog man fordel af i
Rom; man holdt mig for den rette mand til at
efterspore dine veje.
af harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i
Mailand, – dog ikke ringe for mig, som havde
håbet at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke
på fode igen. Alt dette drog man fordel af i
Rom; man holdt mig for den rette mand til at
efterspore dine veje.
Cæsar Julian.
Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et
bedrag!
bedrag!
Ridderen Sallust.
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes at
Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar,
jeg forrådte dig – i de første måneder; siden
ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den
nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde
givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i
mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset
dem, som havde udsendt mig.
Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar,
jeg forrådte dig – i de første måneder; siden
ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den
nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde
givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i
mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset
dem, som havde udsendt mig.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
14
Faksimile
s. 210
Cæsar Julian.
Disse breve var fra dig? O, Sallust!
Ridderen Sallust.
De indeholdt intet til skade for dig, herre!
Hvad andre kan have skrevet, ved jeg ikke; jeg
ved kun at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved
mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde.
Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din
lejr, hvori meldes om kejserens sejers-indtog i
Rom, og som du en morgen, undervejs til Lu-
tetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du
fandt den dog, herre?
Hvad andre kan have skrevet, ved jeg ikke; jeg
ved kun at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved
mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde.
Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din
lejr, hvori meldes om kejserens sejers-indtog i
Rom, og som du en morgen, undervejs til Lu-
tetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du
fandt den dog, herre?
Cæsar Julian.
Ja, ja –?
Ridderen Sallust.
Den var rettet til mig og et lykketræf var
mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale
turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg
kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at
forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se,
her ligger jeg!
mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale
turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg
kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at
forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se,
her ligger jeg!
Cæsar Julian.
Stå op; du er mig kærere således, – vunden
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du
min sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit
hoved.
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du
min sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit
hoved.
Ridderen Sallust.
Tag heller det liv, som du dog ikke længe
vil have magt til at skærme. Du siger, kejseren
er affældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har
svoret på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens
affældighed rummer intet håb for dig. Kejseren
tager en ny hustru til ægte.
vil have magt til at skærme. Du siger, kejseren
Faksimile
s. 211
er affældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har
svoret på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens
affældighed rummer intet håb for dig. Kejseren
tager en ny hustru til ægte.
Cæsar Julian.
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?
Ridderen Sallust.
Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker
ham nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve
vil ikke levne nogen tvivl hos dig.
ham nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve
vil ikke levne nogen tvivl hos dig.
Cæsar Julian
(griber papirerne og læser).
(griber papirerne og læser).
Ja, ved solens lys og magt –!
Ridderen Sallust.
O, havde jeg dog turdet tale før!
Cæsar Julian
(fremdeles læsende)
(fremdeles læsende)
Han tager en kvinde til ægte. Konstanzios,
– denne svindende menneske-skygge –! Fau-
stina –, hvad står der? ung – knapt nitten år
gammel –, en datter af – ah! en datter af hin
overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså
(folder papirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affældig,
døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina
from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig;
eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en
eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
tilveje, og så –
– denne svindende menneske-skygge –! Fau-
stina –, hvad står der? ung – knapt nitten år
gammel –, en datter af – ah! en datter af hin
overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså
(folder papirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affældig,
døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina
from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig;
eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en
eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
tilveje, og så –
14*
Faksimile
s. 212
Ridderen Sallust.
At nøle er at gå tilgrunde.
Cæsar Julian.
Dette har været forberedt længe og i al
stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder.
Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes
uforsigtige tunge, der fældte hende –
stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder.
Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes
uforsigtige tunge, der fældte hende –
Ridderen Sallust.
Nej, herre!
Cæsar Julian.
– man har tænkt, – man har troet at –;
o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte
hun afvejen.
o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte
hun afvejen.
Ridderen Sallust.
Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først
kasted sine øjne på. O, herre, du drager dog
ikke i tvivl at jeg afslog det? Jeg skød mig ind
under umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig at det brødefulde forehavende var
opgivet, og da –!
kasted sine øjne på. O, herre, du drager dog
ikke i tvivl at jeg afslog det? Jeg skød mig ind
under umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig at det brødefulde forehavende var
opgivet, og da –!
Cæsar Julian.
De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i
stenkisten deroppe. Konstanzios tager tilægte.
Derfor var det at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
stenkisten deroppe. Konstanzios tager tilægte.
Derfor var det at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
Ridderen Sallust.
Kun et kan frelse dig, min Cæsar; du må
handle før kejseren kommer til kræfter.
handle før kejseren kommer til kræfter.
Faksimile
s. 213
Cæsar Julian.
Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensom-
heden, hengivende mig til den visdom, jeg her
har været nødt til at forsømme? Vilde de nye
magthavere tåle en slig tilværelse? Vilde ikke
blot det, at de vidste mig ilive, være som et
hængende sværd over deres hoveder?
heden, hengivende mig til den visdom, jeg her
har været nødt til at forsømme? Vilde de nye
magthavere tåle en slig tilværelse? Vilde ikke
blot det, at de vidste mig ilive, være som et
hængende sværd over deres hoveder?
Ridderen Sallust.
Den vordende kejserindes slægtninge er de
mænd, som omgav Cæsar Gallos i hans sidste
timer.
mænd, som omgav Cæsar Gallos i hans sidste
timer.
Cæsar Julian.
Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser
skal jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne,
ham, som i lange år har stolpret omkring mellem
mine nærmestes lig!
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser
skal jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne,
ham, som i lange år har stolpret omkring mellem
mine nærmestes lig!
Ridderen Sallust.
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
Cæsar Julian.
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig
næsten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg,
Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
næsten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg,
Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
Faksimile
s. 214
Ridderen Sallust.
I Rom lod de mig sværge en dyr ed på
at tie.
at tie.
Cæsar Julian.
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
Ridderen Sallust.
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
Cæsar Julian.
Og dog bryder du eden?
Ridderen Sallust.
Jeg ønsker at leve.
Cæsar Julian.
Men guderne?
Ridderen Sallust.
Guderne – de er langt borte.
Cæsar Julian.
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en
mand rum omkring sig til at handle. O, denne
græske lykke, at føle sig fri! – –
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en
mand rum omkring sig til at handle. O, denne
græske lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde at kejseren, hævnfyldt, som han
er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan
tvivle på at så sker? Blev Knodomar skånet?
Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med
livet for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sal-
lust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte
om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at
vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tri-
bunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan
tvivle på at så sker? Blev Knodomar skånet?
Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med
livet for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sal-
lust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte
om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at
Faksimile
s. 215
vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tri-
bunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
Ridderen Sallust.
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme
flugt til Antiokia.
flugt til Antiokia.
Cæsar Julian.
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
Ridderen Sallust.
Soldaternes fader; deres hustruers og børns
skjold og værge.
skjold og værge.
Cæsar Julian.
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu?
En affældig kejser, og efter ham et umyndigt
barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd
imod alles for at rane magten. – For ikke
mange nætter siden havde jeg et syn. Der åben-
bared sig for mig en skikkelse med en lyskreds
om hovedet; den så vredt på mig og sagde:
vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en sti-
gende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette
syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu,
da jeg ved om kejserens forestående giftermål – –
En affældig kejser, og efter ham et umyndigt
barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd
imod alles for at rane magten. – For ikke
mange nætter siden havde jeg et syn. Der åben-
bared sig for mig en skikkelse med en lyskreds
om hovedet; den så vredt på mig og sagde:
vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en sti-
gende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette
syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu,
da jeg ved om kejserens forestående giftermål – –
Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen
fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende
arme og vente på de mordere, som han i sin
vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har
jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios
lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit
syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for
ham, – som der står i skrifterne, – at han
lider uret end at han øver uret? Hvis derfor
det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg at denne min uret udjævnes derved
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
en uret. Jeg tror at både Platon og Mark Aurel,
hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig
medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være
en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne,
min kære Sallust! – O, havde jeg dog Liba-
nios her!
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen
fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende
arme og vente på de mordere, som han i sin
Faksimile
s. 216
vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har
jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios
lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit
syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for
ham, – som der står i skrifterne, – at han
lider uret end at han øver uret? Hvis derfor
det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg at denne min uret udjævnes derved
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
en uret. Jeg tror at både Platon og Mark Aurel,
hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig
medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være
en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne,
min kære Sallust! – O, havde jeg dog Liba-
nios her!
Ridderen Sallust.
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i
visdom at du –
visdom at du –
Cæsar Julian.
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre
visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro
ikke det! Og heller ikke finder jeg at vi har
nogen grund til at mistvivle om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da
mit skjold brast under kamplegene, det tykkes
mig med fuld føje at kunne udlægges således, at
det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd
har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op
på min hest, rev til jorden den mand, der hjalp
mig i sadlen, så synes det som om dette bebuder
et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust,
så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen
skal retfærdiggøre at –
visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro
ikke det! Og heller ikke finder jeg at vi har
nogen grund til at mistvivle om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da
mit skjold brast under kamplegene, det tykkes
mig med fuld føje at kunne udlægges således, at
det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd
har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op
Faksimile
s. 217
på min hest, rev til jorden den mand, der hjalp
mig i sadlen, så synes det som om dette bebuder
et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust,
så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen
skal retfærdiggøre at –
Ridderen Sallust.
Såre vel, nådige herre; men soldaterne er
utålmodige; de ønsker at se dig og høre sin
skæbne af din egen mund.
utålmodige; de ønsker at se dig og høre sin
skæbne af din egen mund.
Cæsar Julian.
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at
Cæsar snart skal vise sig.
Cæsar snart skal vise sig.
Ridderen Sallust.
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren
selv, de vil se.
selv, de vil se.
Cæsar Julian.
Kejseren kommer.
Ridderen Sallust.
Da kommer han – selv tomhændet – med
tusenders liv i sin hånd!
tusenders liv i sin hånd!
Cæsar Julian.
En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod
tusenders død.
tusenders død.
Ridderen Sallust.
Har dine fiender livets ret?
Cæsar Julian.
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O,
denne viljens våbenførhed –!
denne viljens våbenførhed –!
Faksimile
s. 218
En stemme
(råber dybt nede i gravgangene).
(råber dybt nede i gravgangene).
Julian, Julian!
Ridderen Sallust.
Ah, hvad er det?
Cæsar Julian.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
Stemmen.
Døv kirkesangen, Julian!
Ridderen Sallust.
Det råber igen. O, så er det dog sandt!
Cæsar Julian.
Hvad skulde være sandt?
Ridderen Sallust.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed,
med en spåmand eller med en heksemester, som
er kommen til dig ved nattetid.
med en spåmand eller med en heksemester, som
er kommen til dig ved nattetid.
Cæsar Julian.
Ha-ha; det siger man? Ga, gå!
Ridderen Sallust.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse for-
dærvelige drømme fare. Kom med; kom op i
dagen!
dærvelige drømme fare. Kom med; kom op i
dagen!
Stemmen
(nærmere, nedenunder).
(nærmere, nedenunder).
Al møje er spildt.
Cæsar Julian
(ved nedgangen til højre).
(ved nedgangen til højre).
Intet tegn, min broder?
Faksimile
s. 219
Stemmen.
Øde og tomhed.
Cæsar Julian.
O, Maximos!
Ridderen Sallust.
Maximos!
Cæsar Julian.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette for-
rådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.
rådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.
Ridderen Sallust.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i
mørket?
mørket?
Cæsar Julian.
Lys. Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Nøler Cæsar, så frygter jeg han finder vejen
spærret.
spærret.
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren
Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; i
hånden har han en lang blodig kniv.)
Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; i
hånden har han en lang blodig kniv.)
Cæsar Julian.
Tal, min Maximos!
Mystikeren Maximos.
Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde
du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme
tilorde.
du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme
tilorde.
Cæsar Julian.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente
længer! Hvad råder du mig til?
længer! Hvad råder du mig til?
Faksimile
s. 220
Mystikeren Maximos.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig.
Cæsar Julian.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Ved
du, hvad jeg nys har erfaret –?
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Ved
du, hvad jeg nys har erfaret –?
Mystikeren Maximos.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag
din skæbne i egne hænder.
din skæbne i egne hænder.
Cæsar Julian
(går urolig op og ned).
(går urolig op og ned).
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstan-
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
Mystikeren Maximos.
Gravmælet over ham, kejser Julian!
Cæsar Julian.
Har han ikke i al sin færd imod mig været
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod
højre af angerens stormpust? Raved han ikke op
på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben
dryppende af min faders blod? kanske af min
moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge
falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke
alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes
et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse
på. Så drev han for mistroens strømdrag igen.
Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos;
så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar.
