[Kjærlighedens Komedie]
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
1
Falk
.
See det er ˹Have-˺Visen, som De bad mig om;
Bær over med den, – jeg er { <...> }tanketom!
Frøken Skjære
.
Men { <...> }Svanhild som saa ivrig var især –
Nu er hun borte, see hun sidder der
Ved Vandet; ja, jeg tror for Gud hun drømmer.
Fruen
Hun leger med en Andeflok som svømmer –
Det Barn; Gud ved naar jeg faar Skik paa hende.
Frøken S.
Men sig Hr. Falk, mig syntes Visens Ende
Var mindre rig paa ˹ægte˺ al den Poesi
Som ellers findes hist og her deri.
Pasop.Styver
.
Ja, og det var igrunden dog saa let
At faa lidt mer mod Slutningen placeret.
Falk
.
Man kliner ind, lig Kidt i sprukkent Bret,
Til den er spækket, fed nok, marmoreret.
Pasop.Styver
.
Ja det gaar glat, jeg husker det saa godt
Ifra mig selv –
Guldstad
.
Hvad, har De Musen redet?
Faksimile
Frøken Skjære
.
Min Kjæreste? Gud, ja!
Pasop
.
Aa kun saa smaat.
Frøken Skjære
Han er romantisk af sig.
Fru Halm
.
Jo, jeg ved det.
Pasop
.
Nu ikke mere; det er længe siden.
Falk
.
Fernis og Romantik gaar af med Tiden.
Men engang altsaa –
Pasop
.
Ja, det var nu i
Den Tid jeg var forelsket –
Falk
.
Ja er den forbi –?
Jeg troede ej din Elskovsrus udsovet.
Pasop
.
Aa Snak, nu er jeg mer, ˹nu er˺ jeg {er}jo forlovet.
Falk
.
Ja avanceret, overstaaet det Sværeste:
Forfremmelsen fra Elsker og til Kjæreste.
Faksimile
Pasop
.
Det er dog sært, jeg skulde fast forsvoret
Mit Mindes Faktiskhed i dette {n}Nu.
For syv Aar siden, vil du tro det, du{;}?
Jeg gjorde Vers i Stilhed paa Kontoret.
Fa{ <...> }lk
.
Nej Fanden – sig, ved Pulten eller Bordet?
Guldstad
Silentium, nu har Herr Pasop Ordet.
Pasop
.
Og saa om Aftenen, naar jeg var fri
Jeg konciperte Remser Poesi
Saa lange som, – ja to tre brukne Ark;
Det gik; jeg gav min Muse blot et Spark,
Saa var hun villig strax; ustemplet eller stemplet
Papir, see det var hende lige fedt godt.
Falk
.
Og Poesien flommed lige let flot;
Men sig, hvorledes brød du ind i Templet?
Pasop
.
Ja det var Kjærlighedens Værk, min Ven, –
Med andre Ord saa var det Frøken Skjære,
Men Kjæreste, som hun blev senre hen,
Falk
.
Det var hun dengang ei
Faksimile
Falk
.
Nej da var hun din Kjære,
˹Som˺ Det 6 kan 2 hun 5 nu ˹ 3 naturligvis ˺ 4 ej 1 { <...> }være
[[HIS: Skarp klamme markerer trolig ny verslinje.]Det «Kjæreste» det er forresten
Det eneste Exempel, tror jeg næsten,
Paa et Superlativ, som svært formindsker.
Men til din Pegasus ˹igjen (den)˺, som staar og vrinsker
Dernede paa Kontoret, lad den løbe,
Den kunde ellers dine Laster røbe, –
Du veed, fra «Revisionen» og til «Kirken»
Man ˹ynder˺ lider ikke Vingehestens Virken,
Pasop
.
Nej det er sandt; men dengang var jeg blind
Jeg havde stirret i to Øjne ind
Og tabte ˹al˺ Hverdagsverdenen afsigte,
Som jeg bemærkede i et af mine Digte.
˹ [HIS: Tilføyelse skrevet nederst på neste side, innføyningstegn viser at teksten skal plasseres her.]
Falk
Jeg skjønner; Poesien fossed strax,
Da Elskov havde aabnet dine Sluser; –
˹Ak Gott˺ O tænk hvor mangen lækker Tankelax
Der randt sig fast i Versets fule Ruser.
˺
\
Pasop
.
/
Det var en sælsom Tid; min Jus jeg glemte,
Min Pen jeg spidsed ej, – nej jeg den stemte,
Og naar den i Konceptpapiret rev
Det klang som Melodi til hvad jeg skrev;
Tilslut saa konciperte jeg et Brev
Til hende, hvis Forlovede jeg blev;
Tænk, samme Dato indløb hendes Svar,
Andragendet bevilget, Sagen klar, –
Falk
.
Og du, du følte dig i Aanden større;
Faksimile
Du havde bragt din Elskov paa det Tørre?
Pasop
.
{Og}Naturligvis?
Falk
.
Og aldrig mer du digted?
Pasop
.
Nej ˹jeg har˺ aldrig ˹siden mærket ˺ mer jeg følte nogen Trang;
Det var med {eet}Et, som om mig ˹Aaren˺ Evnen svigted;
˹(Naar nu)˺ Og naar jeg prøver ˹nu˺ paa en enkelt Gang
At sætte sammen sligt et Nytaarsvers
Saa kom̅er mig Rim og Versemaal paatvers,
Og – jeg forstaar ej hvad det stikker i –
Men det blir Jus og ikke Poesi.
Guldstad

(klinker med ham)
Og derfor er, min Sjæl, De lige god;
(til Falk.)
De tror nu {f}Færgen over Lykkens Flod
Er bare til for Dem at sætte over;
Men vogt Dem vel, ifald De Farten vover,
At ej {d}De render styggelig paa Grund; –
Naa naa, Herr Digter, – ej den sure Mund,
Lidt Spøg faar ogsaa De jo engang taale,
De selv er ikke sparsom just paa Naale.
Faksimile
Falk
,
Aa Herr Grosserer, mine Naale siger
Saa saare lidt mod Deres femtoms Spiger.
Men bliv De ved med Talens Traad at trække
Saa 2 tynd og 1 lang som Klassikernes Række,
Der kommer ud hos Brockhaus eller Cotta.
Guldstad
.
Ja, det er netop det De har saa godt a’,
Hvad Deres Vise angaar, ved jeg ej
Om den har Poesi ved begge Ender,
Men hvordan end De Visen snor og vender,
Den har en slet Moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig Økonomi
At lade alskens Fugle æde Karten
Før den faar Lov til moden Frugt at bli,
At lade Faar og Kjør faa bejte fri
Herinde ˹saadan udpaa Sommerparten;˺
Jo ˹her blev vakkert˺ til næste Vaar, Fru Halm – –
Falk
.
˹(Det)˺ Aa næste, næste, fy ˹Aa˺ ˹den Tanke˺ Tanken er mig kvalm
Som i det slappe Ord «det Næste» ligger;
Det gjør ˹hver Glædens˺ en Aandens Rigmand til en Tigger!,
Hvis jeg som Sprogets Sultan maatte raade
En Time kun, det Hampesnoren fik
Og skulde ud af Verden uden Naade,
Som b og g af Knudsens Grammatik.
Fru Halm
.
Hvad har De da imod det pene Ord.
Falk
.
At det formørker os Guds fagre Jord.
Faksimile
Vor næste Kjærlighed, vor næste Viv,
Vort næste Foraar og vort næste Liv, –
See, den Forsynlighed som heri ligger
Den er det, som gjør Glædens Søn til Tigger,
Ja den er Cainsmærket paa vor Tid,
Den dræber Nydelsen af Øjeblikket;
Du har ej Ro, før Du faar Baaden vrikket
Imod «den næste» Stra{d}nd med Slæb og Slid;
Men er Du fremme, mon Du da tør hvile?
Nej du maa atter mod et «Næste» ile
Og saadan gaar det fortvæk udaf Livet;
\
(et Stoppested er givet)
/
Gud ved om bagenfor er Hvile givet.
Fru Halm
.
˹Nej˺ Aa ˹Men˺ fy, Herr Falk, hvor kan De tale saa!
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg. Innføyningstegn mangler - plasseringen i førstetrykket er fulgt.]
Anna

tankef:
Aa det han siger kan jeg godt forstaa
Der maa dog nogen Sandhed deri være.
˺
Frøken Skjære
,
Sligt maa min Kjæreste ej høre paa.
Han er ex{en}centrisk nok, ˹Pasop, min Kjære!˺ ˹aligevel˺ – Pasop, min
Kom hid et Øjeblik!
Pasop
Jeg kommer snart.
Guldstad
.
Ja ˹Et˺ ˹det˺ den Ting er mig ˹dog˺ idetmindste klart,
At De bør holde nog{t}et mer i Ære
Forsynligheden; tænk Dem nu ifald.
De skrev et Digt idag og ˹satte˺ lagde al
De store Restbeholdning ind deri,
Som De paa Lager har af Poesi;
Og naar De saa imorgen skrev det Næste,
Og fandt De {i}Intet havde mer tilbedste, –
Faksimile
Tro mig, paa hver Caffe med Skrig og Skraal
Man vilde flaa Dem, som man flaar en Aal, –
Og havde Publikum gjort paa Dem Kaal,
Saa fik Kritiken Dem nok i Kalotten.
Falk

(smilende.)
Ej En af Tusind mærked Bankerotten.
Men sig mig Lind hvad gaar der dog af dig
˹Du sidder her den hele Tid saa sturen ˺Studerer du maaske Architekturen
Er det Verandastilens kjække Buer
Som Du med slig Dybsindighed beskuer,
Hvad heler Dørens kunstigt skaarne Hængsler
Og Vinduslemmerne med dito Stængsler;
For Noget er det som din Tanke fængsler.
Lind
.
Nej du tar Fejl; det er din Vise, Ven,
Som har
Den har mig grebet; Skal og Tak for den!
Nej, Du tar Fejl, jeg sidder her og lever, –
Berust i Nuet Intet mer jeg kræver.
Jeg har en Følelse som om jeg stod
Med ˹Verdens˺ Livets Rigdom drysset for min Fod,
Tak for din Sang om Glædens Liv i Vaaren,
Den var som af mit eget Indre skaaren.
En Skaal for Blomsten der den dufter smukt
Foruden Tanke paa at vorde Frugt.
Falk
.
Vil mine Damer høre; det var Nyt,
Her har jeg gjort en artig Proselyt.
Igaar han gik med Salmebog i Lommen,
Idag han kjækt trakterer Digtertrommen. –
Man ˹paastaar˺ siger vel at vi Poeter fødes,
Men stundom kan en Prosaist dog gjødes,
Faksimile
2.
Saa ubarmhjertigt, som en strasburgsk Gaas,
\
Med rimet Sludder og med metrisk Vaas,
/
Saa alt hans Indre, ˹Lever˺ Hjerte , Sjæl og Kraas,
Naar ud det krænges, findes ganske fuldt
Af ˹lyrisk Ister˺ Digterfedme og rethorisk Smult.
Men Tak, forresten, for din gode Mening;
Herefter slaar vi Harpen i Forening.
F{alk}røken Skjære
.
Ja De, Herr Falk De er vel fli{d}ttig nu –
I landlig Ro – { <...> }her mellem Blomstergrene –
Hvor De kan færdes med Dem selv alene –
˹
Fru Halm
(sindt)
˺
Nej han er doven, saa det er en Gru.
Falk
Dæk mine Øjnis Spejl med Blindheds Skimmel
Saa skal jeg digte om den lyse Himmel.
Skaf mig, om blot en Maaneds Tid paa Borg,
Et Savn, en knusende, en Kjæmpesorg,
Saa skal jeg synge Livets ˹Jubel˺ ˹Lykke˺ Jubel ud, –
Og helst, min Frøken, skaf min blot en Brud,
Som ˹er˺ var mig Alt, min Sol, mit Liv min Gud.
Jeg har om den Ting supplicert Vorherre,
Men han har hidtil vist sig døv, desværre.
˹ [HIS: Tilføyd nederst på siden, nedenfor en skillestrek. Innføyningstegn viser hvor i teksten tilføyelsen skal plasseres.]
Fru Halm
Det er en syndig Tale.
Frøken Skjære
.
Hæsligt sagt.
˺
˹
Falk
˺
Ja, De maa ikke tro det var min Agt
At gaa med hende under Arm paa { <...> }Kurland,
Nej midt i Lykkens vilde Jubeljagt
Hun maatte gaa til Evighedens Urland.
Jeg trænger til lidt aandig Gymnastik,
Som jeg maaske paa den Vis grundigst fik.
Faksimile
Svanhild

(har under det foregaaende nærmet sig, staar nær ved Falk og si-
ger med et bestemt ˹men lunefuldt˺ Udtryk.)
Godt, jeg skal bede { <...> }for { <...> }Dem om slig en Skjæbne,
Men naar den kommer, bær den som en Mand.
Falk
.
Aa, Frøken Svanhild; – jo, jeg skal mig væbne
Men tror De ogsaa at jeg stole kan
Paa Deres Bøn, som noget ˹rigtig˺ Virkende?
Med Himlen, { ved }seer De, maa man omgaaes lirkende.
Jeg ved jo nok De Vilje har for To
Til mig at skille ved min gode Ro;
Men o{g}m De ogsaa har behørig Tro,
See det er Sagen.
Svanhild
.
Vent til Sorgen kommer
Og gulner Livets lyse friske Sommer,
Vent til den slaar som lydløs Natfugl ned
Og flyver bort med Deres Hjertefred,
Vent til De bær den vaagen og idrømme, –
˹Saa˺ Da skal ˹De˺ om ˹kan om˺ Styrken {i}af min Tro ˹først˺ De ˹De˺ dømme.
(gaar over til Damerne.)
Fru Halm
Men ˹vil˺ kan I To da aldrig holde Fred,
Nu har Du gjort Hr. Falk for Alvor {V}vred.
(vedbl. at tale sagte og for<...> { med }til hende, Frøken
Skjære blander sig i Samtalen;) Svanhild
staar kold og) taus.)
Falk
.
Der lyste Vished ud af hendes Blikke;
˹Jeg hartad tror˺ Mon jeg skal tro , som {f}hun det tr{y}or saa trygt,
At Himlen vil – –
Guldstad
.
Aa nej Gud vil den ikke.
Den var da, med Respekt, og brav forrykt
Om den effektuerte slige Ordres.
Faksimile
Nej seer De, gode Ho’de, hvad der ˹fordres,˺ fattes
Det er Motion i Arme, Ben og Krop,
Lig ikke her og glo i Løvet op
Den lange Dag; hug Ved om ikke Andet,
Det skulde ogsaa være rent forbandet
Om ikke inden fjorten Dage De
Da var for Deres gale Nykker fri.
Ja undskyld at jeg taler aabent med {d}Dem,
Men { N }noget saadant maa der gjøres ved Dem.
Falk
.
Jeg staar som Æslet, snørt ˹i˺ af Tvivlens ˹Valgets˺ Baand;
Tilvenstre har jeg Kjød, tilhøjre Aand.
Fru Halm
.
(seer paa sit Uhr.)
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
Det er paa Tiden vi kan vente Præsten.
Falk
.
(utilfreds.)
Hvad? Skal her komme Præster?
Frøken
Gud ja vist,
Fru Halm
.
Det var jo det som jeg fortalte sidst –
N
Ann{e}a
.
Nej Moer, Herr Falk var ikke da tilstede.
Fru Halm
.
Naa det er sandt; men bliv dog ej saa trist;
Tro mig, af det Besøg De snart faar Glæde.
Falk
.
Men sig hvem er han da den Herrens Saamand.
Fru Halm
.
Aa Herregud, det er jo Præsten Straamand.
Faksimile
Falk
Ja saa. Jeg tror at jeg har hørt hans Navn,
Og har nok læst at han skal ˹ind og˺ gjøre Gavn,
Som Storthingsmand, paa Politikens Marker.
˹
Pasop
Fru Halm
.
Ja han er Taler; Skade blot han harker.
Frøken Skjære
.
Nu kommer han med Frue –
Falk
Og med Arvinger
At more dem ˹i Forvejen lidt˺ et Halvtaarstid de Hulde,
For siden faar han begge Hænder fulde
Med svenske Spørgsmaal og med Stadsraadsgarvinger
Jo, jeg forstaar.
Fru Halm
.
Det er en Mand Herr Falk.
Guldstad
.
Ja i sin Ungdom var han nu en Skalk;
Men han har sagtens rettet paa sig siden –
Frøken Skjære
.
Naa saa, Herr Guldstad, alt fra jeg var liden
Har jeg hørt tale dog med stor Respekt, –
Og det af Folk, hvis Ord har megen Vægt –
Om Rasmus Straamand og hans Livs Roman;
<...>
Falk
.
Roman?
Frøken Skjære
.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
Som ej af Hverdagsfolk vurderes kan.
Falk
.
De spænder min Nysgjærrighed gigantisk.
Frøken Skjære
.
Men, Gudbevars, der gives altid Vissee
Som af det Rørende sig ˹strax˺ lader hidse
Til Rai{s}lleri. –
Faksimile
3.
Frøken Skjære
.
Saa vil, med Deres skarpe Blik, De snart
Begribe at –
Falk
.
Ja, det er ganske klart
Men hvad der ˹hidtil˺ er mig noget mindre tydeligt
Det er «Romanens» Indhold og dens Ark,
Jeg kan nok ane det er noget Nydeligt
Men hvis det lod sig sige i en Fart –
Pasop
.
Jeg skal af Sagens Fakta extrahere
Det {v}Vigtigste –
Frøken Skjære
.
Nej jeg erindrer mere,
Jeg kan fortælle –
Fru Halm
.
Det kan ogsaa jeg.
Aa nej, Fru Halm, n
Frøken Skjære
.
Aa nej {nu}Fru Halm, nu er jeg alt paa Vej.
Seer De Herr Falk, han gjaldt, som Kandidat,
For et af Kristianias bedste Ho’der,
Forstod sig paa Kritik og nye Moder –
Fru Halm
.
Og spillede Komedie privat.
Frøken Skjære
.
Ja bi nu lidt, han musicerte, malte, –
Fru Halm
.
Og husk hvor pænt Historier han fortalte!
Frøken Skjære
.
{ Aa }Nej giv ˹nu˺ blot Tid; jeg ˹kan det˺ husker paa en Prik.
Faksimile
Han skrev og komponerte selv Musi{ <...> }k
Til Noget som en Forelægger fik;
Det kaldtes «{T<...> }Syv Sonnetter til min Maren»
Aa Gud, hvor sødt ha{m}n sang dem til Guitaren!
Fru Halm
Ja det er vist han da var genial.
Guldstad
.
Hm, somme ˹mente˺ ˹m˺ sagde nu at han var gal.
Falk
.
En gammel Praktikus, som ikke henter
Sin Visdom blot af mugne Pergamenter
Har sagt at Kjærligheden gjør Petrarker
Saa let som Fæ og Ladhed Patriarker.
Men hvem { var }er Maren?
Frøken Skjære
.
Maren? Det { v }er hende, –
Hans Elskede, som snart De lærer kjende.
Hun var en Datter af et Kompagni –
Guldstad
.
Et Trælasthus.
Frøken Skjære
.
(fortrædelig.(kort)
Ja det maa Herren vide,
Det hører til den trivielle Side.
\
Falk
./
Et Kompagni˹?˺,
\
Frøken Skjære

