LILLE EYOLF
LILLE EYOLF
EYOLF Hvad skulde det være for en? Å, sig det!
EYOLF Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at jeg kan få være med dig?
EYOLF Ja, synes du ikke det, tante?
EYOLF Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa skulde sé mig med dem.
EYOLF Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.
EYOLF Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?
ALLMERS Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som er bedre end det.
EYOLF Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’ soldat. Det véd du da vel.
EYOLF går derhen Hvad er det for noget, tante?
ASTA Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.
EYOLF Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare narrer mig!
EYOLF Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder Rottejomfruen?
ALLMERS klapper ham på hodet Véd du det også, du, Eyolf?
EYOLF betænksomt Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?
EYOLF Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger med mig?
EYOLF forlegen Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.
EYOLF undvigende Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.
EYOLF Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.
EYOLF De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.
EYOLF sagte til Asta Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.
RITA Men gud, Eyolf da!
EYOLF halv sagte, stirrer ufravendt på hunden Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg har sét.
EYOLF spændt Og hvad så –? Fortæl det!
EYOLF i spænding Å, sig mig, hvad det var for en!
RITA skuffet, slipper hånden Ah, – om Eyolf!
ALLMERS Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –. Og mest efter at vi har visshed for, at det er uopretteligt –
BORGHEJM Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag? Jeg har noget med til ham.
RITA Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?
RITA Ja, og så snakked du om Eyolf imens. Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til med lille Eyolfs mave.
ALLMERS Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?
ALLMERS Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.
RITA Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.
ALLMERS Eyolf –?
RITA Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nærmere) Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?
RITA følger efter ham Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf blev krøbling!
ALLMERS sér på hende Fra Eyolf derude? Eller fra dig?
EYOLF Og hvad vil du så gøre?
EYOLF For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg også kunde klyve i fjeldene.
ASTA afledende Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!
EYOLF Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.
ALLMERS Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.
EYOLF Og når han kommer igen næste gang, så vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.
EYOLF Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.
ASTA sætter sig ved bordet til venstre Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortælle dig noget.
EYOLF Hvor så du hende da?
RITA som sidder i sofaen Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.
EYOLF sagte, griber Asta i kjolen Tante! Det må visst være hende!
EYOLF med et skrig Pappa, – sé, sé!
EYOLF peger Der er noget, som spræller i posen!
ROTTEJOMFRUEN nikker og vinker til Eyolf Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigsmand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!
EYOLF går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen Dejlig, – dejlig er han alligevel.
EYOLF Hvorfor må de?
EYOLF Drukner de så?
EYOLF Hvad lokked De for noget?
EYOLF Hvor er så han henne nu?
EYOLF sagte, triumferende til Asta Tante, tænk, at jeg også har sét Rottejomfruen!
ALLMERS Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.
RITA rejser sig Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde både for dig selv og for Eyolf?
ALLMERS Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den fuldfærdige.
ALLMERS Ja, nu endelig. Nu sér jeg, at det højeste, jeg har at gøre her i verden, det er at være en sand far for Eyolf.
ALLMERS i sjæleangst Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!
RITA hæst Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde ham!
ALLMERS Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryggen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svimle. (bævende) Og så var det, han styrted udfor – og blev borte.
ALLMERS Ja, sé, – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet stén på hunden. Han havde jo hverken sét hende eller hunden for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdensordenen brug for det.
ASTA Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.
RITA noget utålmodig Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han, – ligesom andre børn.
EYOLF Varg? Det betyder jo en ulv, det.
EYOLF Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.
ROTTEJOMFRUEN Ja, over på øerne. (lér klukkende) Folkene havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte såmænd pænt bide i det sure æble. (ser på Eyolf og nikker) Sure æble, lille herre. Sure æble.
EYOLF Bide i det?
EYOLF forbauset, peger Den der!
EYOLF Bider han dem så ihjæl da?
ALLMERS Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du jo ha’ hedt Eyolf.
ASTA Eyolf!
RITA koldt, behersket Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind til mig.
ALLMERS Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med jorden, – når jeg er borte.
LILLE EYOLF SKUESPIL I TRE AKTER
LILLE EYOLF
EYOLF Det er visst Borghejm!
ALLMERS standser ved bordet til venstre og sér på dem Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil. Eller han kan få vælge noget, som er fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.
ALLMERS Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.
ALLMERS greben af stillere stemning Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham komme op fra bryggen. Han kunde springe, ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende virkelighed var altså bare en drøm, tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned – (holder inde) hm –
ALLMERS sér skarpt på hende Om du nu havde valget –. Om du kunde følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?
