Kejser og Galilæer
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
KEJSER OG GALILÆER.
KEJSER OG GALILÆER.
ET VERDENSHISTORISK SKUESPIL

FEMTE OPLAG.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

KØBENHAVN
1905
KRISTIANIA

KØBENHAVN
GRÆBES BOGTRYKKERI
<...> [HIS: Her står 8 sider med innholdsfortegnelse og bibliografiske opplysninger fra Folkeutgavens utgivelse av teksten. Dette er ikke gjengitt.]
KEJSER OG GALILÆER

Henrik Ibsens samlede værker. V.
1
    INDHOLD:
    • I
    • CÆSARS FRAFALD,
    • SKUESPIL I FEM AKTER
    • II
    • KEJSER JULIAN,
    • SKUESPIL I FEM AKTER

1*
CÆSARS FRAFALD,
SKUESPIL I FEM AKTER

PERSONERNE:
Kejser Konstanzios.
Kejserinde Eusebia.
Fyrstinde Helena, kejserens søster.
Fyrst Gallos, kejserens fætter.
Fyrst Julian, Gallos's yngre halvbroder.
Memnon, en Æthiopier, kejserens livslave.
Guldsmeden Potamon.
Farveren Fokion.
Hårskæreren Eunapios.
En frugthandler.
En vagtfører.
En soldat.
En sminket kvinde.
En værkbruden mand.
En blind betler.
Agathon, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
Visdomslæreren Libanios.
Gregor fra Nazianz.
Basilios fra Cæsaræa.
Sallust fra Perusia.
Skriftlæreren Hekebolios.
Mystikeren Maximos.
Husmesteren Eutherios.
Quæstoren Leontes.
Slavinden Myrrha.
Tribunen Decentius.
Staldmesteren Sintula.
Hærføreren Florentius.
Hærføreren Severus.
Lægen Oribases.
Underføreren Laipso.
Underføreren Varro.
Fanebæreren Mauros.
Soldater, kirkegængere, hedenske tilskuere, hoffolk, pre- ster, lærlinger ved visdoms-skolerne, danserinder, tjenere, quæstorens følge, galliske krigsfolk.
Synerogrøster.

(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Athen, tredje akt i
Efesos, fjerde akt ved Lutetia i Gallien, og femte akt i Vienna samme-
steds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)

FØRSTE AKT.

(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med
træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige
slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmor-
rækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cy-
presser udsigt til Bosporus og den asiatiske kyst.)
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer
af andægtige
strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved ind-
gangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder
pladsen.)
Lovsang
(inde i kirken).
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg!
Guldsmeden Potamon
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på
akslen og spørger)
:
Pst, gode ven, – når kommer kejseren?
Soldaten.
Véd ikke.
s. 10
Farveren Fokion
(vender hovedet i trængselen).
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som spurgte
om kejseren? Kejseren kommer lidt før midnat.
Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon selv.
Hårskæreren Eunapios
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
Af vejen, hedning!
Frugthandleren.
Sagte, herre!
Guldsmeden Potamon.
Svinet mukker!
Hårskæreren Eunapios.
Hund, hund!
Farveren Fokion.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en
mand af kejserens egen tro!
Hårskæreren Eunapios
(støder frugthandleren omkuld).
I smudset med dig!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.
Farveren Fokion
(slår ham med sin stok).
Tag det, – og det, – og det!
Hårskæreren Eunapios
(sparker ham).
Og der; og der! Jeg skal mygne dit guds-
forhadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.)
s. 11
Farveren Fokion
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren).
Jeg vilde højligen ønske, at en eller anden
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi
kristne borgere holder samkvem med hedningerne,
ret ligesom om intet skilte imellem os –
Guldsmeden Potamon.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det har
jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der findes
både ægte og uægte guld i verden –
Hårskæreren Eunapios.
Man bør ikke skære alle over én kam; det er
min mening. Der gives dog, Gud være lovet, endnu
ivrige sjæle iblandt os.
Farveren Fokion.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre!
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Guldsmeden Potamon.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran
selve hofkapellet –
Farveren Fokion.
– i slig en høj-hellig nat –
Hårskæreren Eunapios.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –
En sminket kvinde
(i trængselen).
Er Donatister rene?
s. 12
Farveren Fokion.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad nu? Er ikke du det samme?
Farveren Fokion.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!
Guldsmeden Potamon
(gør korsets tegn).
Gid pest og bylder –!
Farveren Fokion.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ!
Guldsmeden Potamon.
Ret så; ret så!
Farveren Fokion.
Spån på Satans ildsted!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!
Farveren Fokion
(støder guldsmeden bort).
Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender jeg
dig; – du er Manikæeren Potamon!
Hårskæreren Eunapios.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!
Guldsmeden Potamon
(holder sin papirlygte frem).
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia!
Kainiten!
s. 13
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!
Farveren Fokion.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
Hårskæreren Eunapios
(slår ham på øret).
Tag det, som løn for hjælpen!
Farveren Fokion
(slår igen).
O, du ryggesløse køter!
Guldsmeden Potamon.
Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.)
Vagt-føreren
(råber til soldaterne).
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige ind i
kirken.)
Lovsang
(fra højaltret).
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går
foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I
midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre,
skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk
udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved
hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af
samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret,
med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt
s. 14

kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og
hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig
skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk
og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget,
prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
Kejser Konstanzios
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast):
Hvor er Gallos?
Fyrst Julian
(blegner).
Gallos? Hvad vil du Gallos?
Kejser Konstanzios.
Der greb jeg dig!
Fyrst Julian.
Herre –!
Kejserinde Eusebia
(fatter kejserens hånd).
Kom; kom!
Kejser Konstanzios.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på?
Fyrst Julian.
Vi?
Kejser Konstanzios.
Du og han!
Kejserinde Eusebia.
O, kom; kom, Konstanzios!
Kejser Konstanzios.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?
Fyrst Julian.
Oraklet? Ved min hellige frelser –
s. 15
Kejser Konstanzios.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på bålet.
(drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen, Julian!
Dyre frænde, lad os det!
Fyrst Julian.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder –!
Fyrst Julian.
O, stræk dem i nåde over os!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?
Fyrst Julian
(griber hans hænder og kysser dem).
Kejserens hænder er hvide og kølige.
Kejser Konstanzios.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du?
Nu greb jeg dig igen!
Fyrst Julian
(kysser dem atter).
De er som rosenbladene her i måneskinsnatten.
Kejser Konstanzios.
Ja, ja, ja, Julian!
Kejserinde Eusebia.
Fremad; det er på tiden.
Kejser Konstanzios.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg! O,
bed for mig, Julian! De vil byde mig den hellige
s. 16

vin. Jeg ser den! Den spiller, som slangeøjne i
guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –! O, Jesus
Kristus, bed for mig!
Kejserinde Eusebia.
Kejseren er syg –!
Fyrstinde Helena.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, –
hent ham!
Kejserinde Eusebia
(vinker).
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven.)
Fyrst Julian
(dæmpet).
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig langt
herfra.
Kejser Konstanzios.
Hvor vilde du helst hen?
Fyrst Julian.
Til Ægypten. Helst did, hvis du så synes.
Der går jo så mange did, – ind i den store en-
somhed.
Kejser Konstanzios.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grubler
man. Jeg forbyder dig at gruble.
Fyrst Julian.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde tillade
mig –. Her vokser min sjælenød med hver dag.
Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn har jeg
s. 17

båret hårskjorte, og den har ikke værget mig; i ni
nætter har jeg pisket mig med bodssvøben, men det
fordriver dem ikke.
Kejser Konstanzios.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen er
såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
Slaven Memnon
(til kejseren).
Nu er det på tiden –
Kejser Konstanzios.
Nej, nej, jeg vil ikke –
Slaven Memnon
(tager ham om håndledet).
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
Kejser Konstanzios
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
Ind i Herrens hus!
Slaven Memnon
(sagte).
Og siden det andet –
Kejser Konstanzios
(til Julian).
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden)
Kejserinde Eusebia
(hurtigt og dæmpet).
Frygt ikke!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
2
s. 18
Kejser Konstanzios.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det sind,
du nu har. Når du beder for alteret, så er det for
at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld
på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde
om kejseren.)
En værkbruden.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre ved
din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
En blind.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får
mit syn igen!
Kejser Konstanzios.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge for
dem. Ind, ind!
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen ad-
spreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.)
Fyrst Julian
(ser mod kirken).
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat kan
han da ikke tænke på at –! O, den, som vidste
– – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.) Se dig
for, ven!
Den blinde.
Jeg er blind, herre!
Fyrst Julian.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget som
hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troende.
Lovte ikke Guds salvede at bede for dit syn?
s. 19
Den blinde.
Hvo er du, som spotter en blind broder?
Fyrst Julian.
En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.)
En stemme
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
Julian, Julian!
Fyrst Julian
(med et skrig).
Ah!
Stemmen
(nærmere).
Julian!
Fyrst Julian.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
En ung mand,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne)
Stille; det er mig –
Fyrst Julian.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!
Den unge mand.
O, mindes du da ikke Agathon –?
Fyrst Julian.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo en
dreng –
Agathon.
For sex år siden. – Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.)
2*
s. 20
Fyrst Julian.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror jeg
ikke det er dig!
Agathon.
Se på mig; se rigtig –
Fyrst Julian
(omfavner og kysser ham).
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af dem
alle! Og du er her? Hvilket under! Du har rejst
den lange vej over bergene, og siden over havet, –
hele den lange vej fra Kappadokia!
Agathon.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig i
disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke vagten
lade mig slippe ind og –
Fyrst Julian.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du
søgte mig?
Agathon.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –
Fyrst Julian.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg
kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon;
– hvor du ser stærk ud.
Agathon.
Og du er blegere.
s. 21
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror her
er usundt. – Det er ikke her, som i Makellon.
Makellon ligger højt. Der ligger ingen anden stad
så højt i hele Kappadokia; ah, hvor stryger ikke
den friske snevind fra Tauros henover –! Er du
træt, Agathon?
Agathon.
O, ingenlunde.
Fyrst Julian.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og en-
somt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.)
– «Kan der komme noget godt fra Kap-
padokia», siges der. Ja, – venner kan komme.
Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig. O
du, min elskede ejendom, er det ikke som i børne-
årene –?
Agathon
(ned foran ham).
Jeg for dine fødder, ligesom da.
Fyrst Julian.
Nej, nej, nej –!
Agathon.
O, lad mig ligge så!
Fyrst Julian.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget
jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har
s. 22

megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle
dig – – –
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og
hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes
går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
Agathon.
Han er ganske hvidhåret.
Fyrst Julian.
Hvor Mardonios forstod at tyde Homer! Jeg
tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det
stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ildnende
guder over dem. Jeg så det med øjnene.
Agathon.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor og
lykkelig kriger.
Fyrst Julian.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia. Var
årene længere i den tid, end nu? Det tykkes så,
når jeg drages til minde alt, hvad de rummer. – –
Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger, og
Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en
sky jog han over sletten. – O, men ét må du dog
sige mig. Kirken –?
Agathon.
Kirken? Over den hellige Mamas's grav?
Fyrst Julian
(smiler svagt).
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj
færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. –
Hvorledes er det gåt siden?
s. 23
Agathon.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var
ugørligt på den måde.
Fyrst Julian
(tankefuld).
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret, da jeg
mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg, hvorfor det
ikke kunde gå. Jeg skal sige dig det, Agathon; –
Mamas var en falsk helgen.
Agathon.
Var den hellige Mamas?
Fyrst Julian.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne.
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom ud-
fundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for
nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift,
min Agathon, som visse visdoms-venner, ubegribeligt
nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
Herren holde mit hjerte rent for al forfænge-
lighed! Den onde frister har talløse snigveje; en
kan aldrig vide –.
At det skulde lykkes for Gallos, men ikke for
mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på hin
kirkebygning, så ser jeg Kains alter –.
Agathon.
Julian!
Fyrst Julian.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon!
Agathon.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig, da
s. 24

du ledte mig ud af hedenskabets mørke og gav
mig lys for alle tider, – du, et barn, som du den-
gang var!
Fyrst Julian.
Ja, den sag er mig som en drøm.
Agathon.
Og dog så livsalig en sandhed.
Fyrst Julian
(tungt).
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets ild
fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem
himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
Agathon.
Hvilken?
Fyrst Julian.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig, hvad
min moder drømte natten før jeg blev født?
Agathon.
Det mindes jeg ikke.
Fyrst Julian.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først senere.
Agathon.
Hvad drømte hun?
Fyrst Julian.
Min moder drømte, at hun fødte Akilleus.
Agathon
(levende).
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
s. 25
Fyrst Julian.
Hvorfor spørger du?
Agathon.
Du skal få høre; thi det hænger sammen med
hint, som drev mig over havet –
Fyrst Julian.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg slet-
ikke tænkt på at spørge dig om –
Agathon.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg i
tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide først, –
om livet i staden, – om dig selv, – om kejseren –
Fyrst Julian
(ser visst på ham).
Sig sandheden, Agathon; – hvem har du talt
med her, før du traf mig?
Agathon.
Ikke med nogen.
Fyrst Julian.
Hvad tid kom du?
Agathon.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.
Fyrst Julian.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting,
du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har
bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv mig, Aga-
thon, ven!
Agathon.
Hvad? Hvilket?
s. 26
Fyrst Julian
(rejser sig og lytter).
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en
fugl i buskene. – –
Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du det
ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig? Har jeg
ikke her al min slægt samlet? ja, jeg mener – alle
dem, som en nådig frelser har holdt sin hånd over.
Agathon.
Og kejseren er dig jo i faders sted?
Fyrst Julian.
Kejseren er over al måde vis og god.
Agathon
(som også har rejst sig).
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal
være kejserens efterfølger?
Fyrst Julian
(hastigt).
Tal ikke om de farlige ting. Jeg véd ikke,
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter du
mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du siger
mig, hvad du vil i Konstantinopel.
Agathon.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
Fyrst Julian.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der
lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
Hvad vil du her? Kysse splinten af det hellige
kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd du, hvad
s. 27

Konstantinopel er blevet i de sidste femten måneder?
Et bespottelsens Babylon. – Har du ikke hørt det, –
véd du ikke, at Libanios er her?
Agathon.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
Fyrst Julian.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn, hvor
hans røst og lære ikke har slåt ned.
Agathon.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
Fyrst Julian.
Den farligste af dem alle.
Agathon.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?
Fyrst Julian.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios
i Pergamon? Ædesios er affældig –
Agathon.
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos?
Fyrst Julian.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem
véd noget pålideligt om denne Maximos?
Agathon.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule
hinsides Jordan.
Fyrst Julian.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri
har han visselig ikke megen uret. – –
s. 28
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste.
Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne
svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En
pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden.
Og så, da den var over, i November måned, regned
her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvile,
Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra
sine ringe, dale ned imod jorden og slukne under-
vejs. –
Siden har han lært her, han, visdomselskeren,
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge.
Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærde-
lig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder
deres sjæle, så de følge ham; fornægtelsen flyder
dårende fra hans læber, lig digt og sang om Troja-
nere og Grækere –
Agathon
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian!
Fyrst Julian
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til
dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libanios
om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde
være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt
det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle
troende, som kommer denne spidsfindige mand nær,
de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene.
Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-
slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde,
hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette
tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse,
der fordum tilsølte maden for en from omflakkende
s. 29

helt. Jeg føler stundom med forfærdelse, at jeg ækles
ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.)
Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Li-
banios's hoved på et sølvfad!
Agathon.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler dette?
Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Fyrst Julian.
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed!
Men kejseren har ikke tanke for andet, end den
ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen
agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste.
Ah, min Agathon, det er ikke nu som for to år
siden. Dengang måtte mystikeren Maximos's tvende
brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme.
Du véd ikke, hvilke mægtige støtter Libanios har.
En eller anden af de ringere visdomslærere udjages
stundom af staden. Ham vover ingen at røre ved.
Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og
kejserinden om at virke for hans udvisning. Men
nej, nej! – Hvad hjælper det, at de andre fjernes?
Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O,
du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne
hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve
i løvens hule –
Agathon
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der!
Fyrst Julian.
Jo, jo; kun et under kan fri os.
Agathon.
O, så hør! Det under er sket.
s. 30
Fyrst Julian.
Hvad mener du vel?
Agathon.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke
længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad der
drev mig til Konstantinopel var et syn –
Fyrst Julian.
Et syn, siger du!
Agathon.
En hellig åbenbaring –
Fyrst Julian.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik,
i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge
ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og
bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale
mellem de kommende.)
Visdomslæreren.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
Fyrst Julian
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode,
som er mere værd, end guld?
Visdomslæreren.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld?
s. 31
Fyrst Julian.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke
lide på de troløse vande.
Visdomslæreren.
Menneskegunst er troløsere.
Fyrst Julian.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen
med dine skatte?
Visdomslæreren.
Til Athen.
(han vil gå forbi.)
Fyrst Julian
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke
din egen rigdom.
Visdomslæreren
(standser).
Hvi så?
Fyrst Julian.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen?
Visdomslæreren.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i kej-
serstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden,
Sallust!
(han vil stige ned.)
Lærlingen Sallust
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham!
Visdomslæreren.
Ham –?
s. 32
Lærlingen Sallust.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg
har set ham gå sammen med Hekebolios.
Visdomslæreren.
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt
nærmere og siger):
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
Fyrst Julian.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på,
om det ikke snarere var kongelyset i læresalen, som
skar dig for stærkt i øjnene.
Visdomslæreren.
Misundelse rummes ikke under den korte kappe.
Fyrst Julian.
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
Visdomslæreren.
Du har en spids tunge, høje Galilæer!
Fyrst Julian.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæermærke?
Visdomslæreren.
Hofklædningen.
Fyrst Julian.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i
Athen?
Visdomslæreren.
Hvad søgte Pontius Pilatus?
s. 33
Fyrst Julian.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Liba-
nios er?
Visdomslæreren
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart for-
stumme. Libanios er ked af kampen, herre!
Fyrst Julian.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –?
Visdomslæreren.
Han er ked af at vente på sin ligemand.
Fyrst Julian.
Nu spøger du, fremmede? Hvor kan Libanios
tænke at finde sin ligemand?
Visdomslæreren.
Hans ligemand findes.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvor? Nævn ham!
Visdomslæreren.
Det turde være farligt.
Fyrst Julian.
Hvorfor?
Visdomslæreren.
Er du ikke hofmand?
Fyrst Julian.
Og hvad så?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
3
s. 34
Visdomslæreren
(sagtere).
Har du selv den forvovenhed at prise kejserens
efterfølger?
Fyrst Julian
(gennemrystet).
Ah!
Visdomslæreren
(hurtigt).
Forråder du mig, så nægter jeg alt!
Fyrst Julian.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! –
Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke, hvem
du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvor-
for hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios's lige-
mand?
Visdomslæreren.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en
yngling, som med magt og hårde bud, gennem bøn-
ner og overtalelser, holdes fjernt fra læresalens lys?
Fyrst Julian
(med hast).
Sligt sker for at holde hans tro ren!
Visdomslæreren
(smiler).
Har denne unge mand så ringe tro til sin tro?
Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en kriger om
sit skjold, før det har skærmet ham?
Fyrst Julian.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og
lærere, hører du –
s. 35
Visdomslæreren.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det
er for kejserens skyld, at hans unge slægtning holdes
borte fra visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets
guddommelige gave. Kejseren er stor forresten; men
han tåler ikke, at hans efterfølger lyser over riget –
Fyrst Julian
(forvirret).
Og det vover du –!
Visdomslæreren.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –
Fyrst Julian.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i en-
rum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad véd
du, hvad véd I alle om fyrst Julian?
Visdomslæreren.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
Fyrst Julian.
Lige til; jeg beder dig.
Visdomslæreren.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori
fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stun-
dom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet –
3*

s. 36

tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til
spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer,
– tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den
ikke til.
Fyrst Julian.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
Visdomslæreren.
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – –
Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia, da
han under ordkamp med sin broder Gallos tog
gudernes sag og forsvarede dem mod Galilæeren?
Fyrst Julian.
Det var spøg, taleøvelser –
Visdomslæreren.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham?
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke alle-
rede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad ynde i
tankernes lette leg!
Fyrst Julian.
Og det tykkes dig?
Visdomslæreren.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som
vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad fattes
der ham for at nå en så ærefuld højde. Fattes der
ham andet, end at gå den samme skole igennem,
som den Paulus gik igennem, og som han gik så
uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til
Galilæerne, lysende mere, end alle de andre for-
kyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalen-
hed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg
s. 37

