Du er her:
Samfundets støtter
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
SAMFUNDETS STØTTER.

Faksimile
Faksimile
SAMFUNDETS STØTTER.
SKUESPIL I FIRE AKTER
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO.

1877.
Faksimile
Faksimile
PERSONERNE:
Konsul Bernick.
Fru Bernick, hans hustru.
Olaf, deres søn, 13 år gammel.
Frøken Bernick, konsulens søster.
Johan Tønnesen, fru Bernicks yngre broder.
Frøken Hessel, hendes ældre halvsøster.
Hilmar Tønnesen, fru Bernicks fætter.
Adjunkt Rørlund.
Grosserer Rummel.
Købmand Vigeland.
Købmand Sandstad.
Dina Dorf, en ung pige i konsulens hus.
Fuldmægtig Krap.
Skibsbygger Aune.
Grosserer Rummels frue.
Postmester Holts frue.
Doktor Lynges frue.
Frøken Rummel.
Frøken Holt.
Byens borgere og andre indvånere, fremmede søfolk, dampskibspassagerer osv. o. s. v.
Handlingen foregår i konsul Bernicks hus i en mindre, norsk kystby.

Faksimile
Faksimile
FØRSTE AKT.

(En rummelig havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden til-
venstre til venstre fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på
samme væg, er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en
større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejl-
glas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt
et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes
af et gitter med en liden indgangsport. Udenfor og langsmed
gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med
små lysmalte træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte
mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og
samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v.)
(Inde i havesalen sidder omkring et bord en forsamling af damer.
Midt for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side
sidder fru Holt med datter; dernæst fru Rummel og
frøken Rummel. Til højre for fru Bernick sidder fru
Lynge
, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle damerne er
beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker af
halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande.
Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et
glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af
en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige
for tilskuerne. Ude i haven løber Olaf Bernick omkring og
skyder tilmåls med en bue.)
(En liden stund efter kommer skibsbygger Aune stilfærdigt
ind gennem døren tilhøjre til højre . Der indtræder nogen forstyrrelse i
læsningen; fru Bernick nikker til ham og peger mod døren til-
venstre til venstre . Aune går sagte hen og banker et par gange sagte og
med mellemrum paa på konsulens dør. Fuldmægtig Krap, med
hat i hånden og papirer under armen, kommer ud fra værelset.)
Faksimile
s. 8
Fuldmægtig Krap.
Nå, er det Dem, som banker?
Skibsbygger Aune.
Konsulen har havt bud efter mig.
Fuldmægtig Krap.
Har så; men kan ikke modtage Dem; har
overdraget til mig at –
Skibsbygger Aune.
Til Dem? Jeg vilde nok helst –
Fuldmægtig Krap.
– overdraget til mig at sige Dem det. De
må holde op med disse lørdags-foredrag for
arbejderne.
Skibsbygger Aune.
Så? Jeg tænkte dog, jeg måtte bruge min
fritid –
Fuldmægtig Krap.
De må ikke bruge Deres fritid til at gøre
folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag
har De talt om den skade, arbejderne skal have
af vore nye maskiner og af den nye arbejdsmåde
på værftet. Hvorfor gør De det?
Skibsbygger Aune.
Det gør jeg for at støtte samfundet? samfundet.
Fuldmægtig Krap.
Det var mærkeligt! Konsulen siger siger, at det
er samfundsopløsende.
Faksimile
s. 9
Skibsbygger Aune.
Mit samfund er ikke konsulens samfund,
herr fuldmægtig! Som formand i arbejder-
samfundet må jeg –
Fuldmægtig Krap.
De er først og fremst formand på konsul
Bernicks værft. De har først og fremst at gøre
Deres skyldighed imod det samfund, som kaldes
konsul Bernicks firma; for det er det, vi alle-
sammen lever af. – Ja, nu ved véd De, hvad kon-
sulen havde at sige Dem.
Skibsbygger Aune.
Konsulen vilde ikke have sagt det på den
måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok,
hvem jeg har at takke for dette her. Det er
den fordømte amerikanske havarist. De folk vil vil,
at arbejdet skal gå, som de er vant til det der-
over, og det –
Fuldmægtig Krap.
Ja, ja, ja; jeg kan ikke indlade mig på
vidtløftigheder. Nu kender De konsulens mening;
altså basta! Vil De så gå ned på værftet
igen; det kan visst behøves; jeg kommer selv
derned om lidt. – Om forladelse, mine damer!
(Han hilser og går ud gennem haven og nedad gaden. Skibs-
bygger Aune
går stille ud tilhøjre til højre . Adjunkten, der under den
foregående dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter
færdig med bogen og klapper den sammen.)
Faksimile
s. 10
Adjunkt Rørlund.
Se så, mine kære tilhørerinder, dermed er
det ude.
Fru Rummel.
Ak, hvilken lærerig fortælling!
Fru Holt.
Og så moralsk!
Fru Bernick.
En sådan bog gir virkelig meget at tænke på.
Adjunkt Rørlund.
Å ja; den danner et velgørende modstykke
til hvad vi desværre daglig kan se, både af
aviser og af tidsskrifter. Denne forgyldte og
sminkede yderside, som de store samfund bærer
tilskue, – hvad dølger den egentlig? Hulhed
og rådenskab, om jeg så må sige. Ingen moralsk
grundvold under fødderne. Med et ét ord, – de
er kalkede grave, disse store samfund nutildags.
Fru Holt.
Ja, det er visst og sandt.
Fru Rummel.
Vi behøver jo bare at se hen til det ameri-
kanske skibsmandskab, som ligger her i denne tid.
Adjunkt Rørlund.
Nå, slige udskud af menneskeheden vil jeg
sletikke tale om. Men selv i de højere kredse, –
hvorledes står det til der? Tvivl og gærende
Faksimile

s. 11

uro på alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed
i alle forholde. Hvorledes er ikke familjelivet
undergravet derude? Hvorledes ytrer sig ikke
frække omstyrtningslyster lige over for de alvor-
ligste sandheder?
Dina
(uden at se op).
Men sker der ikke også mange store gerninger?
Adjunkt Rørlund.
Store gerninger –? Jeg forstår ikke –
Fru Holt
(forbauset).
Men, Gud, Dina –!
Fru Rummel
(på samme tid).
Men, Dina, hvor kan Du du dog –?
Adjunkt Rørlund.
Jeg tror ikke det vilde være sundt, om
den slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da
bør nok vi herhjemme takke Gud, at vi har det,
som vi har det. Vel vokser her ugræs mellem
hveden her også, desværre; men det stræber vi
da redeligt at luge op så godt vi formår. Det
gælder at holde samfundet rent, mine damer,
– at holde ude alt dette uprøvede, som en
utålmodig tid vil påtvinge os.
Fru Holt.
Og sligt findes der desværre mere end nok af.
Faksimile
s. 12
Fru Rummel.
Ja, ifjor var det jo på et hængende hår hår, at vi
skulde fåt jernbane til byen.
Fru Bernick.
Nå, det fik da Karsten forhindret.
Adjunkt Rørlund.
Forsynet, fru Bernick. De kan være for-
visset om om, at Deres mand var et redskab i en
højeres hånd, da han nægted at tage sig af
det påfund.
Fru Bernick.
Og alligevel fik han høre så meget ondt i
aviserne. Men vi glemmer rent at takke Dem,
herr adjunkt. Det er virkelig mere end venligt
af Dem, at De ofrer så megen tid på os.
Adjunkt Rørlund.
Å hvad; nu i skoleferierne –
Fru Bernick.
Ja, ja, det er dog et offer alligevel, herr
adjunkt.
Adjunkt Rørlund
(flytter sin stol nærmere).
Tal aldrig om det, bedste frue. Bringer De
ikke allesammen et offer for en god sags skyld?
Og bringer De det ikke gerne og gladeligen?
Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi
arbejder for, er at betragte som sårede soldater
på en slagmark; De, mine damer, er diakonisserne,
Faksimile

s. 13

de barmhjertige søstre, der plukker charpi til
disse ulykkelige tilskadekomne, lægger for-
bindingen lindt om sårene, læger og heler dem –
Fru Bernick.
Det må være en stor nådensgave nådens gave at kunne
se alt i et så smukt lys.
Adjunkt Rørlund.
Meget er medfødt i så henseende; men
meget kan også erhverves. Det gælder kun at
se tingene i lys af en alvorlig livsopgave. Ja,
hvad siger nu De, frøken Bernick? Finder ikke
De De, at De har fåt ligesom et tryggere grundlag
at stå på, siden De ofred Dem for skolegerningen?
Frøken Bernick.
Ak, jeg ved véd ikke ikke, hvad jeg skal sige. Tidt,
når jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg jeg, at
jeg var langt ude på det vilde hav.
Adjunkt Rørlund.
Ja se, det er anfægtelserne, kære frøken.
Men mod slige urolige gæster gælder det at
stænge døren. Det vilde hav, – det mener De
naturligvis ikke bogstaveligt; De mener det store
bølgende menneskesamfund, hvor så mange går
tilgrunde. Og sætter De virkelig så megen pris
på det liv, De hører summe og bruse hist udenfor?
Se bare ned på gaden. Der går menneskene
i solheden og sveder og tumler med sine små
anliggender. Nej, da har vi det sandeligen bedre,
Faksimile

s. 14

vi, som sidder svalt herinde og vender ryggen
til den kant, hvorfra forstyrrelsen kommer.
Frøken Bernick.
Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –
Adjunkt Rørlund.
Og i et hus, som dette, – i et godt og
rent hjem, hvor familjelivet kommer tilsyne i
sin smukkeste skikkelse, – hvor fred og endræg-
tighed hersker – – (til fru Bernick.) Hvad lytter
De efter, frue?
Fru Bernick
(vendt mod den forreste dør tilvenstre til venstre ).
Hvor højrøstede de blir derinde.
Adjunkt Rørlund.
Er der noget særdeles påfærde. påfærde?
Fru Bernick.
Jeg ved véd ikke. Jeg hører, der er nogen inde
hos min mand.
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer ind ad
døren tilhøjre til højre , men standser ved synet af de mange damer.)
Hilmar Tønnesen.
Å, om forladelse –
(vil trække sig tilbage.)
Fru Bernick.
Nej, Hilmar, kom kun nærmere; du for-
styrrer ikke. Var det noget du vilde?
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen,
mine damer. (til fru Bernick.) Nå, hvad blir det så til?
Faksimile
s. 15
Fru Bernick.
Med hvad?
Hilmar Tønnesen.
Bernick har jo trommet et møde sammen.
Fru Bernick.
Så? Men hvad er det da egentlig?
Hilmar Tønnesen.
Å A , det er jo dette jernbanevrøvl igen.
Fru Rummel.
Nej, kan det være muligt?
Fru Bernick.
Stakkels Karsten, skal han have endnu flere
ubehageligheder –
Adjunkt Rørlund.
Men hvorledes rimer vi dette sammen, herr
Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så
tydeligt tilkende tilkende, at han ikke vilde have nogen
jernbane.
Hilmar Tønnesen.
Ja, det synes jeg også; men jeg mødte fuld-
mægtig Krap, og han fortalte fortalte, at jernbanesagen
var tagen op igen og at Bernick holdt møde
med tre af byens pengemænd.
Fru Rummel.
Ja, var det ikke det jeg syntes, at jeg hørte
Rummels stemme.
Faksimile
s. 16
Hilmar Tønnesen.
Jo, herr Rummel er naturligvis med, og så
er det købmand Sandstad i bakken og Mikkel
Vigeland, – «Hellig-Mikkel», som de kalder ham.
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Hilmar Tønnesen.
Om forladelse, herr adjunkt.
Fru Bernick.
Og nu var her så godt og fredeligt.
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg, for min part, skulde ikke have noget
imod imod, om de begyndte at kævle igen. Det blev
ialfald en adspredelse.
Adjunkt Rørlund.
Å A , den slags adspredelser synes jeg man
må kunne undvære.
Hilmar Tønnesen.
Det er nu som man er anlagt. Visse naturer
trænger nu og da til oprivende kampe. Men
sligt har småstadslivet desværre ikke meget at
byde af, og det er ikke enhver givet at –
(blader i adjunktens bog.) «Kvinden som samfundets
tjenerinde». Hvad er det for noget sludder?
Fru Bernick.
Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har
visst ikke læst den bog.
Faksimile
s. 17
Hilmar Tønnesen.
Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.
Fru Bernick.
Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag.
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg er ikke.
Fru Bernick.
Har du kanske ikke sovet godt inat?
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en
tur igåraftes for min sygdoms skyld. Så drev
jeg op i klubben og læste en rejseberetning fra
nordpolen. Det er noget stålsættende i dette at
følge menneskene i deres kamp med elementerne.
Fru Rummel.
Men det bekom Dem da visst ikke godt,
herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen.
Nej, det bekom mig meget slet; jeg lå hele
natten og vælted mig i halvsøvne og drømte drømte,
at jeg blev forfulgt af en væmmelig hvalros.
Olaf
(som er kommen op på havetrappen).
Har du været forfulgt af en hvalros, onkel?
Hilmar Tønnesen.
Jeg drømte det, din klodrian! Men går du
endnu her og leger med den latterlige bue?
Hvorfor får du dog dig ikke fat på et rigtigt gevær?
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
2
Faksimile
s. 18
Olaf.
Jo, det vilde jeg gerne, men –
Hilmar Tønnesen.
For et sådant gevær, det er der da nogen
mening i; der er altid noget nervespændende i
det, når man skal fyre det af.
Olaf.
Og så kunde jeg skyde bjørne, onkel. Men
jeg får ikke lov for far.
Fru Bernick.
Du må virkelig ikke sætte ham sådant i
hodet, Hilmar.
Hilmar Tønnesen.
Hm, – jo, det er en slægt, der opdrages
nutildags! Der tales om idræt og idræt, – Gud
bevares, – men altsammen så er det leg; aldrig
en alvorlig drift til dette hærdende, som ligger
i at træde faren mandigt under øjnene. Stå
ikke og peg imod mig med buen, din klods;
den kan gå løs.
Olaf.
Nej, onkel, der er ingen pil i.
Hilmar Tønnesen.
Det kan du ikke vide; der kan være en pil
i alligevel. Tag den væk, siger jeg! – Hvorfor
pokker er du aldrig rejst over til Amerika med
et af din faders skibe? Der kunde du få se en
bøffeljagt eller en kamp med rødhuderne.
Faksimile
s. 19
Fru Bernick.
Nej, men Hilmar –
Olaf.
Ja, det vilde jeg gerne, onkel; og så kanske
jeg kunde træffe onkel Johan og tante Lona.
Hilmar Tønnesen Tønneser .
Hm –; sliddersladder.
Fru Bernick.
Nu kan du gå ned i haven igen, Olaf.
Olaf.
Mor, må jeg også gå ud på gaden?
Fru Bernick.
Ja; men endelig ikke for langt.
(Olaf løber ud gennem gitterporten.)
Adjunkt Rørlund.
De burde ikke sætte barnet slige nykker i
hodet, herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen.
Nej, naturligvis, han bør gå her og blive en
hjemmesidder, som så mange andre.
Adjunkt Rørlund.
Men hvorfor rejser De ikke selv over?
Hilmar Tønnesen.
Jeg? Med min sygdom? Nå, det forstår sig,
den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen.
2*
Faksimile

s. 20

Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser
mod det samfund, man står i. Her må dog
ialfald være nogen, som holder ideens fane højt.
Uf, nu skriger han igen!
Fruerne.
Hvem skriger?
Hilmar Tønnesen.
Å nej, jeg ved véd ikke. De er lidt højrøstede
derinde, og det gør mig så nervøs.
Fru Rummel.
Det er nok min mand, herr Tønnesen. Men
jeg skal sige Dem, han er så vant til at tale i
store forsamlinger –
Adjunkt Rørlund.
De andre er heller ikke lavmælte, synes mig.
Hilmar Tønnesen.
Nej, Gud bevars, når det gælder at værge
for pengepungen, så –; alting går jo op i
smålige materielle beregninger her. Uf!
Fru Bernick.
Det er ialfald bedre end før, da alting gik
op i forlystelser.
Fru Lynge.
Var her virkelig så slemt før?
Fru Rummel.
Ja, det kan De tro, fru Lynge. De kan
prise Dem lykkelig lykkelig, at De ikke bode her dengang.
Faksimile
s. 21
Fru Holt.
Jo, her er rigtignok foregåt forandringer!
Når jeg tænker tilbage på mine pigedage –
Fru Rummel.
Å, tænk blot en fjorten–femten år tilbage.
Gud fri os vel, hvilket liv her var! Dengang
bestod både balforeningen og musikforeningen –
Frøken Bernick.
Og den dramatiske forening. Den kan jeg
godt huske.
Fru Rummel.
Ja, det var der der, Deres stykke blev opført,
herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen
(op mod baggrunden).
Å, hvad, hvad –!
Adjunkt Rørlund.
Student Tønnesens stykke?
Fru Rummel.
Ja, det var længe før De kom hid, herr
adjunkt. Det gik forresten bare en én gang.
Fru Lynge.
Var det ikke i det stykke De fortalte mig mig,
at De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
Fru Rummel
(skotter efter adjunkten).
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru
Lynge. Men jeg husker godt al den støjende
selskabelighed i familjerne.
Faksimile
s. 22
Fru Holt.
Ja, jeg ved véd såmæn de huse, hvor der blev
givet to store middage i ugen.
Fru Lynge.
Og så var her jo et omrejsende skuespiller-
selskab, har jeg hørt.
Fru Rummel.
Ja, det var nu det allerværste –!
Fru Holt
(urolig).
Hm, hm –
Fru Rummel.
Nå, skuespillere? Nej, det husker jeg sletikke.
Fru Lynge.
Jo, de mennesker skal have gjort så mange
gale streger, siges der. Hvorledes hænger det
egentlig sammen med de historier?
Fru Rummel.
Å, det er igrunden ingenting, fru Lynge.
Fru Holt.
Søde Dina, ræk mig det linned der.
Fru Bernick
(på samme tid).
Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe
os kaffeen.
Faksimile
s. 23
Frøken Bernick.
Jeg skal gå med dig, Dina.
(Dina og frøken Frøken Bernick går ud gennem den øverste dør
tilvenstre til venstre .)
Fru Bernick
(rejser sig).
Og så får De undskylde mig et øjeblik, mine
damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude.
(Hun går ud på havetrappen og dækker et bord; adjunkten står i
døren og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger.)
Fru Rummel
(sagte).
Gud, fru Lynge, hvor De gjorde mig for-
skrækket!
Fru Lynge.
Jeg?
Fru Holt.
Ja, men det var rigtig Dem selv, som
begyndte, fru Rummel.
Fru Rummel.
Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru
Holt? Der kom da ikke et levende ord over
min mund.
Fru Lynge.
Men hvad er det da?
Fru Rummel.
Hvor kunde De begynde at tale om –!
Tænk, – så De da ikke ikke, at Dina var inde?
Faksimile
s. 24
Fru Lynge.
Dina? Men bevares vel, er der noget på-
færde med –?
Fru Holt.
Og så her i huset! Ved Véd De da ikke ikke, at
det var fru Bernicks broder –?
Fru Lynge.
Hvad han? Jeg ved véd jo slet ingen ting; jeg
er jo ganske ny –
Fru Rummel.
Har De da ikke hørt at –? Hm – (til datteren.)
du kan gå ned i haven lidt, du Hilda.
Fru Holt.
Gå du også, Netta. Og vær rigtig venlig
mod den stakkels Dina Dina, når hun kommer.
(Frøken Rummel og frøken Holt går ud i haven.)
Fru Lynge.
Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?
Fru Rummel.
Ved Véd De de ikke, det var ham, som havde den
fæle historie?
Fru Lynge.
Har student Tønnesen havt en fæl historie?
Fru Rummel.
Nej, Herregud, studenten er jo hendes fætter,
fru Lynge. Jeg taler om broderen –
Faksimile
s. 25
Fru Holt.
– den forlorne Tønnesen –
Fru Rummel.
Johan hed han. Han rømte over til Amerika.
Fru Holt.
Måtte rømme, kan De tænke Dem.
Fru Lynge.
Og han havde altså den fæle historie?
Fru Rummel.
Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg
kalde det? Det var noget sådant med Dinas
moder. Å, jeg husker det, som om det var idag.
Johan Tønnesen var dengang på kontoret hos
gamle fru Bernick; Karsten Bernick var nylig
kommen hjem fra Paris, – var endnu ikke
bleven forlovet –
Fru Lynge.
Nå, men den fæle historie histore ?
Fru Rummel.
Jo, ser De, – den vinter var Møllers
skuespillerselskab her i byen –
Fru Holt.
– og ved det selskab var skuespiller Dorf
og kone. Alle de unge mennesker var rent for-
gabet i hende.
Faksimile
s. 26
Fru Rummel.
Ja, Gud ved véd , hvor de kunde finde finde, at hun
var smuk. Men så kommer skuespiller Dorf
hjem sent en aften –
Fru Holt.
– ganske uventet –
Fru Rummel.
– og så finder han –; nej, det lar sig
virkelig ikke fortælle.
Fru Holt.
Nej, fru Rummel, han fandt ingenting, for
døren var stængt på indsiden.
Fru Rummel.
Ja, det er jo det jeg siger; han fandt døren
stængt. Og vil De tænke Dem, han, som er
indenfor, må springe ud af vinduet.
Fru Holt.
Helt oppe fra et kvistvindu!
Fru Lynge.
Og det var fru Bernicks broder?
Fru Rummel.
Ja visst var det så.
Fru Lynge.
Og så var det han rømte til Amerika?
Fru Holt.
Ja, så måtte han jo rømme, kan De begribe.
Faksimile
s. 27
Fru Rummel.
For bagefter blev der opdaget noget, som
næsten var ligeså slemt; tænk Dem, han havde
forgrebet sig på kassen –
Fru Holt.
Men det ved véd man jo ikke rigtig, fru Rummel;
kanske det bare var rygter.
Fru Rummel.
Nej, nu må jeg sige –! Var ikke det
bekendt over hele byen? Var ikke gamle fru
Bernick nær ved at gå fallit for den sags skyld?
Det har jeg da fra Rummel selv. Men Gud
bevare min mund.
Fru Holt Fru Rummel .
Nå, til madam Dorf gik ialfald pengene ikke,
for hun –
Fru Lynge.
Ja, hvorledes blev det mellem Dinas forældre
bagefter?
Fru Rummel.
Jo, Dorf rejste sin vej både fra kone og barn.
Men madammen var såmæn fræk nok til at blive
her et helt år. Vise sig på theatret turde hun
jo ikke mere; men så sa ernærte hun sig med at
vaske og sy for folk –
Fru Holt.
Og så prøved hun på at få en danseskole
gang igang .
Faksimile
s. 28
Fru Rummel.
Det gik naturligvis ikke. Hvilke forældre
vilde vel betro sine børn til en saadan sådan en?
Men det vared heller ikke længe med hende;
den fine madam var nok ikke vant til at arbejde;
det slog sig for brystet og så døde hun.
Fru Lynge.
Uh, dette var rigtignok fæle historier!
Fru Rummel.
Ja, De kan tro, det har været hårdt at døje
for Bernicks. Det er den dunkle plet i deres
lykkes sol, som Rummel engang udtrykte sig.
Tal derfor aldrig om de ting her i huset,
fru Lynge.
Fru Holt.
Og, for Guds skyld, heller ikke om halv-
søsteren!
Fru Lynge.
Ja, fru Bernick har jo en halvsøster også?
Fru Rummel.
Har havt havt, – lykkeligvis; for nu er nok
slægtskabet ude mellem de to. Jo, det var en
for sig selv! Vil De tænke Dem, hun klipped
håret af sig, og så gik hun med mandfolkstøvler
i regnvejr.
Fru Holt.
Og da halvbroderen – det forlorne subjekt
– var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt
Faksimile

