KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE KOMEDIE I TRE AKTER
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
Foranstaaende er, for de to omhandlede Skuespils Vedkommende, den fulde og hele Sandhed betræffende mit literaire og juridiske Forhold til «Illustreret Nyhedsblad» og dets Eier. At Udgiveren af en Tidende, naar ikke anderledes er bestemt, ingensomhelst Ret har til at disponere over et literairt Bidrag udenfor Bladets Omraade og overhovedet udenfor den Begrændsning, hvorunder Bidraget er blevet ham overladt, vil være indlysende for Enhver og kan belægges med utallige Exempler fra det praktiske Liv. Jeg skal her anføre nogle faa. Mit Skuespil «Kjærlighedens Komedie» har i sin Tid været overdraget «Illustreret Nyhedsblad» i samme Øiemed som «Hærmændene paa Helgeland», og dog har jeg upaatalt kunnet foranstalte en ny Udgave af Bogen. Det Samme er Tilfældet bl. A. med mine to større Digte «Paa Vidderne» og «Terje Vigen». Heller ikke har «Morgenbladet» gjort Fordring paa Eiendomsretten til mit «Ballonbrev», som mod Honorar har været optaget i dets Spalter. Ligesaa uanfægtet af «Aftenbladet» og «Christianiaposten» har Herr B. Bjørnson i sine «Smaastykker» kunnet optage «En glad Gut» og «Mellem Slagene», hvoraf det ene fra først af udkom som Feuilleton og det andet som Tillægshefte til de nysnævnte Aviser. Endelig skal jeg nævne Herr V. Bergsøes «I Sabinerbjergene», der uden Forhindringer har kunnet gaae fra nærværende Blad over i Boghandelen. Og dog er det under aldeles analoge Forhold, at man for Tiden i Christiania eftertrykker mine Arbeider!
Forøvrig er jeg særdeles glad over og tilfreds med den mottagelse som mit nye arbeide later til at ha fundet i Norge. At der i mange henseender debatteres for og imot, kan ikke andet end være mig kjært. Nu kommer jeg ganske sikkert hjem til sommeren, at sige hvis min indtægt av Kjærlighedens Komedie ved opførelsen, hvad jeg haaber, skaffer mig de fornødne reisepenger. Der er da min agt at drage saa langt nordover som mulig, og ialfald forlænge mit ophold hjemme til utover høsten.
Vedlagt følger et Exemplar af mit nye Skuespil «Kjærlighedens Komedie», som jeg herved indleverer til Trondhjems Theater med Forespørgsel om hvorvidt Direktionen er villig til at antage Stykket til Opførelse mod et Forfatterhonorar af 60 (sexti) Sp, der bliver at udbetale umiddelbart efter første Forestilling. Antages Stykket, skal den til samme hersteds komponerede og arrangerede Musik uden yderligere Udgift for Theatret blive Direktionen tilstillet. Det bemærkes at Stykket om kort Tid kommer til Opførelse paa Christiania Theater og muligens ogsaa paa det norske. Idet jeg forventer den ærede Direktions Svar tegner jeg mig
Jeg er født i Skien den 20de Marts 1828, og da mine Forældre vare uformuende nødtes jeg allerede fra mit 15de Aar til at sørge for mig selv. Jeg erholdt Ansættelse først som Lærling og senere som Medhjælper paa Grimstads Apothek, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Slutningen af 1849, og anvendte al den Tid, der levnedes mig fra mine Forretninger, til at forberede mig til Examen artium, som jeg underkastede mig i Sommeren 1850. Allerede dengang havde jeg, foruden nogle mindre Digte, som offentliggjordes i Christianiaposten, skrevet og udgivet i Trykken «Catilina», versificeret Drama i 3 Akter, hvilket Arbejde af flere Anmeldere, og navnlig i Langes «Tidsskrift for Videnskab og Literatur», gjordes til Gjenstand for meget fordelagtig Omtale. Mit derpaa følgende større Arbejde var «Kjæmpehøjen», dramatisk Digtning i 1 Akt, der i September s. A: bragtes til Opførelse paa Christiania Theater, og som ligeledes modtoges med Velvilje af den offentlige Kritik. Mod Slutningen af Aaret 1851 erholdt jeg Ansættelse ved det Aaret iforvejen oprettede norske Theater i Bergen, først som fast lønnet Theaterforfatter og derpaa tillige som Instruktør. I Sommeren 1852 foretog jeg paa Theatrets Bekostning en Rejse til Kjøbenhavn og flere større tydske Steder, væsentligst i det Øjemed at studere Kunst og Literatur, og medbragte fra denne Rejse et nyt Skuespil i 3 Akter, betitlet «Sancthansnatten», der senere bragtes til Opførelse, men som endnu henligger utrykt. I 1854 skrev jeg «Fru Inger til Østerraad», historisk Drama i 5 Akter, opført oftere og paa forskjellige Steder samt udgivet i Christiania. «Gildet paa Solhoug», Drama i 3 Akter, der digtedes i 1855, er ligesaa med meget Bifald opført paa alle Landets Theatre, i Kjøbenhavn, og paa det kongelige Theater i Stokholm, hvor det valgtes til Feststykke ved Højtideligholdelsen af 4de November 1857. «Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i 4 Akter, udkom i 1858 og har været gjort til Gjenstand for en Mængde omfattende og for Stykket mere end almindelig fordelagtige Anmeldelser saavel hertillands, som i Danmark og Sverige; ogsaa dette Arbejde har været opført paa samtlige Theatre i Riget. Iaar har jeg udgivet et Lystspil i tre Akter paa rimede Vers, betitlet «Kjærlighedens Komedie» og forøvrigt under min hele literære Virketid en hel Del mindre Digte, hvoraf en samlet Udgave fortiden forberedes.
Jeg kan aldrig komme af med Brevskrivning, navnlig fordi jeg har en Mistanke om at man paa mit Forfatterskab i denne Retning med adskillig Grund kan anvende den Charakteristik, hvormed De, som det forekommer mig temmelig haardt, betegner min Prosa ialmindelighed; alligevel maa jeg dog tilskrive Dem etpar Linjer for oprigtigt og hjerteligt at takke for Deres Anmeldelse af min Bog. Jeg takker Dem baade for hvad jeg kan være enig med Dem i (hvilket ikke blot og bart er de for mig smigrende Partier af Kritiken) og for hvad jeg, naar jeg engang bliver saa heldig personlig at træffe Dem, ialfald vil forsøge at disputere om. Navnlig takker jeg Dem fordi jeg seer at De dog igrunden ikke har saameget imod mig, som jeg hidindtil instinktmæssig har indbildt mig; dette har for mig en Vægt, som maaske ikke vil være let at gjøre Dem indlysende, der ikke kjender til i hvilken forfærdelig Grad jeg gaar sjæleligt allene heroppe. Mine «Venners» Opfatning af mig gjør mig forresten ingen Skade; jeg seer, angaaende mig selv, i ethvert Punkt klarere end alle mine Venner – og dette sandelig ikke til min Fordel. – Jeg skriver nu paa et historisk Skuespil i 5 Akter, – men i Prosa, jeg kan ikke skrive det i Vers. – De gjør mig lidt Uret naar De antyder at jeg har forsøgt paa at ville ligne Bjørnson; «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland» er skrevne forinden B: endnu havde digtet en Linje. (NB: det er muligt at «Mellem Slagene» var til paa den Tid jeg skrev «Hærmændene» men kom ikke og kunde ikke komme mig for Øje). – Hvad «Kjærlighedens Komedie» angaar, saa kan jeg forsikkre Dem, at har det nogensinde været en Nødvendighed for en Forfatter at skille sig af med en Stemning og et Stof, saa var det Tilfældet da jeg gik ivej med dette Arbejde. – Deres venlige Raad at indsende «Fru Inger» til det kgl: Theater skal jeg følge; gid jeg blot maatte gribe Tingen paa den rette Maade og at den maatte lykkes. Disse Linjer til Tak har det været mig en Trang at sende Dem idet jeg varmt og levende føler at De har gjort en god Gjerning mod mig ved ikke at lægge min Bog tilside i Taushed.
