Du er her:
Gengangere
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
GENGANGERE.

Faksimile
Faksimile
GENGANGERE.
ET FAMILJEDRAMA I TRE AKTER
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1881.
Faksimile
Faksimile
PERSONERNE:
Fru Helene Alving, kaptejn og kammerherre
Alvings enke
.
Osvald Alving, hendes søn, maler.
Pastor Manders.
Snedker Engstrand.
Regine Engstrand, i huset hos fru Alving.
(Handlingen foregår på fru Alvings landejendom
ved en stor fjord i det vestlige Norge.)

Faksimile
Faksimile
FØRSTE AKT.

(En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og
to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med
stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I for-
grunden tilvenstre til venstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et
sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget
smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store
ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre til højre er en dør, som fører
ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordland-
skab, sløret af en jævn regn.)
(Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre
ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods.
Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra
at komme nærmere.)
Regine
(med dæmpet stemme).
Hvad er det du vil? Bliv stående der du
står. Det drypper jo af dig.
Engstrand.
Det er Vorherres regn, det, barnet mit.
Regine.
Det er fandens regn, er det.
Faksimile
s. 8
Engstrand.
Jøss’ som du snakker, Regine. (halter et par
skridt frem i stuen.)
Men det var det, jeg vilde
sige –
Regine.
Klamp ikke så med den foden, menneske!
Den unge herren ligger og sover ovenpå.
Engstrand.
Ligger han og sover nu? Midt Mit på lyse dagen?
Regine.
Det kommer ikke dig ved.
Engstrand.
Jeg var ude på en rangel igårkveld –
Regine.
Det tror jeg gerne.
Engstrand.
Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet
mit –
Regine.
Ja, vi er nok det.
Engstrand.
– og fristelserne er mangfoldige i denne
verden, ser du –; men endda så stod jeg,
ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv sex idag
tidlig.
Faksimile
s. 9
Regine.
Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil
ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.
Engstrand.
Hvad vil du ikke ha’ for noget?
Regine.
Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig
her. Se så; gå så din vej.
Engstrand
(et par skridt nærmere).
Nej Gu’ om jeg går, går før jeg får snakket
med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med ar-
bejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg
hjemover til byen med dampbåden inat.
Regine
(mumler).
Lykke på rejsen!
Engstrand.
Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo
asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk
og styr med berusendes drikke, ser du. Og
der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at
han ikke kan holde sig undaf, undaf når fristelsen
kommer.
Regine.
Hå!
Faksimile
s. 10
Engstrand.
Ja, for her møder jo så mange fine folk
imorgen. Presten Manders er jo også ventendes
fra byen.
Regine.
Han kommer alt idag.
Engstrand.
Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at
han skal få noget at sige på mig, skønner du.
Regine.
Ahå Åhå , er det fat!
Engstrand.
Hvadfornoget er fat?
Regine
(ser visst på ham).
Hvad er det nu for noget, du vil narre
presten Manders til igen?
Engstrand.
Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten
Manders til noget? Å nej, presten Manders er
altfor snil en mand imod mig til det. Men det
var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du,
at inat så rejser jeg altså hjem igen.
Regine.
Rejs jo før jo heller for mig.
Faksimile
s. 11
Engstrand.
Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.
Regine
(med åben mund).
Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?
Engstrand.
Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.
Regine
(hånsk).
Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.
Engstrand.
Å, det skal vi nok få se.
Regine.
Ja, det kan du være viss på vi skal få se.
Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde
Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et
barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig?
Til et sligt hus? Fy da!
Engstrand.
Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod
din far, tøs?
Regine
(mumler, uden at se på ham).
Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.
Engstrand.
Pyt; hvad vil du bry’ dig om det
Faksimile
s. 12
Regine.
Har du ikke mangen god gang skældt og
kaldt mig for en –? Fi donc!
Engstrand.
Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord
ligevel.
Regine.
A Å , jeg sanser nok, hvad ord du brugte.
Engstrand.
Ja, men det var jo bare når jeg var på en
kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne
verden, Regine.
Regine.
Uh!
Engstrand.
Og så var det, det når din mor slog sig vrang.
Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med,
barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på
det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig
være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre
Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler.) Jøss’ bevar’s;
aldrig kunde hun da glemme, glemme at kaptejnen blev
kammerherre, kammerherre mens hun tjente her.
Regine.
Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok
pint livet af.
Engstrand
(svinger på sig).
Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden
for alting.
Faksimile
s. 13
Regine
(vender sig bort, halvhøjt).
Uf –! Og så det benet.
Engstrand.
Hvad siger du, barnet mit?
Regine.
Pied de mouton.
Engstrand.
Er det engelsk, det?
Regine.
Ja.
Engstrand.
Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan
komme godt med nu, det, Regine.
Regine
(efter en kort taushed).
Og hvad var det så du vilde med mig i
byen?
Engstrand.
Kan du spørge om, hvad en far vil med sit
eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt
enkemand.
Regine.
Å, kom ikke til mig med sligt sludder.
Hvorfor vil du ha’ mig derind?
Engstrand.
Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå
ind på noget nyt nu.
Faksimile
s. 14
Regine
(blæser).
Det har du prøvet så tidt; men lige galt
blev det.
Engstrand.
Ja, men denne gangen skal du bare se,
Regine! – Fan’ æte mig –
Regine
(stamper).
Lad være å bande!
Engstrand.
Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet
mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg
har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved
dette her nye asylet.
Regine.
Har du det? Det er jo godt for dig, det.
Engstrand.
For hvad skal en vel bruge skillingen til her
på landsbygden?
Regine.
Nå, og så?
Engstrand.
Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de
pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det
skulde være som en slags beværtning for sjø-
folk –
Faksimile
s. 15
Regine.
Uf da!
Engstrand.
En rigtig fin beværtning, skønner du; –
ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død
og pine, – det skulde være for skibskaptejner
og styrmænder og – og rigtig fine folk,
skønner du.
Regine.
Og så skulde jeg –?
Engstrand.
Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns
skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få
det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som
du vil ha’ det.
Regine.
Ja-vel, ja!
Engstrand.
Men fruentimmer må der være i huset, det
er grejt som dagen, det. For om kvellerne
skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og
dans og sligt noget. Du må sanse på, det er
vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere)
Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine.
Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det
nytte dig til noget, noget at at, fruen har kostet lærdom
på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye
asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det?
Faksimile

s. 16

Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig
helseløs for de skidne ungernes skyld?
Regine.
Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –.
Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!
Engstrand.
Hvad for noget er det, som kan komme?
Regine.
Bry’ dig aldrig aldig om det. – Er det mange
penge, du har lagt dig op herude?
Engstrand.
I et og alt kan det vel bli’ så en syv–
otte hundrede kroner.
Regine.
Det er ikke så ilde.
Engstrand.
Det er nok til at sætte sig ivej med, det,
barnet mit.
Regine.
Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de
pengene?
Engstrand.
Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.
Regine.
Tænker du ikke på at sende mig så my’
som et stakkers kjoletøj engang?
Faksimile
s. 17
Engstrand.
Kom bare og vær med mig ind til byen,
du, så kan du få kjoletøjer nok.
Regine.
Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis
jeg har lyst til det.
Engstrand.
Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er
bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i
Lille Havnegaden. Der skal ikke mange kon-
tanter til; og der kunde bli’ som et slags sjø-
mandshjem, ser du.
Regine.
Men jeg vil ikke være hos dig dig ! Jeg har
ikke noget med dig at bestille. Gå så!
Engstrand.
Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet
mit. Det var nok ikke vel. Hvis du forstod
at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t
på de sidste par år –
Regine.
Nå –?
Engstrand.
Det vilde nok ikke vare længe før der kom
en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –
Henrik Ibsen: Gengangere.
2
Faksimile
s. 18
Regine.
Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen.
Sjømændene har ingen savoir vivre.
Engstrand.
Hvad har de ikke for noget?
Regine.
Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er
ikke folk til at gifte sig med.
Engstrand.
Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan
lønne sig ligevel. (fortroligere) Han – Engelsk-
manden Engelsmanden – han med lystkutteren – han gav
tre hundrede speciedaler, han; – og hun var
ikke vakkrere, hun, end du.
Regine
(imod ham).
Ud med dig!
Engstrand
(viger).
Nå, nå; du vil da vel ikke slå, ved véd jeg. jeg?
Regine.
Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud
med dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren.)
Og smeld ikke med dørene; den unge herr
Alving –
Faksimile
s. 19
Engstrand.
Han sover, ja. Det er svært som du bryr
dig om den unge herr Alving. – (sagtere.) Hoho Ho-ho ;
det skulde da vel aldrig være så, så at han –?
Regine.
Ud, og det fort! Du er ør, menneske!
Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor
Manders. Nedover køkkentrappen med dig.
Engstrand
(mod højre).
Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med
ham, som der kommer. Han er mand for at
sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg
er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg be-
vise af kirkebogen.
han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen
lukker efter ham.)
Regine
(ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter
på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne)
.
(Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med
en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem have-
døren ind i blomsterværelset.)
Pastor Manders.
Goddag, jomfru Engstrand.
Regine
(vender sig glad overrasket).
Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet
alt kommet?
2*
Faksimile
s. 20
Pastor Manders.
Det kom nu netop. (går ind i havestuen.) Det
er dog et fortrædeligt regnvejr vi har nu om
dagene.
Regine
(følger ham).
Det er et så velsignet vejr for landmanden,
herr pastor.
Pastor Manders.
Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi
byfolk så lidet på.
(han begynder at drage overfrakken af.)
Regine.
Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej,
hvor våd den er! Nu skal jeg bare hænge den
op i forstuen. Og så paraplyen –; den skal
jeg slå op, så den kan bli’ tør.
(Hun går ud med sagerne gennem den anden dør tilhøjre til højre .
Pastor Manders tager rejsetasken af og lægger den og hatten på
en stol. Imidlertid kommer Regine ind igen.)
Pastor Manders.
Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus.
Nå, her står dog alting vel til på gården?
Regine.
Jo, mange tak.
Pastor Manders.
Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anled-
ning af imorgen?
Faksimile
s. 21
Regine.
Å ja, her er jo en del at gøre.
Pastor Manders.
Og fru Alving er forhåbentlig hjemme? hjemme.
Regine.
Ja kors; hun er bare ovenpå og passer
chokoladen til den unge herren.
Pastor Manders.
Ja Ja, sig mig –, jeg hørte nede ved stoppe-
stedet, stoppestedet at Osvald skal være kommen.
Regine.
Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet
ham før som idag.
Pastor Manders.
Og frisk og rask, vil jeg håbe?
Regine.
Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt
efter rejsen. Han har faret i et ét kør lige fra
Paris –; jeg mener, han har kørt hele routen
med et og samme træn. Jeg tror nok han sover
lidt nu, så vi må nok tale en liden bitte smule
sagte.
Pastor Manders.
Hys, vi skal være så stille.
Faksimile
s. 22
Regine
(idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet).
Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor,
og gør Dem det mageligt. (han sætter sig; hun (hun flytter
en skammel under hans fødder.)
Se så! Sidder herr
pastoren nu godt?
Pastor Manders.
Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betragter
hende.)
Hør, ved véd De hvad, jomfru Engstrand, jeg
tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem
sidst.
Regine.
Synes herr pastoren det? Fruen siger, siger at jeg
har lagt mig ud også.
Pastor Manders.
Lagt Dem ud? ud? – Nå ja, kanske lidt; – så
passeligt.
(kort ophold.)
Regine.
Skal jeg kanske sige fruen til?
Pastor Manders.
Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn.
– Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvor-
ledes går det så Deres far herude?
Regine.
Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.
Faksimile
s. 23
Pastor Manders.
Han var indom hos mig, mig da han sidst var
i byen.
Regine.
Nej, var han det? Han er altid så glad, glad
når han får tale med pastoren.
Pastor Manders.
Og De ser da vel flittigt ned til ham om
dagene?
Regine.
Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får
stunder stunder, så –
Pastor Manders.
Deres far er ingen rigtig stærk personlighed,
jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til
en ledende hånd.
Regine.
Å ja, det kan gerne være, det.
Pastor Manders.
Han trænger til at ha’ nogen om sig, som
han kan holde af, og hvis omdømme han kan
lægge vægt på. Han erkendte det selv så tro-
hjertigt, da han sidst var oppe hos mig.
Regine.
Ja, han har snakket til mig om noget sligt.
Men jeg ved véd ikke, ikke om fru Alving vil være af
Faksimile