véd det godt; det er fra ham det kommer. Men
glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde
mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de
kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os, at han har lært at bruge
de sprogets våben, som han nu med en så højt lov-
prist færdighed svinger imod os?
Fyrst Julian.
O, sandt, ustridig sandt!
Visdomslæreren.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sam-
menligning med de gaver, der så underfuldt åben-
bared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad
der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres
grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vild-
farende og som derfor desto vanskeligere vinder ind-
gang, men som han dog forkyndte med en sådan
åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre
udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder
gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah,
Hekebolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg be-
sværger dig, lad mig vide det!
Visdomslæreren.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og
han har sagt mere end det. Han har sagt: se hin
fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Fyrst Julian.
Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm.
s. 38
Visdomslæreren.
Hist inde i de åbne læresale står kampen.
Dag og glæde er over striden og over de stridende.
Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer i
slaget; de salige guder sidder smilende i skyen –
Fyrst Julian.
O, vig fra mig med dit hedenskab –
Visdomslæreren.
– og heltene går hjem til lejren, armomslyngede,
uden nag, med blussende kinder, med blodets svul-
mende strøm i alle årer, med erkendelsens bytte og
med løv om panden. Ah, hvor er Akilleus? Jeg
ser ham ikke. Akilleus er vred –
Fyrst Julian.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro det!
O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har Libanios
sagt?
Visdomslæreren.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom han
hid af en anden grund, end for at søge en viss
ynglings hædrende venskab?
Fyrst Julian
(spændt).
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den hån
og spot, som –? Man håner ikke den, hvis ven-
skab man søger.
Visdomslæreren.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had og
vrede imellem de to kæmper.
s. 39
Fyrst Julian.
Du vil dog vel ikke nægte, at det var Liba-
nios –?
Visdomslæreren.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
Fyrst Julian.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?
Visdomslæreren.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til i
kejserslottet og udspredte under hans navn –
Fyrst Julian.
Ah, hvad siger du der –?
Visdomslæreren.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være.
Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du
selv –
Fyrst Julian.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde
ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
Visdomslæreren.
Nej, nej!
Fyrst Julian.
Ikke engang det skændige digt om Atlas med
de skrå skuldre?
Visdomslæreren.
Nej, nej, siger jeg.
Fyrst Julian.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede
vers om abekatten i hofklæder?
s. 40
Visdomslæreren.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i lære-
salen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er
Hekebolios –
Fyrst Julian.
Hekebolios!
Visdomslæreren.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
Fyrst Julian
(med knyttede hænder).
Ah, om så var!
Visdomslæreren.
Havde denne forblindede og bedragne yngling
kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet
så hårdt imod os.
Fyrst Julian.
Hvad taler du om?
Visdomslæreren.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.)
Fyrst Julian
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du?
Visdomslæreren.
En mand, som sørger fordi han ser det gud-
doms-bårne gå under.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
s. 41
Visdomslæreren.
Det uskabte i det skiftende.
Fyrst Julian.
Lige mørkt for mig.
Visdomslæreren.
Der gives en hel og herlig verden, som I Ga-
lilæere er blinde for. I den er tilværelsen en højtid
mellem billedstøtter og under tempelsange, med fyldte
skummende skåler og med roser i håret. Svimlende
broer spænder sig mellem ånd og ånd, lige til de
fjerneste lys i rummet. –
Jeg kender den, som kunde være hersker i dette
store solfulde rige.
Fyrst Julian
(angst).
Ja, med salighedens forlis!
Visdomslæreren.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet.
Fyrst Julian.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som
den jeg er!
Visdomslæreren.
Genforening, som regndråbens med havet, som
det smuldrende løvs med den jord, der fostred det.
Fyrst Julian.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte
mod dig!
Visdomslæreren.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en
tankernes og evnernes fægtesal –
s. 42
Fyrst Julian
(vigende).
Ah!
Visdomslæreren.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er Gali-
læere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige
ting volder ingen splid imellem os. –
Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden land-
flygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag.
Se os med løv om de løftede pander. Således går
vi bort, – kortende natten med sang, og forventende
Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå
hører man båden ro bort med dem.)
Fyrst Julian
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand?
Agathon
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –!
Fyrst Julian
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store,
uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Liba-
nios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke
det hedenske øje være!
Agathon.
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
Fyrst Julian
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige
s. 43

spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg;
her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min
tale; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus
viger fra mig; jeg bliver ond her.
Agathon.
O, du véd det ikke, – just du er særlig under
nåden.
Fyrst Julian
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med.
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin
ligemand. Det er mig, han venter på –
Agathon.
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
Fyrst Julian.
Ven, hvad mener du?
Agathon.
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En
åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
Agathon.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
Fyrst Julian.
De dumdristige! Det er dem jo strængt for-
budt –
s. 44
Agathon.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrig-
heden lod templet bryde ned, og vi sønderslog de
forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt
os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under
salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gen-
nem staden og faldt som vredens sendebud over de
ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange
huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom
i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O,
det var en stor tid til Guds ære!
Fyrst Julian.
Og så? Synet, min Agathon!
Agathon.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og vi
afstod fra forfølgelsen. –
Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge
eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul indvendig,
og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende
hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg
sang; – jeg véd ikke mere, hvorledes det var. –
Da, med ét, så jeg foran mig ved væggen et
hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand
i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved;
han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt
på mig.
Fyrst Julian.
Det så du!
Agathon.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat
s. 45

op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! –
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være
under udvælgelsen?
Agathon.
Det er du visselig.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – så-
ledes er det, min Agathon! Det er Guds vilje, at
jeg skal søge Libanios –
Agathon.
Nej, nej, hør mig tilende!
Fyrst Julian.
– liste ham hans kunst og hans lærdom af, –
fælde de vantro med deres egne våben, – slå, slå,
som Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag!
Agathon.
Nej, nej, det er ikke således ment.
Fyrst Julian.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han vældig
som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
Agathon.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen
føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste kejser-
stadens støv af sine fødder, og aldrig mere gå ind
ad dens porte.
s. 46
Fyrst Julian.
Og det er du viss på, Agathon?
Agathon.
Ja, tilfulde.
Fyrst Julian.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor,
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst
krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.)
Fyrst Julian
(imod ham).
Gallos!
Fyrst Gallos.
Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det men-
neske?
Fyrst Julian.
Agathon.
Fyrst Gallos.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse med
så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappa-
dokieren! Du er bleven en hel mand –
Fyrst Julian.
Véd du det, Gallos, – kejseren har spurgt
efter dig.
Fyrst Gallos
(spændt).
Nu? I nat?
Fyrst Julian.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at
være i den yderste vrede.
s. 47
Fyrst Gallos.
Hvoraf véd du det? Hvad sagde han?
Fyrst Julian.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad et
orakel havde svaret.
Fyrst Gallos.
Ah!
Fyrst Julian.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det?
Fyrst Gallos.
Det gælder død eller landsforvisning.
Agathon.
Nådige frelser!
Fyrst Julian.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden var
trøstig. O, men tal, tal!
Fyrst Gallos.
Hvad skal jeg tale? Véd jeg mere, end du?
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sende-
bud være fængslet, eller nogen har forrådt mig –
Fyrst Julian.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har
vovet!
Fyrst Gallos.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uviss-
hed og angst? Lad ham handle med mig, som han
vil; alt andet er bedre, end dette –
s. 48
Fyrst Julian
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
Varsom, Gallos! Hvad er det med sendebudet?
Fyrst Gallos.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne
i Abydos –
Fyrst Julian.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
Fyrst Gallos.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud over;
men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har
spurgt om udfaldet af Perser-krigen –
Fyrst Julian.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig;
du har spurgt om mere!
Fyrst Gallos.
Hold op; jeg har ikke spurgt –
Fyrst Julian.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv
eller død!
Fyrst Gallos.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge mere
på hjerte, end dette?
Fyrst Julian
(falder ham i armene).
Ti stille, du rasende!
Fyrst Gallos.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en hund;
– jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil
s. 49

skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.) Har
du set ham, Kappadokier? Har du set morderen?
Fyrst Julian.
Gallos! Broder!
Agathon.
Morderen!
Fyrst Gallos.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder,
min stedmoders, min ældste broders –
Fyrst Julian.
O, du kalder fordærvelse over os!
Fyrst Gallos.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig; vor
hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittigheden
tumler med ham; den risler ham gennem benpiberne
som en orme-mylder.
Fyrst Julian.
Hør ikke på ham! Bort, bort!
Fyrst Gallos
(griber Julian i skulderen).
Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er det
kanske dig, som har forrådt mig?
Fyrst Julian.
Jeg! Din egen broder –!
Fyrst Gallos.
Ah,[HIS: skadet komma, kan forveksles med punktum] hvad broder, broder! Broderskabet skærmer
ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet mine
veje, så sig det! Hvem anden skulde det være?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
4

s. 50

Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes om? Kejseren
tænker jo på dig til sin efterfølger.
Fyrst Julian.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret
mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket. Jeg
går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes Gud,
– jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej!
Fyrst Gallos.
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
Fyrst Julian.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke véd, hvad
der er hændt. Jeg véd det knapt selv. O, Agathon,
– om dette hoved skulde salves! Var det ikke et
frafald, – en synd til døden? Vilde ikke Herrens
hellige olje brænde mig som dryppende bly!
Fyrst Gallos.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet,
end Julius Cæsar.
Fyrst Julian.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad kej-
serens er –
Fyrst Gallos.
Min faders blod, – din faders og din moders –!
Fyrst Julian.
O, hvad véd vi om hine rædsler? Vi var jo
små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det
var oprørerne, – onde rådgivere –
Fyrst Gallos
(ler).
Efterfølgeren øver sig!
s. 51
Fyrst Julian
(i gråd).
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde til-
give, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser i
mig; had og hævn hvisker –
Fyrst Gallos
(hurtigt, ser imod kirken).
Nu kommer han!
Fyrst Julian.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Hekebolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle
går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mel-
lem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig
klædning.)
Skriftlæreren Hekebolios
(idet han vil gå forbi til venstre).
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt
en tung stund for din skyld.
Fyrst Julian.
Desværre; det har du visst altfor ofte.
Skriftlæreren Hekebolios.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er
dit trodsige sindelag, som han vredes over; det er
dine kærlighedsløse tanker, al denne verdslige for-
fængelighed –
Fyrst Julian.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig
det så tidt.
Skriftlæreren Hekebolios.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O
4*

s. 52

det var som om vor ellers så nåderige frelser slog
det hen, – som om han ikke vilde høre på mig;
han lod tant og spredthed snige sig ind i mine
tanker –
Fyrst Julian.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Heke-
bolios, – du beder selv for os umælende dyr, – at
sige, når vi går i hofklæder!
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvad siger du, min søn!
Fyrst Julian.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint for-
smædelige digt?
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og
helligt er –!
Fyrst Julian.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd med
fuld visshed, at du har skrevet det. Hvorledes kunde
du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i
Libanios's navn?
Skriftlæreren Hekebolios.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det,
så –
Fyrst Julian.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –
Skriftlæreren Hekebolios.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren en-
gang skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu
s. 53

for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud har med
velbehag skuet ned på min færd og udstrakt sin
billigende hånd derover.
Fyrst Julian.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne
fingre –
Skriftlæreren Hekebolios.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon
er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på
højre side.)
Kejser Konstanzios.
O, denne livsalige himmelfred over mig!
Kejserinde Eusebia.
Du føler dig styrket, min Konstanzios?
Kejser Konstanzios.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig.
Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove
meget, Memnon!
Slaven Memnon
(sagte).
Vov straks, herre!
Kejser Konstanzios.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.)
Fyrst Gallos
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt!
s. 54
Kejser Konstanzios
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til
jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.)
Kejserinde Eusebia
(med et skrig).
Konstanzios!
Fyrst Gallos
(fortumlet).
Cæsar!
Fyrst Julian.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)
Kejser Konstanzios
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke Gallos
den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvilke
rygter har du i dit forblindede hovmod –? Bort;
bort!
Fyrst Gallos.
Jeg – jeg Cæsar!
Kejser Konstanzios.
Min arving og min efterfølger. Inden tre dage
drager du til hæren i Asien. Perser-krigen ligger
dig jo stærkt på hjerte –
Fyrst Gallos.
O, min nådigste herre –!
s. 55
Kejser Konstanzios.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores
står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor bekymret
du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at
slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og
kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det
måtte så være.
Fyrst Julian.
Velsignelse over kejserens vilje!
Kejser Konstanzios.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt
dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Kon-
stantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
Kejser Konstanzios.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det?
Fyrst Julian.
Hvilket, herre?
Kejser Konstanzios.
At Libanios er forvist?
Fyrst Julian.
Libanios – forvist!
Kejser Konstanzios.
Jeg har forvist ham til Athen.
Fyrst Julian.
Ah!
s. 56
Kejser Konstanzios.
Der ude ligger skibet; han sejler inat
Fyrst Julian
(sagte).
Ham selv; ham selv!
Kejser Konstanzios.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig
et ringe vederlag, min Julian –
Fyrst Julian
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig én nåde til!
Kejser Konstanzios.
Kræv alt, hvad du vil.
Fyrst Julian.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den gamle
Ædesios lærer der –
Kejser Konstanzios.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hed-
ningerne –?
Fyrst Julian.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet
olding og derhos affældig –
Kejser Konstanzios.
Og hvad vil du ham, broder?
Fyrst Julian.
Jeg vil lære at brydes med løverne.
s. 57
Kejser Konstanzios.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes
ikke –; du tror dig stærk nok –?
Fyrst Julian.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig
Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Kejser Konstanzios.
Julian!
Fyrst Julian.
I denne nat var du selv hans redskab uden at
vide det. O, lad mig gå og rense verden!
Fyrst Gallos
(sagte til kejseren).
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at pønse
på større ting!
Kejserinde Eusebia.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne
dragende længsel imod.
Skriftlæreren Hekebolios
(sagte).
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg
mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der jo
ikke så megen magt på –
Kejser Konstanzios.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne
stund? Gå med Gud, Julian!
Fyrst Julian
(kysser hans hænder).
O, tak, – tak!
s. 58
Kejser Konstanzios.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker i
Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig, Cæsar
Gallos!
(Toget sætter sig i bevægelse.)
Fyrst Gallos
(sagte).
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Fyrstinde Helena.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.
Fyrst Gallos.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i dette?
Fyrstinde Helena.
Hyss!
Fyrst Gallos.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
Fyrstinde Helena.
Memnons spartanske hund.
Fyrst Gallos.
Hvad mener du?
Fyrstinde Helena.
Memnons hund. Julian har givet den et fod-
spark; det er det, som hævnes.
Kejser Konstanzios.
Hvorfor så taus, Eusebia?
Kejserinde Eusebia
(sagte, i gråd).
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
s. 59
Kejser Konstanzios.
Elleve skygger kræved det.
Kejserinde Eusebia.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne.
Kejser Konstanzios
(råber).
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs,
blæs!
(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem
mellem træerne.)
Fyrst Julian.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!
Agathon.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
Fyrst Julian.
Hørte du, hvad her gik for sig?
Agathon.
Ja, alt.
Fyrst Julian.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
Agathon.
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
Fyrst Julian.
Hyss! Du kender ikke til –; vi må være
listige som slanger. Først til Pergamon, – og så
til Athen!
Agathon.
Farvel, min ven og herre!
s. 60
Fyrst Julian.
Vil du følge mig, Agathon?
Agathon.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem jeg har min
lille broder at sørge for.
Fyrst Julian
(ved rækværket).
Der letter de anker. – God bør, du vingede
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råbcr dæmpet:)
Ah!
Agathon.
Hvad var det?
Fyrst Julian.
Hist faldt en stjerne.

ANDEN AKT.

(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billed-
støtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang
gade. Solnedgang.)
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved
en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger
spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok
løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
Basilios fra Cæsaræa
(ser op fra sin bog).
Hvad betyder hine vilde skrig?
Gregor fra Nazianz.
Der er landet et skib fra Efesos.
Basilios fra Cæsaræa.
Med nye lærlinger?
Gregor fra Nazianz.
Ja.
Basilios fra Cæsaræa
(rejser sig).
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor; lad
os ikke se al den utérlighed.
s. 62
Gregor fra Nazianz
(peger ud til venstre).
Se did. Er det et lysteligere syn?
Basilios fra Cæsaræa.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blus-
sende ansigt –
Gregor fra Nazianz.
Ja, og bag efter ham denne ravende tinøjede
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin! De
har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
Basilios fra Cæsaræa.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor;
det er kristne ynglinge –
Gregor fra Nazianz.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Zenons
datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to andre,
der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
Fyrst Julian
(høres råbende udenfor til venstre).
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappadokia!
Basilios fra Cæsaræa.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler
ikke at se ham således.
Gregor fra Nazianz.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst
Julian
og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt
hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er
Sallust fra Perusia.)
s. 63
Mange i skaren.
Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalen-
hedens elsker!
Fyrst Julian.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får
I idag.
Sallust fra Perusia.
Når vor fører tier, får vi det tomt, som mor-
genen efter et natligt gilde.
Fyrst Julian.
Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad
det være en rettergangs-leg.
Hele flokken.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
Fyrst Julian.
Væk med fyrsten, I venner –
Sallust fra Perusia.
Stig op, du uforlignelige!
Fyrst Julian.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står man-
den. Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor
fra Nazianz?
Sallust fra Perusia.
Det er sandt!
Fyrst Julian.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en
anklaget.
Gregor fra Nazianz.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.
s. 64
Fyrst Julian.
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet!
(til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
Nogle stemmer.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
Sallust fra Perusia.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugudelige
kalder det.
Fyrst Julian.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg
har nægtet at svare kejseren skat –
Mange stemmer.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
Fyrst Julian.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med
sammensnørte hænder –
Sallust fra Perusia
(til Gregor).
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfær-
digheden er blind –, se denne forvovne mand; han
har vægret sig for at yde kejseren skat.
Fyrst Julian.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægt-
skål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en
græsk borger kejseren skyldig?
Gregor fra Nazianz.
Hvad kejseren kræver.
Fyrst Julian.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om
kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget
tør kejseren kræve?
s. 65
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Det var sandelig svaret, som om kejseren selv
var tilstede. Men nu er der en knude; thi der står
skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er.
Gregor fra Nazianz.
Og hvad så?
Fyrst Julian.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor meget
af mit hører Gud til?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov
til at give kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Kære venner, ikke mere af denne leg.
Lærlingerne
(under støj og latter).
Jo, jo; svar ham!
Fyrst Julian.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren kræve?
Gregor fra Nazianz.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
Mange stemmer.
Slå ring om ham!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
5
s. 66
Fyrst Julian.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dom-
mer, du har forplumret kejserens sag, og nu vil du
slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen, hvorhen?
Til Skytherne? Frem for mig! Svar mig, I kejse-
rens og visdommens vordende tjenere, – har han
ikke villet unddrage sig kejserens magt?
Lærlingerne.
Jo, jo!
Fyrst Julian.
Og hvad straf sætter I for slig en ugerning?
Stemmer.
Døden! Døden i et vinkar!
Fyrst Julian.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
Nogle i skaren.
Kejserens magt er uden grænse.
Fyrst Julian.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
Lærlingerne.
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
Fyrst Julian.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore for-
fædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske
prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de
andre visdomsvenner i østerlandene? De siger, at
den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige.
s. 67

Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren –
er altså i særligt forbund med det himmelske. – Ud-
gyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gre-
gors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
Lærlingerne
(under latter og jubel).
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappa-
dokierens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer over pladsen.)
Visdomslæreren Libanios.
Ej, se, – jeg tror, min broder Julian forkynder
visdom på åbent torv!
Fyrst Julian.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo
vandret ud.
Visdomslæreren Libanios.
Er visdommen vandret ud?
Fyrst Julian.
Eller er i færd med at vandre ud; thi, ikke
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
Visdomslæreren Libanios.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
Fyrst Julian.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som
ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos?
Visdomslæreren Libanios.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
Fyrst Julian.
Det er lastet til randen med lærdomsspirer –
5*
s. 68
Visdomslæreren Libanios
(hånligt).
Det kommer jo fra Efesos!
Fyrst Julian.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer fra?
Visdomslæreren Libanios.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte.
Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på
guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til
deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder,
I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for
livet, – når den fremsættes i en sindrig og tiltræk-
kende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? –
Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt,
at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem
er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at
nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og
visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Pi-
ræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens
jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg
skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd,
som holder sig selv for at elske og at forkynde
visdommen, de stimler sammen på landgangsbroen;
de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømme-
lighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor?
For at være den første på tofterne, – for at rive de
mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine
huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle
drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken
skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom
efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-
s. 69

ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det for-
nødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I
unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og
hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder,
som ligger udenfor sandheden.
Fyrst Julian.
O, min Libanios, når jeg hører dig med lukkede
øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om at Dio-
genes er genfødt iblandt os.
Visdomslæreren Libanios.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!
Fyrst Julian.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde
min tale af; thi denne gang vil i al fald én af dine
medbrødre neppe føle sig skuffet.
Visdomslæreren Libanios.
Min ven spøger.
Fyrst Julian.
Din ven forsikrer dig, at statholderen Milons to
sønner er ombord.
Visdomslæreren Libanios
(griber ham i ærmet).
Hvad siger du?
Fyrst Julian.
Den Diogenes's efterfølger, som får dem at op-
drage, vil neppe have nødig, for armods skyld, at
drikke af den hule hånd.
Visdomslæreren Libanios.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon,
s. 70

som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
Fyrst Julian.
Mange fandt, at det var for ringe gave for
Milon.
Visdomslæreren Libanios.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt; eller
han skulde sendt en vel affattet tale eller et brev.
Milon er en rigt udrustet mand; hele statholderen
Milons slægt er rigt udrustet.
Fyrst Julian.
Mest de to ynglinge.
Visdomslæreren Libanios.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den vel-
gørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i
gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet
bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens
gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig;
disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig
sag; der afhænger så meget af, hvem der først får
fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg,
da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd,
hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer
og bolig og –
Sallust fra Perusia.
Jeg er med!
Lærlingerne.
Til Piræos! Til Piræos!
Sallust fra Perusia.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor
fra Nazianz
blir tilbage i søjlegangen.)
s. 71
Fyrst Julian
(følger dem med øjnene).
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til Gregor.)
Havde de i denne stund et suk til Gud, skulde det
være, at han vilde tømme deres maver for frokosten.
Gregor fra Nazianz.
Julian –
Fyrst Julian.
Se kun på mig; jeg er ædru.
Gregor fra Nazianz.
Jeg véd det. Du er mådeholden i alle ting. Og
dog lever du dette liv med.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Véd du eller jeg, når lynet slår
ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glem-
mer du, at jeg har henslæbt både min barndom og
mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var
bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags
fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og
nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne
lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejse-
rens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på
egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte
både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det
ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette!
Gregor fra Nazianz.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
s. 72
Fyrst Julian.
O, du véd ikke –! Jeg hader denne magt
udenfor mig, forfærdende, når den handler, – end
mere forfærdende, når den hviler.
Gregor fra Nazianz.
Vær ærlig, ven, og sig mig, om det er blot
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
Fyrst Julian.
Hvad mener du med sælsomme veje?
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du til-
bringer dine nætter med at udforske de hedenske
hemmeligheder i Eleusis?
Fyrst Julian.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
Gregor fra Nazianz.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du
søge dette skændselsfulde samkvem!
Fyrst Julian.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved vis-
doms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg
tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt!
Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmvg og
skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed
mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store
broder.
Gregor fra Nazianz.
Ja, det var alle kristnes mening, at du drev
det for vidt.
s. 73
Fyrst Julian.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg
så i ånden en vældig kamp imellem os to, – ver-
dens sandhed, som skulde brydes imod Guds sand-
hed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig
for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet
nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg
siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
Gregor fra Nazianz.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland, at
han er det.
Fyrst Julian.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig.
En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var
hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi
han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede
fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her
været vidne til! Libanios har stor lærdom, men
han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er
forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller
tror du, han har kunnet tåle det ry, som jeg, –
vistnok for en stor del ved mine venners over-
bærenhed – har været så heldig at forhverve mig?
Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op
alle dyders væsen og kendetegn. Han har dem på
rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal.
Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans
lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon,
– ha-ha! Smigred han ikke kejseren, inden han
blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort
sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf,
som han siden har gjort et yderst uheldigt for-
søg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er
jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til
s. 74

Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham
til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lær-
dom eller ved nogen synderlig veltalenhed. – Og
denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for vis-
domselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte, at
dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at
Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de
fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og
veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
Basilios fra Cæsaræa
(kommer fra højre side).
Breve! Breve fra Kappadokia!
Gregor fra Nazianz.
Også til mig?
Basilios fra Cæsaræa.
Se her; fra din moder.
Gregor fra Nazianz.
Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.)
Fyrst Julian
(til Basilios).
Er det din søster, som skriver?
Basilios fra Cæsaræa
(der er kommen med sit eget brev åbent).
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge
og sælsomme tidender.
Fyrst Julian.
Hvilke; hvilke?
s. 75
Basilios fra Cæsaræa.
Først om din høje broder Gallos. Han øver et
strængt herredømme i Antiokia.
Fyrst Julian.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt
herredømme»?
Basilios fra Cæsaræa
(ser på ham).
Makrina skriver «blodigt» –
Fyrst Julian.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kejseren
ham denne ryggesløse enke, denne Konstantina, til
ægte!
Gregor fra Nazianz
(læsende).
O, hvad uhørt skændighed?
Fyrst Julian.
Hvad er det, ven?
Gregor fra Nazianz
(til Basilios).
Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig
i Antiokia?
Basilios fra Cæsaræa.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
Gregor fra Nazianz.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexan-
drineren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja; hvad er der med ham?
s. 76
Gregor fra Nazianz.
Han er myrdet, Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad siger du! Myrdet?
Gregor fra Nazianz.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet
ham uden lov og dom.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvem har henrettet ham?
Gregor fra Nazianz.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min
moder fortæller sammenhængen således: Klemazios's
svigermoder var bleven optændt af en uren elskov
til sin datters mand; men da hun ingen vej kunde
komme med ham, skaffede hun sig gennem en bag-
dør adgang til slottet –
Fyrst Julian.
Hvilket slot?
Gregor fra Nazianz.
Min moder skriver kun slottet.
Fyrst Julian.
Nu? Og så –?
Gregor fra Nazianz.
Man véd kun, at hun der har skænket en for-
nem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke
for at udvirke en dødsdom –
Fyrst Julian.
Ah, men den fik de ikke!
s. 77
Gregor fra Nazianz.
De fik den, Julian!
Fyrst Julian.
O, Jesus!
Basilios fra Cæsaræa.
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
Gregor fra Nazianz.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Hono-
ratos. Denne svage mand voved ikke at modsætte
sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet og hen-
rettet tidligt næste morgen, uden at han, som min
moder skriver, fik åbne sin mund til forsvar.
Fyrst Julian
(sagte og bleg).
Brænd disse farlige breve; de kan bringe os
alle i ulykke.
Basilios fra Cæsaræa.
Så åbenbar vold midt i en stor stad! Hvor er
vi; hvor er vi?
Fyrst Julian.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kristen
morder, en kristen bolerske, en kristen –
Gregor fra Nazianz.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter
du at gøre?
Fyrst Julian.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil
afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Her-
ren min Gud, at han tog magtens fristelse fra mig.
s. 78
Gregor fra Nazianz.
Godt; men så?
Fyrst Julian.
Jeg forstår dig ikke –
Gregor fra Nazianz.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet
på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt
ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op
og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder
skriver, at det er som om en stinkende afgrund
havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, søn-
ner angiver sine fædre, presterne sine egne menig-
heds-lemmer –
Fyrst Julian.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstyggelig-
heden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg
kunde flygte til verdens grænse –!
Gregor fra Nazianz.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!
Fyrst Julian.
Hvad kræver du?
Gregor fra Nazianz.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd frem
for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast ham
hans gerning i ansigtet; slå ham til jorden i rædsel
og nag –
Fyrst Julian
(vigende).
Afsindige, hvad tænker du!
s. 79
Gregor fra Nazianz.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
Fyrst Julian.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
Gregor fra Nazianz.
Du havde –?
Fyrst Julian.
Så længe han kun var min broder. Men nu –;
er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o, I
dyrebare venner, jeg skælver for mit liv, jeg ånder
i angst for Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på
at træde ham under øjnene, jeg, hvis blotte tilvæ-
relse er en fare for ham!
Gregor fra Nazianz.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra
Konstantinopel for at kæmpe imod den falske vis-
dom, – for at hævde den kristne sandhed imod
hedenskabets løgn. Hvad har du virket i så måde?
Fyrst Julian.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
Gregor fra Nazianz.
Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde
imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med
ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det er
ude i livet, du skal møde frem, med livet i hæn-
derne –
Fyrst Julian.
Jeg ser det; jeg ser det!
s. 80
Gregor fra Nazianz.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du.
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Fyrst Julian.
Du sagde selv, det var bespottelse –
Gregor fra Nazianz.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?
Fyrst Julian
(rask).
Nu vel; skal vi følges?
Gregor fra Nazianz
(afvisende).
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt at
værge om. Videre går hverken min magt eller mine
evner.
Fyrst Julian
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
Til bakkanal!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian!
Fyrst Julian.
Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem
søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de ny-
ankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.)
Basilios fra Cæsaræa
(nærmere).
Julian, vil du høre mig?
s. 81
Fyrst Julian.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad, –
salvet deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne;
hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad siger
du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din vrede
skygge –
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, kom!
Fyrst Julian.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig.
Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –!
Basilios fra Cæsaræa.
Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vand-
springet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved
fakkelskin.)
Fyrst Julian
(efter en kort taushed).
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske
synd så skøn?
Basilios fra Cæsaræa.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt
om den hedenske synd; men den var ikke skøn.
Fyrst Julian.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn,
når han, hed af vin, som en ung gud stormed gen-
nem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn
i sin trods, når han håned Hermes og hamred på
borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer
og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i suk-
kende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at –
Henrik Ibsens samlede værker. V.
6
s. 82
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
Fyrst Julian.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og Platon
og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev
de ting, som hine kristne halv-svin derborte skulde
sværge sig fra Gud på, om nogen beskyldte dem
for det. Og tænk dig derhos Ødipos, Medea, Leda –
Basilios fra Cæsaræa.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.
Fyrst Julian.
Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de
ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og
Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates
ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet
i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sand-
heden skulde være skønhedens fiende.
Basilios fra Cæsaræa.
Og i en slig stund kan du sukke efter skønhed?
Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Fyrst Julian
(holder sig for ørerne).
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra
Antiokia vil vi ryste af os. – –
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
Basilios fra Cæsaræa.
Sælsomme.
s. 83
Fyrst Julian.
Ja, ja; – hvad var det?
Basilios fra Cæsaræa.
Hun skriver om Maximos i Efesos –
Fyrst Julian
(levende).
Mystikeren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han dukket
op igen; denne gang i Efesos. Alle de omliggende
landskaber er i gæring. Maximos nævnes på alles
læber. Enten er han en gøgler, eller han står i en
uheldsvanger pagt med visse ånder. Selv kristne
drages underlig hen af hans bespottelige tegn og
gerninger.
Fyrst Julian.
Mere, mere; jeg beder dig!
Basilios fra Cæsaræa.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver
kun, at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun tror,
at der forestår os store trængsler for vore synders
skyld.
Fyrst Julian.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig
være en sjelden kvinde, din søster.
Basilios fra Cæsaræa.
I sandhed, det er hun.
Fyrst Julian.
Når du meddeler mig af hendes breve, da er
det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg
6*

s. 84

længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu
hendes tanke til at vende sig bort fra verden og at
leve i en øde egn?
Basilios fra Cæsaræa.
Den tanke står altid fast hos hende.
Fyrst Julian.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være
drysset ned over? Hun, som jo skal være både ung
og skøn; hun, som har rigdom ivente og som råder
over en – for en kvinde at være – højst uvanlig
lærdom! Véd du vel, Basilios, at jeg brænder efter
at få se hende? – Hvad vil hun i ensomheden?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Fyrst Julian.
Sælsomt, hvor mange der drages imod ensom-
heden i disse tider. – Når du skriver til Makrina,
kan du sige hende, at også jeg –
Basilios fra Cæsaræa.
Hun véd det, Julian; men hun tror det ikke.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
Fyrst Julian.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord af,
hvad hun skriver!
s. 85
Basilios fra Cæsaræa
(rækker ham brevet).
Du vil det; – læs; det begynder der.
Fyrst Julian
(læser).
«Hver gang du skriver om kejserens unge slægt-
ning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor
og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit
øje; læs videre for mig.
Basilios fra Cæsaræa
(læser).
«Din fortælling om al den tillidsfulde visshed,
hvormed han kom til Athen, var mig som et billed
fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror han er den
genfødte David, som skal nedslå hedningernes kæm-
per. Guds ånd være over ham i striden og alle
dage».
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
Lad det være nok med dette? Hun også?
Hvad er det, I alle, ligesom med én mund, kræver
af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev på at
brydes med magtens løver –?
Basilios fra Cæsaræa.
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs
forventning ser imod dig?
Fyrst Julian
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker efter
brevet)
.
Giv hid; lad mig se. (læser.) «Guds ånd være
over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler
mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En
s. 86

svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad
mening er der i disse røster, som råber til mig fra
øst og vest, at jeg skal frelse kristendommen? Hvor
er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den
hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres
gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige
og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd,
som folder hænderne over den mætte bug og piber:
mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos
de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har
drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder?
Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det
arianske kætteri, som kejseren selv har så stor
yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, –
alle de, som raser mod templerne, som myrder hed-
ninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om kristen-
dommen er at søge i ensomheden, – på søjlen,
hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller er den i
stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel,
som nys kæmped med næverne for at klare det
spørgsmål, om treenigheden består af tre personer
eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde
Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til
jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios!
Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristen-
dommen?
Basilios fra Cæsaræa.
Søg svaret der, hvor det er at finde i alle
skrøbelige tider.
Fyrst Julian.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig,
hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
s. 87
Basilios fra Cæsaræa.
I de hellige mænds skrifter.
Fyrst Julian.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid
bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger,
bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger!
Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det
er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt
med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var
det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn,
en røst –!
Basilios fra Cæsaræa.
Glemmer du synet og røsten, som hin Agathon
fra Makellon –?
Fyrst Julian.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed
det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvil over
den sag. Det véd jeg kun: i Athen er ikke løvens
hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i
natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tyde-
ligt. Fingeren i naglesåret –
Basilios fra Cæsaræa.
Og dog står der skrevet –
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette med
det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du
ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på et
skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk
visdom og skønhed? Der må komme en ny åben-
baring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der ,
s. 88

siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring!
O, Basilios, kunde du bede den ned over mig!
Bloddøden, om så skaf [HIS: Skadet 'f'.] være –! Bloddøden –, ah,
jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tin-
ding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter
rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:)

Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.) Et
eneste har jeg lært i Athen.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvilket, Julian?
Fyrst Julian.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og
den nye sandhed er ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre
side.)
Visdomslæreren Libanios
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham!
Fyrst Julian.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
Visdomslæreren Libanios.
Hvilke begge?
Fyrst Julian.
Milons sønner.
Visdomslæreren Libanios.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham,
min Julian!
Fyrst Julian.
Hvem, dyrebare broder?
s. 89
Visdomslæreren Libanios.
Han har fanget sig i sit eget garn!
Fyrst Julian.
Aha, – en vismand altså?
Visdomslæreren Libanios.
Al visdoms modstander.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem, spørger jeg?
Visdomslæreren Libanios.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt
nyheden om Maximos?
Fyrst Julian.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
Visdomslæreren Libanios.
Did hen måtte det komme med denne urolige
sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –
Fyrst Julian.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.
Visdomslæreren Libanios.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære slægt-
ning. Alle sande visdomsvenners håb er rettet på
dig, både her og i Nikomedia –
Fyrst Julian.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke
er alvidende –
s. 90
Visdomslæreren Libanios.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åbenlyst
frem med det, som ligger på bunden af hans lære.
Fyrst Julian.
Og det laster du ham for?
Visdomslæreren Libanios.
Han har udsagt, at han kan byde over ånder
og skygger.
Fyrst Julian
(fatter hans kappe).
Libanios!
Visdomslæreren Libanios.
Alle på skibet var opfyldt af de forunderligste
fortællinger, og her (viser et brev frem) her skriver min
medbroder Eusebios udførligt om sagen.
Fyrst Julian.
Ånder og skygger –
Visdomslæreren Libanios.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsam-
ling, både af tilhængere og af modstandere, øvet
forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede
i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv
var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst.
Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte
sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne,
som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i
støttens hånd –
Basilios fra Cæsaræa.
Ugudeligt værk!
s. 91
Fyrst Julian
(åndeløs).
Og så –?
Visdomslæreren Libanios.
Og i det stærke blålige lys så de alle, at støt-
tens ansigt tog liv og smilte imod dem.
Fyrst Julian.
Hvad mere?
Visdomslæreren Libanios.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted
imod udgangen. Mange har ligget i sygdom eller
vildelse bagefter. Men han selv, – skulde du tro
det, Julian? – til trods for den skæbne, som ramte
begge hans brødre i Konstantinopel, turer han frem
på sin farlige og forargelige vej.
Fyrst Julian.
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig
vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Sam-
kvem mellem ånd og ånd –
Basilios fra Cæsaræa.
O, dyrebare, forvildede ven –!
Visdomslæreren Libanios.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate?
Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes er-
kendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle
blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre,
end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi
andre – kastet fortolkningens lys over det hele?
Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage,
igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme
denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør
s. 92

vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb og
af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som
skolen, som –
Fyrst Julian
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
Basilios fra Cæsaræa
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
Fyrst Julian
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden –
Visdomslæreren Libanios.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, med-
broder, hvor vil du hen?
Fyrst Julian.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støtter
smiler!
Visdomslæreren Libanios.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed,
vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette
forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold!
Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så
dybt, i samme stund har du afført dig det herlige
ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år
både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig
her ved Athens høje skole –
Fyrst Julian.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu
har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)
s. 93
Visdomslæreren Libanios
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for viden-
skaben.
Basilios fra Cæsaræa
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.

TREDJE AKT.

(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er
på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng.
På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i
salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden
indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.)
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet.
Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høf-
ligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.)
Husmesteren Eutherios.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
Gregor fra Nazianz.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
Basilios fra Cæsaræa.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os?
Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen; intet
ophold har sinket os undervejs; vi har sejlet ikap
med skyerne og de vilde traner.
Husmesteren Eutherios.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever
han af urter og brød.
s. 95
Gregor fra Nazianz.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med
sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
Husmesteren Eutherios.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod
til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned ad
gulvet og gned sig i hænderne. «Bered et rigeligt
måltid,» sagde han, «thi inden aften kommer to
venner fra Athen –»
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier
pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
Basilios fra Cæsaræa.
Er han der?
Husmesteren Eutherios
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig;
de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter)
.
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang
østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk
indre spænding [HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.])
Fyrst Julian
(går hen imod dem og hilser dem med stor heftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders
ånd fløj forud for eders legemer!
Gregor fra Nazianz.
Julian!
Basilios fra Cæsaræa.
Min ven og broder!
Fyrst Julian.
Jeg har været som en forsmægtende elsker efter
eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende visse folks
s. 96

bifald, kaldte mig en abe; – o, havde jeg dog abens
fire hænder, at jeg kunde kryste eders fire på en
gang!
Gregor fra Nazianz.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os med
fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil salve
vort hår og smykke os med roser –
Fyrst Julian.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, véd
I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i
mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var
falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske
og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr;
forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i
natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men
de, som sangen kom fra, var to store fugle med
kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten;
der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op
som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær
så jeg eder to.
Gregor fra Nazianz.
Er du viss på alt dette?
Fyrst Julian.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja, – foran i skibet –
Fyrst Julian.
Hvad tid på natten var det?
Gregor fra Nazianz.
Hvad tid på natten havde du hint syn?
s. 97
Fyrst Julian.
En time efter midnat.
Gregor fra Nazianz
(med et blik på Basilios).
Forunderligt.
Fyrst Julian
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel?
Basilios fra Cæsaræa
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt –
Fyrst Julian.
Hvilket? Hvad er sandt?
Basilios fra Cæsaræa.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du
her øver.
Fyrst Julian.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har ladet
mig fortælle, at der skal gå mange rygter om mig.
Hvis jeg gad fæste lid til visses forsikring, så måtte
jeg tro, der gaves få mænd i riget, om hvem der
tales så meget, som om mig.
Gregor fra Nazianz.
Det kan du trygt tro.
Fyrst Julian.
Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det
var ham altid ukært, at mængden sysselsatte sig
med andre end med ham. Og hvad siger de mange
Henrik Ibsens samlede værker. V.
7

s. 98

uforglemmelige venner i Athen for øvrigt? Man véd
vel, at jeg er både i kejserens og i hele hoffets unåde?
Gregor fra Nazianz.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren;
men derom skriver min broder Cæsarios intet.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor!
Fra alle kanter agter de det rådeligt at holde øje
med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin husprest
Aëzios hid for at udforske, om jeg holder fast ved
den uforfalskede lære.
Basilios fra Cæsaræa.
Og så –?
Fyrst Julian.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgenandagt
i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de
udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen
ringe sag at lide så store smerter, ja, endog døden,
for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok,
at Aëzios var vel tilfreds med mig, da han rejste.
Basilios fra Cæsaræa
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, –
tal åbent om din stilling.
Fyrst Julian.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner!
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, –
Maximos er den største, som nogen tid har levet.
Gregor fra Nazianz
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre!
s. 99
Fyrst Julian.
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder?
I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer
mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende
og før jeg aned det, som er livets kerne.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad kalder du livets kerne?
Fyrst Julian.
Maximos véd det. I ham er den ny åbenbaring.
Basilios fra Cæsaræa.
Og den er bleven dig til del?
Fyrst Julian.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i denne
nat har Maximos lovet mig –
Gregor fra Nazianz.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –!
Fyrst Julian.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting?
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen
ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drøm-
mere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos
fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg
har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet
vand var ved min venstre side; – jeg tror det var
en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stem-
mer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al
årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys;
skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og
gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med
dette mit til ånd forvandlede legeme været langt
7*

s. 100

inde i paradisets egne; englene har sunget sine lov-
sange for mig; jeg har skuet det midterste lys –
Gregor fra Nazianz.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
Fyrst Julian.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forud-
gangne broder; han hylder begge hine store brødre,
både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – –
Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig?
– Det skede en nat under bøn og faste. Da for-
nam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet
og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om
mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl
midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned
sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet
lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –
Se, da blev denne flade mere og mere gennem-
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før
havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog
det usynlige former og stilheden tog toner. – Da
fatted jeg den store forløsende erkendelse.
Gregor fra Nazianz.
Hvilken erkendelse mener du?
Fyrst Julian.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er,
det er.
s. 101
Basilios fra Cæsaræa.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys
og tåger.
Fyrst Julian.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke
både varsler og visse sælsomme forekomster imellem
stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu
uopklaret i sinde med mig?
Gregor fra Nazianz.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis
værk de er.
Fyrst Julian.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der
allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal
inden føje tid komme til at dele herredømmet over
verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad
skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes
ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om
dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel
tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man
har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej, hvor kan vi vide –?
Fyrst Julian.
Apollinaris har udsagt, at han hørte nogen banke
gentagne gange på døren ved nattetid. Han stod da
op og gik udenfor huset; og se, – der ude fik han
øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det
vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød
s. 102

ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som
nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i
skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skik-
kelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå,
Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
Gregor fra Nazianz.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde be-
kræftet sig?
Fyrst Julian
(nikker langsomt).
Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bithynia.
Konstantina har altid været hans onde engel; derfor
måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket
i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstan-
tinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo,
med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kej-
serlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst
ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en
sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel
har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden
jubled højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen
til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt op-
højer Gud igen vor slægt, som var sunken under
synd og forfølgelse.
Gregor fra Nazianz.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter.
Fyrst Julian.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med pur-
purklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvile på
de ting, Maximos har bebudet som nær forestående
for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde
skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos
s. 103

mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens
og forventningens natte-timer! Når Maximos kom-
mer, skal I være vidne til –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig!
Gregor fra Nazianz.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappa-
dokia.
Fyrst Julian.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Græken-
land?
Basilios fra Cæsaræa.
Min moder er enke, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Min fader er svag både af helbred og af sind;
han trænger vel til en støtte.
Fyrst Julian.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
Gregor fra Nazianz.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.
Fyrst Julian.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry
for eder.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder
for dig, – hvad så?
Fyrst Julian.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, – hin
s. 104

flod, som har sine kilder på det libyske berg? Den
vokser og vokser i sit løb; men når den er som
størst, siver den ud i ørkensanden og begraver sig
selv i det jordens moderskød, hvoraf den fremgik.
Basilios fra Cæsaræa.
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
Fyrst Julian.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det
er det just den store hemmeligheds mål at forhverve
alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er gen-
oprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, –
det er den forspildte lighed med guddommen. Hvor-
for så tvilende, I brødre? Hvorfor står I der, lige-
som foran noget uoverstigeligt? Jeg véd, hvad jeg
véd. I hvert af de skiftende slægts-led har der været
én sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var
stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at
gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alex-
ander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Naza-
reth. Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle
fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
Basilios fra Cæsaræa
(river sig løs).
Julian, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hov-
mod trukket dig!
Basilios fra Cæsaræa.
O, Gregor, han er syg og forvildet!
Fyrst Julian.
Hvorfor al denne hånlige tvil? Er det min
s. 105

spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af
legemet. I den første Adam var der ligevægt, som
i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke
været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge?
Måtte ikke hans arme støttes, da han skulde holde
dem manende oprakte hist ved den røde havbugt?
Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved
hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler?
Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et
skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet,
mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han
ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder
eder troende, og har dog så liden tro til det vid-
underliges åbenbårings-magt. Vent, vent, – I skal
få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –,
hånd i hånd vil vi ga imod øst, did hen, hvor nogle
siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule
os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved
Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse
– derfra skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå
ud over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der skal
åndens kejser-rige grundes!
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over
dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden
drog fra Konstantinopel!
Fyrst Julian.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte
kun den vej, der standser ved læren.
Gregor fra Nazianz.
Véd du, hvor din vej standser?
s. 106
Fyrst Julian.
Hvor vejen og målet er ét. – For sidste gang,
Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig.
Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget
andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig,
min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er
jo din slægts hoved; og hvo véd, om ikke alt det
lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem
dig og i dit hus –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i
dit afsind og i dine vilde drømme.
Fyrst Julian.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
Gregor fra Nazianz.
Kom, Basilios!
Fyrst Julian
(med udstrakte arme).
O, I venner; I venner!
Gregor fra Nazianz.
Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.)
Fyrst Julian
(ser en stund efter dem).
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad véd I to lærde mænd!
Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min
stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige
end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden
til skolen og gaden til kirken; den tredje gade,
s. 107

over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end
mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske
klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet
bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme
dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt;
hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke
øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve.
Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han
en hvid stav.)
Mystikeren Maximos
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser
og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst)
.
Fyrst Julian
(sagte).
Endelig!
Mystikeren Maximos
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter
fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen
tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær)
.
Fyrst Julian
(i spændt forventning).
Er tiden inde?
Mystikeren Maximos
(uden at se på ham).
Er dit sind og dit legem rent?
Fyrst Julian.
Jeg har fastet og salvet mig.
Mystikeren Maximos.
Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården.
Musik og dans under det følgende.)
s. 108
Fyrst Julian.
Maximos, – hvad er dette?
Mystikeren Maximos.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de
skønne lemmer i leg!
Fyrst Julian.
Og midt under denne sansernes tummel vil
du –?
Mystikeren Maximos.
Synden er kun i dit syn på det syndige.
Fyrst Julian.
Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål,
sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
Ah, hvad var der i vinen?
Mystikeren Maximos.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig ned på den anden side af bordet.)
Fyrst Julian.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører klar-
hed og jeg ser toner.
Mystikeren Maximos.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige
fange. Logos i Pan!
De dansende piger
(synger i forgården).[HIS: Skadet tegn.]
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod!
s. 109
Fyrst Julian
(drikker).
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde
denne salighed?
Mystikeren Maximos.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.
Fyrst Julian.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad var
det? Hvi lo du?
Mystikeren Maximos.
Jeg?
Fyrst Julian.
Det hvisker ved min venstre side! Silkehyndet
knittrer –
(bleg; springer halvt ivejret.)
Maximos, vi er ikke alene!
Mystikeren Maximos
(råber:)
Vi er fem tilbords!
Fyrst Julian.
Symposion med ånderne!
Mystikeren Maximos.
Med skyggerne.
Fyrst Julian.
Nævn mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Ikke nu. Hør, hør!
s. 110
Fyrst Julian.
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem
huset –
Mystikeren Maximos
(skriger).
Julian! Julian! Julian!
Fyrst Julian.
Tal, tal! Hvad sker med os?
Mystikeren Maximos.
Bebudelsens time er over dig!
Fyrst Julian
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store bronce-lampe
hæver sig en blåligt lysende kreds.)
Mystikeren Maximos
(kaster sig helt ned).
Øjet mod lyset!
Fyrst Julian.
Hist?
Mystikeren Maximos.
Ja, ja!
Pigernes sang
(dæmpet fra forgården).
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
Fyrst Julian
(stirrer mod lysskæret).
Maximos! Maximos!
s. 111
Mystikeren Maximos
(sagte).
Ser du noget?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.
Mystikeren Maximos.
Mand eller kvinde?
Fyrst Julian.
Jeg véd ikke.
Mystikeren Maximos.
Tal til det.
Fyrst Julian.
Tør jeg?
Mystikeren Maximos.
Tal; tal!
Fyrst Julian
(nærmere).
Hvi blev jeg?
En stemme i lyset.
For at tjene ånden.
Mystikeren Maximos.
Svarer det?
s. 112
Fyrst Julian.
Ja, ja.
Mystikeren Maximos.
Spørg mere.
Fyrst Julian.
Hvad er min gerning?
Stemmen i lyset.
Du skal grundfæste riget.
Fyrst Julian.
Hvilket rige?
Stemmen i lyset.
Riget.
Fyrst Julian.
Og på hvilken vej?
Stemmen i lyset.
På frihedens.
Fyrst Julian.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
Stemmen i lyset.
Nødvendighedens vej.
Fyrst Julian.
Og ved hvilken magt?
Stemmen i lyset.
Ved at ville.
Fyrst Julian.
Hvad skal jeg ville?
s. 113
Stemmen i lyset.
Hvad du .
Fyrst Julian.
Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Stemmen i lyset
(veklagende).
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.)
Mystikeren Maximos
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Borte.
Mystikeren Maximos.
Er du nu vidende?
Fyrst Julian.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende
dybs befæstning – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
Hvad er riget?
Mystikeren Maximos.
Der er tre riger.
Fyrst Julian.
Tre?
Mystikeren Maximos.
Først er hint rige, som grundlagdes på kund-
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på kor-
sets træ –
Henrik Ibsens samlede værker. V.
8
s. 114
Fyrst Julian.
Og det tredje?
Mystikeren Maximos.
Det tredje er den store hemmeligheds rige, det
rige, som skal grundlægges på kundskabens og på
korsets træ tilsammen, fordi det hader og elsker dem
begge, og fordi det har sine levende kilder under
Adams lund og under Golgata.
Fyrst Julian.
Og det rige skal komme –?
Mystikeren Maximos.
Det står for døren. Jeg har regnet og regnet –
Fyrst Julian
(bryder hvast af).
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
Mystikeren Maximos.
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem?
Mystikeren Maximos.
De tre store hjælpere i fornægtelse.
Fyrst Julian.
Nævn dem!
Mystikeren Maximos.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men
jeg kunde vise dig dem –
Fyrst Julian.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –!
s. 115
Mystikeren Maximos.
Vogt dig –!
Fyrst Julian.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale
med dem, en for en.
Mystikeren Maximos.
Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvælgel-
sens første offerlam!
Fyrst Julian.
Ah!
Mystikeren Maximos
(med tilhyllet ansigt).
Hvad ser du?
Fyrst Julian
(dæmpet).
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han er stor,
som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – –
(nølende.)
Kan du, så tal til mig!
En stemme.
Hvad vil du vide?
Fyrst Julian.
Hvad var dit hverv i livet?
Stemmen.
Min brøde.
Fyrst Julian.
Hvi forbrød du dig?
8*
s. 116
Stemmen.
Hvi blev jeg ikke min broder!
Fyrst Julian.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg mig selv?
Fyrst Julian.
Og hvad vilde du, som dig selv?
Stemmen.
Hvad jeg måtte.
Fyrst Julian.
Og hvorfor måtte du?
Stemmen.
Jeg var mig.
Fyrst Julian.
Du er ordknap.
Mystikeren Maximos
(uden at se op).
In vino veritas.
Fyrst Julian.
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg dig.
Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en offerrøg.
Stemmen.
Offerrøg stiger ikke altid.
s. 117
Fyrst Julian.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej, –
stryg ikke håret over. Hvad er det?
Stemmen.
Tegnet.
Fyrst Julian.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har
din brøde båret?
Stemmen.
Den herligste.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du den herligste.
Stemmen.
Livet.
Fyrst Julian.
Og livets grund?
Stemmen.
Døden.
Fyrst Julian.
Og dødens?
Stemmen
(taber sig, som i et suk).
Ja, det er gåden!
Fyrst Julian.
Borte!
Mystikeren Maximos
(ser op).
Borte?
s. 118
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvem var det?
Fyrst Julian.
Kain.
Mystikeren Maximos.
Den vej altså! Forsk ikke mere!
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
Den anden, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
Fyrst Julian.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig at
komme tilbunds i visse ting. Den anden, Maximos!
Jeg vil se ham; vil kende mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende slave,
du, som hjalp ved den næste store verdensvending!
Fyrst Julian
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden af
værgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet)
:
Ikke nærmere!
s. 119
Mystikeren Maximos
(bortvendt).
Ser du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvorledes ser du ham?
Fyrst Julian.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
Tal til ham, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Du må tale.
Fyrst Julian.
Hvad var du i livet?
En stemme
(lige ved ham).
Verdens-vognens tolvte hjul.
Fyrst Julian.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.
Stemmen.
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
Fyrst Julian.
Hvor rulled' den hen ved dig?
Stemmen.
Ind i forherligelsen.
Fyrst Julian.
Hvi hjalp du?
s. 120
Stemmen.
Fordi jeg var villende.
Fyrst Julian.
Hvad vilde du?
Stemmen.
Hvad jeg måtte ville.
Fyrst Julian.
Hvem kåred dig?
Stemmen.
Mesteren.
Fyrst Julian.
Var mesteren forud-vidende, da han kåred dig?
Stemmen.
Ja, det er gåden!
(kort stilhed.)
Mystikeren Maximos.
Du tier?
Fyrst Julian.
Han er her ikke mere.
Mystikeren Maximos
(ser op).
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad hed han i livet?
s. 121
Fyrst Julian.
Judas Ischariotes.
Mystikeren Maximos
(springer op).
Afgrunden skyder blomster; natten forråder
sig selv!
Fyrst Julian
(skriger til ham).
Den tredje frem!
Mystikeren Maximos.
Han skal komme!
(svinger staven.)
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du
tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.)
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser intet.
Mystikeren Maximos.
Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved salomons segl, ved øjet i trekanten, – jeg
besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
Hvad ser du nu?
Fyrst Julian.
Intet; intet!
Mystikeren Maximos
(svinger atter staven).
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.)
s. 122
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst er
forgæves.
Fyrst Julian
(rejser sig).
Hvorfor? Tal, tal!
Mystikeren Maximos.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.
Fyrst Julian.
Han lever?
Mystikeren Maximos.
Ja, han lever.
Fyrst Julian.
Og her, sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg
véd ikke –
Fyrst Julian
(trænger ind på ham).
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde
du –!
Mystikeren Maximos.
Slip min kappe!
Fyrst Julian.
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
Mystikeren Maximos.
Slip kappen, Julian!
Fyrst Julian.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
s. 123
Mystikeren Maximos.
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte
røsten i lyset?
Fyrst Julian.
Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
Mystikeren Maximos.
Det tredje rige!
Fyrst Julian.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver!
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Mystikeren Maximos.
Fra nødvendigheden?
Fyrst Julian.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene
den. Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor: danserinderne og fløjtespillerne flygter.)
Mystikeren Maximos
(lytter mod højre).
Hvad skræk og skrig –?
Fyrst Julian.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
Mystikeren Maximos.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
Fyrst Julian.
Vær rolig; os kan ingen ramme.
s. 124
Husmesteren Eutherios
(kommer ilsomt over forgården).
Herre, herre!
Fyrst Julian.
Hvem volder hin larm udenfor?
Husmesteren Eutherios.
Fremmede mænd har omringet huset; de har
sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten
med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer ind fra
højre.)
Quæstoren Leontes.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min
nådigste herre –
Fyrst Julian
(et skridt tilbage).
Hvad ser jeg!
Quæstoren Leontes.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind;
og da det var mig så højst magtpåliggende –
Fyrst Julian.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
Quæstoren Leontes.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens ud-
sending.
Fyrst Julian
(bleg).
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig
sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes!
Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som læge.
s. 125
Quæstoren Leontes.
Tillad mig, nådige herre –!
Fyrst Julian.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad
er det kejseren vil?
Quæstoren Leontes.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt
budskab.
Fyrst Julian.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du
bringer.
Quæstoren Leontes
(knæler).
Min allerhøjeste herre, – prisende din og min
egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
Quæstorens følge.
Længe leve Cæsar Julian!
Mystikeren Maximos.
Cæsar!
Fyrst Julian
(viger med et udråb tilbage).
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!
Quæstoren Leontes.
Jeg bringer kejserens bud.
Fyrst Julian.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes.
O, spørg ikke.
s. 126
Fyrst Julian.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er
Gallos?
Quæstoren Leontes
(står op).
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.
Fyrst Julian.
Død!
Quæstoren Leontes.
Salig hos sin hustru.
Fyrst Julian.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejrs-
tog! Men når, – og hvor?
Quæstoren Leontes.
O, dyrebare herre, forskån mig –
Gregor fra Nazianz
(brydes med vagten ved indgangen).
Jeg ind til ham! Tilside, siger jeg. –
Julian!
Fyrst Julian.
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pile-
regn over staden?
Fyrst Julian.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
Gregor fra Nazianz.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!
s. 127
Fyrst Julian.
Kejserens bud, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Du vil træde på din broders blodige lig –
Fyrst Julian.
Blodige –?
Gregor fra Nazianz.
Véd du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
Fyrst Julian
(med sammenslagne hænder)
Myrdet!
Quæstoren Leontes.
Ah, hvo er denne forvovne –?
Fyrst Julian.
Myrdet; myrdet! (til Leontes.) Han lyver dog?
Quæstoren Leontes.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
Fyrst Julian.
Myrdet! – hvo myrded ham?
Quæstoren Leontes.
Hvad der er sked, var en nødvendighed, høje
herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten som en
rasende her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar
var ham ikke længer nok. Hans færd, både i Kon-
stantinopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde,
hvad han pønsed på.
Fyrst Julian.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet
vil jeg vide.
s. 128
Quæstoren Leontes.
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
Fyrst Julian.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine søn-
lige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
Quæstoren Leontes.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt det
rådeligt at lade ham henrette.
Fyrst Julian.
Hvor? Dog ikke i Rom?
Quæstoren Leontes.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i staden
Pola i Illyrien.
Fyrst Julian
(bøjer sig).
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af
slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor.
Quæstoren Leontes
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –
Fyrst Julian.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i
Pola –?
Quæstoren Leontes.
Den er kommen ny fra Sidon.
Fyrst Julian
(med et blik til Maximos).
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
s. 129
Mystikeren Maximos.
Apollinaris's syn!
Gregor fra Nazianz.
Julian; Julian!
Quæstoren Leontes.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren.
Han lader dig sige, at han, barnløs som han er,
håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans
vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De alemanske
grænsefolk har sat over Rhin-strømmen og gjort et
farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held
og din fremgang imod barbarerne. I drømme har
visse ting åbenbaret sig for ham,[HIS: skadet tegn] og hans sidste
ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde
lykkes dig at grundfæste riget.
Fyrst Julian.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn.
Quæstoren Leontes.
Hvorledes, høje Cæsar?
Fyrst Julian.
Også mig er visse ting varslet; men dette –
Gregor fra Nazianz.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger de
vil hæfte til dine skuldre.
Quæstoren Leontes.
Hvo er du, som trodser kejseren?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
9
s. 130
Gregor fra Nazianz.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen i
Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
Fyrst Julian.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.)
Basilios fra Cæsaræa
(baner sig vej gennem mængden).
Tag ikke purpuret, Julian!
Fyrst Julian.
Du også, min trofaste Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
Fyrst Julian.
Hvad forfærder dig ved dette?
Basilios fra Cæsaræa.
De rædsler, som vil komme.
Fyrst Julian.
Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristi rige?
Fyrst Julian.
Kejserens store skønne rige.
Basilios fra Cæsaræa.
Var det kejserens rige, som stod i lys for dit
syn, da du som barn forkyndte læren fra de kappa-
dokiske blodvidners grave? Var det kejserens rige,
du drog fra Konstantinopel for at grundfæste på jor-
den? Var det kejserens rige –
s. 131
Fyrst Julian.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som en
vild drøm.
Basilios fra Cæsaræa.
Dig var det bedre, at du selv, med en mølle-
sten om din hals, lå på havets bund, end at denne
drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke fristerens
værk? Al jordens herlighed lægges for dine fødder.
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn, Cæsar!
Fyrst Julian.
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?
Quæstoren Leontes.
Til Rom, herre!
Fyrst Julian.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du mig
hen; til lykken og magten, – eller til slagter-
bænken?
Quæstoren Leontes.
O, herre, en så hånende mistro –
Fyrst Julian.
Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Quæstoren Leontes.
Jeg kan hæve alle tvil. (tager et papir frem.) Dette
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i
enrum –
9*
s. 132
Fyrst Julian.
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena
til mig!
Quæstoren Leontes.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han skæn-
ker dig denne elskede søster, som Cæsar Gallos for-
gæves bad om.
Fyrst Julian.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men
hun, Leontes –?
Quæstoren Leontes.
Ved afskeden tog han fystinden ved hånden og
ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og
lad ham vide, at han altid har været den mand,
som – –
Fyrst Julian.
Videre, Leontes!
Quæstoren Leontes.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene
kvinde.
Fyrst Julian.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt.)
Purpurkappen om mig!
Mystikeren Maximos.
Du har valgt?
s. 133
Fyrst Julian.
Valgt, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Valgt, trods tegn imod tegn?
Fyrst Julian.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Max-
imos, du har været blind, du seende! – Purpur-
kåben om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)
Basilios fra Cæsaræa.
Det er sked!
Mystikeren Maximos
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
Sejr og lys over den villende!
Quæstoren Leontes.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse
Cæsar.
Fyrst Julian.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var, –
den fattige visdomselsker, der tog alt af kejserens
nåde. – Til statholderens bolig, I venlige herrer!
Stemmer blandt quæstorens følge.
Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor
og Basilios blir stående.)
Basilios fra Cæsaræa.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde
sammen.
Gregor fra Nazianz.
Her er min hånd.

FJERDE AKT.