s. 29

over ham, – ved véd De, hvad hun så gør? Hun
rejser over til ham!
Fru Rummel.
Ja, men den skandale hun gjorde før hun
rejste, fru Holt!
Fru Holt.
Hys, tal ikke om det.
Fru Lynge.
Gud, gjorde hun også skandale?
Fru Rummel.
Jo, nu skal De høre, fru Lynge. Bernick
havde netop da forlovet sig med Betty Tønnesen;
og just som han kommer med hende under
armen ind til hendes tante for at melde det –
Fru Holt.
Tønnesens var nemlig forældreløse, skal
De vide –
Fru Rummel.
– så rejser Lona Hessel sig op fra den
stol, hun sidder på, og gir den fine dannede
Karsten Bernick en ørefigen, så det sang i ham.
Fru Lynge.
Nej, nu har jeg da aldrig –!
Fru Holt.
Ja, det er aldeles visst.
Faksimile
s. 30
Fru Rummel.
Og så pakked hun sin koffert og rejste til
Amerika.
Fru Lynge.
Men så må hun vel selv have havt et godt
øje til ham. ham?
Fru Rummel.
Ja, det kan De tro hun havde. Hun gik her
og bildte sig ind ind, at der skulde blive et par af
dem, når han kom hjem fra Paris.
Fru Holt.
Ja, tænk, at hun kunde tro noget sligt!
Bernick, – den denne unge belevne verdensmand, –
komplet kavallér, – alle damernes yndling –
Fru Rummel.
– og så anstændig alligevel, fru Holt; og
så moralsk.
Fru Lynge.
Men hvad har denne frøken Hessel taget
sig til i Amerika?
Fru Rummel.
Ja, ser De, derover hviler der, som Rummel
engang udtrykte sig, et slør, der neppe bør løftes.
Fru Lynge.
Hvad vil det sige?
Faksimile
s. 31
Fru Rummel.
Hun står jo ikke længere i forbindelse med
familjen, kan De skøne skønne ; men så meget ved véd da
hele byen, at hun har sunget for penge i værts-
husene derover –
Fru Holt.
– og at hun har holdt foredrag på salene –
Fru Rummel.
– og at hun har givet ud en ravgal bog.
Fru Lynge.
Nej tænk –!
Fru Rummel.
Å jo, Lona Hessel er nok også en af sol-
pletterne i den Bernickske familjelykke. Men nu
ved véd De altså besked, fru Lynge. Jeg har, ved
Gud, bare talt om dette dette, for at De skal tage
Dem iagt.
Fru Lynge.
Jo, det kan De være rolig for jeg skal. –
Men den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig
ondt for hende.
Fru Rummel.
Nå, for hende var det jo en ren lykke.
Tænk, om hun var bleven i forældrenes hænder!
Vi tog os naturligvis af hende, allesammen, og
formaned hende, så godt vi kunde. Siden fik
frøken Bernick sat igennem igennem, at hun kom her
i huset.
Faksimile
s. 32
Fru Holt.
Men et vanskeligt barn har hun altid været.
De kan tænke Dem, – alle de slette exempler.
En sådan en er jo ikke som en af vore egne;
hun må tages med det gode, fru Lynge.
Fru Rummel.
Hys, – der kommer hun. (højt.) Ja, den
Dina, det er rigtig en flink pige. Nå, er du der,
Dina? Vi sidder her og lægger tøjet fra os.
Fru Holt.
Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde Dina.
En sådan kop formiddagskaffe –
Fru Bernick
(ude på havetrappen).
Vær så god, mine damer!
(Frøken Bernick og Dina har imidlertid hjulpet tjeneste-
pigen
at bringe kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de
taler overvættes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind i salen
og søger sit håndarbejde.)
Fru Bernick
(ude ved kaffebordet).
Dina, vil ikke du også –?
Dina.
Nej tak; jeg vil ikke.
(Hun sætter sig ved sit sytøj. Fru Bernick og adjunkten veksler
nogle ord; et øjeblik efter går han ind i salen.)
Adjunkt Rørlund
(gør sig et ærende ærinde hen til bordet og siger dæmpet):
Dina.
Faksimile
s. 33
Dina.
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Hvorfor vil De ikke være derude?
Dina.
Da jeg kom ind med kaffeen, kunde jeg se
på den fremmede dame dame, at de havde talt om mig.
Adjunkt Rørlund.
Og så De da ikke også, hvor venlig hun var
imod Dem derude.
Dina.
Men det tåler jeg ikke!
Adjunkt Rørlund.
De har et stridigt sind, Dina.
Dina.
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Men hvorfor har De det?
Dina.
Jeg er ikke anderledes.
Adjunkt Rørlund.
Kunde De ikke prøve på at blive anderledes. anderledes?
Dina.
Nej.
Adjunkt Rørlund.
Hvorfor ikke?
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
3
Faksimile
s. 34
Dina
(ser på ham).
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund.
Fy, Dina!
Dina.
Moder hørte også til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund.
Hvem har talt til Dem om slige ting?
Dina.
Ingen; de taler aldrig. Hvorfor gør de De ikke
det! Allesammen så tar de De så læmpeligt på
mig, som om jeg vilde gå istykker, hvis –.
Å, hvor jeg hader al denne godhjertethed.
Adjunkt Rørlund.
Kære Dina, jeg forstår så godt godt, at De føler
Dem trykket her, men –
Dina.
Ja, kunde jeg blot komme langt bort. Jeg
skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare
ikke leved mellem mennesker, der var så – så –
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes så?
Dina.
Så anstændige og så moralske.
Adjunkt Rørlund.
Men, Dina, det mener De ikke.
Faksimile
s. 35
Dina.
Å, De skønner godt, hvorledes jeg mener
det. Hver dag kommer Hilda og Netta her her, for
at jeg skal tage dem til mønster. Jeg kan aldrig
blive så skikkelig som de. Jeg vil ikke blive
det. Å, var jeg langt borte, så skulde jeg nok
blive brav.
Adjunkt Rørlund.
De er jo brav, kære Dina.
Dina.
Hvad hjælper det mig her?
Adjunkt Rørlund.
Altså rejse –. Tænker De alvorligt på det?
Dina.
Jeg vilde ikke blive her en dag længer,
dersom ikke De var.
Adjunkt Rørlund.
Sig mig, Dina, – hvorfor er De egentlig
så gerne sammen med mig. mig?
Dina.
Fordi De lærer mig så meget smukt.
Adjunkt Rørlund.
Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem,
for noget smukt?
Dina.
Ja. Eller egentlig – De lærer mig ikke
noget; men når jeg hører Dem tale, så kommer
jeg til at se så meget smukt.
3*
Faksimile
s. 36
Adjunkt Rørlund.
Hvad forstår De da egentlig ved en
smuk ting?
Dina.
Det har jeg aldrig tænkt over.
Adjunkt Rørlund.
Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved
en smuk ting?
Dina.
En smuk ting er noget, som er stort – og
langt borte.
Adjunkt Rørlund.
Hm. – Kære Dina, jeg er så inderlig be-
kymret for Dem.
Dina.
Kun det?
Adjunkt Rørlund.
De ved véd dog visst godt, hvor usigelig kær
De er mig.
Dina.
Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde De
ikke være bange for at lade nogen mærke det.
Adjunkt Rørlund.
Å, Dina, De kan så lidet dømme om de tusend
hensyn –. Når en mand er sat til at være en
moralsk støtte for det samfund, han lever i,
så –; man kan ikke være forsigtig nok. Dersom
jeg blot var viss på på, at man vilde forstå rigtig
Faksimile

s. 37

at udtyde mine bevæggrunde –. Men det får
være det samme; De og De skal hjælpes
op. Dina, er det en aftale, at når jeg kommer
– når forholdene tillader mig at komme – og
jeg siger: her er min hånd, – da vil De tage
den og være min hustru? – Lover De mig
det, Dina?
Dina.
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Tak, tak! Thi også for mig –. Å, Dina,
jeg har Dem dog har Dem så kær –. Hys; der kommer
nogen. Dina, for min skyld, – gå ud til
de andre.
(Hun går ud til kaffebordet. I samme øjeblik kommer gros-
serer Rummel
, købmand Sandstad og købmand
Vigeland
ud fra det forreste værelse tilvenstre til venstre , fulgt af
konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)
Konsul Bernick.
Nå, så er sagen altså afgjort.
Købmand Vigeland.
Ja, i Guds navn, lad den så være.
Grosserer Rummel.
Den er afgjort, Bernick! Et Normands-ord
står fast som Dovrefjelds klipper, det ved véd du!
Konsul Bernick.
Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad
modstand vi så end møder.
Faksimile
s. 38
Grosserer Rummel.
Vi står og falder sammen, Bernick!
Hilmar Tønnesen
(der er kommen frem i havedøren).
Falder? Med tilladelse, er det ikke jern-
banen, som falder?
Konsul Bernick.
Nej tvertimod; tvertimod, den skal komme til at gå –
Grosserer Rummel.
– med damp, herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen
(nærmere).
Så?
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes?
Fru Bernick
(i havedøren).
Men, kære Karsten, hvad er det egentlig –?
Konsul Bernick.
Å, kære Betty, hvor kan nu det interessere
dig? (til de tre herrer.) Men nu må vi udfærdige
listerne, jo før jo heller. Det er en selvfølge selvfølge, at
vi fire tegner os først. Den stilling, vi indtager i
samfundet, gør os det til pligt at strække os så
langt som muligt.
Købmand Sandstad.
Forstår sig, herr konsul.
Faksimile
s. 39
Grosserer Rummel.
Det skal gå, Bernick; det er svoret.
Konsul Bernick Fru Bernick .
Å ja, jeg er slet ikke bange for udfaldet.
Vi må se til at virke, hver i sin bekendtskabs-
kreds; og kan vi først pege hen på en rigtig
livlig deltagelse i alle samfundslag, så følger det
af sig selv selv, at kommunen også må bidrage sit.
Fru Bernick.
Men, Karsten, du må endelig komme ud
og fortælle os –
Konsul Bernick.
Å, kære Betty, det er noget, som damer
ikke kan sætte sig ind i.
Hilmar Tønnesen.
Du vil altså virkelig tage dig af jernbane-
sagen alligevel?
Konsul Bernick.
Ja, naturligvis.
Adjunkt Rørlund.
Men ifjor, herr konsul –?
Konsul Bernick.
Ifjor var det en ganske anden sag. Den-
gang var der tale om en kystlinje –
Købmand Vigeland.
– som vilde været ganske overflødig, overflødig herr
adjunkt; for vi har jo dampskibe –
Faksimile
s. 40
Købmand Sandstad.
– og som vilde faldet så urimelig kostbar –
Grosserer Rummel.
– ja, og som ligefrem havde skadet væsent-
lige interesser her i byen.
Konsul Bernick.
Hovedsagen var var, at den ikke vilde kommet
det større samfund tilgode. Derfor satte jeg
mig imod den, og så blev indlandslinjen vedtagen.
Hilmar Tønnesen.
Ja, men den kommer jo ikke til at berøre
byerne heromkring.
Konsul Bernick.
Den kommer til at berøre vor by, min
kære Hilmar; for nu lægger vi en sidebane
herned.
Hilmar Tønnesen.
Aha; et nyt påfund altså.
Grosserer Rummel.
Ja, er ikke det et ypperligt påfund? Hvad?
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Købmand Vigeland.
Nægtes kan det ikke, ikke at forsynet ligesom
har lagt terrænet tilrette for en sidebane.
Adjunkt Rørlund.
Siger De virkelig det, herr Vigeland?
Faksimile
s. 41
Konsul Bernick.
Ja, jeg må tilstå tilstå, at jeg også betragter det
som en styrelse styrelse, at jeg ivåres rejste opover i
forretninger, og så tilfældigvis kom ind i et dal-
føre, hvor jeg ikke tidligere havde været. Det
slog mig som et lyn, lyn at her måtte vi kunne
lægge en sidebane ned til os. Jeg har ladet en
ingeniør befare strøget; her har jeg de foreløbige
beregninger og overslag; der er ingenting ivejen.
Fru Bernick
(fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren).
Men, kære Karsten, at du har holdt alt dette
skjult for os.
Konsul Bernick.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] , min gode Betty, I vilde jo dog ikke
kunnet fatte den egentlige sammenhæng. Jeg
har forresten ikke talt om det til noget levende
menneske før idag. Men nu er det afgørende
øjeblik kommet; nu skal her virkes åbenlyst og
af al kraft. Ja, om jeg så skal sætte hele min
tilværelse ind på den sag, så skal jeg drive den
igennem.
Grosserer Rummel.
Vi med, Bernick; det kan du stole på.
Adjunkt Rørlund.
Lover De Dem da virkelig så meget af dette
foretagende, mine herrer?
Faksimile
s. 42
Konsul Bernick.
Ja, det skulde jeg mene. Hvilken løftestang
vil det ikke blive for vort hele samfund? Tænk
blot på de store skovtrakter, som vil gøres til-
gængelige; tænk på alle de righoldige malmlejer,
som kan tages i drift; tænk tænkt på elven med det
ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fabrik-
virksomhed kan ikke der komme istand?
Adjunkt Rørlund.
Og de De frygter ikke for for, at et hyppigere
samkvem med en fordærvet udenverden –?
Konsul Bernick.
Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort
lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nu-
tildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo
allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg
så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver
på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres
velsignelsesrige virksomhed i skolen og i hjemmet.
Vi, det praktiske arbejdes mænd, støtter sam-
fundet ved at sprede velvære i så vid en kreds,
som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom
kun nærmere, mine damer; De må gerne høre
på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer
og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædig-
hedens tjeneste, mine damer, og vær forresten
en hjælp og en hygge for Deres nærmeste,
således, som min kære Betty og Marta er det
Faksimile

s. 43

for mig og Olaf – (ser sig om.) Ja, hvor er Olaf
henne idag?
Fru Bernick.
Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde
ham hjemme.
Konsul Bernick.
Så er han visst nede ved vandet igen! Du
skal se, han ender ikke før der sker en ulykke.
Hilmar Tønnesen.
Bah – en liden leg med naturkræfterne –
Fru Rummel.
Hvor det er smukt af Dem Dem, at De har så
meget familjesind, herr Bernick.
Konsul Bernick.
Nå, familjen er jo dog samfundets kerne. Et
godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden
tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer
kaster sin skygge ind –
(Fuldmægtig Krap kommer med breve og aviser fra højre.)
Fuldmægtig Krap.
Udenrigsposten, herr konsul; – og et tele-
gram fra New-York.
Konsul Bernick
(tager det).
Ah, fra rederiet for «Indian Girl».
Grosserer Rummel.
Så posten er kommen? Ja, så må jeg an-
befale mig.
Faksimile
s. 44
Købmand Vigeland.
Ja, jeg ligeså.
Købmand Sandstad.
Farvel, herr konsul.
Konsul Bernick.
Farvel, farvel, mine herrer. Og husk altså,
vi har møde i eftermiddag klokken fem.
De tre herrer.
Ja; ja vel; forstår sig.
(de går ud til højre.)
Konsul Bernick
(der har læst telegrammet).
Nej, dette er virkelig ægte amerikansk!
Rentud oprørende –
Fru Bernick.
Gud, Karsten, hvad er det?
Konsul Bernick.
Se der, herr Krap; læs!
Fuldmægtig Krap
(læser):
«Gør mindst muligt af reparationen; send
«Indian Girl» over så snart flydefærdig; god
årstid; svømmer i nødsfald på lasten.» lasten». Nå, det
må jeg sige –
Konsul Bernick.
Svømmer på lasten! De herrer ved véd godt godt,
at med den last går skibet tilbunds som en sten,
dersom der tilstøder noget.
Faksimile
s. 45
Adjunkt Rørlund.
Ja, der ser man man, hvorledes det står til i disse
lovpriste store samfund.
Konsul Bernick.
Det har De ret i; ingen agt for menneskeliv
engang, så snart fordelen kommer med i spillet.
(til Krap.) Kan «Indian Girl» gå tilsøs om en
fire–fem dage?
Fuldmægtig Krap.
Ja, hvis købmand Vigeland finder sig i i, at
vi standser arbejdet på «Palmetræet» imens.
Konsul Bernick.
Hm, det gør han ikke. Nå, vil De kanske
se posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede
på bryggen?
Fuldmægtig Krap.
Nej, herr konsul.
(han går ind i det forreste værelse tilvenstre til venstre .)
Konsul Bernick
(ser igen i telegrammet).
Atten menneskeliv tager de herrer ikke i
betænkning at sætte på spil –
Hilmar Tønnesen.
Nå, det er sømandens kald at trodse ele-
menterne; der må være noget nervespændende i
dette, således, med en tynd planke mellem sig
og afgrunden –
Faksimile
s. 46
Konsul Bernick.
Ja, jeg gad se den reder hos os, som kunde
bekvemme sig til sligt! Ikke en én , ikke en eneste
en én – (får øje på Olaf.) Nå, Gud ske lov, han er da
i behold.
(Olaf, med et fiskesnøre i hånden, er kommen løbende opad
gaden og ind gennem haveporten.)
Olaf
(endnu i haven).
Onkel Hilmar, jeg har været nede og set
på dampskibet.
Konsul Bernick.
Har du nu været på bryggen igen?
Olaf.
Nej, jeg var bare ude i en båd. Men tænk,
onkel Hilmar, der kom et helt beriderselskab
iland med heste og dyr; og så var der såmange så mange
passagerer.
Fru Rummel.
Nej, skal vi virkelig få se beridere!
Adjunkt Rørlund.
Vi? Det antager jeg dog ikke.
Fru Rummel.
Nej naturligvis ikke vi, men –
Dina.
Jeg vilde gerne se beridere.
Olaf.
Ja, jeg også.
Faksimile
s. 47
Hilmar Tønnesen.
Du er en klodrian. Er det noget at se på?
Lutter dressur. Nej, da er det noget andet at
se Gauchoen jage over Pampas på sin fnysende
mustang. Men Gud bevars, her på småstæderne –
Olaf
(trækker i frøken Bernick).
Tante Marta, se, se – der kommer de!
Fru Holt.
Ja, ved Gud, der har vi dem.
Fru Lynge.
Uf, de fæle mennesker!
Mange passagerer og en hel hob af byens folk kommer
opover gaden.)
Fru Rummel.
Jo, det er nok gøglere af den rette sort.
Vil De se hende i den grå kjole, fru Holt; hun
bærer vadsækken på ryggen.
Fru Holt.
Ja, tænk, hun bærer den på parasolskaftet!
Det er naturligvis direktørens madam.
Fru Rummel.
Og der har vi nok direktøren selv; han med
skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en
røver. Se ikke på ham, Hilda!
Fru Holt.
Ikke du heller, Netta!
Faksimile
s. 48
Olaf.
Mor, direktøren hilser op til os os.
Konsul Bernick.
Hvad for noget?
Fru Bernick.
Hvad siger du, barn?
Fru Rummel.
Ja, ved Gud, der hilser fruentimmeret også!
Konsul Bernick.
Nej, det er dog for grovt!
Frøken Bernick
(med et uvilkårligt udråb).
Ah –!
Fru Bernick.
Hvad er det, Marta?
Frøken Bernick.
Å nej, intet; jeg syntes blot –
Olaf
( skriger skiger af glæde).
Se, se, der kommer de andre med hestene
og dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle
matroserne paa på «Indian Girl» –
(Man hører «Yankee Doodle» ledsaget af klarinet og tromme.)
Hilmar Tønnesen
(holder sig for ørerne).
Uf, uf, uf!
Faksimile
s. 49
Adjunkt Rørlund.
Jeg tror, vi skulde isolere os en liden smule, smule
mine damer; dette er ikke noget for os. Lad
os gå til vort arbejde igen.
Fru Bernick.
Skulde vi kanske trække forhængene for?
Adjunkt Rørlund.
Ja, det var just, hvad jeg mente.
(Damerne indtager sine pladse ved bordet; adjunkten lukker have-
døren og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir
halvmørkt i salen.)
Olaf
(der kiger ud).
Mor, nu står direktørens madam ved vand-
springet og vasker sig i ansigtet.
Fru Bernick.
Hvad? Midt på torvet!
Fru Rummel.
Og det ved højlys dag!
Hilmar Tønnesen.
Nå, hvis jeg befandt mig på en ørkenrejse
og stødte på en cisterne, så vilde jeg heller ikke
tage i betænkning at –. Uf, den forfærdelige
klarinet!
Adjunkt Rørlund.
Der var virkelig al opfordring for politiet til
at skride ind.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
4
Faksimile
s. 50
Konsul Bernick.
A Å hvad; med udlændinger må man ikke
tage det så strængt; de folk har jo ikke denne
rodfæstede sømmelighedsfølelse, der holder os
indenfor de rette skranker. Lad dem kun skeje
ud. Hvad gør det os? Alt dette uvæsen, som
sætter sig op imod skik og gode sæder, det er
lykkeligvis ikke i slægt med vort samfund, om
jeg så tør sige. – Hvad for noget!
(Den fremmede dame træder raskt ind gennem døren tilhøjre til højre .)
Fruerne
(forskrækket men dæmpet).
Beridersken! Direktør-madamen Direktør-madammen !
Fru Bernick.
Gud, hvad skal det sige!
Frøken Bernick
(springer op).
Ah –!
Damen.
Goddag, kære Betty! Goddag, Marta!
Goddag, svoger!
Fru Bernick
(med et skrig).
Lona –!
Konsul Bernick
(tumler et skridt tilbage).
Så sandt jeg lever –!
Fru Holt.
Men Gud forbarme sig –!
Faksimile
s. 51
Fru Rummel.
Det kan da ikke være muligt –!
Hilmar Tønnesen.
Nå! Uf!
Fru Bernick.
Lona –! Er det virkelig –?
Frøken Hessel.
Om det er mig? Ja, så minsæl er det så;
I kan gerne falde mig om halsen for den sags
skyld.
Hilmar Tønnesen.
Uf; uf!
Fru Bernick.
Og nu kommer du her som –?
Konsul Bernick.
– og vil virkelig optræde –?
Frøken Hessel.
Optræde? Hvorledes optræde?
Konsul Bernick.
Ja, jeg mener – med beriderne –
Frøken Hessel.
Hahaha! Er du gal, svoger? Tror du, jeg
hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet
mange slags kunster og gjort mig til nar på
mange måder –
Fru Rummel.
Hm –
4*
Faksimile
s. 52
Frøken Hessel.
– men kunster på hesteryggen har jeg
aldrig gjort.
Konsul Bernick.
Altså dog ikke –
Fru Bernick.
Ah, Gud ske lov!
Frøken Hessel.
Nej, vi kom såmæn som andre skikkelige
folk, – rigtignok på anden plads, men det er
vi vant til.
Fru Bernick.
Vi, siger du?
Konsul Bernick
(et skridt nærmere).
Hvilke vi?
Frøken Hessel.
Jeg og barnet, naturligvis.
Fruerne
(med et udråb).
Barnet!
Hilmar Tønnesen.
Hvad!
Adjunkt Rørlund.
Nå, det må jeg sige –!
Fru Bernick.
Men hvad mener du, Lona?
Faksimile
s. 53
Frøken Hessel.
Jeg mener naturligvis John; jeg har da ikke
noget andet barn end John, ved véd jeg, – eller
Johan, som I kaldte ham.
Fru Bernick.
Johan –!
Fru Rummel
(sagte til fru Lynge).
Den forlorne broder!
Konsul Bernick
(nølende).
Er Johan med?
Frøken Hessel.
Ja vel; ja vel; jeg rejser da ikke uden ham.
Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her
i tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da
ikke dødsfald i familjen?
Adjunkt Rørlund.
Min frøken, De befinder Dem her i foreningen
for de moralsk fordærvede –
Frøken Hessel
(halv sagte).
Hvad siger De? Disse pene stilfærdige
damer skulde være –?
Fru Rummel.
Nej nu må jeg sige –!
Faksimile
s. 54
Frøken Hessel.
Ah, forstår, forstår! Men for pokker, det
er jo fru Rummel! Og der sidder jo fru Holt
også! Nå, vi tre er da ikke bleven yngre siden
sidst. Men hør nu, I godtfolk; lad nu de moralsk
fordærvede vente en dags tid; de blir da ikke
værre for det. En glædesstund som denne –
Adjunkt Rørlund.
En hjemkomst er ikke altid en glædesstund.
Frøken Hessel.
Så? Hvorledes læser De Deres bibel, herr
pastor?
Adjunkt Rørlund.
Jeg er ikke pastor.
Frøken Hessel.
Nå, så blir De det visst. – Men fy, fy, fy, fy –
dette moralske lintøj lugter så fordærvet, –
akkurat som ligsvøb. Jeg er vant til luften på
prærierne, jeg, skal jeg sige.
Konsul Bernick
(tørrer panden).
Ja, her er virkelig noget kvalmt herinde herinde.
Frøken Hessel.
Vent, vent; vi skal nok komme op af grav-
kælderen. (trækker forhængene tilside til side .) Fuldt dagslys
må her være, være når gutten kommer. Ja, der skal
I se en gut, som har vasket sig –
Faksimile
s. 55
Hilmar Tønnesen.
Uf!
Frøken Hessel
(åbner dør og vinduer).
– ja, det vil sige, når han får vasket sig
– oppe i hotellet; for på dampskibet blev han
skiden som et svin.
Hilmar Tønnesen.
Uf, uf!
Frøken Hessel.
Uf? Ja, så sandelig er det ikke –! (peger
på Hilmar og spørger de øvrige.)
Går han her og driver
og siger uf endnu?
Hilmar Tønnesen.
Jeg driver ikke; jeg går her for min sygdoms
skyld.
Adjunkt Rørlund.
Hm, mine damer, jeg tror ikke –
Frøken Hessel
(der har fåt øje på Olaf).
Er det din, Betty? – Ræk mig labben,
gut! Eller er du kanske ræd for din gamle
stygge tante?
Adjunkt Rørlund
(idet han tager sin bog under armen).
Mine damer, jeg tror ikke her er stemning
for at arbejde videre idag. Men imorgen kommer
vi jo sammen igen?
Faksimile
s. 56
Frøken Hessel
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked).
Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten.
Adjunkt Rørlund.
De? Med tilladelse, frøken, hvad vil De
gøre i vor forening? forening.
Frøken Hessel.
Jeg vil lufte ud, herr pastor.

Faksimile
ANDEN AKT.

