Henrik Ibsens skrifter

I taler viseligen, Frue! og for ei at udsætte mig for Spot, endvidere, for ei at bryde den gode Forstaaelse med mine Venner i Sverige, saa nødes jeg til –

At forlænge Eders Ophold paa Østeraad?

Nu gaar han i Fælden!

Nei, min ædle Frue! jeg nødes til at komme overeens med Eder endnu i denne Time.

Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

Det vil lykkes!

I er sikker i Eders Sag, som det lader.

Hvad vædde vi, at Seieren er min?

Østeraad Gaard mod Eders Knæspænder!

Østeraad Gaard er ikke længer Eders!

Niels Lykke!

Hvad nu?

Væddemaalet modtager jeg ikke; thi om et Øieblik skjænker I mig gjerne den og mere til for at fri Eder ud af Snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

Eders Skjæmt begynder at blive noget lystig, Herr Ridder!

Den bliver lystigere endnu, idetmindste for mig. I bryster Eder af, at have gjennemskuet mig, I overdynger mig med Bitterhed, Haan og Spot; – ha, I skulde vogte Eder for at vække min Hævnlyst; thi jeg kan med to Ord bøie Eder i Knæ for mine Fødder.

Ha, ha! – (standser pludselig ​

HU: 130

som greben af en Anelse) Og disse to Ord? Niels Lykke! disse to Ord –

Er Hemmeligheden om Eders og Steen Stures Søn!

O, Jesus Christ! (knælende) Naade! Naade!

Fru Ingers Søn! – Hvad siger I?

Kom til Eder selv og lad os tale besindigt sammen.

Hørte I det, Olaf Skaktavl! hørte I det? – Eller var det kun en hæslig Drøm, et Kogleri, som suste forbi mine Øren?

I har hørt ret!

Men hvor har I ham da? – hvor har I ham? Hvad vil I med ham? – Dræb ham ikke, giv mig ham igjen; giv mig mit Barn! ​– Niels Lykke! hør! Tag Alt hvad jeg eier, tag mit Gods og mit Guld, men giv mig mit Barn, giv mig bare min Søn tilbage!

Ha, jeg begynder at begribe –

Og denne Angst, denne kvælende Rædsel, som jeg i tyve Aar har baaret i mit Bryst! – Gud! Gud! er det ret af Dig? Var det derfor Du gav mig ham, at jeg skulde friste al denne Nød og Kvide! Ha, jeg veed det, jeg veed det – jeg er forhadt i Himlen, fordi jeg har svigtet det Kald, som var lagt paa mig derovenfra. – I seer saa forundret paa mig, Olaf Skaktavl! det var vist hæslige Ord jeg der sagde? Ja, jeg tror det gjerne; men naar denne Angst hugger sine Jernklør i mit Bryst, saa mægter jeg ikke længere at tøile mine Tanker. – Niels Lykke! siig mig en Ting, hvor har I ham, hvor er han?

Hos sin Pleiefader!

Endnu hos sin Pleiefader? – Hos ham, ​som stadigen har nægtet mig – men det maa ikke længer blive saaledes ved. Olaf Skaktavl! I maa hjælpe mig!

Jeg?

Det vil ei være fornødent, saafremt I kun –

Hør mig, Olaf Skaktavl! hør mig begge To! thi nu tror jeg nok, jeg er mig saavidt mægtig, at – Nuvel da! I mindede mig iaftes om hiin Nat, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo; I mindede mig om det Løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved hans Baare mellem Norges gjæveste Mænd; jeg var ikke stort over femten Aar, men jeg følte Herrens Kraft i mit Bryst, og fra den Dag grundede sig hos mig og os Alle den Tro, at Himlen havde sat sit Mærke paa mig, og kaaret mig til at stride i Spidsen for den hellige Sag. Var det Hovmod, eller var det en Aabenbarelse ovenfra, som indblæste mig denne Tro, det veed jeg ikke; men vee, vee Den, der har faaet et stort Kald i Livet, og ei har Styrke til at udføre det. Der siges, at Kvinden skal forlade Fader og Moder for at følge sin Mand; men Den, der er kaaret til at være Himlens Værktøi, tør Intet eie, der er hende kjært; ikke Mage eller Barn, ikke Frænder eller Hjem, og deri, seer I, – deri ligger Forbandelsen ved at være kaaret til en berømmelig Daad. – I ti Aar holdt jeg trolig, hvad jeg havde lovet; jeg stod ved mine Landsmænds Side i Trængsler og Nød, jeg blev fem og tyve Aar gammel, alle mine Legesøstre sad som Hustruer og Mødre trindt om i Landet, kun jeg stod ene i Strid og Fare, thi Kvindens sædvanlige Lod var jo ikke min, saa lød det ideligen for mine Øren; – og jeg selv var kun altfor tilbøielig til at tro det. Da saa jeg for første Gang Steen Sture, han var dengang en Mand i sin fagreste Kraft.

Ganske sandt; og efter hvad jeg har ladet mig sige, kom han i et hemmeligt Ærinde til Norge; – Ingen uden I turde vide, at han var velsindet mod Eders Parti.

Som en ubekjendt Riddersvend levede han en Vinter i min Nærhed; da lærte jeg, at der gives andre Længsler, andre Drømme i Kvindens Sjæl, end dem, jeg hidtil havde næret. Den næste Vinter kom han igjen, og da han atter drog bort, saa tog han med sig et spædt Barn, som ingen Anden vidste Besked om, ikke fordi jeg frygtede Menneskenes Fordomme, men fordi det vilde være til Skade for vor Sag, ifald det rygtedes, at Steen Sture besad min Tiltro. Barnet blev sat til Opfostring hos Peder Kantsler, indtil bedre Tider, som vi forgjæves ventede paa. Steen Sture giftede sig to Aar efter i Sverige, og da han døde, efterlod han sig Enke –

– Og med hende en lovlig Arving til sit Navn og sine Rettigheder!

Forgjæves anraabte jeg Peder Kantsler om at give mig mit Barn tilbage; det var jo den eneste Skabning jeg kunde kaste min Kjærlighed paa, men han vægrede sig stadigen: Slut Eder fast og ubrydelig til os, sagde han, saa sender jeg Eders Søn tilbage, før ikke. Hvor skulde jeg vove det? De Misfornøiedes Parti var svagt; dersom vore Fiender seirede og mit Barn faldt i deres Magt – o, jeg veed det; for at sikre sig Moderen, vilde de have beredt Barnet den samme Skjæbne, som Kong Christjern skulde have fristet, dersom ikke Flugten havde reddet ham. Men Danskerne vare ogsaa virksomme; de forsømte hverken Trusler eller Løfter for at vinde min Bistand.

