EN HERRE
Saa taler Holberg om en The de Beuf –
Hjertelig tak for det tilsendte om Holberg! Det har været os en fest at læse denne lille bog, og vi vil endnu mangen god gang kunne begynde den forfra. At vi med en lignende lyst og glæde har læst dine forskellige arbejder i Morgenbladet behøver jeg ikke at forsikre Dig om. Min tak for hjælpen imod Jensen håber jeg fremkom gennem en tredjemand.
Hvis jeg havde «Den honette Ambition» ved hånden, kunde jeg anføre en mægtig hoben argumenter endnu; men da Du jo kan din Holberg perfekt, gjøres det ikke fornødent.
Brandes’s værk om Holberg, hvilket De havde den godhed at sende mig og hvorfor jeg aflægger min bedste tak, har jeg læst uden afbrydelse og med den højeste interesse. Jeg beder Dem, når anledning gives, at hilse ham fra mig og takke ham for den glæde og berigelse, jeg gennem dette værk har modtaget.
Jeg ser af aviserne at kammerherre Fallesen med en del af det kgl: teaters personale agter at foranstalte en række Holbergs-opførelser i Stockholm under sommertiden. Dette er et meget fortjenstfuldt foretagende; thi svenskerne selv forstår ikke at spille Holberg, således som han skal spilles. At et par af mine stykker ved samme lejlighed er stillede i udsigt glæder mig meget.
Ithorsdags gik atter Kandestøberen over Scenen, men modtoges temmelig koldt, – arme Holberg! du passer ikke længere for et Hverdagspublikum!
Professor Welhaven omtalte fornylig paa en af sine Forelæsninger over Holberg og hans Samtid de forfeilede Efterligninger af de græske og romerske Digtere, som i hiin Tid hyppigt kom tilsyne i Literaturen, og som, uagtet de dengang gjældte for Mønstre paa Digteraand og Smag, dog ingenlunde undgik Holbergs satiriske Svøbe, hvorpaa vi fornemmelig i Peder Paars have slaaende Exempler. I Forbindelse hermed ytrede Professoren at denne Poeternes Tilbøielighed til at hente deres Stof fra de gamle helleniske Guder samt fra Oldtidens øvrige mythologiske Figurer atter, paa en for den gode Smag og den sande Poesi faretruende Maade er begyndt at gjøre sig gjældende, idet han tilføiede, at den Tid dog ikke er fjern, da man vil indsee det Forfeilede i at ville reproducere den antike Mythedigtning, og atter vende tilbage til den rette Vei. Som Exempler paa deslige mislykkede Reproduktioner anførte han Paludan‐Müllers mythologiske Digte og forudforkyndte derpaa den Skjæbne, der endnu i vor Tid vil ramme disse Værker, den nemlig, at ansees for ligesaa smagløse som hine Poemata, Holberg saa træffende har parodieret. Det forekommer mig dog, at naar to Begreber skulle kunne henføres under samme Kathegori, saa maae disse Begreber enten være eensartede eller indbyrdes modsatte; imellem Begreber af forskjellig Natur gaar det vel neppe an at anstille nogen Sammenligning, – og Lighedspunktet mellem hine Digte og de Paludan‐Müllerske er ingenlunde paavist.
