[Prolog]
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||||
[Prolog]
[ved sesongåpningen av Det norske Theater i Bergen 5. oktober 1853]
| Versetype: | strofisk femfotsjambisk sonettgruppe | ||
| Rimskjema: | r|R | ||
| Metrisk formel: | bi '10|'11 |
1 | |||
| a | Mens Skoven grønnedes og Fuglen sang, | ||
| B | Mens Blomsten gynged for de svale Vinde, | ||
| a | Mens der var Sommer over Dal og Vang – | ||
| B | Da var det tyst og folketomt herinde. | ||
| c | 5 | Der var en Drift, som Eder Alle tvang | |
| D | At gjæste Guds Natur blandt friske  Linde, | ||
| c | Hvor Løvet dufted og hvor Bækken klang, – | ||
| D | Og Intet mægted Eder her at binde! | ||
| e | Men Du, som atter vi for første Gang | ||
| F | 10 | Iaften hilse som en Ven af Huset, | |
| F | Har Du os glemt i Livets Færd beruset? | ||
| e | Nei, medens Dækket for vor Scene hang, | ||
| Gg | Mens her var mørkt og Bænkene stod ledige – | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
| Gg | Hvad gjorde Du? Du spilled selv Comedie! | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
2 | |||
| a | 15 | Ja, fra Theatergjæst Aktør Du blev | |
| B | Og spillede paa Livets store Scene | ||
| a | En Akt af Dramaet, som Skjebnen skrev, | ||
| B | For Dig med Hovedrollen at forlene. | ||
| c |
Hvis Du paa Livets Bredder er Elev, | ||
| D | 20 | Da har Du vist ei spillet der alene – | |
| c | Thi der er jo en liden Gud, som drev | ||
| D | Fra Arilds Tid sit Spil blandt Blomstergrene. | ||
| E |
Der siges, han er blind, men dog han klog er – | ||
| F | Han Alting veed saa listeligt at vende, | ||
| F | 25 | At Akten gjerne sluttet blier af Tvende; | |
| E | Thi over Alt han hader Monologer –
| ||
| E | Han veed, det gaaer med dem som med – Prologer; | ||
| F | De kjede snart, naar ikke snart de ende. | ||
3 | |||
| A | Og held Dig, hvis det blev din Lod at spille | ||
| b | 30 | I dette Vexelspil en Rolle med, | |
| A | Da har Du Minder nok i Høstens Stille – | ||
| b | Da har Du Foraarsflor i Vintrens Snee. | ||
| A | Da blev dit Sommerliv en Vaudeville, | ||
| b | En vægtig Blomstergreen paa Livets Træ, | ||
| A | 35 | Og Trostens Slag og Lærkens klare Trille | |
| b | Klang gjennem Stykket som et smukt Couplet. | ||
| C | Let slap Du gjennem alle Kunstens Trængsler, | ||
| d | Undtagen maaskee ved en vis Replik, | ||
| d | Hvorved det Dig som mangen Anden gik. | ||
| C | 40 | Der har Du Noget følt, som Læben fængsler, | |
| E | Mens Hjertet klapper, Tungen fast sig klæber – | ||
| E | Kort sagt, hvad her vi kalde Lampefeber. | ||
4 | |||
| a | Dog maaskee skuer Du med Alvor mod | ||
| B | Den svundne Sommers rige Blomsterhave; | ||
| a | 45 | Fordi dens fagre Planter fæsted Rod | |
| B | Kun for at visne paa dit Livshaabs Grave. | ||
| a | Og har igjen af al din Overflod | ||
| B | Kun din Erindrings smertelige Gave, | ||
| a | Og sidder nu med tryllebunden Fod | ||
| B | 50 | Ved Høiens Rand som Sorgens tause Slave. | |
| c | Dog selv igjennem Savnets Taageslør | ||
| D | Har Alnaturens Ungdomstid en Ynde, | ||
| c | Som endnu straaler, medens Blomsten døer. | ||
| E | Den drysser Dagglands over din Erindring, | ||
| D | 55 | Den er en himmelsk Aand, som skal forkynde, | |
| E | At Livet har for hver en Klage Lindring. | ||
5 | |||
| a | See derfor staae vi Alle der saa tyst: | ||
| B | En lønlig Vemod over Sindet falder, | ||
| B | Naar Løvet rasler gjennem Skovens Haller | ||
| a | 60 | Og Livet sygner i Naturens Bryst. | |
| a | Hvor er vel den, som ei med kjærlig Lyst | ||
| B |
Gad lægge nok en Vaar til Blomstens Alder, | ||
| a | Naar Høstens Vinde har dens Bæger kyst | ||
| B | Og bragt det Bud, som den til Støvet kalder? | ||
| C | 65 | Hvor er vel den, som ikke da gad standse | |
| D | Den stride Strøm, hvor Tidens Bølger trille, | ||
| e | Hvor Markens Foraarsbørn sin Baare fandt? | ||
| C | Vi staae igjen med vore Mindekrandse, | ||
| D | Og see tilbage drømmende og stille | ||
| e | 70 | Mod al den gyldne Rigdom, som forsvandt. | |
6 | |||
| a | Bevar da og i Vintrens Storm og Slud | ||
| B | Det samme milde Sind mod alle Planter, | ||
| a | Og husk, at ogsaa Kunsten er et Skud | ||
| B | Af Blomsterart, som uden Varme skranter. | ||
| a | 75 | Den er en Knop, som aldrig foldes ud, | |
| B | Hvis ei den kjærlig Røgt og Pleie fandt der, | ||
| a | Hvor den har spiret paa Naturens Bud | ||
| B | Og klynget Roden fast paa alle Kanter. | ||
| c | Dog Foraarsvarmen, Kunsten trænger til, | ||
| D | 80 | Er ikke den, som rødmer Rosens Kinder | |
| e | Og vækker Liv i Skovens Martsfiol; – | ||
| c | Nei, det er Hjertevarmen stærk og mild! | ||
| D | I Folkets Bifald den sin Livsglød finder, | ||
| e | I Folkets Kjærlighed sin Sommersol! | ||
