Gengangere
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
GENGANGERE

GENGANGERE
ET FAMILJEDRAMA I TRE AKTER


TREDJE OPLAG
[ Den gyldendalske boghandels forlagslogo ]

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

GRÆBES BOGTRYKKERI

1903
PERSONERNE:
Fru Helene Alving, kaptejn og kammerherre
Alvings enke
.
Osvald Alving, hendes søn, maler.
Pastor Manders.
Snedker Engstrand.
Regine Engstrand, i huset hos fru Alving.

(Handlingen foregår på fru Alvings landejendom ved en stor fjord i det
vestlige Norge.)

FØRSTE AKT.

(En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og to døre
på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring;
på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden
et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden
fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket
udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes
et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.)
(Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er
noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en
tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.)
Regine
(med dæmpet stemme).
Hvad er det du vil? Bliv stående der du står.
Det drypper jo af dig.
Engstrand.
Det er Vorherres regn, det, barnet mit.
Regine.
Det er fandens regn, er det.
Engstrand.
Jøss’ som du snakker, Regine. (halter et par skridt
frem i stuen.)
Men det var det, jeg vilde sige –
s. 8
Regine.
Klamp ikke så med den foden, menneske! Den
unge herren ligger og sover ovenpå.
Engstrand.
Ligger han og sover nu? på lyse dagen?
Regine.
Det kommer ikke dig ved.
Engstrand.
Jeg var ude på en rangel igårkveld –
Regine.
Det tror jeg gerne.
Engstrand.
Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –
Regine.
Ja, vi er nok det.
Engstrand.
– og fristelserne er mangfoldige i denne verden,
ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu’, ved mit
arbejde klokken halv sex idag tidlig.
Regine.
Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke
stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.
Engstrand.
Hvad vil du ikke ha’ for noget?
Regine.
Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig her.
Se så; gå så din vej.
s. 9
Engstrand
(et par skridt nærmere).
Nej Gu’ om jeg før jeg får snakket med
dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet der-
nede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til
byen med dampbåden inat.
Regine
(mumler).
Lykke på rejsen!
Engstrand.
Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet
indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med
berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige
på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig
når fristelsen kommer.
Regine.
Hå!
Engstrand.
Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen.
Presten Manders er jo også ventendes fra byen.
Regine.
Han kommer alt idag.
Engstrand.
Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han
skal få noget at sige på mig, skønner du.
Regine.
, er det fat!
Engstrand.
Hvadfornoget er fat?
s. 10
Regine
(ser visst på ham).
Hvad er det nu for noget, du vil narre presten
Manders til igen?
Engstrand.
Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten
Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor
snil en mand imod mig til det. Men det var det,
jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så
rejser jeg altså hjem igen.
Regine.
Rejs jo før jo heller for mig.
Engstrand.
Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.
Regine
(med åben mund).
Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?
Engstrand.
Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.
Regine
(hånsk).
Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.
Engstrand.
Å, det skal vi nok få se.
Regine.
Ja, det kan du være viss på vi skal få se.
Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –?
Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –?
Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus?
Fy da!
s. 11
Engstrand.
Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod din
far, tøs?
Regine
(mumler, uden at se på ham).
Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.
Engstrand.
Pyt; hvad vil du bry’ dig om det
Regine.
Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt
mig for en –? Fi donc!
Engstrand.
Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord
ligevel.
Regine.
, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.
Engstrand.
Ja, men det var jo bare når jeg var på en
kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne
verden, Regine.
Regine.
Uh!
Engstrand.
Og så var når din mor slog sig vrang.
Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med,
barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det.
(hærmer.) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg
har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosen-
vold, jeg!» (ler.) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da
at kaptejnen blev mens hun
tjente her.
s. 12
Regine.
Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint
livet af.
Engstrand
(svinger på sig).
Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for
alting.
Regine
(vender sig bort, halvhøjt).
Uf –! Og så det benet.
Engstrand.
Hvad siger du, barnet mit?
Regine.
Pied de mouton.
Engstrand.
Er det engelsk, det?
Regine.
Ja.
Engstrand.
Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan
komme godt med nu, det, Regine.
Regine
(efter en kort taushed).
Og hvad var det så du vilde med mig i byen?
Engstrand.
Kan du spørge om, hvad en far vil med sit
eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enke-
mand.
s. 13
Regine.
Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor
vil du ha’ mig derind?
Engstrand.
Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind
på noget nyt nu.
Regine
(blæser).
Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.
Engstrand.
Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine!
– Fan’ æte mig –
Regine
(stamper).
Lad være å bande!
Engstrand.
Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit!
Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt
ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her
nye asylet.
Regine.
Har du det? Det er jo godt for dig, det.
Engstrand.
For hvad skal en vel bruge skillingen til her
på landsbygden?
Regine.
Nå, og så?
Engstrand.
Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de
pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde
være som en slags beværtning for sjøfolk –
Henrik Ibsen: Gengangere.
2
s. 14
Regine.
Uf da!
Engstrand.
En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke
sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine,
– det skulde være for skibskaptejner og styrmænder
og – og rigtig fine folk, skønner du.
Regine.
Og så skulde jeg –?
Engstrand.
Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld,
kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få det svært,
barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha’ det.
Regine.
Ja-vel, ja!
Engstrand.
Men fruentimmer må der være i huset, det er
grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo
ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt
noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder
på verdens hav. (nærmere.) Vær nu ikke dum og stå
dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med
dig herude? Kan det nytte dig til fruen
har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne
på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig,
det? Har du slig glupendes lyst til at gå og slide
dig helseløs for de skidne ungernes skyld?
Regine.
Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå,
det kan vel komme. Det kan vel komme!
Engstrand.
Hvad for noget er det, som kan komme?
s. 15
Regine.
Bry’ dig om det. – Er det mange penge,
du har lagt dig op herude?
Engstrand.
I et og alt kan det vel bli’ så en syv–otte
hundrede kroner.
Regine.
Det er ikke så ilde.
Engstrand.
Det er nok til at sætte sig ivej med, det, bar-
net mit.
Regine.
Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de
pengene?
Engstrand.
Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.
Regine.
Tænker du ikke på at sende mig så my’ som
et stakkers kjoletøj engang?
Engstrand.
Kom bare og vær med mig ind til byen, du,
så kan du få kjoletøjer nok.
Regine.
Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg
har lyst til det.
Engstrand.
Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er bedre,
Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havne-
gaden. Der skal ikke mange kontanter til; og der
kunde bli’ som et slags sjømandshjem, ser du.
2*
s. 16
Regine.
Men jeg vil ikke være hos ! Jeg har ikke
noget med dig at bestille. Gå så!
Engstrand.
Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit.
Det var nok ikke vel. Hvis du forstod at te dig
da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste
par år –
Regine.
Nå –?
Engstrand.
Det vilde nok ikke vare længe før der kom en
styrmand, – ja, kanske en kaptejn –
Regine.
Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjø-
mændene har ingen savoir vivre.
Engstrand.
Hvad har de ikke for noget?
Regine.
Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke
folk til at gifte sig med.
Engstrand.
Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan lønne
sig ligevel. (fortroligere.) Han – – han
med lystkutteren – han gav tre hundrede speciedaler,
han; – og hun var ikke vakkrere, hun, end du.
Regine
(imod ham).
Ud med dig!
s. 17
Engstrand
(viger).
Nå, nå; du vil da vel ikke slå,
Regine.
Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med
dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren.) Og smeld
ikke med dørene; den unge herr Alving –
Engstrand.
Han sover, ja. Det er svært som du bryr dig
om den unge herr Alving. – (sagtere.) ; det
skulde da vel aldrig være at han –?
Regine.
Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej, gå
ikke den vejen. Der kommer pastor Manders. Ned-
over køkkentrappen med dig.
Engstrand
(mod højre).
Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med
ham, som der kommer. Han er mand for at sige
dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu
din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirke-
bogen.
(han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen
lukker efter ham.)
Regine
(ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter på sit
kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne)
.
(Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med en liden rejse-
taske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomster
værelset.)
Pastor Manders.
Goddag, jomfru Engstrand.
s. 18
Regine
(vender sig glad overrasket).
Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet alt
kommet?
Pastor Manders.
Det kom nu netop. (går ind i havestuen.) Det er dog
et fortrædeligt regnvejr vi har nu om dagene.
Regine
(følger ham).
Det er et så velsignet vejr for landmanden,
herr pastor.
Pastor Manders.
Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi by-
folk så lidet på.
(han begynder at drage overfrakken af.)
Regine.
Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor
våd den er! Nu skal jeg bare hænge den op i for
stuen. Og så paraplyen –; den skal jeg slå op, så
den kan bli’ tør.
(Hun går ud med sagerne gennem den anden dør . Pastor
Manders
tager rejsetasken af og lægger den og hatten på en stol.
Imidlertid kommer Regine ind igen.)
Pastor Manders.
Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå,
her står dog alting vel til på gården?
Regine.
Jo, mange tak.
Pastor Manders.
Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning
af imorgen?
s. 19
Regine.
Å ja, her er jo en del at gøre.
Pastor Manders.
Og fru Alving er forhåbentlig
Regine.
Ja kors; hun er bare ovenpå og passer choko-
laden til den unge herren.
Pastor Manders.
sig mig –, jeg hørte nede ved
at Osvald skal være kommen.
Regine.
Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet
ham før som idag.
Pastor Manders.
Og frisk og rask, vil jeg håbe?
Regine.
Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter
rejsen. Han har faret i kør lige fra Paris –; jeg
mener, han har kørt hele routen med et og samme
træn. Jeg tror nok han sover lidt nu, så vi må nok
tale en liden bitte smule sagte.
Pastor Manders.
Hys, vi skal være så stille.
Regine
(idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet).
Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og
gør Dem det mageligt. (han sætter sig; flytter en skammel
under hans fødder.)
Se så! Sidder herr pastoren nu godt?
s. 20
Pastor Manders.
Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betragter hende.)
Hør, De hvad, jomfru Engstrand, jeg tror til-
forladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst.
Regine.
Synes herr pastoren det? Fruen at jeg
har lagt mig ud også.
Pastor Manders.
Lagt Dem Nå ja, kanske lidt; – så
passeligt.
(kort ophold.)
Regine.
Skal jeg kanske sige fruen til?
Pastor Manders.
Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. –
Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes
går det så Deres far herude?
Regine.
Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.
Pastor Manders.
Han var indom hos da han sidst var i
byen.
Regine.
Nej, var han det? Han er altid så når
han får tale med pastoren.
Pastor Manders.
Og De ser da vel flittigt ned til ham om dagene?
Regine.
Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får
så –
s. 21
Pastor Manders.
Deres far er ingen rigtig stærk personlighed,
jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en
ledende hånd.
Regine.
Å ja, det kan gerne være, det.
Pastor Manders.
Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han
kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge
vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da
han sidst var oppe hos mig.
Regine.
Ja, han har snakket til mig om noget sligt.
Men jeg om fru Alving vil være af med
mig, – helst nu, da vi får det nye asylet at styre
med. Og så vilde jeg så gruelig nødig fra fru
Alving også, for hun har da altid været så snil
imod mig.
Pastor Manders.
Men den datterlige pligt, min gode pige –.
Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues sam-
tykke.
Regine.
Men jeg om det går an for mig, i
min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.
Pastor Manders.
Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo
Deres egen far, her er tale om!
Regine.
Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja, hvis
det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre –
s. 22
Pastor Manders.
Men, min kære Regine –
Regine.
– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og
se op til og være ligesom i datters sted –
Pastor Manders.
Ja, men mit kære gode barn –
Regine.
For så vilde jeg nok gerne ind til byen. Her-
ude er det svært ensomt, – og herr pastoren
jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i verden.
Og det tør jeg nok sige, at jeg er både flink og
villig. ikke herr pastoren nogen slig plads for
mig?
Pastor Manders.
Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det .
Regine.
Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald på
mig, dersom at –
Pastor Manders
(rejser sig).
Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.
Regine.
Ja, for hvis jeg –
Pastor Manders.
Vil De kanske være så snil at hente fruen?
Regine.
Nu skal hun komme straks, herr pastor.
(hun går ud til venstre.)
s. 23
Pastor Manders
(går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med
hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter i
nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser og ser på
flere)
:
Hm, – ja så!
(Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side. Hun er fulgt
af Regine, som straks går ud gennem den forreste dør .)
Fru Alving
(rækker ham hånden).
Velkommen, herr pastor.
Pastor Manders.
Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.
Fru Alving.
Altid på klokkeslettet.
Pastor Manders.
Men De kan tro, det kneb for mig at slippe
bort. Alle de velsignede kommissjoner og bestyrelser,
jeg sidder i –
Fru Alving.
Desto snillere var det af at De kom så
betids. Nu kan vi få vore forretninger før
vi spiser middag. Men hvor har De Deres koffert?
Pastor Manders
(hurtigt).
Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir
der inat.
Fru Alving
(undertrykker et smil).
Er De virkelig ikke at formå til at overnatte
hos mig dennegang heller?
s. 24
Pastor Manders.
Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg blir
dernede, som jeg plejer. Det er så når jeg
skal ombord igen.
Fru Alving.
Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes
da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –
Pastor Manders.
Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er
naturligvis overstadig glad idag. Først festdagen
imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem.
Fru Alving.
tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er
nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så
har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.
Pastor Manders.
Nej, har han det? Det var jo smukt og sønligt
gjort af ham. For det må vel være ganske ander-
ledes tiltrækkende at leve i Rom og Paris, kan jeg
tænke mig.
Fru Alving.
Ja, men her hjemme har han sin mor, ser De.
Å min kære velsignede gut, – han har nok hjerte
for sin mor, han!
Pastor Manders.
Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om ad-
skillelse og syslen med sådanne ting som kunst
skulde sløve så naturlige følelser.
Fru Alving.
Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn har
ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal
s. 25