(vedblivende) /
{s}Som dengang ejed ˹store˺ Grunker;
De kan vel ˹tænke˺ vide hvor der Kur blev gjort,
For der kom Friere af første Sort,
\
Fru Halm
./
Og mellem dem saagar en Kammerjunker.
Frøken Skjære
Men Maren værged kjækt om Kvindens Ret.
Faksimile
Hun havde Straamand mødt i Dramatiken; –
2 ↕
{ <...> }At see og elske ham, det var nu Et,
1 ↕
{ <...> }Og hun lod Bejlerskaren ˹maatte˺ staa i Stikken.
Fru Halm
.
Ja vil De tænke Dem den Romantiken –
Det var et Stof –
Frøken Skjære
.
Og læg saa til {E}en gammel grusom Faer
Som bare gik omkring og skilte Hjerter, –
Jeg tror der ogsaa en Formynder var
For endnu mer at øge deres Smerter.
Men ˹hun blev ham og han blev hende tro –˺ de holdt Stormen troligt ud de to,
De drømte sammen om et straadækt Bo,
E{n}t ˹sneehvidt˺ Bæk, et Faar, som kunde nære To,
Ja i det Højeste en liden Ko
\
Fru Halm
/
Kort sagt, ˹som de for mig saa tidt erklærte,˺ den Rigdom som de to begjærte,
˹En Bæk en˺ Det var en Hytte.
˹
Frøken Skjære
˺
{o}Og hverandres Hjerte.
Falk
.
Ak ja; men saa –?
Frøken Skjære
.
Saa brød hun med sin Slægt –
Falk
.
Hun brød –?
Frøken Skjære
.
Hun brød med den.
Falk
See det var kjækt!
Frøken Skjære
.
Og flytted til sin Straamand op paa Kvisten.
Falk
.
Hun flytted op? Foruden – saadan – Vielse?
Faksimile
Frøken Skjære
Aa fy!
Fru Halm
Fy {s}Skam[HIS: Usikker rekkefølge i overskrivningen.]! Min salig Mand paa Listen
Staar blandt Forloverne.
Pasop
.
(til Frøken S:)
Ja det er din Fortielse
[HIS: Linjen er feilaktig venstrestilt. Den skal være høyrestilt, som siste del av verslinjen som påbegynnes i Fru Halms replikk ovenfor.]
Af Fakta ˹er det˺ , Kjære , som forvolder Tvisten.
Ved Referater har det megen Vægt
At ordne kronologisk og korrekt.
{
Falk
.}
Pasop
.
Men jeg kan ikke faa det i mit Ho’de
Hvor de kom af det.
˹
Falk
(fortsættende.)
˺
– for jeg maa formode
At Faar og Ko ej med paa Kvisten bo’de.
Frøken Skjære
.
Aa, De Aa De skal vel betænke Et, min Gode˹;˺ !
Hvad spør man vel om Guld hvor Elskov troner,
Man trænger ej hvor Kjærligheden troner{;}! –
Han elsked hende til Guitarens Toner
Og hun gav paa Klaveer Informationer –
Fru Halm
.
Og saa, forstaar sig, tog de paa Credit.
Guldstad
.
Et Aar, til Handelshuset gik Fallit.
Fr{øken Skjære}u Halm
Men saa fik Straamand Kald etsteds ˹der˺ langt Nord, –
˹
Frøken Skjære
˺
En yndig Præstegaard at bo i, hvor
Han lever blot for Pligten og for hende, –
˹
Falk
˺
Og ˹ altsaa dermed er hans Livs˺ dermed, seer De, har Romanen Ende!
Fru Halm
˹Ja˺ {Kom}Og ˹nu˺ saa jeg tror vi gaar til Stranden ned,
Vi maa jo see om ˹vi har dem˺ ej de er ivente.
Faksimile
Frøken Skjære
.
Det er alt svalt.
Fru {Svanhild}Halm
.
Ja Svanhild vild du hente
Mit uldne Shawl;. vær snar; og kom saa med.
Lind
.
[HIS: Blank linje markert med store parentesbuer.]
Gaa foran! Gaa forud.
Fru Halm
.
Kom saa med!
[HIS: Blank(e) linje(r) markert med store parentesbuer.]
2den Scene.
Falk. Lind.
Lind
.
Min Ven!
Falk
.
Iligemaade.
Lind
.
Haanden hid!
Jeg er saa glad; jeg tror mit Bryst maa sprænges,
Ifald jeg ikke faar fortalt –
Falk
.
Gi{ k }v Tid.
Du skal forhøres først, saa dømmes, hænges.
Hvad er nu det for Adfærd; lægge Skjul,
For mig, din Ven, paa Skatten Du har fundet,
For tilstaa kun, Formodningen er grundet:
Faksimile
Du trukket har e{n}t ˹Lod˺ Arv i Lykkens Hjul!
Lind
˹Ja˺ Nej , jeg har fanget Lykkens fagre Fugl!
Falk
.
Saa? Levende,? og ej i Snaren kvalt?
Lind
.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk!
Falk
Med Anna! ˹ Ja! ˺
Lind
Ja!
Idag, – Gud veed hvor jeg tog Modet fra!
Jeg sagde – ja ˹ { <...> }Aa˺ {s}Sligt[HIS: Usikker rekkefølge i overskrivningen.] la’r sig ikke sige;
Men tænk ˹Du hun den unge˺ , den unge, glade , smukke Pige
Blev ganske blussende, – sletikke vred –
Nej, kan {d}Du skjønne, Falk, hvad jeg har vovet{,}! –
Hun hørte paa mig og jeg tror hun græd, –
Det var {et}jo ˹ et ˺ ˹gode˺ heldigt Tegn –?
{L}Falk
Ja vist – bliv ved.
Lind
.
Og, ikke sandt, ˹saa˺ da er vi jo forlovet?
Falk
.
Jeg maa formode det, men for at være
Aldeles tryg saa raadspørg Frøken Skjære.
Lind
.
Aa nej, jeg veed, – jeg ˹føler˺ tror det det ˹saa˺ ganske trygt,
Jeg er saa klar, saa sikker, uden {f}Frygt
Faksimile
(med glad Hemmelighedsfuldhed)
Hør, jeg fik Lov at holde hendes Haand
Da hun tog Kaffekoppen bort fra Bordet!
Falk
.
(løfter Glasset)
Naa, Vaarens Blomster da i eders Baand!
Lind
.
{Ja}Og, det skal være højt og helligt svoret
At jeg vil elske hende til min Død, –
{O,}Ja, for hun er saa ung {og}saa glad, saa sød!
Falk
.
Forlovet{?}! Derfor var det da Du slang
Paa Hylden baade Loven og Profeterne!
Lind
.
(leende)
Og Du som troede at det var din Sang –
Falk
.
Min Ven, saa stærk en Tro har tidt Poeterne!
Lind
.
Tro ellers ikke, Falk, at Theologen
Er fra min Lykkes Time dreven ud;
Der er den Forskjel kun at ikke Bogen
Forslaar, som Jakobsstige til min Gud.
Nu ˹maa jeg ud og˺ er det fordi jeg søger ham i Livet,
Jeg føler mig i Hjertet mere god,
Jeg elsker Straaet, Krybet for min Fod;
Thi {d}Det er ˹jo˺ ogsaa Del i Lykken givet.
Falk
Men sig mig nu – Fru Halm
Lind
.
Nu har jeg sagt det Hele –
Faksimile
Min rige Gaade, som vi tre vil dele.
Falk
.
Ja, men jeg mener, har Du tænkt lidt fremad
Lind
.
Jeg tænkt{–}! ˹tænkt˺ og fremad – Nej, fra denne Stund
Jeg lever i det vaarlige Sekund
Jeg vender Øjet mod min Lykke hjemad
Der holder Skjæbnens Tømmer jeg og hun.
Ej Du, ei Guldstad, ˹ja˺ selv ej Fru Halm
{Kan}Tør sige til min friske Livsblomst: «Falm!»
Thi jeg har Vilje, hun har varme Øjne,
Og derfor maa den, skal den opad højne!
Falk
Ret saa, min Broder, Dig har Lykken {b}Brug for!
Lind
Mit Livsmod brænder som en vilter Sang;
Jeg kjender mig saa stærk; laa der et Slug for
Min Fod, – ˹hvor˺ saa gabende, – jeg over sprang
Falk
.
Det siger vil i simpelt Prosasprog:
Din Elskov har skabt om Dig til et Rensdy.
Lind
.
Naa, farer jeg med Renens vilde Tog,
Jeg ved ˹til hvem˺ dog hvor min { R }Længselsfugl imens flyr.
Falk
.
Saa skal den alt imorgen til at flyve;
Du følger ˹med˺ jo Kvartetten jo tilfjelds,
{ <...> }Jeg lover for Du trænger ikke Pelts –
Lind
.
Kvartetten! Pyt! lad den alene klyve!
For mig er Højfjeldsluft i Dalens Bund,
Faksimile
4.
Her har jeg Blomstersnee og Fuglekv Fjordens Vidder,
Her har jeg Løvsalsang og Fuglekvider,
Og Lykkens Huldre, jo; ˹ja,˺ thi her er hun!
Falk
Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen
Er skjeldne, som en – Elg; hold fast ˹i˺ ved Halen!
˹Tys { <...> }der er˺ ˹Jeg hør<...> ˺ { <...> }Tys, der er Svanhild.
Lind
.
Hun maa ikke kjende
Hvad der er mellem Dig og mig og hende.
gaar efter de Andre ud i
Baggrunden.
3de Scene.
Falk. Svanhild.
Falk
.
(gaar nogle gange frem og tilbage i indre Bevægelse
standser og slaar med knyttet Haand i Bordet.
Pause.)
Han var saa frisk, hans Lykke var saa ung,
Den { <...> } talte Timer kun ifra sin Fødsel,
Han greb i Skatten, – gav og gav saa ødsel, –
Jeg – drak hans Skal og stod der { <...> }tør og tung.
Han bar sin Jubel frem paa aabne Arme, –
Jeg havde Ord til Svar, men ingen Varme, – –
– Hans Stemme dirred som naar Klokker ringer.
Guldvinget Sommerfugl paa unge Vinger
S{ <...> }om trøstigt ˹ud ifra dit˺ fra hans Hjertes Hylster skjød
Dit første Vingeslag bar mod din Død,
Du jog mod noget Blinkende herude, –
Det var en Isblomst paa en solbrændt Rude.
(Pause)
Faksimile
[HIS: Strykningen av siden er gjort i ett.]
Men naar jeg ˹tænker˺ viser som fornuftig Mand, –
Er jeg ˹da˺ en Sparekasse˹n˺, hvor man putter
Det Overskud ˹man˺ som ˹der˺ ikke rummes kan
I Hjertekulen, som af Lykke strutter.
Nej undskyld, Ven, jeg har ej Brug for Pengene;
Gjem Kapitalen selv til Du blir trængende.
(Pause)
Forlovet altsaa? Ejer af en Kvinde, –
˹ Et Eje, som har Verdens Rigdom ˺
Med Svigermoder, ˹ <...> ˺ og med Svigerinde;
I Tiden˹s˺ ˹Fylde˺ Autor til en mandstærk Yngel – – –
(tier, slaar ˹Glasset˺ i Bordet og udbryder)
Ved Gud i Himmelen, jeg er en Slyngel!
(gaar frem og tilbage standser lyttende
og seer ud til Højre.)
Der { <...> }synger Stæren i det store Træ,
I Forgaars og igaar den sang i Hækken;
Af Melodier har den ˹ hele ˺ ti, o Vee,
Nu er den først ved Nummer En i Rækken.
Til Høstsang {er}blev for Tungebaand Du skaaren
Hvad vil Du her hos mig midt indi Vaaren!
For ham, som 2 Lykken 2 fanged ved at frie,
For Frøken Skjære, vil Du bedre passe. –
Jeg ˹udenat kan dine Viser˺ lyttet har og lært dem alle ti, –
Nu er jeg mæt ˹ (tager en Sten og hæver den) ˺; – saa dø da, Lirekasse!
(han sigter og kaster Stenen.)
Svanhild

er kommen ud paa Altanen med et Tørklæde paa Armen, idet
han kaster, udstøder hun et dæmpet Skrig, slipper Tørklædet og
udbryder
O, De har dræbt den! Det var syndigt gjort.
(iler ud til Højre og kommer ind med den døde Fugl)
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg. Det er usikkert om replikkene er ment strøket eller om de er ment å erstatte (deler av) den strøkne teksten. Det gis ingen indikasjoner på hvor de er ment plassert i teksten - de er derfor satt nederst på siden.]
Svanhild
.
Flyv stolte Rovfugl med min døde Skat,
Jeg gaar til Hvile, glemmer den og Rovet!
˺ ˹
Falk
Naar over S<...> det gaar med Tidens Brøde
Da maa som Offer en Uskyldig bløde
˺
Faksimile
Falk
Hvad skal man sige; Livet er saa kort;
En Time før, hvad gjør vel det til Sagen?
Den havde sunget for mig hele Dagen
Og saa kom Kvelden og saa gik den bort.
Svanhild
.
Der var en Sangbund i det lille Bryst,
Nu er den knust, kan aldrig mere klinge.
O det var syndigt, – midt i Livets Lyst –
Det var dog Gud som gav den { Liv }Røst og Vinge.
(lægger den ned ved et Træ og dækker grønne Blade over)
Falk

(nærmer sig)
En Høstens Fugl, som skriger op om Vaaren,
Gaar paa en Maade forud for sin Tid,
Faar altsaa døje samme Lod, som Daaren,
Der gaar som første Mand i Livets Strid.
Og denne her var ej engang normal;
Bemærked De den hvide Fjær i Halen?
Den Mode ˹har ej Hjemmel˺ ˹hjemles˺ findes ikke ˹ ikke ˺ i Journalen,
Var altsaa, hvad paa Norsk man kalder gal.
Svanhild
.
De maaler alle Ting med Spottens Alen.
Falk
.
Og De blir altfor let sentimental.
Jeg kan ej kjende Dem igjen idag, ikvæld;
Er det for Dem, den kjække norske Pige Jente
Der stammer ned lige ˹ned fra de bekjendte˺ Linjer, ganske lige ,
Fra Sagakvinder, der slog Mænd ihjæl.
Faksimile
De græder for en Stær som gik til Fædrene.
En Digter slog den; husk, det Slag er hædrende.
Svanhild
De har et Hjerte, ondt og haardt og koldt og slet.
Falk
.
Nej nu, min Frøken, ˹gaar min Taalmod træt,˺ maa jeg be’e Dem, holdt –
Gud sendte mig et Spilleværk paa Færden;
Jeg brød det sønder –
Svanhild
Og med hvilken Ret?
Falk
.
Med Mandens Ret; han ejer hele Verden!
Han ejer Blomst og Dyr, og Fugl og Kvinder,
Og alt det Guld hun har i Sjælen inde –
Den lille Sanger, den var skabt for mig,
Den sendtes ud at synge mig paa vej,
Jeg tog dens Indhold, tømte hele Massen, –
Og først da den var tom, jeg knuste Kassen.
Nej, er der Flom i Deres Taarers Elv,
Saa lad den heller flyde for Dem selv,
Svanhild
.
De ejer –? De? De ejer min Foragt!
Falk

(rolig)
Ja ogsaa den; ˹alt Guldet har jeg˺ det var fornuftigt sagt;
Hans Lod det blev fra første Færd at raade
Som Verdens Konge af Vorherres Naade.
See Stæren kun; – dens Moder blev med Æg,
Hvorfor? Fordi det var dens Kald at klække
Faksimile
En Sanger ud, der engang skulde vække
Mit Sind med Fløjteslag i Rogn og Hæg;
Den fløjted, det var dens Mission, dens Pligt,
Den fyldte mig med Sommersang og Digt, –
Den kan saa trøstig nu sit Hoved lude –
Jeg har dens ˹Sjæl˺ Indhold { <...> }dens Livsenshverv ˹er˺ var ude.
Svanhild
.
De tror da ikke paa selvstændigt Liv
For mig engang?
Falk
.
Den Tro blev noget stiv.
Hvad grunder De den paa? Vel ej paa Skriften?
Der staar udtrykkelig, naar Manden gaar
Om nok saa langt af Led med Kjør og Faar,
Da bør hans Hustru følge med i Driften.
Og seer De hen til Menneskenes Lov,
Saa vil De finde den er fuldt saa grov;
Læs for Exempel Kristian den Femtes,
Saa skal De bare sé hvad der bestemtes.
Svanhild
.
Men derfor er dog ikke Retten tabt
Den skrevne Lov kan mine Hænder binde, –
Falk
.
Ja seer De vel –
Svanhild
Dog ligefuldt som Kvinde
Jeg har en Sjæl, som De, til Frihed skabt.
Falk
Tilgiv mig, Frøken, men det tror jeg knapt.
Af Moder bindes De, – af Skik og Brug,
Faksimile
Imellem
Imellem Dem og Sejren er et Slug
Saa svælgende at ej de Springet vover.
Svanhild
.
Jo, peg paa Maalet, og jeg ˹sætter over˺ Springet vover
Men det er Sagen; hvad der koster svært,
Maa idetmindste være Noget værdt, –
Et Kalifornien bagom Ørkensandet, –
Hvis ikke, – blir man hvor man er, i Landet.
Falk
.
Naa, jeg forstaar Dem; – det er Tidens Fejl?
Svanhild
.
Ja netop Tiden; hvorfor sætte Sejl
Naar ingen Luftning vifter over Fjorden?
Falk
Ja hvorfor slide Pidsken eller Sporen,
Naar ej den gyldne Indsats staar som Skjænk
Til den som river sig fra Bord og Bænk
{J}Og jager fremad baaren højt i Sadlen{;}?
Slig Færd for Færdens Skyld tilhører Adlen,
Og Adelsfærd i vor Tid kaldes Tant –
Saa var nok Meningen?
Svanhild
Ja ganske sandt.
See Pæretræet som ved Gjærdet staar,
Hvor det er goldt og blomsterløst iaar;
Ifjor De skulde seet hvor det stod kjækt
Med Kronen krøget under Frugtens Vægt –
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg. Innføyningstegn viser hvor i teksten tilføyelsen skal plasseres.]
Falk
Det vil jeg tro; men hvad er deraf Læren?
Svanhild
Aa iblandt andet, at det fast er frækt
Naar ˹vor Tids˺ Tidens Zakarias kræver Pæren.
Har Træet overblomstret sig ifjor
Saa maa iaar ej fordres samme Flor
˺
Falk
.
Jeg vidste nok at forat finde Glorien,
De vilde gaa tilbage til Historien, –
Til Sagatiden med dens Brand og Brag,
Faksimile
Thi den studerer De jo Nat og Dag –
(høfligt.)
Men det er netop det, De ikke skal,
De skal ej granske Deres eget Fald –
Det er et gammelt Ord, imod sin Skjæbne
Kan ingen Mand tillands og Vands sig væbne,
Lad derfor komme hvad de{t}r skal og maa, –
Men indtil da – bedst Intet at forstaa –
Svanhild
.
Mit Fald? Min Skjæbne? Hvad er det for Spaadom?
De staar og varsler mig som Auduns Ravn.
Falk
Aa det var Spøg. Men dog jeg lægger Raad, om
De{ r }t ej var tryggest at de skifted Navn;
Ja ikke Efternavn; nej Gud bevares,
Det som De bær kan meget godt forsvares, –
\
Og rentud sagt, saa sér jeg helst det spares.
/
Og, rentud sagt, det ser jeg helst bev
Men Navnet «Svanhild», – hvorfor fik De sligt
Memento mori alt fra De var liden?,
Svanhild
.
Er det da stygt?
Falk
Nej dejligt som et Digt;
Men alfor stort og stærkt og strængt for Tiden; –
Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud
Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej kast det væk som et forgiftet Skrud.
Svanhild
.
Naa saa! De ˹mindes <...> Sagakongens˺ tænker paa Kong Gjukes Datter,
Som maatte under Hestehoven bløde –
Faksimile
Falk
Ej for sin egen, men for Slægtens Brøde.
Som fire hvide Heste rev ihjæl; –
Jeg nægter ikke slig en Lod var fæl.
(leende)
Men trøst Dem med at efter Dagens Skik
Ved Sammensætning jeg mit Fornavn fik:
Der var en Morbror Svend, en Faster Helvig, –
Jeg tror, de bode nok etsteds ved ved Svelvig –
Dem spandt man sammen til et Navnesvøb,
Og ud af det en liden «Svanhild» krøb.
Falk
.
Jeg tænkte nok Oprindelsen var slig.
Dog ˹kommer jeg ihu˺ maa jeg tænke paa , da først jeg saa Dem,
Hvor lidt De tyktes mig {D}de Andre lig,
Og hvor der Ingen fandtes at forstaa Dem.
Om Bordet sad det pyntelige Lag
Hvor Theen dufted, og Passiaren surred,
Mens Frøkner rødmed og mens Herrer kurred
Lig tamme Duer paa en ˹lummer˺ solvarm Dag.
Religionens og Moralens Sag
Blev talt af modne Møer og Matroner,
Og Husligheden prist af unge Koner,
Mens De sad ensom lig en Fugl paa Tag.
Og da saa Sladderen tilslut var steget
Til Thevandsbackanal og Prosasvir, –
De stod som Sølvet, fuldt og vægtigt præget,
Imellem stemplet Kobber og Papir.
De var en Mynt ifra et fremmed Rige,
Blev her beregnet efter anden Kurs,
Var neppe gangbar i en kvik Di{ <...> }skurs
Om Vers og Smør og Kunst og mer deslige.
Faksimile
5.
Da, just som Frøken Skjære havde Ordet, –
˹
Svanhild