Dit Brev og Vexelen fra Hegel kom i en god Tid; Tak, min kjære velsignede Ven, for begge Dele! Men saa godt og kjærligt dit Brev var, – og netop mest derfor, – har jeg læst det med Bebrejdelse mod mig selv, da jeg ser at Du for min Skyld har gaaet i Angst og Bekymring. Tak ogsaa for dette! Det ene som det andet, den hele store Ting, det ubetinget største for mig og min Livsretning – at jeg har truffet og virkelig fundet Dig, kan jeg dog aldrig erstatte uden ved en Hengivenhed, som hverken mine Venner eller dine Uvenner skal faa nogen Indflydelse paa. Jeg ved Du forstaar mig, det er ikke Pengeindsamleren Bjørnson, som jeg her nærmest sigter til. Nu ja, mere herom naar vi træffes; nu kan jeg tale med Dig, før har jeg aldrig ret kunnet det. – Alting er nu godt og vel og igrunden har det været saa hele Tiden med Undtagelse af de enkelte Tider, da jeg ikke vidste hvor jeg skulde hen i nogen Henseende, ikke med Hensyn til Penge allene, men fordi det ikke vilde gaa med mit Arbejde. Saa gik jeg en Dag i Peterskirken – jeg var et Erinde i Rom – og der gik der med engang op for mig en stærk og klar Form for hvad jeg havde at sige. – Nu har jeg kastet overbord hvad jeg i et Aar har pint mig med uden at komme nogen Vej og i Midten af Juli begyndte jeg paa noget nyt, der gik frem saaledes, som endnu aldrig noget er gaaet frem for mig. Nyt er det i den Forstand at jeg da begyndte at skrive, men Stoffet og Stemningen har hvilet som en Mare over mig ligesiden de mange uhyggelige Begivenheder hjemme bragte mig til at se ind i mig selv og vort Liv der, og tænke over Ting, som før havde strøget mig løseligt forbi og som jeg ialfald ikke havde havt noget Alvor for. Det er et dramatisk Digt, Stof fra Nutiden, alvorligt Indhold, 5 Akter paa rimede Vers (ikke nogen «Kjærlighedens Komedie»). 4de Akt er nu snart færdig og 5te føler jeg at jeg kan skrive paa 8 Dage; jeg arbejder baade Formiddag og Eftermiddag hvilket jeg før aldrig har kunnet. Herude er velsignet fredeligt, ingen Bekjendtskaber, jeg læser ikke andet end Bibelen, – den er kraftig og stærk! – Dersom jeg nu fortiden skulde betegne hvori det væsentligste Udbytte af min Rejse bestaar, saa vilde jeg sige, det bestaar i at jeg har drevet ud af mig selv det Æsthetiske, saaledes isoleret og med Fordring paa at gjælde for sig selv, som det før havde Magt over mig. Æsthetik i denne Forstand forekommer mig nu at være en ligesaa stor Forbandelse for Poesien, som Theologien er det for Religionen. Du har aldrig havt det Æsthetiske at trækkes med i denne Forstand, Du har aldrig gaaet og seet paa Tingene gjennem den hule Haand. – Er det ikke en ubeskrivelig Lykkegave at kunne skrive? Men et stort Ansvar er med; og jeg har nu Alvor nok til at føle det og være mig selv en haard Mand. En kjøbenhavnsk Æsthetiker sagde engang da jeg var dernede: «Kristus er dog virkelig det interessanteste Fænomen i Verdenshistorien,» – Æsthetikeren nød ham som Fraadseren nyder Synet af en Østers. Sligt et Bruskdyr har jeg rigtignok altid været for stærk til at blive, men hvad alskens aandrige Æsler kunde faaet gjort ud af mig, hvis de havde havt mig uforstyrret, det ved jeg ikke, og det som har forstyrret dem, det, kjære Bjørnson, det er netop Dig. Du har Klarsyn nok baade paa Dig selv og paa mig til at se, at mit Behov falder sammen med hvad Du har givet og har villet give. Jeg synes jeg har endeløst meget at sige Dig, det kommer ligesom strømmende over mig og uordnet er det, men skulde jeg skrive det altsammen, vilde ingen Postporto forslaa; altsaa overtvært til Forretningssager. Du siger at Storthinget skal bevilge. Ja, tror Du Storthinget gjør det? Jeg har Formodning om at mit nye Arbejde ikke vil stemme Storthingsmændene mildere for mig, men Gud straffe mig om jeg af den Grund vil eller kan stryge en eneste Linje, hvorledes den saa end kommer til at smage disse Sjæle i Lommeformat. Lad mig saa heller blive en Tigger min Livstid. Kan jeg ikke være mig selv i hvad jeg skriver, saa er det hele Løgn og Humbug, og deraf har vort Land nok uden at udrede Extragager for at faa mere. Forsøge skal jeg imidlertid; – hvorledes bærer jeg mig rettest ad med Ansøgningen? Maa jeg sende den igjennem Dig? Tid er der vel endnu, men jeg skal ikke nøle forlænge. – Throndhjemmerne har vist benyttet et tomt Paaskud, naar de angiver at mit Andragende er kommet for sent; det er skrevet den 26de Marts; men er Rector Müller i Direktionen, saa har jeg Grund til at tro, at jeg har en Uven der. Tak, fordi Du ikke slipper Sagen, ligesaa fordi Du søger Posten ved Universitetsbibliotheket; jeg ved rigtignok ikke hvilken Post Du mener, men det gjør intet. Det ankerske Legat gives under de nuværende Forholde neppe til Skandinaver, hverken danske eller norske; men vil Du søge, saa Tak for din gode Vilje ogsaa heri.
