HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND SKUESPIL I FIRE AKTER
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND SKUESPIL I FIRE AKTER
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
ØRNULF Din Hjælp i Raad og Daad. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar Herse og kræve Ransbøder for Hjørdis.
SIGURD Saa maa Skoggangsmænd staa høit i Priis paa Helgeland!
Med den største Forbauselse modtog jeg idag Deres frække og uforskammede Brev, hvoraf jeg erfarer, at De agter at udgive et nyt Oplag af mine dramatiske Arbeider: «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland». –
Fra «Illustr: Nyhedsblad»s tidligere ejer, bogtr: H. J. Jensen modtog jeg for 14 dage siden et brev, hvori han er fræk nok til at underrette mig om at han til jul agter at udgive et nyt oplag af «Hærmændene på Helgeland» og «Fru Inger til Østeråd»! Jeg har imidlertid givet ham svar på tiltale, så jeg håber han frafalder sit forsæt. Begge bøger er nemlig kun solgt ham til optagelse i hans blad og han har ikke mere ejendomsret til dem end f: ex: redaktør Bille til Bergsøes «I Sabinerbjergene». For øvrigt har jeg overdraget til en jurist at varetage mit tarv. «Fru Inger» er det min agt at omarbejde og indsende til det kgl: theater, ligesom jeg tror at begge bøger bør udgives igen, hvis De så synes. Dog hermed har det nu ingen hast. –
I disse dage har jeg modtaget underretning om at en i Kristiania bosiddende bogtrykker ved navn H. J. Jensen er ifærd med ulovligen at eftertrykke mine to ældre dramatiske arbejder «Fru Inger til Østeråd» og «Hærmændene på Helgeland». For dette attentat på min ejendom vil han blive dragen til retsligt ansvar. Men for det tilfælde at eftertryksudgaven i mellemtiden skulde forvilde sig til Danmark, er det at jeg udsender denne advarsel.
Strax efter Nyaar 1858 indleverede jeg til Christiania Theater mit, da netop fuldførte, Skuespil «Hærmændene paa Helgeland», men fik det nogen Tid efter paa Grund af Omstændighederne tilbagesendt. Manuskriptet blev derefter af mig overladt til «Illustreret Nyhedsblad» for at benyttes til et Præmiehefte eller en Nyaarsgave for Bladets Abonnenter, hvorhos Bladets Eier begjærede og erholdt mit Samtykke til, imod det fastsatte Honorar, at trykke Bogen i et Oplag paa 2200 Exemplarer, deri iberegnet det Antal Exemplarer, som skulde tildeles Abonnenterne.
Foranstaaende er, for de to omhandlede Skuespils Vedkommende, den fulde og hele Sandhed betræffende mit literaire og juridiske Forhold til «Illustreret Nyhedsblad» og dets Eier. At Udgiveren af en Tidende, naar ikke anderledes er bestemt, ingensomhelst Ret har til at disponere over et literairt Bidrag udenfor Bladets Omraade og overhovedet udenfor den Begrændsning, hvorunder Bidraget er blevet ham overladt, vil være indlysende for Enhver og kan belægges med utallige Exempler fra det praktiske Liv. Jeg skal her anføre nogle faa. Mit Skuespil «Kjærlighedens Komedie» har i sin Tid været overdraget «Illustreret Nyhedsblad» i samme Øiemed som «Hærmændene paa Helgeland», og dog har jeg upaatalt kunnet foranstalte en ny Udgave af Bogen. Det Samme er Tilfældet bl. A. med mine to større Digte «Paa Vidderne» og «Terje Vigen». Heller ikke har «Morgenbladet» gjort Fordring paa Eiendomsretten til mit «Ballonbrev», som mod Honorar har været optaget i dets Spalter. Ligesaa uanfægtet af «Aftenbladet» og «Christianiaposten» har Herr B. Bjørnson i sine «Smaastykker» kunnet optage «En glad Gut» og «Mellem Slagene», hvoraf det ene fra først af udkom som Feuilleton og det andet som Tillægshefte til de nysnævnte Aviser. Endelig skal jeg nævne Herr V. Bergsøes «I Sabinerbjergene», der uden Forhindringer har kunnet gaae fra nærværende Blad over i Boghandelen. Og dog er det under aldeles analoge Forhold, at man for Tiden i Christiania eftertrykker mine Arbeider!
I Begyndelsen af 1858 solgte jeg, som da havde taget Bolig i Christiania, ligeledes til Botten-Hansen, Retten til at lade «Hærmændene paa Helgeland» trykke som Tillægshefte for Nyhedsbladets Abonnenter, imod en Godtgjørelse af 30 Spd, hvorfor det fra Bladets Side betingedes, at Bogen skulde trykkes i 2200 Exemplarer. – Abonnenternes Antal opgaves mig at være 1700. Var dette Opgivende rigtigt, saa udkommer altsaa et Overskud af 500 Exemplarer, hvilke i Aarenes Løb ere solgte til Fordel for Bladet. Paa den sidste Side i Bogen staar: «Tillægshefte for Illustreret Nyhedsblads Abonnenter». – For dette Stykke har jeg faaet Honoraret udbetalt. –
Som De ved havde jeg allerede for lang tid siden afsluttet kontrakt med Gyldendalske boghandel om udgivelsen af en ny udgave af «Hærmændene på Helgeland». Da kom den Jensenske eftertryksaffære imellem, og sagen blev indtil videre stillet i bero i påvente af at det betræffende retsspørgsmål inden kort tid vilde være løst. Der er nu imidlertid to år forløbne og endnu er der ingen dom falden. Jeg kan imidlertid ikke længere vente med den nye udgave, der allerede længe har ligget færdig. Hertil har jeg forskellige grunde. Først min forpligtelse lige over for Hegel. Dernæst hensynet til tidspunktet, nemlig nu, da «Kejser og Galilæer» er udkommet. Det er nemlig et fast princip i den rationelle måde, hvorpå Hegel og jeg driver udgivelsen af mine bøger, at vi altid lader et nyt oplag af et ældre skrift følge umiddelbart ovenpå offentliggørelsen af et forhen utrykt; thi netop da er opmærksomheden i forøget grad henvendt på mine arbejder, hvorved afsætningen går så meget hurtigere og rigeligere fra hånden. Endelig frygter jeg for at «Hærmændene», ved længere at holdes ude af boghandelen, skal som herreløst gods hjemfalde til hvilkensomhelst spekulant; thi en sådan bestemmelse findes jo i vor barbariske lovgivning betræffende den literære ejendomsret.
Som svar på herr justitsrådens meget ærede skrivelse, hvilken jeg igår havde den glæde at modtage, skynder jeg mig at meddele at jeg med tak indgår på det mig gjorte forslag at lade mit skuespil «Hærmændene på Helgeland» på de opstillede vilkår komme til opførelse på det kongelige theater .
Jeg takker Dem for det smukke udstyr af den nye udgave af «Brand». «Hærmændene på Helgeland» er efter forslag af justitsråd Berner antaget til opførelse på det kgl: theater. Dette var mig en stor glæde; jeg selv har ikke foretaget noget indledende skridt i sagen; men jeg synes at dette stykke netop iår kommer frem til en meget passende tid, da det jo handler om begivenheder, som hænger sammen med Islands bebyggelse og tildels forherliger denne ø. – Har jeg ikke Dem at takke for en håndsrækning i dette anliggende? Eller skulde professor Molbech have været virksom? Dette sidste synes mig af flere grunde uantageligt. Fru Heiberg er jo fraværende. –
I en forøvrigt velvillig anmeldelse af «Hærmændene på Helgeland», der har været optagen i Deres ærede blad for 21de dennes, fremsættes den påstand at mit skuespil er skrevet «omtrent samtidigt med «Halte-Hulda», men utvivlsomt ikke uden påvirkning fra denne tragedie».
1.) «Hærmændene på Helgeland» er skrevet før «Halte-Hulda».
«Hærmændene på Helgeland» opføres i denne tid med meget bifald på det kongelige theater i København. Jeg håber at den Gyldendalske boghandel har sendt Dem «Fru Inger til Østråt», der udkom i nyt oplag i slutningen af forrige år?
Som svar på dit venskabelige brev, hvilket først igår kom mig ihænde, skynder jeg mig at meddele at jeg for mit vedkommende intet har imod at større brudstykker af «Hærmændene på Helgeland», end hidtil sket, aftrykkes i den nye udgave af din læsebog; ej heller har jeg noget imod at «Terje Vigen» optages i samme.
I forrige måned modtog jeg fra herr Edvard Stjernström et brev, hvori han meddeler mig at det er hans agt i den kommende spilletermin på det af ham ledede theater at opføre mit skuespil «Hærmændene på Helgeland», der i afvigte vinter med mere end almindelig fremgang har været givet på det kgl: theater i København. Han tilføjer at det er hans hensigt at betale mig honorar efter de for svenske originalarbejder ved hans theater gældende regler såfremt jeg meddeler ham min skriftlige tilladelse til udelukkende og ene og alene at opføre stykket i Stockholm.
Hovedsagen er naturligvis for mig at tilkendes ejendomsretten til de to omstridte bøger; thi disse repræsenterer nu en efter vore forholde temmelig betydelig pengeværdi. Således er under processens løb af «Hærmændene på Helgeland» udkommet hos Hegel 3 nye store oplag, så at denne bog nu foreligger i handelen i 4de udgave. Af «Fru Inger til Østråt» er 2det særdeles betydelige oplag næsten udsolgt og et tredje vil om kort tid gøres nødvendigt. For hvert af disse nye oplag erholder jeg nyt, og jeg kan tilføje, særdeles rundeligt forfatterhonorar. Det er altså en for mig betydelig affære, der har stået på spil.
Overensstemmende med min antydning i telegram-svaret, hvilket forhåbentlig er kommet herr hofmarskalken rigtig ihænde, skynder jeg mig herved skriftlig at gentage at jeg ingensomhelst tilladelse har givet herr Stjernström til at opføre «Hærmændene på Helgeland». Tvert imod har jeg i brev af 24de Juni tilmeldt ham at stykket vilde blive givet på det kgl: theater. På dette brev har jeg ikke modtaget noget svar; og da jeg heller ikke ad andre veje, hverken direkte eller indirekte, siden den tid har hørt et ord fra herr Stjernström, så stod jeg i den formening at han havde opgivet sit forsæt. Herr hofmarskalkens meddelelse kom mig derfor ganske uventet, og herr Stjernströms taushed lader sig nu forklare på en ganske anden måde, end jeg havde tænkt.
I næsten tre måneder har jeg nu ventet at skulle få høre nogle ord fra Dig; thi af norske tidninger erfor jeg i begyndelsen af November at «Hærmændene på Helgeland» da skulde komme til opførelse på dit teater. Når et dramatisk arbejde af mig sættes i scene i Kristiania eller København, er jeg altid vant gennem disse teatres intendenter at holdes nogenlunde à jour med sagernes gang; jeg underrettes om prøvernes udfald og modtager altid telegram umiddelbart efter første forestilling, hvorpå da efterhånden samtlige bladanmeldelser bliver mig tilsendte. Som gammel teatermand ved Du naturligvis i hvilken uro og spænding en dramatisk forfatter under sådanne omstændigheder befinder sig, især når han er fraværende, og Du vil derfor finde det forklarligt når jeg både af denne grund og i betragtning af vort gamle venskab havde gjort sikker regning på at få høre hvilken modtagelse «Hærmændene» har fundet i Stockholm. Nu ved jeg sågodtsom intet herom; thi de norske tidninger, som kom mig for øje, indeholdt kun korte notitser om den første forestilling, og svenske tidninger har jeg hernede ikke anledning til at læse. Hvorledes er altså foretagendet løbet af? Har stykket vundet bifald hos almenheden eller har Du måttet henlægge det? Det sidste synes jeg ikke jeg bør befrygte når jeg ser hen til den lykke, som dette skuespil andetsteds har gjort; men på den anden side synes jeg også at hvis stykket har slåt godt an i Stockholm, så må det jo vel nu have oplevet de 10 første forestillinger, efter hvilke honoraret skulde blive mig udbetalt. Også dette, kære ven, har Du forgæves ladet mig vente på, og jeg havde dog så sikkert gjort regning på at modtage samme senest ved juletider. Lad mig derfor nu se at Du ret snart indhenter det forsømte både i den ene og i den anden henseende; det vil sige: glæd mig ved tilsendelsen af et meget rigeligt honorar; thi af dettes størrelse vil jeg jo få en målestok for, hvor stor søgning mit stykke har skaffet dit teater.
