Du er her:
Mottaker:HANS ØRN BLOM
Datering:10. desember 1859
Sted:KRISTIANIA
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
Sendebrev til H. Ø. Blom.
Da det tilagters gik for Nordens Guder,
Da Balder fældet var og Odin sad
Som sløvet Bedstefaer paa Lidskjalfs Puder
Iblandt de blundende Einheriers Rad,
Mens selve Thor laer staa det fyldte Fad,
Og Brage døsig over Harpen luder:
Da spaaede Vala: «Snart staar Verden tom».
Nu reiser Wiehe, – nu spaar H. Ø. Blom.
Du er den Vala, som profetisk lyner,
Imens for Folket du poetisk spaar,
Du melder metrisk om de sikkre Syner,
Som foran Raaheds-Sildestimen gaar,
Af Svartalfflokken, som ved Grænsen staar,
Du skimter alt et Glimt af Horn og Tryner;
Men hvad Du saa, paa Vingehesten flyvende,
Staar trykt i Morgenbladet for den 7de.
Du ræddes for et Ragnarok, som alt
Staar med «barbaries» for Døren truende;
Forsaavidt klæber Tankehalen luende
Til Digtkometens Korpus tyndt og skralt,
Men, tro mig, alle Muser finder gruende
Dit Billed-Figenblad for kort og smalt,
Hold derfor op, som Skald, vor Kunst at kværke,
Gjør Prosa; – Verset kommer Dig paatværke.
Husk, af Din Gjerning kjendes skal Din Tro,
Lad derfor ei paa Glatiis ud Dig narre,
Du tror Dig selv en Smagens Ridder jo,
Og dog Du vil vor gamle Moder «parre»
Med en af Kobbelet for Thesbis Karre, –
Ja, Gud forlade Dig, med Beggeto!
Den Kjøtertanke er i Kjernen raadden,
Den Tankekjøter er paa Vers for lodden!
Du digter om et Rollefags Doublering,
Mens Folket kræver Krigskvad til sin Kamp,
Du fantaserer over Remplacering,
Dit Øie blænder Thevandsbordets Damp, –
Du har en Hippogrif med god Dressering,
Men leier Læredigtets Vognmandsgamp;
Høit foran staar en Borg med Tind og Takke, –
Du vælger Farten baglænds nedad Bakke.
De tog engang fra Pyramidens Indre
Et balsameret Lig i Dagen ud,
Det laa saa stolt i sit forstente Skrud,
Det havde glemt hvor vakkert Sol kan tindre;
Hvad Nyt det saa, det agted tifold mindre
End sjunkne Oldtids bankerotte Gud;
«Et bittert Smil» om Mumiens Mund mon spille,
Med Spot mod Tiden – for den ei stod stille.
Paa samme Sæt Du aabned denne Dyst;
Med Magt Du Tiden vil i Slummer tvinge,
Du harmes ved at høre Livet klinge,
Du længes ned igjen i Gruben tyst;
Dog var der engang Sangbund i dit Bryst,
Derinde mangen Tankealf fik Vinge,
Fløi ud, blev Landnamsmand, formerte Ætten, –
Men Du – benægter Ægtefødselsretten!
Du seer ei Folkekravets fulde Føie,
Du spotter Frugten af Din egen Sæd,
Mismodig vil Du lægge Bruget ned,
Den Mark, Du engang selv var med at pløie.
Er det ei meer end Ukrudt vi maa døie?
Læs hvor du vil, tag disse Strofer med; –
Dansk Ordlag raader jo i hver en Linje,
Dansk Tænkesæt er Hemsko selv paa Vinje.
Men nu tilbage til din mørke Spaadom,
At Ragnarok er ventendes bag Jul.
Op alle Mand, mød frem og læg nu Raad om
Det bedste Surrogat for Kunstens Suul!
Vor egen Barkekost er besk og ul,
Det hjælper hverken Bønner eller Graad om, –
Men Verdensborger Kunsten er, veed Læserne, –
Saa før en Troup da hjem fra – Japaneserne.
Nei Tingen er at Kongens Kjøbenhavn
Har Eneret paa den Trafik i Landet;
Thi som Madeiras Most, skjønt falsk og blandet,
Blir ædel Vin paa Fad i Skudens Stavn,
Saa kommer hid til os mangt navnløst Navn,
Som flux faar Værd ved Farten over Vandet;
Her bænkes Den ved Kunstens Høibordsbrædder,
Som hist kun gjeldte for en sjællandsk Skrædder.
Tal derfor ei med fuldt saa høie Ord,
Om Smørbasun og Syngen-op og Klynken,
Den klæder ilde denne Næsens Rynken;
Ved Hjemmevirket fra Din egen Moer;
Det tør og hænde sig at Skaalens Synken
Blir paa den Side, hvor Du mindst det tror,
Hvis jeg tar den af Dig justerte Vægten
Ibrug ombord i gammelstrandske Jægten.
Din Skylden er, ifald jeg her tar Post,
Og passer op dernede hver som snøvler,
Og brænder løs paa hver en udslidt Vrøvler,
Som skjænker Dig din Dry-Madeiramost.
Mon ei Cothurnen blev til gamle Støvler,
Og Smagens Gudeflæsk til Husmandskost
Ved analytisk Plukken-op i Kransen
Fra Nummer 2 til Chorets Formand, Hansen?
Dog, lad det fare til en anden Gang,
Der findes snart igjen vel Sted og Stunder;
Men følg mig indom Dør til hint Vidunder,
Hvis nære Fald begrædes i din Sang;
Vi vil ei veie nogen Enkelts Rang,
Men paa dit eget Kvad min Dom jeg grunder. –
Den Tid, som kommer, Ragnarok du kalder, –
Saa er det altsaa Valhal da som falder.
Thi foran Valhals Fald gaar Ragnarok,
Det veed vi Alle fra vor første Lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
Og Ingen tvivler paa hans Kost er nærsom,
(For Thorsdagsmaver da) om ei saa svær som
Det fordum krævedes af Æsers Kok.
Einherjer mangler ei; Kritikken slaar dem,
Men ei ihjel; thi Publikum dog faar dem.
Men hvor er Thor med Hammeren dernede?
Den stærke Thor, som kløver Fjeldets Væg,
Og henter Freja hjem til Nordens Glæde,
Mens Troldet bider ræd i eget Skjæg.
Og hvor er Freyr, som eier Magt at brede
Udover Lid et Skrud af Rogn og Hæg?
Og hvor er Ydunsæblet? Find det, Kjære!
Jeg kan kun see en overmoden Pære!
Nei, Ydunsæblet mangler, det er Sagen,
Og Balder flytter senest i April,
See derfor lakker det mod Endskabsdagen,
Trods Slag af Køller og trods Skud med Piil;
Tag derfor rolig dit Gevær i Hvil,
Stig op paa Bordet, sy de Faldnes Lagen;
Thi det du vide maa, – en Gud som blunder,
Kan aldrig vækkes op – han maa gaa under!
Men vær du trøstig, Ragnarok faar Ende;
Da gryr en nyfødt Sol bag Aasens Bryn;
Det dæmrer alt for Slægtens friske Syn,
Den bedre Morgen er alt grant at kiende,
Da skal du see at Dagens Lys kan brænde,
Skjønt mørske Stammer knak for Nattens Lyn, –
Da vil Du see: den høieste blandt Himle
Er ikke Valhal, men det unge Gimle!
Henr. Ibsen.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her