det rigtig more mig at se, om De kan kende ham
igen. Han kommer ned siden; nu ligger han bare
oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men sæt Dem
nu ned, min kære herr pastor.
Pastor Manders.
Tak. Det er Dem altså belejligt –?
Fru Alving.
Ja visst er det så.
(hun sætter sig ved bordet.)
Pastor Manders.
Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen, hvor
rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den
modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne.)
Her
har vi nu for det første –. (afbrydende.) Sig mig, fru
Alving, hvorledes kommer de bøger her?
Fru Alving.
De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.
Pastor Manders.
Læser De den slags skrifter?
Fru Alving.
Ja såmæn gør jeg det.
Pastor Manders.
Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved
den slags læsning?
Fru Alving.
Jeg at jeg blir ligesom tryggere.
Pastor Manders.
Det var mærkeligt. Hvorledes det?
s. 26
Fru Alving.
Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på
mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig.
for det er det underlige, pastor Manders, – der
er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står
ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker
og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker
ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.
Pastor Manders.
Nå du min Gud! Tror De for ramme at
de fleste mennesker –?
Fru Alving.
Ja, det tror jeg rigtignok.
Pastor Manders.
Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her
hos os?
Fru Alving.
jo såmæn, her hos os også.
Pastor Manders.
Nå, det må jeg rigtignok sige –!
Fru Alving.
Men hvad har De da forresten egentlig at ind-
vende imod de bøger?
Pastor Manders.
Indvende? De tror dog vel at jeg beskæf-
tiger mig med at granske sådanne frembringelser?
Fru Alving.
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De for-
dømmer?
s. 27
Pastor Manders.
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for
at misbillige dem.
Fru Alving.
Ja men Deres egen mening –
Pastor Manders.
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet,
da man må forlade sig på andre. Det er nu engang
således her i verden; og det er godt. Hvorledes
skulde det ellers gå med samfundene?
Fru Alving.
Nej-nej; De kan ha’ ret i det.
Pastor Manders.
Forresten benægter jeg naturligvis at der
kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter.
Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem at De
ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strøm-
ninger, som efter sigende foregår ude i den store
verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes
så længe. Men –
Fru Alving.
Men –?
Pastor Manders
(sænker stemmen).
Men man taler ikke om det, fru Alving. Man
behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver
regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker
indenfor sine fire vægge.
Fru Alving.
naturligvis; det mener jeg også.
s. 28
Pastor Manders.
Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder dette
asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da
Deres meninger om de åndelige ting var såre afvi-
gende fra nu; – så vidt jeg kan skønne da.
Fru Alving.
Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det
var om asylet –
Pastor Manders.
Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså –
forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da over til
vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del papirer ud.)
Ser De disse her?
Fru Alving.
Dokumenterne?
Pastor Manders.
Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det
har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har for-
melig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten
pinlig når det gælder afgørelser.
Men her har vi dem altså. (blader i bunken.) Se her er
thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herre-
gården Rosenvold, med påstående nyopførte huse-
bygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her
er approbationen på legatet og på statuterne for
stiftelsen. Vil De se – (læser:) Statuter for børne-
hjemmet «Kaptejn Alvings minde».
Fru Alving
(ser længe på papiret).
Der er det altså.
s. 29
Pastor Manders.
Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke kam-
merherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.
Fru Alving.
Ja ja, ganske som De synes.
Pastor Manders.
Og her har De sparebankbogen over den rente-
bærende , som er afsat for at dække asylets
driftsomkostninger.
Fru Alving.
Tak; men vær så snil at beholde den for be-
kvemheds skyld.
Pastor Manders.
Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’
stående i sparebanken for det første. Rentefoden er
jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex må-
neders opsigelse. Hvis man senere kunde komme
over en god panteobligation, – det måtte naturligvis
være første prioritet og et papir af utvilsom sikker-
hed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.
Fru Alving.
Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De
bedst.
Pastor Manders.
Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så
er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at
spørge Dem om.
Fru Alving.
Og hvad er det for noget?
Pastor Manders.
Skal asylbygningerne assureres eller ikke?
Henrik Ibsen: Gengangere.
3
s. 30
Fru Alving.
naturligvis må de assureres.
Pastor Manders.
Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere
på sagen.
Fru Alving.
Jeg holder alting assureret, både bygninger og
løsøre og avling og besætning.
Pastor Manders.
Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det
samme gør jeg også, – naturligvis. Men her, ser
De, er det en ganske anden sag. Asylet skal jo dog
ligesom helliges til en højere livsopgave.
Fru Alving.
Ja men fordi om –
Pastor Manders.
For mit eget personlige vedkommende vilde jeg
sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt i at
sikre os imod alle muligheder –
Fru Alving.
Nej, det synes rigtignok jeg også.
Pastor Manders.
– men hvorledes har det sig med stemningen
hos folket her ude omkring? Den kender jo De
bedre end jeg.
Fru Alving.
Hm, stemningen –
Pastor Manders.
Er her noget betragteligt antal af menings-
s. 31

berettigede, – af virkelig som
kunde ta’ anstød af det?
Fru Alving.
Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig menings-
berettigede?
Pastor Manders.
Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uaf-
hængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke
godt kan undlade at tillægge deres meninger en
viss vægt.
Fru Alving.
Af sådanne findes her adskillige, som kanske
nok kunde ta’ ifald –
Pastor Manders.
Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mang-
foldige af den slags. Tænk blot på alle min embeds-
broders tilhængere! Man kunde virkelig så såre let
komme til at opfatte det, som om hverken De eller
jeg havde den rette tillid til en højere styrelse.
Fru Alving.
Men for Deres vedkommende, kære herr pastor,
De da ialfald med Dem selv at –
Pastor Manders.
jeg ; jeg ; – jeg har min gode be-
vidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alligevel
ikke kunne hindre en vrang og ufordelagtig udlæg-
ning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til
at øve en hæmmende indflydelse på selve asyl-
gerningen.
Fru Alving.
Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –
3*
s. 32
Pastor Manders.
Jeg kan heller ikke ganske fra den van-
skelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg
muligens vilde komme i. I byens ledende kredse
beskæftiger man sig meget med denne asylsag.
Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også,
og forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad
komme til at lette vore komunale fattigbyrder. Men
da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret
det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg at de nidkære og fremst vilde kaste sig
over mig
Fru Alving.
Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.
Pastor Manders.
Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde
blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter,
som –
Fru Alving.
Nok, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles
afgørende.
Pastor Manders.
De vil altså at der skal assureres?
Fru Alving.
Nej; vi lar det være.
Pastor Manders
(læner sig tilbage i stolen).
Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan
jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden
igen?
s. 33
Fru Alving.
Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg
aldeles ikke.
Pastor Manders.
Ja men De hvad, fru Alving, – da er det
igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.
Fru Alving.
Men synes De at vi kan andet?
Pastor Manders.
Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke
andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt
omdømme; og vi har på ingen måde lov til at
vække forargelse i menigheden.
Fru Alving.
De, som prest, ialfald ikke.
Pastor Manders.
Og jeg synes da virkelig også, vi må stole på,
at en sådan anstalt har lykken med sig, – ja, at
den står under en særlig beskærmelse.
Fru Alving.
Lad os håbe det, pastor Manders.
Pastor Manders.
Skal vi altså la’ det stå til?
Fru Alving.
Ja visst skal vi så.
Pastor Manders.
Godt. Som De vil. (noterer.) Altså – ikke assurere.
Fru Alving.
Det var ellers underligt, at De kom til at tale
om dette her netop idag –
s. 34
Pastor Manders.
Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –
Fru Alving.
– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand
dernede.
Pastor Manders.
Hvad for noget!
Fru Alving.
Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der
var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværkstedet.
Pastor Manders.
Hvor Engstrand arbejder?
Fru Alving.
Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig
med fyrstikker, siges der.
Pastor Manders.
Han har så mange ting i hodet, den –
så mange slags anfægtelser. Gud ske lov, han
beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt levnet,
hører jeg.
Fru Alving.
Så? Hvem siger det?
Pastor Manders.
Det har han selv forsikkret mig. Og en flink
arbejder er han jo også.
Fru Alving.
Å ja, sålænge han er ædru –
Pastor Manders.
Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangen-
s. 35

gang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger
han. Sidste gang han var i byen, blev jeg virkelig
rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig
så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her,
så han kunde få være sammen med Regine.
Fru Alving.
Hende ser han nok ikke meget til.
Pastor Manders.
Jo, han taler med hende hver dag, det sad han
selv og fortalte mig.
Fru Alving.
Ja ja, kan være.
Pastor Manders.
Han føler så godt, at han trænger til nogen,
som kan holde ham når fristelsen nærmer
sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand,
dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og
anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst
han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving,
hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed
at få Regine hjem til sig igen –
Fru Alving
(rejser sig hurtigt).
Regine!
Pastor Manders.
– så må De ikke sætte Dem imod det.
Fru Alving.
Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og des-
uden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved asylet.
Pastor Manders.
Men betænk, han er dog hendes far –
s. 36
Fru Alving.
Å, jeg bedst, hvad slags far han har været
for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med
min gode vilje.
Pastor Manders
(rejser sig).
Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det
er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker
Engstrand. Det er jo som om De blev rent for-
skrækket –
Fru Alving
(stillere).
Det kan være det samme. Jeg har taget Regine
til mig, og hos mig blir hun. (lytter.) Hys, kære
pastor Manders, tal ikke mere om dette her. (
lyser op i hende.)
Hør! Der kommer Osvald i trappen.
Nu vil vi bare tænke på ham.
(Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en
stor merskumspibe, kommer ind gennem døren .)
Osvald
(blir stående ved døren).
om forladelse – jeg trode man sad i kon-
toret. (kommer nærmere.) Goddag, herr pastor.
Pastor Manders
(stirrende).
Ah –! Det var da mærkværdigt –
Fru Alving.
Ja, hvad siger De om ham der, pastor
Pastor Manders.
Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da
virkelig –?
s. 37
Osvald.
Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor.
Pastor Manders.
Men min kære unge ven –
Osvald.
Nå, den hjemkomne søn da.
Fru Alving.
Osvald tænker på dengang De havde så meget
at han blev maler.
Pastor Manders.
For menneskelige øjne kan jo mangt et skridt
se betænkeligt ud, som siden alligevel –. (ryster hans
hånd.)
Nå, velkommen, velkommen! Nej, min kære
Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde Dem ved
fornavn?
Osvald.
Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?
Pastor Manders.
Godt. Det var det, jeg vilde sige, min kære
Osvald, – De må ikke tro om mig, at jeg ubetinget
fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager, der er
mange, som kan bevare sit indre menneske ufor-
dærvet i den stand også.
Osvald.
Vi bør håbe det.
Fru Alving
(strålende fornøjet).
Jeg en, som har bevaret både sit indre og
sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham,
pastor Manders.
s. 38
Osvald
(driver opover gulvet).
Ja ja, kære mor, lad nu det være.
Pastor Manders.
Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes. Og så
har De jo alt begyndt at få et navn. Aviserne har
ofte talt om Dem, og det så overmåde gunstigt. Ja,
det vil sige – i den senere tid synes jeg det har
været ligesom lidt stille.
Osvald
(oppe ved blomsterne).
Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.
Fru Alving.
En maler må jo også hvile sig imellem.
Pastor Manders.
Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man
sig og samler kræfter til noget stort.
Osvald.
Ja. – Mor, skal vi snart spise?
Fru Alving.
Om en liden halv time. Madlyst har han da,
Gud ske lov.
Pastor Manders.
Og smag for tobak også.
Osvald.
Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –
Pastor Manders.
Aha, der har vi det altså!
s. 39
Fru Alving.
Hvilket?
Pastor Manders.
Da Osvald kom der i døren med piben i mun-
den, var det som jeg så hans far lyslevende.
Osvald.
Nej virkelig?
Fru Alving.
Å, hvor kan De dog sige det! Osvald slægter
jo mig på.
Pastor Manders.
Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget
ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving
– ialfald nu han røger.
Fru Alving.
Aldeles ikke. Osvald har snarere noget preste-
ligt ved munden, synes jeg.
Pastor Manders.
Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre
har et lignende drag.
Fru Alving.
Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil
ikke ha’ røg herinde.
Osvald
(gør så).
Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har
engang røgt af den som barn.
Fru Alving.
Du?
s. 40
Osvald.
Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så
husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en
aften, han var så glad og lystig.
Fru Alving.
Å, du husker ingenting fra de år.
Osvald.
Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig
på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’
han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg
vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden
brød ud i store dråber på panden. Da lo han så
hjertelig godt –
Pastor Manders.
Det var da højst besynderligt.
Fru Alving.
Kære, det er bare noget Osvald har drømt.
Osvald.
Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For
– kan du ikke huske det – så kom du ind og bar
mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg
så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?
Pastor Manders.
I sin var han en særdeles livsglad
mand –
Osvald.
Og fik endda udrettet så meget her i verden.
Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.
Pastor Manders.
Ja, De har i sandhed taget en virksom og
s. 41

værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving.
Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –
Osvald.
Det burde så være, ja.
Pastor Manders.
Det var ialfald smukt af at De kom hjem
til hans hædersdag.
Osvald.
Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.
Fru Alving.
Og at jeg får beholde ham så længe; – det er
nu det af ham.
Pastor Manders.
Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.
Osvald.
Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor.
– Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!
Fru Alving
(strålende).
Ja, ikke sandt, du?
Pastor Manders
(ser deltagende på ham).
De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.
Osvald.
Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det
ikke var for tidligt.
Fru Alving.
Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af.
s. 42

Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke
gå hjemme hos mor og far og bli’ forkælet.
Pastor Manders.
Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru Alving.
Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette til-
holdssted.
Osvald.
Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.
Pastor Manders.
Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo
godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen
været for ham? Han er bleven sex–syv og tyve
år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære
et ordentligt hjem at kende.
Osvald.
Om forladelse, herr pastor, – der tar De al-
deles fejl.
Pastor Manders.
Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom
udelukkende i kunstnerkredsene.
Osvald.
Det har jeg også.
Pastor Manders.
Og mest iblandt de yngre kunstnere.
Osvald.
Å ja vel.
Pastor Manders.
Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde
råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.
s. 43
Osvald.
Der er adskillige af dem, som ikke har råd til
at gifte sig, herr pastor.
Pastor Manders.
Ja, det er jo det, jeg siger.
Osvald.
Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har
også en og anden; og det et meget ordentligt og et
meget hyggeligt hjem.
Fru Alving
(følger spændt med, nikker men siger intet).
Pastor Manders.
Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om.
Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en
mand lever med sin hustru og sine børn.
Osvald.
Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.
Pastor Manders
(studser; slår hænderne sammen).
Men du forbarmende –!
Osvald.
Nå?
Pastor Manders.
Lever sammen med – sine børns mor!
Osvald.
Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde sine
børns mor?
Pastor Manders.
Det er altså om ulovlige forhold, De taler! Om
disse såkaldte vilde ægteskaber!
s. 44
Osvald.
Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved
de folks samliv.
Pastor Manders.
Men hvor er det at en – en blot
nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan
bekvemme sig til at leve den måde – lige for
almenhedens øjne!
Osvald.
Men hvad skal de da gøre? En fattig ung
kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange
penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?
Pastor Manders.
Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal
sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig
fra hinanden fra først af, – skulde de!
Osvald.
Den tale kommer De ikke langt med hos unge,
, forelskede mennesker.
Fru Alving.
Nej, den kommer De ikke langt med!
Pastor Manders
(vedblivende).
Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At
det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving.) Havde
jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for
Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelig-
hed går i svang og ligesom har fåt hævd –
Osvald.
Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har
s. 45

været en stadig søndagsgæst i et par slige uregel-
mæssige hjem –
Pastor Manders.
Og det om søndagene!
Osvald.
Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har
jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre
har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes
usædeligt. Nej; når og hvor jeg har truffet
usædeligheden i kunstnerkredsene?
Pastor Manders.
Nej, Gud være lovet!
Osvald.
Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg
har truffet når en og anden af vore mønster-
gyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for
at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde
kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige
knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer
vidste at fortælle os både om steder og om ting,
som vi aldrig havde drømt om.
Pastor Manders.
Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her
hjemmefra skulde –?
Osvald.
Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom
hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om
den overhåndtagende usædelighed udenlands?
Pastor Manders.
Jo, naturligvis –
Henrik Ibsen: Gengangere.
4
s. 46
Fru Alving.
Det har jeg også hørt.
Osvald.
Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er
sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet.) Å – at
det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal
således tilsøles.
Fru Alving.
Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke
godt af det.
Osvald.
Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke
sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser
du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Und-
skyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i
det; men det kom således over mig.
(han går ud gennem den anden dør .)
Fru Alving.
Min stakkers gut –!
Pastor Manders.
Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså
kommet med ham!
Fru Alving
(ser på ham og tier).
Pastor Manders
(går op og ned).
Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre,
– desværre!
Fru Alving
(ser fremdeles på ham).
s. 47
Pastor Manders.
Og hvad siger De til alt dette?
Fru Alving.
Jeg at Osvald havde ret i hvert eneste ord.
Pastor Manders
(standser).
Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!
Fru Alving.
Her i min ensomhed er jeg kommen til at
tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dri-
stet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min
gut skal tale for mig.
Pastor Manders.
De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving.
Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det
ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke
Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står
for Dem. Det er presten, således, som han stod for
Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.
Fru Alving.
Og hvad er det, presten har at sige mig?
Pastor Manders.
Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue.
Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen
efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet
afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale
til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg
tale til Dem alene.
Fru Alving.
Godt, herr pastor; tal!
4*
s. 48
Pastor Manders.
Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab
stod på afgrundens yderste rand? At De forlod
Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand;
– ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende
tilbage til ham, så meget han end trygled og bad
Dem om det?
Fru Alving.
Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg
følte mig i dette første år?
Pastor Manders.
Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken
her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken?
Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt
var at holde fast ved den mand, som De engang
havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige
bånd.
Fru Alving.
De godt, hvad slags liv Alving førte i den
tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.
Pastor Manders.
Jeg såre vel, hvilke rygter der gik om ham;
og jeg er den, som mindst af alle billiger hans
vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne medførte
sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin
husbonds dommer. Det havde været Deres skyldig-
hed med ydmygt sind at bære det kors, som en
højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i
det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader
den snublende, som De skulde have støttet, går hen
og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og –
er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
s. 49
Fru Alving.
Andres? andens, mener De nok.
Pastor Manders.
Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge
tilflugt hos mig.
Fru Alving.
Hos vor prest? Hos vor husven?
Pastor Manders.
Mest derfor. – Ja, tak De Deres og Gud,
at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem
fra Deres overspændte og at det blev
mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og
hjem til Deres lovlige husbond.
Fru Alving.
Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.
Pastor Manders.
Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd.
Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind
under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det
vokset sig stort til velsignelse for alle Deres føl-
gende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde
Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen,
således, som det sømmer sig en mand? Leved han
ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem
alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne
egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at
De efterhånden blev en medarbejder i alle hans fore-
tagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg
det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. –
Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i
Deres liv.
s. 50
Fru Alving.
Hvad vil De sige med det?
Pastor Manders.
Ligesom De engang har fornægtet hustruens
pligter, således har De siden fornægtet moderens.
Fru Alving.
Ah –!
Pastor Manders.
De har været behersket af en uheldsvanger selv-
rådighedens ånd alle Deres dage. Al tragten
har været vendt imod det tvangløse og det lovløse.
Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt,
hvad der har besværet Dem i livet, har De hensyns-
løst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De
selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke
længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand.
Det faldt Dem besværligt at være moder, og De
satte Deres barn ud til fremmede.
Fru Alving.
Ja, det er sandt; det har jeg gjort.
Pastor Manders.
Men derfor er De også bleven en fremmed for
ham.
Fru Alving.
Nej, nej; det er jeg ikke!
Pastor Manders.
Det er De; det De være. Og hvorledes har
De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De
har forbrudt meget imod Deres mand; – dette er-
kender De ved at rejse ham hint minde dernede.
Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres
s. 51

søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage
fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs,
hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham.
Thi (med hævet pegefinger) i sandhed, fru Alving, De er
en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det
for min pligt at måtte sige Dem.
(Taushed.)
Fru Alving
(langsomt og behersket).
De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal
De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal
ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem,
ligesom De har talt til mig.
Pastor Manders.
Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for
Deres færd –
Fru Alving.
Nej. Jeg vil bare fortælle.
Pastor Manders.
Nu –?
Fru Alving.
Alt, hvad De nys sagde her om mig og min
mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte
det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt
det er noget, som De jo sletikke kender af egen
iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige
omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.
Pastor Manders.
De og Deres mand flytted jo fra byen straks
efter.
Fru Alving.
Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands
s. 52

levetid. Det var forretninger, som tvang Dem til at
besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at
gøre.
Pastor Manders
(sagte og usikkert).
Helene – skal dette være en bebrejdelse, så
vil jeg be’ Dem overveje –
Fru Alving.
– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og
så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig
være tilbageholdende nok for slige hensyns-
løse fruentimmer.
Pastor Manders.
Kære – fru Alving, dette er en så umådelig
overdrivelse –
Fru Alving.
Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det,
jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægte-
skabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden
videre til den almindelige gængse mening.
Pastor Manders.
Nu ja vel; og hvad så?
Fru Alving.
Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sand-
heden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang
skulde få den at vide. De alene!
Pastor Manders.
Og hvad er da sandheden?
Fru Alving.
Sandheden er det, at min mand døde lige så
ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.
s. 53
Pastor Manders
(famler efter en stol).
Hvad var det De sagde?
Fru Alving.
Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, –
i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.
Pastor Manders.
Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregel-
mæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder
De ryggesløst levnet!
Fru Alving.
Vor huslæge brugte det udtryk.
Pastor Manders.
Nu forstår jeg Dem ikke.
Fru Alving.
Behøves ikke heller.
Pastor Manders.
Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægte-
skab, – hele dette mangeårige samliv med Deres
mand skulde ikke være andet end en overdækket
afgrund!
Fru Alving.
Ikke en smule andet. Nu De det.
Pastor Manders.
Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg
kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvor-
ledes var det da muligt at –? Hvorledes har så-
dant noget kunnet holdes skjult?
s. 54
Fru Alving.
Det har også været min uophørlige kamp dag
efter dag. Da vi havde fåt syntes jeg det blev
ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke
længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe
på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit
barns far var for et menneske. Og så De jo,
hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de
kunde tro andet end godt om ham. Han var af de
slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte.
Men så, Manders, – det skal De også vide, – så
kom det afskyeligste af det altsammen.
Pastor Manders.
Afskyeligere end dette!
Fru Alving.
Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så
godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset.
Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire
vægge –
Pastor Manders.
Hvad siger De! Her!
Fru Alving.
Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod den
første dør )
i spisestuen var det jeg først kom
undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde,
og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige
kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.
Pastor Manders.
Nu ja –?
Fru Alving.
Lidt efter hørte at Alving kom også. Jeg
at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte
s. 55

jeg – (med en kort latter.) Å, det klinger endnu for mig
både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte
min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kam-
merherre! Lad mig være!
Pastor Manders.
Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men
mere end en letsindighed har det ikke været, fru
Alving. Tro mig på det.
Fru Alving.
Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kam-
merherren fik sin vilje med pigen, – og dette for-
hold havde følger, pastor Manders.
Pastor Manders
(som forstenet).
Og alt det i dette hus! I dette hus!
Fru Alving.
Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde
ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte
jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag
oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på
tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke
med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak,
har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få
slæbt ham i seng –
Pastor Manders
(rystet).
At De har kunnet bære alt dette.
Fru Alving.
Jeg havde min lille gut at bære det for. Men
da så den sidste forhånelse kom til; da min egen
tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal
s. 56

ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele
magten – både over ham og over alt det øvrige.
For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han
turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat
ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at
lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer
gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg
syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i
dette tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham
ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik
sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved.
Der er som , hvad det har kostet mig.
Pastor Manders.
De har da i sandhed prøvet livet.
Fru Alving.
Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke
havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at
jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset,
alle forbedringerne, alle de nyttige indretninger, som
Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde
fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på so-
faen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu
vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev
ham når han havde sine lysere mellemstunder;
mig var det, som måtte dra’ hele når han
så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt
sammen i jammer og ynkelighed.
Pastor Manders.
Og over denne mand er det De rejser et æres-
minde.
Fru Alving.
Der ser De den onde samvittigheds magt.
s. 57
Pastor Manders.
Den onde –? Hvad mener De?
Fru Alving.
Det stod mig altid for, at det var umuligt
andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli
troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle
rygterne ned og rydde al tvil afvejen.
Pastor Manders.
Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt,
fru Alving.
Fru Alving.
Og så havde jeg grund til. Jeg vilde
at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst
i arv efter sin far.
Pastor Manders.
Det er altså for Alvings at –?
Fru Alving.
Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket
til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det
nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant
Alving til et godt parti.
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem –
Fru Alving.
Det var købesummen –. Jeg vil at de
penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal
ha’ alting fra mig, skal han.
(Osvald Alving kommer gennem den anden dør ; hat og over-
frakke har han skilt sig ved udenfor.)
s. 58
Fru Alving
(imod ham).
Er du alt igen? Min kære, kære gut!
Osvald.
Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regn-
vejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!
Regine
(med en pakke, fra spisestuen).
Her er kommet en pakke til fruen.
(rækker hende den.)
Fru Alving
(med et blik på pastor Manders).
Festsangene til imorgen formodentlig.
Pastor Manders.
Hm –
Regine.
Og så er der serveret.
Fru Alving.
Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –
(begynder at åbne pakken.)
Regine
(til Osvald).
Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?
Osvald.
Begge dele, jomfru Engstrand.
Regine.
Bien –; meget vel, herr Alving.
(hun går ind i spisestuen.)
s. 59
Osvald.
Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –
(går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham.)
Fru Alving
(som har åbnet pakken).
Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor
Manders.
Pastor Manders
(med foldede hænder).
Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal
kunne holde min tale, det –!
Fru Alving.
Å, det finder De nok ud af.
Pastor Manders
(sagte, for ikke at høres i spisestuen).
Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.
Fru Alving
(dæmpet men fast).
Nej. Men er også dette lange stygge komedie-
spil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for
mig, som om den døde aldrig havde levet i dette
hus. Her skal ingen anden være, end min gut og
hans mor.
(Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres)
Regines stemme
(hvast men hviskende).
Osvald da! Er du gal? Slip mig!
Fru Alving
(farer sammen i rædsel).
Ah –!
(Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres hoste
og nynne derinde. En flaske trækkes op.)
s. 60
Pastor Manders
(oprørt).
Men hvad er dog dette for noget! Hvad er
det, fru Alving?
Fru Alving
(hæst).
Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går
igen.
Pastor Manders.
Hvad siger De! Regine –? Er hun –?
Fru Alving.
Ja. Kom. Ikke et ord –!
(Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spise-
stuen.)

