Du er her:
Olaf Liljekrans
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
OLAF LILJEKRANS
SKUESPIL I TRE AKTER

Faksimile
Faksimile
PERSONERNE:
Fru Kirsten Liljekrans.
Olaf Liljekrans, hendes søn.
Arne fra Guldvik.
Ingeborg, hans datter.
Hemming, hans svend.
Thorgjerd, en gammel spillemand.
Alfhild.
Bryllupsgæster.
Slægtningeaf Arne fra Guldvik .
Terner og svendehos fru Kirsten .

(Handlingen foregår i middelalderen i en fjeldbygd.)

Faksimile
Faksimile
FØRSTE AKT.

(En tæt bevokset li, der fører op til højere liggende fjeldegne; i en dyb
kløft løber en strid elv fra baggrunden ud til højre; over elven ligger
nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store
klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene
af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer
månen frem.)
FØRSTE SCENE.
Thorgjerd (står på et klippestykke ved elven og lytter til de forskellige
kor, som høres udenfor skuepladsen.)
Kor af fru Kirstens følge
(dybt inde i skoven til venstre).
Med fromme sange, med klokkespil
så vide vi færdes i dale;
du kristne mand, du lytte dertil,
vågn op af den koglende dvale.
Slægtninge af Arne fra Guldvik
(langt borte, udenfor til højre).
Nu færden står
til bryllupsgård;
folen løber let under lide!
Det drønner under hov
i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride!
Henrik Ibsens samlede værker. X.
4
Faksimile
s. 50
Fru Kirstens følge
(lidt nærmere end før).
Vi maner dig frem af houg og fjeld,
hvorhelst du end sidder bunden,
du vågne derved, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!
(Thorgjerd forsvinder i kløften, hvor elven løber; efter et raskt mellem-
spil høres nærmere:)
Arnes slægtninge.
Vor vej vi korte med skæmt og sang,
alt om den brudenat.
Fru Kirstens følge.
Med gråd vi vandre den dag så lang,
vi spejder i ur og i krat.
Arnes slægtninge
(i nærheden, men stedse udenfor scenen).
Til bryllupsgilde, til spil og dans
stævner både terner og drenge.
Fru Kirstens følge
(nærmere end før).
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
ANDEN SCENE.
Arne fra Guldvik (viser sig med sine slægtninge, mænd og kvinder,
spillemænd o. s. v. i baggrunden til højre på den anden side af elven;
de er alle i højtidsdragt. Straks efter Hemming fra samme side.)
En af følget.
Se her går vejen.
En anden.
Nej her!
Faksimile
s. 51
En tredie.
Visst ikke, her må det være.
Arne fra Guldvik.
Se så, står vi nu fast igen! (kalder.) Hemming!
hvor er Hemming?
Hemming
(træder ind).
Her!
Arne.
Har jeg ikke sagt, du skal holde dig nær hos
for at gå mig tilhånde.
Hemming.
Det var jomfru Ingeborg – hun vilde, – og
så –
Arne
(ærgerlig).
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er du
jomfru Ingeborgs terne? Du er min riddersvend,
du skal tjene mig; får du ikke kost og løn derfor?
Nå, sig os, hvor vejen går, vi sidder fast.
Hemming
(uviss).
Vejen? Ja, jeg er lidet kendt heroppe, men –
Arne.
Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den
gavn, jeg har af dig! Ja, så må vi holde til i
ødemarken i nat, så sandt jeg heder Arne fra
Guldvik.
Hemming
(der imidlertid har fået øje på levningerne af broen).
Ej, det har liden nød, her kommer vi over.
4*
Faksimile
s. 52
Arne.
Hvorfor siger du så ikke det straks?
Alle
(går over elven og kommer ned i forgrunden).
Arne
(ser sig om).
Ja, nu kender jeg mig igen. Elven der er grænse-
skellet mellem mine og fru Kirstens enemærker. (peger
tilvenstre.)
Dernede ligger hendes gård; om en time
eller to kan vi sidde lunt i brudehuset, men så må
vi også rappe os. (kalder.) Ingeborg! – Hemming!
hvor er nu Ingeborg igen?
Hemming.
Bagved, oppe i lien. (viser til højre.) Hun leger
med sine brudepiger; grønne kviste henter de ned
fra hæggetræerne og jages dermed under lyst og
latter.
Arne
(forbitret, men med dæmpet stemme).
Hemming! dette bryllup gør mig helseløs, så-
megen harme voldes mig derved. (ser udad til højre.)
Der render de, se, nej se kun! Det var hende, som
fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor
at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun,
og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal
derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de
høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil
fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde
optugtet? (da Hemming vil tale.) Ja, for det er hun;
hun er ilde optugtet, siger jeg.
Hemming.
Husbond! I skulde aldrig giftet jer datter ind
Faksimile

s. 53

i fru Kirstens æt; fru Kirsten og hendes frænder er
højbårne folk og –
Arne.
Du er dum, Hemming! højbåren, højbåren! jo,
det skal godt forslå, det hverken gøder eller føder
nogen mand. Er fru Kirsten højbåren, så er jeg
rig; jeg har guld på kistebunden og sølv i skabet.
Hemming.
Ja, men eders grander gør sig lystige over det
forlig, som I har sluttet med hende.
Arne.
Ha, ha! lad dem det, det kommer af, at de
under mig ilde.
Hemming.
De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret
for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans;
ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort
en nidvise om jer, husbond!
Arne.
Det er løgn i din hals, der er ingen, som tør
gøre nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har magt;
jeg kan jage dem fra hus og gård, såsnart det lyster
mig. Nidvise! jo, du skønner dig godt på nidviser!
– Har de gjort viser, så er det til hæder for bru-
den og hendes fader! (opbrusende.) Men det er en
ussel vise forresten, ret en ussel vise, siger jeg dig;
det er ingen kvædekyndig mand, som har sat den
sammen, og får jeg engang tag i ham, så –
Hemming.
Ej, hushond! så kender I den da? Er der
nogen, som har dristet sig til at synge den for jer?
Faksimile
s. 54
Arne.
Synge, synge; stå nu ikke der og hold mig op
med snak. (til de andre.) Afsted, mine frænder, lidet
må vi dvæle, ifald vi skal række frem til brudehuset
før midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller.
Han siger, der går et sikkert ord om, at fru Kirsten
har både brygget og baget i fem fulde dage for at
tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hem-
ming?
Hemming.
Jo, husbond!
Arne.
Han siger, hun ejer ikke det sølvkrus så koste-
isgt, at hun jo sætter det på bordet både blankt og
pudset; så prægtigt et gilde har hun ikke beredt,
liden kongen gæstede hendes salig herre for tyve
år siden; er det ikke sandt, Hemming?
Hemming.
Jo, husbond! (hviskende.) Men, husbond, det er
ilde betænkt at sige sligt; fru Kirsten er hof færdig
over sin byrd; hun mener, der times jer en hæder
ved dette giftermål, lidet kan I vide, hvorlunde hun
agter at te sig mod sine gæster.
Arne
(sagte).
Ej, hvilken snak. (til de andre.) Han siger, fru
Kirsten har ingen ro på sig; både dag og nat fær-
des hun i fadebur og i kælder. Er det ikke –?
(studsende, idet han ser ud til venstre.) Hemming! hvad er
det! Se hid, hvo kommer der?
Faksimile
s. 55
Hemming
(med et udråb).
Fru Kirsten Liljekrans!
Alle
(forbausede).
Fru Kirsten!
TREDJE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten (kommer med sine huskarle fra venstre).
Fru Kirsten
(til sit følge, uden at bemærke de andre).
Nu kun et stykke længere frem, så véd jeg
visst, han må findes. (farer sammen, afsides.) Arne fra
Guldvik! Himlen stå mig nu bi!
Arne
(idet han går hende imøde.)
Gudsfred, fru Kirsten Liljekrans!
Fru Kirsten
(fatter sig og rækker ham hånden).
Gudsfred igen! (afsides.) Skulde han intet vide?
Arne
(vedbliver fornøjet).
Og vel mødt ved grænseskellet! Se, det må jeg
lide; men fast for stor er den hæder, I viser mig.
Fru Kirsten.
Hvad mener I?
Arne.
Jeg mener, for stor er den hæder, I viser mig,
Faksimile

s. 56

når I drager milevidt afsted igennem lier og øde-
marker for at byde mig velkommen på eders grund.
Fru Kirsten.
Ej, herr Arne – (afsides.) Han véd intet endnu!
Arne.
Og det på en dag som denne, da I har fuldt
op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup
skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra
kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders
karle.
Fru Kirsten
(forlegen).
Jeg beder jer, tal ikke mere derom.
Arne.
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har
sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I
lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede
forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt
jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til
at ældes; og havde ikke det været, så skulde I
aldrig –
Fru Kirsten.
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistig-
hederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders
tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok der-
under, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne!
Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker,
og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt.
En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guld-
vik til min faders hus. Men med ild og sværd drog
de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de
Faksimile

s. 57

traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for
nære grander. Nu vokser der alleslags urter i al-
farvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv
og bjørn, som holder tilhuse herinde.
Arne.
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en
god del længer og der kunde de bedre holde øje
med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som
godt og vel er for os begge.
Fru Kirsten.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, bruden, hvor
har I hende? Jeg ser hende ej, og brudepigerne
fattes med; skulde hun ikke –
Arne.
Hun følger efter; ret nu må hun komme. Men
– ja, hør, fru Kirsten! En ting vil jeg sige jer,
ligesågodt først som sidst, skøndt I sagtens véd det,
kan jeg tro. Ingeborg har stundom nykker og luner
– jeg svær jer til, hun har det, så vel optugtet hun
end kan være.
Fru Kirsten
(spændt).
Nu, hvad så? (afsides.) Skulde hun også –
Arne.
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil
det ikke ret lykkes, men I finder vel råd.
Fru Kirsten.
Ej, vær I kun tryg. (afsides.) Og Olaf som ikke
er at se!
Faksimile
s. 58
Hemming
(der har set ud til højre).
Der kommer jomfru Ingeborg. (afsides.) Hvor
fager skrider hun forrest i flokken!
Fru Kirsten
(sagte til sine svende).
I tier vel med vort ærinde heroppe.
En svend.
Det kan I lide på.
Hemming
(afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre).
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!
FJERDE SCENE.
De forrige. Ingeborg og brudepigerne kommer over broen.
Ingeborg
(endnu i baggrunden).
Hvi løber I fra mig? Hvad skal det gavne;
der blir dog intet af, før jeg kommer. (bemærker fru
Kirsten
og hendes følge.)
Fru Kirsten! er I her? se, det
må jeg lide. (raskt i forbigående til følget:) Min hilsen til
jer alle! (til fru Kirsten, idet hun ser sig om:) Men Olaf,
hvor har I ham?
Fru Kirsten.
Olaf! (afsides.) O ve! nu bryder det løs.
Arne.
Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg må være
blind; godt er det, at bruden ser desbedre; thi ikke
har jeg agtet på, at brudgommen fattedes; men nu
Faksimile

s. 59

skønner jeg hel vel, hvi det kommer sig, at vi
mødes her, – det er ham, som volder at –
Fru Kirsten.
Ham – I mener – I véd, at –
Arne.
Jeg mener, at tiden er falden ham for lang
dernede i gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra
min egen højtidsdag; dengang var jeg også ung.
Stærkt har det lystet ham at møde bruden, såsnart
ske kunde, og så fik han jer til at følge med.
Fru Kirsten.
Stærkt lystede det ham visst at møde bruden,
men –
Ingeborg.
Hvad nu?
Fru Kirsten.
Ikke er Olaf med heroppe.
Hemming
(nærmer sig).
Ej med!
Arne.
Og hvorfor ikke?
Ingeborg.
I sige frem, jeg beder jer.
Fru Kirsten
(tvungen, spøgende).
Forsand, det lader som bruden også længes!
Følg med, følg med til bryllupsgården, der tænker
jeg vel, han må findes.
Faksimile
s. 60
Hemming
(hviskende til Arne).
Husbond! kom ihu, jeg har varet jer ad.
Arne
(mistænkeligt til fru Kirsten).
Svar først, så skal vi følge.
Fru Kirsten.
Nu da, – han er reden sig ud for at jage. (Idet
hun vil gå.)
Kom nu, det tager stærkt til at mørknes.
Ingeborg.
At jage?
Fru Kirsten.
Ej! Kan det undre jer? I kender vel visen:
«Den riddersmand lyster at ride sig i lunde,
at prøve sine heste og hunde!»
Ingeborg.
Agter han sin unge brud så ringe, at han nytter
bryllupsdagene til at vejde dyr.
Fru Kirsten.
Nu skemter I. Kom med, kom med!
Arne
(der imidlertid har holdt øje med fru Kirsten og hendes følge).
Nej, vent, fru Kirsten! Vel tør jeg ikke måle
mig med jer i kløgt, men ét skelner jeg dog klar-
ligen, og det er, at I dølger jert rette ærinde heroppe.
Fru Kirsten
(truffen).
Jeg! Hvor kan I tro?
Faksimile
s. 61
Arne.
På store og små kan jeg mærke, at der er
noget, I ej vil ud med. I er sært forstemt, og dog
stiller I jer an, som om I var skemtsom tilsinde;
men det har ingen art –
Fru Kirsten.
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og
mine.
Arne.
Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden
skellig grund. (udbrydende:) Såsandt jeg lever, der er
noget, I dølger for mig.
Fru Kirsten
(afsides).
Hvad vil her følge på?
Arne.
Jeg lod mig dåre af jer, men nu ser jeg grant
nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændse-
skellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjel-
dene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi
rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom.
(da fru Kirsten ikke svarer.) I tier, det tænkte jeg nok.
Hemming
(dæmpet).
Ser I vel, husbond! Vil I nu sande mine ord?
Arne
(ligeså).
Ti stille!
Fru Kirsten
(der imidlertid har fattet sig).
Nuvel, herr Arne! ærligt vil jeg tale jer til;
lad så lykken råde for resten.
Faksimile
s. 62
Arne.
Så sig da –
Ingeborg.
Hvad mener I?
Fru Kirsten.
Ved ord og håndslag er forliget sluttet mellem
os, mange hæderlige mænd ser jeg her, som kan
vidne i den sag: Olaf, min søn, skulde ægte jer
datter, hos mig skulde gildet holdes imorgen –
Arne
(utålmodig).
Javisst, javisst!
Fru Kirsten.
Skændsel over den, der bryder sit ord, men –
Arne og gæsterne.
Hvad nu! Sig frem!
Fru Kirsten.
Ikke kan brylluppet holdes imorgen, som be-
sluttet var.
Arne.
Ikke holdes?
Fru Kirsten.
Vi må vente dermed.
Hemming.
Ha, tort og skam!
Ingeborg.
Ej bryllup!
Faksimile
s. 63
Arne.
Forbandet være I, at I sviger mig!
Gæsterne
(truende, idet flere trækker sine knive og styrter ind på fru Kirstens folk)
Hævn! Hævn over Liljekransætten!
Fru Kirstens svende.
(hæver økserne og sætter sig til modværge).
Slå til! Ned med mændene fra Guldvik!
Fru Kirsten
(kaster sig mellem de stridende).
Hold inde, hold inde; jeg beder jer derom.
Herr Arne! I høre mig tilende, førend I dømmer
min færd.
Arne
(der har søgt at berolige sine frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger
med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der
dog er synligt hos ham)
.
I forlade mig, fru Kirsten! jeg var for rap i
min vrede. Havde jeg tænkt mig om, så måtte jeg
vel skønne, at det alt tilhobe var jert skemt, jeg
beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej
bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Træn-
ger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller
blommede linklæder, så kom I til mig.
Fru Kirsten.
Ikke er det fattigmands hus, I gifter jer datter
ind i, herr Arne! Mød I frem til gildet med alle
eders frænder og venner, ja, kom med trefold så-
mange, om det lyster jer, – hos mig skal I finde
både husrum og bryllupskost, såmeget I vil tære.
Tro aldrig, at slig uhæderlig årsag kundre hindre mig.
Faksimile
s. 64
Arne.
I har da skiftet sind, kanhænde?
Fru Kirsten.
Ej heller det. Har jeg givet mit ord, så er
jeg også rede til at holde det, og det ligeså gerne
idag som imorgen; thi så var stedse sæd og skik
i min æt. Men i denne sag står det ikke til mig;
det skorter på én –
Ingeborg.
På én? På hvem? Vel skulde jeg mene, at
når bruden er rede, så –
Fru Kirsten.
Til brudefærd er to fornødne, brudgommen så-
vel som bruden –
Arne og gæsterne.
Olaf!
Ingeborg.
Min fæstemand!
Fru Kirsten.
Ja han, min søn – inat er han flygtet både fra
hjem og brud.
Gæsterne.
Flygtet!
Arne.
Flygtet! Han!
Fru Kirsten.
Såsandt jeg håber himlens nåde, jeg har ej
del deri.
Faksimile
s. 65
Arne
(med indædt forbittrelse).
Og alt imorgen skulde brylluppet holdes! Min
datter klæder sig i gyldenskrud, budsending har jeg
skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner
langvejsfra for at møde frem til gildet. (opbrusende.) Ha,
agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og
spe for sine grander; lidet skal det både jer, det
sværger jeg højt og dyrt.
Fru Kirsten.
Uskellig grund er det, I bygger på, om I kunde
tro, at –
Arne.
Sig ikke så, fru Kirsten, sig ikke så! Vi to
har en gammel regning at klare med hinanden; det
er ikke første gang, at I lægger listige snarer for
mig og mine. Guldviksætten har længe måttet holde
for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed
og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge
med; men I var os for snedige. I vidste at lokke
os med dårende ord og talemåder, – det er varer,
som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig.
Fru Kirsten.
Herr Arne! I høre mig!
Arne
(vedblivende).
Grant ser jeg nu, jeg har båret mig ad som
manden, der bygged sit hus på isflaket: tøvejr kom,
og så gik han tilbunds. Men liden gammen skal I
have deraf. Til jer vil jeg holde mig, fru Kirsten!
I må svare for jer søn, eder var det, som bejlede
for ham, eders sag bliver det at holde det ord,
som er givet mig! En dåre var jeg, ja tifold en
Henrik Ibsens samlede værker. X.
5
Faksimile

