FALK har vendt sig overrasket
Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogsaa, at jeg stole kan
Paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?
Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.
Jeg veed jo nok, De Vilje har for To
Til mig at skille ved min Sjælero;
Men om De ogsaa har behørig Tro,
Se, det er Sagen.
FALK
De heder Svanhild?
SVANHILD
Ja, det veed De vel.
SVANHILD
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –
FALK ler
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig)
Hvorfor fik De sligt
Memento mori alt fra De var liden?
SVANHILD
Er det da stygt?
SVANHILD
De tænker nok paa Sagakongens Datter –?
SVANHILD livligt
Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!
Men da maa Maalet være Springet værd.
Et Kalifornien bag Ørkensandet, –
Hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.
SVANHILD med Finhed
Aa, iblandt Andet – at det fast er frækt,
Naar vor Tids Zakarias kræver Pæren. –
Har Træet overblomstret sig ifjor,
Saa maa iaar ej fordres samme Flor.
SVANHILD ryster paa Hovedet
Valkyrien savnes ej i dette Land!
Da Troen truedes ifjor i Syrien,
Gik De da did som Korsets svorne Mand?
Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –
Og sendte Kirketidenden en Daler.
SVANHILD hæftigt
Men Grunden!
FALK med Udbrud
Grunden? Jo, fordi jeg hader
At gaa omkring med frækt udringet Sjæl,
Som Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –
At gaa omkring med blottet Hjertevarme,
Som unge Kvinder gaar med nøgne Arme!
De var den Eneste, – De, Svanhild, De –
Saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun gaar over mod Lysthuset og ser ud)
De lytter –?
SVANHILD
Til en anden Røst, som taler.
Hys! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,
Da kommer flyvende en liden Fugl, –
Se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –
Ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
Som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,
Hun fik af Gud en liden Fugl til Ven –
For En kun skabt og for den Enes Have.
SVANHILD
Mit Værk?
SVANHILD
Har jeg!
SVANHILD
Som høster
Hin Lykkens Overflod? Ak nej desværre!
FALK med næsten barnlig Glæde
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kjærlig dog, Vorherre!
Jeg faar ej se Dem som en Andens Brud; –
Det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes Haand)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
FRU HALM til Svanhild
Nu har vi Præstens lige paa Minuttet.
Hvor blev Du af?
SVANHILD
O fy!
SVANHILD ryster paa Hovedet
Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,
Saa vist, som det, vi træder paa, er Jorden.Urent rim.
SVANHILD
Nej, i Daad.
Men saa kom Tanterne med gode Raad, –
De skulde Sagen drøfte, granske, veje – –Identisk rim.
(nærmere)
Den stille Tanke, siger De; nej kjækt et
Forsøg jeg vovede – som Malerinde.
SVANHILD
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et Smil)
De frygted nok, «min Fremtid» skulde lide,
Hvis unge Herrer fik den Sag at vide.
FALK
Da nikked Deres Moder over Bordet:
«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold.»
Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,
Som den blev nydt af Unge og af Gamle.
Men Navnet tog mig i det samme Nu;
Den vilde Vølsungsaga med sin Gru,
Med sine faldne Ætters lange Række,
Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;
Jeg saa i Dem en Svanhild Nummer To,
I andre Former, efter Tiden lempet.
Bag Reglens Løgnflag er forlænge kjæmpet,
Nu fordrer Fylkingen Forlig og Ro;
Men voxer over Skræv en Samtids Brøde,
Da maa for Slægtens Synd en Skyldfri bløde.
SVANHILD med let Ironi
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
Saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;
Men det er sagtens Deres mindste Kunst
At høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.
SVANHILD
sagte
O ja, jeg husker De kan bruge Stenen.
SVANHILD
De Svaret ved:
Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.
FALK
De, Svanhild; De, som –
SVANHILD
Jeg, som end igaar –?
O, var De selv da, Falk, igaar den Samme?
De bød mig, som en Lykke, Siljens Kaar –
SVANHILD i aandeløs Spænding
Det vil De?
FALK
Ja, og vi skal vise Verden,
At Kjærligheden har en evig Magt,
Som bær den uskadt og i al sin Pragt
Igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
Der brandt, som Baun paa Bergets bratte Tinde; –
Da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;
Nu peger jeg mod Kvindens sande Maal!
En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
Se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!
SVANHILD
Saa tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer Løvet ud; min Vaar begynder!
FALK
Nej, sig det engang til, med Sandheds rene
Usvigelige Røst, at Du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
SVANHILD kaster sig om hans Hals
Ja, jeg er din!
SVANHILD
Jeg var en Hjemløs i min Moders Hus,
Jeg var en Ensom i mit eget Indre,
En ubedt Gjæst i Glædens Glans og Sus, –
Gjaldt Intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom Du! For første Gang paa Jord
Jeg fandt min Tanke bag en Andens Ord;
Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,
Du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!
Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,
Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,
Som Havet drages af en løvgrodd Strand
Og Skjæret skyver Sjøerne tilbage.
Nu har jeg seet til Bunden af din Sjæl,
Nu har Du mig udelelig og hel;
Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,
Mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!
SVANHILD
Lytt stilt, Du Elskte, – i den svale Kveld
Gaar gjennem Lindens Løv et Tonevæld –
FALK hurtigt
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;
At gaa til Dagværk nu, var Helligbrøde.
(Døren til Havestuen aabnes)
Din Moder kommer! Skjul Dig! Som min Brud
Skal intet Øje Dig iaften møde!
SVANHILD
Falk, lad os rejse!
FALK
Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.
SVANHILD
Skal jeg?
GULDSTAD
Nej bliv og hør tilende.
En anden Kvinde bad jeg ej om Sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;
Til Snærperi er Deres Sind for rigt.
Jeg saa Dem voxe, saa Dem foldes ud;
De ejed Alt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –
Men længe saa jeg kun i Dem en Datter, –
Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
SVANHILD
Han var os værst.
SVANHILD
Hvor haardt han slog.
FALK med udbrydende Angst
Jo, vi To, Svanhild –!
SVANHILD
Slipp et Haab, som daarer;
Ifald Du Løgnen saaer, Du høster Taarer.
De Andre, siger Du? Og tror Du ej,
At Hver og En har tænkt, som Du og jeg,
At han var den, som turde trodse Lynet, –
Hvem ingen Storm til Jorden kunde slaa,
Hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet
Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
SVANHILD smerteligt
O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!
Hvad gjælder «længe» vel for Kjærligheden?
Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden.
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
Den Sang skal altsaa tie, og isteden
Det lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!
(som løftet af en stærk Indskydelse)
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
Ej dø med Solgraad bag en Sky i Vest; –
Vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,
I Middagsstunden, der den glittrer bedst!
SVANHILD
Vi er Børn af Vaaren;
Bag den skal ikke komme nogen Høst,
Da Sangerfuglen tier i dit BrystSkal uttales «Brøst» for å rime på «Høst».
Og aldrig længes did, hvor den er baaren.
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
Slaa Linet over alle Drømmes Lig; –
Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
Skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –
Dø skal den, som den leved, ung og rig!
SVANHILD
Hvor Lykkens Alf med Døden stred.
(med Styrke)
Til Viv for Dig blev Evnen ej mig givet,
Det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,
Men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.
(nærmere og med stigende Ild)
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
Nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!
Giv Alfen Vinger, lad for Sangens Sus
Ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!
Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –
Et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad;
Den kjække Svømmer rækker Paradiset!
Lad Lykken synke, gaa i Graven vaad;
Vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,
Naa sejersfrelst iland ifra Forliset!
SVANHILD ildfuldt
Vil Du!
FALK
Kast den! Jeg forstaar Dig!
Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer Dig!
Som Grav er Vej til Livets Morgenskjær,
Saa er og Elskov først til Livet viet,
Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
Den flyer til Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!
SVANHILD jublende
Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!
Flyv frit! Nu har Du Dig til Sejer svunget, –
Nu har din Svanhild Svanesangen sunget!
