Du er her:
Gildet på Solhaug
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
GILDET PÅ SOLHAUG.
SKUESPIL I TRE AKTER


ANDEN UDGAVE
MED EN FORTALE AF FORFATTEREN.
[ Forlagsstempel ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1883.
Faksimile
Faksimile
FORTALE til anden udgave.

«Gildet på Solhaug» skrev jeg i Bergen i
sommeren 1855, altså for omtrent 28 år siden.
Stykket opførtes samme steds for første gang
den 2. Januar 1856 som festforestilling til erindring
om den norske scenes stiftelsesdag.
Jeg var dengang ansat som instruktør ved
det bergenske teater og ledede altså selv instu-
deringen indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig,
en sjelden stemningsfuld udførelse. Med lyst og
hengivelse blev det givet, og således blev det
også modtaget. «Den bergenske lyrik», der
efter sigende skal have afgjort de seneste politiske
valg deroppe, svulmede på hin teateraften højt i
det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med
talrige fremkaldelser af forfatteren og af de spil-
lende. Senere på aftenen gav orkestret, ledsaget
af en stor del af publikum, mig en serenade uden-
for mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig
Faksimile

s. IV

henrive til at holde et slags tale til de forsamlede;
jeg ved véd i al fald, fald at jeg følte mig såre lykkelig.
Et par måneder senere opførtes «Gildet på
Solhaug» i Kristiania. Også dersteds blev det
af almenheden modtaget med meget bifald, og
dagen efter den første opførelse skrev Bjørnson
i «Morgenbladet» en varm, elskværdig, ung-
dommelig opsats derom. Egentlig var det ikke
nogen anmeldelse eller kritik; det var snarere en
stemningsrig fri fantasi, digterisk improviseret over
stykket og over forestillingen.
Men så kom den rigtige kritik, forfattet af
de rigtige kritikere.
Hvorledes blev man i hin tid, – jeg mener
i årene fra frå 1850 til omkring 1860, – en rigtig
literatur-kritiker, og navnlig dramatisk kritiker i
Kristiania?
Jo, det gik i regelen således til: Efter nogen
tids forberedende øvelser i «Samfundsbladet» og
efter oftere at have påhørt de diskussioner, som
om aftenerne efter teatertid førtes på Treschows
kafé eller «hos Ingebret», begav den vordende
kritiker sig hen i Johan Dahls boglade og lod
sig forskrive fra København et exemplar af J. L.
Heibergs «Prosaiske Skrifter», om hvilke han
havde hørt sige, at de skulde indeholde en af-
Faksimile

s. V

handling betitlet «Om Vaudevillen». Denne af-
handling blev da læst, grublet over og kanske
tildels også forstået. Gennem disse skrifter blev
man endvidere end videre bekendt med en polemik, som
Heiberg i sin tid havde ført imod professor Øhlen-
schlæger og imod digteren Hauch i Sorø. Lej-
lighedsvis erfarede man deraf også, også at J. I. E. Bag-
gesen (forfatter af «Gjengangerbrevene») allerede
tidligere havde åbnet et lignende felttog imod
den store digter, som havde skrevet både «Axel
og Valborg» og «Hakon Jarl».
Megen anden for en kritiker nyttig viden
lod sig også uddrage af disse skrifter. Af dem
lærte man f. ex., f. ex. at en ret kritiker var på smagens
vegne forpligtet til at føle sig forarget over hiater.
Blev i et eller andet vers et sådant uhyre påtruffet,
kunde man være sikker på, på at de unge kristiani-
ensiske kritiserende Jeronimusser, ligervis som
Holbergs egen, udråbte deres: Hillemænd, verden
står ikke til påske!
Og så havde den datidige norske hovedstads-
kritik en særegen ejendommelighed, hvis udspring
jeg længe ikke kunde blive klog på. Vore kri-
tikere plejede nemlig, hver gang en begyndende
forfatter udgav en bog eller fik et lidet teater-
stykke opført, at geråde i en ustyrlig vrede og
Faksimile

s. VI

at gebærde sig som om der gennem bogens ud-
givelse eller stykkets opførelse var tilføjet dem
selv og de aviser, de skrev i, en blodig fornær-
melse. Som sagt, jeg grublede længe over denne
besynderlighed. Endelig fik jeg rede i sagen.
Ved nemlig at læse det danske «Månedskrift
for Literatur» blev jeg opmærksom på, på at gamle
etatsråd Molbech i sin tid havde plejet at betages
af en svær vrede, vrede når en ung digter udgav en
bog eller fik et skuespil opført i København.
Således, eller omtrent således, var den dom-
stol beskaffen, der nu i dagspressen tog sig for
at stille «Gildet på Solhaug» for kritikens skranke
i Kristiania. Den var for størstedelen sammensat
af unge mænd, der i kritisk henseende levede på
lån fra diverse kanter. Deres kritiske tanker var
for længe siden tænkte og udtalte af andre; deres
meninger var for lang tid siden formuleret andet-
steds. Lånegods var hele deres æstetiske teori;
lånegods var hele deres kritiske metode; lånegods
var i et og alt, i stort og i småt, den polemiske
taktik, de gjorde brug af. Ja, lige til sindsstem-
ningen, så var den lånt. Lånt, lånt var det
alt sammen. Det eneste originale ved dem var,
at de evig og altid benyttede lånegodset forkert
og i utide.
Faksimile
s. VII
At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk
livnærede sig ved lån, troede at måtte i digterisk
henseende forudsætte noget lignende hos mig,
kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe deroppe ,
og muligens flere, fandt da også ganske rigtig
ud, ud at jeg havde lånt dette eller hint fra Henrik
Hertz’s skuespil «Svend Dyrings hus».
Denne kritiske påstand er grundløs og uefter-
rettelig. Det er åbenbart benyttelsen af kæmpe-
visernes versemål i begge stykkerne, som har for-
anlediget den. Men hos mig er sprogtonen en
ganske anden end hos Hertz; diktionen i mit stykke
har et ganske andet klangpræg end i hans; over
det rytmiske i mit stykke vifter en let sommer-
luft; over det rytmiske hos Hertz ruger der høstvejr.
Heller ikke, hvad karakterer, handling, eller
overhovedet hvad det faktiske indhold angår,
findes der mellem begge stykker nogen anden
eller større lighed end den, der er en nødvendig
følge af, af at stoffet til dem begge er hentet ud
fra kæmpevisernes trange forestillingskreds.
Med fuldt så stor eller vel endnu større føje
kunde man påstå, påstå at Hertz i sit «Svend Dyrings
hus» havde lånt et og andet, og det ikke så lidt
endda, fra Heinrich v. Kleist’s «Käthchen von
Heilbronn», der er skrevet i begyndelsen af dette
Faksimile

s. VIII

århundrede. Käthchens forhold til grev Wetter-
Strahl er i alt væsentligt det samme, som Ragn-
hilds til ridder Stig Hvide. Ligesom Ragnhild
drives også Käthchen af en gådefuld, uforklarlig
magt til at følge den mand, hun elsker, på alle
hans veje, til lønligt at liste sig efter ham, til
viljeløst at lægge sig ned og sove i hans nærhed,
til naturnødvendigt at vende tilbage til ham, så
ofte hun end jages bort. Hertil kommer det
overnaturliges indgriben på flere andre måder
både hos Kleist og hos Hertz.
Men er der nogen, som tviler på, på at man i
den endnu ældre dramatiske literatur, med en
smule god eller ond vilje, måtte kunne opdrive
et skuespil, om hvilket det kunde påståes, påståes at Kleist
derfra havde lånt et eller andet til sit «Käthchen
von Heilbronn Heilbron »? Jeg tviler i al fald ikke derpå.
Men deslige påvisninger vilde være ørkesløse.
Det, der gør et kunstværk til sin ophavsmands
åndelige ejendom, det er, er at han har påtrykt
værket sin egen personligheds stempel. Jeg mener
derfor, derfor at til trods for de antydede lighedspunkter
er «Svend Dyrings hus» lige så ubestridelig og
udelukkende et originalværk af Henrik Hertz,
som «Käthchen von Heilbronn» er et originalværk
af Heinrich v. Kleist.
Faksimile
s. IX
Den samme ret gør jeg for mit eget ved-
kommende gældende med hensyn til «Gildet på
Solhaug». Jeg håber også, også at man for fremtiden
vil lade enhver af de tre navnefættere få beholde
ubeskåret, hvad der med rette tilhører ham.
Georg Brandes har ved given anledning be-
tegnet «Gildet på Solhaug» i dets forhold til
«Svend Dyrings hus», ikke som bygget på noget
lån, men som tilblevet under en påvirkning, en
indflydelse, udøvet af den en ældre digter på den
yngre. Hans udtalelser om mit arbejde er for
resten så velvillige, at jeg herfor, som for så meget
andet, har al grund til at være ham takskyldig.
Men ikke desto mindre må jeg fastholde, fastholde at
sagen i virkeligheden heller ikke forholder sig
således, som Brandes har opfattet den. Henrik
Hertz har aldrig i nogen særlig grad tiltalt mig
som dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke få i
mit hoved, at han nogensinde skulde, mig uaf-
vidende, have kunnet øve nogen indflydelse på
min egen dramatiske produktion.
På dette punkt og i denne forbindelse kunde
jeg indskrænke mig til at henvise til dr. Valfrid
Vasenius, docent i æsthetik æstetik ved universitetet i
Helsingfors. I sin afhandling for den filosofiske
doktorgrad: «Henrik Ibsens dramatiska diktning
Faksimile

