Du er her:
Om teksten:Endnu et Indlæg i Theatersagen
Aftenbladet (torsdag, nr. 71 og onsdag, nr. 76, 10. årg.)
Datering:25. og 31.03.1858
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
ENDNU ET INDLÆG I THEATERSAGEN
AF HENR. IBSEN
1.
Med temmelig Sikkerhed kunde man allerede paa Forhaand antage, at Theatrets rette Vedkommende i det Længste vilde holde sig borte fra Slagmarken, hvor stor Opfordring end disse, og navnlig den artistiske Direktør, maatte have til at møde frem; det var at forudsee, at Virksomheden i den heromhandlede Sag vilde fra deres Side indskrænke sig til Hvervning (og muligviis Dressur og Indøvelse) af Leietropper, der kunde føre Striden over paa Fiendens Gebet og saaledes stille dem selv udenfor Skudvidde. Denne Hvervning synes imidlertid ikke at have nydt den ønskeligste Fremgang, eftersom Theatrets kritiske Livegne i Chr.‐Posten til Dato er den Eneste, der har stillet sig under Fanen.
Dersom forøvrigt Theaterdirektionen paa den ene Side ikke vover offentligt og bestemt at vedkjende sig det i dens Styrelse lønligt raadende Princip, og paa den anden Side hverken føler Kald eller Evne til at fremstille den af mig paaklagede Sag i dens rette Sammenhæng og Betydning, og derpaa fra denne Grundvold at forsvare sin Fremgangsmaade, – da finder jeg det saare begribeligt, at Arbeidet lægges i dertil skikkede Leiefolks Hænder; thi for navngivne Mænd gaar det naturligviis ikke an at laane sig til en saa urenlig Bedrift, som den, gjennem en Række af forsætlige Forvanskninger at ville dreie Opinionen til Gunst for en Handling, der ikke lader sig forsvare med hæderlige Vaaben.
Det kan imidlertid stundom være vovsomt nok at lægge sin Velfærd i Leiesvendes Hænder, og det har da ogsaa Theatret ved Chr.‐Postens Opsats for isøndags faaet at sande; thi naar dets beskikkede Feldtherre, efterat have bortskudt al sin Amunition, efterat have sløvet sine Vaaben ved alskens blinde Udfald og Sidehug, endnu ikke har formaaet at vinde en eneste Fodsbred Land, da maatte Theatret sandelig ønske, at den hele Opstyr havde været undgaaet, og dette kunde skeet, ifald det, istedetfor at skikke Ukyndigheden i Marken, havde bekvemmet sig til en aaben og uforbeholden Indrømmelse af Tingenes sande Stilling.
Jeg skal nu ved en samvittighedsfuld Gjennemgaaelse af min Modstanders Stridsskrift paavise, at han ikke har rokket ved et eneste Ord i mit «Manifest», og at Striden for mit Vedkommende selvfølgeligen befinder sig paa samme Standpunkt, som det, hvorpaa den vilde have befundet sig, om Chr.‐Postens Artikel aldrig havde været skreven.
Forfatterens Angrebsplan er ikke saa ilde udtænkt; han sætter sin Fortrøstning til det for vore smaalige Forholde eiendommelige Karakteertræk: stedse at betragte en offentlig Udtalelse som fremkaldt af personlige Grunde og sigtende til Opnaaelsen af personlige Hensigter. Denne hos Mængden almindelige Forestilling søger han derfor efter bedste Evne at nære; men da Forsvaret for en slet Sag stedse fører en hel Del Vanskeligheder med sig, saa er Forfatteren uheldigviis bleven hængende fast i disse, hvilket jeg i det Følgende skal paavise Punkt for Punkt.
Efter nogle Indledningsord, duftende af hin Færskhed, der er eiendommelig for Postens Theaterartikler, ytrer han: «Den, der vil være Nationens Talsmand i hvilketsomhelst Anliggende, maa handle aabent og ærligt». Da nu Forfatteren ikke optræder som Nationens, men som det danske Theaters Talsmand, og da Nationen og det danske Theater ere to hinanden aldeles uvedkommende Ting, saa skal jeg ingenlunde beskylde ham for at have handlet mod sin egen Grundsætning, uagtet hans Krigsførelse er intet mindre end stemmende med den skjønne Theori; kun skal jeg henstille til hans Overveielse, hvorvidt de Forpligtelser, der paahvile den, som forfægter de nationale Interesser, ikke ogsaa billigviis bør erkjendes af den, der strider for de ikke‐nationale, – og indrømmes dette, da havde han sandelig handlet klogest i at tilbageholde sine grundløse Beskyldninger for Uærlighed fra min Side.