(tar Ringen af og trykker et Kys paa den)
Til Verdens Fald imellem Havets Siv
Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par Skridt opover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret Udtrykk)
Nu har jeg mistet Dig for dette Liv, –
Men jeg har vundet Dig for Evigheden!
SVANHILD
Og Du gaar opad mod dit Maal som Digter!
SVANHILD
Raad over mig.
SVANHILD
Og Frist –
SVANHILD smiler stille
Aa, ikke længe; blot til Løvet falder.
SVANHILD mellem Spøg og Alvor
Vent til Sorgen kommer
Og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –
Vent til den nager vaagen og i Drømme,
Saa kan om Styrken af min Tro De dømme.
FRU HALM dæmpet
Men vil I To da aldrig holde Fred?
Nu har Du gjort Herr Falk for Alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FALK
Nej, dejligt som et Digt,
Men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.
Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud
Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej – kast det bort, som et forældet Skrud.
SVANHILD
Men Sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.
Nej højt i Sadlen! I min stille Tanke
Jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,
Jog ud i Verden vidt, jog kjæk og trygg,
Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
SVANHILD
Ja, ganske sandt,
Se Pæretræet, som ved Gjærdet staar, –
Hvor det er goldt og blomsterløst iaar.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækt
Med Kronen krøget under Frugtens Vægt.
SVANHILD
Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.
Hvem ruster sig for Sandhed nutildags?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
SVANHILD betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt
Falk, er De vred?
SVANHILD
Men sig mig dog –!
SVANHILD i samme Tone
Og arver nok en ganske vakker Skilling, –
Ja, for det er vel Lind De mener?
SVANHILD med et dæmpet Smil
Ja, som Brudens Søster
Bør jeg jo –
SVANHILD peger raskt mod Baggrunden
Se derhenne!
SVANHILD
Og tror De ikke Smerten mangengang
Mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne Veje – –
SVANHILD
Ja efter Forslag af den ældste Tante;
Hun foretrak en Plads som Gouvernante – –
FALK bevæget
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres Spott
Der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i Støvet traadt,
Og æltet til et Ler, hvis Form ej huskes,
Da skal af hver en Tusindkunstner fuskes
Med Modellerkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
Den skaber Dem paany – i eget Billed;
Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig paa Postamentet stillet,
Da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk Ro; som Marmor sval!
Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen
Hun passer dejligt til Dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes Haand)
Men skal De aandigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
De kommer tidsnok i det gyldne Bur.
Der trives Damen, men der sygner Kvinden,
Og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad Andre faa Dem i det nye Hjem;
Men her, her sprang min første Livsvaar ud, –
Her skjød mit Sangertræ de første Skud,
Her fik jeg Vingers Flugt; – hvis De ej svigter,
Jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!
FALK
Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,
Min stolte Svanhild, – hvis De Springet vover.
Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!
SVANHILD
At være fri?
SVANHILD med undertrykt Bitterhed
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
Skjønt klart den viser Deres Hjertelag.
De ser paa mig, som Barnet paa en Silje,
Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
SVANHILD nærmer sig
Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
Ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.
SVANHILD
Nej. Vil De mod Løgnen stride,
Jeg staar, som Søster, tro ved Deres Side.
SVANHILD
Og De vil klare det; – naar De staar fri,
Og staar alene.
SVANHILD
Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad!
Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –
FALK
Nej, den har Plads for To, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,
Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
SVANHILD
Vi følges?
SVANHILD
Har hun ikke delt
Sit Sjæleguld med ham og alle Frender,
Sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,
Saa Ingen skylder hende Summen helt?
Hos Ingen af dem har hun Alt at kræve,
For Ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
Jeg har en Eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
Med tusindfoldig Sang, Du drog derind;
Du raader der paa alle Tankens Baner,
Lig Vaarens Vellugt fylder Du mit Sind.
Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,
At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt, –
At jeg var død og hørte Klokken kime,
Som kaldte mig til Lys fra Livets Tant.
SVANHILD
Det er for os det synger gjennem Dalen!
SVANHILD
Og se, hvor lett det er for To at vinde,
Naar han er Mand –
SVANHILD
Saa op til Kamp mod Savnet og mod Sorgen;
(viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren)
I denne Stund fortæller jeg dem Alt!
SVANHILD ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed
De kom som onde Fristere, de To,
Hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.
En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,
Naar Sjælen luder under Velstandsvægten?
Den Anden spurgte: Hvor har Elskov Liv,
Naar Kravet er en evig Armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne Lære
Som Sandheds Ord, og endda Livet bære!
GULDSTAD ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
Det er et fælles Stoff vi To har fundet.
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
SVANHILD
Det var, som Alt gik under i det Samme.
(nærmere ved ham)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
Da hele Verden havde os forladt,
Da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden
Af Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
Og Lid paa evig Elskov mellem To; –
Han kom med Verdens Gaver, tog vor Tro,
Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!
SVANHILD
Men dersom den alligevel gik under,
Den Kjærlighed, som skulde bære Alt, –
Har Du da
det, som endda Lykken grunder?
SVANHILD
Og tør Du helligt love mig for Gud,
At aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,
Men dufte, som idag, og holde ud
For hele Livet?
FALK forfærdet
Hvad vil Du, Svanhild!
SVANHILD
Farvel!
SVANHILD
Det sidste!
(river sig løs)
Nu kan jeg glad for dette Liv Dig miste!
SVANHILD fjerner sig mod Baggrunden
Farvel!
(gaar videre)
SVANHILD
Jo, Et forlanger jeg ved denne Pagt:
At flytte bort –
SVANHILD
Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.
SVANHILD varm
Ja netop Tidens! Hvorfor sætte Sejl,
Naar ingen Luftning stryger over Fjorden?
SVANHILD med tankefuld Deltagelse
De er som to Naturer, –
To uforligte – –
SVANHILD
Det glapp, thi Evnen var mig nægtet;
Men Frihedstrangen lod sig ikke binde;
Bag Stafeliet søgte den Theatret –
SVANHILD blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden til sig
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.
De skulde tiet; – skal da Lykken støttes
Af Løftets Ord, for ej at gaa itu!
Nu har De talt og nu er Alt forbi.
SVANHILD
Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,
Og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –
Hvad saa?
SVANHILD
Nej, tro mit Ord,
Til slig en Børneleg er jeg for stor;
Men De, som fødtes til en Aandens Daad, –
De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster
Og hænger Deres Digtliv i en Traad,
Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!
SVANHILD mildere
Se, det er smukt;
Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
Saa faar det enten briste eller bære.
Papirets Digtning hører Pulten til,
Og kun den levende er Livets Eje,
Kun den har Færdselsrett paa Højdens Veje;
Men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
Jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;
Det var min eneste, nu er jeg tomm, –
Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!
SVANHILD neppe hørligt
Og hvis vi faldt –?
FALK
Ja vi, de venneløse To i Verden,
Vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,
Vi, som staar udenfor og ser paa Færden
Igjennem Ruden i den stille Natt;
Lad Lamper lyse og lad Toner klinge,
Lad dem derinde sig i Dansen svinge; –
Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa, –
Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
SVANHILD
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre til og fra?
Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,
Da vil jeg staa og falde ved din Side.
O, Intet er saa lett, som Biblens Bud,
At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
Og følge den, man elsker, frem til Gud.
SVANHILD ryster stille paa Hovedet
Den Aker, som et Tvivlens Haglslag lagde,
Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
SVANHILD
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
De gaar opover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.
SVANHILD
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme; –
Men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,
Det er som Digte daled i mit Sind – –
Nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
O Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til Højre og kommer snart ind igjen)
O det var syndigt, syndigt!
SVANHILD
Ja det er usselt, usselt dog, det Hele;
Jeg ved ej Nogens Lod, jeg vilde dele.
SVANHILD med et alvorligt Anstrøg
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
Og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –
SVANHILD peger mod Huset
Derinde er der Fest i alle Sale,
Der lyser Lamper for de unge To,
Der lyder glade Venners Sang og Tale.
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,
At der er Lykken – blandt de glade Røster.
