Du er her:
Hærmændene paa Helgeland
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
Hærmændene paa Helgeland,
Skuespil i fire Akter HANDLINGER AKTER


Christiania.

Trykt og forlagt af H. J. Jensen.

1858.
Faksimile
Faksimile
Hærmændene [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] paa Helgeland.
Skuespil i fire Akter.
Faksimile
Personerne DE OPTRÆDENDE PERSONERNE .

Ørnulf fra Fjordene fjordene , Landnamsmand paa Island.
Sigurd hin Stærke, Søkonge.
Gunnar Herse, rig Bonde paa Helgeland.
Thorolf, Ørnulfs yngste Søn.
Dagny, Ørnulfs Datter.
Hjørdis, hans Fosterdatter.
Kaare Bonde, en Helgelænding.
Egil, Gunnars Søn, fire Aar gammel.
Ørnulfs sex ældre Sønner.
Ørnulfs og Sigurds Mænd.
Gjæster, Huskarle, Terner, fredløse Mænd, fredløse mænd fredløse mænd, o. s. v.

Handlingen foregaar i Erik Blodøxes Blodøkses blodøkses Tid paa og i Nærheden af sf Gunnars Gaard
paa Helgeland i det nordlige Norge.
Faksimile
Første Akt HANDLING AKT .

En høi Strand, der i Baggrunden løber brat ned til Søen.
Tilvenstre Til Venstre Til venstre et Nøst, tilhøire til Høire til højre Fjelde og Barskov. Masterne af to Hær-
skibe sees ses nede i Viken; langt ude tilhøire til højre Skjær og høie Holmer;
Søen er i stærkt Oprør, det er Vinter med Snetykke og Storm.
Første Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd kommer op fra Skibene; han er klædt i hvid Kjortel med Sølvbelte, blaa
Kappe, Sokkebrog, laadne Sko og Staalhue, ved Siden bærer han et kort Saxsværd.
Ørnulf viser sig strax straks efter oppe mellem Fjeldene, klædt i mørk Lammeskindskjortel, med
Brystplade og Beenskinner benskinner samt laadne Sko og ulden Brog, over Skuldrene har han
en brun Vadmelskaabe med Hætten trukken over Staalhuen saa at Ansigtet for en
Deel del skjules. Hun [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Han er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt Skjæg, gammel
og lidt bøiet; væbnet er han med rundt Skjold, Sværd og Spyd.
Sigurd
(træder først ind, seer ser sig om, faar Øie paa Nøstet, gaar raskt derhen og prøver
at bryde Døren op.)
Ørnulf
(kommer tilsyne paa Fjeldet, studser ved at see se Sigurd, synes at gjenkjende ham,
stiger ned og raaber:)
Vig Marken, Hærmand!
Sigurd
(vender sig om, lægger Haanden paa Sværdet og svarer): [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Det var første Gang ifald jeg gjorde det!
Ørnulf.
Du skal og maa! Jeg trænger Nøstet til Nattely for
mine stivfrosne Mænd.
Faksimile
s. 6
Sigurd.
Og jeg for en mødig Kvinde.
Ørnulf.
Mine Mænd ere er mere værd end dine Kvinder!
Sigurd.
Saa maa Skoggangsmænd staa høit i Priis pris paa Helgeland!
Ørnulf (hæver Spydet.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Dyrt skal du bøde for de Ord!
Sigurd (drager sit Sværd.)
Nu vil det gaa dig ilde, Gubbe!
(Ørnulf styrter ind paa ham, Sigurd forsvarer sig.)
Anden Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Dagny og nogle af Sigurds Mænd Sigurds mænd kommer fra Stranden;
Ørnulfs sex seks Sønner fra Fjeldene tilhøire til højre .
Dagny [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
(der er lidt foran, klædt i rød Kjortel, blaa Kaabe og Foerværks forværks Hætte, raaber
ned til Skibene:)
Op alle Sigurds Mænd! Min Husbond strides med
en Fremmed!
Ørnulfs Sønner.
Til Hjælp for Gubben! (de stige stiger ned.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Sigurd (til sine Mænd.)
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
Ørnulf (til Sønnerne.)
Lad mig slaaes slås slåes i Fred! (farer ind paa Sigurd). Jeg vil see se
dit Blod!
Faksimile
s. 7
Sigurd.
See Se først dit eget! (saarer ham i Armen, saa at Spydet falder.)
Ørnulf.
Godt var det hugget, Hærmand!
Snygt du Sværdet svinger,
Hvast du veed ved véd at ramme;
Sigurd selv, hin Stærke,
Staar for dig tilskamme!
Sigurd (smilende.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Saa er Skammen ham til Hæder!
Ørnulfs Sønner
(med et Udraab af Forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin Stærke!
Ørnulf.
Men hvassere ramte du den Nat, du rante Dagny, min
Datter datter ! (kaster Hætten tilbage.)
Sigurd og hans Mænd.
Ørnulf fra Fjordene!
Dagny
(glad, men dog med et Udtryk af Uro).
Min Fader og mine Brødre!
Sigurd.
Stil dig bag ved mig.
Ørnulf.
Det gjøres ikke behov. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] (nærmer sig til Sigurd). Jeg drog
Kjendsel paa dig saa saare du kom mig for Øie, derfor yp-
Faksimile

s. 8

pede ypped jeg Strid; prøve vilde jeg om Rygtet sagde sandt, naar
det nævnte dig som den djærveste Idrætsmand i Norge. Naa,
Fred og Forlig være mellem os!
Sigurd.
Bedst, ifald det saa kunde føie sig.
Ørnulf.
Der er min Haand. Du er en ypperlig Kjæmpe; saa
ramme Hug har Ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
Sigurd
(ryster hans fremrakte Haand [HIS: Tegn mangler, mellomrom intakt.]) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Lad det være de sidste Sværdhug [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] sværdhug, der skiftes mellem os
To. Og hermed byder jeg dig Selvdømme i den Sag, der
er os imellem; er du villig til at vælge de Vilkaar?
Ørnulf.
Det er jeg, og ret nu skal Tvisten jævnes. (til de Øvrige.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Saa gjøres da vitterligt for Alle, hvad Sagen gjælder. For
fem Vintre siden laa Sigurd og Gunnar Herse som Vikinger
paa Island og havde Fredland der den Vinter tæt under min
Gaard. Da rante Gunnar med Vold og Sned min Foster-
datter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget Barn,
og seilede bort med hende. For dette Ran dømmes du til at
bøde tre Hundrede i Sølv, og skal med det din Ufredsgjer-
ning være sonet.
Sigurd.
Billige Kaar tykkes mig at være være, hvad du der byder;
de tre Hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet
Silkekaabe; det er en Kongegave fra Ædhelstan i England og
saa god så god, som nogen Mand har baaret den paa Island.
Faksimile
s. 9
Dagny.
Ret saa så, så min bolde Husbond; og Tak, du du, min Fader;
nu først er jeg freidig tilsinds! (hun trykker Faderens og Brødrenes Hæn-
der og taler sagte med dem.)
Ørnulf.
Saa staa da Forliget ved Magt mellem os, og skal
Dagny efter denne Tid være fuldt saa hæderlig at agte, som
var hun dig lovligt [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] fæstet med [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] sine Frænders Minde.
Sigurd.
Og paa mig kan du nu lide, som paa din egen Æt!
Ørnulf.
Det tænker jeg forvist forvisst jeg kan, og vil paa Stand friste friste,
hvor god du er mig.
Sigurd.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du?
Ørnulf.
Din Hjælp i Raad og Daad. Jeg har stævnet hid til
Helgeland for at søge Gunnar Herse og kræve Ransbøder for
Hjørdis.
Sigurd (overrasket.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Gunnar!
Dagny (ligesaa.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Og Hjørdis, – hvor ere er de at finde? finde!
Ørnulf.
Hjemme paa Gunnars Gaard, tænker jeg.
Faksimile
s. 10
Sigurd.
Og den ligger –?
Ørnulf.
Ikke mange Pileskud borte; har du ikke vidst det?
Sigurd (med undertrykt Bevægelse.)
Tilvisse, nei! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar
siden vi sidst seilede sejled sejlede fra Island sammen. Vidt foer for jeg i
Viking og tjente mange Konger udenlands udenlands, medens Gunnar sad
hjemme. Hid under Land kom jeg idag i dag i Lysingen, for-
dreven af Uveiret; uvejret, uvejret; at Gunnar havde sin Fædrenegaard her
nordpaa var mig nok vitterligt, men –
Dagny (til Ørnulf.)
Og i det Ærinde ærend ærinde foer for du hjemmefra?
Ørnulf.
Saa er det. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] (til Sigurd.) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] At vi To mødtes har været et Værk
af de Vældige deroppe; de vilde det saa. Havde jeg tænkt
paa at søge dig, saa vidste jeg lidet hvor du var at finde.
Sigurd (tankefuld.)
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den Sag med Gun-
nar, sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al
Formue, baade med Godt og Ondt?
Ørnulf.
Det maa jeg gjøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige
dig. Isommer red jeg tilthings og der vare var mange hæderlige
Mænd tilstede. Da Thingdagene vare var tilende, sad jeg i Bo-
den og drak sammen med mine Herredsmænd herredsmænd, herredsmænd og saa kom
Faksimile

s. 11

Kvinderanet paa Tale; haanlige Ord maatte jeg høre høre, fordi
jeg lod den Tort sidde uhævnet paa mig saa lang en Tid.
Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og
kræve Bod eller Hævn for Ranet og aldrig fare hjem til Is-
land igjen igen, igen før jeg havde vidst at fremme min Sag.
Sigurd.
Ja, ja! staar det saa, da skjønner jeg nok at Sagen
maa drives stærkt ifald det trænges om.
Ørnulf.
Det maa den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar
er mig nævnt som en hæderlig Mand. Glad er jeg ogsaa
at jeg foer for i denne Færd; Tiden faldt mig lang paa på Island
tilslut; derude paa de blaa Vande var jeg bleven gammel og
graa, det bares mig for som jeg maatte ud paa dem engang
til førend jeg, jeg –; naa ja, – Bergthora, min gode Hustru,
var jo død for længe siden, mine ældste Sønner fore for foer hver
Sommer i Viking, og da nu Thorolf voxte til –
Dagny (glad.)
Thorolf er med? Hvor er han?
Ørnulf.
Ude paa Skibet. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] (peger mod Baggrunden tilhøire til højre .[HIS: Kun rester av punktum.]) Der skal du
see se en Gut; stor og stærk og fager er han bleven bleven, siden du
sad hjemme. Det vil blive en ypperlig Idrætsmand, Sigurd;
han vil komme til at ligne dig.
Dagny (smilende.)
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit
Hjerte nærmest.
Faksimile
s. 12
Ørnulf.
Han er den Yngste og sin Moder lig, deraf kommer det.
Sigurd.
Men sig [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] mig nu, – dit Ærinde ærend ærinde hos Gunnar Herse,
– tænker du alt idag –?
Ørnulf.
Heller Hellere idag end imorgen. Med rimelige Bøder skal jeg
være fornøiet; vægrer Gunnar sig ved sligt Forlig, saa faaer får
han friste de Kaar, som følge følger paa.
Tredie Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Kaare Bonde kommer ilsomt ind fra Høire; han er klædt i
graa Vadmelskofte og sid Filthat; i Haanden holder han en afbrudt Gjerdestav.
Kaare.
Godt Møde, Hærmænd!
Ørnulf.
Hærmænds Møde skattes sjelden godt.
Kaare.
Ere Er I hæderlige Mænd, saa så tilsige tilsiger I mig Fred iblandt
jer; Gunnar Herses Husfolk staa står mig efter Livet!
Ørnulf.
Gunnar Herse!
Sigurd.
Saa har du øvet Ondt imod ham!
Kaare.
Min Ret har jeg øvet. Vi holdt Udgangskvæg sammen
Faksimile

s. 13

paa en Holme tæt under Land; Gunnars Folk tog mine bedste
Oxer bort, og en af Mændene skjældte mig for en Træl; saa
bar jeg Vaaben paa ham og fældte ham.
Ørnulf.
Det var lovlig Gjerning.
Kaare.
Men nu imorges kom hans Karle mod mig med Ufred;
Lykken var mig god, saa jeg blev varslet itide og slap bort;
dog, stakket Frist kan jeg vente, for mine Avindsmænd lede leder
om mig.
Sigurd.
Lidet kan jeg tro dig, Bonde! I fordums Tid kjendte
jeg Gunnar saa godt som mig selv, og det veed ved véd jeg: aldrig
øvede øved han Uskjel mod fredelig Mand.
Kaare.
Gunnar har ingen Deel del i al den Ufærd, han er sønder-
paa Landet; nei, det er Hjørdis, hans Hustru –
Dagny.
Hjørdis!
Ørnulf (mumlende).
Ja Ja, ja, det kunde ligne hende!
Kaare.
Gunnar bød jeg Bod for Trællen, og den var han villig
til at tage, men saa kom Hjørdis til, æggede ægged sin Huusbond [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] husbond
med mange haanlige Ord og hindrede hindred Forliget; siden drog
Gunnar sørpaa, og imorges –
Faksimile
s. 14
Sigurd ( seer ser ud tilvenstre til venstre ).
Der komme kommer veifarende Mænd nordefter, er det ikke –?
Kaare.
Det er Gunnar Herse selv!
Ørnulf.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal faa jer forligte.
Fjerde Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Gunnar Herse, med nogle Mænd, kommer fra Venstre.
Han er klædt i Husdragt husdragt i husdragt , brun Kjortel, Sokkebrog, blaa Kappe og bred Hat, hat; af
Vaaben har han kun en liden Haandøxe.
Gunnar
(standser forundret og uvis uviss ved Synet af de Forsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
Ørnulf.
Der seer ser du ret nok.
Gunnar (træder nærmere).
Nu da, hil og sæl paa min Grund, ifald du kommer
med Fred.
Ørnulf.
Vil du som jeg, saa skal ingen Ufred øves.
Sigurd (nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar!
Gunnar (glad).
Sigurd – Fosterbroder! (ryster hans Haand). Ja Ja, er du
Faksimile

