| Om teksten: | Latinske Extemporal-Stile |
| Datering: | 1848 |
| Eier/arkivsignatur: | Nasjonalbiblioteket / Ms.4° 895 |
| Nedlastinger: | xml, pdf |
| Eier: | Nasjonalbiblioteket |
| Sted: | Oslo |
| Signatur: | Ms.4° 895 |
| Dokument: | Egenhendig manuskript. Ligger sammen med Norsk Stilebog og Latinske Extemporal-Oversættelser, som alle har samme manuskriptsignatur (Ms.4° 895). |
 Faksimile |
Latinske Extemporal-
Stile.
Stile.
Henr: Ibsen
| Faksimile |
| Faksimile |
Latinske Extemporalstiel{l}e. –
| Faksimile |
No 25.
Det er saa langtfra at alle Efterretnin-
ger som ere overleverede om berømte Mænd
i Oldtiden ere sande og paalidelige, at vi
snarere maa tilstaa, at de ere deels me-
get usikre, deels aabenbart falske; hvil-
ket dog mere gjælder om Skribenter
og Kunstnere end om Statsmænd og Feldt-
herrer. Man spørger maaskee om hvad
der er Aarsagen til denne Uvidenhed,
da det jo ikke er at tvivle om, at det
maatte være behageligt for dem, som
levede efter hine Mænd, at kjende
deres Characteer, Handlinger og Skjæbne.
Men ved nøiere Eftertanke vil det
vise sig, at forskjellige Aarsager
have bevirket, hvad ved første Øie-
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
kast synes næsten utroligt eller
idetmindste meget usandsynligt.
Det maa være nok at paaminde
om at de Samtidige kun op-
tegnede lidet om de Mænd hvis
Værker de læste eller hørte eller læste
beskuede med Beundring men som
ved daglig Omgang vare dem vel-
bekjendte. –
ger som ere overleverede om berømte Mænd
i Oldtiden ere sande og paalidelige, at vi
snarere maa tilstaa, at de ere deels me-
get usikre, deels aabenbart falske; hvil-
ket dog mere gjælder om Skribenter
og Kunstnere end om Statsmænd og Feldt-
herrer. Man spørger maaskee om hvad
der er Aarsagen til denne Uvidenhed,
da det jo ikke er at tvivle om, at det
maatte være behageligt for dem, som
levede efter hine Mænd, at kjende
deres Characteer, Handlinger og Skjæbne.
Men ved nøiere Eftertanke vil det
vise sig, at forskjellige Aarsager
have bevirket, hvad ved første Øie-
| Faksimile |
| Faksimile |
kast synes næsten utroligt eller
idetmindste meget usandsynligt.
Det maa være nok at paaminde
om at de Samtidige kun op-
tegnede lidet om de Mænd hvis
Værker de læste eller hørte eller læste
beskuede med Beundring men som
ved daglig Omgang vare dem vel-
bekjendte. –
No 26.
Det er en Kjendsgjærning, at den pe-
loponesiske Krig, til hvilken Pericles
mod Enden af sit Liv raadede sine
Medborgere, har været fordærvelig for
Athen; men Skinsygen mellem
denne Stat og Lacedæmon var kom-
men saavidt at en Krig var und-
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
gaaelig. Naar Pericles havde raadet
Athenienserne til at give efter, vil-
de deres Anseelse blevet svækket hos
de andre Folkeslag, deres Tillid til
deres egne Kræfter var tabt og de
vilde dog ikke have kunnet leve
i Fred. Det er vel Spøg, naar man har
sagt at han har villet sysselsætte A-
thenienserne forat de ikke skulde
have Tid til at undersøge, hvor-
mange af de offentlige Midler
han havde bortødslet ved Opbyggelsen
af Minervatemplet. Dog syntes det
som om Pericles har anseet et stort
Krigsforetagende for nødvendigt til Vedlige-
holdelsen af den indre Ro, fordi man
saalænge dette varede maatte overlade
Statens Styrelse til de dygtigste Mænd. –
loponesiske Krig, til hvilken Pericles
mod Enden af sit Liv raadede sine
Medborgere, har været fordærvelig for
Athen; men Skinsygen mellem
denne Stat og Lacedæmon var kom-
men saavidt at en Krig var und-
| Faksimile |
| Faksimile |
gaaelig. Naar Pericles havde raadet
