Henrik Ibsens skrifter

Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve på den måde – lige for almenhedens øjne!

Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?

Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!

Den tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodige, forelskede mennesker.

Nej, den kommer De ikke langt med!

Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving) Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom har fåt hævd –

Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –

Og det om søndagene!

Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; ved De når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?

Nej, Gud være lovet!

Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.

Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?

Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om den overhåndtagende usædelighed udenlands?

Jo, naturligvis –

Det har jeg også hørt.

Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet) Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.

Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke godt af det.

Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.

Min stakkers gut –!

Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!

Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, – desværre!

Og hvad siger De til alt dette?

Jeg siger, at Osvald havde ret i hvert eneste ord.

Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!

Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.

De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.

Og hvad er det, presten har at sige mig?

Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.

Godt, herr pastor; tal!

Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?

Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres ​pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.

De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.

Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne ​medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.

Andres? En andens, mener De nok.

Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.

Hos vor prest? Hos vor husven?

Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.

Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.

Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle ​Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden ​den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.

Hvad vil De sige med det?

Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.

Ah –!

De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og ​det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.

Ja, det er sandt; det har jeg gjort.

Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.

Nej, nej; det er jeg ikke!

Det er De; det må De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet ​

HU: 80

pegefinger) i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.

De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.

Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –

Nej. Jeg vil bare fortælle.

Nu –?

Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.

De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.

Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands levetid. Det var forretninger, som tvang ​Dem til at besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at gøre.

Helene – skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg be’ Dem overveje –

– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige over for slige hensynsløse fruentimmer.

Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –

Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det, jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægte​skabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden videre til den almindelige gængse mening.

Nu ja vel; og hvad så?

Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!

Og hvad er da sandheden?

Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.

Hvad var det De sagde?

Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.

Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!

Vor huslæge brugte det udtryk.

Nu forstår jeg Dem ikke.

Behøves ikke heller.

Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med ​Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!

Ikke en smule andet. Nu ved De det.

Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?

Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit ​barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.

Afskyeligere end dette!

Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn uden​for huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –

Hvad siger De! Her!

Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod den første dør tilhøjre) i spisestuen var det jeg først kom undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.

Nu ja –?

Lidt efter hørte jeg, at Alving kom også. Jeg hørte, at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte jeg – (med en kort latter) Å, det klinger endnu for mig både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig være!

Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.

Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og dette forhold havde følger, pastor Manders.

Og alt det i dette hus! I dette hus!

Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne ​måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –

At De har kunnet bære alt dette.

Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette ​tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som ved, hvad det har kostet mig.

De har da i sandhed prøvet livet.

Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige ​indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.

Og over denne mand er det De rejser et æresminde.

Der ser De den onde samvittigheds magt.

Den onde –? Hvad mener De?

Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.

Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.

Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.

Det er altså for Alvings formue, at –?

Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.

Jeg forstår Dem –

Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.

Er du alt igen? Min kære, kære gut!

Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!

Her er kommet en pakke til fruen. (rækker hende den)

Festsangene til imorgen formodentlig.

Hm –

Og så er der serveret.

Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare – (begynder at åbne pakken)

Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?

Begge dele, jomfru Engstrand.

Bien –; meget vel, herr Alving.