Han gaar dernæst over til at gjentage Historien om mit indleverede og antagne Stykke. «Imidlertid», siger han, «kom Pengekrisen, Chr. Theater oplevede paa Grund deraf et daarligt Spilleaar, og Direktionen var derfor nødsaget til at gjøre Brug af sin Ret efter Reglementet, og af økonomiske Grunde forandre den artistiske Direktørs approberede Repertoire. Som Følge heraf blev «Hærmændene paa Helgeland» sat ud af Betragtning.» Dette klinger jo Altsammen meget godt, men Feilen er, at Forfatteren lader som om han overseer den Omstændighed, at jeg aldrig har klaget over at mit Stykke «for Øjeblikket blev sat ud af Betragtning»; hvad jeg har paatalt er Direktionsbeslutningen, ifølge hvilken «originale Skuespil» ialmindelighed i denne Saison udelukkes fra Repertoiret. Dette er Kjernen i Sagen, dette er Hovedpunktet, som Forfatteren burde prøvet paa at forsvare; han burde have godtgjort Theatrets æsthetiske og moralske Ret til at bortvise originale dramatiske Arbeider, uagtet det i «et daarligt Spilleaar» anvender f. Ex. til Udstyrelse af en oversat Boulevardfarce et Beløb, der vel omtrent svarer til det, for hvilket et originalt Enaktsstykke under nærværende Forholde maatte kunne erhverves; han burde have bevist Theatrets Ret til at udelukke hvilkensomhelst indenlandsk Forfatter fra Scenen, uagtet det i det samme «daarlige Spilleaar» anstrænger sig over Evne for gjennem Gageforøgelse at sikre sig fremtidig Bistand af «en Kunstner», hvis Vedbliven eller Fratræden dog vel ikke egentlig kan siges at være noget Livsspørgsmaal for Theatret, eftersom hans Repertoire letteligen paa langt billigere Vilkaar maatte kunne overdrages til en eller anden ledig norsk Kunstbroder.
«Ethvert skikkeligt Menneske», ytrer han derpaa, idet han aftrykker den i min forrige Opsats citerede Direktionsbeslutning, «vil ikke heraf kunne faa Andet ud, end at det Ibsenske Stykke, som der udtrykkelig staar, ikke kan opføres i indeværende Saison, medens Hr. Ibsen selv læser det saaledes: at Theatret i den nærmeste Fremtid vil være ude af Stand til at understøtte, fremhjelpe og idetheletaget befatte sig med den norske dramatiske Literatur». Theatrets hoveripligtige Forsvarer fægter her aabenbart med Fortvivlelsens Vaaben. Det maa isandhed være en egen Art af «Skikkelighed», der kan fortolke en Beslutning, gaaende ud paa at da Omstændighederne ikke tillade Antagelsen af «originale Skuespil», saa vil et enkelt indleveret Stykke fortiden ikke kunne gives, – som om den kun gjaldt dette ene Stykke. Og denne «skikkelige» Person, der vover at træde frem for Offentligheden med slige Paastande, undseer sig ikke for i samme Aandedræt at lægge mig Uærlighed tillast! Sandelig, man maa aarviis have været smedet til en eller anden aandelig Galeibænk for saa aldeles at kunne sætte sig ud over den almindelige Æresfølelses simpleste Fordringer og i den Grad forglemme den offentlige Velanstændighed, der forbyder et honnet Menneske at betjene sig af smudsige Midler for at hjelpe paa en god, endsige paa en uren Sag!
Hvor findes i min Fortolkning Spor af Uærlighed?