s. 24

med mig, – helst nu, da vi får det nye asylet
at styre med. Og så vilde jeg så gruelig nødig
fra fru Alving også, for hun har da altid været
så snil imod mig.
Pastor Manders.
Men den datterlige pligt, min gode pige –.
Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues
samtykke.
Regine.
Men jeg ved véd ikke, ikke om det går an for mig,
i min alder, at styre huset for en enslig mands-
person.
Pastor Manders.
Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er
jo Deres egen far, her er tale om!
Regine.
Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja,
hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel
herre –
Pastor Manders.
Men, min kære Regine –
Regine.
– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og
se op til og være ligesom i datters sted –
Pastor Manders.
Ja, men mit kære gode barn –
Faksimile
s. 25
Regine.
For så vilde jeg nok gerne ind til byen.
Herude er det svært ensomt, – og herr pastoren
ved véd jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i
verden. Og det tør jeg nok sige, at jeg er
både flink og villig. Ved Véd ikke herr pastoren
nogen slig plads for mig?
Pastor Manders.
Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved véd .
Regine.
Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald
på mig, dersom at –
Pastor Manders
(rejser sig).
Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.
Regine.
Ja, for hvis jeg –
Pastor Manders.
Vil De kanske være så snil at hente fruen?
Regine.
Nu skal hun komme straks, herr pastor.
(hun går ud til venstre.)
Pastor Manders
(går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden
med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kom-
mer han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titel-
bladet, studser og ser på flere)
:
Hm, – ja så!
Faksimile
s. 26
(Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side.
Hun er fulgt af Regine, som straks går ud gennem den forreste
dør tilhøjre til højre .)
Fru Alving
(rækker ham hånden).
Velkommen, herr pastor.
Pastor Manders.
Goddag, frue. Her har De mig, som jeg
loved.
Fru Alving.
Altid på klokkeslettet.
Pastor Manders.
Men De kan tro, det kneb for mig at slippe
bort. Alle de velsignede kommissjoner og be-
styrelser, jeg sidder i –
Fru Alving.
Desto snillere var det af Dem, Dem at De kom
så betids. Nu kan vi få vore forretninger af-
gjort, afgjort før vi spiser middag. Men hvor har De
Deres koffert?
Pastor Manders
(hurtigt).
Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg
blir der inat.
Fru Alving
(undertrykker et smil).
Er De virkelig ikke at formå til at overnatte
hos mig dennegang heller?
Faksimile
s. 27
Pastor Manders.
Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg
blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt, bekvemt
når jeg skal ombord igen.
Fru Alving.
Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg
synes da rigtignok ellers, at vi to gamle men-
nesker –
Pastor Manders.
Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De
er naturligvis overstadig glad idag. Først fest-
dagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald
hjem.
Fru Alving.
Ja Ja, tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det
er nu over to år siden han var hjemme sidst.
Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren
over.
Pastor Manders.
Nej, har han det? Det var jo smukt og
sønligt gjort af ham. For det må vel være
ganske anderledes tiltrækkende at leve i Rom
og Paris, kan jeg tænke mig.
Fru Alving.
Ja, men her hjemme har han sin mor, ser
De. Å min kære velsignede gut, – han har
nok hjerte for sin mor, han!
Faksimile
s. 28
Pastor Manders.
Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om
adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst
skulde sløve så naturlige følelser.
Fru Alving.
Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn
har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu
skal det rigtig more mig at se, om De kan
kende ham igen. Han kommer ned siden; nu
ligger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen.
– Men sæt Dem nu ned, min kære herr pastor.
Pastor Manders.
Tak. Det er Dem altså belejligt –?
Fru Alving.
Ja visst er det så.
(hun sætter sig ved bordet.)
Pastor Manders.
Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen,
hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig
på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for pa-
pirerne.)
Her har vi nu for det første –. (afbrydende.)
Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger
her?
Fru Alving.
De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.
Pastor Manders.
Læser De den slags skrifter?
Faksimile
s. 29
Fru Alving.
Ja såmæn gør jeg det.
Pastor Manders.
Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere
ved den slags læsning?
Fru Alving.
Jeg synes, synes at jeg blir ligesom tryggere.
Pastor Manders.
Det var mærkeligt. Hvorledes det?
Fru Alving.
Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse
på mangt og meget af det, jeg selv går og
tænker mig. Ja Ja, for det er det underlige, pastor
Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i
disse bøger; der står ikke andet end det, som
de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare
det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for
det eller ikke vil være ved det.
Pastor Manders.
Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, alvor
at de fleste mennesker –?
Fru Alving.
Ja, det tror jeg rigtignok.
Pastor Manders.
Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke
her hos os?
Faksimile
s. 30
Fru Alving.
A Å jo såmæn, her hos os også.
Pastor Manders.
Nå, det må jeg rigtignok sige –!
Fru Alving.
Men hvad har De da forresten egentlig at
indvende imod de bøger?
Pastor Manders.
Indvende? De tror dog vel ikke, ikke at jeg be-
skæftiger mig med at granske sådanne frem-
bringelser?
Fru Alving.
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De
fordømmer?
Pastor Manders.
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter
for at misbillige dem.
Fru Alving.
Ja men Deres egen mening –
Pastor Manders.
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i
livet, da man må forlade sig på andre. Det er
nu engang således her i verden; og det er godt.
Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?
Fru Alving.
Nej-nej; De kan ha’ ret i det.
Faksimile
s. 31
Pastor Manders.
Forresten benægter jeg naturligvis ikke, ikke at
der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige
skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, i
at De ønsker at gøre Dem bekendt med de
åndelige strømninger, som efter sigende foregår
ude i den store verden, – hvor De jo har
ladet Deres søn færdes så længe. Men –
Fru Alving.
Men –?
Pastor Manders
(sænker stemmen).
Men man taler ikke om det, fru Alving.
Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og
enhver regnskab for, hvad man læser og hvad
man tænker indenfor sine fire vægge.
Fru Alving.
Nej, Nej naturligvis; det mener jeg også.
Pastor Manders.
Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder
dette asyl, som De beslutted at oprette på en
tid, da Deres meninger om de åndelige ting
var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan
skønne da.
Fru Alving.
Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men
det var om asylet –
Pastor Manders.
Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså
– forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da
Faksimile

s. 32

over til vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del
papirer ud.)
Ser De disse her?
Fru Alving.
Dokumenterne?
Pastor Manders.
Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro,
det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg
har formelig måttet presse på. Autoriteterne er
jo næsten pinlig samvittighedsfulde, samvittighedsfulde når det gælder
afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i
bunken.)
Se her er thinglæst skøde på gårdparten
Solvik, under herregården Rosenvold, med på-
stående nyopførte husebygninger, skolelokale,
lærerbolig og kapel. Og her er approbationen
på legatet og på statuterne for stiftelsen. Vil
De se – (læser:) Statuter for børnehjemmet «Kap-
tejn Alvings minde».
Fru Alving
(ser længe på papiret).
Der er det altså.
Pastor Manders.
Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke
kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.
Fru Alving.
Ja ja, ganske som De synes.
Faksimile
s. 33
Pastor Manders.
Og her har De sparebankbogen over den
rentebærende kapital Kapital , som er afsat for at dække
asylets driftsomkostninger.
Fru Alving.
Tak; men vær så snil at beholde den for
bekvemheds skyld.
Pastor Manders.
Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene
bli’ stående i sparebanken for det første. Rente-
foden er jo ikke meget tillokkende; fire procent
på sex måneders opsigelse. Hvis man senere
kunde komme over en god panteobligation, –
det måtte naturligvis være første prioritet og et
papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo
nærmere tales ved.
Fru Alving.
Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner
De bedst.
Pastor Manders.
Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men
så er der en ting til, som jeg flere gange har
tænkt at spørge Dem om.
Fru Alving.
Og hvad er det for noget?
Pastor Manders.
Skal asylbygningerne assureres eller ikke?
Henrik Ibsen: Gengangere.
3
Faksimile
s. 34
Fru Alving.
Ja Ja, naturligvis må de assureres.
Pastor Manders.
Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere
på sagen.
Fru Alving.
Jeg holder alting assureret, både bygninger
og løsøre og avling og besætning.
Pastor Manders.
Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme.
Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men
her, ser De, er det en ganske anden sag. Asylet
skal jo dog ligesom helliges til en højere livs-
opgave.
Fru Alving.
Ja men fordi om –
Pastor Manders.
For mit eget personlige vedkommende vilde
jeg sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt
i at sikre os imod alle muligheder –
Fru Alving.
Nej, det synes rigtignok jeg også.
Pastor Manders.
– men hvorledes har det sig med stem-
ningen hos folket her ude omkring? Den kender
jo De bedre end jeg.
Faksimile
s. 35
Fru Alving.
Hm, stemningen –
Pastor Manders.
Er her noget betragteligt antal af menings-
berettigede, – af virkelig meningsberettigede, meningsberettigede, –
som kunde ta’ anstød af det?
Fru Alving.
Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig
meningsberettigede?
Pastor Manders.
Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt
uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man
ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger
en viss vægt.
Fru Alving.
Af sådanne findes her adskillige, som kanske
nok kunde ta’ anstød, anstød ifald –
Pastor Manders.
Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mang-
foldige af den slags. Tænk blot på alle min
embedsbroders tilhængere! Man kunde virkelig
så såre let komme til at opfatte det, som om
hverken De eller jeg havde den rette tillid til
en højere styrelse.
Fru Alving.
Men for Deres vedkommende, kære herr
pastor, ved véd De da ialfald med Dem selv at –
3*
Faksimile
s. 36
Pastor Manders.
Ja Ja, jeg ved véd ; jeg ved véd ; – jeg har min gode
bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde
alligevel ikke kunne hindre en vrang og ufor-
delagtig udlægning. Og en sådan kunde igen
lettelig komme til at øve en hæmmende ind-
flydelse på selve asylgerningen.
Fru Alving.
Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –
Pastor Manders.
Jeg kan heller ikke ganske bortsé bortse fra den
vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige
stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens
ledende kredse beskæftiger man sig meget med
denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til
gavn for byen også, og forhåbentlig vil det i en
ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore
komunale fattigbyrder. Men da nu jeg har været
Deres rådgiver og har styret det forretningsmæs-
sige ved sagen, så må jeg befrygte, befrygte at de nid-
kære først ført og fremst vilde kaste sig over mig
Fru Alving.
Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.
Pastor Manders.
Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt
vilde blive rettet imod mig i visse blade og tids-
skrifter, som –
Faksimile
s. 37
Fru Alving.
Nok, kære pastor Manders; det hensyn er
aldeles afgørende.
Pastor Manders.
De vil altså ikke, ikke at der skal assureres?
Fru Alving.
Nej; vi lar det være.
Pastor Manders
(læner sig tilbage i stolen).
Men hvis nu ulykken engang var ude? En
kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne op-
rette skaden igen?
Fru Alving.
Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde
jeg aldeles ikke.
Pastor Manders.
Ja men ved véd De hvad, fru Alving, – da
er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar
på os.
Fru Alving.
Men synes De da, da at vi kan andet?
Pastor Manders.
Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke
andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt
omdømme; og vi har på ingen måde lov til at
vække forargelse i menigheden.
Faksimile
s. 38
Fru Alving.
De, som prest, ialfald ikke.
Pastor Manders.
Og jeg synes da virkelig også, vi må stole
på, at en sådan anstalt har lykken med sig, –
ja, at den står under en særlig beskærmelse.
Fru Alving.
Lad os håbe det, pastor Manders.
Pastor Manders.
Skal vi altså la’ det stå til?
Fru Alving.
Ja visst skal vi så.
Pastor Manders.
Godt. Som De vil. (noterer.) Altså – ikke
assurere.
Fru Alving.
Det var ellers underligt, at De kom til at
tale om dette her netop idag –
Pastor Manders.
Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –
Fru Alving.
– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand
dernede.
Pastor Manders.
Hvad for noget!
Faksimile
s. 39
Fru Alving.
Nå, det havde forresten ingenting på sig.
Der var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværk-
stedet.
Pastor Manders.
Hvor Engstrand arbejder?
Fru Alving.
Ja. Han skal mangengang være så ufor-
sigtig med fyrstikker, siges der.
Pastor Manders.
Han har så mange ting i hodet, den mand, mand
– så mange slags anfægtelser. Gud ske lov,
han beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt
levnet, hører jeg.
Fru Alving.
Så? Hvem siger det?
Pastor Manders.
Det har han selv forsikkret mig. Og en
flink arbejder er han jo også.
Fru Alving.
Å ja, sålænge han er ædru –
Pastor Manders.
Ja, den sørgelige svaghed! Men han er
mangengang nødt til det for sit dårlige bens
skyld, siger han. Sidste gang han var i byen,
Faksimile