Begribeligt; thi Eders Navn havde endnu en god Klang i Norge. Folkets Øine vogtede endnu paa ​Eder, som Den, der var kaldet til at bryde dets Lænker!

Nu kom Herluf Hydefads Oprør, der var atter Vaar i Landet, der var Haab i Folkenes Bryst; «Frihedstimen er kommen, slaa løs, slaa løs!» skreg de, men jeg – jeg stod tvivlraadig langt fra Striden, i min eensomme Gaard. Vel tykkedes det mig stundom, som om Gud selv kaldte mig til Vaaben for vort Folk, men jeg nølede, thi atter kom den dræbende Angst over mig. «Hvem vil seire?» see det var Spørgsmaalet, som ideligen lød i mine Øren og lammede min Villies Kraft. – Det var en kortvarig Vaar, som dengang brød frem over Norge; Herluf Hydefad blev fældet og Hundreder med ham; mig kunde Ingen kræve til Regnskab, thi jeg havde holdt mig udenfor Begivenhederne, og dog fattedes det ikke paa forblommede Trusler fra Danerhoffet; min Angst vaagnede paany – Hvad, om de kjendte Hemmeligheden? – Rigshovmester Gyldenløve forlangte mig tilægte; en Maaned efter var han min Huusbond. Da lød et Fordømmelsesskrig igjennem Riget: «hun har forraadt os, hun har svigtet sit Folk!» – Inger Gyldenløve blev hjemløs i sine Landsmænds Hjerter; Begivenhederne skred ustandselig frem; Undertrykkelsesværket voxte Dag for Dag i Styrke; men min Virken var sluttet. Der var Tider, da jeg væmmedes over mig selv; thi hvad havde jeg at gjøre; Intet uden at ængstes, forhaanes og føde Døtre til Verden. Mine Døtre! Gud maa forlade mig det, ifald jeg ikke har en Moders Hjerte for dem; men mine Pligter som Hustru var mig et Hoveriarbeide, – hvor kunde jeg elske Frugterne deraf? O, med ​min Søn var det anderledes; han var min Kjærligheds Barn, det Eneste, der mindede mig om den Tid, da jeg var Kvinde i Aand og Sandhed, og ham havde de taget fra mig, ​han voxte op mellem Fremmede, der maaskee saaede Fordærvelsens Sæd i hans Sjæl. Olaf Skaktavl! havde jeg siddet nøgen og forladt i Storm og Uveir paa Høifjeldet, hvis jeg havde havt mit Barn i mine Arme, selv om han var saa ussel og elendig, at ikke engang Ulven gad æde ham saalænge der var Andet at faa, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt for ham, saaledes som jeg har sørget og grædt fra hans Fødsel og indtil denne Time!

Der er min Haand; jeg har dømt Eder for haardt, Fru Inger! men lad nu vort Mellemværende være glemt; herefter kan I byde og befale over mig som før, jeg skal lystre. – Ja, ved alle Helgene! jeg veed, hvad det vil sige, at sørge for sit Barn.

Fiendens Sværd har taget Eders; men hvad er Døden mod en evig Angst gjennem tyve lange Aar?

Nuvel, det staar i Eders Magt at ende denne Angst; dersom I forsoner begge Partier, saa behøver intet af dem at tilegne sig Eders Barn som Borgen for Eders Troskab.

Det er Himlens Hævn! (høit) Siig frem, hvad fordrer I?

At I kalder Eders Landsmænd til Vaaben for at understøtte de Misfornøiede i Sverige.

Videre!

At I virker for at den unge Grev Sture kan blive indsat i sin Slægts Rettigheder som Sveriges Styrer.

Han? I fordrer, at jeg –

Det er Svenskernes Ønske, ogsaa vi vil være vel tjent dermed.

Kan I betænke Eder, min Frue? I skjælver for Eders Barns Sikkerhed, hvor kan I da ønske noget Bedre end at see hans Halvbroder paa Thronen?

Vel sandt, vel sandt!

Med mindre der skulde være andre Anslag i Gjære.

Hvad mener I?

At Inger Gyldenløve pønsede paa at blive – Kongemoder!

Nei, nei! Giv mig mit Barn tilbage, saa kan I give Nordens Krone til hvem I vil. Men veed I da ogsaa, om Grev Sture er villig –

Derom kan han selv forvisse Eder.

Han selv og naar?

I denne Time!

Hvordan?

Hvad siger I?

Med et Ord, at Grev Sture befinder sig paa Østeraad!

Her?

Det er Eder maaskee berettet, at jeg red selv anden gjennem Porten; Greven var min Følgesvend.

Jeg er i hans Vold; der er intet Valg længere. (høit) Godt, I skal faa min Forsikring om Bistand.

Skriftlig?

Som I begjærer. (gaar hen til Bordet paa venstre Side)

Endelig seirer jeg da!

Skaktavl! jeg veed det med Vished, Niels Lykke er en Forræder!

Hvordan, I tror?

Han pønser paa Svig. (sætter sig ved Bordet for at skrive)

Og dog vil I skrive dette Dokument, som kan volde Eders Undergang?

Stille! Lad mig raade!

Ah, raadslaa kun med hinanden saameget I lyster, nu er al Fare forbi; om et Øieblik har jeg hendes skrevne Ord, der stempler hende som Oprørerske, saafremt det gjøres fornødent. ​Endnu i Nat maa jeg skikke et hemmeligt Bud til Jens Bjelke. Jeg kan nu med god Samvittighed forsikre ham om, at den unge Greve ikke er her. Og saa imorgen, naar Veien er tryg, da tager jeg ham derinde med mig til Throndhjem, mit Skib fører ham videre til Danmark, og vi kan da foreskrive Fru Inger hvilke Betingelser vi lyster. Hvis ikke denne Streg gjør mit Navn berømt, saa er der ikke længere Sands blandt Menneskerne for hvad der er stort i Verden.

Nu, I har altsaa forstaaet mig?

Tilfulde! Det skal skee, som I befaler. (gaar ud til Høire i Baggrunden)

Herr Ridder! Herr Ridder!

Uforsigtige! hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde til jeg kaldte paa Jer.