ANDEN AKT.

(Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet.)
(Pastor Manders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.)
Fru Alving
(endnu i døren).
Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spisestuen.)
Kommer du ikke med, Osvald?
Osvald
(indenfor).
Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.
Fru Alving.
gør det; for nu er det en smule opholdsvejr.
(lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og kalder:) Regine!
Regine
(udenfor).
Ja, frue?
Fru Alving.
Gå ned i strygeværelset og hjælp til med
kransene.
Henrik Ibsen: Gengangere.
5
s. 62
Regine.
Ja vel, frue.
Fru Alving
(forvisser sig at Regine går; derpå lukker hun døren).
Pastor Manders.
Han kan dog ikke høre noget derinde?
Fru Alving.
Ikke når døren er lukket. Desuden så går han
jo ud.
Pastor Manders.
Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber ikke,
hvorledes jeg har kunnet synke en bid af den vel-
signede mad.
Fru Alving
(i behersket uro, går op og ned).
Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?
Pastor Manders.
Ja, hvad er at gøre? Jeg det, min tro,
ikke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige tilfælde.
Fru Alving.
Jeg er overbevist om, at endnu er ingen ulykke
sket.
Pastor Manders.
Nej, det forbyde himlen! Men et usømmeligt
forhold er det ligefuldt.
Fru Alving.
Det hele er et løst indfald af Osvald; det kan
De være viss på.
s. 63
Pastor Manders.
Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags
ting; men jeg synes dog tilforladelig –
Fru Alving.
Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det
er en soleklar sag –
Pastor Manders.
det forstår sig.
Fru Alving.
Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –
Pastor Manders.
Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.
Fru Alving.
Til hvem, sa’ De?
Pastor Manders.
Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –.
Men, Herregud, frue, hvorledes er dette muligt? De
må jo dog ta’ fejl alligevel.
Fru Alving.
Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johanne
måtte gå til bekendelse for mig, – og Alving kunde
ikke nægte. Så var der jo ikke andet at gøre, end
at få sagen neddysset.
Pastor Manders.
Nej, det var vel det eneste.
Fru Alving.
Pigen kom straks af tjenesten, og fik en tem-
melig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten
5*

s. 64

sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun
fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand,
lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange
penge hun havde, og bildte ham så noget ind om
en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her
med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Eng-
strand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.
Pastor Manders.
Men hvorledes skal jeg da forklare mig –?
Jeg husker da Engstrand kom for at bestille
vielsen. Han var så rent sønderknust, og anklaged
sig så bitterligt for den letsindighed, han og hans
forlovede havde gjort sig skyldig i.
Fru Alving.
Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.
Pastor Manders.
Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det
imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet
om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok
ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på.
– Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For
penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen
havde at råde over?
Fru Alving.
Det var tre hundrede specier.
Pastor Manders.
Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hundrede
specier at gå hen og la’ sig ægtevie til en falden
kvinde!
Fru Alving.
Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod
mig ægtevie til en falden mand?
s. 65
Pastor Manders.
Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De
siger? En falden mand!
Fru Alving.
Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik
med ham til alteret, end Johanne da Engstrand
lod sig vie til hende?
Pastor Manders.
Ja men det er dog så himmelvidt forskellige
ting –
Fru Alving.
Sletikke så forskellige endda. Der var rigtignok
stor forskel i prisen; – lumpne tre hundrede daler
og en hel formue.
Pastor Manders.
Men at De kan stille noget så uligt sammen.
De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og
med Deres pårørende.
Fru Alving
(ser ikke på ham).
Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder
mit hjerte, havde forvildet sig dengang.
Pastor Manders
(fremmed).
Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke
bleven en daglig gæst i Deres mands hus.
Fru Alving.
Ja, det står ialfald fast, at med mig selv be-
rådte jeg mig sandelig ikke.
s. 66
Pastor Manders.
så med Deres nærmeste slægt da; således
som foreskrevet er; med Deres mor og med begge
Deres tanter.
Fru Alving.
Ja, det er sandt. De tre gjorde op regnestykket
for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt de fik at
det vilde være den rene dårskab at vrage et sligt
tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al
den herlighed havde båret hen!
Pastor Manders.
Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så
meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet
overensstemmende med fuld lovlig orden.
Fru Alving
(ved vinduet).
Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangen-
gang, det er det, som volder alle ulykkerne her i
verden.
Pastor Manders.
Fru Alving, nu forsynder De Dem.
Fru Alving.
Ja, det får så være; men jeg står ikke i det
med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det
ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.
Pastor Manders.
Hvad mener De med det?
Fru Alving
(trommer på vinduskarmen).
Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet.
Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min
egen skyld heller. Så fejg var jeg.
s. 67
Pastor Manders.
Fejg?
Fru Alving.
Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt
som så: stakkers mand, det er at han skejer
ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.
Pastor Manders.
Med en viss ret kunde sådant nok siges.
Fru Alving
(ser fast på ham).
Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg
Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din far var et
forfaldent menneske –
Pastor Manders.
Men du forbarmende –
Fru Alving.
– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har for-
talt Dem, – rub og stub.
Pastor Manders.
Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.
Fru Alving.
jeg det. Jeg det jo! Jeg oprøres
selv ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg er jeg.
Pastor Manders.
Og De kalder det fejghed at gøre Deres lige-
fremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et
barn skal agte og elske sin fader og sin moder?
Fru Alving.
Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os spørge:
skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?
s. 68
Pastor Manders.
Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som
forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?
Fru Alving.
Ja men sandheden da?
Pastor Manders.
Ja men idealerne da?
Fru Alving.
Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var
så fejg, som jeg er!
Pastor Manders.
Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for det
hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald. Osvald
har nok ikke ret mange idealer, desværre. Men så
meget har jeg kunnet skønne, at hans far står for
ham som et sådant ideal.
Fru Alving.
Det har De ret i.
Pastor Manders.
Og disse hans forestillinger har De selv vakt
og næret hos ham gennem Deres breve.
Fru Alving.
Ja; jeg var under pligten og hensynene; derfor
løj jeg for min gut år ud og år ind. Å, hvor fejg,
– hvor fejg jeg har været!
Pastor Manders.
De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres
søn, fru Alving, – og det bør De sandeligen ikke
skatte ringe.
s. 69
Fru Alving.
Hm; hvem om det nu er så bra’ allige-
vel. – Men noget maskepi med Regine vil jeg ial-
fald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og gøre
den stakkers pige ulykkelig.
Pastor Manders.
Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfærdeligt!
Fru Alving.
Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og at
det vilde bli’ til hans lykke –
Pastor Manders.
Hvorledes? Hvad så?
Fru Alving.
Men det vilde det ikke bli’; for Regine er des-
værre ikke slig.
Pastor Manders.
Nå, hvad så? Hvad mener De?
Fru Alving.
Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som
jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende,
eller indret jer som I vil; men bare ikke noget
bedrag.
Pastor Manders.
Men du forbarmende –! Et lovformeligt ægte-
skab endogså! Noget så forskrækkeligt –! Noget
så uhørt –!
Fru Alving.
Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor
Manders; tror De at der ude omkring i landet
findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?
s. 70
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
Fru Alving.
Å jo såmæn gør De så.
Pastor Manders.
Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde at –.
Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke altid så
rent, som det burde være. Men sådant noget, som
De sigter til, kan man jo dog aldrig vide, – ialfald
ikke med bestemthed. Her derimod –; at De, en
mor, kunde ville at Deres –!
Fru Alving.
Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne
tilstæde det for nogen pris i verden; det er jo netop
det jeg siger.
Pastor Manders.
Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem.
Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min skaber,
– en så oprørende forbindelse!
Fru Alving.
Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra den
slags forbindelser, siges der. Og hvem er det, som
har indrettet det slig her i verden, pastor Manders?
Pastor Manders.
Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem,
frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men
at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!
Fru Alving.
Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det. Jeg
er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette
gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan bli’ kvit.
s. 71
Pastor Manders.
Hvad var det De kaldte det?
Fru Alving.
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald
derinde, var det som jeg så gengangere for mig.
Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen,
pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet
fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags
gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro
og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det
sidder i alligevel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare
jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så
gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve
gengangere hele landet udover. Der må være så
tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så
gudsjammerlig lysrædde allesammen.
Pastor Manders.
Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres læs-
ning. Skønne frugter isandhed! Å, disse afskyelige,
oprørske, fritænkerske skrifter!
Fru Alving.
De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand,
som fik ægget mig til at tænke; og det skal De ha’
tak og pris for.
Pastor Manders.
Jeg!
Fru Alving.
da De tvang ind under det, som De
kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret
og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som
imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg begyndte
at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde
s. 72

bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde
fåt den løst, så rakned det op altsammen. Og så
skønte at det var maskinsøm.
Pastor Manders
(stille, rystet).
Skulde dette være vindingen af mit livs tungeste
strid?
Fru Alving.
Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.
Pastor Manders.
Det var mit livs største sejr, Helene; sejren
over mig selv.
Fru Alving.
Det var en forbrydelse imod os begge.
Pastor Manders.
At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem til
Deres lovlige husbond, da De kom til mig forvildet
og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en for-
brydelse?
Fru Alving.
Ja, jeg synes det.
Pastor Manders.
Vi to forstår ikke hinanden.
Fru Alving.
Ikke nu længer ialfald.
Pastor Manders.
Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker engang,
har jeg set Dem anderledes, end som en andens
ægtefælle.
s. 73
Fru Alving.
Ja – tro det?
Pastor Manders.
Helene –!
Fru Alving.
En går sig selv så let af minde.
Pastor Manders.
Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg altid var.
Fru Alving
(slår om).
Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om gamle
dage. Nu sidder De til op over ørene i kommis-
sioner og bestyrelser; og jeg går her og kæmper
med gengangere både indvendig og udvendig.
Pastor Manders.
De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få
bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har
hørt af Dem idag, kan jeg ikke for min samvittig-
hed forsvare at lade en ung ubefæstet pige forblive
i Deres hus.
Fru Alving.
Synes De ikke det var bedst, om vi kunde få
hende forsørget? Jeg mener – sådan godt gift.
Pastor Manders.
. Jeg tror, det vilde være i alle hen-
seender ønskeligt for hende. Regine er jo nu i den
alder, da –; ja, jeg forstår mig jo ikke på det,
men –
Fru Alving.
Regine blev tidlig voksen.
s. 74
Pastor Manders.
Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig for,
at hun var påfaldende stærkt udviklet i legemlig
da jeg forberedte hende til konfirmation.
Men foreløbig må hun ialfald hjem; under sin fars
opsigt –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. At
han – at han således kunde fordølge sandheden
for mig!
(Det banker på døren til forstuen.)
Fru Alving.
Hvem kan det være? Kom ind!
Snedker Engstrand
(søndagsklædt, i døren).
Jeg ber så my’ om forladelse, men –
Pastor Manders.
Aha! Hm –
Fru Alving.
Er det Dem, Engstrand?
Engstrand.
– der var ingen af pigerne tilstede, og så tog
jeg mig den dristige friheden at banke lige på.
Fru Alving.
Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig om
noget?
Engstrand
(kommer ind).
Nej, ellers så mange tak. Det var nok med
pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.
Pastor Manders
(går op og ned).
Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De det?
s. 75
Engstrand.
Ja, jeg vilde så fælt gerne –
Pastor Manders
( foran ham).
Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?
Engstrand.
Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi kla-
rering dernede. Mangfoldig tak, frue. – Og nu er
vi færdig med altingen; og så synes jeg, det vilde
være så pent og om vi, som har arbejdet
så oprigtigt sammen al denne tiden, – jeg synes,
vi skulde slutte med en liden andagt ikveld.
Pastor Manders.
En andagt? Nede i asylet?
Engstrand.
Ja, synes kanske ikke pastoren det er passe-
ligt, så –
Pastor Manders.
Jo visst synes jeg det, men – hm –
Engstrand.
Jeg har selv brugt at holde lidt andagt dernede
om kveldene –
Fru Alving.
Har De?
Engstrand.
Ja, en gang imellem; slig en liden opbyggelse
at kalde for. Men jeg er jo en ringe, gemen mand
og har ikke rigtig gaverne, Gu’ bedre mig, – og så
tænkte jeg, at siden herr pastor Manders just var
herude, så –
s. 76
Pastor Manders.
Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først
gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette
stemning for en sådan sammenkomst? Føler De
Deres samvittighed fri og let?
Engstrand.
Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at
snakke om samvittigheden, herr pastor.
Pastor Manders.
Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad
svarer De så?
Engstrand.
Ja, samvittigheden – den kan være fæl, den,
sommetider.
Pastor Manders.
Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De så
uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger det sam-
men med Regine?
Fru Alving
(hurtigt).
Pastor Manders!
Pastor Manders
(beroligende).
Lad De mig –
Engstrand.
Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig da!
(ser på fru Alving.) Det er da vel aldrig galt fat med
Regine?
Pastor Manders.
Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes
s. 61
[HIS: Sidetallene er feil i hele dette legget.]
hænger det sammen med Dem og Regine? De går
jo og gælder for hendes far. Nå?
Engstrand
(usikker).
Ja – hm – herr pastoren jo dette her med
mig og salig Johanne.
Pastor Manders.
Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres
afdøde hustru meddelte fru Alving den rette før hun kom af tjenesten.
Engstrand.
så skulde da –! Gjorde hun det alligevel?
Pastor Manders.
De er altså afsløret, Engstrand.
Engstrand.
Og hun, som både svor og bandte så helligt
på –
Pastor Manders.
Bandte hun!
Engstrand.
Nej, hun bare svor, men det så inderlig op-
rigtigt.
Pastor Manders.
Og i alle disse år har De fordulgt sandheden
for mig. Fordulgt den for mig, som så ubetinget
har fæstet lid til Dem i et og alt.
Engstrand.
Ja, desværre, jeg har nok det.
Henrik Ibsen: Gengangere.
6
s. 62
Pastor Manders.
Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand? Har
jeg ikke stedse været redebon til at gå Dem tilhånde
med råd og dåd, så vidt det stod i min magt? Svar!
Har jeg ikke det?
Engstrand.
Det havde nok ikke set godt ud for mig mangen-
gang, om jeg ikke havde havt pastor Manders.
Pastor Manders.
Og så lønner De mig på en sådan måde. Får
mig til at indføre uefterretteligheder i ministrialbogen
og forholder mig siden gennem en række af år de
oplysninger, som De var både mig og sandheden
skyldig. Deres færd har været aldeles uforsvarlig,
Engstrand; og fra nu af er det ude mellem os.
Engstrand
(med et suk).
Ja, det er vel det, kan jeg skønne.
Pastor Manders.
Ja, for hvorledes vilde De vel kunne retfærdig-
gøre Dem?
Engstrand.
Men skulde hun da gåt og skamferet sig endda
mere ved at snakke om det? Vil nu bare herr pa-
storen tænke sig, at han var i samme forfatning,
som salig Johanne –
Pastor Manders.
Jeg!
Engstrand.
Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akkurat.
Men jeg mener, om pastoren havde noget at skæms
s. 63