s. 15

med, da veed ved véd jeg vist visst , at Ørnulf kommer med Fred. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] (til Ørnulf).
Ræk mig Haanden, Gubbe! Hvad Ærinde ærend du har her nordpaa
er ikke svært at skjønne; det gjælder Hjørdis, din Fosterdatter.
Ørnulf.
Som du siger, siger; stor Tort voldtes mig mig, da du foer for med
hende fra Island uden at søge mit Minde.
Gunnar.
Du kommer med Ret og Skjel; har Svenden flængt flængt,
saa faar Manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf,
for den Sags Skyld, og kan Bøder gjøre det, saa skal vi
snart forliges.
Sigurd.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
Gunnar (med Varme).
Det maa du, Gubbe; skulde du værdsætte hende som
det bør sig, da vilde ikke alt mit Gods forslaa!
Ørnulf.
Jeg skal rette mig efter Lov og Vedtægt, det kan du
lide paa. Men nu en anden Sag; (peger paa Kaare) seer ser du
den Mand der?
Gunnar.
Kaare Bonde! (til Ørnulf). Du veed ved véd da, der er Ufred
mellem os?
Ørnulf.
Dine Mænd har ranet hans Kvæg, og for Ran bør bødes.
Faksimile
s. 16
Gunnar.
For Drab ligesaa; han har dræbt min Træl.
Kaare.
Fordi han haanede håned mig.
Gunnar.
Jeg har sagt mig rede til Forlig.
Kaare.
Men det havde ikke Hjørdis Sind til, og imorges, mens
du var borte, faldt hun over mig og staar mig nu efter Livet.
Gunnar (opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –?
Kaare.
Hvert Ord er sandt.
Ørnulf.
Derfor bad Bonden om min Bistand bistand, og den skal være
ham sikret.
Gunnar
(efter et Øiebliks Betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er der-
for billigt billigt, at jeg føier mig efter din Villie vilje . Hør mig, Kaare
Bonde, jeg er villig til at lade Trællens Drab og al den
Ulempe, der er voldt dig, gaa op mod hinanden.
Kaare. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
(rækker Gunnar Haanden).
Det er gode Kaar; dem tager jeg imod.
Faksimile
s. 17
Ørnulf.
Og Fred skal han have for dig og dine?
Gunnar.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
Sigurd (peger ud tilhøire til højre ).
See Se der!
Gunnar (misfornøiet).
Det er Hjørdis!
Ørnulf.
Med væbnede Karle!
Kaare.
Hun søger mig!
Femte Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Hjørdis med en Flok Huskarle. Hun er sortklædt, i Kjortel,
Kaabe og Hætte; Karlene ere er væbnede med Sværd og Øxer, selv bærer hun
et let Spyd i Haanden.
Hjørdis
(standser ved Indgangen).
Mandstærke mødes vi v her, som det lader!
Dagny (iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!
Hjørdis sidrø H (koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt spurgt, at du ikke var langt borte.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt Blik over de Forsamlede.) Gunnar og
– Kaare, min Avindsmand, – Ørnulf og hans Sønner, og –
(idet hun faar Øie paa Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men
fatter sig og siger:)
Nu, Mange seer ser jeg her, som jeg drager Kjendsel
paa, – men ikke veed ved véd jeg jeg, hvem der er mig bedst sindet.
2
Faksimile
s. 18
Ørnulf.
Vel nok sindet ere er vi dig alle.
Hjørdis.
Hvis saa er, da vil du ikke nægte at give Kaare i min
Husbonds Vold.
Ørnulf.
Det gjøres ikke behov.
Gunnar.
Der er nu Fred og Forlig mellem os.
Hjørdis
(med undertrykt Spot).
Forlig? Nu ja, jeg veed ved véd du er en klog Mand, Gunnar!
Kaare har truffet mandstærke Venner, og saa skjønner jeg nok
det tyktes dig tryggest –
Gunnar.
Det nytter lidet at ægge mig med Haanord hånsord hånord ! (med Vægt.)
Kaare har Fred for os!
Hjørdis (tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham Fred, saa maa Løftet
holdes.
Gunnar
(stærkt, men dog uden Hæftighed heftighed hæftighed ).
Det maa det og det skal det!
Ørnulf (til Hjørdis).
Og der blev saa halvveis sluttet et Forlig til, før du kom.
Faksimile
s. 19
Hjørdis (skarpt).
Mellem dig og Gunnar?
Ørnulf (nikker).
Det gjaldt dig.
Hjørdis.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig,
min Fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar Herse lod
sig skræmme skræmme, fordi du kom med Vaabenfolk til Landet; var du
kommen som enlig, veifarende Mand i vor Stue, saa kunde
Tvisten lettere jevnes.
Gunnar.
Ørnulf og hans Sønner komme kommer med Fred.
Hjørdis.
Kan saa være, men paa andet Sæt vil det lyde i Folke-
munde, og du selv, Gunnar, stolede stoled nok ikke saa stærkt paa
Freden igaar, da du skikkede skikked Egil, vor Søn, sørpaa saasnart
det spurgtes at Ørnulf laa i Fjorden med Hærskib.
Sigurd (til Gunnar).
Du har skikket din Søn sørpaa?
Hjørdis.
Ja Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over
os!
Ørnulf.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar
har gjort turde være klog Mands Gjerning, saafremt du hindrer
Forliget.
2*
Faksimile
s. 20
Hjørdis.
Lykken raader for Livet. Lad times hvad der vil; men
heller vil jeg falde, end frelse Livet ved feigt Forlig.
Dagny.
Sigurd giver Bod og vil ikke kaldes ringere Mand for det.
Hjørdis.
Sigurd maa selv vide bedst bedst, hvad hans Hæder kan taale.
Sigurd.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
Hjørdis.
Sigurd er en navnkundig Drabsmand, men djærvere Daad
øvede øved Gunnar, da han dræbte Hvidbjørnen udenfor mit Bur.
Gunnar
(med et forlegent Blik paa Sigurd).
Ja ja, lad det saa være!
Ørnulf.
Vel sandt, det er den djærveste Daad dåd, nogen Mand har
øvet paa Island, og derfor –
Sigurd.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
Hjørdis.
Skal Bod gives, saa skal skal så skal og Bod kræves. Gunnar, du
drages til Minde, hvad du engang har lovet!
Gunnar.
Ilde betænkt var det Løfte; kræver du at det skal holdes?
Faksimile
s. 21
Hjørdis.
Holdes skal det, ifald vi To skal leve under Tag sammen
efter denne Dag. Saa viid vid da, Ørnulf, skal Bod gives for
din Fosterdatters Ran, saa skal du ogsaa bøde bøde, fordi du dræbte
Jøkul, min Fader, og tog alt hans Gods og Eie!
Ørnulf.
Jøkul faldt i ærlig Holmgang; værre Tort gjorde dine
Frænder mig, da de skikkede skikked dig ukjendt til Island og fik
mig til at knæsætte dig.
Hjørdis.
Hæder og ingen Tort havde du af at fostre Jøkuls Datter.
Ørnulf.
Idel Ufred har jeg havt deraf, det veed ved véd jeg.
Hjørdis.
Værre Ufred tør times dig nu, ifald –
Ørnulf.
Ikke kom jeg hid for at kives med Kvinder! – Gunnar,
hør nu mit sidste Ord ord ; er du villig til at bøde for Kvinderanet?
Hjørdis (til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet!
Gunnar (til Ørnulf).
Du hører hører, jeg har gjort et Løfte og det maa jeg –
Ørnulf ( forbittret forbitret ).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig paa på, på at jeg gav
Bod for ærligt Drab!
Faksimile
s. 22
Hjørdis (med Kraft).
Saa trodse trodser vi dig og Dine!
Ørnulf (med stigende Vrede).
Og hvem har her Ret til at kræve Bod for Jøkul?
Hvor findes hans Frænder? Ingen af dem ere er ilive! Hvo
er hans lovlige Eftermaalsmand?
Hjørdis.
Det er Gunnar paa mine Vegne!
Ørnulf.
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din Foster-
faders Samtykke, eller havde han bødet for Ranet, saa var
han lovlig Eftermaalsmand, men –
Dagny (angst og bønligt).
Fader, Fader!
Sigurd (hurtigt).
Tal ikke ud!
Ørnulf (med hævet Stemme).
Jo, høit skal det siges! Hærtagen Kvinde har ingen
lovlig Husbond!
Gunnar (med Hæftighed heftighed hæftighed ).
Ørnulf!
Hjørdis (i vildt Udbrud).
Forhaanet! Beskjæmmet beskæmmet ! (med dirrende Stemme). Det – det
skal du komme til at angre!
Ørnulf (vedblivende).
Hærtagen Kvinde er kun at agte som Frilleviv efter Loven!
Vil du vinde hæderligere Kaar, saa maa du –
Faksimile
s. 23
Hjørdis (tvinger sig).
Nei, Ørnulf, bedre veed ved véd jeg jeg, hvad der skikker sig. Er
jeg kun at agte for Gunnars Frille, – godt og vel, saa maa
han hædre sig med Daad, – hædre sig saa høit med Daad,
at mine Kaar ingen Skam volde volder mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore Veie, men Vaaben skal jeg lade bære
paa dig og Dine saa tidt det saa kan føie sig, utryg skal du
være baade paa Liv og Lemmer, og det skal Hver og En som –
(med et hvast Blik til Kaare). Kaare Bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig
af din Sag, og der er Fred mellem os, men ikke vil jeg
raade dig til at komme hjem med det Første; den Dræbte har
mange Hævnere hævnere, og let kunde det hænde sig at – ja, nu har
jeg varet dig for Faren, bær saa hvad der følger paa. Kom,
Gunnar, ruste os maa vi nu. En berømmelig Daad har du
øvet paa Island, men større Daad maa her øves, ifald ikke
din – din Frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
Gunnar.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at tee te sig saa!
Dagny (bedende).
Bliv Bliv, Fostersøster, – bliv; jeg vil tale min Fader tilrette!
Hjørdis (uden at høre paa hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spaaet, at jeg
skulde friste Livet som en ussel Frilleviv; men skal jeg bære
dette Liv og denne Skændsel, bære det en eneste Dag længere,
saa maa min Husbond øve noget – Noget, som gjør ham
navnkundigere end alle andre Mænd! (gaar ud tilhøire til højre ).
Gunnar (dæmpet).
Sigurd, Et ét et maa du love; vi tales ved ved, før du farer fra
Landet. (gaar med sine Mænd tilhøire til højre ).
Faksimile
s. 24
Sjette Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige undtagen Gunnar og Hjørdis. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Uveiret er under det Foregaaende ophørt;
Middagssolen sees ses som en rød Skive dybt nede ved Havranden.
Ørnulf (truende).
Dyr skal den Færd blive dig, Fosterdatter!
Dagny.
Fader, Fader! Du har da ikke Ondt isinde!
Ørnulf.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end Bø-
der til mellem mig og Gunnar!
Sigurd.
Hvad agter du at gjøre?
Ørnulf.
Det veed ved véd jeg ikke; men langveis skal det spørges spørges, at
Ørnulf fra Fjordene fjordene har gjæstet Gunnar Herse!
Sigurd (med rolig Fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære Vaa-
ben paa ham skal du aldrig, saalænge jeg er ilive!
Ørnulf.
Ikke det! Om jeg nu saa vil det!
Sigurd.
Ei skal det skee ske , – end ikke om du saa vil det.
Ørnulf ( hæftigt heftigt ).
Godt; hold du sammen med mine Uvenner, jeg drister
mig endda til at gaa mod jer Alle!
Faksimile
s. 25
Sigurd.
Hør mig vel, Ørnulf; den Dag skal du ikke leve, da vi
To strides sammen; hæderligt Forlig er der mellem os, Dagny
er mig kjærere end Vaaben og Guld, og aldrig skal jeg glemme glemme,
at du er hendes nærmeste Frænde.
Ørnulf.
Det ventede vented jeg af dig, djærve Sigurd!
Sigurd.
Men Gunuar Gunnar er min Fosterbroder; Fred og Venskab har
vi svoret hinanden. Baade i Strid og i fredsomme Kaar har
vi fristet Lykken tilhobe tilhobe, og han er mig kjærest af alle Mænd;
Hærfærd huer han ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig
kjende kender I alle, om mig vide ved véd I, at jeg ikke ræddes for Ufred;
men her staar jeg frem, Ørnulf, og beder om Forlig for
Gunnar. Gjør mig til Villie vilje i denne Sag! sag. sag!
Ørnulf.
Det kan jeg ikke; jeg maatte jo gaa til Spot for alle
Kjæmper, ifald jeg foer for tomhændet til Island!
Sigurd.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i Viken ligge ligger mine
to Langskibe med alt det Gods, jeg har vundet i Viking; der
findes mange kostelige Kongegaver, Kister med gode Vaaben
og andet ypperligt Løsøre; tag du det ene Skib, vælg det du
tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes
ombord, – lad det være Bod for Hjørdis og lad Gunnar
fare med Fred.
Ørnulf.
Brave Sigurd, det vil du gjøre for Gunnar!
Faksimile
s. 26
Sigurd.
For en fuldtro Ven kan ingen Mand gjøre formeget.
Ørnulf.
Give dit halve Gods og Eie!
Sigurd (indstændigt).
Tag det Hele, begge mine Skibe, alt hvad der er Mit,
og lad mig fare med dig til Island som den fattigste Mand
i dit Følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igjen, men
øver du Hærværk mod Gunnar, saa bliver jeg aldrig glad
mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
Ørnulf (betænker sig).
To gode Langskibe, Vaaben og Løsøre, – af Gods faar
ingen Mand formeget for meget , men, – men –, ( hæftigt heftigt ) nei, nei, – Hjørdis
har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog
din Eiendom!
Sigurd.
Men hør dog først –
Ørnulf.
Nei, siger jeg! Selv maa jeg fremme min Ret; lad
saa Lykken raade.
Kaare (træder nærmere).
Vennesæle Raad er det Sigurd giver, men vil du fremme
din Ret efter bedste Evne, saa kan jeg raade bedre. Regn
aldrig paa Bøder bøder, bøder saa længe Hjørdis har Noget at sige; men
Hævn kan du faa, ifald du vil lyde mig.
Ornulf Ørnulf .
Hævn? Hvad raader du da til?
Faksimile
s. 27
Sigurd.
Til Ondt, det seer ser jeg nok!
Dagny (til Ørnulf).
Hør ikke paa ham!
Kaare.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med List vil hun staa mig
efter Livet; lover du at værge mig siden, saa vil jeg inat
gaa til Gunnars Gaard og brænde Folkene inde. Er det
efter dit Sind. sind?
Sigurd.
Niding!
Ørnulf (roligt).
Efter mit Sind? Veed Ved Véd du, Kaare, hvad der er mere
efter mit Sind? (tordnende) At hugge Næse og Øren af dig,
du usle Træl! Lidet kjender du gamle Ørnulf, ifald du mener mener,
at han vil være halvt om slig Skjændselsgjerning!
Kaare (der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, saa falder han over dig!
Ørnulf.
Det har jeg Næver og Vaaben til at hindre.
Sigurd (til Kaare).
Og nu, bort fra os! Hæderlige Mænd har Skam af
dit Samkvem!
Kaare (ved Udgangen).
Ja ja, jeg faar da værge mig selv saa godt jeg kan;
men det siger jeg: angre vil I, om I fare farer frem med Lempe;
jeg kjender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(gaar ned til Søen).
Faksimile
s. 28
Syvende Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige undtagen Kaare Bonde. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Dagny.
Han pønser paa Hævn. Sigurd Sigurd, det maa hindres!
Ørnulf (fortrædelig).
Aa A Å , lad ham gjøre hvad ham lyster, lyster; hun er ikke bedre
værd!
Dagny.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
Ørnulf.
Usalig var den Time jeg tog hende under mit Tag; det
begynder at gaa som Jøkul sagde.
Sigurd.
Jøkul?
Ørnulf.
Jøkul, hendes Fader. Da jeg gav ham Banehugget,
faldt han flad ned paa Græsvolden, saa paa mig og kvad:
Jøkuls Æt skal Jøkuls Bane
Volde Vee ve paa på alle Veie;
Hvo der eier Jøkuls Skatte
Skal ei glædes ved sit Eie!
Da han saa havde kvædet, taug han stille en Stund og
lo, og derpaa døde han.
Sigurd.
Det skal du lidet agte.
Ørnulf.
Ja ja, hvem veed ved véd ! Der gaar et sikkert Sagn om at
Faksimile

s. 29

Jøkul engang gav sine Børn et Ulvehjerte at æde, saa at de
bleve blev gramme i Hu; Hjørdis har forvist forvisst faaet sin Deel del , det
kjendes paa hende (standser ved at see se ud til Høire). Gunnar! – Skal
vi To stedes til Møde igjen!
Ottende Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. Gunnar Herse fra Høire. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Gunnar. Gunnar (kommer).
Ja, Ørnulf, du faar tænke om mig mig, hvad du vil; vil: men
jeg kan ikke skilles fra dig som din Uven.
Ørnulf.
Hvad er din Agt?
Gunnar.
At række dig Haanden til Fred fred, fred før du reiser. Hører Hør
mig Alle; følger følg mig hjem og bliver bliv som Gjæster hos mig
saalænge det lyster Eder. Paa Soverum og Gildekost skorter
det ikke, og om vor Tvist skal hverken tales idag eller imorgen.
Sigurd.
Men Hjørdis –? Hjørdis?
Gunnar.
Føier sig efter min Villie vilje ; hun skiftede skifted Sind paa Hjem-
veien og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I
vilde gjæste os.
Dagny.
Ja, ja; saa maa det være!
Sigurd (tvivlraadig).
Men jeg veed ved véd dog ikke om –
Faksimile
s. 30
Dagny.
Gunnar er din Fosterbroder; forsandt, jeg maatte kjende
dig ilde ilde, ifald du vægrer dig.
Gunnar (til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil
ikke dennegang være mig imod!
Dagny.
Og at fare fra Landet, medens Hjørdis sidder med Had
igjen; – nei, nei, det maa vi ikke!
Gunnar.
Stor Uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort
godt igjen igen, igen faar jeg ikke Fred for mig selv.
Sigurd ( hæftigt heftigt ).
Alt Andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at
blive her! (fatter sig) Jeg er Kong Ædhelstans haandgangne
Mand, og jeg maa til ham i England endnu i Vinter.
Dagny.
Men det kan du jo lige godt!
Gunnar.
Ingen veed ved véd hvad Lod Mænd kan møde; kanhænde kan hænde , Si-
gurd, at det er sidste Gang vi træffes, og angre vil du da da,
at du ikke var mig hjælpsom i det Længste.
Dagny.
Og sent vil du see se mig glad, hvis du seiler bort idag.
Sigurd (bestemt).
Vel, lad saa være! Det skal skee ske som I ønske ønsker , end-
Faksimile

