Henrik Ibsens skrifter

Det er nok fra den Tid hans Broder Alf blev borte? –

Ja, saa er det nok –

Men hvorledes gik det da til – –

Ja, det kan jeg gjerne sige, – her er vel Ingen
inde, – for du er en brav {g}Gut og din Fader var al-
tid rundhaandet ˹med allhaande Gaver og god Skjænk til˺ mod Klostret; (drikker) seer
du, Alf var den ældste Søn, han var en stille
from Sjæl, medens Bengt var vild og hidsig, ret
ligesom Bjørn; Alf skulde nu have Gaarden
efter Faderens Død og det kunde Bjørn Bengt da
ikke finde sig i, for han var nu et Verdens
{ <...> }Barn, og saa satte han altid Ondt i Faderen
imod Alf – –

Men det var nok især da Alf giftede sig –

Ja, netop da, – Faderen var imod Giftermaalet
men Alf vilde have sin Villie dengang, og da
han efter Byllupet traadte ind til Faderen
saa lyste han sin Forbandelse over ham og
svor at han aldrig vilde see ham mere, –
det kan da ikke nægtes at det var Bengts –
Skyld, – Gud forlade ham –

Men hvor blev der af Alf –

Det veed ingen, {æ}Ægtefolkene var og blev borte,
Folk i Bygden fortælle at Haugafolket tog dem
men det er nok rimeligt at han tog op
til en Plads han havde oppe i Fjeldmarken, men
saa kom Svartedøden og bortrev alle Menne-
sker deroppe, og ingen tør sætte sin Fod der
siden. –

Ja, det har jeg hørt, –

Men siden den Tid har det ikke været godt paa Bjer-
kehoug, – den Gamle døde nu snart efter, og Bengt
vil ikke lade sig mærke med noget, – men Erindrin-
gen om Alf den nager ham, det skjønner jeg
nok; en mægtig Mand er han da, – og endnu mægtigere
vil nu Bjørn blive, dersom det bliver noget af mellem
​ham og Mereta.

Mereta, – tænker Bjørn paa – –

Na, det ved jeg ikke, men hans Fader tænker paa det –

Ha, saa forstaar jeg hvorfor han gav mig Afslag –

Hvad siger I? – Tys, der kommer han nok! (reiser sig.)

Saa vil jeg gaa. – (gaar ud til Venstre idet Bjørn Bengt træ-
​

HIS: 219

der ind fra Baggrunden)

Nu, Herr Mogens! er I der; – I bringer vel Papirerne
med.

Her er de allesammen.

Og der er ingen anden Arving end Mereta?

Ingen; det er en Lykke for hende, for hendes salig
Faders Ei{ <...> }endom var da ikke stor –

Nei, I har Ret!

Og nu er d{a}er da ingenting iveien for Bryllupet kan
jeg tænke –

Hvad, Præst! mener I at det er derfor jeg har holdt det
hemmeligt, troer I at Mosterens Arv – –

Det være langtfra, – men Folk i Bygden –

Det bryder jeg mig ikke om, «lige fremad», det er
mit Valgsprog; – Bjørn skal ægte hende, – jeg har holdt
det hemmeligt fordi det var min Villie, nu skal det
blive bekjendt fordi det er min Villie – –

Men hverken Bjørn eller Mereta ved noget om det –

Hvad behøves det! Er ikke Bjørn min Søn, har jeg
ikke været { <...> }hendes Formynder, – skulde han ligesom
Alf, – (med pludselig forandret Stemme.) Gud være med ham,
jeg har betalt Sjælemesser for ham, – jeg har givet { <...> }Alter-
lys og anden Skjænk til Klostret – –

Det har I gjort som en god Christen – –

Og alligevel, – men lad os ikke tale mere herom, –

Naa, hvad er I saa lystige over. –