SAMFUNDETS STØTTER
SAMFUNDETS STØTTER
FRØKEN HESSEL Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger. (lægger hånden vægtigt på hans skulder) Nej, du; sandhedens og frihedens ånd, – det er samfundets støtter.
KONSUL BERNICK Du har heller ikke ret til det. Ikke til at foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre.
SAMFUNDETS STØTTER SKUESPIL I FIRE AKTER
SAMFUNDETS STØTTER
FRØKEN HESSEL Å, disse samfundets støtter!
KONSUL BERNICK Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter.
HELE SKAREN Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Hurra, hurra, hurra!
FRØKEN HESSEL Alle foreninger vil møde frem med sine faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af landet «Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets støtter».
FRØKEN HESSEL Og I kalder jer samfundets støtter!
Som svar på Deres forespørgsel skal jeg herved meddele at De og herr Julius Petersen kan erholde ret til at opføre «De unges forbund» og «Samfundets støtter» imod et honorar af 300 kroner for begge stykker tilsammen. Min betingelse er dog at beløbet nu straks indbetales til Gyldendalske boghandel i København.
Som svar på Deres ærede forespørgsel skal jeg herved meddele at De vil erholde den omskrevne ret til at opføre «Samfundets støtter» ved til mig direkte at indbetale et honorar af 40 kroner.
De beredte mig en stor fornøjelse ved underretningen om det nye oplag af «Samfundets støtter». Også herfor aflægger jeg Dem min taksigelse og tegner mig
Jeg har kun givet mit Samtykke til Opførelsen af «Samfundets Støtter» 1 en Gang paa Deres Frues Jubileum – enhver anden Opførelse forbydes
Med mit nye arbejde går det raskt fremad; om et par dage har jeg første akt færdig, og den er altid for mig det vanskeligste parti af et stykke. Bogens titel bliver: «Samfundets støtter», skuespil i fem akter. Dette arbejde kan på en måde betragtes som et modstykke til «De unges forbund», og kommer til at røre op i adskillige af tidens betydningsfuldere spørgsmål. Dette beder jeg imidlertid må foreløbig blive imellem os; lidt senere hen vil jeg gerne at det skal blive bekendt da jeg tror at lidt snak på forhånd imellem publikum bidrager til at fremme afsætningen.
Idag vil jeg benytte et ledigt øjeblik til at meddele Dem at jeg den 15. dennes blev færdig med mit nye stykke og at jeg nu er i fuld gang med renskriften. Manuskriptet udgør 164 sider, men ved afskriften kommer der jo altid nogle nye replikker til, og da jeg desuden har benyttet papir af temmelig stort format, så har jeg nogenlunde visshed for at bogen vil komme til at udgøre omtrent 12 trykte ark. Af hensyn til det kgl: theater i Stockholm, der kun ad omveje kan honorere trykte stykker, blir jeg måske nødt til at tage to afskrifter og sender Dem derfor foreløbig intet; senere skal jeg tilstille Dem manuskriptet lidt efter lidt. For det tilfælde at De vil udstede nogen meddelelse til boghandlerne, vil jeg meddele at stykket heder: «Samfundets støtter», skuespil i 4 akter.
Herved giver jeg mig den ære at oversende et exemplar af mit nye skuespil «Samfundets støtter» med forespørgsel om hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse på det kgl: theater.
Min bedste tak for det modtagne exemplar af «Samfundets støtter». Stykket er her antaget og allerede under oversættelse. Jeg skriver disse linjer hovedsagelig for at anmode Dem om at lade et exemplar smukt indbinde for kong Oskar; han har nemlig bedet mig om at få bogen snarest muligt. Imorgen aften rejser jeg herfra og vil antagelig kunne være i København fredag middag; dersteds kan jeg dennegang kun opholde mig et par dage; Dem tillader jeg mig selvfølgelig først og fremst at opsøge.
Dit og din Mimus’s brev modtog jeg i Upsala fredagen den 7de, just som jeg i al min pragt skulde begive mig på ballet. I kan prise jer lykkelige at I slap helskindede og uden sygdom fra den historie på Folgefonden; forhåbentlig viser I større forsigtighed herefter. – Doktorpromotionen foregik den 6te i domkirken med gribende højtidelighed; promotionsakten holdtes på latin af erkebiskoppen og tre professorer. De tre andre fakulteters doktorer fik hatte, vi fik laurbærkranse, hvilke vi siden bar hele dagen ved festmiddagen, ved den store folkefest i den botaniske have og ved festen om aftenen på Upsala slot. – «Samfundets støtter» er allerede antaget både her og i København. Skriv snart, og udebliv under ingen omstændigheder ved skolens begyndelse.
I håb om at den forestående opførelse af «Samfundets støtter» vil finde sted til alle parters tilfredshed tegner jeg mig med udmærket højagtelse
Jeg må da først og fremst forsikre Dig om at jeg aldrig, selv uden den udtømmende forklaring, Du har givet, vilde have mistydet din protest imod at «Samfundets støtter» blev bragt til opførelse i dette efterår; dertil er jeg altfor urokkelig overbevist om dit gamle venskab for mig. Men da Du nu alligevel har holdt en forklaring for ønskelig, så lad også mig fra min side forsikre Dig om at jeg ingensomhelst del har i de dispositioner, der nu er trufne ved theatret. Under min eneste samtale med theaterchefen ytrede han at han havde tænkt at lade mit stykke første gang blive spillet 3die Januar næste år. Jeg vidste da at dit skuespil var antaget, men forudsatte som en given sag at det vilde blive opført forinden det nævnte tidspunkt. Om de to tragediers antagelse var jeg fuldstændig uvidende og hverken om disse eller om dit stykke blev der ved den lejlighed talt. Den 3die Oktober modtog jeg fra kammerherre Fallesen et telegram, hvori han meddeler mig at han vil spille mit stykke allerede i November, hvis jeg vil udsætte bogens udgivelse indtil 30te samme måned. Dette telegram besvarede jeg dagen efter med et ubetinget afslag, og i et brev, skrevet og afsendt den 5te Oktober, motiverede jeg nøjere, hvorfor jeg ikke kunde gå ind på hans forslag. I dette brev fremhævede jeg udtrykkelig at det for mig, der lønnes med fast honorar, sletikke var ønskeligt eller fordelagtigt at få mit stykke så hurtigt opført, såsom jeg måtte befrygte at bogens afsætning ialfald i København og omegn derved i væsentlig grad vilde blive ringere, end af mig og forlæggeren påregnet. Den betingelse, hvortil theatrets chef i sit telegram knyttede opførelsen af mit stykke allerede i dette efterår, blev således af mig tilbagevist, og jeg havde derfor al grund til at antage at man ved theatret vilde blive stående ved den oprindelige beslutning, – indtil dit brev oplyste mig om det modsatte. Den meddelelse fra kmh: F:, hvoraf Du sender mig en afskrift, er dateret dagen efter at han må have modtaget mit afslående telegramsvar, og heraf ses altså at han intet hensyn har taget til min vægring, men lige fuldt agter at spille stykket i November. Dette står det naturligvis ikke i min magt at forhindre; mit stykke er kontraktsmæssig solgt til theatret, uden at der til salget er knyttet betingelser vedrørende opførelsestiden; jeg kan hverken fremskynde eller forhale denne, og selvfølgelig heller ikke tage stykket tilbage eller overhovedet indvirke på de dispositioner, der af theaterchefen træffes angående dets opførelse.
Min bedste tak for de tilsendte smukke exemplarer af «Samfundets støtter». De ved naturligvis, hvilke konflikter dette stykke har foranlediget mellem det kgl: theater og Molbech. Vi har korresponderet vidtløftigt om sagen og den har ikke gjort noget skår i vor gode og venskabelige forståelse.
Bjørnsons udtalelser i anledning af Brandes’s bortrejse har glædet mig meget, og dette ene skridt udsoner i mine øjne overmåde meget andet; det var smukt gjort af ham. Jeg vil gerne nu foranledige en tilnærmelse mellem ham og mig, og beder Dem derfor sende ham indlagte billet tilligemed et exemplar af «Samfundets støtter»?
Undertegnede erklærer herved, at jeg har givet herr theaterdirektør August Rasmussen eneret til at opføre mit skuespil «Samfundets støtter» overalt i Danmark udenfor København.
P. s. Af «Samfundets støtter» er allerede to tyske oversættelser udkomne; den 7de Januar skal stykket opføres i det herværende residenstheater.