Og jeg? Skylder jeg ham tak for det liv, han
hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos
og så –; hver nat har jeg svedet under angsten
for at den dag, der gik, skulde være min sidste.
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod
højre af angerens stormpust? Raved han ikke op
på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben
dryppende af min faders blod? kanske af min
moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge
falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke
alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes
et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse
på. Så drev han for mistroens strømdrag igen.
Faksimile
s. 221
Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos;
så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar.
Og jeg? Skylder jeg ham tak for det liv, han
hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos
og så –; hver nat har jeg svedet under angsten
for at den dag, der gik, skulde være min sidste.
Mystikeren Maximos.
Var Konstanzios og døden din værste angst?
Tænk dig om.
Tænk dig om.
Cæsar Julian.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min
ungdom har været en sammenhængende rædsel
for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
ungdom har været en sammenhængende rædsel
for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
Mystikeren Maximos.
Og dette krav, – var det i dig?
Cæsar Julian.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-
kravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod
dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste
mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det
menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da
seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er
ved ham bleven at dø. At elske og at hade,
det er at synde. Har han da forvandlet menne-
skets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne
menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor
sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og
dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi
skal, skal, skal!
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-
kravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod
dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste
mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det
Faksimile
s. 222
menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da
seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er
ved ham bleven at dø. At elske og at hade,
det er at synde. Har han da forvandlet menne-
skets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne
menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor
sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og
dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi
skal, skal, skal!
Mystikeren Maximos.
Og videre, end som så, er du ikke kommen?
Skam dig!
Skam dig!
Cæsar Julian.
Jeg?
Mystikeren Maximos.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos.
Cæsar Julian.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det
let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
Mystikeren Maximos.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten
med os eller mod os?
med os eller mod os?
Cæsar Julian.
Vedblev ikke Libanios at være den han var,
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren,
hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang
leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan
ikke fatte det, du, som aldrig har været under
gudemenneskets magt. Det er mere end en lære,
han har spredt ud over verden; det er en trolddom,
som tager sindene fangen. Den, som engang har
været under ham, – jeg tror aldrig han kommer
helt løs.
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren,
Faksimile
s. 223
hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang
leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan
ikke fatte det, du, som aldrig har været under
gudemenneskets magt. Det er mere end en lære,
han har spredt ud over verden; det er en trolddom,
som tager sindene fangen. Den, som engang har
været under ham, – jeg tror aldrig han kommer
helt løs.
Mystikeren Maximos.
Fordi du ikke vil helt.
Cæsar Julian.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
Mystikeren Maximos.
Er det møjen værd at ville det mulige?
Cæsar Julian.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig
ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej,
Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi
har det. Vi er som vinstokke, der er plantede
om i en fremmed uvant jordbund; – plant os
tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye
vantrives vi.
ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej,
Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi
har det. Vi er som vinstokke, der er plantede
om i en fremmed uvant jordbund; – plant os
tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye
vantrives vi.
Mystikeren Maximos.
Vi? Hvem kalder du vi?
Cæsar Julian.
Alle dem, som er under den åbenbaredes
rædsel.
rædsel.
Faksimile
s. 224
Mystikeren Maximos.
Skyggerædsel!
Cæsar Julian.
Det være, som det vil. Men ser du ikke at
denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig
til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel
hvorfor den store Konstantin førte en slig vilje-
bindende lære til sejr og magt i riget. Ingen
livvagt med spyd og skjold slutter således op om
kejsersædet, som denne betagende tro, der altid
peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på
dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, flad-
brystede er de alle tilhobe; de ligner linned-
væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at
spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem
sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad
de begærer, er at forsage og lide for at komme
til at dø.
denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig
til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel
hvorfor den store Konstantin førte en slig vilje-
bindende lære til sejr og magt i riget. Ingen
livvagt med spyd og skjold slutter således op om
kejsersædet, som denne betagende tro, der altid
peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på
dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, flad-
brystede er de alle tilhobe; de ligner linned-
væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at
spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem
sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad
de begærer, er at forsage og lide for at komme
til at dø.
Mystikeren Maximos.
Så brug dem, som de er; men da må du
selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det
er valget. Vær træl under rædselen eller hersker
i dagens og lysets og glædens land! Du kan
ikke ville det modsigende; og dog er det det
du vil. Du vil forene det uforenlige, – forlige
de to, som ikke står til at forlige; derfor er det
at du ligger her og rådner i mørket.
selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det
er valget. Vær træl under rædselen eller hersker
i dagens og lysets og glædens land! Du kan
ikke ville det modsigende; og dog er det det
du vil. Du vil forene det uforenlige, – forlige
de to, som ikke står til at forlige; derfor er det
at du ligger her og rådner i mørket.
Cæsar Julian.
Kan du, så lys for mig!
Faksimile
s. 225
Mystikeren Maximos.
Er du den Akilleus, som din moder drømte
at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre!
Sejersmodig, som en rytter på sin vælige hest,
må du sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde
frem til kejsersædet –
at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre!
Sejersmodig, som en rytter på sin vælige hest,
må du sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde
frem til kejsersædet –
Cæsar Julian.
Maximos!
Mystikeren Maximos.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden!
Hine kristne med dødslængselen, som du nys
nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står
det sig med alle de andre? Falder ikke sindene
fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad
er der bleven af denne sælsomme kærlighedens
lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes?
Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer,
der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv
hoffets stormænd noget efter i griskhed og herske-
lyst og kryberi –?
Hine kristne med dødslængselen, som du nys
nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står
det sig med alle de andre? Falder ikke sindene
fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad
er der bleven af denne sælsomme kærlighedens
lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes?
Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer,
der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv
hoffets stormænd noget efter i griskhed og herske-
lyst og kryberi –?
Cæsar Julian.
Således er de ikke alle; tænk på den vældige
Athanasios i Alexandria –
Athanasios i Alexandria –
Mystikeren Maximos.
Athanasios var også den eneste. Og hvor
er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi
han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte
han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han
er bleven opædt af løver? Og kan du så nævne
mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop
Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet
sind i de arianske stridigheder. Tænk på den
gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender
du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert
imod lov og billighed, frataget borgerskabet al
fælles ejendom og lagt den ind under kirken?
Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i
Nazianz, som går til spot for sin egen menighed,
fordi han svarer ja og nej til den samme sag og
fordi han vil tækkes alle de stridende.
er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi
han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
15
Faksimile
s. 226
han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han
er bleven opædt af løver? Og kan du så nævne
mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop
Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet
sind i de arianske stridigheder. Tænk på den
gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender
du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert
imod lov og billighed, frataget borgerskabet al
fælles ejendom og lagt den ind under kirken?
Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i
Nazianz, som går til spot for sin egen menighed,
fordi han svarer ja og nej til den samme sag og
fordi han vil tækkes alle de stridende.
Cæsar Julian.
Sandt, sandt, sandt!
Mystikeren Maximos.
Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på
hine to forventede store galilæiske lys fra Kappa-
dokia? Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager
i sin fødeby, og Basilios gransker verdslige vis-
mænds skrifter på sit landgods i de østlige egne.
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på
hine to forventede store galilæiske lys fra Kappa-
dokia? Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager
i sin fødeby, og Basilios gransker verdslige vis-
mænds skrifter på sit landgods i de østlige egne.
Cæsar Julian.
Ja, jeg ved det vel. Frafald på alle kanter!
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning;
og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra at jeg står alene i alvoret.
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning;
og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra at jeg står alene i alvoret.
Faksimile
s. 227
Mystikeren Maximos.
Du står alene. Hele din hær er på vild
flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig.
Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå
frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig
ikke ind at du kan fremme den sag, som har
opgivet sig selv. Du bukker under, siger jeg dig!
Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios
vil du være forstødt af alle magter på jorden –
og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens
favn? Hvorledes står det mellem dig og ham?
Har du ikke selv sagt at du er under rædselen?
Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende,
Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader
du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi
om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig
ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke
har mod til at eje den? Og ved du så visst at
– om du afdør her – du da skal leve hisset?
flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig.
Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå
frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig
ikke ind at du kan fremme den sag, som har
opgivet sig selv. Du bukker under, siger jeg dig!
Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios
vil du være forstødt af alle magter på jorden –
og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens
favn? Hvorledes står det mellem dig og ham?
Har du ikke selv sagt at du er under rædselen?
Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende,
Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader
du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi
om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig
ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke
har mod til at eje den? Og ved du så visst at
– om du afdør her – du da skal leve hisset?
Cæsar Julian
(går frem og tilbage).
(går frem og tilbage).
Hvad har han gjort for mig, denne store
fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler
i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler
i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten!
Er han den alting vidende, hvor kan han da –?
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten!
Er han den alting vidende, hvor kan han da –?
15*
Faksimile
s. 228
Husmesteren Eutherios
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
Cæsar Julian.
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
Husmesteren Eutherios.
Du må komme op, herre; du må se det med
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
Cæsar Julian.
Du lyver!
Husmesteren Eutherios.
Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved
denne fremmede lære; men hvad jeg har set,
kan jeg ikke tvivle på.
denne fremmede lære; men hvad jeg har set,
kan jeg ikke tvivle på.
Cæsar Julian.
Hvad så du?
Husmesteren Eutherios.
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader
dem røre ved den, og de går bort helbredede.
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader
dem røre ved den, og de går bort helbredede.
Cæsar Julian.
Og det har du selv set?
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
Cæsar Julian.
Ah, Maximos, Maximos!
Faksimile
s. 229
Husmesteren Eutherios.
Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et
nyt jertegn igen.
nyt jertegn igen.
Lægen Oribases
(råber oppe i gangen til venstre).
(råber oppe i gangen til venstre).
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios,
Eutherios, hvor er Cæsar?
Eutherios, hvor er Cæsar?
Cæsar Julian
(imod ham).
(imod ham).
Her, her; – er det sandt, Oribases?
Lægen Oribases
(kommer frem).
(kommer frem).
Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; de
rører ved kisten, presterne læser og beder over
dem, og de vorder helbredede; en røst forkynder
fra tid til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
rører ved kisten, presterne læser og beder over
dem, og de vorder helbredede; en røst forkynder
fra tid til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
Cæsar Julian.
En røst forkynder –?
Lægen Oribases.
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt
under kirkens hvælving; – ingen ved, hvor den
kommer fra.
under kirkens hvælving; – ingen ved, hvor den
kommer fra.
Cæsar Julian
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos
og råber):
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos
og råber):
Livet eller løgnen!
Mystikeren Maximos.
Vælg!
Faksimile
s. 230
Lægen Oribases.
Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater
truer dig –
truer dig –
Cæsar Julian.
Lad dem true.
Lægen Oribases.
De giver dig og mig skylden for den under-
gørende fyrstindes død –
gørende fyrstindes død –
Cæsar Julian.
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
Lægen Oribases.
Der findes kun et middel; du må vende
deres tanker i en anden retning, herre; – de er
vilde af fortvivlelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
deres tanker i en anden retning, herre; – de er
vilde af fortvivlelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
Mystikeren Maximos.
Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for
din herre og mester!
din herre og mester!
Cæsar Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Kejserens rige for mig!
Mystikeren Maximos.
Akilleus!
Cæsar Julian.
Hvad løser pagten?
Mystikeren Maximos
(rækker ham offerkniven).
(rækker ham offerkniven).
Denne.
Faksimile
s. 231
Cæsar Julian.
Hvad tvætter vandet af?
Mystikeren Maximos.
Dyrets blod.
(han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars.)
Lægen Oribases
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Hvad har du isinde, herre?
Cæsar Julian.
Forsk ikke.
Husmesteren Eutherios.
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Først ned, – siden op. (til Maximos.) Hellig-
dommen, min elskede broder –?
dommen, min elskede broder –?
Mystikeren Maximos.
Lige under, i den anden hvælving.
Lægen Oribases.
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
Mystikeren Maximos.
Til frihed.
Cæsar Julian.
Gennem mørke til lys. Ah –!
(han stiger ned i gravgangene.)
Mystikeren Maximos
(sagte, ser efter ham).
(sagte, ser efter ham).
Så kom det dog.
Faksimile
s. 232
Husmesteren Eutherios.
Tal, tal; hvad gælder hine lønlige kunster?
Lægen Oribases.
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
Mystikeren Maximos
(hvisker urolig idet han skifter plads):
(hvisker urolig idet han skifter plads):
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette
slimede kryb om fødderne –!
slimede kryb om fødderne –!
Lægen Oribases
(lytter).
(lytter).
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne;
hør, hør!
hør, hør!
Husmesteren Eutherios.
Det er sangen fra kirken –
Lægen Oribases.
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor skare
ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
Ridderen Sallust.