Igåraftes havde jeg den store glæde gennem Deres venlige meddelelse at erfare at Stjernström har til Dem indbetalt 1000 kroner som honorar for «Hærmændene på Helgeland». Desværre ser jeg mig ikke istand til at lade noget af dette beløb komme til afkortning på de hos Dem optagne forskud, men nødes til at bede Dem om godhedsfuldt at ville sende mig deraf 600 kroner (i RmՖ). Imorges modtog jeg brev fra Stjernström hvoraf jeg må antage at en af ham tidligere afsendt skrivelse er gået tabt; thi jeg har til nu intetsomhelst hørt fra ham.
Med forbindtligst tak for de i Deres meget ærede skrivelse af 17de dennes som Honorar for «Hærmændene på Helgeland» fremsendte 100 kroner giver jeg mig den ære at meddele at det arbejde, hvormed jeg for tiden er beskæftiget, er et skuespil i 5 akter, behandlende forholde af vort moderne liv og bestemt til opførelse på scenen. Antagelig bliver det trykt i løbet af sommeren men kommer ikke i boghandelen forinden henimod jul. Så snart jeg er i besiddelse af et trykt exemplar vil det være mig en fornøjelse at tilstille Dem et sådant i lighed med hvad der vil finde sted ligeoverfor de øvrige nordiske theatre. Stykket kræver et temmelig stort personale, men vil, hvad dekorationer, dragter og andet udstyr betræffer, ingen vanskelighed frembyde.
Hernede gøres nu store anstalter til opførelsen af «Hærmændene på Helgeland», der skal gives 1ste gang den 23de Marts. Dr: Grandaur, som har været særlig virksom i denne sag, beder Dem venligst hilset.
Det har været mig særdeles behageligt at erfare at opførelsen af «Peer Gynt» er lykkedes så vel; forhåbentlig vil dette have indflydelse også på bogens afsætning. Hernede udkommer i disse dage en tysk originaludgave af «Hærmændene på Helgeland», der er ansat til opførelse på hoftheatret 1ste gang den 7de April. Det lønner sig nutildags godt at skrive for de tyske theatre; thi en forfatter erholder af hvert theater, hvorpå et stykke opføres, 10 % af billetsalget af samtlige forestillinger, som stykket nu eller i fremtiden kommer til at opleve. I Warschau er der i vinter udkommet en polsk oversættelse af et større udvalg af mine digte, ledsaget af en omfattende biografi og portræt; digtene er forøvrigt blevne stærkt beklippede af den russiske censur; navnlig er der bleven strøget lange stykker af «Ballonbrevet». For øvrigt intet nyt; stræng vinter og ubehageligt vejr.
2.) Im Jahre 1850, als ich noch in Christiania als Student lebte, erschien «Catilina», Drama in 3 Aufzügen (2 Aufl:) – 1851 «Kæmpehøjen» Drama in 1 Aufzug. – 1855 «Gildet paa Solhoug», Drama in 3 Aufzügen. – 1857 «Fru Ingerd til Østraat», historisches Schauspiel in 5 Aufzügen (2 Aufl:) – 1858 «Hærmændene paa Helgeland», Schauspiel in 4 Aufzügen (4 Aufl:) – 1861. «Kærlighedens Komedie», Lustspiel in 3 Aufzügen (3 Aufl:) – 1863 «Kongs-Emnerne», historisches Schauspiel in 5 Aufzügen (4 Aufl:) – 1866 «Brand», ein dramatisches Gedicht (8 Aufl:) – 1867 «Peer Gynt», ein dramatisches Gedicht (4 Aufl:) – 1869 «De Unges Forbund», Lustspiel in 5 Aufzügen (3 Aufl:) – 1871 «Gedichte» (2 Aufl:) – 1873 «Kejser og Galilæer», ein historisches Doppeldrama enthaltend «Cæsar Julians Abfall» und «Kaiser Julian», jedes in 5 Aufzügen (2 Aufl: = 6000 Expl:) Fast sämmtliche dieser Schauspiele werden in den skandinavischen Ländern sehr häufig aufgeführt.
3.) Ins Deutsche übersetzt sind: von A: Strodtmann «Kongs-Emnerne» («Die Kronprätendenten») und «De Unges Forbund» («Der Bund der Jugend»). Ebenso hat er mehrere meiner Gedichte übersetzt. Von «Brand» existiren bis jetzt 2 deutsche Uebersetzungen oder Bearbeitungen. Unter Mitwirkung von Emma Klingenfeld in München habe ich selbst eine deutsche Originalausgabe der «Hærmændene paa Helgeland» («Nordische Heerfahrt») veranstaltet. Eine ähnliche der «Fru Ingerd til Østraat» («Die Herrin von Oestrot») wird diesen Winter erscheinen. Ins Englische sind ebenso mehrere meiner Gedichte übersetzt, ferner das letzterwähnte Schauspiel und «Kejser og Galilæer» («The Emperor and the Galilean», by Catharina Ray, Samuel Tinsley, London, 1876.) Ebenso erschien im verflossenen Winter in Warschau eine polnische Uebersetzung einer Auswahl meiner Gedichte mit biographischer Einleitung und Portrait. Ausserdem sind in Deutschland, England, Frankreich, Nord-Amerika, Holland, Spanien, Finnland und möglicherweise noch anderswo verschiedene Beurtheilungen meiner literarischen Thätigkeit, theilweise von übersetzten Bruchstücken meiner Arbeiten begleitet, in Zeitschriften u. s. w. zum Vorschein gekommen.
Tillad mig herved ærbødigst at bede om tilgivelse fordi jeg indtil nu ikke har takket for herr hofmarskalkens godhedsfulde telegram, hvoraf jeg til min store glæde erfarede at «Hærmændene på Helgeland» med så megen fremgang blev bragt til opførelse på det kgl: svenske theater.
Dette er imidlertid kun en enkelt og udadtil mindre væsentlig side af sagen. Jeg for mit vedkommende har, også uden gagetillæg, hvad jeg og min familje behøver til daglige livsfornødenheder. Men disse alene udgør kun en del af mit udgiftsbudget. Som De ved, savner vi norske nemlig lige over for udlandet konventioner angående den literære ejendomsret. Vore bøger kan derfor uhindret oversættes hvorsomhelst og af hvemsomhelst. Og således sker også i rigeligt mål. I England er hele «Kejser og Galilæer» oversat og udgivet i forrige år; jeg selv havde ikke da de fornødne disponible penge til at foranstalte dette for egen regning; nu går oversætter og forlægger dersteds af med fordelen; jeg får intet. I Berlin har A: Strodtmann taget mine digte fra mig, og ligeså skuespillene «Kongsemnerne» og «De unges forbund». Når disse arbejder nu læses og opføres rundt om i Tyskland; så sker det til indtægt for oversætteren, ikke for mig. Ligeså er det gået mig med «Brand», hvoraf der nu existerer tre forskellige tyske oversættelser, uden at en skilling deraf kommer mig tilgode. Selv i Sverig er tilstanden for vort vedkommende den samme; vi har ingen ret til at fordre forfatterhonorarer hverken af theatrene eller af forlæggerne, der oversætter os. Af «Hærmændene på Helgeland» er allerede en svensk oversættelse udkommen og en anden er under pressen. Alt, hvad jeg hidtil har havt råd til at redde for mig selv er de af mig foranstaltede tyske udgaver af «Hærmændene på Helgeland» og «Fru Inger til Østråt»; men disse udgaver har forvoldt mig betydelige pengeudlæg, som jeg først i årenes løb kan vente at vinde ind igen. At Bjørnson og de andre norske digtere og komponister, der kendes udenlands, ikke er bedre farne, følger af sig selv.
Mine literære arbejder er hovedsagelig følgende: «Catilina», drama i 3 akter. 1850. (2 oplag). – «Kæmpehøjen», drama i 1 akt 1851. – «Gildet på Solhoug», skuespil i 3 akter. 1855. – «Fru Inger til Østråt», historisk skuespil i 5 akter. 1857. (2 oplag.) – «Hærmændene på Helgeland», skuespil i 4 akter. 1858. (4 oplag). – «Kærlighedens komedie», komedie i 3 akter på rimede vers. 1861. (4 oplag.) – «Kongs-emnerne», historisk skuespil i 5 akter. 1863. (4 oplag.) – «Brand», et dramatisk digt. 1866 (8 oplag.) – «Peer Gynt», et dramatisk digt. 1867. (4 oplag.) – «De unges forbund», lystspil i 5 akter. 1869. (4 oplag). – «Digte», 1871. (2 oplag.) – «Kejser og Galilæer», et verdenshistorisk skuespil i to afdelinger, indeholdende «Cæsars frafald», skuespil i 5 akter og «Kejser Julian», skuespil i 5 akter. 1873. (2 oplag.) – Af disse arbejder er de fleste oversatte på fremmede sprog og adskillige bragte til opførelse på udenlandske teatre.
Af aviserne ser jeg at skuespildirektør Foght den 22. dennes for 1ste gang har spillet «Samfundets støtter» i Drammen, og slutter deraf at De i overensstemmelse med mit brev af 10. Maj af ham har modtaget de 400 kroner, af hvis forskudsvise indbetaling opførelsesretten var gjort afhængig. Da jeg imidlertid fra tidligere affærer med herr Foght har gjort meget ubehagelige erfaringer angående denne person, så kunde jeg nok tænke mig som en, rigtignok meget fjern mulighed, at han havde dristet sig til at opføre stykket uden at honoraret var erlagt. Skulde dette være tilfældet, så anmoder jeg Dem om godhedsfuldt at henvende Dem til advokat Emil Stang med bøn om at han vil varetage mine interesser, såvel ved at lade inddrive det betingede honorar, som ved gennem politiet at forhindre herr Foght fra nogetsteds at spille stykket, så længe han ikke har opfyldt sine forpligtelser. Jeg gør derhos opmærksom på at stykket naturligvis ikke under nogensomhelst omstændighed må spilles i Kristiania, hvilken by udtrykkelig var undtagen i den af mig betingelsesvis givne tilladelse. Herr Foght har telegraferet til mig om tilladelse til at opføre stykket dersteds imod et extrahonorar; men en sådan tilladelse giver jeg ham ikke; skulde han ikke desto mindre forsøge derpå, så må det forhindres ved at nedlægge forbud hos politiet, eller på den måde overhovedet, som advokat Stang måtte finde tjenligst. Rimeligvis er dog sagen i orden; men, som sagt, manden har givet mig al grund til mistro. Det honorar, han forskudsvis skulde have betalt mig for «Hærmændene på Helgeland», har jeg måttet lade inddrive gennem advokat Bugge i Trondhjem. Denne har nu sendt mig beløbet; men af hans brev kan jeg ikke se om herr Foght også har betalt de dermed forbundne omkostninger; er dette ikke tilfældet så må jeg selv betale dem. Jeg har derom tilskrevet herr Bugge, og benytter denne anledning til at bede Dem honorere hans regning, såfremt han sender Dem en sådan. Alt dette er meget brydsomme og ubehagelige affærer; men begrebet om den literære ejendomsret synes endnu ikke at være rodfæstet hjemme, og det er derfor nødvendigt at vise den yderste strænghed.
Tusinde Tak for al Deres Uleilighed med mit Stykke. Snart sender jeg Dem et nyt Arbeide: «Hærmændene paa Helgeland», som snart skal opføres her og maaskee ogsaa i Kjøbenhavn.
Vedlagt tillader jeg mig at oversende det kgl: danske Theater en Afskrift af mit nye Skuespil «Hærmændene paa Helgeland» med ærbødigst Forespørgsel om hvorvidt det sammesteds maatte findes skikket til Opførelse. Jeg vover at udbede mig Hr. Etatsraadens godhedsfulde Tilgivelse for det Tilfælde at jeg ved en direkte Oversendelse af Stykket skulde have forseet mig mod den ved det kgl: Theater sædvanlige Forretningsvei. Med Hensyn til Stykkets Sujet skal jeg bemærke at det ikke er bygget paa nogen historisk Grund ligesom dets samtlige Personer ere opdigtede, derimod har jeg tildannet Indholdet af forskjellige Træk hentede ud fra flere af de islandske Familiesagaer, f. Ex: Njals Saga og Egil Skallagrimssøns Saga, ligesom ogsaa Indvirkningen af Vølsungssaga i flere Puncter vil spores. Hvad jeg har tilsigtet er at give et Billede af Sagatidens Liv i Almindelighed. Forudsat at Stykket findes brugbart til Opførelse i Kjøbenhavn vil jeg naturligviis med Glæde finde mig i at den ærede Direktion foretager de Sprogforandringer der maatte ansees nødvendige saavel med Hensyn til enkelte Ord som til hele Vendinger.