s. X

i dess førsta skede» (1879) så vel som i sit værk
«Henrik Ibsen, ett skaldeporträtt» (343 sider.
Jos. Jos: Seligmann & comp. Stockholm. 1882.) har
han gjort rede for sit grundsyn på mit her om-
handlede skuespil, – i sidstnævnte skrift suppleret
med, med hvad jeg under et samvær i München for
tre år siden i al korthed meddelte ham. Hertil
kunde jeg, som sagt, henvise.
Men for god ordens skyld vil jeg dog selv
på de følgende blade i omrids fortælle «Gildet
på Solhaug»s tilblivelseshistorie.
Her er den:
Jeg indledede denne fortale med en oplys-
ning om, om at stykket er skrevet i sommeren 1855.
Året i forvejen havde jeg skrevet «Fru Inger
til Østråt». Beskæftigelsen med dette drama
havde nødsaget mig til literært og historisk at
fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i
den senere del af samme. Jeg forsøgte, så godt
det lod sig gøre, at leve mig ind i hine tiders
sæder og skikke, i menneskernes følelsesliv, i
deres tænkesæt og udtryksmåde.
Denne periode er imidlertid ikke særdeles
tiltalende at dvæle ved i længden; den frembyder
heller ikke synderlig stof, der egner sig for dra-
matisk behandling.
Faksimile
s. XI
Jeg tyede derfor også snart over til selve
sagatiden. Men kongesagaerne og over hovedet
de strængere historiske overleveringer fra denne
fjerne tidsalder fængslede mig ikke; jeg kunde
dengang ikke for mine digteriske øjemed gøre
nogen dramatisk brug af stridighederne mellem
konger og høvdinger, mellem partier og flokke.
Det skulde først komme senere.
Derimod fandt jeg i rigt mål i de islandske
ætte-sagaer, hvad jeg behøvede som menneskelig
iklædning for de stemninger, forestillinger og
tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald mere
eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammel-
nordiske literære bidrag til vor sagatids personal-
historie havde jeg hidtil ikke kendt, knapt nok
hørt dem nævne. Da faldt mig ved et tilfælde
N. M. Petersens, i al fald for sprogtonens ved-
kommende, fortræffelige oversættelse i hænde.
Ud fra disse ætte-krøniker med deres vekslende
forhold og optrin mellem mand og mand, mellem
kvinde og kvinde, over hovedet mellem menneske
og menneske, slog mig et personligt, fyldigt, levende
livsindhold imøde; og ud af denne min leven
sammen med alle disse afsluttede, enkelte, person-
lige kvinder og mænd fremstod i min tanke det første
rå, tågede udkast til «Hærmændene på Helgeland».
Faksimile
s. XII
Hvor meget der af enkelthederne udformede
sig i mig, ved véd jeg ikke længer at opgive. Men
jeg husker godt, godt at de to skikkelser, jeg først
fik øje på, var de to kvinder, som senere blev
til Hjørdis og Dagny. Et stort gilde med æg-
gende og skæbnesvangre sammenstød skulde der
være i stykket. For øvrigt vilde jeg af karak-
terer, lidenskaber og indbyrdes forhold optage
alt det, der forekom mig at være mest typisk
for sagalivet. Med et ord, – hvad der i Vøl-
sungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg,
dramatisk, ligefrem gengive.
Nogen hel, sammenhængende plan udkastede
jeg vel ikke dengang. Dog stod det klart for
mig, at et sådant skuespil var det første, som nu
skulde skrives.
Men så kom der adskilligt imellem. Det
meste deraf var vel af personlig natur og for-
modentlig det stærkest og nærmest afgørende;
men jeg tror nok, det heller ikke var ganske
uden betydning, betydning at jeg just på den tid beskæf-
tigede mig med indgående at studere Landstads
samling af «Norske folkeviser», der var udkommet
et par år i forvejen. De stemninger, jeg dengang
befandt mig i, forligedes bedre med middelalderens
literære romantik end med sagaens kendsgerninger,
Faksimile

s. XIII

bedre med verseformen end med prosastilen, bedre
med det sprogmusikalske element i kæmpevisen,
end med det karakteriserende i sagaen.
Således skede det, at det formløst gærende
udkast til tragedien «Hærmændene på Helgeland»
foreløbig forvandlede sig til det lyriske drama
«Gildet på Solhaug».
De to kvindeskikkelser, plejesøstrene Hjørdis
og Dagny i den påtænkte tragedie blev til søstrene
Margit og Signe i det fuldførte lyriske drama.
Disse to sidstnævntes afstemning afstamning fra de to saga-
kvinder, vil let falde i øjnene, når der først gøres
opmærksom derpå. Slægtsligheden er umisken-
delig. umiskendelig Tragediens den gang kun løst planlagte
helt, den vidt berejste og ved fremmede konge-
hoffer vel modtagne høvding, vikingen Sigurd,
omformede sig til riddersmanden og sangeren
Gudmund Alfsøn, der også har færdedes længe i
fremmede lande og levet i kongens gård. Hans
stilling mellem de to søstre blev ændret i over-
ensstemmelse med de forandrede tidsomstændig-
heder og forholde; men begge søstrenes stilling
lige over for ham forblev væsentlig den samme,
som i den oprindelig påtænkte og senere fuldførte
tragedie. Det skæbnesvangre gilde, som det i
mit første udkast havde været mig så magt-
Faksimile

s. XIV

påliggende at male, blev i dramaet den skueplads,
på hvilken personerne helt igennem optrådte; det
blev den baggrund, imod hvilken handlingen
hævede sig frem og meddelte det samlede billede
den grundstemning, jeg havde tilsigtet. Stykkets
afslutning dæmpedes og formildedes visst nok i
overensstemmelse med dets art som drama og
ikke tragedie; men mellem rettroende æstetikere æsthetikere
turde der kanske alligevel kunne tvistes om, hvor
vidt der i denne afslutning ikke er blevet tilbage
et drag af uformidlet tragik som et vidnesbyrd
om dramaets udspring.
Herpå skal jeg imidlertid ikke videre indlade
mig. Jeg har kun villet hævde og fastslå, fastslå at
det foreliggende skuespil, lige så fuldt som
alle mine øvrige dramatiske arbejder, er et
naturnødvendigt udslag af min livsgang på et be-
stemt punkt. Det er opstået indenfra og ikke
formedelst nogen ydre påvirkning eller indflydelse.
Således og ikke anderledes hænger det
sammen med tilblivelsen af «Gildet på Solhaug».
Rom, i April 1883. Henrik Ibsen.
Faksimile
GILDET PÅ SOLHAUG.

Faksimile
PERSONERNE.

Bengt Gautesøn, herre til Solhaug.
Margit, hans hustru.
Signe, hendes søster.
Gudmund Alfsøn, deres frænde.
Knut Gæsling, kongens foged.
Erik fra Hægge, hans ven.
En huskarl.
En anden huskarl.
Kongens sendebud.
En gammel mand.
En pige.
Gæster, herrer og fruer.
Mændi Knut Gæslings følge.
Karle og pigerpå Solhaug.
(Handlingen foregår på Solhaug i det fjortende århundrede.)

Faksimile
FØRSTE AKT.

