Du er her:
Rypen i Justedal
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
side: 1
1.
Rypen i Justedal,
nationalt Skuespil
i
fire Acter,

1850.
Faksimile
side: [1]
Bengt af Bjerkehoug, en rig Odelsbonde.
Bjørn, hans Søn.
Mereta hans Pleiedatter og Myndling.
Einar en ung Odelsbonde.
Alfhild, en ung Pige.
Mogens, Præst –
Knud, en gammel Spillemand.
Paal, en gammel Jæger.
Ingeborg og flere Tjenestefolk paa Bjerkehoug.
Faksimile
side: 2
2
Første Act.
Vild Fjeldegn; til Venstre en gammel
Sæterhytte, i Baggrunden høie Fjelde der
hæve sig over hinanden. Bjørn og Paal
komme ned fra Lien med Buer og an-
dre Jagtredskaber paa Ryggen; det er Aften. –
Paal
Vi faa nok skynde os ifald vi skal
naa frem til Bjerkehoug ilyse, Bjørn!
snart er det mørkt –
Bjørn
Det haster ikke, { Paal, }kom
og sæt dig her paa Hellen, lad os hvile.
Paal
Ei, er du træt?
Bjørn
Det { <...> }er ei derfor, Paal!
men her er jo saa kjøligt og saa vakkert
see her hvor Fjeldet skinner rødt som Guld
man skulde tro at det var Haugafolket
Faksimile
side: [2]
som viste os sin hele rige Skat.
Paal
See nu er du igjen paa disse Tanker
om Haugafolk og Huldre og Gud veed
hvad Alt det heder –
Bjørn
Troer du da ei
at saadant findes meer?
Paal
Jo at det findes,
det veed jeg sagtens vel saa godt som du
men netop derfor skulde du ei snakke
om saadant nu ved Solenedgang, Bjørn.
Bjørn
.
Du mener at det kunde være muligt
det viste sig?
Paal
Ja hvorfor ikke det
sligt har jeg seet før –
Bjørn
Har du?
Paal
Ja vist
og det for ikke længe siden –
Bjørn
Hvor?
Paal
Her lige Nord i Sæteren, der var jeg
en Lørdagskvæl i Sommer
Bjørn
Du v{ <...>l}ar vel
Faksimile
side: 3
3
paa Frieri –
Paal
Saa var det nok omtrent,
hun Gunborg som engang saanær var bleven
min Fæstemø, – det blev nu intet af, –
hun ligger der tilsæters –
{ <...> }Bjørn
Hun, den Gamle
vi mødte der imorges –
Paal
Nu, ja vist
hun er da ei saa gammel, og desuden
saa koger hun slig prægtig Rømmegrød
Bjørn
.
Ja, det kan være, – men hvad saa du da?
(han tager Nisten frem medens Paal
fortsætter.)
Paal
Nu skal du høre, – vent nu bare lidt;
det var i Kvældingen omtrent som nu,
jeg trasked opad saa i egne Tanker –
men aller bedst jeg gik saa fløi der op
en Rype tæt ved mig i Graneholtet
Bjørn
Og saa?
Paal
Jeg spændte Buen i en Fart
– men væk var Fuglen –
Bjørn
Ja det troer jeg gjerne
Paal
Ja hør nu bare (med la{ d }v Stemme) da jeg saa mig om
Faksimile
side: [3]
stod Huldra høit i Lien netop der
paa samme Sted hvor Rypen just blev borte.
Bjørn
.
Aa, det har sagtens været Gunborg –
Paal
Saa,
troer du da ei at jeg kan skjelne Huldra
ifra et christent Menneske, – nei nei, –
jeg ved nok hvem det var, – og Rypen da? –
ja jeg tør bande paa det var en Troldfugl.
Bjørn
Men hvordan saa hun ud, hun var vel vakker?
Paal
Ja hun var vel nok skabt, det maa jeg sige –
men det saa jeg nu ikke vidre efter –
Bjørn
Du løb din Vei?
Paal
Ja det er nok det bedste
i slige Tilfælde; Folk sige jo,
at Huldra passer paa; naar det kan skee
saa lokker hun de { <...> }raske Karle til sig –
Bjørn
{ <...> }Det er nok helst de unge!
Paal
Nu, ja vel,
jeg er da ingen Gamling endnu heller,
for tredive Aar tilbage var jeg kun
en Unggut endnu, –
Bjørn
Ja det kan nok være.
Faksimile
side: 4
4
Paal
Ja tredive Aar er sagtens ingen Alder.
Jo, jo, det var nok bedst jeg gik min Vei,
du mindes hvordan det gik Eivind Bolt
Bjørn
Ja Huldren lokked ham jo ind i Fjeldet,
Paal
Og lod ham blive der i mange Aar,
og da han endelig kom ud igjen
saa kjendte Ingen ham i Bygden mere.
Bjørn
Nu ja, hvad Skade var der vel i det?
Paal
Du havde maaskee Lyst at følge med
hvis Huldra lokked dig –
Bjørn
Ja hvorfor ikke!
Paal
Jeg tænkte det; – jeg har nok længe mærket
at i den sidste Tid stod al din Hu
til Sagn og Eventyr og derfor flakker
du her omkring fra Morgen og til Kvæl;
igaar da jeg traf paa dig, – hør, hvor havde
du været da?
Bjørn
Nu, kan du gjætte det?
Paal
Vel høit tilfjelds som ellers!
Faksimile
side: [4]
Bjørn
.
Endnu længer, –
i Justedalen! –
Paal
Gud forlade dig! –
I Justedalen, der hvor ingen Skytte
har sat sin Fod i mange Herrens Aar;
den ligger øde siden Svartedauen.
Bjørn
Jeg ved det nok –
Paal
Og Folk fortæller jo
at det skal spøge der og at de Døde
som ligge ubegravne, gaa igjen.
Bjørn
Det kan nok være!
Paal
Har du intet seet?
Bjørn
Nei intet seet, – men hørt –
Paal
Hvad, – har du hørt, –
Bjørn
Nu, Suus fra Granetop og Fuglekvidder
og sligt som altid høres her tilfjelds –
Paal
Og ikke andet?
Faksimile
side: 5
5.
