Henrik Ibsens skrifter: Kjæmpehøien - annen hovedversjon, FU

Blanka.

Aftenrødens sidste luer

bølger som et hav ibrand, –

der er tempeltyst ved strand,

tyst som under løvets buer.

Sommeraftnens milde fred

daler som en due ned,

svæver som en svane over

skovens blomst og havets vover.

I orangekrattet blunder

fortids guder og gudinder,

høje marmorhugne minder

om en verden, som gik under.

Troskab, tapperheden, dyden

står forstenet, dødt og rigt;

gives vel et mere ligt

billed på det sjunkne Syden?

(rejser sig.)

Men min fader har fortalt

om et land bag fjerne bølger,

s. 6

hvor et frodigt liv sig dølger,

ej et mejslet eller malt!

Her er guddomslivet veget,

spores kun i stenens træk, –

der det ånder, kraftigt præget,

som en kæmpe stærk og kæk!

Og når aftnens lumre stilhed

tynger knugende mit bryst,

se, da stiger Nordens billed

for mit øje snebelyst!

Her er smuldrende ruiner,

døsig dvale, tung og blød, –

der er styrtende laviner,

forårsliv og vinterdød!

Hvis jeg havde svanehammen

– – – –

Roderik
(efter en pause, skrivende).

« Da, heder det, har Ragnarok forsonet

de vilde kræfter, vakt et luttret liv;

Alfader, Balder og den milde Freja

skal styre Askurs æt i fred påny!» –

(efter et øjeblik at have betragtet hende.)

Men Blanka, se, nu drømmer du igen,

du stirrer tankefuld igennem luften, –

hvad søger du?

Blanka
(nærmer sig).

Tilgiv mig, gode fader!

Jeg fulgte kun et stykke vej med svanen,

som fløj på hvide vinger over havet.

Roderik.

Og hvis jeg ikke havde standset dig

i flugten, du min unge, fagre svane!

Hvem véd, hvor langt du da var fløjen med,

måske til Thule?

Blanka.

Hvorfor ikke det?

Did flyver svanen jo ved forårstid,

men vender dog hvert efterår tilbage.

(sætter sig ved hans fødder.)

Dog jeg er ingen svane, kald mig heller

en fangen falk, der sidder tam og tro

med gylden ring om foden.

Roderik.

Nu, og ringen?

Blanka

Det er min kærlighed til dig, min fader!

Ved den du bundet har din unge falk,

den kan ej fly, selv om den vilde det.

(rejser sig.)

Men ser du vel, når svanen sejler let

henover bølgen som en sky for vinden,

da må jeg mindes, hvad du har fortalt

om heltelivet i det fjerne Thule;

da tykkes mig, at fuglen er en snekke

med dragehoved og med gylden fløj;

i stævnen skuer jeg den unge helt

med kobberhjelmen om de gule lokker,

med øjne blå, med mandigt hvælvet bryst,

med sværdet knuget i den stærke højre.

Jeg følger helten på hans raske færd,

og mine drømme tumler sig om snekken

s. 8

og leger, overgivent som delfiner,

i fantasiens dybe, svale bølger!

Roderik.

Du er en sværmerske, mit gode barn, –

jeg frygter næsten, at din tanke dvæler

for tidt hos folket i det høje Norden.

Blanka.

Og hvis er skylden, fader, om så var?

Roderik.

Du mener, at jeg selv –?

Blanka.

O ja, hvad andet,

du lever selv jo kun i mindet om

dit ungdomsliv blandt Nordens stærke helte;

og nægt det ej, så tidt du melder om

den raske kæmpefærd, om dyst og holmgang;

da luer kinden og dit øje gløder:

det tykkes mig, du vorder ung påny.

Roderik.

Vel sandt, men jeg har også grund dertil;

jeg har jo selv blandt Nordens helte levet,

og alt, hvad mindet hvisker mig om dem,

det er jo blade fra min egen saga.

Du derimod, som fostredes i Syden,

som aldrig så de sølvblå vinterfjelde,

som aldrig hørte ludurhornets klang, –

hvor kan det fængsle dig, hvad jeg fortæller?

Blanka.

O sig, behøver mennesket at se

og høre alting med de ydre sanser?

s. 9

Har ikke også sjælen blik og øre,

hvormed den lytte kan og skue grant?

Med legemlige øjne ser jeg vel

den rige farveglød, som rosen ejer;

men sjælens blik kan i dens bæger se

en dejlig alf med sommerfuglevinger,

som skælmsk sig skjuler bag de røde blade

og nynner om en lønlig magt fra himlen,

der skænkte blomsten farvepragt og duft.

Roderik.

Vel sandt, min datter!

Blanka.

Fast jeg skulde tro,

at just fordi jeg ikke skued selv,

så står det hele mere skønt for tanken;

så går det idetmindste dig, min fader!