(muntert)
˺
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
Og bar sin Hat paa Armen lig et Skjold, –
˹
Falk
˺
Da nikked deres Moder over Bordet:
«Drik, Svanhild, førend Theen bliver kold.»
Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,
Som den blev nydt af Unge og af Gamle.
Men Navnet slog mig i det samme Nu,
Den vilde Volsungsaga med sin Gru,
Med sine slagne Ætters lange Række,
Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække,
Jeg saa i Dem en Svanhild, Nummer to,
I andre Former, læmpet efter Tiden læmpet,
Bag Slethedsbanret er ˹forlænge˺ der stridt og kjæmpet,
Nu { <...> }fordrer Fylkingen Forlig og Ro; –
Men voxer over Skræv en Samtids Brøde,
Da maa ˹for Slægtens Fejl˺ som Offer en U en Skyldfri bløde.
Svanhild
.
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
Saa blodige, fik Liv af i Thevandsduft;
Men ˹det er sagtens Deres mindste˺ jeg har mærket, det er deres Kunst
At høre ˹Aanders˺ Røster der; hvor ˹Aanden˺ Hvermand tier.
Dog her, oprigtigt talt, De gaar for vidt;
Mig synes Livet former sig saa blidt,
Man tager Verden som det bedst kan falde,
Naar højt det kommer, lider man af Galde,
Men det gaar over, man er Kristen jo,
Man har Resignation, man ejer Tro,
Man sidder { <...> }lunt som Rypen midt i Sneen;
I vor Tid falder ingen for Ideen.
Faksimile
Falk
.
Ja første Rang har Livets ydre Krav,
Materiens Fordringer, Materiens Pligter.
Svanhild
Det er en Lov for Kræmmer som for Digter;
Langs Jorden stryger Flugten tryg og lav.
Hvem dør for Sandhed? Hvermand om den prater
Og lar den skjøttes gjennem Diplomater;
Hvem ruster sig til Korstog nutildags{,}?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
Falk
.
Og hvor er Valkyrien?
Svanhild
Ja neppe, tror jeg, her i dette Land;
Naar Troen trues, som ifjor i Syrien,
Hvo ruster sig som Korsets svorne Mand?
Nej, for sin H
Falk
Nej for sin Husstand man gudfrydtigt taler,
{D}Og sender Kirketidenden sin Daler.
Falk
.
Ja, alle sogner vi til Platheds Kirke
Som Led i Trivialitetens Menighed;
Om den Ting, sér jeg, er der mellem os To Enighed;.
Men Maalet for Personlighedens Virke
Er ˹dog˺ det , at staa selvstændig, sand og fri,
Og det, det ved jeg, svigter ikke De.
{De}Et Sjæleliv i Deres Aarer banker,
De ejer varme Ord for stærke Tanker,
De staar beredt til Oprør mod en Orden
Som ej Naturens er, men kunstigt skabt,
Og derfor ved jeg Deres Sag er tabt,
Faksimile
Saa vist som det vi træder paa, er Jorden.
De vil ej taale Formens Snørliv lagt
Om Deres Hjerte, frit maa det pulsere,
De fik ej Stemme til at sekundere
I Fælleskoret efter Vedtægts Takt
Svanhild
.
Saa det er Tankegangen. Nu jeg fatter
Hin Lighed mellem mig og Kongens Datter.
˹Nu trænges˺ Min Moder ikke nærmere Fortolkning;
Min Moder, Styver, Guldstad og Herr Lind,
Ja al vor store Hovedstads Befolkning
Gaar om med skummel Myrdelyst i Sind
Selv Frøken Skjære, Sjæledræberinden,
Vog Poesien i Herr Styvers Bryst,
Og Styver har i hende myrdet Kvinden,
Saa begge gaar som Lig «ej blot til Lyst»
2. ↕
For Udenverdenen – de aandigt Blindede.
1. ↕
Men og til Skræk for alle Ligesindede,
Vi To alene staar, vi To har Sjæle;
Men skal naturligvis ej Skjæbne dele,
Thi De er Mand, har {m}Magt at staa imod,
Jeg derimod skal under Hestens { <...> }Fod
O det er Skade; i min stille Tanke
Jeg drømte tidt mig ˹baaren˺ bænket paa dens Ryg
˹Og jeg i Verden ud˺ I Verden ud saa frisk og { <...> }glad og tryg
Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
Falk
.
Ja det er Skade; men jeg vist det ved,
Og – dølg det ikke – De, De ved det med.
Indunder Smilet, bagved Deres Spot,
Der glittrer Taarer; aa, jeg seer det godt.
Faksimile
Og jeg s{ee}ér mér; er De i Støvet traadt
Og æltet til et Lér, hvis Form ej ˹huskes,˺ kjendes
Da skal af hver en Tusendkunstner fuskes
Med Modellérkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
Den skaber ˹om˺ Dem alt i sit eget Billed,
Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer;
Og er De saa paa Postamentet stillet
Da jubler den: «Sée, nu er hun normal,
\
<...> Sé hvilken plastisk Ro, som Marmor sval;
/
Nu passer hun for Kjøkken som for Sal,
Bestraalet af ˹Lys fra˺ Lampe{ ten }n og {af}fra Kronen
Hun passer dejligt til Dekorationen?
(griber lidenskabeligt hendes Haand)
Men skal De saadan dø, – da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
De kommer tidsnok i det gyldne Bur;.
Der trives Damen, men der sygner Kvinden;
Og ene hende elsker jeg i Dem,
Vil aldrig sé Dem i det nye Hjem;
{ <...> }Men her, her sprang min varme Livsvaard ud
Med Blomsterknopper og med friske Skud,
Her fik jeg Vingeslag som aldrig svigter,
Her saa jeg første Gang at jeg var Digter.
Svanhild
.
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt naar vi i Frihed mødtes;
De skulde tiet; skal { <...> }da Lykken støttes
Af Løftets Ord for ej at gaa itu.
Nu har De talt og nu er alt forbi
Falk
.
Nej, jeg har pegt paa Maalet; sæt nu over,
Min stolte Svanhild, om De Springet vover;
Faksimile
Vær kjæk; vis De har Mod at være fri!
Svanhild
.
At være fri?
Falk
Ja det er netop Frihed
At gjøre héltud Fyldest i sit Kald,
Og De, det ved jeg, blev af Himlen viet
Til mig at skjærme mod et Prosafald.
˹Jeg maa,˺ Som Fuglen, jeg blev opkaldt efter˹,˺ ,maa jeg
Mod Vinden stige skal jeg Højden naa,
De er den Luftning jeg kan vugges paa,
Ved Dem faar først min Vinge Bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir Verdens Eje,
Naar Løvet falder skilles vore Veje.
Syng Deres Sjælerigdom i mig ind,
Og jeg skal give Digt for Digt tilbage,
Saa kan De ældes under Lampeskin,
S{ <...> }om Træet gulner uden Kval og Klage.
Svanhild
.
(med undertrykt Bitterhed)
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
Skjønt klart den vis{ t }er Deres Hjertelag.
De sér paa mig som Barnet paa en Selje
Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.
Falk
.
Ja det er bedre end i ˹Myren˺ L<...>per staa
Til Høsten ˹kvæler˺ dækker den ˹med˺ i Taager graa.
(opfarende)
Nu har jeg tryglet; men jeg kan befale
Svanhild
.
Befale!
Falk
.
Ja, thi det er Deres Pligt
Faksimile
At skjænke mig hvad Gud Dem gav saa rigt,
Hvad De kun aner, gror i mig til Digt,
˹Men˺ For uden Dem jeg ved min Flugt maa dale.
See Stæren der, – fortidligt jeg den slog,
Paa Dem jeg sto ˹bygged som paa˺ led, De var mig Bøgers Bog
O svigt mig ikke, syng for mig som den,
Og jeg skal give Sang for Sang igjen.
Svanhild
.
Og naar De k{un}ande mig, ˹og˺ naar jeg ˹er˺ var tom,
˹ Naar jeg {har}Og˺ Og havde sunget ˹har min˺ sidste ˹Sang˺ Gang fra Grenen,
Hvad saa?
Falk
Hvad saa? Nu ja, saa see Dem om.,
(peger hvor Fuglen ligger)
Svanhild
(sagte)
Ja, jeg har seet at De kan bruge Stenen –
Falk
.
(leer haanligt)
Det er den Frihedsfjæl De pralte med,
Den, som gad vove, naar kun Maalet var der,
(med Styrke)
Jeg har Dem Maalet vist, giv nu { <...> }et Svar, der
For evigt strækker til.
Svanhild
.
De { <...> }Svaret ved.
Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.
Falk
.
(koldt afbrydende)
Saa nok om den Ting, – lad saa Verden faa Dem.
Svanhild
.
(har vendt sig fra ham, støtter Hænderne paa Altanens
Rækværk og hviler Hovedet paa dem.
Falk
.
(gaar nogle Gange frem og tilbage, tager en Cigar
op, stiller sig ved hende og siger efter en Pause:)
Faksimile
De finder vist at det er meget latterfigt,
Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld {–}?
(holder inde som for at vente paa Svar; Svanhild
tier.)
Om Deres Slægt jeg talte mindre vel,
Og De, De tænker søsterligt og datterligt;
Herefter taler jeg med Handsker paa,
Slig vil vi To hinanden bedst forstaa.
Men det er sandt; Romanen, ˹vi˺ jeg berørte,
Idag {j}Jeg med til Dem ˹ idag ˺ fra Byen førte;
Da stod De for mig som en ulæst Rune,
Den skulde trøste Dem, som et «commune
Naufragiuno», – –
(tager Bogen op)
See, – oversat af Ravn,
Og trykt og kommen ud i Kjøbenhavn;
Men vil De heller ha’ en original en,
Saa skal jeg skaffe Dem fra Johan Dahl en.
(˹venter lidt med Bogen i Haanden men da Svanhild bliver ubevægelig staaende ˺lægger ˹han den˺ Bogen paa Rækværket bag hende og gaar
over til Højre.)
Svanhild
.
(efer en kort Taushed løfter hun Hovedet, sér fast paa ham
og nærmer sig.)
Nu vil jeg side Dem et Alvorsord
Til Tak for Frelsens Haand, De vilde rækt mig,.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
Til klar Forstan{g}d paa Deres Flugt fra Jord.
De ligned Dem med Falken, der maa stævne
Mod Vinden, dersom den vil Højdene naa,
Jeg var det Vift der bar Dem mod det Blaa,
Foruden mig var magtløs Deres Evne.
Hvor jammerligt, hvor slet i Et og Alt, –
Ja, latterligt, som selv tilsidst De aned,
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt,
Thi for mit Syn en anden frem den maned
Der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Faksimile
Jeg saa Dem ej som Falken, men som Dragen,
Som {Digter}Sangerdrage, dannet af Papir,
Hvis eget Jeg en Biting er og blir,
Mens Sejlgarnsnoren udgjør Hovedsagen.
[Forfatternote: 2.]
Hver Vinge var e{t}n Bundt af Epigrammer,
Som vel kan rasle, men som Ingen rammer,
Den lange Hale var et Tidens Digt
Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
Men som kun drev det til saa smaat at hviske
Om et og andet der har brudt sin Pligt;
[Forfatternote: 1.]
Det brede Bryst og Ryggen selv var fuld
Af Fremtidsvexler paa poetisk Guld,
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
O før mig op i Vester eller Øster,
Lad mig i Højden ˹gaa med mine˺ sigte med mit Kvad,
Selv om det koster Skjænd af Mo’r og Søster!»
Falk
.
(knytter Hænderne i stærkt indre Oprør)
Ved Gud i Himmelen –!
Svanhild
Nej tro mit Ord,
Til slig en Børneleg jeg er for stor.
\
Og De som fødtes til en Aandens Daad
/
Jeg véd en større, ved en bedre Daad
˹De nøjes med en Flugt mod˺ End løfte Dem opunder Skyens Skyer Kyster
Og ˹hænger˺ holde Deres Digtliv i en Traad,
Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster.
Svanhild
.
Falk
. (raskt)
Hvad skriver vi idag?
Svanhild

(mildere)
Sé det er smukt,
Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
Og lad det dristigt bære briste eller bære.
Faksimile
6
Papirets Digtning hører Pulten til,
Og kun den levende ˹er˺ har Livets Eje,
Kun den kan ˹ holde sig˺ finde frem paa Højdens Veje, –
{ <...> }Og vælg nu mellem begge hvem du vil.
(nærmer sig)
Nu har jeg gjort som før De bad mig om,
Nu har {j}Jeg sunget ˹har <...> min˺ sidste Sang fra Grenen;
Det var min eneste, nu er jeg tom, –
Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen.
(gaar raskt mod Baggrunden hvor hun møder Fru Halm, Anna,
Frøken Skjære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregaaende
Optrin er Solen gaaet ned og Tusmørke lægger sig ud over
Landskabet)
Fru Halm
.
Nu har vi Præstens lige paa Minuttet;
(til Svanhild)
Hvad blev af Dig?
Frøken Skjære
Du synes saa betuttet.
Svanhild
.
Lid Hovedpine, det er over snart.
Fru Halm
.
Og endda gaar Du her med Haaret bart.
Hold Theen færdig; ryd saa op i Stuen;
Pent maa der være for jeg kjender Fruen.
(Svanhild gaar ind i Huset.)
Styver

(til Falk.)
Hør, kjender Du til Præstens Politik?
Tror du at han for Dyrtidstillæg stemmer?
Falk
Jeg tror ej han for Dyrtidstillæg stemmer.
Faksimile
Styver
.
Men dersom nu et lidet Vink han fik
Om Versene, som jeg i Pulten gjemmer.
Falk
Det muligt hjalp.
Styver
.
Ja gid, – for tro Du mig,
Det kniber for os nu vi Bo skal sætte;
De Elskovssorger, der er ikke lette.
Falk
.
Tilpas; hvad vilde Du paa den Gallej,.
Styver
.
Er Elskov en Gallej?
Falk
Nej Ægteskabet –
Med Lænker, Trælleliv og Frihedstabet.
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
Styver
.
(medlidende)
Du kjender ej den Kapital som bor
I Kvindens Tanker og i Kvindens Ord
˺
(fjerner sig)
Frøken Skjære
.
Tror Du Grossereren vil endossere?
Styver
.
(grætten)
Jeg ved ej vist endnu, jeg skal probere.
(de gaar over mod Huset)
Lind

(sagte til Falk idet han nærmer sig med Anna)
Jeg kan ej dy mig længer; i en Fart
Jeg forestille maa –
Falk
.
Du burde tie,
Og ingen Uvedkommende indvie
I det, som Eders er –
Lind
.
Naa, det var rart;
˹For dig˺ Min Ven , min Medlogerende i Huset
Faksimile
Jeg skulde holdt min unge Lykke skjult;!
Nej nu, mit Hoved har faat Haaret gult –
Falk
.
Nu vil Du gjøre Dig dit Hoved kruset. <...>
Ja kjære bedste Ven, hvis det er Meningen,
Saa skynd Dig blot og deklarer Foreningen.
Lind
.
Det har jeg ogsaa tænkt af flere Grunde,
Og deriblandt er én især af Vægt;
Sæt for Exempel at der tænkes kunde
En Kurtisør som lusked om fordækt.
Sæt at hans Hensigt traadte frem paatageligt
Som Frieri; det var dog ubehageligt.
Falk
.
Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,
Du var til noget Højere bestemt,
Som ˹Elskovs˺ Fripræst staar Du jo kun midlertidigt,
Sent eller tidligt skal ˹der avanceres˺ Du ordineres , –
Men ˹det er selv mod Skik og Vedtægt stridigt˺ ærligt talt, saa er det dog utidigt
Om allerede nu ˹Du ordineres.˺ der avanceres.
Lind
.
Ja dersom ej Grossereren –
Falk
Hvad han?
Anna

(undselig)
Aa det er Noget Lind kun ind sig bilder, –
Lind
.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
Mig ved min Lykke naar og hvor han kan.
Den Fyr han er en daglig Gjæst i Huset, herude,
Er rig og ugift, fører jer omkring,
Faksimile
Kort sagt min Elskte, der er tusind Ting
Som ej kan andet os end Ondt bebude.
Anna
.
(med et Suk)
O det var Synd; her var saa godt idag.
Falk
.
(deltagende˹)˺ til Lind)
Ja slip ej Lykken for en rodløs Grille;
Vent i det Længste før {Du}I toner Flag.
Anna
.
Gud, Frøken Skjære sér paa os, – ti stille!
(hun og Lind fjerner sig til forskjellige Kanter)
Falk

(sér efter Lind).
Der gaar han til sin Ungdoms Nederlag.
Han er en fejende Forfatter, han!
Guldstad
.
(som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med
Fru Halm og Frøken Skjære, nærmer sig og slaar ham
paa Skuldren)
Naa staar man her og grunder paa et Digt?
Falk
Nej paa et Drama.
Guldstad
Det var da som Fanden,
Jeg trode ej De gav dem af med sligt.
Falk
Nej dette her er ogsaa af en Anden, –
En Ven af mig, ja af os {b}Begge to,
En fejende Forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra Middagstider til ikveld
Han digtet har en hel Idyl tilende –
Guldstad
.
(polidsk).
Og Slutningen er god?
Faksimile
Falk
.
De ved da vel
At Tæppet falder ˹ej˺ ˹først –˺ først naar ˹med˺ Ha{n}m ˹og˺ faar Hende.
Dog, det ˹var først ˺ er blot en Dél af Trilogien;
Bagefter kommer nok Forfattersvien,
Naar Nummer To, Forlovelsens {Tr}Komedie,
Skal digtes gjennem lange Akter fem,
{S}Og Stoffets Traad skal spindes ud af dem
Til Ægteskabets Drama, som det Tredie.
Guldstad

(smilende)
Man skulde tro Forfatterlyst var smitsom.
Falk

(ser paa ham)
Saa, tror De det?
Guldstad
Det tror jeg, ˹ thi ˺ forsaavidt som
Jeg ogsaa ˹gaar og˺ grunder paa en faktisk Digning
En faktisk en, foruden alskens Svigtning.,
Falk
.
Og hvem er Helten, om man spørge tør.
Guldstad
.
Det siger jeg imorgen – ikke før.
Falk
Det er Dem selv!
Guldstad
.
Tror De, som slig, mig ˹duelig˺ mulig ?
Falk
.
En bedre { <...> }Helt var sikkert ikke mulig.
Men nu Heltinden? Hun skal sagtens hentes
Fra Landets Friluft, ej fra Byens { <...> }Kvalm?
Guldstad
.
Hys, det er hemmeligt – med det maa ventes!
Faksimile
(slaar over i en anden Tone)
Hør, – sig, hvad synes De om Frøken Halm?
Falk
.
Aa hende kjender De vist meget bedre,
Min Dom kan hverken skjæmme eller hædre. –
Men vogt Dem bare at det ej gaar galt,
Med ˹Deres˺ Digtet, hvorom De har fortalt,
Sæt at jeg kunde Deres Tillid svige
Og omkalfatret ˹Udfald˺ <...>læg og Intrige –
Guldstad
.
Naa ˹ja, saa˺ dertil vilde jeg mit Amen sige.
Falk
Det er et Ord?
Guldstad
.
De er jo Mand af Faget
Det var jo dumt om Deres Hjælp blev vraget
Af ˹mig der˺ en, som regnes maa til Fuskerlaget.
(gaar op mod Baggrunden)
Falk

(vender sig til Lind)
Du havde Ret; Grossereren gaar om
Med Morderplaner mod din unge Lykke.
(gaar opover mod Baggr.)
Lind

(til Fru Halm)
˹Der kan Du sé˺ Naa sér Du vel at ej min Frygt var tom;
Vi maa paa Timen ud med Sproget rykke.
(de nærmer sig Fru Halm der tilligemed Frøken Skjære
staar ved Huset.)
Faksimile
Falk
De ved da vel
Ja vel, ja vel!
At Tæppet falder ej før Han faar Hende .
Dog det er blot én Del af Trilogien;
Bagefter kommer nok Forfattersvien,
˹I˺ ˹Naar˺ Som Nummer To, Forlovelsens Komedie,
Guldstad

(i Samtale med Styver.)
Et dejligt Vejr ikveld.
Styver
.
Aa ja saamen,
Naar man er oplagt –
Guldstad
.
Er der Galt paafærde –
Med {d}Deres Kjærlighed –
Styver
.
Nej Pyt p med den –
Falk
.
Men med Forlovelsen –
Styver
.
Det kunde være.
Falk
Hurra, Du er da ikke blank og bar
For Poesiens Smaamynt kan jeg høre.
Styver
.
Jeg skjønner ej hvad Poesien har
Med mig og min Forlovelse at gjøre.
Falk
Det skal Du heller ej, hvis Elskov grunder
Sit eget Væsen ud, da gaar den under –
Guldstad
.
Men er det noget som kan rettes paa –
Saa sig det frem –
Faksimile
Styver
.
Ja jeg har hele Dagen
Funderet paa et Foredrag i Sagen –
Men kan ej frem til Konklusionen naa.
Falk
.
˹Jeg hjælper Dig og skal mig˺ Saa skal jeg hjælpe dig. Naa, fatte kort:
Alt fra Du op til Kjæreste var rykket
Saa har Du følt Dig, saa at sige, trykket –
Styver
.
Ja det til sine Tider endog haardt.
Falk
.
(vedblivende)
Har følt Dig svært betynget af Forpligtelser,
Som Du gav Fanden, hvis d {u}et ˹blot gik an.˺ bare kunde.
Sé det er Tingen –
Styver
.
Hvad er det for Sigtelser {–}?
Har jeg forsømt, saa var der gode Grunde
Jeg har fornyet som en ærlig Mand;
Men Mere kommer til i næste Maaned,
Naar man sig gifter faar man jo en Kone –
Falk
.
2. ↕
Det var en Gjenklang af din Fortids Tone,
1. ↕
Nu er paany din Ungdomshimmel blaanet.
Saa skal det være, jeg forstod det strax,
Du trængte blot til Vinger og en Sax. –
Styver
.
En Sax?
Falk
.
J
Ja Viljesaxen for at klippe
Hvert Baand itu, saa frit Du bort ˹du kunde˺ kan slippe,
Og flyve ud –
Styver
.
Nej nu blir Du for grov,
At sigte mig for Brud paa Statens Lov.
Faksimile
7.
˹ [HIS: Tilføyd øverst til høyre på siden.]
Jeg skulde tænke paa at absentere mig; –
Det er jo formeligt at insultere mig.
Det er Injurier!
˺
˹
Falk
Men er Du gal!
Hvad er din Mening da, saa tal, saa tal!
˺
Falk
.
Men er Du gal!
Guldstad
.
(leende til Styver.)
˹Ja selv˺ ˹De kommer nok ˺ ˹til˺ De selv ˹at˺ faar klare Tanken; –
˹Der˺ ˹Der˺ Hvad handles { <...> } om ??
Styver
.
(grib<...>)
Om {e}Et Laan i Sparebanken!
Falk
.
Et Laan!
Styver
.
(hurtigt til Guldstad)
Ja egentlig en Endossent
For hundred Daler eller saa omtrent.
Frøken Skjære
.
(der etter er kommen sammen med Fru Halm, Anna og Lind)
Aa nej, jeg gratulerer! – gratulerer! Gud, hvor dejligt!
Guldstad
.
Hvad er der nu!
(gaar hen til Damerne)
Styver
.
Det var da ubelejligt!
Falk
\
Hurra, Trompeten˹s˺ <...> ˹Lyd˺ forkynder sødt
/
Det ˹var˺ er Salutskud som forkynder først
At Dig en Broder er i Amor født.
(de nærmer sig til de Andre)
Frøken Skjære

(overvældet, til Herrerne.)
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han { f }har faat hende!
Nu er de Kjærester –
Fru Halm

(med Rørelse mens der lykønskes)
Det ˹er˺ var den ottende
Som gaar forsørget ud fra dette Hus; –
Faksimile
Syv Søsterdøttre, alle med Logerende –
Frøken Skjære
.
Hvor her vil komme fuldt af Gratulerende
Imorgen –
Lind
. (griber Falks Hænder)
Falk, jeg gaar som i en Rus!
Falk
.
Hys, som forlovet Mand Du Medlem er
Af Kjærlighedens Maadeholdsforening,
Hyld Nøgterheden; ingen Orgier her!
(vender sig til Guldstad) ˹med et Anstrøg af ondskabsfuld Deltagelse˺
Naa Herr Grosserer!
Guldstad
(fornøjet)
Efter min Formening
Saa {s}Spaar dette Lykke for dem Beggeto.
Falk
.
(studser)
De { <...> }bær ˹jo˺ Dem So ˹r˺ gen med prisværdig Ro;
Det glæder mig.
Guldstad
.
Hvad mener De, Højstærede?
Falk
.
Jeg mener kun at eftersom De nærede
Forhaabning for Dem selv –
Guldstad
.
Saa, gjorde jeg?
Falk
.
Ja idetmindste var De nær paa Vej;
De nævnte Frøken Halm; her stod De jo
Og spurgte –
Guldstad
.
Ja, men er der ikke To?
Falk
.
Det ˹er˺ var – den Anden, Søsteren, – De men{te}er?
Guldstad
.
Ja, Søsteren, den Anden, netop hende.
Lær ˹denne Søster˺ hende først lidt nærmere at kjende,
Og døm saa selv om ikke hun fortjener
Faksimile
At lægges Mærke til en Smule mér
End her i Huset nu for Tiden skér.
Falk
. (koldt)
Hun har vist alle gode Egenskaber.
Guldstad
.
Just ikke alle – Selskabstonen har
Hun ej det rette Greb paa; der hun taber –
Falk
.
Ja det er slemt.
Guldstad
.
Men hvis Fru Halm ˹blot˺ sig tar
En Vinter til det, – ˹saa˺ jeg vædder {at}jeg hun viger
For ingen Anden.
Falk
.
Nej den Ting er klar –
Guldstad
.
(leende)
Ja det er mærkeligt med unge Piger!
Falk
.
˹ (ligedan) ˺
Det er som Vintersædens Væxt at sé;
De spirer uformærkt i Frost og Sné.
Guldstad
.
Fra Jul er Balsalonen deres Hjem –
Falk
.
Der gjødsles med Skandaler og med Blamer –
Guldstad
.
Og naar saa Foraarsvarmen bryder frem –
Falk
.
Saa skyder op smaabitte grønne Damer!
Lind
.
(træder til og griber Falks Haand)
Hvor klogt jeg gjorde; over al Forstand
Jeg føler mig saa lykkelig og sikker –
Guldstad
.
Sé der er Kjæresten, fortæl hvordan
Man sig som nyforlovet Elsker skikker!
Faksimile
Lind
.
(ubehageligt berørt)
Sligt drøftes nødigt med en Trediemand.
Guldstad

(spøgende)
I slet Humør! Jeg skal til Anna klage!
(nærmer sig Damerne)
Lind
.
(sér efter ham)
Hvor kan man sligt et Menneske fordrage!
Falk
.
Du tog forresten Fejl af ham.
Lind
.
Ja saa!
Falk
.
Det var ej Anna, som han tænkte paa{?}!
Lind
.
Hvad! Var det Svanhild?
Falk
.
Ja det véd jeg ikke;
Men Tak, Du Martyr for en fremmed Sag –
Lind
.
Hvad mener Du?
{L}Falk
.
Sig, læste Du idag
Avisen{,}? –
˹
Lind
˺
{n}Nej,
˹
Falk
˺
{j}Jeg skal Dig Bladet skikke –
Der var en Svenske, Erik eller Knud,
Som fik sin bedste Kindtand trukken ud
Fordi hans Broder Ole led af Tandværk.
Frøken Skjære
.
Der kommer Præsten!
Fru Halm
.
Vil De sé hvor mandstærk.
Faksimile
Styver
.
Fem, sex, syv, otte!
Guldstad
Det var overhændigt!
Falk
.
Det ˹ {er}var˺ var da ubændigt!
Frøken Skjære
.
Uf, ˹sligt˺ det maa næsten kaldes uanstændigt.
(Straamand, hans Kone og otte Børn, alle i Rejsetøj og bepak-
kede med Æsker, Vadsække o. s. v. kommer ind fra Ven-
stre i Forgrunden.)
Fru Halm

(iler de Kommende imøde.)
Velkommen, hjertelig Velkommen!
Præsten
.
Tak!
Fru Straamand
.
Her er vist Gjæstebud.
Fru Halm
.
Aa hvilken Snak –
Fru Straamand
.
For gjør vi Bryderi –
Fru Halm
.
Nej ingenlunde,
Det træffer sig saa godt, som tænkes kunde –
Min Datter Anna blev forlovet just.
Straamand
.
(trykker Annas Haand)
Saa lad mig vidne – Elskov, Kjærligheden –
Det er en Skat, som ikke Møl og Rust
Fortære kan – hvis der er Noget ved den –
Fru Halm
.
Men hvor det dog var snildt De tog de Smaa
Herind til Byen med Dem –
Faksimile
Straamand
.
Fire Spæde
Vi har foruden disse her –
Fru Halm
Ja saa –
Straamand
.
Som er for bitte smaa til allerede
At føle Savnet af en kjærlig Fader
I Storthingstiden.
Frøken Skjære
.
Nu jeg Dem forlader –
Fru Halm
.
Aa, hvorfor vil De alt saa tidligt gaa!
Fr{ u St }øken Skjære
.
Jeg maa til Byen og fortælle Nyheden –
Min søde Anna, skil dig nu ved Blyheden
Imorgen er det Søndag; Gratulanter
Vil strømme ud til je{ g }r fra alle Kanter –
Fru Halm
.
God Aften da – De har vel ej imod
En Draabe The – Fru Straamand – vær saa god.
(Fru<...> Halm, Straamand, hans Kone og Børn, samt Guldstad, Lind
og Anna gaar ind i Huset)
Frøken Skjære
.
(idet hun tager sin Kjæreste under Armen)
Nu vil vi sværme; Styver, ser du hist,
Hvor Luna sidder svømmende paa Thronen.
Nej, men du ser jo ikke –
Styver