(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Fru Bernick sidder alene ved arbejdsbordet med sit sytøj.
Lidt efter kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt
handsker og stok ind fra højre.)
Fru Bernick.
Kommer du alt hjem, Karsten?
Konsul Bernick.
Ja. Der er nogen jeg har sat stævne.
Fru Bernick
(med et suk).
Å A ja, Johan kommer vel herned igen, kan
jeg tænke.
Konsul Bernick.
Det er en mand, siger jeg. (sætter hatten fra sig.)
Hvor er alle damerne henne idag?
Fru Bernick.
Fru Rummel og Hilda havde ikke tid.
Konsul Bernick.
Så? Sendt afbud?
Faksimile
s. 58
Fru Bernick.
Ja; de havde så meget at bestille i huset.
Konsul Bernick.
Forstår sig. Og de andre kommer natur-
ligvis heller ikke?
Fru Bernick.
Nej, de har også forfald idag.
Konsul Bernick.
Det kunde jeg have sagt på forhånd. Hvor
er Olaf henne?
Fru Bernick.
Jeg lod ham gå lidt ud med Dina.
Konsul Bernick.
Hm; Dina, den forfløjne taske –. At hun
straks igår kunde give sig så meget af med
Johan –!
Fru Bernick.
Men, kære Karsten, Dina ved véd jo slet ikke –
Konsul Bernick.
Nå, men så skulde Johan ialfald have havt
den takt, ikke at vise hende nogen opmærksomhed.
Jeg så nok de øjne, købmand Vigeland satte op.
Fru Bernick
(med sytøjet i skødet).
Karsten, kan du begribe, hvad de vil her
hjemme?
Faksimile
s. 59
Konsul Bernick.
Hm; han har jo en farm derover, som det
nok ikke går synderlig godt med; og hun slog
jo igår på på, at de måtte rejse på anden plads –
Fru Bernick.
Ja, desværre, det må vel være noget sådant.
Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den
blodige fornærmelse, hun har tilføjet dig –!
Konsul Bernick.
Å, tænk ikke på disse gamle historier.
Fru Bernick.
Hvor kan jeg tænke på andet i denne tid?
Han er jo dog min broder; – ja, det er ikke
for hans skyld; men al den ubehagelighed, det
vilde forvolde dig –. Karsten, jeg er så dødelig
angst for at –
Konsul Bernick.
Hvad er du angst for?
Fru Bernick.
Kan man ikke falde på at sætte ham fast
for de penge, som blev borte for din moder?
Konsul Bernick.
Å, hvad snak! Hvem kan bevise bevise, at der
blev penge borte?
Fru Bernick.
Ak, Gud, det ved véd jo hele byen, desværre;
og du har jo selv sagt –
Faksimile
s. 60
Konsul Bernick.
Jeg har ingenting sagt. Byen ved véd ingen
besked om de affærer; det var altsammen løse
rygter.
Fru Bernick.
O, hvor du er højmodig, Karsten!
Konsul Bernick.
Lad være med disse mindelser, siger jeg!
Du ved véd ikke ikke, hvor du piner mig ved at rippe op
i alt dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han
stokken fra sig.)
At de også skulde komme hjem
just nu, – nu, da jeg behøver en ublandet god
stemning både i byen og i pressen. Der vil
blive skrevet korrespondencer korrespondancer til aviserne i nabo-
byerne. Tager jeg vel imod dem, eller tager
jeg slet imod dem, så vil det blive drøftet og
udtydet. Der vil blive rørt op i alt dette gamle,
– ligesom du gør. I et samfund, som vort –.
(kaster handskerne mod bordpladen.) Og ikke et menneske
har jeg her, som jeg kan tale med og søge nogen
støtte hos.
Fru Bernick.
Slet ingen, Karsten?
Konsul Bernick.
Nej, hvem skulde det være? – At få dem
på halsen netop nu! Det er ikke tvivl om om, at de
vil gøre skandale på en eller anden måde, – især
hun. Er det da ikke også en ulykke at have
slige mennesker i sin familje!
Faksimile
s. 61
Fru Bernick.
Ja, jeg kan da ikke hjælpe for at –
Konsul Bernick.
Hvad kan du ikke hjælpe for? At du er i
slægt med dem? Nej, det er et meget sandt ord.
Fru Bernick.
Og jeg har heller ikke bedt dem komme hjem.
Konsul Bernick.
Se så; der har vi det! Jeg har ikke bedt
dem komme hjem; jeg har ikke skrevet efter
dem; jeg har ikke trukket dem hjem efter
hårene! Å, jeg kan hele remsen udenad.
Fru Bernick
(brister i gråd).
Men du er da også så ukærlig –
Konsul Bernick.
Ja, det er ret; giv dig til at græde, så byen
også skal få det at snakke om. Lad være med
det tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan
komme nogen. Skal man kanske se madamen
med røde øjne? Jo, det vilde være dejligt dejligt, om
det kom ud iblandt folk at –. Nå, der hører
jeg nogen i gangen. (det banker.) Kom ind!
(Fru Bernick går ud på havetrappen med sit sytøj. Skibs-
bygger Aune
kommer ind fra højre.)
Skibsbygger Aune.
Goddag, herr konsul.
Konsul Bernick.
Goddag. Nå, De kan vel gætte, hvad det
er, jeg vil Dem?
Faksimile
s. 62
Skibsbygger Aune.
Fuldmægtigen talte igår om om, at konsulen ikke
skulde være fornøjet med –
Konsul Bernick.
Jeg er misfornøjet med det hele stel på
værftet, Aune. De kommer jo ingen vej med
havaristerne. «Palmetræet» burde have været
under sejl for længe siden. Købmand Vigeland
går her hver dag og plager mig; det er en
vanskelig mand at have til medreder.
Skibsbygger Aune.
«Palmetræet» kan gå tilsjøs iovermorgen.
Konsul Bernick.
Nå endelig. Men Amerikaneren, «Indian
Girl», som har ligget her i fem uger og –
Skibsbygger Aune.
Amerikaneren? Jeg har forståt det, som
om vi først og fremst skulde lægge al kraft på
Deres eget skib.
Konsul Bernick.
Det har jeg ikke givet Dem nogen anledning
til at tro. Der skulde gøres al mulig fortgang
med Amerikaneren også; men det sker ikke.
Skibsbygger Aune.
Skuden er pilråden i bunden, herr konsul;
jo mere vi lapper på den, jo værre blir det.
Faksimile
s. 63
Konsul Bernick.
Det er ikke derfra det skriver sig. Fuld-
mægtig Krap har sagt mig hele sandheden. De
forstår ikke at arbejde med de nye maskiner,
som jeg har anskaffet, – eller rettere, De vil
ikke arbejde med dem.
Skibsbygger Aune.
Herr konsul, jeg er nu oppe i de femti år;
lige fra guttealderen har jeg været vant til den
gamle arbejdsmåde –
Konsul Bernick.
Den kan vi ikke bruge nutildags. De må
ikke tro, Aune, at det er for fordelens skyld;
den behøver jeg heldigvis ikke; men jeg har
hensyn at tage til det samfund, jeg lever i, og
til den forretning, jeg står i spidsen for. Det
er fra mig fremskridtene må komme, ellers kommer
de aldrig.
Skibsbygger Aune.
Jeg vil også gerne fremskridt, herr konsul.
Konsul Bernick.
Ja, for Deres indskrænkede kreds, for arbejder-
standen. Å, jeg kender nok Deres agitationer;
De holder taler; De vigler folkene op; men når
et håndgribeligt fremskridt tilbyder sig, som nu
med vore maskiner, så vil De ikke være med;
så blir De ræd.
Faksimile
s. 64
Skibsbygger Aune.
Ja, jeg blir virkelig ræd, herr konsul; jeg
blir ræd på de manges vegne, som maskinerne
tar brødet fra. Konsulen taler så ofte om at
tage hensyn til samfundet; men jeg tænker tænker, at
samfundet har vel også sine pligter. Hvor tør
lærdommen og kapitalen sætte de nye opfindelser
ind i arbejdet, før samfundet får oplært en slægt,
som kan bruge dem?
Konsul Bernick.
De læser og grubler formeget, Aune; det
har De ikke godt af; det er det, som gør Dem
misfornøjet med Deres stilling.
Skibsbygger Aune.
Det er ikke det, herr konsul; men jeg kan
ikke tåle at se den ene brave arbejder afskediges
efter den anden og gøres brødløs for disse
maskiners skyld.
Konsul Bernick.
Hm; da bogtrykkerkunsten blev opfunden,
blev mange skriverkarle brødløse.
Skibsbygger Aune.
Vilde konsulen været så glad i den kunst,
hvis De dengang havde været skriverkarl?
Konsul Bernick.
Jeg har ikke havt bud efter Dem for at
disputere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige
Faksimile

s. 65

Dem Dem, at vor havarist «Indian Girl» skal være
færdig til at gå under sejl iovermorgen.
Skibsbygger Ssibsbygger Aune.
Men, herr konsul –
Konsul Bernick.
Iovermorgen, hører De; på samme tid som
vort eget skib; ikke en time senere. Jeg har
mine gode grunde til at drive på den sag. Har
De læst avisen for imorges? Nå, så ved véd De, at
Amerikanerne har gjort optøjer igen. Dette
ryggesløse pak sætter jo hele byen på ende; der
går ingen nat hen uden at her er slagsmål i
værtshusene og på gaderne; al den anden
vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om.
Skibsbygger Aune.
Ja, det er visst nok nok, at de er slemme folk.
Konsul Bernick.
Og hvem er det, som får skylden for dette
uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går
ud over. Disse avisskrivere skumler på en for-
blommet måde over over, at vi lægger hele arbejds-
kraften på «Palmetræet». Jeg, der har den
opgave, ved exemplets magt at virke på mine
medborgere, må lade mig kaste sligt i næsen.
Det tåler jeg ikke. Jeg er ikke tjent med med, at
mit navn blir således tilsølet.
Skibsbygger Aune.
Å, konsulens navn er så godt, at det kan
bære både det og mere.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
5
Faksimile
s. 66
Konsul Bernick.
Ikke nu; just i denne tid har jeg brug for
al den agtelse og velvilje, som mine medborgere
kan skænke mig. Jeg har et stort foretagende
igære, som De vel har hørt; men lykkes det
ildesindede mennesker at rokke den ubetingede
tillid til min person, så kan det berede mig de
største vanskeligheder. Derfor vil jeg for enhver
pris undgå disse ondskabsfulde og skumlende skumlene avis-
skriverier, og derfor har jeg sat fristen til iover-
morgen.
Skibsbygger Aune.
Herr konsul, De kunde lige så ligeså gerne sætte
fristen til i eftermiddag.
Konsul Bernick.
De mener mener, at jeg forlanger umuligheder?
Skibsbygger Aune.
Ja, med den arbejdsstok, vi nu har –
Konsul Bernick.
Godt, godt; – så får vi se os om andetsteds.
Skibsbygger Aune.
Vil De virkelig afskedige endnu flere af de
gamle arbejdere?
Konsul Bernick.
Nej, det tænker jeg ikke på.
Skibsbygger Aune.
For jeg tror nok nok, det vilde sætte ondt blod
både i byen og i aviserne, om De gjorde det.
Faksimile
s. 67
Konsul Bernick.
Ikke umuligt; derfor lar vi det også være.
Men hvis ikke «Indian Girl» er udklareret iover-
morgen, så afskediger jeg Dem.
Skibsbygger Aune
(med et ryk).
Mig! (han ler.) Nu spøger De, herr konsul.
Konsul Bernick.
Det skulde De ikke stole på.
Skibsbygger Aune.
De kunde tænke på at afskedige mig? Mig,
hvis far og farfar har været i værftets tjeneste
alle sine levedage, og jeg selv ligeså –
Konsul Bernick.
Hvem er det, som tvinger mig til det?
Skibsbygger Aune.
De forlanger umulige ting, herr konsul.
Konsul Bernick.
Å, en god vilje kender ingen umuligheder.
Ja eller nej; svar mig bestemt, eller De har
Deres afsked på stedet.
Skibsbygger Aune
(et skridt nærmere).
Herr konsul, har De tænkt rigtig over, hvad
det vil sige at give en gammel arbejder afsked.
De mener, at han får se sig om efter noget
andet? Å ja, det kan han nok; men er det
5*
Faksimile

s. 68

dermed gjort? De skulde engang være tilstede
i en slig afskediget arbejders hus den kveld han
kommer hjem og sætter redskabskisten indenfor
døren.
Konsul Bernick.
Tror De jeg afskediger Dem med let hjerte?
Har jeg ikke altid været en rimelig husbond?
Skibsbygger Aune.
Så meget værre, herr konsul. Just derfor
vil de derhjemme ikke give Dem skylden; de
vil ikke sige noget til mig, for det tør de ikke;
men de vil se på mig mig, når jeg ikke mærker det det,
og tænke som så: det må vel være fortjent.
Ser De vel, det – det kan jeg ikke bære. Så
ringe en mand jeg end er, har jeg dog altid
været vant til at regnes for den første iblandt
mine. Mit tarvelige hjem er også et lidet sam-
fund, herr konsul. Dette lille samfund har jeg
kunnet støtte og holde oppe oppe, fordi min kone har
troet på mig, og fordi mine børn har troet på
mig. Og nu skal det hele falde sammen.
Konsul Bernick.
Ja, hvis ikke andet kan være, så må det
mindre falde for det større; det enkelte får i
Guds navn ofres for det almindelige. Andet
ved véd jeg ikke at svare Dem, og anderledes går
det heller ikke her i verden. Men De er en
halsstarrig mand, Aune! De står mig imod, ikke
fordi De ikke kan andet, men fordi De ikke vil
Faksimile

s. 69

lægge for dagen maskinernes overlegenhed over
håndkraften.
Skibsbygger Aune.
Og De holder så fast ved dette, herr konsul,
fordi De ved véd , at hvis De jager mig bort, så får
De derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje.
Konsul Bernick.
Og om så var? De hører jo jo, hvad det gælder
for mig, – enten at få pressen på halsen eller
få den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg
arbejder for en stor sag til almenvellets fremme.
Hvad så? Kan jeg da handle anderledes, anderledes end
jeg gør? Jeg kan sige Dem Dem, at her drejer spørgs-
målet sig om, enten at holde Deres hjem oppe,
som De kalder det, eller kanske at holde hun-
dreder af nye hjem nede, hundreder af hjem,
som aldrig vil kunne grundes, aldrig vil kunne
få en rygende skorsten, hvis det ikke lykkes mig
at sætte igennem, hvad jeg nu virker for. Derfor
er det det, at jeg har givet Dem valget.
Skibsbygger Aune.
Ja, når så er, så har jeg ikke mere at sige.
Konsul Bernick.
Hm –; min kære Aune, det gør mig oprigtig oprig-rigtig[HIS: NBO Ms.8° 956, dittografi ved linjeskift]
ondt ondt, at vi må skilles.
Skibsbygger Aune.
Vi skilles ikke, herr konsul.
Faksimile
s. 70
Konsul Bernick.
Hvorledes?
Skibsbygger Aune.
En simpel mand har også noget at hævde
her i verden.
Konsul Bernick.
Ja vel, ja vel; – og De tror altså altså, at De
tør love –?
Skibsbygger Aune.
«Indian Girl» kan udklareres iovermorgen.
(han hilser og går ud tilhøjre til højre .)
Konsul Bernick.
Aha, der fik jeg dog bugt med den stivnakke.
Det tager jeg som et godt varsel –
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer gennem
haveporten.)
Hilmar Tønnesen
(på havetrappen).
Goddag, Betty! Goddag, Bernick!
Fru Bernick.
Goddag.
Hilmar Tønnesen.
Nå, du Du har grædt, ser jeg. Du ved véd det altså?
Fru Bernick.
Hvad ved véd jeg?
Hilmar Tønnesen.
At skandalen er i fuld gang? Uf!
Faksimile
s. 71
Konsul Bernick.
Hvad skal det sige?
Hilmar Tønnesen
(kommer indenfor).
Jo, de to amerikanske går omkring i gaderne
og viser sig i selskab med Dina Dorf.
Fru Bernick
(følger efter).
Men, Hilmar, kan det være muligt –?
Hilmar Tønnesen.
Jo, desværre, det er fuld sandhed. Lona
var endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg
lod naturligvis som jeg ikke hørte det.
Konsul Bernick.
Og det er vel ikke gåt ubemærket for sig.
Hilmar Tønnesen.
Nej, det kan du nok vide. Folk stod stille
og så efter dem. Det lod til at være gåt som
en løbeild over byen, – omtrent som en brand
på de vestlige prærier. I alle huse stod der
mennesker ved vinduerne og vented på på, at toget
skulde komme forbi; hoved ved hoved bag gar-
dinerne – uf! Ja, du må undskylde, Betty; jeg
siger uf; for dette gør mig nervøs; – skal det
vare ved, så blir jeg nødt til at tænke på at
foretage en længere rejse.
Faksimile
s. 72
Fru Bernick.
Men du skulde dog talt til ham og fore-
stillet ham –
Hilmar Tønnesen.
På åben gade? Nej, du må virkelig und-
skylde. Men at det menneske overhovedet vover
at vise sig her i byen! Nå, vi får se om ikke
pressen sætter en stopper på ham; ja, undskyld,
Betty; men –
Konsul Bernick [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Pressen, siger du? Har du hørt antydninger
til noget sligt?
Hilmar Tønnesen.
Jo, det er ikke så ganske frit for. Da jeg
gik fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for
min sygdoms skyld. Jeg mærked godt på den
taushed, der blev, at de to amerikanske havde
været på bane. Så kommer den uforskammede
redaktør Hammer ind og gratulerer mig ganske
højt med min rige fætters hjemkomst.
Konsul Bernick.
Rige –?
Hilmar Tønnesen.
Ja, så udtrykte han sig. Jeg målte ham
naturligvis med et vel fortjent blik og lod ham
forstå forstå, at jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens
rigdom. «Så», siger han, «det var da besynder-
ligt; i Amerika plejer man dog at slå sig op op,
Faksimile

s. 73

når man har noget at begynde med, og Deres
fætter rejste jo ikke tomhændet derover».
Konsul Bernick.
Hm, gør mig nu den tjeneste –
Fru Bernick
(bekymret).
Der kan du se, Karsten –
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg har ialfald havt en søvnløs nat for
den persons skyld. Og så går han endda omkring
i gaderne med et ansigt, som om ingenting var
ivejen med ham. Hvorfor blev han ikke borte
med engang? Det er da også utåleligt, hvor
enkelte mennesker kan være sejglivet.
Fru Bernick.
Gud, Hilmar, hvad er det du siger?
Hilmar Tønnesen.
Å, jeg siger ingenting. Men der slipper han
helskindet fra jernbaneulykker og fra overfald af
kaliforniske bjørne og af Sortefod-Indianere; ikke
skalperet engang –. Uf, der har vi dem.
Konsul Bernick
(ser opad gaden).
Olaf er også med!
Hilmar Tønnesen.
Ja naturligvis; de vil da minde folk om om, at
de hører til byens første familje. Se, se, der
Faksimile

s. 74

kommer alle dagdriverne ud fra apotheket og
glor efter dem og gør sine anmærkninger. Dette
er virkelig ikke for mine nerver; hvorledes en
mand under slige omstændigheder skal kunne
holde ideens fane højt, det –
Konsul Bernick.
De styrer lige hid. Hør nu, Betty, det er
mit bestemte ønske ønske, at du viser dem al mulig
venlighed.
Fru Bernick.
Tillader du det, Karsten?
Konsul Bernick.
Ja visst; ja visst; og du også, Hilmar. De
blir her forhåbentlig ikke så længe; og når vi
er iblandt os selv –; ingen hentydninger; vi
bør på ingen måde støde dem.
Fru Bernick.
O, Karsten, hvor du er højmodig.
Konsul Bernick.
Nå, nå, lad nu det være.
Fru Bernick.
Nej, lad mig takke dig; og tilgiv, at jeg før
kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund
til at –
Konsul Bernick.
Lad være; lad være, siger jeg!
Faksimile
s. 75
Hilmar Tønnesen.
Uf!
(Johan Tønnesen og Dina, derefter frøken Hessel og Olaf
kommer gennem haven.)
Frøken Hessel.
Goddag, goddag, I kære mennesker.
Johan Tønnesen.
Nu har vi været ude og set os om på
gamle tomter, Karsten.
Konsul Bernick.
Ja, jeg hører det. Mange forandringer;
ikke sandt?
Frøken Hessel.
Konsul Bernicks store og gode gerninger
overalt. Vi har været oppe i anlæggene, som
du har skænket byen –
Konsul Bernick.
der?
Frøken Hessel.
«Karsten Bernicks gave», som der står over
indgangen. Jo, du er nok manden for det
hele her.
Johan Tønnesen.
Og prægtige skibe har du også. Jeg traf
kaptejnen på «Palmetræet», min gamle skole-
kammerat –
Faksimile
s. 76
Frøken Hessel.
Ja, et nyt skolehus har du jo også bygget;
og både gasledningen og vandledningen skyldes
jo dig, hører jeg.
Konsul Bernick.
Nå, man må dog virke for det samfund,
man lever i.
Frøken Hessel.
Ja, det er vakkert, svoger; men det er også
en glæde at se, hvorledes folk skønner på dig.
Jeg er ikke forfængelig, tror jeg; men jeg kunde
ikke lade være at minde en og anden, vi talte
med, om at vi hørte til familjen.
Hilmar Tønnesen.
Uf –!
Frøken Hessel.
Siger du uf til det?
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg sagde hm –
Frøken Hessel.
Nå, det skal du få lov til, stakker. Men
idag er I nok ganske alene? alene.
Fru Bernick.
Ja, idag er vi alene.
Frøken Hessel.
Ja, vi mødte såmæn et par af de moralske
oppe på torvet; de lod til at have svært travlt.
Faksimile

s. 77

Men vi har jo sletikke fåt snakke ordentligt
sammen endnu; igår var jo disse tre banebryderne
her, og så havde vi denne pastoren –
Hilmar Tønnesen.
Adjunkten.
Frøken Hessel.
Jeg kalder ham pastoren. Men hvad synes
I nu om mit værk i disse femten år? Er han
ikke bleven en stout gut? Hvem skulde kende
igen galningen, som løb hjemmefra?
Hilmar Tønnesen.
Hm –!
Johan Tønnesen.
Å, Lona, brout nu ikke formeget.
Frøken Hessel.
Jo, det er jeg rigtignok kry af. Herregud,
det er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden;
men det gir mig da et slags ret til at være til.
Ja, Johan John , når jeg tænker på, hvorledes vi to
begyndte derover med vore fire bare næver –
Hilmar Tønnesen.
Hænder.
Frøken Hessel.
Jeg siger næver; for skidne var de –
Hilmar Tønnesen.
Uf!
Faksimile
s. 78
Frøken Hessel.
– og tomme var de også.
Hilmar Tønnesen.
Tomme? Nej, nu må jeg sige –!
Frøken Hessel.
Hvad må du sige?
Konsul Bernick.
Hm!
Hilmar Tønnesen.
Nu må jeg sige – uf!
(han går ud på havetrappen.)
Frøken Hessel.
Hvad går der af mennesket?
Konsul Bernick.
A, Å, Å bryd dig ikke om ham; han er noget
nervøs i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt
om i haven? Dernede har du jo ikke været
endnu, og jeg har just en times tid fri.
Frøken Hessel.
Jo, det vil jeg gerne; I kan tro, jeg har tidt
og ofte været med mine tanker her i haven hos jer.
Fru Bernick.
Der er sket store forandringer der også,
skal du få se.
(Konsulen, fruen og frøken Hessel går ned i haven, hvor
man af og til ser dem under det følgende.)
Faksimile
s. 79
Olaf
(i havedøren).
Onkel Hilmar, ved véd du, hvad onkel Johan
spurgte mig om? Han spurgte, om jeg vilde
være med ham til Amerika.
Hilmar Tønnesen.
Du, din klodrian, som går her og hænger i
din moders skørter –
Olaf.
Ja, men det vil jeg ikke længer. Du skal
få se se, når jeg blir stor –
Hilmar Tønnesen.
A Å visvas; du har ikke nogen alvorlig trang
til dette stålsættende, som ligger i at –
(de går ned sammen går ned i haven.)
Johan Tønnesen
(til Dina, som har taget hatten af og står i døren tilhøjre til højre og
ryster støvet af sin kjole)
.
De er bleven dygtig varm efter turen.
Dina.
Ja, det var en dejlig tur; så dejlig tur har
jeg aldrig havt før.
Johan Tønnesen.
Plejer De kanske ikke ofte gå formiddagsture?
Dina.
Jo; men det er bare med Olaf.
Faksimile
s. 80
Johan Tønnesen.
Så. – Har De kanske større lyst til at gå
ned i haven end til at blive her?
Dina.
Nej, jeg har større lyst til at blive her.
Johan Tønnesen.
Jeg også. Og så er det jo en aftale aftale, at vi
hver morgen går en slig tur sammen.
Dina.
Nej, herr Tønnesen, det skulde De ikke gøre.
Johan Tønnesen.
Hvad skulde jeg ikke? De loved det jo.
Dina.
Ja, men når jeg nu tænker over det, så –. så –,
De skal ikke gå ud med mig.
Johan Tønnesen.
Men hvorfor ikke det?
Dina.
Ja, De er fremmed; De kan ikke forstå det;
men jeg skal sige Dem –
Johan Tønnesen.
Nå?
Dina.
Nej, jeg vil helst ikke tale om det.
Johan Tønnesen.
Å jo visst; til mig kan De da tale om hvad
det skal være.
Faksimile
s. 81
Dina.
Ja, jeg skal sige Dem, jeg er ikke som de
andre unge piger; der er noget – noget sådant
ved mig. Derfor skal De ikke gøre det.
Johan Tønnesen.
Men alt dette forstår jeg slet ikke. De har
da ikke gjort noget ondt?
Dina.
Nej, ikke jeg, men –; nej, nu vil jeg ikke
tale mere om det. De får det nok at vide af
de andre.
Johan Tønnesen.
Hm.
Dina.
Men der var noget andet, jeg gerne vilde
spørge Dem om.
Johan Tønnesen.
Og hvad var det?
Dina.
Det skal jo være så let at blive til noget
dygtigt derover i Amerika?
Johan Tønnesen.
Nå, så let er det just ikke altid; man må
ofte slide ondt og arbejde strængt i førstningen.
Dina.
Ja, det vilde jeg gerne –
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
6
Faksimile
s. 82
Johan Tønnesen.
De?
Dina.
Jeg kan nok arbejde; jeg er stærk og sund,
og tante Marta har læst meget med mig.
Johan Tønnesen.
Men for pokker, så kom og rejs med os.
Dina.
Å, nu spøger De bare; det sagde De til
Olaf også. Men det var det jeg vilde vide, om
menneskene er meget – meget sådan moralske
derover?
Johan Tønnesen.
Moralske?
Dina.
Ja, jeg mener, om de er sådan – anstændige
og skikkelige, ligesom her.
Johan Tønnesen.
Nå, de er ialfald ikke så slemme, som man
her tror. Det skulde De ikke være bange for.
Dina.
De forstår mig ikke. Jeg vilde just gerne gerne,
at de ikke skulde være så meget anstændige og
moralske.
Johan Tønnesen.
Ikke det? Hvordan vilde De så de skulde
være?
Faksimile
s. 83
Dina.
Jeg vilde, de skulde være naturlige.
Johan Tønnesen.
Ja, ja, det er kanske netop det, de er.
Dina.
For så vilde det være godt for mig mig, om jeg
kunde komme derover.
Johan Tønnesen.
Ja visst vilde det så; derfor så? derfor så! Derfor skal De rejse
med os.
Dina.
Nej, med Dem vilde jeg ikke rejse; jeg
måtte rejse alene. Å, jeg skulde nok drive det
til noget; jeg skulde nok blive brav –
Konsul Bernick
(nedenfor havetrappen hos begge damerne).
Bliv, bliv; jeg skal hente det, kære Betty.
Du kunde så let forkøle dig.
(han kommer ind i salen og søger fruens shawl.)
Fru Bernick
(ude i haven).
Du må også komme med, Johan; vi skal
ned i grotten.
Konsul Bernick.
Nej, nu må Johan blive her. Se her, Dina;
tag min kones shawl og gå med. Johan blir
her hos mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt
om forholdene derover.
6*
Faksimile
s. 84
Fru Bernick.
Ja, ja; men kom så efter; du ved véd jo, hvor
du skal finde os.
(Fru Bernick, frøken Hessel og Dina går ned gennem
haven tilvenstre til venstre .)
Konsul Bernick
(ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør
tilvenstre til venstre , derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder,
ryster og trykker dem)
.
Johan, nu er vi alene; må jeg nu få lov at
takke dig.
Johan Tønnesen.
Å hvad!
Konsul Bernick.
Mit hus og hjem, min familjelykke, min
hele borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder
jeg dig.
Johan Tønnesen.
Nå, det glæder mig, kære Karsten; så kom
der dog noget godt ud af den gale historie.
Konsul Bernick
(ryster igen hans hænder).
Tak, tak alligevel! Ikke en én blandt ti tusinde tusende
havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig.
Johan Tønnesen.
Snak om en ting! Var vi ikke beggeto
unge og letlivede? En af os måtte jo dog tage
skylden på sig –
Konsul Bernick.
Men hvem var nærmere til det, end den
skyldige?
Faksimile
s. 85
Johan Tønnesen.
Stop! Dengang var den uskyldige uskyldige nærmest
til det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs;
dette slid på kontoret var det en ren lykke at
komme bort fra. Du derimod havde din gamle
moder ilive, og dertil var du jo netop bleven
hemmelig forlovet med Betty, som holdt så
meget af dig. Hvorledes vilde det gåt med
hende, hvis hun havde fåt at vide –?
Konsul Bernick.
Sandt, sandt, sandt; men –
Johan Tønnesen.
Og var det ikke just for Bettys skyld skyld, at du
afbrød dette maskepi med madam Dorf? Det
var jo netop for at bryde overtvert overtvert, at du var
deroppe hos hende den aften –
Konsul Bernick.
Ja, den ulyksalige aften, da det fordrukne
menneske kommer hjem –! Ja, Johan, det var
for Bettys skyld; men alligevel alligvel , – at du så høj-
modig kunde vende skinnet imod dig selv og
rejse væk –
Johan Tønnesen.
Ingen skrupler, kære Karsten. Vi blev jo
enige om, at så skulde det være; reddes måtte
du jo, og du var jo min ven. Jo, det venskab
var jeg rigtignok kry af! Her gik jeg og sled
som en stakkers skkers hjemfødning; og så kommer du
Faksimile