Det glæder mig meget at «Samfundets støtter» fremdeles trækker så godt i København. Iforgårs modtog jeg telegram fra Stockholm om dets opførelse dersteds, hvor det ligeledes er bleven modtaget med meget stærkt bifald. På det herværende Hoftheater skal det gives første gang den 7de Januar. To tyske oversættelser af stykket er allerede udkomne, nemlig min egen originaludgave hos Th: Ackermann her, samt en oversættelse af A: Langer i Reclams «Universalbibliothek». Den sidste kan dog ikke indgives til theatrene.
Mit nye stykke «Samfundets støtter» sendte jeg Dem ikke, fordi der i dette forekommer en rolle, der synes mig så decideret passende for fru Hwasser, at jeg ikke et øjeblik kunde være i tvivl om at dette stykke helst måtte indleveres til dramatiska teatern. Tvivl imidlertid ikke om at jeg under andre omstændigheder visselig havde vendt mig til Dem og ikke til nogen anden.
Som svar på Deres skrivelse må jeg minde Dem om, hvad der ikke kan være Dem ubekendt, nemlig at jeg selv allerede i begyndelsen af November måned forrige år på Theodor Ackermanns forlag hersteds har udgivet en tysk originaludgave af mit skuespil «Samfundets støtter». En oversættelse fra Deres hånd er således ganske overflødig, og en bearbejdelse, således, som De stiller den i udsigt, må jeg på det bestemteste frabede mig.
Af «Samfundets støtter» existerer der nu tre tyske oversættelser; de to tror jeg jeg før har nævnt for Dem; den tredje er af en skrækkelig literær bandit, som heder Emil Jonas og som kalder og underskriver sig «kgl: dansk kammerråd». Hans oversættelse skal nu spilles på Stadttheatret i Berlin, W: Langes på Bellealliancetheatret og min på Nationaltheatret sammesteds. Her i München skal stykket gå den 6. Februar.
Tillad mig at aflægge Dem min forbindtligste tak for det seneste indkøb af statsobligationer. Da jeg sendte Dem vekselen, stolede jeg så sikkert på at «Samfundets støtter» måtte have oplevet den 21. forestilling; ellers havde jeg af beløbet først og fremst tilbagebetalt det hos Dem optagne forskud. Dog forhåbentlig vil der vel snart igen komme ballance i vort regnskab.
Af aviserne ser jeg at skuespildirektør Foght den 22. dennes for 1ste gang har spillet «Samfundets støtter» i Drammen, og slutter deraf at De i overensstemmelse med mit brev af 10. Maj af ham har modtaget de 400 kroner, af hvis forskudsvise indbetaling opførelsesretten var gjort afhængig. Da jeg imidlertid fra tidligere affærer med herr Foght har gjort meget ubehagelige erfaringer angående denne person, så kunde jeg nok tænke mig som en, rigtignok meget fjern mulighed, at han havde dristet sig til at opføre stykket uden at honoraret var erlagt. Skulde dette være tilfældet, så anmoder jeg Dem om godhedsfuldt at henvende Dem til advokat Emil Stang med bøn om at han vil varetage mine interesser, såvel ved at lade inddrive det betingede honorar, som ved gennem politiet at forhindre herr Foght fra nogetsteds at spille stykket, så længe han ikke har opfyldt sine forpligtelser. Jeg gør derhos opmærksom på at stykket naturligvis ikke under nogensomhelst omstændighed må spilles i Kristiania, hvilken by udtrykkelig var undtagen i den af mig betingelsesvis givne tilladelse. Herr Foght har telegraferet til mig om tilladelse til at opføre stykket dersteds imod et extrahonorar; men en sådan tilladelse giver jeg ham ikke; skulde han ikke desto mindre forsøge derpå, så må det forhindres ved at nedlægge forbud hos politiet, eller på den måde overhovedet, som advokat Stang måtte finde tjenligst. Rimeligvis er dog sagen i orden; men, som sagt, manden har givet mig al grund til mistro. Det honorar, han forskudsvis skulde have betalt mig for «Hærmændene på Helgeland», har jeg måttet lade inddrive gennem advokat Bugge i Trondhjem. Denne har nu sendt mig beløbet; men af hans brev kan jeg ikke se om herr Foght også har betalt de dermed forbundne omkostninger; er dette ikke tilfældet så må jeg selv betale dem. Jeg har derom tilskrevet herr Bugge, og benytter denne anledning til at bede Dem honorere hans regning, såfremt han sender Dem en sådan. Alt dette er meget brydsomme og ubehagelige affærer; men begrebet om den literære ejendomsret synes endnu ikke at være rodfæstet hjemme, og det er derfor nødvendigt at vise den yderste strænghed.
Atter igen nødes jeg til at bede Dem vise mig den store tjeneste at sende mig 450 RmՖ. For det lignende beløb, jeg modtog i Deres venlige brev af 7de dennes, bringer jeg Dem min bedste tak. – Det var mig særdeles kært at «Samfundets støtter» oplevede ialfald den 21. forestilling på det kgl: theater i denne sæson. At det skulde kunne opleve også den 26. er vel ikke at vente; men forhåbentlig optages det vel igen i den næste vinter.
A.) Ægtheden af min skrivelse, dateret München den 12. November 1877, hvori jeg overdrager Dem eneretten til at opføre mit skuespil «Samfundets støtter» overalt i Danmark udenfor København, vil i fornødent fald kunne bevidnes af herr cancelliråd Hegel og dennes bogholder, herr August Larsen.
C.) Herr Cortes’s påstand, at jeg intet har imod at han opfører «Samfundets støtter» erklærer jeg for en fræk og uforskammet usandhed. Jeg betegner denne usandhed med vel beråd hu som fræk og uforskammet fordi den involverer at jeg, efter at have af Dem modtaget honorar for mit skuespil, intet skulde have imod at det fandt udbredelse også ad andre veje, og jeg tilføjer at jeg ingensinde, end ikke mod honorar, vilde give mit samtykke til at nogetsomhelst af mine dramatiske arbejder blev spillet af herr Cortes.
At jeg i sin tid ikke indleverede mit skuespil «Samfundets støtter» til Kristiania theater havde ganske visst for en væsentlig del sin grund i min opfatning af den nuværende artistiske leders personlighed. Under hans ophold i München havde jeg anledning til at overbevise mig om hans fuldstændige mangel på kendskab til og indsigt i den virksomhed, hvortil man havde kaldet ham, ligesom jeg også ved samme lejlighed fik grundet anledning til at betvivle at han nogensinde på en blot tilnærmelsesvis tilfredsstillende måde vilde kunne komme til at udfylde sin plads som efterfølger af en mand med en så fremragende praktisk dygtighed, at neppe noget andet theater i Europa frivillig vilde have givet slip på ham. Den nuværende artistiske leders tidligere kritiske virksomhed tør formentlig være herr kammerherren bekendt, og jeg udsætter mig derfor vel neppe for nogen modsigelse når jeg betegner hans optræden imod mig og andre nyere norske forfattere som uhørt og exempelløs. Ganske bortset fra hans mangel på indsigt i theaterfaget havde jeg altså ikke engang hans gode vilje at påregne. Under sådanne omstændigheder at betro et ganske nyt, endnu ikke trykt og heller ikke andetsteds opført dramatisk arbejde til Kristiania theater forekom mig uforsvarligt både mod mig selv og mod stykket. Det store publikum er hos os ude af stand til at dømme om et nyt skuespil uafhængig af den udførelse, der bliver det til del.
Da jeg imidlertid erfarer at et sådant ønske, ifølge herr kammerherrens meget ærede skrivelse, er tilstede hos theatrets nyvalgte bestyrelse, og da «Samfundets støtter» nu så længe har foreligget i bogform samt beståt sin prøve på så mange forskellige scener, således at risikoen ved en mislykket opførelse i Kristiania ikke vilde blive min men det derværende theaters, så skal jeg ikke være uvillig til på visse betingelser at tillade dets opførelse sammesteds. Men det er en selvfølge at der af bestyrelsen først og fremst må tilsikres mig en så vidt muligt betryggende ledelse af iscenesætningen. Til den nuværende artistiske leder kan denne i et så vanskeligt stykke, efter min formening, ikke på nogen måde betroes. Fordelagtigst vilde det utvivlsomt være om man kunde formå herr Josephson til i den anledning at komme til Kristiania og tage hele indstuderingen i sin kyndige hånd. Men dels befinder han sig, så vidt jeg ved, på udenlandsrejse, og dels turde der vel fra theaterdirektionens side stille sig betænkeligheder imod et sådant skridt, hvorfor jeg ikke videre skal insistere derpå. Derimod må jeg opstille som ufravigelig betingelse at direktionens – ikke den artistiske leders – forslag til rollebesætning bliver mig forelagt til approbation og at der ikke gives nogensomhelst hverken skuespiller eller skuespillerinde løfte på denne eller hin rolle i stykket så længe der ikke er truffet nogen endelig afgørelse i så henseende.