(tvær)
Aa jo vist –
Jeg tænkte bare paa Obligationen.
(de gaar ud til Venstre)
Faksimile
Falk
.
(der under det Foregaaende stadigt har fulgt Straamand med Øjnene,
er bleven alene tilbage paa Scenen og siger efter et kort Ophold.)
Den ˹Præst˺ Fyr som Skrankestormer ˹engang˺ gjaldt engang,
Hans Kjærlighed slog ud i friske Sange, –
Nu gaar han klamt i Verkensbuxer trange,
Som Fugleskræmselsskilt, – ˹som aandig Pjalt˺ for Nød og Trang
\ (leer) /
Og Fruentimret ˹med˺ i det skidne Skjørt,
{I}Med ˹revne˺ gamle Sko, som klaske{r}d[HIS: Usikker rekkefølge i overskrivningen.] under Hælene –
Hun er den Vingemø som skulde ført
Ham ind til Samfundsliv med Skjønhedssjælene.
\Til hende/
Det er <...> af hun, det lille Digt;
(bryder raskt af)
Naa, til Erstatning for de tabte Goder
Han blev jo Thingmand og fik ti–tolv Poder.
(Guldstad kommer fra Huset med en Støvfrakke paa Armen)
Til h{ <...> }ende var det han forelsket sang –
Nu mindes jeg, jeg læste det engang:
« ˹Ved Dig skal de˺ Du skulde stærke Kvæder
Over mit Hjemland gry,
Løpe lig Jutul-Ørne
Folkets Hug over Sy»
Hm, Ørnen blev paa ˹Stabbursvæggen˺ Laavevæg hængt
Med Vingen stækket og med Kloen krængt; – –
Men til Erstatning for de tabte Goder
Han kom paa Thinget og fik ti–tolv Poder –
(Guldstad kommer fra Huset med en Støvfrakke paa˹)˺ Armen)
Falk
.
Naa, Herr Grosserer, ˹lister De Dem væk.˺ er De der igjen.
Guldstad
.
(idet han trækker Frakken paa)
Jeg skulde bare ind og hente Frakken,
Vi Upoeter taaler ikke Træk,
Hos {o}Os ˹bringer˺ slaar Aftenl{ y }uften ˹Gigt i˺ sig paa Nakken.
Faksimile
Tak for idag; Godnat, Godnat!
(vil gaa)
Falk
Grosserer!
Guldstad
.
(standser)
Herr Falk!
Falk
.
De er den praktiske Forstand, –
Jeg føler Trang til Skrifte –
Guldstad
.
Gratulerer.
Falk
.
Hør, sig hvad tror De vel jeg kaldes kan?
Guldstad
De kaldes kan en levende Forfatter
De? Gudbevares, De kan j{eg}o kaldes Digter.
Falk
.
Naa, men hvad er jeg?
Guldstad
.
Aa, De er en Mand,
Som sagtens rammer, skjønt lidt højt De sigter.
Falk
.
Jeg er en ussel jammerlig ˹Person˺ Kujon ;
˹En Harefod –˺ Ja, det er sandt!
Guldstad
.
˹Nu taler De vist spasende.˺ Ja – bliv blot ikke rasende;
Jeg tror Dem ˹nok.˺ gjerne
Falk
.
En vidskræmt Skryder, { <...> }en ˹fordømt Kujon –˺ ynkelig Person,
En Harefod –
Guldstad
:
Nu taler De vist spasende.
Ja ˹ Naa ˺ ja, jeg tror Dem, bliv blot ikke rasende.
Faksimile
8.
Falk
.
Jeg slaar Allarm; jeg stemmer Krigsfang op,
Men ˹stopper milevidt˺ staar et Børseskud fra Fiendens Trop
Og ˹stikker blindt omkring˺ slaar i Vind og Vejr med Bajonetten –
Jo sligt skal hjelp{ <...> }e, sligt skal ˹skille˺ ende Trætten!
Guldstad
.
Ja det er klogt – De slipper for Molest –
Falk
.
Men jeg vil netop være Farens Gjæst –
Paa Livet løs –!
Guldstad
.
Ja gaa De løs paa Livet,
Saa skal De sé det gaar paa Livet løs.
Falk
.
Ja netop saa, – da er mig Sejren givet,
Nu er jeg vaagnet af den tomme Døs,
Nu har jeg kastet Livets store Terning,
Og De skal sé, – ja Fanden ta’{ e –}ge mig –
Guldstad
.
Fy;
Band ikke; sligt gjør ej en Flue sky!
Falk
.
Nej ikke Ord, – kun Gjerning – bare Gjerning!
Jeg vender om Vorherres Arbejdsplan ˹jeg vender om,˺
Sex Ugedage spildtes med at gabe;
Min Verdensbygning ligger endnu tom, –
Imorgen, Søndag – hej, da vil jeg skabe!
Guldstad
.
(leende)
Ja lad mig sé at De med Kraft tar fat;
Men gaa nu ind og læg Dem først˹;˺ , – Godnat!
(gaar ud til Venstre)
Faksimile
Falk
.
Ja, jeg vil skabe! – Livet er omskifteligt;
Godt; mit skal bygges paa en anden Grund; –
O, Jammers Jammers Værk til denne Stund –
Alt hvad jeg øved – det gik for sig skriftligt.
\
Nu skal det gjøres paa et andet Sæt.
/ (lytter)
Hvem synger der? Der er jo Linds Kvartet,
\
Den øver Jublen ind; det gaar saa let!
/
De skal tilfjelds imorgen, – den maa øve
Sig ind; den kan ej juble uden Prøve
(Langt ude paa Vandet glider en Baad forbi; derfra høres fjernt
og dæmpet følgende Sang:)
Kor
:
Jeg spiler min Vinge o. s. v –
(Svanhild har under Sangen
Falk
.
Den Sang var min. Du Skjønheds store Gud,
Hvor <...> jeg ˹har syndet mod ˹vort˺ mit eget˺ lød min egen Læres Bud!
Men nu, nu er der Dagslys i mit Sind,
Nu vil jeg gaa med Sang i Stimlen ind,
Bort nu med Drømmen bagom Stuevæg,
Mit Digt skal leves mellem under Rogn og Hæg,
Mi{ t }n Krig skal føres mi˹d˺t i Døgnets Rige –
Op Gut – dit Folk, det tørster efter slige!
(hans Øje falder paa <...>)
Hvad, Svanhild! er det Dem – det tomme Bur –
{De}Og De – De sidder der saa stum og stur –
O, det var Deres Ejendom jeg slog –
Svanhild
.
(med mildt Udtryk)
Aa hvad, et Blad kun af min Lykkes Bog
Faksimile
De rev i Forbigaaende paa Færden –
Det har De Lov til, De, som ejer Verden –
Falk
.
O, Svanhild, brudt er al min tomme Tras; –
O, sig et Ord, som binder mellem os.
Svanhild
.
Flyv, stolte Rovfugl med min knuste Skat –
Imorgen er De døv for mig, som Rovet.
(Vinduet lukkes, Gardinet gaar ned)
F{ <...> }alk
.
(ser en Stund taus derop og siger som greben af en stærk
Beslutning)
Godnat Godnat, – { <...> }drøm sødt i denne Nat,
Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet!
(han gaar raskt ud til Højre; fra Baaden lyder
atter Koret:)
Kanhænde Du sejler din Skude paa Grund,
Men saa var det dog dejligt at fare.
(Baaden glider langsomt videre idet Tæppet falder)
Faksimile
Anden Akt.
Samme Dekoration. Det er Søndags Formiddag.
Inde i Huset høres følgende Kor ˹af˺ af Forlovede.
gratulerende Kjærester:
Velkommen i vort, de Forlovedes Lag˹!˺ ,
Nu kan I elske for aabne Døre,
Nu kan I favnes den lange Dag,
Nu kan I kysses efter Behag;
Frygt ikke Lytterens Øre.

Nu kan I sværme saa dejligt, I To,
˹Det har I Lov til,˺ Sværme saa dejligt ude og hjemme
Nu kan jer Kjærlighed frit sætte Bo,
Plej den og vand den og lad den saa gro
˹Vis os nu pent˺ Lad os nu se I har Nemme!
Frøken Skjære
Falk
.
Frøken Skjære
.
(inde i Huset)
Nej at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
Jeg skulde brydd Dem!
En Dame
.
Uf ja det var græmmeligt!
En anden Dame
.
Han skrev vel, Anna?
Frøken Skjære
.
Ja det gjorde Min!
En Dame
.
˹Anna˺ Fru Halm , hvorlænge har det været hemmeligt?
Frøken Skjære
.
Imorgen Anna, maa ˹du ud˺ du ˹ud og˺ kjøbe Ring
En Dame
.
Jeg skal ta’e Maal af ham –
Frøken Skjære
Snak om en Ting,
Det skal hun selv –
Faksimile
Fru Straamand
.
De syr med Attersting?
Fru Halm
.
En halv Kop Kaffe til?
En Dame
Ja Tak en Draabe –
Frøken Skjære
Hvor heldigt at du faar din nye Kaabe
Til næste Uge naar I skal omkring!
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
En Dame
Naar gaar du saa til Ollendorff og Bal<...>
Flere i Kor
Nej bare sé hvor rød hun blir,
den Skalken!
˺
En mandlig Kjæreste
.
Nej sé der tog han Frøken Annas Handske
Læg Mærke til Hr. Lind med Annas Handske!
Nogle Damer
.
Ved Gud han kyssed den!
Andre Damer
Hvad, er det sandt!
Lind
.
Aa hvilken Snak –
Frøken Skjære
Jo vist, jeg saa det grant!
Styver
.
Slig Paastand er jo Faktum
Nej ˹man˺ De maa ikke Faktum saa forvanske,
Jeg deponerer at De ˹proved˺ der tog {f}Fejl –
F{ ru }røken Skjære
.
Kom Anna, stil Dig her ved dette Spejl,
De o
En Dame
De ogsaa Lind –
Andre
Frøken Skjære
.
Ryg imod Ryg! Lidt nøjere!
Damerne

(i Munden paa hverandre)
Maal ud – ˹lad sé˺ maal ud hvormeget han er højere!
Faksimile
Falk
.
Der slagter de hans Elskovs Poesi.
Hin Fusker, som stak Koen ubehændigt,
Saa den i Døden pintes unødvendigt,
Han fik sit Vand og Brød i Dage ti, –
Men disse – disse der, de slipper fri.
O, hvis jeg havde Magt – hys, tomt er Ordet, –
Nej Handling fra idag, det har jeg svoret!
Lind

(kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren)
Naa Gud ské Lov, nu gaar det løs paa Kagen –
Nu kan jeg slippe –
Falk
Hej, Du er da trygg
Paa Lykken; Ønskesværmen tæt, som Mygg,
Har surret op og ned her hele Dagen.
Lind
.
De mener det saa vel, den hele Flok,
Skjønt noget mindre kunde være nok
Den Andel som de tar, er næsten trættende
At slippe bort en Stund vil være lettende –
Falk
.
Hvor gaar Du?
Lind
.
Ned paa Hyblen har jeg tænkt;
Bank paa ifald Du finder Døren stængt.
Falk
.
Men skal jeg ikke hente Anna ud til Dig.
Lind
.
Nej, ˹vil hun˺ er der Noget, sender hun nok Bud til mig –
Vi taltes ved ˹igaar˺ til langt paa Nat igaar,
Faksimile
Da fik jeg hende sagt omtrent det Vigtigste;
Desuden synes jeg det er det Rigtigste
At omgaaes sparsomt med {min}sin Lykkes Skat.
Falk
.
{Nej}Ja Du har Ret; man bør for dybt ej gribe,
Til Hverdagsbrug – sé til Du kommer væk!
Lind
.
Hys, lad mig komme væk.
Nu skal jeg faa mig en fornuftig Pibe;
Jeg har ej røgt tre hele Døgn i Træk.
Mit Blod har været i en slig Bevægelse,
Saa Middagsmaden vilde ikke smage
Jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –
Falk
.
Ja Du kan trænge til lidt Vederkvægelse.
Lind
.
Og Du kan tro at Knasteren skal smage mig.
(gaar ud til Højre.)
(Frøken Skjære og nogle andre Damer kommer ud
af den anden Dør)
Frøken Skjære

(til Falk)
Det var vist ham, ˹der˺ som gik?
Falk
.
Ja det var ˹Vildtet.˺ ham .
Nogle Damer
.
At løbe fra os!
Andre
.
Fy, det er da Skam!
Falk
.
Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
Naar han en Ugestid har baaret Skiltet.
Faksimile
Frøken Skjære
.
Hvor sidder han.
Falk
.
Nu sidder han paa Kvisten
I Havehuset i vor fælles Rede;
Men De maa ej forstyrre ham dernede –
Endnu en Stund –
Frøken Skjære
Ja lang blir ikke Fristen –
Falk
En Times Tid, han fordrer ikke mer,
Saa kan De forfra jo begynde Legen,
Nu er han inde i en engelsk Præken
Frøken Skjære
En engelsk?
Damerne
.
Aa, De narrer os{,}! De lér!
Falk
.
For ramme Alvor! ˹Han er fast bestemt paa˺ Der er hans Bes{lutning}temmelse
At modta’e Kald etsteds blandt Emigranterne.
Frøken Skjære
Du gode Gud, han har da ikke gjemt paa
Det gale ˹Indfald˺ nu ! ˹Raab paa˺ Kald sammen alle Tanterne,
Hent { <...> }Anna og Fru Straamand og Fru Halm,
Sligt maa vi hindre, vi maa gjøre Kvalm
Nogle Damer
Ja sligt maa hindres!
Andre
.
Vi maa gjøre Kvalm!
Frøken Skjære
.
Der er de; Gudskelov! Ved Du ˹hvad˺ at Lind
Er fast bestemt paa i sit stille Sind?
Faksimile
9.
At gaa som Præst derover –
Anna
.
Ja jeg ved,
Og jeg har lovet ham –
Fru Halm
At følge med!
Frøken Skjære
Saa har han snakket for Dig!
Damerne
˹Nej˺ Gud , hvor snedig!
Falk
.
Det er en indre Trang hos ham.
Frøken Skjære
Ja Gud!
Den følger man naar man er løs og ledig,
Men en Forlovet ˹følger blot˺ tænker paa sin Brud –
Nej, søde Anna, tænk Dig om itide;
Du, som er barnefødt i Hovedstaden barnefødt;
Skal ˹man˺ Du letsi{d}ndigt for Ideen lide,
Naar man til sligt ej tvungen er og nødt.
Falk
˹At lide for Idéen er dog sødt!˺ Ja men Idéen, – dø for den er sødt!
Frøken Skjære
Skal ˹man˺ hun for Kjærestens Idéer lide?
Til sligt er ˹man˺ hun ved Gud dog ikke nødt!
Kom allesammen; vent, nu skal Du høre;
Lad saa ham vide hvad han har at gjøre.
(De gaar op mod Baggrunden)
Faksimile
Falk
.
Herr Pastor, hjælp den unge Troens Kjæmpe
Før de faar ˹Frøken˺ Anna stemt imod ham.
Straamand
.
\ (i Præketone) /
Ja Kvinden bør sig efter { <...> }Manden lempe;
(betænkelig)
Men dersom jeg derinde ret forstod ham
Saa ˹hviler dog˺ støtter sig hans Kald paa uvis Grund,
Og Offeret, som bringes, det er tvivlsomt –
Falk
.
Aa nej, Herr Pastor, døm dog ej for ilsomt,
Jeg kan forsikkre Dem med Haand og Mund,
Hans Kald er ˹meget˺ stort, uryggeligt og ubestrideligt, –
Straamand
.
Ja, er han sikkret noget Vist paalideligt
˹For˺ Om Aaret, – da er det en anden Sag –
Falk
.
De stiller foran hvad jeg sætter bag;
Jeg mener Trangen, Kaldet, – ikke Gagen –
Straamand
.
Ja Foruden den kan Ingen ˹vidne˺ leve i
Amerika, { <...> }Europa eller Asien;
Kort ingensteds; ja dersom han var fri,
Min kjære unge Ven; – hvis han var enlig,
Var løs og ledig, – naa, da {jeg}gik det an –
Men Lind, som er i fuld forlovet Stand,
For ham er slig Bestilling ikke {T}tjenlig;
Tænk efter selv, – han er en kraftig Mand,
Med Tiden maa han stifte lidt Familje,
Faksimile
Jeg forudsætter han har bedste Vilje, – –
˹Men Midlerne, min Ven˺ Ja dersom Offeret – byg ej paa Sand –
Saa siger Skriften. – Tingen var en Anden
Hvis Offeret – –
Falk
.
Ja det er ikke ringe –
Det ved jeg nok –
Straamand
.
Ja sé, det hjælper {m}Manden, –
Naar Offeret man villig er at bringe –
Og rigeligt –
Falk
Han villig er som Faa –
Straamand
.
Han? Hvordan skal jeg Deres Ord forstaa?
En ordineret Præst skal Offer tage
Men ikke bringe
Fru Straamand
Der er de tilbage
Falk

\ (sér et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister
ud i Latter:)
/
Hurra for Offeret – ja det som blir
Til Højtids bragt i struttende Papir –
Straamand
.
(sér et Øjeblik forbauset paa ham
{Ja}For gaar man Aaret rundt i Tøm og Trindse
Saa har man det igjen til Jul og Pindse –
Falk
.
Og ˹«Kaldet» lydes – naar det er tilstrækkeligt –˺ er det rigeligt, saa lydes Kaldet
Selv om man hører til Familjeskafferne
Straamand
.
Forstaar sig; er man sikkret noget klækkeligt,
˹Saa bør man vidne˺ Saa {b}Bør ˹Præsten vidne˺ man gaa til selve ˹blandt˺ Zulukafferne.
Faksimile
Nu skal jeg tage hende med det {g}Gode.
Min lille ˹Mette˺ Martha hent mig ud mit Hode;
Klodshodet, mener jeg, mit Barn, forstaa mig –
(føler bag i Frakkelommen)
Nej vent et Øjeblik, jeg har det paa mig.
(gaar opover og stopper Piben i Mag. Damerne viser
sig i ivrig Raadslagning i Baggrunden)
Guldstad
.
De spiller nok en Smule Slange her
I Elskovsparadiset, kan jeg skjønne.
Falk
.
Aa, Kundskabstræets Karter er saa grønne,
De frister Ingen.
(til Lind som kommer fra Venstre)
Naada, er Du der!
Lind
.
Men Gud forbarme sig hvor der ser ud
Paa Værelset – der ˹min˺ ligger Lampen ˹ligger˺ knækket,
Gardinet revet ned, ˹vor˺ Din Staalpen brækket
Og over Kakkelovnspladen ˹flyder˺ ligger Blækket –
Falk
.
Det Hærværk har jeg gjort paa Skjæbnes Bud;
For længe har jeg siddet bag Gardiner
Og digtet skriftligt ˹under˺ med {m}din Lampe tændt;
Nu er min døde Stuedigtning endt,
Med Herrens Solskin jeg i Livet triner
Min Vaar er kommen og min Sjæls {f}Forvandling,
Herefter digter jeg i Daad og Handling!
Lind
Ja digt ˹for mig˺ i hvad Du vil; men vent
Ej derfor at min Svigermor er tjent
Med Tabet af de malede Gardiner –
Faksimile
Som ligger ˹spredt˺ der i Stumper og Ruiner.
Falk
.
Hvad? Hun som offrer Alt ˹til˺ paa ˹paa˺ de Logerende,
Selv Søsterbørn[HIS: Manglende diakritisk tegn over første 'ø' i 'Søsterbørn'.] og Døttre – skulde hun
Fortryde paa om en bakkantisk Stund
Ta’e slig en Smaating op med sure Miner –
Lind
.
(vred)
Det er usømmeligt i Bund og Grund,
\
Ja for os Begge To prostituerende.
/
Dog hun og Du om det; men Lampen var
Min Ejendom med baade Glas og Kuppel –
Falk
Aa pyt, den volder mig end mindre Skruppel,
Du har Vorherres ˹Sommer˺ Vaardag lys og klar –
Hvad ˹skal saa˺ tjener Lampen til –
Lind
D{ et }u ˹er˺ var mærkværdi{t –}g
Du glemmer ˹rént˺ nok at Sommeren er kort;
Jeg tænker nok, skal jeg til Jul bli’ færdig,
Det gjælder, ej at sløse Tiden bort.
Falk
.
Du tænker fremad?
Lind
.
Ja det gjør jeg rigtignok –
Det gik nok galt hvis ikke det blev gjort;
Jeg skulde tro Examen er ˹En˺ vigtig nok –
Falk
Men husk dog fra igaar: Du gaar og lever,
Berust i Nuet Intet mer Du kræver –
Selv ej et middelmaadigt «Haud» til Jul, –
Du har jo fanget Lykkens fagre Fugl,
Du har en Følelse som om Du stod
Med Verdens Rigdom drysset for din Fod –
Faksimile
Lind
.
Det har jeg sagt, men Sligt er at forstaa,
Naturligvis, cum grano salis –
Falk
.
Naa!
Lind
.
Om Formiddagen vil jeg nyde Lykken
Det er jeg fast bestemt paa –
Falk
.
Det er kjækt
Lind
.
For jeg maa hilse paa min nye Slægt,
Saa Tiden gaar aligevel tilspilde –
Men nogen yderligere Forrykken
{ I }Af Timeplanen lønnede sig ˹nok˺ ilde.
Falk
.
Og endda vilde Du i forrige Uge
Gaa i den vide Verden ud med Sang –
Lind
.
Ja men jeg skjønte Touren blev for lang,
De fjorten Dage kan jeg bedre bruge.
{L}Falk
.
{Men}Nej Du blev hjemme af en anden Grund;
Du talte Noget om at Dalens Bund
For Dig har Højfjeldsluft og Fuglekvidder
Lind
.
Ja vistnok, Luften her er meget sund,
Men den kan nydes om man ogsaa sidder
I regelmæssigt Arbejd med sin Bog.
Faksimile
Falk
Men Bogen var det jo, der ej forslog
Som Jakobsstige –
Lind
.
Uf hvor Du er st{a}ædig.
Sligt siger man, naar man er løs og ledig
Falk
.
(ser paa ham og folder Hænderne i stille Forbauselse)
Du ogsaa, Brutus!
Lind
.
Kom dog vel ihu,
At jeg har andre Pligter, jeg, end Du; –
Jeg har min Kjæreste – sé alle andre
Forlovede, selv Folk med lang Erfaring,
Som Du forhaabentlig { <...> }dog ej vil klandre,
De paastaar alle at naar man skal vandre
Bestandig sammen saa –
Falk
Spar din Forklaring;
Hvem gav Dig den?
Lind
.
Aa, for Exempel Styver,
Og det er dog en Mand som ikke lyver;
Og Frøken Skjære, som er saa erfaren,
Hun siger –
Falk
Naa, men Præsten og hans Maren?
Lind
.
Ja, det er mærkeligt med disse To,
Der hviler over dem en Sindets Ro –
Tænk Dig, de kan ej huske sin Forlovelse,
Har rent ganske glemt hvad den Ting er, at elske.
Falk
.
Ja det er Følgen af enhver Forsovelse;
Erindringsfulglene blir rent rebelske –
Faksimile
(lægger Haanden paa hans Skulder og sér ironisk paa ham)
Du, kjære Lind, Du sov vist sødt inat.
Lind
.
˹Til langt paa Dag˺ Ja, ˹ det er vist ˺ Gud ske Lov ; jeg gik tilsengs saa mat,
Og dog paa samme Tid i slig en Rørelse,
Jeg frygted næsten jeg var bleven gal, –
Falk
Aa ja, Du led jo af et Slags Forgjørelse –
Lind
.
Men Gud ske Lov, saa vaagned jeg normal.
Frøken Skjære