s. 31

skjønt – endskønt, – endskønt – dog, nu staar det fast, fast; der er min Haand; jeg bliver
her, og skal gjæste dig og Hjørdis.
Gunnar (ryster hans Haand).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du
siger som han?
Ørnulf (tvær).
Jeg skal tænke paa det; bittert har Hjørdis krænket mig, mig; –
idag vil jeg ikke svare.
Gunnar.
Ja Ja, ja, gamle Kjæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide
at glatte din Pande. Nu bereder jeg Gildet; farer far med Fred
saalænge, og vel mødt i min Hal! (gaar ud tilhøire til højre ).
Niende Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige undtagen Gunnar; senere Thorolf fra Høire. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd (for sig selv).
Hjørdis har skiftet Sind, sagde han! Da kjender han
hende lidet; snarere maa jeg tro tro, at hun pønser paa –
(afbryder og vender sig til Mændene). Nu, følger følg mig Alle til Skibene;
gode Gaver vil jeg vælge for Gunnar og hans Husfolk.
Dagny.
Gaver af det Bedste vi eie ejer . Og du, min Fader, – ja
du faar ikke Fred for mig mig, før du føier dig.
Hun gaar med Sigurd og Mændene ned til Søen i Baggrunden.
Ørnulf.
Føier mig? Ja, havde Gunnar ingen Kvindfolk i Huset,
saa – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – Thorolf Thorolf, kom-
mer du hid!
Faksimile
s. 32
Thorolf
(der raskt er traadt ind).
Som du seer ser ! Er det sandt der spørges, har du været
til Møde med Gunnar Herse?
Ørnulf.
Ja!
Thorolf.
Og har nu Strid med ham?
Ørnulf.
Hm, idetmindste i det mindste med Hjørdis.
Thorolf.
Saa vær trøstig; nu faar du Hævn!
Ørnulf.
Hævn? Hvem hævner mig?
Thorolf.
Hør kun; jeg stod paa Skibet, da kom en Mand løbende
med en Stav i Haanden og raabte: «Hører du til Ørnulfs
Hærskib, saa hils ham fra Kaare Bonde og siig sig , at nu tager
jeg Hævn for os Begge». begge.» Derpaa gik han i en Baad og
roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse Mænd ligge ligger i
Fjorden; med dem gaar jeg sørpaa, og inden Kveldstid kvældstid kveldstid skal
ikke Hjørdis have nogen Afkom at rose sig af.»
Ørnulf.
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har
skikket sin Søn bort, Kaare ligger i Ufred med ham –
Thorolf.
Og nu roer han efter og dræber Gutten!
Faksimile
s. 33
Ørnulf (rask besluttet).
Afsted Alle; det Bytte vil vi strides om!
Thorolf.
Hvad har du isinde?
Ørnulf.
Lad mig om det; det skal blive mig mig, og ikke Kaare Kåre, som
tager Hævn!
Thorolf.
Jeg gaar med dig!
Ørnulf.
Nei, du følger Sigurd og din Søster til Gunnars Gaard.
Thorolf.
Sigurd? Er han her i Landet?
Ørnulf.
Der seer ser du hans Hærskibe; vi ere er forligte, forligte; – du følger ham.
Thorolf.
Til dine Uvenner?
Ørnulf.
Gaa du kun til Gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle
Ørnulf at kjende! Men hør, Thorolf, for Ingen nævner du
det, jeg nu har isinde; hører du, du, for Ingen!
Thorolf.
Det lover jeg.
Ørnulf
(tager hans Haand og seer ser kjærligt paa ham).
Farvel da, min vakkre Gut; tee te dig høvisk i Gildehuset,
3
Faksimile

s. 34

saa jeg har Hæder af dig. Unødig Tale skal du ikke føre, føre; føre!
men det du mæler, skal være hvast som en Sværdsæg. Vær
vennesæl saalænge Godt vises dig, dig; dig! men ægges du, da skal du
ikke tie dertil. Drik ikke Mere end du kan bære, bære; men viis vis
heller ikke Hornet fra dig, naar det bydes med Maade, paa
det at du ikke skal holdes for en Kvindekarl.
Thorolf.
Nei, vær du tryg!
Ørnulf.
Saa, gaa nu til Gildet i Gunnars Gaard. Jeg kom-
mer ogsaa til Gilde, og det paa den Viis vis , som som, mindst ventes.
(muntert til de Andre.) Afsted, Ulvunger; slib jeres Tænder, – nu
skal I faa Blod at drikke! drikke?
(Han gaar med de ældre Sønner tilhøire til højre i Baggrunden).
Tiende Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Thorolf. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Sigurd og Dagny komme kommer i prægtige Gildeklæder fra Stranden, fulgte
af to Mænd, der bære bærer en Kiste; Mændene gaa går strax tilbage igjen.
Thorolf ( seer ser efter Faderen).
Nu fare farer de Alle ud for at slaaes, og jeg maa ikke gaa
med; det er tungt at være den Yngste i Ætten. ætten, ætten. – Dagny,
hil og sæl dig, Søster min!
Dagny.
Thorolf! Alle gode Vætter, – du er jo bleven voxen!
Thorolf.
Nu ja, i fem Aar skulde jeg vel mene –
Dagny
Ja ja, du siger sandt.
Faksimile
s. 35
Sigurd
(rækker ham Haanden).
I dig faar Ørnulf en rask Svend, hvis jeg ikke feiler.
Thorolf.
Vilde han bare prøve mig, saa –
Dagny (smilende).
Men han sparer dig mere mere, end du har Sind til; jeg
mindes nok, han har dig fast altfor kjær.
Sigurd.
Hvor gik han hen?
Thorolf.
Ned til Skibet; – afsted nu, han kommer siden!
Sigurd.
Jeg venter paa mine Mænd, de bringe bringer Varer op og
fæste fæster Skibene.
Thorolf.
Der maa jeg hjælpe til! til; (gaar ned til Søen).
Ellevte Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd og Dagny. Tilsidst Thorolf og Sigurds Mænd. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd
(efter en kort Betænkning).
Dagny, min Hustru, nu ere er vi i Enrum; jeg har Ting
at sige dig, som ikke længer maa dølges.
Dagny forundret).
Hvad mener du?
3*
Faksimile
s. 36
Sigurd.
Farlig tør den blive, denne Færd til Gunnars Gaard.
Dagny.
Farlig? Tænker du at Gunnar – Gunnar –?
Sigurd.
Gunnar er bold og brav; nei nei, – men bedre var det,
ifald jeg havde faret herfra uden at gjæste ham.
Dagny.
Du gjør mig ræd! Sigurd, hvad er er det? det!
Sigurd.
Svar mig først paa Et ét et . Den Guldring, som jeg en-
gang gav dig, hvor har du den?
Dagny (viser den frem).
Her om Armen; du bød mig bære den.
Sigurd.
Kast den paa Havets Bund, saa dybt at den aldrig fin-
des; thi den kan blive mange Mænds Bane!
Dagny.
Ringen!
Sigurd (dæmpet).
Den Kvæld, da Kvinderanet gik for sig hos din Fader,
– du mindes vel –
Dagny.
Om jeg mindes!
Sigurd.
Det er om det jeg vil tale.
Faksimile
s. 37
Dagny (spændt).
Hvad er det; sig frem!
Sigurd.
Du veed ved véd, der havde været Gilde; tidligt gik du til
Sovestuen, sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved Drikkebordet mellem
Mændene. Flittigt gik Hornet rundt rundt, og allehaande stærke
Løfter bleve blev svorne. Jeg svor at føre en fager Mø fra Is-
land Island, naar jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
Drikken til Hjørdis. Da tog hun ved Hornet, stod op og
gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe skulde eie hende til Viv,
undtagen den, som gik til hendes Bur, dræbte Hvidbjørnen,
som der stod bunden ved Døren, og bar hende bort paa sine
Arme.
Dagny.
Ja Ja, ja, det veed ved véd jeg!
Sigurd.
Men Alle mente de, at det var ugjørligt; thi Bjørnen
var det vildeste Udyr, udyr; Ingen uden Hjørdis kunde komme den
nær, og den havde tyve Mænds Styrke.
Dagny.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over
alle Lande for den Daad.
Sigurd (dæmpet).
Det blev han, – men – jeg øvede øved Daaden!
Dagny (med et Udraab).
Du!
Sigurd.
Da Mændene gik fra Gildestuen, bad Gunnar mig følge
Faksimile

s. 38

med til Enetale i Soverummet. Da sagde han: «Hjørdis er
mig kjærere, end alle Kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.»
Jeg svarede svared ham: ham; «Saa gaa til hendes Bur; du veed ved véd de
Vilkaar vilkaar vilkår hun har sat.» Men han sagde: «Kvindekjær Mand
skatter Livet høit; uvist uvisst blev Udfaldet, om jeg gik mod Bjørnen,
og jeg ræddes for at lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis
med.» Længe talte vi sammen, og Enden blev, at Gunnar
gjorde sit Skib rede, men jeg drog mit Sværd, tog Gunnars
Hærklæder paa og gik til Buret.
Dagny (med stolt Glæde).
Og du – du blev Bjørnens Bane!
Sigurd.
Det blev jeg. I Buret var mørkt, som under Ravnens
Vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende,
– heed hed var hun af Mjøden, – hun drog en Ring af sin
Arm og gav mig, mig; – det er den, du nu bærer.
Dagny (nølende).
Og du blev Natten over i Buret hos Hjørdis?
Sigurd.
Mit Sværd laa draget mellem os os. (kort Ophold). Før Dagen
gryede gryde , bar jeg Hjørdis til Gunnars Skib; vor List mærkede mærked
hun ikke, og han seilede sejled bort med hende. Derpaa gik jeg til
din Sovestue og fandt dig der blandt dine Kvinder, – kvinder; – kvinder; nu,
hvad siden fulgte, det veed ved véd du; jeg foer for fra Island med en
fager Mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt
mig mig, hvor jeg stævnede stævned hen.
Dagny (i Bevægelse).
Bolde Husbond! Du øvede øved hin Stordaad; – o, det
Faksimile

s. 39

burde jeg tænkt; tænkt: Ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis,
denne stolte og ypperlige Kvinde, kunde du vundet, og kaarede kåred
dog mig! Tifold kjærere maatte du være mig nu, ifald du
ikke alt var mig det kjæreste i Verden!
Sigurd.
Dagny, min gode Hustru, nu veed ved véd du Alt – hvad som
trænges. Jeg maatte vare dig; thi Ringen, – lad den aldrig
komme Hjørdis for Øie! Vil du gjøre mig til Villie vilje , saa
kast den ud – dybt paa Havbunden!
Dagny.
Nei, Sigurd, dertil er den mig for kjær; den er jo en
Skjænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for
Alles Øine, og aldrig skal jeg røbe røbe, hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra Skibene med Sigurds Mænd).
Thorolf.
Alt er rede til Gildefærden!
Dagny.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve Kjæmpe!
Sigurd.
Rolig, Dagny, – rolig! I din Magt staar det nu, om
Færden skal endes med Fred eller Mandefald! (raskt til de Øvrige.)
Afsted Alle til Gildet i Gunnars Gaard!
(gaar med Dagny tilhøire til højre ; de Andre følge efter).

Faksimile
Anden Akt HANDLING AKT .

Gildestuen hos Gunnar Herse. Udgangsdøren er i Baggrunden;
mindre Døre paa Sidevæggene. I Forgrunden tilvenstre til venstre det store
Høisæde, ligeover for lige over for ligeoverfor dette, tilhøire til højre , det Mindre. Midt paa Gulvet
brænder en Stokild paa en muret Grue. I Baggrunden paa begge
Sider af Døren ere er Forhøininger for Husets Kvinder. Fra begge
Høisæder langs Stuevæggene op mod Baggrnnden baggrunden strække strækker sig to lange
Borde med Bænke om. Det er mørkt udenfor, udenfor; Stokilden oplyser
Stuen.
Første Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Hjørdis og Dagny komme kommer ind fra Høire.
Dagny.
Nei, Hjørdis, jeg skjønner mig ikke paa dig; nu har du
vist mig om i Gaarden; jeg veed ved véd ikke den Ting det skorter
dig paa på, og Alt det du eier er skjønt og ypperligt, ypperligt; – hvor kan
du saa klage?
Hjørdis.
Hm, sæt en Ørn i Bur og den vil bide i Stængerne stængerne,
enten de saa ere er af Jern eller Guld.
Dagny.
I en Ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din
lille Gut.
Hjørdis.
Bedre ingen Afkom, end en, der er uhæderlig født.
Faksimile
s. 41
Dagny.
Uhæderlig?
Hjørdis.
Mindes du ikke ikke, hvad din Fader sagde? Egil er en
Frillesøn; saa var hans Ord.
Dagny.
Et Ord i Vrede, – hvor vil du agte paa det!
Hjørdis.
Jo, jo, Ørnulf havde Ret, ret; Egil er veeg, veg; det kjendes
paa ham, at han er ufrels født.
Dagny.
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis
(uden at agte paa hende).
Saaledes mægter da Skjændselen at suge sig ind i Blo-
det, ligesom Edderen efter et Ormebid. Der er andet Malm
i fribaarne Heltesønner; jeg har hørt om en Dronning, som
tog sin Søn og syede syde ham Kjortelen fast i Kjødet, uden at
han blinkede blinked med Øinene derved. (med et ondskabsfuldt Udtryk.) Dagny,
det vil jeg prøve med Egil!
Dagny (oprørt),
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis (leende).
Ha, ha, ha! Tænker du du, det var mit Alvor? (forandrer
Tonen.)
Men du maa nu tro mig eller ikke, saa kommer der
stundom over mig en – en fristende Lyst til slige Gjerninger;
det maa vel ligge i Ætten, – thi jeg er jo af Jøtunslægt,
Faksimile

s. 42

siges der. – Naa, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om
i de fem lange Aar, år; – sig mig, – i Kongsgaardene var du
vel mangengang til Gjæst?
Dagny.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England.
Hjørdis.
Og var høit hædret overalt, overalt; sad paa de ypperste Sæder
ved Bordet?
Dagny.
Det kan du vide. Som Sigurds Hustru –
Hjørdis.
Ja, javist, – en berømmelig Mand er Sigurd, Sigurd – skjønt
Gunnar staar over ham.
Dagny.
Gunnar?
Hjørdis.
Een En Én En Daad øvede øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve
derpaa; – naa, lad det være; – men sig mig, naar Sigurd
foer for i Viking og du var med, med, – naar du hørte Sværdene suse
i den hvasse Leg, naar Blodet dampede damped rødt paa Skibsdækket, –
kom der saa ikke over dig en utæmmelig Lyst efter at strides
blandt Mændene, mændene; klædte du dig saa ikke i Hærklæder og tog
Vaaben i Haand?
Dagny.
Aldrig! Hvad tænker du paa? Jeg, en Kvinde?
Hjørdis.
En Kvinde, en Kvinde, – hm, der er Ingen, som veed ved véd,
Faksimile

s. 43
hvad en Kvinde er istand til! – Nu, een en Ting kan du dog
sige mig, Dagny; thi det maa du sikkert vide: Naar en
Mand favner den Kvinde, han har kjær, – er det sandt, at da
brænder hendes Blod, hendes Bryst banker, – svimler hun i
sælsom Fryd derved?
Dagny (rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis.
Nu da, sig mig –!
Dagny.
Det tænker jeg forvist forvisst du har fornummet.
Hjørdis.
Ja, een en Gang, kun een en eneste; det var hiin hin Nat, da
Gunnar sad hos mig i Buret, buret; han krystede krysted mig i Favn favn, favn saa
Brynjen brast, og da, da –!
Dagny (udbrydende).
Hvad! Sigurd –!
Hjørdis.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, –
hin Nat, da Kvinderanet –
Dagny (fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg veed ved véd vel –
Hjørdis.
Det var den eneste Gang, gang; aldrig, aldrig siden! Jeg
tænkte, at jeg var slagen med Trolddom; thi at Gunnar saa
kunde favne en Kvinde, det – (standser og seer ser paa Dagny). Er du
syg? Mig tykkes tykkes, du bliver blir bleg og rød!
Faksimile
s. 44
Dagny.
Vist Visst ikke, vist visst ikke!
Hjørdis
(uden at agte paa hende).
Nei, i lystig Ledingsfærd skulde jeg gaaet; det havde
været bedre for mig, og – kanhænde kan hænde for os Alle. Det havde
været et Liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved
at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i En-
rum med mig i Stuen, nu da det er mørkt? Faar du ikke de
Tanker, at jeg maa være død i den lange Tid tid, og at det er
en Gjenganger, som her staar hos dig?
Dagny ( uhyggeligt uhyggelig tilmode).
Kom – lad os gaa – til de Andre!
Hjørdis
(tager hende i Armen).
Nei bliv! Skjønner du det, Dagny, at et Menneske
kan leve efter at have siddet her i fem Nætter?
Dagny.
Fem Nætter?
Hjørdis.
Her nordpaa er hver Nat en Vinter lang. (raskt med forandret
Udtryk.)
Tro ellers ikke Andet, end at her er vakkert nok! Du
skal see se Syner her, som du aldrig har seet set i Englands Kongs-
gaarde; vi vil være sammen som Søstre den Tid du gjæster
mig; ned til Havet skal vi gaa, naar Uveiret ret begynder
igjen; du skal see se Bølgerne flyve mod Land som vilde, hvid-
mankede Heste, – og saa Hvalerne langt derude! De gaa går
mod hinanden, som Kjæmper i Staal og Plade! Ha, hvilken
Lyst at sidde som Hexekvinde paa Hvalens Ryg, at ride foran
Faksimile