s. 66

dåre, at jeg slog lid til eders glatte tunge. De, der
mente mig det ærligt, varede mig ad, mine avinds-
mænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge
dele. Jeg tog mine højtidsklæder på, samlede frænder
og venner; med sang og leg drog vi til gildehuset,
og så, – så er brudgommen rømt.
Ingeborg.
Ikke går jeg til kirken med ham, der holder
mig så lidet værd.
Arne.
Ti stille!
Hemming
(sagte til Arne).
Jomfru Ingeborg har ret, bedst er det I bryder
forliget.
Arne.
Ti stille! siger jeg.
Fru Kirsten
(til Arne)
Vel må jert sind fyldes med harm og vrede;
men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel,
mere end billigt kan være. I mener, der føres en
underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Inge-
borg kær; hvor kunde han kåre sig en bedre brud?
Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes fader
ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes slægt
med hæderlige ord, så langt den er kendt?
Arne.
Men hvor kunde så Olaf –
Faksimile
s. 67
Fru Kirsten.
Den lod, jeg har fristet, er værre end I mener.
I vil ynke mig og ikke vredes, når I får det at høre.
– Fra solen randt imorges har jeg nu færdedes her-
oppe for at finde ham igen.
Arne.
Heroppe?
Fru Kirsten.
Ja, heroppe, for I må da vide – I vil ræddes
derved – men ligegodt, – Olaf er bergtagen!
Gæsterne.
Bergtagen!
Ingeborg
(på samme tid).
Fri mig, Gud!
Arne.
Hvad siger I, fru Kirsten?
Fru Kirsten.
Han er bergtagen! Ej kan det være andet. –
For tre uger siden, da fæstensøllet var drukket på
Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den
næste dag. Bleg var han og stur og stille med,
som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu
dagene, lidet talte han, i sengen lå han for det meste
og vendte hovedet ifra; men led det tilkvelds, da
var det ret som en sælsom uro kom over ham, da
sadlede han sin hest og red fra gården, langt op i
lierne; men der var ingen, som turde følge ham og
ingen vidste, hvor han videre drog hen. Tro mig,
det er onde vætter, som har koglet hans sind; stor
er den magt, de øver herinde; fra den tid den store
landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt
5*
Faksimile

s. 68

her i fjeldet; der går jo fast ingen dag, uden at
sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt
intet menneske færdes der, hvor det kommer fra.
Arne.
Bergtagen; skulde sligt være tænkeligt.
Fru Kirsten.
Give Gud, det ikke var; men ej kan jeg mere
tvile derpå. Tre døgn er det nu siden han sidst
var hjemme.
Arne.
Og intetsteds har I spurgt, hvor han færdes?
Fru Kirsten.
Ak nej, det er ikke såvel. Her oppe så en
skytter ham igår; men han var vild og sky som renen;
alle slags urter havde han plukket, og dem strøede
han ud for sig, hvor han gik og stod, og alt imens
hviskede han sælsomme ord dertil. Såsnart det blev
mig sagt, drog jeg ud med mine folk, men vi har
intet fundet.
Ingeborg.
Og ingen traf I, som kunde sige jer –
Fru Kirsten.
I véd jo, lien ligger øde.
Arne
(der har fået øje på Thorgjerd, som stiger op fra elven).
Der kommer dog én, ham vil jeg spørge ad.
Hemming
(ængstelig).
Husbond! Husbond!
Faksimile
s. 69
Arne.
Hvad nu?
Hemming.
Lad ham gå; ser I ikke, hvem det er.
Gæsterne og fru Kirstens svende
(hviskende mellem hverandre).
Thorgjerd spillemand! Den gale Thorgjerd!
Ingeborg.
Han har lært nøkkens sange.
Hemming.
Lad ham gå, lad ham gå!
Arne.
Ej, om han så var nøkken selv –
FEMTE SCENE.
De forrige. Thorgjerd (er imidlertid gået henimod udkanten til venstre;
ved Arnes sidste ord vender han sig pludselig, som om han var bleven
tiltalt).
Thorgjerd
(idet han træder et par skridt nærmere).
Hvad vil du mig?
Arne
(studsende).
Hvad er det!
Hemming.
Der kan I høre!
Faksimile
s. 70
Arne
Lad mig råde. (til Thorgjerd.) Vi søger Olaf Lilje-
krans, har du mødt ham herinde idag?
Thorgjerd.
Olaf Liljekrans?
Fru Kirsten.
Nu ja, du kender ham vel.
Thorgjerd.
Er det ikke en af de onde mænd derude fra
bygderne?
Fru Kirsten.
Onde?
Thorgjerd.
Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander
småfuglen, når den synger på hans moders stuetag.
Fru Kirsten.
Du lyver, spillemand!
Thorgjerd
(med et listigt smil).
Da er det godt for ham.
Arne.
Hvi så?
Thorgjerd.
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vild-
farende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke
finde ham?
Fru Kirsten.
Ja, ja!
Faksimile
s. 71
Thorgjerd.
Da er det godt for ham; – var det løgn jeg
sagde, så har han ingen nød.
Ingeborg.
Sig frem, hvad du véd!
Thorgjerd.
Sent blev jeg da færdig! (ondskabsfuldt.) Alfer og
vætter råder herinde. Vær I trøstige! Finder I ham
ej, så er han i alfernes leg; de lider godt den, der
har småfuglen kær, og Olaf sagde I jo – Drag hjem,
drag kun hjem igen. Olaf sidder i berget, han har
ingen nød.
Fru Kirsten.
Forbandede! at du siger sligt!
Arne
(til fru Kirsten).
Agt ej på det, han siger.
Thorgjerd
(nærmer sig atter).
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans
sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale
Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke
til at danse, så såre han rører ved sin felestreng.
Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt
for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
Du agte dig vel, når de alfer lege,
de drage dig i legen ind;
og alt hvad du ser og hører der,
det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde.)
Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver
kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste
Faksimile

s. 72

kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er
brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø
der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd
nu engang, – det er mange år siden – men jeg
mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pavse stedse mere og mere forvirret.)
Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst',
hun var sig en mø behænde;
med gammen og leg drak de hendes bryllup,
tre hellige dage til ende.
Og bruden var både flink og fin,
hun dansed mellem gæsternes flok,
det var sig nøkken, den onde vætte,
sad han på sengestok,
sad han som en spillemand på sengestok
og slog de forlokkende strenge!
Da dansed i ring både bord og bænke,
så let som terner og drenge. –
Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
det båder lidet at dølge –
og alt som han spilled på felestreng,
monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende.)
Trolddomsbunden stod ridder og svend,
brudgommen så sig ud så vide;
nøkken redte liden Ingrids seng –
hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte:)
Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå
I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede,
så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer
bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre.)
Faksimile
s. 73
SJETTE SCENE.
De forrige, undtagen Thorgjerd.
Arne
(til fru Kirsten).
Han lyver! tro ham ikke!
Hemming.
Men det er dog sandhed, det med bruden, som
blev borte på bryllupskvelden.
Arne.
Ej, det var for mange år siden, nu hænder ikke
sligt mere! Men alle vil vi hjælpes ad med at lede
ham op.
Ingeborg.
Ikke blev det sjunget for min vugge, at jeg
skulde løbe om i skov og mark for at finde min
brudgom igen.
Arne.
Ti stille!
Ingeborg.
Er han koglet i fjeldet, så lad den tage ham,
som har gjort det; jeg agter ikke at dele min fæste-
mands hu og hjerte.
Hemming
(sagte og inderligt).
Herren signe jer for de ord!
Ingeborg
(med et stolt, afvisende blik).
Hvad nu?
Faksimile
s. 74
Arne.
Vil du tie, siger jeg. (til gæsterne.) Rask nu, mine
frænder! Spreder jer ad, søger efter ham i hver ås,
i hver houg! Afsted! Retså! Imorgen drikker vi
bryllup!
(Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge
sider.)
Arne
(sagte til fru Kirsten).
Han må findes! Det vilde volde mig evig skam,
om brylluppet –
Fru Kirsten.
Følg med, følg med!
Ingeborg
(sagte til Hemming, der står nedslået).
Hvi går du ikke med de andre? Bedre var
det, at du skafte mig min fæstemand igen, end at
du står her og signer mig for ord, som jeg lidet
mener.
Arne
(ved udgangen).
Kom, kom!
Ingeborg
(til Hemming, der vil gå).
Vent, Hemming! Fæst mine skospænder!
Fru Kirsten og Arne
(går ud til venstre).
Faksimile
s. 75
SYVENDE SCENE.
Ingeborg. Hemming.
Ingeborg
(rækker foden frem).
Se der, spænd den vel til!
Hemming
(knæler ned og gør, som hun byder).
Ingeborg
(idet hun flytter den anden fod frem).
Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor
bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod?
Hemming.
Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer –
Ingeborg.
Javisst gør jeg.
Hemming.
Så må I da vide –
Ingeborg
(hurtigt).
Å nej, det trænges ikke.
(Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.)
Hemming.
Ak, jomfru Ingeborg! engang var I mig så god;
men nu, siden I er bleven stor og fuldvoksen jom-
fru – og mest, kan jeg tro, siden I gav jert fæstens-
ord –
Ingeborg.
Hvad så?
Faksimile
s. 76
Hemming.
Å nej, intet! – (Pause.) Kan I mindes, vi har
været heroppe engang før?
Ingeborg
(kort).
Jeg mindes aldrig!
Hemming.
I var løbet efter jer brogede ged, og jeg skulde
nu følge jer, som jeg altid plejede, – ja, det er
længe siden, men jeg kommer det ihu, som om det
var idag; lige dernede ligger myren, som –
Ingeborg
(nærmer sig).
Var det dengang vi hørte bjørnen?
Hemming.
Ja, ret dengang.
Ingeborg
(stedse mere og mere ivrig).
Jeg fandt geden igen.
Hemming.
Nej, det var mig, som fandt den først.
Ingeborg.
Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren. uren
Hemming.
Og så tog I jert strømpebånd.
Ingeborg.
Og bandt den.
Faksimile
s. 77
Hemming.
Ja, for vi skulde sanke jordbær.
Ingeborg.
Derborte i bakken, ja! Og du havde gjort en
næverskrukke til mig.
Hemming.
Men så var det, vi hørte –
Ingeborg.
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der
hvor den var blødest, –
Hemming.
Og så tog jeg dig på armen.
Ingeborg.
Og sprang med mig fra den ene tue til den
anden. (leende.) Hvor rædde vi var, begge to!
Hemming.
Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld.
Ingeborg.
Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver at
betragte ham, idet hendes ansigt antager et bydende og krænket ud-
tryk.)
Hvad er det, du her står og siger? Hvorfor
går du ikke? Sømmer det sig at tale så til din
herres datter? Gå, gå, du skulde jo finde min
fæstemand!
Hemming.
Ak, jeg glemte jer fæstemand, jeg glemte, at I
er min herres datfer.
Faksimile
s. 78
Ingeborg.
Finder du ham, så lover jeg dig en baldyret
trøje til jul, så glad bliver jeg derved.
Hemming.
Jeg vil ingen trøje have; jeg tjener jer hverken
for guld eller sølv, hverken for kost eller ridder-
klæder. Men nu går jeg; hvad jeg mægter, det skal
jeg gøre, når jeg véd, det glæder jer.
Ingeborg
(der er stegen op på en sten, hvor hun plukker nogle blomstrende
hæggekviste)
.
Hemming! hvor rig er min fæstemand?
Hemming.
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige;
men om hans farfader heder det i visen:
Han mægter at klæde i gyldenskrud
vel hundrede terner til sin brud!
Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han
ejer dog både gård og grunde.
Ingeborg
(fremdeles beskæftiget).
Og du, hvad ejer du?
Hemming
(sukkende).
Min armod, det er det hele!
Ingeborg.
Det er ikke meget, Hemming!
Faksimile
s. 79
Hemming.
Nej, det er ikke meget, jomfru Ingeborg!
Ingeborg
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget
som før)
.
Sålidet monne mit hjerte stunde
til ham, som ejer både gård og grunde!
Langt bedre huer mig den fattige svend,
til ham står min tanke, han er min ven!
Hemming
(i højeste glæde).
Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da
må jeg tifold prise min armod.
Ingeborg
(vender hovedet om og siger koldt).
Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun
en gammel vise. (stiger ned fra stenen med hæggekvistene i
hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt.)
Men jeg
kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:
I kongens gård stander gangeren god;
den bejler, som ejer en ridders mod,
han skor den gule, han skor den grå,
den rappeste lægger han sadlen på!
Han løfter sin brud på gangerens ryg,
hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
Han rider sig med hende så langt under ø,
med ham vil hun gerne både leve og dø!
Hemming
(som ude af sig selv).
Ingeborg! Ingeborg! da skal intet skrække mig
mere! Ej at du har en fæstemand, ej at du er
Faksimile