Deres Skrivelse af 11te dennes vil De forhaabentlig undskylde at jeg, paa Grund af de forhaandenværende Omstændigheder, først idag ser mig istand til at besvare. – Jeg maa tilstaa at en Paamindelse af en saadan Art fra Bergens Theaterbestyrelse frapperede mig. Min Gjæld til Theatret er 45 Sp, hvoraf 20 Sp som Forskud; Restbeløbet, 25 Sp, har jeg som Gjæld paadraget mig ved frivilligt Tilbud om at tilbagebetale sidste Maaneds Gage da jeg forrige Sommer fratraadte Theatrets Tjeneste. Ved min Afreise fra Bergen var der aldrig Tale om andet end en mindelig Opgjørelsesmaade, saaledes nemlig at jeg fremdeles tilstillede Theatret mine dramatiske Arbeider til Afbenyttelse. Herom er den nye Bestyrelse muligens ikke vidende, men hvad den burde være og maa være vidende om, er at jeg for Bergens Theater har skrevet følgende Stykker: «Sancthansnatten» Skuespil i 3 Akter, «Kjæmpehøien» Drama i 1 Akt, «Fru Inger til Østeraad» Drama i 5 Akter, «Gildet paa Solhoug» Skuespil i 3 Akter og «Olaf Liljekrans» Skuespil i 3 Akter. Desuden har jeg saaofte det forlangtes, leveret Prologer o. s. v. uden at jeg for alt dette har modtaget anden Godtgjørelse end et Gratiale, stort 100 Sp. Hvorledes rette Vedkommende forrige Høst satte Couranten for dramatiske Varer i Bergen, veed jeg ikke; men i Christiania betales fortiden et femakts Skuespil, ifølge Forslag fra A. Munch og mig, med mindst 250 Sp, og mindre Stykker i Forhold dertil. Bestyrelsen vil altsaa kunne udregne for hvilket Beløb Theatret omtrent maa antages at staa i Æresgjæld til mig, og jeg overlader til dens Delicatesse at afgjøre om ikke dette Punct burde klares forinden man forsøgte paa ad Rettens Vei at inddrive de omhandlede 45 Sp. Bestyrelsens Telegrafdepeche var allerede forinden dens Modtagelse realiter besvaret i en Skrivelse til Theatrets artistiske Direktør; paa selve Depechen kunde jeg ikke indlade mig at svare, da den ifølge sin Form kun indeholdt et simpelt og uberettiget Nysgjærrighedsspørsmaal, nemlig Spørsmaalet om «hvorvidt jeg havde tilstillet den aftraadte Bestyrelse «Hærmændene paa Helgeland» til Afbetaling paa min Gjæld til Theatret.» – Jeg kan ikke tilbageholde min Beklagelse over den udelikate Maade paa hvilken de literære Anliggender fortiden synes at varetages her, men maa dog tilføie at dette ingen Indflydelse vil have paa min Sympathi for Bergens Theater; jeg agter for Fremtiden som før at stille mine Arbeider til dets Raadighed. Hvad den her omhandlede Sag angaar, skal jeg henstille til Bestyrelsens yderligere Overveielse om det ikke maa ansees baade sømmeligere og hensigtsmæssigere at stille det Hele i Bero indtil videre.
Jeg er født i Skien den 20de Marts 1828, og da mine Forældre vare uformuende nødtes jeg allerede fra mit 15de Aar til at sørge for mig selv. Jeg erholdt Ansættelse først som Lærling og senere som Medhjælper paa Grimstads Apothek, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Slutningen af 1849, og anvendte al den Tid, der levnedes mig fra mine Forretninger, til at forberede mig til Examen artium, som jeg underkastede mig i Sommeren 1850. Allerede dengang havde jeg, foruden nogle mindre Digte, som offentliggjordes i Christianiaposten, skrevet og udgivet i Trykken «Catilina», versificeret Drama i 3 Akter, hvilket Arbejde af flere Anmeldere, og navnlig i Langes «Tidsskrift for Videnskab og Literatur», gjordes til Gjenstand for meget fordelagtig Omtale. Mit derpaa følgende større Arbejde var «Kjæmpehøjen», dramatisk Digtning i 1 Akt, der i September s. A: bragtes til Opførelse paa Christiania Theater, og som ligeledes modtoges med Velvilje af den offentlige Kritik. Mod Slutningen af Aaret 1851 erholdt jeg Ansættelse ved det Aaret iforvejen oprettede norske Theater i Bergen, først som fast lønnet Theaterforfatter og derpaa tillige som Instruktør. I Sommeren 1852 foretog jeg paa Theatrets Bekostning en Rejse til Kjøbenhavn og flere større tydske Steder, væsentligst i det Øjemed at studere Kunst og Literatur, og medbragte fra denne Rejse et nyt Skuespil i 3 Akter, betitlet «Sancthansnatten», der senere bragtes til Opførelse, men som endnu henligger utrykt. I 1854 skrev jeg «Fru Inger til Østerraad», historisk Drama i 5 Akter, opført oftere og paa forskjellige Steder samt udgivet i Christiania. «Gildet paa Solhoug», Drama i 3 Akter, der digtedes i 1855, er ligesaa med meget Bifald opført paa alle Landets Theatre, i Kjøbenhavn, og paa det kongelige Theater i Stokholm, hvor det valgtes til Feststykke ved Højtideligholdelsen af 4de November 1857. «Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i 4 Akter, udkom i 1858 og har været gjort til Gjenstand for en Mængde omfattende og for Stykket mere end almindelig fordelagtige Anmeldelser saavel hertillands, som i Danmark og Sverige; ogsaa dette Arbejde har været opført paa samtlige Theatre i Riget. Iaar har jeg udgivet et Lystspil i tre Akter paa rimede Vers, betitlet «Kjærlighedens Komedie» og forøvrigt under min hele literære Virketid en hel Del mindre Digte, hvoraf en samlet Udgave fortiden forberedes.
Min Post ved Bergens Theater frasagde jeg mig i 1857 og modtog umiddelbart derpaa Ansættelse som artistisk Direktør ved den herværende norske Scene, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Theatret i afvigte Sommer opløstes og overgaves til Skifterettens Behandling. Fra første Januar d. A. er jeg midlertidig ansat som æsthetisk Konsulent ved Christiania Theater. I 1858 indgik jeg Ægteskab med en Datter af afdøde Provst Thoresen i Bergen og har i dette Ægteskab et Barn. Min Løn ved Bergens Theater udgjorde 300 Spd. aarlig og jeg nødedes til at forlade Stedet med Gjæld. Min Ansættelse ved Christiania norske Theater medførte en gjennemsnitlig aarlig Indtægt af omtrent 600 Spd., men Theatrets Overleverelse til Skifteretten paaførte mig et Tab af over 150 Spd. samtidigt med at jeg derved sattes ud af al fast Virksomhed. Ved Christiania Theater lønnes jeg med en nominel Gage af 25 Spd. maanedlig, men Udbetalingen af det fulde Beløb forudsætter en større Indtægt for Theatret, end den, der i indeværende Vinter har kunnet opnaaes. At leve udelukkende eller blot væsentligt af literær Virksomhed hertillands, er en Umulighed. Mit bedst lønnede Arbejde, «Hærmændene paa Helgeland», der optog min Tid i henved et Aar, indbragte mig ialt 227 Spd. Under disse Omstændigheder har jeg paadraget mig en Gjæld af henved 500 Spd. og da jeg hidindtil ikke har skimtet nogen Udsigt til forbedrede Livsvilkaar hertillands, har jeg seet mig nødt til at træffe de fornødne foreløbige Skridt for til Vaaren at kunne udvandre til Danmark.
Jeg kan aldrig komme af med Brevskrivning, navnlig fordi jeg har en Mistanke om at man paa mit Forfatterskab i denne Retning med adskillig Grund kan anvende den Charakteristik, hvormed De, som det forekommer mig temmelig haardt, betegner min Prosa ialmindelighed; alligevel maa jeg dog tilskrive Dem etpar Linjer for oprigtigt og hjerteligt at takke for Deres Anmeldelse af min Bog. Jeg takker Dem baade for hvad jeg kan være enig med Dem i (hvilket ikke blot og bart er de for mig smigrende Partier af Kritiken) og for hvad jeg, naar jeg engang bliver saa heldig personlig at træffe Dem, ialfald vil forsøge at disputere om. Navnlig takker jeg Dem fordi jeg seer at De dog igrunden ikke har saameget imod mig, som jeg hidindtil instinktmæssig har indbildt mig; dette har for mig en Vægt, som maaske ikke vil være let at gjøre Dem indlysende, der ikke kjender til i hvilken forfærdelig Grad jeg gaar sjæleligt allene heroppe. Mine «Venners» Opfatning af mig gjør mig forresten ingen Skade; jeg seer, angaaende mig selv, i ethvert Punkt klarere end alle mine Venner – og dette sandelig ikke til min Fordel. – Jeg skriver nu paa et historisk Skuespil i 5 Akter, – men i Prosa, jeg kan ikke skrive det i Vers. – De gjør mig lidt Uret naar De antyder at jeg har forsøgt paa at ville ligne Bjørnson; «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland» er skrevne forinden B: endnu havde digtet en Linje. (NB: det er muligt at «Mellem Slagene» var til paa den Tid jeg skrev «Hærmændene» men kom ikke og kunde ikke komme mig for Øje). – Hvad «Kjærlighedens Komedie» angaar, saa kan jeg forsikkre Dem, at har det nogensinde været en Nødvendighed for en Forfatter at skille sig af med en Stemning og et Stof, saa var det Tilfældet da jeg gik ivej med dette Arbejde. – Deres venlige Raad at indsende «Fru Inger» til det kgl: Theater skal jeg følge; gid jeg blot maatte gribe Tingen paa den rette Maade og at den maatte lykkes. Disse Linjer til Tak har det været mig en Trang at sende Dem idet jeg varmt og levende føler at De har gjort en god Gjerning mod mig ved ikke at lægge min Bog tilside i Taushed.
«Hærmændene på Helgeland» skrev jeg som forlovet. Til «Hjørdis» har jeg benyttet samme model, som senere til «Svanhild» i «Kærlighedens Komedie».
Hermed følger atter en del manuskript, samt en foreløbig indholdsliste. Denne sidste må naturligvis endnu ikke trykkes, da jeg jo ikke så ganske bestemt ved, om de på samme opførte digte netop vil udfylde 160 sider. Efter min beregning skulde de gøre det; men jeg kan let i et eller andet punkt have forregnet mig. De manglende digte skal efterhånden blive sendte; alt vil fra min hånd kunne være leveret om 14 dage, såfremt De kan skaffe mig en afskrift af digtet «Ørnulfs drapa» af «Hærmændene på Helgeland». I modsat fald må jeg skrive til Norge derom. Digtet må gennemsees og rettes som alle de øvrige. 16 af de bedste digte i samlingen har aldrig før været trykte; de fleste andre vil være ukendte for publikum selv i Norge. Efter nærmere overvejelse har jeg taget nogle digte med fra mine dramatiske arbejder. De hører åndeligt sammen med de øvrige og bør ikke udrives af denne sammenhæng. Det skulde interessere mig at vide om P: Hansen i «Nordiske digtere» har optaget noget af mine smådigte; – jeg skulde ønske han ikke havde gjort det; thi nu kommer de i en ny skikkelse.