s. 45

Snekken, vække Uveir og lokke Mændene i Dybet ved fagre
Galdrekvad!
Dagny.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale saa!
Hjørdis.
Kan du kvæde Galder, Dagny?
Dagny (med Afsky).
Jeg!
Hjørdis.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokkede lokked du da Sigurd?
Dagny.
Skjændigt taler du mig til; jeg vil gaa!
Hjørdis
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skjæmter! Nei, hør kun videre! Tænk dig,
Dagny, at sidde om Kvælden her ved Lugen og høre paa
Draugen, der græder i Baadhuset; at sidde og vente og lytte
paa de døde Mænds Hjemfærd, hjemfærd; thi her nordpaa, her maa de
forbi. Det er de djærve Mænd, der faldt i Strid, de stærke
Kvinder, der ikke fristede fristed Livet tamt tamt, som du og jeg; i Storm
og Uveir suse suser de gjennem Luften paa sorte Heste, med ring-
lende Bjælder! (slaar Armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)
Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste Færd paa saa god
en Ganger!
Dagny
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre paa dig!
Hjørdis (leende),
Veeg Veg er du af Sind og let at skræmme!
Faksimile
s. 46
Anden Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Gunnar [HIS: Første 'n' i 'Gunnar' er skadet.] kommer fra Baggrunden med Sigurd og Thorolf.
Gunnar.
Ja Ja, forsandt, nu ere er mine Kaar de bedste jeg veed ved véd ; dig,
Sigurd, min ærlige bolde Broder har jeg fundet igjen, fuldt
saa trofast som før; jeg har Ørnulfs Ætling under mit Tag,
og Gubben selv følger snart efter, ei saa?
Thorolf.
Det lovede loved han.
Gunnar.
Saa fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
Thorolf.
Du har nok Gutten kjær; thi du nævner ham saa tidt.
Gunnar.
Det har jeg; han er jo den Eneste, eneste; og fager og venne-
sæl vil han blive.
Hjørdis.
Men ingen Kjæmpe.
Gunnar.
Nu, nu, – det skal du ikke sige.
Sigurd.
Men at du skikkede skikked ham fra dig –
Gunnar.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte) men, Sigurd,
det veed ved véd du nok: umandigt handler stundom den, der har En
kjær over alle Ting ting. (høit). Faa Mænd havde jeg paa Gaarden,
Faksimile

s. 47

og Ingen af os kunde være tryg paa Livet, da det rygtedes,
at Ørnulf lagde til Landet med Hærskib.
Hjørdis.
En Ting veed ved véd jeg, som bør frelses først, Livet siden.
Thorolf.
Og det er?
Hjørdis.
Hæder og Rygte blandt Mænd.
Gunnar.
Hjørdis!
Sigurd.
Ei skal det siges Gunnar paa, at han har forspildt sin
Hæder ved denne Gjærning gerning .
Gunnar ( strængt strengt ).
Det lykkes Ingen at ægge mig mod Ørnulfs Frænder!
Hjørdis (smilende).
Hm, Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit Skib seile med al
Slags Vind?
Sigurd.
Ja, naar det styres med Kløgt.
Hjørdis.
Godt, jeg vil ogsaa styre mit Skib med Kløgt, og skal
vel komme did, jeg ønsker (gaar op i Stuen).
Dagny (sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
Faksimile
s. 48
Sigurd.
Nu er det for seent sent ; det var dig selv, som –
Dagny.
Dengang havde jeg Hjørdis kjær, kær; men nu; – nu –; jeg har
hørt Ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke paa.
Tredie Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Sigurds Mænd samt andre Gjæster. Mænd andre gæster, mænd og Kvinder, Huskarle
og Terner fra Baggrunden.
Gunnar
(efter en kort Pause pause, der udfyldes med gjensidige Hilsninger o. s. v.)
Nu til Drikkebordet! Min fornemste Gjæst, Ørnulf fra
Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.
Hjørdis (til Husfolkene).
Lad Øl og Mjød bæres om, saa løses Tungen og Sin-
det gjøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til Høisædet tilhøire til højre . Dagny sætter sig ved Sigurds
høire Side, Hjørdis ligeover for ham paa den anden Side af samme Bord. Thor-
olf
anvises Plads paa samme Maade ved det andet Bord og sidder altsaa lige for
Gunnar, der sætter sig i det store Høisæde. De Øvrige tage tager Plads opad mod Bag-
grunden. baggrunden.[HIS: resten av sceneanvisningen mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Det bemærkes, at da Hjørdis og Thorolf sidde foran paa hver sin Bænk, saa
kunne de med Lethed vende sig om mod hinanden, naar Saadant under det Følgende
behøves).
Hjørdis
(efter et Ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over Bordet).
Sjelden hændes, at saa mange djærve Mænd sidde sidder sam-
men, som nu ikvæld i Stuen her. Godt vilde det derfor
sømme sig at øve den gamle Morskab: Lad hver Mand nævne
sine Bedrifter, saa maa Alle dømme sig imellem imellem, hvo der er
den Ypperste.
Gunnar.
Den Skik er ei god i Drikkelag; tidt voldes Ufred derved.
Faksimile
s. 49
Hjørdis.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar Herse var ræd.
Sigurd.
Det tænker forvist forvisst Ingen; men seent sent bleve blev vi færdige,
skulde vi nævne vore Bedrifter bedrifter, saa mange vi her ere er . Fortæl
os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsreise; det er fuldgod
Bedrift at fare saa langt nord, og gjerne høre hører vi paa dig.
Hjørdis.
Bjarmelandsreisen er Farmands Værk og lidet sømmelig
at nævne mellem Kjæmper. Nei, begynd du, Sigurd! Hvis
jeg ikke skal tænke tænke, at du nødig hører min Husbond prises,
saa begynd! Sig frem, frem; nævn den Daad du har øvet, og
som du høiest skatter.
Sigurd.
Nu, siden du tvinger mig, faar det vel saa være. Det
er da at nævne, at jeg laa i Viking under Orknø, Orknø; der kom
Fiender imod os, men vi ryddede rydded Skibene, og jeg stred alene
mod otte Mænd.
Hjørdis.
God var den Daad; men var du fuldt rustet?
Sigurd.
Fuldt rustet, med Øxe, Spyd og Skjold.
Hjørdis.
God var Daaden endda. Nu maa du, min Husbond,
nævne nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine Bedrifter.
Gunnar (uvillig).
Jeg vog to Bersærker, som havde røvet et Handelsskib, handelsskib;
4
Faksimile

s. 50

derpaa sendte jeg de fangne Farmænd hjem og gav dem Ski-
bet frit uden Løsepenge. Kongen i England tyktes godt om
den Bedrift, sagde sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig
Tak og gode Gaver derfor.
Hjørdis.
Forsandt, Gunnar, bedre Bedrift kunde du dog nævne! nævne.
Gunnar ( hæftigt heftigt ).
Jeg roser mig ikke af anden Bedrift! Siden jeg sidst
foer for fra Island, har jeg levet i Fred og drevet Farmandsfærd.
Der skal ikke nævnes mere herom!
Hjørdis.
Ifald du selv dølger din Hæder, saa skal din Hustru tale.
Gunnar.
Hjørdis, ti – jeg byder dig!
Hjørdis.
Sigurd stred mod otte Mænd og var fuldt rustet; Gunnar
gik til mit Bur ved mørk Nat, fældte Bjørnen, som havde
tyve Mænds Styrke, og bar dog kun et kort Saxsværd i
Haanden.
Gunnar (i stærkt Oprør).
Kvinde, ikke et Ord mere! mere
Dagny (sagte).
Sigurd, vil du taale –!
Sigurd (ligesaa).
Vær rolig!
Hjørdis (til de Øvrige).
Og nu, I gjæve Mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller
Gunnar?
Faksimile
s. 51
Gunnar.
Stille!
Hjørdis
(med hævet Stemme).
Sig frem, det kræves medrette med rette !
En gammel Mand
(blandt Gjæsterne).
Skal Sandhed siges, saa er Gunnars Daad yppeligere ypperligere
end Alt, hvad Mænd har øvet; Gunnar er den djærveste
Helt, og dernæst Sigurd.
Gunnar
(med et Blik over Bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!
Dagny (sagte).
Det er formeget – selv for en Ven!
Sigurd.
Ti Ti, min Hustru! (høit til de Øvrige.) Ja Ja, visselig er Gunnar
den hæderligste af alle Mænd, mænd; og det vilde jeg holde ham for
til min sidste Dag, om han saa aldrig havde øvet hin Daad;
thi den agter jeg mindre høit end I.
Hjørdis.
Der taler Misundelsen af dig, Sigurd Viking!
Sigurd (smilende).
Storlig feiler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til
over Bordet).
Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort Venskab staa,
hvo der end prøver paa at bryde det.
Hjørdis.
Det prøver Ingen, saavidt jeg veed ved véd .
4*
Faksimile
s. 52
Sigurd.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød
os hid til Drikkegildet drikkegilde drikkegildet for at vække Ufred.
Hjørdis.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred fordi du ikke
maa gjælde for den ypperste Mand i Laget!
Sigurd.
Altid har jeg agtet Gunnar høiere end mig selv.
Hjørdis.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo ogsaa en god Plads,
og – (med et Sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, saa kunde
han faaet fåt det tredie tredje Sæde.
Thorolf.
Da kom Jøkul, din Fader, til at bænkes langt nede;
thi han maatte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende Ordskifte føres fra begge Sider under stigende men dog undertrykt
Ophidselse).
Hjørdis.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo Skald, og der
mumles om at han har prist sig selv for større Bedrifter, end
han har øvet.
Thorolf.
Da vee ve den, der mumler om Sligt, saa høit at det
kommer for mine Øren!
Hjørdis
(med et tirrende Smil).
Vilde du hævne det?
Faksimile
s. 53
Thorolf.
Ja, saa det langveis skulde spørges!
Hjørdis.
Saa vil jeg tømme et Horn paa på, at du først maa faa
Skjæg paa Hagen.
Thorolf.
Selv skjægløs Karl er for god til at mundhugges med
Kvinder.
Hjørdis.
Men for veeg veg til at slaaes slås med Mænd; det var derfor
din Fader lod dig ligge i Gruen hjemme paa Island, medens
dine Brødre fore for foer i Hærfærd.
Thorolf.
Ilde var det, at han ikke holdt ligesaa godt Øie med
dig, dig; thi saa havde du ikke faret som hærtagen Kvinde fra Landet!
Gunnar og Sigurd.
Thorolf!
Dagny (paa samme Tid).
Min Broder!
Hjørdis
(sagte og bævende af Forbittrelse).
Ha, bi – bi kun!
Thorolf
(rækker Gunnar Haanden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde Ord faldt mig paa
Tungen, tungen; men din Hustru æggede ægged mig!
Dagny (sagte og bedende).
Fostersøster, saasandt du nogentid har havt mig kjær, saa
væk ingen Strid!
Faksimile
s. 54
Hjørdis (leende).
Ved Drikkebordet maa der Skjemt til, ifald Lystigheden
skal trives.
Gunnar
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav Gut! (rækker ham et Sværd, som hænger ved Høisædet.)
Der, Thorolf, der har du en god Gave. Brug den vel, og
lad os være Venner.
Hjørdis.
Ikke skulde du give dine Vaaben bort, Gunnar; thi saa
vil Folk sige, at du kun skiller dig ved de Ting, du ikke selv
har Brug for!
Thorolf
(som imidlertid har undersøgt Sværdet).
Tak for Gaven, Gunnar; i uhæderlig Færd skal den al-
drig svinges.
Hjørdis.
Skal du holde det Løfte, saa laan aldrig Sværdet til
dine Brødre.
Gunnar.
Hjørdis!
Hjørdis (vedblivende).
Men hæng det heller ikke paa din Faders Stuevæg; thi
der hænger det hos uhæderlige Mænds Vaaben.
Thorolf.
Sandt nok, Hjørdis, – din Faders Øxe og Skjold har
hængt der i mange Aar.
Hjørdis (tvinger sig).
At Ørnulf vog min Fader, – den Bedrift fører du altid
Faksimile

s. 55

i Munden; men mæler Rygtet sandt, saa er Gjerningen ikke
saa hæderlig, som du tænker.
Thorolf.
Hvad Rygte taler du om?
Hjørdis (smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover.
Thorolf.
Saa ti, – det seer ser jeg helst (vender sig fra hende).
Hjørdis.
Nu, det kan jo ogsaa gjerne siges. Er det sandt, Thorolf,
at din Fader sad tre Nætter i Kvindestak hos Gyvren i Smal-
serhorn og kogte Sejd, før han turde gaa til Holmgang med
Jøkul? (Alle reise rejser sig; stærk Bevægelse blandt Gjæsterne).
Gunnar, Sigurd og Dagny.
Hjørdis!
Thorolf (i høieste Forbitrelse).
Saa arg en Løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra
Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, maa
den være, der kan finde paa Sligt! Den værste Udaad udåd, nogen
Mand kan øve, har du her paasagt min Fader! (kaster Sværdet
fra sig).
Der, Gunnar, der har du Gaven igjen; ingen Skjænk
tager jeg med fra det Hus, hvor min Fader er forhaanet!
Gunnar.
Thorolf, saa hør dog!
Thorolf.
Lad mig gaa! Men see se dig for skulde baade du og
Faksimile

s. 56

Hjørdis; thi min Fader har i denne Stund den i sin Vold,
som er eder dyrest af Alle!
Hjørdis (studsende).
Din Fader har –!
Gunnar (med et Udraab).
Hvad siger du!
Sigurd (hæftigt).
Hvor er Ørnulf?
Thorolf (med Haanlatter).
Sørpaa, – med mine Brødre!
Gunnar.
Sørpaa!
Hjørdis (udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor Søn!
Gunnar.
Dræbt! – Egil dræbt! Da vee ve Ørnulf og al hans
Æt! Thorolf, sig frem frem; – er det sandt!
Sigurd.
Gunnar, Gunnar, – hør mig!
Gunnar.
Sig frem, ifald du agter dit Liv!
Thorolf.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min Fader kommer;
Nidstang skal han reise mod Gunnars Gaard! Men du,
Hjørdis, – glæd dig imens ved de Ord jeg hørte idag:
Faksimile

s. 57

«Før det kvældes skal Gunnar Herse og hans Hustru ikke have
nogen Afkom at rose sig af!» (gaar ud i Baggrunden).
Gunnar (i dybeste Smærte smerte ).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!
Hjørdis (vildt).
Og du – du lader ham gaa! Lader Egil Egil, din Ætling,
ligge uhævnet! Hvermands Niding skal du være ifald –!
Gunnar (som ude af sig selv).
Et Sværd, – en Øxe! Det er det sidste Bud han
bringer!
(griber en Øxe fra en af de Omstaaende og iler ud).
Sigurd (vil følge efter).
Gunnar, styr dig!
Hjørdis (holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kjender Gunnar!
(Et Udraab høres fra Mængden, der er stimlet sammen ved Udgangen).
Sigurd og Dagny.
Hvad er er det?
En Stemme blandt Mængden.
Thorolf faldt!
Sigurd.
Thorolf! Ha, slip!
Dagny.
Min Broder! O, min Broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles Mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster
Øxen fra sig ved Døren).
Faksimile
s. 58
Fjerde Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige undtagen Thorolf. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Gunnar.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
Sigurd.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap paa Haanden.
Gunnar.
Kanhænde Kan hænde , kanhænde kan hænde ; men Egil, Egil, min fagre Gut!
Hjørdis.
Væbne os maa vi nu og søge Hjælp hos vore Venner;
thi Thorolf har mange Eftermaalsmænd.
Gunnar (mørk).
Selv vil han blive sin værste Hævner; han vil staa mig
for Sindet Nat og Dag.
Hjørdis.
Thorolf fik sin Løn. For Frænders Færd maa Frænder lide.
Gunnar.
Vel sandt; men det veed ved véd jeg, at jeg var gladere i Hu
før Drabet.
Hjørdis.
Blodnatten er altid den værste, værste; – naar den er over, saa
gaar det nok. Ved skjændig List har Ørnulf fremmet sin
Hævn; i aaben Strid vilde han ikke gaa mod os, lod som
han var forligeligt sindet, og falder saa over vort værgeløse
Barn! Ha, jeg saa mere grant end I, I; jeg tænkte nok at
Faksimile