ALLMERS henter sin hat fra bordet og hvisker tungt Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!
ALLMERS Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.
ALLMERS Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født forgæves.
ALLMERS Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.
ALLMERS hæftig Så? Kan du kanské greje det ud for mig? For jeg kan det ikke. (blødere) Her går Eyolf og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på så uendelig mange muligheder. Rige muligheder kanské. Skulde fylde min tilværelse med glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem en hund i en pose –
ASTA syr Han holdt så inderlig af Eyolf.
ALLMERS Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den fuldeste forvissning om, at du skulde træffe både ham og mig der. Vilde du så komme over til os?
ALLMERS Glemme Eyolf!
ALLMERS Ja, slig har vi gået her og sløset væk det korte samvær med lille Eyolf.
ALLMERS går henad gulvet og standser foran hende Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.
RITA kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende hænder Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi har mistet Eyolf?
RITA Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af stakkers lille Eyolf.
ALLMERS hård og vred Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!
ALLMERS nikker Så det er jo kanské nokså rimeligt alligevel, at de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.
RITA nikker langsomt Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.
ALLMERS sagte, knytter hænderne imod hende I den stund dødsdømte du lille Eyolf.
RITA Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan så de folk lægge til der?
ALLMERS livfuldere Å, du sled såmænd på din vis, du også, – (smiler) du, min kære, trofaste – Eyolf.
RITA skriger i angst Hvor er Eyolf henne!
ALLMERS tungt Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort fra os andre nu.
BORGHEJM Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor jeg sørger over lille Eyolf.
ALLMERS At Eyolf ikke var her.
RITA afvisende Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt sideblik) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!
RITA Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Eyolf inde hos sig over en hel time.
RITA Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf har gjort imod mig.
ASTA lægger tøjet fra sig på en stol ved døren Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes, jeg måtte herud og sé til lille Eyolf idag. Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen) Og så gik jeg udover med dampskibet.
ALLMERS Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mellem Eyolf og dig.
ASTA fatter sig Lille Eyolf er borte, ja.
ALLMERS Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.
RITA Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber hendes hånd) Herefter skal du være vor Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.
ALLMERS Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg. Og det var Asta også.
ALLMERS griber hendes hånd og holder den fast Tak for det! (sér en stund ud over fjorden) Hvor er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende) Kan du sige mig det, – du, min store, kloge Eyolf? (ryster på hodet) Ingen i hele verden kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har ham længer.
ASTA med tårefyldte øjne De er som en sidste hilsen til dig fra – fra lille Eyolf.
Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36–37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst, ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.
ALLMERS slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg straks skulde få sé dig!
slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder
EYOLF ser troværdig op på ham Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.
(ser på Eyolf og nikker)
EYOLF uvilkårligt, lidt forknyt Hvorfor måtte de –?
nikker og vinker til Eyolf
EYOLF holder sig til Asta Nej, jeg tør ikke.
Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.
ALLMERS Tanken om Eyolf, kære Rita.
Den første sending vil De erholde omtrent samtidig med dette brev og fortsættelserne vil følge hurtigt på hverandre. Titelbladet og personlisten kommer sidst. Forvisset om Deres hemmeligholdelse tør jeg meddele Dem at stykkets titel er «Lille Eyolf». Og til vejledning ved oversættelsen bemærkes, da De ikke har personlisten, at Asta Allmers er Alfred Allmers’ halvsøster, barn af faderens andet ægteskab. – Med en ærbødigst hilsen til Mrs. Archer tegner jeg mig
Herved frembæres min forbindtligste tak for meddelelsen om at Det kgl. Teater agter at opføre mit skuespil «Lille Eyolf».
Kære, gode ven! Hjertelig tak også for privatbrevet. Pass ved indstuderingen på at Eyolf ikke slæber sig på krykken som en lidende patient, der netop er kommen op af sygesengen. Han er vant til den sport; har gået med krykke al sin tid og hjælper sig nokså godt tilrette. – Kan jeg komme ned til København til opførelsen, så gør jeg det. For tiden er jeg aldeles overlæsset af forretninger. Hils din ærede frue – og dig selv fra
Jeg takker Dem forbindtligst for Deres venlige skrivelse, hvoraf jeg med glæde erfarer at såvel det svenske som det finske teater i Helsingfors kommer til at opføre mit nye skuespil «Lille Eyolf».
