OLAF LILJEKRANS SKUESPIL I 3 AKTER
OLAF LILJEKRANS
THORGJERD Olaf Liljekrans?
THORGJERD Der er de Alle onde! Olaf Liljekrans bander Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders Stuetag.
THORGJERD I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
FRU KIRSTEN Olaf Liljekrans, min Søn! hvad har Du gjort? Beskjæmmet Dig for evig!
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra Baggrunden. Hun er phantastisk klædt og smykket med Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
INGEBORG holder Hemming tilbage Hemming! jeg gaaer ikke til Kirken med Olaf Liljekrans!
OLAF
med stigende Heftighed
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente min Brud!
Guldsadlen skal lægges paa min rappeste Ganger,
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og Sanger,
Derefter skal ride Kjøgemester og Præst,
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Høviske Svende skal lede din Ganger ved Haand,
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
Bonden skal bøie sig for Dig som en Vaand,
Og ved Ledet skal hans Kvinde neie!
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet ud:
Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin Brud!
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu gaaer jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. – Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad der siges:
Jeg veed forvist saa ven en Dal,
Alfer monne raade derinde!
Du vogte Dig vel, naar de Alfer lege,
De mægte din Hu at binde.
Du agte Dig vel, naar de Alfer lege,
De drage Dig i Legen ind;
Og Alt hvad Du seer og hører der,
Det gaaer aldrig meer af dit Sind.
(pludselig udbrydende med vild Glæde)
Men her er jo Bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et Øiebliks Pause, stedse mere og mere forvirret)
Herr Alvar havde liden Ingrid fæst’,
Hun var sig en Mø behænde;
Med Gammen og Leg drak de hendes Bryllup,
Tre hellige Dage til Ende.
Og Bruden var baade flink og fiin,
Hun dandsed’ mellem Gjæsternes Flok,
Det var sig Nøkken, den ondeVætte,
Sad han paa Sengestok,
Sad han som en Spillemand paa Sengestok
Og slog de forlokkende Strenge!
Da dandsed i Ring baade Bord og Bænke,
Saa let som Tærner og Drenge. –
Og Nøkken han gik sig af Stuedøren ud,
Det baader lidet at dølge –
Og alt som han spilled paa Fælestreng
Monne Bruden efter ham følge!
(vildt, triumpherende)
Trolddomsbunden stod Ridder og Svend,
Brudgommen saae sig ud saa vide;
Nøkken redte liden Ingrids Seng –
Hendes Brudeseng i Elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte
)
Den Vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder – i Bjerget!
(gaaer ind i Lien tilvenstre)
INGEBORG høit, idet hun træder nærmere Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
THORGJERD
med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv
Jeg var mig engang en Ungersvend,
Jeg sov under grønnen Li.
Det var sig alt ved de Midnatstider,
Da kom der Alfepiger ni!
– Som Maanen skinner i disig Kveld,
Som Morild i dyben Vand,
Saa lyste de fagre Trolddomsmøer,
Der de dandsed’ ved Elvens Rand.
De gav mig Hornet med Glemselsdrikken,
Tregange maatte jeg det tømme, –
Og derfor sidder jeg i Haugbondens Hal
Og drømmer saa fagre Drømme.
(paa engang ligesom opvaagnende; til de Øvrige)
Den Vise kan Olaf Liljekrans synge naar saa skal være, – tro I mig. – Farvel! (gaaer)
OLAF Kanhænde jeg bildte Dig ind at Du skulde være min Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kanhænde Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det I kaldte hende? (stamper med Foden) See ikke saadan paa mig, siger jeg! Jeg kjender Dig nok, Du har forhexet mig. Jeg glemte hvad Slægt jeg var af; jeg glemte min Brud, min Fæstemø! hun som der staaer. (griber Alfhild med Heftighed i Armen) See paa hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
OLAF See, see! Det maa jeg lide; nu stemme de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden) Ha ha! Det spørges i Himlen at Olaf Liljekrans holder Brudefærd! (styrter ud til Høire)
FRU KIRSTEN Det ske da som Du vil! (til Karlene) Styrter hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guldkronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig til de Øvrige) Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en uberygtet Mand træder frem, og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
CHOR
dæmpet og langt inde i Skoven
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe?Ufullstendig strofe.
ALLE staa som forstenede med Udraabet Olaf Liljekrans!
INGEBORG Jeg ligesaa! Ha, ha, ha! det er et lystigt Træf; jeg flygtede for Dig og Du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore Frænder ere efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et Ord, vi forraade ikke hinanden!
HEMMING De sige, at I har givet Slip paa Jer lovlige Ret for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
FRU KIRSTEN Slig Tale baader Dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
ALFHILD
springer op med barnlig Glæde
Saadan skal det være, saa er det Ret!
Ja, forsandt, vel eier Du Strenge i Brystet!
Slig skal det synges; da mene de let,
At Du selv er af al min Smerte krystet.
De mene, din egen Vee er saa stor,
Som den Du gjøgler i klagende Ord!