s. 40

blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op
til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde
skaffet ham arbejde her, så han kunde få være
sammen med Regine.
Fru Alving.
Hende ser han nok ikke meget til.
Pastor Manders.
Jo, han taler med hende hver dag, det sad
han selv og fortalte mig.
Fru Alving.
Ja ja, kan være.
Pastor Manders.
Han føler så godt, at han trænger til nogen,
som kan holde ham tilbage, tilbage når fristelsen nærmer
sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand,
dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en
og anklager sig selv og bekender sin skrøbelig-
hed. Sidst han var oppe og talte med mig –.
Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham
en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til
sig igen –
Fru Alving
(rejser sig hurtigt).
Regine!
Pastor Manders.
– så må De ikke sætte Dem imod det.
Faksimile
s. 41
Fru Alving.
Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og
desuden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved
asylet.
Pastor Manders.
Men betænk, han er dog hendes far –
Fru Alving.
Å, jeg ved véd bedst, hvad slags far han har
været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig
komme med min gode vilje.
Pastor Manders
(rejser sig).
Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt.
Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender
snedker Engstrand. Det er jo som om De blev
rent forskrækket –
Fru Alving
(stillere).
Det kan være det samme. Jeg har taget
Regine til mig, og hos mig blir hun. (lytter.)
Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om
dette her. ( Glæden glæden lyser op i hende.) Hør! Der kommer
Osvald i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham.
(Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og
røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren til-
venstre til venstre .)
Osvald
(blir stående ved døren).
Å Å, om forladelse – jeg trode man sad i
kontoret. (kommer nærmere.) Goddag, herr pastor.
Faksimile
s. 42
Pastor Manders
(stirrende).
Ah –! Det var da mærkværdigt –
Fru Alving.
Ja, hvad siger De om ham der, pastor
Manders. Manders?
Pastor Manders.
Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er
det da virkelig –?
Osvald.
Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr
pastor.
Pastor Manders.
Men min kære unge ven –
Osvald.
Nå, den hjemkomne søn da.
Fru Alving.
Osvald tænker på dengang De havde så
meget imod, imod at han blev maler.
Pastor Manders.
For menneskelige øjne kan jo mangt et
skridt se betænkeligt ud, som siden alligevel –.
(ryster hans hånd.) Nå, velkommen, velkommen!
Nej, min kære Osvald –. Ja, jeg må da nok
få kalde Dem ved fornavn?
Osvald.
Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?
Faksimile
s. 43
Pastor Manders.
Godt. Det var det, jeg vilde sige, min
kære Osvald, – De må ikke tro om mig, at
jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg
antager, der er mange, som kan bevare sit indre
menneske ufordærvet i den stand også.
Osvald.
Vi bør håbe det.
Fru Alving
(strålende fornøjet).
Jeg ved véd en, som har bevaret både sit indre
og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på
ham, pastor Manders.
Osvald
(driver opover gulvet).
Ja ja, kære mor, lad nu det være.
Pastor Manders.
Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes.
Og så har De jo alt begyndt at få et navn.
Aviserne har ofte talt om Dem, og det så over-
måde gunstigt. Ja, det vil sige – i den senere
tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.
Osvald
(oppe ved blomsterne).
Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.
Fru Alving.
En maler må jo også hvile sig imellem.
Faksimile
s. 44
Pastor Manders.
Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder
man sig og samler kræfter til noget stort.
Osvald.
Ja. – Mor, skal vi snart spise?
Fru Alving.
Om en liden halv time. Madlyst har han
da, Gud ske lov.
Pastor Manders.
Og smag for tobak også.
Osvald.
Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og
så –
Pastor Manders.
Aha, der har vi det altså!
Fru Alving.
Hvilket?
Pastor Manders.
Da Osvald kom der i døren med piben i
munden, var det som jeg så hans far lyslevende.
Osvald.
Nej virkelig?
Fru Alving.
Å, hvor kan De dog sige det! Osvald
slægter jo mig på.
Faksimile
s. 45
Pastor Manders.
Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget
ved læberne, som minder så grangiveligt om
Alving – ialfald nu han røger.
Fru Alving.
Aldeles ikke. Osvald har snarere noget
presteligt ved munden, synes jeg.
Pastor Manders.
Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre
har et lignende drag.
Fru Alving.
Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg
vil ikke ha’ røg herinde.
Osvald
(gør så).
Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg
har engang røgt af den som barn.
Fru Alving.
Du?
Osvald.
Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så
husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en
aften, han var så glad og lystig.
Fru Alving.
Å, du husker ingenting fra de år.
Faksimile
s. 46
Osvald.
Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte
mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg,
gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte
alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske
bleg og sveden brød ud i store dråber på panden.
Da lo han så hjertelig godt –
Pastor Manders.
Det var da højst besynderligt.
Fru Alving.
Kære, det er bare noget Osvald har drømt.
Osvald.
Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det.
For – kan du ikke huske det – så kom du
ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik
jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte
slige spilopper?
Pastor Manders.
I sin ungdom Ungdom var han en særdeles livsglad
mand –
Osvald.
Og fik endda udrettet så meget her i verden.
Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.
Pastor Manders.
Ja, De har i sandhed taget en virksom og
værdig mands navn i arv, min kære Osvald Al-
ving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en
spore –
Faksimile
s. 47
Osvald.
Det burde så være, ja.
Pastor Manders.
Det var ialfald smukt af Dem, Dem at De kom
hjem til hans hædersdag.
Osvald.
Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.
Fru Alving.
Og at jeg får beholde ham så længe; –
det er nu det aller smukkeste allersmukkeste af ham.
Pastor Manders.
Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.
Osvald.
Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor.
– Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!
Fru Alving
(strålende).
Ja, ikke sandt, du?
Pastor Manders
(ser deltagende på ham).
De kom tidligt ud i verden, min kære
Osvald.
Osvald.
Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om
det ikke var for tidligt.
Faksimile
s. 48
Fru Alving.
Å sletikke. Det har en rask gut netop godt
af. Og især en, som er eneste barn. Slig en
skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli’
forkælet.
Pastor Manders.
Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru Al-
ving. Fædrenehjemmet er og blir dog barnets
rette tilholdssted.
Osvald.
Det må jeg rigtignok være enig med
pastoren i.
Pastor Manders.
Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan
jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad
har følgen været for ham? Han er bleven sex
–syv og tyve år gammel og har aldrig fåt
anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.
Osvald.
Om forladelse, herr pastor, – der tar De
aldeles fejl.
Pastor Manders.
Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodt-
som udelukkende i kunstnerkredsene.
Osvald.
Det har jeg også.
Pastor Manders.
Og mest iblandt de yngre kunstnere.
Faksimile
s. 49
Osvald.
Å ja vel.
Pastor Manders.
Men jeg trode, de fleste af de folk ikke
havde råd til at stifte familje og grundlægge et
hjem.
Osvald.
Der er adskillige af dem, som ikke har råd
til at gifte sig, herr pastor.
Pastor Manders.
Ja, det er jo det, jeg siger.
Osvald.
Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det
har også en og anden; og det et meget ordent-
ligt og et meget hyggeligt hjem.
Fru Alving
(følger spændt med, nikker men siger intet).
Pastor Manders.
Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler
om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem,
hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.
Osvald.
Ja; eller med sine børn og med sine børns
mor.
Pastor Manders
(studser; slår hænderne sammen).
Men du forbarmende –!
Henrik Ibsen: Gengangere.
4
Faksimile
s. 50
Osvald.
Nå?
Pastor Manders.
Lever sammen med – sine børns mor!
Osvald.
Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde
sine børns mor?
Pastor Manders.
Det er altså om ulovlige forhold, De taler!
Om disse såkaldte vilde ægteskaber!
Osvald.
Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved
de folks samliv.
Pastor Manders.
Men hvor er det muligt, muligt at en – en blot
nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde
kan bekvemme sig til at leve paa på den måde –
lige for almenhedens øjne!
Osvald.
Men hvad skal de da gøre? En fattig ung
kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster
mange penge at gifte sig. Hvad skal de så
gøre?
Pastor Manders.
Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg
skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde
holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!
Faksimile
s. 51
Osvald.
Den tale kommer De ikke langt med hos
unge, varmblodigede varmblodige , forelskede mennesker.
Fru Alving.
Nej, den kommer De ikke langt med!
Pastor Manders
(vedblivende).
Og så at autoriteterne tåler sådant noget!
At det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving.)
Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig
bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den
utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom
har fåt hævd –
Osvald.
Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg
har været en stadig søndagsgæst i et par slige
uregelmæssige hjem –
Pastor Manders.
Og det om søndagene!
Osvald.
Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig
har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu
mindre har jeg været vidne til noget, som kunde
kaldes usædeligt. Nej; ved véd De De, når og hvor
jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?
Pastor Manders.
Nej, Gud være lovet!
4*
Faksimile
s. 52
Osvald.
Nå, da skal jeg tillade mig at sige det.
Jeg har truffet den, den når en og anden af vore
mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom
derned for at se sig om en smule på egen hånd
– og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge
dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få
vide besked. De herrer vidste at fortælle os
både om steder og om ting, som vi aldrig havde
drømt om.
Pastor Manders.
Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd
her hjemmefra skulde –?
Osvald.
Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd
kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale
sig om den overhåndtagende usædelighed uden-
lands?
Pastor Manders.
Jo, naturligvis –
Fru Alving.
Det har jeg også hørt.
Osvald.
Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der
er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet.) Å
– at det skønne, herlige frihedsliv derude, –
at det skal således tilsøles.
Faksimile
s. 53
Fru Alving.
Du må ikke forivre dig, Osvald; du har
ikke godt af det.
Osvald.
Nej, du har ret i det, mor. Det er nok
ikke sundt for mig. Det er den fordømte træt-
heden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før
bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke
sætte Dem ind i det; men det kom således
over mig.
(han går ud gennem den anden dør tilhøjre til højre .)
Fru Alving.
Min stakkers gut –!
Pastor Manders.
Ja, det må De nok sige. Så vidt er det
altså kommet med ham!
Fru Alving
(ser på ham og tier).
Pastor Manders
(går op og ned).
Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, des-
værre, – desværre!
Fru Alving
(ser fremdeles på ham).
Pastor Manders.
Og hvad siger De til alt dette?
Faksimile
s. 54
Fru Alving.
Jeg siger, siger at Osvald havde ret i hvert
eneste ord.
Pastor Manders
(standser).
Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!
Fru Alving.
Her i min ensomhed er jeg kommen til at
tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig
dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og
vel; min gut skal tale for mig.
Pastor Manders.
De er en beklagelsesværdig kvinde, fru
Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til
Dem. Nu er det ikke længer Deres forretnings-
fører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde
mands ungdomsven, som står for Dem. Det er
presten, således, som han stod for Dem i det
mest forvildede øjeblik i Deres liv.
Fru Alving.
Og hvad er det, presten har at sige mig?
Pastor Manders.
Jeg vil først ryste op i Deres erindring,
frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er
det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen
skal hædersmindet afsløres over den bortgangne;
imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede
skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.
Faksimile
s. 55
Fru Alving.
Godt, herr pastor; tal!
Pastor Manders.
Mindes De, at De efter knapt et års ægte-
skab stod på afgrundens yderste rand? At De
forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra
Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted,
og nægted at vende tilbage til ham, så meget
han end trygled og bad Dem om det?
Fru Alving.
Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg
følte mig i dette første år?
Pastor Manders.
Det er just den rette oprørsånd at kræve
lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker
til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue!
Og Deres pligt var at holde fast ved den mand,
som De engang havde valgt og til hvem De var
knyttet ved hellige bånd.
Fru Alving.
De ved véd godt, hvad slags liv Alving førte i
den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyl-
dig i.
Pastor Manders.
Jeg ved véd såre vel, hvilke rygter der gik om
ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger
hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne
Faksimile

s. 56

medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat
til at være sin husbonds dommer. Det havde
været Deres skyldighed med ydmygt sind at
bære det kors, som en højere vilje havde eragtet
tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i
oprørskhed korset, forlader den snublende, som
De skulde have støttet, går hen og sætter Deres
gode navn og rygte på spil, og – er nær ved
at forspilde andres rygte ovenikøbet.
Fru Alving.
Andres? En En andens, mener De nok.
Pastor Manders.
Det var overmåde hensynsløst af Dem at
søge tilflugt hos mig.
Fru Alving.
Hos vor prest? Hos vor husven?
Pastor Manders.
Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre Herre og
Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at
jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender forehavender,
og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage
på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.
Fru Alving.
Ja, pastor Manders, det var visselig Deres
værk.
Faksimile
s. 57
Pastor Manders.
Jeg var kun et ringe redskab i en højeres
hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik
Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvor-
ledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse
for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke,
som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving
sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer
sig en mand? Leved han ikke siden den tid
kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage?
Blev han ikke en velgører for denne egn, og
hæved han ikke Dem således op til sig, at De
efterhånden blev en medarbejder i alle hans
foretagender? Og det en dygtig medarbejder;
– å, jeg ved véd det, fru Alving; den ros skal
jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det
næste store fejltrin i Deres liv.
Fru Alving.
Hvad vil De sige med det?
Pastor Manders.
Ligesom De engang har fornægtet hustruens
pligter, således har De siden fornægtet moderens.
Fru Alving.
Ah –!
Pastor Manders.
De har været behersket af en uheldsvanger
selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres deres
tragten har været vendt imod det tvangløse og
Faksimile

s. 58

det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget
bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet
Dem i livet, har De hensynsløst og samvittig-
hedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde
rådighed over. Det behaged Dem ikke længer
at være hustru, og De rejste fra Deres mand.
Det faldt Dem besværligt at være moder, og
De satte Deres barn ud til fremmede.
Fru Alving.
Ja, det er sandt; det har jeg gjort.
Pastor Manders.
Men derfor er De også bleven en fremmed
for ham.
Fru Alving.
Nej, nej; det er jeg ikke!
Pastor Manders.
Det er De; det De være. Og hvor-
ledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel,
fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres
mand; – dette erkender De ved at rejse ham
hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De
har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu
være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens
stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog
måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] hævet
pegefinger.)
i sandhed, fru Alving, De er en skyld-
betynget moder! – Dette har jeg anset det for
min pligt at måtte sige Dem.
(Taushed.)
Faksimile
s. 59
Fru Alving
(langsomt og behersket).
De har nu talt, herr pastor; og imorgen
skal De tale offentligt til min mands erindring.
Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg
tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.
Pastor Manders.
Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger
for Deres færd –
Fru Alving.
Nej. Jeg vil bare fortælle.
Pastor Manders.
Nu –?
Fru Alving.
Alt, hvad De nys sagde her om mig og
min mand og om vort samliv, efterat De, som
De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens
vej, – alt det er noget, som De jo sletikke
kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik
satte De – vor daglige omgangsven – ikke
mere Deres fod i vort hus.
Pastor Manders.
De og Deres mand flytted jo fra byen
straks efter.
Fru Alving.
Ja; og herud til os kom De aldrig i min
mands levetid. Det var forretninger, som tvang
Faksimile

s. 60

Dem til at besøge mig, da De havde fåt med
asylsagerne at gøre.
Pastor Manders
(sagte og usikkert).
Helene – skal dette være en bebrejdelse,
så vil jeg be’ Dem overveje –
Fru Alving.
– de hensyn, De skyldte Deres stilling;
ja. Og så at jeg var en bortløben hustru.
Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige
over ligeover for slige hensynsløse fruentimmer.
Pastor Manders.
Kære – fru Alving, dette er en så umå-
delig overdrivelse –
Fru Alving.
Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare
det, jeg vilde sige, at når De dømmer om
mine ægteskabelige forhold, så støtter De Dem
sådan uden videre til den almindelige gængse
mening.
Pastor Manders.
Nu ja vel; og hvad så?
Fru Alving.
Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem
sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De
engang skulde få den at vide. De alene!
Faksimile
s. 61
Pastor Manders.
Og hvad er da sandheden?
Fru Alving.
Sandheden er det, at min mand døde lige
så ryggesløs, som han havde levet alle sine
dage.
Pastor Manders
(famler efter en stol).
Hvad var det De sagde?
Fru Alving.
Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs,
– i sine lyster ialfald, – som han var før De
vied os.
Pastor Manders.
Og disse ungdomsvildfarelser, – disse ure-
gelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil,
kalder De ryggesløst levnet!
Fru Alving.
Vor huslæge brugte det udtryk.
Pastor Manders.
Nu forstår jeg Dem ikke.
Fru Alving.
Behøves ikke heller.
Pastor Manders.
Det næsten svimler for mig. Hele Deres
ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med
Faksimile

s. 62

Deres mand skulde ikke være andet end en
overdækket afgrund!
Fru Alving.
Ikke en smule andet. Nu ved véd De det.
Pastor Manders.
Dette – det finder jeg mig sent tilrette i.
Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men
hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes
har sådant noget kunnet holdes skjult?
Fru Alving.
Det har også været min uophørlige kamp
dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald Osvald, syntes
jeg det blev ligesom noget bedre med Alving.
Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo
kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at
ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for
et menneske. Og så ved véd De jo, hvor hjerte-
vindende Alving var. Ingen syntes de kunde
tro andet end godt om ham. Han var af de
slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte.
Men så, Manders, – det skal De også vide, –
så kom det afskyeligste af det altsammen.
Pastor Manders.
Afskyeligere end dette!
Fru Alving.
Jeg havde båret over med ham, skønt jeg
så godt vidste, hvad der gik for sig i løn uden-
Faksimile

s. 63

for huset. Men da så forargelsen kom indenfor
vore egne fire vægge –
Pastor Manders.
Hvad siger De! Her!
Fru Alving.
Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod
den første dør tilhøjre til højre )
i spisestuen var det jeg først
kom undervejr med det. Jeg havde noget at
gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte
jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til
blomsterne derhenne.
Pastor Manders.
Nu ja –?
Fru Alving.
Lidt efter hørte jeg, jeg at Alving kom også.
Jeg hørte, hørte at han sa’ noget sagte til hende. Og
så hørte jeg – (med en kort latter.) Å, det klinger
endnu for mig både så sønderrivende og så
latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige
hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig
være!
Pastor Manders.
Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å,
men mere end en letsindighed har det ikke været,
fru Alving. Tro mig på det.
Fru Alving.
Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro.
Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og
dette forhold havde følger, pastor Manders.
Faksimile
s. 64
Pastor Manders
(som forstenet).
Og alt det i dette hus! I dette hus!
Fru Alving.
Jeg havde tålt meget i dette hus. For at
holde ham hjemme om aftenerne – og om
nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i
hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der
har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham,
har måttet klinke og drikke med ham, høre på
hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe
nævekampe med ham for at få slæbt ham i
seng –
Pastor Manders
(rystet).
At De har kunnet bære alt dette.
Fru Alving.
Jeg havde min lille gut at bære det for.
Men da så den sidste forhånelse kom til; da min
egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv:
dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten
i huset – hele magten – både over ham og
over alt det øvrige. For nu havde jeg våben
imod ham, ser De; han turde ikke kny. Den-
gang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i
det syvende år, og begyndte at lægge mærke
til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt
dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes,
barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette
Faksimile