Jeg er villig til at overlade Dem retten til at opføre «Catilina» på Nya teatern i Stockholm mod et honorar af 400 (fire hundrede) kroner såfremt første opførelse af stykket finder sted senest 31. December dette år. Hvad «Kærlighedens komedie» angår, da har der i sin tid været tale om at tage dette skuespil ved kgl: dram: teatern; senere har jeg imidlertid ikke hørt videre til sagen, og jeg skal fra min side ikke bringe den i erindring. Skulde der fra det dr: teater ikke i denne anledning inden førstkommende 1. Juli fremkomme noget forslag om at få spille stykket i næste sæson, så er jeg villig til at overlade det til Dem mod et honorar af 400 kroner, ligesom for Catilina, såfremt stykket af Dem bringes til opførelse senest 31. December 1881. «Hærmændene på Helgeland» og «Kongsemnerne» kan under Deres direktionstid opføres på Nya teatern mod et honorar af 100 (et hundrede) kroner for hvert af disse stykker. Udbetalingen af honorarerne finder for hvert af de fire stykker sted umiddelbart efter at et af stykkerne har været spillet 1ste gang, og ønskes beløbet indsendt til boghandler Nils Lund i Kristiania.
Begreberne om den literære ejendomsret var i vore lande dengang, ligesom tildels endnu, kun højst ufuldstændigt udviklede. Hverken regering eller storthing havde sørget for at sikre de norske forfattere – og navnlig dramatikerne – mod vilkårlige indgreb af hvilkensomhelst udenforstående. Med andre ord, lovgivningen tillod ikke os, i lighed med andre statsborgere, selv at nyde frugterne af vort eget arbejde. Ved Kristiania theater betaltes i regelen for vore skuespil et lidet honorar engang for alle. For «Hærmændene på Helgeland» erholdt jeg således treti spdlr: med tilkendegivende om, at hvis jeg ikke vilde lade mig nøje med dette beløb, så agtede man at spille stykket uden at betale nogetsomhelst honorar, da man dertil havde fuld lovlig adgang. De øvrige theatre i Norge, samt de omrejsende skuespillerselskaber dersteds, betalte naturligvis intet. Det samme var selvfølgelig tilfældet i hele Sverig og i Danmark for de mindre theatres vedkommende. Ja, selv det kongelige theater i Stockholm har engang, som De formentlig vil erindre, opført et af Bjørnsons skuespil uden derfor at erlægge en eneste skilling, skønt forfatteren derpå gjorde energisk fordring. Senere har man rigtignok, muligens foranlediget ved den opsigt, denne sag vakte, såvel ved det kgl: theater i Stockholm som ved det danske, affundet sig med os ved at betale et beløb efter forgodtbefindende, en fremgangsmåde, som vi endog med tak måtte finde os i, såsom hverken regering eller storthing havde varetaget vore interesser gennem literære konventioner med Sverig og Danmark.
«Hærmændene på Helgeland» er bleven oversat og spillet på ungarsk. Efter sigende også «Et dukkehjem»; ialfald er dets opførelse påtænkt.
«Hærmændene på Helgeland» er på min bekostning oversat af Emma Klingenfeld og trykt og udgivet, ligeledes på min bekostning og uden at jeg har erholdt noget forfatterhonorar, hos Theodor Ackermann i München, der desuden som kommissionær beregner sig 50 % af indtægten af de solgte exemplarer. Virkeligt forlag af de norske dramatikeres arbejder tør nemlig de tyske boghandlere ikke indlade sig på, da de formedelst den manglende konvention aldrig kan være sikkrede mod konkurrerende udgaver.
For Sverigs vedkommende kan jeg derimod med nøjagtighed angive mit tab for så vidt det kgl: teater angår. Ved at de to skuespil «De unges forbund» og «Hærmændene på Helgeland» honoreredes gennem «gratialer» og ikke efter regulativet, der dengang var uanvendeligt på mig som norsk, har jeg havt en mindreindtægt af ca: 3000 kroner.
«De unges forbund» honoreredes arbitrært med 1200 kroner. «Kongs-emnerne» ligeså med 1200 kr:, endvidere «Hærmændene på Helgeland» med 2000 kr:, og «Samfundets støtter» ligeledes med 2000 kr:, tils: 6,400 kroner.
Hvor vidt denne omstændighed, forudsat at den skulde være den kgl: direktion ubekendt, kan øve nogen modificerende indflydelse på direktionens ønske om at bringe stykket til opførelse på det kgl: teater, ved jeg naturligvis ikke. For min egen og for mit dramas skyld vilde jeg meget beklage det, og jeg tillader mig derfor at bringe i erindring at en lignende situation allerede en gang før har fundet sted, den gang nemlig, da nu afdøde E. Stjernström på sit teater spillede «Hærmændene på Helgeland» uden at den daværende kgl: teaterchef derved lod sig afholde fra senere at bringe samme stykke på scenen.
Som svar på Deres ærede skrivelse af 10. dennes skal jeg herved meddele at jeg gerne vil vise mig så imødekommende imod Dem, som det er mig muligt, og at jeg derfor er villig til at indrømme Dem opførelsesret til «En folkefiende» imod et honorar af 200 (to hundrede) kroner, «De unges forbund» 100 (et hundrede) og «Hærmændene på Helgeland» ligeledes et hundrede kroner, alt under forudsætning af at De antager samtlige tre stykker til opførelse og på den betingelse at det hele honorar, fire hundrede kroner, må være indbetalt til boghandler Lund forinden noget af stykkerne kan opføres. For Kristianias vedkommende gælder naturligvis ingen opførelsesret.
Ligeledes beder jeg om gennem Dem at måtte få fremføre min taksigelse til de rollehavende i «Hærmændene på Helgeland» for den venlige hilsen, jeg fra dem havde den glæde på samme dag at modtage.
Som svar på Deres ærede skrivelse meddeles herved at jeg for mit personlige vedkommende ikke har noget imod at mit skuespil «Hærmændene på Helgeland» optages i den omskrevne læsebog.
Efterat jeg i forrige Aars Høst havde fuldført et nyt Skuespil, betitlet «Hærmændene paa Helgeland», indleverede jeg det i Manuscript til Direktionen for Christiania Theater med Forespørgsel om, hvorvidt Stykket dersteds kunde blive opført.
Omsider, da jeg omtrentligen skjønnede, at den ifølge Forretningsordenen ved Christiania Theater nærmeste Betænkningstid turde være forløben, henvendte jeg mig til den artistiske Direktør, og erfarede af ham, at Stykket var antaget og bestemt til Opførelse i Marts Maaned d. A. Senere søgte jeg Hr. Direktøren for at træffe Aftale angaaende Rollebesætningen o. s. v.; men da det viste sig, at han, ialfald ikke den Dag, besad saa klar Oversigt over Stykkets Indhold og Personer, som ønskeligt kunde være, saa enedes vi om, indtil Videre at udsætte med den af mig tilsigtede Aftale. Da imidlertid denne, for Hr. Direktørens Vedkommende, forudsatte en fornyet Gjennemlæsning af Stykket, fandt jeg det raadeligst at vente et Par Maaneder, hvorefter jeg igaar atter søgte ham i den nysnævnte Hensigt, og erfarede jeg da, at Theatrets Bestyrelse, Gud veed naar, havde fattet en Beslutning, som gaar ud paa: «at da Theatrets ekonomiske Status og Udsigterne for dets nærmeste Fremtids Indtægter i Forhold til allerede bestemte og uundgaaelige Udgifter ikke tillader Theatrets Kasse i indeværende Saison at udrede Honorarer for originale Arbeider, saa vil det af Hr. Ibsen indleverede Skuespil, Hærmændene paa Helgeland, ikke kunne komme til Opførelse i indeværende Saison».
Han gaar dernæst over til at gjentage Historien om mit indleverede og antagne Stykke. «Imidlertid», siger han, «kom Pengekrisen, Chr. Theater oplevede paa Grund deraf et daarligt Spilleaar, og Direktionen var derfor nødsaget til at gjøre Brug af sin Ret efter Reglementet, og af økonomiske Grunde forandre den artistiske Direktørs approberede Repertoire. Som Følge heraf blev «Hærmændene paa Helgeland» sat ud af Betragtning.» Dette klinger jo Altsammen meget godt, men Feilen er, at Forfatteren lader som om han overseer den Omstændighed, at jeg aldrig har klaget over at mit Stykke «for Øjeblikket blev sat ud af Betragtning»; hvad jeg har paatalt er Direktionsbeslutningen, ifølge hvilken «originale Skuespil» ialmindelighed i denne Saison udelukkes fra Repertoiret. Dette er Kjernen i Sagen, dette er Hovedpunktet, som Forfatteren burde prøvet paa at forsvare; han burde have godtgjort Theatrets æsthetiske og moralske Ret til at bortvise originale dramatiske Arbeider, uagtet det i «et daarligt Spilleaar» anvender f. Ex. til Udstyrelse af en oversat Boulevardfarce et Beløb, der vel omtrent svarer til det, for hvilket et originalt Enaktsstykke under nærværende Forholde maatte kunne erhverves; han burde have bevist Theatrets Ret til at udelukke hvilkensomhelst indenlandsk Forfatter fra Scenen, uagtet det i det samme «daarlige Spilleaar» anstrænger sig over Evne for gjennem Gageforøgelse at sikre sig fremtidig Bistand af «en Kunstner», hvis Vedbliven eller Fratræden dog vel ikke egentlig kan siges at være noget Livsspørgsmaal for Theatret, eftersom hans Repertoire letteligen paa langt billigere Vilkaar maatte kunne overdrages til en eller anden ledig norsk Kunstbroder.
Hærmændene paa Helgeland
Hans Bemærkninger om at der ikke virkes nok i national Retning agter jeg ikke videre at opholde mig ved; med en Smule Selvtænkning vil enhver fornuftig Læser finde slige Anker gjendrevne i hvad jeg ovenfor har udtalt. Dette forsaavidt hans Bemærkninger gjælder Spillet og Sproget paa den ene Side, eller paa den anden Side Repertoiret. Er det Første Tilfældet, saa er det ikke let at rime hans Fordringer til Bestræbelsen sammen med de Indvendinger han gjør mod Bestræbelsen, hvor en saadan voves. I Mursvendene forsøgte man saaledes at optage Folkelivsformer i Spil og Sprog; men dette betegner han som «raat». Heri skal jeg i en enkelt Henseende give ham Medhold; men hvorfor klager han da over, at denne Raahed ikke oftere praktiseres? Er det derimod Repertoirets Mangel paa nationale Elementer han har for Øje, saa bliver hans Tankegang fuldkommen uforstaaelig. Han fremhæver, som Bevis for Utilstrækkeligheden af mine Bestræbelser i denne Retning at jeg den første Vinter kun optog «Fjeldeventyret» og «Fjeldstuen». Disse to Stykker maa da ikke fuldt ud tilfredsstille hans nationale Fordringer. Om «Huldrens Hjem» heder det at det «hverken er nationalt eller Skuespil», og om «Tordenskjold» at Theatrets Aabning iaar med dette Stykke, er «betegnende nok». Nogle andre opførte Stykker, som «Ervingen», «Til Sæters», «Anna Kolbjørnsdatter», «Gudbrandsdølerne», «Fru Inger til Austraat» og «Hærmændene paa Helgeland» kommer sletikke med i Vægtskaalen til Fordel for Repertoirets nationale Præg. Bjørnsons «Mellem Slagene» og «Halte‐Hulda» kan fortiden ikke spilles paa det norske Theater. Der er altsaa tilbage de to originale Arbejder, hvis Ikkeopførelse saa højligen beklages. Det ene af disse, hvis Fremkomst Theatrets Ombygning indirekte har umuliggjort for dette Spilleaar, kjender muligens Indsenderen; men vil han om dette sige, at det er mere nationalt end de nys opregnede? Og hvad ved han om det Andet, mod hvis Opførelse i Høst af Forfatteren blev nedlagt Protest, fordi han agtede at undergive det en gjennemgribende Omarbejdelse, der, mig bekjendt, endnu ikke er fuldført. Hvad bliver der saa tilbage af Indsenderens Snak om Mangel paa Nationalitet i Repertoiret? Vil han i dette Punkt frigjøre sig for den Beskyldning at have ført løs og urimelig Tale, saa har han kun een Udvej, og det er at paapege et Repertoire af indenlandske Stykker, som, i Modsætning til alle de nævnte, kunde afgive en national Kjærne, og som kunde have været spillede hvis jeg ikke havde forhindret det. Lykkes dette ham, skal jeg isandhed være ham takskyldig; vi faar nu see.
Hærmændene paa Helgeland Die Krieger auf Helgeland? Die Kämpen auf Helgeland? Die Heerschaaren auf Helgeland? Die Heeresmacht auf Helgeland? Das Heerlager auf Helgeland?