Hvor kunde jeg det. Nu, da I har sagt mig, at Inger Gyldenløve er min Moder, nu higer jeg mere end nogensinde før efter at see hende Ansigt til Ansigt. O, det er hende! hvor ædelt og ​stolt! Ja, jeg vidste det nok, saaledes maatte hun see ud. Jeg veed ikke, hvorledes det er, men siden jeg har faaet denne Hemmelighed at vide, er jeg ligesom bleven ældre og fornuftigere; jeg vil ikke længer være vild og forfløien, jeg vil være en ​Mand, en Helt. Hør, siig mig, veed hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

Javist har jeg, men –

Nu?

Hun erkjender Eder ei som Søn.

Hun erkjender mig ikke? Men hun er jo min Moder. (tager en Ring frem, som han bærer om Halsen) O, naar der ikke er Andet iveien, saa viis hende denne Ring, som jeg har baaret fra mine tidligste Aar; den maa hun vide Besked om.

I forstaar mig ikke; Fru Inger tvivler ingenlunde om, at I er hendes Barn; men, – ja see Eder om; see al denne Rigdom, see alle disse mægtige Forfædre, hvis Billeder hænge rundt om Væggene, og endelig hun selv, denne stolte Kvinde, der er vant til at byde som en Dronning, tror I, det kan være hende kjært, at vise den fattige, uvidende Svend for Menneskenes Øine og sige: See her, denne er min Søn!

Ja, I har visseligen Ret; jeg er fattig og uvidende; jeg har Intet at give hende i Vederlag for hvad jeg fordrer; o, aldrig har jeg følt min Armod saa bittert som i denne Time; men siig mig, hvad tror I, jeg skal gjøre for at vinde hendes Godhed; siig mig det, I maa jo vide det!

I skal vinde Land og Rige, men fornemmeligen maa I vel vogte Eder for at saare hendes Øren ved at nævne et Ord om Slægtskab eller Sligt. Hun vil betragte Eder som om I virkelig var Grev Sture, indtil I selv gjør Eder værdig til at kaldes hendes Søn.

O, men saa siig mig da –

Stille, stille!

Herr Ridder! her er mit Ord!

Jeg takker Eder.

Ah, det er –

Grev Sture!

Træk for Træk; ved Himlen ja, det er Steen Stures Søn! (høit) Vær hilset i mit Huus, Herr Greve! Det hviler i Eders Haand, hvorvidt vi inden et Aar skulle velsigne dette Møde eller ei.

I min Haand? O, byd mig, hvad jeg skal gjøre, tro mig, jeg har baade Kraft og Villie.

Vaabenlarm og Støi? Det er Nogen, som kommer hid, hvad skal dette sige?

Det er Aanderne, som vaagne!

Leve, leve Inger Gyldenløve!

I har sagt dem, hvad der er i Gjære?

Alt hvad de behøve at vide, har jeg sagt dem.

Og nu, trofaste Venner og Tjenere, væbner Eder som I bedst kunne. Hvad jeg tidligere iaftes forbød Eder, det være Eder ​nu i fuldeste Maade tilstedet. Og her, her fremstiller jeg for Eder Grev Sture, Sveriges Drot og Norges med, hvis Gud saa vil det.

Hil ham, hil Grev Sture!

Det ulmer stærkere under Asken end jeg havde tænkt mig; paa Skrømt har jeg manet Oprørsdjæv’len frem; vee, vee mig, om han voxte mig over Hovedet!

Af mig modtager I her den første Haandsrækning, tredive Ryttere, som skal følge og beskytte Eder; tro mig, inden I naaer Grændsen, har ​Tusinder stillet sig under Eders Banner; og reis nu med Gud!

Tak, Inger Gyldenløve! Tak, og vær sikker paa, I skal ei komme til at skamme Eder over – over Grev Sture! Hvis I seer mig igjen, da har jeg vundet Land og Rige!

Ja, hvis hun seer ham igjen!

Hestene vente, Alt er rede!

Hvordan? Er det Eders Agt allerede nu i Nat –

I dette Øieblik!

Nei, nei, umuligt!

Som jeg siger.

Lyd hende ikke!

Hvor kan jeg Andet? Jeg vil, jeg maa!

Men det er Eders Fordærv!

Ligegodt! Hun har Ret til at befale.

Og jeg?

Mit Ord holder jeg Eder; Hemmeligheden kommer ikke over mine Læber, før I selv løser mig; men hun er min Moder!

Og Jens Bjelke, som lurer paa Veien! Fordømt, han snapper mig Byttet af Hænderne! (til Fru Inger) Vent til imorgen!

Grev Sture! Vil I lyde mig eller ei?

Tilhest! (gaar op mod Baggrunden)

Den Ulykkelige! han veed ikke hvad han gjør. (til Fru Inger) Nu, siden det saa skal være, lev vel! (vil gaa)

Nei, stands! Ikke saa, Herr Ridder! ikke saa!

Hvad mener I?

Niels Lykke! I er en Forræder! Stille! stille! Lad ingen mærke, at der er Uro i Høvidsmændenes Leir! Peder Kantslers Tillid har I vundet ved en djævelsk List, som jeg ikke mægter at gjennemskue, I har tvunget mig til at gribe til Vaaben, ikke for at støtte vor Sag, men for at fremme Eders egne Anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage, men tro ikke derfor, at I har seiret; jeg skal vide at gjøre Eder uskadelig.

Fru Inger!

Vær rolig, det gjælder ikke Livet; men I kommer ikke udenfor Østeraads Porte, førend Seieren er vor!

Død og Djæv’len!

Al Modstand er unyttig; I slipper ikke herfra! Forhold Eder derfor stille, det er det Klogeste I kan gjøre.

Ha, jeg er overlistet; hun har været snedigere end jeg.

I følger Grev Stures Trop indtil Grændsen; derfra drager I uopholdelig til Peder Kantsler og bringer mig mit Barn. Nu har han ikke længere nogen Grund til at holde ham tilbage. (idet Skaktavl vil gaa) Vent, et Kjendemærke – den, der bærer Steen Stures Ring, det er den Rette!

Ved alle Helgene, I skal faa ham!

Tak, tak! min trofaste Ven!

Altsaa, afsted over Hals og Hoved! En Fjerdingvei herfra ligge Svenskerne i Baghold; Du beretter Jens Bjelke, hvad jeg har ​fortalt Dig om Grev Stures Død; den unge Mand der maa ikke antastes – hans Liv er mig Tusinder værd!

Det skal skee!