over i menneskenes øjne, som de siger. Vi mands-
personer skal ikke dømme en stakkers kvinde for
strængt, herr pastor.
Pastor Manders.
Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem,
jeg retter bebrejdelsen imod.
Engstrand.
Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren et
bitte lidet spørsmål?
Pastor Manders.
Nå ja, spørg.
Engstrand.
Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at han
oprejser den faldende?
Pastor Manders.
Jo, selvfølgelig.
Engstrand.
Og er ikke en mand skyldig at holde sit oprig-
tige ord?
Pastor Manders.
Jo visselig er han det; men –
Engstrand.
Den gangen, da Johanne var falden i ulykke
desformedelst denne – eller kanske
det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder
det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun
slåt vrag på mig før en gang eller to; for
hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og
jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja,
pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på
6*

s. 64

en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med
drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg
så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –
Fru Alving
(henne ved vinduet).
Hm –
Pastor Manders.
Jeg det, Engstrand; de rå mennesker kasted
Dem nedover trapperne. Den begivenhed har De før
meddelt mig. De bærer Deres skavank med ære.
Engstrand.
Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor. Men
det var det, jeg vilde fortælle, at så kom hun og
betrode sig til mig under grædendes tårer og tænders
gnidsel. Jeg må sige herr pastoren, det gjorde mig
så hjertelig ondt at høre på.
Pastor Manders.
Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?
Engstrand.
Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han er
omflakkendes på verdens hav, han. Og du,
sa’ jeg, du har begåt et syndefald og er en falden
skabning. Men Jakob Engstrand, sa’ jeg, han står
på to reelle ben, han; – ja, det mente jeg nu slig
som en lignelse, herr pastor.
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.
Engstrand.
Ja, så var det jeg oprejste hende og ægtevied
hende oprigtigt for at ikke folk skulde få vide, hvor
vildfarendes hun havde været med udlændinger.
s. 65
Pastor Manders.
Alt dette var såre smukt handlet af Dem. Jeg
kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme Dem
til at modtage penge –
Engstrand.
Penge? Jeg? Ikke en styver.
Pastor Manders
(spørgende til fru Alving).
Engstrand.
Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne
havde nok nogen skillinger ligevel. Men det vilde
jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mammon, det
er syndens sold, det; det usle guldet – eller papir-
sedler, hvad det var for noget – det slænger vi i
Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men han var afsides
og forsvunden over det vilde hav, herr pastor.
Pastor Manders.
Var han det, min gode Engstrand?
Engstrand.
Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige om,
at de pengene skulde gå til at opdrage barnet
og blev det da også; og kan gøre regnskab
og rigtighed for hver evig eneste skilling.
Pastor Manders.
Men dette forandrer jo sagen ganske betydeligt.
Engstrand.
Slig hænger det sammen, herr pastor. Og jeg
tør nok sige, jeg har været en oprigtig far for
Regine, – så langt mine kræfter rak da – for jeg
er en skrøbelig mand, desværre.
s. 66
Pastor Manders.
Nå nå, min kære Engstrand –
Engstrand.
Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet
og levet kærligt med salig Johanne og øvet hus-
tugten, som skrevet står. Men aldrig kunde det da
falde mig ind at gå op til pastor Manders og hov-
mode mig og gøre mig til af, at jeg havde gjort en
god gerning engang i verden, jeg også. Nej, når
sligt hændes Jakob Engstrand, så tier han stille
med det. Desværre, det går vel ikke så tidt på,
kan jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Manders,
så har jeg så evig nok med at snakke om det, som
galt og skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg
sagde nylig, – samvittigheden kan være styg en
gang iblandt.
Pastor Manders.
Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.
Engstrand.
Å Jøss, herr pastor –
Pastor Manders.
Ingen omsvøb. (trykker hans hånd.) Se så!
Engstrand.
Og hvis jeg så pent og vakker turde be’ pa-
storen om forladelse –
Pastor Manders.
De? Nej tvertimod; det er mig, som skal bede
Dem om forladelse –
Engstrand.
Å nej kors da.
s. 67
Pastor Manders.
Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele mit
hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde miskende Dem.
Og gid jeg så sandt kunde vise Dem et eller andet
tegn på min oprigtige fortrydelse og på min velvilje
for Dem –
Engstrand.
Vilde herr pastoren det?
Pastor Manders.
Med den allerstørste fornøjelse –
Engstrand.
for så var der rigtignok lejlighed til det nu.
Med de velsignede , som jeg har lagt mig til-
bedste tænker jeg på at grundlægge et slags
sjømandshjem inde i byen.
Fru Alving.
Vil De?
Engstrand.
Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde
for. Fristelserne er så mangfoldige for sjømanden,
som vandrer på landjorden. Men i dette her huset
hos mig kunde han få være som under en fars op-
sigt, tænkte jeg.
Pastor Manders.
Hvad siger De til det, fru Alving!
Engstrand.
Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’
bedre det; men hvis jeg bare kunde få en velgøren-
des håndsrækning, så –
Pastor Manders.
Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag. Deres
s. 68

forehavende tiltaler mig ganske overordentligt. Men
gå De nu foran, og gør alting istand og få tændt
lys, så det kan være lidt festligt. Og så skal vi
ha’ en opbyggelig stund sammen, min kære Eng-
strand; for nu tror jeg nok De har den rette stemning.
Engstrand.
Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel, frue,
og tak for her; og ta’ rigtig godt vare på Regine
for mig. (visker en tåre af øjet.) Salig Johannes barn –
hm, det er underligt med det – men det er lige
rakt som hun var vokset fast til hjerterødderne mine.
Ja-mænd er det så, ja.
(Han hilser og går ud gennem .)
Pastor Manders.
Nå, hvad siger De så om den mand, fru Alving!
Det var en ganske anden forklaring, den, vi der fik.
Fru Alving.
Ja, det var det rigtignok.
Pastor Manders.
Der ser De, hvor overmåde varsom man må
være med at fordømme et medmenneske. Men det
er da også en inderlig glæde at forvisse sig at
man har taget fejl. Eller hvad siger De?
Fru Alving.
Jeg siger, De er og blir et stort barn, Manders.
Pastor Manders.
Jeg?
Fru Alving
(lægger begge hænder på hans skuldre).
Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå begge
armene om halsen på Dem.
s. 69
Pastor Manders
(trækker sig hurtigt bort).
Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige lyster –
Fru Alving
(med et smil).
, De skal ikke være ræd for mig.
Pastor Manders
(ved bordet).
De har stundom en så overdreven måde at ud-
trykke Dem på. Nu vil jeg først samle dokumenterne
sammen og lægge dem i min taske. (gør som han siger.)
Se så. Og nu farvel sålænge. Hav øjnene med
Dem, når Osvald kommer tilbage. Jeg ser siden op
til Dem igen.
(Han tar hat og går ud gennem forstuedøren.)
Fru Alving
(drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet, rydder lidt op i stuen og vil
gå ind i men standser med et dæmpet udråb i døren)
:
Osvald, sidder du endnu ved bordet!
Osvald
(i spisestuen).
Jeg røger bare min cigar ud.
Fru Alving.
Jeg du var gået lidt opover vejen.
Osvald.
I sligt vejr?
(Et glas klirrer. Fru Alving lar døren stå åben og sætter sig med sit
strikketøj på sofaen ved vinduet.)
Osvald
(derinde).
Var det ikke pastor Manders, som gik nu nylig?
s. 70
Fru Alving.
Jo, han gik ned på asylet.
Osvald.
Hm.
(Glas og karaffel klirrer igen.)
Fru Alving
(med øjekast).
Kære Osvald, du skulde vogte dig for den likør.
Den er stærk.
Osvald.
Den er god imod fugtigheden.
Fru Alving.
Vil du ikke heller komme ind til mig?
Osvald.
Jeg må jo ikke røge derinde.
Fru Alving.
Cigar du jo godt du må røge.
Osvald.
Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte liden
dråbe til. – Se så.
(Han kommer med sin cigar ind i stuen og lukker døren efter sig. Kort
taushed.)
Osvald.
Hvor er pastoren henne?
Fru Alving.
Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.
Osvald.
Å ja, det er sandt.
s. 71
Fru Alving.
Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved
bordet, Osvald.
Osvald
(med cigaren bag ryggen).
Men jeg synes, det er så hyggeligt, (stryger
og klapper hende.)
Tænk, – for mig, som er kommen
hjem, at sidde ved mors eget bord, i mors stue, og
spise mors dejlige mad.
Fru Alving.
Min kære, kære gut!
Osvald
(noget utålmodig, går og røger).
Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg
kan ikke bestille noget –
Fru Alving.
Ja, kan du ikke det?
Osvald.
I sligt gråvejr? Uden at der falder et solblink
hele dagen? (går gulvet.) Å, det, ikke at kunne
arbejde –!
Fru Alving.
Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig, at
du kom hjem.
Osvald.
Jo, mor; det måtte så være.
Fru Alving.
Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære
den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –
s. 72
Osvald
(standser ved bordet).
Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig så
stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?
Fru Alving.
Om det er en lykke for mig!
Osvald
(krammer en avis).
Jeg synes, det måtte næsten være det samme
for dig, enten jeg var til eller ikke.
Fru Alving.
Og det har du hjerte til at sige til din mor,
Osvald?
Osvald.
Men du har da så godt kunnet leve mig for-
uden før.
Fru Alving.
Ja; jeg har levet dig foruden; – det er sandt.
(Taushed. Skumringen begynder langsomt. Osvald går frem og tilbage
på gulvet. har han lagt fra sig.)
Osvald
(standser ved fru Alving).
Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen hos dig?
Fru Alving
(gør plads for ham).
Ja, kom du, min kære gut.
Osvald
(sætter sig).
Nu må jeg sige dig noget, mor.
s. 73
Fru Alving
(spændt).
Nu vel!
Osvald
(stirrer frem for sig).
For jeg kan ikke gå og bære på det længer.
Fru Alving.
På hvad for noget? Hvad er det?
Osvald
(som før).
Jeg har ikke kunnet komme mig for at skrive
dig til om det; og siden jeg kom hjem –
Fru Alving
(griber ham om armen).
Osvald, hvad er dette for noget!
Osvald.
Både igår og idag har jeg prøvet at skyde tan-
kerne fra mig, – slå mig løs. Men det går ikke.
Fru Alving
(rejser sig).
Nu skal du tale rent ud, Osvald!
Osvald
(drager hende ned på sofaen igen).
Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige dig
det. – Jeg har klaget så over træthed efter rejsen –
Fru Alving.
Nu ja! Hvad så?
Osvald.
Men det er ikke det, som fejler mig; ikke nogen
almindelig træthed –
s. 74
Fru Alving
(vil springe op).
Du er da ikke syg, Osvald!
Osvald
(drager hende atter ned).
Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt. Jeg
er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad man al-
mindelig kalder syg. (slår hænderne sammen over hodet.) Mor,
jeg er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan aldrig
komme til at arbejde mere!
(han kaster sig med hænderne for ansigtet ned i hendes skød og brister
i hulkende gråd.)
Fru Alving
(bleg og dirrende).
Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke
sandt.
Osvald
(ser op med øjne).
Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig!
Være som levende død! Mor, kan du tænke dig
noget så forfærdeligt?
Fru Alving.
Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette forfærde-
lige kommet over dig?
Osvald
(sætter sig atter oprejst).
Ja, det er just det, jeg kan fatte og
begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv.
Ikke i nogen Det skal du ikke tro om
mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.
Fru Alving.
Det tror jeg heller ikke, Osvald.
s. 75
Osvald.
Og så kommer dette over mig alligevel! Denne
forfærdelige ulykke!
Fru Alving,
Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede
gut. Det er ikke andet end overanstrængelse. Du
kan tro mig på det.
Osvald
(tungt).
Det trode jeg også i førstningen; men det er
ikke så.
Fru Alving.
Fortæl mig fra ende til anden.
Osvald.
Det vil jeg også.
Fru Alving.
Hvad tid mærked du det først?
Osvald.
Det var straks efter at jeg havde været hjemme
forrige gang og var kommen ned til Paris igen. Jeg
begyndte at føle de voldsomste smerter i hodet –
i baghodet, syntes jeg. Det var som om en
trang jernring blev skruet om nakken og opover.
Fru Alving.
Og så?
Osvald.
I førstningen trode jeg, det ikke var andet, end
den sædvanlige hodepine, som jeg havde været så
plaget da jeg var i opvæksten.
s. 76
Fru Alving.
Ja, ja –
Osvald.
Men det var ikke så; det mærked jeg snart.
Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde
på et nyt stort billede; men det var som om evnerne
svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde
ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled
for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig til-
stand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, –
og af ham fik jeg vide besked.
Fru Alving.
Hvorledes, mener du?
Osvald.
Det var en af de første læger dernede. Jeg
måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og
så begyndte han at gøre mig en hel del spørsmål,
som jeg syntes kom sagen ved; jeg begreb
ikke hvor manden vilde hen –
Fru Alving.
Nu!
Osvald.
Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af
været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop
udtrykket
Fru Alving
(spændt).
Hvad mente han med det?
Osvald.
Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om en
nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle cyniker
(knytter hånden.) Å –!
s. 93
Fru Alving.
Hvad sa’ han?
Osvald.
Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.
Fru Alving
(rejser sig langsomt op).
Fædrenes synder –!
Osvald.
Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –
Fru Alving
(går henover gulvet).
Fædrenes synder –
Osvald
(smiler tungt).
Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred jeg
ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt
noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han
blev ved sit; og det var først da jeg havde taget
frem dine breve og oversat for ham alle de steder,
som handled om far –
Fru Alving.
Men da –?
Osvald.
Ja, da måtte han selvfølgelig at han
var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den
ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ung-
domsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig
fra. Det havde været for stærkt for mine kræfter.
Selvforskyldt, altså!
Fru Alving.
Osvald! Å nej; tro ikke det!
Henrik Ibsen: Gengangere.
7
s. 94
Osvald.
Der var ingen anden forklaring mulig, han.
Det er det forfærdelige. Uhelbredelig ødelagt for
hele livet – for min egen ubesindigheds skyld. Alt,
hvad jeg vilde udrettet i verden, – ikke at turde
tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på
det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det
ugjort altsammen!
(han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.)
Fru Alving
(vrider hænderne og går taus kæmpende frem og tilbage).
Osvald
(efter en , ser op og blir halvt liggende på albuen).
Havde det endda været noget nedarvet, – noget,
som ikke selv kunde gøre for. Men dette her!
På en så skammelig, tankeløs, letsindig måde at ha’
sløset bort sin egen lykke, sin egen sundhed, alting
i verden, – sin fremtid, sit liv –!
Fru Alving.
Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette er
umuligt! (bøjer sig over ham.) Det står ikke så fortvilet
til med dig, som du tror.
Osvald.
Å, du ikke –. (springer op.) Og så det, mor,
at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen gang
har jeg næsten ønsket og håbet, at du igrunden ikke
brød dig så stort om mig.
Fru Alving.
Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste, jeg
ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr mig om.
s. 95
Osvald
(griber begge hendes hænder og kysser dem).
Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjemme,
så ser jeg det jo. Og det er noget af det tungeste
for mig. – Men nu du det altså. Og nu vil vi
ikke tale mere om det for idag. Jeg tåler ikke at
tænke længe på det af gangen. (går opover gulvet.) Skaf
mig noget at drikke, mor!
Fru Alving.
Drikke? Hvad vil du drikke nu?
Osvald.
Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold punch
i huset.
Fru Alving.
Ja, men min kære Osvald –!
Osvald.
Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil! Jeg
ha’ noget at skylle alle disse nagende tankerne
ned med. (går op i blomsterværelset.) Og så – så mørkt,
som her er!
Fru Alving
(ringer på en klokkestreng ).
Osvald.
Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge
kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig få se et
solglimt. De gange, jeg har været hjemme, mindes
jeg aldrig jeg har set solen skinne.
Fru Alving.
Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!
Osvald.
Hm – (drager vejret tungt.) Jeg tænker ikke på
7*