(medlidende)
Du Verdens Lykkebarn, – Du stakkels Søster!
SVANHILD efter en kort tankefuld Stillhed
Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt
Paa Vejen for mig til vort Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
Da bød Du Lys, – da lod Du ham mig finde!
(ser paa Falk med stille kjærlig Forundring)
Hvad Kraft er dog i Dig, Du stærke Træ,
Som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,
Som staar alene, og som dog har Læ
For mig –?
SVANHILD vil fjerne sig
Farvel!
GULDSTAD
Aa nej, den er dog Noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme Strøm
Af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,
Saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
Af Viljens Bøjning mod hinanden ned,
Af Vaagen for at ingen Sten skal trykke
Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
Den Mandekraft, som bær med villig Rygg,
Den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,
Den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
Til Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig Hu.
SVANHILD
Just derfor maa vi. Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!
Og ve, naar engang Regnskabsdagen kommer,
Og naar vi stædes for den store Dommer,
Og naar han kræver, som retfærdig Gud,
Den Skatt han laante os i Livsenshaven –
Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
«Den har vi mistet undervejs til Graven!»
SVANHILD
Men ikke sygt.
GULDSTAD leende
Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;
Men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
GULDSTAD ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
Stopp, vi er paa rette Sporet!
Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,
Og gjør han det, da gjør han det som Ven.
GULDSTAD
Og De er Haabets unge glade Sanger.
(træder mellem dem)
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.
Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,
Som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.
SVANHILD
Nej, en
Kamelia; som før Konvallerne,
Den er jo Damers Hovedpynt paa Ballerne.
SVANHILD
Den Slags er kun for Solens Døttres Tørst.
FALK med et Smil ud over Mængden
Og jeg gaar opad – til en Fremtids Muligheder!Tetrasyllabisk rim (-vvv).
Farvel!
(dæmpet til Svanhild)
Gud signe Dig, min Livsvaars Viv; –
Hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa Dig!
(svinger Huen og følger Studenterne)
FALK
Alt er som afbrændt, dødt, – en trøstløs Jammer –!
Slig gaar man gjennem Verden, To og To;
Tilhobe staar de, som de sorte Stammer,
En Skogbrand levned paa den øde Mo; –
Saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –
O, bringer Ingen Livets friske Grønt!
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
Jo En – jo En –!
Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære paa Verandaen, de to Første med Haandarbejde, den Sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
FRØKEN SKJÆRE ser sig om
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;
Nu er hun borte.
SVANHILD har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt Udtryk
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;
Men naar den kommer, – bær den som en Mand.
Han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FRU HALM
Ja, Svanhild, vil Du hente
Mit uldne Shavl.
Svanhild gaar ind i Huset; de Andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden og ud tilvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.
FALK
Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen
Er sjelden, som en Elg; hold fast i Halen.
(med et Blik mod Huset)
Hys, – Svanhild –
Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange op og ned i Haven, under synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.
SVANHILD efter et kort Ophold
De ser saa vist paa mig –?
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
FALK i lidenskabeligt Oprør
Nej – kun Øje
For Øje, Svanhild, – ikkun Tand for Tand!
Nu faar De ingen Hilsen fra det Høje,
Og ingen Gave mer fra Sangens Land.
Se, det er Hævnen over Deres Værk!
til Svanhild
SVANHILD
Lidt Ondt i Hodet; det gaar over snart.
Svanhild gaar ind i Huset.
LIND
Hvad! Var det Svanhild?
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
SVANHILD
Falk! Staar De her i Mørke?
Svanhild har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk og hviler Hovedet paa dem.
FALK gaar nogle Gange frem og tilbage, tar en Cigar op, standser nær ved hende og siger efter en Pause
De finder vist, at det er meget latterligt,
Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
Herefter taler jeg med Handsker paa,
Slig vil vi To hinanden bedst forstaa. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
SVANHILD løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig
Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord
Til Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
Til klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».
De ligned Dem med Falken, der maa stævne
Mod Vinden, dersom den skal Højden naa;
Jeg var det Vift, der bar Dem mod det Blaa, –
Foruden mig var magtløs Deres Evne. –
Hvor jammerligt! Hvor smaat i Et og Alt, –
Ja latterligt, som selv tilslutt De aned!
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;
Thi for mit Syn en anden frem den maned,
Der ej, som Deres, hinker lamm og halt.
Jeg saa Dem, ej som Falken, men som Dragen,
Som Digterdrage, dannet af Papir,
Hvis eget Jeg en Biting er og blir,
Mens Sejlgarnssnoren udgjør Hovedsagen.
Den brede Brystning var som skreven fuld
Af Fremtidsvexler paa poetisk Guld;
Hver Vinge var en Bundt af Epigrammer,
Som slaar i Vejr og Vind, men Ingen rammer;
Den lange Hale var et Tidens Digt,
Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
Men som kun drev det til saa smaat at hviske
Om Et og Andet, der har brudt sin Pligt.
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
«Aa sætt mig op i Vester eller Øster!
Aa lad tilvejrs mig gaa med mine Kvad,
Selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
FALK
Nej nu til Daad; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning)
Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;
Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet.
(gaar raskt ud til Højre; fra Vandet lyder atter)
Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.
SVANHILD
Nej, Kjærligheden lever jo af Luften –
Han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.
SVANHILD
Falk, et Ord!
Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I Baggrunden Borde med Opdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde fra Huset, hvor alle Vinduer er oplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra Højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.
FALK nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.
Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
Lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjerner.
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
Nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;
Som Jacobs Ætt, med Vandringsstav i Haand
Og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.
Du sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukt
For Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,
Du travle ridderslagne Træl af Tiden,
Mur Du kun Kongegrav i Pyramiden, –
Jeg gaar til Frihed gjennem Døgnets Ørk,
For mig er Fremkomst selv i Havets Fjære;
Men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,
Skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!
(kort Ophold; han ser paa hende og tar hendes Haand)
Du er saa stille, Svanhild!
nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
SVANHILD
Og saa glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal Du for mig; frem gaar da, som paa Rad,
Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,
Lig modne Liljer over Tjernets Strømme.
ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
FALK
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –
Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren!
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;
Der lugter Lig, hvor To gaar Dig forbi
Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
Med Løgnens klumre Kalkgrav indeni,
Med Dødens Slapphed over hver en Stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,
Er slig en Lod da værd de tusind Fagter?
At drætte Børnedrifter op til Sligt,
At fede dem med Rettsind og med Pligt,
At gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –
Til Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!
Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Baggrunden. Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.
FRU HALM hen for sig
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?
(livligt, til Guldstad)
Men, nej, jeg kan ej tro –
ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
SVANHILD
Nu maa jeg gaa.
Svanhild viger sky tilbage.
GULDSTAD urokkelig
For nogle Timer siden
Var det dog Sandhed. Det var Deres Ord,
Da her De stod, som han i Brabantstriden,
Og sloges med det ganske Thevandsbord.
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
Som nu fra Dem; og det er saare grejdt;
Vi finder Alle jo, det er lidt lejt
At høre Døden nævne, naar vi skranter.
Se Præsten, han, som komponerte, malte,
I Elskovsdagene, med Aand og Smag; –
Hvor kan De undres paa at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Hun var jo skabt for ham til
Elskerinde, –
Til Viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?
Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,
Kom hele Rimeriet strax paatvers,
Og siden den Tid har hans Muse sovet
Ved Rokkeduren af en evig Jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild)
Fryser De?
(betragter Svanhild)
SVANHILD
sagte
Jeg fryser ikke.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
GULDSTAD
At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
Sig ogsaa hende det i denne Stund.
(trykker hans Haand)
Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.
Og tør De love mig med Haand og Mund,
At være hende slig en Ven i Livet,
Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,
Som jeg kan være det, –
(vender sig til Svanhild)
Nu godt, saa skriv et
Udslettningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det Stille;
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk)
Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;
Tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.
Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;
Alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som Søn for mig, og hun min Datter.