Hvad honoraret angår, da overlader jeg til den ærede direktion at vælge hvilket den vil af følgende to alternativer: Theatret udbetaler mig et beløb af 2500 – to tusend fem hundrede – kroner og erhverver derved retten til at lade stykket opføre 40 gange, – eller det udbetaler mig 2000 – to tusend – kroner for retten til at lade stykket spille 25 gange. I hvert tilfælde udbetales det fulde beløb til min kommissionær i Kristiania dagen efter at første forestilling har fundet sted, og at garanti i så henseende overtages af bestyrelsens medlemmer personlig. Fra og med henholdsvis 41de eller 26de forestilling, og for et tidsrum, svarende til den i loven om den literære ejendomsret opstillede grænse for en forfatters ejendomsret til sine skrifter, oppebærer jeg 2½ % – to og en halv procent – af den samlede bruttoindtægt hver gang mit stykke kommer til opførelse. Disse procenter udbetales mig i en samlet sum for hver sæson og senest 14 dage efter sammes ophør. Skulde nogensinde betalingen ikke helt ud eller til rette tid blive erlagt, så har theatret derved forspildt sin ret til enhver yderligere opførelse af stykket. Jeg tillader mig at bemærke at ovenstående betingelser er affattede i overensstemmelse med hvad der i Tyskland er skik og brug, kun at procenterne dersteds er betydelig højere, – ved de store hoftheatre, f: ex i München – erholder jeg ti procent af hele bruttoindtægten hver gang et af mine stykker gives. Ved det kgl: dramatiske theater i Stockholm erholdt jeg for de første 30 forestillinger af «Samfundets støtter» 2500 kroner, og dette theater giver ved fuldt hus en ringere indtægt end Kristiania theater. Det kgl: theater i København betalte mig ligeledes 2500 kroner for blot 25 forestillinger. Jeg tør derfor håbe at den ærede direktion vil finde mine honorarfordringer rimelige; i ethvert fald er de fra min side ufravigelige.
Idag er det et lignende indgreb i min literære ejendomsret, som nøder mig til at bede om Deres bistand. Jeg tør antage at kammerherre Harald Holst, som formand i Kristiania theaters direktion, har sat Dem i kundskab om at de af den svenske skuespildirektør Key fornylig på Møllergadens theater foranstaltede opførelser af en svensk oversættelse af mit skuespil «Samfundets støtter» har fundet sted uden mit vidende og imod min vilje, samt naturligvis også uden at herr Key derfor har betalt mig noget honorar.
Som De ved har skuespildirektør Key ulovlig opført «Samfundets støtter» på theatret i Møllergaden. Skulde lignende forgribelser på min literære ejendom nogensinde i fremtiden finde sted, vilde jeg være Dem meget takskyldig såfremt De vilde hurtigst muligt gennem telegram underrette mig derom forat jeg i betimelig tid kan træffe foranstaltninger til beskyttelse af min ejendom og mine interesser. Jeg har igår tilskrevet advokat Stang med anmodning om at drage herr Key til ansvar efter loven. Af aviserne ser jeg at herr Key måske vil standse med stykkets opførelse. Tør jeg bede Dem være af den godhed at meddele advokat Stang at dette, selv om det forholder sig således, ikke i ringeste måde indvirker på min beslutning, men at det er mit ønske at der bliver gjort ansvar gældende selv om stykket kun har været spillet en eneste gang. Dette punkt forglemte jeg at fremhæve i mit brev til herr Stang og jeg vilde derfor være Dem særdeles forbunden, hvis denne meddelelse ret snart kunde komme ham ihænde.
Tør jeg derhos anmode Dem om, som svar på en forespørgsel fra advokat Stang, at meddele ham at direktør Key ikke af mig har erholdt nogen tilladelse til at lade oversætte på svensk «Samfundets støtter», ligeså lidt som jeg har givet nogensomhelst anden en sådan tilladelse. Fra hvem herr Key har erholdt sin oversættelse er mig ganske ubekendt. De ved det kgl: theater i Stokholm og ved Götheborgs theater foranstaltede oversættelser af stykket tør kun benyttes ved disse to theatre og ikke afhændes eller overlades til nogen anden.
Hvorvidt «Samfundets støtter» nu har oplevet den 26. forestilling på det kgl: theater ved jeg ikke med vished, altså heller ikke hvorvidt det fastsatte slutningshonorar 500 kroner er forfaldet til udbetaling; men selv om sådant ikke skulde være tilfældet, beder jeg Dem vise mig den tjeneste at sende mig en veksel på det nævnte beløb. Hvis Deres bankier skulde have forbindelser med huset Schmitt & Nast hersteds, så tager jeg helst en anvisning på dette, hvis ikke, beder jeg om en veksel på Paris ligesom sidst.
Fra herr Jakobsen kan jeg hilse; han ser godt ud og lader til at befinde sig meget vel. Fru Colban har været upasselig i nogen tid, men er nu i bedring. Gennem et telegram er jeg bleven underrettet om at «Samfundets støtter» i Fredags opførtes første gang i Kristiania; forhåbentlig indløber nærmere meddelelse en af de første dage.
Jeg aflægger Dem herved min bedste tak for besørgelsen af alt fornødent vedkommende theaterhonoraret for «Samfundets støtter». Derhos tillader jeg mig at anmode Dem om ved næste kvartals begyndelse, med fradrag af hvad De har udlagt for mig, at ville sende mig såvel min gage som forrige års udbytte af mine aktier i Bergens kreditbank. For tiden står kursen på RmՖ hersteds forholdsvis højere end på francs, og jeg vilde derfor gerne denne gang forsøgsvis bede om en veksel på Berlin, såfremt ikke kursforholdet i Kristiania skulde gøre det utilrådeligt, jeg mener, om jeg ved at købe RmՖ istedetfor francs skulde tabe mere, end jeg her vilde vinde.
Af avisernes beretninger at dømme synes «Samfundets støtter» at have fået en ret tilfredsstillende udførelse ved Kristiania theater. Dette har været mig kært at erfare; thi jeg har været noget urolig ved tanken om den mangel på artistisk ledelse, som jo nu unægtelig finder sted deroppe, og som vel heller ikke har udsigt til så snart at blive afhjulpen.
Jeg bemærker at disse betingelser i alt væsentligt er overensstemmende med dem, jeg opstillede for «Samfundets støtter».
Som honorar for «Et dukkehjem» betinger jeg mig – ligesom i sin tid for «Samfundets støtter» – et beløb af 1000 kroner, der, ved antagelsen af stykket, ønskes indbetalt til den Gyldendalske boghandel i København. Ved erlæggelsen af dette honorar erholder De udelukkende rettighed til at opføre stykket i Göteborg, ligesom det også derved skal stå Dem frit for, med det af Dem ledede skuespillerpersonale, at spille stykket andetsteds i Sverig, dog ikke i Stockholm. Den nu gældende lovstiftning, der også omfatter norske dramatiske arbejder, sikrer dem, som De visstnok ved, imod enhver konkurrence.
Når jeg indtil nu ikke har besvaret Deres interessante og indholdsrige skrivelse angående «Samfundets støtter», så er grunden den, at jeg helst vilde udsætte mit defensorat indtil en personlig sammenkomst engang blev mig forundt.