De gamle gudesagn og heltekvæder,

dem mindes du og taler om med lyst,

og ridser dem på pergament med runer;

men hvis jeg spørger om dit eget liv

i Nordens egne, mørknes tidt dit øje,

din læbe tier og det tykkes stundom,

som om din barm blev hjem for tunge minder.

Roderik
(rejser sig).

Nævn ikke mere derom, gode barn, –

hvo er vel den, hvis ungdomsminder ej

er blandede med mangt et bittert nag; –

du véd, Normannerne er vilde kæmper. –

Blanka.

Men er da Sydens kriger mindre grum?

Har du forglemt hin nat for ti år siden,

s. 10

dengang de fremmede på kysten landed,

og plyndrede –?

Roderik
(med synlig uro).

Nok derom, lad os gå;

det lakker alt mod solnedgang, – kom, kom!

Blanka
(idet de går).

Giv mig din hånd!

(standser.)

Nej vent!

Roderik.

Hvad fattes dig?

Blanka.

For første gang har jeg idag forglemt –

Roderik.

Hvad har du glemt?

Blanka
(pegende mod højen).

Se stenen der og kransen!

Roderik.

Det er –

Blanka.

Den gamle, visne fra igår;

jeg har forglemt at bytte den i aften;

dog – lad mig følge dig til hytten først,

så går jeg siden ud på blomsterfangst:

violen dufter bedst, når aftnens dugg

s. 11

har badet den i blanke perlevover,

og rosens knop er ingentid så smuk,

som når den plukkes, mens den barnligt sover!

(De går, til højre i baggrunden.)

Asgaut.

Her er vi snart ved stedet.

Gandalf.

Hvor? Lad se!

Asgaut.

Nej, vent kun lidt til vi er bagved skoven.

På klippeskråningen mod havet stod

en rest af muren, da vi drog afsted, –

den står der sagtens endnu, tænker jeg.

Jostejn.

Hør, sig os drot, hvad kan det både os

at traske om som narre her på holmen?

Hrolloug.

Ja sig, hvad skal vi –

Gandalf.

Tie skal I, tie!

Og lystre blindt, hvad eders konning byder!

(til Asgaut.)

Det synes mig forresten, som I har

gjort altfor ryddigt hus, da sidst I var her;

s. 12

I kunde sagtens have levnet lidt

for mig og for min hævn!

Hrolloug.

Du er vor konning,

og troskab svor dig dine mænd på thinge;

men da vi fulgte dig i ledingsfærd,

så var det for at vinde ry og hæder.

Jostejn.

Og guld og skatte, Hrolloug, guld og skatte.

Flere.

Ja, det er loven, Gandalf, agt for den!

Gandalf.

Jeg kender loven vel så godt som I;

men var det ej fra gamle tider skik

og vedtægt mellem os, at når en frænde

for fiendehånd blev fældet, og hans lig

lå ubegravet, som et rov for ravnen,

så måtte blodhævn til?

Nogle.

Ja, sådan er det!

Gandalf.

Så værer rede da med sværd og skjold, –

I har en drot at hævne, jeg en fader!

(Bevægelse blandt vikingerne.)

Jostejn.

En drot?

Hrolloug.

En fader?

Gandalf.

Vent, jeg vil berette

hvad der er hændt. I véd, min fader var

en vældig viking. Tolv år er det siden

han sidste gang en vår drog ud i leding

med Asgaut der og sine gamle kæmper.

To år han flakkede fra strand til strand,

og gæsted Bretland, Valland, ja selv Blåland;

til slutning hærjed han på Sikiløj,

og hørte der berette om en høvding,

som boed her på holmen i et slot

med stærke mure bygget op på fjeldet,

og der var kostelige skatte gemt.

Ved nattetid han landed under stranden,

og borgen hærjed han med ild og sværd.

Selv var han foran som en ægget bjørn,

og i berserkergangen så han ej,

hvordan hans kæmper segned rundt omkring ham;

og da det første daggry randt i øst,

lå hele borgen rygende i grus.

Kun Asgaut stod igen med nogle få, –

min fader og vel hundrede med ham

var redet gennem flammerne til Valhal.

Asgaut.

Jeg hejste snekkens sejl i højen rå,

og vendte stavnen hjemad imod Norden;

der søgte jeg forgæves efter Gandalf,

den unge ørn var fløjen over havet

til Island eller Færø, blev mig sagt.

Jeg stævned efter ham, men fandt ham ej, –

dog navnet kendte de, såvidt jeg fór;

ti skøndt hans drage fløj som sky for stormen,

så fløj hans rygte dog på bedre vinger.

I sommer, véd I, traf jeg ham til slut,

s. 14

det var i Velskland; jeg beretted ham,

hvad der var sket, hvordan hans fader endte,

og Gandalf svor ved alle Valhals guder

at tage blodig hævn med ild og sværd.