De ved, ved Grændsen ejer jeg et Brug;
Did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,
Og er saa Aaret omme, sees vi atter. –
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
Glem ej, at Farten nedad Livets Elv
Er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –
Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
(vender sig til Svanhild)
SVANHILD
Og Du saa stille.
Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.
FRU HALM
Hys, lad det bli fortiet!
(gaar opover til Svanhild)
(gaar opover til Svanhild)
GULDSTAD ser tilbage mod Svanhild
Her er nok Noget brustet i en Sjæl;
Men det, som endnu lever, vil jeg hele.
ser tilbage mod Svanhild
SVANHILD
Nej, Intet binder.
(dæmpet til Svanhild)
SVANHILD ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk
Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
Nu falder Løvet; – lad nu Verden faa mig.
I dette Øjeblik spilles op til Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som spændt har iagttaget Scenen, iler til og omringer dem under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de Dansende længere inde i Haven.
Svanhild, Komedie i tre Akter
Svanhild,
Svanhild . Hvilke Forfædre?
Falk . Jeg har rigtignok hørt sige at De havde en Bed- stefader som hed Svend og en Bedstemoder som hed Helle, og at det er derfor De blev kaldt Svanhild, men det kan jeg ikke tro.
Svanhild . Det kan vel saa være, men –
Svanhild . Ja, bestandig.
Svanhild . Det var noget Stygt, som De foretog Dem. De slog en Stær ihjel nede i Hæggetræet.
Svanhild . Ja oppe fra Vinduet. Den sad og sang der- nede,. dDe laa og hørte paa, og da den holdt op ventede De en Stund, saa tog De en Sten og –
Svanhild . Nei.
Falk . Hvor meget er der ikke i Dem som maa ryk- kes op med Rod før Verden kan bruge Dem. De fire Heste maa sent eller tidligt ud for at gjø- re Tjeneste; Svanhild, som hun nu er, maa trædes under Fødder, stampes paa, knuses under Hovene, og naar saa Verden har hende som en formløs Lerklump, saa kan den agere Kunst- ner; Hei, saa skal den ud med Modellerkniven, saa skaber den hende om i sit Billede ligesom Vorherre gjorde, sætter ent smukt Fodstykke under, og saa passer hun til Dekorationen, til Kostumet, i Balsalen, i Ægteskabet i Hverdagslivet, og hvor det skal være!
Svanhild . Opoffre mig, o Gud, hvad skulde De kunne bruge big til?
Svanhild . Ja, – De som staar saa høit over mig.
Svanhild . Bogvæsen?
Svanhild . Nu er De igjen saa underlig, næsten bitter.
Svanhild . Ikke hos mig. Falk, der er noget som feiler Dem; kan ikke jeg hjælpe? Dersom De bare vilde sige mig –
Svanhild (tier og græder stille ved Lysthuset.)
Falk . De græder, Svanhild! O, gjør ikke det, (tager hendes Tørklæde og tørrer Taarerne af) Saa, saa, – vær nu ikke bedrøvet; Gud ved, jeg vil ikke gjøre Dem ondt. Der kommer de Andre. Svar mig havde De Mod til at leve det Liv med mig, rigt, men kort, kort. , bare en Sommer over?
Svanhild (tier som før.)
Falk . Hvad der spørges om, er om et Offer for mig, et Offer, fuldstændigt fra Deres Side; at som Stæren at synge dem tom og fylde mig med Ind- holdet, og naar jeg er færdig med Dem naar jeg kan dDem – Alt forbi, – ingen Vinter bagefter – saa skilles vi – Svanhild – svar mig for Gud, har De Mod?
Falk . See, see, lille Frøken Svanhild; er De der. Jeg syntes nylig De sad nede ved Vandet hos Deres Forfædre.
Svanhild . Aa, altid gjør De Nar – (hun fjerner sig.)
Svanhild . Det kan ogsaa være det samme.
Svanhild . Sig mig, hvorfor er De altid anderledes mod mig naar vi er alene, end naar vi er sam- men med Andre?
Svanhild . Og saa kunde De være saa umenneskelig –!
Svanhild . En Lyde!?
Svanhild . Jeg tror at De igrunden er et ondt Menneske.
Svanhild . En Bog!
Falk . Deres Familiekrønike. – Nei nei da – det er Vøl- sungasaga. Der kan De læse om den rette Svanhild; det har De jo saa stor Lyst til sagde De igaar. Hun var en Kongedatter og en herlig Kvinde; men der var noget raaddent ved de so- ciale Forholde der i Landet; naa ja, det er der andetsteds med; man indretter sig saa fortviv- let gjennem Slægt til Slægt at Nemesis fra og til maa ud og skaffe lidt Ligevægt tilveie. Forstaar De mig?
Falk . Seer De, naar der saaledes gjennem lange Tider er gjort Brud paa den menneskelige Orden, naar det saaledes følger at Forholdene at der stiftes Ægteskaber uden Kjærlighed, og Kjærligheden ikke kan nære sig uden gjennem Forbrydel- ser, saa maa nu og da et Offer falde for at forsone de vrede Guddomme. Og til Offer maa Slægten give det Bedste den har. Saaledes gik det med den ægte Svanhild; der var skeet stygge Ting i hendes Slægt; de som bedrev det slap godt; hun var uskyldig og blev revet sønder af fire Heste. Det er omtrent hvad man kalder Fatum.
Svanhild . Revet sønder –
Svanhild . Jeg forstaar ikke hvad De mener.
Svanhild . Falk, Falk! Hvad er det! De gjør mig bange!
Falk . O, havde jeg kun een stærk Evne i min Sjæl; en eneste Evne, som jeg ved jeg mang- ler, da skulde dDe ved den levende Gud – ikke gaa tilgrunde. Sig mig, Svanhild, hav- de De Mod til at opoffre Dem ganske for mig istedetfor for Verden – tør De – aa, jeg er gal, at jeg siger alt dette –
Svanhild . Og naar dDe saa kunde mig udenad?
Svanhild (efter et Øiebliks Pause) Nei!
Svanhild . Saa høflig er De aldrig mod mig.
Svanhild . Nei det vil jeg ikke, for jeg er vred paa Dem for Noget fra igaar.
Svanhild . De tror jeg vil forandre mig saa meget?
Svanhild . Men jeg forstod Dem ikke.
Svanhild (tier.)
Svanhild.
Svanhild.
Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Sofie og Frøken Lærke paa Verandaen, de to Første med Haandarbeide, den sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Johan, Fladland, Guld- stad og Pasop om Bordet hvorpaa Punsch o bolle og Glasse. Svanhild sidder i Baggrunden ved Vandet.
Svanhild (som imidlertid har nærmet sig.) Til Straf skal jeg bede Vorherre om en stor Sorg til Dem fordi De taler saa stygt.
(Alle gaar mod Baggrunden undtagen Falk og Fladland; Svanhild er bleven tilbage inde i Huset.)
Falk . Skaal og tillykke. Der kommer Svanhild; hun ved naturligviis ikke Noget?
Falk. Svanhild (kommer ud fra Huset.)
Svanhild . Hvad er det De taler om?
Fru Halm Frøken Parelius. Svanhild Fru Gundersen. Anna Fru Juel. Falk Herr Gundersen. Lind Herr Abelsted. Guldstad Herr Wolf. Styver Herr Isachsen. Frøken Skjære Fru Ursin. Stråmand Herr Clausen. Fru Stråmand Fru Wolf.
Svanhild
Fru Halm – fru Giebelhausen. Svanhild – fru Gundersen. Anna – fru Juel. Falk – hr: Gundersen . Lind – hr: Abelsted. Guldstad – herr Reimers. Styver – hr: Isachsen. Frøken Skjære – fru Wolf. Stråmand – hr: Clausen (hr: Nielsen eller hr: J: Brun?) Fru Stråmand – frøken Parelius.
«Hærmændene på Helgeland» skrev jeg som forlovet. Til «Hjørdis» har jeg benyttet samme model, som senere til «Svanhild» i «Kærlighedens Komedie».