(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæg-
gene. Foran tilhøjre til højre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede
ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker.
Langs væggen tilvenstre til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og
drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang,
hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)
(Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik
fra Hægge
sidder om drikkebordet tilvenstre til venstre . I baggrunden dels
sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem
dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til højmesse.)
Erik
(rejser sig op ved bordet).
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at
give mig på paa mit ærend som Knut Gæslings
bejlermand?
Bengt
(skotter urolig til sin hustru).
Ja, jeg – jeg tænker nu – (da hun tier.) Hm,
Margit, lad os først høre, hvad du mener.
Margit
(står op).
Herr Knut Gæsling, – det var mig længe
vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
2
Faksimile

s. 2

om eder. Jeg ved véd fuldt vel, vel at I stammer fra en
berømmelig slægt; I er rig på gods og guld, og
vor kongelige herre er eder synderlig bevågen.
Bengt
(til Knut).
Synderlig bevågen, – det siger jeg også.
Margit.
Og visseligen kunde ikke min søster kåre
sig nogen gævere husbond –
Bengt.
Ingen gævere; det er lige det samme, som
jeg tænker.
Margit.
– dersom I ellers kan formå hende til at
fatte godhed for jer.
Bengt
(ængstelig og halv sagte).
Men, – men, min kære hustru –
Knut
(springer op).
Ja så, fru Margit! I mener, mener at eders søster –?
Bengt
(søger at berolige ham).
Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må
forstå os ret.
Faksimile
s. 3
Margit.
Så lidet kan mine ord krænke jer. Min
søster kender eder jo kun af de viser, som er
gjort om eder, – og de viser klinger ilde for
høviske øren.
Eders fædres gård er et utrygt hjem
mellem alle de vilde gæster.
Både nat og dag har I gilde med dem.
Krist hjælpe den ungmø, I fæster!
Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld guld,
med gods eller grønne skove; –
snart vil I se hende sorrigfuld
at længes, under muldet at sove.
Erik.
Nu ja – sandt nok – Knut Gæsling lever
noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig
let, når han får sig en hustru i gården.
Knut.
Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit.
Det kan være en uge siden, siden at jeg var til drikke-
gilde på Hægge hos Erik, som her står. Øllet
var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde
jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde
vorde min viv, viv før året var omme. Aldrig skal
det siges Knut Gæsling på, at han har brudt
noget løfte. Derfor ser I selv, selv at I må kåre mig
til eders søsters husbond, – enten med det gode
eller med det onde.
2*
Faksimile
s. 4
Margit.
Før det skal ske, vil jeg ikke fordølge,
I må skille jer af med jert ravende følge.
I må ikke længer med skrig og med larm
jage rundt bygden tilhest og i karm;
I må døve den gru, som langvejs står
af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.
Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;
øksen skal I hjemme bag stuedøren stille; –
I ved véd , den sidder løs i jer hånd, når mjød
og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.
Ærbare kvinder skal I lade med fred;
lad hvermand beholde sit eje;
I må ikke frækt skikke nogen den besked,
at hvis han er klog, så tar han ligskjorten med, med
når han færdes på eders veje.
Og arter I jer sådan til året går ud,
så kunde I nok vinde jer min søster til brud.
Knut
(med indædt harme).
I ved véd snildt at belægge eders ord, fru Margit.
For sandt – I burde være præst prest og ikke eders
husbonds frue.
Bengt.
Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg
også –
Knut
(uden at agte på ham).
Men vel skal I mærke jer, at havde en
Faksimile

s. 5

våbenfør mand talt mig til på slig vis som
I, så –
Bengt.
Nej men hør nu, Knut Gæsling, – I må
forstå os!
Knut
(som før).
Nu, kort og godt, så skulde han fornummet, fornummet
at øksen sidder mig løs i hånden, som I fornylig
sagde.
Bengt
(sagte).
Der har vi det! Margit, Margit, dette her
går aldrig godt.
Margit
(til Knut).
I bad om ærligt svar, og det har jeg
givet jer.
Knut.
Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det så
nøje med jer, fru Margit. I har mere kløgt,
end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; –
kan hænde der er skælig grund for alle de
hvasse ord, I sagde mig.
Margit.
Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej
til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi
holder gilde her på Solhaug idag.
Faksimile
s. 6
Knut.
Gilde?
Bengt.
Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor
bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru
Margits mand.
Margit
(utålmodig, afbrydende).
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når
I nu kommer fra kirken og har røgtet eders
øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del
i laget. I kan da lære min søster at kende.
Knut.
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var
det ikke for at søge kirken, jeg red herned
imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn,
eders frænde.
Margit
(studser).
Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?
Knut.
Hans gård ligger jo bag næsset, på den
anden side af fjorden.
Margit.
Men han selv færdes langvejs herfra.
Faksimile
s. 7
Erik.
Sig ikke det; han turde være nærmere, end
I tænker.
Knut
(hvisker).
Ti stille!
Margit.
Nærmere? Hvad mener I?
Knut.
Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er
kommen tilbage til landet igen? Han fulgte med
kansleren Audun af Hægranæs, som var sendt
til Frankrig for at hente vor nye dronning.
Margit.
Det er ret nok; men kongens bryllup holdes
i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er
Gudmund Alfsøn med.
Bengt.
Ja, og der kunde vi også have været med,
såfremt min hustru havde villet.
Erik
(sagte til Knut).
Fru Margit ved véd da ikke, ikke at –?
Knut
(sagte).
Det synes så; men lad dig ikke mærke med
Faksimile

s. 8

noget. (højt.) Nu ja, fru Margit, jeg får lige
fuldt tage afsted på lykke og fromme; ved
kveldstid kommer jeg igen.
Margit.
Og da får I vise, om I mægter at styre jert
vilde sind.
Bengt.
Ja, mærk jer det.
Margit.
I rører ikke eders økse; hører I, Knut
Gæsling!
Bengt.
Hverken eders økse eller eders kniv eller
hvad andet værge, I bærer hos jer.
Margit.
Thi da kan I ingensinde håbe på noget
svogerskab med mig.
Bengt.
Nej, det har vi fast bestemt os til.
Knut
(til Margit).
Vær I bare tryg.
Bengt.
Og når vi har bestemt os til noget, så står
det fast.
Faksimile
s. 9
Knut.
Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg
har det på samme sæt; og jeg har nu engang
drukket på svogerskab mellem os. I får se til,
om ikke jeg også holder fast ved mit ord. –
Guds fred til ikveld!
(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger
dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)
Bengt
(kommer tilbage).
Det bares mig for, som han trued os, os da
han gik.
Margit
(tankespredt).
Ja, sådan lod det.
Bengt.
Knut Gæsling er ikke god at komme ud
for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi
ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os
ikke gruble over den sag. Idag må vi være
lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god
grund til begge to.
Margit
(smiler tungt).
Ja, tilvisse!
Bengt.
Jeg var ikke ganske ung, ung da jeg bejled til
dig, det er sandt. Men den rigeste mand på
Faksimile