Og reiser nu Alle med Gud! (pegende paa Niels Lykke) Denne ædle Ridder der, kan ikke bekvemme sig til saa hastigt at forlade sine Venner paa Østeraad; han vil vente til Seirsbudskabet kommer.

Djævel!

Tro mig, I skal ikke komme til at vente længe!

Det er godt, det er godt! (afsides) Alt kan endnu vindes, hvis mit Bud blot kommer betids nok til Jens Bjelke.

Og han der hensættes under sikker Bevogtning i Borgekjælderen.

Jeg?

Finn!

Der brast mit sidste Anker.

I Borgekjælderen!

Afsted! Tilhest! tilhest! Længe leve Inger Gyldenløve!

Hvem seirer?

Hvem? Ja, vee hende! Seieren bliver dyrekjøbt. Jeg vasker mine Hænder; hun er selv den, som myrder ham, ikke jeg. Men mit Bytte undslipper mig ligefuldt og Oprøret er igang; ha, det er et dumdristigt, et afsindigt Spil jeg har indladt mig i. (lyttende) Tys, der ride de allerede gjennem Porten, og jeg staar tilbage som en Fange, – ingen Mulighed for at slippe bort! Inden en halv Time falde Svenskerne over ham, han har tredive velbevæb​nede Ryttere med sig, det vil gaa paa Livet løst! Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, saa kunde jeg indhente Svenskerne inden de naaede Grændsen og faa ham udleveret. Fordømt! skulde der da ingen Udvei være? (gaar hurtig frem og tilbage, men standser ​

HIS: 147

pludselig og lytter) Hvad er det? Sang og Strengeleg! Det kommer fra Elines Kammer; hun er altsaa oppe endnu. (som om han pludselig faar et Indfald) Eline! Ha, hvis det gik an? I Havsnød frister man jo ethvert Redningsmiddel! Og hvorfor skulde det ikke lade sig gjøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I Visen hedder det:

Og hun –? Ja, ja, Eline skal frelse mig!​

Hvem er den Kløgtigste paa Jorden? Er det den, der har et Kongerige at vinde, hvis han bruger sin Snildhed? Er det den, der faar en Skamstøtte over sin Grav, dersom hans Indre vrænges udad og hans lønligste Tanker stilles for Dagens Lys? (hovedrystende) Ingen af dem. Den, der har et Kongerige at vinde, – var han den Kløgtigste, saa vilde han stride for at tabe sin Gevindst, ikke for at vinde den. Den, der har en Skamstøtte ivente, – var han den Kløgtigste, saa vilde han sige sig selv, at naar han først er dernede, sex Fod under Muldet, saa mægter ikke Menneskehænder at bygge Skamstøtten, der kan knuge ham. Hvem er da den Kløgtigste? (reiser sig) Den Kløgtigste er en Moder, som strider for sit Barns Frelse! Det er det, som giver Vid i Panden! – Der er Ingen saa kløgtig, Ingen saa snild, som Inger Gyldenløve, siges der over de tre nordiske Riger. (hviskende) Jeg har stridt denne Strid, jeg har i tyve Aar kjæmpet for mit Barns Frelse, – det er Nøglen til Gaaden! (efter en Pause, idet hun farer med Haanden over Panden, ligesom for at ​

HIS: 150

samle Tankerne) Jeg veed alligevel ikke, hvordan det hænger sammen, men det tykkes mig stundom, at Tankerne ​svigte og jeg maa ligesom gribe efter dem for at holde dem fast. Er det fordi Striden nu er tilende, og jeg saaledes ikke længere har Kløgten behov? Nei, nei! Det er nok heller en Virkning af denne nagende Angst, der presser Hjernen; om min Forstand? – O, det har ingen Nød; det gaar over, det gaar over! (efter en Pause) Hvor Alt er fredsælt her paa Gaarden inat; ethvert Øie har lukket sig, nu vil ogsaa jeg gaa til Ro. Hvormangen Nat har jeg ikke vaaget her i Eenrum med mine ængstelige Tanker! Mine Fædre har skuet mørkt og truende ned paa mig, og jeg har hængt dem indad mod Væggen for ikke at møde deres vrede Blikke. I Nat see de Alle saa venlige ud, der er Forsoning i deres Sjæle og (lægger Haanden paa Hjertet) det er der ogsaa i min! thi nu staar jeg ved Maalet; jeg faar jo mit Barn tilbage! (tager Lyset og vil gaa, men standser) Ved Maalet? Ved Maalet? Er det da ogsaa virkelig mit endelige Maal, at faa ham tilbage; – kun det og intet Andet? (sætter atter Stagen paa Bordet) Niels Lykke kastede et flygtigt Ord hen i Vind og Veir; Ordet faldt i min Sjæl som et Sædkorn i en gjødslet Jordbund, – det er allerede begyndt at spire; dog nei, ikke saa; det havde allerede hvilet længe derinde, men som en ufødt Tanke, der først fik Liv i det Øieblik, han nævnte den ved Navn. (hviskende) Kongemoder; – Kongemoder, sagde han! Og hvorfor ikke? Har ikke min Slægt før mig raadet som Konger, om de end ikke bare Kongenavnet? Har ikke min Søn den samme Adkomst til Stureslægtens Rettigheder som den Anden? I Guds Øine har han det, dersom der ellers er Retfærd i Himlen. Og disse Rettigheder har jeg med ødsel Haand bortskjænket som Løsepenge for hans Frihed! – Om de nu kunde vindes tilbage? Saalænge jeg ræddedes for hans Liv, laa denne Tanke maalløs i min Sjæl, den var ​ lysræd som et Skovens Dyr; nu tager den atter Mod til sig og lister sig frem af sit Smuthul. – Dog nei, ​nei! jeg vil ikke tænke denne Tanke, jeg har vakt Himlens Fortørnelse ved selv at bane min Livssti; – nu forsager jeg Magt og Berømmelse, det er Offeret, som skal forsone mig med Gud! Og han, mit Barn, fortjente han vel, hvad jeg har lidt for ham, dersom ikke min Kjærlighed var ham nok? (tager atter Lyset) Bort med alle forvovne Tanker; jeg har stridt en tyveaarig Kampdag tilende, nu vil jeg søge Fred og Hvile! (gaar mod Baggrunden, men standser og siger grublende) Kongemoder! (gaar langsomt ud til Venstre i Baggrunden)

Alt er stille, jeg maa afsted!

