Du er her:
Et dukkehjem
 Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Faksimile
ET DUKKEHJEM.
​
Faksimile
​
Faksimile
ET DUKKEHJEM.
SKUESPIL I TRE AKTER
AF HENRIK IBSEN.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1879.
​ ​
Faksimile
​
Faksimile
PERSONERNE:
Advokat Helmer.
Nora, hans hustru.
Doktor Rank.
Fru Linde.
Sagfører Krogstad.
Helmers tre små børn.
Anne-Marie, barnepige hos Helmers.
Stuepigensammesteds.
Et bybud.
(Handlingen foregår i Helmers bolig.)
​ ​
Faksimile
​
Faksimile
​
FØRSTE AKT.
(En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue.
En dør tilhøjre i baggrunden fører ud til forstuen; en anden dør
tilvenstre i baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mel-
lem begge disse døre et pianoforte. Midt på væggen tilvenstre en
dør og længere fremme et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord
med lænestole og en liden sofa. På sidevæggen tilhøjre , noget til-
bage, en dør, og på samme væg, nærmere mod forgrunden en sten-
tøjsovn med et par lænestole og en gyngestol foran. Mellem ovnen
og sidedøren et lidet bord. Kobberstik på væggene. En etagère
med porcellænsgenstande og andre små kunstsager; et lidet
bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i ovnen.
Vinterdag.)
(Der ringes ude i forstuen; lidt efter hører man, at der blir
lukket op. Nora kommer fornøjet nynnende ind i stuen; hun er
klædt i ydertøj og bærer en hel del pakker, som hun lægger fra sig
på bordet tilhøjre . Hun lar døren til forstuen stå åben efter sig, og
man ser derude et bybud, der bærer en julegran og en kurv,
hvilket han gier til stuepigen, som har lukket op for dem.)
Nora.
Gem juletræet godt, Helene. Børnene må
endelig ikke få se det før iaften, når det er pyn-
tet. (til budet; tar portemonæen frem.) Hvormeget –?
Bybudet.
Femti øre.
​
Faksimile
s. 8
Nora.
Der er en krone. Nej, behold det hele.
(Budet takker og går. Nora lukker døren. Hun vedblir at le stille
fornøjet, mens hun tar ydertøjet af.)
Nora
(tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par; derpå
går hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør).
Jo, han er hjemme.
( nynner igen, idet hun går hen til bordet tilhøjre .)
Helmer
(inde i sit værelse).
Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?
Nora
(ifærd med at åbne nogle af pakkerne).
Ja, det er det.
Helmer.
Er det ekornet, som rumsterer der?
Nora.
Ja!
Helmer.
Når kom ekornet hjem?
Nora.
Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig
om munden.) Kom herud, Torvald, så skal du få
se, hvad jeg har købt.
Helmer.
Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind, med
pennen i hånden .) Købt, siger du? Alt det der? Har ​
Faksimile

s. 9

nu lille spillefuglen været ude og sat penge over-
styr igen?
Nora.
Ja men, Torvald, iår må vi dog virkelig slå
os lidt løs. Det er jo den første jul, da vi ikke
behøver at spare.
Helmer.
Å, ved du hvad, ødsle kan vi ikke.
Nora.
Jo, Torvald, lidt kan vi nok ødsle nu. Ikke
sandt? Bare en liden bitte smule. Nu får du jo
en stor gage og kommer til at tjene mange, mange
penge.
Helmer.
Ja, fra nytår af; men så går der et helt
fjerdingår før gagen forfalder.
Nora.
Pyt; vi kan jo låne så længe.
Helmer.
Nora! (går hen til hende og tar hende spøgende i øret.)
Er nu letsindigheden ude og går igen? Sæt nu
jeg lånte tusend kroner idag og du satte dem
overstyr i juleugen og jeg så nytårsaften fik en
tagsten i hodet og lå der –
Nora
(lægger hånden på hans mund).
Å fy; tal ikke så stygt.
​
Faksimile
s. 10
Helmer.
Jo, sæt nu, at sligt hændte, – hvad så?
Nora.
Hvis der hændte noget så fælt, så kunde det
være ganske det samme enten jeg havde gæld
eller ikke.
Helmer.
Nå, men de folk, jeg havde lånt af?
Nora.
De? Hvem bryr sig om dem! Det er jo
fremmede.
Helmer.