Derimod var det mig samtidigt meget ubehageligt at høre at den tyske oversættelse af mit nye stykke sælges stærkt i København og at afsætningen af originalen derved skades. Jeg så jo nok i et af de mig tilsendte blade at «Nora» averteredes tilsalgs deroppe; men jeg troede at De kun gjorde mig opmærksom på sagen som et kuriosum, da jeg ikke kunde forestille mig at nogen deroppe købte den tyske oversættelse uden måske for at sammenligne den med originalen. Efter Deres meddelelse stiller sig imidlertid sagen anderledes, og jeg skulde derfor henstille til Dem straks at påkalde autoriteternes hjælp for at standse denne trafik, der jo er ulovlig og til skade både for Dem og mig. Den tyske oversættelse er, som boghandlerforetagende, mig ganske uvedkommende; jeg har ikke betalt oversætteren noget honorar, og jeg erholder intet honorar af forlæggeren; oversætteren har at levere mig de fornødne exemplarer til brug for de tyske theatre; nogen anden befatning med sagen har jeg ikke. Det er klart at vi ikke kan forbyde den tyske forlægger at effektuere bestillinger til Danmark; men det er dog vel utvivlsomt at vi kan forbyde danske boghandlere at falbyde og sælge denne tyske oversættelse i Danmark. Vor lovgivning indeholder jo tydelige bestemmelser om deslige tilfælde. Jeg synes at disse bestemmelser allerede for længe siden burde været bragt i anvendelse. Den tyske oversættelse af «Samfundets støtter», ligeledes udgivet af Reclam jun: i Leipzig, forhandles måske også i vore lande, og formodentlig ligeså oversættelserne af Bjørnsons «Maria Stuart», «De nygifte», «Fallitten», «Leonarda», o. s. v., hvilke alle, såvidt mig bekendt, er oversatte af W. Lange og udgivne af Reclam. Det skulde interessere mig meget, snart at høre hvad De mener om sagen. At det indtrufne er sket aldeles imod min vilje og uden mit samtykke, forstår sig af sig selv; det er jo aldeles stridende imod mine egne interesser ligeså vel som imod Deres. Hvis behøves, beder jeg Dem betragte dette brev som fuldmagt til at skride ind også på mine vegne. Jeg er selvfølgelig gerne beredt til at bære min del af de eventuelle omkostninger.
Endnu har jeg en bøn til Dem. De har formodentlig fra og til anledning til at tale med kammerherre Fallesen. Skulde De ikke ved en sådan anledning i mit navn ville henstille til ham at udbetale de resterende 500 kroner for «Samfundets støtter»? Bed ham betænke det ringe honorar, for hvilket han tilhandlede sig dette stykke. Af aviserne har jeg set at han af egen drift betalte Sarah Bernhardt et langt større spillehonorar, end stipuleret; jeg kan derfor ikke tvivle på, at han vil vise mig denne lille villighed.
At der fra mange hold vilde rejse sig et skrig imod mit nye stykke var jeg naturligvis på forhånd forberedt på. Havde denne bog straks fundet billigelse af alle, så havde det ikke været mig nogen nødvendighed at skrive den. Jeg tager derfor også modstanden ganske roligt og koldblodigt. Jeg ved at om nogle få år vil bogen stå for den almindelige bevidsthed som en kendsgerning, hvorimod der ikke er noget at sige eller indvende. Det gælder ikke andet end at folk får tid til at vænne sig til at den er skrevet således, som den er, og ikke anderledes. Jeg har erfaringer fra tidligere tilfælder at støtte mig til. Der blev skreget ligeså stærkt imod «Kærlighedens komedie» da den første gang kom ud, og ligeså imod «Peer Gynt» og imod «Samfundets støtter», ikke at tale om det hyl, der aldeles ubeføjet mødte «De unges forbund».
De kritiske voldsomheder og alt det vanvid, som skrives imod «Gengangere» tager jeg med fuldkommen sindsro. Jeg var forberedt på sligt. Da «Kærlighedens komedie» udkom, blev der i Norge skreget ligeså vildt som nu. Mod «Peer Gynt» blev der også skreget og ikke mindre imod «Samfundets støtter» og imod «Et dukkehjem». Skriget vil også dennegang dø hen ligesom tidligere.
I England existerer der to forskellige oversættelser af nysnævnte stykke. «Samfundets støtter» er også bleven oversat på engelsk og har været opført i London.
«Samfundets støtter» ligeså.
For at forebygge gentagelse af historien med «Samfundets støtter» traf jeg, da manuskriptet til «Et dukkehjem» var færdigt, aftale med W. Lange om i fællesskab med ham at udgive stykket på tysk. Han indgik herpå og erholdt korrekturarkene efterhånden tilsendte fra København. Betingelserne var at oversætteren skulde have det hele boghandlerhonorar udelukkende for sin part. Teaterhonorarerne skulde vi derimod dele ligeligt imellem os. På dette stykke har jeg således tjent adskilligt ved de tyske teatre; men fremgangsmåden er alligevel ubrugelig for fremtiden. For så vidt muligt at sikkre os imod konkurrence af andre oversættere måtte vi sørge for at få stykket udgivet på tysk samtidigt med originalen. Dette skede også hos Ph. Reclam i Leipzig. Men denne benyttede straks lejligheden til i stor mængde at sende sin godtkøbsudgave til de skandinaviske lande hvor den, da den kun koster 20 Pfg: afsattes til meget følbar fortrængsel for originaludgaven, der må betales med 2 kr: 25 øre. Ad forretningsmæssig vej erholdt jeg dengang meddelelse om at en enkelt boghandler i København havde solgt 6–800 exemplarer af den tyske «Nora». På denne vis kan jeg regne at jeg igen har tabt alt, hvad jeg tjente gennem honorarer ved de tyske teatre. Altsammen følgen af at vi ingen literær konvention har.
«De unges forbund» honoreredes arbitrært med 1200 kroner. «Kongs-emnerne» ligeså med 1200 kr:, endvidere «Hærmændene på Helgeland» med 2000 kr:, og «Samfundets støtter» ligeledes med 2000 kr:, tils: 6,400 kroner.
De siger, at oversættelsen af «Gengangere» nu snart er færdig; men jeg vilde ikke anse det hensigtsmæssigt om dette skuespil udkom først. Det er det videst gående af de tre arbejder, som De nævner og burde derfor være det sidste i rækken. Denne burde formentlig åbnes med «Samfundets støtter»; derefter burde «Et dukkehjem» komme, da dette danner ligesom en indledning eller en forberedelse til «Gengangere.»
I Deres senere breve har De gentagende berørt et par omstændigheder, hvis rette simple sammenhæng jeg hidtil ikke har oplyst Dem om. Under mit sidste to dages ophold i København blev det mig sagt at De var rejst på landet og da jeg ikke så Dem og Deres hustru ved middagen hos Hegel, kunde det aldrig falde mig ind at De befandt Dem i byens nærmeste omegn; og jeg kan umulig tro andet, end at også Hegel dengang var uvidende derom. At jeg ved vort sammentræf i München ikke havde læst Deres værk over Lasalle lå ene og alene deri at Hegel ikke endnu havde sendt mig bogen, hvilket han ellers plejer gøre med de forlagsskrifter, som han ved interesserer mig. Jeg gik desuden dengang og tumlede med planen til «Samfundets støtter», og under sådanne omstændigheder læser jeg sågodtsom intet og allermindst de bøger, om hvilke jeg på forhånd kan vide at de helt vilde optage mig.
Jeg synes ikke det er rigtig hensynsfuldt af kammerherre Fallesen, hvis han tilsidesætter det kgl: teaters reglement ved at stille «Kærlighedens komedie» tilbage for det langt senere indleverede og antagne nye stykke af A. Kielland. Og efter bladenes meddelelser må jeg antage at så vil ske. Ligeledes ser jeg af det kgl: teaters 10-års-beretning at den 25. opførelse af «Samfundets støtter» forlængst har fundet sted. Men de 400 kroner, som derefter skulde tilfalde mig, lader fremdeles vente på sig. – For øvrigt ønsker jeg naturligvis ikke at slige småting skal bringe nogen misstemning ind i det gode forhold mellem det kgl: teater og mig. Jeg beder derfor at disse udgydelser ikke må komme videre.
At der ved antagelsen af «Samfundets støtter» blev tilsikkret mig et slutningshonorar af 400 kroner er udenfor al tvil. I øjeblikket har jeg imidlertid ikke vedkommende breve ved hånden. Men oplysninger om sagen, for det tilfælde den skulde være glemt i løbet af de mellemliggende 9 år, måtte jo kunne tilvejebringes i teatrets bureau. –
Tidligere har hun for mig oversat «Hærmændene», «Fru Inger», «Samfundets støtter» og sidst «Gildet på Solhaug». For Bjørnson har hun oversat hans omarbejdede «En hanske» og har nu nylig fuldført oversættelsen af E. v. d. Reckes tekst til Lange-Müllers nye opera «Jeanne».