Dette er omtrent Indholdet af Stykket, som forøvrigt ikke er trykt. Af en, efter vor Formening særdeles velskreven Anmeldelse af samme efter dets første Opførelse hidsætte vi: «Vistnok kan det ikke med Hensyn til Formens Glathed og behændige Afpasning efter Theatrets Oeconomi maale sig med mange udenlandske Fabrikata, men vi have al Grund til at glæde os over, at vor paa nationale Stykker saa fattige Scene endelig begynder at faae Tilvæxt. «Theatret, siger Holberg, skal være et Speil, hvor Folket seer sine Laster og Daarligheder.» Hos os kan det hellere kaldes et Reflexionsspeil, af det Slags, som man opstiller udenfor Vinduerne for at betragte de Forbigaaende. Det har snart vist os hver Vraa i de forskjellige Egne af Europa, medens vort eget Land og vore egne Forholde endnu ikke have faaet noget varigt Indpas. Maaskee man mener, at vi have nok af dem udenfor Theatret, blandt vore daglige Omgivelser!! – Ja paa den Maade kunde man ikke undres over, at vi foretrække det Udenlandske, som altid viser sig for os i sin poetiske Søndagsdragt, med sminket Ansigt og puddret Haar, for vort Fædrelands simple Folkeliv, som altid vender sin hverdagslige og spidsborgerlige Side mod os. Vort Øre har endnu ikke hørt de dybe Grundtoner, som her hjemme udstrømme fra Naturens rige Væld, naar en Sanger først ret veed at gribe ind i de nationale Strænge, og vort Øie har ikke ret seet det Tillokkende i vor Nationalitet og vort Folkeliv, fordi Kunsten endnu ikke har omgivet dem med det magiske Trylleskjær, som drager vor Opmærksomhed til sig. Men den Tid vil nok komme. Vel er der, skjønt vor Selvstændighed nylig har feiret sit 30aarige Jubilæum og vort Universitet er endnu ældre, hidtil kun gjort faa og svage Forsøg paa at udrive vort Theater af den totale Afhængighed, hvori det staaer til Udlandet. Dog, enhver Bestræbelse er svag i sin Begyndelse. Man kan med Sikkerhed forudsee, at et Nationaltheater efterhaanden, som Folkebevidstheden udvikler sig, med en indre Nødvendighed vil fremgaae af Folkets Trang, og ethvert Forsøg i denne Retning er et Blik ind i Fremtiden.
Ogsaa for det norske Theaters Vedkommende er Forandringen ikke graduel, men væsentlig; Betydningen ligger nemlig ikke deri, at det har faaet et udvidet, forbedret og forskjønnet Lokale samt et fuldtalligere Personale, men deri, at disse forøgede Virkemidler henviser Indretningen til en Opgave, som, kunstnerisk taget, er grundforskjellig fra den, hvorom der tidligere fornuftigvis kunde blive Tale. Hvad Theatret har vundet eller hvad det har tabt ved Personalforandringen, er derfor her aldeles ligegyldigt og vilde kun være at tillægge Vægt forsaavidt Anstalten var kortsynet nok til blot at ville noget Mere og ikke noget Andet end det, hvortil det tidligere har været indskrænket. Sagen er nemlig den, at de Mænd, som først iværksatte Tanken om et norsk Theater i Christiania, og som vor Kulturhistorie visselig engang i tiden vil vide at nævne med al fortjent Ære, i visse Maader kan siges at have gaaet temmelig radikalt tilværks; men i en meget væsentlig Retning langtfra ikke radikalt nok, idet de ikke vovede at bryde med Traditionen for den kunstneriske Stil. Rigtignok blev det opstillet som en fuldt bevidst Fordring til Theaterskolen, at den skulde udvikle de eiendommelige Karaktertyper i national Retning; men et Drama bestaar ikke af Karakterer alene; det, hvoraf det som Kunstværk væsentlig bæres, er Fremstillingsstilen, der er, og nødvendigvis maa være særegen for de forskjellige dramatiske Kunstarter. Fremstillingsstilen, Spillemaadens hele aandige Form, eller hvad man forresten vil kalde det, kan et Theater aldrig laane fra et andet uden at opgive sin Selvstændighed og stille sig i et Forhold, der svarer til Oversætterens ligeoverfor den originale Forfatter. Fra et nationalt Synspunkt er naturligvis Stilen af ligesaa megen Vigtighed, som fra et rent æsthetisk. I Berlin f. Ex. vil man derfor see Tragediens, Komediens eller Lystspillets Foredragsform at være en ganske anden end i Wien; paa det førstnævnte Sted forholder den sig til den wienske, som den