(standser og seer sørgmodig paa ham)
Dog nei, Du skal ikke synge derom;
Af Alfhilds Kummer vil Ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom
Skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
Som red sig i Alfekvindernes Dands!
Syng om Alfhild, den falske Kvinde,
Som lokked’ ham hans Fæstemø af Sinde;
Syng om al den Sorrig og Nød,
Da Olaf Liljekrans laa paa Baaren død!
Syng om al den Vaande og Vee,
Da de bar af Stuen de Døde tre!
Den Ene var Olaf, den Anden hans Mø!
Og dertil hans Moder af Sorg maatte dø.
FRU KIRSTENS FØLGE
nærmere end før
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe!
HEMMING
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans Faerfader hedder det i Visen:
Han mægter at klæde i Gyldenskrud,
Vel hundrede Terner til sin Brud!
Saa mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han eier dog baade Gaard og Grunde.
INGEBORG De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN med hævet Stemme Olaf Liljekrans! Svar høit og lydt! Det kræves med Rette af Dig.
OLAF
seer ud til Høire
Hun er saa fro som den unge Raa,
Der den spiller ved Hindens Side;
Snart skal hun vride de Hænder smaa
Og trænges af Nød og Kvide!
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Skaal maa Du tømme.
(grublende)
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende!
I hendes Øine mig tyktes der var lagt
En bedre Skat end Verden monne kjende!
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid,
Men alt fra i Nat, da jeg atter kom hid,
Da jeg sad til Høibords i mine Fædres Stue,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende)
Ja, ja, jeg er født og baaren af en Adelsfrue,
Og paa Fjeldet har den frændeløse Alfhild sit Hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg maa sige hende – Nei, nei, jeg kan det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den bittreste Vee!
ALFHILD
endnu halvt i Drømme
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han maa ikke dø! Lad ham Redning finde!
(springer forfærdet op; Musiken standser)
Hvor er jeg! Mig tykkes – Der staaer han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine Drømme!
ARNE Lad mig raade. (til Thorgjerd) Vi søge Olaf Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
ARNE Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den Tiggerkvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre som han! Det var jo ligervis som En vilde sige, at Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
Hemming. Strax efter Olaf Liljekrans (fra Baggrunden. Maanen staaer op).
OLAF
vedblivende
Saa kom jeg i Alfekvindernes Dands;
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Af Vaarklokker blaa, af Vandliljer hvide;
Hun saae mig i Sjælen med Øine saa blide,
Hun hvisked’ i mit Øre et gaadefuldt Ord,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed Du hvor Lykken groer,
Veed Du, naar Fred for Dig er at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde,
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra Høire).
OLAF
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig Gaade?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Den ætstore Mand, der broutede af sin Slægt,
Og lod haant om Elskov og Fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil, – Lykken skulde jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt Urter smaa.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgjæster, Bønder og Karle (fra forskjellige Sider). Senere Olaf Liljekrans.
FRU KIRSTEN Mange og haarde ere de Beskyldninger, som reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte sig fra hans Fæstemø, som han havde trolovet, – saa, at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt Fred i sit Hjem, men drog hid op til denne ukjendte Dal, hvor Du har holdt til. Alt Sligt kan ikke være tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
OLAF LILJEKRANS SKUESPIL I TRE AKTER
OLAF LILJEKRANS
INGEBORG holder Hemming tilbage Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans!
THORGJERD Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander småfuglen, når den synger på hans moders stuetag.
FRU KIRSTEN Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig!
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
OLAF
med stigende heftighed
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!
THORGJERD Olaf Liljekrans?
THORGJERD I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
INGEBORG højt, idet hun træder nærmere Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gør du, om du tænker at tvinge mig.
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan
få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
Du agte dig vel, når de alfer lege,
de drage dig i legen ind;
og alt hvad du ser og hører der,
det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde)
Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste
kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pause
stedse mere og mere forvirret)
Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
hun var sig en mø behænde;
med gammen og leg drak de hendes bryllup,
tre hellige dage til ende.
Og bruden var både flink og fin,
hun dansed mellem gæsternes flok,
det var sig nøkken, den onde vætte,
sad han på sengestok,
sad han som en spillemand på sengestok
og slog de forlokkende strenge!
Da dansed i ring både bord og bænke,
så let som terner og drenge. –
Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
det båder lidet at dølge –
og alt som han spilled på felestreng,
monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende)
Trolddomsbunden stod ridder og svend,
brudgommen så sig ud så vide;
nøkken redte liden Ingrids seng –
hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte)
Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre)
OLAF Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stamper med foden) Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!
OLAF Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd! (styrter ud til højre)
FRU KIRSTEN Det ske da, som du vil! (til karlene) Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild) Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige) Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
KOR
dæmpet og langt inde i skoven
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
Lenke til fullstendig strofe.
ALLE står som forstenede med udråbet Olaf Liljekrans!
INGEBORG Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf; jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi forråder ikke hinanden!
HEMMING De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en nidvise om jer, husbond!
FRU KIRSTEN Slig tale båder dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn?