(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats «De varme bade»
udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre
dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol
og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står overfor hende og
holder forhænget tilside.)
Fyrstinde Helena.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem
imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke fløjter og
trommer?
Slavinden Myrrha.
Jo, jeg synes visst –
Fyrstinde Helena.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet
høre. (springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed!
Ikke at vide, om han kommer som sejrherre eller
som flygtning.
Slavinden Myrrha.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo
altid kommen som sejrherre.
s. 135
Fyrstinde Helena.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men
dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle
disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kommen
som sejrherre, hvorfor skulde han da have skikket
hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at
møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
Slavinden Myrrha.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din høje
husbond tragter efter slige ting.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne ud-
sending, som må kunne være her endnu idag, og
hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smykker og
gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare
noget pålideligt –
Fyrstinde Helena.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv
må dog vide –
Husmesteren Eutherios.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som ryk-
ker ind, – Bataver og andre, – og de véd intet.
Fyrstinde Helena
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige
Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
s. 136
(lytter og skriger ud.)
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian;
min elskede!
Cæsar Julian
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena!
Husmesteren Eutherios.
Min høje Cæsar!
Cæsar Julian
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
Fyrstinde Helena.
Slagen! Forfulgt!
Husmesteren Eutherios.
Herre!
Cæsar Julian.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kej-
seren?
Husmesteren Eutherios.
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
Cæsar Julian.
Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os!
Cæsar Julian
(trækker forhænget sammen).
Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret endnu –
s. 137
Fyrstinde Helena.
Efter et sådant nederlag –?
Cæsar Julian.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?
Fyrstinde Helena.
Har ikke Alemanerne slåt dig?
Cæsar Julian.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig
levende igen.
Fyrstinde Helena
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
Cæsær Julian
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr.
Fyrstinde Helena
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har
sejret, og dog –?
Cæsar Julian.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
Fyrstinde Helena.
Julian!
Cæsar Julian.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt
for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
s. 138
Fyrstinde Helena.
Hvad? Hvad?
Cæsar Julian.
Hvilken forandring med dig i disse måneder!
Helena, har du været syg?
Fyrstinde Helena.
Nej, nej; men sig mig –?
Cæsar Julian.
Jo, du har været syg! Du må være syg endnu;
– disse feberhede tindinger, disse blåbrune ringe
om øjnene –
Fyrstinde Helena.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian!
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Cæsar Julian.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usik-
kert, om denne nidkærhed frugter så meget.
Fyrstinde Helena.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine
egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig.
Cæsar Julian.
Der kan intet dølges længer. Siden kejser-
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i
Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet.
Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed
det, at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede
over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne
sig til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel
over barbarerne, så måtte jeg høre, at jeg burde
kunnet opnå mere.
s. 139
Fyrstinde Helena.
Men alle dine venner i hæren –
Cæsar Julian.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke
én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin pe-
rusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllups-
højtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn.
Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har
mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt
om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gæl-
der vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af
dem, man der kalder hedninger. Han kan intet
gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio,
som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sen-
nones! Den gamle Severus, som tynges under fø-
lelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan
forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du,
jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høv-
dingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter
efter de højeste ting.
Fyrstinde Helena.
Ah, Julian!
Cæsar Julian
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og
forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som
Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spiseseddel, min
kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra
kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget
deri, hverken lægge til eller tage fra!
Fyrstinde Helena.
Og alt dette har du båret hemmeligt –!
s. 140
Cæsar Julian.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over Cæ-
sars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil
ikke bære det!
Fyrstinde Helena.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har
rygtet overdrevet –?
Cæsar Julian.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss;
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har udrettet
alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for
skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev
jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran
Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Kno-
domar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger
og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden
han havde fåt samlet de nødvendige både til over-
gang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til
angreb.
Fyrstinde Helena.
Min helt, min Julian!
Cæsar Julian.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede
omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus
drev barbarerne mere og mere østligt imod floden;
Bataverne, vore bundsforvante, under den trofaste
Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Kno-
domar mærked, at der var al fare, søgte han at
undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men
før det kunde ske, lod jeg Florentius møde ham med
prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke
s. 141

sige det højt, men visst er det, at forræderi eller
misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter.
De romerske ryttere veg gang efter gang for bar-
barerne, som kasted sig til jorden og stak hestene
i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
Fyrstinde Helena.
Men slagenes Gud var med dig!
Cæsar Julian.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper
med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem,
en tale, som måske ikke vilde have været selv en
mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå,
så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styr-
ted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
Fyrstinde Helena.
Julian! O, du elsker mig ikke!
Cæsar Julian.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom,
min elskede! Det var som om en lynslående rædsel
blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar,
hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham
– jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham
flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og
Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
Fyrstinde Helena.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser;
det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den
mulviske bro!
Cæsar Julian.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i,
s. 142

der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt
og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende
i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i
en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore
folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men
uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og
overgav sig.
Fyrstinde Helena.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig
tryg?
Cæsar Julian
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et til-
fælde, en ubetydelighed –
Fyrstinde Helena.
Et tilfælde?
Cæsar Julian.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi
så meget over Nemesis. – Min sejr var så over-
vældende stor, Helena; min stilling var ligesom
kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke –
Fyrstinde Helena.
O, tal dog; du ængster mig!
Cæsar Julian.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens på-
syn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde
flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik
han mig imøde med usikre skridt, skælvende over
hele legemet; knækket af ulykken, således, som det
s. 143

er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, om-
klamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
Fyrstinde Helena.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde
lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte
du ham, min elskede?
Cæsar Julian.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg til-
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham som
fange til Rom.
Fyrstinde Helena.
Uden at pine ham?
Cæsar Julian.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, –
jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrøm-
mende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang
barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og,
lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han
med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige
kejser!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Cæsar Julian.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkon-
gens råb slog ned som et tændende lyn iblandt sol-
daternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte de
omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre
ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om
en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; –
o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse,
men –
s. 144
Fyrstinde Helena.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!
Cæsar Julian.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios,
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
Fyrstinde Helena.
Ja, ja; men soldaterne –?
Cæsar Julian.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille
omkring, hvide af skræk og vrede.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne.
Cæsar Julian.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det,
og til gengæld har han skænket barbarkongen livet.
– Således, vendt op og ned, er det også bleven
meldt til Rom.
Fyrstinde Helena.
Er du viss på det? Og af hvem?
Cæsar Julian.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skynd-
somt til kejseren og fortalte ham det hele, men –
Fyrstinde Helena.
Nu, – og hvad har han svaret?
s. 145
Cæsar Julian.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående
taushed, når han vil ramme nogen.
Fyrstinde Helena.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe
dig sikkerhed for, at –
Cæsar Julian.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst
gemmer jeg opsnappede breve, som –
Fyrstinde Helena.
O, Herre min Gud, lad mig se!
Cæsar Julian.
Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt neder-
lag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien
ikke synes at vinde et skridts fremgang imod Per-
serne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her,
hvor man satte en modstræbende visdomsven i spid-
sen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved
hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man
gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus!
Dette må have en ende.
Fyrstinde Helena.
Ja, jeg tror det også.
Cæsar Julian.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
10
s. 146
Fyrstinde Helena.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stå-
ende ved dette.
Cæsar Julian
(standser).
Helena, kunde du følge mig?
Fyrstinde Helena
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
Cæsar Julian.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til
den så længe eftertragtede ensomhed –!
Fyrstinde Helena.
Hvad siger du? Ensomhed!
Cæsar Julian.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger,
dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg
kun har turdet vie mine hvileløse nætter.
Fyrstinde Helena
(ser nedad ham).
Ah, således!
Cæsar Julian.
Hvad ellers?
Fyrstinde Helena.
Nu ja; hvad ellers?
Cæsar Julian.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers?
s. 147
Fyrstinde Helena
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
Cæsar Julian
(vigende).
Helena!
Fyrstinde Helena
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i
soldaternes rækker?
Cæsar Julian.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor
hver dør!
Fyrstinde Helena.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for
min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen!
Cæsar Julian.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!
Fyrstinde Helena.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå,
gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette
tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg
fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen,
til Rom og Grækenland.
Cæsar Julian.
Hjem igen til din broder?
10*
s. 148
Fyrstinde Helena
(sagte).
Konstanzios er affældig.
Cæsar Julian.
Helena!
Fyrstinde Helena.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig.
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme sæde
står vinkende til hæder og herlighed, mens jeg ældes –
Cæsar Julian.
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
Fyrstinde Helena.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære
dette med tålmod; livet går fra mig!
Cæsar Julian
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du
ikke!
Fyrstinde Helena
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian?
Cæsar Julian
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den
eneste, som har elsket mig.
Fyrstinde Helena.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere.
Når alt er over, så –
s. 149
Cæsar Julian
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
Fyrstinde Helena
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et
hår over graven. O, min elskede Julian, du har jo
soldaterne for dig –
Cæsar Julian.
Ti, ti!
Fyrstinde Helena.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så
at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt.
Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken vil være
nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt
ende hans lidelser.
Cæsar Julian.
Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede?
Fyrstinde Helena.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver
han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes
for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være
blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden.
Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil ud-
sende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind
under korsets nåde.
Cæsar Julian.
Alemanerne bøjer sig ikke did under.
Fyrstinde Helena.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge
s. 150

hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved os.
Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for
mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da,
min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, for-
ynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede!
Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være
usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
Cæsar Julian.
Helena, du forbryder dig!
Fyrstinde Helena.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld!
Cæsar Julian.
Du skønne, du eneste!
Fyrstinde Helena
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke
dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg ser
himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus; mine
kvinder skal samles i bøn. (med oprakte arme.) O, du
velsignede! O, du hærskarernes Gud, – du, som
har nåden og sejren i din hånd –
Cæsar Julian
(med et blik mod døren, råber).
Helena!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud –
Cæsar Julian.
Er han kommen?
s. 151
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Hans navn? Hvem er han?
Husmesteren Eutherios.
Tribunen Decentius.
Fyrstinde Helena.
Virkelig? Den fromme Decentius!
Cæsar Julian.
Hvem har han talt med?
Husmesteren Eutherios.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik.
Cæsar Julian.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hær-
førerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos mig.
Husmesteren Eutherios.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
Fyrstinde Helena
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du
kan stole på soldaterne.
Cæsar Julian.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg kan
stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)
s. 152
Fyrstinde Helena
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk an-
sigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger
et livende solskær over vort umilde Gallien.
Tribunen Decentius.
Kejseren møder din længsel og dit håb på halv-
vejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien ikke ret
længe skal lænke dig.
Fyrstinde Helena.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tæn-
ker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er
det med hans sundhed?
Cæsar Julian.
Gå, gå, min elskede Helena!
Tribunen Decentius.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.
Fyrstinde Helena.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle
disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det
kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme De-
centius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver
har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –;
nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende
sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! –
og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, –
søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, fer-
skener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig;
– frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Cæsar Julian.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forret-
ninger først. Gå, min dyrebare hustru!
s. 153
Fyrstinde Helena.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og
for alle håb.
(hun går ud til højre.)
Cæsar Julian
(efter et øjebliks betænkning).
Bud eller brevskaber?
Tribunen Decentius.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.)
Cæsar Julian
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere!
Tribunen Decentius.
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
Cæsar Julian.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange
vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom
før din afrejse?
Tribunen Decentius.
Ja, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er
højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter
for mine soldater. Tænk dig, han forveksled så
gængse ord som kejser og Cæsar.
s. 154
Tribunen Decentius
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige?
Cæsar Julian.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren er
ham dog nådig?
Tribunen Decentius.
Knodomar er død, herre!
Cæsar Julian
(standser).
Knodomar er død?
Tribunen Decentius.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke.
Cæsar Julian.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
Tribunen Decentius.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Læng-
selen efter slægt og frihed –
Cæsar Julian.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det. –
Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg
burde ladet ham dræbe her.
Tribunen Decentius.
Cæsars sind er mildt.
Cæsar Julian
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere.
s. 155

(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler han
altid til mig om sejrs-vognen og det hvide forspand.
(til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med de lybske
solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt –
har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. –
Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
Tribunen Decentius.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer
det ikke.
Cæsar Julian.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger.
Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde. –
Der har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere
krigsøverster
og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.)
Cæsar Julian
(går dem imøde).
God morgen, I våbenbrødre og venner! Harmes
ikke formeget over, at jeg kalder eder lige hid fra
landevejens smuds og møje; jeg burde visselig undt
eder nogle timers ro; men –
Prætorianhøvdingen Florentius.
Er der hændt noget særdeles, herre?
Cæsar Julian.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, –
hvad fattedes i Cæsars lykke?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
Cæsar Julian.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har forlangt,
at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen
s. 156

for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med
bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder
og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge
efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder
pludselig af.)
Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her
ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og
rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver
og hilsninger fra Rom.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
Hærføreren Severus
(sagte til Florentius).
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
Prætorianhøvdingen Florentius
(sagte).
O, denne vankelmodige kejser!
Cæsar Julian.
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed
havde slåt eder alle. – Man finder, at kejseren har
gjort formeget, gode Decentius!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
Hærføreren Severus.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke
kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmærkelse –
Hærføreren Severus.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.
s. 157
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al mis-
undelse –
Hærføreren Severus.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg
nok sige.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i
disse få år i Gallien?
Cæsar Julian.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har
slet intet udrettet. Intet, intet!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og det regner din beskedenhed for intet? Hvad
var hæren, da du overtog den? En uordnet hob –
Hærføreren Severus.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden
ledelse –
Cæsar Julian.
Overdrivelse, Severus!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og var det ikke med denne utøjlede hob, at du
gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse
bander, som du gennem sejrvindinger omskabte til
en hær af sejrherrer; tog du ikke Colonia Agrippina
tilbage –?
Cæsar Julian.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Floren-
tius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så, at
s. 158

jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At jeg
satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvarstilstand
til fromme for rigets sikkerhed? Er det virkelig så?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvorledes, herre? Kan du tvile om så store
ting?
Cæsar Julian.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det svæver
mig så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og
efter sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller
bygged jeg ikke Trajans kastel op igen, da vi ryk-
ked ind i de germaniske egne?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig mand,
at han vil gøre dig denne ære stridig?
Hærføreren Severus
(til Decentius).
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på mine
gamle dage at følge så lykkelig en fører.
Prætorianhøvdingen Florentius
(ligeledes til tribunen).
Hvad vending det alemanske overfald uden
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Flere hofmænd
(trænger sig frem).
Ja, herre, Cæsar er stor!
Andre herrer
(klapper i hænderne).
Cæsar er uden lige!
s. 159
Cæsar Julian
(ser cn stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han
ud i en høj kort latter)
.
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt, blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i
hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug
det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det
er kejserens melding til alle statholderne rundt om
i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en
afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i
Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her
har vi kejserens egne ord: det var under kejserens
lykkelige forvarsler, at den riget overhængende fare
blev afvendt.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens
forvarsler.
Cæsar Julian.
Mere, mere! Her berettes det, at det er kej-
seren
, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er
kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende
Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit
navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette
skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke
dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved
Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo
her; her står det; det var kejseren, som påbød slag-
ordningen; det var kejseren selv, som med livsfare
hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker;
det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel,
jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
s. 160
Hærføreren Severus.
Høje Cæsar, dit ord er nok.
Cæsar Julian.
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale,
I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig,
gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den
overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad
tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette?
Du ser, at jeg i min egen lejr må holde øje med
tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til at
forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
Prætorianhøvdingen Florentius
(hurtigt til tribunen).
I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede,
ifald –
Hærføreren Severus
(ligeledes til tribunen).
Det kunde aldrig komme mig isinde på den
vis at –
Cæsar Julian.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad
der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det. Det
var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars
lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes
af sejrstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har
holdt sejrs-indtog for os i Rom. Han finder derfor,
at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula,
og sørg for, at de påtænkte optog afsiges. Kejseren
ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det
er hans vilje, at de skal forblive i lejren udenfor
murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)
s. 161
Cæsar Julian.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang. Jeg
var nær bleven visdommen utro. Kejseren har på-
mindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius. Har du
mere at melde?
Tribunen Decentius.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har for-
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt ført
til ende her i Gallien.
Cæsar Julian.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed
og dels ved sin højmodige mildhed –
Tribunen Decentius.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
Cæsar Julian.
Af kejseren, af kejseren.
Tribunen Decentius.
I landskaberne omkring Donau står derimod
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sa-
pores vinder stadig fremgang.
Cæsar Julian.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kejseren
heller ikke i sommer har behaget at lade sine hær-
førere knuse ham.
Tribunen Decentius.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
Henrik Ibsens samlede værker V.
11
s. 162
Cæsar Julian.
Lad se, lad se! (læser.) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han
op og siger:)
Det er altså kejserens vilje, at –? Godt, godt,
ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efter-
kommet.
Tribunen Decentius.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu
idag.
Cæsar Julian.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og
læser papirerne igennem på ny.)
Prætorianhøvdingen Florentius
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før
sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det
selvfølgelig ikke dermed ment, at –
Hærføreren Severus
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke, at det
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
En hofmand
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord ind
for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne pinlige
post hos en Cæsar, som –; ja, han er kejserens
høje slægtning, men –
En anden hofmand.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner
s. 163

lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om
forvovne håb –
Cæsar Julian.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius!
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge
denne ansvarsfulde værdighed.
Tribunen Decentius.
Det skal blive kejseren meldt.
Cæsar Julian.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –;
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
Tribunen Decentius.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Uden min mellemkomst?
Tribunen Decentius.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare
slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som
blir stående ved døren.)
Cæsar Julian
(ser en stund på ham).
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Ja, høje herre!
Cæsar Julian.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud.
Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde være
mig så hengiven.
11*
s. 164
Staldmesteren Sintula.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre?
Cæsar Julian
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står, at du
skal forlade mig.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Opløser –?
Cæsar Julian.
Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kej-
seren trænger til at forstærke sig, både i Donau-
egnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske
hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne
stå i Asien til foråret.
Staldmesteren Sintula.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du har
jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvandte,
at de på ingen vis må bruges hinsides Alperne.
Cæsar Julian.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg gav
hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det
har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det.
Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i
hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kan-
ske deres dødbringende våben, imod mig.
s. 165
Staldmesteren Sintula.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner
vil byde dig sit bryst til skjold.
Cæsar Julian.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven!
Af hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede
mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sendes
til kejseren.
Staldmesteren Sintula.
Ah, dette er –!
Cæsar Julian.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hær-
afdelinger skal opægges imod mig, for at man med
desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
Staldmesteren Sintula.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af
dine hærførere lader sig bruge til dette.
Cæsar Julian.
Mine hærførere vil heller ikke komme i fristelse.
Du er manden.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager til
dig at ordne alt fornødent og derpå at føre de ud-
valgte afdelinger til Rom.
Staldmesteren Sintula.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd,
som Florentius og den gamle Severus –
s. 166
Cæsar Julian.
Du har ingen sejrvindinger på din syndeliste,
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her
villet unde mig lejlighed til at vise –
Cæsar Julian.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for
din troskab.
Staldmesteren Sintula.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
Cæsar Julian.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge
til dette?
Staldmesteren Sintula.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren
lydighed!
Cæsar Julian.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
Staldmesteren Sintula.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte
tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
Cæsar Julian.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
Staldmesteren Sintula.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt;
må jeg bede om kejserens befaling?
s. 167
Cæsar Julian
(rækker ham et af papirerne).
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.
Slavinden Myrrha
(kommer ilsomt fra højre).
O, forbarmende frelser!
Cæsar Julian.
Myrrha! Hvad er det?
Slavinden Myrrha.
O, nådige himmel, min herskerinde –
Cæsar Julian.
Din herskerinde, – hvad hun?
Slavinden Myrrha.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
Cæsar Julian.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme,
Sintula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud
til højre, men møder i døren fyrstinde Helena, omringet af slavinder.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.)
Fyrstinde Helena.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den er
gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
Cæsar Julian.
Helena! For Guds nådes skyld –!
Fyrstinde Helena.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig
med nålestik!
s. 168
Cæsar Julian.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig?
Fyrstinde Helena.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!
Lægen Oribases
(kommer fra baggrunden).
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det
sandt? Ah!
Cæsar Julian.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
Fyrstinde Helena.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.)
Cæsar Julian.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases?
Se, – se øjnene, hvor store –!
Lægen Oribases
(til Myrrha).
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist
eller drukket?
Cæsar Julian.
Ah, du tror –?
Lægen Oribases.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
Slavinden Myrrha.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
Lægen Oribases.
Nu, nu!
s. 169
Slavinden Myrrha.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; –
o, jeg véd ikke –
Cæsar Julian.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
Slavinden Myrrha.
Ja – nej – ja; jeg véd ikke, herre; – det var
to Nubiere –
Cæsar Julian.
Hjælp, hjælp, Oribases!
Lægen Oribases.
Desværre, jeg frygter –
Cæsar Julian.
Nej, nej, nej!
Lægen Oribases.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
Fyrstinde Helena
(hviskende).
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde
mørke!
Cæsar Julian.
Helena! Hør; saml dine tanker –
Lægen Oribases.
Min høje fyrstinde –
Cæsar Julian.
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej,
her, hvor jeg står.
s. 170
Fyrstinde Helena
(river sig løs).
Fy; der var han igen!
Cæsar Julian.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
Fyrstinde Helena.
Den afskyelige; – altid er han om mig.
Cæsar Julian.
Hvad mener hun?
Lægen Oribases.
Gå tilside, nådige herre –!
Fyrstinde Helena.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos!
Cæsar Julian.
Gallos?
Lægen Oribases.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
Fyrstinde Helena.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
Cæsar Julian.
Alle afgrundes afgrund –!
Lægen Oribases.
Vildelsen tager til –
Cæsar Julian.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Ori-
bases!
s. 171
Fyrstinde Helena
(ler sagte).
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene;
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han stinker.
Slavinden Myrrha.
Herre, befaler du ikke, at jeg skal –?
Cæsar Julian.
Væk med dig, kvinde!
Fyrstinde Helena.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham, du
brune svulmende barbar? Han kan ikke overvinde
kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens dyd.
Cæsar Julian.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases!
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Fyrstinde Helena.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo
død. Halshugget. Hvilket hug det må have været!
Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd Gallos
i helvedes ild; – det var jo dog kun dig, dig, dig –!
Cæsar Julian.
Ikke nærmere, Oribases!
Fyrstinde Helena.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter
dette. Du véd jo vor søde hemmelighed. O, du
mine dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det
var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bede-
kamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket,
i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den
vordende Cæsar under mit hjerte –
s. 172
Cæsar Julian
(viger med et skrig).
Ah!
Fyrstinde Helena
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.)
Cæsar Julian
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer rid-
deren Sallust
hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
Ridderen Sallust.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Cæsar Julian
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –;
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget
om – om fyrstindens tilstand?
Lægen Oribases.
Jeg, som alle andre, herre!
Cæsar Julian.
Og du har intet sagt mig, Oribases!
Lægen Oribases.
Hvorledes, min Cæsar?
Cæsar Julian.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
Lægen Oribases.
Herre, der var ét, vi alle var uvidende om.
s. 173
Cæsar Julian.
Og det var?
Lægen Oribases.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)
Cæsar Julian.
Hvorhen?
Lægen Oribases.
Prøve de midler, som min kunst –
Cæsar Julian.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig.
Lægen Oribases.
Herre, det var dog muligt, at –
Cæsar Julian.
Unyttig, siger jeg!
Lægen Oribases
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig
i dette.
Cæsar Julian.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren
vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kærlige omhu
skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du véd
vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
Lægen Oribases.
Ah!
Cæsar Julian.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
s. 174
Lægen Oribases
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)
Cæsar Julian.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder
skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
Ridderen Sallust.
O, men der er redning. Oribases vil –
Cæsar Julian
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør.
Ridderen Sallust.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore
de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
Cæsar Julian.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for
en dag, og så –
Tribunen Decentius
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg
sorgens og ulykkens bud –!
Cæsar Julian.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius!
Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og
slørende nok, for at bringe dette i en tålelig frem-
stilling for kejserens broderlige øre!
s. 175
Tribunen Decentius.
Usaligt, at noget sådant skulde hændes næsten
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O, dette
lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
Cæsar Julian.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende
havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i
en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen
gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men
først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og
forhøres.
Tribunen Decentius.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver
kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et øjeblik
længer –?
Cæsar Julian.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
Tribunen Decentius.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men
min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
hus måtte i sandhed være ringere, end den er, ifald
den i en slig stund kunde give rum for sindigt
overlæg.
Cæsar Julian.
Du har ladet begge slaverne dræbe?
Tribunen Decentius.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efter-
ladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres
vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var
mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at
de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig
s. 176

lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for
alle og enhver –
Cæsar Julian.
Aha! Ja så, Decentius!
Tribunen Decentius.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar,
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere.
Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har
troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal
kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren nød-
tvungen har måttet træffe her; kort og godt –
Staldmesteren Sintula
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på
ingen måde magter.
Cæsar Julian.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed
ikke voksen.
Tribunen Decentius.
Hvad er hændt?
Staldmesteren Sintula.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de
bundsforvandte rotter sig sammen –
Tribunen Decentius.
Trods imod kejserens vilje!
s. 177
Staldmesteren Sintula.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til Cæ-
sars løfter.
Cæsar Julian.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
Staldmesteren Sintula.
Sværmen stormer hid –
Tribunen Decentius.
Lad ingen slippe ind!
Ridderen Sallust
(ved vinduet).
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af
truende soldater.
Tribunen Decentius.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?
Staldmesteren Sintula.
Flygtet.
Tribunen Decentius.
Den storpralende usling! Men Severus da?
Staldmesteren Sintula.
Severus siger sig syg; han har ladet sig køre
ud til sit landgods.
Cæsar Julian.
Jeg vil selv tale med de rasende.
Tribunen Decentius.
Ikke af stedet, høje Cæsar!
Henrik Ibsens samlede værker. V.
12
s. 178
Cæsar Julian.
Hvad nu?
Tribunen Decentius.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er
min fange.
Ridderen Sallust.
Ah!
Cæsar Julian.
Så kom det dog!
Tribunen Decentius.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar
i sikkerhed til Rom.
Cæsar Julian.
Til Rom!
Staldmesteren Sintula.
Hvad siger du, herre!
Tribunen Decentius.
Til Rom, siger jeg!
Cæsar Julian.
Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp!
Ridderen Sallust.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpe-
tropper
og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme
tid trænger en anden sværrm ind gennem døren i baggrunden. Blandt
de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til dels med børn på ar-
mene, følger de indtrængende.)
Skrig blandt soldaterne.
Cæsar, Cæsar!
s. 179
Andre stemmer.
Cæsar, hvi har du forrådt os?
Atter andre.
Ned med den troløse Cæsar!
Cæsar Julian
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine
fiender!
Tribunen Decentius.
Ah, hvad er det –!
Vilde skrig.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
Cæsar Julian.
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
Fanebæreren Mauros.
De er alt dragne!
Kvinder.
Hug ham; hug ham!
Cæsar Julian.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja,
ja; på dig kan jeg stole.
Bataviske soldater.
Hvor tør du sende os til jordens grænser? Var
det det, du tilsvor os?
Andre bundsforvandte.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke!
12*
s. 180
Cæsar Julian.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig,
som de myrded min broder Gallos!
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre?
Tribunen Decentius.
Tro ham ikke!
Cæsar Julian.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden
skyld.
Underføreren Laipso.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige.
Cæsar Julian.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det dig?
Du slog godt ved Argentoratum.
Underføreren Laipso.
Det mindes Cæsar?
Underføreren Varro.
Sine løfter mindes han ikke!
Cæsar Julian.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst, jeg
der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt,
ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at det dog
skulde nægtes mig at gøre dig til høvedsmand.
Underføreren Varro.
Har du virkelig villet det?
Cæsar Julian.
Lægg ikke kejseren til last, at han afslog min
s. 181

bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som
jeg kender eder.
Tribunen Decentius.
Soldater, hør mig –!
Mange stemmer.
Vi har intet med kejseren at skaffe.
Andre
(trænger truende frem).
Cæsar skal stå os til regnskab!
Cæsar Julian.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar, I
venner? Man vil føre mig til Rom. Man nægter
mig at forvalte endog mine egne sager. Man lægger
beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guldstykker
og et pund sølv havde jeg tænkt at skænke hver
soldat, men –
Soldaterne.
Hvad siger han?
Cæsar Julian.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det er
onde og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I
kære venner! O, men kejseren er syg; han kan
intet udrette –
Mange soldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Andre soldater.
Og det nægtes os!
Atter andre.
Hvem tør nægte Cæsar noget!
s. 182
Fanebæreren Mauros.
Således handler man med Cæsar, soldaternes
fader!
Underføreren Laipso.
Med Cæsar, som mere har været os en ven
end en herre! Eller har han kanske ikke?
Mange stemmer.
Jo, jo, det har han!
Underføreren Varro.
Bør ikke Cæsar, sejrherren, kunne vælge til
høvedsmænd, hvem han vil?
Fanebæreren Mauros.
Bør han ikke have fri rådighed over det bytte,
som er tilfaldet ham?
Høje råb.
Jo, jo, jo!
Cæsar Julian.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug
kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort
til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne
imøde –
Soldaterne.
Vi går ikke!
Cæsar Julian.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg er
nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg tænker på,
at I inden få måneder skal gives til pris for syg-
domme, for hunger og for en blodtørstig fiendes
våben.
s. 183
Mange soldater
(stimler om ham).
Cæsar! Gode Cæsar!
Cæsar Julian.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn, som
I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme
disse medynksværdige, disse vordende enker og fader-
løse, der snart vil være udsatte for Alemanernes
hævngerrige overfald?
Kvinderne
(grædende).
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
Cæsar Julian
(ligeledes i gråd).
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne
Cæsar?
Underføreren Laipso.
Skriv til kejseren og lad ham vide –
Cæsar Julian.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind
og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel.
Ikke sandt, Decentius?
Tribunen Decentius.
Jo, visselig; men –
Cæsar Julian.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kri-
stus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne
trofaste imod eders fædrene guder! – – Véd I vel,
at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom?
s. 184
Fanebæreren Mauros.
Har kejseren?
Underføreren Varro.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?
Cæsar Julian.
Som han kom fra Donau har han holdt sejrs-
indtog for vore sejrvindinger –
Tribunen Decentius
(truende).
Høje Cæsar, betænk –!
Cæsar Julian.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk,
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når sligt
kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da han
i Rom red igennem Konstantins vældige bue, trode
han sig så stor, at han krummed ryggen og luded
sit hoved ned imod sadelknappen.
Fanebæreren Mauros.
Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.)
Enkelte stemmer.
Er det en kejser!
Underføreren Varro.
Og ham skal vi lyde!
Underføreren Laipso.
Væk med ham!
Fanebæreren Mauros.
Cæsar, tag du styret!
s. 185
Tribunen Decentius.
Oprør –!
Mange stemmer.
Tag magten; tag magten, Cæsar!
Cæsar Julian.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I
efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det,
Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode
Mauros, – hvad råbte han?
Fanebæreren Mauros.
Han råbte: leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
Fanebæreren Mauros.
Leve kejser Julian!
De bagenfor stående.
Hvad går for sig?
Underføreren Varro.
De udråber Cæsar Julian til kejser!
Høje skrig.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i
munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.)
Cæsar Julian.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner,
kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende
arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at
jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til
s. 186

last, I trofaste; det er fortvilelsen, som har drevet
jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens
vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. –
Du, tribun, kan vidne for Konstanzios, at jeg kun
nødtvungen – (vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og
forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv
vil uden ophold skrive til Rom –
Ridderen Sallust.
Herre, soldaterne vil se dig.
Fanebæreren Mauros.
En gylden ring om dit hoved, kejser!
Cæsar Julian.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
Fanebæreren Mauros.
Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.)
Råb udenfor.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!
Soldater.
På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for
mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
Cæsar Julian.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det uund-
gåelige og fornyer alle tilsagn –
Legionssoldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Bataver.
Ikke over Alperne!
s. 187
Cæsar Julian.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde forråd.
Der er det min agt at vente, indtil vi ser, om min
nedbøjede frænde billiger, hvad vi her, til rigets tarv,
har vedtaget –
Ridderen Sallust[HIS: 'a' skadet] .
Det gør han ikke, herre!
Cæsar Julian
(med oprakte hænder).
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede
sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du
lykke, som aldrig har svigtet mig før!
Myrrha og kvinderne
(veklagende udenfor til højre).
Død, død, død!

FEMTE AKT.

(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en
bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en
trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en
mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst
af en brændende hængelampe.)
(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over
åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
Cæsar Julian
(taler nedad).
Endnu intet tegn?
En stemme
(dybt nede).
Intet.
Cæsar Julian.
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
Stemmen.
Begge dele.
Cæsar Julian.
Det er jævngodt med intet.
Stemmen.
Vent, vent.
s. 189
Cæsar Julian.
Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun tre.
Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at – (han lytter
imod udgangen og råber dæmpet nedad.)
Tal ikke!
Ridderen Sallust
(kommer oppe fra gangen til venstre).
Herre; herre!
Cæsar Julian.
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
Ridderen Sallust.
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
Cæsar Julian.
Hvad vil du?
Ridderen Sallust.
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de
levende igen.
Cæsar Julian.
Hvad nyt oppe fra verden?
Ridderen Sallust.
Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde for-
bud på, at tålmodet snart forgår dem.
Cæsar Julian.
Nu skinner visst solen deroppe.
Ridderen Sallust.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Himlen hvælver sig som et hav af tindrende
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt;
s. 190

luften dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv; skønne
verden!
Ridderen Sallust.
O, kom, kom, herre! Dette ophold i gravgangene
udlægges til skade for dig.
Cæsar Julian.
Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Tør jeg sige det?
Cæsar Julian.
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Mange tror, at det mindre var sorg end anger,
som så sælsomt drev dig ned under jorden.
Cæsar Julian,
De tror, jeg dræbte hende?
Ridderen Sallust.
Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –
Cæsar Julian.
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren
for dette syndens rige; derfor steg en engel fra
himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte
på hende. Eller hvad? Véd du ikke, at presterne
i Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og
presterne må jo vide det. Har ikke hendes ligtog
hid været som et sejrstog gennem landet? Strømmed
ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde uden-
for portene, hilste hende med grønne grene i hæn-
derne, bredte tepper ud på vejen og istemte lov-
s. 191

sange til ære for himmelbruden, som førtes hjem til
brudgommens hus? – Hvad lo du af?
Ridderen Sallust.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden.
Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun
var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig
budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars
var, og den anden gav hun –; nå, det var ikke
det, vi skulde tale om; du er ikke indviet i lærens
hemmeligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
Ridderen Sallust.
Det vigtigste, jeg véd, er at kejseren ved bud-
skabet om, hvad der i Lutetia gik for sig, skynd-
somt skal være flygtet over til Antiokia.
Cæsar Julian.
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel
allerede i ånden foran Roms porte.
Ridderen Sallust.
De venner, som forvovent slutted sig til dig i
denne farlige sag, så i ånden det samme.
Cæsar Julian.
Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Véd du ikke,
at under kamplegene, før afrejsen fra Lutetia, brast
mit skjold istykker, så jeg kun beholdt håndtaget
igen? Og véd du ikke, at da jeg vilde stige tilhest,
så snubled hin tjener, på hvis sammenfoldede hænder
jeg skulde svinge mig op?
Ridderen Sallust.
Du kom dog i sadlen, herre!
s. 192
Cæsar Julian.
Men manden faldt.
Ridderen Sallust.
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
Kejseren lever. De breve, du har skrevet ham
til om din udråbelse –
Cæsar Julian.
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang mig;
der var intet valg.
Ridderen Sallust.
Kejseren lader ikke den forklaring gælde. Det
er hans agt, når en hær er samlet i de østlige land-
skaber, at rykke ind i Gallien.
Cæsar Julian.
Hvoraf véd du –?
Ridderen Sallust.
Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig, tro
mig –!
Cæsar Julian.
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Konstanzios
imøde, – ikke med sværd i hånd –
Ridderen Sallust.
Ikke! Hvorledes tænker du da at møde ham.
Cæsar Julian.
Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.
s. 193
Ridderen Sallust.
Mener du dermed, at du vil træde af?
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ.)
tag mit liv, herre!
Cæsar Julian.
Hvad nu!
Ridderen Sallust.
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit end
på kejserens bud.
Cæsar Julian.
Rejs dig, ven!
Ridderen Sallust.
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder og
tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte sige dig
dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, – da
jeg minded dig om vort fordums venskab under sam-
været i Grækenland, – da jeg bad om at måtte dele
krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg
som en lønlig spejder i kejserens sold –
Cæsar Julian.
Du –!
Ridderen Sallust.
Mit sind havde i nogen tid været optændt af
harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i Mailand,
– dog ikke ringe for mig, som havde håbet, at
Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke på fode
igen. Alt dette drog man fordel af i Rom; man holdt
mig for den rette mand til at efterspore dine veje.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
13
s. 194
Cæsar Julian.
Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et
bedrag!
Ridderen Sallust.
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes, at Cæsar
havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg for-
rådte dig – i de første måneder; siden ikke. Din
vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du viste
mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig ud for,
din trofaste tilhænger, og i mine lønlige breve til
Rom førte jeg bag lyset dem, som havde udsendt mig.
Cæsar Julian.
Disse breve var fra dig? O, Sallust!
Ridderen Sallust.
De indeholdt intet til skade for dig, herre!
Hvad andre kan have skrevet, véd jeg ikke; jeg
véd kun, at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved mig
så langt frem, som jeg på nogen måde turde. Hin
skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din lejr,
hvori meldes om kejserens sejrs-indtog i Rom, og
som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt ind-
stukken under dit telt –; ja, du fandt den dog,
herre?
Cæsar Julian.
Ja, ja –
Ridderen Sallust.
Den var rettet til mig, og et lykketræf var mig
gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale turde jeg
jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke;
jeg udsatte fra dag til dag at forråde min skændsel.
O, straf mig, herre; se, her ligger jeg!
s. 195
Cæsar Julian.
Stå op; du er mig kærere således, – vunden
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du min
sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit hoved.
Ridderen Sallust.
Tag heller det liv, som du dog ikke længe vil
have magt til at skærme. Du siger, kejseren er af-
fældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har svoret på
at fortie, det røber jeg nu. Kejserens affældighed
rummer intet håb for dig. Kejseren tager en ny
hustru til ægte.
Cæsar Julian.
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?
Ridderen Sallust.
Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker ham
nogle papirer.)
Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil
ikke levne nogen tvil hos dig.
Cæsar Julian
(griber papirerne og læser).
Ja, ved solens lys og magt –!
Ridderen Sallust.
O, havde jeg dog turdet tale før!
Cæsar Julian
(fremdeles læsende).
Han tager en kvinde til ægte. Konstanzios, –
denne svindende menneske-skygge –! Faustina –,
hvad står der? ung – knap nitten år gammel –,
en datter af – ah! en datter af hin overmodige
slægt. En ivrig kristen-kvinde altså (folder papirerne
sammen.)
Du har ret, Sallust; hans affældighed rum-
mer intet håb. Om han er affældig, døende, – hvad
13*

s. 196

vil det sige? Er ikke Faustina from? En bebudel-
sens engel vil åbenbare sig; eller også –; ha-ha!
kort og godt, – på en eller anden vis –, der vil
skaffes en ung Cæsar til veje, og så –
Ridderen Sallust.
At nøle er at gå tilgrunde.
Cæsar Julian.
Dette har været forberedt længe og i al stilhed,
Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –,
det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsigtige
tunge, der fældte hende –
Ridderen Sallust.
Nej, herre!
Cæsar Julian.
– man har tænkt, – man har troet, at –; o,
uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte hun
afvejen.
Ridderen Sallust.
Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først kasted
sine øjne på. O, herre, du drager dog ikke i tvil,
at jeg afslog det? Jeg skød mig ind under umulig-
heden af at finde en lejlighed; man forsikred mig,
at det brødefulde forehavende var opgivet, og da –!
Cæsar Julian.
De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i sten-
kisten deroppe. Konstanzios tager tilægte. Derfor
var det, at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
Ridderen Sallust.
Kun ét kan frelse dig, min Cæsar; du må
handle, før kejseren kommer til kræfter.
s. 197
Cæsar Julian.
Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensomheden,
hengivende mig til den visdom, jeg her har været
nødt til at forsømme? Vilde de nye magthavere tåle
en slig tilværelse? Vilde ikke blot det, at de vidste
mig ilive, være som et hængende sværd over deres
hoveder?
Ridderen Sallust.
Den vordende kejserindes slægtninge er de mænd,
som omgav Cæsar Gallos i hans sidste timer.
Cæsar Julian.
Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser skal
jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne, ham, som
i lange år har stolpret omkring mellem mine nær-
mestes lig!
Ridderen Sallust.
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
Cæsar Julian.
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig
næsten som et tvingende bud at træde op imod ham.
Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min egen skyld.
Er det ikke tusenders ve og vel, som her handles
om? Gælder det ikke tusenders liv? Eller stod det
vel i min magt at afvende denne yderlighed? Du
er mere skyldig, end jeg, Sallust! Hvorfor talte du
ikke før nu?
Ridderen Sallust.
I Rom lod de mig sværge en dyr ed på at tie.
Cæsar Julian.
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
s. 198
Ridderen Sallust.
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
Cæsar Julian.
Og dog bryder du eden?
Ridderen Sallust.
Jeg ønsker at leve.
Cæsar Julian.
Men guderne?
Ridderen Sallust.
Guderne – de er langt borte.
Cæsar Julian.
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand
rum omkring sig til at handle. O, denne græske
lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde, at kejseren, hævnfyldt, som han er,
vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvile
på, at så sker? Blev Knodomar skånet? Måtte
ikke denne uskadelige fange bøde med livet for en
sprogfejl? Thi – jeg véd det, Sallust – de dræbte
ham; det var løgn, hint rygte om barbarens hjemve.
Hvad har så ikke vi at vente os? I hvilket forhadt
lys har vel ikke tribunen Decentius fremstillet sagerne
i Rom?
Ridderen Sallust.
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme flugt
til Antiokia.
Cæsar Julian.
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
s. 199
Ridderen Sallust.
Soldaternes fader; deres hustruers og børns skjold
og værge.
Cæsar Julian.
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu? En
affældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i
herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod alles
for at rane magten. – For ikke mange nætter siden
havde jeg et syn. Der åbenbared sig for mig en
skikkelse med en lyskreds om hovedet; den så vredt
på mig og sagde: vælg! Dermed løste den sig op,
ligesom en stigende morgendamp. Hidtil har jeg
udlagt dette syn, som sigtende til ganske andre ting;
men nu, da jeg véd om kejserens forestående gifter-
mål – –
Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen for-
del; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust? Og
er det ikke min pligt imod kejseren at værge mit
liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme og
vente på de mordere, som han i sin vanvittige angst
tinger til at støde mig ned? Har jeg ret til at give
den ulykkelige Konstanzios lejlighed til at vælte en
ny blodskyld over sit syndbetyngede hoved? Er det
ikke bedre for ham, – som der står i skrifterne, –
at han lider uret end at han øver uret? Hvis der-
for det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg, at denne min uret udjævnes derved,
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig en
uret. Jeg tror, at både Platon og Mark Aurel, hin
Sofias kronede brudgom, skulde give mig medhold i
dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske
uværdig opgave for visdomsvennerne, min kære Sal-
lust! – O, havde jeg dog Libanios her!
s. 200
Ridderen Sallust.
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i vis-
dom, at du –
Cæsar Julian.
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre visse
andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke det!
Og heller ikke finder jeg, at vi har nogen grund til
at mistvile om et heldigt udfald. Thi hine vars-
lende hændelser bør ingenlunde afskrække os. At
jeg beholdt håndtaget igen, da mit skjold brast under
kamplegene, det tykkes mig med fuld føje at kunne
udlægges således, at det skal lykkes mig at beholde,
hvad min hånd har fattet tag i. Og når jeg, svin-
gende mig op på min hest, rev til jorden den mand,
der hjalp mig i sadlen, så synes det, som om dette
bebuder et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust, så
agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen skal
retfærdiggøre, at –
Ridderen Sallust.
Såre vel, nådige herre; men soldaterne er utål-
modige; de ønsker at se dig og høre sin skæbne af
din egen mund.
Cæsar Julian.
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at
Cæsar snart skal vise sig.
Ridderen Sallust.
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren selv,
de vil se.
Cæsar Julian.
Kejseren kommer.
s. 201
Ridderen Sallust.
Da kommer han – selv tomhændet – med
tusenders liv i sin hånd!
Cæsar Julian.
En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod tusen-
ders død.
Ridderen Sallust.
Har dine fiender livets ret?
Cæsar Julian.
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O, denne
viljens våbenførhed –!
En stemme
(råber dybt nede i gravgangene).
Julian, Julian!
Ridderen Sallust.
Ah, hvad er det?
Cæsar Julian.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
Stemmen.
Døv kirkesangen, Julian!
Ridderen Sallust.
Det råber igen. O, så er det dog sandt!
Cæsar Julian.
Hvad skulde være sandt?
Ridderen Sallust.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed,
med en spåmand eller med en heksemester, som er
kommen til dig ved nattetid.
s. 202
Cæsar Julian.
Ha-ha; det siger man? Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærve-
lige drømme fare. Kom med; kom op i dagen!
Stemmen
(nærmere nedenunder).
Al møje er spildt.
Cæsar Julian
(ved nedgangen til højre).
Intet tegn, min broder?
Stemmen.
Øde og tomhed.
Cæsar Julian.
O, Maximos!
Ridderen Sallust.
Maximos!
Cæsar Julian.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnel-
sens hus, så kommer jeg som kejser.
Ridderen Sallust.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i
mørket?
Cæsar Julian.
Lys. Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Nøler Cæsar, så frygter jeg, han finder vejen
spærret.
s. 203
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger mystikeren
Maximos
op ad trappen; han bærer et hvidt offerbind om panden; [HIS: "i" er falt ut. Mellomrommet er intakt.]
hånden har han en lang blodig kniv.)
Cæsar Julian.
Tal, min Maximos!
Mystikeren Maximos.
Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde du
ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle varsler;
de vilde tale, men de fik ikke komme tilorde.
Cæsar Julian.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente
længer! Hvad råder du mig til?
Mystikeren Maximos.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig.
Cæsar Julian.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd
du, hvad jeg nys har erfaret –?
Mystikeren Maximos.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag
din skæbne i egne hænder.
Cæsar Julian
(går urolig op og ned).
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstanzios,
– denne furie-piskede synder, denne hensmuldrende
levning af et fordums menneske?
Mystikeren Maximos.
Gravmælet over ham, kejser Julian!
Cæsar Julian.
Har han ikke i al sin færd imod mig været
s. 204