s. 80

min husbonds datter; – ja, såsandt jeg lever, jeg
røver dig endnu inat!
Ingeborg
(heftigt, idet hun stedse kæmper med et frembrydende smil).
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig?
Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres
datter? Du må være syg eller gal, siden du kan
falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for
denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så
let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men
lader dem synke og siger med forandret stemme:)
– og min røde
guldring – se der, tag den! (tilkaster ham en ring, som hun
har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre.)
OTTENDE SCENE.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op.)
Hemming.
Den gyldne ring, den har hun mig skænket,
så er hun mig endnu både huld og god!
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!
(nedslået.)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt.)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går
drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han
sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende
præg af en forvirret tilstand.)
Faksimile
s. 81
Olaf
(uden at lægge mærke til Hemming).
Kunde jeg råde
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre.)
Hemming.
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?
Så hør dog, herr Olaf!
Olaf
(halvt opvågnende).
Hemming! er det dig?
Du standse mig ikke!
Hemming.
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere.)
Hvad øver I der for sælsom en leg, –
eders kind er hvid, eders pande er bleg!
Olaf.
Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
tre nætter har jeg været i alfeleg.
Hemming.
Gud stå os bi!
Olaf.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel!
Hemming
(ængsteligt).
Herr Olaf! følg med til jer moders gård!
Henrik Ibsens samlede værker. X.
6
Faksimile
s. 82
Olaf.
Min moders gård! Hvor er det den står?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse.)
Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!
Ser du, min højsal er smykket til gilde.
Hemming
(afsides).
Hvad er ham dog hændt?
Olaf.
Snart kommer min brud!
Hemming.
Eders brud! I véd da –?
Olaf
(vedblivende).
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
da kommer hun hid så ung og prud!
Hemming
(korser sig).
Alle hellige mænd! så er det dog sandt!
Olaf.
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en aften silde,
det bæres mig for, der var holdt et gilde.
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
Faksimile
s. 83
noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
da lød det som en klingende harpestreng,
det gik som en slåt over mark og eng,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
som var der en dødsens ve og vånde
lagt i det koglende kvæde, der flød
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked og lød på min vej;
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej.
Hemming
(afsides).
Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun
måtte jo også følge –
Olaf.
Da standsed min fole, jeg vaktes derved,
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
jeg stod i en dal; – skygge og fred
var drysset som dugg derover!
Månen legte ved kærnets bred,
det var som den lo, når den dukked sig ned
6*
Faksimile
s. 84
i de svale, trillende vover!
Mit hoved var tungt, min hu var mod,
mig længedes efter at blunde;
jeg lagde mig ned ved en linderod
i de væne, hviskende lunde!
Hemming.
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt?
Olaf
(vedblivende).
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
«Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!»
Hemming.
I har sovet og drømt!
Olaf.
Fra denne stund
det blev mig for trangt i min moders stue!
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen.
Faksimile
s. 85
Hemming
(træder forbauset tilbage).
Hvad nu, har I vågen fundet –?
Olaf.
Min fæstensring tog jeg og skød med den
I luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet!
Hemming.
Og det er bruden, I venter her?
Olaf.
Det er bruden, snart er hun nær!
Hemming
(afsides)
Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;
alt skal fru Kirsten vide!
(højt.)
I tør da færdes foruden frygt
heroppe?
Olaf.
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre.)
Hemming.
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
men sin fæstemø agter han lidet på,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
Hvad jeg har set, skal hans moder kende;
alle helgene véd, hvor dette skal ende!
(går ud til venstre.)
Faksimile
s. 86
NIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).
Olaf
(idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor).
«Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!»
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
sålunde ejer jo mangt et sværd
under klingens rust et kosteligt værd,
sålunde kan jo en harpe hænge
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.
TIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt
og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om,
indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)
Alfhild.
O, bliv, bliv! gå ikke fra mig!
Olaf
(ligesom pludselig belivet).
Alfhild! min unge, dejlige brud!
Faksimile
s. 87
Alfhild.
Olaf! min fagre ridder! Det blev mig for tungt
at vente, jeg måtte gå dig imøde!
Olaf.
Men sig mig, hvi frygter du stedse for at komme
hid?
Alfhild.
Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg
ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt,
at onde magter råder herude: kun derinde mellem
bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad
råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok
for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja,
ja, jeg har dig igen!
Olaf.
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du
dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har
du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og
så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den
grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt
ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen,
hvor der er harper for de store, klagende kvæder;
hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes!
Alfhild.
Hvi taler du så? Vel må du vide bedre, end
du der siger. – Vætter og alfer råder i houg og
fjeld, og på elvens bund bor nøkken, det har fader
sagt. Mener du. jeg er en alf eller –
Olaf.
Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad
du vil, når du kun er min!
Faksimile
s. 88
Alfhild
(smilende).
Var jeg alfekvinde, forsandt, jeg siger dig, da
skulde det gå dig ilde!
Olaf.
Mig!
Alfhild.
Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde
jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg
række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle
mine kunster deri, så du glemte himmel og jord,
glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du
lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du
mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke.
Olaf.
Forvisst, da er du alfekvinden! Thi fra den
første stund har du sålunde koglet dine kunster for mig.
Alfhild.
Har jeg?
Olaf.
Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven
løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende
kvæder rundt om mig – – – –
Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt
ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor
ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig
før mit – – – –
Tungt faldt en slummer på mig derinde, men
alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i
legen – – – –
Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit
sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke
Faksimile

s. 89

trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt
efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en
herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og
fandt den – – – –
Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred
for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne
stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet –
himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje!
– – – –
Da glemte jeg venner og frænder! – – – –
Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje,
jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var
i dit favntag – – – –
– Da glemte jeg mit kristen-navn og mine
fædres hjem. – – – –
Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme,
jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind
i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri!
Jeg glemte mere end Gud og hjem, mere end him-
mel og jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende.)
Alfhild! Afhild!
Alfhild.
Er det en glemselsdrik, det som du der nævner,
da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det
gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder,
for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og kog-
lede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind,
og han aldrig kunde vinde sig ud deraf. (standser og
bliver tankefuld stående.)
Olaf
(idet han rejser sig).
Hvad grubler du over?
Alfhild.
Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end
Faksimile

s. 90

ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en
enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv;
men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som
ligger langt borte; det er som den længedes efter
sine søstre i den friske, frodige lund, som om den
higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede.
– – – –
Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg
længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange
tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for
trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var
en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne,
som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de
sagde mig intet om livet derude!
Olaf.
Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingen-
tid mødte du nogen derinde.
Alfhild.
Ingen som du! Men hver kveld sang min
fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine
øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de,
der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre
kvinder var blandt dem, de kom med falk på hån-
den, ridende på stolte gangere. På engen dansede
de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes;
alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene
fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen
randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyn-
tede mig med blomster og med grønne blade; thi
jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak,
det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel
fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om
ikke du var kommen!
Faksimile
s. 91
Olaf.
Du nævner din fader; ingentid så jeg ham
derinde!
Alfhild.
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej
fra den kveld, vi først mødtes.
Olaf.
Men sig mig, hvo er han?
Alfhild.
Du har sagt mig, at du red en sommernat i
lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme
sange, som du kun halvt forstod, men som dog
maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem.
Olaf.
Javisst, javisst!
Alfhild.
Du har hørt min faders sange! Det er ved
dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har
forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den
dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet
for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed,
som skulde komme. I dem alle var der en fager
ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og her-
ligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt
fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det
var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må for-
tælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du
kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did
må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid;
thi når de atter gæster mig, da har de såmeget
sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om,
at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær
Faksimile

s. 92

grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og
går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre
eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad
de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare
for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit
bryst.
Olaf.
Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit
hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end
her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er
mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den
stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger
en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes,
før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine fræn-
der bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad
os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der
kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte
hjemme. Kom, kom!
Alfhild.
Men tør jeg –
Olaf.
Følg trøstig, jeg skal værne om dig!
Alfhild.
Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg
ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.
(de går ud til højre.)
Kor af brudefolket og fru Kirstens følge
(fjernt fra skoven til venstre).
Du agte dig vel, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!
Faksimile
s. 93
ELLEVTE SCENE.
Fru Kirsten og Hemming (kommer ind fra venstre).
Hemming.
Her var han; – se – nej, nu er han borte!
Fru Kirsten.
Og han sagde, at han ventede på bruden, som
skulde komme?
Hemming.
Ja, men hvem han mente, kunde jeg ikke ret
blive klog på; thi hans tale var sælsomt forvildet.
Ingeborg mente han ikke, det er visst.
Fru Kirsten.
Stille, gode Hemming! stille med det, han har
sagt! Velgjort var det, at du lod mig alene vide,
han var her. Rigelig skal du lønnes derfor, men
først må vi finde ham fat –
Hemming
(idet han ser ud til højre).
Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven,
– ja, forvisst tror jeg – –
Fru Kirsten.
Stille, stille, det er Olaf!
Hemming.
Der er to; en kvinde står hos –
Fru Kirsten.
Alle gode ånder!
Faksimile
s. 94
Hemming.
Han viser udover bygden, som om – der går
de begge!
Fru Kirsten.
Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes
her; jeg bringer Olaf hid!
Hemming.
Men tør I også –?
Fru Kirsten.
Gør som jeg siger; men ti vel med det, du
har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop
for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet.
Hemming.
I kan lide på mig, fru Kirsten!
(går ud til venstre.)
Fru Kirsten.
Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter
have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde
Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv;
– og dog siges der, at det tidt nok hændte i for-
dums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og
blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg
må rappe mig!
(går ud til højre i mellemgrunden.)
Kor
(fjernt fra skoven til venstre).
Med fromme sange, med klokkespil
så vide vi færdes i dale!
Du kristne mand, du lytte dertil,
vågn op af den koglende dvale!
Faksimile
s. 95
TOLVTE SCENE.
Olaf og Alfhild (kommer ind fra højre i baggrunden. Senere
fru Kirsten).
Alfhild.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå!
Olaf.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
Faksimile
s. 96
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild.
Jeg har intet spået.
Dog – fortæl mig mere om livet derude!
Olaf.
Lad livet derude gå sin egen gang,
her er mit hjem, hos dig, min prude,
min dejlige viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en højenloftssal
var rejst for os under de grønne lier!
Blåklokken står pyntet på alle stier,
her er gilde herinde, her er fryd og lyst,
mere fast, end der kan rummes i mit bryst!
Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;
o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!
Det sælsomme kvad, det koglende spil,
har gjort mig så fro, så salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine arme.)
Farvel jeg skikker til bygden dernede!
heroppe vil jeg min brudeseng rede;
farvel jeg skikker over verden ud, –
nu vil jeg favne min fagre brud!
Alfhild
(viger ængsteligt tilbage).
Olaf!
Olaf
(standser pludselig, som greben af en uklar og smertelig erindring).
Min brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –
kan du – kan du mindes den første kveld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Faksimile
s. 97
Kom jeg for at hente dig – til – bygden ned?
Var det for at bede til bryllup jeg red –?
Alfhild.
Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –?
Olaf.
Vort fæstensøl var jo drukket på Guldvik! Ej så?
Tre uger efter skulde vort bryllup stande –
men det tykkes mig, at – nej, det brænder i min pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpå!
Kor
(dæmpet og langt inde i skoven).
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
Alfhild.
Tys, Olaf! hører du?
Olaf
Hørte du det med?
Alfhild.
Hvad er det?
Olaf.
Et gammelt, et halvglemt minde,
som stundom får ord, når jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned
Fru Kirsten
(afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de
øvrige)
.
Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!
(nærmer sig lyttende.)
Henrik Ibsens samlede værker. X.
7
Faksimile
s. 98
Olaf
(med stigende heftighed).
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!
Kor af bryllupsgæster
(raskt men dæmpet inde i skoven til venstre).
Nu færden står
til bryllupsgård!
Folen løber let under lide!
Det drønner under hov
i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride!
Fru Kirsten
(afsides, under koret).
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –!
Alfhild
(jublende).
De kommer, de kommer, jeg hører dem alt!
Hvort vent det klinger! Olaf! se, se!
Fru Kirsten.
Olaf, min søn!
(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre.)
Faksimile
s. 99
Olaf.
Hjælp Gud! hvad er det!
Min moder!
Fru Kirsten.
Mit arme, forvildede barn!
Nu er du frelst fra den ondes garn!
Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv.
Olaf
(med et skrig, og ligesom på engang opvågnende).
Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!
Min lykke var da idel tant og skrømt!
Ak, at I måtte mig sligt bebude!
(fortvilet.)
Kære moder min! så fagert har jeg drømt;
nu har I vakt mig, nu er alting ude!
TRETTENDE SCENE.
De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens
følge
fra venstre.
Arne.
Til lykke, fru Kirsten! I har jo fundet ham,
som jeg hører.
Fru Kirsten.
Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad!
Arne
(til Olaf).
Og der er ingen skade voldt jer?
Olaf
(åndsfraværende).
Mig! Hvad mener I?
7*
Faksimile
s. 100
Fru Kirsten
(afbrydende).
Visst ikke, herr Arne! Han fór vild på jagten
og –
Ingeborg
(peger på Alfhild).
Men denne unge kvinde –?
Fru Kirsten.
Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og
tilhold.
Arne.
Men der har jo ingen sin bo heroppe.
Fru Kirsten.
En og anden dog! Mangen enkelt slægt holder
endnu til mellem fjeldene, siden landfarsottens tid.
Arne.
Så kom, kom! Hestene venter nede under lien.
Olaf
(smerteligt, med et blik på Alfhild).
Min moder! jeg kan ikke!
Fru Kirsten
(sagte og bestemt).
Du må! Det vil volde dig evig skændsel ifald –
Arne.
Hvad mener han?
Faksimile
s. 101
Fru Kirsten.
Han er syg og mødig endnu, det går over,
kom! (med et betydningsfuldt blik til Olaf.) Den unge kvinde
følger med!
Ingeborg.
I mener, at hun –!
Fru Kirsten.
Trolig har hun plejet ham; vel bør det sig, at
hun lønnes derfor.
Arne.
Og imorgen holdes gildet!
Fru Kirsten.
Imorgen! det sværger jeg højt og helligt!
Arne.
Jeg har jert ord!
Hemming
(sagte og triumferende, idet han tager ringen frem).
Og jeg har Ingeborgs røde guldring!
Ingeborg
(tager ringen fra ham og siger ligegyldigt).
Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak,
nu skal jeg selv tage vare derpå!
(Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de
øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.)
Faksimile
s. 102
FJORTENDE SCENE.
Alfhild. Straks efter Thorgjerd (fra baggrunden).
Alfhild
(har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin,
dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun
efter en pause op, ligesom af en drøm)
.
De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?
Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre.)
Thorgjerd
(i baggrunden).
Alfhild! mit barn! Hvor kommer du her?
Jeg har jo sagt dig –
Alfhild.
Min fader kær!
Nu må jeg flyve fri som alle vinde,
nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde!
Thorgjerd
(nærmer sig).
Hvad er dig mødt?
Alfhild
(jublende).
Han er kommen!
Thorgjerd.
Hvem?
Alfhild.
Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige lyst,
Faksimile
s. 103
som længe har knuget og tynget mit bryst!
Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,
du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger!
Thorgjerd.
Mit arme barn! til bygden vil du ned;
nei bliv, det vil koste din hjertensfred!
Alfhild.
Jeg må, min fader! Dit bedste kvad
vil tykkes mig nu som en disig tåge!
Thorgjerd.
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
som lokker med listelig tale!
Alfhild.
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.)
Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
Faksimile
s. 104
Farvel, min dal, du est mig for trang,
mig vinker alverdens jubel og sang!
Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud
og ride til kirken som Olafs brud!
Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
(hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret
taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.)

Faksimile
ANDEN AKT.

(Tunet ved fru Kirstens gård. På tilskuernes højre side ses hoved-
bygningen med en luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige.
Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en
kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge
sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.)
FØRSTE SCENE.
Fru Kirsten. Karle og piger (beskæftigede med tilberedelser til gildet).
Fru Kirsten.
Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus.
(for sig selv.) Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt,
før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et
gilde, som skal høres og spørges. (til tyendet.) Se vel
efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg
selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de
store drikkehorn skal fyldes med den vælske most,
øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede
mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok
af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for
alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de
lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle,
og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især.
(folkene går.) Gud véd, dette bryllup koster mere end
jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god med-
gift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres
Faksimile

s. 106

og rådes, som det bedst lyster mig, når han først –
(ser ud til højre.) Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste,
at han – –
ANDEN SCENE.
Fru Kirsten. Olaf (kommer fra huset i højtidsdragt; han er bleg og
tankefuld.)
Olaf
(for sig selv).
Igår og idag! Der ligger kun en midsommer-
nat imellem, og dog bæres det mig for, som både
høst og vinter var faldet på mit sind, siden den tid
jeg færdedes deroppe i lierne – hos hende, hos Alf-
hild! (bemærker fru Kirsten.) Ak, kære moder min, er I der!
Fru Kirsten.
Retså, min søn! Pyntet med guld og silke,
det må jeg vel lide. Nu er det dog at kendes på
dig, hvo der er brudgom ikveld. Jeg ser, du har
hvilet dig ud.
Olaf.
Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg
drømte imens.
Fru Kirsten.
En brudgom må drømme, det er gammel skik.
Olaf.
Min bedste drøm er ude, lad os ikke tænke
mere derpå.
Fru Kirsten
(afledende samtalen).
Vi får en lystig dag, mener jeg.
Faksimile
s. 107
Olaf.
Ikke lader det, som min hædersdag huer himlen.
Fru Kirsten.
Hvi så?
Olaf.
Det arter sig til uvejr; ser I, hvor tungt skyerne
trækker op i vest.
Fru Kirsten.
Desbedre lyser brudeblussene, når du går til
kirke ikveld.
Olaf
(går nogle gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin moder
og siger)
:
Om jeg havde fæstet en fattigmands datter,
uden gods og uden slægt, – sig mig, min moder!
hvad havde I så gjort?
Fru Kirsten
(betragter ham skarpt).
Hvi spørger du?
Olaf.
Svar mig først. Hvad havde I så gjort?
Fru Kirsten.
Forbandet dig og gået i jorden af sorg! – Men
sig mig, hvi spørger du?
Olaf.
Ej, det var kun skemt, jeg tænkte lidet derved.
Fru Kirsten.
Det må jeg vel tro; thi du har altid holdt din
æt i agt og ære. Men vær nu lystig og glad; imorgen
Faksimile