(med ˹nogle˺ flere Tanter og andre Damer nærmer sig)
Herr Lind!
Lind
Der er de efter mig igjen.
Kom lad os gaa.
Frøken Skjære
.
Nej bi, hvor skal De hen!
Lad os ihast faa Ende paa Uenigheden,
Som De og Deres Kjæreste er kommen i.
Lind
.
Er vi uenige?
Frøken Skjære
.
(peger paa Anna som staar i Samtale med Præsten)
Ja læs selv Dommen i
{ Det }Hint taarefyldte Blik – – det gjælder Menigheden
Der over i Amerika –
Lind
.
Men, Gud,
Hun var jo villig –
Frøken Skjære
.
(spodsk)
Ja, det sér saa ud!
Nej, Kjære, De vil anderledes dømme
Naar vi faar drøftet Sagen mer i Ro.
Faksimile
10.
Lind
.
Men denne ˹Kamp for Troen, den var jo˺ Rejse, Kampen for min Tro,
˹Min første˺ Det var min Lykkedrøm.
Frøken Skjære
{Ja}Aa hvem vil tro
I vor civiliserte Tid paa Drømme.
Sé, Styver drømte nu forleden Nat
˹Der kom˺ Han fik et Brev som var saa sælsomt kantet.
FalkFru Straamand
˹At drømme sligt˺ En saadan Drøm er Forbud {paa}for en Skat.
Frøken Skjære
(med et Nik)
Ja – næste Dag han blev for Byskat pantet.
(Damerne slaar Kreds om Falk og gaar samtalende op
mod Baggrunden)
Straamand

(til Anna, som han i{ v }midlertid ivrigt har talt med.)
Af alle disse Grunde, kjære ˹unge˺ Barn,
Af disse Grunde hentet fra Fornuften
Ja fra Moralen og tildels fra Skriften
De indsér nu at slig en Meningsskiften
Maa kaldes ganske greben ud af Luften.
Anna
.
Ja, Gud, jeg er endnu saa uerfaren
Straamand
.
Og det er saa naturligt at man har en
Utidig Frygt for Snaren og for Faren,
Men lad ej Tvivlen faa Dem i sit Garn,
Vær uforsagt, spejl Dem i mig og Maren.
Fru Straamand
.
Ja jeg har hørt idag af Deres Moder
{ <...> }At jeg var ligesaa t forknyt som De
Da vi fik Finvik˹.˺ , det var og fordi
Jeg skulde bort fra Hovedstadens Goder
Faksimile
Straamand
.
Men da vi havde
Det var og fordi
Hun skulde bort fra Hovedstadens Goder; –
Men da vi havde samlet nogle Skillinger,
Og da vi havde faat de første Tvillinger –
Saa gik det over –
Falk
Bravo, De er stor
Som Taler!
Straamand

(nikker til ham og vender sig atter til Anna)
Hold De derfor Deres Ord;
Skal Mennesket forsage! Falk fortæller
At Kaldet ikke er saa ringe heller –
˹Det var jo˺ Saa var d saa –
Falk
.
Nej Pastor.
Straamand
Jo ved Gud.
Saa noget Vist kan deraf bringes ud, –
Og har ˹ { <...> }vi˺ man det, hvi skal vi da forsage
Sku om Dem i de længst fremfarne Dage,
Se Adam, Eva, Dyrene i Arken,
Se Liljerne i Luften, Fuglene paa Marken
De Fugle smaa, – de Fugle smaa – de Fiske –
Falk

(idet Frøken Skjære og Damerne viser sig med
Lind)
Hurra, der kommer Kjærnetropper friske
Den hele gamle Garde i Gevær
Frøken Skjære
Naa, det er godt vi finder hende her.
Faksimile
(sagte)
Vi har ham, Falk! – Nu til Veninden der!
Straamand
.
(med en afværgende Bevægelse)
Hun trænger ingen verdslig Overtalelse;
Ej gjøres der, hvor Aanden har gjort sit –
Behov at Verden –
(beskedent)
Har jeg virket lidt
Saa fik jeg Kraft – –!
Fru Halm
.
Naa, uden al Forhalelse
Forsoning da!
Tanterne

(hulkende)
O Gud, hvor det er smukt!
Straamand
.
Ja ˹gives˺ hvor er vel det Sind saa døvt og lukt
At ej det finder sligt et Optrin gribende?
Det er saa skjærpende, det er saa slibende,
˹Det er˺ { <...> }Saa vækkende saa vækkende at sé et ungt
Umyndigt Barn, som bringer Ofret tungt
Men villigt dog paa Pligtens Alter –
˹Fru Halm˺ Frøken Skjære
Ja,
Men hendes Slægt har ogsaa været virksom,
\
Frøken Skjære
/
Og alle Vennerne, det ved jeg da.
De, Lind, De ejer hendes Hjertes Nøgle;
Men vi, Veninderne, vi har en Dirk, som
Kan lukke op, hvor Nøglen ej forslaar –
Og hvis det trænges i det senere Aar,
Saa kom til os – vort Venskab kan ej gjøgle.
˹ [HIS: Innføyningstegn mangler - plasseringen i førstetrykket er fulgt.]
Fru Halm
.
Ja vi er om jer hvor I staar og gaar.
Frøken Skjære
.
Og skjærmer jer mod Tvedragts fæle Øgle.
˺
Straamand
.
O denne Klynge – Kjærlighed og Venskab –
En Stund saa glad, og dog saa vemoddryssende.
(til Lind)
Faksimile
Men unge Mand, lad Tingen faa en Endskab;
Tag hen din Brud – din Brud tag hen – og kys hende!
Lind
.
(rækker hende Haanden)
Jeg bliver her.
Anna

(paa samme Tid)
Jeg følger med!
Anna
.
Du bliver her!
<...>
Lind
.
Du følger!
Anna
.
Men Gud, saa skilles vi jo ligefuldt!
Lind
.
Ja, hvad er det?
Damerne
.
Hvad nu!
Frøken Skjære
Nej her sig dølger
En Misforstaaelse –
Straamand
.
Hun loved huldt
At rejse med.
Frøken Skjære
.
{Ja}Og Lind svor højt at blive
De Begge føjer sig, hvad fattes da!
Straamand
.
Nej de Forviklinger er mig for stive!.
Her er Uenighed paa alle Kanter – – –
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
Damerne

(i Munden paa hverandre)
Men Herregud, hvem kommer Striden fra!
˺
Fru Straamand
.
{Der}Nu faar vi Thevand.
Frøken Skjære
Gudskelov.
Faksimile
Falk
Hurra!
For Venskab, Thevand, Kjærlighed og Tanter!
Styver
.
Men dersom Sagen hænger saadan sammen
Saa kan den endes let til Alles Gammen;
Processen hviler paa en Paragraf
Som ˹siger˺ byder : Ko<...>n skal sin Husbond følge;
Dens Ord er klare, det kan Ingen dølge, –
Frøken Skjære
.
Naa, men hvor blir da saa Forliget af?
Straamand
.
Hun lyde maa en Lov som kom fra oven –
Styver
.
˹ Jo ˺ Men saa kan Lind ˹ kan bare ˺ jo eludere Loven; –
˹Hal Rejsen ud˺ Bliv hvor han er , {ej}og røre ˹dig ej˺ sig af Pletten – –
Tanterne
.
(glade)
Ja det gaar an –
Fru Halm
Ja vist –
Frøken Skjære
Saa skilles Trætten.
(Thebordet er imidlertid blevet dækket udenfor Altantrappen
af Svanhild og Pigerne; paa Fru Halms Indbydelse sætter Da-
merne, sig om Bordet, deres Kjærester saa nær som muligt – det
øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset
dels rundt om i Haven, Falk sidder paa Altanen.)
Fru Halm
.
(smilende)
Saa trak det lille Uvejr da forbi,
Slig Sommerregn gjør godt naar den er over;
Da skinner Solen dobbelt smukt og lover
En Eftermiddagsstund for Skyer fri,
Faksimile
Frøken Skjære
.
Ja Kjærlighedens Blomst behøver større
Og mindre Regnskyl for at holdes frisk.
Falk
Og dør saasnart den bringes paa det Tørre; –
For saavit har den Lighed med en Fisk
Svanhild
Men Kjærligheden lever jo af Luften
Og den maa Fisken dø i –
Falk
Ganske sandt.
Frøken Skjære
.
Der kan De sé vi deres Tunge bandt.
˹
Fru Straamand
.
Den The er god, det kjender man paa Duften
˺
Falk
.
Naa lad det blive da ved Blomsterlignelsen.
{d}Den er en Blomst; thi nægtes den Velsignelsen
Af Himlens Regn, saa hartad den gaar fløjten –
Frøken Skjære
.
Hvad da?
Falk
.
Da kommer Tanterne med Sprøjten.
Men Lignelsen har Digterne nu brugt,
Og Godtfolk gjennem Aarerækker slugt,
Og endda er den for de Fleste taaget,
Thi Blomsterverdenen er stor og broget.,
˹Sig,˺ Men hvilken enkelt Blomst er Kjærligheden?
Nævn en, som har den største Lighed med den!
Frøken Skjære
Den er en Rose; Gud, det ved Enhver;
Den laaner Livet jo et Rosenskjær.
En ung Dame
.
Den er en Hvidvejs{;}, voxer under Sneen,
Først naar den springer ud faar Verden sé ’en.
Faksimile
En Tante
.
Den er en ˹Løvetand som trives bedst˺ Hesteblomst, det ved jeg godt ,
Naar den blir ˹knust˺ traadt af Mandshæl eller Hest,
{ H }Ja ˹skyder Skud˺ trives bedst naar traadt paa den er blevet,
Som Digter Pedersen saa smukt har skrevet
Lind
.
Vaarklokken er den; ˹i˺ for dit unge Sind
Den ringer Livets Pindsehøjtid ind.
Fru Halm
.
Nej den er Eviggrønt, som ej staar brun i
December selv, saa lidt som midt i Juni.
Guldstad
.
Nej den er islandsk Mos i ˹Godvejr˺ Højden høstet,
Den hjælpe ˹svage˺ syge Folk med Ondt for Brystet.
En Herre
Den er en vild Kastanje, – ˹meget priselig˺ den kan glittre ,
˹Som Skyggetræ, men Kjærnen er uspiselig.˺ Men den er Blomst, men ˹Frugten˺ Kjærnerne er bittre.
Svanhild
.
Nej, en Camelia; som før Konvallerne,
Den er {nu}jo Damers ˹Yndlings-˺ Mode blomst paa Ballerne.
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg.]
Fru Straamand
Nej den er lig en Blomst som jeg har sét;
Lad { <...> }Bi lidt, – den var nok graa, nej violet –
Hvad hed den nu – lad se – den ligned dem som –
Nej det er mærkeligt hvor jeg er glemsom –
˺
Styver
.
Hvert Blomsterbilled gaar paa { <...> }halte Bén; –
Den ligner snarere en Blomsterpotte:
Ad Gangen har den ikkun Plads for Een,
Men efterhaanden kan den rumme otte.
Straamand
.
Nej Kjærligheden er et Pæretræ,
Om Vaaren uskyldshvid som Blomstersné,
Lidt udpaa Aaret Blomsterne sig arter
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
Til { <...> }flere og flere store grønne
Karter;
˺
Af Faderstammens Safter de sig nærer –
Med Gudshjælp blir de nok engang til Pærer.
Faksimile
Falk
.
Saa mange Hoveder, saa mange Sind!
Nej, alle famler de paa gale Veje
Hver Lignelse er skjæv, – undtagen min;
Den kan paa hver en Kant {d}De sno og dreje. –
Der gror en Plante i det fjerne Øst,
Dens Hjem er Solens { <...> }Sønners Adelshave –
Damerne
Aa, det er Théen!
Falk
.
Ja!
Fru Straamand
.
Han har en Røst
Som Straamand naar han –
Straamand
.
Bring ham ej af lave.
Falk
.
Den har sit Hjem i Fabellandets Dale –
Vel tusind Mile bagom Ørkner golde –
Fyld Koppen, Lind, – saa Tak, nu skal jeg holde
Om Thé og Kjærlighed en Thevandstale.
Den har sit Hjem i Eventyrets Land,
Ak, der har ogsaa Kjærligheden hjemme.
Kun Solens Sønner, ved vi, ˹fik˺ har Forstand
Paa Urtens Dyrkning, paa dens Røgt og Fremme.
Med Kjærligheden er de{n}t ligesaa
En Draabe Solblod maa i ˹Aaren˺ Hjertet slaa
Hvis Kjærlighed skal fange Liv {d}herinde,
S{laa}kal ˹grønnes˺ Rod og gro og frem til Blomstring vinde.
˹
Frøken Skjære
˺
˹Men˺ Vi vet at China er et ˹meget˺ gammelt Land,
Saa Theens Ælde deraf sluttes kan; –
˹
Straamand
˺
Den var nok til før Tyrus og Jerusalem, –
˹
Falk
˺
Ja den var kjendt da salig Herr Methusalem
I { <...> }Billedbogen bladed paa sin Skammel.
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg.]
Frøken Skjære

(triumferende)
Og Kjærlighedens Væsen er jo ungt!
At finde Lighed her vil falde tungt –
˺ \
Frøken Skjære
/
[HIS: Rollenavn mangler; Falks replikk i førstetrykket.]
{Men}Nej Kjærligheden er og meget gammel,
Den Læresætning underskriver vi jo
Saa troende, som Folkene ˹fra Kap˺ {i}og Rio, –
Ja fra Neapel og til Nord for Brevig
Der gives dem der paastaar den er evig; –
Faksimile
11.
Naa, deri er vel nogen Overdrivelse;
Men gammel er den over al Beskrivelse.
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg.]
Frøken Skjære
.
Men Kjærlighed og Kjærlighed er et –
Af The der gives baade god og slet
˺
˹
Fru Straamand
˺
˹Ja man har˺ Saa har vi Thé i mange Kvaliteter,
˹
Anna
˺
De grønne Foraarsspirer allerførst;
˹
Svanhild
˺
Den Slags er ˹kun for Solens Døttres˺ ej for de Profanes Tørst, –
˹
En ung Dame
˺
Man skildrer den berusende som Æther,
˹
En Anden
˺
Som ˹Lot{ <...> }hos˺ Rosen duftende, og sød som Mandelen, –
˹
Guldstad
.
˺
Den forekommer aldrig her i Handelen.
˹
Falk
˺
Ak, mine Damer, hver i ˹sin Natur˺ egen Barm
Har {jo}og et 2 særligt 1 lidet «himmelsk Rige»
Der knoppe{r}d sig af Spirer tusind slige,
Bag Blyheds faldende Chinesermur.
Men Fantasiens smaa Chineserdukker
Som sidder i Kioskens Ly og sukker,
Som drømmer vidt – saa vidt – med Slør om Lænderne,
Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne –
Til dem {i}I Førstegrødens Knopper sanked
Jer var det Et hvad Høst der siden vanked,
Se, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
En Efterslæt, – mod hin, som Hamp mod Silke, –
{Den}En Høst, ˹som˺ man faa{r}es af Træet ved at sparke det; – –
˹
Guldstad
.
˺
De{n}t er den sorte The;<...> ˹den˺ ˹ som ˺ den ˹fylder˺ er paa Markedet. –
˹
Falk ˹En Herre˺
˺
Saa taler Holberg om en «The de Beuf»;
˹
Frøken Skjære
˺
Den er ˹vist ubekjendt ˺ usmagelig for Nutidsganerne.
˹
Falk
.
˺
Der gives og en Kjærlighed de Beuf, –
Den slaar sin Mand for Panden – i Romanerne,
Og ˹skal nok˺ ˹ <...> ˺ spores ˹ ellers ˺ <...> ˹ ˹fra og til˺ fra og til ˺ hist og her ˹ hist og her ˺ i Tøf-
felhæren under Ægteskabets Faner.
˹
Guldstad
˺
˹Naa lad saa være men˺ Endvidre er det jo et gammelt Ord
˹Fortæller, Théen˺ At Theen lider , mister Noget af et
Aroma, som i Plantens Indre bor,
Ifald til os den føres over Havet.
Igjennem Ørknen ˹maa˺ gaar den, over ˹Bakkerne,˺ Stepperne,
Maa svare Told til Russe{ r }n og Kosakker{ ; }ne,
˹Maa stemples der før den tør videre˺ Den <...>, siges der, ved slig at fa{ <...> }re,
Og ˹er˺ blir først da blandt os en godkjendt Vare.
Men gaar ej Kjærligheden samme Vej?
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg. Innføyningstegn mangler, derfor plassert nederst på siden.]
Falk
(peger paa Lind og Anna)
Men Kjærligheden, bedste Hr. Grosserer,
Den taaler heller ej <...> ˹engang˺ emigrere
Fru Halm
Det er en anden Sag –
˺
Faksimile
[HIS: Rollenavn mangler; Falks replikk i førstetrykket.]
Igjennem Livets Ørk? Hvad blev vel Følgerne,
Hvad Skrig, hvad Verdens Dom, hvis Du og jeg
Bar kjækt vor Elskov over Frihedsbølgerne,
Gud, den har tabt {m}Moralens Kryderi!
Legalitetens Duft er rent forbi –
Der er jo Ingen her som assurerer,
Blot til <...>
˹
Straamand
˺
Bliv borte fra de ˹Nej gudskelov i˺ sædelige Lande
˹Er˺ Med slige Varer ˹endnu˺ , der er Kontrabande˹!˺ ,
[HIS: Rollenavn mangler; Falks replikk i førstetrykket.]
Nej, skal din Kjærlighed passere frit,
Saa maa den gjennem Reglernes Siberien,
Hvor ingen Havluft skade kan Materien, –
Saa maa den kunne vise ˹Segl og˺ Sort paa Hvidt
Fra Kirkeværge, Organist og Klokker,
Fra Slægt og Venner, Kjendinger og Pokker,
Og mange andre brave Mænd, foruden
Det Fripas, som den fik af selve Guden. –
Og saa det sidste ˹store Ligheds˺ Sammenlignings punkt:
Styver
.
Jeg protesterer mod alt ubevist,
Og forholder mig
˹Sé˺ ˹hvor˺ Vi ved Kulturens Haand er falden tungt
Paa «Himmelriget» i det fjerne Østen
Dets Mur ˹er˺ maa falde˹n˺, ˹og˺ thi dets Magt er sprængt,
Den sidste ægte Mandarin er hængt,
Profane Hænder ˹alt˺ skal besørge˹r˺ Høsten –!
˹Ja˺ Snart «Himlens Rige» er en Saga blot,
Et Eventyr som Ingen længer tror paa,
Den hele Verden ˹er˺ blir et Graat i Graat;
Vidunderlandet har den kastet Jord paa –!
Men har den det – hvor er da Kjærligheden?
Ak da er ogsaa den jo vandret heden!
\ (løfter Koppen ivejret) /
Naa, lad forgaa hvad Verden ej kan bære –
˹En Thevandsskaal˺ Drik ud, tilbunds, til salig Amors Ære!
(drikker ud)
Frøken Skjære
.
Det ˹var en meget sælsom Brug af Ordet˺ maa jeg sige var en sælsom Tale –
Faksimile
Damerne
.
At Kjærligheden skulde være død –
Straamand
.
Her sidder den jo frisk og rund og rød
I alskens Skikkelser om Thevandsbordet;
Her har vi Enken i sin sorte Dragt – –
Frøken Skjære
.
Et trofast Ægtepar –
Styver
Hvis Elskovspagt
Er garanteret ved haandfaste Panter,
Solide Kjærlighedsobligationer
Kan lægge mangt et haandfast Pant irette –
Guldstad
.
˹Derefter˺ Og dertil kommer Kjærlighedens lette
˹Kavalleri˺ Infanteri , de mange Slags Forlovede –
Straamand
.
Først Veteranerne, hvis Forbund vovede
At trodse Tidens Tand.
Frøken Skjære
.
(afbr: for<...>)
Og saa ˹Eleverne˺ Rekrutterne
I første Klasse, Parret fra igaar –
Straamand
.
Kort, her er Elskovs Sommer, Høst og Vaar, –
Den Sandhed kan {d}De tage paa med Næverne,
Med Øjne sé, og høre den med Øren –
Falk
.
Nu ja –
Frøken Skjære
.
Og endda viser De den Døren –
Faksimile
Falk
.
De har nok højlig misforstaaet mig, Frøken{;}!
Naar har jeg ˹nægtet disse Ting˺ sagt at dette ej var til {–}?
Men ˹De maa˺ sig mig <...> komme vel ihug at Røgen
Er ikke altid just Bevis paa Ild.
Jeg ved saa saare vel, man tar til Ægte,
Familje stiftes og deslige Ting,
De skal vist aldrig høre mig benægte
At der i Verden findes Kurv og Ring,
At rosenrøde smaa Billetter skrives
Og lukkes med et Duepar som – kives –
At der gaar Kjærester i hver en Gade –
At Gratulanterne faar Chocolade,
At Skik og Brug har formet et Reskript
˹Med egne Regler˺ Om særlig Frihed for enhver «Forlibt», –
Ja det vil sige
Men Herregud, vi har jo og Majorer,
Et Arsenal med stort Materiel –
Vi ejer Trommer, Huggerter og Sporer –
Men hvad beviser saa det Hele vel?
Blot at vi ˹ejer˺ lønner Folk med Sværd ved Belte,
Men ingenlunde at vi ejer Helte –
Ja selv om Akersdalen fuld af Telte stod,
Var det da derfor sagt der gaves Heltemod.
Straamand
.
Ordkløverier
Styver
Ja Statistiken viser
En aarlig Aars Forøgelse –
Naa, Billighed i Alt; oprigtigt talt saa
Er det vel ikke just i Sandheds Tjeneste
˹At˺ Naar unge Folks Forelskelse blir malt saa
˹Saa˺ Særdeles stærk, ˹og saa – ja˺ som om den var den Eneste –
Paa den kan Ingen just saa sikkert bygge –
Nej ˹først˺ ind i Ægteskabets «Huslig Hygge»
Faksimile
Staar Kjærligheden grundet paa en Klippe,
S{ <...> }om aldrig svigter, og som ej kan glippe –
Frøken Skjære
.
Da er jeg af en ganske anden Mening;
Jeg skulde tro en ganske fri Forening –
Som løses kan idag, men aarvis varer,
Den Kjærlighedens Ægthed bedst forklarer –
Anna
.
O nej, et Forhold som er friskt og ungt,
Er dog paa Kjerne mere rigt og tungt
Lind
.
Hvem ved om ej det ˹dufter af˺ blomstrer for Idéen,
Som Frøknens Hvidvejs, ikkun under Sneen –
Falk
.
Du faldne Adam, det var Hjemvé{t}-Tanken,
Som ˹søgte˺ gjæsted Eden bagom Gjærdeplanken.
Fru Halm
.
Hr Falk, det er just intet Venskabsstykke –
At vække Tvist hvor vi ˹har stiftet Fred˺ den dyssed ned;
Frygt ej for Deres Ven og for hans Lykke –
Nogle Damer
.
Nej den er vis!
Andre
.
Ja, det vi sikkert ved.
Fru Halm
.
Vel har hun ej lært Kogebog i Skolen,
Men det skal læres endnu denne Høst –
Frøken Skjære
.
Til Brylluppet hun selv broderer Kjolen
Fru Halm
Og blir fornuftig saa det er en Lyst
Faksimile
Falk
O du Logik-Karrikatur som dræber
Med Galskabs Hallingdands paa Vennelæber!
Var det Fornuftighed han vilde finde?
Var det en Kogebogsprofessorinde –
Tillad at jeg fortæller dem en Fabel, –
Lidt allegorisk – næsten en Parabel:

 
Der stod i en Have et Æbletræ;
Det var dryssende hvidt af Blomstersné.