O, saa lad mig endnu engang see Dig ind i Øinene, førend Du forlader mig.

Eline!

Kommer Du aldrig meer til Østeraad?

Hvor kan Du tvivle derpaa? Er Du ikke fra nu af min Forlovede? Men vil Du ogsaa være mig tro, vil Du ikke forglemme mig inden vi atter mødes?

Om jeg vil være Dig tro? Har jeg da længer nogen Villie, mægtede jeg vel at være Dig utro selv om jeg vilde det? Du kom ved Nattetid, Du bankede paa min Dør og jeg lukkede Dig ind; Du talte til mig, Du stirrede mig ind i Øiet med al denne gaadefulde Magt, der hilder Kvindens Sjæl ligesom i et Trolddomsnæt; jeg skjænkede Dig Alt hvad Kvinden kan ​skjænke den Mand, hun har kjær, og derfor er jeg Din, derfor maa jeg være Dig tro – tro i al Evighed!

Nu, ved min Ridderære! saa skal Du ogsaa inden Aaret er omme sidde som Frue i Niels Lykkes Borg.

Stille, Niels Lykke, stille! Lov mig Intet!

Hvad fattes Dig? Hvorfor ryster Du saa sørgmodig med Hovedet?

Fordi jeg veed, at de fagre Ord, som har hildet mit Sind, dem har Du tilhvisket Hundrede før mig. Nei, nei, forstaa mig ret! Jeg bebreider Dig Intet, saaledes som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kjendte Dig. Nu veed jeg jo, at Du i Eet og Alt er en Mand, en Mand, hvem Skjæbnen har betroet mægtige Evner og et stort Hverv i Livet; hvor kan ​da Kjærligheden være Dig andet end en Leg og Kvinden et Legetøi?

Eline! hør mig!

Alt fra min Barndom hørte jeg Dit Navn lyde i Krøniker og Sange; jeg hadede dette Navn, fordi jeg troede Kvindens Stolthed krænket ved Din Færd, og dog, hvor forunderligt, naar jeg i Tankerne malede min egen Fremtids Krønike, da var Du stedse min Helt uden at jeg selv vidste det. Nu er det Hele mig klart; Had var det ikke jeg følte; det var en Tanke uden Navn, en gaadefuld Længsel efter Dig, som Skjæbnen havde udseet til at komme mig imøde for at forklare mig al Livets Herlighed!

Jeg veed ikke, hvordan det er fat, men det forekommer mig som om hun har podet en frisk og frodig Green i mit fortørrede Livstræ. Er det saaledes at føle Kjærlighed, o, da har jeg aldrig vidst det forinden i denne Kvæld. Hvorfor var dog ingen af de Andre som hun? Men skulde det endnu være for sildigt? Vee mig! Lucia! Lucia! (synker ned i Stolen)

Hvad fattes Dig?

O, Intet, Intet! Eline! jeg vil skrifte ærligt for Dig. Mine Ord have været Bedrag indtil denne Time, og til Hundrede har jeg sagt, hvad jeg i denne Nat har tilhvisket Dig, men tro mig –

Stille! Ikke mere derom; min Kjærlighed er jo intet Vederlag for den Du skjænker mig; o nei, jeg elsker Dig, fordi ethvert af Dine Blikke er et Kongebud, som byder det. (kaster sig ned for hans Fødder) O, lad mig endnu engang præge dette Kongebud dybt i mit Sind, skjønt jeg vel veed, at det allerede staar prentet derinde for Tid og Evighed! – Du gode Gud! hvor jeg har været blind for mig selv; endnu iaftes sagde jeg til min Moder: «For at kunne leve maa jeg bevare min Stolthed!» Hvad er da min Stolthed? Er det, at vide mit Folk frit, eller min Slægt berømt over Lande og Riger? O, nei, nei! min Kjærlighed er min Stolthed! Den lille Hund er stolt, naar den tør sidde ved sin Herres Fødder og snappe Brødsmuler af hans Haand, – saaledes er ogsaa jeg stolt, saalænge jeg tør sidde ved Dine Fødder, medens Dine Ord og Dine Blikke nære mig med Livsens Brød; – see derfor siger jeg til Dig, hvad jeg nys sagde til min Moder: «For at leve maa jeg bevare min Kjærlighed!» thi i den ligger min Stolthed fra denne Stund!

Nei, nei! ikke for mine Fødder, men ved min Side er Din Plads, og det, hvor høit Skjæbnen end falder paa at stille mig. Ja, Eline! Du har ført mig paa en bedre Vei, og dersom det engang i Tiden falder i min Lod at fuldføre en berømmelig Daad i Livet, da skal Hæderen være Din, ligesaafuldt som min.

O, Du taler som om jeg endnu var den samme Eline, som hun, der iaftes slængte Blomsterkosten for Dine Fødder; – i mine Bøger har jeg læst om det bro​gede Liv i fjerne Lande; under Hornets Klang stævner Ridderen ud i den grønne Lund med Falken paa sin Haand, saaledes stævner ogsaa Du gjennem Livet; Dit Navn klinger foran Dig, hvor Du drager hen. Alt hvad ​jeg begjærer af denne Herlighed er, at hvile som Falken ved Din Arm, som den var ogsaa jeg blind for Lyset og for Livet, indtil Du løste Bindet fra mine Øine og lod mig svinge mig over Skovtoppene; men tro mig, hvor dristigt jeg end spiler mine Vinger, saa vender jeg dog altid tilbage til mit Buur.

Saa byder jeg ogsaa Forgangenheden Trods! See her, tag denne Ring og vær min for Gud og Mennesker, min, selv om de Døde skulde faa urolige Drømme derover!

Du gjør mig ilde tilmode, hvad er det som –?

Det er Intet! Kom nu, lad mig sætte Ringen paa Din Finger. See saa, nu har jeg fæstet Dig!

Jeg Niels Lykkes Brud! Det tykkes mig som en Drøm Alt hvad der er hændt i denne Nat; o, men det er en fager Drøm; jeg er saa let om Brystet; der er ikke længer Bitterhed og Had i min Hu; jeg vil gjøre al min Uret god igjen; jeg har været ukjærlig mod min Moder; imorgen gaar jeg ned til hende, hun maa forlade mig, hvad jeg har feilet.

Og give sit Minde til vor Pagt.

Det vil hun! – O, jeg tror det vist, – hun er god; alle Mennesker ere gode; jeg bærer ikke længere Nag til Nogen – undtagen Een!

Undtagen Een?