Athenienserne til at give efter, vil-
de deres Anseelse blevet svækket hos
de andre Folkeslag, deres Tillid til
deres egne Kræfter var tabt og de
vilde dog ikke have kunnet leve
i Fred. Det er vel Spøg, naar man har
sagt at han har villet sysselsætte A-
thenienserne forat de ikke skulde
have Tid til at undersøge, hvor-
mange af de offentlige Midler
han havde bortødslet ved Opbyggelsen
af Minervatemplet. Dog syntes det
som om Pericles har anseet et stort
Krigsforetagende for nødvendigt til Vedlige-
holdelsen af den indre Ro, fordi man
saalænge dette varede maatte overlade
Statens Styrelse til de dygtigste Mænd. –
| Faksimile |
| Faksimile |
No 27
For den talrige Forsamling yttrede han:
Siden du med Tilsidesættelse af den Ærbø-
dighed, du skyldte saavel den consule-
riske Befaling som Fadermyndigheden,
har tvertimod vort Forbud fægtet udenfor din
Post mod Fienden og derved saavidt det
stod st til dig, kuldkastet den Krigs-
tugt der hidtil har været Støttet for
den romerske Magt og sat mig i den
Nødvendighed at jeg enten maatte lade
mig og mine eller Staten af Sigte,
saa ville vi heller selv lide Straffen for
vor Brøde, end lade Staten til sin største
Skade bøde for vore Synder. Sørgeligt vil
vort Exempel vorde men gavnligt for
Fremtidens Ungdom gavnligt. Fader-
kjærligheden og denne Tapperhedsprøve hvor-
til Ærens Skin stemmer mig vel til
din Fordeel, men da Consulmyndigheden
ved din uden ved Din død maa haandhæves
eller ved Strafløshed for Fremtiden opgives,
hvorfor skulde jeg da ikke haabe, at du end
ikke selv saasandt {du}mit Blod rinder i dine
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
Aarer, vil undslaa dig for, ved din Af-
straffelse igjen at opreise den ved din
Brøde kuldkastede Krigstugt{;}, gaa Lutor!
bind ham til Pælen! –
Siden du med Tilsidesættelse af den Ærbø-
dighed, du skyldte saavel den consule-
riske Befaling som Fadermyndigheden,
har tvertimod vort Forbud fægtet udenfor din
Post mod Fienden og derved saavidt det
stod st til dig, kuldkastet den Krigs-
tugt der hidtil har været Støttet for
den romerske Magt og sat mig i den
Nødvendighed at jeg enten maatte lade
mig og mine eller Staten af Sigte,
saa ville vi heller selv lide Straffen for
vor Brøde, end lade Staten til sin største
Skade bøde for vore Synder. Sørgeligt vil
vort Exempel vorde men gavnligt for
Fremtidens Ungdom gavnligt. Fader-
kjærligheden og denne Tapperhedsprøve hvor-
til Ærens Skin stemmer mig vel til
din Fordeel, men da Consulmyndigheden
ved din uden ved Din død maa haandhæves
eller ved Strafløshed for Fremtiden opgives,
hvorfor skulde jeg da ikke haabe, at du end
ikke selv saasandt {du}mit Blod rinder i dine
| Faksimile |
| Faksimile |
Aarer, vil undslaa dig for, ved din Af-
straffelse igjen at opreise den ved din
Brøde kuldkastede Krigstugt{;}, gaa Lutor!
bind ham til Pælen! –
No 28.
Statens Ulykke var den store Pest,
som i denne langvarige Krigs andet
Aar ogsaa bortrev Pericles. Ingen op-
traadte efter ham som besad hans
overlegne Talent og kunde arve hans
Anseelse; ærgjærrige og veltalende Mænd
søgte ved Folkegunst at vinde det som han
havde erhvervet sig ved egne Fortjenester. Iblandt
disse maa især nævnes Alcibiades, Pericless
Fostersøn, der vandt alles Hjerter ved sin Skjøn-
hed, sin dannede Aand, sin Levemaades Glands
og sin indsmigrende Veltalenhed; men
hans mest udmærkede Egenskab var en
eiendommelig Lethed i at indtage alle
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
Nationer og Mennesker, saasnart han
vilde, ved at tilegne sig deres Tilbøiligheder
og Sæder.