s. 108

sidder Ingeborg som din viv derinde, da vil du finde
både fred og lykke.
Olaf.
Fred og lykke. En ting fattes dertil.
Fru Kirsten.
Hvad mener du?
Olaf.
Den fagreste urt, som jeg skulde plukke sønder
og drysse ud for alle vinde.
Fru Kirsten.
Den tossede drøm; – tænk ikke mere derpå.
Olaf.
Kanhænde det bådede mig bedst, om jeg kunde det.
Fru Kirsten.
I fruerstuen sidder din fæstemø mellem sine
piger, lidet har du talt med hende idag. Vil du
ikke gå derind?
Olaf
(i tanker).
Jo, jo! Hvor er hun?
Fru Kirsten.
I fruerstuen, som jeg sagde dig.
Olaf
(livligt).
Intet skal fattes hende efter denne dag. Sølv-
spændte sko vil jeg skænke hende; hun skal bære
søljer og ringe. De visne blomsterkviste skal hun
lægge af, jeg vil give hende en gylden kæde at bære.
Faksimile
s. 109
Fru Kirsten.
Hvem taler du om?
Olaf.
Om Alfhild!
Fru Kirsten.
Jeg talte om Ingeborg, din fæstemø. Olaf!
Olaf! Du gør mig angst og bange, så sælsom du
er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for alvor,
at hun havde forhekset dig.
Olaf.
Det har hun! Ja, forsandt, min moder! jeg har
været forhekset. Jeg har været i alfekvindernes leg;
salig og fro var jeg, sålænge det stod på, men nu –.
I lange, lange år vil jeg tynges af kummer og ve,
såtidt jeg drages det til minde.
Fru Kirsten.
Var hun en heks, da skulde bål og brand være
hende sikkert; men hun er en listig, underfundig
kvinde, som har lokket dig med fager tale.
Olaf.
Hun er ren som Guds moder selv!
Fru Kirsten.
Ja, ja, se til! Men hvad som er, så kom ihu,
at imorgen er du ægteviet; både synd og skændsel
vilde det da volde dig, om du agtede mere på hende.
Olaf.
Jeg fatter det vel, hel vel, min moder!
Faksimile
s. 110
Fru Kirsten.
Og Ingeborg, som du har trolovet og som har
dig kær, ja, Olaf! kær af hjertet – himlens straf
vilde ramme dig, ifald –
Olaf.
Vel sandt, vel sandt!
Fru Kirsten.
Ej vil jeg tale om vore egne kår; men vel skal
du mærke dig, at Arnes datter kan hjælpe mangt
og meget på fode for os; stærkt er det gået tilagters
med vor æt, og slår sæden fejl iår, så skulde det
lidet undres mig, om vi måtte tage tiggerstaven i
hånd.
Olaf.
Jeg véd det nok.
Fru Kirsten.
Med Arnes penge kan det altsammen bødes på;
en hæderlig plads vil du vinde blandt kongens mænd.
Tænk dig vel om; har du lovet Alfhild mere end
du kan holde – og mig tykkes at mærke noget
sligt hos hende, så stille hun end går med det –
så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig
hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke
gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer
hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på
din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte
gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu
går jeg ind og ser efter gildebordet.
(går ind i huset.)
Faksimile
s. 111
TREDJE SCENE.
Olaf (alene).
Olaf
(ser ud til højre).
Hun er så fro som den unge rå,
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
og trænges af nød og kvide!
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må Du tømme.
(grublende.)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
en bedre skat end verden monne kende!
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg sad til højbords i mine fædres stue,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende.)
Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!
Faksimile
s. 112
FJERDE SCENE.
Olaf. Alfhild (fra kirken).
Alfhild
(iler ham glad imøde).
Olaf! Olaf! Du har ført mig på det land,
der jeg træder mellem blomster, som jeg fordum gik
på sand.
Her hos dig er forvisst så vén en ø,
her kan jeg sorgeløs leve og syndeløs dø!
Såmeget gad jeg spørge, så lidet jeg forstår,
alle de underlige gåder må du klare. –
Grønnes altid herude sommer og vår?
Olaf.
Ak, Alfhild!
Alfhild.
Nej, vent med at svare!
Ser du det hus med spir og fløj?
did gik jeg mig imorges at spille;
herude var leg, her var gammen og støj;
men derinde, o, der var det så stille.
Jeg tren gennem døren, jeg så en sal,
så mild en fred var derinde;
der dæmred en dagning, liflig og sval,
der knæled både mand og kvinde.
Men højt, højt oppe en jomfru stod,
hun sejled på hvide skyer,
hendes hoved skinned som rosenblod,
det skinned som himlen, når dagen gryr.
Hendes ansigt var klart, hendes kjortel var blå,
en fager alf hun bar på sine arme,
og rundt om hende legte de engle små,
Faksimile
s. 113
de lo tilhobe, der de ned på mig så
oppe fra skyernes karme!
Olaf
(afsides).
Ve mig! jeg har øvet et usaligt spil,
jeg må al hendes lykke knuse!
Alfhild.
O, sig mig, Olaf! hvo hører til
derinde, hvo har der tilhuse?
Olaf.
Hver den, der er god og from som du,
hver den, der er barn i tanker og hu.
Det er kirken, Guds hus, ham hører det til.
Alfhild.
Den store fader! Ak, skemte du vil!
Hans hus er jo højt over stjernerne små,
hvor den hvide skysvane svømmer,
så højt som intet øje kan nå
uden barnets, der det blunder og drømmer! –
Men kirken, du nævnte! Så er det jo did
vi skal ride i festligt følge,
som brud og brudgom!
Olaf
(afsides).
Nu er det på tid,
ej tør jeg det længer fordølge!
Alfhild.
Ak, hvert af dine ord har vel brændt sig ind
så urokkeligt dybt i mit sind!
De fylder mit bryst med fryd og med kvæder;
hvorhelst jeg færdes på tilje og toft,
Henrik Ibsens samlede værker. X.
8
Faksimile
s. 114
de skinner på min sti, de lyser, hvor jeg træder,
som guldnaglerne små på nattens loft!
Du sagde, al verden skulde bydes til gæst,
foran skulde ride sanger og præst,
riddere skulde føre min ganger ved hånd,
roser skulde blomstre på alle veje,
hver den lilje på stien skulde bøje sig som en vånd,
alle de urter små skulde sig for bruden neje!
Olaf.
Har jeg sagt –
Alfhild.
O, du drages det vel til minde!
Se dig om, det er sket på dit bud;
ved kirken grønnes de ranke linde,
alle rosenblommer er sprunget ud
og vugger sig som alfer i højtidsskrud.
Aldrig skinned himlens lysende øje
så lifligt som her fra det høje;
aldrig sang de fugle så vent som idag!
De synger jo brud og brudgom til behag! –
Du, du har voldt mig så livsalig en lyst,
jeg kunde trykke jord og himmel til mit bryst!
Ej findes på marken så fattigt strå,
det jeg evned under fødder at træde,
ej så ringe et kryb i jordens vrå,
at jeg vel må dele dets nød og glæde!
I min barm er al vårens herlighed inde;
det bølger og bruser som en skov i storm!
Olaf
(afsides).
Og snart skal sorgens tærende orm
gnave dig, du unge, dejlige kvinde!
Faksimile
s. 115
Alfhild.
O, herligt er livet!
(knæler med oprakte hænder.)
Du fader, som bor
fjernt i himmelen! Havde jeg ord,
havde jeg englenes tunge,
højt jeg skulde din lovsang sjunge;
men jeg kan det ikke; du er for stor,
jeg kan kun bøje mig for dig til jord –
tak, du unævnelige! Lov og ære
for alt, hvad jeg her monne nemme og lære!
(rejser sig.)
Ja, livet er fagert i Olafs hjem,
fast så fagert som at bæres til døden frem!
Olaf.
Kalder Du det fagert at lægges på båre?
Alfhild.
Jeg véd ej, hvad du mener, men jeg grubled så såre,
og spurgte min fader, hvad døden var,
da sang han mig en vise derom til svar:
«Når menneskets barn er stedet i kval
og lyster at vugges i slummer,
da kommer en alf med hvide vinger
og frier det ud fra nød og kummer.
Den liden alf med de hvide vinger
reder en seng så blød,
han virker af liljer de lagen små,
og bolster udaf rosen rød.
Alt på de bolster han barnet bærer,
han bærer det på sin arm,
og kører det hjem til himlen
på skyernes gyldne karm.
8*
Faksimile
s. 116
Og det jeg vil dig sige forsandt,
i himlen er mange små,
de drysser alt over det rosenbolster
perler, både hvide og blå.
Så vågner det lidet menneskebarn,
det vågner til himmelens glæde, –
men al den fryd og megen gammen
slet ingen véd om hernede.»
Olaf.
Alfhild! bedre det var, om dit liv
var rundet i fred deroppe på fjeldet.
Din fryd vil visne som et brækket siv,
din tro vil dødes –
Alfhild.
Som Olafs viv
er jeg stærk og modig lig fossevældet!
Du står mig jo nær, lad komme hvad vil,
med dig vil jeg frydes, med dig vil jeg lide.
(lyttende.)
Tys, Olaf! hører du det klagelige spil,
det klinger som et kvad om den dybeste kvide!
(udenfor til højre høres dæmpet følgende kor af ligbærere:)
Vi bær' den lille døde
med sorg til gravens fred,
vi lægger ormens føde
alt under muldet ned.
Tung er den lod at friste:
med suk og sørgesang
at bære barnets kiste
den sidste, tunge gang!
Alfhild
(uviss og beklemt).
Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem!
Faksimile
s. 117
Olaf.
Et barn, som bæres til dødens hjem
af sin moder og de små søskende fem.
Alfhild.
Til døden! Hvor er da de bolstere røde,
de liljelagen, og hvor er den døde?
Olaf.
Jeg ser ingen bolster, hverken røde eller blå,
men jeg ser vel de sorte fjæle;
der sover den døde på spåner og strå.
Alfhild.
På spåner og strå?
Olaf.
Ja, det er det hele!
Alfhild.
Og hvor er alfen, som bær' ham på arm,
og kører ham hjem i himmelens karm?
Olaf.
Jeg ser kun en moder, hvis hjerte vil briste,
og de småbørn, som følger den sorte kiste.
Alfhild.
Og hvor er de perler, hvide og blå,
som englene drysser i himmelhaven?
Olaf.
Jeg ser kun de tårer, som søskende små
græder, der de stander ved graven.
Alfhild.
Og hvor er hjemmet, det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover?
Faksimile
s. 118
Olaf.
Det ser du. De sænker ham i jorden ned,
og kaster muldet derover.
Alfhild
(stille og tankefuld, efter en pause).
Ej var døden så i min faders kvæde.
Olaf.
Vel sandt; den megen gammen og glæde
sletingen véd om hernede. –
Har du aldrig hørt om hougkongens skat,
der lyser som røden guld hver nat;
men vil du med hænder tage derpå,
intet du finder uden grus og strå;
og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder,
at livet artes på samme sæt;
kom det ikke for nær, det træffer sig let
at fingrene små du brænder.
Vel sandt, det skinner som himmelens stjerne,
men kun naar du ser det fra det fjerne.
(bemærker fru Kirsten udenfor til højre )
Min moder – hun vil sige dig – nu går jeg ind.
Alle engle drysse sin fred i sit sind!
(Han går mod huset, men standses af fru Kirsten. – Himlen over-
trækkes af mørke skyer, vinden begynder at suse i trætoppene. – Alf-
hild
staar hensunken i dybe tanker.)
FEMTE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten.
Fru Kirsten
(sagte).
Nu, min søn! ej sandt, du har vel sagt hende –?
Faksimile
s. 119
Olaf.
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber,
har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min
moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset.)
Fru Kirsten.
Den dårskab vil snart brændes ud af ham,
hvis – (som om hun pludselig fik et indfald.) Men ifald jeg –
– Ha, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet,
det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, ligegodt,
det må fristes.
Alfhild
(for sig selv).
Så findes herude både nød og klage,
lad så være; ej vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ej verden gå mig imod,
Olaf er mig jo huld og god!
Fru Kirsten
(nærmer sig).
Det bæres mig for som tunge tanker ligger dig
på sinde.
Alfhild.
Ja, ja, det voldes af de ting, som jeg nys har
lært.
Fru Kirsten.
Af Olaf?
Alfhild.
Javisst af Olaf, han har sagt mig –
Fru Kirsten.
Jeg véd det, Alfhild! jeg véd, hvad han har
sagt. (afsides.) Han har nævnt sit bryllup for hende,
Faksimile

s. 120

kan jeg skønne. (højt ) Og alt ikveld skal det gå
for sig.
Alfhild.
Hvad skal gå for sig?
Fru Kirsten.
Brylluppet!
Alfhild
(livligt).
O ja, det véd jeg!
Fru Kirsten.
Du véd det og tager det ikke tungere end så?
Alfhild.
Nej, hvi skulde jeg tage det tungt?
Fru Kirsten
(afsides).
Der er noget hun pønser på, det skønner jeg
grant. (højt.) Nu, såmeget bedre er det for os alle.
Men sig mig, når gildet er slut, hvad agter du dig
så til?
Alfhild .
Jeg? Det har jeg lidet tænkt på.
Fru Kirsten.
Jeg mener, er du tilsinds at blive her, eller
drager du hjem?
Alfhild
(ser forundret på hende).
Jeg er tilsinds at blive!
Fru Kirsten
(afsides).
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin
Faksimile

s. 121

snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi
strides om. (højt.) Alfhild! jeg under dig alt godt, og
dersom du turde lide på mig –
Alfhild.
Ja, det tør jeg forvisst!
Fru Kirsten.
Nu godt, så lader du mig råde for din lykke.
Jeg vil tage mig af dig, som jeg bedst kan og véd,
og ifald du giver dit minde dertil, så skal du
endnu ikveld gå som brud til kirken.
Alfhild.
Ja, det véd jeg jo.
Fru Kirsten
(studsende).
Du véd det! Hvo har da sagt dig?
Alfhild.
Det har Olaf selv sagt.
Fru Kirsten.
Olaf! (afsides.) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han
har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort
for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at
– nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf
ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt.)
Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt
med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men
skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min
egen bryllupsklædning, den skal du bære!
Alfhild
(med barnlig glæde).
Skal jeg! Din egen bryllupsklædning!
Faksimile
s. 122
Fru Kirsten.
Gør som jeg siger. Gå derind og klæd dig på,
så prægtigt du lyster.
Alfhild.
Og får jeg også brudekrone?
Fru Kirsten.
Javisst! Brudekrone og sølvringe og røde guld-
bånd. Du vil finde nok deraf i kister og skabe.
Alfhild.
Sølvringe og røde guldbånd!
Fru Kirsten.
Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan.
Alfhild.
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i
hænderne.)
Jeg får brudekrone og røde guldbånd.
(iler ud til venstre.)
SJETTE SCENE.
Fru Kirsten (alene).
Fru Kirsten.
Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig
er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med
en anden. Men således er det mig ret tilpas; det
går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri
ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at
tage til husbond den, jeg først vælger for hende.
Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed
kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes
rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal
Faksimile