Nora, Nora, du est en kvinde! Nej men al-
vorligt, Nora; du ved , hvad jeg tænker i det
stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer
noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det
hjem, som grundes på lån og gæld. Nu har vi
to holdt tappert ud lige til idag; og det vil vi
også gøre den korte tid, det endnu behøves.
Nora
(går hen imod ovnen).
Ja, ja, som du vil, Torvald.
​
Helmer
(følger efter).
Så, så; nu skal ikke lille sanglærken hænge
med vingerne. Hvad? Står ekornen der og sur-
muler. (tar portemonæen op.) Nora; hvad tror du jeg
har her?
​
Faksimile
s. 11
Nora
(vender sig raskt).
Penge!
Helmer.
Se der. (rækker hende nogle sedler.) Herregud, jeg
ved jo nok, at der går en hel del til i et hus i
juletiden.
Nora
(tæller).
Ti – tyve – tredive – firti. Å tak, tak,
Torvald; nu hjælper jeg mig langt.
Helmer.
Ja, det må du sandelig gøre.
Nora.
Ja, ja, det skal jeg nok. Men kom her, så
skal jeg vise dig alt, hvad jeg har købt. Og så
billigt! Se, her er nye klæder til Ivar – og så
en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob.
Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det
er nu så simpelt; men hun river det jo snart
istykker alligevel. Og her har jeg kjoletøjer og
tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulde
nu havt meget mere.
Helmer.
Og hvad er der i den pakke der?
Nora
(skriger).
Nej, Torvald, det får du ikke se før iaften!
​
Faksimile
s. 12
Helmer.
Nå så. Men sig mig nu, du lille ødeland,
hvad har du nu tænkt på til dig selv?
Nora.
Å pyt; til mig? Jeg bryr mig slet ikke om
noget.
Helmer.
Jovisst gør du så. Sig mig nu noget rime-
ligt, som du helst kunde have lyst til.
Nora.
Nej, jeg ved virkelig ikke. Jo hør, Torvald –
Helmer.
Nå?
Nora
(famler ved hans knapper; uden at se på ham).
Hvis du vil give mig noget, så kunde du
jo –; du kunde –
Helmer.
Nå, nå; ud med det.
Nora
(hurtigt).
Du kunde give mig penge, Torvald. Bare
så meget, som du synes du kan afse; så skal jeg
siden en af dagene købe noget for dem.
Helmer.
Nej men, Nora –
​
Nora.
Å jo, gør det, kære Torvald; jeg ber dig så ​
Faksimile

s. 13

meget om det. Så skulde jeg hænge pengene i
et smukt guldpapirs omslag på juletræet. Vilde
ikke det være morsomt?
Helmer.
Hvad er det de fugle kaldes, som altid sætter
penge overstyr?
Nora.
Ja ja, spillefugle; jeg ved det nok. Men lad
os gøre, som jeg siger, Torvald; så får jeg tid
til at overlægge, hvad jeg mest har brug for.
Er ikke det meget fornuftigt? Hvad?
Helmer
(smilende).
Jo visst er det så; det vil sige, hvis du virke-
lig kunde holde på de penge, jeg gier dig, og
virkelig købte noget til dig selv for dem. Men
så går de til huset og til så mangt og meget
unyttigt, og så må jeg punge ud igen.
Nora.
Å men, Torvald –
Helmer.
Kan ikke nægtes, min kære lille Nora. (læg-
ger armen om hendes liv.) Spillefuglen er sød; men den
bruger svært mange penge. Det er utroligt, hvor
kostbart det er for en mand at holde spillefugl.
Nora.
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg sparer
dog virkelig alt, hvad jeg kan.
​
Faksimile
s. 14
Helmer
(ler).
Ja, det var et sandt ord. Alt hvad du kan .
Men du kan slet ikke.
Nora
(nynner og smiler stille fornøjet).
Hm, du skulde bare vide, hvor mange ud-
gifter vi lærker og ekorne har, Torvald.
Helmer.
Du er en besynderlig liden en. Ganske som
din fader var. Du er om dig på alle kanter for
at gøre udvej til penge; men så snart du har
dem, blir de ligesom borte mellem hænderne på
dig; du ved aldrig, hvor du gør af dem. Nå,
man må tage dig som du er. Det ligger i blo-
det. Jo, jo, jo, sligt er arveligt, Nora.
Nora.
Ak, jeg vilde ønske, jeg havde arvet mange
af pappas egenskaber.