s. 86

tilbage, fin og fornem, fra din store udenlands-
rejse; havde været både i London og i Paris. Og
så kårer du mig til din omgangsven, skønt jeg
var fire år yngre end du; – ja, det var nu nu, fordi
du gik og kured til Betty; nu forstår jeg det
nok. Men hvor kry jeg var af det! Og hvem
vilde ikke have været det? Hvem vilde ikke
gerne have ofret sig for dig, dig; især når det ikke
galdt andet end en måneds bysladder, og en så
med det samme kunde løbe ud i den vide verden.
Konsul Bernick.
Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige
dig dig, at historien endnu ikke er så ganske glemt.
Johan Tønnesen.
Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg
igen sidder derover på min farm –
Konsul Bernick.
Du rejser altså tilbage?
Johan Tønnesen.
Forstår sig.
Konsul Bernick.
Men dog ikke så snart, håber jeg?
Johan Tønnesen.
Så snart som muligt. Det var jo kun for
at føje Lona Lona, at jeg tog med herover.
Konsul Bernick.
Så? Hvorledes det?
Faksimile
s. 87
Johan Tønnesen.
Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og
i den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet
at mane og drage hende; men hun vilde aldrig
vedgå det; (smiler) hvor turde hun vove at lade
mig letsindige krop alene tilbage, mig, som alt i
nittenårsalderen havde givet mig af med –
Konsul Bernick.
Og så?
Johan Tønnesen.
Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål, skriftemål
som jeg skammer mig over.
Konsul Bernick.
Du har da ikke betroet hende sammen-
hængen?
Johan Tønnesen.
Jo. Jo, Det var urigtigt af mig; men jeg kunde
ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om om,
hvad Lona har været for mig. Du har aldrig
kunnet udstå hende; men for mig har hun været
som en moder. I de første første, år, da vi havde det
så trangt derover, – hvorledes arbejded hun
ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og
ingenting kunde fortjene, og ikke kunde for-
hindre det, så gav hun sig til at synge viser i
kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde
løjer med; og så skrev hun en bog, som hun
siden både lo og græd over, – altsammen for
at holde livet i mig. Kunde jeg så se på på, at
Faksimile

s. 88

hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som
havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde
jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du,
Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er
ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så
fik hun det at vide.
Konsul Bernick.
Og hvorledes tog hun det?
Johan Tønnesen.
Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg
vidste mig uskyldig, så kunde det ikke være mig
imod at gøre en trip med herover. Men vær
du rolig; Lona røber intet, og jeg skal nok
vogte min mund anden gang.
Konsul Bernick.
Ja, ja, ja; det stoler jeg på.
Johan Tønnesen.
Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale
mere om den gamle historie; lykkeligvis er det
den eneste gale streg, nogen af os har gjort sig
skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde
de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro,
hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem
skulde troet troet, at den lille tøsunge, som løb her
og spilled engle på theatret –! Men sig mig,
du, – hvorledes gik det siden med hendes
forældre?
Faksimile
s. 89
Konsul Bernick.
A Å , kære, jeg ved véd ikke mere at fortælle, end
hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst.
Ja, du fik dog vel de to breve?
Johan Tønnesen.
Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det
fordrukne menneske løb jo fra hende?
Konsul Bernick.
Og slog sig siden ihjæl i fuldskab.
Johan Tønnesen.
Hun døde jo også kort efter? Men du
gjorde vel for hende, hvad du sådan i stilhed
kunde?
Konsul Bernick.
Hun var stolt; hun forrådte intet og hun
vilde intet modtage.
Johan Tønnesen.
Nå, det var ialfald rigtigt rigtig af dig dig, at du tog
Dina i huset.
Konsul Bernick.
Ja visst var det så. Forresten var det egentlig
Marta, som drev den sag igennem.
Johan Tønnesen.
Så det var Marta? Ja, Marta – det er
sandt – hvor er hun henne idag?
Konsul Bernick.
Å hun hun, – når hun ikke har skolen at passe,
så har hun sine syge.
Faksimile
s. 90
Johan Tønnesen.
Det er altså Marta, som har taget sig af
hende.
Konsul Bernick.
Ja, Marta har jo altid havt en viss svaghed
for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også
taget en post ved almueskolen. Det var en
kapital dumhed af hende.
Johan Tønnesen.
Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg
frygter også for for, at hun ikke har helbred til det.
Konsul Bernick.
Å, hvad helbreden angår, så kunde hun vel
altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig;
det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var
villig til at underholde hende.
Johan Tønnesen.
Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt
formue selv –
Konsul Bernick.
Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken
kneben tid det var for moder moder, da du rejste. Hun
fortsatte da en stund med bistand af mig; men
det kunde jeg naturligvis ikke i længden være
tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet;
men det gik heller ikke på den måde. Jeg
måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde
vor status, viste det sig sig, at der sågodtsom intet
Faksimile

s. 91

blev tilovers på moders part. Da så moder kort
efter døde, stod naturligvis også Marta på en
bar bakke.
Johan Tønnesen.
Den stakkers Marta!
Konsul Bernick.
Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel
ikke ikke, at jeg lader hende savne noget? Å nej,
det tør jeg dog sige, at jeg er en god broder.
Hun bor naturligvis sammen med os og spiser
ved vort bord; lærerinde-gagen kan hun runde-
ligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, –
hvad skal hun med mere?
Johan Tønnesen.
Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika.
Konsul Bernick.
Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret sam-
fund, som det amerikanske. Men her i vor lille
kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato
ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne
med at indtage en sømmelig om end beskeden
stilling. Det er forresten Martas egen skyld;
hun kunde såmæn have været forsørget for længe
siden, hvis hun selv havde villet.
Johan Tønnesen.
Du mener, hun kunde have giftet sig?
Faksimile
s. 92
Konsul Bernick.
Ja, hun kunde været meget favorabelt an-
bragt endogså; hun har havt flere gode tilbud;
besynderlig nok; en ubemidlet pige, ikke længer
ung, og derhos ganske ubetydelig.
Johan Tønnesen.
Ubetydelig?
Konsul Bernick.
Nå, jeg lægger hende det slet ikke til last.
Jeg ønsker hende overhovedet ikke ander-
ledes. Du kan vide, – i et stort hus, som vort,
– det er altid godt at have et sådant jævnt
menneske, som man kan sætte til hvad der
forefalder.
Johan Tønnesen.
Ja, men hun –?
Konsul Bernick.
Hun? Hvorledes? Nå ja jå , hun har natur-
ligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig
og Betty og Olaf og mig. Menneskene bør da
ikke i første række tænke på sig selv, og aller-
mindst kvinderne. Vi har jo dog alle et større
eller mindre samfund at støtte og at virke for.
Således gør jeg ialfald. (tyder mod fuldmægtig
Krap
, som kommer fra højre.)
Ja, der har du straks et
bevis. Tror du, det er mine egne affærer, som op-
tager mig? På ingen måde. (hurtigt til Krap.) Nå?
Faksimile
s. 93
Fuldmægtig Krap
(sagte, viser en bunke papirer).
Alle købekontrakterne i orden.
Konsul Bernick.
Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger,
må du sandelig have mig undskyldt sålænge.
(dæmpet og med et håndtryk.) Tak, tak, Johan; og vær
overbevist om om, at alt, hvad jeg kan tjene dig i, –
nå, du forstår mig nok. – Kom, herr Krap.
(de går ind i konsulens værelse.)
Johan Tønnesen
(ser en stund efter ham).
Hm – Hm –.
(Han vil gå ned i haven. I det samme kommer frøken Ber-
nick
med en liden kurv på armen ind fra højre.)
Johan Tønnesen.
Nej se, Marta!
Frøken Bernick.
Ah – Johan, – er det dig?
Johan Tønnesen.
Så tidligt på farten du også. også?
Frøken Bernick.
Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre
straks.
(vil gå ud til venstre.)
Johan Tønnesen.
Hør, Marta, har du altid sådant hastværk?
Faksimile
s. 94
Frøken Bernick.
Jeg?
Johan Tønnesen.
Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke
fik tale et ord med dig, og idag –
Frøken Bernick.
Ja, men –
Johan Tønnesen.
Før var vi dog altid sammen, – vi to
gamle legekammerater.
Frøken Bernick.
Ak, Johan, det er mange, mange år siden.
Johan Tønnesen.
Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken
mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har
forandret mig så meget?
Frøken Bernick.
Du? Å ja, du også, endskønt –
Johan Tønnesen.
Hvad mener du?
Frøken Bernick.
Å, det var ingenting.
Johan Tønnesen.
Du lader ikke til at være bleven meget op-
livet ved at se mig igen.
Faksimile
s. 95
Frøken Bernick.
Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe.
Johan Tønnesen.
Ventet? At jeg vilde komme?
Frøken Bernick.
Ja.
Johan Tønnesen.
Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme?
Frøken Bernick.
For at sone, hvad du har forbrudt.
Johan Tønnesen.
Jeg?
Frøken Bernick.
Har du glemt glemt, at en kvinde døde i nød og
skam for din skyld? Har du glemt glemt, at for din
skyld blev et opvoksende barns bedste år for-
bittret?
Johan Tønnesen.
Og dette må jeg høre af dig? Marta, har
da aldrig din broder –?
Frøken Bernick.
Hvad han?
Johan Tønnesen.
Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har
han aldrig havt så meget som et undskyldende
ord for mig?
Faksimile
s. 96
Frøken Bernick.
Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge
grundsætninger.
Johan Tønnesen.
Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok
min gamle ven Karstens strænge grundsætninger.
– Men dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig
med ham. Jeg synes synes, at han har forandret sig
adskilligt.
Frøken Bernick Frøken Hessel .
Hvor kan du sige det? Karsten har da
altid været en udmærket mand.
Johan Tønnesen.
Ja, det var just ikke således ment; men lad
gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du
har set mig i; det er den forlornes hjemkomst,
du har gåt og ventet på.
Frøken Bernick.
Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg
har set dig i. (peger ned i haven.) Ser du hende,
som leger dernede i græsset med Olaf? Det er
Dina. Erindrer du det forvirrede brev, du skrev
mig til til, da du rejste? Du skrev skrev, at jeg skulde
tro på dig. Jeg har troet på dig, Johan. Alt
det onde, som her bagefter gik rygter om, må
være sket i forvildelse, uden tanke, uden overlæg –
Johan Tønnesen.
Hvad mener du?
Faksimile
s. 97
Frøken Bernick.
O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord
mere om det. Men bort måtte du jo, begynde
forfra – et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har
været din stedfortræder herhjemme, jeg, din
gamle legekammerat. De pligter, du ikke husked
på at varetage her, eller ikke kunde varetage,
dem har jeg varetaget for dig. Jeg siger dig
dette, for at du ikke skal have også det at be-
brejde dig. Det forurettede barn har jeg været
en moder for, har opdraget hende, så godt jeg
kunde –
Johan Tønnesen.
Og spildt hele dit liv for den sag –
Frøken Bernick.
Det har ikke været spildt. Men du kom
sent, Johan.
Johan Tønnesen.
Marta, – dersom jeg kunde sige dig –.
Nå, lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste
venskab.
Frøken Bernick
(smiler tungt).
Hm –. Ja, nu har vi altså udtalt, Johan.
Hys; der kommer nogen. Farvel; jeg kan
ikke nu –
(Hun går ud gennem den bagerste dør tilvenstre til venstre . Frøken
Hessel
kommer fra haven, fulgt af fru Bernick.)
Fru Bernick
(endnu i haven).
Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på!
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
7
Faksimile
s. 98
Frøken Hessel.
Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale
med ham.
Fru Bernick.
Men det vilde jo være den største skandale!
Ah, Johan, er du endnu her?
Frøken Hessel.
Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i
stueluften; gå ned i haven og snak med Dina.
Johan Tønnesen.
Ja, det tænkte jeg netop på.
Fru Bernick.
Men –
Frøken Hessel.
Hør du, John, har du set rigtig på Dina?
Johan Tønnesen.
Ja, det tror jeg nok.
Frøken Hessel.
Ja, du skulde se rigtig tilgavns på hende,
gut. Det var noget for dig!
Fru Bernick.
Men, Lona –!
Johan Tønnesen.
Noget for mig?
Frøken Hessel.
Ja, at se på, mener jeg. Gå nu!
Faksimile
s. 99
Johan Tønnesen.
Ja, ja, jeg går mere end gerne.
(han går ned i haven.)
Fru Bernick.
Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette
kan dog umuligt være dit alvor.
Frøken Hessel.
Jo så minsæl er det så. Er hun ikke frisk
og sund og sand? Det er netop en kone for
John. Det er slig en, han trænger til derover;
det vil være noget andet end en gammel halv-
søster.
Fru Bernick.
Dina! Dina Dorf! Betænk dog –
Frøken Hessel.
Jeg betænker først og fremst guttens lykke.
For hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke
videre fremmelig i sligt; småpiger og fruentimmer
har han aldrig havt noget rigtigt syn for.
Fru Bernick.
Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi
har havt sørgelige beviser for –
Frøken Hessel.
Å A pokker i vold med den dumme historie!
Hvor er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.
Fru Bernick.
Lona, du gør det ikke, siger jeg!
7*
Faksimile
s. 100
Frøken Hessel.
Jeg gør det. Synes gutten om hende, –
og hun om ham, – så skal de også have hver-
andre. Bernick er jo slig en klog mand; han
må finde på en udvej –
Fru Bernick.
Og du kan tænke dig, at disse amerikanske
usømmeligheder skulde blive tålt her –
Frøken Hessel.
Sniksnak, Betty –
Fru Bernick.
– at en mand, som Karsten, med hans
strænge moralske tænkemåde –
Frøken Hessel.
Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng.
Fru Bernick.
Hvad er det, du vover at sige?
Frøken Hessel.
Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke
synderlig mere moralsk end andre mandfolk.
Fru Bernick.
Så dybt sidder altså hadet til ham endnu!
Men hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet
glemme at –? Jeg begriber ikke ikke, at du turde
træde ham under øjnene efter den skammelige
fornærmelse, som du dengang tilføjed ham.
Faksimile
s. 101
Frøken Hessel.
Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt.
Fru Bernick.
Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet
dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget!
Thi han kunde dog ikke for for, at du gik her og
gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har
du hadet mig også. (brister i gråd.) Du har aldrig
undt mig min lykke. Og nu kommer du Du her
for at vælte alt dette over mig, – for at vise
byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind
i. Ja, det er mig, det går ud over, og det er
det, du vil. O, det er afskyeligt af dig!
(hun går grædende ud bort gennem den øverste dør tilvenstre til venstre .)
Frøken Hessel
(ser efter hende).
Stakkers Stakkels Betty.
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(endnu i døren).
Ja, ja, det er godt, herr Krap; det er ud-
mærket. Send 400 kroner til bespisning af de
fattige. (vender sig.) Lona! (nærmere) Du er alene?
Kommer ikke Betty her?
Frøken Hessel.
Nej. Skal jeg kanske hente hende?
Konsul Bernick.
Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du ved véd
ikke, hvor jeg har brændt efter at få tale åbent
Faksimile

s. 102

med dig, – efter at få trygle om din til-
givelse.
Frøken Hessel.
Hør nu, Karsten, lad os ikke blive senti-
mentale; det klæder os ikke.
Konsul Bernick.
Du høre mig, Lona. Jeg ved véd jo, hvor-
ledes jeg har skinnet imod mig nu, da du har her
erfaret dette med Dinas moder. Men jeg sværger
dig til, det var kun en kortvarig forvildelse; jeg
har virkelig, sandt og oprigtigt, holdt af dig
engang.
Frøken Hessel.
Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem?
Konsul Bernick.
Hvad du end har isinde, så bønfalder jeg
dig om, ikke at foretage noget noget, før jeg har
retfærdiggjort mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan
ialfald undskylde mig.
Frøken Hessel.
Nu er du ræd. – Du har engang holdt af
mig, siger du. Ja, det forsikred du mig tidt
nok i dine breve; og kanske det også var sandt
– på en måde, sålænge du leved derude i en
stor og frigjort verden, som gav dig mod til selv
at tænke frit og stort. Du fandt kanske hos
mig lidt mere karakter og vilje og selvstændighed,
end hos de fleste herhjemme. Og så var det jo
Faksimile

s. 103

en hemmelighed mellem os to; der var ingen,
som kunde gøre sig lystig over din slette smag.
Konsul Bernick.
Lona, hvor kan du dog tro –?
Frøken Hessel.
Men da du så kom tilbage; da du hørte
spottegloserne, som hagled ned over mig; da du
fornam latteren over alt det, som de her kaldte
mine forkertheder –
Konsul Bernick.
Du var hensynsløs dengang.
Frøken Hessel.
Mest for at ærgre disse skørteklædte og
bukseklædte snærper, som sjokked om i byen.
Og da du så traf den unge forlokkende skue-
spillerinde –
Konsul Bernick.
Det var en lapsestreg; intet videre; jeg
sværger dig til, ikke tiendedelen var sandt af de
rygter og den sladder, som kom i omløb.
Frøken Hessel.
Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk,
opblomstrende, forgudet af alle, – og da det
blev bekendt bekendt, at hun skulde arve alle pengene
efter tante og at jeg ingenting vilde få –
Konsul Bernick.
Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal
du høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty
Faksimile

s. 104

dengang; jeg brød ikke med dig for nogen ny
tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld lige-
frem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre
mig dem.
Frøken Hessel.
Og det siger du mig lige i øjnene?
Konsul Bernick.
Ja, jeg gør. Hør mig, Lona –
Frøken Hessel.
Og dog skrev du mig til til, at en ubetvingelig
kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte
min højmodighed, besvor mig for Bettys skyld
at tie med det, som havde været imellem os –
Konsul Bernick.
Jeg måtte det, siger jeg.
Frøken Hessel.
Nu, ved den levende Gud, da angrer jeg
ikke på på, at jeg dengang forløb mig, som jeg
gjorde.
Konsul Bernick.
Lad mig koldt og rolig roligt sige dig, hvorledes
stillingen var i de dage. Min Moder moder stod, som
du husker, i spidsen for forretningen; men hun
var aldeles uden forretningssans. Jeg blev skynd-
somt kaldt hjem fra Paris; tiderne var kritiske;
jeg skulde bringe affærerne påfode. Hvad fandt
jeg? Jeg fandt, hvad der måtte holdes i den
dybeste hemmelighed, et sågodtsom ruineret hus.
Faksimile

s. 105

Ja, det var sågodtsom ruineret, dette gamle an-
sete hus, der havde ståt i tre generationer. Hvad
havde jeg, sønnen, den eneste søn, andet at gøre
end at se mig om efter et redningsmiddel?
Frøken Hessel.
Og så redded du huset Bernick på en kvindes
bekostning.
Konsul Bernick.
Du ved véd godt godt, at Betty elsked mig.
Frøken Hessel.
Men jeg?
Konsul Bernick
Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven
lykkelig med mig.
Frøken Hessel.
Var det af omsorg for min lykke lykke, at du gav
mig til pris?
Konsul Bernick.
Tror kanske du du, at jeg af egennyttige bevæg-
grunde handled som jeg gjorde? Havde jeg den-
gang ståt alene, så skulde jeg med frejdigt mod
begyndt forfra. Men du skønner ikke, hvorledes
en forretningsmand vokser sammen, under et
umådeligt ansvar, med den forretning, han tager
i arv. Ved Véd du du, at hundreders, ja tusenders vel
og ve afhænger af ham? Betænker du ikke ikke, at
hele det samfund, som både du og jeg kalder
vort hjem, vilde på den føleligste måde være
Faksimile

s. 106

blevet berørt deraf, om huset Bernick havde gåt
tilgrunde?
Frøken Hessel.
Er det også for samfundets skyld skyld, at du i
disse femten år er bleven stående i løgnen?
Konsul Bernick.
I løgnen?
Frøken Hessel.
Hvad ved véd Betty om alt det, som ligger under
og forud for hendes forbindelse med dig?
Konsul Bernick.
Kan du tro tro, at jeg til ingen nytte vilde såre
hende ved at blotte de ting?
Frøken Hessel.
Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo
forretningsmand; du må jo forstå dig på det
nyttige. – Men hør nu, Karsten, nu vil jeg
også tale koldt og roligt. Sig mig, – er du nu
også rigtig lykkelig?
Konsul Bernick.
I familjen, mener du?
Frøken Hessel.
Ja vel.
Konsul Bernick.
Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves
været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør
sige sige, at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty
Faksimile