Jostejn.

Det er en gammel skik, og den bør agtes!

Men hvis jeg havde været konning Gandalf,

så var jeg bleven liggende i Velskland, –

for der var guld at vinde.

Hrolloug.

Hæder med.

Gandalf.

Det er jer troskab mod den faldne drot.

Jostejn.

Nu, nu, godt ord igen, jeg mente blot

den faldne kunde vente.

Asgaut
(med undertrykt forbitrelse).

Usle slægt!

Jostejn.

Men siden vi nu engang er her –

Hrolloug.

Ja,

så lad os rejse ham et værdigt minde!

Nogle.

Ja, ja!

Andre.

Med brand og blod!

Asgaut.

Det kan jeg lide,

Gandalf.

Og nu afsted at spejde rundt om øen;

ti end i nat skal hævnen være fuldbragt,

hvis ej, så må jeg falde selv.

Asgaut.

Det svor han.

Gandalf.

Det svor jeg dyrt ved alle Valhals guder!

Og end engang jeg sværger –

Hemming
(med en harpe over skulderen, har under det foregående nærmet sig
mellem kæmperne og udbryder bønligt):

Sværg ej, Gandalf!

Gandalf.

Hvad går der af dig?

Hemming.

Sværg ej her i skoven!

Her kan ej vore guder høre dig;

i snekkens stavn, i Nord på vore bjerge,

der hører de dig nok, men ikke her!

Asgaut.

Har Sydens pestluft smittet også dig?

Hemming.

I Velskland hørte jeg de fromme prester

fortælle dejligt om den hvide Krist,

s. 16

og hvad de sagde svæver for min hu

ved nat og dag, det vil ej mer forsvinde.

Gandalf.

Jeg tog dig med, fordi du alt som gut

forrådte tegn på rige skaldekræfter.

Du skulde se min djærve ledingsfærd;

og når kong Gandalf sad som grånet gubbe

ved egebordet mellem sine kæmper,

da skulde drottens unge skald forkorte

den lange vinterkvæld med heltekvad,

og så til slutning sjunge mig mit drapa;

thi mindet, rejst af skaldetungens lyn,

er bedste bauta over heltens gravhøj.

Gå nu, slæng harpen væk, og put dig selv

i munkekutten, hvis det lyster dig.

Ha! ha! Kong Gandalf får en dygtig sanger.

(Vikingerne går ind i skoven til venstre; Hemming følger dem.)

Asgaut.

Det er en muggen tid vi lever i;

det bærer ned ad bakke med vor tro

og vore sæder fra den gamle tid.

Held mig! Min nakke luder alt af ælde;

mit øje skal ej skue Nordens fald.

Men du, kong Gandalf, du er ung og stærk;

og hvor du færdes i det vide fjerne,

så kom ihu, at det er kongeværk

om folkets guder og dets kraft at værne!

(han følger efter de øvrige.)

Gandalf
(efter en pause).

Han har ej nogen frejdig lid til mig.

Vel at han gik! Der ligger som en tyngsel

på mine skuldre, når han er mig nær.

Den gamle stenmand med de barske træk, –

s. 17

han ligner Asathor, som stod med Mjølnir

og styrkebeltet hugget ud i gråsten

i offerlunden ved min faders gård.

Min faders gård! – Hvo véd, hvordan det nu

ser ud derhjemme på de gamle tomter! –

Ja fjeld og skov er sagtens end de samme;

men folkets bryst –? Har det de gamle strænge?

Nej, der er falden meldug over tiden,

og det er den, som suger Nordens saft

og tærer giftigt på dets bedste blomster.

Vel, jeg vil hjemad! Redde hvad der end

står til at redde, før det styrter sammen.

(efter en pause, idet han ser sig om.)

Hvor der er lifligt her i Sydens lunde;

min graneskov har ej så stærk en duft.

(han bemærker højen.)

Hvad nu? En kæmpegrav? Den gemmer nok

en landsmand fra de gamle, friske dage.

En kæmpegrav i Syden! – Det er billigt;

thi Syden gav os jo vort ulivssår.

Hvor her er vakkert! Jeg må tænke på

en vinterkvæld, da jeg som liden gut

sad på min faders knæ ved arneflammen,

mens han fortalte mig om vore guder,

om Odin, Balder og den stærke Thor;

og da jeg nævnte for ham Frejas lund,

så skildred han mig den som lunden her, –

men da jeg vilde vide lidt om Freja,

hvordan hun selv så ud, da smålo gubben,

og satte mig på gulvet ned og svared:

«Det vil en kvinde nok fortælle dig!»

(lyttende.)

Tys! Fodtrin gennem skoven! Rolig Gandalf, –

de bringer førstegrøden af din hævn!

(Træder tilside, således at han er halv skjult mellem buskene til højre.)

Blanka
(siddende til venstre, beskæftiget med at flette en blomsterkrans).