 
Der fløj i Haven en liden Bi;
En enkelt Blomst den forelsked sig i.

 
Saa misted de Begge sin Hjertero;
Men saa forloved de sig, de To.

 
Bien fløj vidt paa sin Sommerfart;
Da hjem den vendte var Blomsten Kart.

 
Bien sørged og karten led;
Men det var nu Intet at gjøre ved.

 
Tæt under Træet i Murens Grus
Leved en liden og dydig Mus.

 
˹I Løndom˺ Der sad den og den sukked: Du Kart saa fin,
Min Kjælder var Himlen hvis du var min.

 
Den trofaste Bi gik atter paa Flugt,
Da hjem den vendte var Karten Frugt.

 
Bien sørged og Frugten led,
Men den Ting var Intet at gjøre ved.

 
Tæt under Tagskjægget hang, som en Kurv,
Et {f}Fuglerede, der boed en Spurv.

 
I Løndom den sukked du Frugt saa fin
Mit Rede var Himlen hvis Du var min.
Faksimile

 
Og Bien sørged og Frugten led,
Og Musen kjæmped og Spurven stred.

 
Men Alt gik for stilt; der fik Ingen Besked;
Den Ting var jo Intet at gjøre ved.

 
{D}Saa trillede Frugten fra Grenen og sprak –
Og Musen blev død i et halvkvalt Ak.

 
Og Spurven blev ligervis i sit Skjul;
Man fandt ham da Kornstangen rejstes til Jul.

 
˹Da˺ ˹Kun˺ Og Bien var fri, ˹stod˺ men ˹nøgen˺ gold hver Hæk.
Og alle Sommerens Blomster var væk.

 
Saa gik den i Kuben; der Fred den fandt,
Og døde omsider som Voxfabrikant.

Sé, al denne Nød og Jammer var spart,
Var Bien bleven Mus da Blomsten blev Kart.

 
Og alt kunde endt saa godt og saa smukt,
Var Musen bleven Spurv da Karten blev Frugt.
Fru Halm
.
Hr Falk, slig Adfærd har en nem Forklaring –
Forlovet Mand er tabt for Venners Lag,
Det er nok Kjærnen i den hele Sag;
Jeg har i det Kapitel god Erfaring –
Falk
.
Naturligvis –; syv Søsterdøttre gifte –
Fru Halm
.
Og gifte lykkeligt –
Falk
Ja, er det vist?
Guldstad
.
Hvad nu!
Faksimile
Frøken Skjære
Hr. Falk!
Lind
.
Er det din Agt at stifte
Uenighed?
Falk
Ja Krig og Splid og Tvist –
Vel er jeg Lægmand, en Profan i Faget –
Men lad det gaa; jeg hejser endda Flaget –
Ja Krig jeg vil med Hænder og med Fødder,
En Krig mod Løgnen med de stærke Rødder –
Mod Løgnen som I røgtet[HIS: Manglende diakritisk tegn over 'ø' i 'røgtet'.] har og vandet,
Saa frækt den knejser og ser ud som Sandhed –
Styver
.
Jeg protesterer mod alt Ubevist,
Og forbeholder mig Regres –
Frøken Skjære
Ti stille –
Falk
.
Saa det er Kjærlighedens friske Kilde,
Som ˹hvisker˺ minder om hvad Enken har forlist!
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg.]
Hin Kjærlighed som sletted Savn og Klage
Af Sproget ud i Lykkens lyse Dage
˺
Saa det er Kjærlighedens Sejersflod
Som ruller gjennem Ægte{ <...> }parrets Aarer,
Hin Kjærlighed, som kjækt paa Skandsen stod
Og traadte ˹Skik og Vedtægt˺ Verdens Mening under Fod
Og lo ad alle Verdens kloge Daarer.
Saa det er Kjærlighedens Skjønhedsflamme
Som holder en Forlovelse igang
I lange Aar; Ja saa! det er den samme
Som ildned selv Kontorets Søn til Sang!
Saa det er Kjærlighedens unge Lykke
Som frygter Farten over Havets Hvælv,
Som kræver Offer, skjønt i fagrest Smykke
Den skulde straale offrende sig selv.
Faksimile
12.
O nej, I Løgnens Dagligdagsprofeter,
Kald engang Tingen med sit rette Navn,
Kald Enkestandens ˹Rørelser˺ Følelse for Savn
Og Ægtestandens Vane, som det heder –
Straamand
.
Nej unge Mand, slig Frækhed er for stor,
Der er Bespottelse i hvert et Ord –
Nu axler jeg mit gamle Skind til Striden
For arvet Tro imod den nye Viden.
Et viet Par er helligt som en Præst
StyverFalk
Jeg gaar til ˹Kampens˺ Stridens Højtid som til ˹Fest˺ Gjæst<...>
\
Straamand
/
˹Godt,˺ { <...> }J De skal se mig trodse Kugleregnen
Et viet Par er helligt som en Præst –
Styver
Og et {f}Forlovet –
Falk
Halvt om halvt som Degnen
Straamand
.
Se disse Børn; – De sér den – denne Klynge?
Den kan paa Forhaand mig Viktoria synge –
Hvor var det muligt at – hvor var det gjørligt – –
Nej Sandheds {o}Ord er mægtigt ubønhørligt
At stoppe Øret til kan kun en Taabe;
Se disse Børn er Elskovsbørn tilhobe – –
Ja det vil sige – ˹nej˺ ja naturligvis –
Frøken Skjære

(vifter sig)
Det er en yderst uforstaaelig Tale.
Falk
.
Se der leverer de jo selv Bevis,
Et af de ægte, gode, nationale!
De skjelner mellem Ægteskabets Panter
Og Elskovs ditto – deri gjør de klogt;
Der Forskjel er, som mellem raat og kogt,
Faksimile
Som mellem Markens Blomst og Potteplanter.
˹ [HIS: Tilføyd i venstre marg.]
Her er – Kj –
Forelskelse –
˺
Hos os er Kjærligheden som et Fag,
\
Den har sit eget Sprog sit eget Flag,
/
Den er en Stand af Kjærester og Ægtemænd
De passer Tjenesten, – {de}og ˹kan˺ skal no{g}k mægte den, –
De Thi der er Samhold som i Havets Tangforgrening;
Der har sit eget Sprog sit
Alt hvad ˹Etaten˺ den { <...> }mangler er en Sangforening
Og en Avis – { <...> } godt ˹ <...> ˺ I skal ˹ I skal faa Avisen ˺ faa Avisen
Jeg haaber Ingen spørger efter Prisen
Guldstad
Og en Avis.
Falk
Godt I skal faa Avisen.
Det var en god Idee; man har jo Blade
For Børn{, <...> }og Damer, Troende og Skytter,
Jeg haaber Ingen spørger efter Prisen;
Der skal I faa at sé, som paa Parade
Hvert Baand, som Per og Poul i ˹Byen˺ Landet knytter –
Der tar jeg ind hvert rosenfarvet Brev
Som Vilhelm til sin ømme Laura skrev,
Der trykkes blandt ulykkelige Hændelser,
Som ellers Mord og Krinolinforbrændelser,
Hvert Opslag som fandt Sted i Ugens Løb,
Der averteres under Salg og Kjøb
Hvor brugte Ringe billigst kan bekommes,
\
Der annonceres Tvillingen og Trillingen,
/
Og er der Vielse, saa sammentrommes
Det hele store Laug ˹at se paa Forestillingen˺ <...>
Og vanker der en Kurv, saa sætt ˹prentes˺ trykkes den
I Bladet mellem andre Nyhedsstoffer,
Det lyde skal omtrent som saa «Igjen
Har Elskovsdjævlen krævet her et Offer»
Jo I skal sé det gaar, for naar det lider
Imod den Tid da Abonnenten bider,
Da bruger jeg en Agn, som ikke dræber den, –
Da slagter jeg, paa Storbladsvis – en Pebersvend.
Jo I skal se mig kjækt, ˹til˺ for Laugets Nytte stridende, –
Som Tiger, ja som Redaktør mit Bytte slidende bidende –
Faksimile
Guldstad
.
Og Bladets Titel?
Falk
Amors norske Skyttetidende!
Styver
.
(nærmer sig.)
Det er dog ej dit Alvor vel{;}? Du vil
Ej sætte slig dit Renome paa Spil!
Falk
.
Mit ramme Alvor; tidtnok paastod man
At Ingen kan af Kjærligheden leve;
Jeg vise skal den Paastand er ej sand,
Thi jeg skal leve af den som en Greve, –
Især hvis Frøken Skjære, som jeg haaber,
Levere vil Hr. Straamands «Livs-Roman»,
Til Skjænkning ud, som Feuilleton, i Draaber –
Straamand
.
(forskrækket)
{ O }Gud staa mig bi! Hvad er nu det for Plan!
Mit Livs Roman! Naar var mit Liv romanti{ <...> }sk –
Frøken Skjære
Det har jeg aldrig sagt
Fru Halm
.
Nej vist –
Styver
En Misforstaaelse
Straamand
.
Jeg skulde gjort mig skyldig i Forgaaelse
Mod gode Lader af en slig Natur
Mod Skik og Brug! ˹Der lyver De˺ Kom ej med slig gigantisk!
Bagvaskelse
Falk
.
Nu godt ˹ (slaar St: paa Skulderen) ˺ {d}her staar en { M }Ven som ej vil svigte!
Jeg aabner Bladet med Kopistens Digte!
Faksimile
Styver
,
(efter et forfærdet Blik paa Præsten)
Men er Du gal! Nej maa jeg be’ om Ordet;
Du tør beskylde mig for Vers –
Falk
Ja Gud!
Frøken Skjære
Nej Gud –!
Falk
Det Rygte gaar dog ud ifra Kontoret!
Styver
.
(med høj Vrede.)
Fra vort Kontor gaar aldrig Noget ud!
Falk
.
Ja svigt mig ogsaa Du; jeg har endda
En trofast ˹Broer˺ Sjæl som ikke falder fra.
«Et Hjertes Saga» jeg venter {mig}jeg fra Lind,
Hvis Elskov er for fin for Havets Vind,
Som offrer Landsmænds Sjæle for sin Kjærlighed;
Sligt viser Følelsen i al sin Herlighed!
Fru Halm
.
Herr {L}Falk, nu er mit Taalmods Rest tilende.
Vi kan ej leve under samme Tag –
Jeg haaber at De flytter end idag –
Falk

(med et Buk{)}idet Fruen og flere af Selskabet gaar ind)
Det var jeg forberedt paa vilde hænde.
Straamand
.
Imellem os er Krig paa Liv og Død og Liv!
De har fornærmet mig med samt min Viv;
Ja mine Børn – fra Trine ned til Ane – –
˹Gal kun˺ Hold ved , Herr Falk, gal som Ideens Hane –
(gaar med Kone og Børn)
Falk
Og skrid { <...> }De fremad paa Apostlens Bane
˹Med Deres Kjærlighed som De har˺ De har begyndt saa godt; De har alt mægtet
At faa, før ˹tredie˺ Hanegal, ja, Kjærlighed fornægtet
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg.]
Frøken Skjære
(faar Ondt)
Følg ˹med mig, Styver;˺ med i <...> og hjælp mig at faa hægtet
Min Kjole op Korsettet op – kom skynd Dig – denne Vej.
˺
Faksimile
Styver

(med Frøken Skjære under Armen) ˹idet de gaar)˺
Jeg siger op vort Venskab.
De gaar ind)
Lind
.
Ja {o}Ogsaa jeg;.
Falk

\ alvorlig /
Du ogsaa Lind!
Lind
.
Farvel!
Falk
D{et}u ˹var min næreste.˺ er det Sværeste?
Lind
.
Ja det maa skee; hun ønsker det, min Kjæreste.
(gaar ind) – de Øvrige
(Falk gaar over mod Lysthuset; Svanhild som fulgte de Øvrige
paa Vej er standset ved Altantrappen)
Falk
.
˹Se {S<...> }saa <...> nu har jeg Plads paa˺ Nu er der ryddet op til alle Sider, Kanter;
Nu har jeg ˹ryddet˺ Plads omkring mig.
Svanhild
.
Falk, et Ord –
Falk
.
(viser høfligt mod Huset.)
Den Vej, min Frøken; – der gik Deres Moer,
Med alle Venner og med alle Tanter.
Svanhild
.
Ja lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
Ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.
Falk
De ˹gaar ej?˺ mener at
Svanhild
.
Nej. Vil De mod Løgnen stride;
Jeg staar, som Søster, ˹tro˺ stolt ved Deres Side.
Faksimile
Falk
De, Svanhild; De som –
Svanhild
.
Jeg som end igaar
<...>; jeg forstaar;
Men er da De den Samme, som igaar;
Jeg, som end igaar –?
O var De selv da, Falk, igaar den Samme{;}?
˹ Da ˺ De 2 bød 1 mig , som ˹en˺ en Lykke, Siljens Kaar –
Falk
Og Siljen fløjted, fløjted mig tilskamme!
Nej De har Ret, da var det Børne{leg}værk;
Men De har vakt mig til et bedre Virke; –
Midt { <...> }indi Stimlen staar den store Kirke
Hvor ˹Sandheds Røst˺ <...> skal ˹runge rén˺ forkyndes sand og stærk.
Det gjælder ej at skue, som Asynjen,
Fra Højden over { <...> }al den vilde Dyst, –
Nej, bære Skjønhedstanken i sit Bryst,
Som Hellig-Olaf bar sit Kors paa Brynjen,
At see med Langsyn over Slagets Vidder,
Skjønt hildet Du i Kampens Virvar sidder,
Et ˹Skim Glimt af Sol bag Taagen at bevare,
Det er det
Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!
Svanhild
.
Og De vil klare det; thi De staar fri,
De staar alene –
Falk
Stod jeg da i Stimlen?
Og det ˹er˺ var Kravet;. {n}Nej den er forbi
Hin Isolerthedspagt med mig og Himlen.
[Forfatternote: Stryges ikke]
Endt er min Digtning ˹indfor˺ bag en Stuevæg,
Mit Digt skal leves under Rogn og Hægg,
Min Krig skal føres midt i Døgnets Rige;
Jeg eller Løgnen – En af os ˹ skal ˺ maa vige!
Faksimile
Svanhild
.
Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad;
Jeg har {d}Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –
Falk
Nej den har Plads for To, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke; Svanhild, har De Mod,
Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
[HIS: Klamme rundt Svanhilds og Falks replikker samt flyttemarkering i venstre marg, viser at de to replikkene skal flyttes nederst på siden.]
Svanhild
.
Vi følges?
Det vil De?
Falk
Ja, og vi skal vise Verden
At Kjærligheden har en evig Magt
Som bær den uskadt og i al sin Pragt
Igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
Der brandt, som ˹Baunen ˺ Varden , ˹ fjernt ˺ højt paa ˹ Fjo ˺ Bergets Tinde –
Da blev De ræd; De skalv, thi De var Kvinde; –
Nu peger jeg imod ˹Kvindens sande˺ et andet Maal;
En ˹Sjæl˺ Aand , som Deres, holder hvad den lover;
Se ˹Sluget˺ Maalet ligger for Dem ˹Svanhild˺, sæt nu over!
Svanhild
.
\ (i aandeløs Spænding) /
Tal ud!
Falk
Jeg <...> af Alle;
Har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt,
˹Sé, jeg staar forladt af Alle˺ Jeg er den Fattigste af Alle ,
Har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt
Mod mig er Hadets hvasse Sp{i}ydsodd vendt;
Sig har De {m}Mod med mig at staa og falde?
Min Fremtidsvej gaar gjennem Skik og Brug
Hvor tusind Hensyns Lænker Foden tvinger,
Der breder jeg, som alle andre, Dug
Og sætter Ringen paa min Elsktes Finger!
Faksimile
Svanhild
.
\ (næppe hørligt) /
Og hvis vi faldt –
Falk

\ (jublende) /
N {ej}O, nej, jeg ser et Skjær
I Deres Øje, som ˹vor˺ os Sejr forkynder!
Svanhild

(jublende)
Saa tag mig hel og holden som jeg er!
Nu springer Løvet ud; – min Vaar begynder!
(hun kaster sig med Kjækhed i hans Arme idet
Tæppet falder.)

Faksimile
13
Tredje Akt.
˹Aften og klart Maaneskin˺ Ved Solnedgang . Paa Træerne er ˹tændt˺ koulørte Lamper
ophængte men ikke tændte endnu. I Baggrunden Bor-
de med Opdækning af Vinflasker, Glasse, Bagværk
o. s. v – Inde fra Huset ˹hvor alle Vinduer er oplyste˺ lyder ˹dæmpet˺ Pianofortespil og Sang dæm-
under de følgende Optrin. Falk kom
Falk kommer fra Højre med Oppasseren, som bærer
en Kuffert. Svanhild staar ved Altanen. –
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg. Innføyningstegn mangler; plasseringen i førstetrykket er fulgt.]
Falk
Det er jo Resten?
Opp:
Ja nu tror jeg neppe
Der fattes andet end den lille Skræppe
Og Sommerfrakken.
Falk
Godt, det tar jeg med
Paa Ryggen naar jeg gaar. Kom saa afsted; –
˺
Falk
.
Nu godt; saa ved Du, hvor {det}Du Alt skal bringes .
Oppasseren
.
Ja vel.
Falk
.
Logiset skal jeg selv betinge.
S{a}ea { <...> }her ˹er˺ Du Mappen.
Oppasseren
.
Der er Laas for, ser jeg.
Falk
Ja der er Laas for, Sivert.
Oppasseren
Godt.
Falk
Den ber jeg
At Du ˹strax˺ vil brænde –
Oppasseren
Brænde?
Falk

(smilende)
Ja til Kul, –
Med alle Vexler paa poetisk Guld.
Se Bøgerne, dem kan Du selv beholde
Faksimile
Oppasseren
.
˹Kan jeg?˺ Aa Tak!
Falk
Ja, Du ˹blir nok af med˺ kan jo sælge dem ˹hos˺ til Damerne.
Oppasseren
˹Nej˺ { Nej }Ja mange Tak, Herr Falk, { <...> }jeg kjender ham. –
Jeg lar mig hverken plukke eller skolde;
Men naar Her Falk kan
Falk
Bøger { <...> }bortforære,
Saa er han færdig da med al sin Lære.
Falk
Alt hvad af Bøger læres har jeg lært,
Og endda mere –
Oppasseren
Mere! Det var sværet!
Falk
Ja skynd Dig; Bærerne staar udfor Døren.
˹Nu faar Du˺ Jeg selv skal hjælpe ˹dem˺ jer at læsse Børen.
[HIS: Tilføyelsen på s. 95-98 er ment føyd inn her.]
({ de }Opp: gaar ud til Venstre.)
(Fru Halm{,}og Guldstad og Styver kommer ud paa Altanen)
Fru Halm
.
Han flytter virkelig.
Guldstad
.
Det ser saa ud.
Styver
.
(kommer)
Han flytter Frue –
Fru Halm
.
Ja Du gode Gud –
˹Vi˺ Jeg ved det nok –
Styver
.
Det er en slem Omstændighed;
Han holder Ord; jeg kjender hans Ubændighed
Han sætter os i Bladet {a}Allesammen –
Hør, ved De hvad, hvis ej det var for Skammen,
Jeg vilde foreslog ˹Forlig˺ en Vaabenstilstand –
Faksimile
˹ [HIS: S. 95-98 er en lengre tilføyelse (opprinnelig på løst dobbeltblad lagt inn i legg 13, nå bundet inn).]
Falk
.
(nærmer sig Svanhild som kommer frem.)
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner;.
Se hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
Lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjærner.
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
˹Nu˺ Her har for sidste Gang mi{n}g ˹Svøben rammet,˺ Lampe flammet,
Som Jakobs Ætt, med Vandringsstav i Haand
Og rejseklædt jeg staar for Paaskelammet.
D{en}u sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukt
For Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,
Du travle, ridderslagne Træll af Tiden,
Mur Du kun Kongegrav i Pyramiden, –
Jeg gaar til Frihed gjennem Døgnets Ørk,
For mig er Fremkomst selv i Havets Fjære,
Men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,
Skal finde der sin Gravplads dyb og mørk!
Du er saa stille, Svanhild!
Svanhild
Og saa glad.
O lad mig drømme, lad mig stille drømme
Tal Du for mig mig; frem gaar da, som paa Rad
Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,
˹Modne˺ Fuldmodne Blomster
Lig lette Liljer over Tjernets Strømme.
Falk
.
Nej, sig det engang til, med Sandheds rene
Usvigelige Røst, at Du er min.
O sig det Svanhild – sig –
Svanhild
.
Ja, jeg er din.
Falk
.
Du Sangfugl, skabt af Gud for mig alene!
Svanhild
.
Jeg var en ˹Hjemløs˺ Fremmed i min Moders ˹Hus˺ Gaard ,
Jeg var en ˹Ensom˺ Fattig i mi{n}t ege{n}t Tanke,Indre,
Faksimile
En ˹ubedt˺ uindbuden Gjæst i Glædens ˹Glands og˺ Sus, –
Gjaldt Intet der , ja stundom endnu {m}Mindre.
˹Se,˺ {D}da kom Du! Falk; {f}For første Gang paa Jord
Jeg ˹fandt˺ saa min Tanke ˹bag en Andens˺ klædt i Andres ord;
Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,
Du Ungdomskjække be mellem Livets Gamle!
Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,
Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,
Som Havet drages af en løvgrodd Strand
˹Og˺ Mens Skjæret sky{ d }ver Sjøerne tilbage.
Nu har jeg seet til Bunden af din Sjæl,
Nu har Du mig, udelelig og hel;
Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,
Mi{n}t Hjerte˹s˺ ˹Flugt˺ slag har Flod men aldrig Fjære!
Falk
Og takket være Gud, at han har døbt
Min Kjærlighed i Smærtens Bad. Jeg vidste
Knapt selv ˹hvad˺ hvad Trang mig drog, før dyrekjøbt
Jeg saa i Dig den Skat jeg skulde miste;
Ja priset være han, ˹som har ˹min˺ vor Elskov i min Livsensbog˺ at han har adlet
{Min}Med ˹Sorgens Indsegl i min Livsensbog har min Elskov adlet˺ Elskov i en Sorgens bittre Stund
Og ˹Som˺ gav os Fribrev paa vort Sejerstog,
Og bød os jage ˹hjemad˺ gjenn gjennem Skog,
Som Adelspar, paa Vingehesten sadlet.
Svanhild
.
Derinde er der Fest i alle Sale,
Der lyser Lamper for de unge To,
Der lyder glade Venners Sang og Tale;
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro
At der er Lykken, blandt de glade Røster; –
\ (hovedrystende) /
Du Verdens Lykkebarn, Du stakkels Søster!
Falk
.
Du siger: stakkels?
Svanhild
.
Har hun ikke delt
Si{n}t ˹Sjæleguld˺ Kjærlighed med ham og alle Frænder,
En Kapital, sat ud paa hundred Hænder,
Saa Ingen skylde hende Summen helt!
Hos Ingen af dem har hun {a}Alt at kræve,
For Ingen af dem har hun helt at leve.
Faksimile
O jeg er tifold rigere end hun,
Jeg har en Eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
Med tusindfoldig Sang Du drog derind,
Du raader der paa alle Tankens Baner,
Lig Vaarens Vellugt fylder du mit Sind.
Ja jeg maa takke Gud i denne Time,
At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt,
At jeg var død og hørte Klokken kime,
Som kaldte mig til Lys fra Livets Tant.
Falk
.
Ja vi, de venneløse To i Verden,
Vi er de Rige, vi har Lykkens Skat,
Vi som staar udenfor og ser paa Færden
Igjennem Ruden i den stille Nat;
Lad Lamper lyse og bed Toner klinge,
Lad dem derinde sig i Dandsen svinge;
Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa, –
Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
Det er for os de tindrer højt i Salen,
˹
Svanhild
˺
Lytt ˹stilt Du Elskte˺ udad, Svanhild , i den svale Kveld,
˹Gaar gjennem Lindens Løv˺ Igjennem Løvet ˹ som ˺ gaar ˹et˺ som Tone ˹-˺ rs Væld, –
˹
Falk
˺ \
Det er for os det ˹lyser˺ tindrer højt i Salen,
/
˹
Svanhild
˺
Det er for os det synger gjennem Dalen.
Falk
Jeg føler mig som Guds forlorne Barn –
Jeg svigted ham og gik i Verdens Garn –
Da vinked han mig hjem med milde Hænder –
Og nu, jeg kommer, nu han Lampen tænder,
Bereder Højtid for den fundne Søn,
Og skjænker mig sit bedste Værk ˹i˺ til Løn!
Fra denne Stund jeg sværger, ej at svigte,
Men staa som væbnet Vagt i Lysets Lejr, –
Vi holder sammen og vort Liv skal digte
En Højsang stærk om Kjærlighedens Sejr.
Svanhild
.
Og se hvor let det er for To at vinde,
Naar han er Mand –
Faksimile
Falk
Og hun er heltud Kvinde –
Det var ugjørligt at to Slige faldt!
Svanhild
Hvad kunde volde vel at de To da de faldt
Saa op til Kamp mod Savnet og mod Sorgen
(viser Falks Ring som hun bær paa Fingeren)
I denne Stund fortæller jeg dem Alt!
Falk