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND SKUESPIL I FIRE AKTER
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND SKUESPIL I FIRE AKTER
HÆRMÆNDENE PAA HELGELAND
ØRNULF Din Hjælp i Raad og Daad. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar Herse og kræve Ransbøder for Hjørdis.
SIGURD Saa maa Skoggangsmænd staa høit i Priis paa Helgeland!
Med den største Forbauselse modtog jeg idag Deres frække og uforskammede Brev, hvoraf jeg erfarer, at De agter at udgive et nyt Oplag af mine dramatiske Arbeider: «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland». –
Fra «Illustr: Nyhedsblad»s tidligere ejer, bogtr: H. J. Jensen modtog jeg for 14 dage siden et brev, hvori han er fræk nok til at underrette mig om at han til jul agter at udgive et nyt oplag af «Hærmændene på Helgeland» og «Fru Inger til Østeråd»! Jeg har imidlertid givet ham svar på tiltale, så jeg håber han frafalder sit forsæt. Begge bøger er nemlig kun solgt ham til optagelse i hans blad og han har ikke mere ejendomsret til dem end f: ex: redaktør Bille til Bergsøes «I Sabinerbjergene». For øvrigt har jeg overdraget til en jurist at varetage mit tarv. «Fru Inger» er det min agt at omarbejde og indsende til det kgl: theater, ligesom jeg tror at begge bøger bør udgives igen, hvis De så synes. Dog hermed har det nu ingen hast. –
I disse dage har jeg modtaget underretning om at en i Kristiania bosiddende bogtrykker ved navn H. J. Jensen er ifærd med ulovligen at eftertrykke mine to ældre dramatiske arbejder «Fru Inger til Østeråd» og «Hærmændene på Helgeland». For dette attentat på min ejendom vil han blive dragen til retsligt ansvar. Men for det tilfælde at eftertryksudgaven i mellemtiden skulde forvilde sig til Danmark, er det at jeg udsender denne advarsel.
Strax efter Nyaar 1858 indleverede jeg til Christiania Theater mit, da netop fuldførte, Skuespil «Hærmændene paa Helgeland», men fik det nogen Tid efter paa Grund af Omstændighederne tilbagesendt. Manuskriptet blev derefter af mig overladt til «Illustreret Nyhedsblad» for at benyttes til et Præmiehefte eller en Nyaarsgave for Bladets Abonnenter, hvorhos Bladets Eier begjærede og erholdt mit Samtykke til, imod det fastsatte Honorar, at trykke Bogen i et Oplag paa 2200 Exemplarer, deri iberegnet det Antal Exemplarer, som skulde tildeles Abonnenterne.
Foranstaaende er, for de to omhandlede Skuespils Vedkommende, den fulde og hele Sandhed betræffende mit literaire og juridiske Forhold til «Illustreret Nyhedsblad» og dets Eier. At Udgiveren af en Tidende, naar ikke anderledes er bestemt, ingensomhelst Ret har til at disponere over et literairt Bidrag udenfor Bladets Omraade og overhovedet udenfor den Begrændsning, hvorunder Bidraget er blevet ham overladt, vil være indlysende for Enhver og kan belægges med utallige Exempler fra det praktiske Liv. Jeg skal her anføre nogle faa. Mit Skuespil «Kjærlighedens Komedie» har i sin Tid været overdraget «Illustreret Nyhedsblad» i samme Øiemed som «Hærmændene paa Helgeland», og dog har jeg upaatalt kunnet foranstalte en ny Udgave af Bogen. Det Samme er Tilfældet bl. A. med mine to større Digte «Paa Vidderne» og «Terje Vigen». Heller ikke har «Morgenbladet» gjort Fordring paa Eiendomsretten til mit «Ballonbrev», som mod Honorar har været optaget i dets Spalter. Ligesaa uanfægtet af «Aftenbladet» og «Christianiaposten» har Herr B. Bjørnson i sine «Smaastykker» kunnet optage «En glad Gut» og «Mellem Slagene», hvoraf det ene fra først af udkom som Feuilleton og det andet som Tillægshefte til de nysnævnte Aviser. Endelig skal jeg nævne Herr V. Bergsøes «I Sabinerbjergene», der uden Forhindringer har kunnet gaae fra nærværende Blad over i Boghandelen. Og dog er det under aldeles analoge Forhold, at man for Tiden i Christiania eftertrykker mine Arbeider!
I Begyndelsen af 1858 solgte jeg, som da havde taget Bolig i Christiania, ligeledes til Botten-Hansen, Retten til at lade «Hærmændene paa Helgeland» trykke som Tillægshefte for Nyhedsbladets Abonnenter, imod en Godtgjørelse af 30 Spd, hvorfor det fra Bladets Side betingedes, at Bogen skulde trykkes i 2200 Exemplarer. – Abonnenternes Antal opgaves mig at være 1700. Var dette Opgivende rigtigt, saa udkommer altsaa et Overskud af 500 Exemplarer, hvilke i Aarenes Løb ere solgte til Fordel for Bladet. Paa den sidste Side i Bogen staar: «Tillægshefte for Illustreret Nyhedsblads Abonnenter». – For dette Stykke har jeg faaet Honoraret udbetalt. –
Som De ved havde jeg allerede for lang tid siden afsluttet kontrakt med Gyldendalske boghandel om udgivelsen af en ny udgave af «Hærmændene på Helgeland». Da kom den Jensenske eftertryksaffære imellem, og sagen blev indtil videre stillet i bero i påvente af at det betræffende retsspørgsmål inden kort tid vilde være løst. Der er nu imidlertid to år forløbne og endnu er der ingen dom falden. Jeg kan imidlertid ikke længere vente med den nye udgave, der allerede længe har ligget færdig. Hertil har jeg forskellige grunde. Først min forpligtelse lige over for Hegel. Dernæst hensynet til tidspunktet, nemlig nu, da «Kejser og Galilæer» er udkommet. Det er nemlig et fast princip i den rationelle måde, hvorpå Hegel og jeg driver udgivelsen af mine bøger, at vi altid lader et nyt oplag af et ældre skrift følge umiddelbart ovenpå offentliggørelsen af et forhen utrykt; thi netop da er opmærksomheden i forøget grad henvendt på mine arbejder, hvorved afsætningen går så meget hurtigere og rigeligere fra hånden. Endelig frygter jeg for at «Hærmændene», ved længere at holdes ude af boghandelen, skal som herreløst gods hjemfalde til hvilkensomhelst spekulant; thi en sådan bestemmelse findes jo i vor barbariske lovgivning betræffende den literære ejendomsret.
Som svar på herr justitsrådens meget ærede skrivelse, hvilken jeg igår havde den glæde at modtage, skynder jeg mig at meddele at jeg med tak indgår på det mig gjorte forslag at lade mit skuespil «Hærmændene på Helgeland» på de opstillede vilkår komme til opførelse på det kongelige theater .
Jeg takker Dem for det smukke udstyr af den nye udgave af «Brand». «Hærmændene på Helgeland» er efter forslag af justitsråd Berner antaget til opførelse på det kgl: theater. Dette var mig en stor glæde; jeg selv har ikke foretaget noget indledende skridt i sagen; men jeg synes at dette stykke netop iår kommer frem til en meget passende tid, da det jo handler om begivenheder, som hænger sammen med Islands bebyggelse og tildels forherliger denne ø. – Har jeg ikke Dem at takke for en håndsrækning i dette anliggende? Eller skulde professor Molbech have været virksom? Dette sidste synes mig af flere grunde uantageligt. Fru Heiberg er jo fraværende. –
I en forøvrigt velvillig anmeldelse af «Hærmændene på Helgeland», der har været optagen i Deres ærede blad for 21de dennes, fremsættes den påstand at mit skuespil er skrevet «omtrent samtidigt med «Halte-Hulda», men utvivlsomt ikke uden påvirkning fra denne tragedie».
1.) «Hærmændene på Helgeland» er skrevet før «Halte-Hulda».
«Hærmændene på Helgeland» opføres i denne tid med meget bifald på det kongelige theater i København. Jeg håber at den Gyldendalske boghandel har sendt Dem «Fru Inger til Østråt», der udkom i nyt oplag i slutningen af forrige år?
Som svar på dit venskabelige brev, hvilket først igår kom mig ihænde, skynder jeg mig at meddele at jeg for mit vedkommende intet har imod at større brudstykker af «Hærmændene på Helgeland», end hidtil sket, aftrykkes i den nye udgave af din læsebog; ej heller har jeg noget imod at «Terje Vigen» optages i samme.
I forrige måned modtog jeg fra herr Edvard Stjernström et brev, hvori han meddeler mig at det er hans agt i den kommende spilletermin på det af ham ledede theater at opføre mit skuespil «Hærmændene på Helgeland», der i afvigte vinter med mere end almindelig fremgang har været givet på det kgl: theater i København. Han tilføjer at det er hans hensigt at betale mig honorar efter de for svenske originalarbejder ved hans theater gældende regler såfremt jeg meddeler ham min skriftlige tilladelse til udelukkende og ene og alene at opføre stykket i Stockholm.
Hovedsagen er naturligvis for mig at tilkendes ejendomsretten til de to omstridte bøger; thi disse repræsenterer nu en efter vore forholde temmelig betydelig pengeværdi. Således er under processens løb af «Hærmændene på Helgeland» udkommet hos Hegel 3 nye store oplag, så at denne bog nu foreligger i handelen i 4de udgave. Af «Fru Inger til Østråt» er 2det særdeles betydelige oplag næsten udsolgt og et tredje vil om kort tid gøres nødvendigt. For hvert af disse nye oplag erholder jeg nyt, og jeg kan tilføje, særdeles rundeligt forfatterhonorar. Det er altså en for mig betydelig affære, der har stået på spil.
Overensstemmende med min antydning i telegram-svaret, hvilket forhåbentlig er kommet herr hofmarskalken rigtig ihænde, skynder jeg mig herved skriftlig at gentage at jeg ingensomhelst tilladelse har givet herr Stjernström til at opføre «Hærmændene på Helgeland». Tvert imod har jeg i brev af 24de Juni tilmeldt ham at stykket vilde blive givet på det kgl: theater. På dette brev har jeg ikke modtaget noget svar; og da jeg heller ikke ad andre veje, hverken direkte eller indirekte, siden den tid har hørt et ord fra herr Stjernström, så stod jeg i den formening at han havde opgivet sit forsæt. Herr hofmarskalkens meddelelse kom mig derfor ganske uventet, og herr Stjernströms taushed lader sig nu forklare på en ganske anden måde, end jeg havde tænkt.
I næsten tre måneder har jeg nu ventet at skulle få høre nogle ord fra Dig; thi af norske tidninger erfor jeg i begyndelsen af November at «Hærmændene på Helgeland» da skulde komme til opførelse på dit teater. Når et dramatisk arbejde af mig sættes i scene i Kristiania eller København, er jeg altid vant gennem disse teatres intendenter at holdes nogenlunde à jour med sagernes gang; jeg underrettes om prøvernes udfald og modtager altid telegram umiddelbart efter første forestilling, hvorpå da efterhånden samtlige bladanmeldelser bliver mig tilsendte. Som gammel teatermand ved Du naturligvis i hvilken uro og spænding en dramatisk forfatter under sådanne omstændigheder befinder sig, især når han er fraværende, og Du vil derfor finde det forklarligt når jeg både af denne grund og i betragtning af vort gamle venskab havde gjort sikker regning på at få høre hvilken modtagelse «Hærmændene» har fundet i Stockholm. Nu ved jeg sågodtsom intet herom; thi de norske tidninger, som kom mig for øje, indeholdt kun korte notitser om den første forestilling, og svenske tidninger har jeg hernede ikke anledning til at læse. Hvorledes er altså foretagendet løbet af? Har stykket vundet bifald hos almenheden eller har Du måttet henlægge det? Det sidste synes jeg ikke jeg bør befrygte når jeg ser hen til den lykke, som dette skuespil andetsteds har gjort; men på den anden side synes jeg også at hvis stykket har slåt godt an i Stockholm, så må det jo vel nu have oplevet de 10 første forestillinger, efter hvilke honoraret skulde blive mig udbetalt. Også dette, kære ven, har Du forgæves ladet mig vente på, og jeg havde dog så sikkert gjort regning på at modtage samme senest ved juletider. Lad mig derfor nu se at Du ret snart indhenter det forsømte både i den ene og i den anden henseende; det vil sige: glæd mig ved tilsendelsen af et meget rigeligt honorar; thi af dettes størrelse vil jeg jo få en målestok for, hvor stor søgning mit stykke har skaffet dit teater.