nordtydske Afskygning af Tydskheden forholder sig til den sydtydske. Det samme vil man bemærke paa enhver af de øvrige tydske Nationalscener, men ikke paa et eneste af de mangfoldige Folketheatre og naturligvis endnu mindre i de Skuespilselskaber, som under Privatledelse opfatter Kunstudøvelsen ikke som Maal men som Middel. Endnu tydeligere træder Forholdet frem i Kjøbenhavn; ingen dannet dansk Mand indbilder sig, at det kongelige Theater paa den ene Side og Kasino og Folketheatret paa den anden kun adskiller sig fra hinanden ved en større eller mindre kunstnerisk Gradsforskjel i sine Præstationer. Adskillelsen er langt dybere begrundet, idet den nemlig hviler i det samme Forhold, som overalt finder Sted mellem et Nationaltheater og et Folketheater: Nationaltheatret skaber sine Typer og har sin eiendommelige Stil, Folketheatret optager disse Typer og stiller dem i et fjernere Forhold til Idealiteten, men har ingen Stil. Det danske Publikum, der i kunstnerisk udviklet Sands er vort saa uendelig langt overlegent, falder ikke paa, – som vi her i Christiania ofte nok har seet, – i det kongelige Theater at beklappe den Skuespiller, der giver sin Situationsrolle i Karakterstil, eller at fremkalde den Skuespillerinde, der begaar den modsatte Galskab. I de to andre Theatre vil det derimod nok kunne ske, thi i Kjøbenhavn veed man at orientere sig, man veed at Kunst paa et Nationaltheater er Et, og Kunst paa et Folketheater noget ganske Andet. Som et Bevis paa den Vægt, man i Danmark tillægger den kunstneriske Stil, kan ogsaa tjene, at den kongelige danske Regjering for nogle faa Aar siden af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag forbød Opførelsen af et af Holbergs Stykker paa Casino og lod sig forlyde med, at man i Nødsfald vilde paakalde Politiets Assistance for at hindre Forestillingen. Christiania Theaters Formaaenhed til at spille Holberg kan omtrent opveie Kasinos. Hvis nu altsaa Christiania Theaters Personale optraadte i Kjøbenhavn med sit holbergske Repertoire, saa vilde altsaa den kongelige danske Regjering af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag finde sig beføiet til, selv med Politimagt, at forebygge de samme Præstationer, som et stort Christianiaparti kræver, at et norsk Theater i Norge skal lægge til Grund for sin kunstneriske Retning. At det norske Theaters Holberg vilde mødes med samme Protest, vedkommer ikke denne Sag; thi det norske Theater har hidtil aldrig optraadt med andre Fordringer end et Folketheaters; Christiania Theater derimod har gjennem en Aarrække villet være det samme for Norge, som Kjøbenhavns kongelige Theater er for Danmark. Det er saaledes Christiania Theater selv, som har justeret sin Alen; det faar derfor finde sig i, at jeg i det Følgende maaler med den og med ingen Anden.
Af et saadant godt Repertoire fordres endvidere at det skal være meget alsidigt; det maa vexle mellem Mallefille, Oehlenschlæger, Birch‐Pfeifer, Shakespeare, Iffland, Moliere, Barriere og tildels Holberg. Rigtignok ved man at de bedre udenlandske Theatre, f. Ex. de parisiske, holder sig indenfor Grændsen af enkelte af de ved ovennævnte Forfattere repræsenterede Kunstformer; men da Paris i det allermindste har fem–sex offentlige Theatre, og Christiania i det allerhøieste to, saa tror man sig af disse to berettiget til at fordre lidt af Hvert i alle de Retninger, hvorpaa hine fem–sex har lagt sin Virksomhed. Christiania Theater f. Ex., der saa ypperligt spiller Farcerne: «Han gaar paa Kommers» eller «Perichons Reise», og som næsten til Fuldendthed har givet Ifflands «Jægre», faar ikke Lov til uforstyrret at virke paa denne og andre lignende Veie, hvorved dog noget virkeligt kunstnerisk Godt kunde udvindes; saaledes har man fornylig seet Direktionen i Aviserne blive overløben med anonyme Rykkerbreve angaaende en Æresgjæld, som skal være stiftet ved et engang givet Løfte om Opførelsen af Shakespearees «Macbeth». Er det ikke atter her Raastofslæren, som gjør sig gjældende? Evig og altid er Spørgsmaalet det ukunstneriske Hvad, med Forbigaaelse af det kunstneriske Hvorledes.