«Uærligheden er altsaa dobbelt», siger han ikkedestomindre, «først fordi han taler om den nærmeste Fremtid, som om det var Evigheden», osv. Hvor har jeg talt saaledes? Jeg har sagt, at Direktionen, ved den valgte Fremgangsmaade, har afkastet Broen mellem Theatret og den norske dramatiske Literatur; men er dette at tale om den nærmeste Fremtid, som om den var Evigheden. Er da virkelig Forfatterens Kjendskab til Modersmaalet i den Grad kun en Overfladens Fernis, at han er uvidende om hvorledes Udtrykket, «at afkaste Broen», ingenlunde involverer et evigt Brud? Naar f. Ex. en kritiserende Smører, gjennem et dertil bekvemt og passende Organ, prøver paa at forhutle en ren Sag ved allehaande forsætlige Fordreielser, eller naar han ved gemene personlige Angreb tilsigter at forvrøvle et offentligt Stridspunkt, saa afkaster han derved Broen mellem sig og alle anstændige Mennesker; men saasnart han oprigtigt skammer sig over sin uværdige Fremfærd, tager sine grundløse Paastande tilbage, og gjør Afbigt for den Skandal, han har vakt, – saa er igjen Forbindelsesledet mellem ham og den uberygtede Menneskeklasse gjenoprettet. Foruden andre gavnlige Lærdomme kan min Modstander af dette Exempel uddrage den Erkjendelse, at jeg, ved at benytte hint Udtryk, hverken har lagt mere eller mindre i Direktionsbeslutningen, end denne ubestrideligen i sig selv indeholder. Men da nu hans falske Fortolkning af mine Ord begrunder Paastanden om den første Halvdeel af min formentlige dobbelte Uærlighed, saa er selvfølgelig Paastanden kuldkastet tilligemed Fortolkningen, og han maa derfor finde sig i at overføre denne Deel af Uærligheden paa sin egen Regning. Jeg skal nu betragte den anden Halvdeel, og det vil ikke med denne gaa ham et Haar bedre end med den første.
«Dernæst», bemærker han, «er Hr. Ibsen uærlig, fordi han uden videre identificerer sig med den norske dramatiske Literatur», thi «der kan vel ikke blive Tale om at opføre noget nyt norsk Stykke i indeværende Saison, om et saadant nu skulde blive indleveret». Hvor har jeg identificeret mig med den norske dramatiske Literatur? Jeg har refereret det Faktum, at mit Stykke i denne Saison ikke kommer til Opførelse paa Grund af en Direktionsbeslutning, der forbyder nye originale Stykkers Opførelse overhovedet i det nævnte Tidsrum. Ligger da heri nogen Uærlighed? Naar Forfatteren dernæst forsøger paa at fremstille den omhandlede Beslutning, som om den ialfald kun havde formel Betydning, derved at man ikke skulde kunne tænke paa «at opføre noget nyt norsk Stykke i indeværende Saison, om et saadant nu skulde blive indleveret», – da kommer han i disse Ord af Vanvare til at sige Direktionen en stor Grovhed, idet han nemlig sigter den for at have gjort sig skyldig i den taabelige Gjerning ved en formelig Beslutning at fatte Bestemmelser angaaende et Tilfælde, der ei vil kunne indtræffe! Saa uartig vil jeg for mit Vedkommende ikke vise mig; jeg vil tvertimod betragte som afgjort, at har Direktionen besluttet sig til ikke i denne Saison at antage og honorere noget norsk Skuespil, da har den ogsaa forudsat, som muligt, at saadanne i Saisonen maatte kunne opføres. Forfatteren faar altsaa selv paatage sig Omsorgen for sit uærlige Tvillingpar, som han har villet paadutte mig, – han faar, efter bedste Evne, undskylde Grovheden mod sine Principaler, og forresten gaa varsommere tilværks, naar han for Fremtiden vover sig ud paa den forfalskende Bevisførelses glatte Is. Hermed har jeg da klaret Personen fra mig i det første Punkt, jeg skal nu gaa videre.