I disse Dage udkommer formodentlig min Bog. Du kalder Hegel en nobel Mand, og det samme gjør Fru Thoresen; men jeg synes at hans Nobelhed er af den ditmar-mejdelske Slags; han er hensynsfuld og rædd for at støde; jeg har havt tusende Vanskeligheder med ham og givet efter i alt for at faa min Bog ud til Jul, og saa udkom den dog ikke. Blandt andet sagde han, længe efter at Trykningen var begyndt, at Du havde betegnet ham mit Digt som henlagt til Oldtiden. Er der en Misforstaaelse heri? Jeg husker med Bestemthed at jeg engang tilskrev Dig at Stoffet var taget fra Nutidslivet, men at det ikke var nogen «Kjærlighedens Komedie». At jeg under alt dette hverken har begjæret eller modtaget noget yderligere Forskudd fra ham kan Du vel begribe, og hvorledes jeg altsaa nu er situeret, ventende, fortæret af Spænding og Uro, imødeseende Bogen og dermed maaske Kamp og Anfald af alle Slags, ude af Stand til midt i alt dette at tage fat paa noget nyt, som dog allerede ligger fuldbaaret i mig, – ja derom vil jeg ikke videre skrive. – Kjære Bjørnson, jeg synes at jeg ligesom ved et stort uendeligt Øde er skilt fra baade Gud og Mennesker; isommer, da jeg digtede mit Stykke, var jeg midt under Nøden og Pinagtighederne saa ubeskrivelig lykkelig, jeg følte en Korstogsjubel i mig, jeg ved ikke den Ting jeg skulde manglet Mod til at gaa imøde; men der er intet saa slappende og udhulende som denne trøstesløse Venten. Naa, det er vel en Overgang; jeg vil og skal have en Sejr engang. Har man villet mig saa ilde, som at sætte mig ind i denne Verden og gjort mig til den jeg er, saa faar det gaa derefter. – Ikke mere om de Sager. –
For Øjeblikket er jeg i Tvivl om hvorvidt mit nye Arbejde bliver færdigt till Høsten. Men jeg har et Forslag at gjøre, nemlig om De ikke skulde være villig till som Julebog at udgive «Kjærlighedens Komedie.» Den udkom ved Nytaar 1862–63 som Nytaarsgave for Illustr. Nyhedsblads Abonnenter og er neppe meget kjendt i Danmark. Bogen kan betragtes som en Forløber for «Brand» og i Danmark vil den finde sit Publikum. Sproget maatte renses, adskilligt rettes, m. m, ligesom den nye Udgave maatte ledsages af et Par Forord. Jeg har et Expl: hernede, som jeg i gjennemseet og rettet Stand skal sende Dem saafremt De med Deres bedre Indsigt i Forholdene tror at kunne indgaa paa Forslaget og hvorom jeg maaske med det snareste tør forvente nogle Linjer fra Dem. –
Jeg har taget «Kjærlighedens Komedie» for mig, har gjennemlæst den paany og er bleven fuldt bestyrket i min Tro paa at den med Fordel kan udgives igjen. Jeg er begyndt at rette og forandre i Bogen ligesom jeg har Forordene udarbejdede i Tanken, men overlader naturligvis Afgjørelsen till Dem uden paa nogen Maade at ville søge at indvirke paa Deres Besluttning. Kun vil jeg bemærke at jeg i et Nummer af Illustr. Nyhedsblad ser en Artikkel hvori det blandt andet heder at Red: har erfaret at anseede Danske, som for nylig har gjort sig bekjendte med Bogen, har udtalt sin Forundring over at den ikke er bleven udbredt i Danmark. Indlagte Billet bedes godhedsfuldt tillstillet Hr. Grieg, hvis Adresse i Kjøbenhavn ikke vides. – Idet jeg med det første forventer nogle Linjer fra Dem tegner jeg mig
Vedlagt har jeg den Fornøjelse at oversende det gjennemseede og rettede Expl: af «Kjærlighedens Komedie», som jeg ikke vovede at betro till Postvæsenet ude i Bjergene, og som af den Grund først nu fremkommer. Nøjagtig Korrektur forventes; de mulig forekommende Inkonsekventser bedes rettede. De tillbudte Betingelser modtager jeg med Takknemmelighed; Opplagets Størrelse er altsaa overladt till Dem; skulde De, for at formindske Risicoen vilde dele dette i to mindre Opplag, har jeg naturligvis intet imod at betragte begge som et Opplag, altsaa uden at gjøre Fordring paa fornyet Honorar. Anmærkningerne ved Navneoverskrifterne ønsker jeg for Udseendets Skyld trykte under Navnene, ligesom i den norske Udgave. – 1ste Opplag solgte jeg till «Ill: Nyhedsblad» for at tjene som Nytaarsgave for dets Abonnenter og tillod dets daværende Ejer at tage nogle Separataftryk; det er disse som er i Boghandelen. Jeg har tillskrevet en af mine Venner i Christiania, Universitetsbibliothekar P. Botten-Hansen for overensstemmende med Deres Ønske at faa Hr. Dybvad till at inddrage nævnte Expl: samt underrette Dem om Udfaldet, hvorom der ingen Tvivl kan være, da jeg kjender Vedkommende og den norske Udgave vel omtrent er værdiløs og desuden forhaanden i kun faa Expl: – At oppebie Underrettning er derfor neppe fornødent; i værste Fald skal jeg naturligvis indløse de resterende Expl: af Bogen; men dette vil visselig ikke blive forlangt. Forordene till 2den Udgave skal jeg sende om nogle Dage; de bliver korte, en halv eller hel Side omtrent. – Det gjør mig meget ondt ikke at kunne holde mit Løfte om Bidrag till Chr: Richardts Julegave; thi vistnok har jeg adskillige Sager liggende, men ikke efter mit Skjøn af saadant Værd at det gaar an dermed at møde frem ved en saadan Anledning; i en større Samling af egne Arbejder kan det derimod engang nok medtages. Jeg beder Dem hilse ham paa det venligste og forøvrigt fremføre min Undskyldning og Takk for hans hædrende Tillbud. Ligeledes har jeg at takke Dem selv for den i Brev af 12te Sept: indlagte Vexel, 400 fr. – Honoraret for «Kjærlighedens Komedie» beder jeg Dem om, naar Tiden kommer, ikke at sende mig, men lade det henstaa indtill næste Sommer, eller en anden Tid, da jeg hernede nødigt vil indehave flere Penge, end jeg bruger. – En Bøn har jeg imidlertid till Dem, nemlig, dersom det kan ske uden altfor stor Ulejlighed, at De vilde gjøre Udlægg till samt besørge kjøbt for mig en Lotteriseddel (enten en hel, to halve eller 4 fjerdedels) i Kjøbenhavns Klasselotteri; jeg har just intet Haab om at vinde, men der er dog deri en Spænding, som jeg synes om. Tillgiv at jeg vover at anmode Dem herom! – Mit Portræt skal det være mig en Ære og en Glæde at sende Dem, saasnart jeg faar et, som duer noget; turde jeg haabe paa Gjengjæld fra Deres Side, skulde det være mig særdeles kjært. – Till Clemens Petersen sender jeg snart nogle Linjer. – Gjennem Dr: Salomonsen har jeg havt den Glæde at modtage de to pragtfulde og smukke Expl: af 3die Opplag af Brand; det er jo en fuldstændig Pragtudgave, som jeg inderligt ønsker maa finde Afsættning! – Nærværende Pakke frankerer jeg kun till Grænsen, og beder Dem derfor at føre mig Resten af Portobeløbet i Regning. – Som sagt, om nogle Dage skal De modtage Forordene og yderligere nogle Linjer fra