SAMFUNDETS STØTTER
SAMFUNDETS STØTTER
FRØKEN HESSEL Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger. (lægger hånden vægtigt på hans skulder) Nej, du; sandhedens og frihedens ånd, – det er samfundets støtter.
KONSUL BERNICK Du har heller ikke ret til det. Ikke til at foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre.
SAMFUNDETS STØTTER SKUESPIL I FIRE AKTER
SAMFUNDETS STØTTER
FRØKEN HESSEL Å, disse samfundets støtter!
KONSUL BERNICK Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter.
HELE SKAREN Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Hurra, hurra, hurra!
FRØKEN HESSEL Alle foreninger vil møde frem med sine faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af landet «Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets støtter».
FRØKEN HESSEL Og I kalder jer samfundets støtter!
Som svar på Deres forespørgsel skal jeg herved meddele at De og herr Julius Petersen kan erholde ret til at opføre «De unges forbund» og «Samfundets støtter» imod et honorar af 300 kroner for begge stykker tilsammen. Min betingelse er dog at beløbet nu straks indbetales til Gyldendalske boghandel i København.
Som svar på Deres ærede forespørgsel skal jeg herved meddele at De vil erholde den omskrevne ret til at opføre «Samfundets støtter» ved til mig direkte at indbetale et honorar af 40 kroner.
De beredte mig en stor fornøjelse ved underretningen om det nye oplag af «Samfundets støtter». Også herfor aflægger jeg Dem min taksigelse og tegner mig
Jeg har kun givet mit Samtykke til Opførelsen af «Samfundets Støtter» 1 en Gang paa Deres Frues Jubileum – enhver anden Opførelse forbydes
Med mit nye arbejde går det raskt fremad; om et par dage har jeg første akt færdig, og den er altid for mig det vanskeligste parti af et stykke. Bogens titel bliver: «Samfundets støtter», skuespil i fem akter. Dette arbejde kan på en måde betragtes som et modstykke til «De unges forbund», og kommer til at røre op i adskillige af tidens betydningsfuldere spørgsmål. Dette beder jeg imidlertid må foreløbig blive imellem os; lidt senere hen vil jeg gerne at det skal blive bekendt da jeg tror at lidt snak på forhånd imellem publikum bidrager til at fremme afsætningen.
Idag vil jeg benytte et ledigt øjeblik til at meddele Dem at jeg den 15. dennes blev færdig med mit nye stykke og at jeg nu er i fuld gang med renskriften. Manuskriptet udgør 164 sider, men ved afskriften kommer der jo altid nogle nye replikker til, og da jeg desuden har benyttet papir af temmelig stort format, så har jeg nogenlunde visshed for at bogen vil komme til at udgøre omtrent 12 trykte ark. Af hensyn til det kgl: theater i Stockholm, der kun ad omveje kan honorere trykte stykker, blir jeg måske nødt til at tage to afskrifter og sender Dem derfor foreløbig intet; senere skal jeg tilstille Dem manuskriptet lidt efter lidt. For det tilfælde at De vil udstede nogen meddelelse til boghandlerne, vil jeg meddele at stykket heder: «Samfundets støtter», skuespil i 4 akter.
Herved giver jeg mig den ære at oversende et exemplar af mit nye skuespil «Samfundets støtter» med forespørgsel om hvorvidt man måtte ønske at bringe samme til opførelse på det kgl: theater.
Min bedste tak for det modtagne exemplar af «Samfundets støtter». Stykket er her antaget og allerede under oversættelse. Jeg skriver disse linjer hovedsagelig for at anmode Dem om at lade et exemplar smukt indbinde for kong Oskar; han har nemlig bedet mig om at få bogen snarest muligt. Imorgen aften rejser jeg herfra og vil antagelig kunne være i København fredag middag; dersteds kan jeg dennegang kun opholde mig et par dage; Dem tillader jeg mig selvfølgelig først og fremst at opsøge.
Dit og din Mimus’s brev modtog jeg i Upsala fredagen den 7de, just som jeg i al min pragt skulde begive mig på ballet. I kan prise jer lykkelige at I slap helskindede og uden sygdom fra den historie på Folgefonden; forhåbentlig viser I større forsigtighed herefter. – Doktorpromotionen foregik den 6te i domkirken med gribende højtidelighed; promotionsakten holdtes på latin af erkebiskoppen og tre professorer. De tre andre fakulteters doktorer fik hatte, vi fik laurbærkranse, hvilke vi siden bar hele dagen ved festmiddagen, ved den store folkefest i den botaniske have og ved festen om aftenen på Upsala slot. – «Samfundets støtter» er allerede antaget både her og i København. Skriv snart, og udebliv under ingen omstændigheder ved skolens begyndelse.
I håb om at den forestående opførelse af «Samfundets støtter» vil finde sted til alle parters tilfredshed tegner jeg mig med udmærket højagtelse
Jeg må da først og fremst forsikre Dig om at jeg aldrig, selv uden den udtømmende forklaring, Du har givet, vilde have mistydet din protest imod at «Samfundets støtter» blev bragt til opførelse i dette efterår; dertil er jeg altfor urokkelig overbevist om dit gamle venskab for mig. Men da Du nu alligevel har holdt en forklaring for ønskelig, så lad også mig fra min side forsikre Dig om at jeg ingensomhelst del har i de dispositioner, der nu er trufne ved theatret. Under min eneste samtale med theaterchefen ytrede han at han havde tænkt at lade mit stykke første gang blive spillet 3die Januar næste år. Jeg vidste da at dit skuespil var antaget, men forudsatte som en given sag at det vilde blive opført forinden det nævnte tidspunkt. Om de to tragediers antagelse var jeg fuldstændig uvidende og hverken om disse eller om dit stykke blev der ved den lejlighed talt. Den 3die Oktober modtog jeg fra kammerherre Fallesen et telegram, hvori han meddeler mig at han vil spille mit stykke allerede i November, hvis jeg vil udsætte bogens udgivelse indtil 30te samme måned. Dette telegram besvarede jeg dagen efter med et ubetinget afslag, og i et brev, skrevet og afsendt den 5te Oktober, motiverede jeg nøjere, hvorfor jeg ikke kunde gå ind på hans forslag. I dette brev fremhævede jeg udtrykkelig at det for mig, der lønnes med fast honorar, sletikke var ønskeligt eller fordelagtigt at få mit stykke så hurtigt opført, såsom jeg måtte befrygte at bogens afsætning ialfald i København og omegn derved i væsentlig grad vilde blive ringere, end af mig og forlæggeren påregnet. Den betingelse, hvortil theatrets chef i sit telegram knyttede opførelsen af mit stykke allerede i dette efterår, blev således af mig tilbagevist, og jeg havde derfor al grund til at antage at man ved theatret vilde blive stående ved den oprindelige beslutning, – indtil dit brev oplyste mig om det modsatte. Den meddelelse fra kmh: F:, hvoraf Du sender mig en afskrift, er dateret dagen efter at han må have modtaget mit afslående telegramsvar, og heraf ses altså at han intet hensyn har taget til min vægring, men lige fuldt agter at spille stykket i November. Dette står det naturligvis ikke i min magt at forhindre; mit stykke er kontraktsmæssig solgt til theatret, uden at der til salget er knyttet betingelser vedrørende opførelsestiden; jeg kan hverken fremskynde eller forhale denne, og selvfølgelig heller ikke tage stykket tilbage eller overhovedet indvirke på de dispositioner, der af theaterchefen træffes angående dets opførelse.
Min bedste tak for de tilsendte smukke exemplarer af «Samfundets støtter». De ved naturligvis, hvilke konflikter dette stykke har foranlediget mellem det kgl: theater og Molbech. Vi har korresponderet vidtløftigt om sagen og den har ikke gjort noget skår i vor gode og venskabelige forståelse.
Bjørnsons udtalelser i anledning af Brandes’s bortrejse har glædet mig meget, og dette ene skridt udsoner i mine øjne overmåde meget andet; det var smukt gjort af ham. Jeg vil gerne nu foranledige en tilnærmelse mellem ham og mig, og beder Dem derfor sende ham indlagte billet tilligemed et exemplar af «Samfundets støtter»?
Undertegnede erklærer herved, at jeg har givet herr theaterdirektør August Rasmussen eneret til at opføre mit skuespil «Samfundets støtter» overalt i Danmark udenfor København.
P. s. Af «Samfundets støtter» er allerede to tyske oversættelser udkomne; den 7de Januar skal stykket opføres i det herværende residenstheater.