s. 65

tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham
ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig
fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans
far leved. Der er ingen, ingen som ved véd , hvad det har
kostet mig.
Pastor Manders.
De har da i sandhed prøvet livet.
Fru Alving.
Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke
havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok
sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser
af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige
indretninger, som Alving fik pris og berøm for,
– tror De han havde fremfærd til sligt? Han,
som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel
statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det
også: jeg var den, som drev ham ivej, ivej når han
havde sine lysere mellemstunder; mig var det,
som måtte dra’ hele læsset, læsset når han så igen be-
gyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i
jammer og ynkelighed.
Pastor Manders.
Og over denne mand er det De rejser et
æresminde.
Fru Alving.
Der ser De den onde samvittigheds magt.
Pastor Manders.
Den onde –? Hvad mener De?
Henrik Ibsen: Gengangere.
5
Faksimile
s. 66
Fru Alving.
Det stod mig altid for, at det var umuligt
andet, end at sandheden måtte komme ud, og
bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå
alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.
Pastor Manders.
Da har De visselig ikke forfejlet Deres hen-
sigt, fru Alving.
Fru Alving.
Og så havde jeg en én grund til. Jeg vilde
ikke, ikke at Osvald, min egen gut, skulde ta’ noget-
somhelst i arv efter sin far.
Pastor Manders.
Det er altså for Alvings formue, formue at –?
Fru Alving.
Ja. De summer, jeg år efter andet har
skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg
har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin
tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem –
Fru Alving.
Det var købesummen –. Jeg vil ikke, ikke at
de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min
søn skal ha’ alting fra mig, skal han.
(Osvald Alving kommer gennem den anden dør tilhøjre til højre ; hat og
overfrakke har han skilt sig ved udenfor.)
Faksimile
s. 67
Fru Alving
(imod ham).
Er du alt igen? Min kære, kære gut!
Osvald.
Ja; hvad skal man ude i dette evindelige
regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det
er prægtigt!
Regine
(med en pakke, fra spisestuen).
Her er kommet en pakke til fruen.
(rækker hende den.)
Fru Alving
(med et blik på pastor Manders).
Festsangene til imorgen formodentlig.
Pastor Manders.
Hm –
Regine.
Og så er der serveret.
Fru Alving.
Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –
(begynder at åbne pakken.)
Regine
(til Osvald).
Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?
Osvald.
Begge dele, jomfru Engstrand.
5*
Faksimile
s. 68
Regine.
Bien –; meget vel, herr Alving.
(hun går ind i spisestuen.)
Osvald.
Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –
(går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham.)
Fru Alving
(som har åbnet pakken).
Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene,
pastor Manders.
Pastor Manders
(med foldede hænder).
Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind
skal kunne holde min tale, det –!
Fru Alving.
Å, det finder De nok ud af.
Pastor Manders
(sagte, for ikke at høres i spisestuen).
Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.
Fru Alving
(dæmpet men fast).
Nej. Men er også dette lange stygge
komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det
være for mig, som om den døde aldrig havde
levet i dette hus. Her skal ingen anden være,
end min gut og hans mor.
(Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres)
Faksimile
s. 69
Regines stemme
(hvast men hviskende).
Osvald da! Er du gal? Slip mig!
Fru Alving
(farer sammen i rædsel).
Ah –!
(Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres
hoste og nynne derinde. En flaske trækkes op.)
Pastor Manders
(oprørt).
Men hvad er dog dette for noget! Hvad
er det, fru Alving?
Fru Alving
(hæst).
Gengangere. Parret fra blomsterværelset –
går igen.
Pastor Manders.
Hvad siger De! Regine –? Er hun –?
Fru Alving.
Ja. Kom. Ikke et ord –!
(Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod
spisestuen.)

Faksimile
ANDEN AKT.

(Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet.)
(Pastor Manders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.)
Fru Alving
(endnu i døren).
Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spisestuen.)
Kommer du ikke med, Osvald?
Osvald
(indenfor).
Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.
Fru Alving.
Ja Ja, gør det; for nu er det en smule opholds-
vejr. (lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og
kalder:)
Regine!
Regine
(udenfor).
Ja, frue?
Faksimile
s. 71
Fru Alving.
Gå ned i strygeværelset og hjælp til med
kransene.
Regine.
Ja vel, frue.
Fru Alving
(forvisser sig om, om at Regine går; derpå lukker hun døren).
Pastor Manders.
Han kan dog ikke høre noget derinde?
Fru Alving.
Ikke når døren er lukket. Desuden så går
han jo ud.
Pastor Manders.
Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber
ikke, hvorledes jeg har kunnet synke en bid af
den velsignede mad.
Fru Alving
(i behersket uro, går op og ned).
Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?
Pastor Manders.
Ja, hvad er at gøre? Jeg ved véd det, min tro,
ikke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige tilfælde.
Fru Alving.
Jeg er overbevist om, at endnu er ingen
ulykke sket.
Faksimile
s. 72
Pastor Manders.
Nej, det forbyde himlen! Men et usømmeligt
forhold er det ligefuldt.
Fru Alving.
Det hele er et løst indfald af Osvald; det
kan De være viss på.
Pastor Manders.
Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den
slags ting; men jeg synes dog tilforladelig –
Fru Alving.
Ud af huset må hun jo. Og det straks.
Det er en soleklar sag –
Pastor Manders.
Ja Ja, det forstår sig.
Fru Alving.
Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –
Pastor Manders.
Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.
Fru Alving.
Til hvem, sa’ De?
Pastor Manders.
Til sin –. Nej, men Engstrand er jo
ikke –. Men, Herregud, frue, hvorledes er
dette muligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.
Faksimile
s. 73
Fru Alving.
Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting.
Johanne måtte gå til bekendelse for mig, – og
Alving kunde ikke nægte. Så var der jo ikke
andet at gøre, end at få sagen neddysset.
Pastor Manders.
Nej, det var vel det eneste.
Fru Alving.
Pigen kom straks af tjenesten, og fik en
temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre.
Resten sørged hun selv for, da hun kom ind
til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab
med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med,
kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og
bildte ham så noget ind om en eller anden ud-
lænding, som skulde ha’ ligget her med et lyst-
fartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand
viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.
Pastor Manders.
Men hvorledes skal jeg da forklare mig –?
Jeg husker tydeligt, tydeligt da Engstrand kom for at
bestille vielsen. Han var så rent sønderknust,
og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed,
han og hans forlovede havde gjort sig skyldig i.
Fru Alving.
Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.
Faksimile
s. 74
Pastor Manders.
Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det
imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet
om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’ ta’e
ham alvorligt for mig; det kan han belave sig
på. – Og så det usædelige i en sådan forbin-
delse! For penges skyld –! Hvor stort var det
beløb, pigen havde at råde over?
Fru Alving.
Det var tre hundrede specier.
Pastor Manders.
Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hun-
drede specier at gå hen og la’ sig ægtevie til
en falden kvinde!
Fru Alving.
Hvad siger De da om mig, som gik hen
og lod mig ægtevie til en falden mand?
Pastor Manders.
Men Gud bevare os vel; – hvad er det,
De siger? En falden mand!
Fru Alving.
Tror De kanske Alving var renere, da jeg
gik med ham til alteret, end Johanne var, var da
Engstrand lod sig vie til hende?
Pastor Manders.
Ja men det er dog så himmelvidt forskellige
ting –
Faksimile
s. 75
Fru Alving.
Sletikke så forskellige endda. Der var
rigtignok stor forskel i prisen; – lumpne tre
hundrede daler og en hel formue.
Pastor Manders.
Men at De kan stille noget så uligt sammen.
De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte
og med Deres pårørende.
Fru Alving
(ser ikke på ham).
Jeg trode De forstod, hvorhen det, De
kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.
Pastor Manders
(fremmed).
Havde jeg forståt noget sådant, var jeg
ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.
Fru Alving.
Ja, det står ialfald fast, at med mig selv
berådte jeg mig sandelig ikke.
Pastor Manders.
Nå Nå, så med Deres nærmeste slægt da; så-
ledes som foreskrevet er; med Deres mor og
med begge Deres tanter.
Fru Alving.
Ja, det er sandt. De tre gjorde op regne-
stykket for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt
Faksimile

s. 76

de fik ud, ud at det vilde være den rene dårskab at
vrage et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu
og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen!
Pastor Manders.
Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så
meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev
stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.
Fru Alving
(ved vinduet).
Ja, dette med lov og orden! Jeg tror man-
gengang, det er det, som volder alle ulykkerne
her i verden.
Pastor Manders.
Fru Alving, nu forsynder De Dem.
Fru Alving.
Ja, det får så være; men jeg står ikke i
det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg
kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.
Pastor Manders.
Hvad mener De med det?
Fru Alving
(trommer på vinduskarmen).
Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings
levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, –
ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.
Faksimile
s. 77
Pastor Manders.
Fejg?
Fru Alving.
Havde folk fåt noget at vide, så havde de
sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, rimeligt at
han skejer ud, han, som har en kone, der løber
ifra ham.
Pastor Manders.
Med en viss ret kunde sådant nok siges.
Fru Alving
(ser fast på ham).
Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog
jeg Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din
far var et forfaldent menneske –
Pastor Manders.
Men du forbarmende –
Fru Alving.
– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har
fortalt Dem, – rub og stub.
Pastor Manders.
Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.
Fru Alving.
Ja Ja, jeg ved véd det. Jeg ved véd det jo! Jeg op-
røres selv ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg
er jeg.
Faksimile
s. 78
Pastor Manders.
Og De kalder det fejghed at gøre Deres
ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt,
at et barn skal agte og elske sin fader og sin
moder?
Fru Alving.
Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os
spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre
Alving?
Pastor Manders.
Er der ikke en røst i Deres morshjerte,
som forbyder Dem at nedbryde Deres søns
idealer?
Fru Alving.
Ja men sandheden da?
Pastor Manders.
Ja men idealerne da?
Fru Alving.
Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke
var så fejg, som jeg er!
Pastor Manders.
Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for
det hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald.
Osvald har nok ikke ret mange idealer, desværre.
Men så meget har jeg kunnet skønne, at hans
far står for ham som et sådant ideal.
Faksimile
s. 79
Fru Alving.
Det har De ret i.
Pastor Manders.
Og disse hans forestillinger har De selv
vakt og næret hos ham gennem Deres breve.
Fru Alving.
Ja; jeg var under pligten og hensynene;
derfor løj jeg for min gut år ud og år ind.
Å, hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!
Pastor Manders.
De har grundfæstet en lykkelig illusion hos
Deres søn, fru Alving, – og det bør De sande-
ligen ikke skatte ringe.
Fru Alving.
Hm; hvem ved, ved véd, om det nu er så bra’ allige-
vel. – Men noget maskepi med Regine vil jeg
ialfald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og
gøre den stakkers pige ulykkelig.
Pastor Manders.
Nej, du gode Gud, det vilde jo være for-
færdeligt!
Fru Alving.
Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og
at det vilde bli’ til hans lykke –
Pastor Manders.
Hvorledes? Hvad så?
Faksimile
s. 80
Fru Alving.
Men det vilde det ikke bli’; for Regine er
desværre ikke slig.
Pastor Manders.
Nå, hvad så? Hvad mener De?
Fru Alving.
Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg,
som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig
med hende, eller indret jer som I vil; men bare
ikke noget bedrag.
Pastor Manders.
Men du forbarmende –! Et lovformeligt
ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt –!
Noget så uhørt –!
Fru Alving.
Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet,
pastor Manders; tror De ikke, ikke at der ude om-
kring i landet findes adskillige ægtepar, som er
lige så nær i slægt?
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
Fru Alving.
Å jo såmæn gør De så.
Pastor Manders.
Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde
at –. Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke
Faksimile

s. 81

altid så rent, som det burde være. Men sådant
noget, som De sigter til, kan man jo dog aldrig
vide, – ialfald ikke med bestemthed. Her deri-
mod –; at De, en mor, kunde ville tilstæde, tilstæde at
Deres –!
Fru Alving.
Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke
kunne tilstæde det for nogen pris i verden; det
er jo netop det jeg siger.
Pastor Manders.
Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker
Dem. Men hvis De altså ikke var fejg –! Du
min skaber, – en så oprørende forbindelse!
Fru Alving.
Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra
den slags forbindelser, siges der. Og hvem er
det, som har indrettet det slig her i verden,
pastor Manders?
Pastor Manders.
Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem,
frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind.
Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!
Fru Alving.
Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det.
Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget
af dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig
kan bli’ kvit.
Henrik Ibsen: Gengangere.
6
Faksimile
s. 82
Pastor Manders.
Hvad var det De kaldte det?
Fru Alving.
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og
Osvald derinde, var det som jeg så gengangere
for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere
allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare
det, vi har arvet fra far og mor, som går igen
i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger
og alskens gammel afdød tro og sligt noget.
Det er ikke levende i os; men det sidder i allige-
vel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg tar
en avis og læser i, er det ligesom jeg så gen-
gangere smyge imellem linjerne. Der må leve
gengangere hele landet udover. Der må være
så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er
vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.
Pastor Manders.
Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres
læsning. Skønne frugter isandhed! Å, disse af-
skyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!
Fru Alving.
De tar fejl, kære pastor. De er selv den
mand, som fik ægget mig til at tænke; og det
skal De ha’ tak og pris for.
Pastor Manders.
Jeg!
Faksimile
s. 83
Fru Alving.
Ja, Ja; da De tvang mig mig mig ind under det, som
De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste
som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte
sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da
var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter
i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste
knude; men da jeg havde fåt den løst, så
rakned det op altsammen. Og så skønte jeg, jeg at
det var maskinsøm.
Pastor Manders
(stille, rystet).
Skulde dette være vindingen af mit livs
tungeste strid?
Fru Alving.
Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.
Pastor Manders.
Det var mit livs største sejr, Helene; sejren
over mig selv.
Fru Alving.
Det var en forbrydelse imod os begge.
Pastor Manders.
At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem
til Deres lovlige husbond, da De kom til mig
forvildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var
det en forbrydelse?
6*
Faksimile
s. 84
Fru Alving.
Ja, jeg synes det.
Pastor Manders.
Vi to forstår ikke hinanden.
Fru Alving.
Ikke nu længer ialfald.
Pastor Manders.
Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker en-
gang, har jeg set Dem anderledes, end som en
andens ægtefælle.
Fru Alving.
Ja – tro det?
Pastor Manders.
Helene –!
Fru Alving.
En går sig selv så let af minde.
Pastor Manders.
Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg
altid var.
Fru Alving
(slår om).
Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om
gamle dage. Nu sidder De til op over ørene i
kommissioner og bestyrelser; og jeg går her og
Faksimile

s. 85

kæmper med gengangere både indvendig og ud-
vendig.
Pastor Manders.
De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at
få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfær-
delse har hørt af Dem idag, kan jeg ikke for
min samvittighed forsvare at lade en ung ube-
fæstet pige forblive i Deres hus.
Fru Alving.
Synes De ikke det var bedst, om vi kunde
få hende forsørget? Jeg mener – sådan godt gift.
Pastor Manders.
Utvivlsomt Utvilsomt . Jeg tror, det vilde være i alle
henseender ønskeligt for hende. Regine er jo
nu i den alder, da –; ja, jeg forstår mig jo ikke
på det, men –
Fru Alving.
Regine blev tidlig voksen.
Pastor Manders.
Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig
for, at hun var påfaldende stærkt udviklet i
legemlig henseende, henseende da jeg forberedte hende til
konfirmation. Men foreløbig må hun ialfald hjem;
under sin fars opsigt –. Nej, men Engstrand
er jo ikke –. At han – at han således kunde
fordølge sandheden for mig!
(Det banker på døren til forstuen.)
Faksimile
s. 86
Fru Alving.
Hvem kan det være? Kom ind!
Snedker Engstrand
(søndagsklædt, i døren).
Jeg ber så my’ om forladelse, men –
Pastor Manders.
Aha! Hm –
Fru Alving.
Er det Dem, Engstrand?
Engstrand.
– der var ingen af pigerne tilstede, og så
tog jeg mig den dristige friheden at banke
lige på.
Fru Alving.
Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig
om noget?
Engstrand
(kommer ind).
Nej, ellers så mange tak. Det var nok med
pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.
Pastor Manders
(går op og ned).
Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil
De det?
Engstrand.
Ja, jeg vilde så fælt gerne –
Faksimile
s. 87
Pastor Manders
( stanser standser foran ham).
Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?
Engstrand.
Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi
klarering dernede. Mangfoldig tak, frue. – Og
nu er vi færdig med altingen; og så synes jeg,
det vilde være så pent og passeligt, passeligt om vi, som
har arbejdet så oprigtigt sammen al denne tiden,
– jeg synes, vi skulde slutte med en liden andagt
ikveld.
Pastor Manders.
En andagt? Nede i asylet?
Engstrand.
Ja, synes kanske ikke pastoren det er passe-
ligt, så –
Pastor Manders.
Jo visst synes jeg det, men – hm –
Engstrand.
Jeg har selv brugt at holde lidt andagt der-
nede om kveldene –
Fru Alving.
Har De?
Engstrand.
Ja, en gang imellem; slig en liden opbyggelse
at kalde for. Men jeg er jo en ringe, gemen
mand og har ikke rigtig gaverne, Gu’ bedre mig,
Faksimile