Men nu en anden Sag, som Du maa klare for mig. Hegel vil udgive et nyt Opplag af «Kjærlighedens Komedie», gjennemseet og rettet. Jeg faar herfor et Honorar, for hvilket jeg till Sommeren agter at rejse till Paris og derefter till Grækenland. Men hans Betingelse er, at de resterende Expl: af 1ste Opplag trækkes ud af Boghandelen. Disse kan ikke være mange. Jeg solgte, som Du ved, i sin Tid Digtets 1ste Opl: for at tjene Nyhedsbladets Abonnenter till Nytaarsgave og tillod Jonas Lie dengang at tage nogle overkomplette Aftryk, hvoraf Dybwad formentlig nu er Indehaver. Tal nu till ham (eller andre Vedkommende) med al din overbevisende Kraft, tag andre med Dig om det skulde behøves! Forestill ham, at den norske Udgave er saagodtsom værdiløs, hvilket han visst har erfaret; sig ham at dette er en stor Sag for en landflygtig Poet; gjør ham oppmærksom paa at han ved at gjøre de resterende Expl: i Makulatur, vil, ved at forhandle den nye rettede Udgave, ikke lide noget Tab men bevise mig en stor Tjeneste. Juridisk taget maatte jeg kunne holde mig till Jonas Lie, der vel maa kunne skjønne at han for det latterlig ussle Honorar ingen Rett har udenfor den, at forsyne Nyhedsbladets daværende Abonnenter. Men dette vilde kræve Tid og Tiden er her kostbar, naar Bogen, som bestemt, skal være færdig og oppsendt till Norge i November. Tag Backe, Løkke, Botten-Hansen, Sars, Daae o. s. v med Dig, gaa i Prosession till Vedkommende og slipp ham ikke før Sagen er klaret! Saasnart dette er skeet beder jeg Dig med et Par Ord at underrette Hegel om Udfaldet; han venter paa denne Efterrettning for at paabegynde Trykningen. Men hold Affæren forresten hemmeligt for Bjørnson og andre; jeg frygter ellers, mellem os sagt, Kontramanøvrer. Kjære Birkeland, Du ser jeg trækker Vexler paa Din Tid og dit Venskab; men dette er en stor, meget stor Sag, for mig; strander den, saa gaar min græske Rejse i Vasken! – Lad ikke Hegel vente længere end aller-højst nødvendigt; det gjennemseede og rettede Expl: har han alt faaet. – Takk Løkke gjentagende for hans Brev og bed ham om ved første Lejlighed at huske Gramatikken.
At Udgivelsen af 2den Udgave af «Kjærlighedens Komedie» under disse Omstændigheder udsættes, saaledes som i Deres Brev antydet, indtill næste Foraar, finder jeg naturligvis ganske i sin Orden, og beder Dem forøvrigt at raade med de Sager fuldkommen som De selv vil.
Angaaende Restopplaget af den norske Udgave af «Kjærlighedens Komedie» vil De forhaabentlig snart faa tillfredsstillende Svar enten gjennem P. Botten-Hansen eller en anden af mine Venner, Rigsarkivar Birkeland, hvem jeg ligeledes har tillskrevet i samme Anledning. Forordene skal jeg senere sende Dem; de volder mig adskilligt Hovedbrud, thi de bør hverken indeholde formeget eller for lidt. – Dr: Salomonsen har forhaabentlig overbragt min Hilsen. Professor Clausens Ankomst imødeser jeg med megen Længsel; her er fortiden yderst faa Skandinaver i Rom; Forholdene hersteds er jo heller ikke indbydende og den nærmeste Fremtid lover just ingen Forbedring i saa Henseende. – Med de hjerteligste Hilsener tegner jeg mig som
Da nemlig Paasken er gaaet over uden at jeg af Aviserne kan se at «Kjærlighedens Komedie» er udkommet, saa er jeg bleven noget urolig og begynder at frygte for at mit sidste Brev (afsendt herfra den 28de Marts) muligens kunde være bortkommet undervejs, saaledes som i Begyndelsen af dette Aar Tillfældet var med et af Deres Breve, der aldrig er kommet mig ihænde.
Hvorledes gaar det med Afsættningen af «Kjærlighedens Komedie»? Jeg vil dog haabe at De ikke kommer altfor galt fra den Sag? Jeg tænker ofte derpaa.
Men dersom man ikke vilde behandle mig som indenlandsk forfatter, så synes jeg dog at man kunde behandle mig, som man har behandlet andre udenlandske forfattere. Da man havde opført dramaet «Salomon de Caus» af min landsmand A: Munch, blev han hædret med danebrogsordenen; Welhaven nød den samme ære skjønt han kun havde udgivet et bind digte her i Danmark. Jeg har i nødens tid stridt med min pen for Danmarks sag ligeså tappert som Welhaven; jeg har i løbet af 6 år udgivet gjennem den danske boghandel «Brand» i 5 oplag, en ny udgave af «Kjærlighedens Komedie», «Peer Gynt» i to oplag, «De unges forbund» i to oplag og om nogle uger udkommer en ny dansk udgave af «Kongs-emnerne», hvilket stykke, på tarvelige vilkår er antaget til opførelse på theatret. Misforstå ikke dette; tro ikke at jeg hermed vil have sagt at man i Danmark skulde stå i nogen gjæld til mig. Langt fra. Hvis jeg var indfødt dansk forfatter vilde det ikke have så meget at betyde. Men når jeg ser hen til hvor let det har været for andre af mine norske kolleger at blive hædret på en måde, som i opinionen i Norge har en overordentlig betydning, – så synes jeg at man kunde lade mig vederfares det samme. Når dette ikke er sket, så tror jeg ikke at der stikker noget princip bagved; jeg ved heller ikke hvorved jeg skulde have forskyldt det. Sågodtsom enhver fremmed musikvirtuos, der optræder her, er i de senere år bleven hædret med danebrogsordenen. Og jeg må sige Dig at jeg er ligefrem grådig efter enhver anerkjendelse, der tilfalder mig fra Danmark. Du gjør Dig ingen forestilling om hvad virkning sådant gjør i Norge. – Men fra din egen parisiske diplomatiske periode ved Du ligeså godt, som jeg, at man må lade et ord falde; og det gjør jeg her. Du kjender jo ministre, som jeg tror er mig velvillige. Tag Dig af sagen. En udmærkelse fra Danmark vilde være en mægtig støtte for min stilling i Norge. Behørig diplomatisk forsigtighed behøver jeg ikke at bede Dig om; kun vil jeg, for så vidt Du i venskab for mig vil tage dig af dette anliggende, bede Dig erindre at jeg rejser allerede i næste uge.