Dr: Henrik Ibsen takker herr Georg Nordenswan hjerteligst og forbindtligst for anmeldelsen af «Lille Eyolf» i Aftonbladet.
Jeg takker Dem så hjertelig for Deres venlige brev af 22. Januar samt for de deri indeholdte oplysninger. Den i mit brev til herr Hegel af 4. dennes indesluttede anvisning på 2000 kroner håber jeg er rigtig fremkommen og bliver anvendt til indkøb af obligationer, hvis ikke sådant allerede er skét. En stor tilfredsstillelse var det mig at erfare at der allerede nu tiltrænges et nyt oplag af «Brand». Det havde jeg ikke ventet så snart. – Underhandlinger og afslutning af kontrakt angående retten til at opføre «Lille Eyolf» i de danske provinsbyer lægger jeg ganske i Deres hænder siden De er så god at ville påtage Dem også denne ulejlighed. Kan der opnåes 800–1000 kroner, vilde jeg være vel tilfreds. Særlig vægt vilde jeg lægge på at honoraret blev betalt straks ved købet af opførelsesretten da dette jo for alle tilfældes skyld er det sikreste.
Det var mig en overordentlig stor glæde og tilfredsstillelse gennem Deres venlige brev at erfare at der allerede tiltrænges et nyt oplag af «Lille Eyolf» og med tak modtager jeg Deres gode tilbud i så henseende.
Honoraret for «Lille Eyolf», 500 kroner, modtog jeg gennem telegrafisk postanvisning og gav det herværende postkontor kvittering for beløbet.
«Hærmændene» og andre af mine ældre stykker vil De nok kunne få for moderate honorarer. Angående retten til at opføre «Lille Eyolf» i de danske provinsbyer må De henvende Dem til herr fuldmægtig August Larsen, Gyldendalske boghandel, København, der besørger sådant for mig.
Kristiania teaters rollehavende har tilladelse til at spille «Lille Eyolf» i Bergen og omliggende byer i sommerferierne. Altså efter at De har været der. Og i Bergen kommer De jo overhovedet ikke til at spille stykket. Arrangementet vil altså umulig kunne skade Dem.
Jeg modtog idag dit seneste brev just som jeg vilde skrive dig til. Dine breve kommer altid rigtig frem og når jeg, som du siger, ikke berører det, du skriver om, så mener du vel dermed det politiske. Men dette har Sigurd en gang for alle påtaget sig at holde dig à jour med. Han er jo meget mere inde i de sager end jeg. – Ja, af aviserne véd du altså at fru Collett er død. Under sygdommen fik ikke andre end børnene adgang til hende. Men jeg traf næsten daglig sønnen Robert på gaden og han sagde at hun uafladelig lå og talte om Welhaven og om os og om samværet med os i udlandet. Igår fandt bisættelsen sted i kapellet. Ovenpå kisten lå, foruden dronningens krans, en stor pragtfuld blomsterkrans fra dig, med lange hvide silkebånd med guldbogstaver: «Hilsen til Camilla Collett fra fru Suzannah Ibsen». Fra mig en stor laurbærkrans med bånd i nationalfarver. For øvrigt kom der blomster og kranse i stor mængde. Det nærmere vil du sé af de medfølgende aviser. – Til den skrækkelige dag, den 20de Marts, skal Bergliot få skalte og valte efter bedste skøn, siden du så vil have det. Og jeg skal modtage alle, selv spionerne, så høfligt, som det er mig muligt. Jeg vil håbe at ikke Falsen kommer. Dorothea og Magdalena ligger i influenza; så de er jo forhindret. De er forresten, efter hvad jeg hører, flyttet til Parkvejen. Herman har forvredet sin fod og kan ikke gå ud. – Og så kan jeg da fortælle dig at tredje oplag af «Lille Eyolf» er under trykken og rimeligvis udkommer i næste uge. Imorgen aften opføres stykket for første gang i København. Hegel har hos Eilif Peterssen bestilt et stort portræt af mig, som jeg i disse dage sidder model til. Her er en meget udbredt epidemi af influenza i byen. Men jeg har hidtil ikke mærket noget til sygdommen. Søndag aften var her ildebrand ovenpå i fru Bjørns pensionat. De havde overfyldt en lampe, som da naturligvis exploderede. Brandvæsenet rykkede frem og der var svært spektakel og skrig på trapperne; men ilden blev snart slukket. – I den store udstilling har jeg købt et mesterligt billede af Chr. Krogh. Det er egentlig et portræt af Strindberg; men Sigurd kalder det «Revolutionen» og jeg kalder det «Det frembrydende vanvid». Det var forresten Sigurd, som tilskyndede mig til at købe det da jeg kunde få det for en forholdsvis så fabelagtig billig pris som 500 kroner. Hos Sigurds står alt vel for tiden. Bergliot har været så snil at forære mig både gammelost og nedlagt sild og dejlig ribbenssteg, som jeg froder mig med om aftenen. – Gid nu bare du også må have det rigtig godt dernede. Mange hilsener fra din hengivne