Ak, det er en sørgelig Fortælling; jeg havde en Søster –

Lucia?

Du kjendte hende?

Nei, nei, jeg har kun hørt hende nævne.

Ogsaa hun gav sit Hjerte til en Ridder; han bedrog hende, – nu er hun i Himlen!

Og Du?

Jeg hader ham!

Er der Barmhjertighed i Dit Sind, saa forlad ham, hvad han har syndet, tro mig, han bærer Straffen i sit eget Bryst.

Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi jeg har svoret – tys, kan Du høre?

Hvilket?

Der, langtborte; det drønner som Hestetrampen!

Ha, det er dem! Vee mig, som glemmer – Jeg maa afsted! jeg maa afsted!

Men hvorfor? Forklar mig –

Imorgen; thi ved Gud! da kommer jeg tilbage. Nu hurtig, hvor er Løngangen, som Du nævnte?

Gjennem Gravkjælderen; see her er Lemmen!

Gravkjælderen? (afsides) Ligegodt, han maa reddes!

Rytterne nærme sig – (rækker ham Lygten)

Nu velan! (begynder at stige ned)

Gaa ligefrem, indtil Kisten med Dødningehovedet og det sorte Kors; det er Lucias –

Lucias! Fy!

Hvad er det?

Det var Liiglugten, som gjorde mig svimmel.

Det banker paa Porten!

Ha, det er forsildigt!

Hvad er det? Hvad er det?

Overfald! – Grev Sture –

Hvad han?

Er han falden?

Hvor er Eders Moder?

Fru Inger! Fru Inger!

Jeg veed Alt; afsted! hold Porten aaben for vore Venner, men lukket for alle Andre.

Det var altsaa Snaren!

Inger Gyldenløve! tro mig –

Et Baghold, som skulde fange ham op, saasnart I havde faaet hiint Tilsagn, der kan fælde mig.

Her er Eders Tilsagn; jeg beholder Intet, som kan vidne mod Eder.

Hvad gjør I?

Jeg beskjærmer Jer fra denne Stund! Har jeg forsyndet mig mod Eder, nu ved Himlen! saa vil jeg ogsaa oprette min Brøde! Men afsted maa jeg, om jeg saa skal aabne mig Veien med Sværdet. Eline! siig hende Alt! og I, Fru Inger, lad vort Regnskab være glemt! Vær høimodig! Tro mig, I skal ei komme til at fortryde det!

Ret saa! Jeg forstaar ham! (til Eline) Niels Lykke – nu!

Han har banket paa min Dør og sat denne Ring paa min Finger!

Og han har Dig kjær af Hjertet?

Det har han sagt, og jeg tror ham!

Brav handlet, Eline! Ha, ha, min Ridder! nu begynder jeg!

Min Moder! I er saa besynderlig! O ja, jeg veed nok, det er min ukjærlige Færd, som har gjort Eder fortørnet paa mig.

Vist ikke! vist ikke! Du er en lydig Datter; Du har lukket ham ind; Du har hørt paa hans fagre Ord. Jeg veed, hvad det har kostet Dig; thi jeg kjender jo Dit Had –

Men, min Moder!

Stille! Vi har mødt hinanden i vore Anslag. Vel mægter Du at tænde Kjærlighed i Niels Lykkes Sind; det er allerede begyndt; jeg læste det i hans Ord og i hans Miner. Hold ham nu fast, drag ham endnu tættere ind i Garnet, og saa – Ha, om vi kunde slide hans meenederske Hjerte sønder i Brystet paa ham!

Vee mig! hvad er det I siger?

Trænger Du til Mod for at følge mig videre paa Veien? Nu ​godt, jeg har kun nødig at hviske Dig to Ord i Øret; i dem ligger Styrkebeltet, som skal holde Dig oppe. Saa viid da – (lyttende) Striden nærmer sig! Besindighed, nu gjælder det snart. (vender sig atter til Eline) Viid da, Niels Lykke var Den, der lagde Din Søster i Graven!

Lucia?

Det var ham, saasandt der er en Gud over os!

Da staa mig Himlen bi!

Eline!

Jeg er hans Forlovede for Gud!

Ulykkelige Barn! hvad har Du gjort?

Forbrudt mit Hjertes Fred! – Godnat, min Moder! (gaar ud til Venstre)

Ha, ha, ha! Det bærer ned ad Bakke med Inger Gyldenløves Slægt! Det var den Sidste af mine Døtre! Hvorfor kunde jeg ​ikke tiet med Hemmeligheden? havde hun Intet vidst, saa var hun bleven lykkelig – paa en Maade. – Men det er min Skjæbne, det staar skrevet deroppe, at jeg skal bryde den ene grønne Green efter den anden, indtil Stammen staar bladløs tilbage! Lad gaa, lad gaa! jeg faar min Søn igjen; paa de Andre, paa mine Døtre vil jeg ikke tænke. Hvad baader det vel, om jeg gav mig til at gruble og angre; det har jo ingen Hast; det er først paa den store Uveirsdag, at Mennesket skal gjøre Regnskab, og det varer længe førend den kommer!

Hei, slaa Porten i!

Grev Stures Røst!

Vel mødt, Inger Gyldenløve!

Hvad har I tabt?

Min Krone og mit Liv!

Mine Svende, hvor har I dem?

Aadslerne vil I finde langs med Landeveien; – hvem der har taget Resten skal jeg ikke kunne sige Jer.

Grev Sture! hvor er I?

Her! her!

Skaktavl! kommer I tilbage?

Det var ugjørligt at slippe igjennem!

I er saaret?

Aa, jeg har en Finger mindre; det er det Hele!

Hvor er Svenskerne?

I Hælene paa os; de bryde Porten op!

O Gud! Men nei, nei! jeg kan ikke, jeg vil ikke dø!

Et Smuthul! Er her ingen Krog, hvor vi kan dølge ham?

Men dersom de gjennemsøge Gaarden –

Ja, ja, saa vil de finde mig! – og at slæbes bort til Fangenskab eller at klynges op – o nei, Inger Gyldenløve! det veed jeg forvist, det vil I aldrig taale!

Der brast Laasen!

De storme ind i Gaarden!

Og nu at lade mit Liv; nu, da det først ret skulde begynde; nu, da jeg først har lært, at jeg har Noget at leve for – nei, nei! tro ikke jeg er feig – havde jeg blot kunnet yde Eder Vederlag for hvad jeg skylder Eder.