«Kjærlighedens Komedie»
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE KOMEDIE I TRE AKTER
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
Foranstaaende er, for de to omhandlede Skuespils Vedkommende, den fulde og hele Sandhed betræffende mit literaire og juridiske Forhold til «Illustreret Nyhedsblad» og dets Eier. At Udgiveren af en Tidende, naar ikke anderledes er bestemt, ingensomhelst Ret har til at disponere over et literairt Bidrag udenfor Bladets Omraade og overhovedet udenfor den Begrændsning, hvorunder Bidraget er blevet ham overladt, vil være indlysende for Enhver og kan belægges med utallige Exempler fra det praktiske Liv. Jeg skal her anføre nogle faa. Mit Skuespil «Kjærlighedens Komedie» har i sin Tid været overdraget «Illustreret Nyhedsblad» i samme Øiemed som «Hærmændene paa Helgeland», og dog har jeg upaatalt kunnet foranstalte en ny Udgave af Bogen. Det Samme er Tilfældet bl. A. med mine to større Digte «Paa Vidderne» og «Terje Vigen». Heller ikke har «Morgenbladet» gjort Fordring paa Eiendomsretten til mit «Ballonbrev», som mod Honorar har været optaget i dets Spalter. Ligesaa uanfægtet af «Aftenbladet» og «Christianiaposten» har Herr B. Bjørnson i sine «Smaastykker» kunnet optage «En glad Gut» og «Mellem Slagene», hvoraf det ene fra først af udkom som Feuilleton og det andet som Tillægshefte til de nysnævnte Aviser. Endelig skal jeg nævne Herr V. Bergsøes «I Sabinerbjergene», der uden Forhindringer har kunnet gaae fra nærværende Blad over i Boghandelen. Og dog er det under aldeles analoge Forhold, at man for Tiden i Christiania eftertrykker mine Arbeider!
Forøvrig er jeg særdeles glad over og tilfreds med den mottagelse som mit nye arbeide later til at ha fundet i Norge. At der i mange henseender debatteres for og imot, kan ikke andet end være mig kjært. Nu kommer jeg ganske sikkert hjem til sommeren, at sige hvis min indtægt av Kjærlighedens Komedie ved opførelsen, hvad jeg haaber, skaffer mig de fornødne reisepenger. Der er da min agt at drage saa langt nordover som mulig, og ialfald forlænge mit ophold hjemme til utover høsten.
Vedlagt følger et Exemplar af mit nye Skuespil «Kjærlighedens Komedie», som jeg herved indleverer til Trondhjems Theater med Forespørgsel om hvorvidt Direktionen er villig til at antage Stykket til Opførelse mod et Forfatterhonorar af 60 (sexti) Sp, der bliver at udbetale umiddelbart efter første Forestilling. Antages Stykket, skal den til samme hersteds komponerede og arrangerede Musik uden yderligere Udgift for Theatret blive Direktionen tilstillet. Det bemærkes at Stykket om kort Tid kommer til Opførelse paa Christiania Theater og muligens ogsaa paa det norske. Idet jeg forventer den ærede Direktions Svar tegner jeg mig
Jeg er født i Skien den 20de Marts 1828, og da mine Forældre vare uformuende nødtes jeg allerede fra mit 15de Aar til at sørge for mig selv. Jeg erholdt Ansættelse først som Lærling og senere som Medhjælper paa Grimstads Apothek, i hvilken Stilling jeg forblev indtil Slutningen af 1849, og anvendte al den Tid, der levnedes mig fra mine Forretninger, til at forberede mig til Examen artium, som jeg underkastede mig i Sommeren 1850. Allerede dengang havde jeg, foruden nogle mindre Digte, som offentliggjordes i Christianiaposten, skrevet og udgivet i Trykken «Catilina», versificeret Drama i 3 Akter, hvilket Arbejde af flere Anmeldere, og navnlig i Langes «Tidsskrift for Videnskab og Literatur», gjordes til Gjenstand for meget fordelagtig Omtale. Mit derpaa følgende større Arbejde var «Kjæmpehøjen», dramatisk Digtning i 1 Akt, der i September s. A: bragtes til Opførelse paa Christiania Theater, og som ligeledes modtoges med Velvilje af den offentlige Kritik. Mod Slutningen af Aaret 1851 erholdt jeg Ansættelse ved det Aaret iforvejen oprettede norske Theater i Bergen, først som fast lønnet Theaterforfatter og derpaa tillige som Instruktør. I Sommeren 1852 foretog jeg paa Theatrets Bekostning en Rejse til Kjøbenhavn og flere større tydske Steder, væsentligst i det Øjemed at studere Kunst og Literatur, og medbragte fra denne Rejse et nyt Skuespil i 3 Akter, betitlet «Sancthansnatten», der senere bragtes til Opførelse, men som endnu henligger utrykt. I 1854 skrev jeg «Fru Inger til Østerraad», historisk Drama i 5 Akter, opført oftere og paa forskjellige Steder samt udgivet i Christiania. «Gildet paa Solhoug», Drama i 3 Akter, der digtedes i 1855, er ligesaa med meget Bifald opført paa alle Landets Theatre, i Kjøbenhavn, og paa det kongelige Theater i Stokholm, hvor det valgtes til Feststykke ved Højtideligholdelsen af 4de November 1857. «Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i 4 Akter, udkom i 1858 og har været gjort til Gjenstand for en Mængde omfattende og for Stykket mere end almindelig fordelagtige Anmeldelser saavel hertillands, som i Danmark og Sverige; ogsaa dette Arbejde har været opført paa samtlige Theatre i Riget. Iaar har jeg udgivet et Lystspil i tre Akter paa rimede Vers, betitlet «Kjærlighedens Komedie» og forøvrigt under min hele literære Virketid en hel Del mindre Digte, hvoraf en samlet Udgave fortiden forberedes.
Jeg kan aldrig komme af med Brevskrivning, navnlig fordi jeg har en Mistanke om at man paa mit Forfatterskab i denne Retning med adskillig Grund kan anvende den Charakteristik, hvormed De, som det forekommer mig temmelig haardt, betegner min Prosa ialmindelighed; alligevel maa jeg dog tilskrive Dem etpar Linjer for oprigtigt og hjerteligt at takke for Deres Anmeldelse af min Bog. Jeg takker Dem baade for hvad jeg kan være enig med Dem i (hvilket ikke blot og bart er de for mig smigrende Partier af Kritiken) og for hvad jeg, naar jeg engang bliver saa heldig personlig at træffe Dem, ialfald vil forsøge at disputere om. Navnlig takker jeg Dem fordi jeg seer at De dog igrunden ikke har saameget imod mig, som jeg hidindtil instinktmæssig har indbildt mig; dette har for mig en Vægt, som maaske ikke vil være let at gjøre Dem indlysende, der ikke kjender til i hvilken forfærdelig Grad jeg gaar sjæleligt allene heroppe. Mine «Venners» Opfatning af mig gjør mig forresten ingen Skade; jeg seer, angaaende mig selv, i ethvert Punkt klarere end alle mine Venner – og dette sandelig ikke til min Fordel. – Jeg skriver nu paa et historisk Skuespil i 5 Akter, – men i Prosa, jeg kan ikke skrive det i Vers. – De gjør mig lidt Uret naar De antyder at jeg har forsøgt paa at ville ligne Bjørnson; «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland» er skrevne forinden B: endnu havde digtet en Linje. (NB: det er muligt at «Mellem Slagene» var til paa den Tid jeg skrev «Hærmændene» men kom ikke og kunde ikke komme mig for Øje). – Hvad «Kjærlighedens Komedie» angaar, saa kan jeg forsikkre Dem, at har det nogensinde været en Nødvendighed for en Forfatter at skille sig af med en Stemning og et Stof, saa var det Tilfældet da jeg gik ivej med dette Arbejde. – Deres venlige Raad at indsende «Fru Inger» til det kgl: Theater skal jeg følge; gid jeg blot maatte gribe Tingen paa den rette Maade og at den maatte lykkes. Disse Linjer til Tak har det været mig en Trang at sende Dem idet jeg varmt og levende føler at De har gjort en god Gjerning mod mig ved ikke at lægge min Bog tilside i Taushed.