s. 88

– og så tænkte jeg, at siden herr pastor Manders
just var herude, så –
Pastor Manders.
Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først
gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette
stemning for en sådan sammenkomst? Føler De
Deres samvittighed fri og let?
Engstrand.
Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at
snakke om samvittigheden, herr pastor.
Pastor Manders.
Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad
svarer De så?
Engstrand.
Ja, samvittigheden – den kan være fæl,
den, sommetider.
Pastor Manders.
Nå, det erkender De da ialfald. Men vil
De så uforbeholdent sige mig, – hvorledes
hænger det sammen med Regine?
Fru Alving
(hurtigt).
Pastor Manders!
Pastor Manders
(beroligende).
Lad De mig –
Faksimile
s. 89
Engstrand.
Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig
da! (ser på fru Alving.) Det er da vel aldrig galt fat
med Regine?
Pastor Manders.
Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvor-
ledes hænger det sammen med Dem og Regine?
De går jo og gælder for hendes far. Nå?
Engstrand
(usikker).
Ja – hm – herr pastoren ved véd jo dette her
med mig og salig Johanne.
Pastor Manders.
Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres
afdøde hustru meddelte fru Alving den rette
sammenhæng, sammenhæng før hun kom af tjenesten.
Engstrand.
Nå Nå, så skulde da –! Gjorde hun det alligevel?
Pastor Manders.
De er altså afsløret, Engstrand.
Engstrand.
Og hun, som både svor og bandte så helligt
på –
Pastor Manders.
Bandte hun!
Faksimile
s. 90
Engstrand.
Nej, hun bare svor, men det så inderlig
oprigtigt.
Pastor Manders.
Og i alle disse år har De fordulgt sand-
heden for mig. Fordulgt den for mig, som så
ubetinget har fæstet lid til Dem i et og alt.
Engstrand.
Ja, desværre, jeg har nok det.
Pastor Manders.
Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand?
Har jeg ikke stedse været redebon til at gå Dem
tilhånde med råd og dåd, så vidt det stod i min
magt? Svar! Har jeg ikke det?
Engstrand.
Det havde nok ikke set godt ud for mig
mangengang, om jeg ikke havde havt pastor
Manders.
Pastor Manders.
Og så lønner De mig på en sådan måde.
Får mig til at indføre uefterretteligheder i mini-
strialbogen og forholder mig siden gennem en
række af år de oplysninger, som De var både
mig og sandheden skyldig. Deres færd har
været aldeles uforsvarlig, Engstrand; og fra nu
af er det ude mellem os.
Faksimile
s. 91
Engstrand
(med et suk).
Ja, det er vel det, kan jeg skønne.
Pastor Manders.
Ja, for hvorledes vilde De vel kunne ret-
færdiggøre Dem?
Engstrand.
Men skulde hun da gåt og skamferet sig
endda mere ved at snakke om det? Vil nu bare
herr pastoren tænke sig, at han var i samme
forfatning, som salig Johanne –
Pastor Manders.
Jeg!
Engstrand.
Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akkurat.
Men jeg mener, om pastoren havde noget at
skæms over i menneskenes øjne, som de siger.
Vi mandspersoner skal ikke dømme en stakkers
kvinde for strængt, herr pastor.
Pastor Manders.
Men det gør jeg jo heller ikke. Det er
Dem, jeg retter bebrejdelsen imod.
Engstrand.
Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren
et bitte lidet spørsmål?
Pastor Manders.
Nå ja, spørg.
Faksimile
s. 92
Engstrand.
Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at
han oprejser den faldende?
Pastor Manders.
Jo, selvfølgelig.
Engstrand.
Og er ikke en mand skyldig at holde sit
oprigtige ord?
Pastor Manders.
Jo visselig er han det; men –
Engstrand.
Den gangen, da Johanne var falden i ulykke
desformedelst denne Engelsmanden Engelskmanden – eller kanske
det var en Amerikaner eller en Russer, som de
kalder det, – ja, så kom hun ind til byen.
Stakker, hun havde have slåt vrag på mig før en gang
eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert
var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken
i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde for-
dristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes
matroser rejerte med drukkenskab og beruselse,
som de siger. Og da jeg så vilde formane dem
til at vandre i et nyt levnet –
Fru Alving
(henne ved vinduet).
Hm –
Faksimile
s. 93
Pastor Manders.
Jeg ved véd det, Engstrand; de rå mennesker
kasted Dem nedover trapperne. Den begivenhed
har De før meddelt mig. De bærer Deres
skavank med ære.
Engstrand.
Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor.
Men det var det, jeg vilde fortælle, at så kom
hun og betrode sig til mig under grædendes
tårer og tænders gnidsel. Jeg må sige herr
pastoren, det gjorde mig så hjertelig ondt at
høre på.
Pastor Manders.
Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?
Engstrand.
Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han
er omflakkendes på verdens hav, han. Og du,
Johanne, Johanne. sa’ jeg, du har begåt et syndefald og
er en falden skabning. Men Jakob Engstrand,
sa’ jeg, han står på to reelle ben, han; – ja,
det mente jeg nu slig som en lignelse, herr
pastor.
Pastor Manders.
Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.
Engstrand.
Ja, så var det jeg oprejste hende og ægte-
vied hende oprigtigt for at ikke folk skulde få
Faksimile

s. 94

vide, hvor vildfarendes hun havde været med ud-
lændinger.
Pastor Manders.
Alt dette var såre smukt handlet af Dem.
Jeg kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme
Dem til at modtage penge –
Engstrand.
Penge? Jeg? Ikke en styver.
Pastor Manders
(spørgende til fru Alving).
Men –! Men –?
Engstrand.
Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne
havde nok nogen skillinger ligevel. Men det
vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mam-
mon, det er syndens sold, det; det usle guldet
– eller papirsedler, hvad det var for noget –
det slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg.
Men han var afsides og forsvunden over det
vilde hav, herr pastor.
Pastor Manders.
Var han det, min gode Engstrand?
Engstrand.
Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige
om, at de pengene skulde gå til at opdrage
barnet for; for, og blev det da også; og jeg jeg kan
Faksimile

s. 95

gøre regnskab og rigtighed for hver evig eneste
skilling.
Pastor Manders.
Men dette forandrer jo sagen ganske be-
tydeligt.
Engstrand.
Slig hænger det sammen, herr pastor. Og
jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far
for Regine, – så langt mine kræfter rak da –
for jeg er en skrøbelig mand, desværre.
Pastor Manders.
Nå nå, min kære Engstrand –
Engstrand.
Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget
barnet og levet kærligt med salig Johanne og
øvet hustugten, som skrevet står. Men aldrig
kunde det da falde mig ind at gå op til pastor
Manders og hovmode mig og gøre mig til af, at
jeg havde gjort en god gerning engang i verden,
jeg også. Nej, når sligt hændes Jakob Eng-
strand, så tier han stille med det. Desværre,
det går vel ikke så tidt på, kan jeg tro. Og
når jeg kommer til pastor Manders, så har jeg
så evig nok med at snakke om det, som galt og
skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg sagde
nylig, – samvittigheden kan være styg en gang
iblandt.
Pastor Manders.
Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.
Faksimile
s. 96
Engstrand.
Å Jøss, herr pastor –
Pastor Manders.
Ingen omsvøb. (trykker hans hånd.) Se så!
Engstrand.
Og hvis jeg så pent og vakker turde be’
pastoren om forladelse –
Pastor Manders.
De? Nej tvertimod; det er mig, som skal
bede Dem om forladelse –
Engstrand.
Å nej kors da.
Pastor Manders.
Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele
mit hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde mis-
kende Dem. Og gid jeg så sandt kunde vise
Dem et eller andet tegn på min oprigtige for-
trydelse og på min velvilje for Dem –
Engstrand.
Vilde herr pastoren det?
Pastor Manders.
Med den allerstørste fornøjelse –
Engstrand.
Ja Ja, for så var der rigtignok lejlighed til det
nu. Med de velsignede pengene penge , som jeg har
Faksimile

s. 97

lagt mig tilbedste herude, herude tænker jeg på at grund-
lægge et slags sjømandshjem inde i byen.
Fru Alving.
Vil De?
Engstrand,
Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde
for. Fristelserne er så mangfoldige for sjø-
manden, som vandrer på landjorden. Men i dette
her huset hos mig kunde han få være som under
en fars opsigt, tænkte jeg.
Pastor Manders.
Hvad siger De til det, fru Alving!
Engstrand.
Det er jo ikke stort, jeg har at fare med,
Gu’ bedre det; men hvis jeg bare kunde få en
velgørendes håndsrækning, så –
Pastor Manders.
Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag.
Deres forehavende tiltaler mig ganske overordent-
ligt. Men gå De nu foran, og gør alting istand
og få tændt lys, så det kan være lidt festligt.
Og så skal vi ha’ en opbyggelig stund sammen,
min kære Engstrand; for nu tror jeg nok De har
den rette stemning.
Engstrand.
Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel,
frue, og tak for her; og ta’ rigtig godt vare på
Henrik Ibsen: Gengangere.
7
Faksimile

s. 98

Regine for mig. (visker en tåre af øjet.) Salig Johannes
barn – hm, det er underligt med det – men
det er lige rakt som hun var vokset fast til
hjerterødderne mine. Ja-mænd er det så, ja.
(Han hilser og går ud gennem forstuen døren .)
Pastor Manders.
Nå, hvad siger De så om den mand, fru
Alving! Det var en ganske anden forklaring, den,
vi der fik.
Fru Alving.
Ja, det var det rigtignok.
Pastor Manders.
Der ser De, hvor overmåde varsom man må
være med at fordømme et medmenneske. Men
det er da også en inderlig glæde at forvisse sig
om, om at man har taget fejl. Eller hvad siger De?
Fru Alving.
Jeg siger, De er og blir et stort barn,
Manders.
Pastor Manders.
Jeg?
Fru Alving
(lægger begge hænder på hans skuldre).
Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå
begge armene om halsen på Dem.
Faksimile
s. 99
Pastor Manders
(trækker sig hurtigt bort).
Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige
lyster –
Fru Alving
(med et smil).
A Å , De skal ikke være ræd for mig.
Pastor Manders
(ved bordet).
De har stundom en så overdreven måde at
udtrykke Dem på. Nu vil jeg først samle doku-
menterne sammen og lægge dem i min taske.
(gør som han siger.) Se så. Og nu farvel sålænge.
Hav øjnene med Dem, når Osvald kommer til-
bage. Jeg ser siden op til Dem igen.
(Han tar sin sid hat og går ud gennem forstuedøren.)
Fru Alving
(drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet, rydder lidt op i stuen
og vil gå ind i spiseværelset, spiseværelset men standser med et dæmpet ud-
råb i døren)
:
Osvald, sidder du endnu ved bordet!
Osvald
(i spisestuen).
Jeg røger bare min cigar ud.
Fru Alving.
Jeg trode, trode du var gået lidt opover vejen.
7*
Faksimile
s. 100
Osvald.
I sligt vejr?
(Et glas klirrer. Fru Alving lar døren stå åben og sætter sig med
sit strikketøj på sofaen ved vinduet.)
Osvald
(derinde).
Var det ikke pastor Manders, som gik nu
nylig?
Fru Alving.
Jo, han gik ned på asylet.
Osvald.
Hm.
(Glas og karaffel klirrer igen.)
Fru Alving
(med bekymret et bekymret øjekast).
Kære Osvald, du skulde vogte dig for den
likør. Den er stærk.
Osvald.
Den er god imod fugtigheden.
Fru Alving.
Vil du ikke heller komme ind til mig?
Osvald.
Jeg må jo ikke røge derinde.
Fru Alving.
Cigar ved véd du jo godt du må røge.
Faksimile
s. 101
Osvald.
Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte
liden dråbe til. – Se så.
(Han kommer med sin cigar ind i stuen og lukker døren efter sig.
Kort taushed.)
Osvald.
Hvor er pastoren henne?
Fru Alving.
Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.
Osvald.
Å ja, det er sandt.
Fru Alving.
Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved
bordet, Osvald.
Osvald
(med cigaren bag ryggen).
Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor. mor,
(stryger og klapper hende.) Tænk, – for mig, som er
kommen hjem, at sidde ved mors eget bord, i
mors stue, og spise mors dejlige mad.
Fru Alving.
Min kære, kære gut!
Osvald
(noget utålmodig, går og røger).
Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg
kan ikke bestille noget –
Faksimile
s. 102
Fru Alving.
Ja, kan du ikke det?
Osvald.
I sligt gråvejr? Uden at der falder et sol-
blink hele dagen? (går hen over henover gulvet.) Å, det, ikke
at kunne arbejde –!
Fru Alving.
Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig,
at du kom hjem.
Osvald.
Jo, mor; det måtte så være.
Fru Alving.
Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære
den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –
Osvald
(standser ved bordet).
Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig
så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?
Fru Alving.
Om det er en lykke for mig!
Osvald
(krammer en avis).
Jeg synes, det måtte næsten være det samme
for dig, enten jeg var til eller ikke.
Faksimile
s. 103
Fru Alving.
Og det har du hjerte til at sige til din mor,
Osvald?
Osvald.
Men du har da så godt kunnet leve mig
foruden før.
Fru Alving.
Ja; jeg har levet dig foruden; – det er
sandt.
(Taushed. Skumringen begynder langsomt. Osvald går frem
og tilbage på gulvet. Cigaren cigaren har han lagt fra sig.)
Osvald
(standser ved fru Alving).
Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen
hos dig?
Fru Alving
(gør plads for ham).
Ja, kom du, min kære gut.
Osvald
(sætter sig).
Nu må jeg sige dig noget, mor.
Fru Alving
(spændt).
Nu vel!
Osvald
(stirrer frem for sig).
For jeg kan ikke gå og bære på det længer.
Fru Alving.
På hvad for noget? Hvad er det?
Faksimile
s. 104
Osvald
(som før).
Jeg har ikke kunnet komme mig for at skrive
dig til om det; og siden jeg kom hjem –
Fru Alving
(griber ham om armen).
Osvald, hvad er dette for noget!
Osvald.
Både igår og idag har jeg prøvet at skyde
tankerne fra mig, – slå mig løs. Men det
går ikke.
Fru Alving
(rejser sig).
Nu skal du tale rent ud, Osvald!
Osvald
(drager hende ned på sofaen igen).
Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige
dig det. – Jeg har klaget så over træthed efter
rejsen –
Fru Alving.
Nu ja! Hvad så?
Osvald.
Men det er ikke det, som fejler mig; ikke
nogen almindelig træthed –
Fru Alving
(vil springe op).
Du er da ikke syg, Osvald!
Faksimile
s. 105
Osvald
(drager hende atter ned).
Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt.
Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad
man almindelig kalder syg. (slår hænderne sammen
over hodet.)
Mor, jeg er åndelig nedbrudt, –
ødelagt, – jeg kan aldrig komme til at ar-
bejde mere!
(han kaster sig med hænderne for ansigtet ned i hendes skød
og brister i hulkende gråd.)
Fru Alving
(bleg og dirrende).
Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er
ikke sandt.
Osvald
(ser op med fortvivlede fortvilede øjne).
Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig!
Være som levende død! Mor, kan du tænke dig
noget så forfærdeligt?
Fru Alving.
Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette for-
færdelige kommet over dig?
Osvald
(sætter sig atter oprejst).
Ja, det er just det, jeg umulig umuligt kan fatte og
begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende
liv. Ikke i nogen henseende. henseende, Det skal du ikke
tro om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.
Faksimile
s. 106
Fru Alving.
Det tror jeg heller ikke, Osvald.
Osvald.
Og så kommer dette over mig alligevel!
Denne forfærdelige ulykke!
Fru Alving.
Å, men det vil rette sig, min kære, vel-
signede gut. Det er ikke andet end overan-
strængelse. Du kan tro mig på det.
Osvald
(tungt).
Det trode jeg også i førstningen; men det
er ikke så.
Fru Alving.
Fortæl mig fra ende til anden.
Osvald.
Det vil jeg også.
Fru Alving.
Hvad tid mærked du det først?
Osvald.
Det var straks efter at jeg havde været
hjemme forrige gang og var kommen ned til
Paris igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste
smerter i hodet – mest mest her i baghodet, syntes jeg.
Det var som om en trang jernring blev skruet
om nakken og opover.
Faksimile
s. 107
Fru Alving.
Og så?
Osvald.
I førstningen trode jeg, det ikke var andet,
end den sædvanlige hodepine, som jeg havde
været så plaget med, med da jeg var i opvæksten.
Fru Alving.
Ja, ja –
Osvald.
Men det var ikke så; det mærked jeg snart.
Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde be-
gynde på et nyt stort billede; men det var som
om evnerne svigted mig; al min kraft var som
lamslåt; jeg kunde ikke samle mig til faste fore-
stillinger; det svimled for mig, – løb rundt.
Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut
sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham
fik jeg vide besked.
Fru Alving.
Hvorledes, mener du?
Osvald.
Det var en af de første læger dernede. Jeg
måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det;
og så begyndte han at gøre mig en hel del
spørsmål, som jeg syntes slet ikke sletikke kom sagen
ved; jeg begreb ikke hvor manden vilde hen –
Fru Alving.
Nu!
Faksimile
s. 108
Osvald.
Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen
af været noget ormstukket ved Dem; – han
brugte netop udtrykket «vermoulu». «vermoulu.»
Fru Alving
(spændt).
Hvad mente han med det?
Osvald.
Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om
en nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle
cyniker – (knytter hånden.) Å –!
Fru Alving.
Hvad sa’ han?
Osvald.
Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på
børnene.
Fru Alving
(rejser sig langsomt op).
Fædrenes synder –!
Osvald.
Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –
Fru Alving
(går henover gulvet).
Fædrenes synder –
Osvald
(smiler tungt).
Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred
Faksimile