Min noble Modstanders Ærefrygt for Direktionens uantastelige Majestæt kulminerer i hans nærmest paafølgende Bemærkninger, paa samme Tid som disse stiller hans Opfatningsevne i et mere karakteristisk end fordeelagtigt Lys. Han er forundret og uvillig over min Paastand: at havde Direktionen i ringeste Grad interesseret sig for mit Stykke, saa havde den hos mig forespurgt sig om hvorvidt jeg var villig til at vente med Honoraret indtil bedre Tider. «For os Lægfolk», siger han, «stiller denne Deel af Sagen sig saaledes, at Hr. Ibsen selv var den nærmeste til at fremkomme med sit Tilbud om at vente.» Hvilken Klarhed i Forfatterens Tankegang! Efterat mit Stykke er antaget og bestemt til Opførelse, skal jeg uopfordret og uden Foranledning prøve paa at forebygge en Beslutning, om hvilken jeg naturligviis først kunde komme til Kundskab i det Øieblik den blev mig kommuniceret!
Nu følger en Tirade, ved hvilken jeg i Forbigaaende ikke kan nægte mig den ondskabsfulde Glæde at sætte Fyren i Befippelse. Tiraden lyder saaledes: «Naar Theatret opfører Stykket, er det i samme Øjeblik kommet i Gjeldsforhold til Forfatteren, og blandt skikkelige Folk ansees det altid rettest at ordne en Sag paa den Maade, at Fordringshaveren gives Adgang til frivillig og uopfordret at renoncere paa sin strenge Ret, før den Forpligtede skal nødes til at anholde om Udsættelse.» Denne Bemærkning burde Forfatteren have opbevaret til sit eget private Brug; her er den yderst uheldigt anbragt. Ulykken er nemlig den, at Theaterdirektionen selv fornylig har handlet stik imod hvad skikkelige Folk efter hans egne Ord ansee for ret og sømmeligt. Direktionen har nemlig først opført A. Munchs «William Russell», og derpaa, da Betalingsterminen kom, tilkjendegivet Hr. Munch, at Theatret fortiden er ude af Stand til at fyldestgjøre «Fordringshaverens strænge Ret», og saaledes nødt ham til «ufrivilligt» og efter Opfordring at renoncere derpaa! Hvorledes mener nu Direktionens Forsvarer i dette Anliggende at maatte karakterisere sine Principalers Færd? Skulle vi ikke være enige om, at ligesom han ved sit hele Produkt har stillet sig selv udenfor al Berørelse med skikkelige Folk i literær Forstand, saaledes har han ved den ovennævnte Tirade «afkastet Broen» mellem det danske Theaters Direktion og alle skikkelige Folk ialmindelighed? Jo, det er isandhed en net Forsvarer, Direktionen her er bleven behæftet med! Jeg var i min forrige Opsats visselig ikke særdeles høflig, det tilstaar jeg; men mine Beskyldninger vare dog kun rettede mod en uforsvarlig Forvaltning af literære og kunstneriske Interesser; at overdænge Direktionen med Smudsigheder af en langt værre Beskaffenhed var min Modstander forbeholdt, og da jeg mod min Villie har givet ham den første Foranledning dertil, saa tilsiger den almindelige Billighedsfølelse mig at protestere saavel mod den Anvendelse, der, til Tort for Direktionen, kan gjøres af hans nys citerede Ord, som ogsaa mod hans senere Kritik over Hr. Borgaard, – en Kritik, der, som jeg i det Følgende skal paavise, er for Vedkommende langt harmeligere og mere nærgaaende end min. Idet jeg saaledes fatter det, som det synes mig, saare uegennyttige Forsæt at tage saavel Hr. Borgaard som Direktionen overhovedet i Beskyttelse mod dens Forsvarers Ubehændigheder, tør jeg vel haabe, at denne i sit forventede Tilsvar ikke saa ganske slaar en Streg over dette løierlige Punkt, og skal nu følge ham videre paa hans knudrede Bane.
ENDNU ET INDLÆG I THEATERSAGEN
AF HENR. IBSEN
2.
Hvad vort danske Theaters Politik i de sidste tyve Aar betræffer, og ligesaa den Konsekventse, jeg deri har fundet, – maa min Modstander virkelig undskylde at jeg ikke nedlader mig til nogen vidtløftig Drøftelse og Argumentation ligeoverfor ham. Denne Sag skal til sin Tid blive Gjenstand for en særlig Artikel; her skal jeg indskrænke mig til i Korthed at berøre et Par Punkter, der direkte vedkomme det omtvistede Anliggende.