FALK har vendt sig overrasket
Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogsaa, at jeg stole kan
Paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?
Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.
Jeg veed jo nok, De Vilje har for To
Til mig at skille ved min Sjælero;
Men om De ogsaa har behørig Tro,
Se, det er Sagen.
FALK
De heder Svanhild?
SVANHILD
Ja, det veed De vel.
SVANHILD
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –
FALK ler
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig)
Hvorfor fik De sligt
Memento mori alt fra De var liden?
SVANHILD
Er det da stygt?
SVANHILD
De tænker nok paa Sagakongens Datter –?
SVANHILD livligt
Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!
Men da maa Maalet være Springet værd.
Et Kalifornien bag Ørkensandet, –
Hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.
SVANHILD med Finhed
Aa, iblandt Andet – at det fast er frækt,
Naar vor Tids Zakarias kræver Pæren. –
Har Træet overblomstret sig ifjor,
Saa maa iaar ej fordres samme Flor.
SVANHILD ryster paa Hovedet
Valkyrien savnes ej i dette Land!
Da Troen truedes ifjor i Syrien,
Gik De da did som Korsets svorne Mand?
Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –
Og sendte Kirketidenden en Daler.
SVANHILD hæftigt
Men Grunden!
FALK med Udbrud
Grunden? Jo, fordi jeg hader
At gaa omkring med frækt udringet Sjæl,
Som Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –
At gaa omkring med blottet Hjertevarme,
Som unge Kvinder gaar med nøgne Arme!
De var den Eneste, – De, Svanhild, De –
Saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun gaar over mod Lysthuset og ser ud)
De lytter –?
SVANHILD
Til en anden Røst, som taler.
Hys! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,
Da kommer flyvende en liden Fugl, –
Se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –
Ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
Som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,
Hun fik af Gud en liden Fugl til Ven –
For En kun skabt og for den Enes Have.
SVANHILD
Mit Værk?
SVANHILD
Har jeg!
SVANHILD
Som høster
Hin Lykkens Overflod? Ak nej desværre!
FALK med næsten barnlig Glæde
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kjærlig dog, Vorherre!
Jeg faar ej se Dem som en Andens Brud; –
Det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes Haand)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
FRU HALM til Svanhild
Nu har vi Præstens lige paa Minuttet.
Hvor blev Du af?
SVANHILD
O fy!
SVANHILD ryster paa Hovedet
Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,
Saa vist, som det, vi træder paa, er Jorden.Urent rim.
SVANHILD
Nej, i Daad.
Men saa kom Tanterne med gode Raad, –
De skulde Sagen drøfte, granske, veje – –Identisk rim.
(nærmere)
Den stille Tanke, siger De; nej kjækt et
Forsøg jeg vovede – som Malerinde.
SVANHILD
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et Smil)
De frygted nok, «min Fremtid» skulde lide,
Hvis unge Herrer fik den Sag at vide.
FALK
Da nikked Deres Moder over Bordet:
«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold.»
Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,
Som den blev nydt af Unge og af Gamle.
Men Navnet tog mig i det samme Nu;
Den vilde Vølsungsaga med sin Gru,
Med sine faldne Ætters lange Række,
Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;
Jeg saa i Dem en Svanhild Nummer To,
I andre Former, efter Tiden lempet.
Bag Reglens Løgnflag er forlænge kjæmpet,
Nu fordrer Fylkingen Forlig og Ro;
Men voxer over Skræv en Samtids Brøde,
Da maa for Slægtens Synd en Skyldfri bløde.
SVANHILD med let Ironi
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
Saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;
Men det er sagtens Deres mindste Kunst
At høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.
SVANHILD
sagte
O ja, jeg husker De kan bruge Stenen.
SVANHILD
De Svaret ved:
Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.
FALK
De, Svanhild; De, som –
SVANHILD
Jeg, som end igaar –?
O, var De selv da, Falk, igaar den Samme?
De bød mig, som en Lykke, Siljens Kaar –
SVANHILD i aandeløs Spænding
Det vil De?
FALK
Ja, og vi skal vise Verden,
At Kjærligheden har en evig Magt,
Som bær den uskadt og i al sin Pragt
Igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
Der brandt, som Baun paa Bergets bratte Tinde; –
Da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;
Nu peger jeg mod Kvindens sande Maal!
En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
Se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!
SVANHILD
Saa tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer Løvet ud; min Vaar begynder!
FALK
Nej, sig det engang til, med Sandheds rene
Usvigelige Røst, at Du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
SVANHILD kaster sig om hans Hals
Ja, jeg er din!
SVANHILD
Jeg var en Hjemløs i min Moders Hus,
Jeg var en Ensom i mit eget Indre,
En ubedt Gjæst i Glædens Glans og Sus, –
Gjaldt Intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom Du! For første Gang paa Jord
Jeg fandt min Tanke bag en Andens Ord;
Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,
Du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!
Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,
Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,
Som Havet drages af en løvgrodd Strand
Og Skjæret skyver Sjøerne tilbage.
Nu har jeg seet til Bunden af din Sjæl,
Nu har Du mig udelelig og hel;
Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,
Mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!
SVANHILD
Lytt stilt, Du Elskte, – i den svale Kveld
Gaar gjennem Lindens Løv et Tonevæld –
FALK hurtigt
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;
At gaa til Dagværk nu, var Helligbrøde.
(Døren til Havestuen aabnes)
Din Moder kommer! Skjul Dig! Som min Brud
Skal intet Øje Dig iaften møde!
SVANHILD
Falk, lad os rejse!
FALK
Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.
SVANHILD
Skal jeg?
GULDSTAD
Nej bliv og hør tilende.
En anden Kvinde bad jeg ej om Sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;
Til Snærperi er Deres Sind for rigt.
Jeg saa Dem voxe, saa Dem foldes ud;
De ejed Alt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –
Men længe saa jeg kun i Dem en Datter, –
Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
SVANHILD
Han var os værst.
SVANHILD
Hvor haardt han slog.
FALK med udbrydende Angst
Jo, vi To, Svanhild –!
SVANHILD
Slipp et Haab, som daarer;
Ifald Du Løgnen saaer, Du høster Taarer.
De Andre, siger Du? Og tror Du ej,
At Hver og En har tænkt, som Du og jeg,
At han var den, som turde trodse Lynet, –
Hvem ingen Storm til Jorden kunde slaa,
Hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet
Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
SVANHILD smerteligt
O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!
Hvad gjælder «længe» vel for Kjærligheden?
Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden.
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
Den Sang skal altsaa tie, og isteden
Det lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!
(som løftet af en stærk Indskydelse)
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
Ej dø med Solgraad bag en Sky i Vest; –
Vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,
I Middagsstunden, der den glittrer bedst!
SVANHILD
Vi er Børn af Vaaren;
Bag den skal ikke komme nogen Høst,
Da Sangerfuglen tier i dit BrystSkal uttales «Brøst» for å rime på «Høst».
Og aldrig længes did, hvor den er baaren.
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
Slaa Linet over alle Drømmes Lig; –
Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
Skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –
Dø skal den, som den leved, ung og rig!
SVANHILD
Hvor Lykkens Alf med Døden stred.
(med Styrke)
Til Viv for Dig blev Evnen ej mig givet,
Det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,
Men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.
(nærmere og med stigende Ild)
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
Nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!
Giv Alfen Vinger, lad for Sangens Sus
Ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!
Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –
Et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad;
Den kjække Svømmer rækker Paradiset!
Lad Lykken synke, gaa i Graven vaad;
Vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,
Naa sejersfrelst iland ifra Forliset!
SVANHILD ildfuldt
Vil Du!
FALK
Kast den! Jeg forstaar Dig!
Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer Dig!
Som Grav er Vej til Livets Morgenskjær,
Saa er og Elskov først til Livet viet,
Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
Den flyer til Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!
SVANHILD jublende
Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!
Flyv frit! Nu har Du Dig til Sejer svunget, –
Nu har din Svanhild Svanesangen sunget!