s. 123

kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har
koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham
ikke længer farlig. (smilende.) Se, se! Olaf tænkte dog
på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg
ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi
den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun,
og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke
komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen
derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, så vil jeg
sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på
gården og – (ser ud til højre.) Hemming! om jeg prø-
vede med ham! Men han så dem jo sammen på
fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem
de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend,
og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!
SYVENDE SCENE.
Fru Kirsten. Hemming (fra højre).
Hemming
(for sig selv).
Intet sted er Ingeborg at finde; hun lægger
mig i jorden, det er visst. Igår var hun mild mod
mig, hun gav mig sin armring; men så tog hun
den fra mig igen, og idag vil hun aldrig så meget
som glytte til den side jeg går.
Fru Kirsten
(sagte, idet hun nærmer sig).
Lidt varlig får jeg være. (højt.) Se, Hemming,
er det dig? Du færdes helst alene, mærker jeg;
ternerne og de unge karle holder du dig fra; når
jeg fornemmer sligt, så skønner jeg vel, at det ikke
sker uden skellig grund.
Faksimile
s. 124
Hemming.
Ej, min høje frue! hvad skulde –
Fru Kirsten.
Jo, Hemming! der er noget, som du går og
bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds!
Hemming
(truffen).
Ikke frejdig? Jeg?
Fru Kirsten
(smilende).
Her er idag en ung og vakker kvinde, som huer
dig godt.
Hemming.
Alle helgene!
Fru Kirsten.
Og hun er dig god igen.
Hemming.
Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener.
Fru Kirsten.
Ej, Hemming, tal ikke så, for mig skal du lidet
blues. Jo, jo, jeg ser grant, kan du tro.
Hemming
(afsides).
Himmel! hun må have mærket på Ingeborg,
at –
Fru Kirsten.
Jeg har vel set, at bryllupsgildet volder dig liden
gammen. Kirkefærden er dig imod, efterdi du selv
gad vandre med som brudgom, men ser ej udvej dertil.
Faksimile
s. 125
Hemming
(i højeste bestyrtelse).
Ak, fru Kirsten! min ædle, høje frue! fortørnes
ikke.
Fru Kirsten
(forundret).
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?
Hemming
(vedblivende).
Jeg har stridt og kæmpet mod denne usalige
elskov, sålænge jeg mægtede, og det tror jeg forvisst,
at hun har med.
Fru Kirsten.
Hun? Hun har da sagt dig, at hun er dig god?
Hemming.
Ja næsten!
Fru Kirsten.
Retvel, retvel, så I har talt tilhobe derom?
Hemming.
Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det
sværger jeg.
Fru Kirsten.
En eller ti gange, det er mig lige kært. (afsides.)
De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig,
at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at
Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt.)
Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du
fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu
kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig
bi i den sag, vi nys talte om.
Faksimile
s. 126
Hemming
(fortumlet af glæde).
I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene!
jeg tør neppe tro derpaa. (standser.) Men herr Olaf,
eders søn! hvad mener I, han vil sige?
Fru Kirsten.
Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg
vel sørge for.
Hemming
(trohjertig).
Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed,
for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet.
Fru Kirsten
(smilende).
Det har jeg vel mærket, Hemming!
Hemming.
Har I! Ja, I er så klog, fru Kirsten! Og jeg
som tænkte, at jeg var den eneste, som havde mærket
det. (betænkeligt.) Men mener I, at herr Arne vil give
sit minde?
Fru Kirsten.
Din Husbond? Jeg skal vide at tale ham til-
rette, det vil nok lykkes.
Hemming.
Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en
svend.
Fru Kirsten.
Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne
selv er rede dertil.
Faksimile
s. 127
Hemming.
Tak, tak, fru Kirsten! Himlen lønne jer for
eders gode sind.
Fru Kirsten.
Men du tier vel med det, vi her har talt sammen.
Hemming.
Det lover jeg.
Fru Kirsten.
Så hold dig rede, herude samles gæsterne om
føje tid, vær så ikke langt fra hånden. (går op mod sta-
burdøren og spejder efter Alfhild).
Hemming
(for sig selv).
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gæk-
kende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden!
Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig
tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde
gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot
drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at
det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den
besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende
at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har
mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge
det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min
husbond ad, men han vil aldrig tro mig.
Arne
(kalder udenfor til venstre).
Hemming! Hemming!
Fru Kirsten
(kommer ned i forgrunden).
Din husbond kalder! Gå nu! Siden skal jeg
tale med ham; han føjer sig nok. Tro mig, han
Faksimile

s. 128

skal følge sin svend til kirken i samme stund, han
fører sin datter did.
Hemming.
Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god
gerning mod os alle.
(går ud til yenstre .)
Fru Kirsten
(for sig selv).
Så ung er hun og dog så underfundig; hun har
leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn
ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kun-
ster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat;
han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra
ham; det lod også som Hemming frygtede for, at
det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt
blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hem-
ming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte
mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han
har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min
søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende,
så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender
Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt
og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel –
ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre.)
OTTENDE SCENE.
Hemming (kommer fra venstre med en ølbolle skjult under koften). Arne
(følger ham forsigtigt og spejdende.)
Arne.
Er der ingen?
Faksimile
s. 129
Hemming.
Nej, kom I kun, husbond!
Arne.
Men det tykkedes mig, at jeg hørte fru Kirsten.
Hemming.
Nu er hun gået, kom I kun!
Arne
(sætter sig på bænken tilvenstre).
Hemming! godt og vel er det, at brylluppet
skal gå for sig ikveld. Imorgen rejser jeg hjem;
ja, det gør jeg. Ikke en dag længere bliver jeg i
fru Kirstens hus.
Hemming.
Ej, husbond! er der nu igen ufred mellem jer?
Arne.
Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle
hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved
nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi
jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugude-
lige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik
at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge
mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode
hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret.) Af
dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde
tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for
sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk,
ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl,
for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde,
der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.
Hemming.
Ja, ja, husbond! jeg har jo varet jer ad.
Henrik Ibsens samlede værker. X.
9
Faksimile
s. 130
Arne.
Å – varet mig ad! Du er dum, Hemming!
mener du ikke, jeg selv har mærket det; men bi
kun, bi kun! (opfarende.) At sætte mit gode, kvæg-
somme øl for huskarlene, som om det ikke var vær-
digt at komme på et herremandsbord. –
Hemming.
Ja, fru Kirsten handler ilde med jer, det er visst.
Arne
(rækker ham bollen).
Der, sæt dig ned og drik! (Hemming sætter sig.) Hør,
Hemming! Jeg vilde ønske, vi vel var hjemme.
Hemming.
Ja, mig huer det ikke her i bryllupsgården.
Arne.
Nej, da lover jeg min gamle stue på Guldvik;
– når vi to sad sammen om kvelden og legede
brikkespil og havde ølkruset mellem os –
Hemming.
Medens jomfru Ingeborg sad ved væven og bal-
dyrede roser og alskens blomster i lindugen –
Arne.
Og sang derhos så lifligt, at det bares mig for,
som jeg blev ung og rørig igen. Ja, Hemming!
når brylluppet er over, vil vi fare fort med vort
gamle levesæt.
Hemming.
Men da er der ingen, som slår væven og synger
liflige viser dertil.
Faksimile
s. 131
Arne.
Nej, det er sandt nok, Ingeborg er da borte.
Det vil gå mig hårdt til hjerte; hun er vild og
selvrådig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt.
(tænker sig om.) Imellemstunder kunde jeg vel gæste
hende her – – Men nej. det vil jeg ikke! Her ler
de af mig, de hvisker bag min ryg, jeg mærker det nok.
Hemming.
Men ifald I vilde, så kunde det jo endnu gøres om.
Arne.
Gøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker
du om at gøre om. (rækker ham bollen.) Der, drik! det
har du godt af. Gøres om; nej nej, det skal aldrig
gøres om! Det var onde vætter, som blæste den
tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men
nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som
de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig,
– har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det.
(forsagt.) Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod
hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt.) Han skal
være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver
og banker ham.
Hemming.
Ja vel er det, om I tager vare på hende, for
Olaf agter hende ikke stort, det tror jeg visst.
Arne.
Så, mener du det?
Hemming.
Mindes I Alfhild, den fattige pige, som fulgte
med fra fjeldet igår?
Arne.
Javisst gør jeg. Hun er vakker!
9*
Faksimile
s. 132
Hemming
(rejser sig).
Så tykkes Olaf med.
Arne.
Hvad skal det sige?
Hemming.
Olaf har hende kær! Tidt og mange gange
gæstede han hende deroppe; – hvad fru Kirsten har
snakket jer for, må I aldrig tro.
Arne.
Og hvad du snakker mig for, tror jeg endnu
mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun
stundom gækker dig, og derfor under du hende ikke
dette anselige gifte; jo, jo, jeg kender dig nok.
Hemming.
Ej, husbond! kunde I tro, at –
Arne.
Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tigger-
kvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han!
Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg,
min datter, havde sind til dig.
Hemming
(forlegen).
Til mig – hvor kunde I vel falde på –
Arne.
Nej, jeg falder ikke på! Men det ene er ligeså
urimeligt som det andet. Se der, drik! og kom ikke
mer med den snak. (rejser sig.) Der har vi fru Kirsten
med gæsterne. Hvad skal nu gå for sig?
Faksimile
s. 133
Hemming.
Herude skal de alle forsamles, så følger de brud
og brudgom til højtidsbordet og derfra til kirken.
Arne.
Ej, hvilken forbandet skik! Til kirken ved
kveldstid; er det nu en mørkets gerning at gifte sig?
NIENDE SCENE.
De forrige Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger
(kommer efterhånden ind fra forskellige sider).
Fru Kirsten
(for sig selv).
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men når jeg
tænker mig om, så er det også bedst, at han intet
véd deraf, forinden det går for sig. (sagte til Hemming, der
har talt hviskende med Ingeborg.)
Nu, Hemming! hvordan
mener du din husbond er sindet?
Hemming
(sagte).
Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøst-
ning, hvis ikke I hjælper til.
Fru Kirsten.
Ej, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem gæsterne.)
Ingeborg
(sagte til Hemming).
Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt
håb du taler om?
Hemming.
Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten
mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at –
Faksimile
s. 134
Ingeborg.
Tys! der nærmer de sig.
Olaf
(dæmpet).
Sig mig, min moder! hvor går det hende?
Fru Kirsten.
Vel nok, som jeg forud vidste.
Olaf.
Hun véd da at trøste sig?
Fru Kirsten
(smilende).
Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld
skal du få visshed derfor.
Olaf.
Hvad mener I?
Fru Kirsten.
Jeg mener, at hun er en listig heks. Alle
hendes fagre ord har været svig og bedrag.
Olaf.
Nej, nej, min moder!
Fru Kirsten.
Det får vi nu at se! Alfhild er fro og glad,
såmeget véd jeg.
Olaf.
Vel mig, om så var!
Fru Kirsten
(højt og afmålt).
Herr Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den
Faksimile

s. 135

time kommen, som jeg mener vi alle har stundet
efter.
Hemming
(afsides).
Der bryder det løs!
Fru Kirsten.
Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn
og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv.
Hemming
(afsides, studsende).
Hvad nu?
Fru Kirsten.
Vilkårene er vi jo enige om. Men jeg tænker,
vi her endnu engang besegler dem med hånd og
mund.
Hemming
(som før).
Himmel og jord! Vil hun svige mig?
Arne.
Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som
en ærlig mand.
Fru Kirsten.
Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart
gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og
ufred mellem vore slægter være forbi, – og den
ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har
voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for;
det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej
sandt, det lover vi?
Faksimile
s. 136
Alle.
Det lover vi!
(gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.)
Hemming
(sagte).
Få du skam, så forbandet du løj for mig!
Fru Kirsten.
Dernæst er at nævne, hvad vi alt er enige om,
at grænseskellet mellem herr Arnes enemærker og
mine skal flyttes så langt ind på hans grund, som
gode og uvillige mænd har skønnet at være ret
og billigt.
Arne.
Ja, ja, det får vel så være!
Fru Kirsten.
Det lover vi da?
Gæsterne.
Det lover vi!
(håndtag som før.)
Fru Kirsten.
Endelig giver herr Arne sin datter til medgift
så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som
nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig
alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den
dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns
ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo
enige?
Gæsterne.
Det lover og vidner vi!
(håndslag.)
Faksimile
s. 137
Fru Kirsten.
Så række da brud og brudgom hinanden hæn-
der for at gå til gildesbordet og derfra til kirken.
Arne
(afsides).
Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten
sviger mig.
Hemming
(sagte).
O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg,
at jeg stolede på hende.
Fru Kirsten.
Men på denne frydelige dag bør det sig os at
glæde så mange som ske kan. Og derfor har jeg
en bøn til eder, herr Arne!
Arne.
Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne.
Hemming
(afsides).
Hvad agter hun sig nu til?
Fru Kirsten.
Der er endnu et par unge folk, som gerne gad
følges til brudeskamlen ikveld; de er indbyrdes
enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge
for, men brudgommen må I hjælpe tilrette; det er
Hemming, eders svend, og Alfhild!
Ingeborg
(med et udråb).
Hemming!
Faksimile
s. 138
Olaf
(ligeså).
Alfhild!
Hemming.
O, ve! ve! nu forstår jeg –
Gæsterne
(på samme tid).
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
(latter og hvisken.)
Olaf.
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej,
nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig!
Fru Kirsten.
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder dig.
Arne
(for sig selv).
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde ret,
der er noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende.) Ej,
fru Kirsten! jeg skønner eders færd. Nu véd jeg,
hvi Olaf var tre døgn på fjeldet, og nu skal Hem-
ming skille jer af med hende. Ha, ha!
Fru Kirsten
(med tvungen fatning).
Herr Arne! hvor kan I tro sligt?
Arne
(dæmpet).
O, jeg ser grant! Nu skulde jeg vel mene,
jeg eg har skellig grund til at bryde forliget.
Faksimile
s. 139
Fru Kirsten
(sagte og forskrækket).
Bryde forliget! Jeg beder jer! Vil I beskæmme
os alle?
(de taler sagte sammen.)
Hemming
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket).
Så hænger det sammen, det sværger jeg eder
til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden.
Ingeborg.
Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig.
Hemming.
Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke,
at det var eder, jeg tænkte på.
Ingeborg.
Godt, så vil jeg. (højt.) Hemming skal ikke
for alteret med Alfhild; – han er for god til at
ægte anden mands frille!
Olaf
(med et udråb).
Beskæmmet!
Gæsterne.
Frille!
Arne
(til Ingeborg).
Hvad siger du?
Fru Kirsten.
Himlen stå os bi!
Olaf.
Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun!
Faksimile
s. 140
Ingeborg.
Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands
frille! Lad den modsige mig, som tør.
Arne.
Ingeborg! (afsides.) Hvad går der af hende?
Fru Kirsten
(sagte).
Sådan er det fat! Hende, hende er det, som
har Hemming kær! (sagte og bestemt til Arne.) Agter I
nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på
jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få
Hemming gift!
Arne
(forbløffet).
Min datter! Kunde I tænke jer, at hun –
Fru Kirsten.
Stil jer kun ikke slig an! Ingeborg har sind
til eders huskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har
skellig grund til at bryde vort forlig!
Arne.
Bryde, bryde –! Hvad tænker I på! At volde
mig slig tort!
Fru Kirsten
(spottende).
Ja, for ellers vilde jo I gøre det!
Arne
(hurtigt).
Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst,
vi tier, begge to!
Faksimile
s. 141
Fru Kirsten
(for sig selv).
Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf;
en forhånet kvinde vil ikke friste ham!
TIENDE SCENE.
De forrige. Alfhild (kommer ubemærket ud fra staburet i glimrende
brudedragt med krone og udslået hår).
Arne
(afsides).
Dette har været mig en forbandet dag! O, det
er dog en listig hund, den Hemming! han vidste, at
Ingeborg havde sind til ham, derfor var det ham
så lidet tilpas, at Olaf fik hende.
Fru Kirsten
(der imidlertid har genvundet sin fatning).
Og nu til gildesalen! Hemming kan vi siden
tænke på. – Olaf, tag bruden ved hånd!
Arne
(uvillig, da han ser Ingeborg hviske til Hemming).
Hvor er bruden? Træd frem, træd frem!
Alfhild og Ingeborg
(på engang, idet hver af dem griber en af Olafs hænder).
Her er jeg!
Gæsterne.
Hvordan, hun tager Olaf?
(almindelig forbauselse.)
Fru Kirsten
(afsides).
Så vidt har han da drevet det! (højt til Alfhild.)
Du fejler! Det er ikke din brudgom!
Faksimile
s. 142
Alfhild.
Jovisst, det er jo Olaf!
Ingeborg
(slipper hans hånd).
Han har da lovet hende –!
Fru Kirsten
(i stærkt oprør).
Olaf er ikke din brudgom, siger jeg. Sig hende
det selv, min søn!
Olaf
(tier).
(Fru Kirstens frænder ser forlegne på hinanden. Arnes slægtninge
nærmer sig mørke og truende.)
Fru Kirsten
(med hævet stemme).
Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves
med rette af dig.
Olaf
(fortvilet, kæmpende med sig selv).
Det ske da, som I vil, min moder! Ja, ved
alle helgene! jeg skal svare. Alfhild! du fejler!
Jeg er ikke din brudgom. (pegende på Ingeborg.) Der
– der står min brud!
Alfhild
(træder som forstenet et skridt tilbage og stirrer på ham).
Hun! Din – –
Olaf
(med stigende ophidselse).
Alfhild! gå bort herfra? Gå, gå, langt ind på
fjeldet igen; det tjener dig bedst. Jeg har været
Faksimile