ALFHILD
springer op med barnlig glæde
Sådan skal det være, så er det ret!
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
at du selv er af al min smerte krystet.
De mener, din egen ve er så stor,
som den du gøgler i klagende ord!
(standser og ser sørgmodig på ham)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
som lokked ham hans fæstemø af sinde;
syng om al den sorrig og nød,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
Syng om al den vånde og ve,
da de bar af stuen de døde tre!
Den ene var Olaf, den anden hans mø!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø.
FRU KIRSTENS FØLGE
nærmere end før
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
HEMMING
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
Han mægter at klæde i gyldenskrud
vel hundrede terner til sin brud!
Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde.
INGEBORG De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN med hævet stemme Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves med rette af dig.
ALFHILD
endnu halvt i drømme
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser)
Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!
OLAF
ser ud til højre
Hun er så fro som den unge rå,
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
og trænges af nød og kvide!
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må du tømme.
(grublende)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
en bedre skat end verden monne kende!
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg sad til højbords i mine fædres stue,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende)
Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!
ARNE Lad mig råde. (til Thorgjerd) Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag?
ARNE Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tiggerkvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han! Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg, min datter, havde sind til dig.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op).
OLAF
vedblivende
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
«Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!»
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).
OLAF
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans.
FRU KIRSTEN Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.
Jeg håber at De rigtig har modtaget manuskriptet til «Olaf Liljekrans», hvilket jeg sendte Dem for 8 dage siden. Idag sender jeg Dem «Kæmpehøjen», som det nu endelig er lykkedes mig at komme i besiddelse af. Jeg finder efter gennemlæsningen at der dog er adskillig godt i dette lille ungdomsarbejde og takker Dem oprigtig fordi De tvang mig til at medtage det i samlingen.
De to ungdomsarbejder af mig, som har været nævnte i tyske blade er den dramatiske digtning «Kæmpehøjen», i én akt og «Olaf Liljekrans», skuespil i tre akter. Intet af disse stykker foreligger i en sådan redaktion at jeg kunde anbefale dem til uforandret offentliggørelse i originalsproget; de måtte først grundigt gennemarbejdes. Til brug for en oversættelse kan den gamle tekst jo altid være fyldestgørende. Skulde De ønske de to stykker medtagne i folkeudgaven, så kunde det kanske helst være som et slags afsluttende tillæg til denne. –
Sluttelig tillader jeg mig at bede Dem om godhedsfuldt at ville tilbagesende mig de to manuskripter til «Kæmpehøjen» og «Olaf Liljekrans». Ingen af disse bøger er nemlig min ejendom; den ene tilhører teatret i Bergen og den anden det herværende universitetsbibliotek. –
Jeg tillader mig derhos at bede Dem vise mig en venskabstjeneste. Det er nemlig min agt at omarbejde mit gamle skuespil «Olaf Liljekrans» til en operatekst for Grieg, og ønskede derfor gerne at erholde udlånt det i theaterbibliotheket beroende exemplar af stykket. Tør jeg bede Dem besørge dette for mig? De med forsendelsen forbundne omkostninger bedes fratrukne på fremtidige honorarer. Men jeg beder at sagen må blive holdt hemmelig, så den ikke kommer i aviserne.
Herved sender jeg Dig først og fremst en hjertelig Hilsen og dernæst nogle Bemærkninger over Kjæmpeviserne med Anmodning om at faa dem optagne i Dit Blad. Saafremt Du maatte være villig til at gjøre Brug af min Opsats, beder jeg Dig at indtage den i saa store Portioner som muligt og fremfor Alt at dele den paa de mest passende Steder samt endelig at sørge for at en nøiagtig Retskrivning og Interpunction bliver iagttagen, jeg har nemlig, som Du seer, ladet Manuscriptet renskrive af en Anden og har kun flygtigt læst Reenskriften igjennem. Jeg har mangengang havt isinde at tilskrive Dig men altid er det blevet opsat, nogle Reiseskildringer tænkte jeg ogsaa engang paa at sende Dig men deraf blev heller Intet, – til Sommeren agter jeg imidlertid at begive mig ud paa en lang Vandring og maaskee jeg da kunde skikke Dig noget Brugbart. Om mine Forholde her ved jeg intet af Interesse at fortælle Dig undtagen at jeg i forrige Aar blev – forlovet med en Datter af Provst Thoresen her i Bergen ( hendes Stedmoder er Forfatterinden af «Et Vidne» og et Par andre Stykker som Du i sin Tid har omtalt i Nyhedsbladet). For Din Anmeldelse af «Gildet paa Solhoug» takker jeg paa det hjerteligste; mit nye Stykke «Olaf Liljekrans» har jeg sendt til Christiania Theater for et Par Maaneder siden men Borgaard er just ikke af dem der forhaster sig. Mit bedste Stykke «Fru Inger til Østeraad» har han ikke villet optage paa Repertoiret forinden Adskilligt deri blev forandret hvilket jeg imidlertid ikke vilde indgaa paa; ved Nytaarstid sendte jeg det til Chr: Tønsberg med Anmodning om at udgive det hvilket han ikke for Tiden kunde indlade sig paa, og da det er mig i høi Grad magtpaaliggende at faa dette mit bedste Arbeide offentliggjort saa vil jeg herved bede Dig at tage Dig af Tingen og gjøre for mig hvad Du kan. Stykket ligger hos Tønsberg, læs det igjennem og skaf mig en Forlægger! Vilkaarene bryder jeg mig ikke om – Honoraret giver jeg gjerne Slip paa naar Du blot kan faa det i Trykken – jeg er vis paa at dersom Du venskabeligst vilde virke for mig saa lykkedes det nok. Det er faldet mig ind om det ikke kunde udgives til Indtægt for Studentersamfundets Byggefond; – jeg ønskede gjerne at ledsage Stykket med en liden Prolog tilegnet det unge skandinaviske Norden. Kjære Ven! lad mig see Du hjælper mig – jeg giver Dig Hals og Haand over «Fru Inger», pres en Forlægger saalænge til han giver efter –!!
