JOHN GABRIEL BORKMAN
JOHN GABRIEL BORKMAN
JOHN GABRIEL BORKMAN SKUESPIL I FIRE AKTER
JOHN GABRIEL BORKMAN
FRU BORKMAN hånligt Ja, det héd sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (lér) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. «John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse!
FRU BORKMAN Hm! Dem sørged han jo så pænt for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel.
FRU BORKMAN i stigende sindsbevægelse Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!
ELLA RENTHEIM sagte, i undertrykt smærte Borkman. John Gabriel Borkman!
FRU BORKMAN som før Han, som har måttet sidde under lås og lukke i fem år! (slår hænderne for ansigtet) Å, slig en knusende skam! (farer op) Og så tænke på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig sé ham mere! – Aldrig!
ELLA RENTHEIM Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!
BORKMAN Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgået mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en forklaring over.
John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.
BORKMAN med håndbevægelse Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset) Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indsér, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet) Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!
Herved erkendes at jeg af herr direktør August Lindberg har som honorar for mit skuespil «John Gabriel Borkman» modtaget 1000 kroner, hvorved herr Lindberg har erhvervet eneretten for to år til i de norske provinssteder at opføre det nævnte stykke.
Angående «John Gabriel Borkman» kan jeg ikke idag give Dem noget bestemt svar. Det vil være nødvendigt at den teaterdirektør, hos hvem De skal optræde i de danske provinserne, først henvender sig til herr fuldmægtig August Larsen, Gyldendalske boghandel i København, og hos denne køber opførelsesret til stykket. Jeg véd at der er gjort flere henvendelser til herr Larsen, men om der allerede af ham er afsluttet kontrakt med nogen direktør kender jeg for øjeblikket ikke til.
Herved fremsender jeg taksigelse samt kvittering for modtagelsen af 300 kroner som honorar for «John Gabriel Borkman» ved Finska teatern i Helsingfors.
Aviserne har berettet at «John Gabriel Borkman» skal være antaget ved Odéon-teatret og at opførelsen dersteds kan påregnes i en nærmere fremtid. Under forudsætning af at dette rygte medfører sandhed er det at jeg herved retter en forespørgsel til Dem om hvorvidt De skulde være villig til som min stedfortræder at repræsentere og varetage mine interesser under indstuderingen. I hvilken form og på hvilken måde dette skulde kunne lade sig arrangere, sér jeg mig rigtignok ikke i stand til at angive; men hvis De overhovedet skulde ville påtage Dem hvervet, så tviler jeg ikke på at der med nogenlunde lethed må kunne findes en udvej i så henséende. En forfatter har jo i Paris ret til at overvære prøverne på sit arbejde, gribe ind, rette og berigtige opfatningen hos de rollehavende. Men hvis han selv dertil er uskikket eller ikke personlig kan være tilstede så synes jeg han må kunne lade sig repræsentere gennem en stedfortræder, navnlig hvis han er så heldig at have en sådan på hvilken han trygt kan stole. Og dette er jo her tilfældet.
Mit dem Ausdruck «meine Rechte» meinte ich nur den Anspruch auf separates Honorar von Ihnen für den Fall, dass «John Gabriel Borkman» in Ihren Verlag überginge. Dieses Recht mache ich aber Ihnen gegenüber nicht geltend. Andere Rechte, natürlich mit Ausnahme der Aufführungsrechte, habe ich mir bei Herrn Langen nicht reservirt. Alles übriges müssen Sie also mit ihm abmachen; ich kann ja doch nicht das von Herrn Langen bezogene Honorar theilweise zurückzahlen um Ihnen mein Buch ungefähr unentgeltlich zu überlassen. – Was «Catilina» betrifft ist die Uebersetzung von Paul Herrmann besser als diejenige von Herrn Greinz. Muss jedoch gewissenhaft durchgesehen und revidirt werden.
JOHN GABRIEL BORKMAN
JOHN GABRIEL BORKMAN
JOHN GABRIEL BORKMAN SKUESPIL I FIRE AKTER
JOHN GABRIEL BORKMAN
FRU BORKMAN hånligt Ja, det héd sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (lér) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. «John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse!
FRU BORKMAN Hm! Dem sørged han jo så pænt for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel.
FRU BORKMAN i stigende sindsbevægelse Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!
ELLA RENTHEIM sagte, i undertrykt smærte Borkman. John Gabriel Borkman!
FRU BORKMAN som før Han, som har måttet sidde under lås og lukke i fem år! (slår hænderne for ansigtet) Å, slig en knusende skam! (farer op) Og så tænke på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig sé ham mere! – Aldrig!
ELLA RENTHEIM Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!
BORKMAN Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgået mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en forklaring over.
John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.
BORKMAN med håndbevægelse Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset) Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indsér, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet) Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!
Herved erkendes at jeg af herr direktør August Lindberg har som honorar for mit skuespil «John Gabriel Borkman» modtaget 1000 kroner, hvorved herr Lindberg har erhvervet eneretten for to år til i de norske provinssteder at opføre det nævnte stykke.
Angående «John Gabriel Borkman» kan jeg ikke idag give Dem noget bestemt svar. Det vil være nødvendigt at den teaterdirektør, hos hvem De skal optræde i de danske provinserne, først henvender sig til herr fuldmægtig August Larsen, Gyldendalske boghandel i København, og hos denne køber opførelsesret til stykket. Jeg véd at der er gjort flere henvendelser til herr Larsen, men om der allerede af ham er afsluttet kontrakt med nogen direktør kender jeg for øjeblikket ikke til.
Herved fremsender jeg taksigelse samt kvittering for modtagelsen af 300 kroner som honorar for «John Gabriel Borkman» ved Finska teatern i Helsingfors.
Aviserne har berettet at «John Gabriel Borkman» skal være antaget ved Odéon-teatret og at opførelsen dersteds kan påregnes i en nærmere fremtid. Under forudsætning af at dette rygte medfører sandhed er det at jeg herved retter en forespørgsel til Dem om hvorvidt De skulde være villig til som min stedfortræder at repræsentere og varetage mine interesser under indstuderingen. I hvilken form og på hvilken måde dette skulde kunne lade sig arrangere, sér jeg mig rigtignok ikke i stand til at angive; men hvis De overhovedet skulde ville påtage Dem hvervet, så tviler jeg ikke på at der med nogenlunde lethed må kunne findes en udvej i så henséende. En forfatter har jo i Paris ret til at overvære prøverne på sit arbejde, gribe ind, rette og berigtige opfatningen hos de rollehavende. Men hvis han selv dertil er uskikket eller ikke personlig kan være tilstede så synes jeg han må kunne lade sig repræsentere gennem en stedfortræder, navnlig hvis han er så heldig at have en sådan på hvilken han trygt kan stole. Og dette er jo her tilfældet.
Mit dem Ausdruck «meine Rechte» meinte ich nur den Anspruch auf separates Honorar von Ihnen für den Fall, dass «John Gabriel Borkman» in Ihren Verlag überginge. Dieses Recht mache ich aber Ihnen gegenüber nicht geltend. Andere Rechte, natürlich mit Ausnahme der Aufführungsrechte, habe ich mir bei Herrn Langen nicht reservirt. Alles übriges müssen Sie also mit ihm abmachen; ich kann ja doch nicht das von Herrn Langen bezogene Honorar theilweise zurückzahlen um Ihnen mein Buch ungefähr unentgeltlich zu überlassen. – Was «Catilina» betrifft ist die Uebersetzung von Paul Herrmann besser als diejenige von Herrn Greinz. Muss jedoch gewissenhaft durchgesehen und revidirt werden.