(hurtig)
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;
At gaa til Dagværk nu, var Helligbrøde –
(Havedøren aabnes)
Din Moder kommer! Skjul Dig; som min Brud
Skal intet Øje Dig iaften møde.
(de gaar ud mellem Træerne ved Lysthuset)
˺
Faksimile
Fru Halm
.
Det tror De han gaar ind paa?
Styver
.
Ja jeg tror –
Der er Indicier, der er visse Spor,
Som viser at da nys det store Ord
Han førte, var han i beskjænket Tilstand.
Ja, der er Prov, som, om just ikke fældende,
Dog taler meget stærkt imod Angjældende.
Det er ham overført at efter Bordet
Han indfandt sig i Linds og egen Bolig
Og viste der en Adfærd ˹højst urolig˺ fast utrolig ,
Slog sønder –
Guldstad
.
(ser et Glimt af Svanhild og Falk som skilles i Baggrunden.)
Stopp, vi er paa rette Sporet.
Et Øjeblik Fru Halm! Falk fl rejser ikke –
Og gjør han det, da gjør han det som Ven.
Styver
.
Saa? Tror De ogsaa –?
Fru Halm
.
Aa hvor vil De hen!
Guldstad
.
Ej længer, Frue, end det kan sig skikke;
Et halvt Minut paa Tomandshaand
Jeg grejder Sagen til gjensidigt Held, –
Blot et Minut paa Tomandshaand –
Fru Halm
Nu vel.
(de gaar sammen ud i Haven, hvor man seer dem i
Baggr: i ivrig Samtale fra og til under det Følgende.)
Styver

(stiger ned i Haven)
De Herrer Digtere er Hævns- og Hads-Mænd;
Men vi Regjeringsfolk er fine Statsmænd;
Jeg vil arbejde for mig selv –
(ser Præsten)
Se saa!
Faksimile
Straamand

(paa Altanen)
Han flytter virkelig!
(til Styver)
Aa, Kjære, gaa,
Gaa ind et lidet Øjeblik i Stuen
Og hold min Kone –
Styver
.
Skal jeg holde Fruen{?}! –
Straamand
.
˹Med Selskab, mener jeg.˺ Ja med Konversation, – ˹Vi˺ hun og de Smaa,
Vi er saa vante til at ˹være˺ leve sammen
\ (idet Fruen og Børnene viser sig i Døren) /
Og aldrig – ˹Naa˺ Se der er de alt paa Trammen,
˹ Hjertens ˺ Aa Kjære find ˹Kjære˺
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
Fru Straamand
Hvor er Du Straamand
˺
\
Straamand
/
{f}Find paa et Par Ord som
Kan fængsle dem, en Ting som er lidt morsom.
Styver
Har Fruen læst Departementets Bønskrift?
Det er et Mønster paa stilistisk Skjønskrift –
(tager en Bog op af Lommen)
Nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i Stuen igjen)
(Falk kommer frem i Haven; han og Straamand mødes.)
og seer en Stund paa hinanden.)
Straamand
.
Nu?
Falk
.
Nu?
Straamand
.
Herr Falk!
Falk
Herr Pastor!
Straamand
.
Er De mere
Medgjørlig nu, end da vi skiltes?
Falk
Nej,
Faksimile
Jeg gaar min ufravigelige Vej
Straamand
.
{S<...> }Og ˹Selv˺ om De træder Næstens Lykke ned?
Falk
.
Ja ogsaa da
˹ Ja ogsaa da ˺ ˹ Da saaer jeg˺ Jeg tænder Sandheds ˹ Frø ˺ Lys i Lykkens Sted.
(smilende)
Forresten tænker De nok paa Avisen
For Elskende?
Straamand
.
Naa, var det kanske Spøg?
Falk
Ja trøst Dem med, den Plan gaar op i Røg;
I Gjerning, ej paa Prent, jeg bryder Isen.
Straamand
.
Og om {d}De sparer mig, saa ˹ved jeg˺ er der vist <...> en
Person, som ikke slipper mig saa let;
Han nytter Overtaget, han, Kopisten, –
˹ Se ˺ Og {d}Det er De ˹Aarsag i˺ res Skyld og det er slet.
De rørte op i gamle Sværmerier,
Og De kan bande paa han ikke tier
Med dem, ifald jeg y{ <...> }mter blot et Ord
Mod Kravet, som ˹ man ˺ de ˹de˺ gnaaler paa i Kor.
Regjeringsfolket har en svare Magt
I Pressen nuomstunder, er mig sagt,
En Styverfængeropsats kan mig fælde,
Hvis den blir prentet i det store Blad
Som nu skal døbes om –
Falk
Og kaldes? Hvad?
Straamand
.
Det ved hver˹t˺ ˹Barn˺ Mand i Byen at fortælle,
Det kaldes skal «{d}Den ministerielle
Fra Januar det kaldes skal «Ministrens
Familie-Journal»
Falk

\ (rettende) /
<...>
Nej nej – Filistrens.
Straamand
.
˹Ja ligegodt <...>.˺ Det er et mægtigt ˹Det˺ Blad ˹har˺ med ˹ <...> ˺ mange ˹mange˺ Spalter;
Pas paa; der offres jeg paa ˹Hævnens˺ Straffens Alter.
Faksimile
Falk
.
Paa Straffens, mener De; og velfortjent;
Ifald saa skeer, hvad vilde De paa Thinget
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
Den kommer sikkert, skjønt den kommer sent, –
At rømme væk fra den er Ingen givet –
De har forsyndet dem imod Ideen,
Nu kommer ˹Pressen, dens aarvaagne˺ Bladene, Ideens Vagt, –
˹Og De˺ Nu faar De finde Dem i Efterveen.
St{yver}raamand
.
Men ˹Herregud˺ er det Rett? Naar har jeg ˹da˺ sluttet Pagt
Med den Ide, som føres her i Munden?
Jeg er jo Ægtemand, Familiefar,
\
Husk paa at tolv Umyndige jeg har,
/
˹Jeg˺ Er jo daglig af min ˹Daglig˺ Embeds gjerning bunden,
˹Jeg˺ Har baadejo Skogdrivt og en vidtstrakt Gaard,
En talrig Buskap, aandelige Faar;
Se de skal klippes, plejes, klippes, røgtes, fores;
Der træskes skal og i Komposten klores –
Man spør om mig i Fjøset og paa Kveen, –
Naar faar jeg Tid at leve for Ideen!
Falk
.
Ja saa rejs hjem igjen jo før jo heller;
Kryb ind, før Vinter, under Tørvetaget, –
Se, i det unge Norge er det daget,
Den kjække Fylking tusind Stridsmænd tæller
Og Morgenvindens {s}Strømning fylder {f}Flaget.
Straamand
.
Og, unge Mand, ifald jeg rejste hjem,
Med alle Mine, ja med alle dem,
Som var for mig mig mi{n}t lille ˹Konge-˺ Verdens Rige,
Saa har saa Mangt og Meget vendt sig om,
Jeg rejser ikke <...> rig som da jeg kom –
Nej vent og hør paa hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en Tid, da jeg var ung, som De,
Og ikke mindre kjækk og uforfærdet;
Jeg sléd for Brød; ˹og der˺ gik <...> Aar forbi,
Se, det gjør Aanden sløv og Haanden hærdet.
Faksimile
Jeg kom dernord; mit Hjem laa stilt bag Fjeldet,
Og Verdens Ring for mig blev Græn Præstegjeldet.
Der var {m}Mit Hjem ˹ Her Falk!˺. Ja, ved De hvad et Hjem er?
Falk

(kort)
Det har jeg aldrig vidst!
Straamand
.
Det vil jeg tro.
{ <...> }Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for Fem er,
Skjønt ˹der˺ ej af Fiender ˹knapt˺ der { <...> } kan rummes To.
Et Hjem er der, hvor ˹alle˺ dine <...> Tanker
Kan lege frit som Børn paa Faders Fang,
Hvor ej din Røst paa Hjertedøren banker,
Før Svaret lyder i beslægtet Sang,
Dit Hjem er der, hvor d{u}ine ˹Haar kan˺ kan ældes , graane,
Og der hvor der Ingen er, som blir det vaer,
Og Ingen mærker at Du ældes dog;
Hvor kjære Minder tykkes Dig at blaane
Som Aasens Rygning blaaner bagom Skog.
Falk

(med tvungen Spott.)
De blir jo varm –
Straamand
.
Ved det, som De kun leer af?
Saa uligt har Vorherre os To skabt
Mig fattes det, som De har desto mer af,
Men jeg har vundet det, som De har tabt.
Fra Skyen skimtet ser ud som en Skrøne
Mangt Sandhedskorn paa Landevejens Kant,
En Højden naaer og En knapt Tagets Møne,
En Fugl blev ˹skabt som˺ Ørn – en anden blev en Høne –
Falk
Og En som Høne –
Straamand
.
Ja le De kun og lad det være sandt!
˹Jeg er en Høne! Godt;˺ Men jeg har Hønens Mod ; ˹men˺ thi under Vingen
Jeg har en ˹Kyllingflokk og De har ingen˺ Flokk at skjærme; det er Tingen
Faksimile
Og Jeg har {h}Hønens Mod og Hjerterum,
Og jeg slaar fra mig naar det Mine gjælder;
Aa ˹ja˺, jeg ved nok De kalder mig for dum,
Ja muligt at en værre Dom De fælder,
{De}Og ˹holder˺ tror at jeg mig for gridsk paa Verdens Gods, – –
Godt, – ingen Strid om Sligt imellem os.
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.] (griber Falk om Armen og
tilføyer først dæmpet
men siden med stigende
Styrke.)
˺
Ja, jeg er gridsk, ˹og dum og sløv˺ og jeg er dum tillige,
Men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
Og jeg fordummedes i Trængselskrige
Og jeg blev sløv paa Ensomhedens Hav.
Men alt som Ungdomssnekken Sejl for Sejl
Gik under bag den endeløse Dønning,
Da stak en anden op paa Havets Spejl
Og bar for Landvind ind med Livets Lønning.
For hver en Drøm som gik i Strævet under,
For hver en Svingfjær som paa Flugten knakk,
Jeg fik som Skjænk et lidet Guds Vidunder –
Og jeg tog Herrens Skjænk med Pris og Takk –
For dem jeg stred, for dem jeg bar i Dynge,
For dem jeg tyded selv den hellige Skrift –
Det var min Blomstergaard, min Børneklynge –
Nu har De plettet dem med Spottens Gift –
De har bevist æsthetisk og forfatterligt,
At al min Lykke var en Daares Tro,
{ <...> }At det, jeg tog for Alvor, det var latterligt, –
Nu kræver jeg, – giv mig igjen min Ro,
Ja ˹Men˺ giv mig den, ˹foruden Brækk og˺ men giv den uden Men, –
Falk
.
De kræver jeg skal Lykkens Hjemmel drøfte –
Straamand
.
Ja De har kastet paa min Vej en Sten,
En Tvivlens Sten, som ikkun De kan løfte.
Sig, det var Overmod, som af Dem talte,
Tag væk det Spiltoug mellem mig og {m}Mine,
Faksimile
14.
Som De har bygt, tag Klaven af min Hals, –
Falk
.
De tror at jeg har Løgnens ˹Lim˺ Kidt tilfals,
For Lykkens sprukne Kar med det at kline?
Straamand
.
Jeg tror at { <...> }Troen, som De rev omkuld
Med Ord, den kan med Ord igjen De rejse –
Jeg tror De kan den brukne Lænke svej{ <...> }se; –
Dømm om igjen – tal Sandhed, hel og fuld, –
Bevis paanyt, – ˹saa˺ at jeg kan Flaget hejse –
Falk

(stolt)
Jeg stempler Lykkens Messing ej som Guld.
Straamand
.
(med Styrke)
Saa komm ihug, her nys blev sagt et Ord
Af En, som gjøer i Sandhedsharens Spor:
(med opløftet Finger)
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
At rømme væk fra den er Ingen givet.
(gaar mod Huset)
Styver

(kommer ud.)
Herr Pastor, De maa være som en Vind;
De Unge græder –
˹Børnene˺ Straamand
. (i Døren)
Aa! Far!
Styver
.
Og Fruen ˹ <...> ˺ venter.
(Straamand gaar ind i Havestuen)
Styver
.
Den Dame har ej Sands for Argumenter;
˹Falk!˺ Og f
Falk
Ja.
Faksimile
Styver
.
Jeg haaber Du har skiftet Sind.
Falk
.
Og hvorfor?
Styver
.
Aa det er da let forklarligt;
Du indser ˹sagtens˺ vist at det ˹er˺ var uforsvarligt
At ˹bruge˺ ˹gjøre Brug af˺ gjøre Brug af slige <...> konfidentielle
Meddelser; ˹dem maa man ej˺ som man <...> fortælle –
Falk
Nej jeg har hørt, det farligt at det skal være farligt –
Styver
.
Ja Død og Pine!
Falk
Ja men blot for Storfolk –
Styver
.
\ (ivrig) /
Det farligt er for alle Slags Kontorfolk.
Du kan vel tænke Dig hvor det formindsker
Hver Udsigt for mig, dersom Chefen tror
Jeg har en Pegasus som gaar og vrinsker
I Arbejdstiden i et sligt Kontor;
Du ved fra «Revisionen» og til «Kirken»
Man ynder ikke Vingehestens Virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud
At jeg har { <...> }brudt Kontorets store Bud –
Og ˹aabenbaret ˹skjulte˺ Ting af slig en ˺ har <...> en Sag som er af Vigtighed –
Falk
Saa den er ˹strafbar˺ farlig , slig en Uforsigtighed.
Styver

(hemmelighedsfuld)
Den tvinge kan en offentlig Person
Til strax at ˹begjære strax˺ gaa mod sin Demission!
Det er et Lovbud for os, Statens Mandfolk,
At gaa med Laas for Munden selv blandt Grandfolk.
Falk
Men det er jo tyrannisk af en Hersker,
At binde Mund paa den – Kopist, som tærsker.
Faksimile
Styver
.
(trækker paa Skuldrene)
Det er legalt; maa lydes uden Knur.
Desuden i et Tidspunkt, som nærværende,
Da Gagerevisionen staar for Tur,
Det er ej klogt at yttre sig belærende
Om Arbejdstidens Brug og dens {M}Natur.
Se derfor er det at jeg ber Dig; ti dog;
Et {o}Ord kan skille mig ved –
Falk
Porteføljen?
Styver
.
Officielt benævnes de{n}t «Kopibog».
Den Protokol er egentlig som Søljen,
Der lukker Linet for Kontorets Barm;
At gramse bagom der, forvolder Harm –
Falk
.
Men det var dog dig selv som bad mig tale
Og kaste ud et Vink om Pultens Skatt.
Styver
.
Ja vidste jeg at Præsten kunde dale
Saa dybt i Dynd, han, som har Lykken fat,
Som er i Embed, som har Kone, Børn,
Og Penge til at trodse Livets Tørn.
˹Naar˺ Han ka{ <...> }n ˹falde til en slig˺ ej Lov at falde til Filister;
˹Hvad skal man sige da om˺ Sligt er tilgiveligt for os Kopister,
˹Om˺ For mig som er i uforsørget Stand
Og har en Kjæreste, og som skal giftes
˹Og˺ { Etcet <...> } og ˹ viste ˺ sørge ˹passe paa˺ for at der Familje stiftes,
Etcetera!, – {j}Ja var jeg Velstandsmand
Jeg skulde spænde Pandseret om Herden
Og slaa i Bordet til den hele Verden –
Og var jeg enligt Mandfolk, jeg, som Du –
Da kan Du lide paa at gjennem Sneen
Med Plog jeg skulde brøjte for Ideen –
Falk
Saa berg Dig, Mand!
Styver
Hvad!
Faksimile
Falk
Der er Tid endnu!
Agt ikke Verdens uglekloge Dommerfugl,
Med Latter læg hvert Bidd af Snakkets Staalorm
Og {h}Husk Kjærlighed en Kaalorm gjør til Sommerfugl, –
Forlovelse gjør Sommerfugl til Kaalorm –
Styver
.
Du mener at jeg skulde bryde –!
Falk
Ja; –
Er Perlen væk, hvad gjælder Skallet da?
Styver
.
Sligt Forslag kunde stilles til en Rus,
Men ej til En, med Karakter i Jus –
Jeg regner ej hvad Kristian den Femte
I sin Tid om Trolovelser bestemte,
Thi det Slags Forhold findes ej berørt i
Lov om Forbrydelser af To-og-fyrti;
For saa vidt {er}var ej Sagen kriminel,
Det var jo intet Brudd paa det Legale –
Falk
Der kan Du se!
Styver
Ja men alligevel,
Om slig en Exception blir aldrig Tale.
I trange Tider holdt vi troligt sammen
Hun fordrer ikke stort af Livets Gammen
Og jeg er nøjsom, har alt længe sporet
At jeg er skabt for Hjemmet og Kontoret –
Lad Andre følge Svaneflokkens Flugt
Stillebensliv kan ogsaa være smukt
Hvad siger ej etsteds Gehejmeraad Göthe
Om Mælkevejen skinnende og hvid, –
Af den kan Ingen ˹skumme˺ kjerne Lykkens Fløde
Og endnu mindre hente Smørret hid –
Falk
˹Naa,˺ Men var end Maalet Lykkesmørrets Kjærning
Maa Aanden raade ˹dog˺ bagom al din Slid; –
Faksimile
En Mand skal være Borger af sin Tid,
Men adle Tidens borgerlige Gjerning.
Ja vistnok er der Storhed i det Smaa –
Men Kravet er, at kjende og forstaa; –
Ej Hver, som ynder at haandtere Sølen
Maa derfor tro sig Ligemand med «Dølen»
Styver
.
Saa lad os gaa med Fred vor jævne Vej,
Vi stænger ikke Stierne for Dig –
Vi følger Gaden, Du i Højden svæver,
˹Hm˺ Se der foer ogsaa hun og jeg en-Gang,
Men ˹Verdens˺ Livets Krav er Arbejd, ikke Sang,
Den dør man fra alt eftersom man lever.
Se, Ungdomslivet er en stor Proces,
Og den unødigste af alle Trætter,
Gaa paa Akkord og tænk ej paa Regres,
Thi Sagen taber Du for alle Retter
Falk
Nej, er den ind for sidste Domstol kommen, –
Jeg ved der er Benaadning baaom Dommen!
Jeg ved, et Liv kan leves ud af To,
Med frelst Begejstring og med reddet Tro,
Men Du forkynder Tidens usle Lære:
At Idealet er det Sekundære!
Styver
.
Nej det Primære; thi fra det gaar ud
Det hele Værk, som Frugt af Blomstens Skud –
(Inde i Huset spiller og synger Frøken Skjære ved Pia<...>
«Ach, Du lieber Augustin») ˹Styver standser og lytter i stille Bevægelse˺
Hun kalder paa mig med den samme Sang
Som talte, da vi mødtes første Gang.
˹ [HIS: Tilføyd i venstre marg.]
Saa tidt hun den til Liv i Længsel henter
Gaar ud ifra min Kjærestes Tangenter
Bekræftet Afskrift af det første Ja
˺
Se, den skal <...> mangen gang endnu
Og ˹naar˺ har vor første Kjærlighed ˹tilslutt har˺ <...> Endskab,
Og afdør, til Opstandelse, som Venskab,
Skal Sangen binde mellem før og {nu}da.
Og krøges end min Rygg iflugt med Pulten,
Og er mit Dagværk kun en Krig mod Sulten
Saa gaar jeg glad dog Vejen til mit Hjem
Hvor det Forsvundne { <...> }staar i Toner frem –
Er der en stakket Kveldstund helt ˹vor˺ <...> egen –
Da, ˹er jeg sluppen˺ Falk, da ˹kom˺ gaar jeg skadesløs ˹fra˺ af Legen
Faksimile
(han gaar ind i Huset.)
(Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer frem, hun
er bleg og oprørt; de ser en Stund i Taushed paa hinanden
og kaster sig med Heftighed i hinandens Arme.)
Falk
.
O Svanhild, lad os holde trofast ˹ud, –˺ sammen!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden!
Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren; –
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud –
Der lugter Lig hv{ad}or To gaar Dig forbi
Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
Med Løgnens klumre Kalkgrav indeni –
Med Dødens Slapphed over hver en Stræben –
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter
Er slig en Lod da værd de tusend Fagter!
At drætte Børnedrifter op til sligt,
At fede dem med Rettsind og med Pligt
At gjøde dem med Tro en stakket Sommer
Til Brug naar Sjæleslagtningstiden kommer!
Svanhild
.
Falk, lad os rejse!
Falk
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke Verden overalt den Samme,?
Og findes ej paa Hvermands Vægg igjen
Den samme Løgn i Sandheds Glas og Ramme?
Nej vi vil blive, nydende Spektaklet,
Tragikomedien, Harlekinsmiraklet,
Et Folk som tror mens hele Folket lyver! –
Se Præsten og hans Kone, Lind og Styver,
Som Kjærlighedens Julebukke taklet,
Med Løgn i Hjertet og med Tro i Munden, –
Og endda respektable Folk igrunden.
De lyver for sig selv og for hverandre;
Men Løgnens Indhold, det maa Ingen klandre
Hver regner sig, skjønt Havsnødsmand paa Kjølen,
For Lykkens Krøsus, salig som en Gud –
Selv drev de sig af Paradiset ud
Og bums til Ørerne i Svovelpølen
Faksimile
Men ingen af dem aner hvor han sidder
Og Hvermand tror sig Paradisets Rider
Og Hvermand smiler under Ak og Uff,
Og kommer Belzebub med B{ <...> }røl og Gluff
Med Horn og Bukkeben og noget Værre –
Da ˹muntrer˺ <...> man sin Nabo med et Puff:
Tag Hatten af Dig; se, der gaar Vorherre!
Svanhild
.
(efter en kort tankefuld Stillhed.)
Hvor underfuldt en kjærlig Haand ˹har˺ pegt
Paa Vejen for ˹mig˺ os til ˹vort˺ et Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O gode Gud, hvor famled jeg iblinde –
Da bød Du Lys, da lod Du ham mig finde.
(ser paa Falk med stille Forundring)
Hvad er ˹Kraft er˺ dog ˹i˺ ved Dig, Du stærke Træ,
Som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,
Som staar alene og som dog har Læ
For mig –?
Falk
Guds Sandhed, Svanhild, – den gjør modig.
Svanhild
. ˹ (ser mod Huset med et Udtrykk af Skyhed) ˺
De kom som onde Fristere, de To{;},
Hver Talsmand for den halve Del af Slægten;
En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,
Naar Sjælen luder under Velstandsvægten –
{ En }Den Anden spurgte: Hvor har Elskov Liv
Naar Kravet er en evig Armodskiv;.
Forfærdeligt – at præke denne Lære
Som Sandheds Ord, og endda Livet bære!
Falk
.
Og hvis det nu gjaldt os?
Svanhild
.
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre til og fra?
Faksimile
Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,
Da vil jeg staa og falde ved din Side –
O, Intet er saa lett som Biblens Bud –
At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
Og følge den En elsker hjem til Gud.
Falk

