VILDANDEN SKUESPIL I FEM AKTER
VILDANDEN
HEDVIG skriger Vildanden!
RELLING Se så; er nu den vildanden på færde igen?
GREGERS afledende Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.
HEDVIG Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.
HEDVIG Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.
GREGERS lidt nærmere Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
HEDVIG rejser sig Vildanden!
HEDVIG Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig.
HJALMAR Skyde vildanden!
RELLING Vildanden?
GREGERS Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.
HEDVIG Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.
HJALMAR Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
HEDVIG Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.
HEDVIG Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!
EKDAL Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.
HJALMAR Vildanden skræpper. Far er på loftet.
GREGERS Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
GINA steller ved bordet Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.
HJALMAR Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!
HEDVIG går efter ham Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!
GREGERS Og nu bér De for vildanden også?
GREGERS Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.
HEDVIG Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
HEDVIG Ja men vildanden da?
GREGERS Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.
VILDANDEN
VILDANDEN
GINA Hun vilde skyde vildanden.
HEDVIG Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.
GREGERS råber til Hjalmar Hun har selv skudt vildanden, du!
GREGERS Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden –
GREGERS Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.
HJALMAR taler sagtere På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
HEDVIG henne ved Gregers Nu kan De da rigtig se vildanden.
HEDVIG står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte Vildanden!
GREGERS Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.
GREGERS Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.
GREGERS Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
HEDVIG Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS Har vildanden sovet godt i nat?
HEDVIG Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!
HEDVIG Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.
EKDAL Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.
Det glæder mig meget at De tænker på at opføre «Vildanden» og jeg kan ikke tænke mig at der skulde være noget i vejen for at De spiller stykket også i Göteborg. Da De spørger om honoraret, så skulde jeg foreslå 500 kroner. For de få gange «Et dukkehjem» har været opført af Dem ønsker jeg ikke at modtage noget honorar.
Gegen die von Ihnen beabsichtigten Uebersetzungen meiner Schauspiele «De unges forbund» und «Vildanden» habe ich nichts einzuwenden.
Modtag herved min bedste tak for Deres godhedsfulde meddelelse angående «Vildanden». Det er mig særdeles magtpåliggende at hverken dette eller noget andet af mine skuespil bringes til opførelse i Frankrige undtagen i Deres oversættelse, for så vidt en sådan foreligger.
På indlagte brev fra M. Antoine har jeg svaret takkende for hans hensigt også at bringe «Vildanden» til opførelse, men at jeg meget skulde ønske at han vilde benytte Deres oversættelse. Hvad han beslutter sig til, véd jeg ikke. Men da Théâtre Libre vel må betragtes nærmest som en privat forening, så er der neppe adgang til gennem retslige midler at nedlægge noget forbud, et skridt, som af forskellige grunde kanhænde heller ikke vilde være at anbefale. Jeg lægger forøvrigt afgørelsen af dette spørgsmål ganske i Deres hænder, forvisset om at De vil vide at træffe den rigtigste fremgangsmåde.
Comme réponse à votre demande il faut que je vous communique par la présente, que je ne peux pas vous donner la permission de publier ou faire représenter votre traduction de ma pièce Vildanden. C’est que dans les deux cas j’ai chargé mon traducteur autorisé, Mr. le comte de Prozor de me représenter et de surveiller mes affaires littéraires en France, et une traduction de cette pièce est déjà prête de sa main et va paraître dans peu de temps.
Comme suite de ceci aucun éditeur français ne pourra éditer et aucun théâtre français ne pourra représenter la traduction de Vildanden faite par vous et P. H. à mon insu et sans mon consentement.
Sagen er nemlig den at jeg fra literatører i Paris jævnlig modtager breve indeholdende anmodninger om autorisation til at oversætte et eller andet af mine skuespil. Det er navnlig «Hedda Gabler», «Vildanden» og «En folkefiende», hvorom der handles og da vedkommende ikke i regelen er de skandinaviske sprog mægtige, så foreslår de mig at foretage oversættelsen efter en af de tyske eller engelske udgaver. Naturligvis går mit svar stadig ud på at De og ingen anden har udelukkende autorisation til at oversætte mine arbejder på fransk og at jeg desuden ikke vilde kunne godkende nogen oversættelse, der ikke er foretagen direkte efter originalen.
Hvis jeg ikke har misforstået Dem så foreligger Deres manuskript færdigt til udgivelse. Og da formentlig det samme er tilfældet med oversættelsen af «Vildanden» så vilde der nu haves tilstrækkeligt materiale til at fylde et nyt bind af omtrent samme omfang som det hos Mr: Savine tidligere udkomne. Den for nogen tid siden omtelegraferede offentliggørelse af «Hedda Gabler» i en revue burde vel da helst udeblive.