Der risler kilder i de grønne dale,

der gynger klare bølger under strand;

men kildens rislen, bølgens sagte røst

har ej så stærk en magt som hine blomster,

der favnes søsterligen bryst ved bryst

i tætte klynger rundt om højens side;

de maner mig ved dag og nat herhen, –

her er det godt at længes og at drømme.

Se nu er kransen færdig. Heltens bauta,

så hård og kold, skal dølges under den.

Ja, det er smukt!

(visende mod højen.)

Et undergået liv,

med kæmpekræfter, dybt i muld begravet, –

og mindet, som til efterslægten taler,

en iskold kampesten, som hin på højen!

Da kommer kunsten, og med venlig hånd

den plukker blomster ved naturens bryst

og dækker mindets hårde kampesten

med hvide liljer, duftende kærminder.

(hun stiger op på højen, hænger kransen over bautastenen og siger
derpå efter en pause:)

Nu sejler atter mine drømmes flok

som trækfuglskaren over havets bølger;

jeg drages did, hvorhen min længsel stunder,

og villigt følger jeg den skjulte magt,

som har sin kongestol i sjælens dyb.

Jeg står i Norden, er en kæmpers brud,

og spejder som en ørn fra fjeldets tinde.

s. 19

Bag blanke bølger dukker snekken frem. –

O fly som mågen mod din fædrestrand!

Jeg er et Sydens barn, jeg kan ej vente; –

jeg river egekransen af mit hår, –

tag den, min helt! Den er det andet bud,

der hilser dig, – min længsel var det første.

(hun kaster kransen. Gandalf træder frem og griber den.)

Hvad nu? Der står –

(hun gnider øjnene og stirrer forundret på ham.)

Nej, det er ingen drøm.

Hvo er du, fremmede? Hvad søger du

ved stranden her?

Gandalf.

Stig ned af højen først,

så kan vi tales ved.

Blanka
(stiger ned).

Se så, her er jeg!

(afsides, idet hun betragter ham.)

Ringbrynjen over brystet, kobberhjelmen, –

aldeles som min fader har fortalt.

(højt.)

Tag hjelmen af!

Gandalf.

Hvorfor?

Blanka.

Så gør det dog!

(afsides.)

To klare øjne, lokker som en kornmark, –

aldeles som jeg så ham i min drøm.

Gandalf.

Hvo er du, kvinde?

Blanka.

Jeg? Et fattigt barn!

Gandalf.

Dog visst den fagreste, som øen ejer.

Blanka
(leende).

Den fagreste? Ja, det kan være muligt;

thi her er ingen anden.

Gandalf.

Ingen anden?

Blanka.

Med mindre, at min faer, – men han er gammel

og har et sølvgråt skæg, så langt som så,

o nej, så tror jeg dog, jeg vinder prisen.

Gandalf.

Du har et lystigt sind.

Blanka.

Ej altid, du!

Gandalf.

Men sig mig dog, hvordan det hænger sammen,

du lever ene med din fader her,

og jeg har dog så sikkert hørt berette,

at øen skulde være rigt bebygget?

Blanka.

Det var den engang, for en tre års tid;

men – ja, det er en sørgelig fortælling –

dog, du skal høre den, ifald du vil.

Gandalf.

Javisst, jeg vil!

Blanka.

Ser du, for tre år siden –

(sætter sig.)

Kom, sæt dig ned!

Gandalf
(træder et skridt tilbage).

Nej, sid kun du, jeg står.

Blanka.

For tre år siden kom en væbnet flok

af røvere, Gud véd hvorfra, til øen;

de plyndred rundt omkring, hvor de drog frem,

og myrded alt, hvad levende de fandt.

De få, som kunde, redded sig ved flugten,

og søgte til min faders borg, som lå

på klippepynten ikke langt fra havet.

Gandalf.

Din faders, siger du?

Blanka.

Javisst, min faders.–

Det var en skyfuld aften, da de stormed

mod borgeporten, trængte gennem muren,

brød ind i gården, myrdede for fode.

Jeg flygted angstfuld ud i nattens mulm,

og søgte mig et skjulested i skoven.

Jeg så vort hjem at hvirvles op i flammer,

Jeg hørte skjoldebrag og bange dødsskrig. –

Tilsidst blev alting tyst; thi alt var myrdet. –

Den vilde skare drog mod stranden ned

og sejled bort. – Den næste morgen sad jeg

s. 22

på klippen ved de rygende ruiner.

Jeg var den eneste, de havde skånet.

Gandalf.

Men du fortalte jo, din fader lever.

Blanka.

Min plejefader; vent, nu skal du høre!

Jeg sad på klippen sorgfuld og beklemt

og lytted til den rædselsfulde stilhed;

da lød det som et dæmpet suk fra dybet

i klippekløften, under mine fødder;

jeg lytted bange, steg tilsidst derned

og fandt en fremmed, blødende og bleg.