Bjørn
Lad os ikke snakke
om {sligt}saadant nu saa seent paa Kvælden, Paal!
Paal
Folk siger Huldren eier hele Dalen.
Bjørn
Gjør Huldren?
Paal
Ja, og at hun gjæter der
sin hele Buskap, –
Bjørn
Det kan gjerne være
jeg saa ei {n}Noge{t}n, –
Paal
Ja da har jeg dog
hørt Sæterjenterne herom fortælle
at de om Sommerkvællen tit har hørt
at Huldren blæste paa sin Luur deroppe.
Bjørn
springer op.
Det høre de?
Paal
Nu ja, – hvad fattes dig?
Bjørn
Aa det var ingen Ting; men sige de
at de kan høre Huldrelok fra Lien.
Paal
Det er ei længer siden end igaar
jeg hørte det { af }paa Sæteren hernede;
seer du det gamle Sél som staar forladt
Faksimile
side: [5]
det er fordi at ingen Jente vover
at ligge her tilfjelds –
Bjørn
Forunderligt!
Men lad os tage os et Drag af Hornet
det haster ei vi kan jo hvile { <...> }her
saagodt som andetsteds
(han drikker og rækker
Paal Hornet.)
Paal
Nu, som du tykkes!
(han drikker)
Du er da bleven rent som folkesky
og trives ingensteds som her i Skogen;
nu, hver sin Lyst, ifald det huer dig
at blive her inat, saa vil jeg søge
en Bænk at hvile paa i Sælet der.
(han reiser sig.)
Bjørn
Ja gaa du kun, – jeg sidder her paa Hellen
og pudser Rusten af min Bue, –
Paal
Vel!
men skynd dig kun, det er alt seent paa Kvælden.
(han gaar ind i
Selet.)
Bjørn
efter
en Pause
.
Nei alt hvad jeg end strider derimo{m}d,
jeg kan ei blive fri for disse Tanker!
Har jeg da ikke hørt saa tydeligt
hvordan hun lokked med sin Luur fra Lien;
og fra den første Gang jeg hørte det
Faksimile
side: 6
6
da forekom det mig som jeg blev dreven
af en usynlig Magt derop; – hver Dag
jeg maatte vandre did, selv mod min Villie.
– Hør, lød det ei, (lytter) – nei, det var kun en Gjøg
som sang deroppe, høit i Furutoppen,
det skal betyde Lykke siger man,
nu, gid det var saavel, – tys, hvad er det?[HIS: Semikolon endret til spørsmålstegn ved delvis overskriving.]
jeg hører Fodtrin, – det er vist en Skytte!
Harald
(kommer fra Lien med sin
Gig i Haanden.)
Godkvæl!
Bjørn
Godkvæl igjen, – hvor skal du hen
saa seent paa Kvælden –
Harald
Nedad imod Bygden!
Bjørn
Du boer vel over paa den anden Kant
af Fjeldet?
Harald
Ja, det kan du gjerne sige,
dog ikke mere der end andetsteds,
mit Hjem er hvorsomhelst det kan sig træffe.
Bjørn
Hvorledes mener du?
Harald
Jeg vanker om
og bier ingensteds ret meget længe,
jeg er en Spillemand, som du nok seer
Faksimile
side: [6]
og synger hvorsomhelst man gider høre.
Bjørn
Og du har intet Hjem?
Harald
Er der ei Ly
da, under hvert et Træ i Granelien?
Bjørn
Ja, du har Ret, naar man er ung saa gaar
det sagtens an; – men –
Harald
Snak dog ei om Alder!
vid, man kan gjerne leve hundred' Vintre
og endda være lige ung, min Gut!
Bjørn
Du taler underligt!
Harald
Det kan nok være, –
det er fordi du ikke skjønner mig; –
men jeg maa nok begive mig paa Veien. –
– Gaaer ikke denne Sti til Bjerkehoug?
Bjørn
Til Bjerkehoug? Ja, skal du did iaften?
Harald
Saa var min Agt, jeg har ei været der
paa mange Aar og derfor vil jeg gjerne
erfare om der endnu ei som før
er { <...> }Plads ved Aaren for den trætte Vandrer!
Faksimile
side: 7
7
Bjørn
Det kan du lide paa –
Harald
Det troer jeg og!
Bjørn
Nu saa farvel, – og lad ei Veien falde
dig altfor lang –
Harald
idet han vil gaa
For lang, hvor kan den det?
gaar du i Skogen med det rette Sind
saa savner du ei Selskab, mener jeg,
hvad eller tykkes dig at det er énsomt
her hvor dog Li og Fjeld er fuldt af Liv?
Du troer det ei? – det er dog som jeg siger
og hvis du ikke hører eller seer
saa er det kun fordi du ikke eier
det rette Syn og Hørelse! – Godkvæl.
(han gaar)
Bjørn
. seer efter ham
Det var dog sælsomt hvad han sagde der,
hvad mente han, – jeg kan ei fatte det.
(Luurtoner høres fra Baggrunden.)
Hør, hør, der lyder det igjen fra Fjeldet.
(lytter.)
Jeg kjender Tonerne, – ja, det er hende.
(Han lytter i taus {f}Forventning, Luur-
tonerne høres atter og Alfhild viser
sig i Baggrunden paa en Fjeldtop.)
Faksimile
side: [7]
Alfhild
(synger
uden at bemærke Bjørn)
«Det er saa tyst udi Skog og Fjeld,
Kun Bækken risler bag Stene,
Og Trosten kviddrer saa stur i Kvæl
En Sang fra Bjerkens Grene.
Dernede bag det grønne Blad
Dens Mage sidder hjemme
Og lytter fro og lytter glad
Alt til den kjære Stemme.»
(Hun gjør et Par {S}skridt fremad og
bemærker Bjørn; overrasket bliver hun et Øieblik
staaende og forsvinder derpaa bag Træerne.)
Bjørn
.
Der stod hun fager høit i Bjerkelien, –
med Luur i Haanden kvæded hun sin Vise,
ja hun var vakker, – og hvor veent hun sang!
hun ligned ikke Jenterne i Dalen.
D{ <...> }et var da Sandhed hvad den Gamle sagde
at Li og Fjeld er fuld af Liv; jeg vil
dog tale med ham end engang ikvel
(raaber ind i Selet.)
staa op og lad os give os paa Veien!
Paal
kommer
Hvad er paa færde, – er her Vildt i Lien!
Bjørn
Ja vist, men kom og lader os gaa hjem.
Paal
Saa har du sagtens atter sigtet feil
Faksimile
side: 8
8
det er ei skjeldent i den sidste Tid!
{ Paal }Bjørn
Jeg har ei skudt engang.
Paal
Nu endnu bedre.
Bjørn
Det var en Fjeldfugl kun. –
Paal
En Rype kanske.
Bjørn
Ja netop ligedan som den du saa,
med et forsvandt den oppe der i Lien!
Paal
Ja vil du bare see, – jeg havde Ret; –
det er da vel at jeg har Staal ved Haanden
saa kan ei Haugafolket røre os!
Bjørn
Nei vist, men kom nu, – skynd dig, lad os gaa!
(De gaa mod Venstre)

Faksimile
side: [8]
En gammeldags Bjelkehal paa
Bjerkehoug, øverst staaer Høisædet, paa den
ene Væg Arnen, paa den anden en Dør. –
Mereta og Ingeborg komme ind;
den sidste bærer et Mjødhorn. –
Mereta
Sæt Hornet der paa Bordet, Ingeborg!
vor Gjæst behøver sagtens Tidsfordriv
for ei at kjede sig her altformeget.
Ingeborg
.
O, derfor kan du være ganske rolig;
hvis ei jeg feiler blev ung Einar gjerne
paa Bjerkehaug sin hele Levetid –
Mereta
Hvorledes mener du?
Ingeborg
.
Aa, du har nok
forlængesiden mærket hvad jeg mener.
(hun gaar idet Einar
træder ind.)
Einar
Nu løb du atter bort fra mig derude
og lod mig staa allene –
Faksimile
side: 9
9
Mereta
O, det var
kun for at skaffe dig en Lædskedrik
du snakked jo saameget for mig, Einar
at du maa sikkert være tør i Halsen.
Einar
Vil du nu atter gaa, du har da aldrig Tid,
at høre hvad jeg har at sige dig!,
Mereta
Nei, det er sagtens og det klogeste!
Einar
Du leer kun ad mig, troer ei hvad jeg siger.
du tvivler paa min Ærlighed –
Mereta
O til
med Ærlighed, den læres ei i Staden.
og der var du jo fra din Barndom alt
Einar
Og, troer du da jeg nogensinde glemte
den fagre Blommelil i Dalen
Mereta
Nu,
du har da lært at føie snildt din Tale,
sligt skjønne vi ei her –
Faksimile
side: [9]
Einar
Jeg vented ei
at komme hid til Bjerkehoug den Dag
da du ei skjønned hvad der ærligt menes.
Mereta
muntert
Nu, lad os ikke trætte me{r}er derom
men kom og lad os være gode Venner!
Einar
vil tage hendes Haand .
Mereta!
Mereta
Nei, vær rolig nu, ung Einar!
Ja, du maa tro, vi har ei glemt dig heller,
du skulde see det lille Æbletræ,
du planted her for syv A{ rs }ars Tid i { <...> }Haven
Einar
Det mindes du endnu?
Mereta
Jeg seer til det
hver Dag, – det heder Einars Træ, Godkvæl!
(hun gaar)
Einar
Jeg kan ei rigtig blive klog paa hende,
snart støder hun mig bort med Spot og Skjemt
snart lokker hun mig atter til sig ret
som om jeg hued. hende ganske vel.
(Mogens træder ind.)
Faksimile
side: 10
10
Mogens
Guds Fred! min Søn, er du her saa allene,
jeg har et Budskab til Herr Bengt; du
veed vel ikke hvor jeg kunde træffe ham.
Einar
Han kommer sikkert snart
Mogens
Vel, saa vil jeg vente, (sætter sig) ja, nu
er du jo atter bleven vor Nabo, – du har
jo selv overtaget din Faders Gaard igjen, –
Einar
Ja, ærværdige Fader! jeg er kjed af Hird-
mandslivet, nu vil jeg slaa mig til Ro
en Stund – –
Mogens
Du gjør Ret, beati sunt agricolæ, – men
hvad { <...> }har du i Hornet d{it}er, – naa, Mjød,
– jeg troer en liden Taar vil gjøre godt ˹ (drikker) ˺ – –
– jo jo, Bengt af Bjerkehoug har gode Sager
i Kjelderen, men de komme nu skjel-
den fordagen, – her gaar ikke saa lystigt
til som i gamle salig Thormods Dage,
Einar! –
Einar
.
Nei, det tykkes mig ogsaa! det lader som
Faksimile
side: [10]

Bengt er mørk og tungsindig ˹alt˺ imellem.
Mogens
Ja det maa du sige, Gud lad det bare ikke
blive værre, – det er Ungdommens Synder og
Forfængelighed som tynger paa Alderdommen,
– han er nu et Verdens Barn, en af dem, der
foretrække rumores ante salutem, som
det heder, –
Einar
Det er nok fra den Tid hans Broder Alf blev borte? –
Mogens
Ja, saa er det nok –
Einar
Men hvorledes gik det da til – –
Mogens
Ja, det kan jeg gjerne sige, – her er vel Ingen
inde, – for du er en brav {g}Gut og din Fader var al-
tid rundhaandet ˹med allhaande Gaver og god Skjænk til˺ mod Klostret; (drikker) seer
du, Alf var den ældste Søn, han var en stille
from Sjæl, medens Bengt var vild og hidsig, ret
ligesom Bjørn; Alf skulde nu have Gaarden
efter Faderens Død og det kunde Bjørn Bengt da
ikke finde sig i, for han var nu et Verdens
{ <...> }Barn, og saa satte han altid Ondt i Faderen
imod Alf – –
Einar
Men det var nok især da Alf giftede sig –
Faksimile
side: 11
11
Mogens
Ja, netop da, – Faderen var imod Giftermaalet
men Alf vilde have sin Villie dengang, og da
han efter Byllupet traadte ind til Faderen
saa lyste han sin Forbandelse over ham og
svor at han aldrig vilde see ham mere, –
det kan da ikke nægtes at det var Bengts
Skyld, – Gud forlade ham –
Einar
Men hvor blev der af Alf –
Mogens
.
Det veed ingen, {æ}Ægtefolkene var og blev borte,
Folk i Bygden fortælle at Haugafolket tog dem
men det er nok rimeligt at han tog op
til en Plads han havde oppe i Fjeldmarken, men
saa kom Svartedøden og bortrev alle Menne-
sker deroppe, og ingen tør sætte sin Fod der
siden. –
Einar
Ja, det har jeg hørt, –
Mogens
.
Men siden den Tid har det ikke været godt paa Bjer-
kehoug, – den Gamle døde nu snart efter, og Bengt
vil ikke lade sig mærke med noget, – men Erindrin-
gen om Alf den nager ham, det skjønner jeg
nok; en mægtig Mand er han da, – og endnu mægtigere
vil nu Bjørn blive, dersom det bliver noget af mellem
Faksimile
side: [11]

ham og Mereta.
Einar
Mereta, – tænker Bjørn paa – –
Mogens
Na, det ved jeg ikke, men hans Fader tænker paa det –
Einar
halvt afsides
Ha, saa forstaar jeg hvorfor han gav mig Afslag –
Mogens
Hvad siger I? – Tys, der kommer han nok! (reiser sig.)
Einar
Saa vil jeg gaa. – (gaar ud til Venstre idet Bjørn Bengt træ-
der ind fra Baggrunden)
Bengt
.
Nu, Herr Mogens! er I der; – I bringer vel Papirerne
med.
Mogens
Her er de allesammen.
Bengt
Og der er ingen anden Arving end Mereta?
Mogens
.
Ingen; det er en Lykke for hende, for hendes salig
Faders Ei{ <...> }endom var da ikke stor –
Bengt
Nei, I har Ret!
Mogens
Og nu er d{a}er da ingenting iveien for Bryllupet kan
jeg tænke –
Bengt
opfarende
Hvad, Præst! mener I at det er derfor jeg har holdt det
hemmeligt, troer I at Mosterens Arv – –
Mogens
.
Det være langtfra, – men Folk i Bygden –
Faksimile
side: 12
12
Bengt
.
Det bryder jeg mig ikke om, «lige fremad», det er
mit Valgsprog; – Bjørn skal ægte hende, – jeg har holdt
det hemmeligt fordi det var min Villie, nu skal det
blive bekjendt fordi det er min Villie – –
Mogens
Men hverken Bjørn eller Mereta ved noget om det –
Bengt
Hvad behøves det! Er ikke Bjørn min Søn, har jeg
ikke været { <...> }hendes Formynder, – skulde han ligesom
Alf, – (med pludselig forandret Stemme.) Gud være med ham,
jeg har betalt Sjælemesser for ham, – jeg har givet { <...> }Alter-
lys og anden Skjænk til Klostret – –
Mogens
Det har I gjort som en god Christen – –
Bengt
Og alligevel, – men lad os ikke tale mere herom, –
(gaar hen til Arnen.)
Naa, hvad er I saa lystige over. –
˹Einar˺ Mereta
Aa vi fortælle Sagn og Eventyr.
Mereta
Kom, sæt dig Fader, skal du høre –
Bengt
Nei,
jeg kan ei lide denne gamle Skik
man sover saa uroligt, drømmer slemt deraf
Mereta
Men Bedstefa'r fortalte jo saa tit
og han sov altid roligt
Bengt
Gjorde han? –
Faksimile
side: [12]
Mereta
O, kan du mindes, Einar! dengang vi
var Børn, saa sad vi her om Vinterkvællen
jeg sad paa gamle Bedstefaders Knæ –
Einar
Og saa fortalte han om Sangerknud
Mereta
O ja, om Sangerknud, hvor det var morsomt
Mogens
Hvem er da sangerknud?
Mereta
En Spellimand
som vandrer om fra Bygd til Bygd og synger!
Einar
Her kom han aldrig –
Mereta
Ikke det jeg veed,
jeg saa ham aldrig –
Bengt
Nei det troer jeg gjerne
det Hele er jo kun et Eventyr –
Mereta
Nei vist, han lever endnu, – spørg kun Paal –
Bengt
Ja, Paal, – han har jo seet Huldren ogsaa –
Mereta
Men du har selv fortalt om Sangerknud –
Bengt
Ja dengang – –
Mereta
Kan du ikke huske det
naar jeg og Bjørn og Einar sad omkring dig –
og naar du saa fortalte, blev du munter,
aa, Fa'er fortæl –
Bengt
klapper hende paa Kinden
Na, ja, det kan jeg gjerne.
(de sætte sig.)
Faksimile
side: 13
13
Der vandred en Spillemand viden om,
gjennem Skog og i dybe Dale,
men hvorsomhelst han tilhuse kom,
man lyttede taus til hans Tale; –
der fór fra hans Strenge en deilig Lyd,
som Huldreslot det mon klinge,
og Fuglen kviddred derved af Fryd
og svang sig i lystige Ringe.
Naar Brudehuset gjenlød af Støi
taug ofte {g}den glade Klynge,
thi En stod imellem dem rank og høi
og redte sig til at synge;
– men tit sad han ogsaa ved A{ <...> }rnen og sang
og stilled den tungeste Kvide
ei Fjeld eller Fjord kunde standse hans Gang,
han vanked om Lande saa vide!
Knud
træder langsomt ind
Guds Fred med eder alle, baade Mand og Kvinde.
Guds Fred med enhver som i Stuen er at finde!
Bengt
Guds Fred, hvo er du der kommer hid saa seent
du er vel langveis ˹at fare˺ fra, kom sæt dig ned !
Knud
Mit Navn er Knud og jeg har mit Tag
under Busken som flygtige Hare.
Min Hal er den kjølige Furuskog
der føler jeg mig som hjemme
der synger jeg glad og spiller dertil
Faksimile
side: [13]
og Fuglen kjender min Slemme.
Men ofte saa driver en lønlig Magt
mig bort fra de { eg }fagre Lunde,
jeg hviler da stundom ved lave Strand,
jeg stundom i Dalen mon blunde.
Jeg standser min Gang ved Bondens Gaard
og rører ved mine Strenge,
jeg synger min Vise, og siger Farvel
og ingensteds dvæler jeg længe!
Einar
Saa vandrer du da om i Frost og Kuld
Mereta
Den stakkels Gamle der maa saadant trænge!
Knud
Jeg trænger ikke Sølv, ei heller Guld
end aldrig sang jeg nogentid for Penge
Bengt
Saa sæt dig dog og hvil dig der ved Aaren –
Knud
Jeg takker eder –
Mereta
Jeg vil bringe dig
{ <...> }en kraftig Lædskedrik, det skjænker Kræfter.
(bringer ham Mjødhornet.)
Knud
Tak, Tak, mit vene Barn –
(drikker)
Einar
Og saa maa du
Faksimile
side: 14
14
dog synge os en lystig Vise, Gamle!
Knud
{d}Det er jeg rede til naar det forlanges –
Bengt
Men ikke disse gamle Eventyr
om Haugafolk og sligt –
Knud
reiser sig
Du troer da ei
paa vore Sagn –
Bengt
Sligt er jo kun for Børn
og Kvinder –
Einar
O nei vist, fortæl og syng!
Bengt
stolt
Ja vil du synge, kom da med en Vise
om mine gjæve Fædre, der er nok
af Kvad om dem –
Knud
.
Ja, jeg kan ogsaa Een
om eders andre Slægtninge, – maaskee
at I { <...> }vil høre den, – om Alf og Ingierd!
Bengt
farer tilbage
Fordømte, Ti! ha, vil du haane mig!
Mereta
O, Fader bliv ei v{ er }red –
Einar
Hvad fattes eder?
Knud
Det er jer ærligt ment –
Faksimile
side: [14]
Mogens
Holdt inde, Gamle!
Knud
Det baader eder vel at høre den! –
Bengt
Hvis du ei havde drukket af mit Horn
og hvilet ved mit Arnested saa skulde
jeg jaget dig fra Gaarden som en Hund!
Knud
Nu, saa er her ei mere Sted for mig,
men hør mig roligt, Bengt af Bjerkehoug!
lad mig kun synge, det vil bringe Held
for eder og for eders hele Slægt
Mogens
Jeg troer han er ifra {f}Forstanden –
Bengt
til Knud
Ti,
jeg gider ikke høre dine Viser –
hvis du har Noget at berette mig
saa siig det frem i Korthed.
Knud
Nei, min Magt
er lagt i mine Strænge; kun i Sang
og Eventyr jeg virker, – ellers ei –
(Bjørn og Paal komme.)
Mereta
Der kommer Bjørn tilbage!
Bjørn
.
Der er { <...> }jo
den gamle Spillemand!
Faksimile
side: 15
15
Knud
<...>
Ha, er det dig,
du hører hjemme her paa denne Gaard, –
her er ei godt at være –
Bengt
Kjender du
den Gamle, –
Bjørn
.
{ <...> }Ja, jeg mødte ham paa Fjeldet.
Bengt
(mistroisk)
Har du da maaskee skikket ham herned?
Bjørn
Han sagde selv han vilde gjæste dig.
Mereta
Vær ikke vred –
Bengt
Ti, Pige – lad mig raade, –
Knud
Jeg gaar, thi her er ikke godt at være
vee, vee det Huus hvor Sangen ei maa høres,
der har ei Lykken hjemme, – nu Godkvæl!
I skal nok endnu engang høre fra mig! –
(gaaer)
Paal
forskrækket
For Herrens Skyld! I jaged ham vel ei
afgaarde Husbond? –
Bengt
Jo {, h}Hvorfor ikke det?
jeg gad ei høre ham. –
Faksimile
side: [15]
Paal
Nu ved St: Olaf!
der har I gjordt et herligt Stykke Arbeid –
Bengt
Hvad mener du?
Mereta
Hvem var han?
Paal
Saa I ei
de gyldne Strenge paa hans Gige?
Einar
Jo!
saa tykkes mig!
Paal
Ja, – det var Sangerknud!
(Bevægelse blandt Huusfolkene)
Bjørn
Han! – Sangerknud!
Bengt
Hvad staar du der og snakker!
Paal
.
Jo, som jeg siger!
Mereta
Veed du det da vist?
Paal
.
Ja vist, min gamle Fa'er { <...> }har tit fortalt
om ham; – han bringer Lykke hvor han kommer
og hvor man lytter til hans Eventyr;
men er { <...> }man streng, og viser man ham bort
saa bringer det kun Uheld over Gaarden! –
Bengt
Nu det har vi jo sagtens nok af { <...> }før, –
Faksimile
side: 16
16
men det er seent, det er paa Tid I gaa
(Mereta og Pigerne gaa)
til Hvile; vil I følge mig Herr Mogens!
jeg har dog lidt at tale med jer om. –
(Han og Præsten gaar)
Paal
Saa vil jeg ogsaa lægge mig til Hvile, –
men Sangerknud! – Gud hved { <...> }hvad der vil skee! –
(gaar)
(Bjørn sætter sig i en grundende Stilling.)
Einar
(stiller sig foran ham)
Nu Bjørn! hvad fattes dig?
Bjørn
.
Jeg veed ei selv!
Einar
Har noget Uheld truffet dig idag?
Bjørn
.
Jeg veed ei enten Uheld eller Held; –
(reiser sig.)
men Noget er det, – hør jeg vil betro
det til dig – høit imellem Fjeldene
hen imod Justedalen traf jeg paa
en ung og fager Kvinde –
Einar
leende
Ikke andet,
det var da sagtens intet Uheld, Bjørn!
Bjørn
Nei hør mig kun, det var i Ødemarken
hvor ingen Sæterjente vover sig –
Einar
Saa har hun sagtens faret vild deroppe –
Bjørn
.
Nei, nei, – hun ligned ikke andre Piger –
Faksimile
side: [16]
hun stod imellem Træerne og sang,
og saa forsvandt hun pludselig –
Einar
, mumlende
Det var
vel aldrig Huldren, –
Bjørn
Flere Gange har
jeg hørt hvordan hun blæste der paa Luren, –
men nu, da jeg har seet hende; – Einar,
jeg maa derop igjen –
Einar
Jeg raader dig
at være lidt forsigtig, vogt dig vel,
forsee dig ei paa Sæterjenterne –
Bjørn
Jeg siger jo –
Einar
.
Nu nu, paa Huldren da!
Men hør mig Bjørn! det er alvorligt meent, –
din Fader har nok andre Hensigter,
han saae nok gjerne at der blev et Par
af dig og af Mereta –
B{engt}jørn
O, umuligt,
det har han aldrig talt om; – hun og jeg
betragte jo hinanden blot som Søskend.
Einar
Men hør mig Bjørn!
Bjørn
.
Nei, nei, det nytter ei,
det gaar ei an, jeg tænker kun paa hende
jeg saa idag –
Einar
Det er jo Galskab, Bjørn!
Faksimile
side: 17
17
jeg skulde næsten tro at det er Kogleri
og Trolddomskunster som har hildet dig!
Bjørn
.
Ja lad det være som det vil, – jeg kan
ei stride længer mod, jeg har jo kjæmpet,
det nytter ei, ifra den første Gange
jeg hørte Luren tænker jeg paa hende
jeg har jo bedet Gud og hellig Olaf
at styrke mig, men nei det hjælper ei
jeg maa afsted derop at finde hende! –

Anden Act
En vild { <...> }men skjøn Egn i Justedalen; Træer
{ <...> }og Fjeld{ <...> }e i Baggr: og paa Siderne, til Venstre en lille
Bjerghule der sk˹j˺ules af Grene og Blade. –
Bjørn
kommer
Snart er det Aften, – jeg har vanket om
den hele Dag igjennem Skog og Lier
jeg fulgte Renens Spor i vildsom Ur
indunder Granens mørke Tag paa Fjeldet.
Her er da Dalen; denne fagre Dal,
der ligger lukt af steile Klipperygge.
Faksimile
side: [17]
Naar Skytten nærmer sig en skjelden Gang
den anden Side af de vilde Fjelde
da tror han mindst at finde mellem dem
en fager Dal med Blomster og med { l }Lunde.
Deroppe stod jeg høit paa Aasens Top
dengang jeg hørte først de klare Toner;
hvad skal jeg tro, man siger jo at naar
en Ungersvend først hører Huldreslotten,
da standser han og lytter taus dertil
og siden kan han aldrig Spillet glemme.
(Luurtoner høres.)
Hvad er det! Ha, ja det er hendes Luur, –
der seer jeg hende komme gjennem Skoven!
Alfhild
, kommer.
Idag er Alfhild ikke glad som før,
han var der ei, han kommer ikke mere, –
(bliver ham vaer)
O, jo, der er han, – (iler imod ham) nu maa du ei meer
saasnart forlade Alfhild, –
Bjørn
overrasket
{ <...> }Fagre Pige!
hvo er du? –
Alfhild
Spørger du hvem Alfhild er, –
det veed du jo, – men her, her maa du blive,
du maa ei gaa saa hastigt som i Nat!
Faksimile
side: 18
18
Bjørn
forundret
Inat! hvad mener du? 2 har 1 jeg { da }ei været
i Nat paa Fjeldet –
Alfhild
.
O, du gik saa s{ a }nart, –
Bjørn
Hvad mener du?
Alfhild
.
Hør nu skal jeg fortælle;
men kom og sid i Græsset her hos mig.
(de sætte sig under
et Træ i Forgrunden)
Det var saa underligt; men hør du kjender
vel Alferne?
Bjørn
{H}Nei, nei –
Alfhild
Hvad <...> Du kjender ei
de smaa, de gode Alfer, de som lege
imellem Blomsterne i Skoven naar
det store Øie lukker sig bag Aasen.
Bjørn
.
Nu ja, det veed jeg, men fortæl, fortæl!
Alfhild
Naar det er mørkt og Alfhild lukker Øiet
da komme de og lege { <...> }rundt om hende
de bringe Blomster med, – da er hun glad, –
de eie alle Blomsterne i Skoven –
men nu i Nat kom Alferne ei hid –
Faksimile
side: [18]
Bjørn
Og hvorfor ei?
Alfhild
Det veed { j }ei Alfhild heller,
hun tror de frygtede for dig, som hun
dengang hun saa dig første Gang i Lien. –
O, Alfhild tænkte siden kun paa dig,
da kom du hid igjen; vi vandred sammen
igjennem Skoven, – da var Alfhild glad! –
O, men idag var du her ikke mere! –
Bjørn
Du har kun drømt!
Alfhild
Hvad mener du med det!
Men nu maa du ei gaa igjen iaften, –
Bjørn
.
Jeg maa ei gaa?
Alfhild
.
Nei, nei du maa ei gaa!
du kjender vel den lille Blomst paa Fjeldet
den lille blaa som ˹voxer { <...> } nær˺ staar ved Granens Fod, –
Bjørn
Ja vist jeg kjender den –
Alfhild
Om Aftnen kommer
det store Lys fra Aasen der og skinner
ned paa dens Blade, og de blanke Lys
de smaa deroppe allesammen skinne –
– da blier den lille Blomst saa glad, saa glad!
men ak, saa gaa de alle bort
Faksimile
side: 19
19
men ak, saa gaa de alle bort med Natten,
og da er Blomsten ikke mere glad,
da lukker den sit lille Blad og græder; –
(hæftigt idet hun griber hans Haad.)
{Du}O, du maa blive her; thi Alfhild er
ret som den blaa, den lille Blomst paa Fjeldet! –
Bjørn
.
Ja ja, jeg bliver, men fortæl mig dog
hvorledes kom du hid, er der da Ingen
som lever her hos dig –
Alfhild
.
Hvad mener du?
Bjørn
.
Har du da ingen Fader eller Moder?
Alfhild
O jo, men de er ikke meer hos Alfhild!
nu sove de; – de komme ei igjen.
Dengang da Alfhild var en liden Pige
da var hun hos sin Fader og sin Moder
men det er længe, meget længe siden.
Bjørn
afsides
Saa er de sikkert døde, stakkels Barn! –
Alfhild
.
M {in}O Moder var saa god, – min ˹og˺ Fader ogsaa,
han ligned dig –
Bjørn
.
Og siden leved du
allene her –
Alfhild
Nei, Alfhild er ei ene
see her er Blomster jo, og Fugle smaa
Faksimile
side: [19]
og Alfhild kjender godt dem allesammen,
og saa har Alfhild sine hvide Lam
og si{ tt }ne Gjeder, – nu er de paa Fjeldet;
og Alferne, de bo i Skoven her,
en Alf
naar hun er glad saa lege de med hende,
Bjørn
Og her er ingen anden –
Alfhild
Stundom, jo, –
saa kommer ogsaa Alfhilds gamle Fader, –
Bjørn
Din gamle Fader! – Du fortalte jo
han var ei mere her –
Alfhild
Det er den Anden,
o, kjender du da ei den gamle Mand
som har saameget vakkert at fortælle;
da sidder Alfhild her og lytter til
og spørger ham om det hun ikke fatter,
men nu da du er kommen hid saa vil
hun heller høre paa hvad du fortæller.
Bjørn
.
Men hvorfor tager han dig ikke med,
hvi lader han dig blive her i Dalen!
Alfhild
O, det har Alfhild aldrig spurgt ham om; –
(betænker sig og siger pludselig)
– men hør, – nu falder der mig Noget Ind ,
– kan Alfhild være Andetsteds end her? –
Bjørn
.
Det kan du, – Alfhild! hvis du vilde følge
mig til mit Hjem –
Faksimile
side: 20
20
Alfhild
glad.
O, har du og et Hjem
en Dal som her med Blomster og med Skove?
Bjørn
Det har jeg, Alfhild! vil du følge med –
Alfhild
Ja gjerne, gjerne følger Alfhild dig! –
(Knud kommer langsomt
ud af Skoven.)
Knud
Godkvæl min Alfhild!
Alfhild
iler ham imøde.
Fader! kommer du
saa seent,
Knud
Jeg maatte see til dig iaften!
(bemærker Bjørn)
ha, er det dig, – hvorledes kom du hid?
Bjørn
overrasket
Jeg var paa Jagt – –
Alfhild
.
O, Fader! han har lovet
at han ei vil forlade Alfhild meer!
Knud
Det har du lovet?
Bjørn
Ja, det har jeg, Gamle!
Alfhild
Han siger at han har et Hjem, en Dal
som denne, – didhen vil han føre Alfhild!
– o, Alfhild vil saa gjerne følge ham
hun kan ei blive her naar han er borte! –
Faksimile
side: [20]
Knud
Du fører hende til din Faders Gaard?
Bjørn
Det er min Agt –
Alfhild
Da maa du komme, Fader
og synge for ham alt hvad du har sunget
for Alfhild før, –
Knud
Det skal jeg gjøre, Barn!
jeg skal nok voge over dig –
Bjørn
Men siig,
hvi lod du hende blive her i Dalen
saa ene, saa forladt –
Knud
Jeg raader ei
for hendes Skjæbne; kun i mine Strænge
og i min Sang er lagt hvad jeg formaaer!
Bjørn
Hvo er du da, forunderlige Gamle?
Knud
Det kan jeg ikke sige dig, min Søn,
men jeg skal vaage over dig og hende!
Alfhild
Og vil du ikke følge med os Fader?
Knud
.
Det kan jeg ikke, Alfhild! jeg maa gaa
fra Gaard til Gaard; – der er saamang { <...> }et Hjerte,
som trænger til at lindres, mang et Bryst
som gjærer, svangert med sin egen Fylde,
og hvad der rører sig i Folkets Barm
Faksimile
side: 21
21
det maa jeg tolke gjennem mine Strenge!
(han gaar)
Bjørn
Du vil da følge mig? –
Alfhild
Ja, ja, jeg vil! –
o, du vil sikkert være god mod Alfhild,
naar hun forlader denne fagre Dal
da har hun Intet, Intet uden dig.
Bjørn
griber hendes Haand
Ja, Alfhild, jeg vil være god mod dig, –
o, jeg vil elske dig mit hele Liv –
Alfhild
Hvad vil du? – elske mig? hvad mener du?
Bjørn
,
At jeg vil være god mod dig og tænke
paa dig allene alle mine Dage –
Alfhild
O, nu er Alfhild glad, nu troer hun at
hun har forstaaet dig men hør, saa maa du
bestandig elske mig –
Bjørn
Bestandig Alfhild –
Alfhild
Thi ellers maatte Alfhild sikkert dø;
Hør kun, to Duer byggede sin Rede
i Furutoppen under Aasen der,
saa kom en fremmed Due did, da fløi
den ene bort med den, – den anden sad
Faksimile
side: [21]
og vented efter den ved Nat, ved Dag,
men ak, den vendte aldrig meer tilbage,
– da maatte Duen dø; –
Bjørn
.
Nei, Alfhild, nei!
forlad dig roligt kun paa mig men hvad
er det du lytter efter –
(en sagte Musik høres)
Alfhild
sagte
Hører du –
hvor Alfeflokken
de lette Alfer synge rundt omkring os!
Bjørn
Det er kun Aftenvinden –
Alfhild
Hører du
de hviske mellem Blomsterne, – o hør! –
(Under det Følgende staar Alfhild taus
og lytter idet hun yttrer sine Fø-
lelser efter Sangens Indhold, – Bjørn
betragter hende med ængstelig Forundring.)
Chor af Alfer
.
Alferne hviske ved Kvæl
Kjærligt det sidste Farvel
Snart skal vi ei i Maaneskin glade
Dandse under ˹duggede˺ Blomsternes Blade,
O, da ville
vi i stille
Aften Blomsterne med Taarer bade.
Faksimile
side: 22
22
Kan vi ei følge din Vei;
ømt vil vi tænke paa dig
op til vort fredede Rige
vil du endnu engang stige
O da ville
vi i stille
Aften atter hilse Dalens Pige! –
({m}Musikken hendøer
efterhaanden.)
Bjørn
, halv sagte
Du hvisker Alfhild, kom, hvad fattes dig,
jeg bli'er saa sært tilmode, – lad os gaa –
Alfhild
griber hans Haand
Nu følger Alfhild dig, nu har hun hvisket
Farvel til Blomster og til Alfer smaae
(de gaae)

Thunet paa Bjerkehoug; Træer i Baggrun-
den, til Venstre sees {v}Væggen af Huset <...> –

Paal
{ <...> }kommer og møder Mereta .
Nei nei, der er ingen Lykke paa Bjerkehoug, –
Herre Gud! er dette Lystighed paa en Jonsokskvæl,
nu havde jeg faaet muntret dem lidt op der-
borte paa Hougen – –
Mereta
.
Og saa? –
Faksimile
side: [22]
Paal
Saa kom Bengt Alfsen og saa blev det stille som i
en Kirke –
Mereta
.
Ja, Paal, jeg har mærket det, alle Folk er bange for
ham –
Paal
Gud veed hvad der er iveien, alle skyer ham, selv
Bjørn hans egen Søn –
Mereta
Gud, troer du det?
Paal
.
Det har jeg længe mærket –
{Paal}Mereta
Og derfor er det han flakker om paa Jagt i Fjeldene,
og aldrig har Ro hjemme –
Paal
.
Ja det var den første Grund, men siden –
Mereta
Men siden? hvad da –
Paal
Aa det var ikke Noget, – Spørg mig ikke mere,
der kommer Bengt Alfsen! –
Mereta
Saa vil jeg gaa –
(hun gaar)
Bengt Alfsen
kommer
Hvem var det du talte med her –
Paal
Det var jers Pleiedatter!
Faksimile
side: 23
23
Bengt
.
Og hvorfor gik hun bort da hun saa mig kom-
me!
Paal
Hun havde noget at tage Vare paa i Huset,
sagde hun.
Bengt
Saa, – det hender altid naar jeg kommer; –
saadan er det med dem allesammen, sidder Piger-
ne ved Arnen og spinder, saa gjøre de sig strax
Ærind i Kjøkken og Kjelder naar jeg kom-
mer ind – –
Paal
.
Bengt Alfsen det er eders egen Skyld –
Bengt
Ti stille, jeg vil ikke høre mere derom.
Paal
Naa, jeg kan sagtens tie; det var ellers til je{ <...> }rs eget
Vel jeg sagde det –
Bengt
Godt, godt; – har du ikke seet Herr Mogens iaften –
Paal
Han var i Borgestuen saa i Mørkningen –
Bengt
Saa søg ham op, – siig ham at jeg venter paa ham.
Faksimile
side: [23]
Paal
Det skal jeg!
(gaaer)
Bengt
efter en Pause.
Jeg er ei mere frisk og rask som før,
der ligger noget Tungt paa mine Skuldre,
Folk mærke vist det er ei rigtigt fat
med mig, – de gaa saasnart de see mig komme;
men denne Præst! – fordømt, hvor blier han af,
det letter stundom mig at tale med ham; –
– du ta'er dig dyrt betalt, min Broder Alf! –
(seer sig om)
det rører sig blandt Træerne, – Sanct Olaf!
(korser sig og gaaer ind i Huset.)
Einar og Mereta komme.
Einar
Og hvorfor vil du ikke dandse med mig?
Mereta
.
Fordi jeg ikke vil, – see det er Grunden.
Einar
Du handler ikke ret mod mig, Mereta!
Mereta
Jasaa! hvad har du da at fordre?
Einar
Nu; –
Vist ingen Ting, men du veed meget ˹vel˺ godt
jeg er dig god –
Faksimile
side: 24
24
Mereta
Og derfor blier du vred
naar bare lidt jeg snakker med en anden
Einar
Ja snakker! – leer, hvisker –
Mereta
. muntert
Ha, ha, ha!
jo meer du muler, – desto mere blier
jeg munter –
Einar
Ja, jeg seer det nok, Mereta!
Saa var jeg ogsaa dengang jeg kom hid,
men det Par Dage har forandret mig, –
Mereta, hør mig –
Mereta
Kom nu ei igjen
med denne g gamle Snak –
Einar
fornærmet
Nu vel, du skal
ei høre meer fra mig –
(vil gaa)
Mereta
Nu, gaaer du Einar!
Einar
Farvel, Mereta! –
Mereta
, skjelmsk.
Lykke da paa Reisen –
(idet han er ved Udgangen)
Nei ve{ l }nt dog lad mig snakke med dig Lidt
Faksimile
side: [24]
Einar
. vender sig
Hvad vil du da –
Mereta
.
Kom hid, – hør Einar
du lover mig at tie stille med
det Snak om Kjærlighed –
Einar
mørk
Ja vist, det gjør jeg –
Mereta
Og naar jeg leer lidt ad dig saa maa
du ei see suurt –
Einar
Aa nei, gjør som du vil –
Mereta
See det er Ret; Tak, Tak, nu kan du gaa –
nu vil jeg bare gi'e dig med paa Reisen
en liden Skjænk –
Einar
Og hvad er det –
Mereta
See der!
(rækker ham Haanden)
der har du den, – min Haand og Tro!
Einar
omfavner hende.
Mereta!
Er det dit Alvor? –
Mereta
.
Ja, det er det Einar!
(idet Bengt ˹og Mogens˺ træder ind)
Gud! der er Fader!
Faksimile
side: 25
25
Bengt
Nu hvad er paafærde?
Einar
.
Bengt Alfsen! hør! – –
Bengt
.
Ti, – det behøves ikke,
jeg saa nok hvad her foregik, – Mereta!
det bedre sømmed sig om du forslog
dig Tid blandt Ternerne, end med ung Einar.
(Mereta gaaer) (til Einar)
Og dig, min Ven! kan jeg berette kort
at hvis du beiler til Meretas Gunst
˹da˺ ˹da˺ det nytter ˹det dig˺ ei, thi alt jeg har
bestemt det anderledes, – kom Herr Mogens!
(De gaa)
Einar
.
Det var da sandt hvad Præsten sagde mig
Nu, lad det gaa! Mereta har mig kjær,
Hun sætter nok igjennem hvad hun vil
Forresten stoler jeg paa Lykkens Hjælp –
(Paal, flere Spillemænd, Bønder og Bondepiger
komme under Musik.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her