s. 143

syg og forvildet i sind, da jeg gik deroppe! Hvad
jeg har sagt dig, mindes jeg lidet af! Jeg véd det
ikke, og jeg vil ikke vide det! Hører du, jeg vil
ikke! – Guldkronen kan du beholde! Behold alt,
både sølv og guld, som du der er klædt i. Mere,
ja tifold mere skal du få. – Nu! hvi ser du sådan
på mig?
Alfhild
(tager kronen og de øvrige smykker af og lægger dem for Olafs fødder,
idet hun vedbliver ufravendt at stirre på ham)
.
Olaf.
Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde
være min brud ikveld, kanhænde du troede mig!
Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte
en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stam-
med foden.)
Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg
kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte,
hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min
fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed
i armen.)
Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende
er det, jeg har kær!
Alfhild
(synker på knæ og bedækker ansigtet med sine hænder).
Olaf.
Rejs dig, Alfhild! rejs dig, siger jeg! Dersom
du tør sørge så, da slår jeg dig ihjel! – Hvi er du
ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I
andre! Hvi står I der så tause og ser på hin-
anden? Ler, ler dog, så det kan runge i gården!
– Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt
dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I
andre med! Læg også I et ord med i laget; fru
Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende,
Faksimile

s. 144

træd hende under fødder! (med skingrende latter.) Ha,
ha, ha! Hun er jo Olafs frille!
Alfhild
(synker mod jorden således, at hun kommer til at hvile i en liggende stil-
ling ved stenbænken til venstre. Et stærkt lyn oplyser scenen, tordenen
ruller; under det følgende tiltager mørket og uvejret mere og mere, ind-
til aktens slutning)
.
Olaf.
Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i
med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min
brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi
drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn
– nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet
skal spille op til dans – ikke klagelige salmer –
fy, fy, nej, dans! (lyn og torden.) Ha, ha! Det spør-
ges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!
(styrter ud til højre.)
Arne.
Krist fri mig! hans forstand er borte!
Fru Kirsten.
Ej, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg
kender ham.
(trækker Arne med sig.)
Arne
(truer sagte til Hemming i forbigående).
O, Hemming, Hemming! Du er en listig hund!
Gæsterne
(går stille og forstemte ud til højre; tyendet til venstre).
Ingeborg
(holder Hemming tilbage).
Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf
Liljekrans!
Faksimile
s. 145
Hemming.
Ak, hvordan skal det hindres?
Ingeborg.
Kommer det derpå an, så siger jeg nej, nej
for alteret selv, i alles påsyn!
Hemming.
Ingeborg!
Ingeborg.
Hold min hest sadlet og rede!
Hemming.
Hvad! I vil –!
Ingeborg.
Jeg vil! Nu véd jeg først, hvor kær du er
mig, nu jeg står fare for at miste dig. Gå, gør
som jeg siger og var mig ad, når tid er.
(går ud til højre.)
Hemming.
Ja, nu er jeg stærk; nu tør jeg friste, hvad
det skal være!
(går ud til venstre.)
ELLEVTE SCENE.
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.
Alfhild
(bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne.
Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og
siger med stille, afbrudt latter:)
Én falk kan hvile sig på dronningens arm,
en anden må lide stor nød og harm!
Henrik Ibsens samlede værker. X.
10
Faksimile
s. 146
Én fugl fik fjære både røde og blå,
en anden må nøjes med hammen grå!
Jeg har vidst, at tårernes varme flod
husvaler, når verden går tungt imod;
men nu har jeg fristet så vild en ve,
at jeg kunde mig derover tildøde le!
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går
hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.)
Kor af bryllupsgæster.
Hil og sæl både brudgom og brud,
de sidder i lyst og gammen herinde.
Herr Olaf er sig en ridder prud,
skøn Ingeborg så ven en kvinde!
Hemming
(lister sig under koret ind fra venstre).
Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til
Ingeborg og så afsted!
(går ud til højre bag huset.)
Alfhild.
De drikker ham til af sølverne krus,
bruden er bænket højt ved hans side;
på alteret tændes op de gule vokslys,
snart skal de til kirken udride!
Derinde de sidder ved gildebord
og taler så mangt et skemteligt ord!
Jeg må færdes alene i uvejr og nat,
ak, har mig da alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit hår!
Olaf! Regnen mig pisker og slår!
Olaf, Olaf! Kan du se mig lide
al den unævnelige angst og kvide!
(ler.)
Regn og storm, det er ringe ting,
lidet at agte mod det hvasse sting
Faksimile
s. 147
her i min venstre side. –
Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen
for at følge Olaf, min hjertensven!
Han svor mig til, du skal vorde min brud!
og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;
men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!
Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port
i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gå, men standser.)
Nej, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gå,
her må jeg våndes, her må jeg blive!
Så lidet markens urter formå
selver sig med rod oprive!
hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,
enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.)
Alfhild
(ligesom greben af en ængstelig anelse).
Hvorhen går I? Hvorhen, hvorhen? Hvad
skal der ske?
En karl.
Ej, se, se! Det er jo Alfhild; hun er her
endnu!
Alfhild.
O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå
for sig?
Karlen.
Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå?
Alfhild
(i feberagtig angst).
Vielsen! O, nej, nej! vent dermed, kun til
10*
Faksimile

s. 148

imorgen! Er vielsen holdt, da er alting forbi for
mig, jeg véd det!
Karlen.
Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter
brudgommens eller brudens sind.
En anden.
Tænk dig om! Ifald du selv var bruden, så
gad du nok ikke vente.
(latter.)
Første karl.
Nu skal vi ned til kirkeporten og lyse med de
røde brudeblus, når følget rider fra gården.
Anden karl.
Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få
et blus at bære!
Flere.
Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hæ-
dersdag!
(latter.)
Alfhild
(tager en af faklerne).
Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken
vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når
jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt,
hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig
mig, tror I da ikke, han vil blive mig god igen!
Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det!
Karlene.
Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!
(de går ud til højre bag huset.)
Faksimile
s. 149
Alfhild
(med frembrydende tårer.)
De håner mig alle, – hver og en!
så hård er end ikke fjeldkammens sten;
den lader dog mosset trives derpå;
mig er ingen så god! Jeg – jeg må forgå!
(lyn og torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
den øser sin vrede over mit hoved;
men den har ej et lyn for at knuse ham,
der listeligt sveg, hvad han loved!
(orgeltoner høres fra kirken.)
O, hør! Der synger Guds engle små!
de maner Olaf til det hellige alter!
og jeg skal udenfor kirkedøren stå
og våndes i gyldne pjalter!
(svinger faklen højt i vejret.)
Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!
frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!
(holder inde og lytter til orgelsangen.)
Guds engle synger! Af gravens muld
mægted de at synge den døde!
O, min barm er så bristende fuld!
(knæler og vender sig mod kirken.)
Hold op med de toner bløde!
hold op med sangen, så mild og lind!
ellers lokker I Olaf for alteret ind!
(hviskende og i den højeste angst.)
Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!
nu er han dysset i glemselsblund!
o, vækker ham ikke, ellers vil han ride
til kirken – og da må jeg døden lide!
(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet
og ude af sig selv.)
Faksimile
s. 150
Nej, alle Guds engle har mig forladt!
de håner mig i min jammer!
de maner ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten nat,
lyst skal der være i dit brudekammer!
(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden.
Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset.)
Hemming.
Nu er det tid! Hesten står sadlet bag ved
staburet.
Ingeborg.
Og alle karlene er nede ved kirkedøren, ej så?
Hemming.
Jo, jo, vær ganske tryg; og i gildehuset har jeg
stængt både døre og luger; der er tykke jernringe
for, ingen kan slippe ud!
Ingeborg.
Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har
talt om!
Hemming.
Ja, didop! Der vil ingen søge os!
(de iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende.
Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slaar ud
igennem taget.)
Alfhild
(springer fortvilet op).
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
her var mig for mørkt – det voldte mig gru!
ha, Olaf! før var det dig, som lo,
nu ler Alfhild, så vild og fro! –
I brudehuset er nød og harm,
bruden brænder på brudgommens arm!
Faksimile
s. 151
(Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet
stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft
søger at udvide.)
Olaf.
Alfhild! Dig er det! Det måtte jeg vide!
Guld og mård skal du herefter slide,
ifald du mig frelser af vånden stor!
Alfhild
(med vild latter).
Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!
rid nu til kirken med spillemand og præst!
hold nu dit bryllup og glem din frille!
Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –
hun har svunget brudeblusset ved dit gilde!
(hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af
taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet
tæppet falder.)

Faksimile
TREDJE AKT.

(En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet
af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på
venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På
samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten
ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner
på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de føl-
gende scener står solen op.)
FØRSTE SCENE.
Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem buskene ved huset; en
sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme.) Olaf (kommer ned
fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte.)
Olaf.
Her var det; jeg kender grønningen her ved
vandet. Hist under lindetræet drømte jeg min sæl-
somme drøm. På hældingen der ved fjeldet stod
jeg, da Alfhild første gang kom mig imøde; lagde
min fæstensring for buestrengen og skød; – det skud
har været et trolddomsskud; det rammede skytten
selv.
Sælsomt, når jeg færdes heroppe, højt over byg-
den, da er det som en anden luft legte om mig,
som om et friskere blod rullede i mine årer, som
om jeg fik et andet sind, et andet tænkesæt.
Hvor er hun nu?
Faksimile
s. 153
Jeg skal, jeg vil finde hende igen! Hidop må
hun komme; hun har jo intet hjem derude i den
kolde, vide verden. Og jeg – er ikke også jeg en
hjemløs flygtning derude? Blev jeg ikke en fremad
i min moders hus, en fremmed mellem mine frænder,
fra den første stund jeg mødte hende?
Er hun da en heks, råder hun over lønlige kun-
ster, som – –?
Min moder! Hm! det bæres mig for, som det
ikke vilde både mig vel at lade hende styre min
færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke
har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen,
afbede al min uret og så –
(standser og ser ud til venstre.)
ANDEN SCENE.
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd (kommer fra venstre
bag huset).
Olaf.
Godt møde, fremmedkarl!
Thorgjerd.
Tak, det samme igen. Du er tidlig ude!
Olaf.
Eller sent; tidlig på dagen, men sent på natten.
Thorgjerd.
Du hører vel hjemme nede i bygderne, du, kan
jeg tænke.
Olaf.
Min slægt hører hjemme der. Og du?
Faksimile
s. 154
Thorgjerd.
Der ens hu er bunden, der har en hjemme;
det er derfor jeg helst færdes her; – mine grander
skal ingen uskel gøre mig.
Olaf.
Det har jeg mærket.
Thorgjerd.
Så har du tiere været heroppe?
Olaf.
Jeg har jaget en hind herinde i sommer; men
når jeg ser ret til, så er det et forhekset kongebarn.
Thorgjerd
(ser stivt på ham).
Den jagt er farlig!
Olaf.
For skytten?
Thorgjerd
(nikker).
Olaf.
Ja, jeg sad just og tænkte det samme ved mig
selv; det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt
på den jagt.
Thorgjerd.
Farvel, og god lykke!
Olaf.
Få du last og skam! Ønsker du en jægers-
mand til lykke, så kommer ham ikke vildtet på
skud.
Faksimile
s. 155
Thorgjerd.
Ifald skuddet rammer skytten selv, så times
ham den bedste lykke, når han ingen lykke har
med sig.
Olaf.
Du taler kløgtigt.
Thorgjerd.
Ja, ja, her er mangt og meget at lære herinde.
Olaf.
Tilvisse! Her har jeg lært det bedste, jeg véd.
Thorgjerd.
Farvel! Dine frænder skal jeg bringe bud og
hilsen fra dig.
Olaf.
Agter du dig nedover?
Thorgjerd.
Så var min agt. Der er lystige dage dernede,
har jeg spurgt. En mægtig riddersmand holder sit
bryllup –
Olaf.
Da skulde du været med inat; nu er nok den
bedste gammen forbi.
Thorgjerd.
Jeg tænker, jeg kommer tidsnok endda.
Olaf.
Kanhænde! Men du skulde dog været med inat; inat,
så lys og varm en gildesal skulde du aldrig have
set før.
Faksimile
s. 156
Thorgjerd.
Godt og vel for den, som var inde.
Olaf.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor.
Thorgjerd.
Ja, ja! udenfor, – det er fattigmands plads.
Olaf.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor, og
som endda havde det både bedre og værre end de,
som var inde.
Thorgjerd.
Jeg må nok derned, kan jeg skønne; jeg vil
spille op i laget. Nu henter jeg min strengeleg og
så –
Olaf.
Du er spillemand?
Thorgjerd.
Og ikke blandt de sletteste. Nu henter jeg
min strengeleg, der den ligger gemt ved fossen; de
strenge skulde du høre. Med dem sad jeg engang
på sengestok og spillede bruden ud af gildehuset
over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids
vise? Den, som kunde spille bruden af fæste-
mandens arm, kan vel spille barnet hjem til sin
fader igen. Farvel! Dvæler du her, så kan vi mødes,
når jeg kommer nedover.
(går ud til højre ved vandet.)
Faksimile
s. 157
TREDJE SCENE.
Olaf. Alfhild.
Olaf.
Ha, om det var – Ja forvisst, jeg kan ikke
tvile derpå. Alfhild sagde jo selv, hendes fader slog
strengelegen så lifligt, at det, engang hørt, aldrig
kunde glemmes igen. Han nævnte jomfru Ingrid,
som blev borte på bryllupskvelden for mange år
siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd,
han havde hende kær, så blev der sagt. Mange
underlige sagn gik siden om ham; stundom stod
han midt nede i bygden og spillede så fagert, at
alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor
han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn!
Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som
ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid,
som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild.)
Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flyg-
tet herop. Her skal du altså vågne efter bryllups-
natten; så tung en dag blev min hædersdag for dig!
Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alver-
dens herlighed at kende. Så tung en vandring har
du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun
rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og
angst; – når du vågner, skal det være til fryd og
glæde!
Alfhild
(endnu halvt i drømme).
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser.)
Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!
(iler hen til ham.)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!
Faksimile
s. 158
Olaf.
Alfhild! vær trøstig, slå dig til ro!
Alfhild
(viger sky og ængstelig tilbage).
Mener du at kogle mig med ord så ømme?
Ondt bær' du i hjertet, smil bær' du om mund,
du lokke mig ikke i trolddoms-blund!
Olaf.
Alfhild! kom til dig selv igen;
jeg er jo Olaf, din hjertensven!
tungt er du krænket; jeg har handlet dig imod;
men jeg var dig dog altid i hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedåret, –
det er deraf jeg har dig tildøde såret!
Alfhild! kan du forlade mig min færd,
jeg sværger dig til, jeg skal blive dig værd!
Kummerens tårer skal jeg kysse fra din kind,
skal jevne din sti, skal bære dig på hænder,
skal svale sorgen, som svider i dit sind,
skal læge det sår, som i hjertet brænder!
Alfhild
(mildt og klagende).
Jeg kender dig vel, jeg skønner din list.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil dåre mig med ord, du vil bilde mig ind,
det er dig, som ligger mig så tungt i sind.
Du vil bilde mig ind, det var dig, som lærte
mig at smeltes i fryd, at våndes i smerte!
Det lykkes dig lidet, jeg kender dig vel,
enten du kommer ved morgen eller kveld.
Jeg kender dig vel; thi jeg læser på panden
de svigfulde mærker. Så var ej den anden!
Faksimile
s. 159
Olaf.
Den anden? Hvem mener du?
Aflhild .
Han, som er død!
Det er deraf mig voldes så bitter en nød.
Forstår du mig ikke? Du skal vide, der var to;
det er deraf jeg aldrig fanger hvile og ro!
Den ene bar mig med elskov i hu,
den anden var mig ond og svigagtig som du;
den ene kom til mig ved sildig sommerkveld,
da blomstred mit hjertes rosenblommer;
den anden lokked mig dybt i fjeld,
hvor der aldrig er sol og sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er du;
den anden, som bar mig med elskov i hu,
den anden, som aldrig går mig af minde,
ham brændte jeg inde!
(synker ned på en sten ved huset og brister i gråd.)
Olaf.
Har han røvet din fred, har han ranet din ro,
så lad ham ej længer i hjertet bo!
Alfhild.
Ak, om jeg sænktes i graven ned,
jeg føler det vel, min sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger dig til,
jeg tænkte, jeg var ham så lidet mild;
nu ser jeg, jeg må mig tildøde græmme,
og kan ham dog ikke forglemme!
(kort pause.)
Sig mig, ejer du strenge i dit bryst?
Jeg tror det; thi lifligt klinger din røst;
lifligt – skøndt den med svig er blandet.
Har du strenge i dit bryst, da gå trindt om landet
Faksimile
s. 160
Og syng om Alfhild en klagelig sang
for bygdens piger; hør kun engang:
Jeg var mig igår så liden en hind,
jeg gik i de grønnende lunde;
alle så kom de i skoven ind,
og jaged mig med falk og med hunde!
Jeg var mig igår så fattig en fugl,
jeg sad under lindegrene;
alle så jog de mig fra mit skjul,
og kasted på mig med stene.
Jeg var mig igår den vilde due,
der aldrig fanger fred og hvile;
alle så kom de med kogger og bue,
og skød mig i hjertet med pile!
Olaf
(smerteligt bevæget).
Ak, at jeg lå under grønnen tue,
stedet til evig hvile!
Hvert dit ord er som stålsat bue,
der rammer mit hjerte med pile!
Alfhild
(springer op med barnlig glæde).
Sådan skal det være, så er det ret!
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
at du selv er af al min smerte krystet.
De mener, din egen ve er så stor,
som den du gøgler i klagende ord!
(standser og ser sørgmodig på ham.)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
Faksimile
s. 161
Syng heller om Olaf Liljekrans,
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
som lokked ham hans fæstemø af sinde;
syng om al den sorrig og nød,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
Syng om al den vånde og ve,
da de bar af stuen de døde tre!
Den ene var Olaf, den anden hans mø!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø.
Olaf.
Ja, Olaf er død, det er ret, som du siger;
men jeg vil være dig så fuldgod en ven,
hvorhelst du dvæler og hvor du går hen;
aldrig fra din side jeg viger!
Må jeg lide så tungt for det, jeg forbrød,
straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale,
at færdes hos dig i de øde dale!
Fra sol går op, til sol går ned,
skal jeg tro som hunden følge dit fjed!
Jeg skal klæde min anger i klagende ord,
så lydt og sålænge til du derpå tror.
Hver en livsalig stund herinde
skal jeg mane frem for dit minde!
Hver en blomstrende urt skal derom tale,
derom skal synge både gøg og svale!
Alle de trær, som grønnes i lunde,
skal hviske derom med tusinde munde!
Alfhild.
Hold op! Jeg véd det, du vil dåre mig påny;
langt bedre om du vilde bort fra mig fly!
Så fager en falskhed er dit ord,
så svigfulde tanker i dit hjerte bor!
Henrik Ibsens samlede værker. X.
11
Faksimile
s. 162
Hvad vil du heroppe? Hvi kommer du herhen?
Vil du bilde mig ind, du kan kende dig igen?
Her var jo fordum så fagert et sted,
nu er forbandelsens lyn slået ned!
Fordum, da jeg gik her alene,
var der duftende løv på alle grene!
Alle fugle sang, alle blomster sprang ud,
da du tog mig i favn og kaldte mig din brud!
Men nu – hele dalen er brændt inat;
brændt er både trær og krat;
visnet er strået, brændt er løv,
hver en blomst er vorden til smuldrende støv! –
Ja, jeg ser det vel, – på en eneste nat
er verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt
derude, og segned af kval og skam,
da blegnede livets gyldne ham.
Intet lever igen uden svig og bedrag;
det har Olaf lært mig på min bryllupsdag!
Min fader løj; han bød mig tro,
at den døde bæres til englenes bo;
men Olaf kendte et sandere ord;
den døde sænkes i sorten jord!
(udbryder med den dybeste smerte.)
Ja, jeg kan vidne, du vidste besked;
selv er jeg sænket i jorden ned.
Olaf.
Alfhild! Dit ord falder knusende tungt!
O, Gud! dit sind var så friskt og ungt – –
forlad mig min brøde, forglem din ve!
Alfhild
(med et stærkt og stigende udtryk af forvildelse.)
Tys, tal ikke til mig! Se, Olaf, se!
De bærer et lig til graven frem;
men der er ingen moder, ingen søskende fem,
Faksimile
s. 163
der er ingen bolster, hverken røde eller blå, –
Alfhild ligger på spåner og strå!
Aldrig skal jeg køres i himmelens karm
for at vågne i Gud Faders arm.
Jeg har ingen moder, hvis hjerte vil briste,
jeg har ingen, som sørger ved den sorte kiste;
jeg har i verden vide hverken store eller små,
som græder for mig ved graven.
Der er ingen engle, som drysser perler blå
alt for min fod i himmelhaven,
og aldrig jeg kommer til det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover!
Olaf.
Alfhild!
Alfhild.
Nu sænkes jeg i jorden ned!
nu kaster de muldet derover!
Og her må jeg ligge med al min nød,
må leve og lide, skøndt jeg er død:
må vide, at alt er for mig forbi,
og kan dog ikke glemme, kan ej kæmpe mig fri;
må høre, når han, som min elskov jeg gav,
rider til kirken over min grav!
Må høre ham våndes i vildene flammer,
og kan ikke mildne hans jammer!
O, hvor mit bryst er trangt sluttet inde!
Jeg er gåen Guds engle af minde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
jeg er stængt ude bag livets port –
grav mig op igen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til venstre.)
Olaf.
Alfhild! Alfhild! O, Krist, hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter.)
11*
Faksimile
s. 164
FJERDE SCENE.
Ingeborg og Hemming (kommer efter en kort pause ind fra højre.)
Ingeborg.
Se så, nu er vi da heroppe! Hvor her er dej-
ligt og lyst og fredsomt.
Hemming.
Ja, her skal vi leve godt tilsammen!
Ingeborg.
Men mærk dig vel, at du er min svend, ikke
andet, – sålænge til min fader har givet sit minde.
Hemming.
Det gør han aldrig!
Ingeborg.
Vær du rolig, vi finder nok på råd. – Men nu
må vi tænke på at vælge os en stue til at bo i.
Hemming.
Her er nok af dem. Over hele dalen ligger
øde huse; alt står endnu, som den gang de sidste
mennesker døde bort i den store landfarsot for
mange år siden.
Ingeborg.
Her huer det mig godt! Derhenne ligger også
slig en gammel stue; vandet har vi nærved, og
skoven er visst rig på vildt. Du kan fiske og jage;
ja, vi skal leve et dejligt liv!
Hemming.
Ja, forvisst, et dejligt liv! Jeg fisker og jager,
og du sanker bær imens og ser huset tilrette.
Faksimile
s. 165
Ingeborg.
Gør jeg? Nej, det må du tage vare på!
Hemming.
Ja, ja da, som du vil. O, et lysteligt liv skal
vi leve! (standser og tilføjer noget forknyt.) Men når jeg ret
tænker mig om; – jeg har hverken bue eller fiske-
redskab med.
Ingeborg
(ligeledes med et udtryk af forsagthed.)
Og det falder mig ind, her er ingen terner, som
kan gå mig tilhånde.
Hemming.
Det gør jeg så gerne!
Ingeborg.
Nej, ellers tak. – Og alle mine gode klæder –
Jeg tog ikke andet med end brudestakken, som jeg
står og går i.
Hemming.
Det var ilde betænkt af dig!
Ingeborg.
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal du en
nat liste dig ned til Guldvik og tage med dig af
klæder og andre ting, så meget jeg har brug for.
Hemming.
Og blive hængt som tyv!
Ingeborg.
Nej, derfor skal du vare dig vel, det byder jeg.
(betænkeligt.) Men når så den lange vinter kommer?
Ingen mennesker er heroppe, dans og sang får
Faksimile