s. 59

Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg Aarsag til
at ægge dig mod ham og al hans falske Æt!
Gunnar (ophidset).
Det havde du! Ringe er min Hævn at regne mod
Ørnulfs Udaad. Han mistede misted Thorolf, men har dog sex
Sønner igjen, og jeg ingen – ingen!
En Huskarl
(ilsomt fra Baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer!
Gunnar.
Ørnulf!
Hjørdis og flere Mænd.
Til Vaaben! Til Vaaben!
Dagny (paa samme Tid).
Min Fader!
Sigurd
(som greben af en Anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
Gunnar (drager Sværdet).
Op alle Mænd! Hævn over Egils Bane!
Femte Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Ørnulf kommer ind med Egil paa Armen.
Gunnar (med et Skrig).
Egil!
Ørnulf.
Her har I liden Egil igjen!
Faksimile
s. 60
Alle (mellem hverandre).
Egil! Egil lever!
Gunnar (lader Sværdet falde).
Vee Ve mig; hvad har jeg gjort!
Dagny.
O, Thorolf, min Broder!
Sigurd.
Jeg tænkte det nok!
Ørnulf (sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre Gut!
Egil.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gjøre mig Ondt, som
du sagde da jeg reiste!
Ørnulf (til Hjørdis).
Nu har jeg givet Bod for din Fader; nu tænker jeg nok
vi kan forliges.
Hjørdis
(med undertrykt Bevægelse).
Kanhænde Kan hænde !
Gunnar (ligesom opvaagnende).
Er det en hæslig Drøm drøm, der forvilder mig! Du – du
bringer Egil hjem!
Ørnulf.
Som du seer ser ; men det maa du vide, at han har været
Døden nær.
Faksimile
s. 61
Gunnar.
Det ved jeg.
Ørnulf.
Og glædes ikke mere over at han kommer?
Gunnar.
Var han kommen tidligere, saa skulde jeg glædet mig mere
derover. Men siig sig mig Alt, – hvad der er hændt!
Ørnulf.
Det er snart sagt. Kaare Bonde lagde onde Raad op
mod eder; med andre Ugjerningsmænd foer for han sørpaa efter
Egil.
Gunnar.
Kaare! (sagte.) Ha, nu skjønner jeg Thorolfs Ord!
Ørnulf.
Hans Færd kom mig for Øre; slig Udaad maatte aldrig
øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gjerne, Gunnar,
havde jeg fældet dig i Holmgang, ifald saa skulde være, –
men din Æt maatte jeg dog frede om; med mine Sønner
foer for jeg da efter Kaare.
Sigurd (sagte).
En usalig Daad er her øvet!
Ørnulf.
Da jeg kom til, laa Egils Følgesvende bundne, din Søn
var alt i dine Uvenners Magt, og længe skulde de ikke have
sparet ham. Heed Hed blev Kampen da! Hvassere Sværdhug har
Faksimile

s. 62

jeg skjeldent sjeldent skiftet; Kaare og to Mænd flygtede flygted op paa Landet,
de Andre sove sover trygt og vil være tunge at vække.
Gunnar (i stærk Spænding).
Men du – du Ørnulf –?
Ørnulf (mørk).
Sex Sønner fulgte mig i Striden.
Gunnar (aandeløs).
Men hjemad?
Ørnulf.
Ingen.
Gunnar (forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb Bevægelse blandt Mængden. Hjørdis synes at kjæmpe en stærk indre Kamp, kamp;
Dagny græder stille ved Høisædet tilhøire til højre . Sigurd staar smærteligt bevæget hos hende).
Ørnulf.
(efter et kort Ophold.)
Tungt er det at staa som en frodig Gran, og saa at
kvistes af i et eneste Uveir. Dog, Mand skal leve efter
Mand; – ræk mig et Horn, horn; jeg vil drikke mine Sønners
Minde. (En af Sigurds Mænd bringer et Horn.) Hil eder der I nu ride rider ,
mine djærve Sønner! Kobberportene skal ikke slaa i paa eders
Hæle, thi I komme kommer til Hallen med mange Mænds Følge!
(drikker og giver Hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs
Heltefærd er forbi; det gamle Træ har kun en grøn Gren
igjen, og den maa fredes om. Hvor er Thorolf?
Egil (til sin Fader).
Ja viis vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skjære
et Skib til mig med mange, mange Hærmænd i Stavnen.
Faksimile
s. 63
Ørnulf.
Prise maa jeg alle gode Vætter at ikke Thorolf fulgte
med; thi hvis ogsaa han, – – nei, saa stærk jeg end er,
det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer
han ikke? Altid var han den Første til at møde sin Fader;
thi det tyktes os Begge, som vi ikke kunde leve hinanden en
Dag foruden.
Gunnar.
Ørnulf, Ørnulf!
Ørnulf (med stigende Uro).
Tause staa står I Alle i Stuen, det seer ser jeg nu; – hvad
fattes, – hvor er Thorolf?
Dagny.
Sigurd, Sigurd, – det bliver blir ham det Tungeste!
Gunnar
(kjæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nei – – og dog, det kan jo ikke dølges –
Ørnulf (hæftigt).
Min Søn! Hvor er han! han?
Gunnar.
Thorolf er dræbt!
Ørnulf.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
Gunnar.
Jeg gav mit varmeste Hjerteblod for at vide ham ilive!
Faksimile
s. 64
Hjørdis (til Ørnulf).
Selv er Thorolf Skyld i det som hendte hændte ; med mørke
Taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde
dræbt ham, ham; – halvt i Ufred skiltes vi sidst fra hverandre, hverandre; du
har før voldt Mandefald i min Æt, æt; – og, foruden det, –
som en kaadmundet Svend sad Thorolf ved Gildet, gildet; han æg-
gedes ved Skjemt skemt, og gav mange onde Ord fra sig, sig; – først da
var det at Gunnar harmedes, harmedes; først da bar han Vaaben paa
din Søn; vel skulde jeg mene, han havde skjellig Aarsag til
den Gjerning.
Ørnulf (rolig).
Det kjendes paa dig at du er en Kvinde; thi du bruger
mange Ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, saa er hans
Saga ude.
Egil.
Naar Thorolf er dræbt, saa faar jeg ingen Hærmænd.
Ørnulf.
Nei, Egil, – nu har vi mistet vore Hærmænd, baade du
og jeg. (til Hjørdis) Din Fader kvad:
«Jøkuls Æt skal Jøkuls Bane
Volde Vee ve paa alle Veie».
Godt har du nu sørget for at hans Ord kan sandes.
(tier lidt og vender sig til en af Mændene) Hvor fik han Banehugget?
Manden.
Tvers over Panden.
Ørnulf (tilfreds).
Hm, Hm; det er hæderligt Sted; saa har han ikke vendt
Faksimile

s. 65

Ryggen til. Men faldt han mod Siden, eller ind mod
Gunnars Fødder?
Manden.
Halvveis mod Siden og halvveis mod Gunnar.
Ørnulf.
Det spaar kun halv Hævn; ja, ja, – vi skal see se !
Gunnar (nærmer sig).
Ørnulf, vel veed ved véd jeg, at ikke alt mit Gods kan veie Tabet
op; men kræv af mig hvad du vil –
Ørnulf (strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs Lig, og lad mig gaa! Hvor ligger han?
Gunnar
(peger taus mod Baggrunden).
Ørnulf
(gjør et Par Skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og Flere,
der deeltagende deltagende vil følge ham:)
Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af Sørgehuset,
som en klynkende Kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel aarker
jeg Thorolf alene. (med rolig Kraft). Sønneløs gaar jeg, jeg; men
Ingen skal sige at han saa mig bøiet! (han gaar langsomt ud).
Sjette Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige undtagen Ørnulf. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Hjørdis (med tvungen Latter).
Ja, lad ham gaa, som han vil; mandstærke trænge trænger vi
ikke til at være, om han kommer med Ufred igjen! Nu,
Dagny, – nu tænker jeg det er sidste Gang din Fader stævner
fra Island i sligt Ærinde ærind !
5
Faksimile
s. 66
Sigurd (oprørt).
O, skjændigt!
Dagny (ligesaa).
Forhaane ham kan du! Forhaane ham – efter det, som
her er øvet!
Hjørdis.
Er Gjerningen gjort, saa skal den ogsaa prises! Had
og Hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls Drab kunde jeg
glemme, alt Andet, – kun ikke at han skjændede skænded mine Kaar.
Frilleviv kaldte han mig; er det saa, da har jeg ingen Skam
deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din Fader, fader; han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen Husbond!
Dagny (i stærkt Oprør).
Der feiler du, Hjørdis, – og ret nu skal Alle vide, at
du lever under ræd Mands Tag!
Sigurd (hæftigt).
Dagny, hvad vil du!
Gunnar.
Ræd!
Hjørdis (med Haanlatter).
Vidløst taler du der!
Dagny.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du haanede håned
min Fader og mine faldne Brødre, brødre; jeg taug mens Ørnulf
var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en
Nidings Haand; men nu, nu; – pris aldrig Gunnar for hin Daad
paa Island, Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som laa draget
Faksimile

s. 67

mellem dig og Ransmanden, det hænger ved min Husbonds
Side, – og Ringen, som du drog af din Arm, den gav du til
Sigurd, (drager den af og holder den høit iveiret). her er den!
Hjørdis (vildt).
Sigurd!
Mængden.
Sigurd! Sigurd øvede øved Daaden!
Hjørdis
(skjælvende af Sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt!
Gunnar (med ædel Ro).
Sandt er Alt; kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken
ræd eller Niding? niding.
Sigurd (bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været!
(til de Øvrige) Afsted, mine Mænd! Afsted, herfra!
Dagny
(ved Udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste Mand i Laget, min Husbond
eller din! (hun gaar ud med Sigurd og hans Følge.)
Hjørdis (for sig selv).
Nu har jeg kun een en én Gjerning igjen; – kun een en én Daad
at pønse paa: Sigurd eller jeg maa dø!

5*
Faksimile
Tredie Akt HANDLING AKT .

Stuen hos Gunnar Herse. Det er Dag.
Første Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Hjørdis sidder paa Bænken lige for det mindre Høisæde beskjæftiget med at flætte flette
en Buesnor; paa Bordet ligger en Bue og nogle Pile; pile.[HIS: resten av sceneanvisningen mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] kort efter kommer Gunnar fra
Baggrunden.
Hjørdis
(idet hun strækker Snoren).
Den er seig og stærk; (med et Blik paa Pilene) Kolven baade
skarp og tung – (lader Hænderne synke ned i Skjødet) men hvor findes
den Haand som –! (hæftigt) Forhaanet, forhaanet af ham, – af
Sigurd! Jeg maa hade ham mere end Andre, det mærker
jeg godt; men mange Dage skal ikke gaa med, før jeg har –
(grublende.) Ja, men Armen, Armen, som skal øve den Daad –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld tankefuld fra baggrunden ).
Hjørdis
(efter et kort Ophold).
Hvor gaar det dig, min Husbond?
Gunnar.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igaar, det vil ikke ret glide
ned; det ligger og tynger mig for Hjertekulen.
Hjørdis.
Gjør som jeg; tag dig til at virke Noget.
Faksimile
s. 69
Gunnar.
Det maa jeg vel.
(Pause; Gunnar gaar frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende).
Gunnar.
Hvad gjør du der?
Hjørdis (uden at see se op).
Binder en Buesnor; det ser du nok.
Gunuar Gunnar .
En Buesnor – af dit eget Haar!
Hjørdis (smilende).
Der avles Stordaad med hver Time nuomstunder; du
vog min Fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden Daggry.
Gunnar.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis ( seer ser op).
Hvad er det?
Gunnar.
Hvor var du inat?
Hjørdis.
Inat?
Gunnar.
Du var ikke i Sovestuen.
Hjørdis.
Det veed ved véd du?
Faksimile
s. 70
Gunnar.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige Drømme drømme,
dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som
han kom – naa ja, jeg vaagnede vågned ; da hørtes det som en
fager, forunderlig Sang over Huset; jeg stod op, op; glyttede glytted paa
Døren, døren; – herinde, her sad du ved Stokilden, – den brændte
blaa og rød, – du skjæftede skæfted Pile og kvad Galder over dem.
Hjørdis.
Den Gjerning var nyttig; thi haardt er Brystet, som skal
rammes idag.
Gunnar.
Jeg skjønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
Hjørdis.
Hm, kan hænde.
Gunnar
Det skeer sker dig aldrig til Villie vilje . Med Sigurd holder jeg
Fred, saa stærkt du end ægger mig.
Hjørdis (smilende).
Mener du det?
Gunnar
Det veed ved véd jeg!
Hjørdis
(rækker ham Snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den Knude der?
Gunnar (forsøger det).
Nei, den er flættet flettet for fast og kunstigt.
Faksimile
s. 71
Hjørdis (reiser sig).
Nornens Spind er kunstigere flættet, flettet; flettet, det kan du end
mindre løse!
Gunnar.
Krumme ere er de Mægtiges Veie, veje; – dem kjender hverken
du eller jeg.
Hjørdis.
Et veed ved véd jeg dog vist visst : at Sigurd vil volde usalige Kaar
for os Begge.
(Pause; Gunnar staar fordybet i sig selv.)
Hjørdis
(der i Stilhed har holdt Øie med ham).
Hvad tænker du paa?
Gunnar.
Paa en Drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at
jeg havde øvet det Værk, du nu kræver; Sigurd laa slagen
paa Marken, marken; du stod hos og var saare bleg. Da sagde jeg:
«Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?» vilde»? Men du
lo og svarede svared : «Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar,
laa der i Sigurds Sted.» sted».
Hjørdis
(med tvungen Latter).
Ilde maa du kjende mig, naar slig uvittig Drøm kan
være dig hinderlig!
Gunnar.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om Stuen
her?
Faksimile
s. 72
Hjørdis.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – saa tykkes det mig stundom
for trangt herinde.
Gunnar.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi ere er Een en formange.
Hjørdis.
Kanhænde Kan hænde To.
Gunnar
(der ikke hørte hendes Ytring).
Men det skal bødes paa.
Hjørdis
( seer ser spørgende paa ham).
Bødes paa? Du er da tilsinds at –?
Gunnar.
At ruste mine Hærskibe og fare fra Landet; jeg vil
vinde den Hæder igjen, som jeg nu har mistet, fordi du var
mig kjærere end alle Ting.
Hjørdis (tankefuld).
Du farer fra Landet? Ja, ja, det tør vel være bedst
for os Begge.
Gunnar.
Alt fra den Dag vi stævnede stævned fra Island, saa jeg nok
at det ikke vilde gaa godt med os. Dit Sind er stolt og
stærkt; der ere er de Tider, da jeg fast ræddes for dig; men,
sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig saa kjær; der
staar en koglende Skræk af dig, – det bæres mig for, at du
Faksimile