Nu er da fødselsdagen vel overstået. Dit brev modtog jeg om morgenen og telegrammet senere på dagen. Jeg håber at mit takketelegram kom dig i hænde dagen efter. Jeg modtog en mængde blomster, breve, telegrammer og visitkort som sædvanlig. Falsens afgav sine kort udenfor og kom ikke ind. For øvrigt var her et påfaldende stort antal besøgende, navnlig af Sigurds og Bergliots omgangskreds. Frøken Riis var her også. Jeg vil derfor ikke fortælle nærmere om dagen. Du får vel udførlige beretninger fra Bergliot og andre. Arrangementet havde jeg jo intet med at gøre; men jeg tror nok at det var vellykket. – Og nu sidder jeg her og skal svare på en hel del af de indløbne hilsener. Jeg fatter mig naturligvis i yderste korthed. Din moder telegraferer «Dobbelt lykønskning». Hun sigter formodentlig til «Lille Eyolf»s opførelse i København. Jeg svarer i al korthed; mere har jeg hverken tid eller lyst til. De fleste af gratulanterne bad mig specielt om at hilse dig. Jeg nævner nogle navne i flæng: Herman, som holdt en tale for dig og udbragte din skål, Carl Lie og frue, Dietrichson ( fru D. var syg), frøken Cappelen, Bomhoff, John Lund, Blehr og frue, Sinding og frue, Eilif Petersen ( fruen syg) og mange andre, som jeg ikke i øjeblikket kan huske. «Nylænde» skal blive dig sendt, så snart jeg har fået samlet alle hæfterne sammen. De er indlagt i biblioteket. Hvorledes det forholder sig med Dietrichsons optegnelser, om slutningen er udkommen eller ikke, skal jeg undersøge; jeg er ikke viss på det. Andre bøger har jeg givet til Sigurd, som har lovet efterhånden at besørge dem ned til dig. – Og hermed må jeg nødtvungen slutte for idag. Her står alt vel til. Mange hilsener og gode ønsker fra din hengivne
Netop af hensyn til Deres opførelsesret har jeg nægtet de bergenske skuespillere tilladelse til at spille «Lille Eyolf» i Stavanger eller overhovedet i nogensomhelst by udenfor selve Bergen. De kan derfor være ganske rolig i så henseende. Der vil ingen kunne komme Dem i forkøbet. Undskyld hastværk!
Dr: Henrik Ibsen meddeler Dem herved forbindtligst at en autoriseret russisk oversættelse af «Lille Eyolf» forberedes og formentlig vil udkomme i den nærmeste fremtid. Yderligere oplysninger kan ikke gives.
Som svar på Deres brev skal jeg oplyse at Kristiania-skuespillerne ikke har anholdt om min tilladelse til at opføre «Lille Eyolf» under en ny tourné og at en sådan tilladelse heller ikke vil blive givet.
Det er blevet mig berettet at deltagerne i den nu opløste Lille Eyolf-tourné skulde tænke på atter at drage ud og spille stykket i provinsbyerne, navnlig i Kristiansand. Skulde dette forholde sig så, da vil det være nødvendigt at selskabet i forvejen henvender sig til teaterdirektør Olaus Olsen, træffer overenskomst med ham og erholder hans samtykke. Han har nemlig nu, efter tournéens opløsning, eneret og kan nedlægge politiforbud imod selskabets opførelse af stykket. Han spiller formentlig for tiden i Stavanger.
Dr. Henrik Ibsen kan ikke bestemt sige om «Lille Eyolf» allerede er oversat til rumænsk.
Herved erklærer jeg undertegnede at jeg har overdraget herr teaterdirektør A. R. udesluttende ret til i to åri overalt i Sverige, deri Stockholm og Göteborg iberegnet, at opføre mit skuespil «Lille Eyolf». Derefter har herr direktør almindelig opførelsesret til stykket. Honoraret er betalt, hvorfor herved kvitteres.