(tar Ringen af og trykker et Kys paa den)
Til Verdens Fald imellem Havets Siv
Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par Skridt opover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret Udtrykk)
Nu har jeg mistet Dig for dette Liv, –
Men jeg har vundet Dig for Evigheden!
SVANHILD
Og Du gaar opad mod dit Maal som Digter!
SVANHILD
Raad over mig.
SVANHILD
Og Frist –
SVANHILD smiler stille
Aa, ikke længe; blot til Løvet falder.
SVANHILD mellem Spøg og Alvor
Vent til Sorgen kommer
Og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –
Vent til den nager vaagen og i Drømme,
Saa kan om Styrken af min Tro De dømme.
FRU HALM dæmpet
Men vil I To da aldrig holde Fred?
Nu har Du gjort Herr Falk for Alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FALK
Nej, dejligt som et Digt,
Men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.
Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud
Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej – kast det bort, som et forældet Skrud.
SVANHILD
Men Sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.
Nej højt i Sadlen! I min stille Tanke
Jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,
Jog ud i Verden vidt, jog kjæk og trygg,
Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
SVANHILD
Ja, ganske sandt,
Se Pæretræet, som ved Gjærdet staar, –
Hvor det er goldt og blomsterløst iaar.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækt
Med Kronen krøget under Frugtens Vægt.
SVANHILD
Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.
Hvem ruster sig for Sandhed nutildags?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
SVANHILD betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt
Falk, er De vred?
SVANHILD
Men sig mig dog –!
SVANHILD i samme Tone
Og arver nok en ganske vakker Skilling, –
Ja, for det er vel Lind De mener?
SVANHILD med et dæmpet Smil
Ja, som Brudens Søster
Bør jeg jo –
SVANHILD peger raskt mod Baggrunden
Se derhenne!
SVANHILD
Og tror De ikke Smerten mangengang
Mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne Veje – –
SVANHILD
Ja efter Forslag af den ældste Tante;
Hun foretrak en Plads som Gouvernante – –
FALK bevæget
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres Spott
Der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i Støvet traadt,
Og æltet til et Ler, hvis Form ej huskes,
Da skal af hver en Tusindkunstner fuskes
Med Modellerkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
Den skaber Dem paany – i eget Billed;
Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig paa Postamentet stillet,
Da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk Ro; som Marmor sval!
Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen
Hun passer dejligt til Dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes Haand)
Men skal De aandigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
De kommer tidsnok i det gyldne Bur.
Der trives Damen, men der sygner Kvinden,
Og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad Andre faa Dem i det nye Hjem;
Men her, her sprang min første Livsvaar ud, –
Her skjød mit Sangertræ de første Skud,
Her fik jeg Vingers Flugt; – hvis De ej svigter,
Jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!
FALK
Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,
Min stolte Svanhild, – hvis De Springet vover.
Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!
SVANHILD
At være fri?
SVANHILD med undertrykt Bitterhed
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
Skjønt klart den viser Deres Hjertelag.
De ser paa mig, som Barnet paa en Silje,
Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
SVANHILD nærmer sig
Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
Ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.
SVANHILD
Nej. Vil De mod Løgnen stride,
Jeg staar, som Søster, tro ved Deres Side.
SVANHILD
Og De vil klare det; – naar De staar fri,
Og staar alene.
SVANHILD
Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad!
Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –
FALK
Nej, den har Plads for To, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,
Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
SVANHILD
Vi følges?
SVANHILD
Har hun ikke delt
Sit Sjæleguld med ham og alle Frender,
Sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,
Saa Ingen skylder hende Summen helt?
Hos Ingen af dem har hun Alt at kræve,
For Ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
Jeg har en Eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
Med tusindfoldig Sang, Du drog derind;
Du raader der paa alle Tankens Baner,
Lig Vaarens Vellugt fylder Du mit Sind.
Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,
At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt, –
At jeg var død og hørte Klokken kime,
Som kaldte mig til Lys fra Livets Tant.
SVANHILD
Det er for os det synger gjennem Dalen!
SVANHILD
Og se, hvor lett det er for To at vinde,
Naar han er Mand –
SVANHILD
Saa op til Kamp mod Savnet og mod Sorgen;
(viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren)
I denne Stund fortæller jeg dem Alt!
SVANHILD ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed
De kom som onde Fristere, de To,
Hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.
En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,
Naar Sjælen luder under Velstandsvægten?
Den Anden spurgte: Hvor har Elskov Liv,
Naar Kravet er en evig Armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne Lære
Som Sandheds Ord, og endda Livet bære!
GULDSTAD ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
Det er et fælles Stoff vi To har fundet.
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
SVANHILD
Det var, som Alt gik under i det Samme.
(nærmere ved ham)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
Da hele Verden havde os forladt,
Da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden
Af Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
Og Lid paa evig Elskov mellem To; –
Han kom med Verdens Gaver, tog vor Tro,
Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!
SVANHILD
Men dersom den alligevel gik under,
Den Kjærlighed, som skulde bære Alt, –
Har Du da
det, som endda Lykken grunder?
SVANHILD
Og tør Du helligt love mig for Gud,
At aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,
Men dufte, som idag, og holde ud
For hele Livet?
FALK forfærdet
Hvad vil Du, Svanhild!
SVANHILD
Farvel!
SVANHILD
Det sidste!
(river sig løs)
Nu kan jeg glad for dette Liv Dig miste!
SVANHILD fjerner sig mod Baggrunden
Farvel!
(gaar videre)
SVANHILD
Jo, Et forlanger jeg ved denne Pagt:
At flytte bort –
SVANHILD
Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.
SVANHILD varm
Ja netop Tidens! Hvorfor sætte Sejl,
Naar ingen Luftning stryger over Fjorden?
SVANHILD med tankefuld Deltagelse
De er som to Naturer, –
To uforligte – –
SVANHILD
Det glapp, thi Evnen var mig nægtet;
Men Frihedstrangen lod sig ikke binde;
Bag Stafeliet søgte den Theatret –
SVANHILD blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden til sig
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.
De skulde tiet; – skal da Lykken støttes
Af Løftets Ord, for ej at gaa itu!
Nu har De talt og nu er Alt forbi.
SVANHILD
Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,
Og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –
Hvad saa?
SVANHILD
Nej, tro mit Ord,
Til slig en Børneleg er jeg for stor;
Men De, som fødtes til en Aandens Daad, –
De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster
Og hænger Deres Digtliv i en Traad,
Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!
SVANHILD mildere
Se, det er smukt;
Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
Saa faar det enten briste eller bære.
Papirets Digtning hører Pulten til,
Og kun den levende er Livets Eje,
Kun den har Færdselsrett paa Højdens Veje;
Men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
Jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;
Det var min eneste, nu er jeg tomm, –
Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!
SVANHILD neppe hørligt
Og hvis vi faldt –?
FALK
Ja vi, de venneløse To i Verden,
Vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,
Vi, som staar udenfor og ser paa Færden
Igjennem Ruden i den stille Natt;
Lad Lamper lyse og lad Toner klinge,
Lad dem derinde sig i Dansen svinge; –
Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa, –
Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
SVANHILD
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre til og fra?
Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,
Da vil jeg staa og falde ved din Side.
O, Intet er saa lett, som Biblens Bud,
At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
Og følge den, man elsker, frem til Gud.
SVANHILD ryster stille paa Hovedet
Den Aker, som et Tvivlens Haglslag lagde,
Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
SVANHILD
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
De gaar opover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.
SVANHILD
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme; –
Men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,
Det er som Digte daled i mit Sind – –
Nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
O Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til Højre og kommer snart ind igjen)
O det var syndigt, syndigt!
SVANHILD
Ja det er usselt, usselt dog, det Hele;
Jeg ved ej Nogens Lod, jeg vilde dele.
SVANHILD med et alvorligt Anstrøg
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
Og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –
SVANHILD peger mod Huset
Derinde er der Fest i alle Sale,
Der lyser Lamper for de unge To,
Der lyder glade Venners Sang og Tale.
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,
At der er Lykken – blandt de glade Røster.
