Du er her:
[Sancthansnatten]
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Hvor vi gaa paa Livets Vei
Følger os et Ord, som binder
Mangen blaa Forglemmigei
I vor Krans af gamle Minder –
For vor Længsel for vort Savn
Staar det som en stille Trøster,
Hviskende med kjendte Røster; –
Dette Ord er Hjemmets Navn.
Saa Du ei, hvor Svalen drog
Sent om Høst mod Sydens Sommer?
Men til næste Foraar dog
Atter den til Norden kommer.
Reden, hvor dens Moder sang,
Kan den aldrig mer forglemme;
Didhen af en lønlig Trang
Drives den: der har den hjemme.
Færdes Du paa fremmed Strand,
Flyr din Længsel over Havet
Mod det kjære gamle Land
Fjernt bag Bølgerne begravet.
Didhen, hvor din Vugge stod,
Vandrer Du i vaagne Drømme,
Bytter gjerne Druens Blod
For en Drik af Fjeldets Strømme.
Sidder Du en Vinterkveld
Ensom paa det stille Kammer,
Øsende af Mindets Væld,
Stirrende i Ovnens Flammer; –
Stævner ikke Tankens Flugt
Mod den gamle Ammestue,
Hvor Du engang fromt og smukt
Sad som Barn ved Arnens Lue?
Og din Barndoms Eventyr
Og de gamle Melodier,
Som i Livets Larm og Styr
Under Glemselskaaben tier, –
Se , de stige atter frem,
Minde Dig om gamle Dage,
Medens dine Tanker drage
Til det stille Moderhjem.
Hjemmets Magt, som i vor Barm
Trofast følger os til Graven,
Raader ogsaa stærk og varm
Som en Sol i Kunstnerhaven.
Skal en Blomme trives der,
Hjemlig Jordbund maa den favne;
Ellers vil sit Farveskjær –
Blommens bedste Pryd – den savne.
Og hvor er ei Hjemmet rigt?
Som en Hæk med Roser røde,
Som et fromt og deiligt Digt
Bølger Livet os imøde.
Er ei Folkets stille Færd
Høit i Li og dybt i Dale
Billeder som vel er værd,
At en Kunstnerhaand dem male?
Sydens Slette pranger vel
Med Oranger og Plataner,
Men paa Nordens stolte Fjeld
Voxe dog de ranke Graner –
Er ei deres Hvælving lun,
Har den ikke Duft og Skygge?
Hvi skal Kunsten sit Paulun
Blot i Sydens Lund da bygge?
Sæterjentens klare Lur
Klinger i de grønne Lier;
Huldren slaar i Fjeldets Ur
Klagelige Melodier.
Vaarliglet er Jentens Bryst,
Huldrens Barm har Længsler stærke –
Denne Kval og denne Lyst
Er just Folkesindets Mærke.
Og blir Barmen os for trang,
Kan den ei sin Fylde gjemme, –
Maa vi lette den i Sang;
Fryd og Vemodssuk faa Stemme.
Da vi søge Kunstens Hjem;
Thi det er jo der, at Folket
Kræve kan sit Liv fortolket
Og forklaret stillet frem.
Men det er ei hver en Fugl,
Som fik Lærkens Skjaldetunge,
Og den prøver fra sit Skjul
Dog saa godt den kan at sjunge,
Tag med Skaansel da imod,
Hvad i Aften her Dem bydes,
Husk, at ikkun Fod for Fod
Kan en Kunstnerbane brydes!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her