Jeg hører dem alt i Borgestuen. (bestemt) Han maa reddes, hvad det end skal koste.

O, det vidste jeg nok, I er ædel og god!

Men hvordan bære vi os ad?

Ha, jeg har det, jeg har det! Hemmeligheden –

Hemmeligheden?

Javist, Eders og min!

Christ i Himlen! kjender I den?

Fra først til sidst, og nu da Livet staar paa Spil – hvor er Niels Lykke?

Flygtet!

Flygtet! Da staa Gud mig bi! thi kun han kan løse min Tunge! Men Livet er mere end et Løfte værd; – naar den svenske Høvidsmand kommer –

Hvad saa? hvad vil I gjøre?

Kjøbe Liv og Frihed! Aabenbare ham Alt!

O, nei, nei! vær barmhjertig!

Der er jo ingen anden Redning. Naar jeg har bekjendt hvad jeg veed –

Saa er I frelst?

Ja, ja! Niels Lykke vil tale min Sag. I seer, det er det yderste Middel!

Det yderste Middel? I har Ret, og det tør Hvermand friste. (peger tilvenstre) See, derinde kan I skjule Eder saalænge.

Tro mig, aldrig skal I komme til at angre Eders Færd.

Det give Gud I sagde Sandhed!

Forstod I, hvad han sagde?

Den Nidding! han forraader Eders Hemmelighed; han vil sælge Eders Søns Frihed for at frelse sig selv.

Naar det gjælder Livet, sagde han, saa maa det yderste Middel forsøges. Godt og vel, det skee, som han sagde.

Hvad mener I?

Liv mod Liv! Een af dem maa gaa under!

I vil?

Hvis ikke han derinde gjøres stum, forinden Timeglasset er udrundet, saa er min Søn tabt for mig; falder han, saa arver mit Barn hans Rettigheder, – da skal I see der endnu er Malm i Inger Gyldenløve; tro mig, længe skal I ei komme til at tørste efter Hævnen, som I nu i tyve Aar har ventet paa. – Hør, hør, de komme! Det hviler paa Eder alene om jeg imorgen er barnløs eller –

Det skee! Der er endnu Egg i mit Værge, jeg har endnu en rørig Næve i Behold (rækker hende Haanden) Inger Gyldenløve! ved mig skal ikke Eders Navn dø ud! (gaar ind i Værelset til Niels Steenssøn)

Tør jeg ogsaa vove? (der høres Larm i Værelset, hun iler henimod Døren) Nei, nei, det maa ikke skee! (et tungt Fald høres udenfor; hun dækker Ørene til med begge Hænder og styrter med et forvildet Blik frem i Forgrunden. Efter en Pause tager hun Hænderne bort, lytter og siger derpaa) Nu er det forbi! Alting er stille derinde. – Du saa det Gud! jeg betænkte mig, men Olaf Skaktavl var for rap paa Haanden!

Er det gjort?

For ham kan I være tryg; han seer hverken Sol eller Maane mere.

Han er altsaa stum?

Sex Tommer Staal i Brystet – jeg fældte ham med min venstre Haand!

Ja, ja, den høire var ogsaa for god til slig Bedrift.

Det maa I om, Tanken var Eders. Og nu til Sverige! Fred med Jer saalænge! Naar vi næste Gang sees paa Østeraad, kommer jeg selv anden. (gaar ud til Høire)

Blod paa mine Hænder; dertil skulde det altsaa komme! Han begynder at blive mig dyrekjøbt nu!

Tilgiv, hvis I er Husets Frue –

Det er Grev Sture I søger?

Det er det!

I er isaafald ikke paa Vildspor; Greven har søgt Beskyttelse hos mig.

Beskyttelse? Tillad, min ædle Frue! den mægter I ei at give ham, thi –

Hvad I der siger har nok Greven selv begrebet, og derfor har han – ja, see selv efter – derfor har han aflivet sig.

Aflivet sig!

See selv efter, som jeg sagde Jer. Derinde vil I finde Liget, og da han nu allerede er stedet for en anden Dommer, saa er det min Villie, at han føres herfra med al den Anstand, som det sømmer sig hans Byrd. Bjørn! i mit Lønkammer har min Kiste i mange Aar staaet rede; (til Soldaterne) I den bringe I Grev Stures Lig til Sverige!

Det skal skee, som I byder! (til En af de Andre) Du gaar med dette Budskab til Ridder Bjelke, som endnu holder Vagt paa Landeveien. Følg mig herind, I Andre!

Dersom Grev Sture ikke saadan i en Skynding havde sagt Verden Farvel, saa var han inden en Maaned klynget op i Galgen ​eller sat i Buur for sin ​Levetid; havde han været bedre tjent med en slig Lod? Eller ogsaa havde han kjøbt sig fri ved at spille mit Barn i mine Fienders Vold; er det saa mig, der har dræbt ham? Værner ikke Ulven selv om sin Yngel, hvem vil da fælde Dommen over mig, fordi jeg hug en Klo i den, der vilde røve mit Kjød og Blod? Det er Noget, som maatte saa være, enhver Moder havde gjort som jeg. – Men der er ikke længer Tid til ørkesløse Tanker, virke maa jeg. (sætter sig ved Bordet til Venstre) Jeg vil skrive til mine Venner rundt om i Landet, de skal Alle støtte vor Sag. (begynder at skrive, men standser og siger) Hvem vil de kaare til Konge i den Faldnes Sted? – Kongemoder – det er et vakkert Ord, jeg har kun een Ting imod det, og det er den hæslige Lighed med et andet Ord; Kongemoder og – Kongemorder! Kongemorder, det er Den, der tager en Konges Liv, Kongemoder, det er Den, der skjænker en Konge Livet! (reiser sig) Nu vel, saa vil jeg give tilbage, hvad jeg har taget; min Søn skal vorde Konge! (sætter sig, tager fat paa Arbeidet, men lægger det atter tilside og læner sig tilbage i Stolen) Det er altid noget uhyggeligt, saalænge En ligger Liig i et Huus; det er derfor jeg føler mig saa sælsomt tilmode. (som om hun talte til Nogen) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende) Er der nogen Forskjel paa at fælde En, og at slaa En ihjel? Knut Alfsøn havde med sit Sværd kløvet mangen Pande, og dog var hans egen saa rolig som et Barns. Hvorfor seer da jeg altid dette (gjør en Bevægelse, som naar man hugger til med en Kniv) dette Stød imod Hjertet og saa den røde Blodstrøm bagefter? (ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem Papirerne) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge Syner, jeg vil være virksom baade Dag og Nat, og om en Maaned kommer min Søn til mig.