s. 73

kunde lokke mig til Udaad, og at det vilde tykkes mig vel
gjort, alt det du krævede kræved . (med stille Hovedrysten). Ugrundeligt er
Nornens Raad; Sigurd skulde blevet din Husbond.
Hjørdis (udbrydende).
Sigurd!
Gunnar.
Ja Sigurd. Det er Had og Hævn, som forblinder dig,
ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg
været, da kunde jeg gjort dig Livet lysteligt at bære.
Hjørdis
(i stærk men undertrykt Bevægelse).
Og detdet mener du Sigurd kunde gjort?
Gunnar.
Han er stærk af Sind, og derhos stolt som du.
Hjørdis (hæftigt).
Hvis saa er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbry-
dende.)
Gunnar, tag Sigurds Liv!
Gunnar.
Aldrig!
Hjørdis.
Ved List og Svig blev jeg din Hustru, hustru; – det skal være
glemt! Fem glædeløse Aar har jeg siddet her, her; – glemt skal
Alt være fra den Dag, da Sigurd ikke lever mere!
Gunnar.
Af min Haand skal ingen Meen men mén voldes ham (viger uvil-
kaarligt tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
Faksimile
s. 74
Hjørdis.
Saa maa jeg finde mig en anden Hævner; længe skal
ikke Sigurd tale Forhaanelsens Ord over mig og dig! (knytter
Hænderne i krampagtig Forbittrelse.)
Hos hende – den eenfoldige enfoldige Kvinde –
hos hende sidder han kanhænde kan hænde nu i Enrum, leflende, og leer ler
over os; mæler om al den Tort, som overgik mig, da han
ranede raned mig i dit Sted, sted; fortæller at han listeligt lo lo, der han
stod i det mørke Bur, og jeg ikke kjendte ham!
Gunnar.
Det gjør han ikke, ikke; det gjør han ikke!
Hjørdis (stærkt).
Sigurd og Dagny maa dø! Jeg kan ikke trække Veiret
før de To ere er borte! (træder tæt hen til ham med funklende Øine og siger
vildt, men hviskende.)
Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, –
da skulde jeg leve med Elskov hos dig, dig; da skulde jeg kryste
dig i mine Arme saa varmt og saa vildt, som du aldrig har
drømt det!
Gunnar (vaklende).
Hjørdis! Vilde du –!
Hjørdis.
Haand paa Værket, Gunnar, – saa skal de tunge Dage
være forbi; ikke skal jeg da længere gaa af Stuen naar du
kommer, kommer; ikke tale umilde Ord og døve dit Smil, naar du er
glad; jeg skal klæde mig i Pel og i kostelige Silkeklæder;
farer du i Leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom Færd,
jeg rider dig næst; ved Gildet skal jeg sidde hos dig, fylde
dit Horn, drikke dig til og kvæde fagre Kvad, der kan fryde
dit Hjerte!
Faksimile
s. 75
Gunnar
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –!
Hjørdis.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun Hævn!
Hævn over Sigurd og Dagny, og saa skal jeg – (standser da
hun seer ser Døren aabnes.)
Dagny, – kommer du hid!
Anden Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Dagny fra Baggrunden.
Dagny.
Du skynde dig, Gunnar Herse, herse; – lad dine Mænd ruste sig. sig!
Gunnar.
Ruste sig? Mod hvem?
Dagny.
Kaare Bonde kommer med mange fredløse Folk, folk; han vil
dig ilde; Sigurd hindrede hindred ham nylig, nylig; men hvo kan vide –
Gunnar (bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig!
Dagny.
Sigurd er dig forvist en fuldtro Ven.
Gunnar.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte paa – på –; ja, det er som
jeg siger, Troldom trolddom ligger over al din Tale; hver en Daad
tykkes mig fager, naar du nævner den.
Faksimile
s. 76
Dagny (forundret).
Hvad mener du?
Gunnar.
Intet, Intet! Tak for Budskabet, Dagny; nu gaar jeg
at samle mine Svende. (vender sig mod Udgangen, men standser og nær-
mer sig igjen.)
Sig mig mig, – hvor gaar det Ørnulf?
Dagny (sænker Hovedet).
Spørg ikke om det. Igaar bar han Thorolfs Lig til
Skibene; nu kaster han en Haug ved Stranden, stranden; – der skal
hans Sønner lægges.
(Gunnar tier og gaar ud i Baggrunden.)
Tredie Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Hjørdis og Dagny. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Dagny.
Før Kveldstid er der ingen Fare (nærmer sig). Hjørdis,
jeg har et Ærinde ærind til paa Gaarden; det er til dig jeg kommer.
Hjørdis.
Til mig? Efter det det, som gik for sig igaar?
Dagny.
Mest efter det. Hjørdis, Fostersøster, bær ikke Had til
mig; glem de Ord, som Sorg og onde Vætter lagde mig i
Munden, munden; forlad mig al den Tort jeg voldte dig, dig; thi, tro du
mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
Hjørdis.
Usalig – du; – Sigurds Hustru?
Dagny.
Mit Værk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yp-
pet Strid, at Thorolf faldt, at al den Forhaanelse overgik
Gunnar og dig. Alt er jeg Skyld i! Vee Ve mig, mig; – saa gode
vare var mine Kaar, kår; men aldrig bliver blir jeg glad mere efter denne Dag.
Faksimile
s. 77
Hjørdis
(som greben af en pludselig Tanke).
Men før – i de fem lange Aar – i al den Tid var Lyk-
ken med dig?
Dagny.
Kan du tvivle om det!
Hjørdis.
Hm, Hm; igaar tvivlede tvivled jeg ikke, men –
Dagny.
Hvad mener du?
Hjørdis.
Aa, ikke stort; lad os tale om andre Ting.
Dagny.
Nei vist visst ikke. Hjørdis, sig mig –!
Hjørdis.
Det gavner dig lidet; dog, siden du saa vil det – (med
et ondskabsfuldt Udtryk.)
Kan du mindes engang, hist paa Island, Island; –
vi vare var paa Thinget sammen med Ørnulf, din Fader, og sad
med vore Legesøstre i Thingboden, som Kvinders Skik er; da
kom to fremmede Mænd ind i Boden.
Dagny.
Sigurd og Gunnar.
Hjørdis.
De hilste os med høviske Lader, satte sig hos paa Bæn-
ken, og megen skjæmtsom skemtsom Tale blev da ført mellem os. Nogle
vare var der, som vilde vide vide, hvi de to Hærmænd kom til Landet,
Faksimile

s. 78

og om det ikke var for at hente sig Hustruer der paa Øen.
Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den
Kvinde, jeg kan fæste min Hu til.» Ørnulf lo, og mente det
skortede skorted ikke Island paa høiættede Kvinder og heller ikke paa
dem, der vare var rige; men Sigurd svarede svared : «Hugprud Hustru
har Helten behov. Den Den, jeg vil vælge, maa ikke finde sig i
at sidde i ringe Kaar, kår; ingen Hæder maa tykkes hende saa høi,
at hun jo higer efter den, den; i Viking maa hun villig følge mig, mig;
Hærklæder maa hun bære, bære; hun maa ægge mig til Strid og
ikke blinke med Øinene, der Sværdene lyne lyner ; thi er hun ræd af
Sind, da times mig liden Hæder.» Ei sandt, saa talte Sigurd?
Dagny (usikker).
Det gjorde han – men –
Hjørdis.
Slig skulde hun være, den Kvinde, som kunde gjøre ham
Livet fagert, fagert; og saa – (med et foragteligt Smil.) saa kaarede kåred
han dig!
Dagny
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –?
Hjørdis.
See Se , derfor har du vel vist dig stolt og høisindet, krævet
Hæder af Alle, paa det at Sigurd kunde hædres ved dig, dig; –
ei saa?
Dagny.
Nei, Hjørdis, men –
Hjørdis.
Til Stordaad har du dog ægget ham, fulgt ham i
Faksimile

s. 79

Hærklæder, og fundet det godt at være, hvor Striden brændte
som stærkest stærkest; – har du ikke?
Dagny.
(dybt bevæget).
Nei, Nei!
Hjørdis.
Har du da været ræd af Sind, saa at Sigurd voldtes
Skam derved?
Dagny (overvældet).
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
(haanligt smilende).
Men gode vare var dine Kaar i al den Tid; – mener du at
Sigurd kan sige det Samme!
Dagny.
Lad mig være. Vee Ve mig, mig; du har gjort mig for klog
paa mig selv!
Hjørdis.
Et skjæmtsomt skemtsomt Ord, saa græder du strax! Tænk nu ikke
mere paa det. See Se her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle
Pile fra Bordet)
– hvor spidse og skarpe, du! Ei sandt, jeg for-
staar mig godt paa at hvæsse Pile?
Dagny.
Og paa at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis!
Alt det du nys har sagt mig, mig, – paa det tænkte jeg aldrig før
(hæftigere). Men at Sigurd –! at At jeg i al den Tid skulde gjort
Faksimile

s. 80

ham Livet tungt og uhæderligt, uhæderligt; – nei, nei, det kan ikke være
sandt!
Hjørdis.
Naa, naa, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt.
Ja, var Sigurd endnu tilsinds tilsinds, som i fordums Dage, da kunde
det saa være; dengang stod al hans Hu og Higen til at blive
den ypperste Mand i Landet, landet; – nu nøies han med ringere
Lykke.
Dagny.
Nei Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg seer ser
det vel, jeg er ikke den rette Hustru for ham; han har dulgt
det for mig, mig; men saaledes skal det ikke blive ved.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Dagny.
Jeg vil ikke hænge som en Tyngsel ved hans Færd, færd; jeg vil
ikke længere være ham hinderlig.
Hjørdis.
Du tænker da paa –?
Dagny.
Stille, der kommer Folk!
Fjerde Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] En Huskarl fra Baggrunden.
Karlen.
Sigurd Viking kommer til Gaarden!
Faksimile
s. 81
Hjørdis.
Sigurd! Saa lad Gunnar kalde hid.
Karlen.
Gunnar red ud for at samle sine Grander; thi Kaare
Bonde vil –
Hjørdis.
Godt, Godt, det veed ved véd jeg; gaa da! (Karlen gaar; til Dagny Dagny,
der ligeledes vil gaa)
Hvor vil du hen?
Dagny.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at
vi maa skilles, det skjønner jeg nok, nok; men nu at stedes til
Møde med ham, – nei, nei, det kan jeg ikke.
(gaar ud til Venstre).
Hjørdis.
( seer ser en Stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter Tanken ved et Blik paa
Buesnoren)
Ringe Hævn havde det været; – nei, nu hug jeg
bedre til! Hm, Hm; det er tungt at dø, dø men stundom er det dog
værre at leve!
Femte Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Hjørdis. Sigurd fra Baggrunden.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned,
ret nu kommer han (vil gaa).
Sigurd.
Nei bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
6
Faksimile
s. 82
Hjørdis.
Mig?
Sigurd.
Og vel var det jeg traf dig alene.
Hjørdis.
Kommer du for at krænke mig, saa er det dig vist visst lidet
hinderligt om Stuen stod fuld baade af Mænd og Kvinder.
Sigurd.
Aa ja, jeg kjender saa godt de Tanker du har om mig.
Hjørdis (bittert).
Jeg gjør dig Uret kan hænde! Nei, nei, Sigurd, forgiftig har
du været for alle mine Levedage. Kom ihu, det var dig, som
øvede øved hin skjændige List, list; det var dig, som sad hos mig i Buret,
gjøglede gøgled Elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort
til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer for
saa fra Landet med den Kvinde, du havde kjær!
Sigurd.
Mangt Værk mægter Mænds Villie vilje at fremme, fremme; men de
store Gjerninger styres af Skjæbnen, – saa er det gaaet med
os To.
Hjørdis.
Vel sandt; onde Norner raade råder over Verden, verden; men deres
Magt er ringe, ifald de ikke finde finder Hjælpere i vort eget Bryst.
Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i Strid mod
Nornen; – det er det jeg nu vil gjøre.
Sigurd.
Hvad mener du?
Faksimile
s. 83
Hjørdis.
Jeg vil vove en Styrkeprøve med dem – med dem, som ere er
over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at
gjøre idag. (hun sætter sig ved Bordet).
Sigurd
(efter et kort Ophold).
Du virker gode Vaaben for Gunnar.
Hjørdis
(med et stille Smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.
Sigurd.
Det maa vel komme ud paa Et.
Hjørdis.
Aa A Å ja, det maa vel saa; thi er jeg Nornen voxen, da
skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bag-
over mod Bordet, seer ser smilende paa ham og siger med forandret Udtryk i Stemmen:)

Hm, Hm; Veed ved véd du du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min
Fryd ved at male mig lystelige Billeder i Sindet; jeg sidder
da og lukker Øinene og tænker: Nu kommer Sigurd hin Stærke
til Landet, landet; – han vil brænde os inde, mig og min Husbond.
Alle Gunnars Mænd ere er faldne, faldne; kun han og jeg ere er igjen; –
de tænde tænder Taget udenfra; – «Et Bueskud,» siger Gunnar Gunnar, «et
eneste kan frelse os;» – da brister Snoren – «Hjørdis, skjær
en Flætning fletning af dit Haar og gjør en Buesnor deraf, – det
gjælder Livet!» Men jeg leer ler – «Lad brænde, lad brænde –
Livet er mig ikke en Haandfuld Haar værd!»
Sigurd.
Der er en sælsom Magt i al din Tale (nærmer sig.)
6*
Faksimile
s. 84
Hjørdis
( seer ser koldt paa ham).
Du sætter dig hos mig?
Sigurd.
Du tænker jeg er dig gram af Hjertet. Hjørdis, det er
sidste Gang vi tales ved; der er Noget, som nager mig lig
en Sot, og paa den Viis vis kan jeg ikke reise; du maa kjende
mig bedre.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Sigurd.
Fortælle dig en Saga.
Hjørdis.
Er den tung?
Sigurd.
Tung, som Livet selv.
Hjørdis (bittert).
Veed Ved Véd du du, at Livet kan være tungt?
Sigurd.
Døm om det naar min Saga er ude.
Hjørdis.
Saa fortæl; jeg arbeider imens.
(han sætter sig paa en liden Krak ved hendes høire[HIS: Kun rester av 'r'.] Side).
Sigurd.
Der var engang to unge Hærmænd, som seilede sejled fra Norge
Faksimile

s. 85

for at vinde Gods og Hæder; de havde tilsagt hinanden Ven-
skab venskab, og holdt ærligt sammen saa vide de end foer for om.
Hjørdis.
Og de to unge Hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
Sigurd.
Aa ja, vi kan kalde dem saa. Langt om længe kom de
til Island; der boede bode en gammel Landnamsmand, som var
faret fra Norge i Kong Haralds Tider. Han havde to fagre
Kvinder i sit Hus, hus; men den ene, hans Fosterdatter, var dog
den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af Sind, og
Hærmændene talte om hende mellem sig, og Ingen af dem
havde seet set fagrere Kvinde, saa tykkes tyktes dem Begge.
Hjørdis (spændt).
Begge? Vil du spotte mig!
Sigurd.
Gunnar tænkte paa hende Nat og Dag, og det gjorde
nok Sigurd med, med; men begge taug, og paa hende var ikke at
mærke om Gunnar huede hued hende, hende; men at hun ei var Sigurd
god, det var lettere at skjønne.
Hjørdis (aandeløs).
Bliv ved, det beder jeg –!
Sigurd.
Dog, desmere maatte Sigurd tænke paa hende, hende; men det
var der Ingen som vidste om. Da hændte det sig en Kvæld
at der var Drikkelag, og svor da hin stolte Kvinde at ingen
Mand skulde eie hende, uden den, der øvede øved et Storværk, som
hun nævnte. Høit slog da Sigurds Bryst af Fryd, fryd; thi han
Faksimile