LILLE EYOLF
LILLE EYOLF
EYOLF Hvad skulde det være for en? Å, sig det!
EYOLF Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at jeg kan få være med dig?
EYOLF Ja, synes du ikke det, tante?
EYOLF Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa skulde sé mig med dem.
EYOLF Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.
EYOLF Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?
ALLMERS Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som er bedre end det.
EYOLF Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’ soldat. Det véd du da vel.
EYOLF går derhen Hvad er det for noget, tante?
ASTA Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.
EYOLF Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare narrer mig!
EYOLF Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder Rottejomfruen?
ALLMERS klapper ham på hodet Véd du det også, du, Eyolf?
EYOLF betænksomt Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?
EYOLF Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger med mig?
EYOLF forlegen Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.
EYOLF undvigende Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.
EYOLF Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.
EYOLF De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.
EYOLF sagte til Asta Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.
RITA Men gud, Eyolf da!
EYOLF halv sagte, stirrer ufravendt på hunden Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg har sét.
EYOLF spændt Og hvad så –? Fortæl det!
EYOLF i spænding Å, sig mig, hvad det var for en!
RITA skuffet, slipper hånden Ah, – om Eyolf!
ALLMERS Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –. Og mest efter at vi har visshed for, at det er uopretteligt –
BORGHEJM Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag? Jeg har noget med til ham.
RITA Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?
RITA Ja, og så snakked du om Eyolf imens. Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til med lille Eyolfs mave.
ALLMERS Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?
ALLMERS Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.
RITA Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.
ALLMERS Eyolf –?
RITA Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nærmere) Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?
RITA følger efter ham Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf blev krøbling!
ALLMERS sér på hende Fra Eyolf derude? Eller fra dig?
EYOLF Og hvad vil du så gøre?
EYOLF For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg også kunde klyve i fjeldene.
ASTA afledende Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!
EYOLF Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.
ALLMERS Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.
EYOLF Og når han kommer igen næste gang, så vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.
EYOLF Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.
ASTA sætter sig ved bordet til venstre Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortælle dig noget.
EYOLF Hvor så du hende da?
RITA som sidder i sofaen Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.
EYOLF sagte, griber Asta i kjolen Tante! Det må visst være hende!
EYOLF med et skrig Pappa, – sé, sé!
EYOLF peger Der er noget, som spræller i posen!
ROTTEJOMFRUEN nikker og vinker til Eyolf Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigsmand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!
EYOLF går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen Dejlig, – dejlig er han alligevel.
EYOLF Hvorfor må de?
EYOLF Drukner de så?
EYOLF Hvad lokked De for noget?
EYOLF Hvor er så han henne nu?
EYOLF sagte, triumferende til Asta Tante, tænk, at jeg også har sét Rottejomfruen!
ALLMERS Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.
RITA rejser sig Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde både for dig selv og for Eyolf?
ALLMERS Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den fuldfærdige.
ALLMERS Ja, nu endelig. Nu sér jeg, at det højeste, jeg har at gøre her i verden, det er at være en sand far for Eyolf.
ALLMERS i sjæleangst Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!
RITA hæst Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde ham!
ALLMERS Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryggen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svimle. (bævende) Og så var det, han styrted udfor – og blev borte.
ALLMERS Ja, sé, – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet stén på hunden. Han havde jo hverken sét hende eller hunden for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdensordenen brug for det.
ASTA Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.
RITA noget utålmodig Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han, – ligesom andre børn.
EYOLF Varg? Det betyder jo en ulv, det.
EYOLF Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.
ROTTEJOMFRUEN Ja, over på øerne. (lér klukkende) Folkene havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte såmænd pænt bide i det sure æble. (ser på Eyolf og nikker) Sure æble, lille herre. Sure æble.
EYOLF Bide i det?
EYOLF forbauset, peger Den der!
EYOLF Bider han dem så ihjæl da?
ALLMERS Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du jo ha’ hedt Eyolf.
ASTA Eyolf!
RITA koldt, behersket Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind til mig.
ALLMERS Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med jorden, – når jeg er borte.
LILLE EYOLF SKUESPIL I TRE AKTER
LILLE EYOLF
EYOLF Det er visst Borghejm!
ALLMERS standser ved bordet til venstre og sér på dem Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil. Eller han kan få vælge noget, som er fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.
ALLMERS Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.
ALLMERS greben af stillere stemning Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham komme op fra bryggen. Han kunde springe, ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende virkelighed var altså bare en drøm, tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned – (holder inde) hm –
ALLMERS sér skarpt på hende Om du nu havde valget –. Om du kunde følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?