som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod højre
af angerens stormpust? Raved han ikke op på kej-
sersædet, skrækslagen, med purpurkåben dryppende
af min faders blod? kanske af min moders også. –
Måtte ikke alle mine slægtninge falde, for at han
kunde sidde trygt? Nej, ikke alle; Gallos skåntes,
og jeg; – der måtte levnes et par liv, som han
kunde købe sig lidt tilgivelse på. Så drev han for
mistroens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et
Cæsar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en
dødsdom over Cæsar. Og jeg! Skylder jeg ham tak
for det liv, han hidtil har forundt mig? En for en;
først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet under
angsten for, at den dag, der gik, skulde være min
sidste.
Mystikeren Maximos.
Var Konstanzios og døden din værste angst?
Tænk dig om.
Cæsar Julian.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min
ungdom har været én sammenhængende rædsel for
kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig, denne
gådefulde, – dette skånselløse gudemenneske! Over-
alt, hvor jeg vilde frem, trådte han mig stor og
streng ivejen med sit ubetingede ubønhørlige krav.
Mystikeren Maximos.
Og dette krav, – var det i dig?
Cæsar Julian.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted mit
skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder fra den
s. 205

forgangne Græker-verden, så slog kristenkravet ned
i mig med sit: søg det ene fornødne! Fornam jeg
legemets søde lyst og begær imod dette eller hint,
så skræmte forsagelsens fyrste mig med sit: afdø
her for at leve hisset! – Det menneskelige er bleven
ulovligt efter den dag, da seeren fra Galilæa tog
verdens-styret. At leve er ved ham bleven at dø.
At elske og at hade, det er at synde. Har han da
forvandlet menneskets kød og blod? Eller er ikke
det jordbundne menneske blevet ved at være, hvad
det var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod
dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen
vilje! Vi skal, skal, skal!
Mystikeren Maximos.
Og videre, end som så, er du ikke kommen?
Skam dig!
Cæsar Julian.
Jeg?
Mystikeren Maximos.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos
Cæsar Julian.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let
at vælge.[HIS: Kun rester av punktum.] Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
Mystikeren Maximos.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten
med os eller mod os?
Cæsar Julian.
Vedblev ikke Libanios at være den han var,
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren,
s. 206

hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang leg
deraf; – men det ligger dybere. Du kan ikke fatte
det, du, som aldrig har været under gudemenneskets
magt. Det er mere end en lære, han har spredt
ud over verden; det er en trolddom, som tager sindene
fangen. Den, som engang har været under ham, –
jeg tror aldrig han kommer helt løs.
Mystikeren Maximos.
Fordi du ikke vil helt.
Cæsar Julian.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
Mystikeren Maximos.
Er det møjen værd at ville det mulige?
Cæsar Julian.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig ikke
længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos!
Men I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er
som vinstokke, der er plantede om i en fremmed
uvant jordbund; – plant os tilbage igen, og vi skulde
gå ud; men i det nye vantrives vi.
Mystikeren Maximos.
Vi? Hvem kalder du vi?
Cæsar Julian.
Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel.
Mystikeren Maximos.
Skyggerædsel!
Cæsar Julian.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at
denne lammende rædsel har tætned og tårnet sig til
s. 207

en mur om kejseren? O, jeg skønner vel, hvorfor
den store Konstantin førte en slig viljebindende lære
til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd
og skjold slutter således op om kejsersædet, som
denne betagende tro, der altid peger ud over jord-
livet. Har du set rigtig på dem, disse kristne?
Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle til-
hobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æres-
håb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse;
solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden
byder dem sin fylde og de begærer den ikke; –
alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at
komme til at dø.
Mystikeren Maximos.
Så brug dem, som de er; men da må du selv
stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget.
Vær træl under rædselen eller hersker i dagens og
lysets og glædens land! Du kan ikke ville det mod-
sigende; og dog er det det du vil. Du vil forene
det uforenelige, – forlige de to, som ikke står til at
forlige; derfor er det, at du ligger her og rådner i
mørket.
Cæsar Julian.
Kan du, så lys for mig!
Mystikeren Maximos.
Er du den Akilleus, som din moder drømte, at
hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl gør
ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre! Sejrs-
modig, som en rytter på sin vælige hest, må du
sætte over Gælilæeren, hvis du skal vinde frem til
kejsersædet –
Cæsar Julian.
Maximos!
s. 208
Mystikeren Maximos.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden!
Hine kristne med dødslængselen, som du nys nævnte,
de er de færreste. Men hvorledes står det sig med
alle de andre? Falder ikke sindene fra mesteren,
et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af
denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke
samfund imod samfund indbyrdes? Og nu biskop-
perne, hine guldbrammende herrer, der kalder sig
kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd
noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
Cæsar Julian.
Således er de ikke alle; tænk paa den vældige
Athanasios i Alexandria –
Mystikeren Maximos.
Athanasios var også den eneste. Og hvor er
Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke
var tilfals efter kejserens vilje? Måtte han ikke ty
ind i den libyske ørken, hvor han er bleven opædt
af løver! Og kan du så nævne mig én til, som
Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kalkedon,
som nu tre gange har skiftet sind i de arianske
stridigheder. Tænk på den gamle biskop Markos [HIS: "i" falt ut, mellomrom intakt.]
Arethusa; ham kender du jo fra din ungdom. Har
han ikke nylig, tvert imod lov og billighed, frataget
borgerskabet al fælles ejendom og lagt den ind under
kirken? Og tænk så på den affældige viljeløse bi-
skop i Nazianz, som går til spot for sin egen menig-
hed, fordi han svarer ja og nej til den samme sag
og fordi han vil tækkes alle de stridende.
Cæsar Julian.
Sandt, sandt, sandt!
s. 209
Mystikeren Maximos.
Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på hine
to forventede store galilæiske lys fra Kappadokia?
Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager i sin
fødeby, og Basilios gransker verdslige vismænds
skrifter på sit landgods i de østlige egne.
Cæsar Julian.
Ja, jeg véd det vel. Frafald på alle kanter!
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlæg-
ning; og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra, at jeg står alene i alvoret.
Mystikeren Maximos.
Du står alene. Hele din hær er på vild flugt
eller den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til
kamp, – og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen
vil følge dig efter! Bild dig ikke ind, at du kan
fremme den sag, som har opgivet sig selv. Du
bukker under, siger jeg dig! Og hvor vil du så
hen? Forstødt af Konstanzios vil du være forstødt
af alle magter på jorden – og over jorden. Eller
vil du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det
mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt, at du
er under rædselen? Har du hans krav i dig? Elsker
du din fiende, Kanstanzios, fordi om du ikke slår
ham? Hader du kødets lyst og jordens lokkende
færd, fordi om du ikke, som en hed svømmer, duk-
ker dig ned deri? Forsager du verden, fordi om du
ikke har mod til at eje den? Og véd du så visst,
at – om du afdør her – du da skal leve hisset?
Cæsar Julian
(går frem og tilbage).
Hvad har han gjort for mig, denne store for-
Henrik Ibsens samlede værker. V.
14

s. 210

dringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler i
sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten? Er
han den alting vidende, hvor kan han da –?
Husmesteren Eutherios
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
Cæsar Julian.
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
Husmesteren Eutherios.
Du må komme op, herre; du må se det med
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
Cæsar Julian.
Du lyver!
Husmesteren Eutherios.
Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved
denne fremmede lære; men hvad jeg har set, kan
jeg ikke tvile på.
Cæsar Julian.
Hvad så du?
Husmesteren Eutherios.
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem
røre ved den, og de går bort helbredede.
Cæsar Julian.
Og det har du selv set?
s. 211
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
Cæsar Julian.
Ah, Maximos, Maximos!
Husmesteren Eutherios.
Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et nyt
jertegn igen.
Lægen Oribases
(råber oppe i gangen til venstre).
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios, Euthe-
rios, hvor er Cæsar?
Cæsar Julian
(imod ham),
Her, her; – er det sandt, Oribases?
Lægen Oribases
(kommer frem).
Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; de rører
ved kisten, presterne læser og beder over dem, og
de vorder helbredede; en røst forkynder fra tid til
anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
Cæsar Julian.
En røst forkynder –?
Lægen Oribases.
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt under
kirkens hvælving; – ingen véd, hvor den kom-
mer fra.
Cæsar Julian
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos og
råber)
:
Livet eller løgnen!
14*
s. 212
Mystikeren Maximos.
Vælg!
Lægen Oribases.
Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater truer
dig –
Cæsar Julian.
Lad dem true.
Lægen Oribases.
De giver dig og mig skylden for den under-
gørende fyrstindes død –
Cæsar Julian.
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
Lægen Oribases.
Der findes kun ét middel: du må vende deres
tanker i en anden retning, herre; – de er vilde af
fortvilelse over den skæbne, som venter dem, hvis
du nøler længer.
Mystikeren Maximos.
Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for
din herre og mester!
Cæsar Julian
(griber ham om armen).
Kejserens rige for mig!
Mystikeren Maximos.
Akilleus!
Cæsar Julian.
Hvad løser pagten?
Mystikeren Maximos
(rækker ham offerkniven).
Denne.
s. 213
Cæsar Julian.
Hvad tvætter vandet af?
Mystikeren Maximos.
Dyrets blod.
(han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars.)
Lægen Oribases
(nærmer sig).
Hvad har du isinde, herre?
Cæsar Julian.
Forsk ikke.
Husmesteren Eutherios.
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Først ned, – siden op. (til Maximos.) Helligdom-
men, min elskede broder –?
Mystikeren Maximos.
Lige under, i den anden hvælving.
Lægen Oribases.
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
Mystikeren Maximos.
Til frihed.
Cæsar Julian.
Gennem mørke til lys. Ah –!
(han stiger ned i gravgangene.)
Mystikeren Maximos
(sagte, ser efter ham).
Så kom det dog.
s. 214
Husmesteren Eutherios.
Tal, tal; hvad gælder hine lønlige kunster?
Lægen Oribases.
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
Mystikeren Maximos
(hvisker urolig, idet han skifter plads):
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette
slimede kryb om fødderne –!
Lægen Oribases
(lytter).
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne;
hør, hør!
Husmesteren Eutherios.
Det er sangen fra kirken –
Lægen Oribases.
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor skare
ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
Ridderen Sallust.
Vær sindige; jeg besværger jer –!
Soldaterne.
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
Ridderen Sallust.
Og hvad så, I rasende?
Fanebæreren Mauros.
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi til-
givelse –
Soldaterne.
Frem, frem, Cæsar!
s. 215
Ridderen Sallust.
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
Cæsar Julian
(råber nede i gravkamret).
Helios! Helios!
Mystikeren Maximos.
Frigjort!
Korsang oppe i kirken.
Fader vor, du som er i himlen!
Ridderen Sallust.
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad går
her for sig?
Koret
(i kirken).
Helliget vorde dit navn!
Cæsar Julian
(stiger op ad trappen; han har blod på hånden, på brystet og på
hænderne)
.
Fuldbyrdet!
Soldaterne.
Cæsar!
Ridderen Sallust.
Blodig –! Hvad har du gjort?
Cæsar Julian.
Kløvet rædselens tåger.
Mystikeren Maximos.
Det skabte er i din hånd.
Koret
(i kirken).
Ske din vilje i himlen, så og på jorden!
(sangen vedbliver under det følgende.)
s. 216
Cæsar Julian.
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre!
Cæsar Julian.
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og
Grækenland!
Soldaterne.
Leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne for
os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal
forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
Koret
(i kirken).
Led os ikke udi fristelse; men frels os fra det
onde!
(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt oplyste
kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor
omkring fyrstindens kiste.)
Cæsar Julian.
Fri, fri! Mit er riget!
Ridderen Sallust
(råber til ham).
Og magten og æren!
Koret
(i kirken).
Dit er riget og magten og æren –
s. 217
Cæsar Julian
(blændet af lysningen).
Ah!
Mystikeren Maximos.
Sejr!
Koret
(i kirken).
– i evighed, amen!

KEJSER JULIAN,
SKUESPIL I FEM AKTER

PERSONERNE:
Kejser Julian.
Krigsøversten Nevita.
Guldsmeden Potamon.
Livlægen Cæsarios fra Nazianz.
Taleren Themisteos.
Taleren Mamertinos.
Skatmesteren Ursulos.
Hårskæreren Eunapios.
Kvinden Barbara.
Skriftlæreren Hekebolios.
Hofmænd og statstjenere.
Borgerfolk i Konstantinopel.
Deltagere i Dionysos-toget, fløjtespillere, dansere, gøg- lere og kvinder.
Udsendinger fra de østerlandske konger.
Husmesteren Eutherios.
Tjenere i palatset.
Dommere, talere, lærereogborgere i Antiokia.
Kornhandleren Medon.
Skatteopkræveren Malkos.
Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder.
Farveren Fokion.
Kvinden Publia.
Hendes søn Hilarion.
Agathon fra Kappadokia.
Biskop Maris af Kalkedon.
Deltagere i Apollon-toget, offerprester, tempeltjenere, harpeslagere og stadsvogtere.
Agathons yngre broder.
De kristne fangers tog.
Digteren Herakleos.
Livlægen Oribases.
Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia.
Salmedigteren Apollinaris.
Læreren Kyrillos.
En gammel prest ved Kybeles helligdom.
Salmesyngerskerne i Antiokia.
Høvedsmanden Fromentinos.
Krigsøversten Jovian.
Mystikeren Maximos.
Spåmanden Numa.
To andre etruskiske spåmænd.
Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser.
Livvagtsføreren Anatolos.
Visdomslæreren Priskos.
Visdomslæreren Kytron.
Høvedmanden Ammian.
Basilios fra Cæsaræa.
Hans søster Makrina.
En persisk overløber.
Romerske og græske soldater.
Persiske krigsfolk.

(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Antiokia, tredje akt
ligeledes i Antiokia, fjerde akt i og omkring de østlige egne af kejser-
riget og femte akt på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter
tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)

FØRSTE AKT.

(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld
landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred,
lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bos-
poros ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)
(Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af
landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker.
Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der
står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt
talerne Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende.
– O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne
egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sød-
men af at favne min frænde for sidste gang! Bittre
lod for os begge! – – –
Hvor er ligskibet?
Krigsøversten Nevita.
Der kommer det.
Kejser Julian.
Hin lange båd?
s. 224
Krigsøversten Nevita.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du
nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde
din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved,
da du red gennem Konstantins bue.
En borger blandt tilskuerne
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.
Guldsmeden Potamon.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så
ham sidst, var han spæd og mager; – det er nu en
ni–ti år siden.
En anden borger.
Ja, han har øvet store gerninger i de år.
En kvinde.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra
barn af!
En prest.
Vidunderligt frelst af dem alle; den guddomme-
lige varetægt er over ham.
Guldsmeden Potamon.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig
under en anden slags varetægt.
Presten.
Løgn, løgn; det kan I lide på.
Kejser Julian.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den
store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket
s. 225

Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt
fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans
liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det
bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme
al sømmelig ære?
Livlægen Cæsarios.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele
Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled
de troende sammen på gaden; hele nætter genlød
kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj
lys dag under blusset af de tusend tændte kerter –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig
banghed ved tanken om at skulle tage styret efter
en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev
det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken
stilhed!
Taleren Mamertinos.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store
vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre,
vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der
har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets
ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg
nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet
og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads
forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæste-
budene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver
til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra
føjelighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen
jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over
eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? For-
færdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe
Henrik Ibsens samlede værker. V.
15

s. 226

sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre
fyldest for alt dette!
Kejser Julian.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammen-
lignes med Alexander, med Mark Aurel og med så
mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon
sagt, at kun en gud kan herske over menneskene?
O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrig-
hedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen!
Did går min længsel! Jeg var som en mand, der
for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse;
– og nu kommer man til mig og siger: træd frem
på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle
Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind
gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen?
Taleren Themisteos.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kom-
men for at indsætte alle landflygtige dyder i deres
gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al
den sejrvindingens evne, som Herakles, som Diony-
sos, som Solon, som –?
Kejser Julian.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag.
Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine
kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en
stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover
landgangsbroen med stor pragt.[HIS: Kun rester av punktum.] Prester med[HIS: skadet 'd'] tændte lys i spidsen;
kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter
vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger
efter.)
s. 227
Kejser Julian
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah!
En tilskuer.
Slog han korsets tegn for sig?
En anden i hoben.
Nej.
Den første.
Ser du; ser du!
En tredje tilskuer.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
Den første tilskuer
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg?
Kejser Julian.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes
afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt
for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger
jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slæg-
ten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd,
som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend
ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæ-
sars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæst-
milde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes
modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde
mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Kon-
stanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit ud-
spring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag
og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på
dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har for-
bitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem,
15*

s. 228

disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at
færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender
dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det over-
bevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
Hedenske borgere
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian!
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, toget venter –
Kejser Julian
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for min
skyld. Fremad, mine venner!
(Toget drager langsomt ud til venstre.)
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil.
Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads
er her.
(Uro og bevægelse i mængden.)
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed
sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som
synes hånligt visket ud af erindringen i de senere
år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel?
Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var
han ikke noget mere end kejser? Var han ikke
yppersteprest tillige?
Stemmer i mængden.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad
sagde han?
Taleren Themisteos.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din
tanke –?
s. 229
Kejser Julian.
End ikke min store farbroder Konstanzios vovede
at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han
havde indrømmet en viss ny troeslære så højst over-
ordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes
yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Græker-
folkets ældgamle guddomme. At dette embede i de
senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke
her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede
forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tåre-
vædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at
nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget,
som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og
rådeligt? Det være langt fra mig!
Taleren Themisteos.
O, store kejser, vil du dermed sige –?
Kejser Julian.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld fri-
hed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud,
I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad
mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit
håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i
alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler
for, at al den fremgang, jeg vandt på Galliens
grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der
begunstigede Alexander på en noget lignende måde.
Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg
lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem,
der førte mig frem på min rejse hid med en så vid-
underlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne
har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig
for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor
overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke
s. 230

tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådes-
bevisninger.
Stemmer i mængden
(dæmpet).
Hvad vil han gøre?
Kejser Julian.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal
vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes.
De templer, som fromme herskere i fordums dage
med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal
igen oprejses i forynget herlighed med altere og
billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at
sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog
vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker
nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves
overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse,
som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde
for hellige. Vi vil bære over med de andres for-
vildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; –
dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden
mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige,
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg
smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, –
at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville
tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og
her i sværmen.)
Kejser Julian
(heftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forun-
dring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en
s. 231

sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at
have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse
og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i for-
glemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt;
men knapt én har kunnet give mig troværdig besked
om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna
i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i
dette, som i andet. Det har kostet mig mangen
nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der for-
dum har været brugeligt i så måde; men jeg be-
sværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor
stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og
heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting
selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min
bortgangne herres sjæl.
Kejser Julian.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste
borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så for-
kynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen
vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme
og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de
frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye
og fremmede meninger, – og da jeg er et barn af
denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så for-
kynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes
navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede
sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en
liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden
idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.)
s. 232
Taleren Themisteos.
O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer
ved synet af så megen ydmyghed og from iver!
En borger.
Se, han bryder brændet selv.
En anden borger.
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes?
Den første borger.
Det må vel så være.
Taleren Mamertinos.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå for-
ynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
Krigsøversten Nevita.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det
har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem,
de er forsagte og ubrugelige til større ting.
Taleren Themisteos.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdom-
men renset for al anklage og for alle beskyldninger.
Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed
du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt
sæde. Nu, da du oprækker dine hænder –
Taleren Mamertinos.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det som
om du hædrer videnskabens pande med en guld-
krans; og de tårer, du udgyder –
s. 233
Taleren Themisteos
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som
kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal
lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt
Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de
evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det
ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke,
af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til
jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde for-
driste sig til at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i
så store skarer idag, end ikke I voved at mærke
eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde
afpasse eders arbejder derefter –
Taleren Mamertinos.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet
at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde
rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det
ingen forment at –
Taleren Themisteos.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve på
land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige
himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle
som en bold for tilfældigheder og hændelser; han –
Taleren Mamertinos.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem
vi skylder så store goder!
Kejser Julian
(for alteret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt
olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der
s. 234

så længe har måttet savne denne for eder så højst
sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak
til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og
især de fra østerlandene – tillægger navnet sol-
kongen, fordi du bringer og fornyer det lys,[HIS: Skadet komma, kan forveksles med punktum.] hvori
livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt
mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud,
der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og
bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med
højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har
jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o For-
tuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig
véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
os. Men det véd jeg dog – og deri er alle andre
visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som
har en væsentlig andel i valget af den ledsagende
ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert
menneske på hans livs-gang. Jeg har ingen årsag
til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har
jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris.
Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag
underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste
arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres
øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Græ-
keres røster vil forene sig med min i et tilråb til
eder, I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet
sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde,
høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret
hvisken.)
Kejser Julian
(ser sig om).
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister
man sig bort?
s. 235
Taleren Themisteos.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utak-
nemmelighed.
Taleren Mamertinos.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at ud-
brede det store budskab i alle gader.
Kejser Julian
(går fra alteret).
Den uvidende hob véd aldrig at finde sig til-
rette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at
gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er
sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vild-
farelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste
venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en
kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene
og hans øvrige ledsagere følger ham.)