Det glæder mig meget at «Samfundets støtter» fremdeles trækker så godt i København. Iforgårs modtog jeg telegram fra Stockholm om dets opførelse dersteds, hvor det ligeledes er bleven modtaget med meget stærkt bifald. På det herværende Hoftheater skal det gives første gang den 7de Januar. To tyske oversættelser af stykket er allerede udkomne, nemlig min egen originaludgave hos Th: Ackermann her, samt en oversættelse af A: Langer i Reclams «Universalbibliothek». Den sidste kan dog ikke indgives til theatrene.
Mit nye stykke «Samfundets støtter» sendte jeg Dem ikke, fordi der i dette forekommer en rolle, der synes mig så decideret passende for fru Hwasser, at jeg ikke et øjeblik kunde være i tvivl om at dette stykke helst måtte indleveres til dramatiska teatern. Tvivl imidlertid ikke om at jeg under andre omstændigheder visselig havde vendt mig til Dem og ikke til nogen anden.
Som svar på Deres skrivelse må jeg minde Dem om, hvad der ikke kan være Dem ubekendt, nemlig at jeg selv allerede i begyndelsen af November måned forrige år på Theodor Ackermanns forlag hersteds har udgivet en tysk originaludgave af mit skuespil «Samfundets støtter». En oversættelse fra Deres hånd er således ganske overflødig, og en bearbejdelse, således, som De stiller den i udsigt, må jeg på det bestemteste frabede mig.
Af «Samfundets støtter» existerer der nu tre tyske oversættelser; de to tror jeg jeg før har nævnt for Dem; den tredje er af en skrækkelig literær bandit, som heder Emil Jonas og som kalder og underskriver sig «kgl: dansk kammerråd». Hans oversættelse skal nu spilles på Stadttheatret i Berlin, W: Langes på Bellealliancetheatret og min på Nationaltheatret sammesteds. Her i München skal stykket gå den 6. Februar.
Tillad mig at aflægge Dem min forbindtligste tak for det seneste indkøb af statsobligationer. Da jeg sendte Dem vekselen, stolede jeg så sikkert på at «Samfundets støtter» måtte have oplevet den 21. forestilling; ellers havde jeg af beløbet først og fremst tilbagebetalt det hos Dem optagne forskud. Dog forhåbentlig vil der vel snart igen komme ballance i vort regnskab.
Af aviserne ser jeg at skuespildirektør Foght den 22. dennes for 1ste gang har spillet «Samfundets støtter» i Drammen, og slutter deraf at De i overensstemmelse med mit brev af 10. Maj af ham har modtaget de 400 kroner, af hvis forskudsvise indbetaling opførelsesretten var gjort afhængig. Da jeg imidlertid fra tidligere affærer med herr Foght har gjort meget ubehagelige erfaringer angående denne person, så kunde jeg nok tænke mig som en, rigtignok meget fjern mulighed, at han havde dristet sig til at opføre stykket uden at honoraret var erlagt. Skulde dette være tilfældet, så anmoder jeg Dem om godhedsfuldt at henvende Dem til advokat Emil Stang med bøn om at han vil varetage mine interesser, såvel ved at lade inddrive det betingede honorar, som ved gennem politiet at forhindre herr Foght fra nogetsteds at spille stykket, så længe han ikke har opfyldt sine forpligtelser. Jeg gør derhos opmærksom på at stykket naturligvis ikke under nogensomhelst omstændighed må spilles i Kristiania, hvilken by udtrykkelig var undtagen i den af mig betingelsesvis givne tilladelse. Herr Foght har telegraferet til mig om tilladelse til at opføre stykket dersteds imod et extrahonorar; men en sådan tilladelse giver jeg ham ikke; skulde han ikke desto mindre forsøge derpå, så må det forhindres ved at nedlægge forbud hos politiet, eller på den måde overhovedet, som advokat Stang måtte finde tjenligst. Rimeligvis er dog sagen i orden; men, som sagt, manden har givet mig al grund til mistro. Det honorar, han forskudsvis skulde have betalt mig for «Hærmændene på Helgeland», har jeg måttet lade inddrive gennem advokat Bugge i Trondhjem. Denne har nu sendt mig beløbet; men af hans brev kan jeg ikke se om herr Foght også har betalt de dermed forbundne omkostninger; er dette ikke tilfældet så må jeg selv betale dem. Jeg har derom tilskrevet herr Bugge, og benytter denne anledning til at bede Dem honorere hans regning, såfremt han sender Dem en sådan. Alt dette er meget brydsomme og ubehagelige affærer; men begrebet om den literære ejendomsret synes endnu ikke at være rodfæstet hjemme, og det er derfor nødvendigt at vise den yderste strænghed.
Atter igen nødes jeg til at bede Dem vise mig den store tjeneste at sende mig 450 RmՖ. For det lignende beløb, jeg modtog i Deres venlige brev af 7de dennes, bringer jeg Dem min bedste tak. – Det var mig særdeles kært at «Samfundets støtter» oplevede ialfald den 21. forestilling på det kgl: theater i denne sæson. At det skulde kunne opleve også den 26. er vel ikke at vente; men forhåbentlig optages det vel igen i den næste vinter.
A.) Ægtheden af min skrivelse, dateret München den 12. November 1877, hvori jeg overdrager Dem eneretten til at opføre mit skuespil «Samfundets støtter» overalt i Danmark udenfor København, vil i fornødent fald kunne bevidnes af herr cancelliråd Hegel og dennes bogholder, herr August Larsen.
C.) Herr Cortes’s påstand, at jeg intet har imod at han opfører «Samfundets støtter» erklærer jeg for en fræk og uforskammet usandhed. Jeg betegner denne usandhed med vel beråd hu som fræk og uforskammet fordi den involverer at jeg, efter at have af Dem modtaget honorar for mit skuespil, intet skulde have imod at det fandt udbredelse også ad andre veje, og jeg tilføjer at jeg ingensinde, end ikke mod honorar, vilde give mit samtykke til at nogetsomhelst af mine dramatiske arbejder blev spillet af herr Cortes.
At jeg i sin tid ikke indleverede mit skuespil «Samfundets støtter» til Kristiania theater havde ganske visst for en væsentlig del sin grund i min opfatning af den nuværende artistiske leders personlighed. Under hans ophold i München havde jeg anledning til at overbevise mig om hans fuldstændige mangel på kendskab til og indsigt i den virksomhed, hvortil man havde kaldet ham, ligesom jeg også ved samme lejlighed fik grundet anledning til at betvivle at han nogensinde på en blot tilnærmelsesvis tilfredsstillende måde vilde kunne komme til at udfylde sin plads som efterfølger af en mand med en så fremragende praktisk dygtighed, at neppe noget andet theater i Europa frivillig vilde have givet slip på ham. Den nuværende artistiske leders tidligere kritiske virksomhed tør formentlig være herr kammerherren bekendt, og jeg udsætter mig derfor vel neppe for nogen modsigelse når jeg betegner hans optræden imod mig og andre nyere norske forfattere som uhørt og exempelløs. Ganske bortset fra hans mangel på indsigt i theaterfaget havde jeg altså ikke engang hans gode vilje at påregne. Under sådanne omstændigheder at betro et ganske nyt, endnu ikke trykt og heller ikke andetsteds opført dramatisk arbejde til Kristiania theater forekom mig uforsvarligt både mod mig selv og mod stykket. Det store publikum er hos os ude af stand til at dømme om et nyt skuespil uafhængig af den udførelse, der bliver det til del.
Da jeg imidlertid erfarer at et sådant ønske, ifølge herr kammerherrens meget ærede skrivelse, er tilstede hos theatrets nyvalgte bestyrelse, og da «Samfundets støtter» nu så længe har foreligget i bogform samt beståt sin prøve på så mange forskellige scener, således at risikoen ved en mislykket opførelse i Kristiania ikke vilde blive min men det derværende theaters, så skal jeg ikke være uvillig til på visse betingelser at tillade dets opførelse sammesteds. Men det er en selvfølge at der af bestyrelsen først og fremst må tilsikres mig en så vidt muligt betryggende ledelse af iscenesætningen. Til den nuværende artistiske leder kan denne i et så vanskeligt stykke, efter min formening, ikke på nogen måde betroes. Fordelagtigst vilde det utvivlsomt være om man kunde formå herr Josephson til i den anledning at komme til Kristiania og tage hele indstuderingen i sin kyndige hånd. Men dels befinder han sig, så vidt jeg ved, på udenlandsrejse, og dels turde der vel fra theaterdirektionens side stille sig betænkeligheder imod et sådant skridt, hvorfor jeg ikke videre skal insistere derpå. Derimod må jeg opstille som ufravigelig betingelse at direktionens – ikke den artistiske leders – forslag til rollebesætning bliver mig forelagt til approbation og at der ikke gives nogensomhelst hverken skuespiller eller skuespillerinde løfte på denne eller hin rolle i stykket så længe der ikke er truffet nogen endelig afgørelse i så henseende.