ALLMERS henter sin hat fra bordet og hvisker tungt Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!
ALLMERS Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.
ALLMERS Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født forgæves.
ALLMERS Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.
ALLMERS hæftig Så? Kan du kanské greje det ud for mig? For jeg kan det ikke. (blødere) Her går Eyolf og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på så uendelig mange muligheder. Rige muligheder kanské. Skulde fylde min tilværelse med glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem en hund i en pose –
ASTA syr Han holdt så inderlig af Eyolf.
ALLMERS Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den fuldeste forvissning om, at du skulde træffe både ham og mig der. Vilde du så komme over til os?
ALLMERS Glemme Eyolf!
ALLMERS Ja, slig har vi gået her og sløset væk det korte samvær med lille Eyolf.
ALLMERS går henad gulvet og standser foran hende Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.
RITA kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende hænder Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi har mistet Eyolf?
RITA Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af stakkers lille Eyolf.
ALLMERS hård og vred Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!
ALLMERS nikker Så det er jo kanské nokså rimeligt alligevel, at de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.
RITA nikker langsomt Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.
ALLMERS sagte, knytter hænderne imod hende I den stund dødsdømte du lille Eyolf.
RITA Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan så de folk lægge til der?
ALLMERS livfuldere Å, du sled såmænd på din vis, du også, – (smiler) du, min kære, trofaste – Eyolf.
RITA skriger i angst Hvor er Eyolf henne!
ALLMERS tungt Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort fra os andre nu.
BORGHEJM Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor jeg sørger over lille Eyolf.
ALLMERS At Eyolf ikke var her.
RITA afvisende Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt sideblik) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!
RITA Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Eyolf inde hos sig over en hel time.
RITA Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf har gjort imod mig.
ASTA lægger tøjet fra sig på en stol ved døren Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes, jeg måtte herud og sé til lille Eyolf idag. Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen) Og så gik jeg udover med dampskibet.
ALLMERS Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mellem Eyolf og dig.
ASTA fatter sig Lille Eyolf er borte, ja.
ALLMERS Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.
RITA Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber hendes hånd) Herefter skal du være vor Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.
ALLMERS Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg. Og det var Asta også.
ALLMERS griber hendes hånd og holder den fast Tak for det! (sér en stund ud over fjorden) Hvor er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende) Kan du sige mig det, – du, min store, kloge Eyolf? (ryster på hodet) Ingen i hele verden kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har ham længer.
ASTA med tårefyldte øjne De er som en sidste hilsen til dig fra – fra lille Eyolf.
Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36–37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst, ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.
ALLMERS slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg straks skulde få sé dig!
slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder
EYOLF ser troværdig op på ham Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.
(ser på Eyolf og nikker)
EYOLF uvilkårligt, lidt forknyt Hvorfor måtte de –?
nikker og vinker til Eyolf
EYOLF holder sig til Asta Nej, jeg tør ikke.
Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.
ALLMERS Tanken om Eyolf, kære Rita.
Den første sending vil De erholde omtrent samtidig med dette brev og fortsættelserne vil følge hurtigt på hverandre. Titelbladet og personlisten kommer sidst. Forvisset om Deres hemmeligholdelse tør jeg meddele Dem at stykkets titel er «Lille Eyolf». Og til vejledning ved oversættelsen bemærkes, da De ikke har personlisten, at Asta Allmers er Alfred Allmers’ halvsøster, barn af faderens andet ægteskab. – Med en ærbødigst hilsen til Mrs. Archer tegner jeg mig
Herved frembæres min forbindtligste tak for meddelelsen om at Det kgl. Teater agter at opføre mit skuespil «Lille Eyolf».
Kære, gode ven! Hjertelig tak også for privatbrevet. Pass ved indstuderingen på at Eyolf ikke slæber sig på krykken som en lidende patient, der netop er kommen op af sygesengen. Han er vant til den sport; har gået med krykke al sin tid og hjælper sig nokså godt tilrette. – Kan jeg komme ned til København til opførelsen, så gør jeg det. For tiden er jeg aldeles overlæsset af forretninger. Hils din ærede frue – og dig selv fra
Jeg takker Dem forbindtligst for Deres venlige skrivelse, hvoraf jeg med glæde erfarer at såvel det svenske som det finske teater i Helsingfors kommer til at opføre mit nye skuespil «Lille Eyolf».