s. 10

mange, mange mile, det ved véd jeg da visst, visst at jeg
var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt;
men medgiften skulde ikke friste nogen frier.
Margit
(hen for sig).
Og dog var jeg dengang så rig.
Bengt.
Hvad sagde du, min hustru?
Margit.
Å, intet, intet. (går over mod højre.) Jeg vil
pynte mig med perler og ringe. Det er jo min
glædesfest ikveld.
Bengt.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se,
du klæder dig i din bedste stads, så vore gæster
kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt Gautesøn
til husbond. – Men nu må jeg ud i madburet;
der er fuldt op at tage vare på idag.
(han går ud til venstre.)
Margit
(segner ned i en stol ved bordet til højre).
Vel var det, det han gik. Når jeg ser ham herinde, herinde
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Faksimile
s. 11
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst, bedst
han bad, bad at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest, bryllupsfest
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
Bergkongen red sig under ø;
– så klageligt rinde mine dage –
vilde han fæste den væne mø.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen red til herr Håkons gård;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den væne viv;
– så klageligt rinde mine dage –
han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den liljevånd
– så klageligt rinde mine dage –
med femten guldringe til hver hendes hånd.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Faksimile
s. 12
Tre sommere gik, og der gik vel fem;
– så klageligt rinde mine dage –
Kirsten sad i berget i alle dem.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Fem sommere gik, og der gik vel ni;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten så ikke solen i li.
– ret aldrig du kommer tilbage – tilbage.
Dalen har blomster og fuglesang;
– så klageligt rinde mine dage –
i berget er der guld og en nat så saa lang.
– ret ret aldrig du kommer tilbage –
(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg ved véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på
endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)
Signe
(råber).
Margit, Margit, – han kommer!
Faksimile
s. 13
Margit
(springer op).
Kommer? Hvem kommer?
Signe.
Gudmund, vor frænde!
Margit.
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du
tro –?
Signe.
Å, jeg er viss på det.
Margit
(går over mod højre).
Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i
kongsgården; det ved véd du lige så godt som jeg.
Signe.
Kan være; men endda så er jeg sikker på,
det var ham.
Margit.
Har du da set ham. ham?
Signe.
Å nej, nej; men nu skal du høre –
Margit.
Ja, skynd dig, – fortæl!
Faksimile
s. 14
Signe.
Det var sig årle, da klokkerne klang,
mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kviddred og sang
alt mellem siljer og birke.
Der var en gammen i luft og i li;
kirketiden fast var omme;
thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
præsten presten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
mig tyktes, tyktes at alle de billeder små
vendte sig om for at lytte derpå.
Margit.
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud!
Signe.
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
thi præst prest og kirkefolk vandrede med,
mens det koglende kvad monne strømme.
Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, tyktes at fuglene lytted i li,
Faksimile
s. 15
at lærken daled og gøken taug,
og at det svared fra fjeld og haug.
Margit.
Bliv ved!
Signe.
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet.)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.
Margit.
Og du tror, det skulde være –?
Signe.
Jeg ved véd det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg ved véd ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, ved véd du hvad?
Hans harpe har hængt så længe
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
jeg vil pudse den blank og stille den beredt
og stemme dens gyldne strænge.
Faksimile
s. 16
Margit
(åndsfraværende).
Gør, som dig lyster –
Signe
(bebrejdende).
Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let
tilsinds, som da Signe var liden.
Margit
(hen for sig).
Så mangt har forandret sig siden – – siden –
Signe.
Margit, du skal være fro og glad!
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende!
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
at vejde den vilde rå;
om natten kan du sove i fruersal
på silkebolsterne blå.
Margit
(ser mod karnappet).
Og han skulde komme til Solhaug som gæst!
Signe.
Hvad siger du?
Faksimile
s. 17
Margit
(vender sig).
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
Min lykke, den, du så lydt monne prise,
kunde times dig selv.
Signe.
Hvad mener du vel?
Margit
(stryger hendes hår).
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
jeg mener, – hvis en bejler red sig hid ikveld –? ikveld –;
Signe.
En bejler? Til hvem?
Margit.
Til dig.
Signe
(med latter).
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.
Margit.
Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad
om din tro?
Signe.
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
3
Faksimile
s. 18
Margit.
Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?
Signe.
Å, var han end konge, med hallen fuld
af dyre klæder og røden guld,
det skulde så lidet mig friste.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Kære søster min, – her vil jeg bygge og bo;
og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,
dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)
Margit
(efter et ophold).
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid –
til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. –
Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når
jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven,
når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i træ-
toppene, da bares det mig tidt nok for, som om
Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og
dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet
sig selv. Gudmund kommer ikke.
Bengt
(i hastværk, fra baggrunden, råber):
En uventet gæst, min hustru!
Faksimile
s. 19
Margit.
Og hvem?
Bengt.
Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem
døren til højre.)
Det bedste gæstekammer må holdes
rede – og det på stand!
Margit.
Han er da alt på gården?
Bengt
(ser ud gennem svalegangen).
Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke
vare. (råber ud til højre igen.) Den snittede egeseng
med dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våben-
drager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger
han efter.
Margit.
Hans våbendrager? Kommer han hid med
våbendrager?
Bengt.
Ja, det skulde jeg vel mene. En våben-
drager og sex rustede mænd er hos ham. Nå
ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden
mand nu, end dengang han drog ud på langfærd.
Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud.)
Læg gyldenlæders-sadlen på min hest! Og glem
3*
Faksimile