«Om L. Holberg»
EN HERRE
Saa taler Holberg om en The de Beuf –
Hjertelig tak for det tilsendte om Holberg! Det har været os en fest at læse denne lille bog, og vi vil endnu mangen god gang kunne begynde den forfra. At vi med en lignende lyst og glæde har læst dine forskellige arbejder i Morgenbladet behøver jeg ikke at forsikre Dig om. Min tak for hjælpen imod Jensen håber jeg fremkom gennem en tredjemand.
Hvis jeg havde «Den honette Ambition» ved hånden, kunde jeg anføre en mægtig hoben argumenter endnu; men da Du jo kan din Holberg perfekt, gjøres det ikke fornødent.
Brandes’s værk om Holberg, hvilket De havde den godhed at sende mig og hvorfor jeg aflægger min bedste tak, har jeg læst uden afbrydelse og med den højeste interesse. Jeg beder Dem, når anledning gives, at hilse ham fra mig og takke ham for den glæde og berigelse, jeg gennem dette værk har modtaget.
Jeg ser af aviserne at kammerherre Fallesen med en del af det kgl: teaters personale agter at foranstalte en række Holbergs-opførelser i Stockholm under sommertiden. Dette er et meget fortjenstfuldt foretagende; thi svenskerne selv forstår ikke at spille Holberg, således som han skal spilles. At et par af mine stykker ved samme lejlighed er stillede i udsigt glæder mig meget.
Ithorsdags gik atter Kandestøberen over Scenen, men modtoges temmelig koldt, – arme Holberg! du passer ikke længere for et Hverdagspublikum!
Professor Welhaven omtalte fornylig paa en af sine Forelæsninger over Holberg og hans Samtid de forfeilede Efterligninger af de græske og romerske Digtere, som i hiin Tid hyppigt kom tilsyne i Literaturen, og som, uagtet de dengang gjældte for Mønstre paa Digteraand og Smag, dog ingenlunde undgik Holbergs satiriske Svøbe, hvorpaa vi fornemmelig i Peder Paars have slaaende Exempler. I Forbindelse hermed ytrede Professoren at denne Poeternes Tilbøielighed til at hente deres Stof fra de gamle helleniske Guder samt fra Oldtidens øvrige mythologiske Figurer atter, paa en for den gode Smag og den sande Poesi faretruende Maade er begyndt at gjøre sig gjældende, idet han tilføiede, at den Tid dog ikke er fjern, da man vil indsee det Forfeilede i at ville reproducere den antike Mythedigtning, og atter vende tilbage til den rette Vei. Som Exempler paa deslige mislykkede Reproduktioner anførte han Paludan‐Müllers mythologiske Digte og forudforkyndte derpaa den Skjæbne, der endnu i vor Tid vil ramme disse Værker, den nemlig, at ansees for ligesaa smagløse som hine Poemata, Holberg saa træffende har parodieret. Det forekommer mig dog, at naar to Begreber skulle kunne henføres under samme Kathegori, saa maae disse Begreber enten være eensartede eller indbyrdes modsatte; imellem Begreber af forskjellig Natur gaar det vel neppe an at anstille nogen Sammenligning, – og Lighedspunktet mellem hine Digte og de Paludan‐Müllerske er ingenlunde paavist.