som i denne langvarige Krigs andet
Aar ogsaa bortrev Pericles. Ingen op-
traadte efter ham som besad hans
overlegne Talent og kunde arve hans
Anseelse; ærgjærrige og veltalende Mænd
søgte ved Folkegunst at vinde det som han
havde erhvervet sig ved egne Fortjenester. Iblandt
disse maa især nævnes Alcibiades, Pericless
Fostersøn, der vandt alles Hjerter ved sin Skjøn-
hed, sin dannede Aand, sin Levemaades Glands
og sin indsmigrende Veltalenhed; men
hans mest udmærkede Egenskab var en
eiendommelig Lethed i at indtage alle
| Faksimile |
| Faksimile |
Nationer og Mennesker, saasnart han
vilde, ved at tilegne sig deres Tilbøiligheder
og Sæder.
No 29.
Dersom Herkomst sagde han, dersom egen
Fortjeneste dersom Høihed og Hædersposter ind-
gyde Stolthed da er jeg udsprungen af en
saadan Stamme har aflagt saadanne Prø-
ver paa Tapperhed har naaet Consulatet
i en saadan Alder at jeg som 23aarig
Consul, havde Fristelse nok til at trod-
se ikke Almuen allene men selve Se-
natet. Men have I hørt noget myndigere
Ord, seet et myndigere Skridt, af mig
i mit Consulat end i mit Tribunat?
Samme sig selv altid lige Grundsæt-
ninger fulgte jeg i tvende følgende
Consulater og samme skal jeg følge
paa denne saa indflydelsesmyndig
Dictatorpost, saaat jeg ei skal vise
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
mig lemfældigere mod disse mine
og Fædrelandets Soldater end mod eder (jeg
gyser ved Navnet) Fiender. Før skal I dra-
ge Sværdet mod mig end jeg mod Eder,
fra hiinside skal Krigshornet lyde først
skal Feldtskriget og Angrebet begynde
først hvis det skal begynde. –
Fortjeneste dersom Høihed og Hædersposter ind-
gyde Stolthed da er jeg udsprungen af en
saadan Stamme har aflagt saadanne Prø-
ver paa Tapperhed har naaet Consulatet
i en saadan Alder at jeg som 23aarig
Consul, havde Fristelse nok til at trod-
se ikke Almuen allene men selve Se-
natet. Men have I hørt noget myndigere
Ord, seet et myndigere Skridt, af mig
i mit Consulat end i mit Tribunat?
Samme sig selv altid lige Grundsæt-
ninger fulgte jeg i tvende følgende
Consulater og samme skal jeg følge
paa denne saa indflydelsesmyndig
Dictatorpost, saaat jeg ei skal vise
| Faksimile |
| Faksimile |
mig lemfældigere mod disse mine
og Fædrelandets Soldater end mod eder (jeg
gyser ved Navnet) Fiender. Før skal I dra-
ge Sværdet mod mig end jeg mod Eder,
fra hiinside skal Krigshornet lyde først
skal Feldtskriget og Angrebet begynde
først hvis det skal begynde. –
No 30
Sagen er, sagde han, den hele Armé, der
troer sig af dig kjendt skyldig i Feighed,
og som derfor til Beskjæmmelse ˹er˺ afvæbnet, har
anmodet mig om at tale dens Sag for dig.
Kunde man end forekaste os at { <...> }have veget fra
vor Post, at have vendt Fienden Ryggen og haan-
ligen forladt vore Faner, skulde han jeg dog
tro, at vi med Føie turde { <...> }vente, at du tillod
os ved Tapperhed at rette vor Brøde, ved ny Hæ-
der udslætte Mindet om vor Skam. Men vi have
jo ved Guders Naade, ved din og det romerske
Folks Lykke, Magt og Ære ubeskaaret. Dog mere vo-
ver jeg neppe at tale, da baade vore Fiender haa-
ne os, der, som Kvinder krybe i Skjul bag
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
Skandsen, ved alle muelige Spotterier og hvad
der gaaer os nærmere til Hjærte, da ogsaa
du, General! fradømmer din Armee
Mod og Vaaben og inden du har sat os paa
Prøve, har fattet Mistillid til os, som og
om du troede, at have en { <...> }Hob Krøblinge
og Invalider at anføre.
troer sig af dig kjendt skyldig i Feighed,
og som derfor til Beskjæmmelse ˹er˺ afvæbnet, har
anmodet mig om at tale dens Sag for dig.