«Olaf Liljekrans» vil jeg gjerne see offentliggjort paa samme Maade saasnart det har været opført paa Christiania Theater; men fra Borgaard har jeg endnu ikke hørt et Ord om den Sag. Jeg har en stærk Lyst til at begynde en Polemik med ham angaaende hans Vægring ved at opføre «Fru Inger» i dens nuværende Form: – Ifølge hans egne Breve finder han at Stykket er «poetisk, fuldt af gode Charakteerskildringer og stærke dramatiske Momenter» – men desuagtet – – nu ja, hans Bevæggrunde vil Du selv kunne forstaa naar Du læser Stykket.
Deres Skrivelse af 11te dennes vil De forhaabentlig undskylde at jeg, paa Grund af de forhaandenværende Omstændigheder, først idag ser mig istand til at besvare. – Jeg maa tilstaa at en Paamindelse af en saadan Art fra Bergens Theaterbestyrelse frapperede mig. Min Gjæld til Theatret er 45 Sp, hvoraf 20 Sp som Forskud; Restbeløbet, 25 Sp, har jeg som Gjæld paadraget mig ved frivilligt Tilbud om at tilbagebetale sidste Maaneds Gage da jeg forrige Sommer fratraadte Theatrets Tjeneste. Ved min Afreise fra Bergen var der aldrig Tale om andet end en mindelig Opgjørelsesmaade, saaledes nemlig at jeg fremdeles tilstillede Theatret mine dramatiske Arbeider til Afbenyttelse. Herom er den nye Bestyrelse muligens ikke vidende, men hvad den burde være og maa være vidende om, er at jeg for Bergens Theater har skrevet følgende Stykker: «Sancthansnatten» Skuespil i 3 Akter, «Kjæmpehøien» Drama i 1 Akt, «Fru Inger til Østeraad» Drama i 5 Akter, «Gildet paa Solhoug» Skuespil i 3 Akter og «Olaf Liljekrans» Skuespil i 3 Akter. Desuden har jeg saaofte det forlangtes, leveret Prologer o. s. v. uden at jeg for alt dette har modtaget anden Godtgjørelse end et Gratiale, stort 100 Sp. Hvorledes rette Vedkommende forrige Høst satte Couranten for dramatiske Varer i Bergen, veed jeg ikke; men i Christiania betales fortiden et femakts Skuespil, ifølge Forslag fra A. Munch og mig, med mindst 250 Sp, og mindre Stykker i Forhold dertil. Bestyrelsen vil altsaa kunne udregne for hvilket Beløb Theatret omtrent maa antages at staa i Æresgjæld til mig, og jeg overlader til dens Delicatesse at afgjøre om ikke dette Punct burde klares forinden man forsøgte paa ad Rettens Vei at inddrive de omhandlede 45 Sp. Bestyrelsens Telegrafdepeche var allerede forinden dens Modtagelse realiter besvaret i en Skrivelse til Theatrets artistiske Direktør; paa selve Depechen kunde jeg ikke indlade mig at svare, da den ifølge sin Form kun indeholdt et simpelt og uberettiget Nysgjærrighedsspørsmaal, nemlig Spørsmaalet om «hvorvidt jeg havde tilstillet den aftraadte Bestyrelse «Hærmændene paa Helgeland» til Afbetaling paa min Gjæld til Theatret.» – Jeg kan ikke tilbageholde min Beklagelse over den udelikate Maade paa hvilken de literære Anliggender fortiden synes at varetages her, men maa dog tilføie at dette ingen Indflydelse vil have paa min Sympathi for Bergens Theater; jeg agter for Fremtiden som før at stille mine Arbeider til dets Raadighed. Hvad den her omhandlede Sag angaar, skal jeg henstille til Bestyrelsens yderligere Overveielse om det ikke maa ansees baade sømmeligere og hensigtsmæssigere at stille det Hele i Bero indtil videre.