s. 20

ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.)
Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav
da; min sølvknappede stav! Slig en herre, –
Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, ære, –
med stor ære!
(han går skyndsomt ud i baggrunden.)
Margit
(grublende).
Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
Hvad vil han? Er det hans agt at se,
om bittert jeg nages af kummer og ve?
Lyster det ham at prøve og friste,
hvad jeg mægter at bære, bære før hjertet må briste?
Mener han, han at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre piger kommer ind i stuen.)
Margit.
I høre mig vel, mine terner små;
I bringe mig på stand min silkekåbe blå.
I følge mig flugs i fruerstuen ind,
at klæde mig høvisk i fløjel og skind.
To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,
den tredje skal vinde perler i mit hår.
I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)
Faksimile
s. 21
Margit.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.
(hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i bag-
grunden.)
Bengt.
Og endnu en gang, – hil eder under Sol-
haugs tag, min hustrus frænde!
Gudmund.
Jeg takker jer. Og hvordan går det hende?
Hun lider dog vel i alle måder måder, vil jeg tro?
Bengt.
Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der
fattes hende intet. Hele fem terner kan hun
byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står
rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart
sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan
begære for at være fornøjet i sine kår.
Gudmund.
Og Margit, – hun er da vel fornøjet?
Bengt.
Gud og hver mand skulde tro, hun måtte
være det; men, sælsomt nok –
Gudmund.
Hvad mener I?
Faksimile
s. 22
Bengt.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så
bæres det mig for, at Margit var lystigere til
sinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden
hun blev frue på Solhaug.
Gudmund
(hen for sig).
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.
Bengt.
Hvad siger I, frænde?
Gudmund.
Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I for-
tæller om eders hustru.
Bengt.
Ja, mener I ikke, det går mig lige så? Jeg
vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere,
dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan
ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er;
og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder
hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har
jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå,
I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok,
I bringer solskin med jer. Hys; der kommer
fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)
Faksimile
s. 23
Gudmund
(går hende imøde).
Margit, – kære Margit!
Margit
(standser, ser fremmed på ham).
Forlad mig, herr ridder; men –? (som om hun
først nu genkendte ham.)
For sandt, hvis jeg ikke
fejler, så er det Gudmund Alfsøn.
(rækker hånden frem.)
Gudmund
(uden at tage den).
Og du kendte mig ikke straks igen?
Bengt
(leende).
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på?
Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde –
Margit
(går over mod bordet til højre).
Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den
friskeste urt kan dø i tiende led imens –
Gudmund.
Det er syv år siden vi sidst sås.
Margit.
Tilvisse, det må være længere siden.
Faksimile
s. 24
Gudmund
(ser på hende).
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er
dog som jeg siger.
Margit.
Hel sælsomt. Jeg var dog visst et barn
dengang; og det tykkes mig en evig lang tid
siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol.) Nå, sæt
eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I
danse og forlyste forlyste os med eders sang. (med et tvun-
gent smil.)
Ja, I ved véd vel, vi er glade her på
gården idag, – vi holder gilde.
Gudmund.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på
tunet.
Bengt.
Ja, idag for tre år siden blev jeg –
Margit
(afbrydende).
Min frænde har alt hørt det. (til Gudmund.)
Vil I ikke lægge eders kappe bort?
Gudmund.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres
mig for, som her er koldt, – koldere, end jeg
havde ventet.
Faksimile
s. 25
Bengt.
Da er jeg både sved og varm; men jeg har
også fuldt op at tage vare på. (til Margit.) Lad
nu ikke tiden falde lang for vor gæst, gæst mens jeg
er ude. I kan jo snakke sammen om gamle
dage.
(vil gå.)
Margit
(tvilrådig).
Går du? Vil du ikke heller –?
Bengt
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage).
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden,
som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er
ikke den stund så kort, kort at min hustru kan være
mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under hagen.)
Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.
(han går ud i baggrunden.) [HIS: tekst mangler i FU]
Margit
(hen for sig).
Å, kval og harm at måtte lide alt dette.
(kort taushed.)
Gudmund.
Hvorlunde lever eders søster kære?
Margit.
Jeg takker; hel vel.
Faksimile
s. 26
Gudmund.
Det blev sagt, hun skulde
være skulde være [HIS: i 1. utg. og FU er rimordet feilaktig plassert innenfor neste verslinje]
hos eder.
Margit.
Her har hun været siden jeg –
(slår om.)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
Hun træder visst snart i stuen herind.
Gudmund.
Signe havde fordum så vennesælt sind;
hun kendte ej list eller rænke;
når jeg kommer ihu hendes øjne blå,
jeg må på guds engle tænke.
Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Sig mig, – mens fjernt fra bygden jeg vandred,
har også hun sig så stærkt forandret?
Margit
(tvungent spøgende).
Hun også? Er det i kongens gård
slig høvisk tale man lærer?
I minder mig om, hvordan tiden lærer tærer –
Gudmund.
Margit, hel vel mine ord I forstår.
Engang var I mig begge så blide;
I græd, græd da jeg skulde fra bygden ride;
Faksimile
s. 27
vi loved at holde som søskende sammen
i fryd og i ve, i nød og i gammen.
I lyste som en sol mellem jomfruer små;
så viden om land eders ry monne gå; –
fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.
Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt
den fattige frænde. Så umildt er I stemt,
I, der engang var så vennesæl til sinde.
Margit
(næsten tårekvalt).
Ja engang –!
Gudmund
(ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme):
Eders husbond bød os at korte
tiden med at melde om gammelt og kært.
Margit
( hæftigt heftigt ).
Nej, nej; ikke derom!
(roligere.)
Det falder mig så svært
at mindes; den ting har jeg aldrig lært.
Meld heller om de år, I var borte; –
den tid er vel ej på bedrift så arm;
meget må I kunne mig berette;
derude er jo verden både vid og varm, –
der er sindet og tankerne lette.
Faksimile
s. 28
Gudmund.
I kongens hal var jeg aldrig så fro,
som dengang jeg var smådreng i den fattige bo.
Margit
(uden at se på ham).
Og jeg – hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.
Gudmund.
Vel eder, dersom I kan takke fordi –
Margit
( hæftigt heftigt ).
Og er jeg da ikke hædret og fri?
Kan jeg ikke byde, som det huer mig bedst?
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst;
Og det, ved véd I, var mig altid til måde.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
Se, derfor kunde I sparet jert komme
til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.
Gudmund.
Hvad mener I, fru Margit?
Margit
(rejser sig).
Tilfulde jeg ved véd ,
hvad der fører jer ind i min enlige stue.
Faksimile
s. 29
Gudmund.
I ved véd , hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
(hilser og vil gå.)
Guds fred og farvel da, min ædle frue!
Margit.
Det var eder mere til ære, ifald
I var bleven, hvor I var, i kongens hal.
Gudmund
(standser).
I kongens hal? Kan I spotte min nød?
Margit.
Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;
jeg gad vide, hvor I tænker at ende!
I kan eder klæde i fløjel rød,
er kongens mand, ejer gods og guld –
Gudmund.
Bedst må I vide, om lykken er mig huld.
I sagde fornylig, fuldt vel I vidste
mit ærend på Solhaug –
Margit.
Det ved véd jeg forsand!
Gudmund.
Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; –
da ved véd I, jeg er en fredløs mand.
Faksimile
s. 30
Margit
(skrækslagen).
Fredløs! Du, Gudmund!
Gudmund.
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Jeg mente, I endnu var mild og god,
alt som dengang jeg eder forlod;
men jeg vil ikke trygle; skoven er stor,
og sikker er min hånd og min bue; –
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå.)
Margit
(holder ham tilbage).
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.
Gudmund.
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
og livet vil hver mand friste.
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
At tigge om ly, om bolster og pude
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
Faksimile
s. 31
min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
da er du frelst fra al din kvide;
der finder du venner; på dem kan du lide. –
Men håbet er skørt som markens blommer.
Eders husbond mødte mig med horn og krus;
han åbned for mig både dør og porte; –
men øde tykkes mig eders hus;
hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger på ny til fjelds.
Margit
(bønligt).
Å, hør mig!
Gudmund.
Mit sind er ej som en træls.
Nu tykkes mig livet en usselig gave;
jeg agter det fast for intet værd.
Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit!
Margit.
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd –!
Gudmund.
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære.
Faksimile
s. 32
Margit.
Nu er det nok. Dine bittre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs fór foer
alt over strande så vide, –
tro mig, da var det min kæreste dag, dag
da du tyed ind under Solhaugs tag;
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst.
Gudmund.
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro?
Margit
(rækker ham hånden).
At frænder og venner på Solhaug bo.
Gudmund.
Men det, som du nys –?
Margit.
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
der er ikke sol eller stjerne.
Og intet mægter min kvide at fjerne;
thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
jeg hilded mig selv i brogede lænker.
Tro mig, så klageligt vederlag skænker
rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Faksimile
s. 33
Dengang vi var børn, – hvor var jeg da fro!
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde.
Gudmund,
(der ufravendt har betragtet hende).
Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.
Margit.
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
Du havde sunget om al den lyst,
som mægter at rummes i et menneskes bryst;
du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
og så – så blev jeg min husbonds viv.
Gudmund.
Å, Margit!
Margit.
Der gik ikke lang tid hen, hen
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
4
Faksimile
s. 34
Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
og i alle de store stuer!
Her gæsted os riddere, herrer herser og fruer;
her sang mig til ære så mangen skald;
men der var ikke én, som ret mig forstod,
ikke én, som fatted min jammer; –
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.
Gudmund.
Men din husbond –?
Margit.
Han var mig aldrig kær; kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.
Gudmund
(bevæget).
Og derfor var det, du vendte dig bort –.
Margit
(uden at se på ham).
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.
Faksimile
s. 35
Gudmund.
Margit, kunde du tro –?
Margit.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg
glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –?
Gudmund
(smiler).
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred.
Margit.
Men du, som nylig stod højt i agt, agt; –
sig mig hvorlunde –?
Gudmund.
Snart er det sagt.
Du ved véd , jeg var i de franske riger, riger
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
4*
Faksimile
s. 36
og skatte til Norge som kongens brud.
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham han kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk.
Margit.
Hun bad –?
Faksimile
s. 37
Gudmund.
Jeg fór foer op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.
Margit.
Og den –?
Gudmund
(med dæmpet stemme).
Den rummer en gådefuld saft; –
en dråbe deraf i din uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
Margit.
Men sig mig –?
Gudmund
(hviskende).
Den var for kongen bestemt.
Margit.
Alle helgener!
Gudmund
(idet han atter forvarer flasken).
Vel, at jeg fik den gemt. –
Tre dage efter var farten tilende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
Faksimile
s. 38
jeg vidste jo nok, i kongens hal
vilde Audun listelig volde mit fald, –
vilde forklage mig –
Margit.
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle.
Gudmund.
Alt? Nej, Margit, – dengang var du fri.
Margit.
Du mener –?
Gudmund.
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
mine tanker; jeg er så frejdig og fro
fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
Men, sig mig, – Signe –?
Margit
(peger smilende mod døren til venstre).
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
og det er vel ikke gjort i en fart.
Gudmund.
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
(han går ud til venstre.)
Faksimile
s. 39
Margit
(ser efter ham).
Hvor han er fager og mandig. (med et suk.)
Der er ikke megen lighed mellem ham og –
(rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.)
Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang!
(kort taushed.) Det var en sælsom fortælling, den
om prinsessen, prinsessen; som –. Hun havde en anden
kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede
lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke
veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en
tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af
dette bæger drak Gudmund og jeg på et
frydeligt gensyn, gensyn da han rejste. Det er fast det
eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug.
(sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne som-
merdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt
har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.)
Signe
(løber leende hen til Margit).
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!
Margit
(smilende, til Gudmund).
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret.
Gudmund.
Tilvisse! Men at hun skulde –! Nej, nej,
Faksimile
s. 40
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker.
Signe
(truer med fingeren).
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
pas på, – hun hilder dig i sit garn!
Gudmund
(hen for sig).
Næsten bæres mig for, som det alt var sket.
Signe.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!
Gudmund
(sagte, ser efter hende).
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme.
Faksimile
s. 41
Signe
(bringer harpen).
Se her!
Gudmund
(griber den).
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner.)
Der er endnu klang i de gamle strenge; –
nu skal du ikke længer på væggen hænge –
Margit
(ser ud i baggrunden).
Hist kommer vore gæster.
Signe
(mens Gudmund indleder sin sang).
Hys, – stille! Å hør!
Gudmund
(synger).
Jeg vandred i lien så tung og så ene;
De de småfugle kviddred fra busker og grene;
så listeligt kviddred de sangere små:
hør til, hvordan kærlighed monne opstå!
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund!
(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter
harpen fra sig.)
Faksimile
s. 42
Signe
(tankefuld, gentager for sig selv).
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund.
Margit
(adspredt).
Talte du til mig? – Jeg hørte ikke ret –?
Signe.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun –
(synker atter hen som i drømme.)
Margit
(halv højt; ser frem for sig).
Den vokser som eken i årene lange;
den næres ved tanker og sorger og sange.
Signe
(opvågnende).
Du siger, siger at –?
Margit
(farer med hånden over panden).
Å, det var intet. Kom; vi må gå vore
gæster i møde.
(Bengt kommer med mange gæster, mænd og kvinder, ind
gennem svalegangen.)
Faksimile
s. 43
Gæsterne
(synger):
Over tilje med sang og strengespil
i gildestuen vi træde.
Guds fred vi ønsker den frue mild;
vi ønsker både gammen og glæde.
Gid altid en himmel, så lys som idag,
over Solhaugs tag
må sig brede!