Hvad honoraret angår, da overlader jeg til den ærede direktion at vælge hvilket den vil af følgende to alternativer: Theatret udbetaler mig et beløb af 2500 – to tusend fem hundrede – kroner og erhverver derved retten til at lade stykket opføre 40 gange, – eller det udbetaler mig 2000 – to tusend – kroner for retten til at lade stykket spille 25 gange. I hvert tilfælde udbetales det fulde beløb til min kommissionær i Kristiania dagen efter at første forestilling har fundet sted, og at garanti i så henseende overtages af bestyrelsens medlemmer personlig. Fra og med henholdsvis 41de eller 26de forestilling, og for et tidsrum, svarende til den i loven om den literære ejendomsret opstillede grænse for en forfatters ejendomsret til sine skrifter, oppebærer jeg 2½ % – to og en halv procent – af den samlede bruttoindtægt hver gang mit stykke kommer til opførelse. Disse procenter udbetales mig i en samlet sum for hver sæson og senest 14 dage efter sammes ophør. Skulde nogensinde betalingen ikke helt ud eller til rette tid blive erlagt, så har theatret derved forspildt sin ret til enhver yderligere opførelse af stykket. Jeg tillader mig at bemærke at ovenstående betingelser er affattede i overensstemmelse med hvad der i Tyskland er skik og brug, kun at procenterne dersteds er betydelig højere, – ved de store hoftheatre, f: ex i München – erholder jeg ti procent af hele bruttoindtægten hver gang et af mine stykker gives. Ved det kgl: dramatiske theater i Stockholm erholdt jeg for de første 30 forestillinger af «Samfundets støtter» 2500 kroner, og dette theater giver ved fuldt hus en ringere indtægt end Kristiania theater. Det kgl: theater i København betalte mig ligeledes 2500 kroner for blot 25 forestillinger. Jeg tør derfor håbe at den ærede direktion vil finde mine honorarfordringer rimelige; i ethvert fald er de fra min side ufravigelige.
Idag er det et lignende indgreb i min literære ejendomsret, som nøder mig til at bede om Deres bistand. Jeg tør antage at kammerherre Harald Holst, som formand i Kristiania theaters direktion, har sat Dem i kundskab om at de af den svenske skuespildirektør Key fornylig på Møllergadens theater foranstaltede opførelser af en svensk oversættelse af mit skuespil «Samfundets støtter» har fundet sted uden mit vidende og imod min vilje, samt naturligvis også uden at herr Key derfor har betalt mig noget honorar.
Som De ved har skuespildirektør Key ulovlig opført «Samfundets støtter» på theatret i Møllergaden. Skulde lignende forgribelser på min literære ejendom nogensinde i fremtiden finde sted, vilde jeg være Dem meget takskyldig såfremt De vilde hurtigst muligt gennem telegram underrette mig derom forat jeg i betimelig tid kan træffe foranstaltninger til beskyttelse af min ejendom og mine interesser. Jeg har igår tilskrevet advokat Stang med anmodning om at drage herr Key til ansvar efter loven. Af aviserne ser jeg at herr Key måske vil standse med stykkets opførelse. Tør jeg bede Dem være af den godhed at meddele advokat Stang at dette, selv om det forholder sig således, ikke i ringeste måde indvirker på min beslutning, men at det er mit ønske at der bliver gjort ansvar gældende selv om stykket kun har været spillet en eneste gang. Dette punkt forglemte jeg at fremhæve i mit brev til herr Stang og jeg vilde derfor være Dem særdeles forbunden, hvis denne meddelelse ret snart kunde komme ham ihænde.
Tør jeg derhos anmode Dem om, som svar på en forespørgsel fra advokat Stang, at meddele ham at direktør Key ikke af mig har erholdt nogen tilladelse til at lade oversætte på svensk «Samfundets støtter», ligeså lidt som jeg har givet nogensomhelst anden en sådan tilladelse. Fra hvem herr Key har erholdt sin oversættelse er mig ganske ubekendt. De ved det kgl: theater i Stokholm og ved Götheborgs theater foranstaltede oversættelser af stykket tør kun benyttes ved disse to theatre og ikke afhændes eller overlades til nogen anden.
Hvorvidt «Samfundets støtter» nu har oplevet den 26. forestilling på det kgl: theater ved jeg ikke med vished, altså heller ikke hvorvidt det fastsatte slutningshonorar 500 kroner er forfaldet til udbetaling; men selv om sådant ikke skulde være tilfældet, beder jeg Dem vise mig den tjeneste at sende mig en veksel på det nævnte beløb. Hvis Deres bankier skulde have forbindelser med huset Schmitt & Nast hersteds, så tager jeg helst en anvisning på dette, hvis ikke, beder jeg om en veksel på Paris ligesom sidst.
Fra herr Jakobsen kan jeg hilse; han ser godt ud og lader til at befinde sig meget vel. Fru Colban har været upasselig i nogen tid, men er nu i bedring. Gennem et telegram er jeg bleven underrettet om at «Samfundets støtter» i Fredags opførtes første gang i Kristiania; forhåbentlig indløber nærmere meddelelse en af de første dage.
Jeg aflægger Dem herved min bedste tak for besørgelsen af alt fornødent vedkommende theaterhonoraret for «Samfundets støtter». Derhos tillader jeg mig at anmode Dem om ved næste kvartals begyndelse, med fradrag af hvad De har udlagt for mig, at ville sende mig såvel min gage som forrige års udbytte af mine aktier i Bergens kreditbank. For tiden står kursen på RmՖ hersteds forholdsvis højere end på francs, og jeg vilde derfor gerne denne gang forsøgsvis bede om en veksel på Berlin, såfremt ikke kursforholdet i Kristiania skulde gøre det utilrådeligt, jeg mener, om jeg ved at købe RmՖ istedetfor francs skulde tabe mere, end jeg her vilde vinde.
Af avisernes beretninger at dømme synes «Samfundets støtter» at have fået en ret tilfredsstillende udførelse ved Kristiania theater. Dette har været mig kært at erfare; thi jeg har været noget urolig ved tanken om den mangel på artistisk ledelse, som jo nu unægtelig finder sted deroppe, og som vel heller ikke har udsigt til så snart at blive afhjulpen.
Jeg bemærker at disse betingelser i alt væsentligt er overensstemmende med dem, jeg opstillede for «Samfundets støtter».
Som honorar for «Et dukkehjem» betinger jeg mig – ligesom i sin tid for «Samfundets støtter» – et beløb af 1000 kroner, der, ved antagelsen af stykket, ønskes indbetalt til den Gyldendalske boghandel i København. Ved erlæggelsen af dette honorar erholder De udelukkende rettighed til at opføre stykket i Göteborg, ligesom det også derved skal stå Dem frit for, med det af Dem ledede skuespillerpersonale, at spille stykket andetsteds i Sverig, dog ikke i Stockholm. Den nu gældende lovstiftning, der også omfatter norske dramatiske arbejder, sikrer dem, som De visstnok ved, imod enhver konkurrence.
Når jeg indtil nu ikke har besvaret Deres interessante og indholdsrige skrivelse angående «Samfundets støtter», så er grunden den, at jeg helst vilde udsætte mit defensorat indtil en personlig sammenkomst engang blev mig forundt.