(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden;
på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejser-
lige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt
skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stumme
trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst
burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af
ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms sær-
kende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle,
s. 236

at man ved passende midler kan helbrede legemets
onder; – men kan man med ild og sværd tilintet-
gøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og
hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom
eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?
Således vil vi leve i endrægtighed med hver-
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle ud-
mærkede mænd, hvad meninger de end måtte have.
Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede
skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste
hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til
de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hver-
andre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden
derfor at elske hverandre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.)
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender
bringer du?
Krigsøversten Nevita.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om dit
venskab.
Kejser Julian.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
Krigsøversten Nevita.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja,
der er endog nogle af de fremmede, som siger sig
at komme fra øerne Diu og Serandib.
Kejser Julian.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!
Taleren Themisteos.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din
hæder!
s. 237
Taleren Mamertinos.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk
for fyrster og folkeslag!
Taleren Themisteos.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –
Taleren Mamertinos.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor
jordens kreds –
Kejser Julian.
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, –
dog uden pragt og smykker. Således vilde den op-
højede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg væl-
ger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys
bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen
prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barba-
rerne skal mærke sig, at visdommen – rigtignok i
sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads
på kejsersædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført
en prægtig klædning.)
Kejser Julian
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre?
Hårskæreren Eunapios.
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –
Kejser Julian.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter
nogen af mine rådsherrer.
s. 238
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser –
Skatmesteren Ursulos.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige
hårskærer.
Kejser Julian.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o,
du spøger – denne mand, i silke, med guldstukne
støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hår-
skæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg formaste
mig til at lade mig betjene af så fine hænder.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og
min frelsers skyld –
Kejser Julian.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke
nok! Er dette den forsagelse, som I praler med?
Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel
har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens
kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således
til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn?
Skatmesteren Ursulos.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
Kejser Julian.
Se, se; ikke mere?
Skatmesteren Ursulos.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit
s. 239

hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig
sum i penge og et guldstykke for hver gang, han –
Kejser Julian.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke
de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette.
– Lad de fremmede sendebud komme ind!
(Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er
sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at
det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe,
som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog,
at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes
har givet, vel bør tages i agt af den mand, der –
selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store
læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig
nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren
Eutherios
, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver [HIS: Tegnsetting er falt ut. Mellomrommet er intakt.] der bærer
gaver af alle slags.)
Krigsøversten Nevita.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det
ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og
ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed
fremfor alle andre tungemål, – samt derhos vel vog-
tende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine
ører, – har disse udsendinge fra østerlandske fyrster
kåret mig til talsmand.
Kejser Julian
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.
Krigsøversten Nevita.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine
fødder denne rustning, som han beder dig bære i
s. 240

kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at
du, uovervindelige helt, står under gudernes skær-
mende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben
at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper,
telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden.
De vil dermed give tilkende, at når guderne har
forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede
det i det øjemed, at den skulde komme gudernes
yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis
kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd
og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter
det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejr-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig
nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld
beder de alle, som den højeste nåde, om dit ven-
skab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et
rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre
den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne
deres lande for fiendtligt indfald.
Kejser Julian.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig
ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges
i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders
herskere vide, at det er min agt at holde venskab
med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med
våben eller med underfundighed – stiller sig mine
hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders
fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejr-
vindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en
guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den
sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde
ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem,
skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre
tider, har levet helte og herskere, som har været
således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at
s. 241

det har været vanskeligt at sige, om de rettest var
at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om
deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv
for os Grækere. Hvor meget mere da for eder?
Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de frem-
mede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren
Eutherios
. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og
talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.)
Taleren Themisteos.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor
alle andre kejsere!
Taleren Mamertinos.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at
forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber,
forunder dig et langt liv?
Taleren Themisteos.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner
udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det
har væltet sig østover, indtil det slog an imod
Tauros og Kaukasos –
Taleren Mamertinos.
– nu runger det, som en buldrende genlyd,
over hele Asien.
Krigsøversten Nevita.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed
imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alex-
ander –
Taleren Mamertinos.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige
fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt
og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?
Henrik Ibsens samlede værker. V.
16
s. 242
Krigsøversten Nevita.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige
hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
Kejser Julian.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds
komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets
samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, –
hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har med-
bragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det,
som kommer min styrelse ved. Du kan også lade
indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt
Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.
Skatmesteren Ursulos
(nølende).
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –
Kejser Julian.
Nu?
Skatmesteren Ursulos.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen
smiger tåles –
Kejser Julian.
Tilvisse, ven!
Skatmesteren Ursulos.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud
kom hid for at søge din forgænger og ikke dig.
Kejser Julian.
Hvad vover du at ville indbilde mig!
Taleren Themisteos.
Ej, hvilken urimelig tale!
s. 243
Taleren Mamertinos.
Hvilken opdigtelse!
Skatmesteren Ursulos.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse
mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios
lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke
en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind –
Kejser Julian.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –?
Skatmesteren Ursulos.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre
i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig
hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når
sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så
tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
Krigsøversten Nevita.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
Skatmesteren Ursulos.
Sandt; lykken har været vore våben imod i
hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som
kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der
ængsted Armenierne og de andre folkeslag. – O,
regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil,
og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gal-
lien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine
mænds rejse fra de indiske øer –; det vilde dog
være tifold vidunderligere, ifald –; spørg dem, og
du skal få høre –
16*
s. 244
Kejser Julian
(bleg af vrede).
Hvorfor siger du mig alt dette?
Skatmesteren Ursulos.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle
at se din unge skønne hæder formørket af en lånt
kappe.
Taleren Themisteos.
Hvilken forvoven tale!
Taleren Mamertinos.
Hvilken højst forvoven tale!
Kejser Julian.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig
bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof.
Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er
det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting
gennem et menneske? Men I hader dem – disse
guder – hvis templer I har nedbrudt, hvis billed-
støtter I har slåt sønder og hvis skatte I har til-
ranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore
højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de
fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I
også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som
jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra
mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udøde-
lige en ny og såre attråværdig velgerning; – thi er
ikke hæder at agte for en sådan?
Skatmesteren Ursulos.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at –
Kejser Julian.
Den eneste! Der har vi det igen! Således er
I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os.
s. 245

Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter vi ikke
både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der
visselig har udført store ting i sit folk? Men I der-
imod, – og det en mand, som du, Ursulos –! Er
du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste?
Hvilken barbarisk uforskammethed!
Skatmesteren Ursulos.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for
hans meningers skyld.
Kejser Julian.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at
I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være
komne for at –? Det vil altså med andre ord sige,
at den store guddommelige Dionysos, der besynder-
ligen har sin magt i at åbenbare menneskene de
skjulte ting, – at han ikke skulde være virksom nu,
ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle
dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges
jeg ikke til at drage dig til regnskab?
Skatmesteren Ursulos.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du
forfølger.
Kejser Julian.
Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men
har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte
gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal
eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke
I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved
hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret
for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad
har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med?
Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer,
hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med
s. 246

ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes
har du kunnet give efter for hans ublu fordringer?
Skatmesteren Ursulos.
Er det en brøde, at jeg har været min herres
tjener?
Kejser Julian.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle
hine frække halvmænd skal jages ud af palatset; og
alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En søm-
melig tarvelighed skal indføres igen.
(til Themisteos og Mamertinos.)
I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. –
Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op
med des større anseelse, giver en hærførers værdig-
hed, – dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes
statens embeder er blevne forvaltede under min for-
gænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde
bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med
dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer.)
Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte
frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving,
så gav han mig også i arv den retfærdighed, som
hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv
fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og
rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster.
Skatmesteren Ursulos.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita,
Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.)
Hærføreren Nevita.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde
takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –
s. 247
Kejser Julian.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at
skatte din troskab og din dømmekraft. Også kund-
gørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg
dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende
guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på
nogen af os.
Hærføreren Nevita.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i
det ene og i det andet.
(han går ud til højre.)
Kejser Julian.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige
magter, som har vist os den rette vej.
Taleren Themisteos.
De udødelige og deres mere end dødelige ynd-
ling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget,
når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og
egennyttige mænd!
Taleren Mamertinos.
Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt
håb vil man ikke vente på valget af deres efter-
følgere!
Taleren Themisteos.
Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon
selv har taget statens ror!
Taleren Mamertinos.
Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe:
Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en
gud kan herske over menneskene!
s. 248
Taleren Themisteos.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes vel-
vilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og van-
skeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi
bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den
rette –
Taleren Mamertinos.
Ganske visst; skønt der vel turde findes andre
mænd, som –
Taleren Themisteos.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som
du, o uforlignelige kejser –
Taleren Mamertinos.
Nej, nej, på ingen måde!
Taleren Themisteos.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter
at tjene en elsket hersker –
Taleren Mamertinos.
– da har du i sandhed mere end én fejlende
ven –
Taleren Themisteos.
– selv om du ikke hædrer dem således, som
du har hædret den højst lykkelige Nevita –
Taleren Mamertinos.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt
tegn på din nåde –
Kejser Julian.
Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og
heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos,
da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i
s. 249

Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig
på i det kommende år at rejse til Rom og overtage
et af de ledige konsulater.
Taleren Themisteos.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!
Taleren Mamertinos.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen
tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius,
mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses
hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men
jeg af Julian!
En hofmand.
Priset være den kejser, som lader retfærdig-
heden råde!
En anden hofmand.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne
med forfærdelse!
Taleren Themisteos.
Priset være alle de ophøjede guder, som i sam-
drægtighed har kastet sine forelskede øjne på en
eneste mand, således at denne eneste, når han første
gang – det ske sent! – volder os sorg og går bort,
må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og
Alexander i skyggen!
Kejser Julian.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos!
Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og
vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder,
men for at påminde eder om, hvad der ved dette
hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra
mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste,
fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde
s. 250

henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler
mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset
være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nær-
mest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min
del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader.
Det skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej
heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan bor-
gerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg
vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de
vildfarende. –
O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen!
O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over
sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld
dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel
drager ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger
og fjerner sig efterhånden.)

(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden.
Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.)
En skomager
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
Hvad er på færde, kære nabo?
En kramhandler
(i huset lige over for).
Man siger, det skal være nogle syriske gøglere,
som er kommen til staden.
s. 251
En frugtsælger
(på gaden).
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver
om med abekatte og dromedarer.
Hårskæreren Eunapios
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen
fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!
En kvinde
(i et lidet vindu).
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!
Hårskæreren Eunapios.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!
Kvinden i vinduet.
List dig ind bagvejen, søde ven!
Hårskæreren Eunapios.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –
Kvinden i vinduet.
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios;
iforgårs fik jeg en sending friske duer –
Hårskæreren Eunapios.
O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads
dog, i Satans navn; lad mig komme frem!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en sidegade.)
Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i
munden på hverandre, og ingen kan sige mig besked.
Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
s. 252
Hårskæreren Eunapios.
Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså
kommen tilbage til staden?
Skriftlæreren Hekebolios.
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høst-
måneder til stille andagt på mit landgods på Kreta.
Men sig mig for al ting, hvad går her for sig?
Hårskæreren Eunapios.
Ulykke og forvirring. Den nye kejser –
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –
Hårskæreren Eunapios.
Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er
forjagne fra palatset.
Skriftlæreren Hekebolios.
Taler du sandhed?
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig; jeg selv var den første –
Skriftlæreren Hekebolios.
Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg –?
Hårskæreren Eunapios.
Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle
gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler –
Skriftlæreren Hekebolios
(bleg).
Gud forbarme sig!
Hårskæreren Eunapios.
Herren være lovet, jeg har en god samvittighed.
s. 253
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så
er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret til
Apollon og Fortuna?
Hårskæreren Eunapios.
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?
Skriftlæreren Hekebolios.
Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven,
at det er vort sindelag, som gode kristne, han for-
følger?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være
muligt?
Kvinder
(i trængselen).
Der kommer de!
En mand
(på et hustag).
Jeg kan se ham!
Andre stemmer.
Hvem kommer? Hvem, hvem?
Manden på taget.
Kejser Julian. Han har vinløv i håret.
Folk på gaden.
Kejseren!
Hårskæreren Eunapios.
Kejseren!
Skriftlæreren Hekebolios.
Kom, kom, fromme broder!
s. 254
Hårskæreren Eunapios.
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.
Skriftlæreren Hekebolios.
Ikke from –?
Hårskæreren Eunapios.
Hvem tør sige mig på –? Vil man ødelægge
mig? From? Når var jeg from? Jeg hørte engang
til Donatisternes samfund; det er mangfoldige år
siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker på vin-
duet.)
Hej, Barbara, Barbara; luk op, gamle tæve!
(man slipper ham ind gennem husdøren.)
Mængden.
Der er han! Der kommer han!
Skriftlæreren Hekebolios.
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse!
O, forfærdelsens lynslag!
(han lister sig bort med begge slaverne.)
(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne
mænd
, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt
i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er overtrukket
med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud
over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt om-
vunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halv-
nøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer
ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og
bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.)
Danserne
(synger)
Ildnende drag af fyldte skåler!
Ildnende drag!
Læberne nippende,
øjnene klippende,
bukkeben trippende
hylder dig, vingud, i svimlende lag!
s. 255
Kvinderne
(synger.)
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
prøv, I bakkanter!
Øv den i dagglansens tindrende stråler!
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter!
Kejser Julian.
Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til
side; ikke for os, men for ham, som vi hædrer!
En røst i mængden.
Kejseren i skøgers og gøgleres selskab!
Kejser Julian.
Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige.
Blues I ikke over at finde større fromhed og mere
iver hos disse, end hos eder selv?
En gammel mand.
Kristus oplyse dig, herre!
Kejser Julian.
Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med?
Sad ikke din store mester tilbords med syndere?
Gik han ikke ud og ind i huse, som holdtes for
lidet sømmelige? Svar mig på det.
Hårskæreren Eunapios
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør).
Ja, svar, svar, om du kan, du dåre!
s. 256
Kejser Julian.
Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –?
Hårskæreren Eunapios.
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I
bakkanter; plads for en broder!
(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.)
Kejser Julian.
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker,
hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og
det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud
er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som
denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem Ro-
merne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud
for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker
eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er
det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige
gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon
denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje;
men da er sammenhængen hel anderledes at forstå,
– hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog,
herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade.
Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå
kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i
fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved
det. – O, må jeg ikke skamme mig over denne stad,
der er sunken ned under barbarerne og som ikke
véd noget bedre end at holde fast ved en vankundig
Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; –
stands os ikke!
Danserne.
Se, på sin panter
sidder den herlige!
s. 257
Kvinderne.
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; –
favn os, bakkanter!
(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum
forundring.)

(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre
døråbning med forhæng for til højre.)
(Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der
bærer tepper.)
Husmesteren Eutherios
(råber imod rummet til højre).
Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil
i bad.
(han går ud til højre med begge tjenerne.)
(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panter-
huden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han
går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i
en krog.)
Kejser Julian.
Var der skønhed i dette? – –
Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor
var de rene jomfruer med bånd om panden, med
sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde?
Tvi eder, I skøger! – –
(han river panterhuden af og kaster den tilside.)
Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kej-
seren byde den stå op igen, og så står den op?
Tvi over denne stinkende utugt! – –
Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse
forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder –
Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.
Henrik Ibsens samlede værker. V.
17
s. 258
Badetjeneren Agilo
(i døråbningen til højre).
Badet er rede, nådigste herre!
Kejser Julian.
Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets
smuds at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.)
Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem
toldere og syndere. –
Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser æng-
stelig ved døren.)
Kejser Julian.
Hvad vil du, mand?
Skriftlæreren Hekebolios
(på knæ).
Herre!
Kejser Julian.
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det vir-
kelig dig?
Skriftlæreren Hekebolios.
Den samme, og dog en anden.
Kejser Julian.
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!
Skriftlæreren Hekebolios.
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over,
at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og
ind hos dig.
Kejser Julian
(koldt).
Jeg spurgte, hvad du vilde mig.
s. 259
Skriftlæreren Hekebolios.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde
kaste glemselens slør over hine tider!
Kejser Julian
(som før).
Jeg forstår. Du mener at –
Skriftlæreren Hekebolios.
O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min
skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en
mand, hvis hår er i færd med at gråne, – en mand,
som har gransket og grundet alle sine dage og som
nu må bekende, at han foer vild og at han førte
sin elskede lærling vild!
Kejser Julian.
Hvad ønsker du at sige med det?
Skriftlæreren Hekebolios.
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger
jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og
kalder dig min nye lærer.
Kejser Julian.
Rejs dig, Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejser sig).
Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter
din retfærdighed. – Da du var borte, blev det mig
næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof.
Jeg véd ikke, om du har erfaret, at jeg forfremmedes
til kejserindens forelæser og til uddeler af milde
gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet
af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud
at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd
17*

s. 260

til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle
slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med
grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for en-
hver, som kunde opveje klingende ord med klingende
guld. O, min kejser, du véd ikke, hvad her har gåt
i svang –!
Kejser Julian.
Jeg véd det, jeg véd det.
Skriftlæreren Hekebolios.
Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte
det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit beskedne
Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke al dyd
syntes at være flygtet fra verden. Der har jeg levet
også denne sommer, overvejende de menneskelige
ting og de himmelske sandheder.
Kejser Julian.
Lykkelige Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios.
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige ger-
ninger til Kreta –
Kejser Julian.
Ah!
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg spurgte mig selv: er han mere end et men-
neske, denne højst mageløse yngling? Under hvis
beskyttelse står han? Er det på slig vis, at de
kristnes gud plejer åbenbare sin magt –?
Kejser Julian
(spændt).
Nu; nu!
s. 261
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter
igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o,
at måtte tilstå dette!
Kejser Julian.
Tal ud, – jeg besværger dig!
Skriftlæreren Hekebolios
(kaster sig på knæ).
Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå
fra din ungdoms vildfarelser om de guddommelige
ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vildfarelse;
og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber mig –,
jeg, jeg har været med at føre dig vild –
Kejser Julian
(med udbredte arme).
Kom i min inderste favn!
Skriftlæreren Hekebolios.
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de
udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du
ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i dit
sted –
Kejser Julian.
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
(han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.)
Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet glæde!
Skriftlæreren Hekebolios.
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?
Kejser Julian.
O, du véd da ikke –? Hvad tid kom du til
staden?
s. 262
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gik fra skibet for en time siden.
Kejser Julian.
Og iled lige hid?
Skriftlæreren Hekebolios.
På angstens og angerens vinger, herre!
Kejser Julian.
Uden at tale med nogen?
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?
Kejser Julian.
O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen.)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel
som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige
sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har
jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget
sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette
øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er
det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for
den guddommelige Dionysos.
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg hører, og jeg forbauses!
Kejser Julian.
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår.
Under mængdens glade tilråb –, ja, der var temme-
lig mange –
Skriftlæreren Hekebolios.
Og jeg, som ikke har anet så store ting!
s. 263
Kejser Julian.
Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og vis-
domselskere om os, alle sømmelige og ærbare dyr-
kere af guderne; – der er allerede nogle, – dog
ikke ret mange –
(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det
forrige hof
, kommer ind fra venstre.)
Kejser Julian.
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i tal-
rigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget
vigtigt.
Livlægen Cæsarios.
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et
spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede
mænds navn?
Kejser Julian.
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min
elskede Gregors broder? Spørg, spørg!
Livlægen Cæsarios.
Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios.)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?
Kejser Julian.
Nys hjemkommen –
Livlægen Cæsarios
(vil trække sig tilbage).
Da beder jeg om at måtte vente –
Kejser Julian.
Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt.
s. 264
Livlægen Cæsarios.
Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger
sker altså ikke med din vilje?
Kejser Julian.
Hvad taler du om?
Livlægen Cæsarios.
Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita –
hærføreren, som han nu kalder sig – lader, under
påskud af at det sker på dine vegne, anstille for-
følgelser imod alle din forgængers betroede mænd.
Kejser Julian.
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgelser,
min Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt
frem. Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater,
og ligeså en viss prætorian-høvding, hvis navn du
har forbudt at nævne; du véd, hvem jeg mener,
herre, – denne ulykkelige mand, der allerede med
hele sit hus holder sig skjult i angst for dig.
Kejser Julian.
Du kender ikke denne mand. I Gallien om-
gikkes han med højst forvovne tanker.
Livlægen Cæsarios.
Lad så være; men nu er han jo uskadelig. Dog
ikke han alene trues med undergang; også skat-
mesteren Ursulos er fængslet –
Kejser Julian.
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.
s. 265
Livlægen Cæsarios.
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk
dig dog, Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet
hviler, – denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer
sig i ærefrygt –
Kejser Julian.
Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg!
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger har
mættet hoftjenernes grådighed. Og han er derhos en
ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv erfaret
det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at modtage
fremmede fyrsters sendebud.
Livlægen Cæsarios.
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her
står for dig: vær højmodig – både imod Ursulos og
imod de øvrige.
Kejser Julian.
Hvem er de øvrige?
Livlægen Cæsarios.
Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne
underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
Kejser Julian.
Hvorfor standser du?
Livlægen Cæsarios
(nølende).
Herre, – blandt de anklagede er også hof-
forelæseren Hekebolios.
Kejser Julian.
Hvad?
s. 266
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg? Umuligt!
Livlægen Cæsarios.
Anklaget for at have taget stikpenge af uvær-
dige embedssøgere –
Kejser Julian.
Og det skulde Hekebolios –? En mand, som
Hekebolios –?
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus –
hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!
Livlægen Cæsarios.
Ah!
Kejser Julian.
Hvad mener du?
Livlægen Cæsarios
(koldt).
Intet, min nådigste kejser!
Kejser Julian.
Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
Ja, min høje herre!
Kejser Julian.
Ikke herre; kald mig din ven.
Livlægen Cæsarios.
Tør en kristen kalde dig så?
s. 267
Kejser Julian.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios!
Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle
hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det
kun, at de kristne har forståt at tilrane sig alle
indbringende embeder? Men tør kejseren tillade, at
rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
(til de øvrige.)
I mener dog vel ikke, at det er eders tro, som
har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg
kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil, man
skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og
dom, og heller ikke, at man overhovedet skal tilføje
ede