Kunde man end forekaste os at { <...> }have veget fra
vor Post, at have vendt Fienden Ryggen og haan-
ligen forladt vore Faner, skulde han jeg dog
tro, at vi med Føie turde { <...> }vente, at du tillod
os ved Tapperhed at rette vor Brøde, ved ny Hæ-
der udslætte Mindet om vor Skam. Men vi have
jo ved Guders Naade, ved din og det romerske
Folks Lykke, Magt og Ære ubeskaaret. Dog mere vo-
ver jeg neppe at tale, da baade vore Fiender haa-
ne os, der, som Kvinder krybe i Skjul bag
| Faksimile |
| Faksimile |
Skandsen, ved alle muelige Spotterier og hvad
der gaaer os nærmere til Hjærte, da ogsaa
du, General! fradømmer din Armee
Mod og Vaaben og inden du har sat os paa
Prøve, har fattet Mistillid til os, som og
om du troede, at have en { <...> }Hob Krøblinge
og Invalider at anføre.
No 31.
Den som med Aandens Blik vil betragte
og skue Billedet af et dydigt og brøde-
frit Menneske, af en i Sandhed viis Mand,
af en Borger der er gjennemtrængt af
den reneste Fædrelandskjærlighed maa læse
hiin fortræffelige Tale, som Plato lader
Socrates holde for sine Dommere.
Og denne Tale har saameget mere Sand-
hed og Værdighed, fordi Plato selv synes at
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
antyde, at han med den størst mue-
lige Troskab har optegnet den efter
Mønstret af den Tale, der virkelig var
bleven holdt for Retten af Socrates.
Der hærsker i den ikke blot en beun-
dringsværdig Sjælsstorhed, fremgaaet af
Bevidstheden om det Rigtige og Ædle,
men ogsaa <...> det f{ <...> }romme og
religiøse Sind, hvoraf kun den kan
være gjennemstrømmet, {h}som har
den faste Overbeviisning at han har
faaet det Kald af Guddommen selv
at forfægte og {B}befordre Viisdommens
Sandhedens og Dydens Sag hos sine Med-
borgere. –
og skue Billedet af et dydigt og brøde-
frit Menneske, af en i Sandhed viis Mand,
af en Borger der er gjennemtrængt af
den reneste Fædrelandskjærlighed maa læse
hiin fortræffelige Tale, som Plato lader
Socrates holde for sine Dommere.
Og denne Tale har saameget mere Sand-
hed og Værdighed, fordi Plato selv synes at
| Faksimile |
| Faksimile |
antyde, at han med den størst mue-
lige Troskab har optegnet den efter
Mønstret af den Tale, der virkelig var
bleven holdt for Retten af Socrates.
Der hærsker i den ikke blot en beun-
dringsværdig Sjælsstorhed, fremgaaet af
Bevidstheden om det Rigtige og Ædle,
men ogsaa <...> det f{ <...> }romme og
religiøse Sind, hvoraf kun den kan
være gjennemstrømmet, {h}som har
den faste Overbeviisning at han har
faaet det Kald af Guddommen selv
at forfægte og {B}befordre Viisdommens
Sandhedens og Dydens Sag hos sine Med-
borgere. –
No 32.