Af Deres venlige igår modtagne brev sér jeg med beklagelse at det svar, jeg nylig sendte Dem, har berørt Dem på en ubehagelig måde. Jeg kan meget vel forstå dette og må åbent erkende at der hos mig herskede en mistydning af Deres bevæggrunde til at oversætte og eventuelt at lade offentliggøre og bringe til opførelse mit skuespil «Vildanden». Ved Deres nu i en så elskværdig form afgivne forklaring er naturligvis enhver misforståelse fra min side ryddet af vejen.
Jeg vil desuden udtale at enhver oversættelse, der fremkommer gennem samarbejde mellem to eller flere er mig principielt imod. «Vildanden» frembyder desuden ganske særlige vanskeligheder i det man må være meget nøje fortrolig med det norske sprog for at kunne forstå hvor gennemgående enhver enkelt person i stykket har sin ejendommelige, individuelle udtryksmåde, hvorigennem tillige vedkommendes dannelsesgrad markeres. Når f. ex. Gina taler, må man straks kunne høre på hende at hun aldrig har lært grammatik og at hun er udgået fra de lavere samfundslag. Og således fremdeles på forskellig måde for alle de øvrige personers vedkommende. Oversætterens opgave er således her ingenlunde let at løse.
Deres Oversættelse af mit Stykke «Vildanden» maa aldrig og intetsteds offentliggjøres eller opføres.
En særdeles behagelig overraskelse var det mig at erfare at det kgl: teaters genoptagelse af «Vildanden» havde indbragt mig et så betydeligt beløb, som det, De i Deres brev havde den godhed at nævne. Jeg havde ikke på langt nær gjort regning på så meget. Og meddelelsen var mig dobbelt kærkommen fordi den indløb netop nu efterat indredningen af vor bolig hersteds havde forvoldt mig så mange extraordinære udtællinger. For øvrigt har vi gjort den erfaring at vi her kan leve for omtrent det samme beløb som i München; måské dog med en undtagelse for kommunalskatternes vedkommende. Disse har nemlig hersteds nået en temmelig betydelig højde, medens jeg, som udlænding, i München kun havde at svare skat af, hvad jeg ved mit literære arbejde fortjente i selve Bayern og det blev jo ikke så farlig meget. – Hjertelige hilsener!
Af aviserne sér jeg at «Vildanden» skal spilles på fredag. Jeg beder Dem i den anledning om godhedsfuldt at forhindre at den skrækkelige Isachsen kommer til at spille dr. Relling. Han har jo tidligere fordærvet halve stykket for mig!
Jeg har i opdrag at henvende en ærbødig forespørgsel til Dem. Det er fra dr. Edvard Brandes, som opholder sig her og spørgsmålet gælder om det skulde være ham muligt at få sé «Et dukkehjem» eller «Vildanden» da han agter at skrive om vort teater, hvilket han omfatter med levende interesse.
Tak for Deres venlige brev! Herr Helsengreen må gerne beholde «Vildanden» indtil en anden direktør melder sig. Skrivelsen fra Dr. Buzzi skal jeg besvare idag eller senest imorgen. J. B. Halvorsen har fået alle de oplysninger om digtene, som jeg har kunnet skaffe til veje.
Vildanden er hjertelig velkommen!
Siden midten af Marts måned har jeg været så upasselig, at min læge har forbudt mig al brevskrivning uden benyttelse af sekretær. Deraf kommer min lange taushed. – De bør indgå på Nationalteatrets honorarforslag angående «Et Vildskud». Underhandlinger fører neppe til noget, og heller ikke jeg tror at stykket fylder en hel aften. – «Violin» er mig en kær digtning. Hele min egen vildand er levende, såret og fint følende tilstede i den, og den har sunget sig ind i mit sind. Vær forvisset om det! Men De må ikke kræve nogen nærmere udtalelse af mig ad skriftlig vej. Aller mindst nu, da jeg egentlig slet ikke har lov til at skrive. – Men send De mig et par linjer en gang imellem, når De har tid og lyst og vil nøjes med et svar i telegrafisk korthed. Jeg hører så gerne på Dem. Lytter så gerne i taushed – men ikke derfor mindre forstående. Hvad violinen synger, sætter jeg om i ord – ord, som jeg kanske selv digter og vildanden ikke.
Samtidig med dette brev sender jeg Dem manuskriptet til mit nye skuespil «Vildanden», der i de fire sidste måneder daglig har beskæftiget mig og som jeg ikke uden et visst savn nu må skille mig ved. Menneskene i dette stykke er, trods deres mangehånde skrøbeligheder, dog ved denne langvarige daglige omgang med dem blevne mig kære; men jeg har det håb at de også vil finde gode velvillige venner i den store læsende almenhed og ikke mindst blandt skuespillerfolket; thi de frembyder alle uden undtagelse taknemmelige opgaver. Men studiet og gengivelsen af disse mennesker vil ikke falde let; og med hensyn til teatrene vilde det derfor være ønskeligt om bogen kunde indleveres nogenlunde tidligt i sæsonen. De fornødne følgebreve skal blive Dem tilsendte til godhedsfuld besørgelse.