Jeg nærmed mig, så bange som jeg var,

forbandt hans sår og plejed ham, –

Gandalf.

Og han?

Blanka.

Fortalte, da han efterhånden kom sig,

at han var dragen med et købmandsskib

herhid til øen endnu samme dag,

da borgen plyndredes, – var flygtet did

og havde kæmpet kækt mod røverflokken

indtil han, blødende af mathed, styrted

i klippekløften, hvor jeg siden fandt ham.

Og efter den tid har vi levet sammen;

han bygged os en hytte dybt i skoven

og blev mig kær, o kær som ingen anden.

Men kom, du må dog se ham.

Gandalf.

Nej – nej, vent!

Vi træffer tidsnok sammen, tænker jeg.

Blanka.

Ja, ja da, som du vil; men du kan tro,

han så dig gerne under hyttens tag;

for du må vide, gæstfriheden hører

ej blot i Norden hjemme.

Gandalf.

Norden? Så

du véd da –

Blanka.

Hvor du kommer fra? O ja!

Min fader har fortalt om jer så tidt,

at jeg ved første øjekast –

Gandalf.

Og dog

du blev ej bange!

Blanka.

Bange? Hvorfor bange?

Gandalf.

Nu, har han ikke sagt, – ja har han ej –

Blanka.

Fortalt, at I er djærve helte? Jo!

Men hvorfor skulde det forskrække mig?

Jeg véd, I søger ry på fjerne strande,

i mandig dyst med drabelige kæmper;

men jeg har hverken pantser eller sværd,

hvi skulde jeg vel da –

Gandalf.

Nej visst, nej visst!

Men hine fremmede, som brændte borgen?

Blanka.

Hvad de?

Gandalf.

Nu ja, jeg mente blot, har ej

din fader sagt, hvorfra de kom?

Blanka.

Nej aldrig.

De var jo fremmede for ham, som os.

Men hvis du vil, så skal jeg spørge ham.

Gandalf
(hurtigt).

Nej, lad kun være.

Blanka.

Ah, nu fatter jeg!

Du vide vil, hvor du skal søge dem,

og tage blodhævn, som I kalder det.

Gandalf.

Ha, blodhævn! Tak! Du minder mig om ordet;

fast havde jeg forglemt –

Blanka.

Men véd du vel,

det er en hæslig skik.

Gandalf
(gående mod baggrunden).

Farvel!

Blanka.

Du går?

Gandalf.

Vi træffes tidsnok.

(standser.)

Sig mig endnu ét:

Hvo hviler under kæmpehøjen der?

Blanka.

Det véd jeg ej.

Gandalf.

Du véd det ej, og dog

du slynger blomster rundt om heltens bauta.

Blanka.

Min fader førte mig en morgen hid

og viste mig den friske gravhøj, som

jeg aldrig forhen havde set ved stranden.

Han bød mig holde morgenbøn ved højen

og i min bøn at tænke fromt på dem,

som havde hærjet os med sværd og flammer.

Gandalf.

Og du?

Blanka.

Hver morgenstund fra den dag af

jeg bad en stille bøn for deres frelse;

og friske blomster fletted jeg hver aften

til krans om mindestenen.

Gandalf.

Sælsomt! sælsomt!

Hvor kan du bede for din avindsmand?

Blanka.

Det byder mig min tro.

Gandalf
(heftigt).

Den tro er fejg;

det er en tro, som suger heltens kraft;

se derfor døde kæmpelivet strådød

hos eder her i Syden!

Blanka.

Men ifald

min fejge tro, som nu du kalder den,

blev plantet om i eders friske jordbund, –

da véd jeg vist, der spired frem af den

en blomsterfylde, rig nok til at dække

den nøgne fjeldvæg.

Gandalf.

Lad du fjældet stå

med nøgne vægge til det falder sammen!

Blanka.

Hør! tag mig med derop!

Gandalf.

Hvad mener du?

Jeg styrer hjemad –

Blanka.

Ja, jeg sejler med dig;

jeg har jo længst i tankerne gjort farten

didop, hvor du har hjemme mellem is

og sne og store sorte graneskove.

Der skulde komme lystighed i hallen,

ifald jeg måtte råde, kan du tro;

thi jeg er munter; – har du nogen skald?

Gandalf.

Jeg havde en, men her i Syden har

s. 27

den lumre luftning slappet harpens strænge,

de vil ej klinge –

Blanka.

Godt! så skal jeg være

din skald.

Gandalf.

Og du? – Du kunde følge med os,

forlade hjem og fader?

Blanka
(leende).

Ha, ha, ha!

Jeg tror, du tager det for alvor?

Gandalf.

Var det

da kun dit skemt?

Blanka.