Dette er omtrent Indholdet af Stykket, som forøvrigt ikke er trykt. Af en, efter vor Formening særdeles velskreven Anmeldelse af samme efter dets første Opførelse hidsætte vi: «Vistnok kan det ikke med Hensyn til Formens Glathed og behændige Afpasning efter Theatrets Oeconomi maale sig med mange udenlandske Fabrikata, men vi have al Grund til at glæde os over, at vor paa nationale Stykker saa fattige Scene endelig begynder at faae Tilvæxt. «Theatret, siger Holberg, skal være et Speil, hvor Folket seer sine Laster og Daarligheder.» Hos os kan det hellere kaldes et Reflexionsspeil, af det Slags, som man opstiller udenfor Vinduerne for at betragte de Forbigaaende. Det har snart vist os hver Vraa i de forskjellige Egne af Europa, medens vort eget Land og vore egne Forholde endnu ikke have faaet noget varigt Indpas. Maaskee man mener, at vi have nok af dem udenfor Theatret, blandt vore daglige Omgivelser!! – Ja paa den Maade kunde man ikke undres over, at vi foretrække det Udenlandske, som altid viser sig for os i sin poetiske Søndagsdragt, med sminket Ansigt og puddret Haar, for vort Fædrelands simple Folkeliv, som altid vender sin hverdagslige og spidsborgerlige Side mod os. Vort Øre har endnu ikke hørt de dybe Grundtoner, som her hjemme udstrømme fra Naturens rige Væld, naar en Sanger først ret veed at gribe ind i de nationale Strænge, og vort Øie har ikke ret seet det Tillokkende i vor Nationalitet og vort Folkeliv, fordi Kunsten endnu ikke har omgivet dem med det magiske Trylleskjær, som drager vor Opmærksomhed til sig. Men den Tid vil nok komme. Vel er der, skjønt vor Selvstændighed nylig har feiret sit 30aarige Jubilæum og vort Universitet er endnu ældre, hidtil kun gjort faa og svage Forsøg paa at udrive vort Theater af den totale Afhængighed, hvori det staaer til Udlandet. Dog, enhver Bestræbelse er svag i sin Begyndelse. Man kan med Sikkerhed forudsee, at et Nationaltheater efterhaanden, som Folkebevidstheden udvikler sig, med en indre Nødvendighed vil fremgaae af Folkets Trang, og ethvert Forsøg i denne Retning er et Blik ind i Fremtiden.
Ogsaa for det norske Theaters Vedkommende er Forandringen ikke graduel, men væsentlig; Betydningen ligger nemlig ikke deri, at det har faaet et udvidet, forbedret og forskjønnet Lokale samt et fuldtalligere Personale, men deri, at disse forøgede Virkemidler henviser Indretningen til en Opgave, som, kunstnerisk taget, er grundforskjellig fra den, hvorom der tidligere fornuftigvis kunde blive Tale. Hvad Theatret har vundet eller hvad det har tabt ved Personalforandringen, er derfor her aldeles ligegyldigt og vilde kun være at tillægge Vægt forsaavidt Anstalten var kortsynet nok til blot at ville noget Mere og ikke noget Andet end det, hvortil det tidligere har været indskrænket. Sagen er nemlig den, at de Mænd, som først iværksatte Tanken om et norsk Theater i Christiania, og som vor Kulturhistorie visselig engang i tiden vil vide at nævne med al fortjent Ære, i visse Maader kan siges at have gaaet temmelig radikalt tilværks; men i en meget væsentlig Retning langtfra ikke radikalt nok, idet de ikke vovede at bryde med Traditionen for den kunstneriske Stil. Rigtignok blev det opstillet som en fuldt bevidst Fordring til Theaterskolen, at den skulde udvikle de eiendommelige Karaktertyper i national Retning; men et Drama bestaar ikke af Karakterer alene; det, hvoraf det som Kunstværk væsentlig bæres, er Fremstillingsstilen, der er, og nødvendigvis maa være særegen for de forskjellige dramatiske Kunstarter. Fremstillingsstilen, Spillemaadens hele aandige Form, eller hvad man forresten vil kalde det, kan et Theater aldrig laane fra et andet uden at opgive sin Selvstændighed og stille sig i et Forhold, der svarer til Oversætterens ligeoverfor den originale Forfatter. Fra et nationalt Synspunkt er naturligvis Stilen af ligesaa megen Vigtighed, som fra et rent æsthetisk. I Berlin f. Ex. vil man derfor see Tragediens, Komediens eller Lystspillets Foredragsform at være en ganske anden end i Wien; paa det førstnævnte Sted forholder den sig til den wienske, som den nordtydske