OLAF LILJEKRANS SKUESPIL I 3 AKTER
OLAF LILJEKRANS
THORGJERD Olaf Liljekrans?
THORGJERD Der er de Alle onde! Olaf Liljekrans bander Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders Stuetag.
THORGJERD I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
FRU KIRSTEN Olaf Liljekrans, min Søn! hvad har Du gjort? Beskjæmmet Dig for evig!
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra Baggrunden. Hun er phantastisk klædt og smykket med Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
INGEBORG holder Hemming tilbage Hemming! jeg gaaer ikke til Kirken med Olaf Liljekrans!
OLAF
med stigende Heftighed
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente min Brud!
Guldsadlen skal lægges paa min rappeste Ganger,
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og Sanger,
Derefter skal ride Kjøgemester og Præst,
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Høviske Svende skal lede din Ganger ved Haand,
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
Bonden skal bøie sig for Dig som en Vaand,
Og ved Ledet skal hans Kvinde neie!
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet ud:
Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin Brud!
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu gaaer jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. – Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad der siges:
Jeg veed forvist saa ven en Dal,
Alfer monne raade derinde!
Du vogte Dig vel, naar de Alfer lege,
De mægte din Hu at binde.
Du agte Dig vel, naar de Alfer lege,
De drage Dig i Legen ind;
Og Alt hvad Du seer og hører der,
Det gaaer aldrig meer af dit Sind.
(pludselig udbrydende med vild Glæde)
Men her er jo Bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et Øiebliks Pause, stedse mere og mere forvirret)
Herr Alvar havde liden Ingrid fæst’,
Hun var sig en Mø behænde;
Med Gammen og Leg drak de hendes Bryllup,
Tre hellige Dage til Ende.
Og Bruden var baade flink og fiin,
Hun dandsed’ mellem Gjæsternes Flok,
Det var sig Nøkken, den ondeVætte,
Sad han paa Sengestok,
Sad han som en Spillemand paa Sengestok
Og slog de forlokkende Strenge!
Da dandsed i Ring baade Bord og Bænke,
Saa let som Tærner og Drenge. –
Og Nøkken han gik sig af Stuedøren ud,
Det baader lidet at dølge –
Og alt som han spilled paa Fælestreng
Monne Bruden efter ham følge!
(vildt, triumpherende)
Trolddomsbunden stod Ridder og Svend,
Brudgommen saae sig ud saa vide;
Nøkken redte liden Ingrids Seng –
Hendes Brudeseng i Elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte
)
Den Vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder – i Bjerget!
(gaaer ind i Lien tilvenstre)
INGEBORG høit, idet hun træder nærmere Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
THORGJERD
med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv
Jeg var mig engang en Ungersvend,
Jeg sov under grønnen Li.
Det var sig alt ved de Midnatstider,
Da kom der Alfepiger ni!
– Som Maanen skinner i disig Kveld,
Som Morild i dyben Vand,
Saa lyste de fagre Trolddomsmøer,
Der de dandsed’ ved Elvens Rand.
De gav mig Hornet med Glemselsdrikken,
Tregange maatte jeg det tømme, –
Og derfor sidder jeg i Haugbondens Hal
Og drømmer saa fagre Drømme.
(paa engang ligesom opvaagnende; til de Øvrige)
Den Vise kan Olaf Liljekrans synge naar saa skal være, – tro I mig. – Farvel! (gaaer)
OLAF Kanhænde jeg bildte Dig ind at Du skulde være min Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kanhænde Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det I kaldte hende? (stamper med Foden) See ikke saadan paa mig, siger jeg! Jeg kjender Dig nok, Du har forhexet mig. Jeg glemte hvad Slægt jeg var af; jeg glemte min Brud, min Fæstemø! hun som der staaer. (griber Alfhild med Heftighed i Armen) See paa hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
OLAF See, see! Det maa jeg lide; nu stemme de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden) Ha ha! Det spørges i Himlen at Olaf Liljekrans holder Brudefærd! (styrter ud til Høire)
FRU KIRSTEN Det ske da som Du vil! (til Karlene) Styrter hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guldkronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig til de Øvrige) Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en uberygtet Mand træder frem, og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
CHOR
dæmpet og langt inde i Skoven
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe?Ufullstendig strofe.
ALLE staa som forstenede med Udraabet Olaf Liljekrans!
INGEBORG Jeg ligesaa! Ha, ha, ha! det er et lystigt Træf; jeg flygtede for Dig og Du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore Frænder ere efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et Ord, vi forraade ikke hinanden!
HEMMING De sige, at I har givet Slip paa Jer lovlige Ret for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
FRU KIRSTEN Slig Tale baader Dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
ALFHILD
springer op med barnlig Glæde
Saadan skal det være, saa er det Ret!
Ja, forsandt, vel eier Du Strenge i Brystet!
Slig skal det synges; da mene de let,
At Du selv er af al min Smerte krystet.
De mene, din egen Vee er saa stor,
Som den Du gjøgler i klagende Ord!