s. 107

er både god og føjelig. Og hvorledes hun i
årenes løb har lært at bøje sit væsen efter det,
som er ejendommeligt hos mig
Frøken Hessel.
Hm.
Konsul Bernick.
Før havde hun jo en hel del overspændte
forestillinger om kærligheden; hun kunde ikke
forlige sig med den tanke, at den lidt efter lidt
skulde gå over til en mild venskabsflamme.
Frøken Hessel.
Men nu finder hun sig tilrette i det?
Konsul Bernick.
Fuldstændig. Du kan vide vide, at den daglige
omgang med mig ikke er bleven uden modnende
indflydelse på hende. Menneskene må gensidig
lære at nedstemme sine fordringer, hvis man skal
gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat.
Det har Betty også efterhånden lært at indse,
og derfor er vort hus nu et mønster for vore
medborgere.
Frøken Hessel.
Men disse medborgere ved véd ingenting om
løgnen?
Konsul Bernick.
Om løgnen?
Frøken Hessel.
Ja, om løgnen, som du nu i femten år har
ståt i.
Faksimile
s. 108
Konsul Bernick.
Og det kalder du –?
Frøken Hessel.
Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn.
Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty;
så løgnen mod Johan.
Konsul Bernick.
Betty har aldrig krævet krævet, at jeg skulde tale.
Frøken Hessel.
Fordi hun ingenting har vidst.
Konsul Bernick.
Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til
hende vil vi du det ikke.
Frøken Hessel.
Å nej, jeg skal nok vide at bære latter-
salverne; jeg har en bred ryg.
Konsul Bernick.
Og Johan vil heller ikke kræve det; det har
han tilsagt mig.
Frøken Hessel.
Men du selv, Karsten? Er der ikke noget
indeni dig, som kræver at komme ud af løgnen?
Konsul Bernick.
Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og
min stilling i samfundet!
Faksimile
s. 109
Frøken Hessel.
Hvad ret har du til at stå der du står?
Konsul Bernick.
I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en
smule ret – ved min vandel, og ved det, jeg
har virket og fremmet.
Frøken Hessel.
Ja, du har virket og fremmet meget, både
for dig selv og for andre. Du er byens rigeste
og mægtigste mand; under din vilje tør de ikke
andet end bøje sig, alle, fordi du gælder for at
være uden plet og lyde; dit hjem gælder for et
mønsterhjem, din færd for en mønsterfærd. Men
al denne herlighed, og du selv med, står som
på en gyngende myr. Et øjeblik kan komme,
et ord kan blive udtalt, – og både du og hele
herligheden går tilbunds, hvis du ikke berger
dig itide.
Konsul Bernick.
Lona, – hvad er det, du vil herover?
Frøken Hessel.
Jeg vil hjælpe dig til fast grund under
fødderne, Karsten.
Konsul Bernick.
Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det
nok. Men det lykkes dig ikke! Her er kun
en én , som kan tale med myndighed, og han
er taus.
Faksimile
s. 110
Frøken Hessel.
Johan?
Konsul Bernick.
Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig,
så nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så
strider jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes
dig, siger jeg! Han, som kunde fælde mig, han
tier – og han rejser igen.
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland kommer
fra højre.)
Grosserer Rummel.
Goddag, goddag, kære Bernick; du må
komme med os op i handelsforeningen; vi har
møde i jernbanesagen, ved véd du.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke. Umuligt nu.
Købmand Vigeland.
De må sandeligen, herr konsul –
Grosserer Rummel.
Du må, Bernick. Der er folk, som arbejder
imod mod os. Redaktør Hammer og de andre, som
holdt på kystlinjen, påstår påstår, at der stikker private
interesser bag det nye forslag.
Konsul Bernick.
Nå, så forklar dem da –
Købmand Vigeland.
Det hjælper ikke, hvad vi vi forklarer, herr
konsul –
Faksimile
s. 111
Grosserer Rummel.
Nej, nej, du må komme selv; dig vil jo
naturligvis ingen vove at mistænke for sligt.
Frøken Hessel.
Nej, det skulde jeg mene.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller
ialfald, bi – lad mig samle mig.
(Adjunkt Rørlund kommer fra højre.)
Adjunkt Rørlund.
Undskyld, herr konsul; De ser mig her i
det heftigste oprør –
Konsul Bernick.
Ja, ja, hvad fejler Dem?
Adjunkt Rørlund.
Jeg må gøre Dem et spørgsmål, herr konsul.
Er det med Deres minde minde, at den unge pige, som
har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på
offentlig gade i selskab med et menneske, som –
Frøken Hessel.
Hvilket menneske, herr pastor?
Adjunkt Rørlund.
Med det menneske, som hun, blandt alle
mennesker i verden, burde holdes længst borte fra. fra
Frøken Hessel.
Håhå!
Faksimile
s. 112
Adjunkt Rørlund.
Er det med Deres minde, herr konsul?
Konsul Bernick
(der søger hat og handsker).
Jeg ved véd ikke af noget. Undskyld; jeg har
hastværk; jeg skal op i handelsforeningen.
Hilmar Tønnesen
(kommer fra haven og går hen til tid den øverste dør tilvenstre til venstre ).
Betty, Betty, hør her!
Fru Bernick
(i døren).
Hvad er det?
Hilmar Tønnesen.
Du bør gå ned i haven og gøre en ende
på det lefleri, som en viss person driver med
denne Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs
af at høre på det.
Frøken Hessel.
Så? Hvad har da personen sagt?
Hilmar Tønnesen.
Å A , ikke andet end at han vil vil, hun skal følge
med ham til Amerika. Uf!
Adjunkt Rørlund.
Kan sligt være muligt!
Fru Bernick.
Hvad siger du! du?
Faksimile
s. 113
Frøken Hessel.
Men det vilde jo være prægtigt.
Konsul Bernick.
Umuligt! Du har hørt fejl.
Hilmar Tønnesen.
Så spørg ham selv. Der kommer parret.
Men lad bare mig blive udenfor.
Konsul Bernick
(til Rummel og Vigeland).
Jeg kommer efter, – om et øjeblik –
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland går ud til
højre. Johan Tønnesen og Dina kommer fra haven.)
Johan Tønnesen.
Hurra, Lona, hun følger med os!
Fru Bernick.
Men, Johan, – du ubesindige –!
Adjunkt Rørlund.
Er dette virkeligt! En så topmålt skandale! skandale;
Ved hvilke forførelseskunster har De –? De –
Johan Tønnesen.
Nå nå, mand; hvad er det De siger?
Adjunkt Rørlund.
Svar mig, Dina; er dette Deres agt, – er
det Deres fulde fri beslutning?
Dina.
Jeg må bort herfra.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
8
Faksimile
s. 114
Adjunkt Rørlund.
Men med ham – med ham!
Dina.
Nævn mig nogen anden her, som havde
mod til at tage mig med.
Adjunkt Rørlund.
Nu, så skal De også få vide at vide , hvem han er.
Johan Tønnesen.
Tal ikke!
Konsul Bernick.
Ikke et ord mere!
Adjunkt Rørlund.
Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis
moral og sæder jeg er sat til at være en vogter
for; og uforsvarligt handled jeg mod denne unge
pige, i hvis opdragelse også jeg har havt en
væsentlig del og som er mig –
Johan Tønnesen.
Vogt Dem for hvad De gør!
Adjunkt Rørlund.
Hun skal vide det! Dina, det er denne
mand, som voldte al Deres moders ulykke og
skam.
Konsul Bernick.
Herr adjunkt –!
Faksimile
s. 115
Dina.
Han! (til Johan Tønnesen.) Er dette sandt?
Johan Tønnesen.
Karsten, svar du.
Konsul Bernick.
Ikke et ord mere! Idag skal her ties.
Dina.
Sandt altså.
Adjunkt Rørlund.
Sandt, sandt. Og mere end det. Dette
menneske, som De sætter lid til, løb ikke tom-
hændet hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –;
konsulen kan bevidne det!
Frøken Hessel.
Løgner!
Konsul Bernick.
Ah –!
Fru Bernick.
O Gud, o Gud!
Johan Tønnesen
(imod ham med løftet arm).
Og det vover du –!
Frøken Hessel
(afbødende).
Slå ham ikke, Johan!
Adjunkt Rørlund.
Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sand-
heden skal frem; og det er sandhed; konsul
8*
Faksimile

s. 116

Bernick har selv sagt det, og hele byen ved véd det.
– Nu, Dina, nu kender De ham.
(Kort stilhed.)
Johan Tønnesen
(sagte, griber Bernick om armen).
Karsten, Karsten, hvad har du gjort!
Fru Bernick
(dæmpet og i gråd).
O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i
al denne skændsel.
Købmand Sandstad
(kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken):
Nu må De endelig komme, herr konsul!
Hele jernbanen hænger i en tråd.
Konsul Bernick
(åndsfraværende).
Hvad er det? Hvad skal jeg –?
Frøken Hessel
(alvorligt og med eftertryk).
Du skal op og støtte samfundet, svoger.
Købmand Sandstad.
Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske
overvægt.
Johan Tønnesen
(tæt ved ham).
Bernick, – vi to tales ved imorgen.
(Han går ud gennem haven; konsul Bernick går som viljeløs
ud til højre med købmand Sandstad.)

Faksimile
TREDJE AKT.

(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Konsul Bernick, med et spanskrør i hånden, kommer i hæftig
vrede ud fra det bagerste værelse tilvenstre til venstre og lader døren stå
halvt åben efter sig.)
Konsul Bernick.
Se så; nu er der da endelig engang bleven
alvor af det; den lusing tænker jeg han skal
huske. (til nogen inde i værelset.) Hvad siger du? –
Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du
undskylder ham, gir ham medhold i alle hans
slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder
du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid,
gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt
ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst,
mig, som har så meget andet at stå i. Og så
vover den knægt at true med med, at han vil løbe
sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du?
Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke
stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om
han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har
en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er
Faksimile

s. 118

ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen ind-
vendinger, Betty; det blir, blir som jeg har sagt;
han har husarrest – (lytter) Hys; lad ingen mærke
noget.
(Fuldmægtig Krap kommer fra højre.)
Fuldmægtig Krap.
Har De tid et øjeblik, herr konsul?
Konsul Bernick
(kaster spanskrøret fra sig).
Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet?
Fuldmægtig Krap.
Nu netop. Hm –
Konsul Bernick.
Nå? Der er dog ikke noget ivejen med
«Palmetræet»?
Fuldmægtig Krap.
«Palmetræet» kan sejle imorgen, men –
Konsul Bernick.
«Indian Girl» altså? Aned det mig ikke ikke, at
den stivnakke –
Fuldmægtig Krap.
«Indian Girl» kan også sejle imorgen; men
– den kommer visst ikke langt.
Konsul Bernick.
Hvad mener De?
Faksimile
s. 119
Fuldmægtig Krap.
Undskyld, herr konsul; den dør står på klem
og jeg tror tror, der er nogen derinde –
Konsul Bernick
(lukker døren).
Se så. Men hvad er det dog for noget, som
ingen må høre?
Fuldmægtig Krap.
Det er det, at bygmester Aune nok har
isinde at lade «Indian Girl» gå tilbunds med
mand og mus.
Konsul Bernick.
Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –?
Fuldmægtig Krap.
Kan ikke forklare mig det på anden måde,
herr konsul.
Konsul Bernick.
Nå, så sig mig dog i få ord –
Fuldmægtig Krap.
Skal så. De ved véd selv selv, hvor sendrægtigt det
er gåt på værftet værftet, siden vi fik de nye maskiner
og de nye uvante arbejdere.
Konsul Bernick.
Ja, ja.
Fuldmægtig Krap.
Men imorges, da jeg kom derned, mærked
jeg jeg, at reparationen på Amerikaneren var skredet
Faksimile

s. 120

påfaldende vidt frem; det store spunds i bunden,
– De ved véd , det pilrådne sted –
Konsul Bernick.
Ja, ja, hvad det?
Fuldmægtig Krap.
Fuldstændig repareret, – tilsyneladende da;
forhudet; så ganske ud som nyt; hørte hørte, at Aune
selv havde arbejdet med lys dernede hele natten.
Konsul Bernick.
Ja ja, og så –?
Fuldmægtig Krap.
Gik og funderte på dette; folkene hvilte just
til frokost, og så fandt jeg anledning til ube-
mærket at se mig om både udenbords og inden-
bords; havde svært for at komme ned i den
lastede skude; men fik troen i hænderne. Der
sker underfundigheder, herr konsul.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan
ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.
Fuldmægtig Krap.
Gør mig ondt, – men er den skære sandhed.
Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt
tømmer indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare
dyttet og drevet og overklinket med plader og
pressenninger og sådant noget. Rent fusk! «Indian
Faksimile

s. 121

Girl» når aldrig New-York; går tilbunds som en
sprukken gryde.
Konsul Bernick.
Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror
De De, han kan have til hensigt?
Fuldmægtig Krap.
Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit;
vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok
tagen til nåde igen.
Konsul Bernick.
Og så ofrer han kanske alle de mange
menneskeliv.
Fuldmægtig Krap.
Han sagde nylig: der findes ikke mennesker
ombord i «Indian Girl», – bare udyr.
Konsul Bernick.
Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke
den store kapital, som går tabt?
Fuldmægtig Krap.
Aune har ikke noget godt øje til den store
kapital, herr konsul.
Konsul Bernick.
Sandt nok; han er en opvikler opvigler og en urostifter;
men en så samvittighedsløs handling –. Hør,
herr Krap; denne sag må undersøges to gange.
Ikke et ord derom til nogen. Vort værft er
blameret, hvis folk får sligt at vide.
Faksimile
s. 122
Fuldmægtig Krap.
Forstår sig, men –
Konsul Bernick.
Under middagshvilen må De se til at komme
derned igen; fuld visshed må jeg have.
Fuldmægtig Krap.
Skal få den, herr konsul; men tillad mig,
hvad vil De så gøre?
Konsul Bernick.
Naturligvis anmelde sagen. Vi kan dog ikke
gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse.
Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det
vil desuden gøre et godt indtryk både i pressen
og i samfundet idethele, når man ser ser, at jeg skyder
alle personlige interesser tilside og lader retfærdig-
heden have sin gang.
Fuldmægtig Krap.
Meget sandt, herr konsul.
Konsul Bernick.
Men først og fremst fuld visshed. Og taushed
sålænge –
Fuldmægtig Krap.
Ikke et ord, herr konsul; og vissheden, den
skal De få.
(Han går ud gennem haven og nedad gaden.)
Faksimile
s. 123
Konsul Bernick
(halvhøjt).
Oprørende! Men nej, det er jo umuligt, –
utænkeligt!
(Idet han vil gå ind i sit værelse kommer Hilmar Tønnesen
fra højre.)
Hilmar Tønnesen.
Goddag, Bernick! Nå, jeg gratulerer med
sejren i handelsforeningen igår.
Konsul Bernick.
Å tak.
Hilmar Tønnesen.
Det var jo en glimrende sejr, hører jeg, det
intelligente borgersinds sejr over egennytten og
fordommen, – omtrent som en fransk razzia mod
Kabylerne. Mærkeligt, at du efter de ubehage-
lige optrin her –
Konsul Bernick.
Ja, ja, lad det være.
Hilmar Tønnesen.
Men hovedslaget er jo ikke slåt endnu.
Konsul Bernick.
I jernbanesagen, mener du?
Hilmar Tønnesen.
Ja, du ved véd da vel, hvad redaktør Hammer
går og brygger sammen?
Faksimile
s. 124
Konsul Bernick
(spændt).
Nej! Hvad er det?
Hilmar Tønnesen.
Han har jo hængt sig fast i det rygte, som
går, og det vil han lave en avisartikel af.
Konsul Bernick.
Hvilket rygte?
Hilmar Tønnesen.
Naturligvis det om de store ejendomskøb
langs sidebanen.
Konsul Bernick.
Hvad siger du? Går her et sådant rygte?
Hilmar Tønnesen.
Ja, det er over hele byen. Jeg hørte det i
klubben, hvor jeg drev indom. En af vore sag-
førere skal i al stilhed per kommission have ind-
købt alle skovejendommene, alle malmlejerne,
alle vandfaldene –
Konsul Bernick.
Og siges der ikke, for hvem?
Hilmar Tønnesen.
I klubben mente man, det måtte være for
et udenbys selskab, som havde fåt nys om om, hvad
du havde igære, og som havde skyndet sig før
ejendomspriserne steg –. Er det ikke neder-
drægtigt – uf!
Faksimile
s. 125
Konsul Bernick.
Nederdrægtigt?
Hilmar Tønnesen.
Ja, at fremmede således trænger sig ind på
vore enemærker. Og at en af byens egne sag-
førere kan låne sig til sligt! Nu blir det altså
udenbys folk, som går af med fordelen.
Konsul Bernick.
Men det er jo dog bare et løst rygte.
Hilmar Tønnesen.
Det troes imidlertid, og imorgen eller iover-
morgen vil naturligvis redaktør Hammer spigre
det fast som et faktum. Der var allerede al-
mindelig forbittrelse deroppe. Jeg hørte flere
sige, at hvis det rygte bekræfter sig, så stryger
de sig ud af listerne.
Konsul Bernick.
Umuligt!
Hilmar Tønnesen.
Så? Hvorfor tror du disse kræmmersjæle
var så villige til at gå med på dit foretagende?
Tror du ikke de selv havde spidset sine næser
på at –?
Konsul Bernick.
Umuligt, siger jeg; meget borgersind er
her dog i vort lille samfund –
Faksimile
s. 126
Hilmar Tønnesen.
Her? Ja, du er nu optimist, og så dømmer
du andre efter dig selv. Men jeg, som er en
temmelig øvet iagttager –. Her er ikke en én , –
ja naturligvis med undtagelse af os, – ikke en én ,
siger jeg, som holder ideens fane højt. (op mod
baggrunden.)
Uf, der ser jeg dem!
Konsul Bernick.
Hvem?
Hilmar Tønnesen.
De to amerikanske. (ser ud tilhøjre til højre .) Og hvem
er det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke
kaptejnen på «Indian Girl». Uf!
Konsul Bernick.
Hvad kan de ville ham?
Hilmar Tønnesen.
Å, det er jo ret passende selskab. Han skal
jo have været slavehandler slavehander eller sørøver; og hvem
ved véd , hvad de andre har bedrevet i alle disse år.
Konsul Bernick.
Jeg siger dig, det er højst urigtigt at tænke
således om dem.
Hilmar Tønnesen.
Ja, du er nu optimist. Men nu har vi dem
naturligvis på halsen igen; jeg vil derfor itide –
(går op mod døren tilvenstre til venstre .)
(Frøken Hessel kommer fra højre.)
Faksimile
s. 127
Frøken Hessel.
Nå, Hilmar, er det mig, som jager dig af
stuen?
Hilmar Tønnesen.
Aldeles ikke; jeg stod her og havde hast-
værk; jeg skulde tale et ord med Betty.
(går ind i det bagerste værelse tilvenstre til venstre .)
Konsul Bernick
(efter en kort stilhed).
Nu, Lona?
Frøken Hessel.
Ja.
Konsul Bernick.
Hvorledes står jeg idag for dig?
Frøken Hessel.
Som igår. En løgn mere eller mindre –
Konsul Bernick.
Du må få lys i dette. Hvor blev Johan af?
Frøken Hessel.
Han kommer; han havde noget at tale med
en mand.
Konsul Bernick.
Efter det, du hørte igår, vil du begribe begribe, at
hele min tilværelse er ødelagt, hvis sandheden
kommer for lyset.
Frøken Hessel.
Jeg begriber det.
Faksimile
s. 128
Konsul Bernick.
Det er naturligvis en selvfølge selvfølge, at jeg ikke
har gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her
har gåt rygte om.
Frøken Hessel.
Det forstår sig af sig selv. Men hvem var
tyven?
Konsul Bernick.
Der var ingen tyv. Der blev ingen penge
stjålne; ikke en skilling er bleven borte.
Frøken Hessel.
Hvorledes?
Konsul Bernick.
Ikke en skilling, siger jeg.
Frøken Hessel.
Men rygtet? Hvorledes er det skammelige
rygte kommet ud ud, at Johan –?
Konsul Bernick.
Lona, med dig synes jeg jeg, at jeg kan tale, som
med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig.
Jeg har min del i i, at rygtet blev udspredt.
Frøken Hessel.
Du? Og det kunde du gøre imod ham, som
for din skyld –!
Konsul Bernick.
Du skal ikke dømme uden at huske på,
hvorledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte
Faksimile

s. 129

dig det jo igår. Jeg kom hjem og fandt min
moder indviklet i en hel række af ukloge fore-
tagender; uheld af forskellig slags stødte til; det
var var, som om alt ondt stormed ind på os; vort
hus var lige ved at ruineres. Jeg var halvt let-
sindig og halvt fortvivlet. Lona, jeg tror det
var mest for at døve tankerne, at jeg indlod
mig i den forbindelse, som bragte Johan til at
rejse.
Frøken Hessel.
Hm –
Konsul Bernick.
Du kan vel forestille dig, hvorledes alskens
rygter sattes i omløb omløb, da han og du var borte.
Dette var ikke hans første letsindighed, blev der
fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af
ham for at tie og rejse sin vej, hed det; andre
påstod, at hun havde fåt dem. På samme tid
blev det ikke skjult skjult, at vort hus havde vanskeligt
for at opfylde sine forpligtelser. Hvad var rime-
ligere end at sladderhankene satte disse to rygter
i forbindelse med hinanden? Da hun blev her
og leved i tarvelighed, så påstod man man, at han
havde taget pengene med sig til Amerika, og
rygtet gjorde summen bestandig større og større.
Frøken Hessel.
Og du, Karsten –?
Konsul Bernick.
Jeg greb dette rygte som en redningsplanke redningsplanke.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
9
Faksimile
s. 130
Frøken Hessel.
Du bredte det videre ud?
Konsul Bernick.
Jeg modsagde det ikke. Fordringshaverne
var begyndt at gå os på livet; det galdt for
mig om at berolige dem; det kom an på på, at man
ikke fatted mistanke til husets soliditet; et øje-
blikkeligt uheld havde rammet os; man måtte
blot ikke trænge på; blot give tid; enhver skulde
få sit.
Frøken Hessel.
Og enhver fik også sit?
Konsul Bernick.
Ja, Lona, dette rygte redded vort hus og
gjorde mig til den mand, jeg nu er.
Frøken Hessel.
En løgn har altså gjort dig til den mand,
du nu er.
Konsul Bernick.
Hvem skaded det dengang? Det var Johans
forsæt aldrig at komme tilbage.
Frøken Hessel.
Du spørger, hvem det skaded. Se ind i dig
selv og sig mig mig, om ikke du har taget skade deraf.
Konsul Bernick.
Se ind i hvilken mand du vil, og du skal
finde i hver eneste en et ét mørkt punkt idetmindste,
som han må dække over.
Faksimile
s. 131
Frøken Hessel.
Og I kalder jer samfundets støtter!
Konsul Bernick.
Samfundet har dem ikke bedre.
Frøken Hessel.
Og hvad magt ligger der på, om et sligt
samfund støttes eller ikke? Hvad er det, som
gælder her? Skinnet og løgnen – og intet
andet. Her lever du, byens første mand, i her-
lighed og glæde, i magt og i ære, du, som har
sat forbrydermærket på en uskyldig.
Konsul Bernick.
Tror du ikke ikke, at jeg dybt nok føler min uret
imod ham? Og tror du ikke ikke, jeg er beredt til
at gøre den god igen?
Frøken Hessel.
Hvorved? Ved at tale?
Konsul Bernick.
Og det kunde du fordre?
Frøken Hessel.
Hvad andet kan gøre slig uret god?
Konsul Bernick.
Jeg er rig, Lona; Johan kan stille hvad
krav han vil –
Frøken Hessel.
Ja, byd ham penge, og du skal høre, hvad
han svarer.
9*
Faksimile
s. 132
Konsul Bernick.
Ved Véd du, hvad hans hensigter er?
Frøken Hessel.
Nej. Siden igår har han været taus. Det
er er, som om alt dette med et havde gjort ham
til en fuldvoksen mand.
Konsul Bernick.
Jeg må tale med ham.
Frøken Hessel.
Der har du ham.
(Johan Tønnesen kommer fra højre.)
Konsul Bernick
(imod ham).
Johan –!
Johan Tønnesen
(afværgende).
Først jeg. Igår morges gav jeg dig mit
ord på at tie.
Konsul Bernick.
Det gjorde du.
Johan Tønnesen.
Men da vidste jeg endnu ikke –
Konsul Bernick.
Johan, lad mig blot med to ord oplyse dig
om sammenhængen –
Johan Tønnesen.
Behøves ikke; jeg skønner sammenhængen
meget vel. Huset var dengang i en vanskelig
Faksimile

s. 133

stilling; og da så jeg var borte, og du havde et
værgeløst navn og rygte at råde over –. Nå,
jeg lægger dig det ikke så meget til last; vi var
unge og letsindige i de dage. Men nu har jeg
brug for sandheden og nu må du tale.
Konsul Bernick.
Og just nu har jeg brug for al min moralske
anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu.
Johan Tønnesen.
Jeg bryder mig ikke stort om de opdigtelser,
du har sat igang om mig; det er det andet, du
selv skal tage skylden for. Dina skal blive min
hustru, og her, her i byen, vil jeg leve og bo
og bygge med hende.
Frøken Hessel.
Det vil du?
Konsul Bernick.
Med Dina! Som din hustru? Her i byen!
Johan Tønnesen.
Ja, just her; jeg vil blive her for at trodse
alle disse løgnere og bagvaskere. Men for at
jeg kan vinde hende, er det nødvendigt nødvendigt, at du
frigør mig.
Konsul Bernick.
Har du betænkt, at om jeg vedgår det ene,
så har jeg derved også med det samme taget
det andet på mig? Du vil sige, at jeg af vore
Faksimile