(medlidende)
Du Verdens Lykkebarn, – Du stakkels Søster!
SVANHILD efter en kort tankefuld Stillhed
Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt
Paa Vejen for mig til vort Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
Da bød Du Lys, – da lod Du ham mig finde!
(ser paa Falk med stille kjærlig Forundring)
Hvad Kraft er dog i Dig, Du stærke Træ,
Som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,
Som staar alene, og som dog har Læ
For mig –?
SVANHILD vil fjerne sig
Farvel!
GULDSTAD
Aa nej, den er dog Noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme Strøm
Af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,
Saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
Af Viljens Bøjning mod hinanden ned,
Af Vaagen for at ingen Sten skal trykke
Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
Den Mandekraft, som bær med villig Rygg,
Den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,
Den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
Til Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig Hu.
SVANHILD
Just derfor maa vi. Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!
Og ve, naar engang Regnskabsdagen kommer,
Og naar vi stædes for den store Dommer,
Og naar han kræver, som retfærdig Gud,
Den Skatt han laante os i Livsenshaven –
Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
«Den har vi mistet undervejs til Graven!»
SVANHILD
Men ikke sygt.
GULDSTAD leende
Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;
Men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
GULDSTAD ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
Stopp, vi er paa rette Sporet!
Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,
Og gjør han det, da gjør han det som Ven.
GULDSTAD
Og De er Haabets unge glade Sanger.
(træder mellem dem)
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.
Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,
Som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.
SVANHILD
Nej, en
Kamelia; som før Konvallerne,
Den er jo Damers Hovedpynt paa Ballerne.
SVANHILD
Den Slags er kun for Solens Døttres Tørst.
FALK med et Smil ud over Mængden
Og jeg gaar opad – til en Fremtids Muligheder!Tetrasyllabisk rim (-vvv).
Farvel!
(dæmpet til Svanhild)
Gud signe Dig, min Livsvaars Viv; –
Hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa Dig!
(svinger Huen og følger Studenterne)
FALK
Alt er som afbrændt, dødt, – en trøstløs Jammer –!
Slig gaar man gjennem Verden, To og To;
Tilhobe staar de, som de sorte Stammer,
En Skogbrand levned paa den øde Mo; –
Saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –
O, bringer Ingen Livets friske Grønt!
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
Jo En – jo En –!
Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære paa Verandaen, de to Første med Haandarbejde, den Sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
FRØKEN SKJÆRE ser sig om
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;
Nu er hun borte.
SVANHILD har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt Udtryk
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;
Men naar den kommer, – bær den som en Mand.
Han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FRU HALM
Ja, Svanhild, vil Du hente
Mit uldne Shavl.
Svanhild gaar ind i Huset; de Andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden og ud tilvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.
FALK
Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen
Er sjelden, som en Elg; hold fast i Halen.
(med et Blik mod Huset)
Hys, – Svanhild –
Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange op og ned i Haven, under synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.
SVANHILD efter et kort Ophold
De ser saa vist paa mig –?
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
FALK i lidenskabeligt Oprør
Nej – kun Øje
For Øje, Svanhild, – ikkun Tand for Tand!
Nu faar De ingen Hilsen fra det Høje,
Og ingen Gave mer fra Sangens Land.
Se, det er Hævnen over Deres Værk!
til Svanhild
SVANHILD
Lidt Ondt i Hodet; det gaar over snart.
Svanhild gaar ind i Huset.
LIND
Hvad! Var det Svanhild?
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
SVANHILD
Falk! Staar De her i Mørke?
Svanhild har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk og hviler Hovedet paa dem.
FALK gaar nogle Gange frem og tilbage, tar en Cigar op, standser nær ved hende og siger efter en Pause
De finder vist, at det er meget latterligt,
Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
Herefter taler jeg med Handsker paa,
Slig vil vi To hinanden bedst forstaa. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
SVANHILD løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig
Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord
Til Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
Til klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».
De ligned Dem med Falken, der maa stævne
Mod Vinden, dersom den skal Højden naa;
Jeg var det Vift, der bar Dem mod det Blaa, –
Foruden mig var magtløs Deres Evne. –
Hvor jammerligt! Hvor smaat i Et og Alt, –
Ja latterligt, som selv tilslutt De aned!
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;
Thi for mit Syn en anden frem den maned,
Der ej, som Deres, hinker lamm og halt.
Jeg saa Dem, ej som Falken, men som Dragen,
Som Digterdrage, dannet af Papir,
Hvis eget Jeg en Biting er og blir,
Mens Sejlgarnssnoren udgjør Hovedsagen.
Den brede Brystning var som skreven fuld
Af Fremtidsvexler paa poetisk Guld;
Hver Vinge var en Bundt af Epigrammer,
Som slaar i Vejr og Vind, men Ingen rammer;
Den lange Hale var et Tidens Digt,
Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
Men som kun drev det til saa smaat at hviske
Om Et og Andet, der har brudt sin Pligt.
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
«Aa sætt mig op i Vester eller Øster!
Aa lad tilvejrs mig gaa med mine Kvad,
Selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
FALK
Nej nu til Daad; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning)
Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;
Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet.
(gaar raskt ud til Højre; fra Vandet lyder atter)
Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.
SVANHILD
Nej, Kjærligheden lever jo af Luften –
Han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.
SVANHILD
Falk, et Ord!
Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I Baggrunden Borde med Opdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde fra Huset, hvor alle Vinduer er oplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra Højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.
FALK nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.
Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
Lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjerner.
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
Nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;
Som Jacobs Ætt, med Vandringsstav i Haand
Og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.
Du sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukt
For Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,
Du travle ridderslagne Træl af Tiden,
Mur Du kun Kongegrav i Pyramiden, –
Jeg gaar til Frihed gjennem Døgnets Ørk,
For mig er Fremkomst selv i Havets Fjære;
Men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,
Skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!
(kort Ophold; han ser paa hende og tar hendes Haand)
Du er saa stille, Svanhild!
nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
SVANHILD
Og saa glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal Du for mig; frem gaar da, som paa Rad,
Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,
Lig modne Liljer over Tjernets Strømme.
ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
FALK
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –
Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren!
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;
Der lugter Lig, hvor To gaar Dig forbi
Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
Med Løgnens klumre Kalkgrav indeni,
Med Dødens Slapphed over hver en Stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,
Er slig en Lod da værd de tusind Fagter?
At drætte Børnedrifter op til Sligt,
At fede dem med Rettsind og med Pligt,
At gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –
Til Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!
Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Baggrunden. Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.
FRU HALM hen for sig
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?
(livligt, til Guldstad)
Men, nej, jeg kan ej tro –
ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
SVANHILD
Nu maa jeg gaa.
Svanhild viger sky tilbage.
GULDSTAD urokkelig
For nogle Timer siden
Var det dog Sandhed. Det var Deres Ord,
Da her De stod, som han i Brabantstriden,
Og sloges med det ganske Thevandsbord.
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
Som nu fra Dem; og det er saare grejdt;
Vi finder Alle jo, det er lidt lejt
At høre Døden nævne, naar vi skranter.
Se Præsten, han, som komponerte, malte,
I Elskovsdagene, med Aand og Smag; –
Hvor kan De undres paa at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Hun var jo skabt for ham til
Elskerinde, –
Til Viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?
Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,
Kom hele Rimeriet strax paatvers,
Og siden den Tid har hans Muse sovet
Ved Rokkeduren af en evig Jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild)
Fryser De?
(betragter Svanhild)
SVANHILD
sagte
Jeg fryser ikke.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
GULDSTAD
At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
Sig ogsaa hende det i denne Stund.
(trykker hans Haand)
Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.
Og tør De love mig med Haand og Mund,
At være hende slig en Ven i Livet,
Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,
Som jeg kan være det, –
(vender sig til Svanhild)
Nu godt, saa skriv et
Udslettningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det Stille;
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk)
Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;
Tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.
Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;
Alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som Søn for mig, og hun min Datter.