For det Første er det, mildest talt, en grov Usandhed, naar han tillægger mig den Paastand, at Udelukkelsen af norske Skuespil fra Christiania Theater ikke er noget enkeltstaaende Tilfælde. Det er jo netop fordi Tilfældet er enkeltstaaende, at jeg har paatalt det; det er fordi Theatret, ved dette Skridt, er gaaet videre, end det nogensinde før har holdt for raadeligt. Det formentlige Modbevis, han ved sin Liste over opførte norske Stykker indbilder sig at have præsteret, vedkommer altsaa ikke mig i ringeste Maade. Og for det Andet maa min Modstander i aandelig Henseende være ganske eiendommeligt konstrueret, naar han i min Ytring om Theatrets Politik i Tidsrummet fra 1838 til 1858 kun formaar at læse Sigtelser for uvilligt Sindelag mod de norske dramatiske Forfattere og deres Arbeider. I denne min Ytring ligger paa engang Mere og noget ganske Andet; jeg vil saaledes blot paapege Theatrets Isolationsbestræbelser ligeoverfor de Interesser, der i det nævnte Tidsrum har sat Nationen i levende Bevægelse, jeg vil nævne dets fuldstændige Neutralitet i Sprogstridighederne og dets Ligegyldighed for at rekrutteres ved Hjælp af norske Kræfter. Dette Afsondringssystem, denne kinesiske Spærringstheori er det for en stor Deel, som har gjort Theatret til en fremmed Institution ligeoverfor Folket, og dette er det, jeg har lagt Theatret tillast; heri er det jeg har kaldt det konsekvent, og heri seer jeg fra Theatrets Side en maaske endnu større Forgaaelse, end den, det har gjort sig skyldig i ved at tilsidesætte de norske Stykker. Disse norske Stykker synes nu min Modstander at betragte som en blot og bar Luxusgjenstand, der i stormfulde Tider staar først og fremst for Tur til at kastes overbord. Heri kan jeg ikke være enig med ham; har den norske dramatiske Literatur fortiden ikke Meget at frembyde som virkelig Godt, da maa jo denne Omstændighed netop for Theatret indeholde en Grund til ikke at udskyde eller bortvise, hvad det selv har erkjendt at kunne bruge. Jeg har aldrig paatalt at norske Stykker af Theatret ere forkastede, men jeg har paatalt at dette, om ogsaa kun for en Tid, paa Forhaand har vedtaget at udelukke ubeseede, fremtidige, norske Arbeider, og kan ikke Theatrets Ret hertil godtgjøres, saa har jeg ikke ført noget ubeføiet Klagemaal. Det er forøvrigt mærkeligt hvorledes Theatermandens Bevisførelse dreier sig i en Ring. De norske Stykker ere i Regelen høist ubetydelige, mener han, – den norske dramatiske Literatur er endnu i sin allerførste Fremvæxt, – derfor bør den holdes borte fra Scenen indtil en modnere Periode indtræder; men da nu de dramatiske Forfattere, kun ved at see sine Arbeider opførte, sættes istand til at opdage disses Mangler og rette dem i fremtidige Produktioner, – saa vil hint modnere Tidspunkt naturligviis aldrig kunne indtræde.
Min Modstanders Bedømmelse af mine dramatiske Arbeider kan jeg med Rolighed oversee, og ligesaa hans temmelig utvetydige Trusel: at Tiden skal vise, hvor beføiet Theatret har været til at udskyde mit nye Skuespil, hvilket han ikke kjender. De Mangler, der klæber ved mine Arbeider, kjender jeg bedre end han; men just fordi jeg kjender dem, er det mig af saameget større Vigtighed, ved Scenens Hjælp at komme til Kundskab om Maaden, paa hvilken disse Mangler nærmest kunne afhjælpes. Forfatteren siger selv, at det danske Theater endnu er nødvendigt som Medhjælp til Opklaring af vore dramatiske Begreber; men er det da ret og billigt at de dramatiske Forfattere, om ogsaa kun for et Øieblik, udelukkes fra Deelagtighed i de Aandens Frugter, som det danske Theaters Dramaturger og Kunstnere ere satte til at udstrø blandt det hungrende Folk? Naar det blot er ved denne Indretnings Bistand at det kunstneriske Lys kan spredes ud over vort taagede Land, – hvorfor da fjerne Forfatterne fra den Kreds, udenfor hvilken den fra det danske Theater udstrømmende aandelige Lysglands ikke kan naa dem?