Dit Brev og Vexelen fra Hegel kom i en god Tid; Tak, min kjære velsignede Ven, for begge Dele! Men saa godt og kjærligt dit Brev var, – og netop mest derfor, – har jeg læst det med Bebrejdelse mod mig selv, da jeg ser at Du for min Skyld har gaaet i Angst og Bekymring. Tak ogsaa for dette! Det ene som det andet, den hele store Ting, det ubetinget største for mig og min Livsretning – at jeg har truffet og virkelig fundet Dig, kan jeg dog aldrig erstatte uden ved en Hengivenhed, som hverken mine Venner eller dine Uvenner skal faa nogen Indflydelse paa. Jeg ved Du forstaar mig, det er ikke Pengeindsamleren Bjørnson, som jeg her nærmest sigter til. Nu ja, mere herom naar vi træffes; nu kan jeg tale med Dig, før har jeg aldrig ret kunnet det. – Alting er nu godt og vel og igrunden har det været saa hele Tiden med Undtagelse af de enkelte Tider, da jeg ikke vidste hvor jeg skulde hen i nogen Henseende, ikke med Hensyn til Penge allene, men fordi det ikke vilde gaa med mit Arbejde. Saa gik jeg en Dag i Peterskirken – jeg var et Erinde i Rom – og der gik der med engang op for mig en stærk og klar Form for hvad jeg havde at sige. – Nu har jeg kastet overbord hvad jeg i et Aar har pint mig med uden at komme nogen Vej og i Midten af Juli begyndte jeg paa noget nyt, der gik frem saaledes, som endnu aldrig noget er gaaet frem for mig. Nyt er det i den Forstand at jeg da begyndte at skrive, men Stoffet og Stemningen har hvilet som en Mare over mig ligesiden de mange uhyggelige Begivenheder hjemme bragte mig til at se ind i mig selv og vort Liv der, og tænke over Ting, som før havde strøget mig løseligt forbi og som jeg ialfald ikke havde havt noget Alvor for. Det er et dramatisk Digt, Stof fra Nutiden, alvorligt Indhold, 5 Akter paa rimede Vers (ikke nogen «Kjærlighedens Komedie»). 4de Akt er nu snart færdig og 5te føler jeg at jeg kan skrive paa 8 Dage; jeg arbejder baade Formiddag og Eftermiddag hvilket jeg før aldrig har kunnet. Herude er velsignet fredeligt, ingen Bekjendtskaber, jeg læser ikke andet end Bibelen, – den er kraftig og stærk! – Dersom jeg nu fortiden skulde betegne hvori det væsentligste Udbytte af min Rejse bestaar, saa vilde jeg sige, det bestaar i at jeg har drevet ud af mig selv det Æsthetiske, saaledes isoleret og med Fordring paa at gjælde for sig selv, som det før havde Magt over mig. Æsthetik i denne Forstand forekommer mig nu at være en ligesaa stor Forbandelse for Poesien, som Theologien er det for Religionen. Du har aldrig havt det Æsthetiske at trækkes med i denne Forstand, Du har aldrig gaaet og seet paa Tingene gjennem den hule Haand. – Er det ikke en ubeskrivelig Lykkegave at kunne skrive? Men et stort Ansvar er med; og jeg har nu Alvor nok til at føle det og være mig selv en haard Mand. En kjøbenhavnsk Æsthetiker sagde engang da jeg var dernede: «Kristus er dog virkelig det interessanteste Fænomen i Verdenshistorien,» – Æsthetikeren nød ham som Fraadseren nyder Synet af en Østers. Sligt et Bruskdyr har jeg rigtignok altid været for stærk til at blive, men hvad alskens aandrige Æsler kunde faaet gjort ud af mig, hvis de havde havt mig uforstyrret, det ved jeg ikke, og det som har forstyrret dem, det, kjære Bjørnson, det er netop Dig. Du har Klarsyn nok baade paa Dig selv og paa mig til at se, at mit Behov falder sammen med hvad Du har givet og har villet give. Jeg synes jeg har endeløst meget at sige Dig, det kommer ligesom strømmende over mig og uordnet er det, men skulde jeg skrive det altsammen, vilde ingen Postporto forslaa; altsaa overtvært til Forretningssager. Du siger at Storthinget skal bevilge. Ja, tror Du Storthinget gjør det? Jeg har Formodning om at mit nye Arbejde ikke vil stemme Storthingsmændene mildere for mig, men Gud straffe mig om jeg af den Grund vil eller kan stryge en eneste Linje, hvorledes den saa end kommer til at smage disse Sjæle i Lommeformat. Lad mig saa heller blive en Tigger min Livstid. Kan jeg ikke være mig selv i hvad jeg skriver, saa er det hele Løgn og Humbug, og deraf har vort Land nok uden at udrede Extragager for at faa mere. Forsøge skal jeg imidlertid; – hvorledes bærer jeg mig rettest ad med Ansøgningen? Maa jeg sende den igjennem Dig? Tid er der vel endnu, men jeg skal ikke nøle forlænge. – Throndhjemmerne har vist benyttet et tomt Paaskud, naar de angiver at mit Andragende er kommet for sent; det er skrevet den 26de Marts; men er Rector Müller i Direktionen, saa har jeg Grund til at tro, at jeg har en Uven der. Tak, fordi Du ikke slipper Sagen, ligesaa fordi Du søger Posten ved Universitetsbibliotheket; jeg ved rigtignok ikke hvilken Post Du mener, men det gjør intet. Det ankerske Legat gives under de nuværende Forholde neppe til Skandinaver, hverken danske eller norske; men vil Du søge, saa Tak for din gode Vilje ogsaa heri.