Igåraftes havde jeg den store glæde gennem Deres venlige meddelelse at erfare at Stjernström har til Dem indbetalt 1000 kroner som honorar for «Hærmændene på Helgeland». Desværre ser jeg mig ikke istand til at lade noget af dette beløb komme til afkortning på de hos Dem optagne forskud, men nødes til at bede Dem om godhedsfuldt at ville sende mig deraf 600 kroner (i RmՖ). Imorges modtog jeg brev fra Stjernström hvoraf jeg må antage at en af ham tidligere afsendt skrivelse er gået tabt; thi jeg har til nu intetsomhelst hørt fra ham.
Med forbindtligst tak for de i Deres meget ærede skrivelse af 17de dennes som Honorar for «Hærmændene på Helgeland» fremsendte 100 kroner giver jeg mig den ære at meddele at det arbejde, hvormed jeg for tiden er beskæftiget, er et skuespil i 5 akter, behandlende forholde af vort moderne liv og bestemt til opførelse på scenen. Antagelig bliver det trykt i løbet af sommeren men kommer ikke i boghandelen forinden henimod jul. Så snart jeg er i besiddelse af et trykt exemplar vil det være mig en fornøjelse at tilstille Dem et sådant i lighed med hvad der vil finde sted ligeoverfor de øvrige nordiske theatre. Stykket kræver et temmelig stort personale, men vil, hvad dekorationer, dragter og andet udstyr betræffer, ingen vanskelighed frembyde.
Hernede gøres nu store anstalter til opførelsen af «Hærmændene på Helgeland», der skal gives 1ste gang den 23de Marts. Dr: Grandaur, som har været særlig virksom i denne sag, beder Dem venligst hilset.
Det har været mig særdeles behageligt at erfare at opførelsen af «Peer Gynt» er lykkedes så vel; forhåbentlig vil dette have indflydelse også på bogens afsætning. Hernede udkommer i disse dage en tysk originaludgave af «Hærmændene på Helgeland», der er ansat til opførelse på hoftheatret 1ste gang den 7de April. Det lønner sig nutildags godt at skrive for de tyske theatre; thi en forfatter erholder af hvert theater, hvorpå et stykke opføres, 10 % af billetsalget af samtlige forestillinger, som stykket nu eller i fremtiden kommer til at opleve. I Warschau er der i vinter udkommet en polsk oversættelse af et større udvalg af mine digte, ledsaget af en omfattende biografi og portræt; digtene er forøvrigt blevne stærkt beklippede af den russiske censur; navnlig er der bleven strøget lange stykker af «Ballonbrevet». For øvrigt intet nyt; stræng vinter og ubehageligt vejr.
2.) Im Jahre 1850, als ich noch in Christiania als Student lebte, erschien «Catilina», Drama in 3 Aufzügen (2 Aufl:) – 1851 «Kæmpehøjen» Drama in 1 Aufzug. – 1855 «Gildet paa Solhoug», Drama in 3 Aufzügen. – 1857 «Fru Ingerd til Østraat», historisches Schauspiel in 5 Aufzügen (2 Aufl:) – 1858 «Hærmændene paa Helgeland», Schauspiel in 4 Aufzügen (4 Aufl:) – 1861. «Kærlighedens Komedie», Lustspiel in 3 Aufzügen (3 Aufl:) – 1863 «Kongs-Emnerne», historisches Schauspiel in 5 Aufzügen (4 Aufl:) – 1866 «Brand», ein dramatisches Gedicht (8 Aufl:) – 1867 «Peer Gynt», ein dramatisches Gedicht (4 Aufl:) – 1869 «De Unges Forbund», Lustspiel in 5 Aufzügen (3 Aufl:) – 1871 «Gedichte» (2 Aufl:) – 1873 «Kejser og Galilæer», ein historisches Doppeldrama enthaltend «Cæsar Julians Abfall» und «Kaiser Julian», jedes in 5 Aufzügen (2 Aufl: = 6000 Expl:) Fast sämmtliche dieser Schauspiele werden in den skandinavischen Ländern sehr häufig aufgeführt.
3.) Ins Deutsche übersetzt sind: von A: Strodtmann «Kongs-Emnerne» («Die Kronprätendenten») und «De Unges Forbund» («Der Bund der Jugend»). Ebenso hat er mehrere meiner Gedichte übersetzt. Von «Brand» existiren bis jetzt 2 deutsche Uebersetzungen oder Bearbeitungen. Unter Mitwirkung von Emma Klingenfeld in München habe ich selbst eine deutsche Originalausgabe der «Hærmændene paa Helgeland» («Nordische Heerfahrt») veranstaltet. Eine ähnliche der «Fru Ingerd til Østraat» («Die Herrin von Oestrot») wird diesen Winter erscheinen. Ins Englische sind ebenso mehrere meiner Gedichte übersetzt, ferner das letzterwähnte Schauspiel und «Kejser og Galilæer» («The Emperor and the Galilean», by Catharina Ray, Samuel Tinsley, London, 1876.) Ebenso erschien im verflossenen Winter in Warschau eine polnische Uebersetzung einer Auswahl meiner Gedichte mit biographischer Einleitung und Portrait. Ausserdem sind in Deutschland, England, Frankreich, Nord-Amerika, Holland, Spanien, Finnland und möglicherweise noch anderswo verschiedene Beurtheilungen meiner literarischen Thätigkeit, theilweise von übersetzten Bruchstücken meiner Arbeiten begleitet, in Zeitschriften u. s. w. zum Vorschein gekommen.
Tillad mig herved ærbødigst at bede om tilgivelse fordi jeg indtil nu ikke har takket for herr hofmarskalkens godhedsfulde telegram, hvoraf jeg til min store glæde erfarede at «Hærmændene på Helgeland» med så megen fremgang blev bragt til opførelse på det kgl: svenske theater.
Dette er imidlertid kun en enkelt og udadtil mindre væsentlig side af sagen. Jeg for mit vedkommende har, også uden gagetillæg, hvad jeg og min familje behøver til daglige livsfornødenheder. Men disse alene udgør kun en del af mit udgiftsbudget. Som De ved, savner vi norske nemlig lige over for udlandet konventioner angående den literære ejendomsret. Vore bøger kan derfor uhindret oversættes hvorsomhelst og af hvemsomhelst. Og således sker også i rigeligt mål. I England er hele «Kejser og Galilæer» oversat og udgivet i forrige år; jeg selv havde ikke da de fornødne disponible penge til at foranstalte dette for egen regning; nu går oversætter og forlægger dersteds af med fordelen; jeg får intet. I Berlin har A: Strodtmann taget mine digte fra mig, og ligeså skuespillene «Kongsemnerne» og «De unges forbund». Når disse arbejder nu læses og opføres rundt om i Tyskland; så sker det til indtægt for oversætteren, ikke for mig. Ligeså er det gået mig med «Brand», hvoraf der nu existerer tre forskellige tyske oversættelser, uden at en skilling deraf kommer mig tilgode. Selv i Sverig er tilstanden for vort vedkommende den samme; vi har ingen ret til at fordre forfatterhonorarer hverken af theatrene eller af forlæggerne, der oversætter os. Af «Hærmændene på Helgeland» er allerede en svensk oversættelse udkommen og en anden er under pressen. Alt, hvad jeg hidtil har havt råd til at redde for mig selv er de af mig foranstaltede tyske udgaver af «Hærmændene på Helgeland» og «Fru Inger til Østråt»; men disse udgaver har forvoldt mig betydelige pengeudlæg, som jeg først i årenes løb kan vente at vinde ind igen. At Bjørnson og de andre norske digtere og komponister, der kendes udenlands, ikke er bedre farne, følger af sig selv.
Mine literære arbejder er hovedsagelig følgende: «Catilina», drama i 3 akter. 1850. (2 oplag). – «Kæmpehøjen», drama i 1 akt 1851. – «Gildet på Solhoug», skuespil i 3 akter. 1855. – «Fru Inger til Østråt», historisk skuespil i 5 akter. 1857. (2 oplag.) – «Hærmændene på Helgeland», skuespil i 4 akter. 1858. (4 oplag). – «Kærlighedens komedie», komedie i 3 akter på rimede vers. 1861. (4 oplag.) – «Kongs-emnerne», historisk skuespil i 5 akter. 1863. (4 oplag.) – «Brand», et dramatisk digt. 1866 (8 oplag.) – «Peer Gynt», et dramatisk digt. 1867. (4 oplag.) – «De unges forbund», lystspil i 5 akter. 1869. (4 oplag). – «Digte», 1871. (2 oplag.) – «Kejser og Galilæer», et verdenshistorisk skuespil i to afdelinger, indeholdende «Cæsars frafald», skuespil i 5 akter og «Kejser Julian», skuespil i 5 akter. 1873. (2 oplag.) – Af disse arbejder er de fleste oversatte på fremmede sprog og adskillige bragte til opførelse på udenlandske teatre.
Af aviserne ser jeg at skuespildirektør Foght den 22. dennes for 1ste gang har spillet «Samfundets støtter» i Drammen, og slutter deraf at De i overensstemmelse med mit brev af 10. Maj af ham har modtaget de 400 kroner, af hvis forskudsvise indbetaling opførelsesretten var gjort afhængig. Da jeg imidlertid fra tidligere affærer med herr Foght har gjort meget ubehagelige erfaringer angående denne person, så kunde jeg nok tænke mig som en, rigtignok meget fjern mulighed, at han havde dristet sig til at opføre stykket uden at honoraret var erlagt. Skulde dette være tilfældet, så anmoder jeg Dem om godhedsfuldt at henvende Dem til advokat Emil Stang med bøn om at han vil varetage mine interesser, såvel ved at lade inddrive det betingede honorar, som ved gennem politiet at forhindre herr Foght fra nogetsteds at spille stykket, så længe han ikke har opfyldt sine forpligtelser. Jeg gør derhos opmærksom på at stykket naturligvis ikke under nogensomhelst omstændighed må spilles i Kristiania, hvilken by udtrykkelig var undtagen i den af mig betingelsesvis givne tilladelse. Herr Foght har telegraferet til mig om tilladelse til at opføre stykket dersteds imod et extrahonorar; men en sådan tilladelse giver jeg ham ikke; skulde han ikke desto mindre forsøge derpå, så må det forhindres ved at nedlægge forbud hos politiet, eller på den måde overhovedet, som advokat Stang måtte finde tjenligst. Rimeligvis er dog sagen i orden; men, som sagt, manden har givet mig al grund til mistro. Det honorar, han forskudsvis skulde have betalt mig for «Hærmændene på Helgeland», har jeg måttet lade inddrive gennem advokat Bugge i Trondhjem. Denne har nu sendt mig beløbet; men af hans brev kan jeg ikke se om herr Foght også har betalt de dermed forbundne omkostninger; er dette ikke tilfældet så må jeg selv betale dem. Jeg har derom tilskrevet herr Bugge, og benytter denne anledning til at bede Dem honorere hans regning, såfremt han sender Dem en sådan. Alt dette er meget brydsomme og ubehagelige affærer; men begrebet om den literære ejendomsret synes endnu ikke at være rodfæstet hjemme, og det er derfor nødvendigt at vise den yderste strænghed.
Tusinde Tak for al Deres Uleilighed med mit Stykke. Snart sender jeg Dem et nyt Arbeide: «Hærmændene paa Helgeland», som snart skal opføres her og maaskee ogsaa i Kjøbenhavn.
Vedlagt tillader jeg mig at oversende det kgl: danske Theater en Afskrift af mit nye Skuespil «Hærmændene paa Helgeland» med ærbødigst Forespørgsel om hvorvidt det sammesteds maatte findes skikket til Opførelse. Jeg vover at udbede mig Hr. Etatsraadens godhedsfulde Tilgivelse for det Tilfælde at jeg ved en direkte Oversendelse af Stykket skulde have forseet mig mod den ved det kgl: Theater sædvanlige Forretningsvei. Med Hensyn til Stykkets Sujet skal jeg bemærke at det ikke er bygget paa nogen historisk Grund ligesom dets samtlige Personer ere opdigtede, derimod har jeg tildannet Indholdet af forskjellige Træk hentede ud fra flere af de islandske Familiesagaer, f. Ex: Njals Saga og Egil Skallagrimssøns Saga, ligesom ogsaa Indvirkningen af Vølsungssaga i flere Puncter vil spores. Hvad jeg har tilsigtet er at give et Billede af Sagatidens Liv i Almindelighed. Forudsat at Stykket findes brugbart til Opførelse i Kjøbenhavn vil jeg naturligviis med Glæde finde mig i at den ærede Direktion foretager de Sprogforandringer der maatte ansees nødvendige saavel med Hensyn til enkelte Ord som til hele Vendinger.