Derimod var det mig samtidigt meget ubehageligt at høre at den tyske oversættelse af mit nye stykke sælges stærkt i København og at afsætningen af originalen derved skades. Jeg så jo nok i et af de mig tilsendte blade at «Nora» averteredes tilsalgs deroppe; men jeg troede at De kun gjorde mig opmærksom på sagen som et kuriosum, da jeg ikke kunde forestille mig at nogen deroppe købte den tyske oversættelse uden måske for at sammenligne den med originalen. Efter Deres meddelelse stiller sig imidlertid sagen anderledes, og jeg skulde derfor henstille til Dem straks at påkalde autoriteternes hjælp for at standse denne trafik, der jo er ulovlig og til skade både for Dem og mig. Den tyske oversættelse er, som boghandlerforetagende, mig ganske uvedkommende; jeg har ikke betalt oversætteren noget honorar, og jeg erholder intet honorar af forlæggeren; oversætteren har at levere mig de fornødne exemplarer til brug for de tyske theatre; nogen anden befatning med sagen har jeg ikke. Det er klart at vi ikke kan forbyde den tyske forlægger at effektuere bestillinger til Danmark; men det er dog vel utvivlsomt at vi kan forbyde danske boghandlere at falbyde og sælge denne tyske oversættelse i Danmark. Vor lovgivning indeholder jo tydelige bestemmelser om deslige tilfælde. Jeg synes at disse bestemmelser allerede for længe siden burde været bragt i anvendelse. Den tyske oversættelse af «Samfundets støtter», ligeledes udgivet af Reclam jun: i Leipzig, forhandles måske også i vore lande, og formodentlig ligeså oversættelserne af Bjørnsons «Maria Stuart», «De nygifte», «Fallitten», «Leonarda», o. s. v., hvilke alle, såvidt mig bekendt, er oversatte af W. Lange og udgivne af Reclam. Det skulde interessere mig meget, snart at høre hvad De mener om sagen. At det indtrufne er sket aldeles imod min vilje og uden mit samtykke, forstår sig af sig selv; det er jo aldeles stridende imod mine egne interesser ligeså vel som imod Deres. Hvis behøves, beder jeg Dem betragte dette brev som fuldmagt til at skride ind også på mine vegne. Jeg er selvfølgelig gerne beredt til at bære min del af de eventuelle omkostninger.
Endnu har jeg en bøn til Dem. De har formodentlig fra og til anledning til at tale med kammerherre Fallesen. Skulde De ikke ved en sådan anledning i mit navn ville henstille til ham at udbetale de resterende 500 kroner for «Samfundets støtter»? Bed ham betænke det ringe honorar, for hvilket han tilhandlede sig dette stykke. Af aviserne har jeg set at han af egen drift betalte Sarah Bernhardt et langt større spillehonorar, end stipuleret; jeg kan derfor ikke tvivle på, at han vil vise mig denne lille villighed.
At der fra mange hold vilde rejse sig et skrig imod mit nye stykke var jeg naturligvis på forhånd forberedt på. Havde denne bog straks fundet billigelse af alle, så havde det ikke været mig nogen nødvendighed at skrive den. Jeg tager derfor også modstanden ganske roligt og koldblodigt. Jeg ved at om nogle få år vil bogen stå for den almindelige bevidsthed som en kendsgerning, hvorimod der ikke er noget at sige eller indvende. Det gælder ikke andet end at folk får tid til at vænne sig til at den er skrevet således, som den er, og ikke anderledes. Jeg har erfaringer fra tidligere tilfælder at støtte mig til. Der blev skreget ligeså stærkt imod «Kærlighedens komedie» da den første gang kom ud, og ligeså imod «Peer Gynt» og imod «Samfundets støtter», ikke at tale om det hyl, der aldeles ubeføjet mødte «De unges forbund».
De kritiske voldsomheder og alt det vanvid, som skrives imod «Gengangere» tager jeg med fuldkommen sindsro. Jeg var forberedt på sligt. Da «Kærlighedens komedie» udkom, blev der i Norge skreget ligeså vildt som nu. Mod «Peer Gynt» blev der også skreget og ikke mindre imod «Samfundets støtter» og imod «Et dukkehjem». Skriget vil også dennegang dø hen ligesom tidligere.
I England existerer der to forskellige oversættelser af nysnævnte stykke. «Samfundets støtter» er også bleven oversat på engelsk og har været opført i London.
«Samfundets støtter» ligeså.
For at forebygge gentagelse af historien med «Samfundets støtter» traf jeg, da manuskriptet til «Et dukkehjem» var færdigt, aftale med W. Lange om i fællesskab med ham at udgive stykket på tysk. Han indgik herpå og erholdt korrekturarkene efterhånden tilsendte fra København. Betingelserne var at oversætteren skulde have det hele boghandlerhonorar udelukkende for sin part. Teaterhonorarerne skulde vi derimod dele ligeligt imellem os. På dette stykke har jeg således tjent adskilligt ved de tyske teatre; men fremgangsmåden er alligevel ubrugelig for fremtiden. For så vidt muligt at sikkre os imod konkurrence af andre oversættere måtte vi sørge for at få stykket udgivet på tysk samtidigt med originalen. Dette skede også hos Ph. Reclam i Leipzig. Men denne benyttede straks lejligheden til i stor mængde at sende sin godtkøbsudgave til de skandinaviske lande hvor den, da den kun koster 20 Pfg: afsattes til meget følbar fortrængsel for originaludgaven, der må betales med 2 kr: 25 øre. Ad forretningsmæssig vej erholdt jeg dengang meddelelse om at en enkelt boghandler i København havde solgt 6–800 exemplarer af den tyske «Nora». På denne vis kan jeg regne at jeg igen har tabt alt, hvad jeg tjente gennem honorarer ved de tyske teatre. Altsammen følgen af at vi ingen literær konvention har.
«De unges forbund» honoreredes arbitrært med 1200 kroner. «Kongs-emnerne» ligeså med 1200 kr:, endvidere «Hærmændene på Helgeland» med 2000 kr:, og «Samfundets støtter» ligeledes med 2000 kr:, tils: 6,400 kroner.
De siger, at oversættelsen af «Gengangere» nu snart er færdig; men jeg vilde ikke anse det hensigtsmæssigt om dette skuespil udkom først. Det er det videst gående af de tre arbejder, som De nævner og burde derfor være det sidste i rækken. Denne burde formentlig åbnes med «Samfundets støtter»; derefter burde «Et dukkehjem» komme, da dette danner ligesom en indledning eller en forberedelse til «Gengangere.»
I Deres senere breve har De gentagende berørt et par omstændigheder, hvis rette simple sammenhæng jeg hidtil ikke har oplyst Dem om. Under mit sidste to dages ophold i København blev det mig sagt at De var rejst på landet og da jeg ikke så Dem og Deres hustru ved middagen hos Hegel, kunde det aldrig falde mig ind at De befandt Dem i byens nærmeste omegn; og jeg kan umulig tro andet, end at også Hegel dengang var uvidende derom. At jeg ved vort sammentræf i München ikke havde læst Deres værk over Lasalle lå ene og alene deri at Hegel ikke endnu havde sendt mig bogen, hvilket han ellers plejer gøre med de forlagsskrifter, som han ved interesserer mig. Jeg gik desuden dengang og tumlede med planen til «Samfundets støtter», og under sådanne omstændigheder læser jeg sågodtsom intet og allermindst de bøger, om hvilke jeg på forhånd kan vide at de helt vilde optage mig.
Jeg synes ikke det er rigtig hensynsfuldt af kammerherre Fallesen, hvis han tilsidesætter det kgl: teaters reglement ved at stille «Kærlighedens komedie» tilbage for det langt senere indleverede og antagne nye stykke af A. Kielland. Og efter bladenes meddelelser må jeg antage at så vil ske. Ligeledes ser jeg af det kgl: teaters 10-års-beretning at den 25. opførelse af «Samfundets støtter» forlængst har fundet sted. Men de 400 kroner, som derefter skulde tilfalde mig, lader fremdeles vente på sig. – For øvrigt ønsker jeg naturligvis ikke at slige småting skal bringe nogen misstemning ind i det gode forhold mellem det kgl: teater og mig. Jeg beder derfor at disse udgydelser ikke må komme videre.
At der ved antagelsen af «Samfundets støtter» blev tilsikkret mig et slutningshonorar af 400 kroner er udenfor al tvil. I øjeblikket har jeg imidlertid ikke vedkommende breve ved hånden. Men oplysninger om sagen, for det tilfælde den skulde være glemt i løbet af de mellemliggende 9 år, måtte jo kunne tilvejebringes i teatrets bureau. –
Tidligere har hun for mig oversat «Hærmændene», «Fru Inger», «Samfundets støtter» og sidst «Gildet på Solhaug». For Bjørnson har hun oversat hans omarbejdede «En hanske» og har nu nylig fuldført oversættelsen af E. v. d. Reckes tekst til Lange-Müllers nye opera «Jeanne».