Dette nye stykke står i visse måder på en plads for sig selv i min dramatiske produktion; fremgangsmåden er i forskellige henseender afvigende fra min tidligere. Herom vil jeg imidlertid ikke videre udtale mig. Kritikerne vil forhåbentlig nok finde punkterne; i al fald vil de finde adskilligt at tvistes om, adskilligt at fortolke. Derhos tror jeg at «Vildanden» måske kan lokke nogle af vore yngre dramatikere ind på nye veje, og dette vilde jeg holde for ønskeligt. –
Trykningen af «Vildanden» går nu forhåbentlig raskt fremad. Hils Sigurd og tag selv mange hilsener fra eders hengivne
Herved tilstiller jeg Dem et exemplar af mit nye skuespil «Vildanden», hvilket jeg beder Dem på mine vegne indlevere til teaterdirektionen.
Herved tillader jeg mig at indlevere mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om, hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
Herved tillader jeg mig at indlevere til det kgl: dramatiske teater mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om, hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
Herved tillader jeg mig at indlevere til det kgl. teater mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
1. november rejser vi ned til Bozen, hvor vi agter at opholde os en uges tid. Skulde et uindbundet exemplar af «Vildanden» kunne afsendes fra København på mandag eller senest på tirsdag, bedes pakken adresseret: Poste restante, Bozen, Tyrol. Kan dette ikke ske, bedes bogen sendt til Rom under min vanlige adresse, konsulatet.
Du kan vel tænke dig hvor højlig det måtte glæde mig her i ensomheden at modtage et sådant budskab fra dig og din hustru i anledning af «Vildanden». Hvorledes den vil blive set på og bedømt hjemme, ved jeg endnu ikke.
Vor fælles ven Jonas Lie har meddelt mig et forlydende om at direktionen for det svenske teater i Helsingfors muligvis kunde ønske at opføre mit nye skuespil «Vildanden» under den forudsætning at man har de dertil passende artistiske kræfter til sin rådighed.
Som svar på Deres forespørgsel skynder jeg mig at meddele at «Vildanden» ligesom alle mine skuespil er arrangeret fra tilskuerpladsen og ikke fra scenen. Jeg arrangerer alting således, som jeg ser det for mig under nedskrivningen.
Det var mig en stor glæde gennem Deres venlige brev at erfare at et nyt oplag af «Vildanden» allerede er under pressen og forhåbentlig snart kan ventes i handelen. Det norske «Dgbl:» for 15de indeholder den notits at «første oplag er udsolgt,» hvilket synes at antyde at bogen for øjeblikket ikke er at erholde i Kristiania. Jeg håber imidlertid at denne foreløbige standsning af salget dersteds ikke vil medføre nogen påtagelig større skade.
Jeg har ved udgivelsen af «Vildanden» atter fåt bekræftelse på, hvor klogt det er at holde indholdet af et nyt digterarbejde hemmeligt indtil bogen foreligger i handelen. På forhånd at offentliggøre større eller mindre brudstykker medfører utvilsomt tab både for forfatteren og for forlæggeren.
Som svar på direktionens meget ærede skrivelse af 15. dennes, skal jeg herved meddele at jeg er villig til at overlade direktionen den udesluttende rettighed til opførelse af mit skuespil «Vildanden» i Stockholm på samme vilkår, som de, der ifølge reglementet gælder for svenske dramatiske originalarbejder, – dog således, at omkostningerne ved oversættelsen bliver mig uvedkommende.
Tillad mig i anledning af den forestående indstudering af «Vildanden» at gøre opmærksom på at stykket af mig er tænkt arrangeret fra tilskuerpladsen og ikke fra scenen. Dette er af vigtighed navnlig for optrinene efter at Hedvig har skudt sig.
«Vildanden» i 2. oplag har jeg havt den fornøjelse at modtage og det er mig særdeles kært at erfare at afsætningen går så raskt fra hånden. En trykfejl har jeg fundet i begge oplag: Side 167 står i Hjalmars anden replik: Men du må jage på mig, G –. Dette skal være: Men du må ikke jage på mig, o. s. v. Overhovedet er jeg særdeles erkendtlig for den udmærket omhyggelige korrektur.
Ligeledes takker jeg Dem for de mange tilsendte aviser med anmeldelser af «Vildanden». «Aftenposten»s forhastede begejstring over stykket og derpå følgende tilbagetog har vakt megen morskab i Kristiania. Men sagen har også sin alvorlige side, i det man jo her ser at der gives anmeldere, som indretter sin dom efter hvad de ansér tjenligst for det parti de tilhører.