Ak ja! en tosset drøm,

som tidt jeg drømte, før vi så hinanden, –

og som jeg visst vil drømme mangen gang,

når du –

(pludselig afbrydende.)

Du ser så stivt på mig.

Gandalf.

Gør jeg?

Blanka.

Javisst, hvad tænker du på?

Gandalf.

Jeg? På intet!

Blanka.

På intet?

Gandalf.

Ja, jeg véd ej selv på hvad;

dog jo, jeg véd – og du skal høre det:

jeg tænker på, hvordan du plante vil

i Norden dine blomster, og imens

så falder mig min egen tro isinde.

Der er et ord deri, som aldrig før

jeg fattet har; nu har du lært mig det.

Blanka.

Hvad mener du?

Gandalf.

Der siges, at Valfader

får kun en halvdel af de slagne kæmper;

den anden halvdel hører Freja til.

Det har jeg aldrig kunnet ret begribe;

men nu – nu fatter jeg, – jeg er jo selv

en slagen kæmpe og min bedste halvdel

blev Frejas ejendom.

Blanka
(studsende).

Hvad skal det sige?

Gandalf.

Nu kort og godt, så vid –

Blanka
(hurtigt).

Nej, lad kun være!

Jeg tør ej dvæle længer her i aften, –

min fader venter, jeg må gå; farvel!

Gandalf.

Du går?

Blanka
(tager egekransen, som han har ladet falde, og slynger den om hans hjelm).

Se der, du kan beholde den.

Se, hvad jeg før i mine drømme gav dig,

det skænker jeg dig vågen nu.

Gandalf.

Farvel!

(han går hurtig ud til højre.)

Blanka
(alene).

Han er borte! Lydløst stille

råder på den øde kyst.

Lydløst stille, gravens stille

råder også i mit bryst.

Kom han da kun for at svinde

som et solstrejf gennem tågen?

Ak! snart flyver han som mågen

langt herfra for nattens vinde!

Og hvad har jeg så tilbage?

Kun en blomst for mine drømme;

ensomheden, for at svømme

som petrellen om hans drage!

(Vikingernes krigslur høres fra venstre.)

Ha! hvad var det! Et horn, det kom fra skoven.

Gandalf
(afsides).

Det er for sildigt!

Blanka.

O, der er han atter!

Hvad vil du?

Gandalf.

Skynd dig, skynd dig bort herfra!

Blanka.

Hvad mener du?

Gandalf.

Afsted! Her truer faren!

Blanka.

Hvad fare?

Gandalf.

Døden!

Blanka.

Jeg forstår dig ej.

Gandalf.

Jeg vilde dulgt det for dig, derfor gik jeg

at kalde folket ned igen til snekken

og sejle bort; du skulde aldrig vidst –

dog hornet varsler, at det er forsilde;

de kommer hid.

Blanka.

Hvem kommer, hvem?

Gandalf.

Så vid da,

de fremmede, som fordum hærjed øen,

var vikinger som jeg.

Blanka.

Fra Norden?

Gandalf.

Ja.

Min fader faldt, og han var deres drot, –

thi må han hævnes.

Blanka.

Hævnes?

Gandalf.

Det er skik

og vedtægt mellem os.

Blanka.

Ha! jeg begriber!

Gandalf.

De kommer! Stil dig bag ved mig.

Blanka.

Væk, blodmand!

Asgaut
(til Gandalf).

En mager fangst, dog altid noget, Gandalf.

Blanka.

Min fader!

(kaster sig i hans arme.)

Roderik.

Blanka! O mit barn!

Jostejn.

En kvinde!

Så får han rejsefølge.

Asgaut.

Ja, til Hel!

Blanka.

O fader, hvorfor har du aldrig sagt mig –

Roderik.

Tys! tys! min datter!

(pegende på Gandalf.)

Er det eders høvding?

Asgaut.

Så er det.

(til Gandalf.)

Manden kan berette dig,

hvordan din fader faldt; thi han var med

og slap derfra med livet, har han sagt.

Gandalf.

Ti! Jeg vil intet høre.

Asgaut.

Godt, så lad

os tage fat på værket.

Blanka.

Gud! hvad vil de?

Gandalf
(dæmpet).

Jeg kan ej, Asgaut!

Asgaut
(ligeledes).

Er vor høvding fejg?

Har kvindens glatte tunge dåret ham?

Gandalf.

Nu ligemeget, jeg har sagt –

Asgaut.

Betænk,

det gælder al din agt blandt dine kæmper.

Dit løfte gav du Valhals høje guder,

og brydes det, så er du hvermands niding.

Glem ej, vor gamle tro er svagt befæstet, –

den vakler alt; et stød kan rokke den,

og kommer stødet ovenfra, fra drotten,

da har den fået banesåret.

Gandalf.

Ha!

Det var en ulyksalig ed, jeg svor.

Asgaut
(til vikingerne).