s. 96

nogenting. Kan ikke tænke på nogenting! (lavmælt.)
Det lar jeg nok være.
Regine
(fra spisestuen).
Ringte fruen?
Fru Alving.
Ja, lad os få lampen ind.
Regine.
Straks, frue. Den er alt tændt.
(går ud.)
Fru Alving
(går hen til Osvald).
Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.
Osvald.
Det er jeg ikke, mor. går hen til bordet.) Jeg synes,
jeg har sagt dig så meget.
Regine
(bringer lampen og sætter den på bordet).
Fru Alving.
Hør, Regine, du kunde hente os en halv flaske
champagne.
Regine.
Vel, frue.
(går ud igen.)
Osvald
(tar fru Alving om hodet).
Det er, som det skal være. Jeg vidste nok,
mor vilde ikke la’ sin gut tørste.
s. 97
Fru Alving.
Du min stakkers kære Osvald; hvorledes skulde
jeg kunne nægte dig nogenting nu?
Osvald
(livfuldt).
Er det sandt, mor? Mener du det?
Fru Alving.
Hvorledes? Hvilket?
Osvald.
At du ikke vilde kunne nægte mig nogen ting?
Fru Alving.
Men kære Osvald –
Osvald.
Hys!
Regine
(bringer en brikke med en halv flaske champagne og to glas, som hun
sætter på bordet)
.
Skal jeg åbne –?
Osvald.
Nej tak, det skal jeg selv.
(Regine går ud igen.)
Fru Alving
(sætter sig ved bordet).
Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte
nægte dig?
Osvald
(beskæftiget med at åbne flasken).
Først et glas – eller to.
(Korken springer; han skænker i det ene glas og vil skænke i det andet.)
s. 98
Fru Alving
(holder hånden over).
Tak, – ikke for mig.
Osvald.
Nå, så for mig da!
(han tømmer glasset, fylder det pånyt og tømmer det atter; derpå sætter
han sig ved bordet.)
Fru Alving
(ventende).
Nu da?
Osvald
(uden at se på hende).
Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Manders
så så underlig – hm, stilfærdige ud ved middags-
bordet.
Fru Alving.
La’ du mærke til det?
Osvald.
Ja. Hm – (efter en kort taushed.) Sig mig, – hvad
synes du om Regine?
Fru Alving.
Hvad jeg synes?
Osvald.
Ja, er hun ikke prægtig?
Fru Alving.
Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje
som jeg –
Osvald.
Nå?
s. 99
Fru Alving.
Regine fik desværre gå for længe hjemme. Jeg
skulde taget hende til mig tidligere.
Osvald.
Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor?
(fylder sit glas.)
Fru Alving.
Regine har mange og store fejl –
Osvald.
Å ja, hvad gør det?
(han drikker igen.)
Fru Alving.
Men jeg holder af hende alligevel; og jeg har
ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt i
at hun skulde komme noget til.
Osvald
(springer op).
Mor, Regine er min eneste redning!
Fru Alving
(rejser sig).
Hvad mener du med det?
Osvald.
Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjæle-
kval alene.
Fru Alving.
Har du ikke din mor til at bære den med dig?
Osvald.
Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også
hjem til dig. Men det går ikke på den måden. Jeg
s. 100

ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit liv
ud her!
Fru Alving.
Osvald!
Osvald.
Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må jeg
bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal gå og se
på det.
Fru Alving.
Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så længe
du er så syg som nu –
Osvald.
Var det bare sygdommen alene, så blev jeg nok
hos dig, mor. For du er min bedste ven i verden.
Fru Alving.
Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!
Osvald
(driver urolig om).
Men det er alle kvalerne, , angeren, – og
så den store dødelige angst. Å – denne forfærde-
lige angst!
Fru Alving
(går efter ham).
Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?
Osvald.
Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg
det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.
Fru Alving
(går over mod højre og trækker i klokkestrængen)
s. 101
Osvald.
Hvad er det du vil?
Fru Alving.
Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg. Han
skal ikke gå her og gruble. (til Regine, som kommer i døren.)
Mere champagne. En hel flaske.
(Regine går.)
Osvald.
Mor!
Fru Alving.
Tror du ikke vi forstår at leve her på gården
også?
Osvald.
Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som hun
er bygget! Og så kærnesund.
Fru Alving
(sætter sig ved bordet).
Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.
Osvald
(sætter sig).
Du nok ikke, mor, at jeg har en uret at
gøre god igen mod Regine.
Fru Alving.
Du!
Osvald.
Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil
kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da jeg sidst
var hjemme –
Fru Alving.
Ja?
s. 102
Osvald.
– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og
jeg fortalte hende da et og andet dernedefra. Så
husker jeg, at jeg en dag kom til at sige: skulde
De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?
Fru Alving.
Nu?
Osvald.
Jeg så, at hun blev ganske blussende rød, og
så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst til. Ja
ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd for – eller
noget sligt.
Fru Alving.
Nu ja?
Osvald.
Jeg havde naturligvis glemt det hele; men da
jeg iforgårs kom til at spørge hende, om hun var
glad at jeg skulde bli’ så længe hjemme –
Fru Alving.
Ja?
Osvald.
– da så hun så besynderligt på mig, og så
spurgte hun: men hvad blir der så af min rejse til
Paris?
Fru Alving.
Hendes rejse!
Osvald.
Og så fik jeg ud af hende, at hun havde taget
sagen alvorligt, at hun havde gåt her og tænkt på
mig hele tiden, og at hun havde lagt sig efter at
lære fransk –
s. 103
Fru Alving.
Derfor altså –
Osvald.
Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kærne-
friske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig
lagt videre mærke til hende – men nu, da hun stod
der ligesom med åbne arme færdig til at ta’ imod
mig –
Fru Alving.
Osvald!
Osvald.
– da gik det op for mig, at i hende var der
redning; for jeg så der var livsglæde i hende.
Fru Alving
(studsende).
Livsglæde –? Kan der være redning i den?
Regine
(fra spisestuen med en champagneflaske).
Jeg ber at jeg blev så længe; men
jeg måtte i kælderen –
(sætter flasken på bordet.)
Osvald.
Og hent så et glas til.
Regine
(ser forundret på ham).
Der står fruens glas, herr Alving.
Osvald.
Ja, men hent et til dig selv, Regine.
Regine
(farer sammen og kaster et lynsnart sky sideblik til fru Alving).
s. 104
Osvald.
Nå?
Regine
(sagte og nølende).
Er det med fruens vilje –?
Fru Alving.
Hent glasset, Regine.
(Regine går ud i spisestuen.)
Osvald
(ser efter hende).
Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så
fast og frejdigt.
Fru Alving.
Dette sker ikke, Osvald!
Osvald.
Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter
ikke at tale imod.
Regine
(kommer med et tomt glas, som hun beholder i hånden).
Osvald.
Sæt dig, Regine.
Regine
(ser spørgende på fru Alving),
Fru Alving.
Sæt dig ned.
Regine
(sætter sig på en stol ved spisestuedøren og fremdeles det tomme
glas i hånden)
.
s. 105
Fru Alving.
Osvald, – hvad var det du sa’ om livsglæden?
Osvald.
Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke stort
til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her.
Fru Alving.
Ikke når du er hos mig?
Osvald.
Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår du
ikke.
Fru Alving.
Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.
Osvald.
Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu
igrunden den samme ting. Men den I heller-
ikke noget om.
Fru Alving.
Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig høre
mere om dette her.
Osvald.
Ja, det er bare det jeg mener, at her læres
folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og
en syndestraf, og at livet er noget jammerligt noget,
som vi er bedst tjent med at komme ud af jo før
jo heller.
Fru Alving.
En jammerdal, ja. Og det gør vi det da også
ærligt og redeligt til.
s. 106
Osvald.
Men sligt noget vil menneskene ikke vide af
derude. Der er ingen der, som rigtig tror på den
slags lærdomme længer. Derude kan det kendes
som noget så jublende lyksaligt, bare det at være
til i verden. Mor, har du lagt mærke til, at alt
det, jeg har malet, har drejet sig om livsglæden?
Altid og bestandig om livsglæden. Der er lys og
solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede
menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her
hjemme hos dig.
Fru Alving.
Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos mig?
Osvald.
Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i mig,
vilde arte ud i styghed her.
Fru Alving
(ser fast på ham).
Tror du, det vilde ske?
Osvald.
Jeg det så visst. Lev det samme liv her-
hjemme, som derude, og det blir dog ikke det
samme liv.
Fru Alving
(som spændt har lyttet, rejser sig med store tankefulde øjne og siger):
Nu ser jeg sammenhængen.
Osvald.
Hvad ser du?
Fru Alving.
Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan
jeg tale.
s. 107
Osvald
(rejser sig).
Mor, jeg forstår dig ikke.
Regine
(som ligeledes har rejst sig).
Skal jeg kanske gå?
Fru Alving.
Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min gut,
skal du vide det altsammen. Og så kan du vælge.
Osvald! Regine!
Osvald.
Vær stille. Pastoren –
Pastor Manders
(kommer ind gennem forstuedøren).
Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig stund
dernede.
Osvald.
Vi også.
Pastor Manders.
Engstrand må hjælpes med dette .
Regine må flytte til ham og være ham behjælpelig –
Regine.
Nej tak, herr pastor.
Pastor Manders
(lægger nu først mærke til hende).
Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!
Regine
(sætter hurtigt glasset fra sig).
Pardon –!
s. 108
Osvald.
Regine flytter med mig, herr pastor.
Pastor Manders.
Flytter! Med Dem!
Osvald.
Ja, som min hustru, – hvis hun forlanger det.
Pastor Manders.
Men du forbarmende –!
Regine.
Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.
Osvald.
Eller hun blir her, hvis jeg blir.
Regine
(uvilkårligt).
Her!
Pastor Manders.
Jeg forstenes over Dem, fru Alving.
Fru Alving.
Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale
rent ud.
Pastor Manders.
Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!
Fru Alving.
Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der
ingen idealer falde.
s. 109
Osvald.
Mor, hvad er det for noget, som her skjules
for mig!
Regine
(lyttende).
Frue! Hør! Der er folk, som skriger udenfor.
(hun går op i blomsterværelset og ser ud.)
Osvald
(mod vinduet ).
Hvad er der påfærde? Hvor kommer den lys-
ningen fra?
Regine
(råber).
Det brænder i asylet!
Fru Alving
(mod vinduet).
Brænder!
Pastor Manders.
Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede.
Osvald.
Hvor er min hat? Nå, det kan være det
samme –. Fars asyl –!
(han løber ud gennem havedøren.)
Fru Alving.
Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.
Pastor Manders.
Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffedom-
men over dette forstyrrelsens hus!
Henrik Ibsen: Gengangere.
8
s. 110
Fru Alving.
Ja, ja visst. Kom, Regine.
(hun og Regine skynder sig ud gennem forstuen.)
Pastor Manders
(slår hænderne sammen).
Og så ikke assureret!
(ud samme vej.)