(favner hende)
Saa komm da, Vintervejr, med Vold og Vælde; ˹!˺
Vi staar i Stormen; – os kan Ingen fælde!
(Grossere Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Bag-
grunden; Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.)
Guldstad
.
Se, Frue! Tror De nu det lar sig gjøre?
Fru Halm
.
Det var mærkværdigt!
Sammen!
Guldstad
.
Tvivler De endnu?
Fru Halm
.
Det var mærkværdigt!
Guldstad
.
Aa, jeg har nok mærket
At han saa stillt har ruget over Værket.
Fru Halm
.
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu!
Men nej, jeg kan ej tro –
Guldstad
.
Vel, ˹det˺ vi skal prøves, –
Fru Halm
Nu strax paa Stedet?
Guldstad
.
Ja, – og eftertrykkeligt.
Fru Halm
.
Gud være med Dem.
Guldstad
.
Takk, det kan behøves.
Fru Halm
.
Hvad Udfald Sagen faar, blir Barnet lykkeligt.
(gaar ind i Huset.)
Faksimile
15.
Guldstad
.
Det er nok knapt med Tiden?
Falk
Et Kvarter,
Saa gaar jeg –
Guldstad
.
Der behøves ikke mer.
Svanhild

(fjerner sig)
Farvel!
Guldstad
.
Nej bi.
Svanhild
.
Skal jeg?
Guldstad
.
Til De har svart.
Imellem os maa Alting være klart;
Vi Tre faar tale ud af Hjertet sammen.
Falk
.
Vi Tre?
Guldstad
.
Ja, Falk, nu maa vi kaste Hammen.
Falk

(undertrykker et Smil.)
Til Tjeneste.
Guldstad
.
Saa hør. Det er omtrent
En Maaned eller saa, jeg har {d}Dem kjendt
Vi kjækkled –
Falk
Ja.
Guldstad
.
Fast aldrig var vi enige;
Vi gav hinanden tidt det glatte Lag;
Faksimile
De slog som Høvding for en stortænkt Sag,
Men Jeg var ˹kun˺ en af Døgnbedriftens Menige.
Og endda var det som en Streng, der bandt
Imellem os, som tusend kjendte Sager
Ifra min egen Ungdoms Tankelager
De støved op og frem for Dagen fandt.
Ja ja, De ser paa mig, men graasprængt Haar
Har ogsaa engang flommet ˹frit og˺ brunt en Vaar,
Og Panden, som Ens Dagliggjerning dynker
Med Trældomssved, bar ikke altid Rynker.
Dog nok om det; jeg er Forretningsmand –
Falk
.
De er den sunde praktiske Forstand.
Guldstad
.
Og De er Haabets unge glade Sanger.
\ (træder mellem dem) /
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her –
Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,
Som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.
Falk
.
(spændt)
Saa tal!
Guldstad
.
(smilende.)
Jeg sagde Dem igaar jeg grunded
Paa et Slags Digtning –
Falk
Paa en faktisk.
Guldstad
.
Ja.
Falk
Og hvis man spør hvor De tar Stoffet fra?
Guldstad
.
Det er et fælles Stof vi To har fundet –
Svanhild
.
Nu maa jeg gaa –
Faksimile
Guldstad
.
Nej bliv og hør tilende.
En anden Kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;
Til Snærperi er Deres Sind for rigt.
Jeg saa dem voxe, saa {d}Dem foldes ud,
Alt ejed De, hvad jeg hos Kvinden {S}skatter,
Men længe saa jeg kun i Dem en Datter,
Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
Falk
Tal ikke mere –!
Guldstad
.
Rolig; hun skal svare,
Spørg ogsaa De – saa kan hun vælge frit –
Falk
.
Jeg – siger De!
Guldstad
.
Det gjælder at bevare
Tre Liv for Lykken; ej alene mit –
Forstill Dem ej – det lykkes Dem kun lidt;
Thi skjønt min Gjerning ligger i det Lave,
Saa fik jeg endda et Slags Klarsyns Gave –
Ja Falk, De elsker hende; glad jeg saa
Den unge Kjærlighed i Blomst at staa –
Men denne Kjærlighed, den ˹stærke˺ unge , kjække,
Den er det, som kan hendes Lykke knække.
Falk

\ (farer op) /
Det tør De sige˹!˺
Guldstad
.
\ (rolig) /
Med Erfarings M Rett.
\ (langsomt og med Eftertryk) /
Og dersom nu de hende vandt; ja sætt
Hun turde Alt paa deres Grundvold bygge,
Og vove Alt paa dette ene {k}Kort –
{L}Og Livets Storme fejed Grunden bort –
Og Blomsten falmed under Tidens Skygge?
Faksimile
Falk

(forglemmer sig og udbryder)
Ugjørligt!
Guldstad
.
\ (ser betydningsfuldt paa ham) /
Hm, saa tænkte ogsaa jeg –
Da jeg var ung som De; i gamle Dage
Jeg brandt for En – da delte sig vor {v}Vej –
Igaar vi mødtes – Intet er tilbage.
Falk
Igaar?
Guldstad
.
˹(alvorligt˺ ( smilende)
Igaar; {d}De kjender Præstefruen –
(Falk <...> tilbage)
Ja; hende var det, Falk, som tændte Luen.
For hende sørged jeg i mange Aar –
Og altid altid stod hun for mit Minde
Som den hun var, ˹hin˺ den unge fagre Kvinde,
Dengang vi mødtes i den friske Vaar.
Nu er den slukt, min varme Daarskabsild,
Nu frister De det samme Vovespil
Se derfor er det at jeg siger: Varlig!
Stands lidt og tænk je{ g }r om; jer Leg er farlig!
Falk
.
Nej, jeg har sagt det hele Thevandslag
Min stærke Tro, som ingen Tvivl kan fælde –
Guldstad
.
\ (udfylder Meningen) /
At Kjærligheden efter frit Behag
Kan trodse Vane, Nød og Sorg og Ælde.
Naa lad saa være – ˹muligt er det˺ det kan være sandt;
Men se nu Sagen fra en anden Kant.
Hvad Elskov er ved Ingen at forklare –
{ Det }Hvori de{t}n stikker, dette denne glade Tro
At En blev skabt til saligt Liv i To –
Se, det kan ingen Mand paa Jord besvare.
Men Ægteskabet, det er noget {p}Praktisk,
Og ligesaa Forlovelse min Ven,
Og lett det lar sig eftervise faktisk
Faksimile
At ˹En˺ man er skikket just for den og den.
Men Kjærligheden kaarer jo iblinde –
Den vælger ej en Hustru, men en Kvinde –
Og ˹hvis nu˺ dersom denne Kvinde ej er skabt
Til ˹ Hustru Viv for Dem ,
˹ [HIS: Tilføyd i venstre marg.]
Falk

(spændt)
Nu?
˺
\
Guldstad
(trækker paa Skuldrene)
/
ja, {s}Saa er Sagen tabt.
En lykkelig Forlovelse betinges
Ej blot af Elskov men af meget mer –
Familjelemmer som man gjerne ser,
Af S{lægt}ind som under samme Hatt kan bringes –
Og Ægteskabet{,}? {j}Ja, det er et Hav
Af { L }lutter Fordringer og lutter Krav
Som lidet har med Elskov at bestille,
Her kræves Huslighed og Dyder milde –
Her kræves Kjøkkensands og andet Sligt –
Forsagelse og Agt for Bud og Pligt,
Og Meget som i Frøkenens Nærværelse
Ej gjøres kan til Gjenstand for Belærelse.
Falk
.
Og derfor –?
Guldstad
.
˹Lyd˺ Hør et Raad, saa godt som Guld;
Brug lidt Erfaring, ˹hør˺ se Dem om i Livet –
Hør {h}Hvor de ˹hvert Par˺ Elskende tar Munden fuld,
Som ˹hele˺ Lykkens Million <...> til { D }dem var givet.
For Altret skal de ˹sporenstregs˺ absolut , de To;
˹De faar˺ {E}et Hjem – og saa er de i Lykkens Kridthus –
Saa gaar et Aar, ja kanske der gaar to
Saa gaar ˹en Tid˺ et Aar i Sejers ˹rus˺ haab og Tro –
Saa kommer der en Opgjørsdag; – jo jo!
Da er det hele Bo et stort Fallithus! –
Fallit er Ungdoms Blomst paa Konens Kind,
Fallit er ˹Tankens˺ Vaarens Flor i hendes Indre;
Fallit er Sejrens Mod i Mandens Sind,
Fallit hver Glød som fordum saaes at tindre –
Fallit, fallit er hele Boets Masse;
Og slige To gik dog i Livet ind,
Som Elskovs Handelshus af første Klasse.
Faksimile
Falk

i stærkt Udbrudd.
Det er en Løgn!
Guldstad
.
(urokkelig)
For nogle Timer siden
Var det dog Sandhed; det var {d}Deres Ord,
Da De ˹her De˺ stod her, som ˹han˺ brabandtsk Helt i ˹Brabantstriden˺ Striden ,
Og sloges med det ganske Thevandsbord.
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
Som nu fra Dem; og det er ˹saare˺ ganske grejdt;
Vi finder Alle jo, det er lidt lejt
At høre Døden nævne naar vi skranter.
Se Præsten, han, som komponerte, malte,
I Elskovs{ tiden }dagerne ˹med Aand og˺ som en aandrig Smag;
Hvor kan {d}De undres paa at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Hun ˹var jo skabt˺ passed godt for ham til Elskerinde; –
Til Viv for ham hun skabtes ingensinde –
Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?
Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,
Kom hele Rimeriet strax paatvers, –
Og siden den Tid har hans Muse sovet <...>
Ved Fosseduren af en evig Jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild)
Fryser De?
Svanhild
.
\ (med anstrængelse.) /
Jeg fryser ikke.
Falk
.
\ (tvinger sig ind under en spøgende Tone) /
{Men}Og naar det aldrig ender med et Plus,
Men kun med Minus, hvorfor vil De stikke
Den Kapital, De raader over, i
Sligt lidet fordelagtigt Lotteri?
Det lader næsten, ˹ til som˺ som De har den Tro,
At De blev særlig skabt for Bankerotten?
Guldstad
.
\ ser paa ham, smiler og ryster paa Hovedet /
Min kjække unge Falk, gjem lidt paa Spotten. –
Faksimile
(alvorligt)
Paa to Slags Vis et Par kan sætte Bo.
Det ˹grundes˺ bygges kan ved Illusionskreditten,
Ved Langsigtsvexler paa en evig Rus,
Paa Permanents at Aldren atten–nitten,
Og paa Umulighed af Gigt og Snus.
Det grundes kan paa rosenrøde Kinder,
Paa klare Øjne og paa lange Haar, –
Paa Trygghed for, at aldrig Sligt forsvinder
Og at Parykkens Time aldrig slaar.
Det grundes kan paa stemningsfulde Tanker,
Paa Blomsterflor i Ørkenstøvet tørt,
Paa Hjerter, der, et Livsløb gjennem, banker,
Som da det første Ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig Trafik? De Navnet kjender; –
Det kaldes Humbug, – Humbug, kjære Venner!
Falk
˹ [HIS: Tilføyd vertikalt i venstre marg.]
Nu skjønner jeg, De er en farlig frister
Nu skjønner jeg De er en farlig Frister,
En Velstandsmand, kanhænde Millionær,
Mens Alt, hvad mit i denne Verden er,
Blev baaret bort af to Artillerister
˺
˹ [HIS: Tilføyd i høyre marg.]
Guldstad
(skarpt)
Hvad mener De med det?
˺
˹
Falk
Det ligger nær;
˺
{Og}Thi den solide Grundvold, kan jeg tænke,
Det er vel ˹Mynt –˺ den, ˹Mirakelmidlet˺ som hviler trygt paa Mynt,
Som laaner mangen middelaldersk Enke
Sankt Gjertruds Gyldenglorie til Pynt?.
Guldstad
.
[HIS: Kryss mellom rollenavnet og første verslinje - ser ut som tilføyelsesmarkering.]
˹Aa˺ Aa nej, den er dog {n}Noget, som er bedre,
Den er den stille hjertevarme Strøm
Af venlig Agt{;}, de{n}r kan sin Gjenstand hædre,
˹Saa fuldt som˺ Langt mer end Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
Af Viljens Bøjning mod hinanden ned,
Af Vaagen for at ingen Sten skal trykke
Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
1 ↕
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
3 ↕
Den Ligevægt, som ˹rækker˺ varer gjennem Aarene,
2 ↕
Den Mandekraft som bær med villig Rygg,
4 ↕
Den ˹Arm˺ er den som støtter tro og løfter trygg.
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
Faksimile
Til Deres Lykkes Byggning; – svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Bevægelse, som for at tale; Guld-
stad løfter Haanden ivejret og hindrer hende)
Guldstad
.
Betænk Dem vel,! at ej De skal fortryde.
Vælg mellem os med klar og sindig Hu.
Falk
Og hvoraf ved De –
Guldstad
.
At De elsker hende?
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
Sig ogsaa hende det i denne Stund –
(trykker hans Haand)
Jeg Nu gaar jeg ind; lad Legen faa en Ende;
Og kan De love mig med Haand og Mund
At være hende slig en Ven i Livet,
Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød
\ (vender sig til Svanhild) /
Som ˹jeg kan være det˺ ham, jeg malte nys , – nu godt, saa skriv et
Udsletningsmærke over det, jeg bød –
Da har jeg sejret, sejret i det Stille; –
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk)
Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;
Tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.
Jeg staar alene, ˹kjender˺ ejer ingen Kjere;
Alt det, som mit er, det skal Deres være.
De blir som Søn for mig, og hun min Datter; ˹.˺
De ved, ved Grænsen ejer jeg et Brug,
Did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,
Og er saa Aaret omme, sees vi atter.
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
Glem ej, at Farten nedad Livets Elv
Er ingen Fest, er ej at nyde, svælge; –
Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset)
Faksimile
16.
(Ophold. Falk og Svanhild ser sky paa hinanden og søger
at undgaa hinadens Øjne)
Falk
.
Du er saa bleg.
Svanhild
.
Og Du saa stille.
Falk
Ja.
Svanhild
.
Han var os værst.
Falk

(hen for sig)
H{ <...> }an ˹stjal mig Margen fra.˺ tog han Alting fra?
Svanhild
.
Hvor haardt han slog.
Falk
.
Han vidste godt at ramme.
Svanhild
.
Det ˹var˺ er som Alt gik under i det Samme. –
(nærmere ved ham)
Hvor vi var rige, rige i hinanden,
Da hele Verden havde os forladt,
Da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden
Af Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
Og Lid paa evig Elskov mellem To –
Han kom med ˹Verdens˺ Lykkens Gaver, – tog vor Tro,
Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!
Falk

(med vild Hæftighed)
Riv det af Mindet ud! Alt, hvad han sagde,
Var Sandt for Andre, men en Løgn for os!
Svanhild
.
(ryster stille paa Hovedet.)
Den A{g}ker, som et Tvivlens Hagl ˹ vejr ˺ slag lagde,
Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
Faksimile
Falk

(med et Udtrykk af Angst)
Jo, vi to, Svanhild{!} –!
Svanhild
.
Slipp et Haab, som daarer;
Ifald Du Løgnen saaer, Du høster Taarer.
De Andre, siger Du? O tror Du ej
At Hver og En har tænkt som Du og jeg,
At han var den, som turde trodse Lynet, –
˹Hvem˺ Som ingen Storm til Jorden kunde slaa –
Hvem Taagebanken fjernt i Himelsynet
Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
Falk
De Andre delte sig mod spredte Maal,
Jeg vil din Elskov kun, og den alene; –
Se, de forskriger sig i Livets Skraal, –
Jeg stillt skal støtte Dig med stærke Grene!
Svanhild
.
Men dersom den aligevel gik under,
Den Kjærlighed som, som skulde bære Alt –
Har Du da det, som endda Lykken grunder –?
Falk
Nej, med min Kjærlighed det Hele faldt –
Svanhild
.
Og tør Du helligt love mig for Gud,
At aldrig den, lig visnet Blomst skal hænge,
Men dufte som idag, og holde ud
For hele Livet –?
Falk

(efter et kort Ophold)
Den vil holde længe.
Svanhild
.
O, «længe», «længe», – ˹usle˺ hvilket Armodsord;
Og {h}Hvad ˹gjælder «længe» vel˺ betyder det for Kjærligheden!
Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden,
Faksimile
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
Den Sang skal engang tie, og isteden
Det ˹ hede ˺ lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!
(som løftet af en ˹stærk Indskydelse˺ indre Bevægelse. )
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
Ej dø med Solgraad ˹bag en Sky i˺ af et skyet Vest;
Vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,
I Middagsstunden, ˹der˺ som den glittrer bedst –
Falk

(forfærdet)
Hvad vil Du, Svanhild –!
Svanhild
.
Vi er Børn af Vaaren,
Bag den skal ˹ikke˺ aldrig komme nogen Høst,
Da Sangerfuglen tier i dit Bryst
Og ˹aldrig higer˺ ikke længes did, hvor den er baaren.
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
Falk
.
Slaa Linet over alle <...> Blomsters Lig –
Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
Skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –
Dø skal den, som den leved, ung og rig!
Falk
.
(i dyb Smerte)
Og langt fra Dig – hvad blev mig der vel Livet –!
Svanhild
.
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
Falk
.
Et Hjem –!
Svanhild
.
Hvor Lykkens Alf med Døden stred.
˹Til Viv for Dig˺ En Hustrus 2 Evne˹n˺ 1 blev ˹ej˺ mig ikke givet –
Det ser jeg nu; det føler jeg og ved!
˹ [HIS: Tilføyd i venstre marg.]
Jeg kunde Elskovs ˹ ˹glade˺ fagre ˺ <...> Leg dig
lære
Men ˹ ˹tør˺ kan din Sjæl ej˺ ej til Fred dig gjennem ˹Alvor˺ Sorgen bære
˺ (nærmere og med stigende Ild.)
Bag stumme Tanker og i lukket Barm
Jeg bar paa Kjærlighed i rigest Fylde –
Du har den bænket paa din stærke Arm,
At den fik Lys, det har jeg Dig at skylde –
Faksimile
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus,
Nu ingen ˹søvnig˺ Døs paa ˹Slappheds˺ Kjedsomhedens Puder –
Giv Alfen Vinger, lad f{ <...> }or Sangens Sus
Ham gaa {i}paa Flugt ˹i˺ og Flok med unge Guder –
Og er den kantret end vor Fremtids Baad,
Et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad –
Den kjække Svømmer rækker Paradiset,
˹Lad˺ Thi synker Lykken ˹synke, – gaa˺ ned i Graven vaad,
{Saa}Vor ˹Kjærlighed skal dog˺ kan vor Elskov dog , Gud være priset,
Naa sejersfrelst til Lands ifra Forliset.
Falk

(som pludselig vakt til Klarhed)
{ F }Bliv ved!
Svanhild
Falk
.
O, jeg forstaar Dig; men at skilles saa!
Just nu, den fagre Verden staar os aaben,
˹Her, midt˺ Just nu i Vaaren, under Himlen blaa,
˹Den Dag˺ Just nu, vor unge Pagt fik Livsensdaaben!
Svanhild
.
Ja derfor maa vi. Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!
Og ve, <...> , ˹naar engang˺ dersom Regnskabsdagen kommer,
Og naar ˹vi stædes for˺ han spørger os den store Dommer
Og naar han ˹kræver, som retfærdig˺ kalder os den strenge Gud,
Og Den Skatt han laante os i Livsenshaven –
Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
Den har vi mistet undervejs til Graven{!}–!
Falk

\ (i stærk Beslutning) /
Kast Ringen!
Svanhild
.
˹Vil Du!˺ Kast
Falk
Kast den; jeg forstaar Dig!
Faksimile
Ja, det er kun paa denne Vej jeg naaer Dig!
Som Vej til Livet gjennem Graven gaar,
Som Sjæl
Som Død ˹Grav˺ er Vej til ˹Livets˺ Lysets Morgenskjær –
Saa er og Elskov først til Livet viet –
Naar løst fra Længsler og fra vild {b}Begjær –
Den flyr til Mindets Aandehjem befriet.
Kast Ringen!
Svanhild
.
Herligt! Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt Din Sjæl med Lys og Digt –
Flyv frit! Nu har Du Dig til Se{ <...> }jer svunget,
Nu har Din Svanhild Svanesangen sunget –
(tager Ringen af og trykker et Kys paa den)
Til Verdens Fald imellem Havets Siv
Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par { <...> }Skridt opover, ˹og˺ og kaster Ringen
i Fjorden{)}og nærmer sig Falk med et forklaret Udtryk)
Nu har jeg ˹ ˹mistet˺ avlet ˺