Som svar på herr kammerherrens meget ærede skrivelse af 20. november skal jeg ikke undlade at meddele at jeg indgår på de for mit skuespil «Vildanden» med hensyn til honoraret foreslåede betingelser og tegner mig med udmærket højagtelse
I håb om at vi fra begge sider må få glæde af «Vildanden»s opførelse på Bergens teater, og med alle gode ønsker for den nationale scene tegner jeg mig
Efter første gangs opførelse af «Vildanden» har direktionen for nævnte teater at indbetale til Dem 500 kroner.
Når jeg endnu ikke har gengældt Deres besøg og personlig overbragt min taksigelse, så er grunden den, at jeg gerne vilde samtidigt kunne overrække det exemplar af «Vildanden», som jeg har lovet Dem.
Endnu et exemplar af «Vildanden» nødes jeg til at bede Dem om. Det er bestemt for min italienske biograf og oversætter Alfredo Mazza, som har leveret en fortrinlig oversættelse af «Et dukkehjem».
I slutningen af forrige år havde De den godhed at tilskrive mig et brev angående rollebesætningen i «Vildanden», hvilket jeg indtil nu ikke har besvaret.
I sin i tidningerne indførte skrivelse udtaler herr direktør Willman at en sådan rolleforandring muligvis kunde finde sted når stykket havde været opført et større antal gange. På denne udtalelse støtter jeg mit ønske og mit håb om at «Vildanden» snart må føres frem for Stockholms almenhed i en så fordelagtig skikkelse som muligt.
Tillad mig herved at takke Dem forbindtligst for det tilsendte exemplar af «Vildanden» samt for de forskellige aviser med anmeldelser af opførelsen, – og ikke mindst for telegrammet, hvormed De havde den godhed at betænke mig.
Nu har De havt den godhed at sende mig en oversættelse af «Vildanden» og jeg må altså antage at De i mellemtiden har drevet nordiske sprogstudier. Men disse studier har ikke på langt nær været indgående nok. Hele oversættelsen vrimler af misforståelser, og originalens sprogtone finder jeg ikke gengivet. I originalen har enhver person en ejendommelig individuel måde at udtrykke sig på; i oversættelsen taler alle personerne i en jævn flad almindelighed.
Men under alle omstændigheder må jeg betinge mig at den skrækkelige Isachsen holdes udenfor. Jeg ved fra sikker kilde at han ved sin ravgale opfatning og desperate gengivelse af doktor Relling i «Vildanden» fordærvede totalindtrykket af dette stykke. Det havde været vedkommende sceneinstruktørs ubetingede pligt at fratage ham rollen så snart det på prøverne viste sig at han ikke kunde spille den. Den dengang udviste ligegyldighed lige over for et nyt stykke af mig har givet mig adskilligt at tænke på, og jeg berører denne gamle historie her fordi jeg vil have udtalt den bestemte forventning at der bliver holdt ret alvorligt øje med indstuderingen af «Rosmersholm».
Til fru v. Borch skrev jeg igår og meddelte hende at jeg under et par nærmere angivne betingelser vedkommende korrekturlæsningen intet har at indvende imod at hendes oversættelse af «Vildanden» udkommer på herr Fischers forlag i stedet for hos Reclam.
Jeg må bede Dem godhedsfuldt tilgive at jeg indtil idag har forsømt at sende Dem min skyldige taksigelse for Deres oversættelse af «Vildanden» og for det tilsendte exemplar af samme.
Som svar på Deres ærede skrivelse skal jeg bemærke at mit skuespil «Vildanden», oversat af M. v. Borch, allerede for flere måneder siden er udkommet hos S. Fischer i Berlin og på titelbladet betegnet som «einzige vom Verfasser autorisirte deutsche Ausgabe».
Det strider desuden aldeles imod mine intentioner at lade dette store arbejde udkomme på tysk så kort tid efter oversættelserne af «Rosmersholm» og «Vildanden».
Det meste af bladenes beretninger om opførelsen af «Vildanden» har jeg for længe siden læst, – altså, hjertelig tak, nogen tilsendelse behøves ikke. Hvad De i Deres brev meddeler om Deres personlige iagttagelser under forestillingerne interesserede mig levende.
Det er vel muligt at jeg i mit brev til hende kan have sagt at jeg «meget gerne» skulde have betroet hende mit nye skuespil, hvis ikke sagen allerede havde været ordnet på en anden måde. Men jeg synes, hun burde have forstået at dette udtryk ikke var at opfatte anderledes, end som en almindelig høflighedsformel. Thi havde jeg virkelig ønsket hende til oversætterinde ved denne anledning, så havde jeg naturligvis derom henvendt mig til hende. Men en sådan henvendelse kunde aldrig falde mig ind fordi jeg ikke ansér hende for skikket dertil. Det er ikke så ret længe siden at hun yttrede til min hustru at hun ikke forstod meningen med «Vildanden». Og jeg er temmelig sikker på at det vil gå hende ligedan med mit nye skuespil.