Faksimile
ANDEN AKT.

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til
venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for
stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og
stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne
er oplyste. Musik høres derinde.)
Gæsterne
(synger i gildestuen).
Lad fedlen klinge; ved strengeklang
træder vi dansen den nat så lang.
Hvor lystigt at trine på tilje!
Den jomfru brænder så skær som et blod;
det er sig den smådreng, bold og god,
han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset.
Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde
dæmpet derinde.)
Erik.
Bare det ikke kommer til at angre dig,
Knut.
Knut.
Lad du mig om det.
Faksimile
s. 45
Erik.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens
foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal
fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan komme
over ham. Og nu, da du har ham lige i næven,
så tilsiger du ham dit venskab og lader ham
færdes frit, hvor det lyster ham.
Knut.
Jeg ved véd , hvad jeg gør. I hans egen stue
har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde.
Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham
her, – mener du da, da at fru Margit var tilsinds
at give mig Signe til hustru?
Erik
(langtrukket).
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –
Knut.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem.
Gudmund er jo også min ven fra gamle tider;
og han kan gøre mig nytte. (bestemt.) Derfor
bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen
her på gården vide, at Gudmund Alfsøn er fred-
løs; – imorgen får han se at hjælpe sig selv.
Erik.
Ja, men kongens lov?
Faksimile
s. 46
Knut.
Å, kongens lov! Du ved véd lige så godt som
jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i
bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte
mangen staut karl iblandt os bøde både for brude-
rov og manddrab. – Kom nu her! Jeg gad
vide, hvor Signe –?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)
Signe.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.
Gudmund.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!
Signe
(med glad og stille forundring).
Jeg – jeg er ham kær!
Gudmund.
Det er ingen som du.
Signe.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig? dig!
Gudmund.
Det tør du for sandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
Faksimile
s. 47
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
da jeg rejste, var du som alferne små, –
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, bedst når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.
Signe,
(der kun halvt har lyttet til hans ord).
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var tilsinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød; –
Faksimile
s. 48
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.
Gudmund.
Signe, min dejligste blomme!
Signe.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.
Gudmund.
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.
Signe
(undsélig).
Vil du sige hende –?
Gudmund.
Alt bør hun kende.
Signe
(som før).
Ak, gå da alene; – jeg ved véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.
Faksimile
s. 49
Gudmund.
Nu godt; jeg går.
Signe.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.
Gudmund.
Der bier du?
Signe.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)
Margit.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed.)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
5
Faksimile
s. 50
Vidste jeg, jeg at Gudmund –; havde han mig kær, –
da agted jeg lidet –
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)
Gudmund.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.
Margit.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge –
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du ved véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Ved Véd du, hvad jeg ønsker?
Gudmund.
Nu?
Margit.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!
Faksimile
s. 51
Gudmund.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!
Margit
(uden at høre på ham).
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!
Gudmund.
Margit! Margit!
Margit
(stedse voldsommere).
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund; –
og rammed mig døden, døden når solen randt, –
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?
Gudmund.
Du er syg!
Margit
(brister ud i latter).
Ha, ha, ha hå ! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.
Gudmund.
Jeg kan se,
5*
Faksimile
s. 52
Du du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum –
Margit
(pludselig alvorlig).
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det
Gudmund.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)
Margit.
Flasken! Du mener –?
Gudmund.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
Faksimile
s. 53
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)
Margit
(griber hans arm).
Nej vent! Lad mig få den.
Se så! [HIS: Linjen er i NBO Ms.8° 951 plassert til slutt i Gudmunds foregående replikk rett etter «og livet at friste» ]
[HIS: Linja mangler innrykk (er midterste del av en verslinje).]
Gudmund.
Du vil –?
Margit.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)
Gudmund
(går mod højre og ser ned i dybet).
Kasted du den ud?
Margit
(idet hun skjuler flasken).
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!
Faksimile
s. 54
Gudmund
(nærmer sig).
Hvad vil du?
Margit.
Et må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord; –
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?
Gudmund
(ser forskende på hende).
Jeg ved véd ikke ret –
Margit.
Vel sandt, det kan tydes på mange sæt;
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.
Faksimile
s. 55
Gudmund
(sagte).
Alle helgener, dersom –! Da er det på tide, tide
at hun får det hele at vide.
(højt.)
Svar mig, Margit, – vil du mit held?
Margit
(glad, bevæget).
Om jeg vil!
Gudmund.
Ja, jeg mener –
Margit.
Sig frem!
Gudmund.
Nu vel.
Du kunde gøre mig så rig og så fro –
Margit
(frembrydende).
Gudmund!
Gudmund.
Hør mig; jeg vil dig fortro –
(Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved
elvebredden.)
(Signe og nogle unge piger kommer fra højre. Knut, Erik og
flere yngre mænd er i følge med dem.)
Faksimile
s. 56
Knut
(endnu i frastand).
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord
med dig.
(Han bliver stående i samtale med Erik. De øvrige fremmede går
imidlertid ind i huset.)
Margit
(for sig selv).
Gøre ham så rig og fro –! Hvad kan han
andet mene, end –! (halvhøjt.) Signe, – kære,
kære søster!
(Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op mod
baggrunden.)
Gudmund
(sagte, idet han følger dem med øjnene).
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og
jeg må fra Solhaug. Knut Gæsling har jo vist
sig som min ven; han hjælper mig nok.
Knut
(sagte til Erik).
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes
frænde; han kan bedst tale min sag.
Erik.
Nå, som du vil da.
(han går ind i huset.)
Knut
(kommer nærmere.)
Hør, Gudmund –
Faksimile
s. 57
Gudmund
(smilende).
Kommer du for at sige mig, at du ikke
længer tør lade mig gå fri?
Knut.
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling
tør alt, hvad han vil. Nej, det er noget andet.
– Du ved véd jo, jeg gælder her i bygden for en
vild, ustyrlig karl –
Gudmund.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så –
Knut.
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt
nok. Men nu skal du høre –
(de går i samtale opover mod baggrunden.)
Signe
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset).
Jeg forstår dig ikke. Du taler, som om en
uventet lykke var bleven dig til del. Hvad er
det vel, du mener?
Margit.
Signe, – du er et barn endnu; du ved véd
ikke ikke, hvad det vil sige at færdes i en evig rædsel
for at –. (pludselig afbrydende.) Tænk dig, Signe,
at måtte visne og dø uden at have levet!
Faksimile
s. 58
Signe
(ser forundret og hovedrystende på hende).
Nej men, men; Margit –?
Margit.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt –
(de går samtalende opover igen.)
(Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.)
Gudmund.
Nu, hvis det er sådan fat, – dersom dette
vilde liv ikke huer dig længer, så vil jeg skænke
dig det bedste råd, som nogen ven har i eje:
fæst dig en ærbar ungmø til hustru.
Knut.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det
er lige det samme, jeg har tænkt på?
Gudmund.
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu
må du vide, at også jeg –
Knut.
Du? Går du også med slige tanker?
Gudmund.
Ja vel gør jeg; – men kongens vrede –;
jeg er jo en fredløs mand –
Faksimile
s. 59
Knut.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen
her, uden fru Margit, som ved véd besked om det
endnu; og så længe jeg er din ven, så har du
en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare –
(han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.)
Signe,
(idet hun og Margit atter kommer tilbage).
Men så sig mig da, Margit –!
Margit.
Mere tør jeg ikke sige dig.
Signe.
Da vil jeg være ærligere mod dig. Men
svar mig først på et. (undsélig, nølende.) Er der –
er der ingen, som har sagt dig noget om mig?
Margit.
Om dig? Nej; hvad skulde det være?
Signe,
(som før; ser ned for sig).
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler
red sig hid –?
Margit.
Det er sandt. (sagte.) Knut Gæsling –;
skulde han allerede –? (spændt, til Signe.) Nu?
Og så?
Faksimile
s. 60
Signe
(sagte, jublende).
Bejleren er kommen! Han er kommen,
Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du
mente; men nu –!
Margit.
Og hvad har du svaret ham?
Signe.
Å, det ved véd jeg ikke. (slår armene om hendes hals.)
Men verden tykkes mig så fager og rig fra den
stund, han sagde mig, at han havde mig kær.
Margit.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, ikke at du
så snart –! Du har jo neppe kendt ham
før idag.
Signe.
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kær-
lighed; men det ved véd jeg, sandt er det, som der
står i visen:
den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund –
Margit.
Lad så være. Og når så er, da har jeg
ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah –
(Hun standser pludselig, pludselig da hun ser Knut og Gudmund komme
nærmere.)
Faksimile
s. 61
Knut
(fornøjet).
Se, det må jeg vel lide, Gudmund. Her er
min hånd.
Margit
(sagte).
Hvad er det?
Gudmund
(til Knut).
Og her er min.
(de ryster hinandens hænder.)
Knut.
Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem
det er –
Gudmund.
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de
fagre kvinder, har jeg fundet den, som –
Knut.
Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra
endnu inat, hvis det gøres behov.
Margit,
(der ubemærket har nærmet sig).
Alle helgener!
Faksimile
s. 62
Gudmund
(nikker til Knut).
Det samme er også min agt.
Signe,
(der ligeledes har lyttet).
Gudmund!
Gudmund og Knut,
(hviskende til hinanden, hinanden idet de begge peger på Signe).
Der er hun.
Gudmund
(studsende).
Ja, min.
Knut
(ligeså).
Nej, min!
Margit
(sagte, halvt forvildet orvildet ).
Signe!
Gudmund
(som før, til Knut).
Hvad mener du med det?
Knut.
Det er jo Signe, som jeg vil –
Gudmund.
Signe! Signe er min fæstemø for gud.
Faksimile
s. 63
Margit
(med et skrig).
Hende var det! Nej, – nej!
Gudmund
(sagte, idet han ser hende).
Margit! Hun har hørt alt.
Knut.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit,
I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner
nu det hele.
Margit
(til Signe).
Men du sagde jo nys –? (fatter pludselig sammen-
hængen.)
Gudmund var det, du mente!
Signe
(forundret).
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes
dig, Margit?
Margit
(med næsten toneløs stemme).
Å intet, intet.
Knut
(til Margit).
Og imorges, da I fik mit ord på, på at jeg
ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da
vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha,
bild jer aldrig ind, ind at I kan drive gæk med Knut
Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu
Faksimile