(standser og seer sørgmodig paa ham)
Dog nei, Du skal ikke synge derom;
Af Alfhilds Kummer vil Ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom
Skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
Som red sig i Alfekvindernes Dands!
Syng om Alfhild, den falske Kvinde,
Som lokked’ ham hans Fæstemø af Sinde;
Syng om al den Sorrig og Nød,
Da Olaf Liljekrans laa paa Baaren død!
Syng om al den Vaande og Vee,
Da de bar af Stuen de Døde tre!
Den Ene var Olaf, den Anden hans Mø!
Og dertil hans Moder af Sorg maatte dø.
FRU KIRSTENS FØLGE
nærmere end før
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe!
HEMMING
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans Faerfader hedder det i Visen:
Han mægter at klæde i Gyldenskrud,
Vel hundrede Terner til sin Brud!
Saa mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han eier dog baade Gaard og Grunde.
INGEBORG De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN med hævet Stemme Olaf Liljekrans! Svar høit og lydt! Det kræves med Rette af Dig.
OLAF
seer ud til Høire
Hun er saa fro som den unge Raa,
Der den spiller ved Hindens Side;
Snart skal hun vride de Hænder smaa
Og trænges af Nød og Kvide!
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Skaal maa Du tømme.
(grublende)
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende!
I hendes Øine mig tyktes der var lagt
En bedre Skat end Verden monne kjende!
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid,
Men alt fra i Nat, da jeg atter kom hid,
Da jeg sad til Høibords i mine Fædres Stue,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende)
Ja, ja, jeg er født og baaren af en Adelsfrue,
Og paa Fjeldet har den frændeløse Alfhild sit Hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg maa sige hende – Nei, nei, jeg kan det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den bittreste Vee!
ALFHILD
endnu halvt i Drømme
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han maa ikke dø! Lad ham Redning finde!
(springer forfærdet op; Musiken standser)
Hvor er jeg! Mig tykkes – Der staaer han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine Drømme!
ARNE Lad mig raade. (til Thorgjerd) Vi søge Olaf Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
ARNE Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den Tiggerkvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre som han! Det var jo ligervis som En vilde sige, at Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
Hemming. Strax efter Olaf Liljekrans (fra Baggrunden. Maanen staaer op).
OLAF
vedblivende
Saa kom jeg i Alfekvindernes Dands;
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Af Vaarklokker blaa, af Vandliljer hvide;
Hun saae mig i Sjælen med Øine saa blide,
Hun hvisked’ i mit Øre et gaadefuldt Ord,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed Du hvor Lykken groer,
Veed Du, naar Fred for Dig er at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde,
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra Høire).
OLAF
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig Gaade?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Den ætstore Mand, der broutede af sin Slægt,
Og lod haant om Elskov og Fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil, – Lykken skulde jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt Urter smaa.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgjæster, Bønder og Karle (fra forskjellige Sider). Senere Olaf Liljekrans.
FRU KIRSTEN Mange og haarde ere de Beskyldninger, som reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte sig fra hans Fæstemø, som han havde trolovet, – saa, at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt Fred i sit Hjem, men drog hid op til denne ukjendte Dal, hvor Du har holdt til. Alt Sligt kan ikke være tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
OLAF LILJEKRANS SKUESPIL I TRE AKTER
OLAF LILJEKRANS
INGEBORG holder Hemming tilbage Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans!
THORGJERD Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander småfuglen, når den synger på hans moders stuetag.
FRU KIRSTEN Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig!
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).
OLAF
med stigende heftighed
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!
THORGJERD Olaf Liljekrans?
THORGJERD I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
INGEBORG højt, idet hun træder nærmere Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gør du, om du tænker at tvinge mig.
THORGJERD
nærmer sig atter
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan
få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
Du agte dig vel, når de alfer lege,
de drage dig i legen ind;
og alt hvad du ser og hører der,
det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde)
Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste
kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pause
stedse mere og mere forvirret)
Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
hun var sig en mø behænde;
med gammen og leg drak de hendes bryllup,
tre hellige dage til ende.
Og bruden var både flink og fin,
hun dansed mellem gæsternes flok,
det var sig nøkken, den onde vætte,
sad han på sengestok,
sad han som en spillemand på sengestok
og slog de forlokkende strenge!
Da dansed i ring både bord og bænke,
så let som terner og drenge. –
Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
det båder lidet at dølge –
og alt som han spilled på felestreng,
monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende)
Trolddomsbunden stod ridder og svend,
brudgommen så sig ud så vide;
nøkken redte liden Ingrids seng –
hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte)
Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre)
OLAF Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stamper med foden) Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!
OLAF Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd! (styrter ud til højre)
FRU KIRSTEN Det ske da, som du vil! (til karlene) Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild) Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige) Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
KOR
dæmpet og langt inde i skoven
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
Lenke til fullstendig strofe.
ALLE står som forstenede med udråbet Olaf Liljekrans!
INGEBORG Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf; jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi forråder ikke hinanden!
HEMMING De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en nidvise om jer, husbond!