s. 134

bøger kan bevise bevise, at ingen uredelighed har fundet
sted? Men det kan jeg ikke; vore bøger blev
ikke ført så nøjagtigt dengang. Og selv om jeg
kunde, – hvad var derved vundet? Vilde jeg
ikke ialfald stå som den mand, der engang havde
reddet sig ved en usandhed, og som i femten
år havde ladet denne usandhed og alt det andet
få lov til at fæstne sig uden at have gjort et
skridt derimod? Du kender ikke vort samfund
længer, ellers måtte du vide vide, at dette vilde knuse
mig i bund og grund.
Johan Tønnesen.
Jeg kan kun sige dig, dig at jeg vil tage madam
Dorfs datter til hustru og leve med hende her
i byen.
Konsul Bernick
(tørrer sveden af panden).
Hør mig, Johan, – og du også, Lona. Det
er ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse
dage. Jeg står således, at hvis dette slag rettes
imod mig, så har I ødelagt mig, og ikke alene
mig, men også en stor og velsignelsesrig fremtid
for det samfund, som dog er eders barndomshjem.
Johan Tønnesen.
Og retter jeg ikke slaget imod dig, så øde-
lægger jeg selv min hele fremtidslykke.
Frøken Hessel.
Tal videre, Karsten.
Faksimile
s. 135
Konsul Bernick.
Så hør da. Det hænger sammen med jern-
banesagen, og den sag er ikke så ganske ligetil,
som I tænker. I har visst hørt omtale, at her
ifjor handledes om en kystlinje? Den havde
mange og vægtige stemmer for sig her i byen
og i omegnen, og navnlig i pressen; men jeg
fik den forhindret, fordi den vilde have skadet
vor dampskibstrafik langs kysten.
Frøken Hessel.
Er du selv interesseret i den dampskibs-
trafik?
Konsul Bernick.
Ja. Men ingen voved at mistænke mig fra
den side; jeg havde mit agtede navn som skjold
og skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også
have båret tabet; men stedet kunde ikke have
båret det. Så blev indlandslinjen besluttet. Da
dette var sket, forvissed jeg mig i al stilhed om om,
at en sidebane kunde lægges herned til byen.
Frøken Hessel.
Hvorfor i al stilhed, Karsten?
Konsul Bernick.
Har I hørt tale om de store opkøb af skov-
ejendomme, af gruber og af vandfald –?
Johan Tønnesen.
Ja, det er jo et udenbys selskab –
Faksimile
s. 136
Konsul Bernick.
Således, som disse ejendomme nu ligger, er
de sågodtsom værdiløse for de spredte besiddere;
de er derfor bleven solgt forholdsvis billigt. Havde
man ventet til sidebanen var kommen på tale,
vilde ejerne have fordret ublue priser.
Frøken Hessel.
Vel, vel; men hvad så?
Konsul Bernick.
Nu kommer det, som kan udtydes forskelligt,
– det, som en mand i vort samfund kun kan
vedgå, såfremt han har et uplettet og agtet navn
at støtte sig til.
Frøken Hessel.
Nu?
Konsul Bernick.
Det er mig, som har indkøbt altsammen.
Frøken Hessel.
Dig?
Johan Tønnesen.
For egen regning?
Konsul Bernick.
For egen regning. Kommer sidebanen
istand, så er jeg millionær; kommer den ikke
istand, så er jeg ruineret.
Frøken Hessel.
Dette er vovsomt, Karsten.
Faksimile
s. 137
Konsul Bernick.
Hele min formue har jeg vovet på dette.
Frøken Hessel.
Jeg tænker ikke på formuen; men når det
kommer for dagen dagen, at –
Konsul Bernick.
Ja, der er knudepunktet. Med det uplettede
navn, jeg hidtil har båret, kan jeg tage denne
sag på mine skuldre, bære den frem, og sige til
mine medborgere: se, dette har jeg vovet til
samfundets bedste.
Frøken Hessel.
Til samfundets?
Konsul Bernick.
Ja; og ikke en én vil tvivle på mine hensigter.
Frøken Hessel.
Da er her dog mænd, som har handlet mere
åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn.
Konsul Bernick.
Hvem?
Frøken Hessel.
Naturligvis både Rummel og Sandstad og
Vigeland.
Konsul Bernick.
For at vinde dem har jeg været nødt til at
indvie dem i sagen.
Frøken Hessel.
Og så?
Faksimile
s. 138
Konsul Bernick.
De har betinget sig en femtedel af udbyttet
til deling.
Frøken Hessel.
Å, disse samfundets støtter!
Konsul Bernick.
Og er det ikke samfundet selv, som tvinger
os til at gå krogveje? Hvad vilde her sket,
hvis jeg ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde
have kastet sig ind i foretagendet, delt, spredt,
forkvaklet og forfusket det hele. Der er her i
byen ikke en eneste mand, uden jeg, som for-
står at lede en så stor bedrift, som denne vil
blive; hertillands er det overhovedet kun de ind-
vandrede familjer, som har anlæg for den større
forretningsvirksomhed. Derfor er det det, at min
samvittighed frikender mig i dette stykke. Kun
i mine hænder kan disse ejendomme blive til
varig velsignelse for de mange, som de vil
skaffe brød.
Frøken Hessel.
Det tror jeg du har ret i, Karsten.
Johan Tønnesen.
Men jeg kender ikke disse mange, og mit
livs lykke står på spil.
Konsul Bernick.
Dit fødesteds velfærd står også på spil.
Kommer der ting op, som kaster skygge på min
Faksimile

s. 139

tidligere færd, så vil alle mine modstandere med
forenet magt falde over mig. En ungdoms-
ubesindighed udviskes aldrig i vort samfund.
Man vil gennemgå hele mit mellemliggende liv,
trække tusende små begivenheder frem, tolke og
tyde dem i lys af det, som er kommet for dagen;
man vil knuse mig under vægten af rygter og
bagvaskelser. Fra jernbanesagen må jeg træde
tilbage; og tager jeg min hånd fra den, så falder
den, og jeg er på engang både ruineret og
borgerlig død.
Frøken Hessel.
Johan, efter det, du nu har hørt, må du
rejse og tie.
Konsul Bernick.
Ja, ja, Johan, det må du!
Johan Tønnesen.
Ja, jeg rejser og tier også; men jeg kommer
igen, og da taler jeg.
Konsul Bernick Rernick .
Bliv derover, Johan; ti, og jeg er villig til
at dele med dig –
Johan Tønnesen.
Behold dine penge, men giv mig mit navn
og rygte mit rygte igen.
Konsul Bernick.
Og ofre mit eget!
Faksimile
s. 140
Johan Tønnesen.
Det får du og dit samfund se at komme
ud af. Jeg må og skal og vil vinde Dina for
mig. Derfor rejser jeg endnu imorgen over med
«Indian Girl» –
Konsul Bernick.
Med «Indian Girl»?
Johan Tønnesen.
Ja. Kaptejnen har lovet at tage mig med.
Jeg rejser over, siger jeg; jeg sælger min farm
og ordner mine anliggender. Om to måneder
er jeg her igen.
Konsul Bernick.
Og da vil du tale?
Johan Tønnesen.
Da skal den skyldige tage skylden selv.
Konsul Bernick.
Glemmer du, at så må jeg også tage det
på mig, som jeg ikke er skyldig i?
Johan Tønnesen.
Hvem var det, som for femten år siden
drog nytte af det skammelige rygte?
Konsul Bernick.
Du driver mig til fortvivlelse! Men hvis du
taler, så nægter jeg alt! Jeg siger siger, at det er et
komplot imod mig; en hævn; at du er kommen
herover for at presse penge af mig!
Faksimile
s. 141
Frøken Hessel.
Skam dig, Karsten!
Konsul Bernick.
Jeg er fortvivlet, siger jeg; og jeg kæmper
for livet. Jeg nægter alt, alt!
Johan Tønnesen.
Jeg har dine to breve. I min koffert fandt
jeg dem mellem mine andre papirer. Imorges
læste jeg dem igennem; de er tydelige nok.
Konsul Bernick.
Og dem vil du lægge frem?
Johan Tønnesen.
Hvis det gøres fornødent.
Konsul Bernick.
Og om to måneder er du her igen?
Johan Tønnesen.
Det håber jeg. Vinden er god. Om tre
uger er jeg i New-York – New-York –, hvis ikke «Indian
Girl» går under.
Konsul Bernick
(studsende).
Går under? Hvorfor skulde «Indian Girl»
gå under?
Johan Tønnesen.
Nej, det mener jeg også.
Faksimile
s. 142
Konsul Bernick
(neppe hørligt).
Gå under?
Johan Tønnesen.
Ja, Bernick, nu ved véd du altså, hvad der fore-
står; du får se at område dig imens. Farvel!
Betty kan du hilse, skønt hun ikke har taget
imod mig som en søster. Men Marta vil jeg
dog se. Hun skal sige til Dina –; hun skal
love mig –
(han går ud gennem den bagerste dør tilvenstre til venstre .)
Konsul Bernick
(hen for sig).
«Indian Girl» –? (hurtigt.) Lona, du
forhindre dette!
Frøken Hessel.
Du ser det selv, Karsten, – jeg har ingen
magt over ham længer.
(hun går efter Johan ind i værelset tilvenstre til venstre .)
Konsul Bernick
(i urolige tanker).
Gå under –?
(Skibsbygger Aune kommer fra højre.)
Skibsbygger Aune.
Med tilladelse, er det konsulen belejligt –?
Konsul Bernick
(vender sig heftigt hæftigt ).
Hvad vil De?
Faksimile
s. 143
Skibsbygger Aune.
Bede om at måtte gøre konsulen et spørgsmål.
Konsul Bernick.
Nu vel; skynd Dem. Hvad vil De spørge om?
Skibsbygger Aune.
Jeg vilde spørge, om det står fast, –
uryggelig fast, – at jeg vilde få min afsked fra
værftet, hvis «Indian Girl» ikke kunde sejle
imorgen?
Konsul Bernick.
Hvad nu? Skibet blir jo sejlfærdigt.
Skibsbygger Aune.
Ja, – det gør så. Men hvis det nu ikke
blev, – havde jeg så min afsked?
Konsul Bernick.
Hvad skal slige ørkesløse spørgsmål til?
Skibsbygger Aune.
Jeg vilde så gerne vide det, herr her konsul.
Svar mig på det: havde jeg så min afsked?
Konsul Bernick.
Plejer mit ord stå fast eller ikke?
Skibsbygger Aune.
Jeg havde altså imorgen mistet den stilling,
jeg har i mit hus og blandt dem, jeg nærmest
tilhører, – mistet min indflydelse i arbejdernes
kreds, – mistet al anledning til at stifte gagn
blandt de lavt og ringe stillede i samfundet.
Faksimile
s. 144
Konsul Bernick.
Aune, med det punkt er vi færdige.
Skibsbygger Aune.
Ja, så får «Indian Girl» sejle.
(kort taushed.)
Konsul Bernick.
Hør her; jeg kan ikke have mine øjne alle-
vegne; kan ikke være ansvarlig for alt; – De
tør vel forsikre mig mig, at reparationen er upåklage-
ligt udført?
Skibsbygger Aune.
De satte mig en knap frist, herr konsul.
Konsul Bernick.
Men reparationen er forsvarlig, siger De?
Skibsbygger Aune.
Vi har jo godvejr og midtsommerstid sommertid .
(atter taushed.)
Konsul Bernick.
Har De ellers noget at sige mig?
Skibsbygger Aune.
Jeg ved véd ikke noget andet, herr konsul.
Konsul Bernick.
Altså, – «Indian Girl» sejler –
Skibsbygger Aune.
Imorgen?
Faksimile
s. 145
Konsul Bernick.
Ja.
Skibsbygger Aune.
Vel.
(han hilser og går.)
(Konsul Bernick står et øjeblik tvivlrådig; derpå går han raskt
hen imod udgangsdøren udgangsdøren, som om han vilde kalde Aune tilbage, men
standser urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes
døren udenfra og fuldmægtig Krap træder ind.)
Fuldmægtig Krap
(dæmpet).
Aha, han var her. Har han tilståt?
Konsul Bernick.
Hm –; har De opdaget noget?
Fuldmægtig Krap.
Hvad behøves det? Så ikke konsulen den
onde samvittighed skotte ud af øjnene på ham?
Konsul Bernick.
Å hvad; – sådant ses ikke. Har De opdaget
noget, spørger jeg?
Fuldmægtig Krap.
Kunde ikke komme til; var forsent; de holdt
allerede på at hale skibet ud af dokken. Men
just dette hastværk viser tydeligt tydeligt, at –
Konsul Bernick.
Viser ingenting. Besigtigelsen har altså
fundet sted?
Fuldmægtig Krap.
Forstår sig; men –
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
10
Faksimile
s. 146
Konsul Bernick.
Ser De vel. Og man har naturligvis intet
fundet at anke over?
Fuldmægtig Krap.
Herr konsul, De ved véd visst godt, hvorledes
slige besigtigelser går for sig, især på et værft,
der har et så godt navn som vort.
Konsul Bernick.
Lige meget; vi er altså angerløse.
Fuldmægtig Krap.
Herr konsul, har De virkelig ikke kunnet
mærke på Aune Aune, at –?
Konsul Bernick.
Aune har fuldstændig beroliget mig, siger
jeg Dem.
Fuldmægtig Krap.
Og jeg siger Dem, at jeg er moralsk over-
bevist om om, at –
Konsul Bernick.
Hvad skal dette betyde, herr Krap? Jeg
skønner nok nok, at De har et horn i siden til
manden; men vil De ham tillivs, så bør De
vælge en anden anledning. De ved véd , hvor magt-
påliggende det er mig – eller rettere sagt
rederiet – at «Indian Girl» går under sejl
imorgen.
Faksimile
s. 147
Fuldmægtig Krap.
Vel, vel; lad så ske; men hvad tid vi hører
fra det skib – hm!
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)
Købmand Vigeland.
Ærbødigst goddag, herr konsul. Har De
tid et øjeblik.
Konsul Bernick.
Til tjeneste, herr Vigeland.
Købmand Vigeland.
Ja, jeg vilde bare høre, om ikke De også
stemmer for for, at «Palmetræet» sejler imorgen?
Konsul Bernick.
Jo; det er jo en aftalt sag.
Købmand Vigeland.
Men nu kom kaptejnen til mig og meldte meldte,
at der er givet stormsignaler.
Fuldmægtig Krap.
Barometret er faldet stærkt siden imorges.
Konsul Bernick.
Så? Kan vi vente storm?
Købmand Vigeland.
En stiv kuling ialfald; men ingen modvind;
tvertimod –
Konsul Bernick.
Hm; ja, hvad siger så De?
10*
Faksimile
s. 148
Købmand Vigeland.
Jeg siger, som jeg sagde til kaptejnen, at
«Palmetræet» står i forsynets hånd. Og desuden,
det går jo bare over Nordsjøen for det første;
og i England står jo fragterne nu så tålelig
højt højt, at –
Konsul Bernick.
Ja, det vilde sandsynligvis lede til tab for
os os, om vi vented.
Købmand Vigeland.
Skibet er jo også solid, og desuden fuldt
assureret. Nej, da er det sandeligen resikablere risikablere
for «Indian Girl» –
Konsul Bernick.
Hvorledes mener De det?
Købmand Vigeland.
Den sejler jo også imorgen.
Konsul Bernick.
Ja, rederiet har skyndet så stærkt på, og
desuden –
Købmand Vigeland.
Nå, kan den gamle kasse vove sig ud, –
og ovenikøbet med slig besætning, – så var det
en skam skam, om ikke vi –
Konsul Bernick.
Vel, vel. De har formodentlig skibspapirerne
hos Dem?
Faksimile
s. 149
Købmand Vigeland.
Ja her.
Konsul Bernick.
Godt; vil De så gå ind med herr Krap.
Fuldmægtig Krap.
Værs'god; skal snart være besørget.
Købmand Vigeland.
Tak. – Og udfaldet lægger vi i almagtens
hånd, herr konsul.
(Han går med fuldmægtig Krap ind i det forreste værelse tilvenstre til venstre .
Adjunkt Adjuknt Rørlund kommer gennem haven.)
Adjunkt Rørlund.
Ah, skal jeg træffe Dem hjemme på denne
tid af dagen, herr konsul?
Konsul Bernick
(i tanker).
Som De ser.
Adjunkt Rørlund.
Ja, det var egentlig for Deres frues skyld,
jeg gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde
trænge til et trøstens ord.
Konsul Bernick.
Det kan hun visst. Men jeg vilde også
gerne tale lidt med Dem.
Adjunkt Rørlund.
Med fornøjelse, herr konsul. Men hvad fejler
Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud.
Faksimile
s. 150
Konsul Bernick.
Så? Gør jeg det? Ja, hvor kan det være
andet, – så meget, som der i denne tid optårner
sig omkring mig? Hele min store forretning, –
og så jernbaneanlægget –. Hør; sig mig et ord,
herr adjunkt; lad mig gøre Dem et spørgsmål.
Adjunkt Rørlund.
Meget gerne, herr konsul.
Konsul Bernick.
Der er en tanke, som er faldet mig ind.
Når man står ligeoverfor et så vidtrækkende
foretagende, der sigter til at fremme tusenders
velfærd –. Hvis det nu skulde kræve et enkelt
offer –?
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes mener De?
Konsul Bernick.
Jeg sætter for exempel, en mand tænker
på at anlægge en stor fabrik. Han ved véd med
sikkerhed – thi det har al erfaring lært ham
– at sent eller tidligt vil der under denne fabriks
drift gå menneskeliv tilspilde.
Adjunkt Rørlund.
Ja, det er kun altfor sandsynligt.
Konsul Bernick.
Eller der er en, som kaster sig på grube-
drift. Han tager både familjefædre og unge
Faksimile

s. 151

livsfriske mennesker i sin tjeneste. Lader det
sig ikke med visshed sige, at ikke alle disse vil
slippe fra det med livet?
Adjunkt Rørlund.
Jo, desværre, det er visstnok så.
Konsul Bernick.
Nå. En sådan mand ved véd altså på forhånd,
at det foretagende, som han vil sætte iværk i værk ,
utvivlsomt engang kommer til at koste menneske-
liv. Men dette foretagende er almengavnligt; for
hvert menneskeliv, det koster, vil det ligeså utvivl-
somt fremme mange hundreders velfærd.
Adjunkt Rørlund.
Aha, De tænker på jernbanen, – på alle
disse farlige udgravninger og fjeldsprængninger
og alt dette –
Konsul Bernick.
Ja; ja vel; jeg tænker på jernbanen. Og
desuden, – jernbanen vil jo fremkalde både
fabriker og grubedrift. Men mener De ikke al-
ligevel –?
Adjunkt Rørlund.
Kære herr konsul, De er næsten altfor sam-
vittighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger
sagen i forsynets hånd –
Konsul Bernick.
Ja; ja visst; forsynet –
Faksimile
s. 152
Adjunkt Rørlund.
– så er De angerløs. Byg De kun trøstig
jernbanen.
Konsul Bernick.
Ja, men nu sætter jeg et særligt tilfælde.
Jeg sætter, der fandtes et borehul, som skulde
sprænges på et farligt sted; men uden at dette
borehul sprænges, vil ikke jernbanen kunne komme
istand. Jeg sætter, ingeniøren ved véd , det vil koste
livet for den arbejder, som skal tænde minen;
men tændes må den, og det er ingeniørens pligt
at sende en arbejder hen for at gøre det.
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Konsul Bernick.
Jeg ved véd , hvad De vil sige. Det vilde være
stort, om ingeniøren selv tog lunten og gik hen
og tændte borehullet. Men sligt gør man ikke.
Han må altså ofre en arbejder.
Adjunkt Rørlund.
Det vilde aldrig nogen ingeniør gøre hos os.
Konsul Bernick.
Ingen ingeniør i de store lande vilde betænke
sig på at gøre det.
Adjunkt Rørlund.
I de store lande? Nej, det tror jeg nok. I
hine fordærvede og samvittighedsløse samfund –
Faksimile
s. 153
Konsul Bernick.
Å A , der er adskilligt godt ved de de samfund.
Adjunkt Rørlund.
Og det kan De sige, De, som selv –?
Konsul Bernick.
I de store samfund har man dog plads til
at fremme et gavnligt foretagende; der har man
mod til at ofre noget for en stor sag; men her
snevres man ind af alskens smålige hensyn og
betænkeligheder.
Adjunkt Rørlund.
Er et menneskeliv et småligt hensyn?
Konsul Bernick.
Når dette menneskeliv står som en trusel
imod tusenders velfærd.
Adjunkt Rørlund.
Men De opstiller jo rent utænkelige tilfælder,
herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag.
Og så viser De hen til de store samfund. Ja,
derude, – hvad gælder et menneskeliv der?
Der regner man med menneskeliv som med
kapitaler. Men vi står dog på et ganske andet
moralsk standpunkt, skulde jeg mene. Se til vor
hæderlige skibsrederstand! Nævn en eneste reder
her hos os, som for ussel vinding vilde ofre et
menneskeliv! Og tænk så på hine skurke i de
store samfund, som for fordelens skyld bortfragter
det ene usødygtige skib efter det andet –
Faksimile
s. 154
Konsul Bernick.
Jeg taler ikke om usødygtige skibe!
Adjunkt Rørlund.
Men jeg taler om dem, herr konsul.
Konsul Bernick.
Ja, men hvad skal det til? Det kommer jo
ikke sagen ved. – Å, disse små frygtagtige
hensyn! Hvis en general hos os skulde føre sine
folk i ilden og få dem nedskudt, han vilde få
søvnløse nætter bagefter. Således er det ikke
andetsteds. De skulde høre, hvad han derinde
fortæller –
Adjunkt Rørlund.
Han? Hvem? Den amerikanske –?
Konsul Bernick.
Ja vel. De skulde høre høre, hvorledes man i
Amerika –
Adjunkt Rørlund.
Han er derinde? Og det siger De mig ikke.
Jeg vil straks –
Konsul Bernick.
Det nytter Dem ikke; De kommer ingen
vej med ham.
Adjunkt Rørlund.
Det skal vi få se. Nå, der har vi ham.
(Johan Tønnesen kommer fra værelset tilvenstre til venstre .)
Faksimile
s. 155
Johan Tønnesen
(taler tilbage gennem den åbne dør):
Ja ja, Dina, lad så være; men jeg gir ikke
slip på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da
skal det blive godt imellem os.
Adjunkt Rørlund.
Med tilladelse, hvad sigter De til med de
ord? Hvad er det De vil?
Johan Tønnesen.
Jeg vil vil, at den unge pige, som De igår sværted
mig for, skal blive min hustru.
Adjunkt Rørlund.
Deres –? Og De kan tænke Dem Dem, at –?
Johan Tønnesen.
Jeg vil have hende til hustru.
Adjunkt Rørlund.
Nu, da skal De også erfare – (går hen til den
halvåbne dør.)
Fru Bernick, De må have den godhed
at være vidne –. Og De også, frøken Marta.
Og lad Dina komme. (ser frøken Hessel.) Ah,
er De også her?
Frøken Hessel
(i døren).
Skal jeg også komme?
Adjunkt Rørlund.
Så mange der vil; jo flere jo bedre.
Faksimile
s. 156
Konsul Bernick.
Hvad har De isinde?
(Frøken Hessel, fru Bernick, frøken Bernick,
Dina og Hilmar Tønnesen kommer ud fra værelset.)
Fru Bernick.
Herr adjunkt, jeg har ikke med min bedste
vilje kunnet forhindre ham –
Adjunkt Rørlund.
Jeg skal forhindre ham, frue. – Dina, De
er en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem
ikke så meget. De har altfor længe ståt her
uden det moralske støttepunkt, som skulde holde
Dem oppe. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke
før har tilført Dem dette støttepunkt.
Dina.
De skal ikke tale nu!
Fru Bernick.
Men hvad er det?
Adjunkt Rørlund.
Just nu må jeg tale, Dina, skønt Deres ad-
færd igår og idag har gjort mig det tifold van-
skeligere. Men for Deres redning må alle andre
hensyn vige. De mindes det ord, jeg gav Dem.
De mindes mindes, hvad De loved at svare, når jeg fandt fandt,
at tiden var kommen. Nu tør jeg ikke længer
betænke mig, og derfor – (til Johan Tønnesen:)
denne unge pige, som De efterstræber, er min
trolovede.
Faksimile
s. 157
Fru Bernick.
Hvad siger De! De?
Konsul Bernick.
Dina!
Johan Tønnesen.
Hun! Deres –?
Frøken Bernick.
Nej, Nej nej, Dina!
Frøken Hessel.
Løgn!
Johan Tønnesen.
Dina, – taler den mand sandt?
Dina
(efter et kort ophold).
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Hermed er forhåbentlig alle forlokkelsens
kunster gjort magtesløse. Det skridt, jeg for
Dinas vel har besluttet mig til, må gerne gøres
kundbart for vort hele samfund. Jeg nærer det
sikre håb håb, at det ikke vil mistydes. Men nu,
frue, tænker jeg jeg, det er bedst bedst, vi fører hende
herfra og søger at bringe ro og ligevægt i hendes
sind igen.
Fru Bernick.
Ja, kom. O, Dina, hvilken lykke for dig!
(Hun fører Dina ud tilvenstre til venstre ; adjunkt Rørlund følger
med dem.)
Faksimile
s. 158
Frøken Bernick.
Farvel, Johan!
(hun går.)
Hilmar Tønnesen
(i havedøren).
Hm – det må jeg rigtignok sige –
Frøken Hessel,
(som har fulgt Dina med øjnene.)
Ikke forknyt, gut! Jeg blir her og passer på
pastoren.
(hun går ud til højre.)
Konsul Bernick.
Johan, nu rejser du ikke med «Indian Girl»! «Indian Girl».
Johan Tønnesen.
Just nu.
Konsul Bernick.
Men du kommer dog ikke igen?
Johan Tønnesen.
Jeg kommer igen.
Konsul Bernick.
Efter dette? Hvad vil du her efter dette?
Johan Tønnesen.
Hævne mig på jer alle; knuse så mange,
jeg kan, af jer.
(Han går ud til højre. Købmand Vigeland og fuldmægtig
Krap
kommer fra konsulens værelse.)
Købmand Vigeland.
Se så, nu er papirerne i orden, herr konsul.
Faksimile
s. 159
Konsul Bernick.
Godt, godt –
Fuldmægtig Krap
(dæmpet).
Og det står altså fast fast, at «Indian Girl» sejler
imorgen? imorgen.
Konsul Bernick.
Den sejler.
(Han går ind i sit værelse. Købmand Vigeland og fuld-
mægtig Krap
går ud tilhøjre til højre . Hilmar Tønnesen vil følge
efter dem, men i det samme stikker Olaf hovedet forsigtigt ud
gennem døren tilvenstre til venstre .)
Olaf.
Onkel! Onkel Hilmar!
Hilmar Tønnesen.
Uf, er det dig? Hvorfor blir du ikke
ovenpå? Du har jo arrest.
Olaf
(et par skridt frem).
Hys! Onkel Hilmar, ved véd du nyt?
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg ved ved, véd, at du har fåt prygl idag.
Olaf
(ser truende mod faderens værelse).
Han skal ikke slå mig oftere. Men ved véd du du,
at onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne Ameriknerne[HIS: NBO Ms.8° 956, haplografi ved linjeskift] ?
Hilmar Tønnesen.
Hvad rager det dig? Se at komme dig
ovenpå igen.
Faksimile
s. 160
Olaf.
Jeg kan kanske også engang komme på
bøffeljagt, onkel.
Hilmar Tønnesen.
Vås; slig en kryster, som du –
Olaf.
Ja, bi bare; du får nok vide noget imorgen!
Hilmar Tønnesen.
Klodrian!
(Han går ud gennem haven. haven, Olaf løber ind i værelset igen og
lukker døren døren, da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra
højre.)
Fuldmægtig Krap
(går hen til konsulens dør og åbner den halvt).
Undskyld Undskyld, at jeg kommer igen, herr konsul; konsul
men det trækker op til et overhændigt uvejr.
(venter et øjeblik; intet svar.)
Skal «Indian Girl» sejle alligevel?
(Efter et kort ophold svarer:)
Konsul Bernick
(inde i værelset).
«Indian Girl» sejler alligevel.
(Fuldmægtig Krap lukker døren og går atter ud til højre.)