s. 166

vi aldrig at høre – Hemming! skal vi blive her
eller – –
Hemming.
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?
Ingeborg
(utålmodigt).
Ja, men der kan jo ingen mennesker leve her.
Hemming.
Jovisst kan de leve!
Ingeborg.
Ej, du ser jo selv, de er døde allesammen!
Hemming! jeg mener, det er bedst, jeg rejser ned
til min fader.
Hemming.
Men hvad skal der blive af mig?
Ingeborg.
Du skal ride i krigen!
Hemming.
I krigen! Og blive slået ihjel!
Ingeborg.
Visst ikke! Du skal udføre en berømmelig
gerning, så bliver du riddersmand, og så vil ikke
min fader være dig imod.
Hemming.
Ja, men om de nu slår mig ihjel?
Ingeborg.
Nu, det kan vi altid tænke på. Idag og imor-
gen får vi vel blive her; sålænge sidder gæsterne i
Faksimile

s. 167

gildehuset og tærer bryllupskosten, – søger de efter
os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe
kan vi være trygge og – –
(standser og lytter.)
(Udenfor til højre høres langt borte følgende:)
Kor.
Afsted, afsted at finde
Alfhild, den onde kvinde;
for vor sorg og møde
skal hun med livet bøde!
Hemming.
Ingeborg! Ingeborg! De er efter os!
Ingeborg.
Hvor skal vi ty hen?
Hemming.
Ja, hvor kan jeg vide –
Ingeborg.
Gå ind i stuen; gør døren tilrette, så den kan
stænges indenfra.
Hemming.
Ja, men –
Ingeborg.
Gør som jeg siger! Jeg går op på bakken
imens og ser efter, om de er langt borte.
(går ud til højre.)
Hemming.
Ja, ja da! Ak, bare de ikke får os fat.
(går ind i huset.)
Faksimile
s. 168
FEMTE SCENE.
Olaf (kommer fra skoven til venstrc). Straks efter Ingeborg (fra højre).
Olaf
(ser sig om og kalder med dæmpet stemme).
Alfhild! Alfhild! Intet sted er hun at se! Som
en fugl smuttede hun mig afsyne inde i skoven og
jeg –
Ingeborg.
De er lige herved og – (standser forskrækket.) Olaf
Liljekrans!
Olaf.
Ingeborg!
Hemming
(stikker ubemærket hovedet ud af døren og får øje på Olaf).
Herr Olaf! Så! Nu er det da vel forbi med
mig!
(trækker sig ilsomt tilbage.)
Ingeborg
(afsides).
Han må være redet i forvejen.
Olaf
(afsides).
Hun må være kommen her op med sin fader
for at lede om mig.
Ingeborg
(afsides.)
Men jeg følger ikke med!
Olaf
(afsides).
Jeg viger ikke herfra!
Faksimile
s. 169
Ingeborg
(højt, idet hun træder nærmere).
Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde
gør du, om du tænker at tvinge mig.
Olaf.
Det er sålidet min agt!
Ingeborg.
Hvi kommer du da hid, sammen med mine
frænder?
Olaf.
Gør jeg det? Det er jo tvertom dig, som –
Ingeborg.
Det påfund dårer mig ikke; jeg så jo nylig hele
følget –
Olaf.
Hvem? Hvem?
Ingeborg.
Min fader og vore slægtninge!
Olaf.
Heroppe?
Ingeborg.
Javisst, lige her ved!
Olaf.
Ha, da er min moder med dem.
Ingeborg.
Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan det
skrække dig?
Faksimile
s. 170
Olaf.
Jo, det er mig, de søger!
Ingeborg.
Nej, det er mig!
Olaf
(forbauset).
Dig!
Ingeborg
(begynder at fatte sammenhængen).
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig
ind! – Hør, skal vi to være ærlige mod hinanden?
Olaf.
Ja, det var just min agt!
Ingeborg.
Nu godt, så sig mig, hvad tid kom du herop?
Olaf.
Inat!
Ingeborg.
Jeg ligeså!
Olaf.
Du!
Ingeborg.
Javisst, javisst! Og du drog bort, uden at
nogen vidste derom?
Olaf.
Ja!
Ingeborg.
Jeg ligeså!
Olaf.
Men så sig mig –
Faksimile
s. 171
Ingeborg.
Tys, vi har knap tid! Og du flygtede herop,
fordi du havde kun ringe lyst til at følge mig for
alteret?
Olaf.
Ej, hvor kan du tro –
Ingeborg.
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi
skulde jo tales ærligt ved.
Olaf.
Nuvel da, det var derfor jeg –
Ingeborg.
Godt, godt, jeg gjorde ligeså!
Olaf.
Du, Ingeborg!
Ingeborg.
Og nu ser du vel nødig, at nogen kommer dig
på spor?
Olaf.
Ja, det skal ikke nægtes!
Ingeborg.
Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf;
jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede
vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er
efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi
forråder ikke hinanden!
Olaf.
Det er et ord!
Faksimile
s. 172
Ingeborg.
Men nu må vi skilles ad!
Olaf.
Jeg forstår!
Ingeborg.
Thi fandt de os sammen, så –
Olaf.
Ja, så vilde det falde dig sværere at blive fri
for mig!
Ingeborg.
Farvel! Kommer jeg engang til at holde bryl-
lup, så skal du være min brudesvend.
Olaf.
Og skulde sligt times mig, så vil du nok være
mig til vilje på samme vis.
Ingeborg.
Det forstår sig! Farvel! Farvel! og vær ikke
umildt sindet mod mig.
Olaf.
Visst ikke; jeg skal række dig hånden, hvor
vi mødes!
Ingeborg.
Jeg ligeså! Hvor vi mødes – bare ikke for
alteret.
(går ind i huset. Olaf ind i skoven til højre i baggrunden,)
Faksimile
s. 173
SJETTE SCENE.
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, bryllupsgæster, bønder og huskarle
(fra højre).
Fru Kirsten.
Se, her vil vi begynde jagten. Vore folk må
spredes ad og søge rundt om vandet; – hun skal
herfrem og da – ve, ve hende! der er ikke nåde
og barmhjertighed i mit sind.
Arne.
Hvad vil I da gøre?
Fru Kirsten.
Holde dom over hende – lige på stedet, der
hun træffes! Den udåd, hun har øvet på mine ene-
mærker, har jeg magt og myndighed til at straffe
efter ret og skøn.
Arne.
Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt
vindes ikke derved tilbage.
Fru Kirsten,
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er
ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have,
ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den
skam, hun har påført mig. Uvejret inat har for-
dærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt
strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun
selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og
trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er
det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har
hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat
i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge
hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden;
Faksimile

s. 174

alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det
var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig
hjælp!
Arre .
Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for, at det
har kostet to liv, som jeg såmeget holdt af, – Inge-
borg og min svend, Hemming!
Fru Kirsten.
Ej, ej, herr Arne! I må ikke rent fortvile
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; alle
vi andre kom jo uskadte ud, trods den forbandede
heksekvindes list; – Ingeborg er bleven forvildet af
skrækken og er flygtet et sted hen.
Arne.
Ja, ja, lad så være med Ingeborg; men Hem-
ming er nu aldrig at spørge efter, det véd jeg visst!
Fru Kirsten.
Hvi så?
Arne.
O, han var bleven slig en listig, udtænkt djævel
på den sidste tid! Han har ladet sig brænde inde
bare for at få hævn over mig, han vidste, jeg kan
ikke være ham en dag foruden. O, jeg kender
ham!
Fru Kirsten.
Ja, hvordan end er, Alfhild må vi fange; hun
skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har ugerninger
nok at påsige hende.
Arne.
Og jeg kan nævne flere, ifald det gøres behov; behov
Faksimile