Afskygning af Tydskheden forholder sig til den sydtydske. Det samme vil man bemærke paa enhver af de øvrige tydske Nationalscener, men ikke paa et eneste af de mangfoldige Folketheatre og naturligvis endnu mindre i de Skuespilselskaber, som under Privatledelse opfatter Kunstudøvelsen ikke som Maal men som Middel. Endnu tydeligere træder Forholdet frem i Kjøbenhavn; ingen dannet dansk Mand indbilder sig, at det kongelige Theater paa den ene Side og Kasino og Folketheatret paa den anden kun adskiller sig fra hinanden ved en større eller mindre kunstnerisk Gradsforskjel i sine Præstationer. Adskillelsen er langt dybere begrundet, idet den nemlig hviler i det samme Forhold, som overalt finder Sted mellem et Nationaltheater og et Folketheater: Nationaltheatret skaber sine Typer og har sin eiendommelige Stil, Folketheatret optager disse Typer og stiller dem i et fjernere Forhold til Idealiteten, men har ingen Stil. Det danske Publikum, der i kunstnerisk udviklet Sands er vort saa uendelig langt overlegent, falder ikke paa, – som vi her i Christiania ofte nok har seet, – i det kongelige Theater at beklappe den Skuespiller, der giver sin Situationsrolle i Karakterstil, eller at fremkalde den Skuespillerinde, der begaar den modsatte Galskab. I de to andre Theatre vil det derimod nok kunne ske, thi i Kjøbenhavn veed man at orientere sig, man veed at Kunst paa et Nationaltheater er Et, og Kunst paa et Folketheater noget ganske Andet. Som et Bevis paa den Vægt, man i Danmark tillægger den kunstneriske Stil, kan ogsaa tjene, at den kongelige danske Regjering for nogle faa Aar siden af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag forbød Opførelsen af et af Holbergs Stykker paa Casino og lod sig forlyde med, at man i Nødsfald vilde paakalde Politiets Assistance for at hindre Forestillingen. Christiania Theaters Formaaenhed til at spille Holberg kan omtrent opveie Kasinos. Hvis nu altsaa Christiania Theaters Personale optraadte i Kjøbenhavn med sit holbergske Repertoire, saa vilde altsaa den kongelige danske Regjering af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag finde sig beføiet til, selv med Politimagt, at forebygge de samme Præstationer, som et stort Christianiaparti kræver, at et norsk Theater i Norge skal lægge til Grund for sin kunstneriske Retning. At det norske Theaters Holberg vilde mødes med samme Protest, vedkommer ikke denne Sag; thi det norske Theater har hidtil aldrig optraadt med andre Fordringer end et Folketheaters; Christiania Theater derimod har gjennem en Aarrække villet være det samme for Norge, som Kjøbenhavns kongelige Theater er for Danmark. Det er saaledes Christiania Theater selv, som har justeret sin Alen; det faar derfor finde sig i, at jeg i det Følgende maaler med den og med ingen Anden.
Af et saadant godt Repertoire fordres endvidere at det skal være meget alsidigt; det maa vexle mellem Mallefille, Oehlenschlæger, Birch‐Pfeifer, Shakespeare, Iffland, Moliere, Barriere og tildels Holberg. Rigtignok ved man at de bedre udenlandske Theatre, f. Ex. de parisiske, holder sig indenfor Grændsen af enkelte af de ved ovennævnte Forfattere repræsenterede Kunstformer; men da Paris i det allermindste har fem–sex offentlige Theatre, og Christiania i det allerhøieste to, saa tror man sig af disse to berettiget til at fordre lidt af Hvert i alle de Retninger, hvorpaa hine fem–sex har lagt sin Virksomhed. Christiania Theater f. Ex., der saa ypperligt spiller Farcerne: «Han gaar paa Kommers» eller «Perichons Reise», og som næsten til Fuldendthed har givet Ifflands «Jægre», faar ikke Lov til uforstyrret at virke paa denne og andre lignende Veie, hvorved dog noget virkeligt kunstnerisk Godt kunde udvindes; saaledes har man fornylig seet Direktionen i Aviserne blive overløben med anonyme Rykkerbreve angaaende en Æresgjæld, som skal være stiftet ved et engang givet Løfte om Opførelsen af Shakespearees «Macbeth». Er det ikke atter her Raastofslæren, som gjør sig gjældende? Evig og altid er Spørgsmaalet det ukunstneriske Hvad, med Forbigaaelse af det kunstneriske Hvorledes.
«Om L. Holberg»