Faksimile
FJERDE AKT.

(Havesalen hos konsul Bernick. Arbejdsbordet er udflyttet. Det
er stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager
under det følgende.)
(En tjener tænder lysekronen; et par tjenestepiger bringer
blomsterpotter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser
langs væggene. Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og
hvidt halstørklæde, står i salen og giver anordninger.)
Grosserer Rummel
(til tjeneren).
Bare hvert andet lys, Jakob. Det bør ikke
se altfor festligt ud; det skal jo komme over-
raskende. Og alle disse blomster –? Å jo;
lad dem kun stå; det kan jo se ud, som om de
stod der til daglig –
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(i døren).
Hvad skal dette sige?
Grosserer Rummel.
Au, Au au, er du der? (til tjenestefolkene.) Ja, nu
kan I gerne gå sålænge.
(Tjeneren og pigerne går ud gennem den øverste dør tilvenstre til venstre .
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
11
Faksimile
s. 162
Konsul Bernick
(kommer nærmere).
Men, Rummel, hvad skal dette betyde?
Grosserer Rummel.
Det betyder betyder, at dit stolteste øjeblik er
kommet. Byen bringer sin første mand et fanetog
iaften.
Konsul Bernick.
Hvad siger du!
Grosserer Rummel.
Fanetog med musik! Fakler skulde vi også
have havt; men det turde vi ikke vove i dette
stormfulde vejr. Nå, illumineret blir der; og det
lyder jo også ganske godt, når det kommer i
aviserne.
Konsul Bernick.
Hør, Rummel, dette vil jeg ikke vide
noget af.
Grosserer Rummel.
Ja, nu er det for sent; om en halv time
har vi dem.
Konsul Bernick.
Men hvorfor har du ikke sagt mig det før?
Grosserer Rummel.
Just fordi jeg var bange, du skulde gøre
indvendinger. Men jeg satte mig i forbindelse
med din frue; hun tillod mig at arrangere lidt,
og så vil hun sørge for forfriskninger.
Faksimile
s. 163
Konsul Bernick
(lytter).
Hvad er det? Kommer de allerede? Jeg
synes, jeg hører sang.
Grosserer Rummel
(ved havedøren).
Sang? Å, det er bare Amerikanerne. Det
er «Indian Girl», som haler ud til tønden.
Konsul Bernick.
Haler den ud! Ja –; nej, jeg kan ikke
dette iaften, Rummel; jeg er syg.
Grosserer Rummel.
Ja, du ser virkelig dårlig ud. Men du må
mande dig op. Du må, død og pine, mande
dig op! Både jeg og Sandstad og Vigeland
har lagt den største vægt på at få denne til-
stelning istand. Vore modstandere må trykkes
ned under tyngden af en så fyldig opinions-
ytring som muligt. Byrygterne formerer sig;
meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke holdes
tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede
iaften, under sang og taler, under glassenes
klang, kort sagt, under en svulmende feststemning
lade dem vide, hvad du har risikeret til sam-
fundets bedste. Under en sådan svulmende fest-
stemning, som jeg nys udtrykte mig, kan man
udrette overordentlig meget her hos os. Men
den må også til, ellers går det ikke.
11*
Faksimile
s. 164
Konsul Bernick.
Ja, ja, ja –
Grosserer Rummel.
Og især når et så delikat og kildent punkt
skal frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn,
som kan magte det, Bernick. Men hør nu; vi
skulde dog træffe lidt aftale. Student Tønnesen
har skrevet en sang til dig. Den begynder
meget smukt med de ord: «Løft ideens fane
højt». Og adjunkt Rørlund har fåt det opdrag
at holde festtalen. Den må du naturligvis
svare på.
Konsul Bernick.
Jeg kan det ikke iaften, Rummel. Kunde
ikke du –?
Grosserer Rummel.
Umuligt, så gerne jeg end vilde. Talen
blir jo, som du kan vide, særligt henvendt til
dig. Nå, måske rettes der også nogle ord til os
andre. Jeg har talt med Vigeland og Sandstad
om det. Vi havde tænkt, at du kunde svare
med et leve for vort samfunds trivsel; Sandstad
vil tale nogle ord om endrægtighed mellem de
forskellige samfundslag; Vigeland vil nok ytre
noget om det ønskelige i, at det nye foretagende
ikke må forrykke det moralske grundlag, hvorpå
vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende
ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken
Faksimile

s. 165

heller ikke er uden betydning for samfundet.
Men du hører jo ikke –
Konsul Bernick.
Jo – jo visst. Men sig mig, tror du der
er et så overhændigt hav udenfor?
Grosserer Rummel.
Å, du er bange for «Palmetræet»? Det er
jo godt assureret.
Konsul Bernick.
Ja, assureret; men –
Grosserer Rummel.
Og i god stand; og det det er det vigtigste.
Konsul Bernick.
Hm –. Om der tilstøder et fartøj noget, så
er det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv
tilspilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – tabt, –.
og man kan miste kofferter og papirer –
Grosserer Rummel.
For pokker, kofferter og papirer ligger der
da ikke stor magt på.
Konsul Bernick.
Ikke det! Nej, nej, jeg mente blot –. blot –
Hys; – der synger de igen.
Grosserer Rummel.
Det er ombord i «Palmetræet».
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)
Faksimile
s. 166
Købmand Vigeland.
Ja, nu haler «Palmetræet» ud. Godaften,
herr konsul.
Konsul Bernick.
Og De, som søkyndig mand, holder frem-
deles fast ved ved, at –?
Købmand Vigeland.
Jeg holder fast ved forsynet, jeg, herr
konsul; jeg har desuden selv været ombord og
uddelt nogle små traktater, som, jeg har det
håb, skal virke til velsignelse.
(Købmand Sandstad og fuldmægtig Krap kommer
fra højre.)
Købmand Sandstad Sadstad
(endnu i døren).
Ja, går det godt, så går alting godt. Å A se,
godaften, godaften!
Konsul Bernick.
Noget påfærde, herr Krap?
Fuldmægtig Krap.
Jeg siger intet, herr konsul.
Købmand Sandstad.
Hele besætningen på «Indian Girl» er
drukken; jeg skal ikke være en ærlig mand,
hvis de udyr kommer levende frem.
(Frøken Hessel kommer fra højre.)
Faksimile
s. 167
Frøken Hessel
(til konsul Bernick).
Ja, nu kan jeg hilse fra ham.
Konsul Bernick.
Allerede ombord?
Frøken Hessel.
Snart ialfald. Vi skiltes udenfor hotellet.
Konsul Bernick.
Og hans forsæt står fast?
Frøken Hessel.
Fast som fjeld.
Grosserer Rummel
(oppe ved vinduerne).
Pokker i disse nymodens indretninger; jeg
kan ikke få forhængene ned.
Frøken Hessel.
Skal de ned? Jeg trode tvertom –
Grosserer Rummel.
Først ned, frøken. Ja, De ved véd dog, hvad
der forestår?
Frøken Hessel.
Ja vel. Lad mig hjælpe; (tager fat i snorene.)
jeg skal lade forhænget gå ned for svoger, –
skønt jeg heller lod det gå op.
Grosserer Rummel.
Det kan De også siden. Når haven er fyldt
af den bølgende mængde, går forhængene op,
Faksimile

s. 168

og man skuer indenfor en overrasket og glad
familje; – en borgers hjem bør være som et
glasskab.
Konsul Bernick
(synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit
værelse)
.
Grosserer Rummel.
Ja, lad os så holde den sidste rådslagning.
Kom med, herr Krap; De må bistå os med et
par faktiske oplysninger.
(Alle herrerne går ind i konsulens værelse. Frøken Hessel har
trukket truket forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med
forhænget for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på
havetrappen; han har et plaid over skulderen skuldren og en bylt i hånden.)
Frøken Hessel.
Åh, Gud forlade dig, gut, hvor du skræmte
mig!
Olaf
(skjuler bylten).
Hys, tante!
Frøken Hessel.
Springer du ud af vinduet? Hvor skal
du hen?
Olaf.
Hys; sig ingenting. Jeg vil til onkel Johan;
– bare ned på bryggen, forstår du; – bare
sige ham farvel. Godnat, tante!
(han løber ud gennem haven.)
Frøken Hessel.
Nej, bliv! Olaf – Olaf!
Faksimile
s. 169
(Johan Tønnesen, rejseklædt, med en taske over skuldren,
kommer varsomt gennem døren tilhøjre til højre .)
Johan Tønnesen.
Lona!
Frøken Hessel
(vender sig).
Hvad! Kommer du igen?
Johan Tønnesen.
Der er endnu nogle minutters tid. Jeg må
se hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles
således.
(Frøken Bernick og Dina, begge med kåber på, og den sidste
med en liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør til-
venstre til venstre .)
Dina.
Til ham; til ham!
Frøken Bernick.
Ja, du skal komme til ham, Dina!
Dina.
Der er han!
Johan Tønnesen.
Dina!
Dina.
Tag mig med Dem!
Johan Tønnesen.
Hvad –!
Frøken Hessel.
Du vil?
Faksimile
s. 170
Dina.
Ja, tag mig med Dem! Den anden har
skrevet mig til, har sagt sagt, at iaften skal det gøres
offentligt for alle mennesker –
Johan Tønnesen.
Dina, – De elsker ham ikke?
Dina.
Jeg har aldrig elsket det menneske. Jeg
kaster mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir
hans forlovede! Å, hvor knuged han mig ikke
iknæ igår med sine hovmodige ord! Hvorledes
lod han mig ikke føle, at han drog en ringeagtet
skabning op til sig! Jeg vil ikke ringeagtes
længer. Jeg vil rejse. Må jeg følge med Dem?
Johan Tønnesen.
Ja, ja – og tusend gange ja!
Dina.
Jeg skal ikke længe falde Dem til besvær.
Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i
førstningen –
Johan Tønnesen.
Hurra, det finder sig nok, Dina!
Frøken Hessel
(peger mod konsulens dør).
Hys; sagte, sagte!
Johan Tønnesen.
Dina, jeg skal bære Dem på hænderne!
Faksimile
s. 171
Dina.
Det får De ikke lov til. Jeg vil bære mig
selv frem; og derover kan jeg det nok. Bare
jeg kommer bort herfra. Å, disse fruer, – De
ved véd det ikke, – de har også skrevet mig til idag;
de har formanet mig at skønne på min lykke,
foreholdt mig, hvilken højmodighed han har vist.
Imorgen og alle dage vil de passe på mig, for
at se om jeg gør mig værdig til alt dette. Jeg
har en rædsel for al denne skikkelighed!
Johan Tønnesen.
Sig mig, Dina, er det kun derfor De rejser?
Er jeg ingenting for Dem?
Dina.
Jo, Johan, De er mig mere end alle andre
mennesker.
Johan Tønnesen.
O Dina –!
Dina.
Alle siger de her her, at jeg må hade og afsky
Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke
dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne
det.
Frøken Hessel.
Det skal du heller ikke, barn!
Frøken Bernick.
Nej, det skal du ikke; og derfor skal du
også følge ham som hans hustru.
Faksimile
s. 172
Johan Tønnesen.
Ja, ja!
Frøken Hessel.
Hvad? Nu må jeg kysse dig, Marta! Det
havde jeg ikke ventet af dig.
Frøken Bernick.
Nej, det tror jeg nok; jeg havde ikke selv
ventet det. Men engang måtte det komme til
udbrud i mig. Å, hvor vi her lider under mis-
handling af vaner og vedtægter! Gør oprør
imod dette, Dina. Bliv hans hustru. Lad der
ske noget, som trodser al denne skik og brug.
Johan Tønnesen.
Hvad svarer De, Dina?
Dina.
Ja, jeg vil være Deres hustru.
Johan Tønnesen.
Dina!
Dina.
Men først vil jeg arbejde, blive noget selv,
således, som De er det. Jeg vil ikke være en
ting, som tages.
Frøken Hessel.
Ja, ret; så skal det være.
Johan Tønnesen.
Godt; jeg venter og håber –
Faksimile
s. 173
Frøken Hessel.
– og vinder, gut! Men nu ombord!
Johan Tønnesen.
Ja, ombord! Ah, Lona, du kære søster, et
ord; hør her –
( han hån fører hende op mod baggrunden og taler ilsomt med hende.)
Frøken Bernick.
Dina, du lykkelige, – lad mig se på dig,
kysse dig endnu en gang, – den sidste.
Dina.
Ikke den sidste; nej, kære elskede tante, vi
ses nok igen.
Frøken Bernick.
Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig
tilbage. (griber begge hendes hænder og ser på hende.) Nu
går du til lykken, du elskede barn; – over
havet. O, hvor ofte har jeg ikke i skolestuen
stundet didover! Derude må det være skønt;
en større himmel; skyerne går højere end her,
en friere luft svaler over menneskenes hoveder –
Dina.
O, tante Marta, engang følger du efter os.
Frøken Bernick.
Jeg? Aldrig; aldrig. Her har jeg min lille
livsgerning, og nu tror jeg nok nok, at jeg kan blive
fuldt og helt, hvad jeg skal være.
Faksimile
s. 174
Dina.
Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra dig.
Frøken Bernick.
Ak, et menneske kan skilles fra meget,
Dina. (kysser hende.) Men det får du aldrig prøve,
søde barn. Lov mig at gøre ham lykkelig.
Dina.
Jeg vil ikke love noget; jeg hader det at
love; alt må komme, som det kan.
Frøken Bernick.
Ja, ja, det må det; du skal blot blive, som
du er, – sand og tro imod dig selv.
Dina.
Det vil jeg, tante.
Frøken Hessel
(gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende).
Brav, brav, min kære gut. Men nu afsted.
Johan Tønnesen.
Ja, nu er der ingen tid at spilde. Farvel,
Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta,
og hav tak, du også, for dit trofaste venskab.
Frøken Bernick.
Farvel, Johan! Farvel, Dina! Og lykke
over alle eders dage!
(Hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden.
Johan Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven.
Frøken Hessel lukker døren og trækker forhænget for.)
Faksimile
s. 175
Frøken Hessel.
Nu er vi alene, Marta. Du har mistet hende
og jeg ham.
Frøken Bernick.
Du – ham?
Frøken Hessel.
Å, jeg havde allerede halvvejs mistet ham
derover. Gutten gik og længted efter at få stå
på egne ben; derfor bildte jeg ham ind ind, at jeg
led af hjemve.
Frøken Bernick.
Derfor? Ja, så forstår jeg jeg, at du kom. Men
han vil kræve dig tilbage, Lona.
Frøken Hessel.
En gammel halvsøster, – hvad skal han
med hende nu? – Mændene river mangt og
meget isønder omkring sig for at komme til
lykken.
Frøken Bernick.
Det hænder stundom.
Frøken Hessel.
Men vi vil holde sammen, Marta.
Frøken Bernick.
Kan jeg være noget for dig?
Frøken Hessel.
Hvem mere? Vi to fostermødre, – har vi
ikke begge mistet vore børn? Nu er vi alene.
Faksimile
s. 176
Frøken Bernick.
Ja, alene. Og derfor skal du også vide det,
– jeg har elsket ham højere end alt i verden.
Frøken Hessel.
Marta! (griber hendes arm.) Er dette sandhed?
Frøken Bernick.
Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg
har elsket ham og ventet på ham. Hver sommer
har jeg ventet ventet, at han skulde komme. Og så
kom han; – men han så mig ikke.
Frøken Hessel.
Elsket ham! Og selv var du den, som gav
ham lykken ihænde.
Frøken Bernick.
Skulde jeg ikke give ham lykken ihænde,
når jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham.
Hele mit liv har været et liv for ham, lige siden
han rejste. Hvad grund jeg havde til at håbe,
mener du? O, jeg tror dog, jeg havde nogen
grund til det. Men da han så kom igen, – da
var det det, som om alt var udslettet af hans erindring.
Han så mig ikke.
Frøken Hessel.
Det var Dina, som skygged for dig, Marta.
Frøken Bernick.
Vel, at hun gjorde det. Den tid tid, han rejste,
var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o,
Faksimile

s. 177

den forfærdelige stund, – da gik det op for
mig, at nu var jeg ti år ældre end han. Der
havde han færdedes ude i det blanke dirrende
solskin og suget ungdom og sundhed af hvert
luftdrag; og herinde sad jeg imens og spandt
og spandt –
Frøken Hessel.
– hans lykkes tråd, Marta.
Frøken Bernick.
Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed!
Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode
søstre?
Frøken Hessel
(slår armene om hende).
Marta!
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(til herrerne derinde).
Ja Ja, ja, styr med det hele, som I vil. Når
tiden kommer, skal jeg nok – (lukker døren.) Ah,
er man der? Hør, Marta, du må klæde dig en
smule om. Og sig Betty, at hun gør det samme.
Jeg ønsker ingen pragt, naturligvis; blot et net
husligt tilsnit. Men I må skynde jer.
Frøken Hessel.
Og en lykkelig, oprømt mine, Marta; glade
øjne må I sætte op.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
12
Faksimile
s. 178
Konsul Bernick.
Olaf skal også komme ned; jeg vil have
ham ved siden af mig.
Frøken Hessel.
Hm; Olaf –
Frøken Bernick.
Jeg skal sige Betty besked.
(hun går ud gennem den øverste dør tilvenstre til venstre .)
Frøken Hessel.
Ja, nu er altså den store højtidelige stund
oprunden.
Konsul Bernick,
(der går urolig frem og tilbage).
Ja, den er så.
Frøken Hessel.
I en slig stund må en mand føle sig stolt
og lykkelig, kan jeg tænke.
Konsul Bernick
(ser på hende).
Hm!
Frøken Hessel.
Hele byen skal jo illumineres, hører jeg.
Konsul Bernick.
Ja, de har faldet på noget sådant.
Frøken Hessel.
Alle foreninger vil møde frem med sine
faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift.
Faksimile

s. 179

Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af
landet «Omgiven af sin lykkelige familje modtog
konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en
af samfundets støtter».
Konsul Bernick.
Det vil ske; og der vil blive råbt hurra
udenfor, og mængden vil juble mig frem i døren
der, og jeg vil blive nødt til at bukke mig og
takke.
Frøken Hessel.
Å, nødt til det –
Konsul Bernick.
Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne
stund?
Frøken Hessel.
Nej, jeg tror ikke ikke, at du kan føle dig så
ganske rigtig lykkelig.
Konsul Bernick.
Lona, du foragter mig.
Frøken Hessel.
Endnu ikke.
Konsul Bernick.
Du har heller ikke ret til det. Ikke til at
foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor
usigelig ensom jeg står her i dette sammen-
knebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år
for år har måttet slå af på min fordring til en
12*
Faksimile