VILDANDEN SKUESPIL I FEM AKTER
VILDANDEN
HEDVIG skriger Vildanden!
RELLING Se så; er nu den vildanden på færde igen?
GREGERS afledende Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.
HEDVIG Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.
HEDVIG Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.
GREGERS lidt nærmere Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
HEDVIG rejser sig Vildanden!
HEDVIG Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig.
HJALMAR Skyde vildanden!
RELLING Vildanden?
GREGERS Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.
HEDVIG Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.
HJALMAR Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
HEDVIG Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.
HEDVIG Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!
EKDAL Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.
HJALMAR Vildanden skræpper. Far er på loftet.
GREGERS Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
GINA steller ved bordet Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.
HJALMAR Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!
HEDVIG går efter ham Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!
GREGERS Og nu bér De for vildanden også?
GREGERS Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.
HEDVIG Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
HEDVIG Ja men vildanden da?
GREGERS Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.
VILDANDEN
VILDANDEN
GINA Hun vilde skyde vildanden.
HEDVIG Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.
GREGERS råber til Hjalmar Hun har selv skudt vildanden, du!
GREGERS Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden –
GREGERS Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.
HJALMAR taler sagtere På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
HEDVIG henne ved Gregers Nu kan De da rigtig se vildanden.
HEDVIG står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte Vildanden!
GREGERS Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.
GREGERS Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.
GREGERS Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
HEDVIG Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS Har vildanden sovet godt i nat?
HEDVIG Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!
HEDVIG Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.
EKDAL Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.
Det glæder mig meget at De tænker på at opføre «Vildanden» og jeg kan ikke tænke mig at der skulde være noget i vejen for at De spiller stykket også i Göteborg. Da De spørger om honoraret, så skulde jeg foreslå 500 kroner. For de få gange «Et dukkehjem» har været opført af Dem ønsker jeg ikke at modtage noget honorar.
Gegen die von Ihnen beabsichtigten Uebersetzungen meiner Schauspiele «De unges forbund» und «Vildanden» habe ich nichts einzuwenden.
Modtag herved min bedste tak for Deres godhedsfulde meddelelse angående «Vildanden». Det er mig særdeles magtpåliggende at hverken dette eller noget andet af mine skuespil bringes til opførelse i Frankrige undtagen i Deres oversættelse, for så vidt en sådan foreligger.
På indlagte brev fra M. Antoine har jeg svaret takkende for hans hensigt også at bringe «Vildanden» til opførelse, men at jeg meget skulde ønske at han vilde benytte Deres oversættelse. Hvad han beslutter sig til, véd jeg ikke. Men da Théâtre Libre vel må betragtes nærmest som en privat forening, så er der neppe adgang til gennem retslige midler at nedlægge noget forbud, et skridt, som af forskellige grunde kanhænde heller ikke vilde være at anbefale. Jeg lægger forøvrigt afgørelsen af dette spørgsmål ganske i Deres hænder, forvisset om at De vil vide at træffe den rigtigste fremgangsmåde.
Comme réponse à votre demande il faut que je vous communique par la présente, que je ne peux pas vous donner la permission de publier ou faire représenter votre traduction de ma pièce Vildanden. C’est que dans les deux cas j’ai chargé mon traducteur autorisé, Mr. le comte de Prozor de me représenter et de surveiller mes affaires littéraires en France, et une traduction de cette pièce est déjà prête de sa main et va paraître dans peu de temps.
Comme suite de ceci aucun éditeur français ne pourra éditer et aucun théâtre français ne pourra représenter la traduction de Vildanden faite par vous et P. H. à mon insu et sans mon consentement.
Sagen er nemlig den at jeg fra literatører i Paris jævnlig modtager breve indeholdende anmodninger om autorisation til at oversætte et eller andet af mine skuespil. Det er navnlig «Hedda Gabler», «Vildanden» og «En folkefiende», hvorom der handles og da vedkommende ikke i regelen er de skandinaviske sprog mægtige, så foreslår de mig at foretage oversættelsen efter en af de tyske eller engelske udgaver. Naturligvis går mit svar stadig ud på at De og ingen anden har udelukkende autorisation til at oversætte mine arbejder på fransk og at jeg desuden ikke vilde kunne godkende nogen oversættelse, der ikke er foretagen direkte efter originalen.
Hvis jeg ikke har misforstået Dem så foreligger Deres manuskript færdigt til udgivelse. Og da formentlig det samme er tilfældet med oversættelsen af «Vildanden» så vilde der nu haves tilstrækkeligt materiale til at fylde et nyt bind af omtrent samme omfang som det hos Mr: Savine tidligere udkomne. Den for nogen tid siden omtelegraferede offentliggørelse af «Hedda Gabler» i en revue burde vel da helst udeblive.