s. 64

før middag var det bare mit ubesindige løfte,
som drev mig til at bejle efter hende; men
nu
Signe
(til Margit).
Han? Det var bejleren, du tænkte på?
Margit.
Stille, stille!
Knut
(hårdt og bestemt).
Fru Margit, – I er hendes ældre søster; et
svar skal I give mig.
Margit
(kæmpende med sig selv).
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan
intet svare.
Knut.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre
på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer
det, – da er dagen til ende; da tør I nok få
se mig igen, og så får lykken råde for, hvem
der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg.
Gudmund.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så
blodig en pande!
Signe
(angst).
Gudmund! For alle helgener –!
Faksimile
s. 65
Knut.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn!
Før solen rinder skal du være i min magt. Og
hun, – din fæstemø –. (går hen til døren, vinker og
råber dæmpet.)
Erik! Erik, kom her! Afsted til
vore frænder! (truende, mens Erik viser sig i døren.) Ja,
ve jer alle, alle når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden bagrunden .)
Signe
(sagte til Gudmund).
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette
betyde.
Gudmund,
(hviskende).
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat.
Signe.
Gud stå mig bi, – du vil –!
Gudmund.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget
menneske; ikke engang til din søster.
Margit
(hen for sig).
Hende, – hende er det! Hende, som han
knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været
fri, så ved véd jeg nok hvem han havde kåret. –
Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.)
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
6
Faksimile
s. 66
Unge piger og svende
(synger).
Herude, herude skal gildet stå,
alt mens de fugle blunde, blunde.
hvor lystigt at lege mellem blomster små
i birkelunde.
Herude, herude skal lyst og skemt
lyde fra alle munde, munde.
al kvide må ende, når fedlen er stemt
i birkelunde.
Bengt.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide!
Jeg er lystig, og min hustru ligervis; og derfor
skal I være lystige alle sammen.
En af gæsterne.
Ja, lad os nu få en stevkamp!
Mange
(råber).
Ja, ja, en stevkamp!
En anden gæst.
Nej, lad være med det; det vækker bare
ufred i laget. (med dæmpet stemme.) I drages vel til
minde, minde at Knut Gæsling er på gården ikveld.
Flere
(hviskende mellem hverandre).
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, sidst da han –.
Det er bedst at vogte sig.
Faksimile
s. 67
En gammel mand.
Men I, fru Margit –;[HIS: Semikolonet har dårlig trykk og kan forveksles med kolon.] jeg ved véd , eders slægt
var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange
vakkre eventyr, alt imens I var barn.
Margit.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men
spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender
et eventyr, som er lystigt nok.
Gudmund
(dæmpet, bedende).
Margit –!
Margit.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op!
Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det
falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæ-
sterne.)
Han har set huldren ikveld. Hun vilde
forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend.
(vender sig atter til Gudmund.) Nu ja, eventyret er ikke
endt endnu. Når du fører din hjertenskær over
hej og gennem skove, så vend dig aldrig om;
se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver
en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme,
idet hun træder tæt hen til ham:)
kommer du dog ikke
længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)
Signe
(sagte).
Å gud, å gud!
6*
Faksimile
s. 68
Bengt
(går fornøjet om mellem gæsterne).
Ha, ha, ha! Fru Margit ved véd at sætte det
sammen! Når hun først vil, så gør hun det
meget bedre end jeg.
Gudmund
(for sig selv).
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra
hende; før bliver hun ikke rolig tilsinds. (vender
sig til de fremmede.)
Jeg kender et lidet kvæde. Hvis
det lyster eder at høre, så –
Flere af gæsterne.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit
læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved
huset.)
Gudmund
(synger).
Jeg red mig udi lunde,
jeg sejled over sø;
det var sig i mit væne hjem,
der fæsted jeg min mø.
Det var den alfekvinde,
hun er så led og gram:
ret aldrig skal den jomfru skær
til kirken følge ham.
Hør mig, du alfekvinde,
lad fare den besvær;
to hjerter kan ej skilles ad,
som har hinanden kær!
Faksimile
s. 69
En gammel mand.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de
unge svende skotter did hen. (peger mod pigerne.)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.
Bengt
(gør miner til Margit).
Ja, jeg har min, det ved véd jeg visst. Ha-ha-ha!
Margit
(sagte, bævende).
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej,
nej; nu må den sidste redning fristes.
Bengt.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg.
Margit.
Det går snart over. (vender sig til gæsterne.) Det
bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde
glemt alle mine eventyr. Men jeg tror dog, jeg
mindes et.
Bengt.
Ret så, min hustru! Kom med det.
Unge piger
(bedende).
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!
Faksimile
s. 70
Margit.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue
jer; men det får nu være.
Gudmund
(sagte).
Alle helgener, hun vil da vel ikke –!
Margit.
Det var sig en ungmø fager og fin,
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; –
så lidet den gammen forslår.
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
den jomfru liden var stolt i hu,
hende lysted at vorde en adelsfrue. –
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
kom han til gårde med guld og med svende;
tredje dags natten hjemad han fór foer
alt med sin brud, – med hende.
I berget sad hun hel mangen sommer,
af guldhorn kunde hun mjøden tømme,
i dalen trives de yndigste blommer, –
hun sanked dem kun i drømme. –
Det var sig den ungersvend bold og god;
vel kunde han lege på gyldne strenge;
det klang til bergets inderste rod,
Faksimile
s. 71
hvor hun havde siddet så længe.
Så underligt blev hun tilsinde derved; –
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
som om hun først nu forstod at finde
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
kan løses så let ved harpeleg!
Han så hende bunden, hørte hun skreg, –
men han slængte sin harpe bort i en vrå,
hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sø
til fremmede lande med sin fæstemø.
(i stigende lidenskab.)
Du legte så fagert på strengenes guld;
thi svulmer min barm så kæk og fuld!
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
Han håner mig kun! Han favner sin mø
og stævner over den salte sø!
(skriger.)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.)
Faksimile
s. 72
Signe
(grædende, er ilet til og opfanger hende i sine arme).
Margit! Min søster! [HIS: tekst mangler i FU]
Gudmund
(på samme tid, støtter hende).
Hjælp, hjælp; hun dør!
(Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb sammen
om dem.)