Han opholder sig derhos stærkt over min Paastand, at det danske Theater stadigen taber Terræn blandt Publikum; han kræver Beviis herfor, og jeg svarer ham, at han selv har indrømmet Paastanden, idet han betegner Theatret som en Indretning, der endnu er en Nødvendighed, da vi endnu ikke er komne saa vidt, at vi kunne slippe denne Medhjælp, o. s. v. Da vi nemlig ere enige i at det norske Folk, det være nu ved eller uden det danske Theaters Hjælp, arbeider sig frem mod et selvstændigt Kunsttrin, saa maa vi ogsaa være enige om, at den midlertidige Medhjælp om kortere eller længere Tid vil blive overflødig; men da nu denne Nationens Fremadskriden, i positiv Henseende, kun kan aabenbare sig ved en gradviis Tilknyttelse til det endelige Maal, saa maa den ogsaa, paa den negative Side, i samme Proportion betegne sig ved et gradvist Frafald fra det midlertidige, fremmede Surrogat. Da altsaa min Modstander selv har leveret Beviset for min Paastand, saa maa dette Punkt ansees overflødigt videre at opholde sig ved, og jeg foretrækker derfor at opklare hans Begreber angaaende en formentlig Modsigelse, hvilken han troer at have fundet deri at jeg i sin Tid i Nyhedsbladet, paa en anerkjendende Maade, udtalte mig over Hr. Wiehe og hans Betydning til Opklaring af vore dramatiske Begreber, – medens jeg nu betegner det danske Theaters fremmede Tendentser og ufolkelige Virken som en Hindring for Grundlæggelsen af en herskende norsk Scene. Saa dette er altsaa en Modsigelse? Nu, for at sætte min Modstander lidt i Forundring, skal jeg gaa et Skridt videre; foruden at gjentage og vedkjende mig Alt, hvad jeg tidligere har sagt om Hr. Wiehe, skal jeg ogsaa herved vedkjende mig at jeg anseer Hr. Jørgensen for en ypperlig Kunstner, samt at Theatret forresten eier andre agtværdige Kræfter, – og dog skal jeg uden Besværlighed rede mig ud af Modsigelsen! Min Anke over Theatrets fremmede Tendentser og dets ufolkelige Virken har aldrig været rettet mod dets Personale, men kun mod dets Direktion; og ligesaa vist som vi hidindtil have besiddet en herskende dansk Scene, uagtet denne tæller flere meget begavede norske Medlemmer, – ligesaa vist maatte vi nu fortiden kunne tilveiebringe en Scene, der gik i herskende norsk Retning, uden derfor at give Slip paa de dygtigere danske Kræfter, der muligens endnu ikke uden Skade for Kunsten kunde undværes. Det er ikke Skuespillernes Døbesedler, ikke deres Beviser for at være fødte i Danmark eller Norge, der gjør en Scene dansk eller norsk, dertil udfordres Mere, dertil fordres baade en Styrelse og et Personale, som er sig Nationalitetens Betydning bevidst; denne er det, der maatte vækkes og klares blandt Personalets norske Medlemmer; vort danske Broderfolks Bekvemhed til at bøie sig under en beslægtet Nationalitets Overvægt er desværre i andre Retninger til Overflod godtgjort. Der er altsaa, som Forfatteren seer, den ønskeligste Harmoni mellem mine forskjellige Udtalelser, en Harmoni, der ogsaa kunde tilveiebringes ved en anden Fortolkning af mine Ord; men denne vil jeg overlade til Forfatterens egen Skarpsindighed at udfinde, for Øieblikket føler jeg mig ikke beføiet til at benytte den.