Af Deres venlige igår modtagne brev sér jeg med beklagelse at det svar, jeg nylig sendte Dem, har berørt Dem på en ubehagelig måde. Jeg kan meget vel forstå dette og må åbent erkende at der hos mig herskede en mistydning af Deres bevæggrunde til at oversætte og eventuelt at lade offentliggøre og bringe til opførelse mit skuespil «Vildanden». Ved Deres nu i en så elskværdig form afgivne forklaring er naturligvis enhver misforståelse fra min side ryddet af vejen.
Jeg vil desuden udtale at enhver oversættelse, der fremkommer gennem samarbejde mellem to eller flere er mig principielt imod. «Vildanden» frembyder desuden ganske særlige vanskeligheder i det man må være meget nøje fortrolig med det norske sprog for at kunne forstå hvor gennemgående enhver enkelt person i stykket har sin ejendommelige, individuelle udtryksmåde, hvorigennem tillige vedkommendes dannelsesgrad markeres. Når f. ex. Gina taler, må man straks kunne høre på hende at hun aldrig har lært grammatik og at hun er udgået fra de lavere samfundslag. Og således fremdeles på forskellig måde for alle de øvrige personers vedkommende. Oversætterens opgave er således her ingenlunde let at løse.
Deres Oversættelse af mit Stykke «Vildanden» maa aldrig og intetsteds offentliggjøres eller opføres.
En særdeles behagelig overraskelse var det mig at erfare at det kgl: teaters genoptagelse af «Vildanden» havde indbragt mig et så betydeligt beløb, som det, De i Deres brev havde den godhed at nævne. Jeg havde ikke på langt nær gjort regning på så meget. Og meddelelsen var mig dobbelt kærkommen fordi den indløb netop nu efterat indredningen af vor bolig hersteds havde forvoldt mig så mange extraordinære udtællinger. For øvrigt har vi gjort den erfaring at vi her kan leve for omtrent det samme beløb som i München; måské dog med en undtagelse for kommunalskatternes vedkommende. Disse har nemlig hersteds nået en temmelig betydelig højde, medens jeg, som udlænding, i München kun havde at svare skat af, hvad jeg ved mit literære arbejde fortjente i selve Bayern og det blev jo ikke så farlig meget. – Hjertelige hilsener!
Af aviserne sér jeg at «Vildanden» skal spilles på fredag. Jeg beder Dem i den anledning om godhedsfuldt at forhindre at den skrækkelige Isachsen kommer til at spille dr. Relling. Han har jo tidligere fordærvet halve stykket for mig!
Jeg har i opdrag at henvende en ærbødig forespørgsel til Dem. Det er fra dr. Edvard Brandes, som opholder sig her og spørgsmålet gælder om det skulde være ham muligt at få sé «Et dukkehjem» eller «Vildanden» da han agter at skrive om vort teater, hvilket han omfatter med levende interesse.
Tak for Deres venlige brev! Herr Helsengreen må gerne beholde «Vildanden» indtil en anden direktør melder sig. Skrivelsen fra Dr. Buzzi skal jeg besvare idag eller senest imorgen. J. B. Halvorsen har fået alle de oplysninger om digtene, som jeg har kunnet skaffe til veje.
Vildanden er hjertelig velkommen!
Siden midten af Marts måned har jeg været så upasselig, at min læge har forbudt mig al brevskrivning uden benyttelse af sekretær. Deraf kommer min lange taushed. – De bør indgå på Nationalteatrets honorarforslag angående «Et Vildskud». Underhandlinger fører neppe til noget, og heller ikke jeg tror at stykket fylder en hel aften. – «Violin» er mig en kær digtning. Hele min egen vildand er levende, såret og fint følende tilstede i den, og den har sunget sig ind i mit sind. Vær forvisset om det! Men De må ikke kræve nogen nærmere udtalelse af mig ad skriftlig vej. Aller mindst nu, da jeg egentlig slet ikke har lov til at skrive. – Men send De mig et par linjer en gang imellem, når De har tid og lyst og vil nøjes med et svar i telegrafisk korthed. Jeg hører så gerne på Dem. Lytter så gerne i taushed – men ikke derfor mindre forstående. Hvad violinen synger, sætter jeg om i ord – ord, som jeg kanske selv digter og vildanden ikke.
Samtidig med dette brev sender jeg Dem manuskriptet til mit nye skuespil «Vildanden», der i de fire sidste måneder daglig har beskæftiget mig og som jeg ikke uden et visst savn nu må skille mig ved. Menneskene i dette stykke er, trods deres mangehånde skrøbeligheder, dog ved denne langvarige daglige omgang med dem blevne mig kære; men jeg har det håb at de også vil finde gode velvillige venner i den store læsende almenhed og ikke mindst blandt skuespillerfolket; thi de frembyder alle uden undtagelse taknemmelige opgaver. Men studiet og gengivelsen af disse mennesker vil ikke falde let; og med hensyn til teatrene vilde det derfor være ønskeligt om bogen kunde indleveres nogenlunde tidligt i sæsonen. De fornødne følgebreve skal blive Dem tilsendte til godhedsfuld besørgelse.