s. 86

kjendte Kraft i sig til at øve Daaden; men Gunnar tog ham
i Enrum, nævnte om sin Elskov, elskov; – Sigurd taug med sin sin, og
gik saa til –
Hjørdis (udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den Saga – er den
sand?
Sigurd.
Det er den. En af os maatte jo vige; Gunnar var
min Ven, ven; paa anden Viis vis kunde jeg ikke handle. Saaledes
blev du Gunnars Viv, og jeg fæstede fæsted en anden Kvinde.
Hjørdis.
Og fik hende kjær?
Sigurd.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun een en én Kvinde,
som Sigurd har elsket, og det er den Kvinde, som var ham
gram fra den første Dag de mødtes (reiser sig). Her ender min
Saga, lad os skilles nu nu. – Farvel, Gunnar Herses Hustru, hustru; vi
mødes aldrig mere.
Hjørdis (springer op).
Nei bliv! Vee Ve Ve os Begge; Sigurd, hvad har du gjort!
Sigurd (studsende[HIS: Kun rester av siste 's' i 'studsende'.]).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
Hjørdis.
Og alt det siger du mig nu! Men nei, – det kan ei
være Sandhed!
Faksimile
s. 87
Sigurd.
Det er sidste Gang vi tales ved; hvert Ord er Sand-
hed, sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor maatte
jeg tale nu.
Hjørdis.
(folder uvilkaarligt Hænderne og seer ser paa ham i stille Forbauselse:)
Elsket – elsket mig – du! (hæftigt, idet hun træder tæt hen til ham:)
Jeg troer tror dig ikke! ( seer ser stivt paa ham og udbryder i vild Smerte) Jo,
det er sandt og – usaligt for os Begge!
(slaar Hænderne for Ansigtet og fjerner sig).
Sigurd (forfærdet).
Hjørdis!
Hjørdis
(stille, kjæmpende mellem Graad og Latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var knn kun det jeg mente, at –
(lægger Haanden paa hans Arm.) Sigurd, du har ikke sagt din Saga
tilende; hin stolte Kvinde, som du nævnte, – hun har elsket
dig igjen!
Sigurd (farer tilbage.)
Du!
Hjørdis (med Fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skjønner jeg nu. Du
siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en Kvinde
bedre gjøre? Kunde jeg byde min Elskov frem, da var jeg dig
lidet værdig. Du tykkes tyktes mig stedse at være den ypperligste af
alle Mænd, mænd; og saa at vide dig som en andens Husbond, –
det voldte mig hin bitre Vee ve , som jeg ikke selv forstod!
Faksimile
s. 88
Sigurd (rystet).
Et usaligt Spind hvr har Nornen spundet om os To.
Hjørdis.
Selv er du Skyld deri; stærkt og kjækt sømmer det sig
Manden at handle. Da jeg satte hint svære Vilkaar for den
der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist paa dig, dig; – og dog
kunde du –!
Sigurd.
Jeg kjendte Gunnars Sjælesot, sjælesot; jeg alene kunde læge den, den; –
hvad var vel saa for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg
vidst det jeg nu veed ved véd , da tør jeg lidet svare for mig selv;
thi Elskov er saa stærk en Magt.
Hjørdis (rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt Spil har skilt os ad i
lange Aar; nu er Knuden løst; de Tider, som komme kommer , skal
give os Vederlag.
Sigurd (hovedrystende).
Det kan ei skee ske ; vi maa jo skilles igjen.
Hjørdis.
Det maa vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige
uden at blues; thi min Elskov er ikke leflende, som de vege
Kvinders; var jeg en Mand, – ved alle vældige Magter, jeg
kunde endda elske dig saaledes, som jeg nu gjør det! Op da,
Sigurd! Lykken er vel en Stordaad værd, værd; vi ere er Begge fri fri,
naar vi selv vil det, og saa er Legen vunden.
Sigurd.
Fri? Hvad mener du?
Faksimile
s. 89
Hjørdis.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være
for dig? Ikke mere end Gunnar gjælder i mine lønlige Tan-
ker. Hvad Magt ligger der paa, om to usle Liv forspildes!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.
Lad Gunnar blive her, her; lad Dagny fare til Island med
sin Fader; jeg følger dig i Staal og Plade plade, hvor du stevner
hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din Hustru jeg vil
følge dig; thi jeg har hørt en Anden til, og den Kvinde
lever, som før har hvilet dig nær. Nei Nej, Sigurd, ikke som
din Hustru, men som hine stærke Kvinder, som Hildes Søstre
vil jeg følge dig, ildne dig til Strid og til mandig Færd færd,
saa at dit Navn kan gaa vidt over Landene, landene; i Sverdlegen sværdlegen vil
jeg staa dig næst, færdes blandt dine Kjæmper i Uveir og
Vikiugstævne, vikingstævne; og naar dit Drapa kvædes, da skal det bære
Bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
Sigurd.
Saa var engang min fagreste Drøm, nu er det for sent;
Gunnar og Dagny staa står mellem os, og der har de Begge Ret
til at staa. Jeg ødte min unge Elskov for Gunnars Skyld, skyld; –
skal jeg bære Kviden derved, saa maa ikke min Gjerning være
forfængt fåfængt . Og nu Dagny Dagny; – troskyldig og fuld af Lid foer for
hun fra Hjem og Frænder; ingen Tid maa hun tænke at jeg
længtes mod Hjørdis, saa tidt hun tog mig i Favn.
Hjørdis.
Og for slig Sags Skyld vil du lægge en Tyngsel paa
Faksimile

s. 90

dit Liv! Hvad fik du da Kraft og Styrke til, og derhos alle
Sindets ypperlige Gaver? Og mener mener du det nu længer kan være
sømmelig Lod for mig at sidde paa Gunnars Gaard? Nei,
Sigurd, tro du mig, her er Mangt at tage Haand i for en
Mand som du. Erik styrer Norges Rige, reis dig mod ham, ham;
mange gode Kjæmper vil stille sig hen som dine haandgangne
Mænd, mænd; med utvingelig Magt vil vi gaa frem, stride og virke,
og aldrig hvile før du sidder paa Haarfagers Kongestol!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis, saa har jeg drømt i min vilde Ung-
dom; lad det være glemt, glemt; – frist mig ikke!
Hjørdis (med Høihed).
Det er Nornens Raad at vi to skal holde sammen, sammen; det
kan ei ændres; grant seer ser jeg nu mit Hverv i Livet: at gjøre
dig berømmelig over alle Lande. Du har staaet for mig hver
Dag, hver Time jeg levede leved her; jeg vilde rive dig ud af mit
Sind sind, men mægtede mægted det ikke; nu gjøres det ei nødigt, nu da
jeg veed ved véd du elsker mig.
Sigurd (med tvungen Kulde).
Hvis saa er er, – da viid vid , – jeg har elsket dig; nu er det
forbi forbi; – jeg har glemt de Dage.
Hjørdis.
Sigurd, der lyver du! Saameget er jeg værd, at har
du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.
Sigurd (hæftigt).
Det maa jeg, jeg; det vil jeg nu!
Faksimile
s. 91
Hjørdis.
Lad saa være, være; men du kan det ikke! Hindre mig vil
du, du; det lykkes ei; endnu før Kvæld skal Gunnar og Dagny
vide Alt.
Sigurd.
Ha, det gjør du ikke!
Hjørdis.
Det gjør jeg!
Sigurd.
Da maatte jeg kjende dig ilde; høisindet tykkes tyktes du mig
før at være.
Hjørdis.
Onde Dage føde føder onde Tanker; for stor er den Lid, du
har sat til mig. Jeg vil, jeg maa følge dig dig, – ud i Livet
og i Striden; det er mig for lavt under Loftet i Gunnar
Herses Stue!
Sigurd (med Eftertryk).
Men Hæder mellem Mænd har du dog skattet høit; der
er skjellig Grund til Strid mellem mig og Gunnar. Ifald
nu han faldt for min Haand hånd, – vilde du endda røbe Alt og
følge mig?
Hjørdis (studsende).
Hvi spørger du saa?
Sigurd.
Svar mig først; hvad vilde du gjøre, ifald jeg blev din
Husbonds Banemand?
Faksimile
s. 92
Hjørdis ( seer ser stivt paa ham).
Da maatte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde faaet
dig fældet.
Sigurd (med et Smil).
Godt, Hjørdis, Hjørdis; – det vidste jeg vel.
Hjørdis (hastigt).
Men saa kan ei skee ske !
Sigurd.
Det maa skee ske ; selv har du nu kastet Tærning om Gun-
nars Liv og om mit!
Sjette Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Gunnar med nogle Huskarle fra Baggrunden.
Gunnar
(mørk, til Hjørdis).
See saa, så; nu spirer den Sæd du har saaet!
Sigurd (nærmer sig).
Hvad gaar dig imod?
Gunnar.
Sigurd, er det dig! Hvad der gaar mig imod? Ikke
Andet, end jeg vel maatte vente. Saasnart Dagny, din Hu-
stru, havde baaret Bud om Kaare Bonde, saa tog jeg min
Hest og red til mine Grander for at søge Hjælp mod ham.
Hjørdis (spændt).
Nu?
Faksimile
s. 93
Gunnar.
Tvær lød Talen hvorhelst jeg kom; min Færd mod Kaare
var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre
Ting med, som jeg ikke kan nævne, nævne; – jeg er jo en forhaanet
Mand, mand; det er mig paasagt at jeg har øvet Nidingsværk; det
holdes nu for Skjændsel at dele Sag med mig.
Sigurd.
Længe skal ikke det holdes for Skjændsel; før Kvælden
kommer skal du være mandstærk nok mod Kaare.
Gunnar.
Sigurd!
Hjørdis (sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok!
Sigurd
(med tvungen Styrke).
Men saa er ogsaa Freden ude mellem os; thi hør nu
mit Ord, Gunnar Herse, – du har fældet Thorolf, min Hu-
strus Frænde, og derfor stævner jeg dig til Holmgang imorgen
saasnart Solen rinder!
Hjørdis
(gjør i hæftig indre Bevægelse et Skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver
ubevægelig staaende under det Følgende)
.
Gunnar
(i høieste Overraskelse).
Til Holmgang –! mig Mig! ! – Du skjæmter skemter , Sigurd!
Sigurd.
Til Holmgang er du lovligt stævnet; det bliver blir et Brik-
kespil paa Liv og Død; En af os maa falde!
Faksimile
s. 94
Gunnar (bittert).
Ha, jeg skjønner det vel. Du var til Enetale med Hjør-
dis da jeg kom; hun har ægget dig paany!
Sigurd.
Kanhænde Kan hænde ! (halvt mod Hjørdis.) Høisindet Kvinde maa jo
værge om sin Husbonds Hæder (til Mændene i Baggrunden). Og
I, Karle, gaa nu til Gunnars Grander og sig dem at imor-
gen skifter han Sværdhug med mig; ræd vil Ingen nævne
den Mand, som bærer Vaaben paa Sigurd Viking!
(Karlene gaa går ud i Baggrunden).
Gunnar
(gaar raskt hen til Sigurd og trykker hans Hænder i stærk Bevægelse).
Sigurd, min bolde Broder, nu først forstaar jeg dig!
Du vover nu Livet for min Hæder, som du fordum vovede voved
det for min Lykke!
Sigurd.
Tak din Hustru; hun har mest Deel del i min Færd. Imor-
gen naar Solen rinder –
Gunnar.
Jeg møder dig (blød). Fosterbroder, vil du have et godt
Sværd af mig, mig; det er en kostelig Gave.
Sigurd.
Tak; men lad det hænge, hænge; – Ingen veed ved véd , om jeg næste
Kvæld har Brug for det.
Gunnar
(ryster hans Haand).
Farvel, Sigurd!
Faksimile
s. 95
Sigurd.
Farvel igjen og Lykke til Værket!
(De skilles, Gunnar gaar ud til Venstre, Sigurd kaster et Blik paa Hjørdis og gaar
ud i Baggrunden.
Hjørdis
(efter en Pause, sagte og tankefuld).
Til Holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og ud-
bryder derpaa, som greben af en stærk Beslutning.)
Lad falde hvem der vil, –
Sigurd og jeg skal endda blive sammen!

Faksimile
Fjerde Akt HANDLING AKT .

Ved Strandbredden. Det er Aften; Maanen sees ses fra og til mel-
lem mørke sønderrevne Uveirsskyer. I Baggrunden en sort, nylig
opkastet Gravhoug gravhaug .
Første Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Ørnulf sidder paa en Steen sten tilhøire til højre i Forgrunden med blottet Hoved, Albuerne
hvilende paa Knæerne og med Ansigtet skjult i sine Hænder. Hans Mænd grave graver ved
Haugen, Nogle lyse lyser med Tyrifakler. Efter et kort Ophold komme kommer Sigurd og
Dagny ud fra Baadhuset, hvor en lystig Stokild stokild brænder.
Dagny (dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage). Nei, tal ikke
til ham!
Sigurd.
Du har Ret, ret; det er fortidligt; lad ham heller sidde med
sig selv.
Dagny
(gaar over mod Høire og betragter Faderen med stille Sorg).
Saa stærk var han igaar da han tog Thorolfs Lig paa
Ryggen, ryggen; stærk var han mens de grov paa Hougen, haugen; men da
de Alle vare var lagte lagt derinde derinde, og Jord og Stene kastet over, over, – da
tog Sorgen ham, ham; da var det som han sluknede (tørrer Taarerne af).
Sig mig, Sigurd, naar tænker du at fare hjem til Island?
Sigurd.
Saasnart Uveiret stilner af og jeg faar endt min Handel
med Gunnar Herse.
Faksimile
s. 97
Dagny.
Og saa vil du kjøbe Land og bygge dig en Gaard og
aldrig fare i Leding mere?
Sigurd.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.
Dagny.
Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun
sagde at jeg lidet var dig værdig til Viv?
Sigurd.
Ja ja, Dagny, lid du paa mit Ord.
Dagny.
Saa er jeg glad igjen og vil prøve at glemme alt det
onde Værk, som her er øvet. I de lange Vinterkvælde vil vi
tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –
Sigurd.
Nei, Dagny, vil du vel mod os Begge, saa nævn al-
drig Hjørdis, naar vi sidde sidder hjemme paa Island!
Dagny (mildt bebreidende).
Ubilligt er dit Had til hende. Sigurd, Sigurd, det
ligner dig lidet!
En af Mændene (nærmer sig).
See Se saa, nu er Haugen istand.
Ørnulf
(ligesom opvaagnende).
Haugen? Er den – naa ja –
7
Faksimile
s. 98
Sigurd.
Tal nu til ham, Dagny. Dagny!
Dagny (nærmer sig).
Fader, det er koldt herude, herude; det trækker op til Uveir inat.
Ørnulf.
Hm, Hm; bryd dig ikke om det, Haugen er bygget tæt og
godt, godt; de ligge ligger lunt derinde.
Dagny.
Ja Ja, men du –
Ørnulf.
Jeg? Jeg fryser ikke.
Dagny.
Du har intet spist idag; vil du ikke gaa ind? Natverds-
bordet staar rede.
Ørnulf.
Lad Natverdsbordet staa; jeg er ikke sulten.
Dagny.
Men at sidde her saa stille; tro mig, det baader dig ikke, ikke;
du er lidet vant til det.
Ørnulf.
Vel sandt; der er Noget, som klemmer mig for Bringen;
jeg kan ikke trække Veiret.
(han skjuler igjen Ansigtet med sine Hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham).
Dagny.
Imorgen ruster du vel dit Skib og farer med til Island?
Faksimile
s. 99
Ørnulf (uden at see se op).
Hvad skal jeg der? Nei, jeg vil til mine Sønner.
Dagny ( smærteligt smerteligt ).
Fader!
Ørnulf (løfter Hovedet).
Gaa ind og lad mig sidde; har Uveiret legt om mig en
Nat eller to, saa er det gjort, tænker jeg.
Sigurd.
Sligt kan du ikke tænke paa!
Ørnulf.
Undres dig at jeg vil hvile? Mit Dagværk er jo endt, endt;
jeg har høilagt mine Sønner (hæftigt). Gaa fra mig! –
Gaa, gaa! (han skjnler skjuler igjen sit Ansigt.)
Sigurd
(sagte til Dagny, som reiser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.
Dagny
Nei, jeg faar friste et Raad til, til; – jeg kjender ham
(til Ørnulf). Dit Dagværk er endt siger du; det er det dog
ikke. Høilagt har du dine Sønner, sønner; – men du er jo Skald;
det sømmer sig at kvæde til deres Minde.
Ørnulf (hovedrystende).
Kvæde? Nei, nei; igaar kunde jeg det; idag er jeg for
gammel.
7*
Faksimile
s. 100
Dagny.
Det maa du dog; hæderlige Mænd vare var dine Sønner
alle; et Kvæde maa siges om dem, og det kan Ingen i Æt-
ten uden du.
Ørnulf
( seer ser spørgende paa Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
Sigurd.
Mig tykkes at saa er billigt; du faar gjøre som hun
siger.
Dagny.
Ilde vil det tykkes dine Grander paa Island, naar Ar-
veøllet skal drikkes over Ørnulfs Ætlinge, og intet Kvad er
digtet. Til at følge dine Sønner har du Tid nok.
Ørnulf.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du
siden kan riste Kvadet paa Kjævle!
(Mændene nærme nærmer sig med Faklerne, saa at der dannes en Gruppe om ham; han
tier lidt og tænker sig om, derpaa siger han:)

 
Sind, som Sorgen svær-mod stinger,
Savner Brages Glæde;
Sorgfuld Skald saa saare
Kvides ved at kvæde.

 
Skaldeguden skjænked
Evne mig at sjunge; sjunge; –
Klinge lad min Klage
For mit Tab, det tunge!
(reiser sig [HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.])
Faksimile
s. 101

 
Harmfuld Norne hærjed hærged
Haardt mig Verdens Veie, – veje,
Listed Lykken fra mig,
Ødte Ørnulfs Eie.