Dr: Henrik Ibsen takker herr Georg Nordenswan hjerteligst og forbindtligst for anmeldelsen af «Lille Eyolf» i Aftonbladet.
Jeg takker Dem så hjertelig for Deres venlige brev af 22. Januar samt for de deri indeholdte oplysninger. Den i mit brev til herr Hegel af 4. dennes indesluttede anvisning på 2000 kroner håber jeg er rigtig fremkommen og bliver anvendt til indkøb af obligationer, hvis ikke sådant allerede er skét. En stor tilfredsstillelse var det mig at erfare at der allerede nu tiltrænges et nyt oplag af «Brand». Det havde jeg ikke ventet så snart. – Underhandlinger og afslutning af kontrakt angående retten til at opføre «Lille Eyolf» i de danske provinsbyer lægger jeg ganske i Deres hænder siden De er så god at ville påtage Dem også denne ulejlighed. Kan der opnåes 800–1000 kroner, vilde jeg være vel tilfreds. Særlig vægt vilde jeg lægge på at honoraret blev betalt straks ved købet af opførelsesretten da dette jo for alle tilfældes skyld er det sikreste.
Det var mig en overordentlig stor glæde og tilfredsstillelse gennem Deres venlige brev at erfare at der allerede tiltrænges et nyt oplag af «Lille Eyolf» og med tak modtager jeg Deres gode tilbud i så henseende.
Honoraret for «Lille Eyolf», 500 kroner, modtog jeg gennem telegrafisk postanvisning og gav det herværende postkontor kvittering for beløbet.
«Hærmændene» og andre af mine ældre stykker vil De nok kunne få for moderate honorarer. Angående retten til at opføre «Lille Eyolf» i de danske provinsbyer må De henvende Dem til herr fuldmægtig August Larsen, Gyldendalske boghandel, København, der besørger sådant for mig.
Kristiania teaters rollehavende har tilladelse til at spille «Lille Eyolf» i Bergen og omliggende byer i sommerferierne. Altså efter at De har været der. Og i Bergen kommer De jo overhovedet ikke til at spille stykket. Arrangementet vil altså umulig kunne skade Dem.
Jeg modtog idag dit seneste brev just som jeg vilde skrive dig til. Dine breve kommer altid rigtig frem og når jeg, som du siger, ikke berører det, du skriver om, så mener du vel dermed det politiske. Men dette har Sigurd en gang for alle påtaget sig at holde dig à jour med. Han er jo meget mere inde i de sager end jeg. – Ja, af aviserne véd du altså at fru Collett er død. Under sygdommen fik ikke andre end børnene adgang til hende. Men jeg traf næsten daglig sønnen Robert på gaden og han sagde at hun uafladelig lå og talte om Welhaven og om os og om samværet med os i udlandet. Igår fandt bisættelsen sted i kapellet. Ovenpå kisten lå, foruden dronningens krans, en stor pragtfuld blomsterkrans fra dig, med lange hvide silkebånd med guldbogstaver: «Hilsen til Camilla Collett fra fru Suzannah Ibsen». Fra mig en stor laurbærkrans med bånd i nationalfarver. For øvrigt kom der blomster og kranse i stor mængde. Det nærmere vil du sé af de medfølgende aviser. – Til den skrækkelige dag, den 20de Marts, skal Bergliot få skalte og valte efter bedste skøn, siden du så vil have det. Og jeg skal modtage alle, selv spionerne, så høfligt, som det er mig muligt. Jeg vil håbe at ikke Falsen kommer. Dorothea og Magdalena ligger i influenza; så de er jo forhindret. De er forresten, efter hvad jeg hører, flyttet til Parkvejen. Herman har forvredet sin fod og kan ikke gå ud. – Og så kan jeg da fortælle dig at tredje oplag af «Lille Eyolf» er under trykken og rimeligvis udkommer i næste uge. Imorgen aften opføres stykket for første gang i København. Hegel har hos Eilif Peterssen bestilt et stort portræt af mig, som jeg i disse dage sidder model til. Her er en meget udbredt epidemi af influenza i byen. Men jeg har hidtil ikke mærket noget til sygdommen. Søndag aften var her ildebrand ovenpå i fru Bjørns pensionat. De havde overfyldt en lampe, som da naturligvis exploderede. Brandvæsenet rykkede frem og der var svært spektakel og skrig på trapperne; men ilden blev snart slukket. – I den store udstilling har jeg købt et mesterligt billede af Chr. Krogh. Det er egentlig et portræt af Strindberg; men Sigurd kalder det «Revolutionen» og jeg kalder det «Det frembrydende vanvid». Det var forresten Sigurd, som tilskyndede mig til at købe det da jeg kunde få det for en forholdsvis så fabelagtig billig pris som 500 kroner. Hos Sigurds står alt vel for tiden. Bergliot har været så snil at forære mig både gammelost og nedlagt sild og dejlig ribbenssteg, som jeg froder mig med om aftenen. – Gid nu bare du også må have det rigtig godt dernede. Mange hilsener fra din hengivne