Min Modstanders taagede Opfatning af deslige Gjenstande deles naturligviis af mange Andre blandt den jævne Masse, og jeg maa derfor, for min egen Skyld, fortælle disse Godtfolk, der ikke af sig selv besidde den tarvelige Evne, som kræves til en rigtig Opfatning af Forholdet, at jeg ikke med et Ord har angrebet Theatrets Personale, men kun dets Styrelsesmaade, dets Passivitet ligeoverfor de Spørgsmaal, som en sand dramatisk Kunstanstalt ikke kan vægre sig ved at drøfte. Min Henvendelse til Hr. Borgaard er fuldt begrundet. Jeg har sagt, at forsaavidt han er uenig med Direktionen i den fattede Beslutning, da maa han, som Mand af Ære, træde af. Dette, skulde jeg dog mene, er en ganske ligefrem Sag; thi i et Spørgsmaal, der dreier sig om Theatrets moralske Ret til, selv for en kortere Tid, at sige sig løst for ethvert Forhold til Landets Forfattere, kan der ikke være Uenighed, uden at denne ogsaa i andre artistiske Punkter maa gjøre sig gjældende, og da det nu har vist sig, at Direktionen ligeoverfor Hr. Borgaard veed at sætte sin Vilje igjennem, saa maa altsaa den artistiske Direktør finde sig i at se Theatret styret efter Principer, som han ikke kan billige. Dette, har jeg sagt, kan en Mand af Ære ikke indlade sig paa; strider Hr. Borgaard virkelig for en Idee, er han virkelig gjennemtrængt af Erkjendelsen af Theatrets Forpligtelser i enhver Retning, føler han i Sandhed det Ansvar, Anstalten paadrager sig ved at slaa ind paa en misledende Bane, – da kan han umuligt gjøre sig til et Værktøi for en Villie, der optræder i ligefrem Strid med hans egen. Det er derfor en tom Undskyldning, naar min Modstander anfører, at Hr. Borgaard har maattet rette sig efter Direktionens Bestemmelse, og jeg tror ikke, at denne Føielighed fra Hr. Borgaards Side er synderligt skikket til at styrke Theatrets æsthetiske Soliditet i Publikums Øine; thi bøier den artistiske Direktør sig under alskens Bestemmelser, udgaaede fra hans ikke‐artistiske Kolleger, da veed jeg sandelig ikke, hvorledes Kunstens Interesser dersteds kan siges at være garderede. Forøvrigt burde rigtignok Forsvareren i Posten være den Sidste til at bebreide mig bidende Udfald mod Hr. Borgaard; man eftersee blot hans egen Karakteristik over den artistiske Direktør, som den, der af lutter ængstelige Hensyn hverken kan beslutte sig til at antage eller forkaste, ja endog som den, der sandsynligviis, af Kunsten uvedkommende Grunde, lader sig forlede til Opførelse af dramatiske Arbeider, der rettest burde været tilbageviste. Disse Beskyldninger, der skriver sig fra en Allieret, maa dog vel for Vedkommende være fuldt saa graverende, som mine, der jo hidrøre fra en Modstander.
Theatermandens Uenighed med mig, betræffende det fortjenstlige i Udsættelsen af Prisbelønninger for originale dramatiske Arbeider, skal jeg ikke længe opholde mig ved. Han finder at deslige Foranstaltninger kun tjene til at fremme den haandværksmæssige Skrivevirksomhed. Nu ja, det var maaskee bedst ifald Poesien kunde fremhjælpes uden al pekuniær Understøttelse, alene ved den indre manende Drift. Men det Samme kan ogsaa siges om Kunsten overhovedet, og for at sikkre sig mod haandværksmæssig Udøvelse af denne, kunde man jo ved Christiania Theater forsøge paa at nedsætte eller ganske inddrage Gagerne; thi da vilde man være vis paa at de ligefuldt vedblivende Kunstnere røgtede deres Kald uden alle lave Hensyn til Pengefordeel o. s. v. Under en saadan Tingenes Tilstand vilde Theatret ikke længere af «økonomiske Grunde» kunne vægre sig ved at modtage norske dramatiske Arbeider, og man behøvede da ikke, som nu, fra andre Hold at ansee sig forpligtet til gjennem Prisbelønninger at virke til Literaturens Fremme. Skulde ikke Indførelsen af en saadan ideal kunstnerisk‐poetisk Guldalder frembyde sig som et værdigt Maal for Theatermandens Virksomhed? Var Lykken ham god, saa vilde Efterverdenen utvivlsomt opreise ham en Piedestal, hvorfra han, skinnende i sin egen Forherligelse, bekvemmeligen kunde holde den belovede Nekrolog over Nyhedsbladet.