I disse Dage udkommer formodentlig min Bog. Du kalder Hegel en nobel Mand, og det samme gjør Fru Thoresen; men jeg synes at hans Nobelhed er af den ditmar-mejdelske Slags; han er hensynsfuld og rædd for at støde; jeg har havt tusende Vanskeligheder med ham og givet efter i alt for at faa min Bog ud til Jul, og saa udkom den dog ikke. Blandt andet sagde han, længe efter at Trykningen var begyndt, at Du havde betegnet ham mit Digt som henlagt til Oldtiden. Er der en Misforstaaelse heri? Jeg husker med Bestemthed at jeg engang tilskrev Dig at Stoffet var taget fra Nutidslivet, men at det ikke var nogen «Kjærlighedens Komedie». At jeg under alt dette hverken har begjæret eller modtaget noget yderligere Forskudd fra ham kan Du vel begribe, og hvorledes jeg altsaa nu er situeret, ventende, fortæret af Spænding og Uro, imødeseende Bogen og dermed maaske Kamp og Anfald af alle Slags, ude af Stand til midt i alt dette at tage fat paa noget nyt, som dog allerede ligger fuldbaaret i mig, – ja derom vil jeg ikke videre skrive. – Kjære Bjørnson, jeg synes at jeg ligesom ved et stort uendeligt Øde er skilt fra baade Gud og Mennesker; isommer, da jeg digtede mit Stykke, var jeg midt under Nøden og Pinagtighederne saa ubeskrivelig lykkelig, jeg følte en Korstogsjubel i mig, jeg ved ikke den Ting jeg skulde manglet Mod til at gaa imøde; men der er intet saa slappende og udhulende som denne trøstesløse Venten. Naa, det er vel en Overgang; jeg vil og skal have en Sejr engang. Har man villet mig saa ilde, som at sætte mig ind i denne Verden og gjort mig til den jeg er, saa faar det gaa derefter. – Ikke mere om de Sager. –
For Øjeblikket er jeg i Tvivl om hvorvidt mit nye Arbejde bliver færdigt till Høsten. Men jeg har et Forslag at gjøre, nemlig om De ikke skulde være villig till som Julebog at udgive «Kjærlighedens Komedie.» Den udkom ved Nytaar 1862–63 som Nytaarsgave for Illustr. Nyhedsblads Abonnenter og er neppe meget kjendt i Danmark. Bogen kan betragtes som en Forløber for «Brand» og i Danmark vil den finde sit Publikum. Sproget maatte renses, adskilligt rettes, m. m, ligesom den nye Udgave maatte ledsages af et Par Forord. Jeg har et Expl: hernede, som jeg i gjennemseet og rettet Stand skal sende Dem saafremt De med Deres bedre Indsigt i Forholdene tror at kunne indgaa paa Forslaget og hvorom jeg maaske med det snareste tør forvente nogle Linjer fra Dem. –
Jeg har taget «Kjærlighedens Komedie» for mig, har gjennemlæst den paany og er bleven fuldt bestyrket i min Tro paa at den med Fordel kan udgives igjen. Jeg er begyndt at rette og forandre i Bogen ligesom jeg har Forordene udarbejdede i Tanken, men overlader naturligvis Afgjørelsen till Dem uden paa nogen Maade at ville søge at indvirke paa Deres Besluttning. Kun vil jeg bemærke at jeg i et Nummer af Illustr. Nyhedsblad ser en Artikkel hvori det blandt andet heder at Red: har erfaret at anseede Danske, som for nylig har gjort sig bekjendte med Bogen, har udtalt sin Forundring over at den ikke er bleven udbredt i Danmark. Indlagte Billet bedes godhedsfuldt tillstillet Hr. Grieg, hvis Adresse i Kjøbenhavn ikke vides. – Idet jeg med det første forventer nogle Linjer fra Dem tegner jeg mig
Vedlagt har jeg den Fornøjelse at oversende det gjennemseede og rettede Expl: af «Kjærlighedens Komedie», som jeg ikke vovede at betro till Postvæsenet ude i Bjergene, og som af den Grund først nu fremkommer. Nøjagtig Korrektur forventes; de mulig forekommende Inkonsekventser bedes rettede. De tillbudte Betingelser modtager jeg med Takknemmelighed; Opplagets Størrelse er altsaa overladt till Dem; skulde De, for at formindske Risicoen vilde dele dette i to mindre Opplag, har jeg naturligvis intet imod at betragte begge som et Opplag, altsaa uden at gjøre Fordring paa fornyet Honorar. Anmærkningerne ved Navneoverskrifterne ønsker jeg for Udseendets Skyld trykte under Navnene, ligesom i den norske Udgave. – 1ste Opplag solgte jeg till «Ill: Nyhedsblad» for at tjene som Nytaarsgave for dets Abonnenter og tillod dets daværende Ejer at tage nogle Separataftryk; det er disse som er i Boghandelen. Jeg har tillskrevet en af mine Venner i Christiania, Universitetsbibliothekar P. Botten-Hansen for overensstemmende med Deres Ønske at faa Hr. Dybvad till at inddrage nævnte Expl: samt underrette Dem om Udfaldet, hvorom der ingen Tvivl kan være, da jeg kjender Vedkommende og den norske Udgave vel omtrent er værdiløs og desuden forhaanden i kun faa Expl: – At oppebie Underrettning er derfor neppe fornødent; i værste Fald skal jeg naturligvis indløse de resterende Expl: af Bogen; men dette vil visselig ikke blive forlangt. Forordene till 2den Udgave skal jeg sende om nogle Dage; de bliver korte, en halv eller hel Side omtrent. – Det gjør mig meget ondt ikke at kunne holde mit Løfte om Bidrag till Chr: Richardts Julegave; thi vistnok har jeg adskillige Sager liggende, men ikke efter mit Skjøn af saadant Værd at det gaar an dermed at møde frem ved en saadan Anledning; i en større Samling af egne Arbejder kan det derimod engang nok medtages. Jeg beder Dem hilse ham paa det venligste og forøvrigt fremføre min Undskyldning og Takk for hans hædrende Tillbud. Ligeledes har jeg at takke Dem selv for den i Brev af 12te Sept: indlagte Vexel, 400 fr. – Honoraret for «Kjærlighedens Komedie» beder jeg Dem om, naar Tiden kommer, ikke at sende mig, men lade det henstaa indtill næste Sommer, eller en anden Tid, da jeg hernede nødigt vil indehave flere Penge, end jeg bruger. – En Bøn har jeg imidlertid till Dem, nemlig, dersom det kan ske uden altfor stor Ulejlighed, at De vilde gjøre Udlægg till samt besørge kjøbt for mig en Lotteriseddel (enten en hel, to halve eller 4 fjerdedels) i Kjøbenhavns Klasselotteri; jeg har just intet Haab om at vinde, men der er dog deri en Spænding, som jeg synes om. Tillgiv at jeg vover at anmode Dem herom! – Mit Portræt skal det være mig en Ære og en Glæde at sende Dem, saasnart jeg faar et, som duer noget; turde jeg haabe paa Gjengjæld fra Deres Side, skulde det være mig særdeles kjært. – Till Clemens Petersen sender jeg snart nogle Linjer. – Gjennem Dr: Salomonsen har jeg havt den Glæde at modtage de to pragtfulde og smukke Expl: af 3die Opplag af Brand; det er jo en fuldstændig Pragtudgave, som jeg inderligt ønsker maa finde Afsættning! – Nærværende Pakke frankerer jeg kun till Grænsen, og beder Dem derfor at føre mig Resten af Portobeløbet i Regning. – Som sagt, om nogle Dage skal De modtage Forordene og yderligere nogle Linjer fra