Var det Eder, som ringede, min Frue?

Du skal hente flere Lys; herefterdags vil jeg have mange Lys i Stuen.

Nei, nei, jeg kan ikke føre Pennen ikvæld; det brænder og værker i mit Hoved! (lyttende) Hvad er det? Aa, de skrue Laaget til paa Kisten derinde. – Dengang jeg var Barn fortalte de mig Eventyret om Ridder Aage, som kom med Kisten paa sin Bag; – dersom nu han derinde en Nat fik det Indfald at komme med Kisten paa sin Bag og takke for Laanet? (smilende) Hm! Inger Gyldenløve har Intet med sin Børnetro at skaffe! (heftigt) Men slige Eventyr due alligevel ikke, de volde urolige Drømme; naar min Søn vorder Konge, saa skal de forbydes! (gaar et Par Gange frem og tilbage; derpaa aabner hun Vinduet) Hvorlænge pleier det gemeenligen være forinden et Liig begynder at lugte? Alle Stuer skal luftes ud; saalænge ikke det er gjort er det usundt at leve her!

Det er Ret; lad mig see Du kommer ihu, hvad jeg sagde Dig; mange Lys paa Bordet! Hvad tager de sig nu for derinde?

De holde endnu paa at skrue Kistelaaget fast.

Skrue de det godt fast?

Saa godt som det behøves.

Ja, ja, Du kan ikke vide hvor godt det behøves; see efter, at det gjøres forsvarligt. (gaar tæt hen til ham med Brevet i Haanden) Bjørn, Du er en gammel Mand, men jeg vil lægge Dig en Ting paa Hjertet; vær paa Din Post mod alle Mennesker, baade mod dem, som skulle dø og mod dem, som ere døde. Gaa nu ind, – gaa ind, og see efter, at de skrue Kistelaaget godt fast.

Jeg kan ikke blive klog paa hende! (gaar atter ud til Venstre)

Dersom jeg var feig, saa havde jeg aldrig i Evighed gjort dette her! Dersom jeg var feig, saa havde jeg skreget til mig selv: Hold inde, mens Du endnu har en Slump Salighed i Behold for Din Sjæl! (hendes Blik falder paa Steen Stures Billede; hun vender det hurtigt om mod Væggen) Fy, hvor han griner! Er det fordi jeg handlede ilde med din Søn? Men den Anden, er ikke ogsaa ​han din Søn? Og han er min tillige, mærk Dig det! – Det er galt fat i Kvæld, eller ogsaa have de faaet et lystigt Indfald alle disse Riddere og Fruer; de rulle med Øinene, de stirre paa mig hvor jeg gaar og staar. (stamper med Foden) Men jeg vil ikke vide af det; jeg vil have Fred i mit Huus! (begynder at vende alle Billederne indad mod Væggen) Ja, om det saa var Jomfru Maria der, saa er hun med i Legen. Synes Du det nu er paatide? Hvorfor hørte Du aldrig mine Bønner, naar jeg bad om at faa mit Barn tilbage? – Hvorfor? Fordi Munken i Wittenberg har Ret; der er Ingen mellem Gud og Menneskene! Hvad er Helgenen, som jeg har ødslet mine Ord paa? En Alen Lærred, af samme Stykke kanhænde, som det, hvormed min Faders Huuskarl lappede sine Buxer. ( stedse mere og mere forvirret) Det er godt, at jeg veed Besked om de Ting! Der er Ingen, som har seet hvad der gik for sig derinde, der er Ingen, som kan vidne mod mig! (hviskende) Mit Barn! min fagre Søn! kom, her er jeg! Tys, jeg vil sige Dig Noget; jeg er forhadt deroppe, fordi jeg fødte Dig til Verden; – jeg fik Gods og Kløgt og et berømmeligt Navn i Vuggegave for at jeg skulde være Guds Bannerfører paa Jorden; men jeg gik min egen Vei, – det er derfor jeg har maattet lide saa meget og saa længe!

Frue! Jeg har at melde – Christ, fri mig! hvad er dette?

Stille, stille! jeg er Kongemoder! Min Søn er kaaret til Drot over hele Norden! Det holdt haardt forinden det kom saa vidt; thi det var med Gud jeg havde at stride!

Han er frelst! jeg har Jens Bjelkes Løfte; over Stok og Steen jog jeg afsted til jeg fandt ham. – Fru Inger! viid at –

Stille, siger jeg; see hvor det vrimler af Mennesker! De komme for at see Kroningstoget; Alle hilse de Kongemoderen; ja, ja, hun har ogsaa stridt for sin Søn saalænge til hun fik røde Hænder deraf! Hvor er mine Døtre, jeg seer dem ikke!

Guds Blod! hvad er her skeet?

Mine Døtre, mine fagre Døtre! Jeg har ingen mere; jeg havde een igjen og hende mistede jeg, da hun skulde stige i Brudesengen! (hviskende) Lucia laa Liig i den, der var ikke Plads for To!

Ha, dertil er det altsaa kommet! Det er Guds Dom over min Færd!

Kan I see ham, kan I see ham? Det er Kongen, det er Inger Gyldenløves Søn, – jeg kjender ham paa Kronen og paa Steen Stures Ring, som han bærer om Halsen. (en Liigpsalme høres ​

HIS: 177

fra Værelset til Venstre) Hør, hvor lystigt det klinger; han nærmer sig; jeg har ham snart i min Favn! Ha, ha! hvem seirer, Gud eller jeg? ( Soldaterne komme med Kisten) Liget! Fy, det er en hæslig Drøm! (synker ned i Høisædet)

Død!

Selv har han –

Han selv –?

Tys!

Ja rigtig, nu kommer jeg det Altsammen ihu.

Sæt Liget ned; det er ikke Grev Sture!

Tilgiv mig, Herr Ridder! men denne Ring, som han bar om sin Hals –

Ti, ti!

Ringen! Ringen! (iler hen og river den med Heftighed af Soldatens Haand) Steen Stures Ring! (med et Skrig) O, Jesus Christ! min Søn!

Hendes Søn?

Inger Gyldenløves Søn?

Saa er det.

Men hvorfor sagde Du mig ikke –

Hjælp! Hjælp! Min Frue! hvad fattes Jer?

Hvad der fattes –? Tre Alen Muld, en Grav hos mit Barn!