s. 109

jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale
om sligt noget. Men tror du han gav sig for
det? Nej, han blev ved sit; og det var først da
jeg havde taget frem dine breve og oversat for
ham alle de steder, som handled om far –
Fru Alving.
Men da –?
Osvald.
Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, indrømme at
han var på vildspor; og så fik jeg vide sand-
heden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende
lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde
jeg afholdt mig fra. Det havde været for stærkt
for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!
Fru Alving.
Osvald! Å nej; tro ikke det!
Osvald.
Der var ingen anden forklaring mulig, sa’ så’
han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig
ødelagt for hele livet – for min egen ubesin-
digheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet i
verden, – ikke at turde tænke på det engang, –
ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg
bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!
(han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.)
Fru Alving
(vrider hænderne og går taus kæmpende frem og tilbage).
Faksimile
s. 110
Osvald
(efter en stund stnnd , ser op og blir halvt liggende på albuen).
Havde det endda været noget nedarvet, –
noget, som en man ikke selv kunde gøre for. Men
dette her! På en så skammelig, tankeløs, let-
sindig måde at ha’ sløset bort sin egen lykke,
sin egen sundhed, alting i verden, – sin fremtid,
sit liv –!
Fru Alving.
Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette
er umuligt! (bøjer sig over ham ) Det står ikke så
fortvilet til med dig, som du tror.
Osvald.
Å, du ved véd ikke –. (springer op.) Og så det,
mor, at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen
gang har jeg næsten ønsket og håbet, at du
igrunden ikke brød dig så stort om mig.
Fru Alving.
Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste,
jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr
mig om.
Osvald
(griber begge hendes hænder og kysser dem).
Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjemme,
så ser jeg det jo. Og det er noget af det
tungeste for mig. – Men nu ved véd du det altså.
Og nu vil vi ikke tale mere om det for idag.
Jeg tåler ikke at tænke længe på det af gangen.
(går opover gulvet.) Skaf mig noget at drikke, mor!
Faksimile
s. 111
Fru Alving.
Drikke? Hvad vil du drikke nu?
Osvald.
Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold
punch i huset.
Fru Alving.
Ja, men min kære Osvald –!
Osvald.
Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil!
Jeg ha’ noget at skylle alle disse nagende
tankerne ned med. (går op i blomsterværelset.) Og så –
så mørkt, som her er!
Fru Alving
(ringer på en klokkestreng tilhøjre til højre ).
Osvald.
Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter
uge kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig
få se et solglimt. De gange, jeg har været
hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen
skinne.
Fru Alving.
Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!
Osvald.
Hm – (drager vejret tungt.) Jeg tænker ikke
på nogenting. Kan ikke tænke på nogenting!
(lavmælt.) Det lar jeg nok være.
Faksimile
s. 112
Regine
(fra spisestuen).
Ringte fruen?
Fru Alving.
Ja, lad os få lampen ind.
Regine.
Straks, frue. Den er alt tændt.
(går ud.)
Fru Alving
(går hen til Osvald).
Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.
Osvald.
Det er jeg ikke, mor. (går hen til bordet.) Jeg
synes, jeg har sagt dig så meget.
Regine
(bringer lampen og sætter den på bordet).
Fru Alving.
Hør, Regine, du kunde hente os en halv
flaske champagne.
Regine.
Vel, frue.
(går ud igen.)
Osvald
(tar fru Alving om hodet).
Det er, som det skal være. Jeg vidste
nok, mor vilde ikke la’ sin gut tørste.
Faksimile
s. 113
Fru Alving.
Du min stakkers kære Osvald; hvorledes
skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?
Osvald
(livfuldt).
Er det sandt, mor? Mener du det?
Fru Alving.
Hvorledes? Hvilket?
Osvald.
At du ikke vilde kunne nægte mig nogen ting?
Fru Alving.
Men kære Osvald –
Osvald.
Hys!
Regine
(bringer en brikke med en halv flaske champagne og to glas,
som hun sætter på bordet)
.
Skal jeg åbne –?
Osvald.
Nej tak, det skal jeg selv.
(Regine går ud igen.)
Fru Alving
(sætter sig ved bordet).
Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte
nægte dig?
Henrik Ibsen: Gengangere.
8
Faksimile
s. 114
Osvald
(beskæftiget med at åbne flasken).
Først et glas – eller to.
(Korken springer; han skænker i det ene glas og vil skænke
i det andet.)
Fru Alving
(holder hånden over).
Tak, – ikke for mig.
Osvald.
Nå, så for mig da!
(han tømmer glasset, fylder det pånyt og tømmer det atter;
derpå sætter han sig ved bordet.)
Fru Alving
(ventende).
Nu da?
Osvald
(uden at se på hende).
Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor
Manders så så underlig – hm, stilfærdige ud
ved middagsbordet.
Fru Alving.
La’ du mærke til det?
Osvald.
Ja. Hm – (efter en kort taushed.) Sig mig, –
hvad synes du om Regine?
Fru Alving.
Hvad jeg synes?
Faksimile
s. 115
Osvald.
Ja, er hun ikke prægtig?
Fru Alving.
Kære Osvald, du kender hende ikke så
nøje som jeg –
Osvald.
Nå?
Fru Alving.
Regine fik desværre gå for længe hjemme.
Jeg skulde taget hende til mig tidligere.
Osvald.
Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor?
(fylder sit glas.)
Fru Alving.
Regine har mange og store fejl –
Osvald.
Å ja, hvad gør det?
(han drikker igen.)
Fru Alving.
Men jeg holder af hende alligevel; og jeg
har ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt
i verden, verden at hun skulde komme noget til.
Osvald
(springer op).
Mor, Regine er min eneste redning!
8*
Faksimile
s. 116
Fru Alving
(rejser sig).
Hvad mener du med det?
Osvald.
Jeg kan ikke gå her og bære al denne
sjælekval alene.
Fru Alving.
Har du ikke din mor til at bære den
med dig?
Osvald.
Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også
hjem til dig. Men det går ikke på den måden.
Jeg ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit
liv ud her!
Fru Alving.
Osvald!
Osvald.
Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må
jeg bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal
gå og se på det.
Fru Alving.
Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så
længe du er så syg som nu –
Osvald.
Var det bare sygdommen alene, så blev jeg
nok hos dig, mor. For du er min bedste ven
i verden.
Faksimile
s. 117
Fru Alving.
Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!
Osvald
(driver urolig om).
Men det er alle kvalerne, noget naget , angeren, –
og så den store dødelige angst. Å – denne
forfærdelige angst!
Fru Alving
(går efter ham).
Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?
Osvald.
Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg
ved véd det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.
Fru Alving
(går over mod højre og trækker i klokkestrængen).
Osvald.
Hvad er det du vil?
Fru Alving.
Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg.
Han skal ikke gå her og gruble. (til Regine, som
kommer i døren.)
Mere champagne. En hel flaske.
(Regine går.)
Osvald.
Mor!
Fru Alving.
Tror du ikke vi forstår at leve her på
gården også?
Faksimile
s. 118
Osvald.
Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som
hun er bygget! Og så kærnesund.
Fru Alving
(sætter sig ved bordet).
Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.
Osvald
(sætter sig).
Du ved véd nok ikke, mor, at jeg har en uret
at gøre god igen mod Regine.
Fru Alving.
Du!
Osvald.
Eller en liden ubetænksomhed – hvad du
vil kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da
jeg sidst var hjemme –
Fru Alving.
Ja?
Osvald.
– så spurgte hun mig så ofte om Paris,
og jeg fortalte hende da et og andet dernedefra.
Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige:
skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?
Fru Alving.
Nu?
Faksimile
s. 119
Osvald.
Jeg så, at hun blev ganske blussende rød,
og så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst
til. Ja ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd
for – eller noget sligt.
Fru Alving.
Nu ja?
Osvald.
Jeg havde naturligvis glemt det hele; men
da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om
hun var glad over, over at jeg skulde bli’ så længe
hjemme –
Fru Alving.
Ja?
Osvald.
– da så hun så besynderligt på mig, og
så spurgte hun: men hvad blir der så af min
rejse til Paris?
Fru Alving.
Hendes rejse!
Osvald.
Og så fik jeg ud af hende, at hun havde
taget sagen alvorligt, at hun havde gåt her og
tænkt på mig hele tiden, og at hun havde lagt
sig efter at lære fransk –
Faksimile
s. 120
Fru Alving.
Derfor altså –
Osvald.
Mor, – da jeg så den prægtige, smukke,
kærnefriske pige stå der for mig – før havde
jeg jo aldrig lagt videre mærke til hende – men
nu, da hun stod der ligesom med åbne arme
færdig til at ta’ imod mig –
Fru Alving.
Osvald!
Osvald.
– da gik det op for mig, at i hende var
der redning; for jeg så der var livsglæde i
hende.
Fru Alving
(studsende).
Livsglæde –? Kan der være redning i den?
Regine
(fra spisestuen med en champagneflaske).
Jeg ber undskylde, undskylde at jeg blev så længe;
men jeg måtte i kælderen –
(sætter flasken på bordet.)
Osvald.
Og hent så et glas til.
Regine
(ser forundret på ham).
Der står fruens glas, herr Alving.
Faksimile
s. 121
Osvald.
Ja, men hent et til dig selv, Regine.
Regine
(farer sammen og kaster et lynsnart sky sideblik til fru Alving).
Osvald.
Nå?
Regine
(sagte og nølende).
Er det med fruens vilje –?
Fru Alving.
Hent glasset, Regine.
(Regine går ud i spisestuen.)
Osvald
(ser efter hende).
Har du lagt mærke til, hvorledes hun går?
Så fast og frejdigt.
Fru Alving.
Dette sker ikke, Osvald!
Osvald.
Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det
nytter ikke at tale imod.
Regine
(kommer med et tomt glas, som hun beholder i hånden).
Faksimile
s. 122
Osvald.
Sæt dig, Regine.
Regine
(ser spørgende på fru Alving).
Fru Alving.
Sæt dig ned.
Regine
(sætter sig på en stol ved spisestuedøren og beholder holder fremdeles
det tomme glas i hånden)
.
Fru Alving.
Osvald, – hvad var det du sa’ om livs-
glæden?
Osvald.
Ja, livsglæden, mor, – den kender I
ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den
aldrig her.
Fru Alving.
Ikke når du er hos mig?
Osvald.
Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår
du ikke.
Fru Alving.
Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.
Osvald.
Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er
nu igrunden den samme ting. Men den ved véd
I hellerikke noget om.
Faksimile
s. 123
Fru Alving.
Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig
høre mere om dette her.
Osvald.
Ja, det er bare det jeg mener, at her læres
folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse
og en syndestraf, og at livet er noget jammer-
ligt noget, som vi er bedst tjent med at komme
ud af jo før jo heller.
Fru Alving.
En jammerdal, ja. Og det gør vi det da
også ærligt og redeligt til.
Osvald.
Men sligt noget vil menneskene ikke vide
af derude. Der er ingen der, som rigtig tror på
den slags lærdomme længer. Derude kan det
kendes som noget så jublende lyksaligt, bare det
at være til i verden. Mor, har du lagt mærke
til, at alt det, jeg har malet, har drejet sig om
livsglæden? Altid og bestandig om livsglæden.
Der er lys og solskin og søndagsluft, – og
strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er
jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.
Fru Alving.
Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos
mig?
Faksimile
s. 124
Osvald.
Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i
mig, vilde arte ud i styghed her.
Fru Alving
(ser fast på ham).
Tror du, det vilde ske?
Osvald.
Jeg ved véd det så visst. Lev det samme liv
herhjemme, som derude, og det blir dog ikke
det samme liv.
Fru Alving
(som spændt har lyttet, rejser sig med store tankefulde øjne
og siger)
:
Nu ser jeg sammenhængen.
Osvald.
Hvad ser du?
Fru Alving.
Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan
jeg tale.
Osvald
(rejser sig).
Mor, jeg forstår dig ikke.
Regine
(som ligeledes har rejst sig).
Skal jeg kanske gå?
Faksimile
s. 125
Fru Alving.
Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min
gut, skal du vide det altsammen. Og så kan
du vælge. Osvald! Regine!
Osvald.
Vær stille. Pastoren –
Pastor Manders
(kommer ind gennem forstuedøren).
Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig
stund dernede.
Osvald.
Vi også.
Pastor Manders.
Engstrand må hjælpes med dette sjømands-
hjem sømandshjem . Regine må flytte til ham og være ham
behjælpelig –
Regine.
Nej tak, herr pastor.
Pastor Manders
(lægger nu først mærke til hende).
Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!
Regine
(sætter hurtigt glasset fra sig).
Pardon –!
Osvald.
Regine flytter med mig, herr pastor.
Faksimile
s. 126
Pastor Manders.
Flytter! Med Dem!
Osvald.
Ja, som min hustru, – hvis hun for-
langer det.
Pastor Manders.
Men du forbarmende –!
Regine.
Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.
Osvald.
Eller hun blir her, hvis jeg blir.
Regine
(uvilkårligt).
Her!
Pastor Manders.
Jeg forstenes over Dem, fru Alving.
Fru Alving.
Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale
rent ud.
Pastor Manders.
Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!
Fru Alving.
Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal
der ingen idealer falde.
Osvald.
Mor, hvad er det for noget, som her skjules
for mig!
Faksimile
s. 127
Regine
(lyttende).
Frue! Hør! Der er folk, som skriger
udenfor.
(hun går op i blomsterværelset og ser ud.)
Osvald
(mod vinduet tilvenstre til venstre ).
Hvad er der påfærde? Hvor kommer den
lysningen fra?
Regine
(råber).
Det brænder i asylet!
Fru Alving
(mod vinduet).
Brænder!
Pastor Manders.
Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig der-
nede.
Osvald.
Hvor er min hat? Nå, det kan være det
samme –. Fars asyl –!
(han løber ud gennem havedøren.)
Fru Alving.
Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.
Pastor Manders.
Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffe-
dommen over dette forstyrrelsens hus!
Faksimile
s. 128
Fru Alving.
Ja, ja visst. Kom, Regine.
(hun og Regine skynder sig ud gennem forstuen.)
Pastor Manders
(slår hænderne sammen).
Og så ikke assureret!
(ud samme vej.)