Dette nye stykke står i visse måder på en plads for sig selv i min dramatiske produktion; fremgangsmåden er i forskellige henseender afvigende fra min tidligere. Herom vil jeg imidlertid ikke videre udtale mig. Kritikerne vil forhåbentlig nok finde punkterne; i al fald vil de finde adskilligt at tvistes om, adskilligt at fortolke. Derhos tror jeg at «Vildanden» måske kan lokke nogle af vore yngre dramatikere ind på nye veje, og dette vilde jeg holde for ønskeligt. –
Trykningen af «Vildanden» går nu forhåbentlig raskt fremad. Hils Sigurd og tag selv mange hilsener fra eders hengivne
Herved tilstiller jeg Dem et exemplar af mit nye skuespil «Vildanden», hvilket jeg beder Dem på mine vegne indlevere til teaterdirektionen.
Herved tillader jeg mig at indlevere mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om, hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
Herved tillader jeg mig at indlevere til det kgl: dramatiske teater mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om, hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
Herved tillader jeg mig at indlevere til det kgl. teater mit nye skuespil «Vildanden» med forespørgsel om hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse.
1. november rejser vi ned til Bozen, hvor vi agter at opholde os en uges tid. Skulde et uindbundet exemplar af «Vildanden» kunne afsendes fra København på mandag eller senest på tirsdag, bedes pakken adresseret: Poste restante, Bozen, Tyrol. Kan dette ikke ske, bedes bogen sendt til Rom under min vanlige adresse, konsulatet.
Du kan vel tænke dig hvor højlig det måtte glæde mig her i ensomheden at modtage et sådant budskab fra dig og din hustru i anledning af «Vildanden». Hvorledes den vil blive set på og bedømt hjemme, ved jeg endnu ikke.
Vor fælles ven Jonas Lie har meddelt mig et forlydende om at direktionen for det svenske teater i Helsingfors muligvis kunde ønske at opføre mit nye skuespil «Vildanden» under den forudsætning at man har de dertil passende artistiske kræfter til sin rådighed.
Som svar på Deres forespørgsel skynder jeg mig at meddele at «Vildanden» ligesom alle mine skuespil er arrangeret fra tilskuerpladsen og ikke fra scenen. Jeg arrangerer alting således, som jeg ser det for mig under nedskrivningen.
Det var mig en stor glæde gennem Deres venlige brev at erfare at et nyt oplag af «Vildanden» allerede er under pressen og forhåbentlig snart kan ventes i handelen. Det norske «Dgbl:» for 15de indeholder den notits at «første oplag er udsolgt,» hvilket synes at antyde at bogen for øjeblikket ikke er at erholde i Kristiania. Jeg håber imidlertid at denne foreløbige standsning af salget dersteds ikke vil medføre nogen påtagelig større skade.
Jeg har ved udgivelsen af «Vildanden» atter fåt bekræftelse på, hvor klogt det er at holde indholdet af et nyt digterarbejde hemmeligt indtil bogen foreligger i handelen. På forhånd at offentliggøre større eller mindre brudstykker medfører utvilsomt tab både for forfatteren og for forlæggeren.
Som svar på direktionens meget ærede skrivelse af 15. dennes, skal jeg herved meddele at jeg er villig til at overlade direktionen den udesluttende rettighed til opførelse af mit skuespil «Vildanden» i Stockholm på samme vilkår, som de, der ifølge reglementet gælder for svenske dramatiske originalarbejder, – dog således, at omkostningerne ved oversættelsen bliver mig uvedkommende.
Tillad mig i anledning af den forestående indstudering af «Vildanden» at gøre opmærksom på at stykket af mig er tænkt arrangeret fra tilskuerpladsen og ikke fra scenen. Dette er af vigtighed navnlig for optrinene efter at Hedvig har skudt sig.
«Vildanden» i 2. oplag har jeg havt den fornøjelse at modtage og det er mig særdeles kært at erfare at afsætningen går så raskt fra hånden. En trykfejl har jeg fundet i begge oplag: Side 167 står i Hjalmars anden replik: Men du må jage på mig, G –. Dette skal være: Men du må ikke jage på mig, o. s. v. Overhovedet er jeg særdeles erkendtlig for den udmærket omhyggelige korrektur.
Ligeledes takker jeg Dem for de mange tilsendte aviser med anmeldelser af «Vildanden». «Aftenposten»s forhastede begejstring over stykket og derpå følgende tilbagetog har vakt megen morskab i Kristiania. Men sagen har også sin alvorlige side, i det man jo her ser at der gives anmeldere, som indretter sin dom efter hvad de ansér tjenligst for det parti de tilhører.