Epaminondas og Pelopidas høre u-
paatvivlelig til de Mænd, hvis Min-
de vække den høieste Deeltagelse hos
os, hvad enten vi betragte deres Stil-
ling i Staten eller og deres Feltherre-
talent, eller deres moralske Character og
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
deres Privatlivs Reenhed. Hvad er især
maa beundres med Hensyn til dem, er
at de have hævet, ikke Athenienser
eller Spartaner; men det Folk, som
mere yndede sandselige Nydelser end
aandelige Sysler og Hæder, til en
saadan Høide som det ingensinde
har havt før eller efter dem. Meget
rigtigen have derfor de Gamle dømt,
at Thebens Hæder er født og død med
disse Mænd og der er ikke lat nogen
Deel af Historien hvori det mere har
stadfæstet sig at en Soldaterhob uden
Feldtherre er e{nd}t Legeme uden Sjæl, og
ligeledes at mere maa maa stole
paa Feldtherren end paa Hæren. –
paatvivlelig til de Mænd, hvis Min-
de vække den høieste Deeltagelse hos
os, hvad enten vi betragte deres Stil-
ling i Staten eller og deres Feltherre-
talent, eller deres moralske Character og
| Faksimile |
| Faksimile |
deres Privatlivs Reenhed. Hvad er især
maa beundres med Hensyn til dem, er
at de have hævet, ikke Athenienser
eller Spartaner; men det Folk, som
mere yndede sandselige Nydelser end
aandelige Sysler og Hæder, til en
saadan Høide som det ingensinde
har havt før eller efter dem. Meget
rigtigen have derfor de Gamle dømt,
at Thebens Hæder er født og død med
disse Mænd og der er ikke lat nogen
Deel af Historien hvori det mere har
stadfæstet sig at en Soldaterhob uden
Feldtherre er e{nd}t Legeme uden Sjæl, og
ligeledes at mere maa maa stole
paa Feldtherren end paa Hæren. –
| Faksimile |
| Faksimile |
No 33.
Dette viste sig fornemmelig saa-
vel før som i Slaget ved Leuctra;
thi da Thebanerne ligesaameget
frygtede Spartanernes Tapper-
hed, som, paa Grund af disses
overveiende Mængde, Krigens Udfald,
bevirkedes det ene ved hine ved hi-
ne Mænds Fasthed og Indflydelse,
at samtlige Borgere besluttede at
bringe Kvinder og Børn til Athen,
og indlade sig i en afgjørende Træf-
ning med Spartanerne. Pelopidas
selv gav sin Hustru, da hun <...>
svømme{d}nde i Taarer fulgte ham paa
Veien, ved Afskeden og da hun tilsidst
bad ham at skaane sit Liv, g<...> det
Svar, at kun den Menige kunde
[HIS: Latinsk tekst er ikke transkribert.]
tænke saa, en Hærførers Pligt var det
derimod at sørge for at bevare de an-
dres Liv. Senere da nogle slemme
Varsler fulgte efter hverandre mødte
Hæren, og de Ældre (thi de Yngre holdt
Skammen tilbage) dreve paa at man
skulde afstaa fra et Foretagende, mod
hvilket Guderne viste sig aabenbart
ugunstige, saa tilraadte Epaminondas
hvem hele Ledningen af Krigen
var overdragen: ˹ <...> det homeriske Vers,˺ «Eet er det heldigste Varsel,
sit Fædreland at forsvare.»
vel før som i Slaget ved Leuctra;
thi da Thebanerne ligesaameget
frygtede Spartanernes Tapper-
hed, som, paa Grund af disses
overveiende Mængde, Krigens Udfald,
bevirkedes det ene ved hine ved hi-
ne Mænds Fasthed og Indflydelse,
at samtlige Borgere besluttede at
bringe Kvinder og Børn til Athen,
og indlade sig i en afgjørende Træf-
ning med Spartanerne. Pelopidas
selv gav sin Hustru, da hun <...>
svømme{d}nde i Taarer fulgte ham paa
Veien, ved Afskeden og da hun tilsidst
bad ham at skaane sit Liv, g<...> det
Svar, at kun den Menige kunde
| Faksimile |
| Faksimile |
tænke saa, en Hærførers Pligt var det
derimod at sørge for at bevare de an-
dres Liv. Senere da nogle slemme
Varsler fulgte efter hverandre mødte
Hæren, og de Ældre (thi de Yngre holdt
Skammen tilbage) dreve paa at man
skulde afstaa fra et Foretagende, mod
hvilket Guderne viste sig aabenbart
ugunstige, saa tilraadte Epaminondas
hvem hele Ledningen af Krigen
var overdragen: ˹ <...> det homeriske Vers,˺ «Eet er det heldigste Varsel,
sit Fædreland at forsvare.»
No 34.
| Faksimile |