De ved, ved Grændsen ejer jeg et Brug;
Did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,
Og er saa Aaret omme, sees vi atter. –
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
Glem ej, at Farten nedad Livets Elv
Er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –
Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
(vender sig til Svanhild)
SVANHILD
Og Du saa stille.
Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.
FRU HALM
Hys, lad det bli fortiet!
(gaar opover til Svanhild)
(gaar opover til Svanhild)
GULDSTAD ser tilbage mod Svanhild
Her er nok Noget brustet i en Sjæl;
Men det, som endnu lever, vil jeg hele.
ser tilbage mod Svanhild
SVANHILD
Nej, Intet binder.
(dæmpet til Svanhild)
SVANHILD ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk
Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
Nu falder Løvet; – lad nu Verden faa mig.
I dette Øjeblik spilles op til Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som spændt har iagttaget Scenen, iler til og omringer dem under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de Dansende længere inde i Haven.
Svanhild, Komedie i tre Akter
Svanhild,
Svanhild . Hvilke Forfædre?
Falk . Jeg har rigtignok hørt sige at De havde en Bed- stefader som hed Svend og en Bedstemoder som hed Helle, og at det er derfor De blev kaldt Svanhild, men det kan jeg ikke tro.
Svanhild . Det kan vel saa være, men –
Svanhild . Ja, bestandig.
Svanhild . Det var noget Stygt, som De foretog Dem. De slog en Stær ihjel nede i Hæggetræet.
Svanhild . Ja oppe fra Vinduet. Den sad og sang der- nede,. dDe laa og hørte paa, og da den holdt op ventede De en Stund, saa tog De en Sten og –
Svanhild . Nei.
Falk . Hvor meget er der ikke i Dem som maa ryk- kes op med Rod før Verden kan bruge Dem. De fire Heste maa sent eller tidligt ud for at gjø- re Tjeneste; Svanhild, som hun nu er, maa trædes under Fødder, stampes paa, knuses under Hovene, og naar saa Verden har hende som en formløs Lerklump, saa kan den agere Kunst- ner; Hei, saa skal den ud med Modellerkniven, saa skaber den hende om i sit Billede ligesom Vorherre gjorde, sætter ent smukt Fodstykke under, og saa passer hun til Dekorationen, til Kostumet, i Balsalen, i Ægteskabet i Hverdagslivet, og hvor det skal være!
Svanhild . Opoffre mig, o Gud, hvad skulde De kunne bruge big til?
Svanhild . Ja, – De som staar saa høit over mig.
Svanhild . Bogvæsen?
Svanhild . Nu er De igjen saa underlig, næsten bitter.
Svanhild . Ikke hos mig. Falk, der er noget som feiler Dem; kan ikke jeg hjælpe? Dersom De bare vilde sige mig –
Svanhild (tier og græder stille ved Lysthuset.)
Falk . De græder, Svanhild! O, gjør ikke det, (tager hendes Tørklæde og tørrer Taarerne af) Saa, saa, – vær nu ikke bedrøvet; Gud ved, jeg vil ikke gjøre Dem ondt. Der kommer de Andre. Svar mig havde De Mod til at leve det Liv med mig, rigt, men kort, kort. , bare en Sommer over?
Svanhild (tier som før.)
Falk . Hvad der spørges om, er om et Offer for mig, et Offer, fuldstændigt fra Deres Side; at som Stæren at synge dem tom og fylde mig med Ind- holdet, og naar jeg er færdig med Dem naar jeg kan dDem – Alt forbi, – ingen Vinter bagefter – saa skilles vi – Svanhild – svar mig for Gud, har De Mod?
Falk . See, see, lille Frøken Svanhild; er De der. Jeg syntes nylig De sad nede ved Vandet hos Deres Forfædre.
Svanhild . Aa, altid gjør De Nar – (hun fjerner sig.)
Svanhild . Det kan ogsaa være det samme.
Svanhild . Sig mig, hvorfor er De altid anderledes mod mig naar vi er alene, end naar vi er sam- men med Andre?
Svanhild . Og saa kunde De være saa umenneskelig –!
Svanhild . En Lyde!?
Svanhild . Jeg tror at De igrunden er et ondt Menneske.
Svanhild . En Bog!
Falk . Deres Familiekrønike. – Nei nei da – det er Vøl- sungasaga. Der kan De læse om den rette Svanhild; det har De jo saa stor Lyst til sagde De igaar. Hun var en Kongedatter og en herlig Kvinde; men der var noget raaddent ved de so- ciale Forholde der i Landet; naa ja, det er der andetsteds med; man indretter sig saa fortviv- let gjennem Slægt til Slægt at Nemesis fra og til maa ud og skaffe lidt Ligevægt tilveie. Forstaar De mig?
Falk . Seer De, naar der saaledes gjennem lange Tider er gjort Brud paa den menneskelige Orden, naar det saaledes følger at Forholdene at der stiftes Ægteskaber uden Kjærlighed, og Kjærligheden ikke kan nære sig uden gjennem Forbrydel- ser, saa maa nu og da et Offer falde for at forsone de vrede Guddomme. Og til Offer maa Slægten give det Bedste den har. Saaledes gik det med den ægte Svanhild; der var skeet stygge Ting i hendes Slægt; de som bedrev det slap godt; hun var uskyldig og blev revet sønder af fire Heste. Det er omtrent hvad man kalder Fatum.
Svanhild . Revet sønder –
Svanhild . Jeg forstaar ikke hvad De mener.
Svanhild . Falk, Falk! Hvad er det! De gjør mig bange!
Falk . O, havde jeg kun een stærk Evne i min Sjæl; en eneste Evne, som jeg ved jeg mang- ler, da skulde dDe ved den levende Gud – ikke gaa tilgrunde. Sig mig, Svanhild, hav- de De Mod til at opoffre Dem ganske for mig istedetfor for Verden – tør De – aa, jeg er gal, at jeg siger alt dette –
Svanhild . Og naar dDe saa kunde mig udenad?
Svanhild (efter et Øiebliks Pause) Nei!
Svanhild . Saa høflig er De aldrig mod mig.
Svanhild . Nei det vil jeg ikke, for jeg er vred paa Dem for Noget fra igaar.
Svanhild . De tror jeg vil forandre mig saa meget?
Svanhild . Men jeg forstod Dem ikke.
Svanhild (tier.)
Svanhild.
Svanhild.
Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Sofie og Frøken Lærke paa Verandaen, de to Første med Haandarbeide, den sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Johan, Fladland, Guld- stad og Pasop om Bordet hvorpaa Punsch o bolle og Glasse. Svanhild sidder i Baggrunden ved Vandet.
Svanhild (som imidlertid har nærmet sig.) Til Straf skal jeg bede Vorherre om en stor Sorg til Dem fordi De taler saa stygt.
(Alle gaar mod Baggrunden undtagen Falk og Fladland; Svanhild er bleven tilbage inde i Huset.)
Falk . Skaal og tillykke. Der kommer Svanhild; hun ved naturligviis ikke Noget?
Falk. Svanhild (kommer ud fra Huset.)
Svanhild . Hvad er det De taler om?
Fru Halm Frøken Parelius. Svanhild Fru Gundersen. Anna Fru Juel. Falk Herr Gundersen. Lind Herr Abelsted. Guldstad Herr Wolf. Styver Herr Isachsen. Frøken Skjære Fru Ursin. Stråmand Herr Clausen. Fru Stråmand Fru Wolf.
Svanhild
Fru Halm – fru Giebelhausen. Svanhild – fru Gundersen. Anna – fru Juel. Falk – hr: Gundersen . Lind – hr: Abelsted. Guldstad – herr Reimers. Styver – hr: Isachsen. Frøken Skjære – fru Wolf. Stråmand – hr: Clausen (hr: Nielsen eller hr: J: Brun?) Fru Stråmand – frøken Parelius.
«Hærmændene på Helgeland» skrev jeg som forlovet. Til «Hjørdis» har jeg benyttet samme model, som senere til «Svanhild» i «Kærlighedens Komedie».