Vær sindige; jeg besværger jer –!
Soldaterne.
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
Ridderen Sallust.
Og hvad så, I rasende?
Fanebæreren Mauros.
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi til-
givelse –
givelse –
Faksimile
s. 233
Soldaterne.
Frem, frem, Cæsar!
Ridderen Sallust.
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
Cæsar Julian
(råber nede i gravkamret).
(råber nede i gravkamret).
Helios! Helios!
Mystikeren Maximos.
Frigjort!
Korsang oppe i kirken.
Fader vor, du som er i himlen!
Ridderen Sallust.
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad
går her for sig?
går her for sig?
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Helliget vorde dit navn!
Cæsar Julian
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på brystet og på hænderne).
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på brystet og på hænderne).
Fuldbyrdet!
Soldaterne.
Cæsar!
Ridderen Sallust.
Blodig –! Hvad har du gjort?
Cæsar Julian.
Kløvet rædselens tåger.
Mystikeren Maximos.
Det skabte er i din hånd.
Faksimile
s. 234
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Ske din vilje i himlen, så og på jorden!
(sangen vedbliver under det følgende.)
Cæsar Julian.
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre!
Cæsar Julian.
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og
Grækenland!
Grækenland!
Soldaterne.
Leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne
for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne
skal forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne
skal forstumme –!
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Led os ikke udi fristelse; men frels os fra
det onde!
det onde!
(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt oplyste kirke.
Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor omkring
fyrstindens kiste.)
Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor omkring
fyrstindens kiste.)
Cæsar Julian.
Fri, fri! Mit er riget!
Faksimile
s. 235
Ridderen Sallust
(råber til ham).
(råber til ham).
Og magten og æren!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Dit er riget og magten og æren –
Cæsar Julian
(blændet af lysningen).
(blændet af lysningen).
Ah!
Mystikeren Maximos.
Sejer!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
– i evighed, amen!
Faksimile
Faksimile
KEJSER JULIAN,
SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
Faksimile
Faksimile
DE OPTRÆDENDE:
Kejser Julian.
Krigsøversten Nevita.
Guldsmeden Potamon.
Livlægen Cæsarios fra Nazianz.
Taleren Themisteos.
Taleren Mamertinos.
Skatmesteren Ursulos.
Hårskæreren Eunapios.
Kvinden Barbara.
Skriftlæreren Hekebolios.
Hofmænd og statstjenere.
Borgerfolk i Konstantinopel.
Deltagere i Dionysos-toget, fløjtespillere, dansere, gøg-
lere
og
kvinder.
Udsendinger fra de østerlandske konger.
Husmesteren Eutherios.
Tjenere i palatset.
Dommere, talere, lærereogborgere i Antiokia.
Kornhandleren Medon.
Skatteopkræveren Malkos.
Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder.
Farveren Fokion.
Kvinden Publia.
Hendes søn Hilarion.
Agathon fra Kappadokia.
Biskop Maris af Kalkedon.
Faksimile
Deltagere i Apollon-toget, offerprester, tempeltjenere,
harpeslagere
og
stadsvogtere.
Agathons yngre broder.
De kristne fangers tog.
Digteren Herakleos.
Livlægen Oribases.
Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia.
Salmedigteren Apollinaris.
Læreren Kyrillos.
En gammel prest ved Kybeles helligdom.
Salmesyngerskerne i Antiokia.
Høvedsmanden Fromentinos.
Krigsøversten Jovian.
Mystikeren Maximos.
Spåmanden Numa.
To andre etruskiske spåmænd.
Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser.
Livvagtsføreren Anatolos.
Visdomslæreren Priskos.
Visdomslæreren Kytron.
Høvedsmanden Ammian.
Basilios fra Cæsaræa.
Hans søster Makrina.
En persisk overløber.
Romerske og græske soldater.
Persiske krigsfolk.
(Første handling foregår i Konstantinopel, anden handling i Antiokia, tredje
handling ligeledes i Antiokia, fjerde handling i og omkring de østlige egne
af kejserriget og femte handling på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden
omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni
i året 363.)
handling ligeledes i Antiokia, fjerde handling i og omkring de østlige egne
af kejserriget og femte handling på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden
omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni
i året 363.)
Faksimile
FØRSTE HANDLING.
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld land-
gangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra
broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos
ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
gangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra
broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos
ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
(Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af
landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker.
Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der
står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios
samt talerne Themisteos og Mamertinos.)
landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker.
Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der
står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios
samt talerne Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian
(ser vidt ud over vandet).
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den
levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk
i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke
fik nyde sødmen af at favne min frænde for
sidste gang! Bittre lod for os begge! – – –
levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk
i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke
fik nyde sødmen af at favne min frænde for
sidste gang! Bittre lod for os begge! – – –
Hvor er ligskibet?
Krigsøversten Nevita.
Der kommer det.
Kejser Julian.
Hin lange båd?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
16
Faksimile
s. 242
Krigsøversten Nevita.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du
nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde
din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit
hoved da du red gennem Konstantins bue.
nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde
din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit
hoved da du red gennem Konstantins bue.
En borger blandt tilskuerne
(til guldsmeden Potamon).
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.
Guldsmeden Potamon.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg
så ham sidst, var han spæd og mager; – det er
nu en ni–ti år siden.
så ham sidst, var han spæd og mager; – det er
nu en ni–ti år siden.
En anden borger.
Ja, han har øvet store gerninger i de år.
En kvinde.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra
barn af!
barn af!
En prest.
Vidunderligt frelst af dem alle; den gud-
dommelige varetægt er over ham.
dommelige varetægt er over ham.
Guldsmeden Potamon.
Rygtet siger at han i Gallien har givet sig
under en anden slags varetægt.
under en anden slags varetægt.
Presten.
Løgn, løgn; det kan I lide på.
Faksimile
s. 243
Kejser Julian.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber,
og den store lynslyngende gud ved at jeg ikke
har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed
været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du
må jo vide det bedst – har man undervejs vist
det kejserlige legeme al sømmelig ære?
og den store lynslyngende gud ved at jeg ikke
har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed
været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du
må jo vide det bedst – har man undervejs vist
det kejserlige legeme al sømmelig ære?
Livlægen Cæsarios.
Ligtoget var som en sejerherres tog gennem
hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem,
stimled de troende sammen på gaden; hele nætter
genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev
til høj lys dag under blusset af de tusend tændte
kerter –
hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem,
stimled de troende sammen på gaden; hele nætter
genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev
til høj lys dag under blusset af de tusend tændte
kerter –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig
banghed ved tanken om at skulle tage styret
efter en så stor og dydig og højt elsket kejser.
Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i til-
bagetrukken stilhed!
banghed ved tanken om at skulle tage styret
efter en så stor og dydig og højt elsket kejser.
Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i til-
bagetrukken stilhed!
Taleren Mamertinos.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store
vanskelige kald, således som du, uforlignelige
herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine
andre, der har attrået kejserværdigheden: kom
hid og tag rigets ror; men tag det således, som
Julian tager det. Våg nat og dag for alles vel-
færd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens
tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes
rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for
eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders
retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og
fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på
jordens kreds skal vride hænderne over eder.
Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare?
Forfærdede over så strænge fordringer vilde de
tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en
Julian kan gøre fyldest for alt dette!
vanskelige kald, således som du, uforlignelige
herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine
andre, der har attrået kejserværdigheden: kom
hid og tag rigets ror; men tag det således, som
Julian tager det. Våg nat og dag for alles vel-
færd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens
16*
Faksimile
s. 244
tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes
rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for
eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders
retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og
fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på
jordens kreds skal vride hænderne over eder.
Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare?
Forfærdede over så strænge fordringer vilde de
tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en
Julian kan gøre fyldest for alt dette!
Kejser Julian.
Den alt-styrende give at så store forhåbninger
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle
sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd!
Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske
over menneskene? O, bed med mig at jeg må
gå fri for ærgærrighedens snarer og for magtens
fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel!
Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld
drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer
man til mig og siger: træd frem på skuepladsen
og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal
sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af
skræk allerede før jeg begynder på kampen?
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle
sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd!
Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske
over menneskene? O, bed med mig at jeg må
gå fri for ærgærrighedens snarer og for magtens
fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel!
Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld
drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer
man til mig og siger: træd frem på skuepladsen
og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal
sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af
skræk allerede før jeg begynder på kampen?
Taleren Themisteos.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i
deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i en
mand al den sejervindingens evne, som Herakles,
som Dionysos, som Solon, som –?
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
Faksimile
s. 245
kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i
deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i en
mand al den sejervindingens evne, som Herakles,
som Dionysos, som Solon, som –?
Kejser Julian.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres
idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige
prydelser i en stund som denne.
idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige
prydelser i en stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover
landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten
drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kor-
drenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.)
landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten
drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kor-
drenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.)
Kejser Julian
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah!
En tilskuer.
Slog han korsets tegn for sig?
En anden i hoben.
Nej.
Den første.
Ser du; ser du!
En tredje tilskuer.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
Den første tilskuer
(til den anden).
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg?
Kejser Julian.
Så far hjem under pragt og ære, du min
frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette
støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod
mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som
foer så hårdt med slægten at jeg nu står alene
tilbage? Var det din ånd, som bød at min
barndom skulde formørkes af tusend ængstelser.
Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars
hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det
ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke
lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde
mig, gjorde mig æren for mine sejervindinger
stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette
havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor
vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige
skygger om dig på dit sidste smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbittret dit liv og din døds-
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var
mænd, som tog skade af at færdes i din nådes
uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd,
der så villigt iførte sig det overbevisningens
klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette
Faksimile
s. 246
støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod
mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som
foer så hårdt med slægten at jeg nu står alene
tilbage? Var det din ånd, som bød at min
barndom skulde formørkes af tusend ængstelser.
Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars
hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det
ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke
lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde
mig, gjorde mig æren for mine sejervindinger
stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette
havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor
vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige
skygger om dig på dit sidste smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbittret dit liv og din døds-
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var
mænd, som tog skade af at færdes i din nådes
uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd,
der så villigt iførte sig det overbevisningens
klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
Hedenske borgere
(blandt de omstående).
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian!
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, toget venter –
Kejser Julian
(til presterne).
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for
min skyld. Fremad, mine venner!
(toget drager langsomt ud tilvenstre.)
min skyld. Fremad, mine venner!
Faksimile
s. 247
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil.
Men det skal I alle vide på denne dag, at min
plads er her.
(Uro og bevægelse i mængden.)
Men det skal I alle vide på denne dag, at min
plads er her.
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed
sagt alt? Gives der ikke et kejserligt embede,
som synes hånligt visket ud af erindringen i de
senere år? Hvad var den kronede visdomsven
Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde
jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser?
Var han ikke yppersteprest tillige?
sagt alt? Gives der ikke et kejserligt embede,
som synes hånligt visket ud af erindringen i de
senere år? Hvad var den kronede visdomsven
Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde
jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser?
Var han ikke yppersteprest tillige?
Stemmer i mængden.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad
sagde han?
sagde han?
Taleren Themisteos.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din
tanke –?
tanke –?
Kejser Julian.
End ikke min store farbroder Konstanzios
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv
efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære
så højst overordentlige rettigheder, vedblev han
dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der
holdt fast ved Græker-folkets ældgamle guddomme.
At dette embede i de senere tider blev sørgeligen
forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om
at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke
han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber
den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det.
Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise
og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt?
Det være langt fra mig!
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv
efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære
så højst overordentlige rettigheder, vedblev han
dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der
holdt fast ved Græker-folkets ældgamle guddomme.
At dette embede i de senere tider blev sørgeligen
forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om
at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke
han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber
den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det.
Faksimile
s. 248
Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise
og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt?
Det være langt fra mig!
Taleren Themisteos.
O, store kejser, vil du dermed sige –?
Kejser Julian.
Jeg vil dermed sige at der skal være fuld
frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes
gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro.
Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at
bygge mit håb på en gud, der hidtil har været
mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre
tegn og varsler for at al den fremgang, jeg vandt
på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre
guddomme, der begunstigede Alexander på en
noget lignende måde. Under disse guddommes
skærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle
farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem
på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed
og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb,
som tyder på, at man holder mig for et gud-
dommeligt menneske, – hvilket er en stor
overdrivelse, I venner! Men visst er det at jeg
ikke tør vise mig utaknemlig for så vedholdende
nådesbevisninger.
frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes
gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro.
Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at
bygge mit håb på en gud, der hidtil har været
mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre
tegn og varsler for at al den fremgang, jeg vandt
på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre
guddomme, der begunstigede Alexander på en
noget lignende måde. Under disse guddommes
skærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle
farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem
på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed
og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb,
som tyder på, at man holder mig for et gud-
dommeligt menneske, – hvilket er en stor
overdrivelse, I venner! Men visst er det at jeg
ikke tør vise mig utaknemlig for så vedholdende
nådesbevisninger.
Stemmer i mængden
(dæmpet).
(dæmpet).
Hvad vil han gøre?
Faksimile
s. 249
Kejser Julian.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse
skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke
Jødernes. De templer, som fromme herskere i
fordums dage med så megen kunstfærdighed lod
bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige
guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart;
heller ikke skal der øves overlast mod deres
gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom
vildfarelse bringer dem til at holde for hellige.
Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg
har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over
dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit
enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse
skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke
Jødernes. De templer, som fromme herskere i
fordums dage med så megen kunstfærdighed lod
bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige
guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart;
heller ikke skal der øves overlast mod deres
gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom
vildfarelse bringer dem til at holde for hellige.
Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg
har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over
dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit
enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og
her i sværmen.)
her i sværmen.)
Kejser Julian
(hæftigere).
(hæftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig for-
undring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder
en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Under-
trykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige
skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for,
højt og lavt; men knapt en har kunnet give mig
troværdig besked om hvorledes en ofring til Apollon
eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg
må da gå foran i dette, som i andet. Det har
kostet mig mangen nats søvn at udfinde af
gamle bøger, hvad der fordum har været bruge-
ligt i så måde; men jeg besværer mig ikke
derover når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er
netop hine guddomme skyldig; og heller ikke
skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –.
Hvor hen, Cæsarios?
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig for-
undring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder
Faksimile
s. 250
en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Under-
trykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige
skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for,
højt og lavt; men knapt en har kunnet give mig
troværdig besked om hvorledes en ofring til Apollon
eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg
må da gå foran i dette, som i andet. Det har
kostet mig mangen nats søvn at udfinde af
gamle bøger, hvad der fordum har været bruge-
ligt i så måde; men jeg besværer mig ikke
derover når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er
netop hine guddomme skyldig; og heller ikke
skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –.
Hvor hen, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for
min bortgangne herres sjæl.
min bortgangne herres sjæl.
Kejser Julian.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige
sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.)
sager.
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste
borger, den forbeholder jeg også mig selv. –
Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere,
at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte
til de lærdomme og skikke, som var vore for-
fædre hellige, – at de frit tør udbredes og ud-
øves ved siden af alle nye og fremmede meninger,
– og da jeg er et barn af denne stad, og derfor
har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i
de staden beskyttende guddommes navn.
borger, den forbeholder jeg også mig selv. –
Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere,
at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte
til de lærdomme og skikke, som var vore for-
fædre hellige, – at de frit tør udbredes og ud-
øves ved siden af alle nye og fremmede meninger,
Faksimile
s. 251
– og da jeg er et barn af denne stad, og derfor
har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i
de staden beskyttende guddommes navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten;
man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden
vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet
Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.)
man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden
vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet
Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.)
Taleren Themisteos.
O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i
tårer ved synet af så megen ydmyghed og
from iver!
tårer ved synet af så megen ydmyghed og
from iver!
En borger.
Se, han bryder brændet selv.
En anden borger.
Over det venstre lår. Er det så det skal
brydes?
brydes?
Den første borger.
Det må vel så være.
Taleren Mamertinos.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i
den skal granskningen og lærdommen lyse, ja,
opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
den skal granskningen og lærdommen lyse, ja,
opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
Krigsøversten Nevita.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men
det har jeg mærket at alle de, som hænger ved
dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting.
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men
det har jeg mærket at alle de, som hænger ved
dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting.
Taleren Themisteos.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg vis-
dommen renset for al anklage og for alle
beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og
sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du
oprækker dine hænder –
dommen renset for al anklage og for alle
Faksimile
s. 252
beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og
sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du
oprækker dine hænder –
Taleren Mamertinos.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det
som om du hædrer videnskabens pande med en
guldkrans; og de tårer, du udgyder –
som om du hædrer videnskabens pande med en
guldkrans; og de tårer, du udgyder –
Taleren Themisteos
(trænger sig nærmere).
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er
som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen
skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da
atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til
himlen og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom
dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til
at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen
skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da
atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til
himlen og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom
dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til
at beskue solens opgang og nedgang?
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet
hid i så store skarer idag, end ikke I voved at
mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I
dog skulde afpasse eders arbejder derefter –
hid i så store skarer idag, end ikke I voved at
mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I
dog skulde afpasse eders arbejder derefter –
Taleren Mamertinos.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre
vovet at udtale navnene på de stjernebilleder,
som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I
det; nu er det ingen forment at –
vovet at udtale navnene på de stjernebilleder,
som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I
det; nu er det ingen forment at –
Faksimile
s. 253
Taleren Themisteos.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve
på land eller vand uden at rådspørge de ufor-
anderlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
på land eller vand uden at rådspørge de ufor-
anderlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
Taleren Mamertinos.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem
vi skylder så store goder!
vi skylder så store goder!
Kejser Julian
(for altret med oprakte arme).
(for altret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed ud-
gydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt
min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vis-
mændene – og især de fra østerlandene – til-
lægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og
fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit
ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dio-
nysos, du henrykkelsens gud, der løfter menne-
skenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op
til et for ånden værdigt samliv med højere ånder.
– Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog
ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna!
Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig ved
jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
os. Men det ved jeg dog – og deri er alle
andre visdomsvenner enige med mig – at det er
dig, som har en væsentlig andel i valget af den
ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal
følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna!
Meget mere har jeg den højeste opfordring til at
yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så
dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg
har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står
jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede
på mig; jeg forventer at alle Grækeres røster vil for-
ene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!
gydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt
min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vis-
mændene – og især de fra østerlandene – til-
lægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og
fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit
ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dio-
nysos, du henrykkelsens gud, der løfter menne-
skenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op
til et for ånden værdigt samliv med højere ånder.
– Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog
ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna!
Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig ved
jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
Faksimile
s. 254
os. Men det ved jeg dog – og deri er alle
andre visdomsvenner enige med mig – at det er
dig, som har en væsentlig andel i valget af den
ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal
følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna!
Meget mere har jeg den højeste opfordring til at
yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så
dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg
har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står
jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede
på mig; jeg forventer at alle Grækeres røster vil for-
ene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig;
kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres
et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.)
kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres
et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.)