Som svar på herr kammerherrens meget ærede skrivelse af 20. november skal jeg ikke undlade at meddele at jeg indgår på de for mit skuespil «Vildanden» med hensyn til honoraret foreslåede betingelser og tegner mig med udmærket højagtelse
I håb om at vi fra begge sider må få glæde af «Vildanden»s opførelse på Bergens teater, og med alle gode ønsker for den nationale scene tegner jeg mig
Efter første gangs opførelse af «Vildanden» har direktionen for nævnte teater at indbetale til Dem 500 kroner.
Når jeg endnu ikke har gengældt Deres besøg og personlig overbragt min taksigelse, så er grunden den, at jeg gerne vilde samtidigt kunne overrække det exemplar af «Vildanden», som jeg har lovet Dem.
Endnu et exemplar af «Vildanden» nødes jeg til at bede Dem om. Det er bestemt for min italienske biograf og oversætter Alfredo Mazza, som har leveret en fortrinlig oversættelse af «Et dukkehjem».
I slutningen af forrige år havde De den godhed at tilskrive mig et brev angående rollebesætningen i «Vildanden», hvilket jeg indtil nu ikke har besvaret.
I sin i tidningerne indførte skrivelse udtaler herr direktør Willman at en sådan rolleforandring muligvis kunde finde sted når stykket havde været opført et større antal gange. På denne udtalelse støtter jeg mit ønske og mit håb om at «Vildanden» snart må føres frem for Stockholms almenhed i en så fordelagtig skikkelse som muligt.
Tillad mig herved at takke Dem forbindtligst for det tilsendte exemplar af «Vildanden» samt for de forskellige aviser med anmeldelser af opførelsen, – og ikke mindst for telegrammet, hvormed De havde den godhed at betænke mig.
Nu har De havt den godhed at sende mig en oversættelse af «Vildanden» og jeg må altså antage at De i mellemtiden har drevet nordiske sprogstudier. Men disse studier har ikke på langt nær været indgående nok. Hele oversættelsen vrimler af misforståelser, og originalens sprogtone finder jeg ikke gengivet. I originalen har enhver person en ejendommelig individuel måde at udtrykke sig på; i oversættelsen taler alle personerne i en jævn flad almindelighed.
Men under alle omstændigheder må jeg betinge mig at den skrækkelige Isachsen holdes udenfor. Jeg ved fra sikker kilde at han ved sin ravgale opfatning og desperate gengivelse af doktor Relling i «Vildanden» fordærvede totalindtrykket af dette stykke. Det havde været vedkommende sceneinstruktørs ubetingede pligt at fratage ham rollen så snart det på prøverne viste sig at han ikke kunde spille den. Den dengang udviste ligegyldighed lige over for et nyt stykke af mig har givet mig adskilligt at tænke på, og jeg berører denne gamle historie her fordi jeg vil have udtalt den bestemte forventning at der bliver holdt ret alvorligt øje med indstuderingen af «Rosmersholm».
Til fru v. Borch skrev jeg igår og meddelte hende at jeg under et par nærmere angivne betingelser vedkommende korrekturlæsningen intet har at indvende imod at hendes oversættelse af «Vildanden» udkommer på herr Fischers forlag i stedet for hos Reclam.
Jeg må bede Dem godhedsfuldt tilgive at jeg indtil idag har forsømt at sende Dem min skyldige taksigelse for Deres oversættelse af «Vildanden» og for det tilsendte exemplar af samme.
Som svar på Deres ærede skrivelse skal jeg bemærke at mit skuespil «Vildanden», oversat af M. v. Borch, allerede for flere måneder siden er udkommet hos S. Fischer i Berlin og på titelbladet betegnet som «einzige vom Verfasser autorisirte deutsche Ausgabe».
Det strider desuden aldeles imod mine intentioner at lade dette store arbejde udkomme på tysk så kort tid efter oversættelserne af «Rosmersholm» og «Vildanden».
Det meste af bladenes beretninger om opførelsen af «Vildanden» har jeg for længe siden læst, – altså, hjertelig tak, nogen tilsendelse behøves ikke. Hvad De i Deres brev meddeler om Deres personlige iagttagelser under forestillingerne interesserede mig levende.
Det er vel muligt at jeg i mit brev til hende kan have sagt at jeg «meget gerne» skulde have betroet hende mit nye skuespil, hvis ikke sagen allerede havde været ordnet på en anden måde. Men jeg synes, hun burde have forstået at dette udtryk ikke var at opfatte anderledes, end som en almindelig høflighedsformel. Thi havde jeg virkelig ønsket hende til oversætterinde ved denne anledning, så havde jeg naturligvis derom henvendt mig til hende. Men en sådan henvendelse kunde aldrig falde mig ind fordi jeg ikke ansér hende for skikket dertil. Det er ikke så ret længe siden at hun yttrede til min hustru at hun ikke forstod meningen med «Vildanden». Og jeg er temmelig sikker på at det vil gå hende ligedan med mit nye skuespil.