Faksimile
TREDJE AKT.

(Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen brænder frem-
deles fremdele på bordet. Mørkt udenfor; kun en svag ildskimmer tilvenstre til venstre
i baggrunden.)
(Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet, står oppe i
blomsterværelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde
om sig, står lidt bag hende.)
Fru Alving.
Brændt altsammen. Lige til grunden.
Regine.
Det brænder endnu i kælderne.
Fru Alving.
At ikke Osvald kommer op. Der er jo
ingenting at redde.
Regine.
Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?
Fru Alving.
Har han ikke sin hat engang?
Henrik Ibsen: Gengangere.
9
Faksimile
s. 130
Regine
(peger ud i forstuen).
Nej, der hænger den.
Fru Alving.
Så lad den hænge. Nu må han dog komme
op. Jeg vil selv se efter.
(hun går ud gennem havedøren.)
Pastor Manders
(kommer fra forstuen).
Er ikke fru Alving her?
Regine.
Nu gik hun netop ned i haven.
Pastor Manders.
Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har
oplevet.
Regine.
Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr
pastor?
Pastor Manders.
Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke
på det engang.
Regine.
Men hvorledes kan det være gåt til –?
Pastor Manders.
Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor
kan jeg vide det? Vil De kanske også –? Er
det ikke nok, at Deres far –?
Faksimile
s. 131
Regine.
Hvad han?
Pastor Manders.
Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.
Snedker Engstrand
(kommer gennem forstuen).
Herr pastor –!
Pastor Manders
(vender sig forskrækket).
Er De efter mig her også!
Engstrand.
Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da!
Men dette her er så fælt, herr pastor!
Pastor Manders
(går frem og tilbage).
Desværre, desværre!
Regine.
Hvad er det for noget?
Engstrand.
Å, det kom af denne her andagten, ser du.
(sagte.) Nu har vi gøken, barnet mit! (højt.) Og
så at jeg skal være skyld i, at pastor Manders
blev skyld i sligt noget!
Pastor Manders.
Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –
9*
Faksimile
s. 132
Engstrand.
Men der var jo ingen andre end pastoren,
som rejerte med lysene dernede.
Pastor Manders
(standser).
Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig
ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.
Engstrand.
Og jeg, som så grangiveligt, grangiveligt at pastoren
tog lyset og snød det med fingrene, fingrene og slængte
tanen lige bort i høvleflisene.
Pastor Manders.
Og det så De på?
Engstrand.
Ja, det så jeg plent, det.
Pastor Manders.
Dette er det mig umuligt at begribe. Det
er ellers aldrig min vane at pudse lys med
fingrene.
Engstrand.
Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det.
Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?
Pastor Manders
(går urolig frem og tilbage).
Å, spørg mig ikke!
Faksimile
s. 133
Engstrand
(går med ham).
Og så har jo ikke pastoren assurert det
heller?
Pastor Manders
( fremdeles fremdels gående).
Nej, nej, nej; det hører De jo.
Engstrand
(følger med).
Ikke assurert. Og så gå bent bort og
stikke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for
en ulykke!
Pastor Manders
(tørrer sveden af panden).
Ja, det må De nok sige, Engstrand.
Engstrand.
Og så at sligt skulde hænde sig med en
velgørendes anstalt, som skulde været til nytte
for både by og bygd, som de siger. Bladene
vil nok ikke fare fint med pastoren, kan jeg tro.
Pastor Manders.
Nej, det er just det, jeg går og tænker på.
Det er næsten det værste af det altsammen.
Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger –!
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] , det er forskrækkeligt at tænke sig til!
Faksimile
s. 134
Fru Alving
(kommer fra haven).
Han er ikke at formå til at gå fra sluk-
ningen.
Pastor Manders.
Ah, er De der, frue.
Fru Alving.
Så slap De dog at holde Deres festtale,
pastor Manders.
Pastor Manders.
A [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Å , jeg skulde så gladeligen –
Fru Alving
(dæmpet).
Det var bedst, bedst at det gik, som det gik.
Dette asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.
Pastor Manders.
Tror De ikke?
Fru Alving.
Tror De det?
Pastor Manders.
Men det var dog en overmåde stor ulykke
alligevel.
Fru Alving.
Vi vil tale kort og godt om det, som en
forretningssag. – Venter De på pastoren, Eng-
strand?
Faksimile
s. 135
Engstrand
(ved forstuedøren).
Ja, jeg gør nok det.
Fru Alving.
Så sæt Dem ned så længe.
Engstrand.
Tak; jeg står så godt.
Fru Alving
(til pastor Manders).
De rejser nu formodentlig med dampskibet?
Pastor Manders.
Ja. Det går om en times tid.
Fru Alving.
Vær da så god at ta’ alle papirerne med
Dem igen. Jeg vil ikke høre et ord mere om
denne sag. Jeg har fåt andre ting at tænke
på –
Pastor Manders.
Fru Alving –
Fru Alving.
Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at
ordne alting som De selv vil.
Pastor Manders.
Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig.
Legatets oprindelige bestemmelse må jo nu des-
værre aldeles forandres.
Faksimile
s. 136
Fru Alving.
Det forstår sig.
Pastor Manders.
Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det
så, at gårdparten Solvik tilfalder landsognet.
Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuld-
stændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres
nyttig til et eller andet. Og renterne af den
kontante beholdning, som indestår i sparebanken,
kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte
et eller andet foretagende, som måtte siges at
være til gavn for byen.
Fru Alving.
Ganske som De vil. Det hele er mig nu
aldeles ligegyldigt.
Engstrand.
Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!
Pastor Manders.
Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det
må nøje overlægges.
Engstrand.
Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!
Pastor Manders
(med et suk).
Og jeg ved véd jo desværre ikke, hvor længe
jeg får med de sager at bestille. Om ikke den
Faksimile

s. 137

offentlige mening vil nøde mig til at fratræde.
Det beror jo altsammen på udfaldet af brand-
forhørerne.
Fru Alving.
Hvad er det De siger?
Pastor Manders.
Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd
beregne.
Engstrand
(nærmere).
Å jo såmæn gør det så. For her står
Jakob Engstrand og jeg.
Pastor Manders.
Ja ja, men –?
Engstrand
(sagtere).
Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som
svigter en værdig velgører i nødens stund, som
de kalder det.
Pastor Manders.
Ja men kære, – hvorledes –?
Engstrand.
Jakob Engstrand er som en redningens engel
at lignes ved, han, herr pastor!
Pastor Manders.
Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke
modtage.
Faksimile
s. 138
Engstrand.
Å, det blir nu så alligevel. Jeg ved véd en,
som har taget skylden på sig for andre engang
før, jeg.
Pastor Manders.
Jakob! (trykker hans hånd.) De er en sjelden
personlighed. Nå, De skal også bli’ forhjulpen
til Deres sømands-asyl; det kan De lide på.
Engstrand
(vil takke, men kan ikke for rørelse).
Pastor Manders
(hænger rejsetasken om over skuldren).
Og så afsted. Vi to rejser sammen.
Engstrand
(ved spisestuedøren, sagte til Regine).
Følg med mig, tøs! Du skal få leve som guld
i et æg.
Regine
(kaster på nakken).
Merci!
(hun går ud i forstuen og henter pastorens rejsetøj.)
Pastor Manders.
Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og
lovlighedens ånd ret snart må holde sit indtog i
denne bolig.
Fru Alving.
Farvel, Manders!
(Hun går op imod blomsterværelset, idet hun ser Osvald komme
ind gennem havedøren.)
Faksimile
s. 139
Engstrand
(idet han og Regine hjælper pastoren ydertøjet på).
Farvel, barnet mit. Og skulde der komme
noget på med dig, så ved véd du, hvor Jakob Eng-
strand er at finde. (sagte.) Lille Havnegaden, hm –!
(til fru Alving og Osvald.) Og huset for de vejfarendes
sjømænderne, det skal kaldes «Kammerherre
Alvings hjem», det. Og får jeg styre det huset
efter mine funderinger, så tør jeg love, at det
skal bli’ salig kammerherren værdigt.
Pastor Manders
(i døren).
Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand.
Farvel; farvel!
(han og Engstrand går ud gennem forstuen forstuedøren .)
Osvald
(går henimod bordet).
Hvad var det for et hus, han talte om?
Fru Alving.
Det er nok et slags asyl, som han og pastor
Manders vil oprette.
Osvald.
Det vil brænde op ligesom alt dette her.
Fru Alving.
Hvor falder du på det?
Faksimile
s. 140
Osvald.
Alting vil brænde. Der blir ingenting til-
bage, som minder om far. Jeg går også her
og brænder op.
Regine
(ser studsende på ham).
Fru Alving.
Osvald! Du skulde ikke blevet så længe
dernede, min stakkers gut.
Osvald
(sætter sig ved bordet).
Jeg tror næsten, du har ret i det.
Fru Alving.
Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er
ganske våd.
(hun tørrer ham med sit lommetørklæde.)
Osvald
(ser ligegyldig frem for sig).
Tak, mor.
Fru Alving.
Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske
sove?
Osvald
(angst).
Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig;
jeg bare lader så. (tungt.) Det kommer tidsnok.
Faksimile
s. 141
Fru Alving
(ser bekymret på ham).
Jo, du er rigtignok syg alligevel, min vel-
signede gut.
Regine
(spændt).
Er herr Alving syg?
Osvald
(utålmodig).
Og så luk alle dørene! Denne dødelige
angst –
Fru Alving.
Luk, Regine.
(Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager
sit tørklæde af; Regine gør det samme.)
Fru Alving
(rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig hos ham).
Se så; nu vil jeg sidde hos dig –
Osvald.
Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde.
Regine skal altid være om mig. Du gir mig
nok håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?
Regine.
Jeg forstår ikke –
Fru Alving.
Håndsrækningen?
Faksimile
s. 142
Osvald.
Ja, – når det behøves.
Fru Alving Avling .
Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig
en håndsrækning.
Osvald.
Du? (smiler.) Nej, mor, den håndsrækning
gir du mig ikke. (ler tungt.) Du! Ha-ha! (ser
alvorligt på hende.)
Forresten var du jo nærmest til
det. (hæftigt.) Hvorfor kan du ikke sige du til
mig, Regine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?
Regine
(sagte).
Jeg tror ikke fruen vilde like det.
Fru Alving.
Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig
så her hos os, du også.
Regine
(sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden side af bordet).
Fru Alving.
Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal
jeg ta’ byrderne af dit sind –
Osvald.
Du, mor?
Faksimile
s. 143
Fru Alving.
– alt det, du kalder for nag og anger og
bebrejdelser –
Osvald.
Og det tror du, du kan?
Fru Alving.
Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før
til at tale om livsglæden; og da gik der ligesom
et nyt lys op for mig over alle tingene i hele
mit liv.
Osvald
(ryster på hodet).
Dette her forstår jeg ikke noget af.
Fru Alving.
Du skulde ha’ kendt din far, far da han var
ganske ung løjtnant. I ham var livsglæden
oppe, du!
Osvald.
Ja, det ved véd jeg.
Fru Alving.
Det var som et søndagsvejr bare at se på
ham. Og så den ustyrlige kraft og livsfylde,
som var i ham!
Osvald.
Og så –? så –!
Faksimile
s. 144
Fru Alving.
Og så måtte sligt et livsglædens barn, –
for han var som et barn, barn dengang, – han
måtte gå herhjemme i en halvstor by, som
ingen glæde havde at byde på, men bare for-
nøjelser. Måtte gå her uden at ha’ noget
livsformål; han havde bare et embede. Ikke
øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig
over med hele sit sind; – han havde bare
forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som
var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget;
bare dagdrivere og svirebrødre –
Osvald.
Mor –!
Fru Alving.
Så kom det, som det måtte komme.
Osvald.
Og hvorledes måtte det da komme?
Fru Alving.
Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde
gå med dig, om du blev hjemme.
Osvald.
Vil du dermed sige, sige at far –?
Fru Alving.
Din stakkers far fandt aldrig noget afløb for
den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg
bragte heller ikke søndagsvejr ind i hans hjem.
Faksimile
s. 145
Osvald.
Ikke du heller?
Fru Alving.
De havde lært mig noget om pligter og
sligt noget, som jeg har gåt her og troet på
så længe. Alting så munded det ud i pligterne,
– i mine pligter og i hans pligter og –.
Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudholdeligt
for din stakkers far, Osvald.
Osvald.
Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til
om dette?
Fru Alving.
Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde
røre ved det til dig, som var hans søn.
Osvald.
Og hvorledes så du det da?
Fru Alving
(langsomt).
Jeg så bare den ene tingen, at din far var
en nedbrudt mand før du blev født.
Osvald
(dæmpet).
Ah –!
(han rejser sig og går hen til vinduet.)
Henrik Ibsen: Gengangere.
10
Faksimile
s. 146
Fru Alving.
Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på
den ene sagen, at Regine igrunden hørte til her
i huset – ligesom min egen gut.
Osvald
(vender sig hurtigt).
Regine –!
Regine
(farer ivejret og spørger dæmpet).
Jeg –!
Fru Alving.
Ja, nu ved véd I det begge to.
Osvald.
Regine!
Regine
(hen for sig).
Så mor var altså slig en.
Fru Alving.
Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.
Regine.
Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja,
jeg har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue,
må jeg så få lov til at rejse straks på timen?
Fru Alving.
Vil du virkelig det, Regine?
Faksimile
s. 147
Regine.
Ja, det vil jeg da rigtignok.
Fru Alving.
Du har naturligvis din vilje, men –
Osvald
(går hen imod Regine).
Rejse nu? Her hører du jo til.
Regine.
Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel
sige Osvald da. Men det var rigtignok ikke på
den måden, jeg havde ment det.
Fru Alving Osvald .
Regine, jeg har ikke været åbenhjertig
imod dig –
Regine.
Nej, det var såmæn synd at sige! Havde
jeg vidst, vidst at Osvald var sygelig så –. Og så
nu, da det ikke kan bli’ til noget alvorligt arvorligt
mellem os –. Nej, jeg kan rigtig ikke ikke rigtig gå her
ude på landet og slide mig op for syge folk.
Osvald.
Ikke engang for en, som står dig så nær?
Regine.
Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige
får nytte sin ungdom; for ellers kan en komme
10*
Faksimile