Deres Skrivelse af 11te dennes vil De forhaabentlig undskylde at jeg, paa Grund af de forhaandenværende Omstændigheder, først idag ser mig istand til at besvare. – Jeg maa tilstaa at en Paamindelse af en saadan Art fra Bergens Theaterbestyrelse frapperede mig. Min Gjæld til Theatret er 45 Sp, hvoraf 20 Sp som Forskud; Restbeløbet, 25 Sp, har jeg som Gjæld paadraget mig ved frivilligt Tilbud om at tilbagebetale sidste Maaneds Gage da jeg forrige Sommer fratraadte Theatrets Tjeneste. Ved min Afreise fra Bergen var der aldrig Tale om andet end en mindelig Opgjørelsesmaade, saaledes nemlig at jeg fremdeles tilstillede Theatret mine dramatiske Arbeider til Afbenyttelse. Herom er den nye Bestyrelse muligens ikke vidende, men hvad den burde være og maa være vidende om, er at jeg for Bergens Theater har skrevet følgende Stykker: «Sancthansnatten» Skuespil i 3 Akter, «Kjæmpehøien» Drama i 1 Akt, «Fru Inger til Østeraad» Drama i 5 Akter, «Gildet paa Solhoug» Skuespil i 3 Akter og «Olaf Liljekrans» Skuespil i 3 Akter. Desuden har jeg saaofte det forlangtes, leveret Prologer o. s. v. uden at jeg for alt dette har modtaget anden Godtgjørelse end et Gratiale, stort 100 Sp. Hvorledes rette Vedkommende forrige Høst satte Couranten for dramatiske Varer i Bergen, veed jeg ikke; men i Christiania betales fortiden et femakts Skuespil, ifølge Forslag fra A. Munch og mig, med mindst 250 Sp, og mindre Stykker i Forhold dertil. Bestyrelsen vil altsaa kunne udregne for hvilket Beløb Theatret omtrent maa antages at staa i Æresgjæld til mig, og jeg overlader til dens Delicatesse at afgjøre om ikke dette Punct burde klares forinden man forsøgte paa ad Rettens Vei at inddrive de omhandlede 45 Sp. Bestyrelsens Telegrafdepeche var allerede forinden dens Modtagelse realiter besvaret i en Skrivelse til Theatrets artistiske Direktør; paa selve Depechen kunde jeg ikke indlade mig at svare, da den ifølge sin Form kun indeholdt et simpelt og uberettiget Nysgjærrighedsspørsmaal, nemlig Spørsmaalet om «hvorvidt jeg havde tilstillet den aftraadte Bestyrelse «Hærmændene paa Helgeland» til Afbetaling paa min Gjæld til Theatret.» – Jeg kan ikke tilbageholde min Beklagelse over den udelikate Maade paa hvilken de literære Anliggender fortiden synes at varetages her, men maa dog tilføie at dette ingen Indflydelse vil have paa min Sympathi for Bergens Theater; jeg agter for Fremtiden som før at stille mine Arbeider til dets Raadighed. Hvad den her omhandlede Sag angaar, skal jeg henstille til Bestyrelsens yderligere Overveielse om det ikke maa ansees baade sømmeligere og hensigtsmæssigere at stille det Hele i Bero indtil videre.
Jeg er født i Skien den 20de Marts 1828, og da mine Forældre vare uformuende nødtes jeg allerede fra mit 15de Aar til at sørge for mig selv. Jeg erholdt Ansættelse først som Lærling og senere som Medhjælper paa Grimstads Apothek, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Slutningen af 1849, og anvendte al den Tid, der levnedes mig fra mine Forretninger, til at forberede mig til Examen artium, som jeg underkastede mig i Sommeren 1850. Allerede dengang havde jeg, foruden nogle mindre Digte, som offentliggjordes i Christianiaposten, skrevet og udgivet i Trykken «Catilina», versificeret Drama i 3 Akter, hvilket Arbejde af flere Anmeldere, og navnlig i Langes «Tidsskrift for Videnskab og Literatur», gjordes til Gjenstand for meget fordelagtig Omtale. Mit derpaa følgende større Arbejde var «Kjæmpehøjen», dramatisk Digtning i 1 Akt, der i September s. A: bragtes til Opførelse paa Christiania Theater, og som ligeledes modtoges med Velvilje af den offentlige Kritik. Mod Slutningen af Aaret 1851 erholdt jeg Ansættelse ved det Aaret iforvejen oprettede norske Theater i Bergen, først som fast lønnet Theaterforfatter og derpaa tillige som Instruktør. I Sommeren 1852 foretog jeg paa Theatrets Bekostning en Rejse til Kjøbenhavn og flere større tydske Steder, væsentligst i det Øjemed at studere Kunst og Literatur, og medbragte fra denne Rejse et nyt Skuespil i 3 Akter, betitlet «Sancthansnatten», der senere bragtes til Opførelse, men som endnu henligger utrykt. I 1854 skrev jeg «Fru Inger til Østerraad», historisk Drama i 5 Akter, opført oftere og paa forskjellige Steder samt udgivet i Christiania. «Gildet paa Solhoug», Drama i 3 Akter, der digtedes i 1855, er ligesaa med meget Bifald opført paa alle Landets Theatre, i Kjøbenhavn, og paa det kongelige Theater i Stokholm, hvor det valgtes til Feststykke ved Højtideligholdelsen af 4de November 1857. «Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i 4 Akter, udkom i 1858 og har været gjort til Gjenstand for en Mængde omfattende og for Stykket mere end almindelig fordelagtige Anmeldelser saavel hertillands, som i Danmark og Sverige; ogsaa dette Arbejde har været opført paa samtlige Theatre i Riget. Iaar har jeg udgivet et Lystspil i tre Akter paa rimede Vers, betitlet «Kjærlighedens Komedie» og forøvrigt under min hele literære Virketid en hel Del mindre Digte, hvoraf en samlet Udgave fortiden forberedes.
Min Post ved Bergens Theater frasagde jeg mig i 1857 og modtog umiddelbart derpaa Ansættelse som artistisk Direktør ved den herværende norske Scene, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Theatret i afvigte Sommer opløstes og overgaves til Skifterettens Behandling. Fra første Januar d. A. er jeg midlertidig ansat som æsthetisk Konsulent ved Christiania Theater. I 1858 indgik jeg Ægteskab med en Datter af afdøde Provst Thoresen i Bergen og har i dette Ægteskab et Barn. Min Løn ved Bergens Theater udgjorde 300 Spd. aarlig og jeg nødedes til at forlade Stedet med Gjæld. Min Ansættelse ved Christiania norske Theater medførte en gjennemsnitlig aarlig Indtægt af omtrent 600 Spd., men Theatrets Overleverelse til Skifteretten paaførte mig et Tab af over 150 Spd. samtidigt med at jeg derved sattes ud af al fast Virksomhed. Ved Christiania Theater lønnes jeg med en nominel Gage af 25 Spd. maanedlig, men Udbetalingen af det fulde Beløb forudsætter en større Indtægt for Theatret, end den, der i indeværende Vinter har kunnet opnaaes. At leve udelukkende eller blot væsentligt af literær Virksomhed hertillands, er en Umulighed. Mit bedst lønnede Arbejde, «Hærmændene paa Helgeland», der optog min Tid i henved et Aar, indbragte mig ialt 227 Spd. Under disse Omstændigheder har jeg paadraget mig en Gjæld af henved 500 Spd. og da jeg hidindtil ikke har skimtet nogen Udsigt til forbedrede Livsvilkaar hertillands, har jeg seet mig nødt til at træffe de fornødne foreløbige Skridt for til Vaaren at kunne udvandre til Danmark.
Jeg kan aldrig komme af med Brevskrivning, navnlig fordi jeg har en Mistanke om at man paa mit Forfatterskab i denne Retning med adskillig Grund kan anvende den Charakteristik, hvormed De, som det forekommer mig temmelig haardt, betegner min Prosa ialmindelighed; alligevel maa jeg dog tilskrive Dem etpar Linjer for oprigtigt og hjerteligt at takke for Deres Anmeldelse af min Bog. Jeg takker Dem baade for hvad jeg kan være enig med Dem i (hvilket ikke blot og bart er de for mig smigrende Partier af Kritiken) og for hvad jeg, naar jeg engang bliver saa heldig personlig at træffe Dem, ialfald vil forsøge at disputere om. Navnlig takker jeg Dem fordi jeg seer at De dog igrunden ikke har saameget imod mig, som jeg hidindtil instinktmæssig har indbildt mig; dette har for mig en Vægt, som maaske ikke vil være let at gjøre Dem indlysende, der ikke kjender til i hvilken forfærdelig Grad jeg gaar sjæleligt allene heroppe. Mine «Venners» Opfatning af mig gjør mig forresten ingen Skade; jeg seer, angaaende mig selv, i ethvert Punkt klarere end alle mine Venner – og dette sandelig ikke til min Fordel. – Jeg skriver nu paa et historisk Skuespil i 5 Akter, – men i Prosa, jeg kan ikke skrive det i Vers. – De gjør mig lidt Uret naar De antyder at jeg har forsøgt paa at ville ligne Bjørnson; «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland» er skrevne forinden B: endnu havde digtet en Linje. (NB: det er muligt at «Mellem Slagene» var til paa den Tid jeg skrev «Hærmændene» men kom ikke og kunde ikke komme mig for Øje). – Hvad «Kjærlighedens Komedie» angaar, saa kan jeg forsikkre Dem, at har det nogensinde været en Nødvendighed for en Forfatter at skille sig af med en Stemning og et Stof, saa var det Tilfældet da jeg gik ivej med dette Arbejde. – Deres venlige Raad at indsende «Fru Inger» til det kgl: Theater skal jeg følge; gid jeg blot maatte gribe Tingen paa den rette Maade og at den maatte lykkes. Disse Linjer til Tak har det været mig en Trang at sende Dem idet jeg varmt og levende føler at De har gjort en god Gjerning mod mig ved ikke at lægge min Bog tilside i Taushed.
«Hærmændene på Helgeland» skrev jeg som forlovet. Til «Hjørdis» har jeg benyttet samme model, som senere til «Svanhild» i «Kærlighedens Komedie».
Hermed følger atter en del manuskript, samt en foreløbig indholdsliste. Denne sidste må naturligvis endnu ikke trykkes, da jeg jo ikke så ganske bestemt ved, om de på samme opførte digte netop vil udfylde 160 sider. Efter min beregning skulde de gøre det; men jeg kan let i et eller andet punkt have forregnet mig. De manglende digte skal efterhånden blive sendte; alt vil fra min hånd kunne være leveret om 14 dage, såfremt De kan skaffe mig en afskrift af digtet «Ørnulfs drapa» af «Hærmændene på Helgeland». I modsat fald må jeg skrive til Norge derom. Digtet må gennemsees og rettes som alle de øvrige. 16 af de bedste digte i samlingen har aldrig før været trykte; de fleste andre vil være ukendte for publikum selv i Norge. Efter nærmere overvejelse har jeg taget nogle digte med fra mine dramatiske arbejder. De hører åndeligt sammen med de øvrige og bør ikke udrives af denne sammenhæng. Det skulde interessere mig at vide om P: Hansen i «Nordiske digtere» har optaget noget af mine smådigte; – jeg skulde ønske han ikke havde gjort det; thi nu kommer de i en ny skikkelse.
