Henrik Ibsens skrifter

Hvorledes har hun det idag?

Jeg var nu netop oppe hos hende og da forekom hun mig ganske rolig. Men bag alle hendes stemninger ligger der noget dulgt, som det er mig umuligt at komme på det rene med. Og så er hun jo så foranderlig, – så uberegnelig, – så pludselig vekslende.

Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.

Ikke alene. I sin dybeste grund er det ​hende medfødt. Ellida hører til havfolket. Det er sagen.

Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?

Har De ikke lagt mærke til, at de mennesker der ude ved det åbne hav er ligesom et folk for sig selv? Det er næsten som om de leved havets eget liv. Der er bølgegang – og ebbe og flod også – både i deres tænkning og i deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig omplante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før. Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’ hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!

Er De kommen til den mening nu?

Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’ sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme til orde i mig. For jeg holdt jo så meget af hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var jeg dengang!

Hm, – enhver mand er visst lidt egenkærlig ​under de omstændigheder. For resten så har jeg aldrig mærket noget til den lyde hos Dem, doktor Wangel.

Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.

Hvad for noget! Var det derfor, at De skrev?

Ja. Men lad Dem ikke mærke med det.

Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.

Nej, det er så rimeligt. For jeg var ledet ​på vildspor. Jeg trode, at Ellidas hjerte havde hængt ved Dem engang. At det lønligt hang en smule ved Dem endnu. At det kanske vilde gøre hende godt at få sé Dem igen og få tale med Dem om hjemmet og om gamle dage.

Det var altså Deres hustru, De mente, da De skrev, at her gik en og vented på mig og – og kanske længted efter mig!

Ja, hvem ellers?

Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod det ikke.

Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent på vildspor.

Og De siger om Dem selv, at De er egenkærlig!

Å, jeg havde jo så stor en skyld at bøde på. Jeg syntes ikke, jeg turde vrage noget middel, når det kanske kunde lette hendes sind en smule.