TREDJE AKT.

(Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen brænder
på bordet. Mørkt udenfor; kun en svag ildskimmer i bag-
grunden.)
(Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet, står oppe i blomster-
værelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt
bag hende.)
Fru Alving.
Brændt altsammen. Lige til grunden.
Regine.
Det brænder endnu i kælderne.
Fru Alving.
At ikke Osvald kommer op. Der er jo ingen-
ting at redde.
Regine.
Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?
Fru Alving.
Har han ikke sin hat engang?
Regine
(peger ud i forstuen).
Nej, der hænger den.
8*
s. 112
Fru Alving.
Så lad den hænge. Nu må han dog komme
op. Jeg vil selv se efter.
(hun går ud gennem havedøren.)
Pastor Manders
(kommer fra forstuen).
Er ikke fru Alving her?
Regine.
Nu gik hun netop ned i haven.
Pastor Manders.
Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har op-
levet.
Regine.
Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?
Pastor Manders.
Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke på
det engang.
Regine.
Men hvorledes kan det være gåt til –?
Pastor Manders.
Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor kan
jeg vide det? Vil De kanske også –? Er det ikke
nok, at Deres far –?
Regine.
Hvad han?
Pastor Manders.
Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.
Snedker Engstrand
(kommer gennem forstuen).
Herr pastor –!
s. 113
Pastor Manders
(vender sig forskrækket).
Er De efter mig her også!
Engstrand.
Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da! Men
dette her er så fælt, herr pastor!
Pastor Manders
(går frem og tilbage).
Desværre, desværre!
Regine.
Hvad er det for noget?
Engstrand.
Å, det kom af denne her andagten, ser du.
(sagte.) Nu har vi gøken, barnet mit! (højt.) Og så
at jeg skal være skyld i, at pastor Manders blev
skyld i sligt noget!
Pastor Manders.
Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –
Engstrand.
Men der var jo ingen andre end pastoren, som
rejerte med lysene dernede.
Pastor Manders
(standser).
Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig
ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.
Engstrand.
Og jeg, som så at pastoren tog
lyset og snød det med og slængte tanen
lige bort i høvleflisene.
s. 114
Pastor Manders.
Og det så De på?
Engstrand.
Ja, det så jeg plent, det.
Pastor Manders.
Dette er det mig umuligt at begribe. Det er
ellers aldrig min vane at pudse lys med fingrene.
Engstrand.
Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det.
Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?
Pastor Manders
(går urolig frem og tilbage).
Å, spørg mig ikke!
Engstrand
(går med ham).
Og så har jo ikke pastoren assurert det heller?
Pastor Manders
( gående).
Nej, nej, nej; det hører De jo.
Engstrand
(følger med).
Ikke assurert. Og så gå bent bort og stikke
varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en ulykke!
Pastor Manders
(tørrer sveden af panden).
Ja, det må De nok sige, Engstrand.
Engstrand.
Og så at sligt skulde hænde sig med en vel-
gørendes anstalt, som skulde været til nytte for både
s. 115

by og bygd, som de siger. Bladene vil nok ikke
fare fint med pastoren, kan jeg tro.
Pastor Manders.
Nej, det er just det, jeg går og tænker på. Det
er næsten det værste af det altsammen. Alle disse
hadefulde angreb og beskyldninger –! Å, det er
forskrækkeligt at tænke sig til!
Fru Alving
(kommer fra haven).
Han er ikke at formå til at gå fra slukningen.
Pastor Manders.
Ah, er De der, frue.
Fru Alving.
Så slap De dog at holde Deres festtale, pastor
Manders.
Pastor Manders.
, jeg skulde så gladeligen –
Fru Alving
(dæmpet).
Det var at det gik, som det gik. Dette
asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.
Pastor Manders.
Tror De ikke?
Fru Alving.
Tror De det?
Pastor Manders.
Men det var dog en overmåde stor ulykke al-
ligevel.
s. 116
Fru Alving.
Vi vil tale kort og godt om det, som en forret-
ningssag. – Venter De på pastoren, Engstrand?
Engstrand
(ved forstuedøren).
Ja, jeg gør nok det.
Fru Alving.
Så sæt Dem ned så længe.
Engstrand.
Tak; jeg står så godt.
Fru Alving
(til pastor Manders).
De rejser nu formodentlig med dampskibet?
Pastor Manders.
Ja. Det går om en times tid.
Fru Alving.
Vær da så god at ta’ alle papirerne med Dem
igen. Jeg vil ikke høre et ord mere om denne sag.
Jeg har fåt andre ting at tænke på –
Pastor Manders.
Fru Alving –
Fru Alving.
Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at ordne
alting som De selv vil.
Pastor Manders.
Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig. Le-
gatets oprindelige bestemmelse må jo nu desværre
aldeles forandres.
s. 117
Fru Alving.
Det forstår sig.
Pastor Manders.
Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så,
at gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen
kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs.
Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet.
Og renterne af den kontante beholdning, som inde-
står i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst an-
vende til at støtte et eller andet foretagende, som
måtte siges at være til gavn for byen.
Fru Alving.
Ganske som De vil. Det hele er mig nu aldeles
ligegyldigt.
Engstrand.
Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!
Pastor Manders.
Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det må
nøje overlægges.
Engstrand.
Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!
Pastor Manders
(med et suk).
Og jeg jo desværre ikke, hvor længe jeg
får med de sager at bestille. Om ikke den offentlige
mening vil nøde mig til at fratræde. Det beror jo
altsammen på udfaldet af brandforhørerne.
Fru Alving.
Hvad er det De siger?
s. 118
Pastor Manders.
Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd be-
regne.
Engstrand
(nærmere).
Å jo såmæn gør det så. For her står Jakob
Engstrand og jeg.
Pastor Manders.
Ja ja, men –?
Engstrand
(sagtere).
Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som
svigter en værdig velgører i nødens stund, som de
kalder det.
Pastor Manders.
Ja men kære, – hvorledes –?
Engstrand.
Jakob Engstrand er som en redningens engel
at lignes ved, han, herr pastor!
Pastor Manders.
Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke modtage.
Engstrand.
Å, det blir nu så alligevel. Jeg en, som
har taget skylden på sig for andre engang før, jeg.
Pastor Manders.
Jakob! (trykker hans hånd.) De er en sjelden per-
sonlighed. Nå, De skal også bli’ forhjulpen til Deres
sømands-asyl; det kan De lide på.
Engstrand
(vil takke, men kan ikke for rørelse).
s. 119
Pastor Manders
(hænger rejsetasken skuldren).
Og så afsted. Vi to rejser sammen.
Engstrand
(ved spisestuedøren, sagte til Regine).
Følg med mig, tøs! Du skal få leve som guld
i et æg.
Regine
(kaster på nakken).
Merci!
(hun går ud i forstuen og henter pastorens rejsetøj.)
Pastor Manders.
Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og lov-
lighedens ånd ret snart må holde sit indtog i denne
bolig.
Fru Alving.
Farvel, Manders!
(Hun går op imod blomsterværelset, idet hun ser Osvald komme ind
gennem havedøren.)
Engstrand
(idet han og Regine hjælper pastoren ydertøjet på).
Farvel, barnet mit. Og skulde der komme noget
på med dig, så du, hvor Jakob Engstrand er at
finde. (sagte.) Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving
og Osvald.)
Og huset for de vejfarendes sjømænderne,
det skal kaldes «Kammerherre Alvings hjem», det.
Og får jeg styre det huset efter mine funderinger,
så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren
værdigt.
Pastor Manders
(i døren).
Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand.
Farvel; farvel!
(han og Engstrand går ud gennem .)
s. 120
Osvald
(går henimod bordet).
Hvad var det for et hus, han talte om?
Fru Alving.
Det er nok et slags asyl, som han og pastor
Manders vil oprette.
Osvald.
Det vil brænde op ligesom alt dette her.
Fru Alving.
Hvor falder du på det?
Osvald.
Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage,
som minder om far. Jeg går også her og brænder op.
Regine
(ser studsende på ham).
Fru Alving.
Osvald! Du skulde ikke blevet så længe der-
nede, min stakkers gut.
Osvald
(sætter sig ved bordet).
Jeg tror næsten, du har ret i det.
Fru Alving.
Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.
(hun tørrer ham med sit lommetørklæde.)
Osvald
(ser ligegyldig frem for sig).
Tak, mor.
Fru Alving.
Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske sove?
s. 121
Osvald
(angst).
Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg
bare lader så. (tungt.) Det kommer tidsnok.
Fru Alving
(ser bekymret på ham).
Jo, du er rigtignok syg alligevel, min vel-
signede gut.
Regine
(spændt).
Er herr Alving syg?
Osvald
(utålmodig).
Og så luk alle dørene! Denne dødelige angst –
Fru Alving.
Luk, Regine.
Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager sit
tørklæde af; Regine gør det samme.)
Fru Alving
(rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig hos ham).
Se så; nu vil jeg sidde hos dig –
Osvald.
Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde.
Regine skal altid være om mig. Du gir mig nok
håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?
Regine.
Jeg forstår ikke –
Fru Alving.
Håndsrækningen?
s. 122
Osvald.
Ja, – når det behøves.
Fru .
Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig en
håndsrækning.
Osvald.
Du? (smiler.) Nej, mor, den håndsrækning gir
du mig ikke. (ler tungt.) Du! Ha-ha! (ser alvorligt på
hende.)
Forresten var du jo nærmest til det. (hæftigt.)
Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine? Hvor-
for kalder du mig ikke Osvald?
Regine
(sagte).
Jeg tror ikke fruen vilde like det.
Fru Alving.
Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig så
her hos os, du også.
Regine
(sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden side af bordet).
Fru Alving.
Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal jeg
ta’ byrderne af dit sind –
Osvald.
Du, mor?
Fru Alving.
– alt det, du kalder for nag og anger og be-
brejdelser –
Osvald.
Og det tror du, du kan?
s. 123
Fru Alving.
Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før til at
tale om livsglæden; og da gik der ligesom et nyt
lys op for mig over alle tingene i hele mit liv.
Osvald
(ryster på hodet).
Dette her forstår jeg ikke noget af.
Fru Alving.
Du skulde ha’ kendt din da han var ganske
ung løjtnant. I ham var livsglæden oppe, du!
Osvald.
Ja, det jeg.
Fru Alving.
Det var som et søndagsvejr bare at se på ham.
Og så den ustyrlige kraft og livsfylde, som var i
ham!
Osvald.
Og
Fru Alving.
Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for
han var som et dengang, – han måtte gå
herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde
at byde på, men bare fornøjelser. Måtte gå her
uden at ha’ noget livsformål; han havde bare et
embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde
kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare
forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var
mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare
dagdrivere og svirebrødre –
Osvald.
Mor –!
s. 124
Fru Alving.
Så kom det, som det måtte komme.
Osvald.
Og hvorledes måtte det da komme?
Fru Alving.
Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå
med dig, om du blev hjemme.
Osvald.
Vil du dermed at far –?
Fru Alving.
Din stakkers far fandt aldrig noget afløb for
den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg
bragte heller ikke søndagsvejr ind i hans hjem.
Osvald.
Ikke du heller?
Fru Alving.
De havde lært mig noget om pligter og sligt
noget, som jeg har gåt her og troet på så længe.
Alting så munded det ud i pligterne, – i mine
pligter og i hans pligter og –. Jeg er ræd, jeg
har gjort hjemmet uudholdeligt for din stakkers far,
Osvald.
Osvald.
Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til om
dette?
Fru Alving.
Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde
røre ved det til dig, som var hans søn.
Osvald.
Og hvorledes så du det da?
s. 125
Fru Alving
(langsomt).
Jeg så bare den ene tingen, at din far var en
nedbrudt mand før du blev født.
Osvald
(dæmpet).
Ah –!
(han rejser sig og går hen til vinduet.)
Fru Alving.
Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den
ene sagen, at Regine igrunden hørte til her i huset
– ligesom min egen gut.
Osvald
(vender sig hurtigt).
Regine –!
Regine
(farer ivejret og spørger dæmpet).
Jeg –!
Fru Alving.
Ja, nu I det begge to.
Osvald.
Regine!
Regine
(hen for sig).
Så mor var altså slig en.
Fru Alving.
Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.
Regine.
Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg
har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue, må jeg
så få lov til at rejse straks på timen?
Henrik Ibsen: Gengangere.
9
s. 126
Fru Alving.
Vil du virkelig det, Regine?
Regine.
Ja, det vil jeg da rigtignok.
Fru Alving.
Du har naturligvis din vilje, men –
Osvald
(går hen imod Regine).
Rejse nu? Her hører du jo til.
Regine.
Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel sige
Osvald da. Men det var rigtignok ikke på den
måden, jeg havde ment det.
.
Regine, jeg har ikke været åbenhjertig imod
dig –
Regine.
Nej, det var såmæn synd at sige! Havde jeg
at Osvald var sygelig så –. Og så nu, da
det ikke kan bli’ til noget mellem os –.
Nej, jeg kan gå her ude på landet og
slide mig op for syge folk.
Osvald.
Ikke engang for en, som står dig så nær?
Regine.
Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige får
nytte sin ungdom; for ellers kan en komme til at
stå på en bar bakke før en af det. Og jeg
har også livsglæde i mig, frue!
s. 127
Fru Alving.
Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort,
Regine.
Regine.
Å, sker det, så skal det vel så være. Slægter
Osvald på sin far, så slægter vel jeg på min mor,
kan jeg tænke. – Må jeg spørge fruen, om pastor
Manders besked om dette her med mig?
Fru Alving.
Pastor Manders altsammen.
Regine
(får travlt med sit tørklæde).
Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde med
dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er så snil at
komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at
jeg er lige så nær til lidt af de pengene, som han
– den fæle snedkeren.
Fru Alving.
De skal være dig vel undt, Regine.
Regine
(ser stivt på hende).
Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som en
konditioneret mands barn; for det havde passet bedre
for mig. (kaster på nakken.) Men skidt, – det kan være
det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske.)
Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke cham-
pagnevin med konditionerte folk, jeg.
Fru Alving.
Og trænger du til et hjem, Regine, så kom
til mig.
9*
s. 128
Regine.
Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar sig
nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig galt, så
jeg jo et hus, hvor jeg hører hjemme.
Fru Alving.
Hvor er det?
Regine.
I kammerherre Alvings asyl.
Fru Alving.
Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!
Regine.
Å pyt! Adieu.
(hun hilser og går ud gennem forstuen.)
Osvald
(står ved vinduet og ser ud).
Gik hun?
Fru Alving.
Ja.
Osvald
(mumler hen for sig.)
Jeg tror det var galt, dette her.
Fru Alving
(går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre).
Osvald, min kære gut, – har det rystet dig
stærkt?
Osvald
(vender ansigtet imod hende).
Alt dette om far, mener du?
Fru Alving.
Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd, det
skal ha’ virket for stærkt på dig.
s. 129
Osvald.
Hvor kan du falde på det? Det kom mig
naturligvis højst overraskende; men igrunden kan
det jo være mig ganske det samme.
Fru Alving
(trækker hænderne til sig).
Det samme! At din far var så grænseløs ulyk-
kelig!
Osvald.
Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham,
som for enhver anden, men –
Fru Alving.
Ikke anderledes! For din egen far!
Osvald
(utålmodig).
Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget
til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han
engang fik mig til at kaste op.
Fru Alving.
Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke
et barn føle kærlighed for sin far alligevel?
Osvald.
Når et barn ikke har noget at takke sin far
for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig
fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst
forresten?
Fru Alving.
Og det skulde bare være overtro –!
Osvald.
Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af
disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –
s. 130
Fru Alving
(rystet).
Gengangere!
Osvald
(går gulvet).
Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.
Fru Alving
(i udbrud).
Osvald, – så elsker du heller ikke mig!
Osvald.
Dig kender jeg da ialfald –
Fru Alving.
Ja, kender; men er det alt!
Osvald.
Og jeg jo, hvor meget du holder af mig;
og det må jeg da være dig taknemmelig for. Og
du kan jo være mig så umådelig nyttig, nu, da jeg
er syg.
Fru Alving.
Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde
næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem til
mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke; du
må vindes.
Osvald
(utålmodig).
Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne talemåder.
Du må huske på, jeg er et sygt menneske, mor.
Jeg kan ikke beskæftige mig så meget med andre;
nok med at tænke på mig selv.
Fru Alving
(lavmælt).
Jeg skal være nøjsom og tålmodig.
s. 131
Osvald.
Og så glad, mor!
Fru Alving.
Ja, min kære gut, det har du ret i. (går hen til
ham.)
Har jeg nu taget alle nag og bebrejdelser fra dig?
Osvald.
Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?
Fru Alving.
Angsten?
Osvald
(går henover gulvet).
Regine havde gjort det for et godt ord.
Fru Alving.
Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med ang-
sten – og med Regine?
Osvald.
Er det meget sent på natten, mor?
Fru Alving.
Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blomsterværelset.)
Dagen begynder alt at gry oppe i højderne. Og så
blir det klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se
solen.
Osvald.
Det glæder jeg mig til. Å, der kan være mangt
og meget for mig at glæde mig ved og leve for –
Fru Alving.
Det skulde jeg vel tro!
Osvald.
Om jeg end ikke kan arbejde, så –
s. 132
Fru Alving.
Å, nu vil du snart kunne komme til at arbejde
igen, min kære gut. Nu har du jo ikke længer alle
disse nagende og trykkende tankerne at gå og ruge
over.
Osvald.
Nej, det var godt, at du fik væltet alle de ind-
bildninger af mig. Og når jeg nu bare er kommen
over dette (sætter sig i sofaen.) Nu vil vi snakke
sammen, mor –
Fru Alving.
Ja, lad os det.
(hun skyver en lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved ham.)
Osvald.
– og så rinder solen imens. Og så du
det. Og så har jeg ikke længer denne angsten.
Fru Alving.
Hvad er det jeg , sa’ du?
Osvald
(uden at høre på hende).
Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at der
ikke var den ting til i verden, som du ikke vilde
gøre for mig, om jeg bad dig om det?
Fru Alving.
Jo, det sa’ jeg rigtignok!
Osvald.
Og det står du ved, mor?
Fru Alving.
Det kan du lide på, du min kære eneste gut.
s. 133

Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare for dig
alene.
Osvald.
Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor, du har
et stærkt kraftfuldt sind, det jeg. Nu skal du
sidde ganske rolig, når du får høre det.
Fru Alving.
Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!
Osvald.
Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover du
mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille om
det. Lover du mig det, mor?
Fru Alving.
Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!
Osvald.
Ja, så skal du da vide, at det med og det, at jeg ikke tåler at tænke på arbejde, –
alt det er ikke sygdommen selv –
Fru Alving.
Hvad er da sygdommen selv?
Osvald.
Den sygdom, jeg har fåt som arvelod, den –
(peger på panden og tilføjer ganske sagte.) den sidder herinde.
Fru Alving
(næsten målløs).
Osvald! Nej – nej!
Osvald.
Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du,
s. 134

den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde løs
hvad tid og time det skal være.
Fru Alving.
Å, hvilken rædsel –!
Osvald.
Nu bare rolig. Slig står det til med mig –
Fru Alving
(springer op).
Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt!
Det kan ikke være så!
Osvald.
Jeg har havt anfald dernede. Det gik snart
over. Men da jeg fik vide, hvorledes det havde
været med mig, da kom angsten over mig så rasende
og jagende; og så rejste jeg hjem til dig så fort
jeg kunde.
Fru Alving.
Det er altså angsten –!
Osvald.
Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser
du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig
sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø;
skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.
Fru Alving.
Ja, ja, Osvald, det må du!
Osvald.
Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’
ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at måtte
mades, at måtte –. Å, – det er ikke til at be-
skrive!
s. 135
Fru Alving.
Barnet har sin mor til at pleje sig.
Osvald
(springer op).
Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil! Jeg
tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde ligge
slig i mange år, – bli’ gammel og grå. Og så
kunde du kanske dø fra mig imens. (sætter sig i fru
Alvings
stol.)
For det behøver ikke at ende dødeligt
straks, sa’ lægen. Han kaldte det et slags blødhed
i hjernen – eller noget sligt. (smiler tungt.) Jeg synes,
det udtryk høres så smukt. Jeg kommer altid til at
tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, – noget,
som er delikat at stryge nedad.
Fru Alving
(skriger).
Osvald!
Osvald
(springer op igen og går henover gulvet).
Og nu har du taget Regine fra mig! Havde
jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig
håndsrækningen, hun.
Fru Alving
(går hen til ham).
Hvad mener du med det, min elskede gut? Er
der da nogen håndsrækning i verden, som ikke jeg
skulde ville gi’ dig?
Osvald.
Da jeg var kommen mig efter anfaldet dernede,
så sa’ lægen mig det, at når det kommer igen, –
og det kommer igen, – så er der ikke noget håb
mere.
s. 136
Fru Alving.
Og det var han hjerteløs nok til at –
Osvald.
Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham, at jeg
havde forføjninger at træffe –. (smiler listigt.) Og det
havde jeg også. (trækker en liden æske op den indre bryst-
lomme.)
Mor, ser du denne her?
Fru Alving.
Hvad er det for noget?
Osvald.
Morfinpulver.
Fru Alving
(ser forfærdet på ham).
Osvald, – min
Osvald.
Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –
Fru Alving
(griber).
Giv mig æsken, Osvald!
Osvald.
Ikke endnu, mor.
(han gemmer æsken igen i lommen.)
Fru Alving.
Dette overlever jeg ikke!
Osvald.
Det må overleves. Havde jeg nu havt Regine
her, så havde jeg sagt hende, hvorledes det stod til
med mig – og bedt hende om den sidste håndsræk-
ning. Hun havde hjulpet mig; det er jeg viss på.
s. 137
Fru Alving.
Aldrig!
Osvald.
Når det forfærdelige var kommet over mig og
hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spæde-
barn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen redning
mere –
Fru Alving.
Aldrig i verden havde Regine gjort dette!
Osvald.
Regine havde gjort det. Regine var så prægtig
lethjertet. Og hun var snart bleven ked af at passe
en slig syg, som jeg.
Fru Alving.
Da lov og at ikke Regine er her!
Osvald.
Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.
Fru Alving
(skriger højt).
Jeg!
Osvald.
Hvem er nærmere til det end du?
Fru Alving.
Jeg! Din mor!
Osvald.
Just derfor.
Fru Alving.
Jeg, som har givet dig livet!
Osvald.
Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er
s. 138

det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke
ha’ det! Du skal ta’ det igen!
Fru Alving.
Hjælp! Hjælp!
(hun løber ud i forstuen.)
Osvald
(efter hende).
Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?
Fru Alving
(i forstuen),
Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig komme ud!
Osvald
(sammesteds).
Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.
(en nøgle drejes om.)
Fru Alving
(kommer ind igen).
Osvald! Osvald, – mit barn!
Osvald
(følger hende).
Har du en mors hjerte for mig, – du, som kan
se mig lide al denne unævnelige angst!
Fru Alving
(efter et øjebliks stilhed, siger behersket):
Her er min hånd på det.
Osvald.
Vil du –?
Fru Alving.
Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke
nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!
s. 139
Osvald.
Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve
sammen så længe vi kan. Tak, mor.
(Han sætter sig i den lænestol, som fru Alving har flyttet hen til sofaen.
Dagen bryder frem; lampen blir ved at brænde på bordet.)
Fru Alving
(nærmer sig varsomt),
Føler du dig nu rolig?
Osvald.
Ja.
Fru Alving
(bøjet over ham).
Det har været en forfærdelig indbildning hos
dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har ikke
tålt alt dette oprivende. Men nu skal du få hvile
ud. Hjemme hos din egen mor, du min velsignede
gut. Alt, hvad du peger på, skal du få, som den-
gang du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet
over. Ser du, hvor let det gik! Å, det vidste jeg
nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig dag vi
får? Skinnende solvejr. Nu kan du rigtig få se
hjemmet.
(Hun går hen til bordet, og slukker lampen. Solopgang. Bræen og
tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys.)
Osvald
(sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig;
siger han)
:
Mor, gi’ mig solen.
Fru Alving
(ved bordet, ser studsende på ham).
Hvad siger du?
Osvald
(gentager dumpt og toneløst).
Solen. Solen.
s. 140
Fru Alving
(hen til ham).
Osvald, hvorledes er det med dig?
Osvald
(synes at skrumpe sammen i alle musklerne slappes; hans ansigt
er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem)
.
Fru Alving
(dirrende af rædsel).
Hvad er dette! (skriger højt.) Osvald! Hvorledes
har du det! (kaster sig på knæ ned ved ham og rusker i ham.)
Osvald! Osvald! Se på mig! Kender du mig ikke?
Osvald
(toneløst som før).
Solen. – Solen.
Fru Alving
(springer op, river med begge hænder i sit hår og skriger):
Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet.) Dette
bæres ikke! Aldrig! (pludseligt.) Hvor har han dem
henne? (famler pilsnart over hans bryst.) Her! (viger et par
skridt tilbage og skriger:)
Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!
( står et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret, og
stirrer på ham i målløs rædsel.)
Osvald
(sidder ubevægelig som før og siger):
Solen. – Solen.

Forklaringer

Tegnforklaring inn her