Jeg er villig til at overlade Dem retten til at opføre «Catilina» på Nya teatern i Stockholm mod et honorar af 400 (fire hundrede) kroner såfremt første opførelse af stykket finder sted senest 31. December dette år. Hvad «Kærlighedens komedie» angår, da har der i sin tid været tale om at tage dette skuespil ved kgl: dram: teatern; senere har jeg imidlertid ikke hørt videre til sagen, og jeg skal fra min side ikke bringe den i erindring. Skulde der fra det dr: teater ikke i denne anledning inden førstkommende 1. Juli fremkomme noget forslag om at få spille stykket i næste sæson, så er jeg villig til at overlade det til Dem mod et honorar af 400 kroner, ligesom for Catilina, såfremt stykket af Dem bringes til opførelse senest 31. December 1881. «Hærmændene på Helgeland» og «Kongsemnerne» kan under Deres direktionstid opføres på Nya teatern mod et honorar af 100 (et hundrede) kroner for hvert af disse stykker. Udbetalingen af honorarerne finder for hvert af de fire stykker sted umiddelbart efter at et af stykkerne har været spillet 1ste gang, og ønskes beløbet indsendt til boghandler Nils Lund i Kristiania.
Begreberne om den literære ejendomsret var i vore lande dengang, ligesom tildels endnu, kun højst ufuldstændigt udviklede. Hverken regering eller storthing havde sørget for at sikre de norske forfattere – og navnlig dramatikerne – mod vilkårlige indgreb af hvilkensomhelst udenforstående. Med andre ord, lovgivningen tillod ikke os, i lighed med andre statsborgere, selv at nyde frugterne af vort eget arbejde. Ved Kristiania theater betaltes i regelen for vore skuespil et lidet honorar engang for alle. For «Hærmændene på Helgeland» erholdt jeg således treti spdlr: med tilkendegivende om, at hvis jeg ikke vilde lade mig nøje med dette beløb, så agtede man at spille stykket uden at betale nogetsomhelst honorar, da man dertil havde fuld lovlig adgang. De øvrige theatre i Norge, samt de omrejsende skuespillerselskaber dersteds, betalte naturligvis intet. Det samme var selvfølgelig tilfældet i hele Sverig og i Danmark for de mindre theatres vedkommende. Ja, selv det kongelige theater i Stockholm har engang, som De formentlig vil erindre, opført et af Bjørnsons skuespil uden derfor at erlægge en eneste skilling, skønt forfatteren derpå gjorde energisk fordring. Senere har man rigtignok, muligens foranlediget ved den opsigt, denne sag vakte, såvel ved det kgl: theater i Stockholm som ved det danske, affundet sig med os ved at betale et beløb efter forgodtbefindende, en fremgangsmåde, som vi endog med tak måtte finde os i, såsom hverken regering eller storthing havde varetaget vore interesser gennem literære konventioner med Sverig og Danmark.
«Hærmændene på Helgeland» er bleven oversat og spillet på ungarsk. Efter sigende også «Et dukkehjem»; ialfald er dets opførelse påtænkt.
«Hærmændene på Helgeland» er på min bekostning oversat af Emma Klingenfeld og trykt og udgivet, ligeledes på min bekostning og uden at jeg har erholdt noget forfatterhonorar, hos Theodor Ackermann i München, der desuden som kommissionær beregner sig 50 % af indtægten af de solgte exemplarer. Virkeligt forlag af de norske dramatikeres arbejder tør nemlig de tyske boghandlere ikke indlade sig på, da de formedelst den manglende konvention aldrig kan være sikkrede mod konkurrerende udgaver.
For Sverigs vedkommende kan jeg derimod med nøjagtighed angive mit tab for så vidt det kgl: teater angår. Ved at de to skuespil «De unges forbund» og «Hærmændene på Helgeland» honoreredes gennem «gratialer» og ikke efter regulativet, der dengang var uanvendeligt på mig som norsk, har jeg havt en mindreindtægt af ca: 3000 kroner.
«De unges forbund» honoreredes arbitrært med 1200 kroner. «Kongs-emnerne» ligeså med 1200 kr:, endvidere «Hærmændene på Helgeland» med 2000 kr:, og «Samfundets støtter» ligeledes med 2000 kr:, tils: 6,400 kroner.
Hvor vidt denne omstændighed, forudsat at den skulde være den kgl: direktion ubekendt, kan øve nogen modificerende indflydelse på direktionens ønske om at bringe stykket til opførelse på det kgl: teater, ved jeg naturligvis ikke. For min egen og for mit dramas skyld vilde jeg meget beklage det, og jeg tillader mig derfor at bringe i erindring at en lignende situation allerede en gang før har fundet sted, den gang nemlig, da nu afdøde E. Stjernström på sit teater spillede «Hærmændene på Helgeland» uden at den daværende kgl: teaterchef derved lod sig afholde fra senere at bringe samme stykke på scenen.
Som svar på Deres ærede skrivelse af 10. dennes skal jeg herved meddele at jeg gerne vil vise mig så imødekommende imod Dem, som det er mig muligt, og at jeg derfor er villig til at indrømme Dem opførelsesret til «En folkefiende» imod et honorar af 200 (to hundrede) kroner, «De unges forbund» 100 (et hundrede) og «Hærmændene på Helgeland» ligeledes et hundrede kroner, alt under forudsætning af at De antager samtlige tre stykker til opførelse og på den betingelse at det hele honorar, fire hundrede kroner, må være indbetalt til boghandler Lund forinden noget af stykkerne kan opføres. For Kristianias vedkommende gælder naturligvis ingen opførelsesret.
Ligeledes beder jeg om gennem Dem at måtte få fremføre min taksigelse til de rollehavende i «Hærmændene på Helgeland» for den venlige hilsen, jeg fra dem havde den glæde på samme dag at modtage.
Som svar på Deres ærede skrivelse meddeles herved at jeg for mit personlige vedkommende ikke har noget imod at mit skuespil «Hærmændene på Helgeland» optages i den omskrevne læsebog.
Efterat jeg i forrige Aars Høst havde fuldført et nyt Skuespil, betitlet «Hærmændene paa Helgeland», indleverede jeg det i Manuscript til Direktionen for Christiania Theater med Forespørgsel om, hvorvidt Stykket dersteds kunde blive opført.
Omsider, da jeg omtrentligen skjønnede, at den ifølge Forretningsordenen ved Christiania Theater nærmeste Betænkningstid turde være forløben, henvendte jeg mig til den artistiske Direktør, og erfarede af ham, at Stykket var antaget og bestemt til Opførelse i Marts Maaned d. A. Senere søgte jeg Hr. Direktøren for at træffe Aftale angaaende Rollebesætningen o. s. v.; men da det viste sig, at han, ialfald ikke den Dag, besad saa klar Oversigt over Stykkets Indhold og Personer, som ønskeligt kunde være, saa enedes vi om, indtil Videre at udsætte med den af mig tilsigtede Aftale. Da imidlertid denne, for Hr. Direktørens Vedkommende, forudsatte en fornyet Gjennemlæsning af Stykket, fandt jeg det raadeligst at vente et Par Maaneder, hvorefter jeg igaar atter søgte ham i den nysnævnte Hensigt, og erfarede jeg da, at Theatrets Bestyrelse, Gud veed naar, havde fattet en Beslutning, som gaar ud paa: «at da Theatrets ekonomiske Status og Udsigterne for dets nærmeste Fremtids Indtægter i Forhold til allerede bestemte og uundgaaelige Udgifter ikke tillader Theatrets Kasse i indeværende Saison at udrede Honorarer for originale Arbeider, saa vil det af Hr. Ibsen indleverede Skuespil, Hærmændene paa Helgeland, ikke kunne komme til Opførelse i indeværende Saison».
Han gaar dernæst over til at gjentage Historien om mit indleverede og antagne Stykke. «Imidlertid», siger han, «kom Pengekrisen, Chr. Theater oplevede paa Grund deraf et daarligt Spilleaar, og Direktionen var derfor nødsaget til at gjøre Brug af sin Ret efter Reglementet, og af økonomiske Grunde forandre den artistiske Direktørs approberede Repertoire. Som Følge heraf blev «Hærmændene paa Helgeland» sat ud af Betragtning.» Dette klinger jo Altsammen meget godt, men Feilen er, at Forfatteren lader som om han overseer den Omstændighed, at jeg aldrig har klaget over at mit Stykke «for Øjeblikket blev sat ud af Betragtning»; hvad jeg har paatalt er Direktionsbeslutningen, ifølge hvilken «originale Skuespil» ialmindelighed i denne Saison udelukkes fra Repertoiret. Dette er Kjernen i Sagen, dette er Hovedpunktet, som Forfatteren burde prøvet paa at forsvare; han burde have godtgjort Theatrets æsthetiske og moralske Ret til at bortvise originale dramatiske Arbeider, uagtet det i «et daarligt Spilleaar» anvender f. Ex. til Udstyrelse af en oversat Boulevardfarce et Beløb, der vel omtrent svarer til det, for hvilket et originalt Enaktsstykke under nærværende Forholde maatte kunne erhverves; han burde have bevist Theatrets Ret til at udelukke hvilkensomhelst indenlandsk Forfatter fra Scenen, uagtet det i det samme «daarlige Spilleaar» anstrænger sig over Evne for gjennem Gageforøgelse at sikre sig fremtidig Bistand af «en Kunstner», hvis Vedbliven eller Fratræden dog vel ikke egentlig kan siges at være noget Livsspørgsmaal for Theatret, eftersom hans Repertoire letteligen paa langt billigere Vilkaar maatte kunne overdrages til en eller anden ledig norsk Kunstbroder.
Hærmændene paa Helgeland
Hans Bemærkninger om at der ikke virkes nok i national Retning agter jeg ikke videre at opholde mig ved; med en Smule Selvtænkning vil enhver fornuftig Læser finde slige Anker gjendrevne i hvad jeg ovenfor har udtalt. Dette forsaavidt hans Bemærkninger gjælder Spillet og Sproget paa den ene Side, eller paa den anden Side Repertoiret. Er det Første Tilfældet, saa er det ikke let at rime hans Fordringer til Bestræbelsen sammen med de Indvendinger han gjør mod Bestræbelsen, hvor en saadan voves. I Mursvendene forsøgte man saaledes at optage Folkelivsformer i Spil og Sprog; men dette betegner han som «raat». Heri skal jeg i en enkelt Henseende give ham Medhold; men hvorfor klager han da over, at denne Raahed ikke oftere praktiseres? Er det derimod Repertoirets Mangel paa nationale Elementer han har for Øje, saa bliver hans Tankegang fuldkommen uforstaaelig. Han fremhæver, som Bevis for Utilstrækkeligheden af mine Bestræbelser i denne Retning at jeg den første Vinter kun optog «Fjeldeventyret» og «Fjeldstuen». Disse to Stykker maa da ikke fuldt ud tilfredsstille hans nationale Fordringer. Om «Huldrens Hjem» heder det at det «hverken er nationalt eller Skuespil», og om «Tordenskjold» at Theatrets Aabning iaar med dette Stykke, er «betegnende nok». Nogle andre opførte Stykker, som «Ervingen», «Til Sæters», «Anna Kolbjørnsdatter», «Gudbrandsdølerne», «Fru Inger til Austraat» og «Hærmændene paa Helgeland» kommer sletikke med i Vægtskaalen til Fordel for Repertoirets nationale Præg. Bjørnsons «Mellem Slagene» og «Halte‐Hulda» kan fortiden ikke spilles paa det norske Theater. Der er altsaa tilbage de to originale Arbejder, hvis Ikkeopførelse saa højligen beklages. Det ene af disse, hvis Fremkomst Theatrets Ombygning indirekte har umuliggjort for dette Spilleaar, kjender muligens Indsenderen; men vil han om dette sige, at det er mere nationalt end de nys opregnede? Og hvad ved han om det Andet, mod hvis Opførelse i Høst af Forfatteren blev nedlagt Protest, fordi han agtede at undergive det en gjennemgribende Omarbejdelse, der, mig bekjendt, endnu ikke er fuldført. Hvad bliver der saa tilbage af Indsenderens Snak om Mangel paa Nationalitet i Repertoiret? Vil han i dette Punkt frigjøre sig for den Beskyldning at have ført løs og urimelig Tale, saa har han kun een Udvej, og det er at paapege et Repertoire af indenlandske Stykker, som, i Modsætning til alle de nævnte, kunde afgive en national Kjærne, og som kunde have været spillede hvis jeg ikke havde forhindret det. Lykkes dette ham, skal jeg isandhed være ham takskyldig; vi faar nu see.
Hærmændene paa Helgeland Die Krieger auf Helgeland? Die Kämpen auf Helgeland? Die Heerschaaren auf Helgeland? Die Heeresmacht auf Helgeland? Das Heerlager auf Helgeland?