 
Sønner syv til Ørnulf
Blev af Guder givet; givet; –
Nu gaar Gubben eensom, ensom,
Sønneløs i Livet.

 
Sønner syv, saa fagre,
Fostret mellem Sværde,
Værned Vikings hvide
Haar hår, som gjævest Gjærde.

 
Nu er Gjærdet jævnet,
Mine Sønner døde, – døde;
Glædeløs staar Gubben,
Og hans Hus staar øde.

 
Thorolf, – du du, min Yngste!
Boldest blandt de Bolde!
Lidet gad jeg klage,
Fik jeg dig beholde!

 
Veen Vén du var, som Vaaren,
Mod din Fader kjærlig, – kærlig,
Arted dig at ældes
Til en Helt saa herlig.

 
Ulivssaar Ulivs-sår, usaligt usaligt,
Værste Vee ve mon volde,
Har min gamle Bringe
Klemt, som mellem Skjolde.
Faksimile
s. 102

 
Nidsyg Norne nødig
Nægted mig sit Eie, –
Dryssed Smærtens smertens Rigdom
Over Ørnulfs Veie.

 
Vegt er vist visst mit Værge; værge.
Fik jeg Guders Evne,
Een en én da blev min Idræt:
Nornens Færd at hævne! hævne.

 
Een En Én da blev min Gjerning; gerning:
Nornens Fald at friste; friste, –
Hun, som røved mig det som har mig røvet
Bedste og det Sidste! alt – og nu det sidste!

 
Har hun Alt mig røvet?
Nei, det har hun ikke, – ikke;
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs Mjød Suttungs mjød at drikke! drikke.
(med stigende Begeistring.)
 
Mine Sønner tog hun, hun;
Men hun gav min Tunge
Evnen til i Kvæder
Ud min Sorg at sjunge! sjunge.

 
Paa min Mund hun lagde
Sangens fagre Gave: gave; –
Lydt da lad den klinge klinge,
Selv ved Sønners Grave!

 
Hil jer da Hil jer , I Gjæve sønner gæve !
Hil jer jer, der I ride rider !
Gudegaven læger
Verdens Vee ve og Kvide kvider !
(han trækker et dybt Aandedrag, stryger Haaret fra Panden og siger roligt.)
Faksimile
s. 103
See Se saa; nu er Ørnulf stærk og sund igjen (til Mændene).
Kom med til Natverdsbordet, Drenge; vi har havt et tungt
Dagværk! (gaar med Karlene ind i Baadhuset.)
Anden Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd og Dagny. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Dagny.
Priset være de Høie i Himlen, som skjænkte mig saa godt
et Raad! (til Sigurd) Vil du ikke gaa ind?
Sigurd.
Nei, jeg har liden Lyst. Sig mig, ere er alle Ting rede
til imorgen?
Dagny.
Det ere er de; et silkesømmet Liin lin ligger inde paa Bænken;
men jeg veed ved véd forvist at du vil staa dig mod Gunnar, saa jeg
har ei grædt derved.
Sigurd.
Det give alle gode Magter magter, at du aldrig maa græde for
min Skyld (han standser og seer ser sér ud).
Dagny.
Hvad lytter du paa?
Sigurd.
Hører du ikke – der! (peger tilvenstre til venstre .)
Faksimile
s. 104
Dagny.
Jo, der gaar som et sælsomt Uveir over Havet!
Sigurd
(idet han gaar lidt op mod Baggrunden).
Hm, der vil nok regne haarde Hagl i det Uveir (raaber).
Hvem kommer?
Kaare Bonde (udenfor tilvenstre til venstre ).
Kjendte Folk, Sigurd Viking!
Tredie Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
De Forrige. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Kaare Bonde med en Flok bevæbnede Mænd fra Venstre.
Sigurd.
Hvor agte agter I jer hen?
Kaare.
Til Gunnar Herses Gaard!
Sigurd.
Med Ufred?
Kaare.
Ja, det kan du lide paa! Du hindrede hindred mig før; men
nu tænker jeg det er dig kjært nok!
Sigurd.
Kan vel være.
Kaare.
Jeg har hørt om din Handel med Gunnar; men gaar
det som jeg vil, saa kommer han med vege Vaaben til Mødet.
Faksimile
s. 105
Sigurd.
Det er vovsomt Værk du pønser paa; agt dig, Bonde!
Kaare (med trodsig Latter).
Lad mig om det; vil du takle dit Skib inat, saa skal
vi lyse op for dig! – Kom, alle Mand, – see se, se her gaar
Veien! (de gaa går Alle ud til Høire i Baggrunden.)
Fjerde Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd og Dagny; derefter Ørnulf og Karlene fra Baadhuset. [HIS: sceneanvisning mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Dagny.
Sigurd, Sigurd, den Ufærd maa du hindre!
Sigurd
(gaar rask hen til Døren og raaber ind:)
Op fra Bordet, Ørnulf; tag Hævn over Kaare Bonde!
Ørnulf
(kommer ud med de Øvrige:)
Kaare Bonde bonde, – hvor er han?
Sigurd.
Han stævner mod Gunnars Gaard for at brænde Folkene
inde!
Ørnulf.
Ha, ha, – lad ham det, saa faar jeg Hævn over Gunnar
og Hjørdis med det Samme; siden vil jeg søge Kaare.
Sigurd.
Nei, det er gavnløst Raad; Kaare maa du søge inat,
Faksimile

s. 106

hvis du vil ramme ham; thi er Udaaden øvet, saa stævner
han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til Holmgang, holmgang; han er
dig vis viss nok, ifald ikke jeg selv – naa ja, ligegodt, – inat maa
han skjærmes mod sine Uvenner; ilde var det om slig Ugjer-
ningsmand, som Kaare, tog Hævnen fra mig!
Ørnulf.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skjærme Thorolfs Bane, bane;
men imorgen maa han fældes!
Sigurd.
Han eller jeg, – det kan du lide paa!
Ørnulf.
Saa kom da til Hævn for Ørnulfs Æt!
(han gaar med Mændene tilhøire til højre i Baggrunden.)
Sigurd.
Dagny, følg med, med; – jeg maa blive, blive; thi Rygtet om Tve-
kampen er alt paa Vandring mellem Folk, og jeg kan ikke
møde Gunnar før Tiden kommer; men du, – styr og raad
din Fader; hæderligt maa han fare frem; i Gunnars Gaard
ere er mange Kvinder; ingen Meen mén maa voldes Hjørdis eller
de Andre.
Dagny.
Ja ja, jeg vil med. Paa Hjørdis tænker du dog; Tak
for det Hjertelag!
Sigurd.
Gaa, gaa – gå, Dagny!
Dagny.
Jeg gaar; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun
har gyldne Hærklæder i Buret, og værger sig nok selv.
Faksimile
s. 107
Sigurd.
Det tænker jeg med, med; men gaa du endda, endda; styr din Faders
Færd, færd; vaag over Alle og – over Gunnars Hustru!
Dagny.
Lid paa mig. Vel mødt igjen!
(hun gaar efter de Forrige).
Sigurd.
Det er første Gang, Fosterbroder, at jeg staar vaabenløs
mens du er stedt i Fare (lytter). Jeg hører Skrig og Sværd-
hug, sværdhug; – de ere er alt ved Gaarden (vil over til Høire, men standser og
viger forbauset tilbage).
Hjørdis! Hun kommer hid!
Femte Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Sigurd. [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] Hjørdis, klædt i kort rød Skarlagenskjortel, med gyldne Vaabenstykker:
Hjelm, Pandser, Arm- og Beenskinner benskinner . Hendes Haar er udslaaet; paa Ryggen bærer
hun et Kogger, og ved Beltet et lidet Skjold; i Haanden har hun Buen med Haarsnoren.
Hjørdis
( kommer fra Høire i Forgrunden, [HIS: tekst mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.] ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes
af Noget, der forfulgte hende; hende, hun gaar går tæt hen til Sigurd, tager ham ved Armen
og siger dæmpet:)
Sigurd, Sigurd, kan du see se den?
Sigurd.
Hvem? Hvor?
Hjørdis.
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke, ikke; den seer ser paa
mig med to røde Øine! – Det er min Fylgje, Sigurd! Tre
Gange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig
skal dø inat!
Faksimile
s. 108
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.
Der sank den i Jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
Sigurd.
Du er syg; kom og gaa ind!
Hjørdis.
Nei, her vil jeg vente; jeg har ikke lang Tid igjen!
Sigurd.
Hvad er der hændt med dig?
Hjørdis.
Hvad der er hændt? Det veed ved véd jeg ikke, ikke; men sandt var
det det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os;
bort fra dem og fra Livet maa vi, vi; da kan vi blive sammen!
Sigurd.
Vi? Ha, du mener –!
Hjørdis (med Høihed).
Jeg blev hjemløs i Verden fra den Dag du tog en An-
den til Viv. Ilde handlede handled du dengang! Alle gode Gaver
kan Manden give til sin fuldtro Ven, – Alt, kun ikke den
Kvinde han har kjær; thi gjør han det, da bryder han Nor-
nens lønlige Spind og to Liv forspildes. Der er en usvigelig
Røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke Sind
skulde løfte og bære dig i de tunge Tider, og at du fødtes,
for at jeg i een en én Mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort
og ypperligt; thi det veed ved véd jeg, Sigurd, – havde vi To holdt
Faksimile

s. 109

sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end
alle Andre!
Sigurd.
Unyttig er den Klage nu. Mener du det er lysteligt,
det Liv jeg har ivente? Hver Dag at være Dagny nær og
gjøgle en Elskov, som Hjertet klemmes ved. Og dog, det
maa saa være; ændres kan det ikke.
Hjørdis (under stigende Vildhed).
Det skal det dog! Ud af Livet vil vi Begge gaa! Seer Ser
du denne Buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har
galet fagre Galdrekvad over den! (lægger en Piil pil i Buen, der er spændt.)
Hør! Hør, hvor det suser høit oppe! Det er de Dødes Hjem-
færd; jeg har hexet dem hid; – i Lag med dem skal vi følges!
Sigurd
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
Hjørdis
(uden at agte paa ham).
Ingen Magt kan ændre vor Skjæbne nu! O, ja – det
er ogsaa bedre saa, end om du havde fæstet mig hernede i
Livet, livet; end om jeg havde siddet paa din Gaard for at væve
Liin lin og Uld og føde dig Afkom, – fy, fy!
Sigurd.
Hold op! Din Trolddomskunst har været dig overmægtig;
den har kastet en Sjælesot paa dig! (forfærdet.) Ha, see se – see se !
Gunnars Gaard, – den brænder!
Faksimile
s. 110
Hjørdis.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end
Gunnars Bjælkestue!
Sigurd.
Men Egil, din Søn, – de fælde fælder ham!
Hjørdis.
Lad fældes, – saa fældes min Skjændsel med det samme!
Sigurd.
Og Gunnar Gunnar, – de tage tager din Husbons husbonds Liv!
Hjørdis.
Det agter jeg ikke! Bedre Husbond skal jeg følge hjem
inat! Ja, Sigurd, saa maa det være; her i Landet groer gror ikke
Lykken for mig, mig; – den hvide Gud kommer nordover, nordover; ham vil
jeg ikke stedes til Møde med; de Gamle ere er ikke stærke, som
før, før; – de sove sover , de sidde sidder halvt som Skygger, skygger; – med dem vil vi
strides! Ud af Livet, Sigurd; jeg vil sætte dig paa Himlens
Kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uveiret bryder løs) Hør,
hør, der kommer vort Følge! Kan du see se de sorte jagende
Heste; En for mig og En for dig! (kaster Buen til Kinden og skyder)
Saa far da den sidste Færd!
Sigurd.
Vel truffet, Hjørdis! (han falder.)
Hjørdis
(jublende, idet hun iler hen til ham.)
Sigurd, min Broder, – nu høre hører vi hinanden til!
Faksimile
s. 111
Sigurd.
Nu mindre end før. Her skilles vore Veie; thi jeg er
en kristnet Mand.
Hjørdis (forfærdet).
Du –! Ha, nei, nei!
Sigurd.
Den hvide Gud er min; Kong Ædhelstan har lært mig
ham at kjende, kende; – det er op til ham jeg nu gaar.
Hjørdis (i Fortvivlelse).
Og jeg –! (slipper Buen) Vee Ve , Vee ve !
Sigurd.
Tungt var mit Liv fra den Stund jeg tog dig ud af
mit eget Hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis, Hjørdis; – nu
er jeg saa let og fri ( døer dør ).
Hjørdis (stille).
Død! Saa har jeg visselig forspildt min Sjæl! (Uveiret voxer,
hun udbryder vildt)
De komme kommer ! Jeg har galdret dem hid! Men
nei, nei, nej; – jeg følger jer ikke, ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd!
Det hjælper ei, ej; – de see ser mig, mig; de lee ler og vinke vinker , de spore sporer sine
Heste! (iler ud paa Fjeldkanten i Baggrunden) Der ere er de over mig mig; –
og intet Ly, intet Skjul! Jo, paa Havets Bund kan hænde!
(hun styrter sig ud).
Faksimile
s. 112
Sjette Scene. [HIS: sceneoverskrift mangler i 2. utg., 3. utg., 4. utg., 5. utg., 6. utg., 7. utg., 8. utg., FU, 9. utg.]
Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs Mænd
kommer efterhaanden ind fra Høire.
Ørnulf
(vendt mod Gravhaugen).
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligge ligger I ikke!
Dagny (kommer).
Fader, Fader, – Skrækken dræber mig; – al den blodige
Færd – og Uveiret uvejret; – hør, hør!
Gunnar
(med Egil paa Armen).
Giv Fred og Ly for mit Barn!
Ørnulf.
Gunnar Herse!
Gunnar.
Ja Ørnulf, min Gaard er jo brændt og mine Svende
faldne; jeg er i din Vold, vold; gjør som dig tykkes!
Ørnulf.
Det staar til Sigurd. Men ind under Tag; det er
utrygt herude!
Dagny.
Ja, ind, ind! (gaar henimod Baadhuset bådhuset, faar Øie paa Liget og udstøder
et Skrig:)
Sigurd, min Husbond, husbond; – de har dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham).
Ørnulf (iler til).
Sigurd!
Faksimile
s. 113
Gunnar
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt!
Dagny
( seer ser fortvivlet paa Mændene, der staa står om den Døde).
Nei, nei! nej, det er ikke saa, så; – han maa være ilive endnu!
(bemærker Buen). Ha, hvad er det! (reiser sig). [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Ørnulf.
Datter, det er nok nok, som du først sagde, – Sigurd er
fældet.
Gunnar. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
(som greben af en pludselig Tanke). [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
Dagny
(sagte og med Fatning).
Jeg veed ved véd ikke; men det veed ved véd jeg, at hendes Bue har
været her.
Gunnar.
Ja, jeg tænkte det nok!
Dagny.
Ti, ti! (for sig selv). Saa bittert har hun da hadet ham!
Gunnar (sagte).
Fældet ham – Natten før Holmgangen; saa har hun
endda elsket mig.
(Alle fare farer forfærdede sammen; Aasgaardsreiden suser gjennem Luften).
Egil (med Skræk).
Fader! See Se , see? se? se!
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Faksimile
s. 114
Gunnar.
Hvad er det! det?
Egil.
Deroppe – alle de sorte Heste –!
Gunnar.
Det er Skyerne, som –
Ørnulf.
Nei, det er de Dødes Hjemfærd! [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] hjemfærd.
Egil (med et Skrig).
Moder er med dem!
Dagny.
Alle gode Magter!
Gunnar.
Barn, hvad siger du!
Egil.
Der – foran – paa den sorte Hest! Fader, Fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til Faderen; kort Pause; Uveiret drager drage forbi, Skyerne
skilles, Maanen skinner fredeligt ud over Landskabet.)
Gunnar
(stille og smærteligt smerteligt ).
Nu er Hjørdis visselig død!
Ørnulf.
Det er vel saa, Gunnar, Gunnar; – og paa hende havde jeg
mere at hævne end paa dig. Dyrt blev Mødet for os Begge, – begge; – –
der er min Haand; Fred og Forsoning!
Faksimile
s. 115
Gunnar.
Tak, [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Ørnulf! Og nu tilskibs, tilskibs; jeg farer med til Island!
Ørnulf.
Ja, til Island, og sent vil vor Hærfærd glemmes:
Høit om Heltefærd og stærke
Kjæmpers Leg paa norske Strande
Skal til sildigst Æt fra Island
Sjunges over Nordens nordens Lande!

Faksimile
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]

Forklaringer

Tegnforklaring inn her