Mottaker: | HANS ØRN BLOM |
Datering: | 10. desember 1859 |
Sted: | KRISTIANIA |
Avansert visning
|
Innstillinger for teksten
|
Nedlastinger
|
|
 | Sammenligne forskjellige utgaver av teksten |
Gå til avansert visning |
| | xml, pdf, epub, kindle |
Om verket
|
Les mer om brevene
|
Brev fra perioden 1844-71
Henrik Ibsens skrifter 2005
© Henrik Ibsens skrifter
Hovedredaktør
Narve Fulsås
Edering
Christian Janss (ansv.), Ståle Dingstad, Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger
Kollasjonering og koding
Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy, Hilde Bøe, Nina M. Evensen, Ingrid Falkenberg, Helene Grønlien, Margit Sauar, Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger, Mette Witting, Ingvald Aarstein

Sendebrev til H. Ø. Blom.

Da det tilagters gik for Nordens Guder,
Da

Balder fældet var og Odin sad
Som sløvet Bedstefaer paa

Lidskjalfs Puder
Iblandt de blundende

Einheriers Rad,
Mens selve

Thor laer staa det fyldte Fad,
Og

Brage døsig over Harpen luder:
Da spaaede

Vala: «Snart staar Verden tom».

Nu reiser Wiehe, – nu spaar H. Ø. Blom.
Du er den Vala, som profetisk lyner,
Imens for Folket du poetisk spaar,
Du melder

metrisk om de sikkre Syner,
Som foran

Raaheds-Sildestimen gaar,
Af

Svartalfflokken, som ved Grænsen staar,
Du skimter alt et Glimt af

Horn og Tryner;
Men hvad Du saa,

paa Vingehesten flyvende,
Staar trykt i Morgenbladet for den 7de.
Du ræddes for et

Ragnarok, som alt
Staar med

«barbaries» for Døren truende;
Forsaavidt klæber

Tankehalen luende
Til Digtkometens

Korpus tyndt og skralt,
Men, tro mig, alle

Muser finder gruende
Dit

Billed-Figenblad for kort og smalt,
Hold derfor op, som Skald, vor Kunst at

kværke,
Gjør Prosa; – Verset

kommer Dig paatværke.
Husk,

af Din Gjerning kjendes skal Din Tro,
Lad derfor ei paa

Glatiis ud Dig narre,
Du tror Dig selv en Smagens Ridder jo,
Og dog Du vil vor gamle Moder

«parre»
Med en af Kobbelet for

Thesbis Karre, –
Ja, Gud forlade Dig, med Beggeto!
Den

Kjøtertanke er i Kjernen raadden,
Den Tankekjøter er paa Vers for

lodden!
Du digter om

et Rollefags Doublering,
Mens Folket kræver Krigskvad til sin Kamp,
Du fantaserer over

Remplacering,
Dit Øie blænder

Thevandsbordets Damp, –
Du har en

Hippogrif med god Dressering,
Men leier

Læredigtets Vognmandsgamp;
Høit foran staar

en Borg med Tind og Takke, –
Du vælger Farten baglænds nedad Bakke.
De tog engang fra Pyramidens Indre
Et balsameret Lig i Dagen ud,
Det laa saa stolt i sit forstente Skrud,
Det havde glemt hvor vakkert Sol kan tindre;
Hvad Nyt det saa, det agted tifold mindre
End

sjunkne Oldtids

bankerotte Gud;

«Et bittert Smil» om Mumiens Mund

mon spille,
Med Spot mod Tiden – for den ei stod stille.
Paa samme Sæt Du aabned denne Dyst;
Med Magt Du Tiden vil i Slummer tvinge,
Du harmes ved at høre Livet klinge,
Du længes ned igjen i Gruben tyst;
Dog var der engang

Sangbund i dit Bryst,
Derinde mangen Tankealf fik Vinge,
Fløi ud, blev

Landnamsmand, formerte Ætten, –
Men Du – benægter

Ægtefødselsretten!
Du seer ei Folkekravets fulde

Føie,
Du spotter Frugten af Din egen Sæd,
Mismodig vil Du lægge Bruget ned,
Den Mark, Du engang selv var med at pløie.
Er det ei meer end Ukrudt vi maa døie?
Læs hvor du vil, tag disse Strofer med; –
Dansk Ordlag raader jo i hver en Linje,
Dansk Tænkesæt er Hemsko

selv paa Vinje.
Men nu tilbage til din mørke Spaadom,
At Ragnarok er ventendes bag Jul.
Op alle Mand, mød frem og læg nu Raad om
Det bedste

Surrogat for

Kunstens Suul!
Vor egen

Barkekost er besk og

ul,
Det hjælper hverken Bønner eller Graad om, –
Men

Verdensborger Kunsten er, veed Læserne, –
Saa før en

Troup da hjem fra –

Japaneserne.
Nei Tingen er at

Kongens Kjøbenhavn
Har Eneret paa den Trafik i Landet;
Thi som

Madeiras Most, skjønt falsk og blandet,
Blir ædel Vin paa Fad i Skudens Stavn,
Saa kommer hid til os mangt

navnløst Navn,
Som

flux faar Værd ved Farten over Vandet;
Her bænkes Den ved Kunstens

Høibordsbrædder,
Som hist kun gjeldte for en

sjællandsk Skrædder.
Tal derfor ei med fuldt saa høie Ord,
Om

Smørbasun og Syngen-op og Klynken,
Den klæder ilde denne Næsens Rynken;
Ved Hjemmevirket fra Din egen Moer;
Det tør og hænde sig at

Skaalens Synken
Blir paa den Side, hvor Du mindst det tror,
Hvis jeg tar den af Dig justerte Vægten
Ibrug ombord i

gammelstrandske

Jægten.
Din Skylden er, ifald jeg her

tar Post,
Og passer op dernede hver som

snøvler,
Og brænder løs paa hver en udslidt Vrøvler,
Som skjænker Dig din Dry-Madeiramost.
Mon ei

Cothurnen blev til gamle Støvler,
Og Smagens

Gudeflæsk til

Husmandskost
Ved analytisk

Plukken-op i Kransen
Fra

Nummer 2 til Chorets Formand, Hansen?
Dog, lad det fare til en anden Gang,
Der findes snart igjen vel Sted og Stunder;
Men følg mig indom Dør til hint Vidunder,
Hvis nære Fald begrædes i din Sang;
Vi vil ei veie nogen Enkelts Rang,
Men paa dit eget Kvad min Dom jeg grunder. –
Den Tid, som kommer, Ragnarok du kalder, –
Saa er det altsaa Valhal da som falder.
Thi foran Valhals Fald gaar Ragnarok,
Det veed vi Alle fra vor første Lærdom.

Andhrimner har man, det er sikkert nok,
Og Ingen tvivler paa hans Kost er

nærsom,
(For

Thorsdagsmaver da) om ei saa svær som
Det fordum krævedes af

Æsers Kok.
Einherjer mangler ei; Kritikken slaar dem,
Men ei ihjel; thi Publikum dog faar dem.
Men hvor er Thor med Hammeren dernede?
Den stærke Thor, som kløver Fjeldets Væg,
Og

henter Freja hjem til Nordens Glæde,
Mens

Troldet bider ræd i eget Skjæg.
Og hvor er

Freyr, som eier Magt at brede
Udover Lid et Skrud af Rogn og Hæg?
Og hvor er

Ydunsæblet? Find det, Kjære!
Jeg kan kun see en

overmoden Pære!
Nei, Ydunsæblet mangler, det er Sagen,
Og Balder flytter

senest i April,
See derfor lakker det mod

Endskabsdagen,
Trods

Slag af Køller og trods Skud med Piil;
Tag derfor rolig dit Gevær i Hvil,
Stig op paa Bordet,

sy de Faldnes Lagen;
Thi det du vide maa, – en Gud som blunder,
Kan aldrig vækkes op – han maa gaa under!
Men vær du trøstig, Ragnarok faar Ende;
Da gryr

en nyfødt Sol bag

Aasens Bryn;
Det dæmrer alt for Slægtens friske Syn,
Den bedre Morgen er alt grant at kiende,
Da skal du see at Dagens Lys kan brænde,
Skjønt

mørske Stammer knak for Nattens Lyn, –
Da vil Du see: den høieste blandt Himle
Er ikke Valhal, men

det unge Gimle!
Henr. Ibsen.