Henrik Ibsens skrifter

De ​tiltagende Misligheder og Arbeiderforeningernes Stormgang have dog frugtet: ​Odelsthinget har taget ​Huusmandsvæsenet under Behandling, men vil dog, som Kommitteen sagde, ikke skabe noget egentligt Nyt; det vilde blot samle de adspredte Bestemmelser og formodentlig spidse dem lidt til. Der blev da heller ikke noget synderligt Nyt indført i Beslutningen, Thinget vred sig mellem at gjøre Noget og ikke at gjøre Noget, og hvad man end kan sige til Ros for en slig Fremgangsmaade, saa er det dog vist, at der ikke kommer Stort ud af den. Hvad man egentlig har vundet af den hele Behandling, er den klare Erkjendelse om, at Østland og Vestland ere to væsentlig forskjellige Ting, og at en almindelig Huusmandslov for hele Landet bliver en ​lovlig Umulighed; man maa vel egentlig skrive tre om ikke fire forskjellige Love, af hvilke den ene kommer til at grændse mod Øst til Sverige, mod Syd til ​Skagerak, mod Nord til Dovre, mod Vest til ​Fillefjeld, en Del af Langfjeldene og ned igjennem ​Langerhuusdalen til Skien; – den anden kommer til at omfatte ​Feltet for vore politiske Notabiliteter, altsaa grændse mod Øst til den foregaaende, stryge langs Kysten ved Nedenæs, (hvorfra ​Skjerkholt er) forbi Lindesnæs, langsmed Jædderen, altsaa henad ​Ueland til, omsluttende ​Stavanger, der har fostret saamange «Frihedsmænd» og derpaa følge Aakrefjorden ned gjennem Hardanger indtil ​Skaar. Det er et Spørgsmaal, om ikke Bergens Stift maa udgjøre et eget Distrikt, da den ene af Officererne, ​Fasting eller ​Brun, sagde, at Huusmændene der ikke selv bruge sin Gjødsel, men sælge den eller kaste den i Havet. Throndhjems Stift, der nok har faa egentlige Huusmænd, bliver vel et noget lidet Distrikt og kan saaledes nok slaaes sammen med det ovenfor beskrevne ​Østerlandske, i hvis Centrum ​Arneberg har sit Sæde. Nordland seer man sig vel nødt til at gjøre til et Distrikt, uagtet ​Finnerne nok kunne fortjene at komme under en egen Rubrik ​idetmindste.

Her have vi altsaa et foreløbigt Kort over Huusmandslovenes geografiske Beliggenhed; men nu bliver Spørgsmaalet, kan Storthinget som et Udtryk for Statens Eenhed skrive alle disse Love? Er Storthinget, som ​Pythagoras’s Bundt ​Knubber, der kan tages fra hinanden og sammensættes, saa de igjen see ud som et heelt Stykke? Dette er et Spørgsmaal, som vore Philosopher, der have ​faaet 1 til ​Andenexamen, ere moralsk forpligtede til at besvare; Staten kan ikke have lært denne Philosophi for Intet.

Noget Nyt maa ialfald gjøres: den udkomne Beslutning kan man neppe være tjent med og ​Lagthinget forbarmer sig vel over den og ​steder den til Hvile. Med alt dette er det ingenlunde vor Mening at give Odelsthinget onde Ord for den fattede Beslutning; man kunde ikke vente sig mere, da det saagodtsom maatte ​ryste Beslutningen af Ærmet.

Mon denne Beslutning ikke skulde være et Fingerpeg for Arbeideragitationen til at lægge sig paa Enkelthederne og opklare Forholdene istedetfor at skrige paa Forbedringer gjennem Almeensætninger, der ere saa luftige som den skjære Vind? Skulde den ikke ogsaa kunne aabne Øinene paa Styrelsen saa den fulgte ​Sognepræst Harbitz’s Forslag, at sende Schemaer om til samtlige Formandskaber, der, kjendte med Forholdene, havde at besvare de mangfoldige Spørgsmaal, eller ogsaa bevæge den til at ​udskikke Mænd rundt om i Landet og derved ​fortfare paa den indslaaede Vei? Man har nemlig ​sendt E. Sundt om i Landet, men han virker vel nærmest ​i geistlig Retning; man trænger ogsaa til verdslige Præster.

​Billighed byder at fremhæve Ueland og ​Baggerud, som de, der vel i forskjellig Retning, forekom os at tale meest praktisk i Huusmandssagen. Arneberg var vistnok ogsaa praktisk men han var tillige «saa vond at» . . . . . ​Lie var naturligviis philosophisk, ​Motzfeldt og ​Schweigaard juridiske, alle vare de mere eller mindre rige paa Bænkeforslag, og vi misundte ingen af de Herrer, som vare fordømte til at finde Rede i alle Forslagene og stemme derefter. Det mest praktiske havde været at følge ​Revolutionsmændenes Exempel, der i halv Søvne udtalte sit Skyldig eller Ikke‐skyldig.

Man har atter paa dette Thing og i disse Dage fornyet den gamle Kamp om hvorvidt Staten var berettiget til at raade over ​Oplysningsvæsenets Eiendomme og lade dem gaae over til privat Jordegods mod de oprindelige Giveres formentlige Villie. Man har under de fleste foregaaende Thing gaaet fremad i denne Retning, uagtet Embedsmændene og navnlig Præsterne jevnlig have sat sig imod. Man har bestandig argumenteret, at ingen guddommelig eller menneskelig Ret har lov til at sætte sig ud over ​Testators sidste Villie; men hertil kunde man halvt for Spøg, halvt for Alvor svare: vist ikke, men sæt at Geistligheden paa sin Side ikke har kunnet opfylde de svære Forpligtelser den havde paataget sig, nemlig at skaffe alle de arme Syndere Himmerige, som paa de Betingelser skjænkede Præsterne sit Gods; vi læse jo i gamle Dokumenter, at ​Gaverne skjænkedes paa disse Betingelser. ​Hjorthøi har f. Ex. i sin Beskrivelse over Gudbrandsdalen anført, at nogle Gaarde der ligge i ​Froen (?) bleve skjænkede til en Præst ved Navn ​Særepeer mod at Eieren med Efterkommere i uendelige Slægtsfølger skulde blive salig.

Hvad vilde vore juridiske Professorer sige, om Særepeer ikke har magtet at holde Ord? Vilde de ikke sige, at en Kontrakt, der ikke overholdes, ei kan komme den uefterrettelige ​Kontrahent tilgode? Vilde de ikke sige, at Eiendommen maa falde tilbage paa de oprindelige Arvinger? Men da disse ikke længere ere at finde, bliver Staten Arving og anvender som et myndigt Væsen sin Arv saa godt han veed og kan.

Med dette Argument vilde man have tilbagedrevet den hele Modstand, og sparet sig for vidtsvævende Betragtninger over den testatoriske Ret, over Sølvets og Kornets indbyrdes Værdi, – man vilde have sparet sig for Angreb paa og Forsvar for Præstestanden, man vilde have undgaaet at slæbe paa det gaadefulde Væsen som kaldes Opinionen i den og den Kant af landet; med eet Ord, man vilde have fundet det Rette, og det Rette er altid simpelt og ligefrem. I Forventning af at de kommende Thing ville vide at benytte vore Vink, drage vi et Slør over det Forbigangne og misbruge ikke Pressen til at referere de ​faldne Debatter i denne Sag.