Nu er da fødselsdagen vel overstået. Dit brev modtog jeg om morgenen og telegrammet senere på dagen. Jeg håber at mit takketelegram kom dig i hænde dagen efter. Jeg modtog en mængde blomster, breve, telegrammer og visitkort som sædvanlig. Falsens afgav sine kort udenfor og kom ikke ind. For øvrigt var her et påfaldende stort antal besøgende, navnlig af Sigurds og Bergliots omgangskreds. Frøken Riis var her også. Jeg vil derfor ikke fortælle nærmere om dagen. Du får vel udførlige beretninger fra Bergliot og andre. Arrangementet havde jeg jo intet med at gøre; men jeg tror nok at det var vellykket. – Og nu sidder jeg her og skal svare på en hel del af de indløbne hilsener. Jeg fatter mig naturligvis i yderste korthed. Din moder telegraferer «Dobbelt lykønskning». Hun sigter formodentlig til «Lille Eyolf»s opførelse i København. Jeg svarer i al korthed; mere har jeg hverken tid eller lyst til. De fleste af gratulanterne bad mig specielt om at hilse dig. Jeg nævner nogle navne i flæng: Herman, som holdt en tale for dig og udbragte din skål, Carl Lie og frue, Dietrichson ( fru D. var syg), frøken Cappelen, Bomhoff, John Lund, Blehr og frue, Sinding og frue, Eilif Petersen ( fruen syg) og mange andre, som jeg ikke i øjeblikket kan huske. «Nylænde» skal blive dig sendt, så snart jeg har fået samlet alle hæfterne sammen. De er indlagt i biblioteket. Hvorledes det forholder sig med Dietrichsons optegnelser, om slutningen er udkommen eller ikke, skal jeg undersøge; jeg er ikke viss på det. Andre bøger har jeg givet til Sigurd, som har lovet efterhånden at besørge dem ned til dig. – Og hermed må jeg nødtvungen slutte for idag. Her står alt vel til. Mange hilsener og gode ønsker fra din hengivne
Netop af hensyn til Deres opførelsesret har jeg nægtet de bergenske skuespillere tilladelse til at spille «Lille Eyolf» i Stavanger eller overhovedet i nogensomhelst by udenfor selve Bergen. De kan derfor være ganske rolig i så henseende. Der vil ingen kunne komme Dem i forkøbet. Undskyld hastværk!
Dr: Henrik Ibsen meddeler Dem herved forbindtligst at en autoriseret russisk oversættelse af «Lille Eyolf» forberedes og formentlig vil udkomme i den nærmeste fremtid. Yderligere oplysninger kan ikke gives.
Som svar på Deres brev skal jeg oplyse at Kristiania-skuespillerne ikke har anholdt om min tilladelse til at opføre «Lille Eyolf» under en ny tourné og at en sådan tilladelse heller ikke vil blive givet.
Det er blevet mig berettet at deltagerne i den nu opløste Lille Eyolf-tourné skulde tænke på atter at drage ud og spille stykket i provinsbyerne, navnlig i Kristiansand. Skulde dette forholde sig så, da vil det være nødvendigt at selskabet i forvejen henvender sig til teaterdirektør Olaus Olsen, træffer overenskomst med ham og erholder hans samtykke. Han har nemlig nu, efter tournéens opløsning, eneret og kan nedlægge politiforbud imod selskabets opførelse af stykket. Han spiller formentlig for tiden i Stavanger.
Dr. Henrik Ibsen kan ikke bestemt sige om «Lille Eyolf» allerede er oversat til rumænsk.
Herved erklærer jeg undertegnede at jeg har overdraget herr teaterdirektør A. R. udesluttende ret til i to åri overalt i Sverige, deri Stockholm og Göteborg iberegnet, at opføre mit skuespil «Lille Eyolf». Derefter har herr direktør almindelig opførelsesret til stykket. Honoraret er betalt, hvorfor herved kvitteres.