Nu rede, kæmper!

Blanka.

Vil I myrde ham,

den værgeløse gubbe?

Asgaut.

Ned med begge!

Blanka.

O Gud!

Hrolloug.

Nej, kvinden er for fager! Hun

kan følge med på snekken.

Jostejn
(leende).

Ja, som skjoldmø.

Gandalf.

Tilbage!

Roderik.

Skåner, skåner kun mit barn!

Jeg bringer eder drottens banemand,

ifald I skåner hende!

Gandalf
(hurtigt).

Bring os ham,

så er hun fri, ej sandt?

Vikingerne.

Jo, jo, det er hun!

Blanka
(til Roderik).

Hvad lover du?

Asgaut.

Så skaf ham hid!

Roderik.

Her står han!

Nogle.

Ha, gubben der!

Gandalf.

O ve!

Blanka.

Nej, nej, du skal ej –

Roderik.

For denne hånd fandt vikingen sin bane,

nu hviler han i kæmpehøjen der!

Gandalf.

Min faders gravhøj!

Roderik.

Han var stærk og djærv;

thi jorded jeg ham på hans fædres vís.

Gandalf.

Da han er højlagt, så –

Asgaut.

Nej, ligefuldt

den faldne konning kræver blod, – slå til!

Blanka.

Han skuffer eder!

(til Gandalf.)

Har du ej begrebet,

det er kun mig, sin datter, han vil frelse?

Dog, hvad forstår vel du et kærligt sind,

der offrer alt for den, som –

Gandalf.

Jeg forstår ej?

Du tror ej, jeg forstår?

(til vikingerne.)

Han skal ej fældes.

Asgaut.

Hvordan?

Blanka.

O fader! han er god som du.

Asgaut.

Du svigter eden?

Gandalf.

Nej, jeg holder den!

Jostejn.

Hvad er din agt?

Hrolloug.

Sig frem!

Gandalf.

Jeg har jo svoret

at hævne drotten eller falde selv.

Nu vel, han der er fri, – jeg går til Valhal.

Blanka
(til Roderik).

Hvad mener han?

Asgaut.

Det er din agt, du vil? –

Gandalf.

I holde en af mine snekker rede,

med spændte sejl og bålet tændt i stavnen;

på fortids vis jeg vil bestige den!

Se aftenvinden blæser ud fra stranden, –

på røde vinger farer jeg til Valhal!

Jostejn
(går ud til højre).

Asgaut.

Ha, det er kvinden, som har koglet dig!

Blanka.

Nej, du må leve!

Gandalf.

Leve? Jeg er tro

mod mine guder, kan ej svige dem.

Blanka.

Din ed er blodig, Balder hader den.

Gandalf.

O Balder lever ikke mer iblandt os!

Blanka.

For dig han lever; thi dit sind er mildt.

Gandalf.

Ja, til min undergang! Det blev mit kald

som drot at værne om vort kæmpeliv, –

men kraften svigter mig! Kom, Asgaut, du

skal tage kongespiret af min hånd;

du er en kæmper af det ægte malm;

på mig har Sydens gift alt længe tæret.

s. 38

Men kan jeg ikke leve for mit folk,

så kan jeg dø for det.

Asgaut.

Vel talt, Kong Gandalf.

Blanka.

Så er da loddet kastet! Fald som helt

i trofast kærlighed til dine guder!

Men nu, da vi må skilles ad for evigt,

så vid, at når du falder selv for løftet,

da har du også mig til døden viet!

Gandalf.

Hvordan! Til døden dig?

Blanka.

Mit liv var ligt

en blomsterknop, i fremmed jordbund plantet,

og derfor blunded den i svøbet fængslet:

da kom en stråle fra det fjerne hjem, –

o, det var dig, min Gandalf! Blomsten åbned

sit bæger. Ak, et flygtigt øjeblik,

så blegned strålen, – blomsten måtte dø!

Gandalf.

O, har jeg fattet dig? Du kunde? – ha!

så er mit løfte tifold ulyksaligt!

Blanka.

Vi mødes atter!

Gandalf.

Aldrig, aldrig mer!

Dig venter himlen og den hvide Krist.

Jeg går til Valhal; taus jeg sætter mig

s. 39

ved bordets ende, nederst imod døren,

thi hallens lystighed er ej for mig.

Jostejn
(kommer tilbage med et banner i hånden).

Se, nu er snekken rede, som du bød.

Asgaut.

Du får en prægtig ende! Mangen helt

vil nok misunde dig.

Gandalf
(til Blanka).

Farvel!

Blanka.

Farvel!

Farvel for livet og for evigheden!

Roderik
(kæmpende med sig selv).

Stands! stands!

(kaster sig ned for Blanka.)

Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!

Blanka.

O Gud!

Gandalf.

Hvad mener han?

Roderik.

Alt vil jeg skrifte:

Min hele færd imod dig var bedrag!