Der gives en Talemaade, hvormed alleslags aandløse Eftersnakkere idelig ere paafærde, naar de rigtig skulle til at gjøre sig brede i Massens Øine. Jeg mener Talemaaden om den europæiske Kultur; hvorledes denne ikke maa udestænges, o. s. v., o. s. v. Denne indtil væmmelig Trivialitet gjentagne Tirade har min Modstander naturligviis ikke forsmaaet. Han mener at al Værnen og Freden om vore mangelfulde nationale Frembringelser kun er lidet agtværdig, eftersom den afbryder Sammenhængen med den almindelige Kultur, «hvoraf vi dog til evige Tider kun blive et lidet, ihvorvel respektabelt Brudstykke». Nei, vi ere hverken til evige eller endelige Tider noget «Brudstykke», men et selvstændigt, organisk Led i det store Hele. Hvad er da den europæiske Kultur? Forfatteren taler, som om den var en konkret Aabenbarelsesform, der i dette eller hint Land kunde paavises, medens den dog igrunden ikke er andet, end et Begreb, hvorved vi betegne Complexen af den franske, den engelske, den tydske Kultur, o. s. v. Derfor kan det hellerikke være ligegyldigt, i hvilken Form og under hvilken Paavirkning den udvikles hos os. Hos et Folk, der virkelig udgjør et for sig selv afsluttet Helt, kan Kulturen aldrig tænkes adskilt fra Nationaliteten; thi denne betinger de eiendommelige Former, hvorunder den almindelige Civilisation kommer tilsyne hos dette enkelte Folk, i Modsætning til de Former, hvorunder den udtaler sig hos alle andre. Forholdt ikke Sagen sig saaledes, da var det rigtignok uvæsentligt, hvad enten vor Hovedscene kaldtes norsk, dansk eller fransk; men i saa Tilfælde kom det ogsaa paa Et ud, enten vor Literatur berigedes af indenlandske Forfattere eller ved Oversættelser fra alle Verdens Kanter. At virke for den nationale Udvikling er altsaa i Aand og Sandhed at tjene den store europæiske Kultur, medens det, at hænge denne som en udenlandsk Søndagsstads over Folket, kun er at hæmme vore egne spiredygtige Kræfter, uden derved at føre Kulturen et eneste ønskeligt Skridt fremad til Sejr. Først naar Nationalitets‐ og Kulturbestræbelserne Haand i Haand sigte mod det fælles høiere Maal, – først da ere Folkets Bannerførere, det være sig i Kunst eller Poesi, paa ret Vei, – og derfor er det danske Theater farligt; derfor er det at ethvert offentligt Brud mellem Indretningen og de nationale Interesser maa paatales.
Dog, det danske Theater stiller sig ikke alene som en Hindring mod den alsidige, europæiske Kulturudvikling, saaledes som denne hos os naturligen maa arte sig; – det virker ogsaa som en Forhaling af det Tidspunkt, i hvilket den store nordiske Enhedstanke vil kunne virkeliggjøres. Jævnbyrdige maa nemlig Trillingrigerne staa, ifald hin Fremtidsdag engang skal komme; selvstændige, ikke blot i politisk, men ogsaa i literær og kunstnerisk Henseende, maa ethvert af Folkene tiltræde Pagten. Det er ikke den danske og en dansk‐norsk Nationalitet, som, Haand i Haand med den svenske, skal «føre Folkenes Sag til Sejr» i Norden. Selvstændigt, i alle Henseender selvstændigt, maa ogsaa Norge vide sig, ifald det, med Fordring paa Ligeberettigelse og med fuld Garanti for fremtidig Uantastelighed, skal kunne slutte sig til Forbundet. Men hvorledes vil dette blive muligt, naar det danske Theater fortsætter med at udviske vor Eiendommelighed i de betydningsfulde Retninger, hvorom her er Tale? Det er altsaa saa langt fra at denne Scene hos os medvirker til Udviklingen af den sande europæiske Kultur, at den tvertimod forhaler, ja maaske umuliggjør et af Kulturens betydningsfuldeste Resultater, Tilknytningen mellem det Beslægtede, – og derfor maa enhver norsk Mand, der med Varme omfatter det danske Broderfolk og den store nordiske Enhedstanke, være paa det Rene med sig selv om det Berettigede i en Opposition mod Christiania danske Theater.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her