Men nu en anden Sag, som Du maa klare for mig. Hegel vil udgive et nyt Opplag af «Kjærlighedens Komedie», gjennemseet og rettet. Jeg faar herfor et Honorar, for hvilket jeg till Sommeren agter at rejse till Paris og derefter till Grækenland. Men hans Betingelse er, at de resterende Expl: af 1ste Opplag trækkes ud af Boghandelen. Disse kan ikke være mange. Jeg solgte, som Du ved, i sin Tid Digtets 1ste Opl: for at tjene Nyhedsbladets Abonnenter till Nytaarsgave og tillod Jonas Lie dengang at tage nogle overkomplette Aftryk, hvoraf Dybwad formentlig nu er Indehaver. Tal nu till ham (eller andre Vedkommende) med al din overbevisende Kraft, tag andre med Dig om det skulde behøves! Forestill ham, at den norske Udgave er saagodtsom værdiløs, hvilket han visst har erfaret; sig ham at dette er en stor Sag for en landflygtig Poet; gjør ham oppmærksom paa at han ved at gjøre de resterende Expl: i Makulatur, vil, ved at forhandle den nye rettede Udgave, ikke lide noget Tab men bevise mig en stor Tjeneste. Juridisk taget maatte jeg kunne holde mig till Jonas Lie, der vel maa kunne skjønne at han for det latterlig ussle Honorar ingen Rett har udenfor den, at forsyne Nyhedsbladets daværende Abonnenter. Men dette vilde kræve Tid og Tiden er her kostbar, naar Bogen, som bestemt, skal være færdig og oppsendt till Norge i November. Tag Backe, Løkke, Botten-Hansen, Sars, Daae o. s. v med Dig, gaa i Prosession till Vedkommende og slipp ham ikke før Sagen er klaret! Saasnart dette er skeet beder jeg Dig med et Par Ord at underrette Hegel om Udfaldet; han venter paa denne Efterrettning for at paabegynde Trykningen. Men hold Affæren forresten hemmeligt for Bjørnson og andre; jeg frygter ellers, mellem os sagt, Kontramanøvrer. Kjære Birkeland, Du ser jeg trækker Vexler paa Din Tid og dit Venskab; men dette er en stor, meget stor Sag, for mig; strander den, saa gaar min græske Rejse i Vasken! – Lad ikke Hegel vente længere end aller-højst nødvendigt; det gjennemseede og rettede Expl: har han alt faaet. – Takk Løkke gjentagende for hans Brev og bed ham om ved første Lejlighed at huske Gramatikken.
At Udgivelsen af 2den Udgave af «Kjærlighedens Komedie» under disse Omstændigheder udsættes, saaledes som i Deres Brev antydet, indtill næste Foraar, finder jeg naturligvis ganske i sin Orden, og beder Dem forøvrigt at raade med de Sager fuldkommen som De selv vil.
Angaaende Restopplaget af den norske Udgave af «Kjærlighedens Komedie» vil De forhaabentlig snart faa tillfredsstillende Svar enten gjennem P. Botten-Hansen eller en anden af mine Venner, Rigsarkivar Birkeland, hvem jeg ligeledes har tillskrevet i samme Anledning. Forordene skal jeg senere sende Dem; de volder mig adskilligt Hovedbrud, thi de bør hverken indeholde formeget eller for lidt. – Dr: Salomonsen har forhaabentlig overbragt min Hilsen. Professor Clausens Ankomst imødeser jeg med megen Længsel; her er fortiden yderst faa Skandinaver i Rom; Forholdene hersteds er jo heller ikke indbydende og den nærmeste Fremtid lover just ingen Forbedring i saa Henseende. – Med de hjerteligste Hilsener tegner jeg mig som
Da nemlig Paasken er gaaet over uden at jeg af Aviserne kan se at «Kjærlighedens Komedie» er udkommet, saa er jeg bleven noget urolig og begynder at frygte for at mit sidste Brev (afsendt herfra den 28de Marts) muligens kunde være bortkommet undervejs, saaledes som i Begyndelsen af dette Aar Tillfældet var med et af Deres Breve, der aldrig er kommet mig ihænde.
Hvorledes gaar det med Afsættningen af «Kjærlighedens Komedie»? Jeg vil dog haabe at De ikke kommer altfor galt fra den Sag? Jeg tænker ofte derpaa.
Men dersom man ikke vilde behandle mig som indenlandsk forfatter, så synes jeg dog at man kunde behandle mig, som man har behandlet andre udenlandske forfattere. Da man havde opført dramaet «Salomon de Caus» af min landsmand A: Munch, blev han hædret med danebrogsordenen; Welhaven nød den samme ære skjønt han kun havde udgivet et bind digte her i Danmark. Jeg har i nødens tid stridt med min pen for Danmarks sag ligeså tappert som Welhaven; jeg har i løbet af 6 år udgivet gjennem den danske boghandel «Brand» i 5 oplag, en ny udgave af «Kjærlighedens Komedie», «Peer Gynt» i to oplag, «De unges forbund» i to oplag og om nogle uger udkommer en ny dansk udgave af «Kongs-emnerne», hvilket stykke, på tarvelige vilkår er antaget til opførelse på theatret. Misforstå ikke dette; tro ikke at jeg hermed vil have sagt at man i Danmark skulde stå i nogen gjæld til mig. Langt fra. Hvis jeg var indfødt dansk forfatter vilde det ikke have så meget at betyde. Men når jeg ser hen til hvor let det har været for andre af mine norske kolleger at blive hædret på en måde, som i opinionen i Norge har en overordentlig betydning, – så synes jeg at man kunde lade mig vederfares det samme. Når dette ikke er sket, så tror jeg ikke at der stikker noget princip bagved; jeg ved heller ikke hvorved jeg skulde have forskyldt det. Sågodtsom enhver fremmed musikvirtuos, der optræder her, er i de senere år bleven hædret med danebrogsordenen. Og jeg må sige Dig at jeg er ligefrem grådig efter enhver anerkjendelse, der tilfalder mig fra Danmark. Du gjør Dig ingen forestilling om hvad virkning sådant gjør i Norge. – Men fra din egen parisiske diplomatiske periode ved Du ligeså godt, som jeg, at man må lade et ord falde; og det gjør jeg her. Du kjender jo ministre, som jeg tror er mig velvillige. Tag Dig af sagen. En udmærkelse fra Danmark vilde være en mægtig støtte for min stilling i Norge. Behørig diplomatisk forsigtighed behøver jeg ikke at bede Dig om; kun vil jeg, for så vidt Du i venskab for mig vil tage dig af dette anliggende, bede Dig erindre at jeg rejser allerede i næste uge.
«Kjærlighedens Komedie»