s. 175

hun har stjålet min abildgrå hest ud af stalden inat;
imorges var den borte både med sadel og bidsel.
Fru Kirsten
(afsides).
Ingeborg og Hemming borte, og hans hest lige-
så; var jeg i hans sted, jeg véd nok, hvad jeg
vilde tro. (højt.) Nu bryder vi op og deles ad i
små hobe; den, som først får øje på Alfhild, blæser
i horn eller lur; de andre lytter derefter og følger
lyden, til vi samles.
(de går ud til forskellige sider.)
Arne
(som er bleven alene tilbage).
Og jeg, som ikke er kendt her, hvor skal jeg
finde frem. (kalder.) Hemming, Hemming! (holder inde.)
Nå, det er jo sandt, han er – (hovedrystende.) Hm!
hm! Det var skammeligt gjort af ham.
(går ud til hojre.)
SYVENDE SCENE.
Alfhild (kommer frem ved vandet på venstre side; hun bærer en
liden bylt).
Alfhild.
Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;
jeg må hvile, nu er jeg til døden træt!
(synker ned på en sten i forgrunden.)
Først vil jeg sige min fader farvel!
Så vandrer jeg ind på det øde fjeld!
Hernede ser jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
jeg må op i højden, at mit sind kan hærdes!
jeg må døve og glemme den tunge lære,
må dysse i blund alle minder kære!
Faksimile
s. 176
Ak, jeg som tænkte mig livet så rigt!
Intet er sandhed, alt er digt,
alt er kun tant og gøglende løgne;
intet kan gribes og fattes med hænder,
intet må skues med vågne øjne,
intet holder stand, når vi ret det kender!
(lurtoner høres fra skoven.)
Min moders arvesølv bringer jeg med;
det vil jeg grave i jorden ned!
Jeg vil grave det ned under birkens rod,
derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!
(åbner bylten og fremtager en brudekrone og andre smykker.)
Denne sølverne krone har min moder båret;
også hende har da verden forlokket og dåret,
også hun har da troet på kærligheds magt.
Blev også hun så bitterlig vakt?
Var det kun spot, når min fader kvad
om elskovs lyst, som gør barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
hans sange har røvet mig livsens fred,
hans sange bygged i min barm et hus
for verdens fryd, – nu ligger det i grus!
(luren høres atter.)
Sølvet er sig så ædelt malm,
det smuldres ikke som høstens halm;
lå det i jorden vel tusinde år,
det skinner endda, det aldrig forgår!
Livets lyst er som høstens halm,
sorgen er sølvet, det ædle malm!
(pakker smykkerne sammen i bylten.)
Min fader har nævnt mig en trolddomsskat,
deraf drypped ni blanke perler hver nat;
men hvormange perler den end monne føde,
lige stor og rig blev dog skatten hin røde!
Min sorg er for mig en trolddomsskat;
Faksimile
s. 177
deraf skal dryppe ved dag og nat
ikke ni, – nej tusinde perler små,
og skatten vil dog aldrig forgå! –
Ja, verden har gjort mig så klog, så klog!
Fordum fulgte jeg skyernes tog,
fløj drømmende med på de vide baner
og kaldte dem himmelens svaner!
Fordum jeg tænkte, at træets grene
bredte sig ud for at skygge min vandring,
jeg tænkte mig liv i fjeldets stene.
Nu er mig voldt så tung en forandring.
Nu véd jeg det bedre; – kun menneskets bryst
kan våndes i smerte, kan vugges i lyst.
Der bor ingen ven mellem blomster og grene,
jeg må bære min sorg alene.
(rejser sig.)
Velan da! Op mellem is og sne, –
både her og hist er kun gravens læ!
(vil gå.)
OTTENDE SCENE.
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra
forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans.
Fru Kirsten.
Der er hun! Stå stille, Alfhild! Prøv ikke på
at undkomme, ellers skyder vi dig ned.
Alfhild.
Hvad vil du mig?
Fru Kirsten.
Det skal du tidsnok erfare! (peger på bylten.) Hvad
bærer du der?
Henrik Ibsens samlede værker. X.
12
Faksimile
s. 178
Alfhild.
Min moders arv!
Fru Kirsten.
Giv hid! Se, se! En sølvkrone! Forsandt,
Alfhild! er du din moders eneste datter, da frygter
jeg stærkt, at brudekronen ikke mere vil trænges
om i hendes æt. (til karlene.) I binde hende! Hun
står der og lader så sorgløs i sind; ingen kan vide,
hvad hun pønser på.
(Alfhild bindes.)
Fru Kirsten
(højt og med undertrykt lidenskabelighed).
Retten er sat. Som I alle vide, har jeg lovlig
hævd og adkomst til at værne om mine enemærker,
til at fælde dom efter landets lov over hver den,
der gør mig uskel på min egen grund. Dette er
hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor
står du nu her som anklaget for din dommer. For-
svar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder
livet.
Arne.
Men hør, fru Kirsten!
Fru Kirsten.
Forlad mig, herr Arne! Jeg er i min ret, og
den vil jeg holde på. (til Alfhild.) Træd frem og
svar mig!
Alfhild.
Spørg du kun, jeg skal svare!
Fru Kirsten.
Mange og hårde er de beskyldninger, som rej-
ses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her
Faksimile

s. 179

ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf
Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra
hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han,
syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men
drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har
holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig
vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig,
om du kan.
Alfhild.
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder
du hin sælsomme magt, som drog Olaf hid op.
Kanhænde du har ret; men denne trolddom kom
ikke fra den onde; – hver den stund Olaf har været
her, Guds øje måtte se derpå! hver den tanke jeg
har fæstet på Olaf, Guds engle måtte kende den!
og de skulde ikke blues derover.
Fru Kirsten.
Nok, nok! Du føjer endnu bespottelser til din
brøde. Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i
skålen. Dog, du om det! (til de øvrige.) Jeg æsker
eder alle til vidne på hendes svar. (vender sig til Alfhild.)
Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at
have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket
Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde!
Alfhild.
Der har du ret! Lønligt er han gemt herinde!
Fru Kirsten.
Det vedgår du?
Alfhild.
Ja, men så mægtig du end er, fri ham ud kan du
ikke. Kanhænde det bådede mig bedst, om du var
12*
Faksimile

s. 180

dertil istand; men ikke du, ikke den hele vide jord
har så stærk en magt og evne!
Fru Kirsten
(i heftigt udbrud).
Nu er døden dig viss! Sig frem, hvor har
du ham?
Alfhild
(trykker hænderne mod brystet).
Herinde – i hjertet! Kan du rive ham ud
deraf, da hekser du bedre end jeg!
Fru Kirsten.
Det svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?
Alfhild.
Jeg har svaret!
Fru Kirsten
(med tilbagetrængt forbitrelse).
Godt, godt!
Arne
(til de omstående).
Havde Hemming været ilive, så skulde han nok
fået sandheden ud af hende; han var bleven så listig
på sine sidste dage.
Fru Kirsten.
Nu kommer den tredie klage mod dig: du har
inat stukket ild på min gård og brændt den af til
grunden. Kanhænde menneskeliv er gået tilspilde,
det véd vi endnu ikke, men hvad som end er, der-
ved hverken skades eller rettes på din sag; thi din
agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for
dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt går-
den af inat?
Faksimile
s. 181
Alfhild.
Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din gård!
Fru Kirsten.
Og hvormed vil du besmykke din gerning?
(med bitter spot.) Du skal ej kunne sige, at du hand-
lede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg
mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen
kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge
så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at
gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller
at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var
nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var
svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde
gøre dig besindig.
Alfhild.
Ja, jeg har brændt din gård inat; men du og
Olaf og alle I andre derude har øvet en værre færd
mod mig. Verden var mig en højsal, som hørte
den store fader til. Himlen blå var dens tag, stjer-
nerne var de lamper, som lyste fra dens loft. Jeg
gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand
midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt
og fortørret!
Fru Kirsten.
Slig tale båder dig lidet! End engang spørger
jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn?
Alfhild.
Jeg har svaret!
Fru Kirsten.
Så har du også fældet din dom, og jeg vil be-
kræfte den.
Faksimile
s. 182
(Olaf kommer frem på klippepynten mellem træerne, uden at bemærkes
af de tilstedeværende.)
Olaf
(afsides).
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig uset tilbage.)
Fru Kirsten.
Som skyldig i trolddomskunster og mordbrand
er du efter landets lov hjemfalden til døden. Denne
straf udsiges herved over dig, og skal den ufortøvet
samt her på stedet fuldbyrdes.
Arne.
Men hør, fru Kirsten!
Fru Kirsten.
Dommen er fældet! Alfhild skal lide døden!
Alfhild.
Gør som dig lyster; lidet skal jeg være dig
hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin kærlighed,
da slukkedes mit liv, – jeg lever ikke længer.
Fru Kirsten.
Før hende op på fjeldstupet der!
(To karle fører Alfhild op.)
Fru Kirsten.
For sidste gang, Alfhild! giv mig min søn til-
bage!
Alfhild.
Jeg svarer ikke mere!
Fru Kirsten.
Det ske da, som du vil! (til karlene.) Styrter hende
ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild.)
Faksimile

s. 183

Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da
du igår trådte frem med guldkronen på og mente,
at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal
vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og
karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde
dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser
på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig!
(vender sig til de øvrige.) Ej sandt, I kender alle den gamle
vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs
gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun
er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og næv-
ner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at
ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
Alle.
Ja, ja!
Alfhild
(med frembrydende tårer).
O, at måtte forhånes, forhånes så dybt i min
sidste stund!
Fru Kirsten.
Nuvel, Alfhild! Denne vedtægt skal komme
dig tilgode. Ifald kun den ringeste karl i mit følge
træder frem og siger sig villig til at ægte dig, da
er du fri. (ser sig om.) Er der ingen som melder sig?
(Alle tier.)
Fru Kirsten.
Giv hende sølvkronen på; den skal følge med
i købet; kanhænde, Alfhild! at du derved stiger
i pris!
(Kronen sættes på Alfhilds hoved.)
Fru Kirsten.
For anden gang, spørger jeg, er ingen villig til
at frelse hende?
(Hun ser sig om. Alle tier.)
Faksimile
s. 184
Fru Kirsten.
Nu gælder det; nu frygter jeg for, at dine øje-
blikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald
ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit
tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster,
Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden.
(Med høj røst.) For sidste gang! Der står heksekvinden
og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
(Hun ser sig om. Alle tier. – Fru Kirsten hæver raskt hånden til tegn,
karlene griber Alfhild; i samme øjeblik styrter Olaf frem på klippe-
pynten i fuld bryllupsklædning.)
Olaf.
Jeg frelser og ægter hende!
(Han støder karlene bort og afriver hendes bånd. Alfhild synker med
et skrig til hans bryst; han omslynger hende med den venstre arm og
løfter den højre truende ivejret.)
Alle
(står som forstenede med udråbet):
Olaf Liljekrans!
Fru Kirsten.
Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort?
Beskæmmet dig for evig!
Olaf.
Nej, jeg aftvætter den skam og skændsel, som
jeg pådrog mig ved min færd mod hende! Min
brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig
derved! (fører Alfhild frem ) Ja, for eder alle nævner jeg
højt og lydt denne unge kvinde som min brud!
Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende;
kun jeg har forbrudt mig. (bøjer knæ for hende.) Og for
din fod beder jeg dig glemme og forlade –
Faksimile
s. 185
Alfhild
(hæver ham op).
Ak, Olaf! Du har givet mig al verdens herlig-
hed tilbage!
Fru Kirsten.
Du vil ægte hende! Godt og vel, så er jeg
ikke længere moder for dig!
Olaf.
Stor sorg voldes mig derved, skøndt det er
længe siden I var en sand moder for mig. I brugte
mig kun til at bygge eders egen stolthed ivejret,
jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg
vundet kraft og vilje; nu står jeg fast på mine
fødder og grunder min egen lykkes bygning!
Fru Kirsten.
Men betænker du da ikke –
Olaf.
Intet vil jeg mer betænke, jeg véd hvad jeg
vil. Nu først forstår jeg min sælsomme drøm. Det
blev mig spået, at jeg skulde finde den fagreste
blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse
den ud for alle vinde. O, således er det sket! En
kvindes hjerte er den fagreste blomst i verden; alle
de rige og gyldne blade deri har jeg sønderrevet og
drysset ud for alle vinde. Men trøst dig, Alfhild!
Mangt et sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet
det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i
dalen; thi her vil vi bo og bygge!
Alfhild.
O, nu er jeg salig som den første stund vi
mødtes.
Faksimile
s. 186
Fru Kirsten
(afsides).
Ingeborg er borte, denne rige dal hører Alfhild
til; ingen anden har ret dertil – (højt.) Nuvel, Olaf!
Jeg vil ikke være din lykke imod. Mener du at
finde den på den vis, så – – Mit minde har I dertil!
Olaf.
Tak, min moder, tak! Nu fattes mig Intet mere!
Alfhild
(til fru Kirsten).
Og mig forlader du al min brøde?
Fru Kirsten.
Nu, nu! Kanhænde der var fejl på min side
med, lad os ikke tale mere derom!
Arne.
Men jeg da? Og min datter, som herr Olaf
havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kanhænde
hun ikke mere er til!
Olaf.
Jovisst er hun til!
Arne.
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
Olaf.
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne,
at vi begge to i venskab har brudt trolovelsen.
Fru Kirsten.
I ser, herr Arne! at jeg – –
Arne.
Ja, ja, min datter skal ikke tvinges på nogen.
Faksimile

s. 187

Alfhild var det beskåret at få en riddersmand; det
samme kan vel times Ingeborg. (med værdighed.) I ædle
herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det
er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer,
holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske
sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i
jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav
konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd
og halvdelen af riget til den, som finder hende igen.
Jeg vil gøre som de gamle, brave konger; den, som
finder Ingeborg igen, får hendes hånd og mit halve
gods og eje dertil. Er I med på det?
De unge karle.
Ja, ja!
NIENDE SCENE.
De forrige. Ingeborg (træder hurtig ud fra huset og trækker Hemming
efter sig).
Ingeborg.
Her er jeg! Hemming har fundet mig!
Alle
(forbausede).
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
Arne
(forbitret).
Ej, så skal da også – –
Ingeborg
(kaster sig om hans hals).
O, fader, fader! Det nytter dig ikke; du har
givet dit ord!
Faksimile
s. 188
Arne.
Ham gjaldt det ikke! Nu skønner jeg det nok;
han har selv ført dig bort!
Ingeborg.
Nej, tvertom, fader! Det var mig, som førte
ham bort!
Arne
(forskrækket).
Vil du tie med slige ord! Er du da forrykt?
Ingeborg
(sagte).
Så sig ja, straks på stedet! Ellers fortæller jeg
til alle mennesker, at det var mig, som – –
Arne.
Ti, ti! Jeg siger jo ja! (træder mellem dem og ser
bistert på Hemming.)
Dig var det altså, som stjal min
abildgrå hest med sadel og bidsel?
Hemming.
Ak, herr Arne! –
Arne.
O, Hemming! Hemming! Du er en – (betænker
sig.)
Nå, du er min datters fæstemand; lad det så
være godt dermed.
Hemming og Ingeborg.
O, tak, tak!
Faksimile
s. 189
TIENDE SCENE.
De forrige. Thorgjerd (med en strengeleg i hånden, har under det
foregående blandet sig mellem mængden).
Thorgjerd.
Ej, se, se! Her er folksomt i dalen idag!
Bønderne.
Thorgjerd spillemand!
Alfhild
(kaster sig i hans arme).
Min fader!
Alle.
Hendes fader!
Olaf.
Ja, ja, gubbe! Idag er her folksomt og lyste-
ligt herinde, og så skal det herefterdags blive ved.
Det er din datters bryllup, som holdes; af kærlighed
har hun kåret sin fæstemand, om kærlighed har du
sjunget for hende, – du vil ikke være os imod!
Thorgjerd.
Alle gode vætter værne om eder!
Alfhild.
Og du bliver hos os!
Thorgjerd.
Nej, nej, Alfhild!
En spillemand har ikke hjem eller bo,
hans hu stævner vidt, han aldrig finder ro!
Faksimile
s. 190
Hver den, som ejer en sangbund i sit bryst,
han er hjemløs i dale, han er hjemløs ved kyst;
i liens løvsal, på den grønnende eng
må han synge og røre den dirrende streng,
han må lure på det liv, som lønligt bor
under fossens væld, ved den vilde fjord,
må lure på det liv, som i brystet banker,
klæde folkets drømme i toner og ord,
og klare dets gærende tanker!
Olaf.
Men stundom vil du dog gæste os her!
Nu skal en hal mellem birkene bygges;
her, min Alfhild! skal dit liv betrygges,
jeg og min elskov skal leve dig nær,
aldrig dit øje af tårer skal skygges!
Alfhild.
Ja, nu jeg ser det, livet er rigt!
rigt som mit hjertes fagreste digt!
Så tung og så sort var end aldrig sorgen,
den følges engang af en lysende morgen!
(knæler.)
Guds engle små! I har ledet mit fjed,
I har atter skænket mig trøst og fred!
I styred min gang ved afgrundsranden,
I støtted min fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med forstanden, –
med hjertet vil jeg tro til min sidste dag!
Ja, himmelske magter! I våger endnu!
Klart skinner solen efter uvejrets gru; –
af livets brand blev min kærlighed frelst;
lad så times og mødes hvadhelst!
Faksimile
s. 191
Nu er jeg frejdig, nu er jeg stærk,
rede til livets vekslende værk!
(med et blik til Olaf.)
Og når vi engang – –
(afbryder og hæver hænderne højt i vejret.)
På englenes arm
bæres vi hjem i himmelens karm!
(De øvrige har dannet en gruppe om hende; tæppet falder.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her