Kejser Julian
(ser sig om).[HIS: Kun rester av punktum.]
(ser sig om).[HIS: Kun rester av punktum.]
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister
man sig bort?
man sig bort?
Taleren Themisteos.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig
utaknemmelighed.
utaknemmelighed.
Taleren Mamertinos.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at
udbrede det store budskab i alle gader.
udbrede det store budskab i alle gader.
Kejser Julian
(går fra alteret).
(går fra alteret).
Den uvidende hob ved aldrig at finde sig
tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde
at gøre; men ingen møje skal fortryde mig
Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at
udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på
eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må
forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg
går nu til andre pligter.
tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde
Faksimile
s. 255
at gøre; men ingen møje skal fortryde mig
Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at
udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på
eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må
forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg
går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og
hans øvrige ledsagere følger ham.)
hans øvrige ledsagere følger ham.)
(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på
en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt
skatmesteren Ursulos samt talerne Themisteos og Mamer-
tinos.)
skatmesteren Ursulos samt talerne Themisteos og Mamer-
tinos.)
Kejser Julian.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den
stumme trods, som jeg sporer fra visse hold,
hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe
mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den
ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for
dagen. Vi ved alle at man ved passende midler
kan helbrede legemets onder; – men kan man
med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om
de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig
at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer,
hvad hånden gør?
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den
stumme trods, som jeg sporer fra visse hold,
hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe
mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den
ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for
dagen. Vi ved alle at man ved passende midler
kan helbrede legemets onder; – men kan man
med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om
de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig
at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer,
hvad hånden gør?
Således vil vi leve i endrægtighed med hver-
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle
udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte
have. Lad os vise verden det usædvanlige og
ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – til-
visse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor
smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil
anklage og dadle hverandre, når sådant måtte
være betimeligt, dog uden derfor at elske hver-
andre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.)
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle
Faksimile
s. 256
udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte
have. Lad os vise verden det usædvanlige og
ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – til-
visse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor
smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil
anklage og dadle hverandre, når sådant måtte
være betimeligt, dog uden derfor at elske hver-
andre mindre.
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode ti-
dender bringer du?
dender bringer du?
Krigsøversten Nevita.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om
dit venskab.
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om
dit venskab.
Kejser Julian.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
Krigsøversten Nevita.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris.
Ja, der er endog nogle af de fremmede, som
siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.
Ja, der er endog nogle af de fremmede, som
siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.
Kejser Julian.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!
Taleren Themisteos.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og
din hæder!
din hæder!
Faksimile
s. 257
Taleren Mamertinos.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en
skræk for fyrster og folkeslag!
skræk for fyrster og folkeslag!
Taleren Themisteos.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske
hav –
hav –
Taleren Mamertinos.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor
jordens kreds –
jordens kreds –
Kejser Julian.
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, –
dog uden pragt og smykker. Således vilde den
ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske
ting! Selv barbarerne skal mærke sig at vis-
dommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejser-
sædet.
dog uden pragt og smykker. Således vilde den
ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske
ting! Selv barbarerne skal mærke sig at vis-
dommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejser-
sædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er
iført en prægtig klædning.)
iført en prægtig klædning.)
Kejser Julian
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre?
Hårskæreren Eunapios.
Nådigste kejser, du har befalet mig at
komme –
komme –
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
17
Faksimile
s. 258
Kejser Julian.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud
efter nogen af mine rådsherrer.
efter nogen af mine rådsherrer.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser –
Skatmesteren Ursulos.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige
hårskærer.
hårskærer.
Kejser Julian.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand –
o, du spøger – denne mand, i silke, med guld-
stukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du
er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så fine
hænder.
o, du spøger – denne mand, i silke, med guld-
stukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du
er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så fine
hænder.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds
og min frelsers skyld –
og min frelsers skyld –
Kejser Julian.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det
ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler
med? Men jeg kender eder vel! Hvilken gud-
doms tempel har du plyndret, eller hvor mange
greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne
stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg
har ikke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler
med? Men jeg kender eder vel! Hvilken gud-
doms tempel har du plyndret, eller hvor mange
greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne
stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg
har ikke brug for dig.
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske
i løn?
i løn?
Faksimile
s. 259
Skatmesteren Ursulos.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
Kejser Julian.
Se, se; ikke mere?
Skatmesteren Ursulos.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit
hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss
årlig sum i penge og et guldstykke for hver
gang han –
hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss
årlig sum i penge og et guldstykke for hver
gang han –
Kejser Julian.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så
ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende
på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
(krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende
på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det
er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel
ved at det ikke er det uredte hår eller den
pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven,
så mener jeg dog at det forbillede, som både
Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages
i agt af den mand, der – selv på kejsersædet
– gerne vil følge i så store læreres fodspor.
er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel
ved at det ikke er det uredte hår eller den
pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven,
så mener jeg dog at det forbillede, som både
Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages
i agt af den mand, der – selv på kejsersædet
– gerne vil følge i så store læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig
nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og
husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af
slaver, der bærer gaver af alle slags.)
nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og
husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af
slaver, der bærer gaver af alle slags.)
Krigsøversten Nevita.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige
det ædle tungemål, som så mange veltalende
mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til
fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske
lyde skurre i dine ører, har disse udsendinger fra
østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
det ædle tungemål, som så mange veltalende
17*
Faksimile
s. 260
mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til
fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske
lyde skurre i dine ører, har disse udsendinger fra
østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
Kejser Julian
(siddende i tronstolen).
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.
Krigsøversten Nevita.
Først nedlægger da kongen af Armenien for
dine fødder denne rustning, som han beder dig
bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel ved at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen
dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig
kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne
hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det
rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejer-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig
mægtig nok til at bryde enhver modstand. –
Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde,
om dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis
du, som et rygte har sagt dem, til våren agter
at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at
du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
dine fødder denne rustning, som han beder dig
bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel ved at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen
dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig
kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne
hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det
rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejer-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig
mægtig nok til at bryde enhver modstand. –
Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde,
om dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis
Faksimile
s. 261
du, som et rygte har sagt dem, til våren agter
at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at
du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
Kejser Julian.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig
ganske uventet. De medbragte gaver skal ned-
lægges i mit skatkammer, og gennem eder lader
jeg ed
ganske uventet. De medbragte gaver skal ned-
lægges i mit skatkammer, og gennem eder lader
jeg ed