s. 180

hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg ud-
rettet, så mangfoldigt det end kan synes? Styk-
værk, – småpuslerier. Men andet eller mere
tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den
stemning og det syn, som just er oppe i døgnet,
så var det ude med min magt. Ved Véd du, hvad
vi er, vi, som regnes for samfundets støtter?
Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller
mindre.
Frøken Hessel.
Hvorfor ser du dette først nu?
Konsul Bernick.
Fordi jeg har tænkt meget i den sidste tid,
– siden du kom igen, – og mest i denne
aften. – Å, Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke ik-[HIS: NBO Ms.8° 956, haplografi ved linjeskift]
tilbunds dengang – i gamle dage.
Frøken Hessel.
Hvad så?
Konsul Bernick.
Aldrig havde jeg da givet slip på dig; og
havde jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg
nu står.
Frøken Hessel.
Og tænker du ikke på, hvad hun kunde
blevet for dig, hun, som du valgte i mit sted?
Konsul Bernick.
Jeg ved véd ialfald ialfald, at hun intet er blevet for
mig af det, jeg trængte til.
Faksimile
s. 181
Frøken Hessel.
Fordi du aldrig har delt din livsgerning med
hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og
sand i sit forhold til dig; fordi du lader hende
gå her og segne under bebrejdelsen for den
skam, du har væltet over på hendes nærmeste.
Konsul Bernick.
Ja, ja, ja; det kommer altsammen fra løgnen
og hulheden.
Frøken Hessel.
Og hvorfor bryder du så ikke med al denne
løgn og hulhed?
Konsul Bernick.
Nu? Nu er det forsent, Lona.
Frøken Hessel.
Karsten, sig mig, hvad tilfredsstillelse dette
skin og bedrag bringer dig.
Konsul Bernick.
Mig bringer det ingen. Jeg må gå tilgrunde
som hele dette forhutlede samfund. Men der
vokser op en slægt efter os; det er min søn, jeg
arbejder for; det er for ham jeg lægger et livs-
værk tilrette. Der vil komme en tid, da der
sænker sig sandhed ned i samfundslivet, og på
den skal han grunde en lykkeligere tilværelse
end hans faders.
Faksimile
s. 182
Frøken Hessel.
Med en løgn til underlag? Betænk, hvad
det er, du giver din søn i arv.
Konsul Bernick
(i undertrykt fortvivlelse).
Jeg giver ham tusende gange værre arv,
end du ved véd . Men engang må dog forbandelsen
vige. Og dog – alligevel – (udbrydende) Hvor
kunde I bringe alt dette over mit hoved! Men
nu er det sket. Nu må jeg fremad. Det skal
ikke lykkes jer at få knust mig!
(Hilmar Tønnesen, med en åben billet i hånden, kommer
ilsomt og forstyrret fra højre.)
Hilmar Tønnesen.
Men dette er jo –. Betty, Betty!
Konsul Bernick.
Hvad nu? Kommer de allerede?
Hilmar Tønnesen.
Nej Nej, nej; men jeg må nødvendig tale med
nogen –
(han går ud gennem den øverste dør tilvenstre til venstre .)
Frøken Hessel.
Karsten; du taler om om, at vi kom for at knuse
dig. Så lad mig da sige dig, hvad malm han
er af, denne forlorne søn, som eders moralske
samfund skyr lig en pestbefængt. Han kan und-
være jer, for nu er han rejst.
Faksimile
s. 183
Konsul Bernick.
Men han vilde komme igen –
Frøken Hessel.
Johan kommer aldrig igen. Han er rejst
for stedse, og Dina er rejst med ham.
Konsul Bernick.
Kommer ikke igen? Og Dina rejst med ham?
Frøken Hessel.
Ja, for at blive hans hustru. Således slår
de to eders dydsirede samfund i ansigtet, ligesom
jeg engang – nå!
Konsul Bernick.
Rejst; – hun også – med «Indian Girl» –!
Frøken Hessel.
Nej; så dyr en fragt turde han ikke betro
til den ryggesløse bande. Johan og Dina er
rejst med «Palmetræet».
Konsul Bernick.
Ah! Og altså – forgæves – (går hurtig hen,
river op døren til sit værelse og råber ind.)
Krap, stands
«Indian Girl»; den må ikke sejle iaften!
Fuldmægtig Krap
(indenfor).
«Indian Girl» står alt tilhavs, herr konsul.
Konsul Bernick
(lukker døren og siger mat).
Forsent, – og uden nytte –
Faksimile
s. 184
Frøken Hessel.
Hvad mener du?
Konsul Bernick.
Intet, intet. Vig fra mig –!
Frøken Hessel.
Hm; se her, Karsten. Johan lader dig sige,
at han betror til mig det navn og rygte, han
engang lånte dig, og ligeså det, du raned fra
ham, da han var borte. Johan tier; og jeg kan
gøre og lade i den sag, hvad jeg vil. Se, her
holder jeg dine to breve i min hånd.
Konsul Bernick.
Du har dem! Og nu – nu vil du – alle-
rede iaften, – kanske når fanetoget –
Frøken Hessel.
Jeg kom ikke herover for at røbe dig, men
for at ryste dig således op, at du frivilligt skulde
tale. Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående
i løgnen. Se her; her river jeg dine to breve
istykker. Tag stumperne; der har du dem. Nu
er der intet, som vidner imod dig, Karsten.
Nu er du tryg; vær nu også lykkelig, – om
du kan.
Konsul Bernick
(gennemrystet).
Lona, – hvorfor gjorde du ikke dette før!
Nu er det for sent; nu er hele livet forspildt for
mig; jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag.
Faksimile
s. 185
Frøken Hessel.
Hvad er her sket?
Konsul Bernick.
Spørg mig ikke. – Men jeg leve
alligevel! Jeg vil leve – for Olafs skyld. Han
skal oprette alt og sone alt –
Frøken Hessel.
Karsten –!
(Hilmar Tønnesen kommer ilsomt tilbage.)
Hilmar Tønnesen.
Ingen at finde; borte; ikke Betty heller!
Konsul Bernick.
Hvad fejler dig?
Hilmar Tønnesen.
Jeg tør ikke sige dig det.
Konsul Bernick.
Hvad er det? Du må og skal sige mig det!
Hilmar Tønnesen.
Nu vel; Olaf er rømt med «Indian Girl».
Konsul Bernick
(tumler tilbage tlibage ).
Olaf – med «Indian Girl»! Nej, nej!
Frøken Hessel.
Jo, han er! Nu forstår jeg –; jeg så, han
sprang ud af vinduet.
Faksimile
s. 186
Konsul Bernick
(i døren til sit værelse, råber fortvivlet).
Krap, stands «Indian Girl» for enhver pris!
Fuldmægtig Krap
(kommer ud).
Umuligt, herr konsul. Hvor kan De tænke
Dem –?
Konsul Bernick.
Vi standse det; Olaf er ombord!
Fuldmægtig Krap.
Hvad siger De!
Grosserer Rummel
(kommer ud).
Olaf løbet bort? Ikke muligt!
Købmand Sandstad
(kommer).
Han blir sendt tilbage med lodsen, herr
konsul.
Hilmar Tønnesen.
Nej, nej; han har skrevet mig til; (viser bil-
letten.)
han siger, han vil skjule sig i lasten lasten, til
de er i rum sø.
Konsul Bernick.
Jeg ser ham aldrig mere!
Grosserer Rummel.
Å, hvad snak; et stærkt godt skib, nylig
repareret –
Faksimile
s. 187
Købmand Vigeland
(der ligeledes er kommen ud).
– fra Deres eget værft, herr konsul!
Konsul Bernick.
Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg. Jeg har
mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg
har aldrig ejet ham. (lytter.) Hvad er det?
Grosserer Rummel.
Musik. Nu kommer fanetoget.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen!
Grosserer Rummel.
Hvad tænker du på? Det går umuligt an.
Købmand Sandstad.
Umuligt, herr konsul; betænk, hvad der
står på spil for Dem.
Konsul Bernick.
Hvad gælder alt det nu for mig! Hvem
har jeg nu at arbejde for?
Grosserer Rummel.
Kan du spørge så? Du har da os selv og
samfundet.
Købmand Vigeland.
Ja, det var et sandt ord.
Købmand Sandstad.
Og konsulen glemmer da vel ikke ikke, at vi –
Faksimile
s. 188
(Frøken Bernick kommer gennem den øverste dør tilvenstre til venstre .
Musiken høres dæmpet, langt nede i gaden.)
Frøken Bernick.
Nu kommer toget; men Betty er ikke
hjemme; jeg forstår ikke hvor hun –
Konsul Bernick.
Ikke hjemme! Der ser du, Lona; ingen
støtte, hverken i glæde eller i sorg.
Grosserer Rummel.
Væk med forhængene! Kom og hjælp mig,
herr Krap. Kom De også, herr Sandstad.
Jammerskade at familjen just nu skal være så
splittet ad; ganske imod programmet.
( Forhængene Forhænget drages fra vinduer og dør. Man ser hele gaden
illumineret. På huset ligeoverfor er et stort transparent med ind-
skrift: «Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte!»)
Konsul Bernick
(viger sky tilbage).
Bort med alt dette! Jeg vil ikke se det! det.
Sluk, Sluk. sluk!
Grosserer Rummel.
Med respekt at spørge, er du ikke vel be-
varet?
Frøken Bernick.
Hvad fejler ham, Lona?
Frøken Hessel.
Hys!
(taler sagte med hende.)
Faksimile
s. 189
Konsul Bernick.
Væk med denne hånende indskrift, siger
jeg! Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen
ud efter os?
Grosserer Rummel.
Nej, nu må jeg tilstå –
Konsul Bernick.
Å A , hvad forstår I –! Men jeg, jeg –!
Alt dette er lys i en ligstue!
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Grosserer Rummel.
Nej, men ved véd du hvad, – du tager dig det
også altfor nær.
Købmand Sandstad.
Gutten får sig en tur over Atlanterhavet, og
så har De ham igen.
Købmand Vigeland.
Bare tillid til almagtens hånd, herr konsul.
Grosserer Rummel.
Og til skuden, Bernick; den er da ikke
synkefærdig, ved véd jeg.
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Grosserer Rummel.
Ja, var det en af disse svømmende ligkister,
som man hører om i de store samfund –
Faksimile
s. 190
Konsul Bernick.
Jeg føler føler, at mit hår gråner i denne stund.
(Fru Bernick, med et stort shawl over hovedet, kommer
gennem havedøren.)
Fru Bernick.
Karsten, Karsten, ved véd du –?
Konsul Bernick.
Ja, jeg ved véd –; men du, – du, som intet
ser, – du, som ikke har en moders øje for ham –!
Fru Bernick.
O hør dog –!
Konsul Bernick.
Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu
har jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om
du kan!
Fru Bernick.
Ja, jeg kan; jeg har ham!
Konsul Bernick.
Du har ham!
Herrerne.
Ah!
Hilmar Tønnesen.
Nå, det tænkte jeg nok.
Frøken Bernick.
Du har fåt ham igen, Karsten!
Faksimile
s. 191
Frøken Hessel.
Ja, vind ham nu også.
Konsul Bernick.
Du har ham! Er det sandt, hvad du siger?
Hvor er han?
Fru Bernick.
Det får du ikke vide, før du har tilgivet ham.
Konsul Bernick.
Å hvad, tilgivet –! Men hvorledes fik du
vide –?
Fru Bernick.
Tror du ikke en moder ser? Jeg var i
dødsangst for at du skulde erfare noget. Et
par ord, som han lod falde igår –; og da hans
værelse var tomt, og randsel og klæder borte –
Konsul Bernick.
Ja, ja –?
Fru Bernick.
Jeg løb; fik fat i Aune; vi kom ud i hans
sejlbåd; det amerikanske skib holdt på at sejle.
Gud ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom om-
bord, – fik undersøgt i rummet, – fandt ham.
– O, Karsten, du må ikke straffe ham!
Konsul Bernick.
Betty!
Fru Bernick.
Og ikke Aune heller!
Faksimile
s. 192
Konsul Bernick.
Aune? Hvad ved véd du om ham? Er «Indian
Girl» under sejl igen?
Fru Bernick.
Nej, det er just sagen –
Konsul Bernick.
Tal, tal!
Fru Bernick.
Aune var ligeså rystet som jeg; under-
søgelsen tog tid; mørket faldt på, så lodsen
gjorde vanskeligheder; og så dristed Aune sig
til – i dit navn –
Konsul Bernick.
Nu?
Fru Bernick.
At standse skibet til imorgen.
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Konsul Bernick.
O, hvilken usigelig lykke!
Fru Bernick.
Du er ikke vred?
Konsul Bernick.
O, hvilket overmål af lykke, Betty!
Grosserer Rummel.
Du er da også altfor samvittighedsfuld.
Faksimile
s. 193
Hilmar Tønnesen.
Ja, så snart det gælder en liden kamp med
elementerne, så – uf!
Fuldmægtig Krap
(oppe ved vinduerne).
Nu kommer toget gennem haveporten, herr
konsul.
Konsul Bernick.
Ja, nu kan de komme.
Grosserer Rummel.
Hele haven fyldes med mennesker.
Købmand Sandstad.
Hele gaden er propfuld.
Grosserer Rummel.
Hele byen er på benene, Bernick. Dette er
virkelig et ildnende øjeblik.
Købmand Vigeland.
Lad os tage det med et ydmygt sind, herr
Rummel.
Grosserer Rummel.
Alle fanerne er ude. Hvilket tog! Der har
vi festkommitteen festkommiteen med adjunkt Rørlund i spidsen.
Konsul Bernick.
Lad dem komme, siger jeg!
Grosserer Rummel.
Men hør; i den oprørte sindstilstand, du
er i –
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
13
Faksimile
s. 194
Konsul Bernick.
Hvad så?
Grosserer Rummel.
Jeg skal ikke være utilbøjelig til at gribe
ordet på dine vegne.
Konsul Bernick.
Nej tak; iaften vil jeg tale selv.
Grosserer Rummel.
Men ved véd du også, hvad du bør sige?
Konsul Bernick.
Ja, vær tryg, Rummel, – nu ved véd jeg, hvad
jeg bør sige.
(Musiken er imidlertid ophørt. Havedøren slås op. Adjunkt
Rørlund
i spidsen for festkommitteen festkommiteen træder ind, ledsaget af
et par lejetjenere, der bærer en tildækket kurv. Efter dem
kommer byens borgere af alle klasser, så mange, salen kan
rumme. En uoverskuelig mængde med faner og flag skimtes
udenfor i haven og på gaden.)
Adjunkt Rørlund.
Højt ærede herr konsul! Jeg ser af den
overraskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi
her som uventede gæster trænger ind til Dem i
Deres lykkelige familjekreds, ved Deres fredelige
arne, omringet af hæderlige og virksomme venner
og medborgere. Men det har været os en hjertets
trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke
første gang gang, at sådant sker, men dog første gang
i en så omfattende målestok. Vi har mangen
gang bragt Dem vor tak for det brede moralske
Faksimile

s. 195

grundlag, hvorpå De, så at sige, har bygget vort
samfund. Dennegang hylder vi Dem navnlig
som den klartskuende, utrættelige, uegennyttige,
ja selvopofrende medborger, der har grebet initia-
tivet til et foretagende, som efter alle kyndiges
mening vil give et mægtigt fremstød til dette
samfunds timelige trivsel og velvære.
Stemmer blandt mængden.
Bravo, bravo!
Adjunkt Rørlund.
Herr konsul, De har i en række af år fore-
gået vor by med et lysende exempel. Jeg taler
ikke her om Deres mønstergyldige familjeliv, ej
heller om Deres uplettede moralske vandel over-
hovedet. Deslige ting være henviste til løn-
kamret og ikke til festsalen! Men jeg taler om
Deres borgerlige virksomhed, således, som den
ligger åben for alles øjne. Veludrustede skibe
går ud fra Deres værfter og viser flaget på de
fjerneste have. En talrig og lykkelig arbejdsstok
ser op til Dem, som til en fader. Ved at kalde
nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt hun-
dreder af familjers velfærd. Med andre ord –
De er dette samfunds grundpille i eminent be-
tydning.
Stemmer.
Hør, hør, bravo!
Adjunkt Rørlund.
Og just dette uegennyttighedens skær, der
hviler over al Deres vandel, er det, der virker
13*
Faksimile

s. 196

så usigelig velgørende, besynderligen i disse tider.
De står nu i begreb med at skaffe os en – ja,
jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet pro-
saisk og ligefrem – en jernbane.
Mange stemmer.
Bravo! Bravo!
Adjunkt Rørlund.
Men dette foretagende lader til at skulle
støde på vanskeligheder, væsentlig dikterede af
snevre selviske hensyn.
Stemmer.
Hør; hør!
Adjunkt Rørlund.
Det er nemlig ikke forbleven ubekjendt ubekendt , at
visse individer, der ikke hører til vort samfund,
er kommen dette steds stræbsomme borgere i
forkøbet, og har sat sig i besiddelse af visse for-
dele, som retteligen burde være kommen vor
egen by tilgode.
Stemmer.
Ja, ja! Hør!
Adjunkt Rørlund.
Denne beklagelige kendsgerning er natur-
ligvis også kommen til Deres kundskab, herr
konsul. Men ikke desto mindre forfølger De
urokkelig Deres forehavende, vel vidende at en
statsborger ikke blot bør have sin egen kommune
for øje.
Faksimile
s. 197
Forskellige stemmer.
Hm! Nej; nej! Jo; jo!
Adjunkt Rørlund.
Det er således mennesket som borger i
staten, – manden, som han skal og bør være,
– hvem vi iaften i Dem bringer vor hyldest.
Gid Deres foretagende må vorde til sandt og
varigt held for dette samfund! Jernbanen kan
visselig blive en vej, hvorpå vi udsætter os for
at tilføres fordærvelige elementer udenfra, men
også en vej, der hurtigt skaffer os af med dem.
Og slette elementer udenfra kan vi jo, selv nu,
ikke holde os fri for. Men at vi just på denne
festlige aften, efter hvad rygtet siger, heldigen
og hurtigere end forventet, er bleven visse så-
danne elementer kvit –
Stemmer.
Hys! Hys!
Adjunkt Rørlund.
– det tager jeg som et lykkeligt varsel for
foretagendet. At jeg berører dette punkt her,
viser at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske
fordring stilles højere end familjebåndet.
Stemmer.
Hør! Bravo!
Konsul Bernick
(samtidigt).
Tillad mig –
Faksimile
s. 198
Adjunkt Rørlund.
Kun få ord endnu, herr konsul. Hvad De
har udrettet for denne kommune, har De visselig
ikke udrettet med den bagtanke, at det for Dem
skulde drage nogen håndgribelig fordel efter sig.
Men et ringe tegn på erkendtlige medborgeres
påskønnelse tør De dog ikke tilbagevise, og det
allermindst i denne betydningsfulde stund, da vi,
efter praktiske mænds forsikring, står foran be-
gyndelsen til en ny tid.
Mange stemmer.
Bravo! Hør! Hør!
(Han giver lejetjenerne lejetjcnerne et vink; de bringer kurven nærmere; med-
lemmer af festkommitteen festkommiteen fremtager og præsenterer under det føl-
gende de genstande, hvorom der bliver talt.)
Adjunkt Rørlund.
Så har vi da her, herr konsul, at overrække
Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres
bord bord, når vi i fremtiden, som så ofte før, har den
glæde at samles i dette gæstfrie hus.
Og også Dem, mine herrer, der så redebon
har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi
modtage en liden erindringsgave. Denne sølv-
pokal er til Dem, herr grosserer Rummel. De
har så ofte, i veltalende ord, under pokalernes
klang forfægtet dette samfunds borgerlige inter-
esser; gid De ofte må finde værdige anledninger
til at løfte og tømme denne pokal. – Dem, herr
købmand Sandstad, overrækker jeg dette album
Faksimile

s. 199

med fotografier af medborgere. Deres bekendte
og anerkendte humanitet har sat Dem i den be-
hagelige stilling at tælle venner indenfor alle
partier i samfundet. – Og til Dem, herr køb-
mand Vigeland, har jeg, til pryd for Deres løn-
kammer, at frembyde denne huspostille på velin
og i pragtbind. Under årenes modnende ind-
flydelse har De nået frem til en alvorsfuld livs-
betragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål
har gennem en årrække været lutret og adlet af
tanken på det højere og det hinsidige. (vender sig
til mængden.)
Og hermed, mine venner, et leve for
konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra
for vort samfunds støtter!
Hele skaren.
Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter!
Hurra, hurra, hurra!
Frøken Hessel.
Til lykke, svoger!
(Forventningsfuld stilhed.)
Konsul Bernick
(begynder alvorligt og langsomt).
Mine medborgere, – gennem Deres ordfører
blev det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen
til en ny tid, – og det håber jeg skal blive til-
fældet. Men for at dette kan ske, må vi tilegne
os sandheden, – sandheden, som indtil iaften iaften,
gennemgående og i alle forholde, har været hus-
vild i dette samfund.
(Overraskelse blandt de omstående.)
Faksimile
s. 200
Konsul Bernick.
Jeg må da begynde med at vise tilbage de
lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug
ved deslige anledninger, har overøst mig med.
Jeg fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag
ikke været nogen uegennyttig mand. Har jeg
end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg
mig ialfald dog dog ialfald nu bevidst, at et begær og en higen
efter magt, indflydelse, anseelse, anseelse har været driv-
kraften i de fleste af mine handlinger.
Grosserer Rummel
(halvhøjt).
Hvad nu?
Konsul Bernick.
Lige over for overfor mine medborgere gør jeg mig
ingen bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at
jeg tør stille mig i første række blandt de dyg-
tige her hos os.
Mange stemmer.
Ja, ja, ja!
Konsul Bernick.
Men hvad jeg lægger mig selv til last er,
at jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind
på krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort
samfunds tilbøjelighed til at skimte urene bevæg-
grunde bagved alt det, en mand her foretager
sig. Og nu kommer jeg til et punkt, som ved-
rører dette.
Faksimile
s. 201
Grosserer Rummel
(urolig).
Hm – hm!
Konsul Bernick.
Her går rygter om store ejendomskøb op-
over i landet. Disse ejendomme har jeg købt,
allesammen, jeg alene.
Dæmpede stemmer.
Hvad siger han? Konsulen? Konsul Bernick?
Konsul Bernick.
De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har
jeg betroet mig til mine medarbejdere, de herrer
Rummel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven
enige om –
Grosserer Rummel.
Det er ikke sandt! Bevis – bevis –!
Købmand Vigeland.
Vi er ikke bleven enige om nogenting!
Købmand Sandstad.
Nej, nu må jeg da sige –
Konsul Bernick.
Det er ganske rigtigt; vi er endnu ikke
bleven enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg
håber sikkert sikkert, at de tre herrer samstemmer med
mig mig, når jeg fortæller, at jeg iaften er bleven
enig med mig selv om om, at disse ejendomme skal
udbydes til almindelig aktietegning; enhver, som
vil, kan få del i dem.
Faksimile
s. 202
Mange stemmer.
Hurra! Leve konsul Bernick!
Grosserer Rummel
(sagte til konsul Bernick).
Et så nedrigt forræderi –!
Købmand Sandstad
(ligeså).
Altså narret os –!
Købmand Vigeland.
Nå, så dævelen rive –! Å kors, hvad er
det jeg siger?
Mængden
(udenfor).
Hurra, hurra, hurra!
Konsul Bernick.
Stilhed, mine herrer. Jeg har ingen adkomst
til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet,
var ikke fra først af min hensigt. Min hensigt
var at beholde det hele selv, og jeg er fremdeles
af den mening mening, at disse ejendomme bedst kan
nyttiggøres, om de forbliver samlet på en én hand hånd [HIS: NBO Ms.8° 956, lesemåten er normalisert til «hånd»] .
Men man kan vælge. Ønsker man det, så er
jeg villig til at forvalte dem efter bedste skøn.
Stemmer.
Ja! Ja! Ja!
Konsul Bernick.
Men først må mine medborgere kende mig
tilbunds. Lad så enhver granske sig selv, og
lad det så stå fast, at fra iaften begynder vi en
Faksimile

s. 203

ny tid. Den gamle, med sin sminke, med sit
hykleri og sin hulhed, med sin løjede skikkelighed
og med sine jammerlige hensyn, skal stå for os
som et musæum, åbent til belærelse; og til dette
musæum skænker vi, – ikke sandt, mine herrer?
– både kaffeservicet og pokalen og albumet og
huspostillen på velin og i pragtbind.
Grosserer Rummel.
Ja naturligvis.
Købmand Vigeland
(mumler).
Har De taget alt det andet andet, så –
Købmand Sandstad.
Vær så god.
Konsul Bernick.
Og nu hovedopgøret med mit samfund. Der
blev sagt sagt, at slette elementer havde forladt os
iaften. Jeg kan tilføje, hvad man ikke ved véd : den
mand, der sigtedes til, er ikke rejst alene; med
ham fulgte for at blive hans hustru –
Frøken Hessel
(højt).
Dina Dorf!
Adjunkt Rørlund.
Hvad!
Fru Bernick.
Hvad siger du Du !
(Stor bevægelse.)
Faksimile
s. 204
Adjunkt Rørlund.
Flygtet? Løbet bort – med ham! Umuligt!
Konsul Bernick.
For at blive hans hustru, herr adjunkt. Og
jeg tilføjer mere. (sagte.) Betty, fat dig, og bær,
hvad der nu kommer. (højt.) Jeg siger: hatten
af for den mand; thi han har højmodig taget en
andens brøde på sig. Mine medborgere, jeg vil
ud af usandheden; den har været nær ved at
forgifte hver eneste trævl i mig. De skal vide
alt. Jeg var for femten år siden den skyldige.
Fru Bernick
(sagte og bævende):
Karsten!
Frøken Bernick
(ligeså).
Ah, Johan –!
Frøken Hessel.
Der vandt du endelig dig selv!
(Målløs forbauselse forbavselse blandt de tilstedeværende.)
Konsul Bernick.
Ja, mine medborgere, jeg var den skyldige,
og han rejste. De onde og usande rygter, som
bagefter udbredtes, står det ikke nu i menneskelig
magt at modbevise. Men herover tør jeg ikke
beklage mig. For femten år siden svang jeg
mig ivejret på disse rygter; om jeg nu skal falde
på dem, det får enhver overlægge med sig selv.
Faksimile
s. 205
Adjunkt Rørlund.
Hvilket lynslag! Byens første mand –!
(dæmpet til fru Bernick). O, hvor jeg beklager Dem,
frue!
Hilmar Tønnesen.
En sådan tilståelse! Nå, det må jeg sige –!
Konsul Bernick.
Men ingen afgørelse iaften. Jeg beder en-
hver gå til sit, – at samle sig, – at se ind i
sig selv. Når ro er falden over sindene, vil det
vise sig sig, om jeg har tabt eller vundet ved at jeg
talte. Farvel! Jeg har endnu meget, meget, at
angre; men det vedkommer kun min samvittighed.
Godnat! Bort med al festpragt. Det føler vi
alle, at sligt er ikke her på sin plads.
Adjunkt Rørlund.
Visselig ikke. (dæmpet til fru Bernick.) Løbet bort!
Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig.
(halvhøjt til festkommitteen festkommiteen .) Ja, mine herrer, efter dette
tænker jeg det er bedst bedst, at vi fjerner os i al
stilhed.
Hilmar Tønnesen.
Hvorledes man herefter skal kunne holde
ideens fane højt, det –. Uf!
(Meddelelsen er imidlertid gåt hviskende fra mund til mund. Alle
deltagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sand-
stad
og Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid.
Hilmar Tønnesen lister sig ud tilhøjre til højre . Under taushed bliver
tilbage i salen konsul Bernick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken
Hessel og fuldmægtig Krap.)
Faksimile
s. 206
Konsul Bernick.
Betty, har du tilgivelse for mig?
Fru Bernick
(ser smilende på ham).
Ved Véd du, Karsten, at nu har du åbnet mig
den gladeste udsigt i mange år?
Konsul Bernick.
Hvorledes –?
Fru Bernick.
I mange år har jeg troet, at jeg engang
havde ejet dig og tabt dig igen. Nu ved véd jeg, at
jeg aldrig har ejet dig; men jeg skal vinde dig.
Konsul Bernick
(slår armene om hende).
O, Betty, du har vundet mig! Gennem Lona
har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad
nu Olaf komme.
Fru Bernick.
Ja, nu skal du få ham. – Herr Krap –!
(Hun taler sagte med ham i baggrunden. Han går ud gennem
havedøren. Under det følgende slukkes efterhånden alle trans-
parenter og lys i husene.)
Konsul Bernick
(dæmpet).
Tak, Lona, du har reddet det bedste i mig
– og for mig.
Frøken Hessel.
Var det andet, jeg vilde?
Faksimile
s. 207
Konsul Bernick.
Ja, var det, – eller var det ikke? Jeg kan
ikke blive klog på dig.
Frøken Hessel.
Hm –
Konsul Bernick.
Altså ikke had? Ikke hævn? Hvorfor kom
du da herover?
Frøken Hessel.
Gammelt venskab ruster ikke.
Konsul Bernick.
Lona!
Frøken Hessel.
Da Johan fortalte mig dette om løgnen, da
svor jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal
stå fri og sand.
Konsul Bernick.
O, hvor lidet har jeg jammerlige menneske
fortjent det af dig!
Frøken Hessel.
Ja, dersom vi kvinder spurgte efter fortjene-
sten, Karsten –!
(Skibsbygger Aune kommer med Olaf fra haven.)
Konsul Bernick
(imod ham).
Olaf!
Olaf.
Fader, jeg lover dig, jeg skal aldrig mere –
Faksimile
s. 208
Konsul Bernick.
Løbe bort?
Olaf.
Ja, ja, det lover jeg dig, fader.
Konsul Bernick.
Og jeg lover dig, du skal aldrig få grund
til det. Herefter skal du få lov til at vokse op,
ikke som arvetager til min livsgerning, men
som den, der selv har en livsgerning ivente.
Olaf.
Og får jeg også lov til at blive, hvad
jeg vil?
Konsul Bernick.
Ja, det får du.
Olaf.
Tak. Så vil jeg ikke blive samfundets støtte.
Konsul Bernick.
Så? Hvorfor ikke det?
Olaf.
Nej, for jeg tror, det må være så kedeligt.
Konsul Bernick.
Du skal blive dig selv, Olaf; så får resten
gå, som det kan. – Og De, Aune –
Skibsbygger Aune.
Jeg ved véd det, herr konsul; jeg har min afsked. afsked
Faksimile
s. 209
Konsul Bernick.
Vi bliver sammen, Aune; og tilgiv mig –
Skibsbygger Aune.
Hvorledes? Skibet sejler ikke iaften.
Konsul Bernick.
Det sejler heller ikke imorgen. Jeg gav Dem
for knap frist. Det må ses grundigere efter.
Skibsbygger Aune.
Skal ske, herr konsul, konsul – og det med de
nye maskiner!
Konsul Bernick.
Så skal det være. Men grundigt og ærligt.
Her er mangt hos os, som trænger til en grundig
og ærlig reparation. Nå, godnat, Aune.
Skibsbygger Aune.
Godnat, herr konsul; – og tak, tak, tak!
(han går ud tilhøjre til højre .)
Fru Bernick.
Nu er de alle borte.
Konsul Bernick.
Og vi er alene. Mit navn lyser ikke i ild-
skrift længer; alle lys er slukket i vinduerne.
Frøken Hessel.
Vilde du ønske dem tændt igen?
Konsul Bernick.
Ikke for nogen pris i verden. Hvor har
jeg været henne! I vil forfærdes, når I får vide
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
14
Faksimile

s. 210

det. Nu er det som jeg var kommen til sans
og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler
det, – jeg kan blive ung og sund igen. O,
kom nærmere, – tættere omkring mig. Kom,
Betty! Kom, Olaf, min gut! Og du, Marta; –
jeg har ikke set dig i alle disse år, synes jeg.
Frøken Hessel.
Nej, det tror jeg gerne; jert samfund er et
samfund af pebersvend-sjæle; I ser ikke kvinden.
Konsul Bernick.
Sandt, sandt; og just derfor, – ja, det står
fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig mig.
Fru Bernick.
Nej, Lona, det må du ikke!
Frøken Hessel.
Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra
jer unge folk, som skal begynde at sætte bo?
Er jeg ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi
to gamle tanter –. Hvad ser du efter?
Frøken Bernick.
Hvor himlen klarner. Hvor det lysner over
havet. «Palmetræet» har lykken med sig.
Frøken Hessel.
Og lykken ombord.
Konsul Bernick.
Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag
ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer
Faksimile

s. 211

blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder.
Det har jeg også lært i disse dage: det er I
kvinder, som er samfundets støtter.
Frøken Hessel.
Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger.
(lægger hånden vægtigt på hans skulder.) Nej, du; sand-
hedens og frihedens ånd, – det er samfundets
støtter.

Forklaringer

Tegnforklaring inn her