​
Helmer.
Og jeg vilde ikke ønske dig anderledes, end
netop således, som du er, min søde lille sang-
lærke. Men hør; der falder mig noget ind. Du
ser så – så – hvad skal jeg kalde det? – så
fordægtig ud idag –
Nora.
Gør jeg?
​
Faksimile
s. 15
Helmer.
Ja visst gør du det. Se mig stivt i øjnene.
Nora
(ser på ham).
Nå?
Helmer
(truer med fingeren).
Slikmunden skulde vel aldrig have grasseret i
byen idag?
Nora.
Nej, hvor kan du nu falde på det.
Helmer.
Har slikmunden virkelig ikke gjort en af-
stikker ind til konditoren?
Nora.
Nej, jeg forsikrer dig, Torvald –
Helmer.
Ikke nippet lidt syltetøj?
Nora.
Nej, aldeles ikke.
Helmer.
Ikke engang gnavet en makron eller to?
Nora.
Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig –
Helmer.
Nå, nå, nå; det er jo naturligvis bare mit
spøg –
​
Faksimile
s. 16
Nora
(går til bordet tilhøjre ).
Jeg kunde da ikke falde på at gøre dig
imod.
Helmer.
Nej, jeg ved det jo nok; og du har jo givet
mig dit ord –. (hen til hende.) Nå, behold du dine
små julehemmeligheder for dig selv, min velsig-
nede Nora. De kommer vel for lyset iaften, når
juletræet er tændt, kan jeg tro.
Nora.
Har du husket på at bede doktor Rank?
Helmer.
Nej. Men det behøves jo ikke; det følger jo
af sig selv, at han spiser med os. Forresten skal
jeg bede ham, når han kommer her iformiddag.
God vin har jeg bestilt. Nora, du kan ikke tro,
hvor jeg glæder mig til iaften.
Nora.
Jeg også. Og hvor børnene vil fryde sig,
Torvald!
Helmer.
Ak, det er dog herligt at tænke på, at man
har fåt en sikker, betrygget stilling; at man har
sit​ rundelige udkomme. Ikke sandt; det er en
stor nydelse at tænke på?
Nora.
Å , det er vidunderligt!
​
Faksimile
s. 17
Helmer.
Kan du huske forrige jul? Hele tre uger i
forvejen lukked du dig hver aften inde til langt
over midnat for at lave blomster til juletræet og
alle de andre herligheder , som vi skulde over-
raskes med. Uh, det var den kedeligste tid, jeg
har oplevet.
Nora.
Da keded jeg mig slet ikke .
Helmer
(smilende).
Men det faldt dog temmelig tarveligt ud,
Nora.
Nora.
Å, skal du nu drille mig med det igen.
Hvad kunde jeg for, at katten var kommen ind
og havde revet alting istykker?
Helmer.
Nej visst kunde du ikke, min stakkers lille
Nora. Du havde den bedste vilje til at glæde
os alle, og det er hovedsagen. Men det er dog
godt, at de knebne tider er forbi.
Nora.
Ja, det er rigtignok vidunderligt.
Helmer.
Nu behøver ikke jeg at sidde her alene og
kede mig; og du behøver ikke at plage dine vel-
signede øjne og dine små skære fine hænder –
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
2
​
Faksimile
s. 18
Nora
(klapper i hænderne).
Nej, ikke sandt, Torvald, det behøves ikke
længer? Å, hvor det er vidunderlig dejligt at
høre! (tager ham under armen.) Nu skal jeg sige dig,
hvorledes jeg havde tænkt, vi skulde indrette os,
Torvald. Så snart julen er over – (det ringer i for-
stuen.) Å, der ringer det. (rydder lidt op i stuen.) Her
kommer visst nogen. Det var da kedeligt.
Helmer.
For visiter er jeg ikke hjemme; husk det.
Stuepigen
(i entrédøren).
Frue, her er en fremmed dame –
Nora.
Ja, lad hende komme ind.
Stuepigen
(til Helmer).
Og så kom doktoren med det samme.
​
Helmer.
Gik han lige ind til mig?
Stuepigen.
Ja, han gjorde så.
(Helmer går ind i sit værelse. Pigen viser fru Linde, som er i
rejsetøj, ind i stuen og lukker efter hende.)
Fru Linde
(forsagt og lidt nølende).
Goddag, Nora.
​
Faksimile
s. 19
Nora
(usikker).
Goddag –