Blanka.

O, skrækken har forvirret ham!

Roderik.

Nej, nej!

(til Gandalf efter at have rejst sig.)

Du, unge drot, er løst ifra dit løfte;

din faders skygge kræver ingen blodhævn!

Gandalf.

Ha, så forklar!

Blanka.

O tal!

Roderik.

Her står kong Rørek!

Nogle.

Den faldne konning?

Blanka.

Himmel!

Gandalf
(tvivlende).

Du, min fader?

Roderik.

Se, Asgaut! Husker du den skramme, som

du gav mig på vort første vikingtog,

dengang vi kom i strid om byttet?

(han blotter sin arm og viser Asgaut den.)

Asgaut.

Ja,

ved Thor, det er kong Rørek!

Gandalf
(kaster sig i hans arme.)

Fader! fader!

Nu har du andengang mig livet skænket.

O, tag min tak!

Roderik
(nedslået; til Blanka).

Og du – hvad skænker du

den gamle røver?

Blanka.

Kærlighed, som før!

Jeg er din datter! Har ej tre års ømhed

udslettet hver en blodplet i dit skjold?

Asgaut.

Men så forklar dog, at du endnu lever!

Gandalf.

Hun redded ham.

Roderik.

Ja, som en venlig alf

Hun heled mine sår og sysled om mig,

og alt imens fortalte hun så smukt

om troen hos de stille folk i Syden,

at selv mit hårde bryst blev blødt derved.

Og dag for dag jeg dulgte, hvem jeg var;

jeg voved ej –

Gandalf.

Men kæmpehøjen der?

Roderik.

Der grov jeg ned min rustning og mit sværd.

Det tyktes mig, som om den vilde viking

s. 42

var skrinlagt med det samme. Og mit barn

bad fromt en bøn for ham hver dag ved højen.

Asgaut.

Farvel!

Gandalf.

Hvor går du?

Asgaut.

Nordpå med min snekke!

Nu ser jeg klarlig, min tid er forbi –

og vikinglivet også. Jeg vil gå

til Island; did er end ej sotten trængt.

(til Blanka.)

Du, unge kvinde, tag min plads hos drotten!

Thor kan ej mere – Mjølnir er af lave;

nu råde Balder gennem dig. – Farvel!

(han går.)

Gandalf.

Ja, Balder råder gennem dig, min Blanka!

Nu føler jeg mit vikinglivs betydning!

Det var ej ene lyst til ry og rigdom,

som drev mig bort fra mine fædres hjem;

nej, hvad mig leded var en lønlig længsel,

en stille higen efter Balder. Se,

nu er min længsel stillet; hjem vi fare;

der vil jeg leve fredsæl blandt mit folk.

(til vikingerne.)

Og I vil følge mig?

Alle.

Vi følger dig!

Gandalf.

Og du, min Blanka?

Blanka.

Jeg? Jeg er jo og

et Nordens barn; thi mellem eders bjerge

slog jo mit hjertes bedste blomster rod.

Til eder stævned jeg i mine drømme,

fra eder hented jeg min kærlighed!

Roderik.

Og så afsted!

Gandalf.

Men du?

Blanka.

Du følger os!

Roderik.

Jeg bliver her.

(peger på højen.)

Min gravhøj venter mig.

Blanka.

Jeg skulde lade dig alene?

Hemming.

Nej!

Vær uden frygt! Jeg lukke vil hans øjne

og sjunge ham et drapa hist fra højen;

det bli'r mit sidste kvad.

(rørt, idet han griber Gandalfs hånd.)

Farvel, min konge!

Nu har du fundet dig en bedre skald.

Roderik
(med fasthed).

Det må så være, du er drot min Gandalf,

og du har høje pligter mod dit folk.

s. 44

(lægger deres hænder sammen.)

I er den unge morgenrødes børn, –

drag did hvor kongestolen eder venter;

jeg er den sidste fra de sjunkne tider,

min kongestol er graven – und mig den!

Gandalf
(med fatning).

Og nu til Norge!

Hrolloug.

Hjemad!

Alle.

Hjem! Til Norge!

Blanka
(begejstret, idet hun river banneret af Jostejns hånd).

Ja, nu afsted! Mod nord skal farten gå

igennem storm og skum på bølger blå.

Snart dæmrer dagen over jøklens tinde,

snart vorder ledingsfærden kun et minde!

Alt sidder Nordens viking på sin høj;

forbi er tiden, da han vældigt fløj

fra kyst til kyst med våbenbrag og flammer.

I støvet synker tordengudens hammer,

og Norden vorder selv en kæmpegrav.

Men glem ej løftet, som Alfader gav:

Når mos og blommer dækker højens side,

skal heltens ånd på Idavold jo stride, –

så stiger også Norden fra sin grav

til luttret åndsbedrift på tankens hav!

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: