Du er her:
Peer Gynt
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
PEER GYNT.
ET DRAMATISK DIGT
[Tredie] OPLAG.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]
K[]ØBENHAVN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).

[H. H. Thieles Bogtrykkeri.]

18[]7[] [4.]
Faksimile
 
Faksimile
PEER GYNT.
Faksimile
De handlende:

[Å]se, en [b]ondemands [e]nke
Peer Gynt, hendes [s]øn.
To [k][]ærringermed [k]ornsække. Aslak, en [s]med. Bryllupsg[]æster. [k][]øge- mester. Spillemand, o. s. v.
Et [p]ar [i]ndflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres [d]øttre.
Bonden p[å] Hæg[]stad.
Ingrid, hans [d]atter.
Brudgommen og hans [f]orældre.
Tre [s]æterjenter. En grønklædt [k]vinde.
Dovregubben.
Et [h]oftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og [t]roldunger. Et [p]ar [h]e[ks]e. Tomtegubber, [n]isser, [h]ougfolk, o. s. v.
En styg[][u]nge. En [s]temme i [m]ørket. Fugleskrig.
Kari, en [h]usmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstr[å]le, rejsende [h]errer. En [t]yv og en [h]æler.
Anitra, en [b]eduinhøvdings [d]atter.
Arabere, [s]lavinder, dansende [p]iger, o. s. v.
Memnonstøtten(syngende). Sfinxen ved Gizeh(stum [p]erson.)
Begriffenfeldt, [p]rofessor, [d]r. phil., [f]orstander for [d] [å]rekisten i Kairo.
Huhu, en [m] [å]lstræver fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk [m]inister. En [f]ellahmed en [k]ongemumie.
Flere [d][å]rekistelemmer samt deres [v]ogtere.
En norsk [s]kipper og hans [m]andskab. En fremmed [p]assagér.
En [p]rest. Et [l]igfølge. En [l]ensmand. En [k]nappestøber. En mager [p]erson.

(Handlingen, der begynder i [f]ørstningen af dette [å]rhundrede og
slutter henimod vore [d]age, foreg[å]r dels i Gudbrandsdalen og p[å] [h]øj-
fjeldene deromkring, dels p[å] [k]ysten af Marokko, dels i [ø]rkenen Sahara,
i [d] [å]rekisten i Kairo, p[å] [h]avet, o. s. v.)

Faksimile
FØRSTE HANDLING.

(En [l]id med [l]øvtrær nær ved [Å]ses [g] [å]rd. En [e]lv fosser nedover. Et
gammelt [k]værnehus p[å] den anden [s]ide. Hed [s]ommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyve[å]rs [g]ut, kommer nedover [g]angstien. [Å]se,
[m]oderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og sk[]ælder.)
[Å]se
.
Peer, du lyver!
Peer Gynt

(uden at standse).
Nej, jeg g[]ør ej!
[Å]se
.
N[å], s[å] band p[å], det er sandt!
Peer Gynt
.
Hvorfor bande?
[Å]se
.
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er [t]øv og [t]ant!
Peer Gynt

(st[å]r).
Det er sandt – hvert evigt [o]rd!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
1
Faksimile
2
[Å]se

(foran ham).
Og du sk[]æms ej for din [m]oer?
Først s[å] render du til[]fjelds
m[å]nedsvis i travle [å]nnen,
for at vejde [r]en p[å] [f] [å]nnen,
kommer hjem med reven [p]els,
uden [b]yrse, uden [v]ildt; –
og til[]slut med [å]bne [ø]jne
mener du at f[å] mig bildt
ind de værste [s]kytterløgne! –
N[å], hvor traf du s[å] den [b]ukken?
Peer Gynt
.
Vest ved G[]endin.
[Å]se

(ler spotsk).
Rigtig, ja!
Peer Gynt
.
Hvasse [v]inden bar ifra;
bag et [o]reholdt forstukken
han i [s]karesneen grov
efter [l]av –
[Å]se

(som før).
Ja rigtig, ja!
Peer Gynt
.
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte [k]nirken af hans [h]ov,
s[å] af ene [h]ornet [g]renene.
Faksimile
3
Derp[å] varsomt mellem [s]tenene
frem p[å] [b]ugen jeg mig flytted.
G[]emt i [r]øsen op[] jeg glytted; –
slig en [b]uk[], s[å] blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
[Å]se
.
Nej, bevares vel!
Peer Gynt
.
Det smaldt!
Bukken stupte bums i [b]akken.
Men i samme [s]tund, han faldt,
sad jeg skrævs p[å] [b]ukkeryggen,
greb ham i det venstre [ø]re,
vilde netop[] [k]niven k[]øre
bagom [s]kolten ind i [n]akken; –
hej! da skreg han vildt, den [s]tyggen,
stod med et p[å] alle fire,
slog mig med et [a]gterkast
ud af [n]æven [k]niv og [s]lire,
skrued mig om [l]ænden fast,
stemte [h]ornene mod [l]æggen,
klemte mig, som i en [t]ang; –
dermed satte han p[å] [s]prang
bent fremover G[]endin-[e]ggen!
[Å]se

(uvilkaarligt).
Jesu [n]avn da –!
Peer Gynt
.
Har du set den
1*
Faksimile
4
G[]endin-[e]ggen nogen [g]ang?
Den er halve [m]ilen lang,
hvas[] bortefter, som en [l]j[å].
Udfor [b]ræer, [s]kred og [l]ider,
rakt nedover [u]rder gr[å],
kan en se til[] begge [s]ider
lukt i [v]andene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred [a]len nedenunder. –
Langsmed [e]ggen han og jeg
skar os g[]ennem [v]ejret [v]ej.
Aldrig red jeg slig en [f]ole!
Midt imod, der vi fo[]r fram,
var det som der gnistred [s]ole.
Brune [ø]rnerygge svam
i det vide svimle [s]lug
midtvejs mellem os og [v]andene, –
sakked agterud, som [f]nug.
Isflak brast og brød mod [s]trandene;
men der var ej [d]øn at høre;
bare [h]virvlens [v]ætter sprang,
som i [d]ans; – de sang, de svang
sig i [r]ing for [s]yn og [ø]re!
[Å]se

(svimmel).
[Å], Gud trøste mig!
Peer Gynt
.
Med et,
p[å] en r[å]dløs br[å]brat[] [p]let[],
Faksimile
5
fo[]r ivejret [r]ype-[s]teggen,
flaksed kag[]lende, forskræmt,
fra den [k]nart, hvor han sad g[]emt,
klods for [b]ukkens [f]od p[å] [e]ggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et [h]immelspring
udfor [d]ybet med os begge!
([Å]se vak[]ler og griber efter en [t]ræstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os [b]ergets svarte [v]ægge,
under os et bundløst [s]lug!
Først vi kløvte [l]ag af [t] [å]ger,
kløvte s[å] en [f]lok af [m] [å]ger,
som ig[]ennem [l]uften vigende
fløj til[] alle [k]anter skrigende.
Nedad, uden [s]tands, fo[]r [t]oget.
Men i [d]ybet glittred noget
hvidlet, som en [r]ensdyrbug. –
Moer, det var vort eget [b]illed,
som ig[]ennem [f]jeldsjø-[s]tillet
op[] mod [v]andets [s]korpe piled
i den samme vilde [f]art,
som i den vi nedad kiled.
[Å]se

(gisper efter [v]ejret).
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Peer Gynt
.
Buk[] fra [l]uften, Buk[] fra [b]unden,
stangedes i samme [s]tunden
s[å] at [s]kummet om os klasked.
Ja, der l[å] vi nu og plasked. –
Faksimile
6
Langt om længe, du, vi n[å]de
nordre [l]andet p[å] en [m] [å]de;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg fo[]r hjem –
[Å]se
.
Men [b]ukken, du?
Peer Gynt
.
[Å], han g[å]r der vel endnu; –
(knipser i [f]ingrene, svinger sig p[å] [h]ælen og til[]føjer:)
kan du finde ham, s[å] tag ham!
[Å]se
.
Og du har ej knækket [n]akken?
Ikke begge [l] [å]r engang?
Ikke [r]yggebenet brudt?
O, Vorherre, – [p]risen, [t]akken,
skyldes dig, som hjalp min [g]ut! –
Brogen har dog f[å]et en [r]evne;
men det er knap[]t værd at nævne,
n[å]r en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et [s]prang –!
(standser pludselig, ser p[å] ham med [å]ben [m]und og store [ø]jne, kan længe
ikke finde [o]rd, endelig udbryder hun:)
O, din [f]andens [r]æg[]lesmed,
[k]ors og [k]ors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har k[]endt
som en [j]ente p[å] de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
Faksimile
7
Peer Gynt
.
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
[Å]se

(arrig).
Ja, en [l]øgn kan endevendes,
stadses op[] med [b]rask og [b]ram,
klædes i en nygjort [h]am,
s[å] dens magre [s]krot[] ej k[]endes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt s[å] vildt og stort,
uglet ud med [ø]rnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig m[å]lløs [s]kræk[],
at en k[]ends ej ved til[]sidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt
.
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg sl[å] ham!
[Å]se

(grædende).
[Å], Gud give jeg l[å] [l]ig;
gid jeg sov i svarte [j]orden!
Bøn og [g]r[å]d ej bider p[å] ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Peer Gynt
.
K[]ære, vakkre, lille [m]oer,
Faksimile
8
du har [r]et[] i hvert et [o]rd; –
vær s[å] blid og glad –
[Å]se
.
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt [s]vin til[] [s]øn?
M[å] det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs [e]nke.
stødt at fange [s]kam for [l]øn?
(græder ig[]en.)
Hvad har [s]lægten nu til[]bage
fra din [f]arfars [v]elmagtsdage?
Hvor er [s]k[]æpperne med [m]ynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem [f]ødder, han, –
ødte dem s[å] glat[] som [s]and,
k[]øbte [j]ord i alle [s]ogne,
k[]ørte med forgyldte [v]ogne –.
Hvor er det, som gik til[]spilde
ved det store [v]intergilde,
da hver [g] []æst lod [g]las og [f]laske
bag sin [r]yg[] mod [v]æggen klaske?
Peer Gynt
.
Hvor er [s]neen fra ifjor?
[Å]se
.
Du skal tie for din [m]oer!
Se til[]g[å]rds! Hvert andet [r]ude-
[h]ul er fyldt med gamle [k]lude.
Hægn og [s]kigard ligger nede,
Faksimile
9
[f]æet st[å]r for [v]ejr og [v]æde,
[e]ng og [a]ker ligger brak[],
hver en [m] [å]ned blir jeg pantet –
Peer Gynt
.
Ti s[å] med den [k] []ærringsnak[]!
Ofte nok har [l]ykken skrantet,
og s[å] kom den højst p[å]fode!
[Å]se
.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er [s]torkarl, du, –
lige kaut og kry endnu.
lige knøv, som dengang [p]resten,
der han kom fra K[]øbenhavn,
spurgte dig om [d]øbenavn,
bandte p[å] at sligt et [n]emme
sakned mangen [p]rins derhjemme,
s[å] at [f]aer din gav ham [h]esten
med en [s]læde til[], som [t]ak[]
for den vennesæle [s]nak[]. –
H[å]; ja da var alting g[]ildt!
Provst, [k]aptejn og hele [r]esten
hang her dagstødt, [å]d og drak[],
fyldte sig, s[å] fast de sprak[].
Men i [n]ød skal k[]endes [n]æsten.
Her blev folketomt og stil[]t
samme [d]ag da «Jon med [s]k[]æppen»
tog ivej med [k]ramkarl-[s]kræppen.
(tørrer [ø]jnene med [f]orklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
Faksimile
10
skulde st[å] som [s]tav og [s]tøtte
for din gamle skrale [m]oer, –
skulde [g] [å]rdens [g] []erning sk[]øtte,
værge [s]lumpen af din [a]rv; –
(græder p[å]ny)
[å], Gud hjælpe mig for [n]ytte
jeg har havt af dig, din [s]karv!
Hjemme ligger du i [g]ruen,
roder rundt i [k]ul og [e]mmer;
mellem [b]yg[]dens [f]olk du skræmmer
[j]enterne fra [g]ildestuen, –
g[]ør mig [s]pe p[å] alle [k]anter,
sl[å]s med [s]ognets værste [f]anter –
Peer Gynt

(g[å]r fra hende).
Lad mig være.
[Å]se

(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste [m]and i [l]aget
i det store [b]asketaget,
som for nylig stod p[å] Lunde,
der [i] slogs som olme [h]unde?
Var det ikke dig, som knækte
[a]rmen p[å] han Aslak [s]med, –
eller idetmindste brækte
ene [f]ingren hans af [l]ed?
Peer Gynt
.
Hvem har fyldt dig med slig [p]ræk?
Faksimile
11
[Å]se

(hidsig).
Husmandskonen hørte [h]ylene!
Peer Gynt

(gnider [a]lbuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
[Å]se
.
Dig?
Peer Gynt
.
Ja, [m]oer, – for jeg fik [p]ryglene.
[Å]se
.
Hvad for noget?
Peer Gynt
.
Han er spræk.
[Å]se
.
Hvem er spræk?
Peer Gynt
.
Han, Aslak, ved jeg.
[Å]se
.
Tvi – og tvi; nu m[å] jeg spytte!
Slig en slarvet [f]yldebøtte,
slig en [r]angler, slig en dranket
[d]rammesluger har dig banket?
(græder ig[]en.)
Mangen [s]kam og [s]k[]ændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste [s]pe.
Faksimile
12
Lad ham være nok s[å] spræk; –
skal du derfor være vek?
Peer Gynt
.
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt s[å] skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig, [m]oer –
[Å]se
.
Hvad? Har du løjet
nu ig[]en?
Peer Gynt
.
Ja, denne [g]ang.
Tør[] s[å] [g]r[å]den pent af [ø]jet; –
(knytter den venstre [h] [å]nd)
se, – med denne [k]nibetang
holdt jeg hele [s]meden bøjet;
højre [n]æven var min [s]lægge –
[Å]se
.
O, din [s]lagsbror! Du vil lægge
mig i [g]raven med din [f]ærd!
Peer Gynt
.
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend [g]ange bedre!
Lille, stygge, snille [m]oer,
du kan lide p[å] mit [o]rd,
hele [b]yg[]den skal dig hædre,
bare vent til[] jeg f[å]r gjort
noget – noget rigtigt stort!
Faksimile
13
[Å]se

(blæser).
Du!
Peer Gynt
.
Hvem ved, hvad en kan møde!
[Å]se
.
Gid du bare blev s[å] klog,
at du engang kunde bøde
[f]længen i din egen [b]rog!
Peer Gynt

(hidsig).
Jeg skal blive [k]onge, [k]ejser!
[Å]se
.
[Å], Gud trøste mig, nu rejser
sidste [r]esten af hans [v]id!
Peer Gynt
.
Jo, jeg skal! Giv bare [t]id!
[Å]se
.
Ja, giv [t]id, s[å] blir du [p]rins,
siges der, om ret[] jeg minds!
Peer Gynt
.
Du skal se, [m]oer!
[Å]se
.
Hold din [m]und!
Du er gal i [b]und og [g]rund. –
N[å], det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
Faksimile
14
af med [l]øgn og [t]øv og [t]ant.
Hæg[]stadjenten var dig god.
Let[] du havde vundet [s]pillet,
hvis du rigtig havde villet –
Peer Gynt
.
Tror du?
[Å]se
.
Gamlen har ej [k]ræfter
til[] at st[å] sit [b]arn imod.
Han er stivsindt p[å] en [m] [å]de;
men til[]slut f[å]r Ingrid r[å]de,
og hvor hun g[å]r, [f]od for [f]od
stavrer [k]narken arrig efter.
(begynder ig[]en at græde.)
Ak, min Peer; en grundrig [j]ente, –
[o]delsjente! Tænk dig til[]; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som [b]rudgom g[]ild, –
du, som g[å]r her svart og fillet!
Peer Gynt

(rask).
Kom, s[å] vil vi [j]a-[o]rd hente!
[Å]se
.
Hvor?
Peer Gynt
.
P[å] Hæg[]stad!
[Å]se
.
Stakkars dig;
den er stængt, den [f]riervej!
Faksimile
15
Peer Gynt
.
Hvorfor det?
[Å]se
.
Ak, jeg m[å] sukke!
Spildt er [s]tunden, spildt er [h]eldet –
Peer Gynt
.
N[å]?
[Å]se

(hulkende).
Mens du i Vesterfjeldet
gjennem [l]uften red p[å] [b]ukke,
har Mads Moen fæstet [j]enten!
Peer Gynt
.
Hvad? Den [k]vindfolkskræmsel! Han –!
[Å]se
.
Ja, hun taer ham nu til[] [m]and.
Peer Gynt
.
Vent mig her, til[] jeg f[å]r spændt en
[h]est for [k] []ærren –
(vil g[å].)
[Å]se
.
Spar sligt [s]præl.
Bryllupet skal st[å] imorgen –
Peer Gynt
.
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
[Å]se
.
Tvi dig; vil du øge [s]orgen
med et [l]æs[] af [h]vermands [s]pot[]?
Faksimile
16
Peer Gynt
.
Trøst dig. Alting skal g[å] godt.
(skriger og ler p[å] engang).
Hejsan, [m]oer! Vi sparer [k]jærren;
det taer [t]id at hente [m]ærren –
(løfter hende ivejret.)
[Å]se
.
Slip[] mig!
Peer Gynt
.
Nej, p[å] mine [a]rme
bær jeg dig til[] [b]ryllupsg[å]rden!
(vader ud i [e]lven.)
[Å]se
.
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
Peer Gynt
.
Jeg er b[å]ren
til[] en g[]ildere [d]ød –
[Å]se
.
Ja visst;
du blir sagtens hængt til[]sidst!
(rusker ham i [h] [å]ret).
O, dit [u]bæst!
Peer Gynt
.
Hold nu [f]red;
her er glat[] og [s]lim p[å] [b]unden.
[Å]se
.
Asen!
Faksimile
17
Peer Gynt
.
Ja brug bare [m]unden;
det g[]ør ingen [m]and [f]ortred.
S[å]; nu skr[å]r det atter op[] –
[Å]se
.
Slip ej [t]aget!
Peer Gynt
.
Hejsan, hop[]!
Vi skal lege Peer og [b]ukken; –
(galoperende)
jeg er [b]ukken, du er Peer!
[Å]se
.
[Å], jeg ved ej af mig mer!
Peer Gynt
.
Ser du; nu er [e]vjen rukken; –
(vader iland.)
Giv s[å] [b]ukken pent et [k]ys[];
det f[å]r være [t]ak[] for [s]kyds –
[Å]se

(sl[å]r ham p[å] [ø]ret).
Der er [t]ak[] for [s]kydsen!
Peer Gynt
.
Au!
Den [b]etaling var for snaud!
[Å]se
.
Slip[] mig!
Peer Gynt
.
Først til[] [b]ryllupsg[å]rden.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
2
Faksimile
18
Vær min [t]alsmand. Du er klog;
snak[] med ham, den gamle [d] [å]ren;
sig, Mads Moen er et [d]rog –
[Å]se
.
Slip[]!
Peer Gynt
.
Og sig ham s[å] til[]slut,
hvad Peer Gynt er for en [g]ut.
[Å]se
.
Ja, det kan du bande p[å]!
Du skal vakkert [s]kudsmaal f[å].
Skildres skal du for og agter;
alle dine [f]andens [f]agter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
Peer Gynt
.
S[å]?
[Å]se

(sparker i [a]rrighed).
Jeg skal ej stagge [m]unden,
før den gamle hidser [h]unden
p[å] dig, som du var en [f]ant!
Peer Gynt
.
Hm; s[å] f[å]r jeg g[å] alene.
[Å]se
.
Ja, men jeg skal komme efter!
Peer Gynt
.
Snille [m]oer, du har ej [k]ræfter –
Faksimile
19
[Å]se
.
Ikke det? Jeg er s[å] sindt,
at jeg kunde knuse [s]tene!
Hu, jeg kunde æde [f]lint!
Slip[] mig!
Peer Gynt
.
Ja, ifald du lover –
[Å]se
.
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Peer Gynt
.
Nej, du f[å]r nok vente her.
[Å]se
.
Aldrig! Jeg vil med i [l]aget!
Peer Gynt
.
F[å]r ej [l]ov.
[Å]se
.
Hvad vil du g[]øre?
Peer Gynt
.
Sætte dig p[å] [k]værnetaget.
(sætter hende derop[]. [Å]se skriger).
[Å]se
.
Løft mig ned!
Peer Gynt
.
Ja, vil du høre –?
[Å]se
.
Sludder!
2*
Faksimile
20
Peer Gynt
.
Snille [m]oer, jeg beer –
[Å]se

(kaster en [g]ræstørv efter ham).
Løft mig ned p[å] [t]imen, Peer!
Peer Gynt
.
Turde jeg, s[å] visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu p[å] at sidde stille.
Ikke spark og spænd med [b]enene;
ikke riv og rusk i [s]tenene, –
ellers kan det g[å] dig ilde;
du kan dratte ned.
[Å]se
.
Dit [b]æst.
Peer Gynt
.
Ikke spræl!
[Å]se
.
Gid du var blæst
som en [b]ytting ud af [v]erden!
Peer Gynt
.
Fy da, [m]oer!
[Å]se
.
Tvi!
Peer Gynt
.
Giv mig heller
din [v]elsignelse til [f]ærden.
Vil du? Hvad?
Faksimile
21
[Å]se
.
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok s[å] stor!
Peer Gynt
.
Ja, far vel da, k[]ære [m]oer!
Hav nu [t] [å]l; jeg blir ej længe.
(g[å]r, men vender sig, løfter [f]ingeren formanende og siger:)
Husk s[å] p[å] du ikke spræller!
(g[å]r.)
[Å]se
.
Peer! – Gud hjælpe mig, nu g[å]r han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nei, der skr[å]r han
over [j]ordet –!
(skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!
(To [k] []ærringer med [s]ække p[å] [r]yggen kommer nedover til[] [k]værnen.)
Første [k] []ærring
.
Kors; hvem skriger?
[Å]se
.
Det er mig!
Anden [k] []ærring
.
[Å]se! Se, – s[å] højt p[å] [s]tr[å]?
[Å]se
.
Dette her vil lidt forsl[å]; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
Første [k] []ærring
.
Signe [r]ejsen!
Faksimile
22
[Å]se
.
Hent en [s]tige;
jeg vil ned! Den [f]andens Peer –!
Anden [k] []ærring
.
Sønnen jers?
[Å]se
.
Nu kan [i] sige,
I har set, hvor han sig ter.
Første [k] []ærring
.
Vi skal vidne.
[Å]se
.
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til[] Hæg[]stad fare –
Anden [k] []ærring
.
Er han der?
Første [k] []ærring
.
S[å] blir [ I i ] hævnet;
[s]meden kommer og til[] [s]tævnet.
[Å]se

(vrider [h]ænderne).
[Å], Gud trøste mig for [g]utten;
de taer [l]ivet hans til[] [s]lutten!
Første [k] []ærring
.
Ak, den [l]od er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det s[å] er laget!
Faksimile
23
Anden [k] []ærring
.
Hun er rent fra [s]ans og [v]id.
(r[å]ber op[]over:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
En [m]andsstemme
.
Hvad er fat[]?
Anden Kjærring
.
Peer Gynt har løftet
[m]oer sin op[] p[å] [k]værnetaget!

(En liden [h]øjde med [b]usker og [l]yng. Byg[]devejen g[å]r bagenfor; et
[g] []ærde skiller imellem.)
(Peer Gynt kommer ad en [g]angsti, g[å]r raskt henimod [g] []ærdet, standser
og ser ud, hvor [u]dsigten [å]bner sig.)
Peer Gynt
.
Der ligger [h]æggstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; s[å] betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for [ø]jnene og ser bortover.)
Nej. Sendingsfolk myldrer tilg[å]rde som [m]yg[]. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter [b]enet til[] sig )
Stødt s[å] flirer de bag ens [r]yg[],
og tisker, s[å] det tvers ig[]ennem en brænder.
(g[å]r nogle [s]kridt fra [g] []ærdet og river tankespredt i [l]øvet.)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde g[å] uformærkt. –
Eller den, som var uk[]endt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for s[å] bider [l]atteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derp[å] skjuler han sig imellem
[b]uskene. >Nogle [f]olk med [s]endingskost g[å]r forbi nedover mod [b]ryllups-
g[å]rden.)
Faksimile
24
En [m]and

(i [s]amtalen).
Faer hans var fordrukken, og [m]oer hans er l[å]k.
En [k]one
.
Ja, s[å] f[å]r en ikke undres p[å] at [g]utten blir et [d]rog.
(Folkene g[å]r videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i
[a]nsigtet og kiger efter dem.)
Peer Gynt

(sagte).
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent [s]læng)
[Å], lad dem snakke!
De kan da vel ikke [l]ivet af mig rakke.
(kaster sig ned i [l]yngbakken, ligger længe p[å] [r]yggen med [h]ænderne under
[h]ovedet og stirrer op[] i [l]uften.)
For en underlig [s]ky. Den ligner en [h]est.
Der er [m]and p[å] med, – og [s]adel – og [g]rime. –
Bagefter rider en [k] []ærring p[å] en [l]ime.
(ler sm[å]t ved sig selv.)
Det er [m]oer. Hun sk[]ælder og skriger: dit [b]æst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han [ø]jnene.)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har [s]ølvtop[] og [g]uldsko fire.
Selv har han [h]andsker og [s]abel og [s]lire.
K[å]ben er sid og med [s]ilke foret.
G[]ilde er de, som ham følger i [s]poret.
Ingen dog sidder s[å] stout p[å] [f]olen.
Ingen dog glittrer som han imod [s]olen. –
Faksimile
25
Nede st[å]r [f]olk i [k]lynger langs [g] []ærdet,
løfter p[å] [h]atten og glaner ivejret,
Kvinderne neje[r] sig. Alle kan k[]ende
[k]ejser Peer Gynt og hans tusende [s]vende.
Tolvskillingsstykker og blanke [m]arker
ned han som [s]m[å]sten p[å] [v]ejen sparker.
Rige som [g]rever blir alle i [b]ygden.
Peer Gynt rider tvers over [h]avet i [h]øjden.
Engellands [p]rins st[å]r p[å] [s]tranden og venter.
Det samme g[]ør alle Engellands [j]enter.
Engellands [s]tormænd og Engellands [k]ejser,
der Peer rider frem, sig fra [h]øjbordet rejser.
Kejseren letter p[å] [k]ronen og siger –
Aslak [s]med

(til >nogle andre, idet de g[å]r forbi hinsides [g] []ærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne [s]vin –!
Peer Gynt

(farer halvt ivejret).
Hvad, [k]ejser –!
Smeden

(læner sig til[] [g] []ærdet og sm[å]griner).
Rejs p[å] dig, [g]utten min!
Peer Gynt
.
Hvad [d]jævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
Smeden

(til[] de andre).
Lunde-[s]viren hænger nok i ham endnu.
Faksimile
26
Peer Gynt

(springer op[]).
G[å] med det gode!
Smeden
.
Jeg skal s[å], ja.
Men [k]arl, hvor kommer du sidst ifra?
Se[ x ks ] [u]ger væk. Var du bergtagen? Hvad!
Peer Gynt
.
Jeg har gjort underlige [g] []erninger, [s]med!
Smeden

(blinker til[] de andre).
Lad os høre, Peer!
Peer Gynt
.
Kommer ingen ved.
Smeden

(lidt efter).
Du skal vel til[] Hæg[]stad?
Peer Gynt
.
Nej.
Smeden
.
En [t]id
de sagde, [j]enten derborte var dig blid.
Peer Gynt
.
Du svarte [k]orp –!
Smeden

(viger lidt).
Ikke harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, s[å] finds jo fler –;
Faksimile
27
tænk; [s]øn til[] Jon Gynt! Følg med til[]g[å]rds;
der kommer b[å]de [u]ng-[l]am og [e]nker til[] [å]rs –
Peer Gynt
.
Til[] [h]elved –!
Smeden
.
Du finder nok en som vil ha'e dig. –
God [k]veld! Nu hilser jeg [b]ruden fra dig. –
(de g[å]r under [l]atter og [h]visken.)
Peer Gynt

(ser en [s]tund efter dem, g[]ør et [k]ast og vender sig halvt om).
For mig kan Hæg[]stad-[j]enten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i [b]akken.)
Kunde jeg med et [s]lagtertag
rive dem [r]ingagten ud af [b]ringen!
(ser sig pludselig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes s[å] visst –. Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem til[] [m]oer.
(g[å]r op[]over men standser ig[]en og lytter mod [b]ryllupsg[å]rden.)
De spiller til[] [d]ans!
(stirrer og lytter; g[å]r skridtvis nedover; [ø]jnene lyser; han gnider sig langsad
[b]enene.)
For en [m]ylder af [j]enter! Syv-otte til[]mands!
[Å], piskende [d]ød, – jeg m[å] med i [l]aget! –
Men [m]oer, som sidder p[å] [k]værnetaget – –
(Øjnene drages nedover ig[]en; han hopper og ler.)
Faksimile
28
Hejsan, hvor [h]allingen g[å]r over [t]r[å]kken!
Ja, han Guttorm med [f]elen er glup!
Det l[å]ter og sprætter, som [f]os[] i et [s]tup.
Og s[å] hele den glittrende [j]enteflokken! –
Ja, piskende [d]ød m[å] jeg med i [l]aget!
(sætter med et [s]pring over [g] []ærdet og nedover [v]ejen.)

(Tunet p[å] Hæg[]stad. Stuebyg[]ningen længst til[]bage. >Mange [g] []æster.
Dansen g[å]r livligt borte p[å] [g]ræsvolden. Spillemanden sidder p[å] et
[b]ord. K[]øgemesteren st[å]r i [d]øren. >Kokkekoner g[å]r frem og til[]-
bage mellem [b]yg[]ningerne; >ældre [f]olk sidder hist og her i [s]amtale.)
En [k]one

(tager [p]lads i en [k]lynge, siddende p[å] nogle [t]ømmerstokke).
Bruden? [Å], ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
K[]øgemesteren

(i en anden [f]lok).
Nu f[å]r I, [g]odtfolk, p[å] [d]unken lænse.
En [m]and
.
Tak[], som byder; men du sk[]ænker for tidt.
En [g]ut

(til[] [s]pillemanden, idet han flyver forbi med en [j]ente ved [h] [å]nden).
Hejsan, Guttorm, spar ikke [s]trengene!
Jenten
.
Stryg, s[å] det ljomer udover [e]ngene!
Jenter

(i [r]ing om en [g]ut, som danser).
G[]ildt [k]ast var det!
Faksimile
29
En [j]ente
.
Han er spænstig i [l]æggen!
Gutten

(dansende).
Her er højt til[] [l]oftet og vidt til[] [v]æggen!
Brudgommen

(sm[å]grædende, nærmer sig [f]aderen, som st[å]r i [s]amtale med et [p]ar andre, og
trækker ham i [t]røjen)
.
Hun vil ikke, [f]aer; hun er s[å] kaut!
Faderen
.
Hvad vil hun ikke?
Brudgommen
.
Hun har stængt sig inde.
Faderen
.
N[å], s[å] se du kan [n]øglen finde.
Brudgommen
.
Jeg ved ikke [v]ejen.
Faderen
.
Du er et [n]aut!
(vender sig til[] de andre ig[]en. Brudgommen driver bortover [t]unet.)
En [g]ut

(fra [b]agsiden af [h]uset).
Jenter! Nu kommer der [l]iv i [t]ingen!
Peer Gynt er p[å] [g] [å]rden!
Smeden

(der nys er tr[å]dt til[]).
Hvem har bedt ham?
Faksimile
30
K[]øgemesteren
.
Ingen.
(g[å]r mod [h]uset.)
Smeden

(til[] [j]enterne).
Snakker han til[] jer, s[å] hør ikke p[å] ham!
En [j]ente

(til[] de andre.)
Nej; vi lader, som vi aldrig s[å] ham.
Peer Gynt

(kommer livfuld og hed, standser midt for [f]lokken og sl[å]r i [h]ænderne).
Hvem er den sprækeste [j]ente i [r]ingen?
En enkelt

(til[] hvem han nærmer sig).
Ikke jeg.
En anden

(liges[å]).
Ikke jeg.
En tredje
.
Ja, jeg ikke heller.
Peer Gynt

(til[] en fjerde).
S[å] kom da du, før en bedre sig melder.
Jenten

(vender sig).
Har ikke [t]id.
Peer Gynt
.
(til[] en femte).
S[å] du!
Faksimile
31
Jenten

(idet hun g[å]r).
Jeg skal hjem.
Peer Gynt
.
Ikveld? Er du rent fra [s]ans og [s]amling!
Smeden

(lidt efter, halvhøjt).
Peer; der g[å]r hun til[] [d]ans med en [g]amling.
Peer Gynt
.
(vender sig raskt til[] en ældre [m]and.)
Hvor er de ledige[,] du?
Manden
.
Find dem frem.
(g[å]r fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod [f]lokken.
Alle ser p[å] ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre [k]lynger. Hvor han
kommer bliver der [t]aushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Peer Gynt

(sagte).
Øjekast; sylhvasse [t]anker og [s]mil.
Det gnis[]ler, som [s]agbladet under en [f]il!
(han stryger sig langs [g] []ærdet. Solvejg, med lille Helga ved [h] [å]nden,
kommer ind p[å] [t]unet i [f]ølge med [f]orældrene.)
En [m]and

(til[] en anden i [n]ærheden af Peer Gynt.)
Se [i]ndflytterfolket.
Den anden
.
De vesterfra?
Første
.
Ja, de fra Hedalen.
Faksimile
32
Anden
.
Rigtig, ja!
Peer Gynt

(træder ivejen for de kommende, peger p[å] Solvejg og spørger [m]anden:)
F[å]r jeg danse med [d]atter din?
Manden

(stille).
F[å]r s[å]; men først
m[å] vi ind og hilse p[å] [f]olk i [h]uset.
(de g[å]r ind.)
K[]øgemesteren

(til[] Peer Gynt, idet han byder [d]rikke).
Er du kommen, s[å] skal du vel stikke p[å] [k]ruset?
Peer Gynt

(ser ufravendt efter de g[å]ende).
Tak[]; jeg skal danse. Jeg har ingen [t]ørst.
(K[]øgemesteren g[å] []r fra ham. Peer Gynt ser mod [h]uset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned p[å] [s]koen og det hvide [s]prede –!
Og s[å] holdt hun i [m]oderens [s]k[]ørteflig,
og bar en [s]almebog svøbt i et [k]læde –!
Jeg m[å] se p[å] den [j]enten.
(vil ind i [s]tuen.)
En [g]ut

(kommer med flere derfra).
Peer, g[å]r du alt
fra [d]ansen?
Peer Gynt
.
Nej.
Faksimile
33
Gutten
.
Men s[å] stævner du galt!
(tager ham i [a] [ks]len for at vende ham.)
Peer Gynt
.
Lad mig slippe forbi!
Gutten
.
Er du ræd[] for [s]meden?
Peer Gynt
.
Jeg ræd[]?
Gutten
.
Ja, du minds vel p[å] Lunde forleden?
(Flokken ler og g[å]r ned til[] [d]ansepladsen.)
Solvejg

(i [d]øren).
Du er visst den [g]utten, som vilde danse?
Peer Gynt
.
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i [h] [å]nden.)
Kom s[å]!
Solvejg
.
Ikke for langt, sa'e [m]oer!
Peer Gynt
.
Sa'e [m]oer? Sa'e [m]oer! Er du født ifjor?
Solvejg
.
Du g[]ør [n]ar –!
Peer Gynt
.
Du er dog en [u]nge næsten.
Er du vo[ks]en?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
3
Faksimile
34
Solvejg
.
Jeg gik iv[å]res til[] [p]resten.
Peer Gynt
.
Sig [n]avnet dit, [t]øs, s[å] snakker vi lettere.
Solvejg
.
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
Peer Gynt
.
Peer Gynt.
Solvejg

(trækker [h] [å]nden til[] sig).
[Å], [k]ors da!
Peer Gynt
.
Hvad er det nu?
Solvejg
.
Mit [s]trømpeb[å]nd er løst; jeg m[å] binde det tættere.
(g[å]r fra ham.)
Brudgommen

(trækker i sin [m]oder).
Moer, hun vil ikke –!
Moderen
.
Vil ikke? Hvad?
Brudgommen
.
Vil ikke, [m]oer?
Moderen
.
Hvad?
Brudgommen
.
Lette p[å] [l] [å]sen.
Faksimile
35
Faderen

(sagte og arrig).
[Å], du var værd at bindes i [b] [å]sen!
Moderen
.
N[å], sk[]æld ikke. Stakkar, han blir nok bra'.
(de g[å]r bortover.)
En [g]ut
,
(som kommer med en hel [s]værm fra [d]ansepladsen).
Lidt [b]rændevin, Peer?
Peer Gynt
.
Nej.
Gutten
.
Bare lidt?
Peer Gynt

(ser mørkt p[å] ham).
Har du noget?
Gutten
.
Det kunde nok hænde.
(trækker en [l]ommeflaske frem og drikker)
[Å]h! hvor det river! – N[å]?
Peer Gynt
.
Lad mig k[]ende.
(drikker.)
En anden
.
Nu faar du ogs[å] smage p[å] mit.
Peer Gynt
.
Nej!
3*
Faksimile
36
Den samme
.
[Å], [s]nak[]; vær nu ingen [t] [å]be.
Drik[] du, Peer!
Peer Gynt
.
S[å] giv mig en [d]r[å]be.
(drikker ig[]en.)
En [j]ente

(halvsagte).
Kom, lad os g[å].
Peer Gynt
.
Er du ræd[] for mig, [t]øs?
En tredje [g]ut
.
Hvem er ikke ræd[] for dig?
En fjerde
.
P[å] Lunde
viste du jo hvad [k]onster du kunde.
Peer Gynt
.
Jeg kan mer end som s[å], n[å]r jeg først sl[å]r mig løs!
Første [g]ut

(hviskende).
Nu kommer han sig!
Flere

(sl[å]r [k]reds om ham).
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
Faksimile
37
Peer Gynt
.
Imorgen –!
Andre
.
Nej, nu ikveld!
En [j]ente
.
Kan du he[ks]e, Peer?
Peer Gynt
.
Jeg kan mane [f]anden!
En [m]and
.
Det har [b]edstemoer kunnet før jeg blev født!
Peer Gynt
.
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en [n]ød[ d ].
Den var ormstukken, ser I!
Flere

(leende).
Det er grejdt at sk[]ønne!
Peer Gynt
.
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
En i [f]lokken
.
Men m[å]tte derind?
Peer Gynt
.
Ja vel. Jeg dytted [h]ullet med en [p]ind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
En [j]ente
.
Nej, tænk!
Faksimile
38
Peer Gynt
.
Det var plent som en hører en [h]umle.
Jenten
.
Har du ham endnu i [n]ødden?
Peer Gynt
.
Nej,
nu er den [d]jævel strøgen sin [v]ej.
Det er hans [s]kyld at [s]meden har lagt mig for [h]ad.
En [g]ut
.
S[å], du?
Peer Gynt
.
Jeg gik til [s]midjen og bad
han vilde knække den [n]øddeskallen.
Det lovte han! lagde den bort p[å] [p]allen;
men Aslak er nu s[å] h[å]rdhændt, han; –
og stødt s[å] skal han nu bruge [s]læggen –
En [s]temme fra [f]lokken
.
Slog han [f]anden ihjæl?
Peer Gynt
.
Han slog som en [m]and.
Men [f]anden hytted sig, fo[]r som en [b]rand
tvers g[]ennem [t]aget og kløvte [v]æggen.
Flere
.
Og [s]meden –?
Peer Gynt
.
Stod der med stegte [h]ænder.
Siden den [d]ag var vi aldrig [v]enner.
(almindelig [l]atter.)
Faksimile
39
Nogle
.
Den [r]æg[]len er god!
Andre
.
Den er snart hans bedste!
Peer Gynt
.
Tror I, jeg digter ihob?
En [m]and
.
[Å] nej,
det er du fri for; jeg k[]ender det meste
fra [f]arfaer –
Peer Gynt
.
Løgn! Det er hændt med mig!
Manden
.
Det er jo alting.
Peer Gynt

(med et [s]læng.)
Hej, jeg kan ride
rakt g[]ennem [l]uften p[å] g[]ilde [h]este!
[Å], jeg kan mangeting, jeg, skal I vide;
(Skoggerlatter ig[]en.)
En i [f]lokken
.
Peer, rid lidt i [l]uften!
Mange
.
Ja, k[]ære Peer Gynt –!
Peer Gynt
.
I har ikke nødig at tryg[]le s[å] tyndt.
Jeg skal ride som et [u]vejr over jer alle!
Hele [s]ognet skal mig til[]fode falde!
Faksimile
40
En ældre [m]and
.
Nu er han rivende gal.
En anden
.
Det [f]æ!
En tredje
.
Storskryder!
En fjerde
.
Løgnhals!
Peer Gynt

(truer mod dem.)
Ja vent, skal I se!
En [m]and

(halvdrukken).
Ja vent; du skal f[å] dig en børstet [t]røje!
Flere
.
En mørbanket [r]yg[]! Et bl[å]malet [ø]je!
(Sværmen spreder sig, de ældre i [v]rede, de yngre under [s]pot[] og [l]atter.)
Brudgommen

(tæt[] indved ham.)
Du, Peer, er det sandt du kan ride i [l]uften?
Peer Gynt

(kort).
Alting, Mads! Du m[å] tro, jeg er [k]ar', jeg.
Brudgommen
.
S[å] har du vel ogs[å] [u]synligheds-[k]uften?
Peer Gynt
.
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg g[å]r over [t]unet med Helga ved [h] [å]ndeu.)
Faksimile
41
Peer Gynt

(mod dem; det lysner i ham).
Solvejg! [Å], det er godt du kommer!
(griber hende om [h] [å]ndledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og g[]ild!
Solvejg
.
Slip[] mig!
Peer Gynt
.
Hvorfor?
Solvejg
.
Du er s[å] vild.
Peer Gynt
.
Vild er [r]enbukken med, n[å]r det gryr mod [s]ommer.
Kom s[å], [j]ente; vær ikke tvær!
Solvejg

(trækker [a]rmen til[] sig).
Tør ikke.
Peer Gynt
.
Hvorfor?
Solvejg
.
Nej, du har drukket.
(g[å]r bortover med Helga.)
Peer Gynt
.
Den, som havde sit [k]nivsblad stukket
tvers ig[]ennem dem, – en og hver!
Brudgommen

(puffer ham med [a]lbuen.)
Kan du ikke hjælpe mig ind til[] [b]ruden?
Faksimile
42
Peer Gynt

(tankespredt).
Bruden? Hvor er hun?
Brudgommen
.
P[å] [s]tabburet.
Peer Gynt
.
N[å].
Brudgommen
.
[Å], du, Peer Gynt, du f[å]r friste p[å]!
Peer Gynt
.
Nej, du f[å]r være min [h]jælp foruden.
(en [t]anke skyder op[] i ham; han siger sagte og hvas[]t:)
Ingrid p[å] [s]tabburet!
(nærmer sig Solvejg.)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil g[å]; han træder ivejen.)
Du sk[]æms, fordi jeg ser ud som en [f]ant.
Solvejg

(hastigt).
Det g[]ør du ikke; det er ikke sandt!
Peer Gynt
.
Jo! Og s[å] er jeg lidt p[å] en [k]ant;
men det var p[å] [t]rods, for du havde krænkt mig.
Kom s[å]!
Solvejg
.
Tør ikke nu, om jeg vilde!
Peer Gynt
.
Hvem er du ræd[] for?
Faksimile
43
Solvejg
.
Mest for [f]aer.
Peer Gynt
.
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med [ø]ret? Hvad? – N[å], svar!
Solvejg
.
Hvad skal jeg svare?
Peer Gynt
.
Er [f]aer din [l]æser?
Er ikke du og [m]oer din med?
N[å], vil du svare!
Solvejg
.
Lad mig g[å] i [f]red.
Peer Gynt
.
Nej!
(dæmpet, men hvas[]t og skræmmende.)
Jeg kan skabe mig om til[] et [t]rold!
Jeg skal komme for [s]engen din inat[] [k]lokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
s[å] m[å] du ikke bilde dig ind det er [k]atten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit [b]lod i en [k]op[];
og din vesle [s]yster, hende æder jeg op[];
ja, for du skal vide, jeg er [v]arulv om [n]atten; –
jeg skal bide dig over [l]ænder og [r]yg[] – –
(sl[å]r p[å] engang om og beder som i [a]ngst:)
Dans med mig, Solvejg!
Solvejg

(ser mørkt p[å] ham).
Nu var du styg[].
(g[å]r ind i [s]tuen.)
Faksimile
44
Brudgommen

(kommer drivende ig[]en).
Du skal f[å] en [s]tud, vil du hjælpe mig!
Peer Gynt
.
Kom!
(De g[å]r bag [h]uset. Idetsamme kommer en stor [f]lok fra [d]ansepladsen; de
fleste er drukne. Larm og [o]p[]styr. Solvejg, Helga og [f]orældrene kommer med
endel ældre [f]olk ud i [d]øren).
K[]øgemesteren

(til[] [s]meden, som er fremst i [f]lokken).
Hold [f]red!
Smeden

(trækker [t]røjen af).
Nej, nu skal her æskes [d]om.
Peer Gynt eller jeg skal i [b]akken bændes.
Nogle
.
Ja, lad dem nappes!
Andre
.
Nej, bare sk[]ændes!
Smeden
.
Næver m[å] til[]; her b[å]der ej [o]rd.
Solvejgs [f]ader
.
Styr dig, [m]and!
Helga
.
Vil de sl[å] ham, [m]oer?
En [g]ut
.
Lad os heller g[]øgle med alle hans [l]øgne!
Faksimile
45
En anden
.
Sparke ham af [l]aget!
En tredje
.
Spytte ham i [ø]jne[!]
En fjerde

(til[] [s]meden).
Stikker du op[], du?
Smeden

(kaster [t]røjen fra sig).
Øget skal slagtes!
Indflytterkonen

(til[] Solvejg).
Der kan du se hvor den [t]omsing agtes.
[Å]se

(kommer med en [k] []æp[] i [h] [å]nden).
Er [s]ønnen min her? Nu skal han ha'e [s]tryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
Smeden

(brætter [s]kjorteærmene op[]).
Til[] slig en [k]rop[] er [p] [å]ken for myg.
Nogle
.
Smeden vil dænge ham!
Andre
.
Flænge ham!
Smeden

(spytter i [h]ænderne og nikker til[] [Å]se).
Hænge ham!
[Å]se
.
Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
Faksimile
46
[Å]se og jeg, vi har [t]ænder og [k]lør! –
Hvor er han?
(raaber henover [t]unet.)
Peer!
Brudgommen

(kommer løbende).
[Å], Guds [d]ød og [p]lage!
Kom, [f]aer og [m]oer, og –!
Faderen
.
Hvad er ivejen?
Brudgommen
.
Tænk, Peer Gynt –!
Aase

(skriger).
Har de taget ham afdage?
Brudgommen
.
Nej, Peer Gynt –! Se, op[]over [h]ejen –!
Mængden
.
Med [b]ruden!
[Å]se

(lader [k] []æppen synke).
Det [u]bæst!
Smeden

(som himmelfalden).
I bratteste [f]jeldet
klyver han, ja-Gud, p[å] [g] []e[d]ens [v]is!
Brudgommen

(grædende).
Han bær' hende, [m]oer, som en bær['] en [g]ris!
Faksimile
47
[Å]se

(truer op[] til[] ham).
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i [a]ngst.)
Træd varsomt i [h]ældet!
Hæg[]stadbonden

(kommer barhovedet og hvid af [v]rede).
Jeg tager hans [l]iv for det [b]ruderov!
[Å]se
.
[Å], nej Gud straffe mig om I f[å]r [l]ov!

Faksimile
ANDEN HANDLING.

(En trang [f]jeldsti høit oppe. Det er tidlig [m]orgen.)
(Peer Gynt g[å]r ilsomt og uvillig langs [s]tien. Ingrid, halvt brude-
pyntet, søger at holde ham til[]bage.)
Peer Gynt
.
G[å] ifra mig!
Ingrid

(grædende).
Efter dette!
Hvor?
Peer Gynt
.
S[å] langt du vil for mig.
Ingrid

(vrider [h]ænderne).
O, hvad [s]vig!
Peer Gynt
.
Unyttig [t]rætte.
hver f[å]r g[å] sin egen [v]ej.
Ingrid
.
Brot[] – og [b]rot[] ig[]en os binder!
Faksimile
49
Peer Gynt
.
Djævlen st[å] i alt, som minder!
Djævlen st[å] i alle [k]vinder, – –
uden en –!
Ingrid
.
Hvem er den ene?
Peer Gynt
.
Ikke dig.
Ingrid
.
Hvem er det da?
Peer Gynt
.
G[å]! G[å] did du kom ifra!
Fort! Til[] [f]aer din!
Ingrid
.
K[]ære, vene –!
Peer Gynt
.
Ti!
Ingrid
.
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Peer Gynt
.
Kan og vil.
Ingrid
.
Lokke først, – og s[å] forskyde!
Peer Gynt
.
Og hvad [k] [å]r har du at byde?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
4
Faksimile
50
Ingrid
.
Hæg[]stad [g] [å]rd og mere til[].
Peer Gynt
.
Har du [s]almebog i [k]lædet?
Har du [g]uldfa[ks] over [n]akken?
Skotter du nedover [s]predet?
Holder du din [m]oer i [s]takken?
Svar!
Ingrid
.
Nej; men –?
Peer Gynt
.
Gik du til[] [p]resten
nu iv[å]r da?
Ingrid
.
Nej, men Peer –?
Peer Gynt
.
Har du [b]lygsel over [ø]jet?
Kan du nægte, n[å]r jeg beer?
Ingrid
.
Kors; jeg tror, hans [v]id er fløjet –!
Peer Gynt
.
Blir der [h]elg, n[å]r en dig ser?
Svar!
Ingrid
.
Nej, men –
Peer Gynt
.
Hvad er s[å] [r]esten!
(vil g[å].)
Faksimile
51
Ingrid

(træder ivejen).
Ved du, det er halsløs [d] [å]d,
hvis du sviger?
Peer Gynt
.
F[å]r s[å] være.
Ingrid
.
Du kan vinde [g]ods og [æ]re,
hvis du taer mig –
Peer Gynt
.
Har ej [r] [å]d.
Ingrid

(brister i [t] [å]rer).
O, du lokked –!
Peer Gynt
.
Du var villig.
Ingrid
.
Trøstløs var jeg!
Peer Gynt
.
Jeg var yr.
Ingrid

(truende).
Ja, men [b]oden blir dig dyr!
Peer Gynt
.
Dyrest [b]od f[å]r kaldes billig.
Ingrid
.
St[å]r du fast ved dit?
4*
Faksimile
52
Peer Gynt
.
Som [s]ten.
Ingrid
.
Godt; s[å] se da, hvem som vinder!
(g[å]r nedover.)
Peer Gynt

(tier en [s]tund; med et skriger han:)
Djævlen st[å] i alt, som minder!
Djævlen st[å] i alle [k]vinder!
Ingrid

(drejer [h]ovedet og r[å]ber h[å]nligt op[]:)
Uden en!
Peer Gynt
.
Ja; uden en.
(de g[å]r hver sin [v]ej.)

(Ved et [f]jeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et [u]vejr trækker op[].)
( [Å]se, fortvivlet, r[å]ber og ser sig om til[] alle [s]ider. Solvejg har
ondt for at holde [s]kridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et
[s]tykke bagefter.)
[Å]se

(fægter med [a]rmene og river sig i [h] [å]ret).
Alting er imod mig med [v]redens [v]ælde!
Himmel og [v]and og de stygge [f]jelde!
Himlen vælter [s]kodde for at forvilde ham!
Det lumske [v]and vil ved [l]ivet skille ham!
Fjeldene vil sl[å] ham med [s]kred og [r]ap; –
Faksimile
53
og s[å] [m]enneskene! De er ude p[å] [d]rab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den [b]ytting; at [f]anden skulde friste ham!
(vender sig til[] Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt fo[]r med [l]øgn og [d]igt; –
han, som bare i [m]unden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt [v]ærk; –
han –! En kunde b[å]de græde og le! –
O, vi holdt sammen i [n]ød og [v]e.
Ja, for du skal vide, [m]anden min drak,
fo[]r [b]yg[]den rundt med [d] [å]rskab og [s]nak,
ødte og tr[å]dte vor [v]elstand under [f]od.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre [r] [å]d, end at glemme;
for det falder mig s[å] svært at st[å] rigtig imod.
Det er s[å] fælt at se [s]k[]æbnen under [ø]jne;
og s[å] vil en jo g[]erne ryste [s]orgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde [t]ankerne fra sig.
En bruger [b]rændevin, en anden bruger [l]øgne;
[å], ja! saa brugte vi [e]ventyr
om [p]rinser og [t]rolde og alleslags [d]yr.
Om [b]ruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de [f]andens [r]æg[]ler skulde i ham hængt?
(forfærdet ig[]en.)
Hu, for et [s]krig! Det er [n]økken eller [d]raugen!
Peer! Peer! – Deroppe p[å] [h]augen –!
(løber op[]over en liden [h]øjde og ser over [v]andet. Indflytterfolkene kommer til[].)
[Å]se
.
Ikke [s]por at se!
Faksimile
54
Manden

(stille).
Det er værst for ham.
[Å]se

(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte [l]am!
Manden

(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
[Å]se
.
Nej, snak[] ikke slig!
Han er s[å] glup. Der er ingen ham lig.
Manden
.
Du d[å]rlige [k]vinde!
[Å]se
.
[Å]-ja, [å]-ja;
jeg er d[å]rlig; men [g]utten er bra'!
Manden

(altid dæmpet og med milde [ø]jne).
Hans [s]ind er forhærdet; hans [s]jæl er tabt.
[Å]se

(angst).
Nej, nej da! S[å] h[å]rd er Vorherre knap[]t!
Manden
.
Tror du han kan for sin [s]yndeg[]æld sukke?
[Å]se

(ivrig).
Nej, men han kan ride i [l]uften p[å] [b]ukke!
Faksimile
55
Konen
.
Kors, er I gal?
Manden
.
Hvad siger I, [m]oer?
[Å]se
.
Ingen [g] []erning er ham for stor.
I skal se, f[å]r han bare leve s[å] længe –
Manden
.
Bedst var det, I s[å] ham i [g]algen hænge.
[Å]se

(skriger).
Kors i Jesu [n]avn!
Manden
.
Under [m]estermands [h]ænder
tør ske, at hans [s]ind sig til[] [a]nger vender.
[Å]se

(fortumlet).
[Å], I snakker mig snart i [s]vime!
Vi m[å] finde ham!
Manden
.
Frelse hans [s]jæl.
[Å]se
.
Og [k]rop[]!
Sidder han i [m]yren, m[å] vi drage ham op[];
er han bergtagen, m[å] vi efter ham kime.
Manden
.
Hm! – Her er [f]ævej –
Faksimile
56
[Å]se
.
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig til[]rette!
Manden
.
Det er [k]ristenpligt.
[Å]se
.
Tvi; da er de [h]edninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre –
Manden
.
De har k[]endt ham for godt.
[Å]se
.
Han var dem for g[]ild!
(vrider [h]ænderne)
Og tænk, – og tænk, hans [l]iv st[å]r p[å] [s]pil!
Manden
.
Her er [s]por af [m]andefod.
[Å]se
.
Her m[å] vi lede!
Manden
.
Under [s]æteren vor vil vi [f]lokken sprede.
(han og [k]onen g[å]r foran.)
Solvejg

(til[] [Å]se).
Fortæl mig lidt mere.
[Å]se

(tørrer [ø]jnene).
Om [s]ønnen min?
Faksimile
57
Solvejg
.
Ja; –
alting!
Aase

(smiler og knejser med [n]akken).
Alting? – Træt[] blev du da!
Solvejg
.
Før blir I træt[] af [t]alen at føre,
end jeg af at høre.

(Lave træløse [h]øjder op[]under [f]jeldvidden; [t]inder længere borte. Skyggerne
falder lange; det er sent p[å] [d]agen.)
Peer Gynt

(kommer i fuldt [s]prang og standser i [b]akken).
Hele [s]ognet er efter i [f]lok!
De har væbnet sig b[å]de med [r]ifle og [s]tok.
Fremst kan en høre Hæg[]stadgubben tude. –
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en [s]med!
Det er [l]iv! En blir [b]jørn i hvert et [l]ed.
(sl[å]r om sig og springer ivejret.)
Bryde, v[æ]lte, stemme [f]ossen imod!
Sl[å]! Rykke [f]uruen op[] med [r]od!
Det er [l]iv! Det kan b[å]de hærde og højne!
Til[] [h]elved med alle de vas[]ne [l]øgne!
Tre [s]æterjenter

(løber over [b]akkerne, skrigende og syngende).
Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! Vil I sove i [a]rmene vore?
Faksimile
58
Peer Gynt
.
Hvem skriger I efter?
Jenterne
.
Efter [t]rold! Efter [t]rold!
Første [j]ente
.
Trond! Far med [l]empe!
Anden [j]ente
.
B[å]rd! Far med [v]old!
Tredje [j]ente
.
I [s]ælet st[å]r alle [k]overne tomme!
Første [j]ente
.
Vold er [l]empe!
Anden [j]ente
.
Og [l]empe er [v]old!
Tredje [j]ente
.
Fattes der [g]utter, en leger med [t]rold!
Peer Gynt
.
Hvor er [g]utterne da?
Alle tre

(skoggerleende).
De kan ikke komme!
Første [j]ente
.
Min kaldte mig b[å]de for [k] []ærest og [f]rænke.
Nu er han gift med en halvgammel [e]nke.
Anden [j]ente
.
Min mødte en [t]atertøs nord i [l]ien.
Nu traver de to p[å] [f]antestien.
Faksimile
59
Tredje [j]ente
.
Min tog [l]øsungen vor afdage.
Nu st[å]r hans [h]oved og griner p[å] en [s]tage.
Alle tre
.
Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! Vil I sove i [a]rmene vore?
Peer Gynt

(staar med et [s]pring imellem dem.)
Jeg er tre [h]oders [t]rold, og tre [j]enters [g]ut!
Jenterne
.
Er du slig [k]arl, du?
Peer Gynt
.
I faar dømme til[]slut!
Første [j]ente
.
Til[] [s]ælet! Til[] [s]ælet!
Anden [j]ente
.
Vi har [m]jød!
Peer Gynt
.
Lad den flomme!
Tredje [j]ente
.
Denne [ L l ]ørdagsnat[] skal ingen [k]over st[å] tomme!
Anden [j]ente

(kysser ham.)
Han gnistrer og sprutter som glohede [j]ernet.
Tredje Jente

(liges[å].)
Som [b]arneøjne fra svarteste [t]jernet.
Faksimile
60
Peer Gynt

(danser i [f]lokken).
Hugen sturen og [t]anken k[å]d.
I [ø]jet [l]atter; i [h]alsen [g]r[å]d!
Jenterne

(g[]ør lange [n]æser mod [b]ergnuterne, skriger og synger).
Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! – Fik I sove i [a]rmene vore?
(de danser bortover [h]øjderne med Peer Gynt imellem sig.)

(Mellem [ R r ]onderne. Solnedgang. Skinnende [s]netoppe rundt om.)
Peer Gynt

(kommer yr og forvildet).
Slot over [s]lot sig bygger!
Hej, for en skinnende [p]ort!
St[å]! Vil du st[å]! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen p[å] [f]løjen løfter
[v]ingerne sine til[] [f]lugt; –
alt bl[å]ner sig bort i [k]løfter,
og [b]erget er l[å]st og lukt. –
Hvad er det for [s]tammer og [r]ødder,
som vo[ks]er af [å]sens [s]præk[]?
Det er [k] []æmper med [h]egrefødder!
Nu d[å]ner de ogs[å] væk.
Det vimrer, som [r]egnbustrimer;
det sk[]ær mig i [s]ind og [s]yn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad [v]ægt p[å] mit [ø] [j]enbryn!
Hu, hvor det værker i [p]anden. –
Faksimile
61
En bændende glohed [r]ing –!
Jeg kan ikke mindes, hvem [f]anden
der bændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over G[]endin-[e]ggen.
Digt og forbandet [l]øgn!
Op[]over bratteste [v]æggen
med [b]ruden, – og drukken et [d]øgn;
jaget af [h]øg og [g]lenter,
truet af [t]rold og sligt,
turet med galne [j]enter; –
[l]øgn og forbandet [d]igt!
(stirrer længe op[]ad.)
Der sejler to brune [ø]rne.
Mod [s]ør g[å]r de vilde [g] []æs[].
Og her skal jeg traske og tørne
i [m]udder og [s]øl til[]knæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste [v]indes [b]ad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende [d]øbefad!
Jeg vil ud over [s]æterbøen;
jeg vil ride mig sk[]ær til[]sinds;
jeg vil fram over salte [s]jøen,
og højt over Engellands [p]rins!
Ja, glan kun, I unge [j]enter;
min [f]ærd kommer ingen ved;
det er ikke [g]avn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
Faksimile
62
Hvad nu da? De brune [ø]rne –?
Jeg mener [f]anden dem tog! –
Der rejser sig [g]avlens [h]jørne;
det højnes i hver en [k]rog;
det vo[ks]er sig op[] af [g]ruset; –
se, [p]orten vid[å]ben st[å]r!
Ha, ha, nu k[]ender jeg [h]uset;
det er [f]arfars nybyg[]te [g] [å]rd!
Væk er de gamle [k]lude;
væk, [g] []ærdet, som stod for [f]ald.
Det glittrer fra hver en [r]ude;
der er [l]ag i den store [s]al.
Der hørte jeg [p]rovsten klaske
med [k]nivsryggen mod sit [g]las; –
der slængte [k]aptejnen sin [f]laske,
s[å] [s]peilvæggen sprak[] i [k]nas. –
Lad ødes; lad g[å] til[]spilde!
Ti, [m]oer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder [g]ilde;
Hurra for den gyntske [æ]t[]!
Hvad er det for [s]t[å]k og [s]tønnen?
Hvad er det for [s]krig og [s]kr[å]l?
Kaptejnen raaber p[å] [s]ønnen; –
[å], [p]rovsten vil drikke min [s]k[å]l.
Ind da, Peer Gynt, til[] [d]ommen;
den lyder i [s]ang og [k]lang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til[] stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render [n]æsen mod et [b]ergstykke, falder og bliver
liggende.)

Faksimile
63
(En [l]id med store susende [l]øvtrær. Stjerner blinker g[]ennem [l]øvet; [f]ugle
synger i [t]rætoppene.)
(En grønklædt [k]vinde g[å]r i [l]iden. Peer Gynt følger efter
under alleslags forelskede [f]agter.)
Den grønklædte

(standser og vender sig).
Er det sandt?
Peer Gynt

(sk[]ærer med [f]ingeren over [s]truben).
S[å] sandt, som jeg heder Peer; –
s[å] sandt, som du er en dejlig [k]vinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde [v]æven eller spinde.
Mad skal du f[å], s[å] du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i [h] [å]ret trække –
Den grønklædte
.
Ikke sl[å] mig heller?
Peer Gynt
.
Nej, var det ligt?
Vi [k]ongssønner sl[å]r ikke [k]vindfolk og sligt.
Den grønklædte
.
Er du [k]ongssøn?
Peer Gynt
.
Ja.
Den grønklædte
.
Jeg er [ D d ]ovrekongens [d]atter.
Peer Gynt
.
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
Faksimile
64
Den grønklædte
.
Inde i Ronden har [f]aer min sit [s]lot.
Peer Gynt
.
Da har [m]oer min et større, s[å]vidt jeg fatter.
Den grønklædte
.
K[]ender du [f]aer min? Han heder [k]ong Brose.
Peer Gynt
.
K[]ender du [m]oer min? Hun heder [d]ronning [Å]se.
Den grønklædte
.
N[å]r [f]aer min er sindt, s[å] sprækker [f]jelde.
Peer Gynt
.
De raper, bare [m]oer min taer p[å] at sk[]ælde.
Den grønklædte
.
Faer min kan spænde under højeste [h]vælven.
Peer Gynt
.
Moer min kan ride g[]ennem strideste [e]lven.
Den grønklædte
.
Har du anden [k]lædning, end de [f]illerne der?
Peer Gynt
.
H[å], du skulde se mine [s]øndagsklæer!
Den grønklædte
.
Jeg g[å]r til[] [h]verdags i [g]uld og [s]ilke.
Peer Gynt
.
Det tykkes dog ligere [s]try og [s]tilke.
Den grønklædte
.
Ja, der er et, du m[å] komme ihug;
Faksimile
65
s[å] er nu [ R r ]ondefolkets [s]kik[] og [b]rug:
tvefold laget er alt vort [e]je.
Kommer du frem til[] min [f]aders [g] [å]rd,
tør det hænde sig let[] at du er p[å]veje
til[] at tro, du i styggeste [s]tenrøsen st[å]r.
Peer Gynt
.
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt [g]uldet vil tykkes dig [r]usk og [b]os?
og kanske vil du tro, hver glittrende [r]ude
er en [b]ylt af gamle [h]oser og [k]lude.
Den grønklædte
.
Svart tykkes hvidt, og styg[]t tykkes vent.
Peer Gynt
.
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
Den grønklædte

(falder ham om [h]alsen).
Ja, Peer, s[å] ser jeg, vi to passer sammen!
Peer Gynt
.
Som [b]enet og [b]rogen; som [h] [å]ret og [k]ammen.
Den grønklædte

(r[å]ber bort i [l]iden).
Brudehest! Brudehest! Kom, [b]rudehesten min!
(en k[]æmpestor [g]ris kommer løbende med en [t]ougstump til[] [g]rime og en
gammel [s]æk[] til[] [s]adel. Peer Gynt svinger sig op[] og tager den grøndklædte
foran sig.)
Peer Gynt
.
Hejsan! Vi skal stryge g[]ennem Rondeporten ind!
Rap[] dig, rap[] dig, min [g]anger god!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
5
Faksimile
66
Den grønklædte

(k[]ælen).
Ak, nylig gik jeg s[å] stur og mod –.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
Peer Gynt

(prygler [g]risen og traver afsted).
P[å] [r]idestellet skal [s]torfolk k[]endes!

(Dovregubbens [k]ongshal. Stor [f]orsamling af [h]oftrolde, [t]omte-
gubber
og [h]ougmænd. Dovregubben i [h]øjsædet med [k]rone og [s]pir.
Hans [b]ørn og >nærmeste [s]lægtninge til[] begge [s]ider. Peer Gynt
st[å]r for ham. Stærk [r]øre i [s]alen.)
Hoftroldene
.
Slagt ham! Kristenmands [s]øn har d[å]ret
[d]ovregubbens veneste [m]ø!
En [t]roldunge
.
M[å] jeg sk[]ære ham i [f]ingren?
En anden [t]roldunge
.
M[å] jeg rive ham i [h] [å]ret?
En [t]roldjomfru
.
Hu, hej, lad mig bide ham i [l] [å]ret!
Troldhe[ks]

(med en [s]lev).
Skal han lages til[] [s]odd og [s]ø?
En anden [t]roldhe[ks]

(med [r]etterkniv).
Skal han steges p[å] [s]pid[] eller brunes i [g]ryde?
Dovregubben
.
Isvand i [b]lodet!
Faksimile
67
(vinker sine fortrolige nærmere til[] sig).
Lad os ikke skryde.
Vi er g[å]et til[]agters i de senere [å]r;
vi ved ikke mer om det ramler eller st[å]r,
og [f]olkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er [g]utten fast uden [l]yde,
og stærkbygget med, s[å]vidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste [h]ode;
men [d]atter min har jo heller ikke fler.
Tre [h]oders [t]rolde g[å]r rent af [m]ode;
selv [t]vehoder f[å]r en knap[]t [ø]je p[å],
og de [h]oder er endda kun s[å] som s[å].
(til[] Peer Gynt.)
Alts[å], det er min [d]atter, du kræver?
Peer Gynt
.
Din [d]atter og [r]iget i [m]edgift, ja.
Dovregubben
.
Det halve f[å]r du, imens jeg lever,
og det andet halve n[å]r jeg engang falder fra.
Peer Gynt
.
Det er jeg nøjd med.
Dovregubben
.
Ja, stop[] min [g]ut; –
du har ogs[å] nogle [t]il[]sagn at give.
Brydes et af dem, er hele [p]agten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første m[å] du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes [g]rænser;
[d]ag skal du sky, og [d] [å]d og hver lysbar [p]let[].
5*
Faksimile
68
Peer Gynt
.
F[å]r jeg kaldes for [k]onge, s[å] holdes det let[].
Dovregubben
.
Dernæst, – nu vil jeg i [k]løgt dig prøve –
(rejser sig i [s]ædet).
Det ældste [h]oftrold

(til[] Peer Gynt).
Lad se, om du har en [v]isdomstand,
som kan Dovregubbens [ g å g å ]denød[ d ] kløve!
Dovregubben
.
Hvad er [f]orsk[]ellen mellem [t]rold og [m]and?
Peer Gynt
.
Der er ingen [f]orsk[]el[], s[å] vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og [s]m[å]trold vil klore; –
liges[å] hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben
.
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men [m]orgen er [m]orgen, og [k]veld er [k]veld,
s[å] [f]orsk[]el[] blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende [h]vælv,
mellem [m]ænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem [t]roldenes [f]lok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet

(til[] Peer Gynt).
Øjner du [d]ybden?
Peer Gynt
.
Det tykkes mig t[å]get.
Faksimile
69
Dovregubben
.
«Nok», min [s]øn, det kløvende, stærke
[o]rd m[å] st[å] i dit [v] [å]benmærke.
Peer Gynt

(river sig bag [ø]ret).
Nej, men –
Dovregubben
.
Det m[å] , skal du her vorde [h]erre!
Peer Gynt
.
Ja, [s]kidt; lad g[å]; det er jo ikke værre –
Dovregubben
.
Dernæst m[å] du lære at sætte [p]ris
p[å] vor jævne hjemlige [l]evevis.
(han vinker; to [t]rolde med [s]vinehoveder, hvide [n]athuer, o. s. v. bringer
[m]ad og [d]rikke.)
Koen giver [k]ager og [s]tuden [m]jød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
[h]ovedsagen er, det f[å]r du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt

(støder [s]agerne fra sig.)
Fanden med eders hjemlige [d]rik[]!
Jeg vænner mig aldrig til[] [l]andsens [s]kik[].
Dovregubben
.
Bollen følger med, og den er af [g]uld.
Hvo [g]uldbollen ejer, ham er [d]atter min huld.
Peer Gynt

(grundende).
Der st[å]r jo skrevet: [d]u skal tvinge din [n]atur; –
Faksimile
70
og i [l]ængden falder [d]rikken vel mindre sur.
Lad g[å]!
(føjer sig.)
Dovregubben
.
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt
.
En faar h[å]be p[å] [v]anens [m]agt.
Dovregubben
.
Dernæst m[å] du kaste dine [k]ristenmandsklæder;
thi det skal du vide til[] vort Dovres [h]æder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra [d]alen,
undtagen [s]ilkesløjfen yderst p[å] [h]alen.
Peer Gynt

(vred).
Jeg har ingen [h]ale!
Dovregubben
.
S[å] kanst du f[å].
Hoftrold, bind ham min [s]øndagshale p[å].
Peer Gynt
.
Nej, om du f[å]r! Vil I g[]øre mig til[] [n]ar?
Dovregubben
.
Bejl aldrig til[] [d]atter min med [b]agen bar.
Peer Gynt
.
G[]øre [m]enneske til[] [d]yr!
Dovregubben
.
Min [s]øn, du fejler;
jeg g[]ør dig bare til[] en høvelig [b]ejler.
Faksimile
71
Du skal f[å] en brandgul [s]løjfe at bære,
og det g[]ælder her for den højeste [æ]re.
Peer Gynt

(betænksomt).
Der siges jo, [m]ennesket er kun et [f]nug.
Og lidt f[å]r en lempes efter [s]kik[] og [b]rug.
Bind væk!
Dovregubben
.
Du est en medg[]ørlig [f]yr.
Hoftroldet
.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt

(arrig).
H[å], vil I endnu til[] mere mig tvinge?
Kræver I ogs[å] min [k]ristenmands-[t]ro?
Dovregubben
.
Nej, den kan du g[]erne beholde i [r]o.
Troen gaar frit; den lægges ingen [t]old p[å];
det er [s]korpen og [s]nittet en skal k[]ende et [t]rold p[å].
Bare vi er ens i [l]ader og [k]lædsel,
kan du g[]erne kalde [t]ro, hvad vi kalder [r]æd[]sel.
Peer Gynt
.
Du er dog, de mange [v]ilk[å]r tiltrods,
mere rimelig [k]arl, end en skulde frygte.
Dovregubben
.
Min [s]øn, vi [t]rolde er bedre end vort [r]ygte;
det er ogs[å] en [f]orsk[]el[] mellem jer og os. –
Dog, endt er [g]ildets alvorlige [d]el;
Faksimile
72
nu vil vi [ø]rer og [ø]jne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens [f]jæl!
(Spil og [d]ans.)
Hoftroldet
.
Hvad tykkes dig?
Peer Gynt
.
Tykkes? Hm –
Dovregubben
.
Tal uden [f]rygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt
.
Noget ustyggelig styg[]t.
Med [k]loven sl[å]r en [b]jeldeko et tarmestrængt [s]pil.
I [s]tut[]hoser tripper en [p]urke dertil[].
Hoftroldene
.
Æd ham!
Dovregubben
.
Husk, han har [m]enneskesanser!
Troldjomfruer
.
Hu, riv af ham b[å]de [ø]re og [ø]je!
Den grønklædte

(grædende.)
Huhu! Sligt m[å] vi høre og døje,
n[å]r jeg og [s]øster min spiller og danser!
Peer Gynt
.
[Å]h[å]; var det dig? Lidt [s]pøg i [g]ildet,
det ved du, er aldrig s[å] ilde ment.
Faksimile
73
Den grønklædte
.
Tør du bande p[å] det?
Peer Gynt
.
Baade [d]ansen og [s]pillet
var, [k]atten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben
.
Det er underligt med den [m]enneskeart;
den hænger i s[å] mærkværdigt længe.
F[å]r den i [d]yst med os en [f]længe,
sætter den vel [a]r, men den heles snart.
Min [s]vigersøn er nu s[å] føjelig som nogen;
villig har han kastet [k]ristenmandsbrogen,
villig har han drukket af [m]jødpokalen,
villig har han bundet bag p[å] sig [h]alen, –
s[å] villig, kort sagt, til[] alt, hvad vi bad ham,
at tryg[]t jeg tænkte[,] den gamle Adam
var engang for alle p[å] [p]orten jaget;
men se, med et har han [o]vertaget.
Ja-ja, min [s]øn, s[å] m[å] du i [k]ur
mod denne hersens [m]enneskenatur.
Peer Gynt
.
Hvad vil du gjøre?
Dovregubben
.
I venstre [ø]jet
jeg risper dig lidt, s[å] ser du sk[]ævt;
men alt det du ser, tykkes g[]ildt og g[]ævt.
S[å] sk[]ærer jeg ud den højre [r]uden –
Peer Gynt
.
Er du drukken?
Faksimile
74
Dovregubben

(lægger nogle skarpe [r]edskaber p[å] [b]ordet).
Her ser du [g]lasmestertøjet.
Spjeld skal du f[å], som den olme [s]tuden.
Da vil du sk[]ønne, hun er dejlig, [b]ruden, –
og aldrig vil [s]ynet dit kverves, som før,
af trippende [p]urker og [b]jeldek[]ør –
Peer Gynt
.
Det er [g]almands [s]nak[]!
Det ældste [h]oftrold
.
Det er Dovregubbens [t]ale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben
.
Tænk efter, hvor megen [f]ortræd og [p]lage
du kan fri dig for mellem [å]r og [d]age.
Kom dog ihug, at [s]ynet er [k]ilden
til[] [g]r[å]dens argende beske [l]ud.
Peer Gynt
.
Sandt nok; og der st[å]r i [h]uspostillen:
forarger dig [ø]jet, s[å] sl[å] det ud.
Hør! Sig mig, n[å]r heles s[å] [s]ynet ig[]en
til[] [m]enneskesyn?
Dovregubben
.
Ingensinde, min [v]en.
Peer Gynt
.
N[å], s[å]! Ja, s[å] siger jeg [t]ak[] for mig.
Dovregubben
.
Hvad vil du udenfor?
Faksimile
75
Peer Gynt
.
G[å] min [v]ej.
Dovregubben
.
Nej, stop[]! Det er let[]vindt at slippe herind!
men udad g[å]r ikke Dovregubbens [g]rind.
Peer Gynt
.
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben
.
Hør nu, og vær fornuftig, [p]rins Peer!
Du har [g]aver for [t]roldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu s[å] temmelig troldeligt?
Og [t]rold vil du være?
Peer Gynt
.
Ja-Gud vil jeg s[å].
For en [b]rud og et velsk[]øttet [r]ige p[å] [k] []øbet
kan jeg finde mig i at noget g[å]r i [l]øbet.
Men alting i [v]erden er der [m] [å]de p[å].
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel f[å] løst, hvad det [h]oftrold bandt[;]
[b]rogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel ig[]en f[å] den p[å] mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogs[å] f[å] losset [b] [å]den
for denne dovriske [l]evem[å]den.
Jeg skal g[]erne sværge p[å], en [k]o er en [m]ø;
en [e]d kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt [m]enneske kan dø,
at g[å] som et [b]ergtrold alle sine [d]age, –
dette her, at en aldrig kan træde til[]bage,
Faksimile
76
som der st[å]r i [b]ogen, det lægger du [v]ind p[å];
men det er noget, som jeg aldrig g[å]r ind p[å].
Dovregubben
.
Nu bliver jeg, sandt for [u]dyden, vred;
og da er jeg ikke til[] at gantes med.
Du dagblakke [p]ilt! Ved du hvem jeg er?
Først s[å] kommer du min [d]atter for nær –
Peer Gynt
.
Det er [l]øgn i din [h]als!
Dovregubben
.
Du m[å] hende ægte.
Peer Gynt
.
Tør du sige mig p[å], at –?
Dovregubben
.
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din [a]ttr[å] og i din [b]eg[]ær?
Peer Gynt

(blæser).
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben
.
Mennesket blir sig dog altid ligt.
[Å]nden bek[]ender I alle med [k] []æverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med [n]æverne.
S[å] du mener, at [a]ttr[å]en intet g[]ælder?
Vent; du skal snart f[å] [s]yn for [s]agn –
Peer Gynt
.
Du fisker mig ikke med [l]øgnens [a]gn!
Faksimile
77
Den grønklædte
.
Min Peer, du er [f]aer før [å]ret hælder.
Peer Gynt
.
Luk[] op[]; jeg skal ud.
Dovregubben
.
I et [b]ukkeskind
f[å]r du [u]ngen efter dig.
Peer Gynt

(tørrer [s]veden af sig).
Gid jeg var v[å]gnet!
Dovregubben
.
Skal han skikkes til[] [k]ongsg[å]rden?
Peer Gynt
.
Skik ham p[å] [s]ognet!
Dovregubben
.
Godt, [p]rins Peer; den [s]agen blir din.
Men den [t]ing er sikker, at gjort er gjort,
item at din [a]fkom vil vo[ks]e;
sligt [b]landingskræ vo[ks]er urimelig fort –
Peer Gynt
.
Gubbe, vær nu ikke strid som en [o] [ks]e!
Vær rimelig, [j]omfru! Tag mod [f]orlig.
Du skal vide, jeg er hverken [p]rins eller rig; –
og enten du s[å] vil m[å]le eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte faar ondt og bæres ud af [t]roldpiger.)
Dovregubben

(ser en [s]tund p[å] ham med høj [f]oragt; derp[å] siger han):
Hiv ham i [k]nas mod [b]ergvæggen, [b]ørn!
Faksimile
78
Troldungerne
.
[Å], [f]aer, m[å] vi først lege [h]ubro og [ø]rn!
Ulvelegen! Gr[å]mus og gloøjet [k]at[]!
Dovregubben
.
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat[]!
(g[å]r.)
Peer Gynt

(jaget af [t]roldungerne).
Slip[] mig, [d]jævelstøj!
(vil op[] g[]ennem [s]korstenspiben.)
Troldungerne
.
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
Peer Gynt
.
Au!
(vil ned g[]ennem [k] []ælderlemmen.)
Troldungerne
.
Stæng alle [r]idser!
Hoftroldet
.
Hvor de morer sig, de sm[å]!
Peer Gynt

(k[]æmpende med en liden [t]roldunge, som har bidt sig fast i hans [ø]re).
Vil du slippe, dit [s]karn!
Hoftroldet

(sl[å]r ham over [f]ingrene).
Tag varsomt, [s]lyngel, p[å] et kongeligt [b]arn!
Peer Gynt
.
Et [r]ottehul –!
(løber derhen.)
Faksimile
79
Troldungerne
.
Nissebroer! Det m[å] du spærre!
Peer Gynt
.
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
Troldungerne
.
Flæng ham!
Peer Gynt
.
Ak; den, der var liden som en [m]us!
(løber om.)
Troldungerne

(myldrer omkring ham).
Stæng [g] []ærde! Stæng [g] []ærde!
Peer Gynt
.
(grædende).
Ak; var jeg en [l]us!
(han falder.)
Troldungerne
.
Nu i [s]ynet p[å] ham!
Peer Gynt

(begravet i [t]rolddyngen).
Hjælp, [m]oer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte.)
Troldungerne
.
Bjelder i [f]jeldet! Det er [s]vartekjolens [k] []ør!
(Troldene flygter under [b]ulder og hylende [s]krig. Hallen styrter sammen;
alt forsvinder.)

Faksimile
80
(Bælmørke.)
(Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor [g]ren.)
Peer Gynt
.
Giv [s]var! Hvem er du?
(En [s]temme i [m]ørket.)
Mig selv.
Peer Gynt
.
Af [v]ejen!
Stemmen
.
G[å] udenom, Peer! Den er stor nok, [h]ejen.
Peer Gynt

(vil ig[]ennem p[å] et andet [s]ted, men støder imod).
Hvem er du?
Stemmen
.
Mig selv. Kan du sige det samme?
Peer Gynt
.
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit [s]verd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(sl[å]r og hugger.)
Hvem er du?
Stemmen
.
Mig selv.
Peer Gynt
.
Det dumme [s]var
kan du g[]emme; det g[]ør ikke [s]agen klar.
Hvad er du?
Faksimile
81
Stemmen
.
Den store [ B b ]øjgen.
Peer Gynt
.
N[å], s[å]!
Før var [g] [å]den svart; nu tykkes den gr[å].
Af [v]ejen, [ B b ]øjg!
Stemmen
.
G[å] udenom, Peer!
Peer Gynt
.
Ig[]ennem!
(sl[å]r og hugger.)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod.)
H[å], h[å]! Er her fler?
Stemmen
.
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er s[å]rløs, og Bøjgen, som fik [m] [é]n.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
Peer Gynt

(kaster [g]renen).
Værget er troldsmurt; men jeg har [n]æver!
(sl[å]r sig ig[]ennem.)
Stemmen
.
Ja, lid p[å] [n]æverne; lid p[å] [k]roppen.
Hi-hi, Peer Gynt, s[å] rækker du [t]oppen.
Peer Gynt

(kommer ig[]en).
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
6
Faksimile
82
Der er han! Og der! Og rundt om [s]vingen!
Ret[] som jeg er ude, st[å]r jeg midt i [r]ingen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
Stemmen
.
Bøjgen.
Peer Gynt

(famler omkring).
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; t[å]get.
Ingen [s]kikkelse heller! Det er som at tørne
i en [d]ynge af knurrende halvv[å]gne [b]jørne!
(skriger).
Sl[å] fra dig!
Stemmen
.
Bøjgen er ikke gal.
Peer Gynt
.
Sl[å]!
Stemmen
.
Bøjgen sl[å]r ikke.
Peer Gynt
.
K[]æmp! Du skal!
Stemmen
.
Den store Bøjgen vinder uden at k[]æmpe.
Peer Gynt
.
Var her bare en [n]isse, som kunde mig prikke!
Var her bare s[å] meget, som et [å]rsgammelt [t]rold!
Bare noget at sl[å]s med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!
Faksimile
83
Stemmen
.
Hvad godt?
Peer Gynt
.
Brug [v]old!
Stemmen
.
Den store Bøjgen vinder alting med [l]empe.
Peer Gynt

(bider sig i [a]rme og [h]ænder).
Klør og flængende [t]ænder i [k] []ødet!
Jeg m[å] k[]ende [d]ryppet af mit eget [b]lod.
(der høres som [v]ingeslag af store [f]ugle).
Fugleskrig
.
Kommer han, Bøjg?
Stemmen i [m]ørket
.
Ja; [f]od for [f]od.
Fugleskrig
.
Alle [s]ystre langt borte! Flyv frem til[] [m]ødet!
Peer Gynt
.
Skal du berge mig, [j]ente, s[å] g[]ør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i [ø]jet!
Fugleskrig
.
Han vimrer!
Stemmen
.
Vi har ham.
Fugleskrig
.
Systre! Skyd [f]art!
6*
Faksimile
84
Peer Gynt
.
For dyrt, at k[]øbe sig [l]ivet til[]
for slig en [t]imes tærende [s]pil.
(synker sammen.)
Fuglene
.
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og [s]almesang høres langt bort.)
Bøjgen

(svinder ind til[] intet og siger i et [g]isp).
Han var for stærk. Der stod [k]vinder bag ham.

(Solop[]gang. P[å] Fjeldet udenfor [Å]ses [s]æterstue. Døren er stængt; alting øde
og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor [s]ætervæggen.)
Peer Gynt

(v[å]gner, ser sig om med et sløvt og tungt [ø]jekast. Han spytter).
Den, som havde sig en ramsaltet [s]ild!
(spytter ig[]en, i det samme ser han Helga, der kommer med en [n]istebomme.)
H[å], [u]nge, er du her? Hvad er det, du vil?
Helga
.
Det er Solvejg –
Peer Gynt

(springer op[]).
Hvor er hun?
Helga
.
Bag [s]ætervæggen.
Solvejg

(skjult).
Kommer du nær, s[å] sætter jeg p[å] [s]prang!
Faksimile
85
Peer Gynt

(standser).
Kanske du er ræd[], jeg skal ta'e dig i [f]ang?
Solvejg
.
Skam dig!
Peer Gynt
.
Ved du, hvor jeg var inat[]? –
Dovregubbens [d]atter er efter mig, som [k]læggen.
Solvejg
.
Da var det vel, der blev ringet med [k]lokker.
Peer Gynt
.
Peer Gynt er ikke den [g]ut, de lokker. –
Hvad siger du?
Helga

(grædende).
[Å], hun taer [b]enene fat[]!
(løber efter.)
Vent!
Peer Gynt

(griber hende i [a]rmen).
Se her, hvad jeg har i [l]ommen!
En [s]ølvknap[], [u]nge! Den skal du f[å], –
bare snak[] godt for mig!
Helga
.
Slip[]; lad mig g[å]!
Peer Gynt
.
Der har du den.
Helga
.
Slip[]; der st[å]r [n]istebommen?
Faksimile
86
Peer Gynt
.
Gud n[å]de dig, hvis du ej –!
Helga
.
Uf, du skræmmer mig!
Peer Gynt

(spag; slipper hende).
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)

Faksimile
TREDJE HANDLING.

(Dybt inde i [b]arskogen. Gr[å]t [h]østvejr. Snefald.)
(Peer Gynt staar i [s]kjorteærmerne og fælder [g]avntømmer.)
Peer Gynt

(hugger p[å] en stor [f]uru med krogede [g]rene).
[Å]-ja, du er sejg, du gamle [k]al[ l ];
men det b[å]der knap[]t, for du st[å]r for [f]ald.
(hugger ig[]en.)
Jeg ser nok, du har en [s]t[å]ltr[å]dsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig s[å] stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede [a]rm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt s[å] skal du i [k]næ –!
(bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt [t]ræ.
Løgn! Det er ingen st[å]lklædt [k]nark;
det er bare en [f]uru med sprukken [b]ark. –
Det er tungvindt [a]rbejd at hugge [t]ømmer;
men [f]andenskab n[å]r en b[å]de hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at st[å] i [t]aagen
og væve sig bort lyslevende v[å]gen. –
Faksimile
88
Du er fredløs, [g]ut! Du er jaget p[å] [s]kogen.
(hugger en [s]tund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke [m]oer
til[] at bære frem [m]aden og duge dit [b]ord.
Vil du æde, [g]ut, f[å]r du hjælpe dig selv,
hente det r[å]t fra [s]kog og [e]lv,
spike dig [t]yri og nøre dig [i]ld,
stulle og stelle og lage det til[].
Vil du klæde dig varmt, f[å]r du vejde [r] [é]n;
vil du mure dig [h]us, f[å]r du bryde [s]ten;
vil du tømre det op[], f[å]r du fælde [s]tokken
og bære den frem p[å] din [r]yg[] til[] [t]r[å]kken. –
(Ø[ks]en synker; han ser frem for sig.)
G[]ildt skal det bygges. T[å]rn og [f]løj
skal der være p[å] [t]agryggen hæv og høj.
Og s[å] vil jeg snitte, til[] [k]nap[] p[å] [g]avlen,
en [h]avfrue, skabt som en [f]isk fra [n]avlen.
Messing skal der være p[å] [f]løjen og [l] [å]sen.
Glas f[å]r jeg ogs[å] se jeg kan f[å].
Fremmede [f]olk skal undres p[å]
hvad det er, som skinner langt borti [å]sen.
(ler i [h]arme.)
Helvedes [l]øgn! Der var den ig[]en.
Du er fredløs, [g]ut!
(hugger hvas[]t.)
En barktæk[]t [h]ytte
g[]ør b[å]de i [r]usk og i [f]rost sin [n]ytte.
(ser opad [t]ræet.)
Nu st[å]r han og vagger. S[å]; bare et [s]pænd!
Der stuper han skr[å]s efter hele sin [l]ængde; – –
Faksimile
89
det grøsser i [u]ngskogens [m]ylr og [m]ængde!
(giver sig til[] at kviste [s]tammen; p[å] engang lytter han og st[å]r stille med
hævet [ø] [ks]e.)
Der er nogen efter mig! – N[å], er du slig,
du Hæg[]stadgubbe; – du farer med [s]vig.
(dukker bag [t]ræet og kiger frem.)
En [g]ut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han g[]emt
under [t]røjen? En [s]igd. Han standser og glytter, –
lægger [n]æven tilrette p[å] en [s]kigard-[s]tav.
Hvad er det nu? Hvorfor st[å]r han og støtter –?
Uf da! Hug[] han ikke [f]ingren af!
Hele [f]ingren af! Han bløder, som en [s]tud. –
Der sætter han p[å] [s]prang med [n]æven i en [k]lud.
(rejser sig).
Det var [f]anden til[] [k]rop[]! En umistelig [f]inger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
H[å]h[å], nu mindes jeg –! Det er den eneste
[m] [å]de at fri sig fra [k]ongens [t]jeneste.
S[å] er det. De vilde ham i [k]rigen skikke;
og [g]utten, forst[å]r sig, vilde nødig afsted. –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men g[]øre det! Nej; det sk[]ønner jeg ikke!
(ryster lidt med [h]ovedet; s[å] g[å]r han til[] sit [a]rbejde ig[]en.)

(En [s]tue nede hos [Å]se. Alting er i [u]orden; [k]ister st[å]r [å]bne; [g]angklæder
ligger spredte omkring; en [k]at[] i [s]engen.)
( [Å]se og [h]usmandskonen i travlt [a]rbejde med at pakke sammen og
lægge tilrette.)
Faksimile
90
[Å]se

(render til den ene [s]ide).
Kari, hør her!
Konen
.
Hvad godt?
[Å]se

(p[å] den anden [s]ide).
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er [n]øglen til[] [k]isten?
Konen
.
I [n]øglehullet.
[Å]se
.
Hvad er det, som ramler?
Konen
.
Det sidste [l]æs[]
blir k[]ørt til[] Hæg[]stad.
[Å]se

(grædende).
Jeg var til[]freds,
jeg selv blev k[]ørt ud i den svarte [k]iste!
[Å], hvad et [m]enneske m[å] t[å]le og friste!
Gud hjælpe mig n[å]dig! Hele [h]uset tømt!
Hvad Hæg[]stadbonden levned, har [l]ensmanden taget.
Ikke [k]læderne p[å] [k]roppen engang blev vraget.
Tvi! F[å] de [s]kam, som s[å] h[å]rdt har dømt!
(sætter sig p[å] [s]engekanten.)
B[å]de [g] [å]rd og [g]rund er ude af [æ]tten;
Faksimile
91
strid var den gamle; men stridere var [r]etten; –
der var ikke [h]jælp og der var ikke [n] [å]de;
Peer var borte; ingen kunde mig r[å]de.
Konen
.
Her i [s]tuen f[å]r I dog sidde til[] jer [d]ød.
[Å]se
.
Ja; [k]atten og jeg, vi f[å]r [n] [å]dsensbrød!
Konen
.
Gud bedre jer, [m]oer; han, Peer, blev jer dyr.
[Å]se
.
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem til[]slut.
Det var ligest, de havde holdt sig til[] [f]anden; –
han er [b]rot[]smanden, han, og ingen [a]nden;
den [s]tyggen fristed min stakkars [g]ut!
Konen
.
Var det ikke bedst, der gik [b]ud efter [p]resten?
Det st[å]r værre til[], end I kanske tror.
[Å]se
.
Efter [p]resten? [Å] jo, jeg mener det næsten.
(farer op[].)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er [g]uttens [m]oer;
jeg f[å]r hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, n[å]r de andre svigter.
Denne [k]uften har de sk[]ænkt ham. Den f[å]r jeg lappe.
Gud give, jeg ogs[å] turde [s]kindfellen nappe!
Hvor er [h]oserne?
Faksimile
92
Konen
.
Der, blandt det andet [s]krammel.
[Å]se

(roder om).
Hvad finder jeg her? [Å] nej; en gammel
[s]tøbe-[s]ke, Kari! Med den har han leget
[k]nappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var [g]ilde, kom [u]ngen ind
og bad sin [f]aer at f[å] en [k]lump [t]in.
Ikke [t]in, sa'e Jon, men [k]ong Kristians [m]ynt;
[s]ølv; det skal mærkes, du er [s]øn til[] Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken [t]in eller [g]uld.
Her er [h]oserne. [Å], der er [h]ul i [h]ul;
de m[å] stoppes, Kari!
Konen
.
Jeg mener, det trængs.
[Å]se
.
N[å]r det er gjort, f[å]r jeg komme til[]sengs;
jeg k[]ender mig s[å] skral og s[å] ussel og klemt –
(glad.)
To [u]ldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
Konen
.
Ja, rigtig har de det.
[Å]se
.
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du til[]side lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har p[å], er s[å] slidt og tynd.
Faksimile
93
Konen
.
Men [k]ors, [m]oer [Å]se, det er visst [s]ynd!
[Å]se
.
[Å] ja; men du ved nok, [p]resten forkynder
[n] [å]de for den og de andre [s]ynder.

(Udenfor en [n]ybyggerhytte i [s]kogen. Rensdyrhorn over [d]øren. Sneen ligger
høj. Det er i [m]ørkningen.)
(Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.)
Peer Gynt

(ler imellemstunder).
L[å]s m[å] der være; [l] [å]s, som kan binde
[d]øren for [t]roldtøj, og [m]and og [k]vinde.
L[å]s m[å] der være; [l] [å]s, som kan lukke
for alle de arrige [n]issebukke. –
De kommer med [m]ørket; de klapper og banker:
luk[] op[], Peer Gynt, vi er snygge, som [t]anker!
Under [s]engen vi pus[]ler, i [a]sken vi rager,
g[]ennem [p]iben vi rus[]ler som gloende [d]rager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du [s]piger og [p]lanker
kan stænge for arrige [n]issebuk[]tanker?
(Solvejg kommer p[å] [s]kier fremover [m]oen; hun har et [k]astetørklæde over
([h]ovedet og et [k]nytte i [h] [å]nden.)
Solvejg
.
Gud signe dit [a]rbejd. Du f[å]r ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og s[å] f[å]r du tage mig.
Peer Gynt
.
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke ræd[] for at komme s[å] nær!
Faksimile
94
Solvejg
.
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med [v]ind og i [s]tille.
Bud bar din [m]oer i alt hun fortalte,
Bud, som yngled, der [d]rømmene dalte.
Nætterne tunge og [d]agene tomme
bar mig det [b]ud, at nu fik jeg komme.
Det blev som [l]ivet var sluk[]net dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke tryg[]t hvad [s]ind du [å]tte;
jeg vidste kun tryg[]t hvad jeg skulde og m[å]tte.
Peer Gynt
.
Men [f]aer din?
Solvejg
.
P[å] hele Guds vide [j]ord
har jeg ingen at kalde for [f]aer eller [m]oer.
Jeg har løst mig fra alle.
Peer Gynt
.
Solvejg, du vene, –
for at komme til[] mig?
Solvejg
.
Ja, til[] dig al[]ene;
du f[å]r være mig alt, b[å]de [v]en og [t]røster.
(i [g]r[å]d.)
Værst var det at slippe min lille [s]yster; –
men endda værre at skilles fra [f]aer;
men værst ifra den, som ved [b]rystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst f[å]r jeg kalde
den [s]org at skilles fra dem alle, – alle!
Faksimile
95
Peer Gynt
.
Og k[]ender du [d]ommen, som blev læst iv[å]r?
Den skiller mig b[å]de ved [a]rv og [g] [å]rd.
Solvejg
.
Mener du vel at for [a]rv og [e]je
jeg skil[]te mig fra alle de k[]æres [v]eje?
Peer Gynt
.
Og ved du [f]orliget? Udenfor [s]kogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
Solvejg
.
P[å] [s]kier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
Peer Gynt
.
S[å] væk med b[å]de [s]piger og [p]lanker!
Nu trænges ingen [s]tængsel mod [n]issebukktanker.
Tør du g[å] ind for at leve med [s]kytten,
s[å] ved jeg der kommer [v]igsel over [h]ytten.
Solvejg! Lad mig se p[å] dig! Ikke for nær!
Bare se p[å] dig! Nej, hvor du er lys og sk[]ær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let[]!
F[å]r jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt[]!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake [a]rme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
[å], men jeg har længtes b[å]de [n]ætter og [d]age.
Her skal du se, jeg har tømret og byg[]t; –
det skal ned ig[]en, du; her er ringt og styg[]t –
Solvejg
.
Ringt eller g[]ildt, – her er efter mit [s]ind.
Faksimile
96
S[å] let kan en puste mod den strygende [v]ind.
Dernede var det klummert; en k[]endte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra [b]yg[]den mig skræmt.
Men her, hvor en hører [f]uruen suse, –
for en [s]til[]hed og [s]ang! – her er jeg til[]huse.
Peer Gynt
.
Og ved du det visst? For alle dine [d]age?
Solvejg
.
Den [v]ej, jeg har tr[å]dt, bær aldrig til[]bage.
Peer Gynt
.
S[å] har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i [s]tuen!
G[å] ind! Jeg skal hente [t]yri til[] [g]ruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker op[]; Solvejg g[å]r ind. Hun st[å]r en [s]tund stille, da ler han højt
af [g]læde og springer ivejret.)
Peer Gynt
.
Min [k]ongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal [k]ongsg[å]rden tømres fra [g]runden!
(han griber [ø] [ks]en og g[å]r bortover; idetsamme træder en gammelagtig
[k]vinde
i en fillet grøn [s]tak[] ud af [h]oltet; en styg[] [u]nge med en [ø]lbolle
i [h] [å]nden halter efter og holder hende i [s]kjørtet.)
Kvinden
.
Godkveld, Peer Rap[]fod!
Peer Gynt
.
Hvad godt? Hvem der?
Kvinden
.
Gamle [v]enner, Peer Gynt! Min [s]tue ligger nær.
Vi er [g]randfolk.
Faksimile
97
Peer Gynt
.
S[å]? Det er mer, end jeg ved.
Kvinden
.
Alt som [h]ytten din byg[]tes, byg[]te min sig med.
Peer Gynt

(vil g[å]).
Jeg har [b]r[å]hast –
Kvinden
.
Det har du altid, [g]ut;
men jeg trasker nu efter og r[å]ker dig til[]slut.
Peer Gynt
.
I mistaer jer, [m]oer!
Kvinden
.
Jeg har før s[å] gjort;
jeg gjorde s[å] dengang du lovte s[å] stort.
Peer Gynt
.
Jeg lovte –? Hvad [f]anden er det for [s]nak[]?
Kvinden
.
Har du glemt den [k]veld, du hos [f]aer min drak?
Har du glemt –?
Peer Gynt
.
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? N[å]r mødtes vi sidst?
Kvinden
.
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til[] [u]ngen.)
Byd [f]aer din [d]rikke; jeg mener han er tørst.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
7
Faksimile
98
Peer Gynt
.
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
Kvinden
.
Du kan da vel kjende [g]risen p[å] [s]kindet!
Har du [ø]jne? Kan du ikke se, han er lam
p[å] [s]kanken, som du er lam p[å] [s]indet?
Peer Gynt
.
Vil du bilde mig ind –?
Kvinden
.
Vil du vringle dig bort –?
Peer Gynt
.
Denne langbente [u]ngen –!
Kvinden
.
Han er vo[ks]et fort.
Peer Gynt
.
Tør du, dit [t]roldtryne, lægge mig ud –?
Kvinden
.
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en [s]tud!
(grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i [l]ider og [b]akker?
I [h]øst, da jeg fødte, holdt [f]anden om min [r]yg[],
og s[å] er det rimeligt nok en blir styg[].
Men dersom du vil se mig s[å] ven, som før,
skal du bare vise [j]enten derinde p[å] [d]ør,
jage hende ud af [s]indet og [s]ynet; –
g[]ør s[å], k[]ære [v]ennen min, s[å] mister jeg [t]rynet!
Faksimile
99
Peer Gynt
.
Vig fra mig, din [t]roldhe[ks]!
Kvinden
.
Ja, se, om jeg g[]ør!
Peer Gynt
.
Jeg skal sl[å] dig i [s]kallen –!
Kvinden
.
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan st[å] for [s]lag!
Jeg kommer ig[]en hver evige [d]ag.
Jeg glytter p[å] [d]øren, ser ind til[] jer begge.
Sidder du med [j]enten p[å] [b]ænkefjæl, –
blir du k[]ælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min [d]el.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, k[]ære [g]utten min, imorgen kan du gifte dig!
Peer Gynt
.
Din [h]elvedes [m]are!
Kvinden
.
Men det er s'gu sandt!
Ungen f[å]r du fostre, din fodlette [f]ant!
Vesle-[f]anden, vil du til[] [f]aer din?
Ungen

(spytter p[å] ham).
Tvi!
Jeg skal hugge dig med [ø] [ks]en; bare bi, bare bi!
7*
Faksimile
100
Kvinden

(kysser [u]ngen).
[Å] nej, for et [h]oved der sidder p[å] den [k]rop[]!
Du blir [f]aer din op[] af [d]age n[å]r du engang vo[ks]er op[]!
Peer Gynt

(stamper).
Gid I var s[å] langt –!
Kvinden
.
Som vi nu er nær?
Peer Gynt

(knuger [h]ænderne).
Og alt dette –!
Kvinden
.
Bare for [t]anker og [b]eg[]ær!
Det er [s]ynd i dig, Peer!
Peer Gynt
.
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, sk[]æreste [g]uld!
Kvinden
.
[Å] ja; det svier til[] de skyldfri, sa'e [f]anden,
[m]oer hans gav ham [h]ug[], for [f]aer hans var fuld!
(hun trasker ind i [h]oltet med [u]ngen, som kaster [ø]lbollen efter ham.)
Peer Gynt

(efter en lang [t]aushed).
G[å] udenom, sa'e Bøjgen. En f[å]r s[å] her. –
Der faldt [k]ongsg[å]rden min med [b]r[å]k og [r]ammel!
Det slog [m]ur om hende, jeg var s[å] nær;
her blev styg[]t med et, og min [g]læde blev gammel. –
Faksimile
101
Udenom, [g]ut! Der finds ikke [v]ej
tvers ig[]ennem dette til[] hende fra dig.
Tvers ig[]ennem? Hm, der skulde dog findes.
Der st[å]r noget om [a]nger, hvis ret[] jeg mindes.
Men hvad? Hvad st[å]r der? Jeg har ikke [b]ogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
[r]et[]ledning at f[å] i vilde [s]kogen. –
Anger? S[å] skulde der kanske g[å] [å]r,
før jeg vandt mig ig[]ennem. Det [l]iv blev magert.
Sl[å] sønder, hvad sk[]ært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af [s]tumper og [s]k[å]r?
Sligt g[å]r med en [f]ele, men ikke med en [k]lokke.
Der, det skal grønnes, f[å]r en ikke tr[å]kke.
Men det var jo en [l]øgn med det [h]e[ks]etryne!
Nu er alt det [s]tyg[ g ]etøj ude af [s]yne. –
Ja; ude af [s]yne, men ikke af [s]ind.
Smygende [t]anker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som p[å] [h]ougene sprang!
Vil de ogs[å] være med? Med [s]krat[] og [h]arme
kræve, som hun[,] at krystes i [f]ang,
løftes varligt og vent p[å] strake [a]rme?
Udenom, [g]ut; var [a]rmen s[å] lang,
som [f]uruens [l]æg[ g ] eller [g]ranens [s]tang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til[] at sætte hende fra mig menløs og sk[]ær. –
Jeg f[å]r udenom dette p[å] [s]æt[] og [v]is,
s[å] det hverken blir [v]inding eller [f]orlis.
En f[å]r skyde sligt fra sig og f[å] det glemt –
(g[å]r nogle [s]kridt mod [h]ytten, men standser ig[]en.)
G[å] ind efter dette? S[å] styg[] og sk[]æmt?
Faksimile
102
G[å] ind med alt det [t]roldskab i [f]ølge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster [ø] [ks]en fra sig.)
Det er [h]elgedagskveld. At stævne til[] [m]øde,
slig, som jeg nu er, var [k]irkebrøde.
Solvejg

(i [d]øren).
Kommer du?
Peer Gynt

(halvhøjt).
Udenom!
Solvejg
.
Hvad?
Peer Gynt
.
Du f[å]r vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Solvejg
.
Bi; jeg skal hjælpe; vi [b]yrden skal dele.
Peer Gynt
.
Nej, st[å] der du st[å]r! Jeg f[å]r bære det hele.
Solvejg
.
Men ikke for langt, du!
Peer Gynt
.
Vær t[å]lsom, [j]ente;
langt eller kort, – du f[å]r vente.
Solvejg

(nikker efter ham).
Ja, vente!
Peer Gynt g[å]r bortover [s]kogstien. Solvejg bliver st[å]ende i den [å]bne
[h]alvdør.)

Faksimile
103
([Å]ses [s]tue. Aften. En [s]tok[]-[i]ld brænder og lyser p[å] [s]korstenen.
Katten p[å] en [s]tol ved [s]engefoden.)
( [Å]se ligger i [s]engen og famler urolig omkring p[å] [s]predet.)
[Å]se
.
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger s[å] inderlig langt.
Jeg har ikke [b]ud at skikke;
og sige ham har jeg s[å] mangt.
Her er ikke [s]tunder at miste!
S[å] br[å]t! Hvem skulde det tænkt!
[Å], dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Peer Gynt

(kommer).
Godkveld!
[Å]se
.
Vorherre dig glæde!
S[å] kom du da, k[]ære min [g]ut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit [l]iv forbrudt.
Peer Gynt
.
[Å], [l]ivet f[å]r være det samme.
Jeg m[å]tte nu se herned.
[Å]se
.
Ja, nu st[å]r Kari til[]skamme;
og jeg kan g[å] bort i [f]red!
Peer Gynt
.
G[å] bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Faksimile
104
[Å]se
.
Ak, Peer, det mod [e]nden lakker;
jeg har ikke langt ig[]en.
Peer Gynt

(vrider p[å] sig og g[å]r op[]over [g]ulvet).
Se s[å]! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold p[å] [f]ødder og [h]ænder?
[Å]se
.
Ja, Peer; det er snart forbi. –
N[å]r du ser mine [ø]jne briste,
m[å] du lukke dem varligt til[].
Og s[å] f[å]r du sørge for [k]iste;
men, k[]ære, lad den bli g[]ild.
[Å] nej, det er sandt –
Peer Gynt
.
Ti stille!
Tidsnok at tænke p[å] sligt.
[Å]se
.
Ja, ja.
(ser uroligt om i [s]tuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
Peer Gynt

(med et [v]rid).
Nu ig[]en!
(h[å]rdt.)
Jeg ved, jeg har [s]kylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Faksimile
105
[Å]se
.
Du! Nej, den fordømte [f]ylden,
fra den var det [u]lykken kom!
K[]ære [g]utten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en g[]ør;
og s[å] havde du redet p[å] [b]ukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
Peer Gynt
.
Ja, ja; lad den [r]æg[]len fare.
Lad fare den hele [s]ag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til[] siden – en anden [d]ag.
(sætter sig p[å] [s]engkanten.)
Nu, [m]oer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er s[å]rt og hvas[]t. –
Nej, se da; den gamle [k]atten;
s[å] den er ilive endnu?
[Å]se
.
Den bær sig s[å] styggt om [n]atten;
du ved, hvad det varsler, du!
Peer Gynt

(afbøjende).
Hvad er her for nyt i [b]yg[]den?
[Å]se

(smilende).
De siger, her findes etsteds
en [j]ente, som stunder mod [h]øjden –
Faksimile
106
Peer Gynt

(hurtigt).
Mads Moen, sl[å]r han sig til[]freds?
[Å]se
.
De siger, hun har ikke [ø]re
for begge de gamles [g]r[å]d.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske [r] [å]d –
Peer Gynt
.
Men [s]meden, hvor er han havnet?
[Å]se
.
[Å] ti med den skidne [s]med.
Jeg vil heller sige dig [n]avnet
p[å] hende, [j]enten, du ved –
Peer Gynt
.
Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er s[å]rt og hvas[]t.
Er du tørst? Skal jeg hente dig [d]rikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut[].
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er [s]engen, jeg l[å] i som [g]ut!
Kan du mindes, hvor tidt om [k]velden
du sad for min [s]engestok[]
og bredte over mig [f]ellen,
og sang b[å]de [s]tev og [l]ok[]?
Faksimile
107
[Å]se
.
Ja, minds du! S[å] legte vi [s]læde,
n[å]r [f]aer din i [l]angfart fo[]r.
Fellen var [k]armesprede
og [g]ulvet en islagt [f]jord.
Peer Gynt
.
Ja, men det allerbedste, –
[m]oer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe [h]este –
[Å]se
.
Ja, mener du ikke jeg ved –?
Det var Karis [k]at[] vi fik l[å]ne;
den sad p[å] en [k]ubbestol –
Peer Gynt
.
Til[] [s]lottet vestenfor [m] [å]ne
og [s]lottet østenfor [s]ol,
till Soria-Moria-[s]lottet,
gik [v]ejen b[å]de højt og lavt.
En [k] []æp[], som vi fandt i [k]ottet,
du brugte til[] [s]vøbeskaft.
[Å]se
.
Der fremme i [d]umpen jeg knejste –
Peer Gynt
.
Jo, jo; du gav [t]ømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle [s]tyggen, –
du var dog en k[]ærlig [s]jæl –!
Hvad ynker du for?
Faksimile
108
[Å]se
.
For [r]yggen;
det volder den h[å]rde [f]jæl.
Peer Gynt
.
Stræk[] dig; jeg skal dig støtte.
Se s[å]; nu ligger du blødt.
[Å]se

(urolig).
Nej, Peer, jeg vil flytte!
Peer Gynt
.
Flytte?
[Å]se
.
Ja, flytte; s[å] ønsker jeg stødt.
Peer Gynt
.
Du snakker! Bred over dig [f]ellen.
Lad mig sidde p[å] [s]engestok[].
Se s[å]; nu korter vi [k]velden
b[å]de med [s]tev og [l]ok[].
[Å]se
.
Hent heller [p]ostillen i [k]ottet:
jeg er s[å] urolig til[]sinds.
Peer Gynt
.
I Soria-Moria-[s]lottet
er der [g]ilde hos [k]onge og [p]rins.
Hvil dig p[å] [s]lædepuden;
jeg k[]ører dig did over [m]o –
[Å]se
.
Men, snille Peer, er jeg buden?
Faksimile
109
Peer Gynt
.
Ja, det er vi begge to.
(kaster en [s]nor om [s]tolen, hvor [k]atten ligger, tager en [k] []æp[] i [h] [å]nden og
sætter sig foran p[å] [s]engefoden.)
Hyp[]! Vil du rappe dig, [ S s ]varten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kjendes p[å] [f]arten,
n[å]r [ G g ]rane lægger ivej!
[Å]se
.
K[]ære Peer, hvad er det som ringer –?
Peer Gynt
.
De blanke [d]umbjelder, [m]oer!
[Å]se
.
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Peer Gynt
.
Nu k[]ører vi over en [f]jord.
[Å]se
.
Jeg er ræd[]! Hvad er det, som bruser
og sukker s[å] underligt vildt?
Peer Gynt
.
Det er [g]ranene, [m]oer, som suser
p[å] [m]oen. Sid bare stil[]t.
[Å]se
.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den [l]ysningen fra.
Peer Gynt
.
Fra [s]lottets [r]uder og [p]orte.
Kan du høre, de danser?
Faksimile
110
[Å]se
.
Ja.
Peer Gynt
.
Udenfor st[å]r Sankt Peder
og byder dig stige ind.
[Å]se
.
Hilser han?
Peer Gynt
.
Ja, med [h]æder,
og sk[]ænker den sødeste [v]in.
[Å]se
.
Vin! Har han ogs[å] [k]ager?
Peer Gynt
.
Ja da! Et smæk[]fuldt [f]ad.
Og salig [p]rovstinden lager
dig [k]affe og [e]ftermad.
[Å]se
.
[Å], [k]ors; kommer vi to sammen?
Peer Gynt
.
S[å] tidt og s[å] jævnt du vil.
[Å]se
.
[Å] nej da, Peer, for en [g]ammen
du k[]ører mig, [s]takkar, til[]!
Peer Gynt

(smækker med [p]isken).
Hyp[]; vil du rappe dig, [ S s ]varten!
Faksimile
111
[Å]se
.
K[]ære Peer, du k[]ører vel ret[]?
Peer Gynt

(smækker ig[]en).
Her er brede [v]ejen.
[Å]se
.
Den [f]arten,
den g[]ør mig s[å] l[å]k og træt[].
Peer Gynt
.
Der ser jeg [s]lottet sig højne;
om lidt s[å] er [k] []ørslen slut.
[Å]se
.
Jeg vil ligge og lukke [ø]jne
og lide p[å] dig, min [g]ut!
Peer Gynt
.
Rap[] dig, Grane, min [t]raver!
I [s]lottet er [s]timlen stor;
mod [p]orten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin [m]oer!
Hvad siger du, [h]err Sankt Peder?
F[å]r ikke [m]oer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder s[å] ærligt et [s]kind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved [s]lottets [p]ort.
Vil I sk[]ænke mig, taer jeg til[]takke;
hvis ej, g[å]r jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet s[å] mangen [s]krøne,
som [f]anden p[å] [p]rækestol,
Faksimile
112
og sk[]ældt min [m]oer for en [h]øne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og g[]øre det rigtig til[]lags;
her kommer ikke nogen bedre
fra [b]yg[]derne nutil[]dags. –
Ho-ho; der har vi Gud [f]ader!
Sankt Peder, nu f[å]r du dit!
(med dyb [s]temme.)
«Hold op[] med de [k] []øgemester-[l]ader;
[m]oer [Å]se skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om til[] [m]oderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden [d]ans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som [ø]jet skulde briste?
Moer! Er du fra [s]amling og [s]ans –!
(g[å]r op[] til[] [h]ovedg[]erdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snak[], [m]oer; det er mig, din [g]ut!
(føler varsomt p[å] hendes [p]ande og [h]ænder; derp[å] kaster han [s]noren bort
p[å] [s]tolen og siger dæmpet:)
Ja s[å]! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret[] nu er [r]ejsen slut.
(lukker hendes [ø]jne og bøjer sig over hende.)
Hav [t]ak[] for alle dine [d]age,
for [b]ank og for [b]arne-[b]ys[]! –
Men nu f[å]r du takke til[]bage –
(trykker [k]inden mod hendes [m]und.)
Se s[å]; det var [t]ak[] for [s]kyds.
Faksimile
113
Husmandskonen

(kommer).
Hvad? Peer! N[å], s[å] er vi over
den tungeste [s]org og [n]ød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt
.
Hys[]; hun er død.
(Kari græder ved [l]iget. Peer Gynt g[å]r længe omkring i [s]tuen; endelig standser
han ved [s]engen.)
Peer Gynt
.
F[å] [m]oer med [æ]re begravet.
Jeg f[å]r friste at fare herfra.
Konen
.
Skal du langvejs fare?
Peer Gynt
.
Mod [h]avet.
Konen
.
S[å] langt!
Peer Gynt
.
Og længer endda.
(han g[å]r.)

Henrik Ibsen: Peer Gynt.
8
Faksimile
FJERDE HANDLING.

(P[å] [s]ydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket [m]iddagsbord, [s]olsejl og
[s]ivmatter. Længere inde i [l]unden hængende [k]øjer. Udenfor [l]and ligger en
[d]ampyacht med norsk og amerikansk [f]lag. Ved [s]tranden en [j]olle. Det er
henimod [s]olnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende [h]erre i elegant [r]ejsedragt, med [g]uld-
lorgnet p[å] [b]rystet, præsiderer som [v]ært for [b]ordenden. Master Cotton,
Monsieur Ballon samt [h]errerne v. Eberkopf og Trumpeterstr[å]le
ifærd med at slutte [m] [å]ltidet.)
Peer Gynt
.
Drik[], mine [h]errer! Er man skabt
til[] [n]ydelse, s[å] skal man nyde.
Der st[å]r jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad m[å] jeg byde?
Trumpeterstr[å]le
.
Du er superb som [v]ært, [b]roer Gynt!
Peer Gynt
.
Jeg deler [æ]ren med min [m]ynt,
med [k]ok[] og [s]tewart –
Master Cotton
.
[Very well];
en [s]k[å]l for alle fires [h]eld!
Faksimile
115
Monsieur Ballon
.
Monsieur, De har en [g]out, en [t]on,
som nutil[]dags kun [sjelden] findes
hos [m]ænd, der lever en [g]arçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
v. Eberkopf
.
Et [v]ift,
et [s]k[]ær af frigjort [å]ndsbetragtning
og [v]erdensborgerdomsforpagtning,
et [s]yn ig[]ennem [s]kyens [r]ift,
der ej af snever [f]ordom bindes,
et [p]ræg af højere [f]orklaring,
en [u]r-[n]atur med [l]ivserfaring
p[å] [t]rilogiens [t]op[] forent.
Ej sandt, Monsieur; s[å] var det ment?
Monsieur Ballon
.
Jo, meget muligt; ikke ganske
s[å] smukt det klinger i det franske.
v. Eberkopf
.
Ej was[]! Det [s]prog er og s[å] stivt. –
Men hvis til[] [f]ænomenet [g]runden
vi søge vil –
Peer Gynt
.
S[å] er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine [h]errer, ganske klar
er [t]ingen. Hvad skal [m]anden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
8*
Faksimile
116
Men kan han det, som [p]ak[]-[k]am[]él
for andres [v]e og andres [v]el?
v. Eberkopf
.
Men denne [f]or- og [i]-sig-[v]æren,
jeg lover, har Dem kostet [s]trid –
Peer Gynt
.
[Å] ja s[å]men; i fordums [t]id;
men altid gik jeg bort med [æ]ren.
Engang var jeg dog ganske nær
i [f]ælden fanget mod min [v]ilje.
Jeg var en rask og vakker [f]yr;
og [d]amen, som jeg havde k[]ær, –
hun var af kongelig [f]amilje –
Monsieur Ballon
.
Af kongelig?
Peer Gynt

(henkastende).
Af disse [æ]tter,
De ved nok –
Trumpeterstr[å]le

(sl[å]r i [b]ordet).
Disse [a]delstroll!
Peer Gynt

(trækker p[å] [s]kulderen).
Forlagte [h]øjheder, som sætter
sin [s]tolthed i, [p]lebejerpletter
at holde væk fra [s]tammens [s]kjold.
Master Cotton
.
Gik s[å] [a]ffæren overstyr?
Faksimile
117
Monsieur Ballon
.
Familjen var imod [p]artiet?
Peer Gynt
.
Nej, tvertimod!
Monsieur Ballon
.
Ah!
Peer Gynt

(sk[å]nsomt).
De forst[å]r;
der gaves [t]ing, som talte for
at f[å] os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele [v]æsen
var mig fra først til[] sidst imod.
Jeg er i visse [d]ele kræsen,
og helst jeg st[å]r p[å] egen [f]od.
Og da nu [s]vigerfader kom
forblommet frem med [f]ordring om
jeg skulde skifte [n]avn og [s]tilling
og løse [a]delskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
s[å] trak jeg mig med [a]nstand ud,
gav [a]fslag p[å] hans [u]ltimatum –
og [a]fkald p[å] min unge [b]rud.
(trommer p[å] [b]ordet og synes andægtig.)
Ja, ja; der r[å]der dog et [f]atum!
P[å] det vi [m]ennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
Monsieur Ballon
.
Og dermed [s]agen var forbi?
Faksimile
118
Peer Gynt
.
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi [u]vedkommende sig blanded
med høje [ R r ]amaskrig deri.
Værst var [f]amiljens yngre [l]emmer.
Med syv af dem jeg fik [d]uel.
Det var en [t]id, jeg aldrig glemmer,
sk[]ønt jeg gik ud deraf med [h]eld.
Det kosted [b]lod; men dette [b]lod
gier [b]rev p[å] min [p]ersons [f]ordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et [f]atums vise [s]tyrelse.
v. Eberkopf
.
De har et [b]lik p[å] [l]ivets [g]ang,
der hæver Dem til[] [t]ænker-[r]ang.
Imens en slet[] og ret[] [f]ormener
ser hver for sig de spredte [s]cener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt til[] et at samle.
Med samme [n]orm De alting m[å]ler.
De spidser til[] hver løs [e]ragtning,
s[å] hver og en g[å]r ud som [s]tr[å]ler
fra [l]yset af en [l]ivsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
Peer Gynt
.
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar [a]utodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til[] en [d]el af hvert.
Faksimile
119
Jeg har begyndt i ældre [a]lder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje [s]ide op[] og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig [t]id til[].
Og da man jo i tunge [t]ider
et noget visst m[å] sætte [l]id til[],
s[å] tog jeg [r]eligionen rykkevis.
P[å] den [m]anér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
Master Cotton
.
Se, det er praktisk!
Peer Gynt

(tænder en [c]igar).
K[]ære [v]enner;
betænk mit [l]evnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til[] [ V v ]esten!
Som fattig [k]arl med tomme [h]ænder.
Jeg m[å]tte slide s[å]rt for [f]øden;
tro mig det faldt mig tidtnok svært.
Men [l]ivet, [v]enner, det er k[]ært;
og, som man siger, besk er [d]øden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle [f]atum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
s[å] gik det stedse bedre, bedre.
Ti [å]r derefter bar jeg [n]avn
af Krøsus mellem Charlestowns [r]hedre.
Faksimile
120
Mit [r]ygte fløj fra [h]avn til[] [h]avn[;]
jeg havde [l]ykken inden [b]orde –
Master Cotton
.
Hvad gjaldt [t]rafiken?
Peer Gynt
.
Mest jeg gjorde
i [n]egere til[] Karolina
og [g]udebilleder til[] Kina.
Monsieur Ballon
.
Fi donc!
Trumpeterstr[å]le
.
For tusend, [f]arbroer Gynt!
Peer Gynt
.
De finder nok [b]edriften svævende
p[å] det tilladeliges [p]ynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder h[å]rdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor [f]orret[]ningsførelse,
der sætter [t]usender i [r]ørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men til[]st[å]r p[å] den anden [s]ide
at jeg har altid næret [a]gt
for hvad man kalder [k]onsekventserne;
og det, at overskride [g]rænserne,
Faksimile
121
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg til[] at ældes;
jeg nærmed mig mod [f]emti[å]rene, –
fik efterh[å]nden gr[å]sprængt [h] [å]r;
og sk[]ønt min [h]elbred var fortrinlig,
s[å] faldt den [t]anke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den [t]ime sl[å]r,
da [j]uryk[]endelsen skal fældes
og skille [b]ukkene fra [f] [å]rene.
Hvad var at g[]øre? Standse [f]arten
p[å] Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog [u]dvej, [å]bned snart en
[f]orret[]ning til[] p[å] samme [l]and.
Hver [v] [å]r jeg [g]uder exporterte;
hver [h]øst jeg [p]rester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som [s]trømper, [b]ibler, [r]um og [r]is –
Master Cotton
.
Ja, mod [p]rofit?
Peer Gynt
.
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en [g]ud, hist over k[]øbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
s[å] [v]irkningen neutralisertes.
Missionens [m]ark l[å] aldrig brak[];
thi [g]uderne, som kolportertes,
af [p]resterne blev holdt i [s]chak.
Master Cotton
.
N[å], men de afrikanske [v]arer?
Faksimile
122
Peer Gynt
.
Der sejred ogs[å] min [m]oral.
Jeg inds[å], den [t]rafik var gal
for [f]olk i fremadskreden [a]lder.
Man ved jo ej n[å]r fra man falder.
Og dertil[] kom de tusend [s]narer
fra vore [f]ilantropers [l]ejr,
for ej at nævne [k]apringsfarer,
samt [r]isiko af [v]ind og [v]ejr.
Alt dette sammenlagt vandt [s]ejr.
Jeg tænkte: Peter, [r]ev i [s]ejlene;
se til[], at du kan rette [f]ejlene!
S[å] k[]øbte jeg mig [l]and i [ S s ]yden,
beholdt den sidste [k] []ødimport,
som ogs[å] var af prima [s]ort.
De trivedes, blev blanke, fede,
s[å] det var mig og dem en [g]læde.
Ja, jeg tør sige uden [s]kryden,
jeg handled mod dem som en [f]aer, –
hvad sine gode [r]enter bar.
Jeg bygged [s]koler, for at [d]yden
bestandig kunde holdes p[å]
et visst almindeligt [n]iveau,
og p[å]s[å] strængt at ingenstunder
dens [t]hermometer sank derunder.
Nu desforuden af de [d]ele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har [p]lantagen samt dens hele
[b]esæt[]ning solgt med [h] [å]r og [h]ud.
P[å] [a]fskedsdagen gav jeg og
Faksimile
123
til[] sm[å] og store gratis [g]rog[],
s[å] [m]ænd og [k]vinder fik en [r]us,
og [e]nkerne desuden [s]nus.
Se, derfor h[å]ber jeg, s[å]fremt
det [o]rd ej er et [m]undsvejr blot:
hver den, som ej g[]ør ondt, g[]ør godt, –
s[å] er min [f]ortids [f]ejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med [d]yder mine [s]ynder [s]tangen.
v. Eberkopf

(klinker med ham).
Hvor det er styrkende at høre
et [l]ivsprincip i [s]cene sat[],
forløst fra [t]heoriens Nat[],
urokket af det ydre [r]øre!
Peer Gynt

(som under det foreg[å]ende har stukket flittigt p[å] [f]laskerne).
Vi [m]ænd fra [ N n ]ord forst[å]r at føre
vor [k]rig ig[]ennem! [ K k ]unstens [n]øgle
i [l]ivets [s]ag er simpelthen
at holde [ø]ret tæt[] ig[]en
for [i]ndpas[] af en farlig [ø]gle.
Master Cotton
.
Hvad for en [ø]gle, dyre [v]en?
Peer Gynt
.
En liden en, en fult forførende
til[] det i et og alt afg[]ørende.
(drikker ig[]en.)
Hvad hele [v]ove-[k]unsten g[]ælder,
Faksimile
124
den [k]unst, at eje [d] [å]dens [m]od, –
det er: at st[å] med valgfri [f]od
imellem [l]ivets lumske [f]ælder, –
at vide visst, at alle [d]age
er ikke slut med [s]tridens [d]ag, –
at vide, dig st[å]r [å]ben bag
en [b]ro, som bære kan til[]bage.
Den [t]heori har holdt mig frem;
den har min hele [v]andel farvet;
og [t]heorien har jeg arvet
fra [s]lægten i min [b]arndoms [h]jem.
Monsieur Ballon
.
De er jo norsk?
Peer Gynt
.
Af [f]ødsel, ja!
Men [v]erdensborger af [g]emyt.
For hvad jeg har af [l]ykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte [b]ogreoler
jeg skylder Ty[]sklands yngre [s]koler.
Fra Frankrig fik jeg mine [v]este,
min [h]oldning og min [s]k[]ærv af [å]nd, –
fra England en arbejdsom [h] [å]nd
og sk[]ærpet [s]ans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt [h]ang til[] dolce far niente
jeg fra Italien fik i [s]ending, –
og engang i en snever [v]ending
jeg øged mine [d]ages [m] [å]l
ved [b]istand af det svenske [s]t[å]l.
Faksimile
125
Trumpeterstr[å]le

(hæver sit [g]las).
Ja, svenske [s]t[å]let –!
v. Eberkopf
.
St[å]lets [s]vinger
vi først og fremst vor [h]yldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i [h]ovedet.)
Master Cotton
.
Alt dette her er s[å]re godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres [g]uld vil g[]øre.
Peer Gynt

(smilende).
Hm; g[]øre? Hvad?
Alle fire

(rykker nærmere).
Ja, lad os høre!
Peer Gynt
.
Nu; for det første g[å] p[å] [r]ejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som [s]elskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et [d]anserkor
af [v]enner om mit [g]uldkalv-[a]ltar –
v. Eberkopf
.
Højst vittigt sagt!
Master Cotton
.
Men ingen hejser
sit [s]ejl for blot og bart at sejle.
Faksimile
126
De har et [m] [å]l, det kan ej fejle.
Og [m] [å]let er –?
Peer Gynt
.
At blive [k]ejser.
Alle fire
.
Hvad?
Peer Gynt

(nikker).
Kejser!
Herrerne
.
Hvor?
Peer Gynt
.
I hele [v]erden.
Monsieur Ballon
.
Hvorledes, [v]en –?
Peer Gynt
.
I [k]raft af [g]uldet!
Den [p]lan er ingenlunde ny;
den [s]jælen var i al min [f]ærden.
Som [g]ut jeg har i [d]rømme rullet
vidt over [h]avet p[å] en [s]ky.
Jeg steg med [s]læb og gylden [s]lire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men [m] [å]let, [v]enner, stod ved [m]agt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske [j]ord,
men selv dig tabte, var din [v]inding
kun [k]rans omkring en kløvet [t]inding.
Faksimile
127
S[å] st[å]r der, – eller noget sligt;
og dette [o]rd er intet [d]igt.
v. Eberkopf
.
Men hvad er da det gyntske selv?
Peer Gynt
.
Den [v]erden bag mit [p]andehvælv,
som g[]ør at jeg er ingen anden,
end mig, s[å] lidt som Gud er [f]anden.
Trumpeterstr[å]le
.
Nu sk[]ønner jeg, hvorhen det sigter!
Monsieur Ballon
.
Sublim som [t]ænker!
v. Eberkopf
.
Høj som [d]igter.
Peer Gynt

(i stigende [s]temning).
Det gyntske selv, – det er den [h]ær
af [ø]nsker, [l]yster og [b]eg[]ær, –
det gyntske selv, det er det [h]av
af [i]ndfald, [f]ordringer og [k]rav,
kort alt, som net[]op[] mit [b]ryst hæver,
og g[]ør at jeg, som s[å]dan, lever.
Men som Vorherre trænger [m]uldet,
skal han best[å] som [v]erdens Gud,
s[å] har jeg og behov for [g]uldet,
skal jeg som [k]ejser ta'e mig ud.
Monsieur Ballon
.
Men [g]uldet har De!
Faksimile
128
Peer Gynt
.
Ikke nok.
Ja, m[å]ske for en to-tre [e]tm[å]l,
som [k]ejser [à] la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en [b]loc,
vil være Gynt p[å] hele [k]loden,
Sir Gynt fra [t]oppen og til [r]oden!
Monsieur Ballon

(henreven).
Besidde [v]erdens første [d]ejlighed!
v. Eberkopf
.
Al [h]undred[å]rs Johannisberger!
Trumpeterstr[å]le
.
Og alle Karl den tolvtes [v]ærger!
Master Cotton
.
Men først en profitabel [l]ejlighed
til[] [t]ransaktion –
Peer Gynt
.
Den er alt funden;
og dertil[] var vor [a]nkring [g]runden.
Iaften [f]arten st[å]r mod [n]ord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig [n]yhed –!
(rejser sig med hævet [g]las.)
Det er, som [l]ykken uden [o]p[]hør
bær [h]jælp til[] den, der selv har [k]ryhed –
Herrerne
.
Nu? Sig os –!
Faksimile
129
Peer Gynt
.
Hellas er i [o]p[]rør.
Alle fire

(springer op[]).
Hvad! Grækerne –?
Peer Gynt
.
Har rejst sig hjemme.
De fire
.
Hurra!
Peer Gynt
.
Og Tyrken er i [k]lemme!
(tømmer [g]lasset.)
Monsieur Ballon
.
Til[] Hellas! Ærens [p]ort st[å]r [å]ben!
Jeg hjælper med mit franske [v] [å]ben!
v. Eberkopf
.
Og jeg med [o]p[]r[å]b – p[å] [d]istance!
Master Cotton
.
Jeg liges[å] – med [l]everance!
Trumpeterstr[å]le
.
G[å] p[å]! Jeg finde skal i Bender
de verdensk[]endte [s]porespænder!
Monsieur Ballon

(falder Peer Gynt om [h]alsen).
Til[]giv mig, [v]en, at jeg en [s]tund
har misk[]endt Dem!
v. Eberkopf

(trykker hans [h]ænder).
Jeg dumme [h]und,
jeg holdt Dem hartad for en [s]lyngel!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
9
Faksimile
130
Master Cotton
.
Det er for stærkt; kun for en [n]ar –
Trumpeterstr[å]le

(vil kysse ham).
Jeg, [f]arbror, for et [e]xemplar
af Yankee-[p]akkets værste [y]ngel –!
Forlad mig –!
v. Eberkopf
.
Vi har alle famlet –
Peer Gynt
.
Hvad [s]nak[] er det?
v. Eberkopf
.
Nu ser vi samlet
i [g]lans den hele gyntske [h]ær
af [ø]nsker, [l]yster og [b]eg[]ær –!
Monsieur Ballon

(beundrende).
S[å] det var Monsieur Gynt at være!
v. Eberkopf

(liges[å]).
Det er at være Gynt med [æ]re!
Peer Gynt
.
Men sig mig dog –?
Monsieur Ballon
.
Forst[å]r De ej?
Peer Gynt
.
Ifald jeg g[]ør, jeg la'er mig hænge!
Faksimile
131
Monsieur Ballon
.
Hvorledes? G[å]r ej Deres [v]ej
til[] Grækerne med [s]kib og [p]enge –?
Peer Gynt

(blæser).
Nej mange [t]ak[]! Jeg støtter [s]tyrken
og l[å]ner [p]engene til[] Tyrken.
Monsieur Ballon
.
Umuligt!
v. Eberkopf
.
Vittigt sagt, men [s]pøg!
Peer Gynt

(tier lidt, støtter sig til[] en [s]tol og antager en fornem [m]ine).
Hør, mine [h]errer, det er bedst
vi skilles, før den sidste [r]est
af [v]enskab blaffrer bort i [r]øg.
Hvo intet ejer, let[]vindt vover.
N[å]r man af [v]erden r[å]der knap[]t
den [s]tribe [m]uld man skygger over,
ma[ n ] til[] [k]anonmad er som skabt.
Men st[å]r man berget p[å] det tørre,
som jeg, da er ens [i]ndsat[]s større.
G[å] De til[] Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger [s]tridens [b]rand,
desbedre kan jeg [b]uen spænde.
Sl[å] smukt for [f]rihed og for [r]et[]!
Løb [s]torm! G[]ør Tyrken [h]elvedet hedt; –
og slut med [h]æder Deres [d]age
9*
Faksimile
132
p[å] Janitscharens [l]ansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(sl[å]r p[å] [l]ommen.)
Jeg har [m]ynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han sl[å]r sin [s]olsk[]ærm op[] og g[å]r ind i [l]unden hvor [h]ængekøjerne skimtes.)
Trumpeterstr[å]le
.
Den svinske [k]arl!
Monsieur Ballon
.
Ej [s]ans for [æ]re –!
Master Cotton
.
[Å], [æ]ren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm [p]rofit
for os, hvis [l]andet slog sig frit –
Monsieur Ballon
.
Jeg s[å] mig alt som [s]ejervinder
i [k]reds af sk[]ønne Grækerinder!
Trumpeterstr[å]le
.
Jeg s[å] i mine svenske [h]ænder
de heltestore [s]porespænder!
v. Eberkopf
.
Jeg mit uhyre [f]ædrelands
[k]ultur s[å] spredt til[] [l]ands og [v]ands –!
Master Cotton
.
Det værste [t]ab er det reelle.
[ <...>ddam]! Jeg kunde [t] [å]rer fælde!
Jeg s[å] mig som Olympens [e]jer.
Hvis [b]erget svarer til[] sit [r]y,
s[å] m[å] der findes [k]obberlejer,
Faksimile
133
som kunde tages op[] p[å]ny.
Og dertil[] denne [e]lv, Kastale,
hvorom der g[å]r s[å] megen [t]ale,
med [f]ald p[å] [f]ald, beregnet lavt
til[] mer end tusend [h]estes [k]raft –!
Trumpeterstr[å]le
.
Jeg g[å]r endda! Mit svenske [s]v[æ]rd
er mer end Yankee-[g]uldet værd!
Master Cotton
.
M[å]ske; men, ind i [r]ækken stuk[]ne;
vi vil i [m]assens [m]ængde druk[]ne;
og hvor blir s[å] [p]rofiten af?
Monsieur Ballon
.
Fordømt! S[å] nær ved [l]ykkens [t]inde; –
og s[å] at standse ved dens [g]rav!
Master Cotton

(med knyttet [h] [å]nd mod [f]artøjet).
Hin sorte [k]iste slutter inde
[n]abobens gyldne [n]egersved –!
v. Eberkopf
.
En [k]ongetanke! Fort! Afsted!
Hans [k]ejserdom er om en [h]als!
Hurra!
Monsieur Ballon
.
Hvad vil De?
v. Eberkopf
.
Vinde [m]agten!
[b]esættningen er let[] til[]fals.
Ombord! Jeg annekterer [y]achten!
Faksimile
134
Master Cotton
.
De – hvad –?
v. Eberkopf
.
Jeg kniber alt iflæng!
(g[å]r ned til[] [j]ollen.)
Master Cotton
.
Da byder mig mit eget [t]arv
at knibe med.
(g[å]r efter.)
Trumpeterstr[å]le
.
Det er en [s]karv!
Monsieur Ballon
.
Et [k] []eltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)
Trumpeterstr[å]le
.
Jeg f[å]r vel følge dem p[å] [f]ærden, –
men protesterer for [a]lverden –!
(g[å]r efter.)

(Et andet [s]ted p[å] [k]ysten. M[å]neskin og drivende [s]kyer. Yachten g[å]r
langt ude for fuld [d]amp.)
(Peer Gynt løber langs [s]tranden. Snart kniber han sig i [a]rmen, snart
stirrer han ud over [h]avet.)
Peer Gynt
.
Mareridt! – Væv! – Nu v[å]gner jeg snart!
Den st[å]r fra [l]and! Og i rasende [f]art! –
Bare [v]æv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger [h]ænderne.)
Det g[å]r dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i [h] [å]ret.)
Faksimile
135
En [d]røm! Jeg vil det skal være en [d]røm!
Forfærdeligt! Hu; det er [s]andhed, desværre!
Mine [a]sner af [v]enner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo s[å] vis og ret[]færdig –! O, døm –!
(med op[]rak[]te [a]rme.)
Det er mig, Peter Gynt! [Å], Vorherre, pas[] p[å]!
Tag dig af mig, [f]ader; ellers m[å] jeg forg[å]!
Lad dem bakke [m]askinen! Lad dem fire ned [g]iggen!
Stop[] [t]yvene! G[]ør noget uklart i [r]iggen!
Hør mig! Lad ligge de andres [g]rejer!
Verden sk[]øtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er [s]tel[]! En Gud, som p[å] [r] [å]d er læns!
(vinker op[]ad.)
Pst! Jeg har skillt mig ved [n]egerplantagen!
Jeg har skikket [m]issionærer over til[] Asien!
En [h] [å]ndsrækning er dog en anden værd!
[Å], hjælp mig ombord –!
(en [i]ldstr[å]le skyder ivejret fra [y]achten og en tyk[] [r]øg vælter ud; et hult
[k]nald høres; Peer Gynt udstøder et [s]krig og segner ned i [s]andet; lidt efter
lidt trækker [r]øgen bort; [s]kibet er forsvundet.)
Peer Gynt

(bleg og sagte).
Det var [s]traffens [s]v[æ]rd!
Til[]bunds med [m]and og [m]us i et [p]lump!
O, evigt priset være [l]ykkens [s]lump – –
(rørt.)
Slumpetræf[]? Nej, det var mer end s[å].
Jeg skulde frelses og de forg[å].
O, [t]ak[] og [p]ris, at du har mig hyttet,
Faksimile
136
holdt [ø]je med mig trods alle mine [b]røst – –
([å]nder dybt ud.)
Hvilken vidunderlig [t]ryg[]hed og [t]røst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i [ø]rken! Hvor f[å]r jeg [m]ad og [d]rikke?
[Å], jeg finder nok lidt. Det m[å] han forst[å].
Det er ikke s[å] farligt; –
(højt og indsmigrende.)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige [s]purv skal forg[å]!
Bare ydmyg i [s]indet. Og s[å] unde ham [f]rist.
Lade [h]erren r[å]de; ikke hænge med [ø]rene –
(farer forskræmt ivejret.)
Var det en [l]øve, som knurred i [r]ørene –?
(med klapprende [t]ænder.)
Nej, det var ingen [l]øve.
(mander sig op[].)
En [l]øve; jo visst!
De [b]æster, de holder sig nok afsides.
Med sin [o]vermand er det ikke grejdt at bides.
De har jo [i]nstinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med [e]lefanter. – –
Men alligevel –. Jeg f[å]r finde et [t]ræ.
Derborte svajer [a]kazier og [p]almer;
kan jeg klyve derop[], har jeg [t]ryg[]hed og [l]æ, –
især hvis jeg dertil[] kunde et [p]ar [s]almer –
(klattrer op[].)
Morgenen er ikke [k]velden lig;
det [s]kriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig til[]rette.)
Hvor dejligt at føle sin [å]nd s[å] løftet.
Faksimile
137
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge p[å] ham. Han ved hvad [p]ortion
af [n]ødens [k]alk jeg er [m]and for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min [p]erson; –
(kaster et [ø]je udover [h]avet og hvisker med et [s]uk[]:)
men [ø]konom, – nej, det er han ikke!

(Nat[]. Marokkansk [l]ejr p[å] [g]rænsen mod [ø]rken. Vagtild og >hvilende
[k]rigere
.)
En [s]lave

(kommer og river sig i [h] [å]ret).
Væk er [k]ejserens hvide [g]anger!
En anden [s]lave

(kommer og sønderriver sine [k]læder).
Kejserens hellige [d]ragt er stj[å]len!
Op[]synsmand

(kommer).
Hundred [s]lag f[å]r under [s] [å]len
hver, som ikke [t]yven fanger!
(Krigerne stiger til[]hest og galopperer bort i alle [r]et[]ninger.)

(Daggry. Trægruppen med [a]kazier og [p]almer.)
(Peer Gynt i [t]ræet med en afbrukken [g]ren i [h] [å]nden holder sig en
[s]værm [a]bekatte fra [l]ivet.)
Peer Gynt
.
Fatalt! En højst ubehagelig [n]at[].
(sl[å]r om sig.)
Er du der ig[]en? Det er dog forbandet!
Nu kaster de [f]rugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt [d]yr, den [a]bekat[]!
Faksimile
138
Der st[å]r jo skrevet: du skal v[å]ge og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat[].
(forstyrres ig[]en; ut[å]lmodig.)
Jeg m[å] f[å] en [p]ind for det [u]væsen sat[]!
Jeg m[å] se at f[å] fanget en af de [k]nægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
p[å] [s]æt[] og [v]is i hans l[å]dne [h]ud,
s[å] vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi [m]ennesker? Kun et [f]nug.
Og lidt f[å]r man læmpes efter [s]kik[] og [b]rug. –
Atter en [s]værm! De myldrer og kryr.
Pak[] jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren [h]ale, –
noget s[å]dant, som gav en vis [l]ighed med [d]yr –
Hvad nu? Der tasser det over mit [h]ode –!
(ser op[].)
Den gamle, – med [n]æverne fulde af [s]muds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en [s]tund stille. Abekatten g[]ør en
[b]evægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en [h]und.)
Ja, – er du der, du gamle Bus[]!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode [v]enner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg [s]proget k[]ender?
Bus[] og jeg, vi er [s]kyldfolk og sligt; –
Bus[] skal f[å] [s]ukker imorgen –! Det [b]æst!
Hele [l]adningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var [f]øde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad [s]magen ang[å]r, g[]ør [v]anen mest.
Hvad er det for en [t]ænker, som engang har sagt:
Faksimile
139
man f[å]r spytte og h[å]be p[å] [v]anens [m]agt? –
Der er [y]ngelen ogs[å]!
(fægter og sl[å]r.)
Det er dog for galt,
at [m]ennesket, denne [s]kabningens [h]erre,
skal se sig nødt til[] –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!

(Tidlig [m]orgen. Stenet [e]gn med [u]dsigt ind over [ø]rken. P[å] den ene
[s]ide en [f]jeldkløft og en [h]ule.)
(En [t]yv og en [h]æler i [k]løften med [k]ejserens [h]est og [k]lædning.
Hesten, rigt op[]sadlet, st[å]r bunden til[] en [s]ten. Ryttere langt borte.)
Tyven
.
Lansernes [t]unger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Hæleren
.
Jeg føler alt [k]nappen
i [s]andet trillende!
Ve, ve!
Tyven

(folder [a]rmene over [b]rystet).
Min [f]ader var [t]yv;
hans [s]øn m[å] stjæle.
Hæleren
.
Min [f]ader var [h]æler;
hans [s]øn m[å] hæle.
Tyven
.
Din [l]od skal du bære;
dig selv skal du være.
Faksimile
140
Hæleren

(lytter).
Fodtrin i [k]rattet!
P[å] [f]lugt! Men hvor?
Tyven
.
Hulen er dyb
og [p]rofeten stor!
(de flygter og lader [k]osterne i [s]tikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)
Peer Gynt
.
(kommer, sk[]ærende p[å] en [r]ørfløjte).
Hvilken livsalig [m]orgenstund! –
Skarnbassen triller sin [k]ugle i [g]ruset;
Sneglen kryber af [s]neglehuset.
Morgenen; ja, den har [g]uld i [m]und. –
Det er dog igrunden en mærkelig [m]agt,
[n]aturen har s[å]dan i [d]agslyset lagt.
Man føler sig s[å] tryg[], føler [m]odet vo[ks]e,
turde g[]erne, om saa var, binde an med en [o] [ks]e. –
Hvilken [s]til[]hed omkring! Ja de landlige [g]læder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store [s]tæder,
blot for at rendes af [p]akket p[å] [d]ør. –
Nej; se, hvor [f]irbenen vimser omkring,
snapper og tænker p[å] ingenting.
Hvilken [u]skyld selv over [d]yrenes [l]iv.
Hvert holder sig [s]kaberens [b]ud efterretteligt,
bevarer sit særlige [p]ræg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv g[]ennem [l]eg og [k]iv,
sig selv, som det blev p[å] hans første [b]liv.
(sætter [l]orgnetten p[å] [n]æsen.)
Faksimile
141
En [p]adde. Midt i en [s]andstensblok[].
Forstening omkring. Kun [h]ovedet ude.
Der sidder den og ser, som g[]ennem en [r]ude,
p[å] [v]erden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det st[å]r?
Jeg har læst det, som [g]ut, i en s[å]kaldt [s]torbog.
Var det [h]uspostillen? Eller Salomons [o]rdbog?
Fatalt; jeg mærker at [å]r for [å]r
min [s]ans for [t]iden og [s]tedet forg[å]r.
(sætter sig ned i [s]kyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sine [f]ødder.
Se, her gror [b]regner. Spiselige [r]ødder.
(smager lidt.)
Det er ligere [m]ad for et [k]reatur; –
men der st[å]r jo skrevet: tving din [n]atur!
Endvidere st[å]r der: Hovmod m[å] bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal op[]højes.
(urolig.)
Op[]højes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Sk[]æbnen vil hjælpe mig bort fra [l]andet
og mage det s[å], at jeg kommer ivej.
Dette her er en [p]røvelse; siden kommer [f]relsen, –
n[å]r bare Vorherre under mig [h]elsen.
(skyder [t]ankerne fra sig, tænder en [c]igar, strækker sig og stirrer ind over
[ø]rken.)
Hvilket um[å]deligt, grænseløst [ø]de. –
Langt derborte skridter en [s]truds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
[m]ening med alt dette tomme og døde?
Faksimile
142
Dette, som alle [l]ivskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne [b]røk af [v]erden, som ligger brak[];
dette [l]ig, som ej, siden [j]ordens [f]ødsel,
har bragt sin [s]kaber s[å] meget som [t]ak[], –
hvi blev det til[]? – Naturen er ødsel. –
Er det [h]av, det i [ø]st, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun [s]ansebedrag.
Havet er i [v]est; det højner sig bag,
dæmmet ude fra [ø]rken ved en skr[å]nende [b]akke.
(en [t]anke farer g[]ennem ham.)
Dæmmet ude? S[å] kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et [g] []ennembrudd blot, en [k]anal, –
som en [l]ivsensflod vilde [v]andene skylle
ind g[]ennem [s]vælget og [ø]rken fylde!
Snart vilde hele den glødende [g]rav
ligge der frisk som et kruset [h]av.
Oaserne vilde som [ø]er sig højne,
Atlas grønnes som [f]jeldkyst mod [n]ord;
[s]ejlere vilde, som [f]ugle forfløjne,
sk[]ære mod [s]yd [k]aravanernes [s]por.
Livende [l]uft vilde sprede de kvalme
[d]unster, og [d]ug[ g ] vilde drysse fra [s]ky;
[f]olk vilde bygge sig [b]y ved [b]y,
og [g]ræs vilde gro om den svajende [p]alme.
Landet i [s]yd bag Saharas [m]ur
blev til[] et [k]ystland med frisk [k]ultur.
Damp vilde drive [ T Th ]ombuktus [f]abrikker;
Bornu blev koloniseret med [i]l;
op[] g[]ennem [ H h ]abes fo[]r [f]orskeren sikker
Faksimile
143
i sin [w]aggon til[] den øvre Nil.
Midt i mit [h]av, p[å] en fed [o]ase,
vil jeg forplante den norske [r]ace;
det dølske [b]lod er jo kongeligt næsten;
arabisk [k]rydsning vil g[]øre [r]esten.
Rundt om en [v]ik p[å] en stigende [s]trand
f[å]r jeg lægge Peeropolis, [h]ovedstaden.
Verden er aflæg[]s! Nu kommer [r]aden
til[] Gyntiana, mit unge [l]and!
(springer op[].)
Bare [k]apitaler, s[å] er det gjort. –
En [n]øgle af [g]uld til[] [h]avets [p]ort!
Korstog mod [d]øden! Den griske [p]uger
skal [å]bne for [s]ækken, der han ligger og ruger.
For [f]rihed sværmes i alle [l]ande; –
som [a]snet i [a]rken vil jeg sende et [r] [å]b
over [v]erden og bringe [b]efrielsens [d] [å]b
til[] de dejlige, bundne, vordende [s]trande.
Jeg m[å] frem! Kapitaler i [ø]st eller [v]est!
Mit [r]ige, – mit halve [r]ige for en [h]est!
(Hesten vrinsker i [f]jeldkløften.)
En [h]est! Og [k]lædning! – Og [s]mykker, – og [v]ærge!
(g[å]r nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at [v]iljen kan flytte [b]jerge; –
men at den ogs[å] kunde flytte en [h]est –?
V[å]s! Det er [f]aktum, at her st[å]r [h]esten; –
ab esse ad posse og s[å] videre forresten –.
(trækker [k]lædningen udenp[å] og ser ned over sig.)
Sir Peter, – og Tyrk fra [t]op[] til[] [r]od!
Faksimile
144
Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rap[] dig, Grane, min [g]anger god!
(stiger i [s]adlen.)
Guldtøffel til[] at støtte min [f]od! –
P[å] [r]idestellet skal [s]torfolk k[]endes!
(han galopperer ind i [ø]rken.)

(Telt hos en Araberhøvding, ensomt p[å] en [o]ase.)
(Peer Gynt i sin østerlandske [d]ragt hvilende p[å] [h]ynder. Han drikker
[k]affe og røger af en lang [p]ibe. Anitra og en [f]lok [p]iger danser og
synger for ham.)
Pigernes [k]or
.
Profeten er kommen!
Profeten, [h]erren, den alting vidende,
til[] os, til[] os er han kommen
over [s]andhavet ridende!
Profeten, [h]erren, den aldrig fejlende,
til[] os, til[] os er han kommen
g[]ennem [s]andhavet sejlende!
Rør [f]løjten og [t]rommen;
[p]rofeten, [p]rofeten er kommen!
Anitra
.
Hans [g]anger er [m]ælken, den hvide,
som strømmer i [ P p ]aradisets [f]loder.
Bøj eders [k]næ! Sænk eders [h]oder!
Hans [ø]jne er [s]tjerner, blinkende, blide.
Intet [j]ordbarn dog t[å]ler
[g]lansens [g]lans af de [s]tjerners [s]tr[å]ler!
Faksimile
145
G[]ennem [ø]rken han kom.
Guld og [p]erler sprang frem p[å] hans [b]ryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev [m]ørke;
bag ham fo[]r [s]amum og [t]ørke.
Han, den herlige, kom!
G[]ennem [ø]rken han kom,
som en [j]ordsøn pyntet.
Kaba, Kaba st[å]r tom; –
han har selv forkyndt det!
Pigernes [k]or
.
Rør [f]løjten og [t]rommen;
[p]rofeten, [p]rofeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet [m]usik.)
Peer Gynt
.
Jeg har læst p[å] [t]ryk[] – og [s]at[]sen er sand –
«ingen blir [p]rofet i sit eget [l]and.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end [l]ivet histover blandt Charlestowns [r]hedre.
Der var noget hult i den hele [s]ag,
noget fremmed p[å] [b]unden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i [l]aget,
og aldrig rigtig som [m]and af [f]aget.
Hvad vilde jeg ogs[å] p[å] den [g]allej?
Rode og rode i [f]orret[]ningsbingen.
N[å]r jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig s[å]; det er hele [t]ingen. –
Være sig selv p[å] [g]rundlag af [g]uld,
det er som at bygge sit [h]us p[å] [s]andet.
For [u]hr og for [r]ing og for alt det andet
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
10
Faksimile
146
loggrer de [g]odtfolk og kryber i [m]uld;
de løfter p[å] [h]atten for [b]rystn[å]l-[k]ronen;
men [r]ing eller [n] [å]l er jo ikke [p]ersonen. –
Profet; se, det er en klarere [s]tilling.
Da ved man dog p[å] hvad [f]od man st[å]r.
Sl[å]r man an, s[å] er det en selv, som f[å]r
[o]vationen, og ej ens [p]undsterling og [s]hilling.
Man er, hvad man er, foruden [s]nak[];
man skylder ej [s]lump eller [t]il[]fælde [t]ak[],
og støtter sig ej til[] [p]atent og [b]evilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det s[å] inderlig uforvarende, –
blot ved at komme g[]ennem [ø]rken farende
og træffe [n]aturens [b]ørn p[å] min [v]ej.
Profeten var kommen; den [s]ag var klar.
Det var s[å]men ikke min [a]gt at bedrage –;
der er [f]orsk[]el[] p[å] [l]øgn og profetisk [s]var;
og jeg kan jo altid træde til[]bage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, s[å] at sige, privat;
jeg kan g[å], som jeg kom; min [h]est st[å]r parat;
kort sagt, jeg er [s]ituationens [h]erre.
Anitra

(nærmer sig fra [i]ndgangen.)
Profet og [h]ersker!
Peer Gynt
.
Hvad vil min [s]lavinde?
Anitra
.
Ventende for [t]eltet st[å]r [s]lettens [s]ønner;
de beder at f[å] skue dit [a]nsigt –
Faksimile
147
Peer Gynt
.
Stop[]!
Sig dem, de kan i [a]fstand troppe op[];
sig dem, jeg hører i [a]fstand deres [b]ønner.
Læg til[], jeg t[å]ler ingen [m]andfolk herinde!
Mændene, [b]arn, er en skrøbelig [s]lægt, –
ret[] hvad man kalder nogle arrige [s]karn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor fræk[]t
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit [b]arn! –
N[å]; det var nu det! Dans for mig [k]vinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige [m]inder.
Pigerne

(dansende).
Profeten er god! Profeten er bedrøvet
for det onde, som [s]tøvets [s]ønner har øvet!
Profeten er mild; hans [m]ildhed være priset;
han [å]bner for [s]ynderne [ P p ]aradiset!
Peer Gynt

(idet hans [ø]jne følger Anitra under [d]ansen).
Benene g[å]r som [t]rommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den [t]aske.
Hun har noget extravagante [f]ormer, –
ikke ganske stemmende med [s]k[]ønhedens [n]ormer;
men hvad er [s]k[]ønhed? En [v]edtægt kun, –
en [m]ynt, som er gangbar til[] [s]ted og [s]tund.
Og just det extravagante behager,
n[å]r man har til[]bunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for [r]usen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
10*
Faksimile
148
det middels g[]ør vammel. –
Hendes [f]ødder, – de er ikke ganske rene;
ikke [a]rmene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen [f]orringelse.
Jeg vil snarere kalde det en [b]etingelse – –
Anitra, hør her!
Anitra

(nærmer sig).
Din [s]lavinde har hørt!
Peer Gynt
.
Du er lokkende, [b]arn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, s[å] fornem [b]eviset; –
jeg gjør dig til[] [ H h ]ouri i Paradiset!
Anitra
.
Umuligt, [h]erre!
Peer Gynt
.
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme [a]lvor, s[å] sandt jeg lever!
Anitra
.
Men jeg har ingen [s]jæl.
Peer Gynt
.
S[å] kanst du f[å]!
Anitra
.
Hvorledes, [h]erre?
Peer Gynt
.
Det m[å] jeg forst[å]; –
jeg skal nok tage mig af din [o]pdragelse.
Ingen [s]jæl? Ja ganske visst er du dum,
Faksimile
149
som man siger. Jeg har mærket det med [b]eklagelse.
Men pyt[]; til[] en [s]jæl har du altid [r]um.
Kom her! lad mig m[å]le din [h]jernekiste. –
Der er [p]lads; der er [p]lads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme til[] at stikke
synderlig dybt; nogen stor [s]jæl f[å]r du ikke; –
men, [s]kidt; det kan ogs[å] være det samme; –
du skal f[å] s[å] meget, at du ikke st[å]r til[]skamme – –
Anitra
.
Profeten er god – –
Peer Gynt
.
Du nøler? Tal!
Anitra
.
Men jeg ønsked heller –
Peer Gynt
.
Snak[] væk uden [d]vælen!
Anitra
.
Jeg bryder mig ikke s[å] meget om [s]jælen; –
giv mig heller –
Peer Gynt
.
Hvilket?
Anitra

(peger p[å] hans [t]urban).
Hin sk[]ønne [o]pal!
Peer Gynt

(henryk[]t, idet han rækker hende [s]mykket).
Anitra! Evas naturlige [d]atter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er [m]and,
Faksimile
150
og, som der st[å]r hos en agtet [f]orfatter:
«das ewig weibliche zieh[]t uns an!»

(M[å]neskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras [t]elt.)
(Peer Gynt med en arabisk [l]uth i [h] [å]nden sidder under et [t]ræ. Hans
[s]k[]æg[] og [h] [å]r er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
Peer Gynt

(spiller og synger).
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets [n]øgle med.
Det bar til[]havs for nordlig [b]ris,
mens sk[]ønne [k]vinder sit [f]orlis
p[å] [h]avsens [s]trand begræd.
Mod [s]yd, mod [s]yd skar [k] []ølens [f]lugt
de salte [s]trømmes [v]and.
Hvor [p]almen svajer stolt og smukt,
i [k]rans om [o]ceanets [b]ugt,
jeg stak mit [s]kib i [b]rand.
Ombord jeg steg p[å] [s]lettens [s]kib,
et [s]kib p[å] fire [b]en.
Det skummed under [p]iskens [ H h ]ieb; –
jeg er en flygtig [f]ugl; o, grib, –
jeg kviddrer p[å] en [g]ren!
Anitra, du er [p]almens [m]ost;
det m[å] jeg sande nu!
Ja, selv Angorag[]edens [o]st
er neppe halvt s[å] sød en [k]ost,
Anitra, ak, som du!
(hænger [l]uthen over [s]kuldren og kommer nærmere.)
Stil[]hed! Mon den fagre lytter?
Faksimile
151
Har hun hørt mit lille [d]igt?
Mon hun bag [g]ardinet glytter,
udrappert af [s]lør og sligt? –
Hys[]! Det klang jo, som om [k]orken
voldsomt af en [f]laske sprang!
Nu ig[]en! Og end en [g]ang!
Er det [e]lskovssuk? Nej, [s]ang; –
[n]ej, det er en hørbar [s]norken. – –
Sød [m]usik! Anitra sover.
Nattergal, hold op[] at sl[å]!
Alslags [u]færd skal du f[å],
hvis med [k]luk[] og [k]lunk du vover – –
Dog, som skrevet st[å]r, lad g[å]!
Nattergalen er en [s]anger;
ak, jeg selv er liges[å].
Han, som jeg, med [t]oner fanger
[h]jerter, ømme, bløde, sm[å].
Skabt for [s]ang er [n]atten sval;
[s]angen er vor fælles [s]fære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og [n]attergal.
Og just det, at [p]igen sover,
er min [e]lskovslykkes [t]ip[]; –
det, at spidse [l]æben over
[b]ægret uden mindste [n]ip[] – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
Anitra

(fra [t]eltet).
Herre, kalder du i [n]atten?
Faksimile
152
Peer Gynt
.
Ja s[å]men; [p]rofeten kalder.
Jeg blev vækket før af [k]atten
ved et voldsomt [j]agtrabalder –
Anitra
.
Ak, det var ej [j]agtlarm, [h]erre;
det var noget meget værre.
Peer Gynt
.
Hvilket da?
Anitra
.
O, sk[å]n mig!
Peer Gynt
.
Tal!
Anitra
.
O, jeg rødmer –
Peer Gynt

(nærmere).
Var det kanske
hvad der fyldte mig s[å] ganske,
da jeg gav dig min [o]pal?
Anitra

(forskrækket).
Ligne dig, o, [v]erdens [s]kat[],
med en ækkel gammel [k]at[]!
Peer Gynt
.
Barn, fra [e]lskovs [s]tandpunkt set,
kan en [h]ankat[] og [p]rofet
komme hartad ud p[å] et.
Anitra
.
Herre, [s]pøgens [h]onning strømmer
fra din [l]æbe.
Faksimile
153
Peer Gynt
.
Lille [v]en;
du, som andre [p]iger, dømmer
[s]korpen kun af store [m]ænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og p[å] [t]omandsh[å]nd især.
Af min [s]tilling er jeg bunden
til[] en [m]askes [a]lvorssk[]ær;
[d]agens [p]ligter g[]ør mig tvungen;
alt det [r]egnskab og [b]esvær,
som jeg har med en og hver,
g[]ør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun p[å] [t]ungen. –
Væk med [v] [å]s! I [t]etatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi [p]rofeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et [t]ræ og drager hende til[] sig.)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under [p]almens grønne [v]ifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi [r]oller skifte;
da skal dine [l]æber friske,
mens jeg smiler, [e]lskov hviske!
Anitra

(lægger sig for hans [f]ødder).
Hvert dit [o]rd er sødt som [s]ange,
sk[]ønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din [d]atter,
ved at lytte, [s]jælen fange?
Faksimile
154
Peer Gynt
.
Sjælen, [å]ndens [l]ys og [v]iden
skal du nok bekomme siden.
N[å]r i [ø]st p[å] [r]osenstrimer
prentes gyldent: her er [d]agen, –
da, min [t]øs, da gier jeg [t]imer;
du skal nok bli velop[]dragen.
Men i [n]attens lune [s]tille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt [v]isdoms [r]ester
træde op[] som [s]kolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
ret[] betragtet, [h]ovedsagen.
Det er [h]jertet, som det g[]ælder.
Anitra
.
Tal, o, [h]erre! N[å]r du taler,
ser jeg [g]limt, som af [o]paler!
Peer Gynt
.
Kløgt, p[å] [s]pidsen sat[], er [d]umhed;
[f]ejgheds [k]nop[], i [b]lomst, er [g]rumhed;
[s]andhed i sin [o]verdrift
er en bagvendt [v]isdomsskrift.
Ja, mit [b]arn, – jeg er forsvoren,
som en [h]und, hvis ej der g[å]r
sjælsforædte [f]olk p[å] [j]orden,
som til[] [k]larhed tungvindt n[å]er.
Jeg har k[]endt en s[å]dan [k]rop[],
Perlen i den hele [t]rop[];
og selv han tog fejl af [m] [å]let,
misted [m]eningen i [s]kr[å]let. –
Faksimile
155
Ser du [ø]rken om [o]asen?
Hvis jeg blot min [t]urban svinger,
[v]erdenshavets [f]lod jeg tvinger
til[] at fylde hele [s]tadsen.
Men jeg var en [d]ompap-[p]ande,
hvis jeg skabte [h]av og [l]ande.
Ved du, hvad det er at leve?
Anitra
.
Lær mig det!
Peer Gynt
.
Det er at svæve
tørrskod nedad [t]idens [e]lv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i [m]andskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille k[]ære!
Gammel [ø]rn sin [f]jærham fælder,
gammel [s]tøder g[å]r og hælder,
gammel [k] []ærring mister [t]ænder,
gammel [k]nark f[å]r visne [h]ænder, –
hver og en f[å]r vissen [s]jæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en [s]ultan, hed og hel, –
ej p[å] Gyntianas [b]anker,
under [p]almeløv og [r]anker, –
men, p[å] [g]rundlag af det færske,
i en [k]vindes [j]omfru-[t]anker. –
Ser du nu, min lille [p]ige,
hvi jeg har dig n[å]digst d[å]ret, –
hvi jeg har dit [h]jerte k[å]ret,
grundlagt, om jeg s[å] m[å] sige,
Faksimile
156
der mit [v]æsens [ K k ]alifat?
Jeg vil eje dine [l]ængsler.
Voldsmagt i min [e]lskovs [s]tat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som [g]uld og [æ]delstene.
Skilles vi, er [l]ivet omme, –
ja, for din [p]art, notabene!
Hele du, hver [t]revl og [t]omme,
uden [v]ilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine [l]okkers [m]idnat[]sgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske [h]aver,
vinke mig til[] [s]ultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme [p]andehvælv.
Har man [s]jæl, s[å] er man bunden
i [b]etragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min [t]ro,
f[å] en [r]ing om [a]nkelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer [p]lads i [s]jælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker )
Hvad? Hun sover! Er det gledet
[h]us forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min [m]agt,
at hun flyder bort i [d]rømme
Faksimile
157
p[å] min [e]lskovstales [s]trømme.
(rejser sig og lægger [s]mykker i hendes [s]k[]ød.)
Her er [s]øljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du [k]ronen
p[å] din [k]ejsers [p]ande sat[]!
Sejr p[å] [g]rundlag af [p]ersonen
vandt Peer Gynt i denne [n]at[].

(Karavanvej. Oasen langt til[]bage i det fjerne.)
(Peer Gynt, p[å] sin hvide [h]est, jager g[]ennem [ø]rken. Han har
Anitra foran sig p[å] [s]adelknappen.)
Anitra
.
Lad være; jeg bider!
Peer Gynt
.
Du lille [s]kalk!
Anitra
.
Hvad vil du?
Peer Gynt
.
Vil? Lege [d]ue og [f]alk!
Føre dig bort! G[]øre gale [s]treger!
Anitra
.
Skam dig! En gammel [p]rofet –!
Peer Gynt
.
[Å], [v] [å]s!
Profeten er ikke gammel, din [g] [å]s!
Synes du dette p[å] [a]lderdom peger?
Anitra
.
Slip[]! Jeg vil hjem!
Faksimile
158
Peer Gynt
.
Nu er du koket[]!
Tænk, hjem! Til[] [s]vigerfaer! Det var net[]!
Vi gale [f]ugle, af [b]uret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for [ø]jne.
Desuden, min [u]nge, p[å] samme [s]ted
bør man ikke for længere [t]id sl[å] sig ned;
man mister i [a]gt, hvad man vinder i [k] []endskab; –
især, n[å]r man kommer som [p]rofet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, g[å] som et [d]igt.
Det var s'gu p[å] [t]id at [b]esøget fik [e]ndskab.
Det er vak[]lende [s]jæle, disse [s]lettens [s]ønner; –
til[]slut vanked hverken [v]irak eller [b]ønner.
Anitra
.
Ja, men er du [p]rofet?
Peer Gynt
.
Jeg er din [k]ejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille [h]akkespæt knejser!
Anitra
.
Giv mig den [r]ing, som sidder p[å] din [f]inger.
Peer Gynt
.
Tag, søde Anitra, det hele [p]øjt!
Anitra
.
Dine Ord er [s]ange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt
.
Saligt, at vide sig elsket s[å] højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede [h]esten, som din [s]lave!
(rækker hende [r]idepisken og stiger af.)
Se s[å], min [r]ose, min dejlige [b]lomst;
Faksimile
159
her vil jeg g[å] i [s]andet og kave
til[] jeg rammes af et [s]olstik[] og f[å]r min [b]ekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for [ø]je!
Da f[å]r ikke veje mine [f]agter s[å] nøje.
Spas og [s]pilopper er [u]ngdoms [k]riterium!
Hvis alts[å] ikke din [å]nd var s[å] tung,
s[å] vilde du sk[]ønne, min yndige [ N n ]erium, –
din [e]lsker g[]ør [s]pilopper, – ergo er han ung!
Anitra
.
Ja, du er ung. Har du flere [r]inge?
Peer Gynt
.
Ikke sandt? Der; grams! Som en [b]uk[] kan jeg springe!
Var her [v]inløv i [n]ærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig [h]ane!
Hak[] mig, min lille [t]ippe!
Ej! Hop[]! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig [h]ane!
Anitra
.
Du sveder, [p]rofet; jeg er angst du skal smelte; –
ræk[] mig det tunge, som dingler i dit [b]ælte.
Peer Gynt
.
Ømme [b]ekymring! Bær [p]ungen for stedse; –
uden [g]uld er elskende [h]jerter til[]fredse!
(danser og synger ig[]en.)
Unge Peer Gynt er en [ G g ]alfrands; –
han ved ikke p[å] hvad [f]od han vil st[å].
Pyt[], sa'e Peer; – pyt[], lad g[å]!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Faksimile
160
Anitra
.
Frydfuldt, n[å]r [p]rofeten i [d]ansen træder!
Peer Gynt
.
Visvas med [p]rofeten! – Lad os bytte [k]læder!
Hejsan! Træk[] ud!
Anitra
.
Din [k]aftan blev for lang,
din [ l L ]ivg[ j ]ord for vid og din [s]trømpe for trang –
Peer Gynt
.
Eh bien!
(knæler.)
Men g[]ør mig en hæftig [s]org; –
det er sødt for elskende [h]jerter at lide!
Hør, n[å]r vi kommer hjem til[] min [b]org –
Anitra
.
Til[] dit [ P <...> ]aradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt
.
[Å], en tusende [m]ile –
Anitra
.
For[]langt!
Peer Gynt
.
O, hør; –
du skal f[å] den [s]jæl, som jeg lovte dig før –
Anitra
.
Ja, [t]ak[]; jeg hjælper mig uden [s]jæl.
Men du bad om en [s]org –
Peer Gynt

(rejser sig).
Ja, [d]ød og [p]lage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre [d]age!
Faksimile
161
Anitra
.
Anitra lyder [p]rofeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt [r]ap[] over [f]ingrene og jager i flyvende [g]alop[]
til[]bage g[]ennem [ø]rken.)
Peer Gynt

(st[å]r en lang [s]tund som lynslagen).
N[å], s[å] skulde da ogs[å] – – –!

(Samme [s]ted. En [t]ime senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker [ T t ]yrkeklæderne af, [s]tykke
for [s]tykke. Til[]sidst tager han sin lille [r]ejsehue op[] af [f]rakkelommen, sætter
den p[å], og st[å]r atter i sin europæiske [d]ragt.)
Peer Gynt

(idet han kaster [t]urbanen langt fra sig).
Der ligger Tyrken, og her st[å]r jeg! –
Dette hedenske [v]æsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i [k]læderne b[å]ret,
og ej, som man siger, i [k] []ødet sk[å]ret. –
Hvad vilde jeg ogs[å] p[å] den [g]allej?
En st[å]r sig dog bedst p[å] at leve som [k]risten,
vrage [p] [å]fuglhabittens [p]ral,
støtte sin [f]ærd til[] [l]ov og [m]oral,
være sig selv og f[å] sig til[]sidst en
[t]ale ved [g]raven og [k]ranse p[å] [k]isten.
(g[å]r nogle [s]kridt.)
Den [t]aske; – hun var p[å] et hængende [h] [å]r
ifærd med at g[]øre mig [h]odet kruset.
Jeg vil være et [t]rold, ifald jeg forst[å]r,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
N[å]; godt, det fik [s]lut! Var [s]pasen dreven
et [s]kridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
11
Faksimile
162
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en [t]røst,
at jeg fejled p[å] [g]rundlag af [s]tillingens [b]røst.
Det var ikke selve [p]ersonen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske [l]evnet,
s[å] ganske blottet for [v]irksomheds [s]alt,
som har sig med [s]magløsheds [k]valmer hævnet.
En d[å]rlig [b]estilling at være [p]rofet!
I [e]mbedets [m]edfør skal man g[å] som i [t] [å]gen;
profetisk taget man flu[ks] er [b]ét,
s[å] s[å]re man tér sig ædru og v[å]gen.
For s[å] vidt har jeg gjort [s]tillingen [f]yldest,
netop[] ved at bringe den [g] [å]s min [h]yldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i [l]atter.)
Hm, tænke sig til[]!
Ville stoppe [t]iden ved at trippe og danse!
Ville stride mod [s]trømmen ved at svinge og svanse!
Spille p[å] [s]trengeleg, k[]æle og sukke,
og ende som en [h]ane – med at lade sig plukke.
Den [a]dfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt;
N[å]; lidt har jeg rigtignok i [b]agh[å]nden g[]emt;
jeg har noget i Amerika, noget i [l]ommen;
er alts[å] ikke helt p[å] [f]antestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af [k]u[]sk eller [h]est;
jeg har ingen [b]esvær med [k]uffert og [k] []ærre;
kort sagt, som man siger, jeg er [s]tillingens [h]erre. –
Hvilken [v]ej bør jeg vælge? Mangen [v]ej st[å]r mig [å]ben;
og i [v]alget k[]ender man [v]ismand fra [t] [å]ben.
Faksimile
163
Mit [f]orret[]ningsliv er et sluttet [k]apitel;
min [k] []ærlighedsleg er en aflagt [k]ittel.
Til[] [k]rebsegang føler jeg ingen [d]rift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
s[å] tror jeg der st[å]r i et [å]ndrigt [s]krift. –
Alts[å] noget nyt[]; en forædlet [f]ærd;
et [f]orm[å]l, som er [m]øjen og [p]engene værd.
Om jeg skrev mit [l]evnet uden [f]ordølgelse, –
en [b]og til[] [v]ejledning og [e]fterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har [t]iden ganske til[] [r] [å]dighed; –
hvad, om jeg som en rejsende [l]ærd
studerte de henfarne [t]iders [g]r[å]dighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogs[å] dyrket den [v]idenskab siden. –
Jeg vil følge [m]enneskeslægtens [v]ej!
Jeg vil svømme som en [f]jær p[å] [h]istoriens [s]trøm,
leve den op[] ig[]en, som i en [d]røm, –
se [h]eltenes [k]ampe for stort og godt,
men i sikker [b]ehold, som [t]il[]skuer blot[], –
se [t]ænkerne falde, [m]artyrerne bløde,
se [r]iger grundes og [r]iger forg[å], –
se [v]erdensepoker sl[å] ud af det sm[å];
kort sagt, jeg vil skumme [h]istoriens [f]løde. –
Jeg f[å]r se at f[å] [t]ag i et [b]ind af Becker,
og rejse kronologisk s[å] langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min [f]orkundskab er ikke grundig,
og [h]istoriens indre [m]ekanik underfundig; –
men pyt[]; hvor [u]dgangspunktet er galest,
11*
Faksimile
164
blir tidt [r]esultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et [m] [å]l,
og drive det ig[]ennem som [f]lint og [s]t[å]l!
(stille bevæget.)
Bryde, p[å] alle [k]anter og [e]nder,
de [b] [å]nd, som binder til[] [h]jemstavn og [v]enner, –
sprænge i [l]uften sin [r]igdoms [s]kat[], –
sige sin [k] []ærlighedslykke [g]odnat[], –
alt for at finde det sandes [m]ysterium, –
(tørrer en [t] [å]re af [ø]jet.)
det er den ægte [f]orskers [k]riterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al [m] [å]de.
Nu har jeg løst min [b]estemmelses [g] [å]de.
Nu bare holde ud i tyk[]t og i tyndt!
Det er vel til[]giveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som [m]anden Peer Gynt,
ogs[å] kaldt [m]enneskelivets [k]ejser. –
Det svundnes [f]acit og [s]um vil jeg eje;
aldrig slide de levendes [v]eje; –
Samtiden er ej en [s]kos[å]le værd;
b[å]de troløs og margløs er [m]ændenes [f]ærd;
deres [å]nd har ej [f]lugt, deres [d] [å]d ej [v]ægt; – –
(trækker p[å] Skulderen.)
og [k]vinderne, – det er en skrøbelig [s]lægt!
(han g[å]r.)

(Sommerdag. Højt oppe mod [n]ord. En [h]ytte i [s]torskogen. [Å]ben [d]ør
med en stor [t]ræl[å]s. Rensdyrhorn over [d]øren. En [f]lok [g] []eder ved [h]usvæggen.)
(En middelaldrende [k]vinde, lys og smuk, sidder og spinder uden-
for i [s]olskinnet.)
Kvinden

(kaster et [ø]je ned over [v]ejen og synger):
Kanske vil der g[å] b[å]de [v]inter og [v] [å]r,
Faksimile
165
og næste [s]ommer med, og det hele [å]r; –
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker p[å] [g] []ederne, spinder og synger ig[]en.)
Gud styrke dig hvor du i [v]erden g[å]r!
Gud glæde dig, hvis du for hans [f]odskammel st[å]r!
Her skal jeg vente til[] du kommer ig[]en;
og venter du his[]toppe, vi træffes der, min [v]en!

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten st[å]r i [s]andet.)
(Peer Gynt kommer g[å]ende og ser sig en [s]tund omkring.)
Peer Gynt
.
Her kunde jeg passelig begynde min [v]andring. –
Nu er jeg alts[å] Ægypter til[] [f]orandring;
men Ægypter p[å] [g]rundlag af det gyntske jeg.
Siden til[] Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med [v]erdens [s]kabelse,
det vilde bare lede til[] [f]ortabelse; –
jeg vil ganske g[å] udenom [b]ibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige [s]por ig[]en;
og at se den, som man siger, i [s]ømmene efter,
ligger udenfor b[å]de min [p]lan og mine [k]ræfter.
(sætter sig p[å] en [s]ten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til[] [s]tøtten med sin vanlige [m]orgensang er færdig.
Efter [f]rokosten klyver jeg op[] p[å] [p]yramiden;
f[å]r jeg [t]id, vil jeg granske den indeni siden.
Derp[å] til[]-lands om det røde [h]av;
kanske kan jeg finde [k]ong Potifars [g]rav. –
S[å] er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
Faksimile
166
de rygtbare hængende [h]aver og [s]k[]øger, –
det vil sige, de vigtigste [s]por af [k]ultur.
Og s[å] med et [s]pring til[] Trojas [m]ur.
Fra Troja g[å]r der jo [s]jøvej direkte
over til[] det herlige gamle Athen; –
der vil jeg p[å] [å]stedet, [s]ten for [s]ten,
befare det [p]as[], som Leonidas dæk[]te; –
jeg vil g[]øre mig fortrolig med de bedre [f]ilosofer,
finde [f]ængslet, hvor Sokrates døde som [o]ffer – –;
nej, det er s'gu sandt, – der er [k]rig for [t]iden –!
Ja, s[å] f[å]r Hellenismen ligge til[] siden.
(ser p[å] sit [u]hr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før [s]olen rinder. Min [t]id er knap[].
Alts[å], fra Troja; – det var der jeg slap[] – –
(rejser sig og lytter.)
Hvad er det for en underlig [s]usning, som farer –?
(Solop[]gang.)
Memnonstøtten

(synger):
Af [h]alvgudens [a]ske stiger foryngende
[f]ugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine [f]ugle?
Du m[å] dø eller r[å]de
[s]angens [g] [å]de!
Peer Gynt
.
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
Faksimile
167
fra [s]tøtten en [l]yd! Det var [f]ortidsmusik.
Jeg hørte [s]tenrøstens [s]tigning og [s]ænkning. –
Jeg vil skrive det op[] til[] de [l]ærdes [b]etænkning.
(noterer i [l]ommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt [k]langen,
men forstod ikke rigtig [t]exten til[] [s]angen.
Det hele var naturligvis [s]ansebedrag. –
Ellers intet af [v]ægt observeret idag.»
(g[å]r vidre.)

(Ved [l]andsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af [k]lippen. Langt borte
Kairos [s]pir og [m]inaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen op[]mærksomt, snart g[]ennem
[l]orgnetten, snart g[]ennem den hule [h] [å]nd.)
Peer Gynt
.
Nej, hvor i [a]lverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette [s]kabilken?
For truffet det, har jeg, – i [n]ord eller [s]ør.
Var det en [p]erson? Og, i s[å] [f]ald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de s[å]kaldte [ D d ]ovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med [e]nden plantet p[å] [s]øjlestubber. [–]
Men dette underlige [k]rydsningsdyr,
denne [b]ytting, p[å] engang [l]øve og [k]vinde, –
har jeg ogs[å] ham fra et [e]ventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt [m]inde?
Fra et [e]ventyr? Ho, nu husker jeg [k]allen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i [s]kallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg l[å] i [f]eber. –
(g[å]r nærmere.)
Faksimile
168
De selvsamme [ø]jne; de selvsamme [l]æber; –
ikke fuldt s[å] dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i [h]ovedsagen. –
Ja s[å] da, Bøjg; du ligner en [l]øve,
n[å]r en ser dig bagfra og træffer dig om [d]agen!
Kan du endnu [g] [å]der? Det skal vi prøve.
Nu f[å]r vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
En [s]temme

(bag Sfinxen).
Ach, Sfinx, wer bist du?
Peer Gynt
.
Hvad! Ekkoet bryder p[å] Tydsk! Mærkværdigt!
Stemmen
.
Wer bist du?
Peer Gynt
.
Det taler jo [s]proget færdigt!
Den [o]bservation er ny og min.
(noterer i [b]ogen.)
«Ekko p[å] Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)
Begriffenfeldt
.
Et [m]enneske!
Peer Gynt
.
N[å]; det er ham, som prater.
(noterer ig[]en.)
«Kom senerehen til[] andre [r]esultater.»
Begriffenfeldt

(under alleslags urolige [f]agter).
Min [h]erre, undskyld –! En [l]ebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
Faksimile
169
Peer Gynt
.
En [v]isit. Jeg hilser p[å] en [u]ngdomsven.
Begriffenfeldt
.
Hvad? Sfinxen –?
Peer Gynt

(nikker).
Jeg har k[]endt ham i gamle [d]age.
Begriffenfeldt
.
Famost! – Og det efter denne [n]at[]!
Min [p]ande hamrer! Den er nærved at revne!
De k[]ender ham, [m]and? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
Peer Gynt
.
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat[].
Han er sig selv.
Begriffenfeldt

(med et [s]pring).
Ha, [l]ivsg[å]den glindste
som [l]yn for mit [s]yn! – Det er visst, at han er
sig selv?
Peer Gynt
.
Ja, s[å] siger han idetmindste.
Begriffenfeldt
.
Sig selv! [ O o ]mvæltningens [s]tund er nær!
(tager [h]atten af.)
Deres [n]avn, min [h]erre?
Peer Gynt
.
Jeg er døbt Peer Gynt.
Faksimile
170
Begriffenfeldt

(med stille [b]eundring).
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubek[]endte, –
det kommende, hvis [k]omme var mig forkyndt –
Peer Gynt
.
Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?
Begriffenfeldt
.
Peer Gynt! Dybsindig! G[å]defuld! Hvas[]!
Hvert [o]rd er ligesom en bundløs [l]ære!
Hvad er De?
Peer Gynt

(beskeden).
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit [p]as[].
Begriffenfeldt
.
Atter det g[å]defulde [o]rd p[å] [b]unden!
(griber ham om [h] [å]ndledet.)
Til[] Kairo! Fortolkernes [k]ejser er funden!
Peer Gynt
.
Kejser?
Begriffenfeldt
.
Kom!
Peer Gynt
.
Er jeg virkelig k[]endt –?
Begriffenfeldt

(idet kan trækker ham med sig).
Fortolkernes [k]ejser – p[å] selvets [f]undament!

Faksimile
171
(I Kairo. Et stort [g] [å]rdsrum med høje [m]ure og [b]yg[]ninger omkring.
[ [ G g ] [ G g ] ]ittervinduer; [j]ernbure.)
(Tre [v]ogtere i [g] [å]rden. En fjerde kommer.)
Den kommende
.
Schafmann; sig mig, hvor er [d]irektøren?
En [v]ogter
.
K[]ørt ud imorges længe før [d]ag.
Første
.
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig [s]ag;
thi inat[] –
En anden
.
Hys[], stille; der er han ved [d]øren!
(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, l[å]ser [p]orten og stikker [n]øglen i
[l]ommen.)
Peer Gynt

(for sig selv).
Isandhed, en yderst begavet [m]and;
næsten alt, hvad han siger, g[å]r over ens [f]orstand.
(ser sig om.)
S[å] dette her er de [l]ærdes [k]lub[]?
Begriffenfeldt
.
Her vil De finde dem, [r]ub[] og [s]tub[]; –
de halvfjerdsindstyve [f]ortolkeres [k]reds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(r[å]ber p[å] [v]ogterne.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i [b]urene med jer flu[ks]!
Vogterne
.
Vi?
Faksimile
172
Begriffenfeldt
.
Hvem ellers? Afsted, afsted!
N[å]r [v]erden snurrer, s[å] snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et [b]ur.)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer til[] [r]esten, – jeg siger ikke mer.
(stænger [b]uret og kaster [n]øglen i en [b]rønd.)
Peer Gynt
.
Men, bedste [h]err [d]oktor og [d]irektør –?
Begriffenfeldt
.
Ingen af [d]elene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg m[å] give mig [l]uft –
Peer Gynt

(i stigende [u]ro).
Hvad er det?
Begriffenfeldt
.
Lov mig, De ikke vil sk[]ælve.
Peer Gynt
.
Jeg skal prøve –
Begriffenfeldt

(trækker ham hen i et [h]jørne og hvisker).
Den absolute [f]ornuft
afgik ved [d]øden iaftes [k]l. 11.
Peer Gynt
.
Gud fri mig –!
Begriffenfeldt
.
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min [s]tilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
Faksimile
[177.]
thi denne [a]nstalt gjaldt lige til[] det sidste
for en [d] [å]rekiste.
Peer Gynt
.
En [d] [å]rekiste!
Begriffenfeldt
.
Ikke nu, forst[å]r De!
Peer Gynt

(bleg og sagte).
Nu sk[]ønner jeg [s]tedet!
Og [m]anden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort.)
Begriffenfeldt

(følger efter)
Forøvrigt h[å]ber jeg De har forst[å]et?
N[å]r jeg kalder ham død, s[å] er det [v]æv.
Han er g[å]et fra sig selv. Af sit [s]kind er han g[å]et, –
akkurat som min [l]andsmand Münchhausens [r]æv.
Peer Gynt
.
Undskyld et [m]inut –
Begriffenfeldt

(holder p[å] ham).
Nej, det var som en [å]l; –
ikke som en [r]æv. G[]ennem [ø]jet en [n] [å]l; –
han sprælled p[å] [v]æggen – –
Peer Gynt
.
Hvor finder jeg [f]relsen!
Begriffenfeldt
.
Rundt om [h]alsen et [s]nit[] og s[å], vips, af [p]elsen!
[ numer ]
[12]
Faksimile
174
Peer Gynt
.
Forryk[]t! Aldeles fra [v]id og [s]ans!
Begriffenfeldt
.
Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne [f]ra-sig-[g] [å]en vil have til[] [f]ølge
en hel [o]mvæltning til[] [l]ands og [v]ands.
De [p]ersonligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes [k]l. 11 normale,
konforme med [f]ornuften i dens nye [f]ase.
Og ser man endvidre p[å] [s]agen ret[],
er det klart at fra nys[]nævnte [k]lokkeslet[]
begyndte de s[å]kaldte kloge at rase.
Peer Gynt
.
De nævnte [k]lokken; min [t]id er knap[] –
Begriffenfeldt
.
Deres [t]id? Der gav De min [t]anke et [r]ap[]!
(aabner en [d]ør og r[å]ber:)
Herud! Den vordende [t]id er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
Peer Gynt
.
Nej, k[]æreste [m]and –!
(de afsindige kommer efterh[å]nden ud i [g] [å]rdsrummet.)
Begriffenfeldt
.
God [m]orgen! Giv [m]øde,
og hils p[å] [b]efrielsens [m]orgenrøde!
Eders [k]ejser er kommen!
Peer Gynt
.
Kejser?
Faksimile
175
Begriffenfeldt
.
Ja visst!
Peer Gynt
.
Men [æ]ren er s[å] stor, s[å] over al [m] [å]de –
Begriffenfeldt
.
Ak, lad ingen falsk [b]eskedenhed r[å]de
i en [s]tund som denne.
Peer Gynt
.
Men und mig blot [f]rist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
Begriffenfeldt
.
En [m]and, som har Sfinxens [m]ening fornummet?
Som er sig selv?
Peer Gynt
.
Ja, det er just [k]nuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, s[å] vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, s[å] at sige, foruden.
Begriffenfeldt
.
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man g[å]r, som sig selv, for fulde [s]ejl.
Hver lukker sig inde i selvets [t]ønde,
i selvets [g] []æring han dukker til[]bunds, –
han stænger hermetisk med selvets [s]punds
og tæt[]ner [t]ræet i selvets [b]rønde.
Ingen har [g]r[å]d for de andres [v]eer;
Faksimile
176
ingen har [s]ans for de andres [i]deer.
Os selv, det er vi i [t]anken og [t]onen,
os selv til[] [s]pringbrættets yderste [r]and, –
og følgelig, skal der en [k]ejser p[å] [t]ronen,
er det klart at De er den rette [m]and.
Peer Gynt
.
[Å], gid jeg var [f]anden –!
Begriffenfeldt
.
Nu ikke forknyt[];
næsten alt i [v]erden er i [f]ørstningen nyt[].
«Sig selv»; – kom; her skal De se et [e]xempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(til[] en mørk [s]kikkelse.)
Goddag, Huhu! N[å], g[å]r du, min [d]reng,
bestandig omkring med [g]ræmmelsens [s]tempel?
Huhu
.
Kan jeg andet vel, n[å]r [f]olket
[s]lægt for [s]lægt dør ufortolket?
(til[] Peer Gynt.)
Du er fremmed; vil du høre?
Peer Gynt

(bukker).
Gudbevar's!
Huhu
.
S[å] l[å]n mig [ø]re. –
Fjernt i [ø]st, som [k]rans om [p]ande,
st[å]r de malebarske [s]trande.
Portugiser og Hollænder
[l]andet med [k]ultur bespænder.
Faksimile
177
Desforuden bo[]r der [s]karer
af de ægte Malebarer.
Disse [f]olk har [s]proget blandet; –
de er [h]errer nu i [l]andet. –
Men i [t]iden længst forgangen
r[å]ded der [o]rangutangen.
Han var [s]kogens [m]and og [h]erre;
frit han turde sl[å] og snærre.
Som [n]aturens [h] [å]nd ham skabte,
s[å] han gren og s[å] han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var [h]ersker i sit [r]ige. –
Ak, men s[å] kom [f]remmed[å]get
og forplumred [u]rskogs-[s]proget.
Firehundred[å]rig [n]atten
ruged over [a]bekatten;
og man ved, s[å] lange [n]ætter
[l]andsens [f]olk i [s]tampe sætter. –
Skogens [u]rlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore [t]anker male,
m[å] det ske ved [h]jælp af [t]ale.
Hvilken [t]vang for alle [s]tænder!
Portugiser og Hollænder,
[b]landingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet p[å] at fægte
for vort [u]rskogs-[m] [å]l, det ægte, –
prøvet at belive [l]iget, –
hævdet [f]olkets [r]et[] til[] [s]kriget, –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
12
Faksimile
178
skreget selv og p[å]vist [t]rangen
til[] dets [b]rug i [f]olkesangen. –
Skralt man dog min [i]dræt[] skatter. –
Nu, jeg tror, min [s]org du fatter.
Tak[], at du har l[å]nt mig [ø]re; –
ved du [r] [å]d, s[å] lad mig høre!
Peer Gynt

(sagte).
Der st[å]r skrevet: man f[å]r tude
med de [u]lve, som er ude.
(højt.)
K[]ære [v]en, s[å]vidt jeg husker
findes i Marokko [b]usker,
hvor en [f]lok [o]rangutanger
lever uden [t]olk og [s]anger; –
deres [m] [å]l lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre [s]tandsmænd,
vandred ud til[] [g]avn for [l]andsmænd –
Huhu
.
Tak[], at du har l[å]nt mig [ø]re; –
som du r[å]der, vil jeg g[]øre.
(med en stor [g]ebærde.)
Østen har forstødt sin [s]anger!
Vesten har [o]rangutanger!
(han g[å]r.)
Begriffenfeldt
.
N[å], var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
Faksimile
179
sig selv i [k]raft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med [f]orstanden.
(til[] en Fellah, som bærer en [m]umie p[å] [r]yggen.)
Kong Apis, hvor g[å]r det, min høje [h]erre?
Fellahen

(vildt til[] Peer Gynt).
Er jeg [k]ong Apis?
Peer Gynt

(trækker sig bag [d]oktoren).
Jeg m[å] til[]st[å], desværre,
jeg er ikke inde i [s]ituationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter [t]onen –
Fellahen
.
Nu lyver du ogs[å].
Begriffenfeldt
.
Deres [ [ H h ] H ]øjhed f[å]r melde
hvordan [s]agerne st[å]r.
Fellahen
.
Det skal jeg fortælle.
(vender sig til[] Peer Gynt.)
Ser du ham, som jeg bærer p[å] [r]yggen?
Han [n]avnet [k]ong Apis lød.
Nu g[å]r han under [n]avn af [m]umie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle [p]yramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som [d]oktoren siger,
med Tyrken b[å]de rechts og links.
12*
Faksimile
180
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en [g]ud,
og stillet ham op[] i [t]empler,
i [l]ignelser af en [s]tud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg s[å] soleklart;
og hvis du ikke forst[å]r det,
s[å] skal du forst[å] det snart.
Kong Apis var nemlig p[å] [j]agten,
og steg af sin [h]est en [s]tund,
og gik for sig selv afsides
ind p[å] min [o]ldefaers [g]rund.
Men [m]arken, [k]ong Apis g[]øded,
har næret mig med sit [k]orn;
og trænges der flere [b]eviser,
s[å] har jeg usynlige [h]orn.
Og er det s[å] ikke forbandet,
at ingen vil prise min [m]agt!
Af [b]yrd er jeg Apis i [l]andet,
men Fellah i andres [a]gt.
Kan du sige hvad jeg skal g[]øre,
s[å] r[å]d mig foruden [s]vig; –
hvad det g[]ælder om, er at blive
[k]ong Apis den store lig.
Peer Gynt
.
Deres Højhed f[å]r bygge [p]yramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som [d]oktoren siger,
med Tyrken b[å]de rechts og links.
Faksimile
181
Fellahen
.
Jo, det er en dejlig [t]ale!
En Fellah! En sulten [l]us!
Jeg har nok med at holde min [h]ytte
ryddig for [r]otter og [m]us.
Fort, [m]and, – find p[å] noget bedre,
som b[å]de g[]ør stor og tryg[],
og derhos aldeles lig med
[k]ong Apis bag p[å] min [r]yg[]!
Peer Gynt
.
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derp[å] i [j]ordens [s]k[]ød,
bag [k]istens naturlige [g]rænser,
forholdt Dem aldeles død?
Fellahen
.
S[å] vil jeg! Mit [l]iv for en [s]trikke!
I [g]algen med [h] [å]r og [h]ud! –
I [f]ørstningen blir der lidt [f]orsk[]el[];
men den jævner [t]iden ud.
(g[å]r hen og g[]ør [a]nstalter til[] at hænge sig.)
Begriffenfeldt
.
Det var en [p]ersonlighed, [h]err Peer, –
en [m]and med [m]ethode –
Peer Gynt
.
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os n[å]dig!
Jeg blir syg; – jeg er knap[]t mine [t]anker r[å]dig!
Begriffenfeldt
.
En [o]vergangstil[]stand; den varer kun kort.
Faksimile
182
Peer Gynt
.
En [o]vergang? Hvortil[]? Undskyld, – jeg m[å] bort –
Begriffenfeldt

(holder ham).
Er De gal?
Peer Gynt
.
Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!
(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig g[]ennem [s]værmen.)
Hussejn
.
Man har meldt mig, her er kommet en [k]ejser idag.
(til[] Peer Gynt.)
Det er Dem?
Peer Gynt

(fortvivlet).
Ja, det er en afgjort [s]ag!
Hussejn
.
Godt. – Her er [n]oter, som skal besvares?
Peer Gynt

(river sig i [h] [å]ret).
Hejsan! Ret[] s[å]; – jo værre, jo bedre!
Hussejn
.
Maaske De vilde med et [d]yp[] mig hædre?
(bukker dybt.)
Jeg er en [p]en.
Peer Gynt

(bukker endnu dybere).
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt [p]ergament.
Faksimile
183
Hussejn
.
Min [h]istorie, [h]erre, er kortelig den:
jeg g[]ælder for et [s]andhus og er en [p]en.
Peer Gynt
.
Min [h]istorie, [h]err [p]en, er, i [k]orthed vævet, –
jeg er et [p]apirblad og blir aldrig beskrevet.
Hussejn
.
Hvad jeg duer til[], har [m]enneskene ingen [f]orstand p[å];
alle vil de bruge mig til[] at strø [s]and p[å]!
Peer Gynt
.
Jeg var i en [k]vindes [e]je en sølvspændt [b]og; –
det er en og samme [t]ryk[]fejl at være gal og klog!
Hussejn
.
Tænk Dem, hvilket fortærende [l]iv;
være [p]en og aldrig smage [o]dden af en [k]niv!
Peer Gynt

(hopper højt).
Tænk Dem: være [r]enbuk[]; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig k[]ende [g]rund under [h]oven!
Hussejn
.
En [k]niv! Jeg er sløv; – f[å] sk[å]ret og ridset mig!
Verden g[å]r under, hvis man ikke f[å]r spidset mig!
Peer Gynt
.
Det var [s]ynd for den [v]erden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden s[å] inderlig velgjort.
Begriffenfeldt
.
Her er [k]niv!
Faksimile
184
Hussejn

(griber den).
Ah, hvor jeg skal [b]lækket slikke!
Hvilken [v]ellyst at snitte sig.
(sk[]ærer [h]alsen over.)
Begriffenfeldt

(viger til[]side).
Sprut[] dog ikke.
Peer Gynt

(i stigende [a]ngst).
Hold p[å] ham!
Hussejn
.
Hold p[å] mig! Der er [o]rdet!
Hold! Hold i [p]ennen! Papiret p[å] [b]ordet –!
(falder.)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en p[å]holden [p]en!
Peer Gynt

(svimler).
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en [s]ynder, –
et [b]ergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit [n]avn i en [h]ast; – –
hjælp mig, du, – alle [d] [å]rers [f]ormynder!
(synker i [a]fmagt.)
Begriffenfeldt

(med en [s]tr[å]krans i [h] [å]nden, g[]ør et [s]pring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i [s]ølen knejser; – –
Faksimile
185
er fra sig selv –! Hans [k]roning sker!
(trykker [k]ransen p[å] ham og udr[å]ber:)
Han leve! Leve selvets [k]ejser!
Schafmann

(i [b]uret)
Es lebe hoch der grosse Peer!

Faksimile
FEMTE HANDLING.

(Ombord p[å] et [s]kib i Nordsjøen udenfor den norske [k]yst. Solnedgang.
Stormfuldt [v]ejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel [m]and med isgr[å]t [h] [å]r og [s]k[]æg[] st[å]r agter
p[å] [h]ytten. Han er halvt sjømandsklædt, i [j]akke og høje [s]tøvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et h[å]rdere [u]dtryk[].
Skibskaptejnen ved [r]attet hos [r]org[]ængeren. Mandskabet forud.)
Peer Gynt

(læner [a]rmene p[å] [r]ælingen og stirrer ind mod [l]and).
Se Hallingskarven i [v]interham; –
han brisker sig, [g]amlen, i [k]veldsols [b]ram.
Jøklen, [b]ror hans, st[å]r bag p[å]skr[å];
han har endnu den grønne [i]sk[å]ben p[å].
Folgef[å]nnen, hun er nu s[å] fin, –
ligger som en [j]omfru i sk[]ære [l]in.
Vær ingen [g]alninger, gamle [g]utter!
Staa der I st[å]r; I er [g]r[å]stens-[n]uter.
Kaptejnen

(r[å]ber forud).
To [m]and til[]rors, – og [l]anternen sat[]!
Peer Gynt
.
Det kuler stivt.
Faksimile
187
Kaptejnen
.
Vi f[å]r [s]torm inat[].
Peer Gynt
.
Har en fra [h]avet [k] []ending af Ronden?
Kaptejnen
.
Nej, var det ligt; – den ligger bag [f] [å]nnen.
Peer Gynt
.
Eller Bl[å]hø?
Kaptejnen
.
Nej; men oppe fra [r]iggen
kan en i [k]larvejr se Galdhøpiggen.
Peer Gynt
.
Hvor har vi H[å]rtejgen?
Kaptejnen

(peger).
S[å] omtrent.
Peer Gynt
.
Ja vel.
Kaptejnen
.
Det lader til[] De er k[]endt.
Peer Gynt
.
Da jeg rejste fra [l]andet, fo[]r jeg her forbi;
og [b]ærmen, siger [o]rdsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod [k]ysten.)
Derinde, hvor det bl[å]ner i [s]kar og [k]løft, –
hvor [f]jelddalen svartner, trang, som en [g]røft, –
og under, langs med den [å]bne [f]jord, –
Faksimile
188
der er det alts[å] [m]enneskene boer.
(ser p[å] [k]aptejnen.)
De bygger spredt her i [l]andet.
Kaptejnen
.
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
Peer Gynt
.
Er vi inde før [d]aggry?
Kaptejnen
.
S[å] ved [p]as[],
ifald ikke [n]atten blir altfor hvas[].
Peer Gynt
.
Det tykkner i [v]est.
Kaptejnen
.
Det g[]ør s[å].
Peer Gynt
.
Stop[]!
De kan huske mig p[å], n[å]r vi siden g[]ør op[], –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod [m]andskabet –
Kaptejnen
.
Takker!
Peer Gynt
.
Det blir kun sm[å]t.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
[f]atum og jeg vi er rent p[å] [k]ant.
De ved, hvad jeg har ombord i [b]ehold.
Det er [s]lumpen; – [r]esten fo[]r [f]anden i [v]old.
Faksimile
189
Kaptejnen
.
Det er mer end nok til[] at skaffe Dem [v]ægt
mellem [f]olket hjemme.
Peer Gynt
.
Jeg har ingen [s]lægt.
Der er ingen, som venter den rige [s]tyggen. –
N[å]; s[å] slipper en ogs[å] for [k]rus p[å] [b]ryggen!
Kaptejnen
.
Der har vi [v]ejret.
Peer Gynt
.
Ja, husk s[å] p[å], –
er nogen af [f]olkene rigtig trængende,
s[å] ser jeg ikke s[å] nøje p[å] [p]engene –
Kaptejnen
.
Det er vakkert. De flestes [k] [å]r er sm[å];
alle har de [k] []ærring og [u]nger hjemme.
Med [h]yren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra [m]ynt,
blev der et [g] []ensyn, de sent vilde glemme.
Peer Gynt
.
Hvad for noget? Har de [k] []ærring og [u]nger?
Er de gifte?
Kaptejnen
.
Gifte? Ja, hele [f]lokken.
Men den, som er trangest stillet, er [k]okken;
hos ham er til[]huse den svarte [h]unger.
Faksimile
190
Peer Gynt
.
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, n[å]r de kommer? Hvad?
Kaptejnen
.
Ja vel, –
p[å] [f]attigfolks [m] [å]de.
Peer Gynt
.
Og kommer de en [k]veld,
hvad s[å]?
Kaptejnen
.
S[å] tænker jeg [k] []ærringen henter
lidt godt for en [g]angs [s]kyld –
Peer Gynt
.
Og [l]ys i [p]laden?
Kaptejnen
.
Kanhænde to; og en [d]ram til[] [m]aden.
Peer Gynt
.
Og s[å] sidder de lunt? Har [v]arme p[å] [g]ruen?
Har [u]ngerne om sig? Der er [s]t[å]k i [s]tuen;
der er ingen, som hører den anden til[]ende, –
slig [g]læde er der p[å] dem –?
Kaptejnen
.
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt til[].
Peer Gynt

(sl[å]r i [r]ælingen).
Nej, om jeg g[]ør!
Faksimile
191
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til[] [f]romme for andres [u]nger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min [m]ynt!
Ingen venter p[å] gamle Peer Gynt.
Kaptejnen
.
Ja, ja; som De vil; Deres [p]enge er Deres.
Peer Gynt
.
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Op[]g[]ør, s[å] fort De har [a]nker i [b]unden!
Min [f]ragt fra Panama som [k]ahyt[]spassager.
S[å] [b]rændevin til[] [f]olkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, [k]aptejn, kan De sl[å] mig p[å] [m]unden!
Kaptejnen
.
Jeg skylder Dem [k]vittering og ikke [j]uling; –
men undskyld; nu f[å]r vi [s]torm for [k]uling.
(han g[å]r fremover [d]ækket. Det er blevet mørkt; der tændes [l]ys i [k]ahytten.
Sjøgangen til[]tager. Skodde og tykke [s]kyer.)
Peer Gynt
.
Holde en ustyrtelig [u]ngeflok hjemme; –
ligge som en [g]læde i [s]indene fremme; –
følges af andres [t]anker p[å] [v]ej –!
Der er aldrig nogen, som tænker p[å] mig. –
Lys i [p]laden? Det [l]ys skal sluk[]ne.
Jeg vil finde p[å] noget –! Jeg vil drikke dem druk[]ne; –
ikke en af de [d]jævler skal g[å] ædru iland.
Fulde skal de komme til[] [k] []ærring og [u]nger!
De skal bande; de skal sl[å] i [b]ordet s[å] det runger, –
skræmme dem, der venter, fra [v]id og [f]orstand!
K[]ærringen skal skrige og rømme af [h]uset, – –
Faksimile
[196]
trive [u]ngerne med! Hele [g]læden i [g]ruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har [m]øje med at holde sig.)
N[å], det var en ordentlig [o]verhaling.
Havet arbejder, som det havde [b]etaling; –
det er endnu sig selv her nord under [l]eden; –
Sjøen p[å]tvers, lige vrang og vreden – –
(lytter.)
Hvad er det for [s]krig?
Vagten

(forud.)
Et [v]rag i [l]æ!
Kaptejnen

(midtskibs, komanderer).
Roret hart [s]tyrbord! Klods for [v]inden!
Styrmanden
.
Er der [f]olk p[å] [v]raget?
Vagten
.
Jeg skimter tre!
Peer Gynt
.
Fir [h]æk[]jollen ned –
Kaptejnen
.
Den blev fyldt forinden.
(g[å]r forover.)
Peer Gynt
.
Hvem tænker p[å] sligt?
(till nogle af [m]andskabet.)
Er I [f]olk, s[å] frels!
Hvad [f]anden, om I f[å]r jer en fugtet [p]els –
Faksimile
193
B[å]dsmanden
.
Det er ug[]ørligt i sligt et [h]av.
Peer Gynt
.
De skriger ig[]en! Se, [v]inden skraler –.
Kok[], tør du prøve? Fort! Jeg betaler –
Kokken
.
Nej, ikke om tyve [p]undsterling De gav –
Peer Gynt
.
I [h]unde! I [k]rystersjæle! Kan I glemme,
det er [f]olk, som har [k] []ærring og [u]nger hjemme?
Nu sidder de og venter –
B[å]dsmanden
.
T[å]lmod er sundt.
Kaptejnen
.
Bær af for [b]rottet!
Styrmanden
.
Vraget gik rundt.
Peer Gynt
.
Der blev stille med et –?
B[å]dsmanden
.
Var de gifte, som De tænker,
s[å] fik [v]erden ret[] nu tre nybagte [e]nker.
(Uvejret voxer. Peer Gynt g[å]r agterover [d]ækket.)
Peer Gynt
.
Der er ingen [t]ro mellem [m]enneskene mer, –
ingen [k]ristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet g[]ør de godt, og mindre de beer,
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
13
Faksimile
194
og har slet[] ingen [a]gt for de vældige [m]agter. –
I et [v]ejr, som inat[], er Vorherre farlig.
De [b]æster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med [e]lefanter; – –
og s[å] lægger de sig ud med ham [å]benbarlig!
Jeg er skyldløs; p[å] [o]fferpynten
kan jeg bevise jeg stod med [m]ynten.
Men hvad har jeg for det? – Der g[å]r jo det [o]rd:
Samvittighedsfred er en dejlig [p]ude.
[Å] ja, det holder [s]tik[] p[å] den tørre [j]ord,
men duer s'gu ikke for en [s]nus ombord,
hvor en skikkelig [m]and er blandt [p]akket ude.
Til[]sjøs f[å]r en aldrig være sig selv;
en f[å]r følge de andre fra [d]æk[] til[] [h]vælv;
sl[å]r [h]ævnens [t]ime for [b] [å]dsmand og [k]okken,
s[å] stryger jeg sagtens i [v]asken med [f]lokken; –
ens særlige [t]arv sættes rent til[] [s]iden; –
man g[]ælder som en [p]ølse i [s]lagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og [u]tak[] har jeg for hele [s]tasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en [s]tund at spille [b]asen.
Der er [t]id endnu! Det skal spørges i [b]yg[]den
at Peer er kommen over [h]avet i [h]øjden!
[ G å g å ]rden vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et [s]lot[].
Men ingen f[å]r [l]ov at komme ind i [s]tuen!
For [p]orten skal de st[å] og dreje p[å] [l]uven; –
tigge og tryg[]le, – det kan de frit;
men ingen f[å]r en eneste [s]killing af mit; – –
Faksimile
195
m[å]tte jeg under [s]k[]æbnens [p]iskeslag hyle,
s[å] findes vel de, jeg ig[]en kan prygle – –
Den fremmede [p]assager

(st[å]r i [m]ørket ved [s]iden af Peer Gynt og hilser venligt):
Godaften!
Peer Gynt
.
Godaften! Hvad –? Hvem er De?
Passageren
.
Jeg er Deres [m]edpassager, til[] [t]jeneste.
Peer Gynt
.
Ja s[å]? Jeg trode, jeg var den eneste.
Passageren
.
En fejl [f]ormodning, som nu er forbi.
Peer Gynt
.
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –
Passageren
.
Jeg g[å]r ikke ud om [d]agen.
Peer Gynt
.
De er kanske syg? De er hvid, som et [l]agen –
Passageren
.
Nej, [t]ak[], – jeg befinder mig inderlig vel.
Peer Gynt
.
Det stormer hvas[]t.
Passageren
.
Ja, velsignet, [m]and!
Peer Gynt
.
Velsignet?
13*
Faksimile
196
Passageren
.
Havet g[å]r højt, som [h]use.
Ah, ens [t]ænder løber i [v]and!
Tænk, hvilke [v]rag det inat[] vil knuse; –
og tænk, hvilke [l]ig, der vil drive iland!
Peer Gynt
.
Bevares vel!
Passageren
.
Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller druk[]net?
Peer Gynt
.
Nu blir det for galt –!
Passageren
.
Ligene ler. Men [l]atteren er tvungen;
og de fleste har g[]erne bidt sig i [t]ungen.
Peer Gynt
.
Bliv mig fra [l]ivet –!
Passageren
.
Et [s]pørgsm[å]l kun!
Hvis vi f. [e]x. tørned p[å] [g]rund
og sank i [m]ørket –
Peer Gynt
.
De tror, her er [f]are?
Passageren
.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sæt[] nu, jeg flyder og De g[å]r til[]bunds –
Peer Gynt
.
[Å], [s]ludder –
Faksimile
197
Passageren
.
Det er en [m]ulighed kuns.
Men st[å]r man i [g]raven med den ene [f]od,
blir man blød, og deler ud milde [g]aver –
Peer Gynt

(griber i [l]ommen).
Ho, [p]enge!
Passageren
.
Nej; men er De s[å] god
at sk[]ænke mig Deres ærede [k]adaver –?
Peer Gynt
.
Nu g[å]r det for vidt!
Passageren
.
Bare [l]iget, forst[å]r De!
Det er for min [v]idenskabs [s]kyld –
Peer Gynt
.
Nu g[å]r De!
Passageren
.
Men, k[]ære, betænk, – De har [f]ordel af [s]agen!
Jeg skal f[å] Dem [å]bnet og lagt for [d]agen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er [s]ædet for [d]rømmene, –
og forresten g[å] Dem kritisk efter i [s]ømmene –
Peer Gynt
.
Vig fra mig!
Passageren
.
Men, k[]ære, – en druk[]net [k]rop[] –!
Faksimile
198
Peer Gynt
.
Bespottelige [m]and! De ægger [u]vejret op[]!
Er det ikke for galt! Vi har [s]torm og [r]egn,
en ustyrtelig [s]jøgang og alskens [t]egn
til[] noget, som kan g[]øre os et [h]ode kortere; –
og s[å] ter De Dem s[å] det kommer desfortere!
Passageren
.
De er nok ikke op[]lagt til[] vidre [f]orhandling;
men [t]iden bringer jo s[å] mangen [f]orvandling – –
(hilser venligt.)
Vi træffes n[å]r De synker, om ikke før;
kanske De da er i bedre [h]umør.
(g[å]r ind i [k]ahytten.)
Peer Gynt
.
Uhyggelige [k]arle, disse [v]idenskabsmænd!
Sligt [f]ritænkervæsen –
(til[] [b] [å]dsmanden, som g[å]r forbi.)
Et [o]rd, min [v]en!
Passageren? Hvad er det for et [g]alehuslem?
B[å]dsmanden
.
Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.
Peer Gynt
.
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(til[] [j]ungmanden, der kommer fra [k]ahytten.)
Hvem gik i [k]ahyt[]sdøren?
Jungmanden
.
Skibshunden, [h]erre!
(g[å]r forbi.)
Faksimile
199
Vagten

(r[å]ber):
Land klods forud!
Peer Gynt
.
Min [k]uffert! Min [k]asse!
Alt [g]odset p[å] [d]ækket!
B[å]dsmanden
.
Vi har andet at passe.
Peer Gynt
.
Det var [s]ludder, [k]aptejn! Bare [l]øjer og [s]pas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe [k]okken –
Kaptejnen
.
Klyveren sprang!
Styrmanden
.
Og der strøg [f]okken!
B[å]dsmanden

(skriger forud).
Grundbrot[] for [b]ougen!
Kaptejnen
.
Hun g[å]r i [k]nas!
(Skibet støder. Larm og [f]orvirring.)

(Under [l]and mellem [s]k[]ær og [b]rændinger. Skibet g[å]r under. I [s]kodden
skimtes [j]ollen med to [m]ænd. En [b]rot[]sjø fylder den; den kantrer; et [s]krig
høres; derp[å] alt stille en [s]tund. Lidt efter kommer [b] [å]dhvælvet til[]syne.)
(Peer Gynt dukker op[] nær ved [h]vælvet.)
Peer Gynt
.
Hjælp! B[å]d fra [l]and! Hjælp! Jeg forg[å]r!
Frels, [h]erre Gud, – som skrevet st[å]r!
(klamrer sig fast til[] [b] [å]dk[]ølen.)
Faksimile
200
Kokken

(dukker op[] p[å] den anden [s]ide).
[Å], [h]erre Gud, – for mine [s]m[å],
vær n[å]dig! Lad mig [l]andet n[å]!
(holder sig i [k] []ølen.)
Peer Gynt
.
Slip[]!
Kokken
.
Slip[]!
Peer Gynt
.
Jeg sl[å]r!
Kokken
.
Jeg sl[å]r ig[]en!
Peer Gynt
.
Jeg knuser dig med [s]park og [s]pænd!
Slip[] [t]aget! Hvælvet bær ej to!
Kokken
.
Det ved jeg. Vig!
Peer Gynt
.
Vig selv!
Kokken
.
Jo-jo!
(de k[]æmper; [k]okken lamsl[å]r sin ene [h] [å]nd; han klynger sig fast med den
anden.)
Peer Gynt
.
Den [n]æven væk!
Kokken
.
[Å], snille, – spar!
Husk p[å] de [s]m[å], jeg hjemme har!
Faksimile
201
Peer Gynt
.
Jeg trænger [l]ivet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
Kokken
.
Slip[]! De har levet; jeg er ung!
Peer Gynt
.
Fort; rap[] dig; synk; – du blir s[å] tung.
Kokken
.
Vær n[å]dig! Vig i [ H h ]errens [n]avn!
For Dem bær ingen [s]org og [s]avn –
(skriger og slipper.)
Jeg druk[]ner –!
Peer Gynt

(griber i ham).
I dit [n]akkeh[å]r
jeg holder; læs dit [ F f ]adervor!
Kokken
.
Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –
Peer Gynt
.
Det væsentligste i en [f]art –!
Kokken
.
Giv os idag –!
Peer Gynt
.
Spring over, [k]ok[];
hvad du har nødig, f[å]r du nok.
Kokken
.
Giv os idag –
Faksimile
202
Peer Gynt
.
Den samme [s]ang!
Det mærkes, du var [k]ok[] engang –
(Taget glipper.)
Kokken

(synkende).
Giv os idag vort –
(g[å]r under.)
Peer Gynt
.
Amen, [g]ut!
Du var og blev dig selv til[] [s]lut. –
(svinger sig op[] p[å] Hvælvet.)
Hvor der er [l]iv, der er der [h] [å]b –
Den fremmede [p]assager

(griber i [b] [å]den).
Godmorgen!
Peer Gynt
.
Huj!
Passageren
.
Jeg hørte [r] [å]b; –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg sp[å]de sandt?
Peer Gynt
.
Slip[]! Slip[]! Her er knap[]t [p]lads for en!
Passageren
.
Jeg svømmer med det venstre [b]en.
Jeg flyder, f[å]r jeg blot med [s]pidsen
af [f]ingren holde her i [r]idsen.
Men [a]propos om [l]iget –
Faksimile
203
Peer Gynt
.
Ti!
Passageren
.
Med [r]esten er det rent forbi –
Peer Gynt
.
Hold [m]unden!
Passageren
.
Ganske som De vil.
(Taushed.)
Peer Gynt
.
Hvad godt?
Passageren
.
Jeg tier.
Peer Gynt
.
Satans [s]pil! –
Hvad g[]ør De?
Passageren
.
Venter.
Peer Gynt

(river sig i [h] [å]ret).
Jeg blir gal! –
Hvad er De?
Passageren

(nikker).
Venlig!
Peer Gynt
.
Vidre! Tal!
Faksimile
204
Passageren
.
Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
Peer Gynt
.
[Å], jeg ved [f]anden –!
Passageren

(sagte).
Har han for Skik[] at tænde [l]ygten
p[å] [l]ivsens [n]at[]vej g[]ennem [f]rygten?
Peer Gynt
.
Se, se! N[å]r [s]agen grejdes ud,
s[å] er De vel et [l]ysets [b]ud?
Passageren
.
Ven, – har De en [g]ang blot hvert [h]alv[å]r
til[]bunds fornummet [a]ngstens [a]lvor?
Peer Gynt
.
Ræd[] blir man jo, naar [f]aren truer; –
men Deres [o]rd er sat[] p[å] [s]kruer –
Passageren
.
Ja, har De blot en [g]ang i [l]ivet
havt [s]ejren, som i [a]ngst er givet?
Peer Gynt

(ser p[å] ham).
Kom De at [å]bne mig en [d]ør,
s[å] var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin [t]id n[å]r [h]avet vil en svælge.
Faksimile
[209]
Passageren
.
Var kanske [s]ejren mere trolig
i Deres [o]vnskrog, lun og rolig?
Peer Gynt
.
Lad g[å]; – men Deres [s]nak[] var g[]ækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
Passageren
.
Hvor jeg er fra, der g[]ælder [s]mil
i [h]øjde med pathetisk [s]til.
Peer Gynt
.
Alt har sin [t]id; for [t]older sømmeligt,
som skrevet st[å]r, for [b]isp fordømmeligt.
Passageren
.
Den [s]værm, som sov i [a]skens [u]rner,
g[å]r ej til[] [h]verdags p[å] [k]othurner.
Peer Gynt
.
Vig fra mig, [s]kræmsel! Pak[] dig, [m]and!
Jeg vil ej dø! Jeg m[å] iland!
Passageren
.
For den [s]ags [s]kyld vær uforsagt; –
man dør ej midt i femte [a]kt.
(glider bort.)
Peer Gynt
.
Der slap det ud af ham til[]sidst; –
han var en tr[å]kig [m]oralist.

[14.]
Faksimile
206
(Kirkeg[å]rd i en højtliggende [f]jeldbyg[]d).
(Ligfærd. Prest og [a]lmue. Det sidste [s]almevers synges. Peer Gynt g[å]r
forbi udenfor p[å] [v]ejen.)
Peer Gynt

(ved [p]orten).
Her g[å]r nok en [l]andsmand al [k] []ødets [v]ej.
Gud ske [l]ov, at det ikke er mig.
(træder indenfor.)
Presten

(taler ved [g]raven).
Og nu, da [s]jælen stævner mod sin [d]om,
og [s]tøvet hviler lig en [b]ælgfrugt tom, –
nu, k[]ære [v]enner, taler vi et [o]rd
om denne [d]ødes [v]andring p[å] vor [j]ord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans [r]øst var spag, hans [h]oldning var umandig,
sin [m]ening bar han vegt og uvisst frem,
og knap[]t han r[å]dig var i eget [h]jem;
i [k]irken tren han, som han vilde bede
om [l]ov til[], andre lig, at tage [s]æde.
Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en [g]ut; –
og visst I mindes, at til[] sidste [s]lut
man s[å] ham stødt med højre [h] [å]nd i [l]ommen.
Den højre [h] [å]nd i [l]ommen var det egne,
der præged [m]andens [b]illed i ens [s]ind, –
og dertil[] denne [v]ridning, den forlegne
[t]il[]bagetrukkethed, hvor han kom ind.
Men sk[]ønt han helst sin stille [v]ej gad slingre,
og sk[]ønt han blev en [f]remmed mellem os,
Faksimile
207
s[å] ved I visst, hans [d]ølgsm[å]lsstræv til[]trods, –
den [h] [å]nd, han skjulte, bar kun fire [f]ingre. –
Jeg mindes godt for mange [h]errens [å]r
en [m]orgen; der blev holdt [s]ession p[å] Lunde.
Det var i [k]rigens [t]id. I alles [m]unde
var [l]andets [t]rængsler og dets [f]remtids [k] [å]r.
Jeg var til[]stede. Midt for [b]ordet sad
[k]aptejnen mellem [l]ensmand og [s]ergenter;
og [g]ut for [g]ut blev m[å]lt p[å] alle [k]anter
og skreven ind og tagen til[] [s]oldat.
Fuld [s]tuen var, og udenfor p[å] [t]r[å]kken
lød højmælt [l]atter mellem [u]ngdomsflokken.
Da r[å]btes op[] et [n]avn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som [s]ne p[å] [b]ræens [b]ræm.
Han kaldtes nærmere; han n[å]ede [b]ordet; –
den højre [h] [å]nd var hyllet i en [k]lud; –
han gisped, svælged, snapped efter [o]rdet, –
men fandt ej [m]æle, trods [k]aptejnens [b]ud.
Dog jo, til[]sidst; og da, med [b]rand p[å] [k]indet,
med [t]ungen svigtende og atter rap[],
han mumled noget om en [s]igd, som glap
og skar i [v] [å]de [f]ingren af til[] [s]kindet.
Der blev i [s]tuen [s]til[]hed samme [s]tund.
Man skifted [ø]jekast; man trak p[å] [m]und;
man stened [g]utten med de stumme [b]likke.
Han kjendte [h]ag[]len, men han s[å] den ikke.
Da stod [k]aptejnen op[], den gamle, gr[å]; –
han spytted, pegte ud og sagde: g[å]!
Og [g]utten gik. Man veg til[] begge [s]ider,
s[å] der i [m]idten blev en [s]pidsrodsgang; –
Faksimile
208
han vandt til[]dørs; der satte han p[å] [s]prang; –
op[] bar det nu, – op[] g[]ennem [l]und og [l]ider,
op[] g[]ennem [r]øsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem [f]jeldene. –
Et [h]alv[å]r efter var det hid han kom
med [m]oer og [s]pædebarn og [f]æstekvinde.
Han byg[]sled [j]ord etsteds p[å] [h]ejen inde,
hvor [ø]demarken grænser op[] mod [ L l ]omb.
Han gifted sig s[å] fort som g[]ørligt kun;
han tømred [h]us; han brød den h[å]rde [g]rund;
han kom ivej, hvad mangen [a]gerflæk[]
fortalte[,] der den bølged gul og k[]æk[]; –
ved [k]irken bar han højre [h] [å]nd i [l]ommen, –
men hjemme tror jeg nok de [f]ingre ni
fik trælle fuldt s[å] s[å]rt, som andres ti. –
En [v] [å]r blev alting revet bort af [f]lommen.
De slap derfra med [l]ivet. Arm og nøgen
han tog p[å] [r]yd[]ningsværket fat[] p[å]ny,
og inden [h]østen kom, steg atter [r]øgen
ifra en [f]jeldg[å]rd, lagt i bedre [l]y.
I [l]y? For [f]lommen, ja, – men ej for [b]ræen;
to [å]r derefter l[å] den under [s]neen.
Dog, [m]andens [m]od fik [s]kreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded [g]rus, –
og før den næste [v]intersne var føget,
stod rejst for tredje [g]ang hans ringe [h]us.
Tre [s]ønner havde han, tre raske [g]utter;
i [s]kole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at n[å], hvor [b]yg[]devejen slutter,
ig[]ennem [s]karet, styrtende og trangt.
Faksimile
209
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig sk[]øtte
som bedst, og der, hvor [s]tien faldt for styg[],
slog [m]anden [t]oug om ham til[] [t]ag og [s]tøtte; –
de andre bar han frem p[å] [a]rm og [r]yg[].
S[å] sled han [å]r for [å]r; og de blev [m]ænd.
Her var vel [s]k[]æl at kræve ligt ig[]en.
Tre [v]elstandsherrer i den nye [v]erden
har glemt sin norske [f]aer og [s]kolefærden.
Han var en kortsynt [m]and. Udover [r]ingen
af dem, ham nærmest stod, han intet s[å].
For ham lød meningsløst, som [b]jælders [k]lingen,
de [o]rd, der malmfuldt skulde [h]jerter n[å].
Folk, [f]ædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af [t] [å]ger for hans [ø]je.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne [m]and;
og fra [s]essionens [d]ag han bar p[å] [d]ommen,
s[å] visst, som han p[å] [k]ind bar [b]lygsels [b]rand
og sine fire [f]ingre g[]emt i [l]ommen. –
En [b]rot[]sling imod [l]andets [l]ov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over [l]oven,
s[å] visst, som [ G g ]littertindens blanke [t]jeld
har [s]ky med højre [t]inderad foroven.
Slet[] [b]orger var han. Og for [s]tat som [k]irke
et gagnløst [t]ræ. Men hist p[å] [h]ejens [h]vælv,
i [s]lægtens [s]nevring, hvor han s[å] sit [v]irke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den [k]lang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans [f]ærd var [l]angspil under [s]p[å]nens [d]æmper.
Og derfor [f]red med dig, du stille [k] []æmper,
som stred og faldt i [b]ondens lille [k]rig!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
14
Faksimile
210
Vi vil ej granske [h]jerter eller [n]yrer; –
det er ej [h]verv for [s]tøv, men for dets [s]tyrer; –
dog fri og fast det [h] [å]b jeg taler ud:
den [m]and st[å]r knap[]t som [k]røbling for sin [ G g ]ud!
(Følget skilles ad og g[å]r. Peer Gynt bliver alene til[]bage.)
Peer Gynt
.
Se det, det kalder jeg [k]ristendom!
Slet[] intet, som greb ens [s]ind uhyggeligt. –
Ja, [e]mnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad [p]restens [p]ræken drejed sig om, –
er ogs[å] i og for sig op[]byggeligt.
(ser ned i [g]raven.)
Var det kanske ham, som hug[] sig i [k]nogen
den [d]ag jeg l[å] p[å] [s]torhuggst i [s]kogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min [s]tav
p[å] [r]anden af denne [å]ndsfrændes [g]rav,
s[å] kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min [p]ris og [l]ov. –
Det er rigtig en vakker kristelig [s]kik[]
at kaste et s[å]kaldt [e]rindringsblik
velvilligt over den henfarnes [d]age.
Jeg har intet imod, min [d]om at tage
af denne værdige [s]ogneprest.
N[å], der er sagtens en [s]tund til[]bage,
før [g]raveren kommer og beer mig til[] [g] []æst; –
og, som [s]kriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligem[å]de: den [t]id den [s]org, –
endvidre: tag ikke din [l]igfærd p[å] [b]org. –
Ja, [k]irken blir dog den sande [t]røster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
Faksimile
211
nu k[]ender jeg dog, hvor godt det g[]ør,
at høre forsikkret af kyndige [r]øster:
slig[,] som du s[å] []r, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig b[å]de i stort og i lidt.
G[å]r [l]ykken imod, s[å] har en dog [æ]ren
af sit [l]evnets [f]ørsel i [s]amklang med [l]æren. –
Nu hjemad! Lad [v]ejen falde brat[] og trang;
lad [s]k[]æbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt g[å]r sin egen [g]ang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han g[å]r.)

(Bakke med et udtørret [e]lveleje. En sammenstyrtet [k]værn ved [e]lven[;]
[g]runden op[]reven; [ø]delæggelse rundt om. Højere oppe en stor [g] [å]rd.)
(Oppe ved [g] [å]rden holdes [a]uktion. >Megen [a]lmue samlet. Drik[] og [s]tøj.
Peer Gynt sidder nede p[å] en [g]rushoug p[å] [k]værnetomten.)
Peer Gynt
.
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og [e]lven sk[]ær.
G[å] udenom, sa'e Bøjgen; – en f[å]r s[å] her.
En sørgeklædt [m]and
.
Nu er der bare [s]krammel ig[]en.
(faar [ø]je p[å] Peer Gynt.)
Er her [f]remmedfolk og? Gud signe, go'e [v]en!
Peer Gynt
.
Godt [m]øde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her [b]arselgilde eller [b]ryllupslag?
14*
Faksimile
212
Den sørgeklædte
.
Jeg vil heller kalde det [h]jemkommerøl; –
[b]ruden ligger i et [o]rmebøl.
Peer Gynt
.
Og [o]rme rives om [t]revler og [k]lude.
Den sørgeklædte
.
Det er [e]nden p[å] [v]isen; s[å] er den ude.
Peer Gynt
.
Alle [v]iser har samme [s]lut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som [g]ut.
En tyve[å]rig

(med en [s]tøbeske).
Her skal I se, hvad [s]tas jeg har k[]øbt!
I den har Peer Gynt sine [s]ølvknapper støbt.
En anden
.
Men jeg da! En [s]killing for [p]engesk[]æppen!
En tredje
.
Ingen bedre? Halvfemte for [k]ramkarl-[s]kræppen!
Peer Gynt
.
Peer Gynt? Hvem var han?
Den sørgeklædte
.
Jeg bare ved,
han var Svoger til[] Døden og til[] Aslak [s]med.
En graaklædt [m]and
.
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
Den sørgeklædte
.
Du glemmer, p[å] Hæg[]stad var en [s]tabburdør.
Faksimile
213
Den gr[å]klædte
.
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
Den sørgeklædte
.
Bare hun ikke taer [d]øden ved [n]æsen –
Den gr[å]klædte
.
Kom, [s]voger! En [d]ram, for [s]vogerskabs [s]kyld!
Den sørgeklædte
.
Fanden være [s]voger! Du væver i [f]yld –
Den gr[å]klædte
.
[Å], [s]ludder; [b]lodet er aldrig s[å] tyndt,
en k[]ender sig altid i [s]lægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham.)
Peer Gynt

(sagte).
En træffer nok [k] []endinger.
En [g]ut

(r[å]ber efter den sørgeklædte).
Salig [m]oer
kommer efter dig, Aslak, hvis du [s]vælget fugter.
Peer Gynt

(rejser sig).
Her g[]ælder nok ikke [a]gronomernes [o]rd:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
En [g]ut

(med et [b]jørneskind).
Se [k]atten p[å] Dovre! Ja, bare [f]ellen.
Det var den, som jog [t]roldet p[å] [j]ulekvelden.
Faksimile
214
En anden

(med en [r]ensdyrskalle).
Her er den g[]ilde [r]enbuk[], som bar
Peer Gynt ved G[]endin over [e]g[ g ] og [s]kar.
En tredje

(med en [h]ammer, r[å]ber til[] den sørgeklædte).
Hej, du Aslak, k[]ender du [s]læggen?
Var det den, du brugte, da [f]anden brød [v]æggen?
En fjerde

(tomhændet).
Mads Moen, her er [u]synlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i [l]uften.
Peer Gynt
.
Brændevin, [g]utter! Jeg k[]ender mig gammel; –
jeg vil holde [a]uktion over [s]krab og [s]krammel!
En [g]ut
.
Hvad har du at sælge?
Peer Gynt
.
Jeg har et [s]lot; –
det ligger i [ R r ]onden; det er muret godt.
Gutten
.
En [k]nap[] er buden!
Peer Gynt
.
Du f[å]r g[å] til[] en [d]ram.
At byde mindre, var [s]ynd og [s]kam.
En anden
.
Han er lystig, [g]amlen!
(Flokken stimler om ham.)
Faksimile
215
Peer Gynt

(r[å]ber):
Grane, min [h]est; –
hvem byder?
En i [h]oben
.
Hvor g[å]r han?
Peer Gynt
.
Langt i [v]est!
Mod [n]edgangen, [g]utter! Den [t]raver kan flyve
s[å] fort, s[å] fort, som Peer Gynt kunde lyve.
Stemmer
.
Hvad mere har du?
Peer Gynt
.
B[å]de [g]uld og [s]krab!
Det er k[]øbt med [f]orlis; det sælges med [t]ab.
En [g]ut
.
R[å]b op[]!
Peer Gynt
.
En [d]røm om en [s]pændebog!
Den kan I f[å] for en [h]ægtekrog.
Gutten
.
Fanden med [d]rømme!
Peer Gynt
.
Mit [k]ejserdom!
Jeg kaster det i [f]lokken; I kan gramse derom!
Gutten
.
Følger [k]ronen med?
Faksimile
216
Peer Gynt
.
Af det dejligste [s]tr[å].
Den vil passe den første, som sætter den p[å].
Hej, her er mer! Et vindlagt [æ]g[]!
En [g]almands [g]r[å]h[å]r! Profetens [s]k[]æg[]!
Alt skal han f[å], som viser mig p[å] [h]ejen
[s]tolpen med [p] [å]skrift: her g[å]r [v]ejen!
Lensmanden

(som er kommen til[]).
Du bærer dig ad, min [m]and, s[å] næsten
jeg tror din [v]ej g[å]r bent i [a]rresten.
Peer Gynt

(med [h]atten i [h] [å]nden).
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
Lensmanden
.
Hvad [s]ludder –
Peer Gynt
.
Med [f]orlov! Jeg beer s[å] tyndt –!
Lensmanden
.
[Å], der siges, han var en vederstyggelig [d]igter –
Peer Gynt
.
En [d]igter –?
Lensmanden
.
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, [v]en, – jeg har andre [p]ligter –
(g[å]r.)
Peer Gynt
.
Og hvor er han nu, den mærkelige [m]and?
Faksimile
217
En aldrende
.
Han fo[]r over [h]avet til[] et fremmed [l]and;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange [å]r siden hængt.
Peer Gynt
.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv til[] det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig [t]ak[] for idag!
(g[å]r nogle [s]kridt, men standser ig[]en.)
I glade [g]utter, I væne [k]vinder, –
vil I høre en [s]krøne til[] [v]ederlag?
Flere
.
Ja, kan du nogen?
Peer Gynt
.
Der er intet til[] [h]inder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed [m]ine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter [g]uld.
Hele [b]yen var af [g] []øglere fuld.
En kunde gnide p[å] [f]iol med [t]æerne;
en anden kunde danse spansk [h]alling p[å] [k]næerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde [v]ers
mens hans [h]jerneskal blev boret ig[]ennem p[å]tvers.
Til[] [g] []øgler-[s]tævnet kom ogs[å] [f]anden; –
vilde prøve sin [l]ykke, som s[å] mangen anden.
Hans [f]ag var det: p[å] en skuffende [v]is
at kunne grynte som en virkelig [g]ris.
Hans [p]ersonlighed trak, sk[]ønt han ej var k[]endt.
Huset var fuldt og [f]orventningen spændt.
Faksimile
218
Frem tr[å]dte han i [k]appe med svajende [f]liger;
man muss sich drapp[]eren, som [ T t ]ydskeren siger.
Men ind under [k]appen, – hvad ingen vidste, –
havde han forst[å]et en [g]ris at liste.
Og nu begyndte da [p]ræstationen.
Fanden, han kneb; og [g]risen gav [t]onen.
Det hele blev holdt som en [f]antasi
over [g]rise-[t]il[]værelsen, bunden og fri; –
til[] [s]lutning et [h]vin, som ved [s]lagterens [s]tik[]; –
hvorp[å] [k]unstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af [f]agmænd drøftet og dømt;
[s]temningen blev b[å]de lastet og berømt; –
nogle fandt [r]østens [u]dtryk[] for tyndt;
andre fandt [d]ødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva [g]rynt
var [p]ræstationen yderst outreret. –
Se, det fik [f]anden fordi han var dum
og ikke beregned sit [p]ublikum.
(han hilser og g[å]r. Der falder en usikker [s]til[]hed over [m]ængden.)

(Pinseaften. – Inde p[å] [s]torskogen. Længere borte, p[å] en [r]yd[]ningsplads,
en [h]ytte med [r]ensdyrhorn over [d]ørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i [h]oltet og sanker [j]ordløg.)
Peer Gynt
.
Dette her er et [s]tandpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har s[å] gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige til[] Nebukadnezar.
S[å] skulde jeg dog g[]ennem [b]ibelhistorien. –
Den gamle [g]utten fik ty til[] sin [m]oer ig[]en.
Faksimile
219
Der st[å]r jo ogs[å]: af [j]ord est du kommen. –
Hvad det g[]ælder i [l]ivet, er at fylde [v]ommen.
Fylde den med [j]ordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte [d]oner.
Her er [v]and i [b]ækken; jeg skal ikke tørste,
og f[å]r dog mellem [v]ilddyr regnes for den første.
N[å]r jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
s[å] kryber jeg under et vindfældt [t]ræ;
som [b]amsen en [l]øvhoug jeg over mig kaver
og risper i [b]arken med store [b]ogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige [f]yr,
[k]ejser over alle de andre [d]yr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle [s]p[å]mands-[g] []øg!
Du er ingen [k]ejser; du er en [l]øg.
Nu vil jeg skalle dig, k[]ære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en [l]øg og plukker [s]vøb for [s]vøb af.)
Der ligger det ydre forrevne [l]ag;
det er [h]avsnødsmanden p[å] [j]ollens [v]rag.
Her er [p]assager-[s]vøbet[,] skralt og tyndt; –
har dog i [s]magen en [s]nev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi [g]uldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette [g]rovskind her med den h[å]rde [f]lig,
det er [p]elsværksjægren ved Hudsons-[v]ik.
Det indenfor ligner en [k]rone; – ja [t]ak[]!
Det kaster vi væk uden vidre [s]nak[].
Her er [o]ldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Faksimile
220
Og her er [p]rofeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet st[å]r, af [l]øgne,
s[å] en ærlig [m]and kan f[å] [v]and i [ø]jne.
Dette [s]vøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er [h]erren, der leved i [f]ryd og [g]ammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte [s]treger; –
svart kan ligne b[å]de [p]rest og [n]eger.
(plukker flere p[å] engang.)
Det var en ustyrtelig [m]ængde [l]ag!
Kommer ikke [k] []ærnen snart for en [d]ag?
(plukker hele [l]øgen op[].)
Nej-Gud om den g[]ør! Til[] det inderste indre
er altsammen [l]ag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster [r]esterne fra sig.)
Fanden maatte gruble!
G[å]r en i [t]anker, kan en let[]vindt snuble.
N[å], jeg kan forresten ad [f]aren flire; –
for jeg ligger bundfast p[å] alle fire.
(klø[]r sig i [n]akken.)
Underligt [s]tel[], det hele [r]øre!
Livet, som det kaldes, har en [r]æv bag [ø]re.
Men griber en til[], sætter [ M m ]ikkel p[å] [s]pring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i [n]ærheden af [h]ytten, f[å]r [ø]je p[å] den og studser:)
Denne [s]tuen? P[å] [m]oen –! H[å]!
(gnider [ø]jnene.)
Det er plent,
som jeg engang skulde det [b]yg[]værk k[]endt. –
Rensdyrskallen, som spriker over [g]avlen – –!
En [h]avfrue, skabt som en [f]isk fra [n]avlen –!
Faksimile
221
Løgn! Ingen [h]avfrue! – Nagler, – [p]lanker, –
L[å]s, som lukker for [n]issebuk[]-[t]anker –!
Solvejg

(synger i [s]tuen).
Nu er her stellet til[] Pinsekveld.
K[]ære [g]utten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
s[å] und dig [f]rist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte s[å] sidst.
Peer Gynt

(rejser sig stille og dødbleg).
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har g[]emt. –
O, [a]lvor! – [o]g aldrig kan det leges om!
O, [a]ngst! – Her var mit [k]ejserdom!
(løber ind over [s]kogstien.)

(Nat[]. – Furumo. En [s]kogbrand har hærget. Forkullede [t]ræstammer
milevidt indover. Hvide [t] [å]ger hist og her over [s]kogbunden.)
(Peer Gynt løber over [m]oen.)
Peer Gynt
.
Aske, [s]kodde, [s]tøv for [v]inden, –
her er nok at bygge af!
Stank og [r] [å]ddenskab for[ ]inden;
alt ihob en kalket [g]rav.
Digt og [d]røm og dødfødt [v]iden
lægger [f]od om [p]yramiden;
over den skal [v]ærket højne
Faksimile
222
sig med [t]rappetrin af [l]øgne.
Flugt for [a]lvor, [s]ky for [a]nger,
som et [s]kilt p[å] [t]oppen pranger,
fylder [d]omsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for [g]r[å]d af [b]arnerøster?
Gr[å]d, men halvt p[å] [v]ej til[] [s]ang. –
Og for [f]oden triller [n]øster –!
(sparker.)
Væk! I g[]ør mig [s]tien trang!
Nøsterne

(p[å] [j]orden).
Vi er [t]anker;
du skulde tænkt os; –
[p]usselanker
du skulde sk[]ænkt os!
Peer Gynt

(g[å]r udenom).
Livet har jeg sk[]ænkt til[] en: –
det blev [f]usk og sk[]æve [b]en!
Nøsterne
.
Til[]vejrs vi skulde
som skakende [r]øster, –
og her m[å] vi rulle
som [g]r[å]garns-[n]øster.
Peer Gynt

(snubler).
Nøste! Dit fordømte [d]rog!
Spænder du for [f]aer din [k]rog?
(flygter.)
Faksimile
223
Vis[]ne [b]lade

(flyver for [v]inden).
Vi er et [l]øsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor [d]øsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle [b]ugter;
vi fik aldrig spredt os
som [k]rans om [f]rugter.
Peer Gynt
.
F[å]fængt var dog ej jer [f]ødsel; –
læg[] jer stil[]t og tjen til[] [g] []ødsel.
Susning i [l]uften
.
Vi er [s]ange;
du skulde sunget os! –
Tusende [g]ange
har du kuget og tvunget os.
I din [h]jertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din [s]trube!
Peer Gynt
.
Gift i dig, dit dumme [s]tev!
Fik jeg [t]id til[] [v]ers og [v]æv?
(skyder [s]narvej.)
Dug[ g ]dr[ å å ]ber

(drysser fra [g]renene).
Vi er [t] [å]rer,
der ej blev fældte.
Faksimile
224
Isbrod[], som s[å]rer,
kunde vi smelte.
Nu sidder [b]rodden
i [b]ringen lodden; –
[s] [å]ret er lukket;
vor [m]agt er slukket.
Peer Gynt
.
Tak[]; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt p[å] [h]alen!
Brækkede [s]tr[å]
.
Vi er [v]ærker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
P[å] yderste [d]agen
vi kommer i [f]lok
og melder [s]agen, –
s[å] f[å]r du nok!
Peer Gynt
.
Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig til[]bogs det negative?
(haster afsted.)
[Å]ses [s]temme

(langt borte).
Tvi, for en [s]kydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, [g]ut; –
styg[]t har den æltet mig. –
Galt har du k[]ørt mig.
Faksimile
225
Peer, hvor er [s]lottet?
Fanden har forført dig
med [k] []æppen i [k]ottet!
Peer Gynt
.
Bedst, en [s]takkar væk sig skynder.
Skal en bære [f]andens [s]ynder,
m[å] en snart i [b]akken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)

(Et andet [s]trøg p[å] [m]oen.)
Peer Gynt

(synger).
En [g]raver! En [g]raver! Hvor er I, [h]unde?
En [s]ang af brægende [k]lokkermunde;
om [h]atteskyggen en [s]ørgeflig; –
jeg har mange døde; jeg skal følge [l]ig!
(Knappestøberen med [r]edskabskiste og en stor [s]tøbeske kommer fra en
[s]idevej.)
Knappestøberen
.
Godt [m]øde, [g]ubbe!
Peer Gynt
.
God [k]veld, min [v]en!
Knappestøberen
.
Karlen har [h]astværk. Hvor skal han hen?
Peer Gynt
.
Til[] [g]ravøl.
Knappestøberen
.
Ja s[å]? Lidt skralt jeg ser; –
med [f]orlov, – du heder vel ikke Peer?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
15
Faksimile
226
Peer Gynt
.
Peer Gynt, som man siger.
Knappestøberen
.
Det kalder jeg [h]eld!
Det er net[]op[] Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
Peer Gynt
.
Skal du det? Hvad vil du?
Knappestøberen
.
Her kan du se;
jeg er [k]nappestøber. Du skal i min [s]ke.
Peer Gynt
.
Hvad skal jeg i den?
Knappestøberen
.
Du skal smeltes om.
Peer Gynt
.
Smeltes?
Knappestøberen
.
Her er den, skuret og tom.
Din [g]rav er gravet, din [k]iste bestil[]t.
I [s]krotten skal [o]rmene leve g[]ildt; –
men jeg har [o]rdre til[], uden [d]vælen
p[å] [ M m ]esters [v]egne at hente [s]jælen.
Peer Gynt
.
Ug[]ørligt! S[å]dan foruden [v]arsel –!
Knappestøberen
.
Det er gammel [v]edtægt ved [g]ravøl og [b]arsel
i [s]til[]hed at vælge [d]agen til[] [f]esten,
uden ringeste [v]arsel for [h]ædersg[]æsten.
Faksimile
227
Peer Gynt
.
Ja, rigtig. Det rundt i min [h]jerne løber.
Du er jo –?
Knappestøberen
.
Det hørte du; – [k]nappestøber.
Peer Gynt
.
Forst[å]r! K[]ært [b]arn har mange [n]avne.
Ja s[å] da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go'e [k]arl, er uredelig [f]ærd!
Jeg ved, jeg er mildere [m]edfart værd; –
jeg er ikke s[å] gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her p[å] [j]ord; –
i værste [f]ald kan jeg kaldes en [f]lynder, –
men slet[]ikke nogen særdeles [s]ynder.
Knappestøberen
.
Nej, det er jo nettop[] [k]nuden, [m]and;
du er ingen [s]ynder i højere [f]orstand;
se, derfor slipper du [p]insels-[v]een,
og kommer, som andre, i [s]tøbeskeen.
Peer Gynt
.
Kald det, hvad du vil, – [s]ke eller [p]øl;
[m]ung[å]t og [b]jor er beggeto [ø]l.
Vig, Satan!
Knappestøberen
.
Du er da vel aldrig s[å] grov
at tænke, jeg traver p[å] en [h]estehov?
Peer Gynt
.
P[å] [h]estehov eller [r]æveklør, –
pak[] dig; og pas[] dig for hvad du g[]ør!
15*
Faksimile
228
Knappestøberen
.
Min [v]en, du er i en stor [v]ildfarelse.
Begge har vi [h]ast, og til[] [t]idsbesparelse
skal jeg forklare dig [s]agens [g]rund.
Du er, som jeg har af din egen [m]und,
ikke nogen s[å]kaldt storartet [s]ynder, –
ja, knap[]t en middels –
Peer Gynt
.
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
Knappestøberen
.
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde g[å] for vidt –
Peer Gynt
.
Det g[]ør jeg jo heller ikke [f]ordring p[å].
Knappestøberen
.
Alts[å] midt imellem, og s[å] som s[å].
En [s]ynder af det rigtig storladne [s]lags
træffes ikke langs [a]lfarvej nutil[]dags;
der skal mere til[], end at traske i [d]ynd;
der kræves b[å]de [k]raft og [a]lvor til[] en [s]ynd.
Peer Gynt
.
Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse p[å], som de gamle [b]ersærker.
Knappestøberen
.
Du derimod, [v]en, du tog [s]ynden let[].
Peer Gynt
.
Bare udenp[å], [v]en, som et [s]øleskvæt[].
Faksimile
229
Knappestøberen
.
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i [s]ølen –
Peer Gynt
.
Og følgelig, [v]en, kan jeg g[å], som jeg kom?
Knappestøberen
.
Nej, følgelig, [v]en, skal du smeltes om.
Peer Gynt
.
Hvad er det for [k]neb I har fundet p[å]
herhjemme, mens jeg i [u]dlandet l[å]?
Knappestøberen
.
Skikken er gammel som [ S s ]langens [s]kabelse,
og beregnet p[å] at hindre [v]ærdifortabelse.
Du k[]ender jo [h] [å]ndværket, – ved vel, at tidt
kan en [s]tøbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir [k]napperne hæmpeløse.
Hvad gjorde s[å] du?
Peer Gynt
.
Jeg slang [s]krabet væk.
Knappestøberen
.
Ja vel; Jon Gynt havde [o]rd for at sløse
s[å]længe han [å]tte i [s]k[]æppe og [s]æk[].
Men, [ M m ]ester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden [m]and.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som [r] [å]stof[] kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til[] en blinkende [k]nap[]
p[å] [v]erdensvesten; men [h]æmpen glap;
Faksimile
230
og derfor skal du i [v]raggods-[k]assen,
for, som det heder, at g[å] over i [m]assen.
Peer Gynt
.
Du mener da vel aldrig, at f[å] mig gydt,
sammen med Peer og P[å]l, til[] noget nyt?
Knappestøberen
.
Jo, s[å] min [s]æl mener jeg s[å].
Det har vi gjort med ikke s[å] f[å].
P[å] Kongsberg g[]ør de det samme med [p]enge,
hvis [p]ræg er slidt ved at rulle for længe.
Peer Gynt
.
Men dette er jo liderligt [g]nieri!
K[]ære min [v]en, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs [k]nap[], en blankslidt [s]killing, –
hvad er det for en [m]and i din [ M m ]esters [s]tilling?
Knappestøberen
.
[Å], s[å]som og eftersom [å]nden er i en,
s[å] har en jo altid [m]etalværdien.
Peer Gynt
.
Nej, siger jeg! Nej! Med [t]ænder og [k]lør
g[]ør jeg [m]odstand mod dette! Alt andet før!
Knappestøberen
.
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For [h]imlen er du ikke til[]strækkeligt luftig –
Peer Gynt
.
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke s[å] højt; –
men af [s]elvet slipper jeg ikke en [d]øjt.
Lad mig dømmes p[å] gammeldags [v]is efter [l]oven!
Faksimile
231
Sæt[] mig en tidlang hos ham med [h]oven; –
et hundrede [å]r, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi [p]inen er jo dog kun moralsk,
og alts[å] vel ikke s[å] pyramidalsk.
Det er en [o]vergang, som skrevet st[å]r,
og som [r]æven sagde; – man venter; der sl[å]r
en [f]orløsningens [s]tund; man træder til[]bage,
og h[å]ber imidlertid p[å] bedre [d]age. –
Men dette andet, – at skulle g[å] op[]
som et [f]nug i en [u]vedkommendes [k]rop[], –
dette [s]tøbeske-[v]æsen, dette gyntske [o]p[]hør, –
det sætter min inderste [s]jæl i [o]p[]rør!
Knappestøberen
.
Men, k[]ære Peer, det trænges dog ej
for [s]m[å]ting at tage s[å] voldsomt p[å] [v]ej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det s[å], om til[]gavns du dør?
Peer Gynt
.
Har jeg ikke været –? Jeg m[å] næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, [k]nappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i [n]yrerne inde,
s[å] vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Knappestøberen
.
Det er ikke muligt. Her har jeg min [o]rdre.
Se, her st[å]r skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit [l]ivs [b]estemmelse [t]rods.
I [s]tøbeskeen med ham som mislykket [g]ods.
Faksimile
232
Peer Gynt
.
Hvilket [v] [å]s! Der m[å] menes en anden [p]erson.
St[å]r der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Knappestøberen
.
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom s[å] med det gode, og spild ikke [t]iden!
Peer Gynt
.
Nej, om jeg g[]ør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du f[å]r tage dig ivare, min gode [m]and!
Husk p[å] det [a]nsvar, som følge kan –
Knappestøberen
.
Jeg har skriftligt for mig –
Peer Gynt
.
Men und mig dog [f]rist!
Knappestøberen
.
Hvad vil du med den?
Peer Gynt
.
Jeg vil f[å] bevist
at jeg var mig selv g[]ennem hele [l]ivet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
Knappestøberen
.
Bevist? Med hvad?
Peer Gynt
.
Med [v]idner og [a]ttester.
Knappestøberen
.
Jeg er s[å]re ræd[], de blir vraget af [ M m ]ester.
Faksimile
233
Peer Gynt
.
Umuligt! Forøvrigt, den [t]id, den [s]org!
K[]ære [m]and, lad mig l[å]ne mig selv p[å] [b]org;
jeg er snart her ig[]en. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man p[å].
Ja; er vi s[å] enige?
Knappestøberen
.
N[å] da, lad g[å].
Men husk, ved næste [k]orsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)

(Længere borte p[å] [m]oen.)