s. 148

til at stå på en bar bakke før en ved véd af det.
Og jeg har også livsglæde i mig, frue!
Fru Alving.
Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort,
Regine.
Regine.
Å, sker det, så skal det vel så være.
Slægter Osvald på sin far, så slægter vel jeg
på min mor, kan jeg tænke. – Må jeg spørge
fruen, om pastor Manders ved véd besked om dette
her med mig?
Fru Alving.
Pastor Manders ved véd altsammen.
Regine
(får travlt med sit tørklæde).
Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde
med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er
så snil at komme tilrette med; og jeg synes da
rigtignok, at jeg er lige så nær til lidt af de
pengene, som han – den fæle snedkeren.
Fru Alving.
De skal være dig vel undt, Regine.
Regine
(ser stivt på hende).
Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som
en konditioneret mands barn; for det havde
passet bedre for mig. (kaster på nakken.) Men
Faksimile

s. 149

skidt, – det kan være det samme! (med et for-
bittret sideblik til den korkede flaske.)
Jeg kan såmæn
endnu komme til at drikke champagnevin med
konditionerte folk, jeg.
Fru Alving.
Og trænger du til et hjem, Regine, så kom
til mig.
Regine.
Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar
sig nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig
galt, så ved véd jeg jo et hus, hvor jeg hører
hjemme.
Fru Alving.
Hvor er det?
Regine.
I kammerherre Alvings asyl.
Fru Alving.
Regine, – nu ser jeg det, – du går
tilgrunde!
Regine.
Å pyt! Adieu.
(hun hilser og går ud gennem forstuen.)
Osvald
(står ved vinduet og ser ud).
Gik hun?
Fru Alving.
Ja.
Faksimile
s. 150
Osvald
(mumler hen for sig).
Jeg tror det var galt, dette her.
Fru Alving
(går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre).
Osvald, min kære gut, – har det rystet
dig stærkt?
Osvald
(vender ansigtet imod hende).
Alt dette om far, mener du?
Fru Alving.
Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd,
det skal ha’ virket for stærkt på dig.
Osvald.
Hvor kan du falde på det? Det kom mig
naturligvis højst overraskende; men igrunden kan
det jo være mig ganske det samme.
Fru Alving
(trækker hænderne til sig).
Det samme! At din far var så grænseløs
ulykkelig!
Osvald.
Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham,
som for enhver anden, men –
Fru Alving.
Ikke anderledes! For din egen far!
Faksimile
s. 151
Osvald
(utålmodig).
Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt
noget til far. Jeg husker ikke andet om ham,
end at han engang fik mig til at kaste op.
Fru Alving.
Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde
ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?
Osvald.
Når et barn ikke har noget at takke sin far
for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig
fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst
forresten?
Fru Alving.
Og det skulde bare være overtro –!
Osvald.
Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en
af disse meninger, som er sat i omløb i verden
og så –
Fru Alving
(rystet).
Gengangere!
Osvald
(går henover hen over gulvet).
Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.
Fru Alving
(i udbrud).
Osvald, – så elsker du heller ikke mig!
Faksimile
s. 152
Osvald.
Dig kender jeg da ialfald –
Fru Alving.
Ja, kender; men er det alt!
Osvald.
Og jeg ved véd jo, hvor meget du holder af
mig; og det må jeg da være dig taknemmelig
for. Og du kan jo være mig så umådelig nyttig,
nu, da jeg er syg.
Fru Alving.
Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde
næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem
til mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke;
du må vindes.
Osvald
(utålmodig).
Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne tale-
måder. Du må huske på, jeg er et sygt
menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige mig
så meget med andre; jeg har har nok med at tænke
på mig selv.
Fru Alving
(lavmælt)
Jeg skal være nøjsom og tålmodig.
Osvald.
Og så glad, mor!
Faksimile
s. 153
Fru Alving.
Ja, min kære gut, det har du ret i. (går hen
til ham.)
Har jeg nu taget alle nag og bebrej-
delser fra dig?
Osvald.
Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?
Fru Alving.
Angsten?
Osvald
(går henover gulvet).
Regine havde gjort det for et godt ord.
Fru Alving.
Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med
angsten – og med Regine?
Osvald.
Er det meget sent på natten, mor?
Fru Alving.
Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blomster-
værelset.)
Dagen begynder alt at gry oppe i høj-
derne. Og så blir det klarvejr, Osvald! Om
lidt skal du få se solen.
Osvald.
Det glæder jeg mig til. Å, der kan være
mangt og meget for mig at glæde mig ved og
leve for –
Faksimile
s. 154
Fru Alving.
Det skulde jeg vel tro!
Osvald.
Om jeg end ikke kan arbejde, så –
Fru Alving.
Å, nu vil du snart kunne komme til at
arbejde igen, min kære gut. Nu har du jo
ikke længer alle disse nagende og trykkende
tankerne at gå og ruge over.
Osvald.
Nej, det var godt, at du fik væltet alle de
indbildninger af mig. Og når jeg nu bare er
kommen over dette ene – ene –. (sætter sig i sofaen). Nu
vil vi snakke sammen, mor –
Fru Alving.
Ja, lad os det.
(hun skyver en lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved ham.)
Osvald.
– og så rinder solen imens. Og så ved véd
du det. Og så har jeg ikke længer denne
angsten.
Fru Alving.
Hvad er det jeg ved véd , sa’ du?
Faksimile
s. 155
Osvald
(uden at høre på hende).
Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at
der ikke var den ting til i verden, som du ikke
vilde gøre for mig, om jeg bad dig om det?
Fru Alving.
Jo, det sa’ jeg rigtignok!
Osvald.
Og det står du ved, mor?
Fru Alving.
Det kan du lide på, du min kære eneste
gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare
for dig alene.
Osvald.
Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor, du
har et stærkt kraftfuldt sind, det ved véd jeg. Nu
skal du sidde ganske rolig, når du får høre det.
Fru Alving.
Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!
Osvald.
Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover
du mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille
om det. Lover du mig det, mor?
Fru Alving.
Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!
Faksimile
s. 156
Osvald.
Ja, så skal du da vide, at det med træt-
heden, – trætheden – og det, at jeg ikke tåler at tænke på
arbejde, – alt det er ikke sygdommen selv –
Fru Alving.
Hvad er da sygdommen selv?
Osvald.
Den sygdom, jeg har fåt som arvelod,
den – (peger på panden og tilføjer ganske sagte.) den sidder
herinde.
Fru Alving
(næsten målløs).
Osvald! Nej – nej!
Osvald.
Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du,
den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde
løs hvad tid og time det skal være.
Fru Alving.
Å, hvilken rædsel –!
Osvald.
Nu bare rolig. Slig står det til med mig –
Fru Alving
(springer op).
Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt!
Det kan ikke være så!
Faksimile
s. 157
Osvald.
Jeg har havt et ét anfald dernede. Det gik
snart over. Men da jeg fik vide, hvorledes det
havde været med mig, da kom angsten over mig
så rasende og jagende; og så rejste jeg hjem til
dig så fort jeg kunde.
Fru Alving.
Det er altså angsten –!
Osvald.
Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser
du. Å, havde det bare været en almindelig
dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange
for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe
jeg kan.
Fru Alving.
Ja, ja, Osvald, det må du!
Osvald.
Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At
bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at
måtte mades, at måtte –. Å, – det er ikke
til at beskrive!
Fru Alving.
Barnet har sin mor til at pleje sig.
Osvald
(springer op).
Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil!
Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde
Faksimile

s. 158

ligge slig i mange år, – bli’ gammel og grå.
Og så kunde du kanske dø fra mig imens. (sætter
sig i fru Alvings stol.)
For det behøver ikke at ende
dødeligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et
slags blødhed i hjernen – eller noget sligt.
(smiler tungt.) Jeg synes, det udtryk høres så smukt.
Jeg kommer altid til at tænke på kirsebærrøde
silkefløjels drapperier, – noget, som er delikat
at stryge nedad.
Fru Alving
(skriger).
Osvald!
Osvald
(springer op igen og går henover gulvet).
Og nu har du taget Regine fra mig! Havde
jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig
håndsrækningen, hun.
Fru Alving
(går hen til ham).
Hvad mener du med det, min elskede gut?
Er der da nogen håndsrækning i verden, som
ikke jeg skulde ville gi’ dig?
Osvald.
Da jeg var kommen mig efter anfaldet der-
nede, så sa’ lægen mig det, at når det kommer
igen, – og det kommer igen, – så er der ikke
noget håb mere.
Faksimile
s. 159
Fru Alving.
Og det var han hjerteløs nok til at –
Osvald.
Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham, at
jeg havde forføjninger at træffe –. (smiler listigt.)
Og det havde jeg også. (trækker en liden æske op af fra den
indre brystlomme.)
Mor, ser du denne her?
Fru Alving.
Hvad er det for noget?
Osvald.
Morfinpulver.
Fru Alving
(ser forfærdet på ham).
Osvald, – min gut? gut!
Osvald.
Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –
Fru Alving
(griber).
Giv mig æsken, Osvald!
Osvald.
Ikke endnu, mor.
(han gemmer æsken igen i lommen.)
Fru Alving.
Dette overlever jeg ikke!
Faksimile
s. 160
Osvald.
Det må overleves. Havde jeg nu havt
Regine her, så havde jeg sagt hende, hvorledes
det stod til med mig – og bedt hende om den
sidste håndsrækning. Hun havde hjulpet mig;
det er jeg viss på.
Fru Alving.
Aldrig!
Osvald.
Når det forfærdelige var kommet over mig
og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet
spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen
redning mere –
Fru Alving.
Aldrig i verden havde Regine gjort dette!
Osvald.
Regine havde gjort det. Regine var så
prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven ked
af at passe en slig syg, som jeg.
Fru Alving.
Da lov og pris, pris at ikke Regine er her!
Osvald.
Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen,
mor.
Fru Alving
(skriger højt).
Jeg!
Faksimile
s. 161
Osvald.
Hvem er nærmere til det end du?
Fru Alving.
Jeg! Din mor!
Osvald.
Just derfor.
Fru Alving.
Jeg, som har givet dig livet!
Osvald.
Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad
er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg
vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!
Fru Alving.
Hjælp! Hjælp!
(hun løber ud i forstuen.)
Osvald
(efter hende).
Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?
Fru Alving
(i forstuen).
Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig
komme ud!
Osvald
(sammesteds).
Du kommer ikke ud. Og her kommer
ingen ind.
(en nøgle drejes om.)
Henrik Ibsen: Gengangere.
11
Faksimile
s. 162
Fru Alving
(kommer ind igen).
Osvald! Osvald, – mit barn!
Osvald
(følger hende).
Har du en mors hjerte for mig, – du, som
kan se mig lide al denne unævnelige angst!
Fru Alving
(efter et øjebliks stilhed, siger behersket):
Her er min hånd på det.
Osvald.
Vil du –?
Fru Alving.
Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke
nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!
Osvald.
Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve
sammen så længe vi kan. Tak, mor.
(Han sætter sig i den lænestol, som fru Alving har flyttet hen
til sofaen. Dagen bryder frem; lampen blir ved at brænde på
bordet.)
Fru Alving
(nærmer sig varsomt).
Føler du dig nu rolig?
Osvald.
Ja.
Fru Alving
(bøjet over ham).
Det har været en forfærdelig indbildning hos
dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har
Faksimile

s. 163

ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal du
få hvile ud. Hjemme hos din egen mor, du min
velsignede gut. Alt, hvad du peger på, skal du
få, som dengang du var et lidet barn. – Se så.
Nu er anfaldet over. Ser du, hvor let det gik!
Å, det vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald,
hvilken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr.
Nu kan du rigtig få se hjemmet.
(Hun går hen til bordet, og slukker lampen. Solopgang. Bræen
og tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys.)
Osvald
(sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig;
pludseligt pludselig siger han)
:
Mor, gi’ mig solen.
Fru Alving
(ved bordet, ser studsende på ham).
Hvad siger du?
Osvald
(gentager dumpt og toneløst).
Solen. Solen.
Fru Alving
(hen til ham).
Osvald, hvorledes er det med dig?
Osvald
(synes at skrumpe sammen i stolen; stolen: alle musklerne slappes; hans
ansigt er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem)
.
Fru Alving
(dirrende af rædsel).
Hvad er dette! [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] (skriger højt.) Osvald! Hvor-
ledes har du det! (kaster sig på knæ ned ved ham og rusker
11*
Faksimile

s. 164

i ham.)
Osvald! Osvald! Se på mig! Kender du
mig ikke?
Osvald
(toneløst som før).
Solen. – Solen.
Fru Alving
(springer fortvivlet fortvilet op, river med begge hænder i sit hår og skriger):
Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet.) Dette
bæres ikke! Aldrig! (pludseligt.) Hvor har han dem
henne? (famler pilsnart over hans bryst.) Her! (viger et par
skridt tilbage og skriger:)
Nej; nej; nej! – Jo! –
Nej; nej!
( Hun hun står et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret, [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
og stirrer på ham i målløs rædsel.)
Osvald
(sidder ubevægelig som før og siger):
Solen. – Solen.

Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her