FRU KIRSTEN Slig tale båder dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn?
ALFHILD
springer op med barnlig glæde
Sådan skal det være, så er det ret!
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
at du selv er af al min smerte krystet.
De mener, din egen ve er så stor,
som den du gøgler i klagende ord!
(standser og ser sørgmodig på ham)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
som lokked ham hans fæstemø af sinde;
syng om al den sorrig og nød,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
Syng om al den vånde og ve,
da de bar af stuen de døde tre!
Den ene var Olaf, den anden hans mø!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø.
FRU KIRSTENS FØLGE
nærmere end før
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
HEMMING
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
Han mægter at klæde i gyldenskrud
vel hundrede terner til sin brud!
Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde.
INGEBORG De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN med hævet stemme Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves med rette af dig.
ALFHILD
endnu halvt i drømme
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser)
Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!
OLAF
ser ud til højre
Hun er så fro som den unge rå,
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
og trænges af nød og kvide!
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må du tømme.
(grublende)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
en bedre skat end verden monne kende!
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg sad til højbords i mine fædres stue,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende)
Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!
ARNE Lad mig råde. (til Thorgjerd) Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag?
ARNE Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tiggerkvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han! Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg, min datter, havde sind til dig.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op).
OLAF
vedblivende
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
«Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!»
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).
OLAF
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans.
FRU KIRSTEN Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.
Jeg håber at De rigtig har modtaget manuskriptet til «Olaf Liljekrans», hvilket jeg sendte Dem for 8 dage siden. Idag sender jeg Dem «Kæmpehøjen», som det nu endelig er lykkedes mig at komme i besiddelse af. Jeg finder efter gennemlæsningen at der dog er adskillig godt i dette lille ungdomsarbejde og takker Dem oprigtig fordi De tvang mig til at medtage det i samlingen.
De to ungdomsarbejder af mig, som har været nævnte i tyske blade er den dramatiske digtning «Kæmpehøjen», i én akt og «Olaf Liljekrans», skuespil i tre akter. Intet af disse stykker foreligger i en sådan redaktion at jeg kunde anbefale dem til uforandret offentliggørelse i originalsproget; de måtte først grundigt gennemarbejdes. Til brug for en oversættelse kan den gamle tekst jo altid være fyldestgørende. Skulde De ønske de to stykker medtagne i folkeudgaven, så kunde det kanske helst være som et slags afsluttende tillæg til denne. –
Sluttelig tillader jeg mig at bede Dem om godhedsfuldt at ville tilbagesende mig de to manuskripter til «Kæmpehøjen» og «Olaf Liljekrans». Ingen af disse bøger er nemlig min ejendom; den ene tilhører teatret i Bergen og den anden det herværende universitetsbibliotek. –
Jeg tillader mig derhos at bede Dem vise mig en venskabstjeneste. Det er nemlig min agt at omarbejde mit gamle skuespil «Olaf Liljekrans» til en operatekst for Grieg, og ønskede derfor gerne at erholde udlånt det i theaterbibliotheket beroende exemplar af stykket. Tør jeg bede Dem besørge dette for mig? De med forsendelsen forbundne omkostninger bedes fratrukne på fremtidige honorarer. Men jeg beder at sagen må blive holdt hemmelig, så den ikke kommer i aviserne.
Herved sender jeg Dig først og fremst en hjertelig Hilsen og dernæst nogle Bemærkninger over Kjæmpeviserne med Anmodning om at faa dem optagne i Dit Blad. Saafremt Du maatte være villig til at gjøre Brug af min Opsats, beder jeg Dig at indtage den i saa store Portioner som muligt og fremfor Alt at dele den paa de mest passende Steder samt endelig at sørge for at en nøiagtig Retskrivning og Interpunction bliver iagttagen, jeg har nemlig, som Du seer, ladet Manuscriptet renskrive af en Anden og har kun flygtigt læst Reenskriften igjennem. Jeg har mangengang havt isinde at tilskrive Dig men altid er det blevet opsat, nogle Reiseskildringer tænkte jeg ogsaa engang paa at sende Dig men deraf blev heller Intet, – til Sommeren agter jeg imidlertid at begive mig ud paa en lang Vandring og maaskee jeg da kunde skikke Dig noget Brugbart. Om mine Forholde her ved jeg intet af Interesse at fortælle Dig undtagen at jeg i forrige Aar blev – forlovet med en Datter af Provst Thoresen her i Bergen ( hendes Stedmoder er Forfatterinden af «Et Vidne» og et Par andre Stykker som Du i sin Tid har omtalt i Nyhedsbladet). For Din Anmeldelse af «Gildet paa Solhoug» takker jeg paa det hjerteligste; mit nye Stykke «Olaf Liljekrans» har jeg sendt til Christiania Theater for et Par Maaneder siden men Borgaard er just ikke af dem der forhaster sig. Mit bedste Stykke «Fru Inger til Østeraad» har han ikke villet optage paa Repertoiret forinden Adskilligt deri blev forandret hvilket jeg imidlertid ikke vilde indgaa paa; ved Nytaarstid sendte jeg det til Chr: Tønsberg med Anmodning om at udgive det hvilket han ikke for Tiden kunde indlade sig paa, og da det er mig i høi Grad magtpaaliggende at faa dette mit bedste Arbeide offentliggjort saa vil jeg herved bede Dig at tage Dig af Tingen og gjøre for mig hvad Du kan. Stykket ligger hos Tønsberg, læs det igjennem og skaf mig en Forlægger! Vilkaarene bryder jeg mig ikke om – Honoraret giver jeg gjerne Slip paa naar Du blot kan faa det i Trykken – jeg er vis paa at dersom Du venskabeligst vilde virke for mig saa lykkedes det nok. Det er faldet mig ind om det ikke kunde udgives til Indtægt for Studentersamfundets Byggefond; – jeg ønskede gjerne at ledsage Stykket med en liden Prolog tilegnet det unge skandinaviske Norden. Kjære Ven! lad mig see Du hjælper mig – jeg giver Dig Hals og Haand over «Fru Inger», pres en Forlægger saalænge til han giver efter –!!
«Olaf Liljekrans» vil jeg gjerne see offentliggjort paa samme Maade saasnart det har været opført paa Christiania Theater; men fra Borgaard har jeg endnu ikke hørt et Ord om den Sag. Jeg har en stærk Lyst til at begynde en Polemik med ham angaaende hans Vægring ved at opføre «Fru Inger» i dens nuværende Form: – Ifølge hans egne Breve finder han at Stykket er «poetisk, fuldt af gode Charakteerskildringer og stærke dramatiske Momenter» – men desuagtet – – nu ja, hans Bevæggrunde vil Du selv kunne forstaa naar Du læser Stykket.
Deres Skrivelse af 11te dennes vil De forhaabentlig undskylde at jeg, paa Grund af de forhaandenværende Omstændigheder, først idag ser mig istand til at besvare. – Jeg maa tilstaa at en Paamindelse af en saadan Art fra Bergens Theaterbestyrelse frapperede mig. Min Gjæld til Theatret er 45 Sp, hvoraf 20 Sp som Forskud; Restbeløbet, 25 Sp, har jeg som Gjæld paadraget mig ved frivilligt Tilbud om at tilbagebetale sidste Maaneds Gage da jeg forrige Sommer fratraadte Theatrets Tjeneste. Ved min Afreise fra Bergen var der aldrig Tale om andet end en mindelig Opgjørelsesmaade, saaledes nemlig at jeg fremdeles tilstillede Theatret mine dramatiske Arbeider til Afbenyttelse. Herom er den nye Bestyrelse muligens ikke vidende, men hvad den burde være og maa være vidende om, er at jeg for Bergens Theater har skrevet følgende Stykker: «Sancthansnatten» Skuespil i 3 Akter, «Kjæmpehøien» Drama i 1 Akt, «Fru Inger til Østeraad» Drama i 5 Akter, «Gildet paa Solhoug» Skuespil i 3 Akter og «Olaf Liljekrans» Skuespil i 3 Akter. Desuden har jeg saaofte det forlangtes, leveret Prologer o. s. v. uden at jeg for alt dette har modtaget anden Godtgjørelse end et Gratiale, stort 100 Sp. Hvorledes rette Vedkommende forrige Høst satte Couranten for dramatiske Varer i Bergen, veed jeg ikke; men i Christiania betales fortiden et femakts Skuespil, ifølge Forslag fra A. Munch og mig, med mindst 250 Sp, og mindre Stykker i Forhold dertil. Bestyrelsen vil altsaa kunne udregne for hvilket Beløb Theatret omtrent maa antages at staa i Æresgjæld til mig, og jeg overlader til dens Delicatesse at afgjøre om ikke dette Punct burde klares forinden man forsøgte paa ad Rettens Vei at inddrive de omhandlede 45 Sp. Bestyrelsens Telegrafdepeche var allerede forinden dens Modtagelse realiter besvaret i en Skrivelse til Theatrets artistiske Direktør; paa selve Depechen kunde jeg ikke indlade mig at svare, da den ifølge sin Form kun indeholdt et simpelt og uberettiget Nysgjærrighedsspørsmaal, nemlig Spørsmaalet om «hvorvidt jeg havde tilstillet den aftraadte Bestyrelse «Hærmændene paa Helgeland» til Afbetaling paa min Gjæld til Theatret.» – Jeg kan ikke tilbageholde min Beklagelse over den udelikate Maade paa hvilken de literære Anliggender fortiden synes at varetages her, men maa dog tilføie at dette ingen Indflydelse vil have paa min Sympathi for Bergens Theater; jeg agter for Fremtiden som før at stille mine Arbeider til dets Raadighed. Hvad den her omhandlede Sag angaar, skal jeg henstille til Bestyrelsens yderligere Overveielse om det ikke maa ansees baade sømmeligere og hensigtsmæssigere at stille det Hele i Bero indtil videre.