Faksimile
TREDJE AKT.

(Stuen på Solhaug ligesom før men nu i uorden efter gildet.
Det er fremdeles nat; en mild dæmring er udbredt over værelset
og over landskabet udenfor.)
(Bengt står i den åbne svalegang med en ølbolle i hånden.
En flok gæster er i færd med at forlade gården. Inde i stuen
går en pige og rydder op.)
Bengt
(råber til de bortdragende).
Guds fred da, og vel mødt igen på Sol-
haug! I kunde ellers gerne blevet her og sovet
ud, I, lige så vel som de andre. Nå ja, ja –;
nej vent; jeg følger med til ledet; jeg må drikke
jer til endnu en gang.
(han går ud.) [HIS: tekst mangler i FU]
Gæsterne
(synger i frastand).
Guds fred og farvel til hver og en,
som har på gården hjemme!
Nu går vor sti over stok og sten; –
Faksimile
s. 74
frisk op; du må fedlen stemme!
Med dans og med sang
skal vi korte den vej så tung og lang.
Hej, lystig afsted!
(Sangen taber sig mere og mere i det fjerne.)
(Margit kommer ind i stuen gennem døren til venstre.)
Pigen.
Krist fri mig, min frue, er I ståt op?
Margit.
Jeg er frisk og vel; du kan gå ned og sove.
Vent; sig mig, er alle gæsterne borte?
Pigen.
Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen;
de sover visst allerede.
Margit.
Og Gudmund Alfsøn –?
Pigen.
Han sover nok også. (peger mod højre.) For
lidt siden gik han ind i sit kammer, der, lige
over gangen.
Margit.
Godt; du kan gå.
(Pigen går ud til venstre.)
(Margit går langsomt hen over gulvet, sætter sig ved bordet
til højre og ser ud mod det åbne vindu.)
Faksimile
s. 75
Margit.
Imorgen så drager vel Gudmund herfra,
han drager vel ud i den verden vide;
jeg sidder igen med min husbond, og da –;
mig vil det gå som blomsterne små,
som den fattige urt, som det knækkede strå, –
jeg har kun at visne og lide.
(kort ophold; hun læner sig i stolen.)
Jeg hørte en gang om et blindfødt barn,
som voksede op i leg og i glæde;
moderen spandt et trolddoms-garn,
som mægtede lys over øjet at sprede.
Og barnet skued med undrende lyst
over berg og sø, over dal og kyst.
Da svigted de koglende kunster brat,
og barnet gik atter i mulm og nat;
det var forbi med gammen og lege;
af savn og længsel blev kinderne blege;
det sygnede hen og leved alle dage
i en evig, en unævnelig klage. –
Ak, også mine øjne var blinde
for sommerens liv og for lysets skær –
(hun springer op.)
Men nu –! Og så stænges i buret inde!
Nej, nej, min ungdom er mere værd.
Tre år af mit liv har jeg offret ham,
min husbond; men nu må det briste.
Mægted jeg længere sligt at friste,
måtte jeg være som duen tam.
Her kedes jeg tildøde af smålig kiv;
Faksimile
s. 76
gennem verden går der et bølgende liv; –
Gudmund vil jeg følge med skjold og med bue,
dele hans fryd og mildne hans kummer,
vogte hans fjed og værge hans slummer;
alt folket skal undrende stå, når de skue
den bolde ridder og Margit, hans viv. –
Hans viv!
(slår hænderne sammen.)
Å herre, tilgiv, tilgiv;
jeg ved véd ikke selv, hvad jeg taler.
Send mig din fred, som læger og svaler.
(går en stund i grublende taushed.)
Signe, min søster –? Hende jeg skulde
lægge før tiden i mulde?
Og dog –? Hvem ved véd ? Hun er ung endnu;
hun bærer ham vel ikke så dybt i sin hu.
(atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser længe på den
og siger sagte:)
I denne flaske –; med den jeg kunde –;
så måtte min husbond for evig blunde.
(i skræk.)
Nej, nej, den skal kastes på elvens bund!
(vil kaste den ud af vinduet, men standser.)
Og dog, – jeg kunde i denne stund –.
(hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse.)
Hvad for en fristende, koglende magt
er der dog ikke i synden lagt!
Mig tykkes, den lykke vinder i pris,
som må købes med blod, med min sjæls forlis.
(Bengt, med den tomme ølbolle i hånden, kommer ind fra
svalegangen; hans ansigt blusser; han går med usikkre skridt.)
Faksimile
s. 77
Bengt
(slænger bollen på bordet til venstre).
Se så; det var et gilde, som vil spørges ud
over alle bygder. (får øje på Margit.) Nå, er du der?
Du er kommen dig igen. Det må jeg lide.
Margit,
(der imidlertid har gemt flasken).
Er porten lukket?
Bengt
(sætter sig ved bordet til venstre).
Jeg har sørget for al ting. Jeg fulgte de
sidste gæster ned til ledet. Men hvor blev Knut
Gæsling af ikveld? – Lad mig få mjød, Margit!
Jeg er tørstig. Fyld mig bægeret der.
(Margit henter en mjødkande fra et skab og skænker i bægeret,
der står foran ham på bordet.)
Margit
(går med kanden over til højre).
Du spurgte om Knut Gæsling.
Bengt.
Ja visst gjorde jeg. Den praler, – den
storskryder! Jeg mindes nok, nok at han trued mig
igår morges.
Margit,
(sætter kanden på bordet til højre).
Han brugte værre ord inat, da han rejste.
Faksimile
s. 78
Bengt.
Gjorde han? Det er godt. Jeg vil slå ham
ihjæl.
Margit
(smiler foragteligt).
Hm –
Bengt.
Jeg vil slå ham ihjæl, siger jeg! Jeg er
ikke ræd for at møde ti slige karle som han.
Ude på stabburet hænger min farfaders økse;
skaftet er indlagt med sølv, og når jeg kommer
med den, så –! (slår i bordet og drikker). Imorgen
ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine
mænd og slår Knut Gæsling ihjæl.
(han drikker tilbunds.)
Margit
(sagte).
Å, at måtte leve her med ham!
(hun vil gå.)
Bengt.
Margit, kom her! Fyld mig mit bæger
igen. (hun nærmer sig; han vil drage drager hende ned på sit knæ.)
Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder
af dig.
Margit
(river sig løs).
Slip mig!
(hun går med bægeret over til højre.)
Faksimile
s. 79
Bengt.
Du er ikke føjelig ikveld. Ha-ha-ha; du
mener det vel ikke så ilde.
Margit
(sagte idet hun skænker i bægeret).
Var det så sandt det sidste bæger jeg skænkte
for dig.
(hun lader bægeret blive stående og vil gå ud til venstre.)
Bengt.
Hør du, Margit. En ting kan du takke
himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, tilægte før
Gudmund Alfsøn kom igen.
Margit
(standser ved døren).
Hvorfor det?
Bengt.
Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen
så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at
han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde
været frue på Solhaug.
Margit
(kommer nærmere, nærmere; skotter til bægeret).
Tror du?
Bengt.
Jeg tør sværge på det, Margit. Bengt Gaute-
søn har to kloge øjne i panden. Men nu kan
han jo tage Signe.
Faksimile
s. 80
Margit.
Og du tænker, han vil –?
Bengt.
Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få
dig. Men havde du været fri, så –. Ha-ha-ha,
Gudmund er ligesom de andre; han misunder
mig, mig at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg
kan så godt lide dig, Margit. – Hid med bæ-
geret! Fuldt til randen!
Margit
(går modstræbende over til højre).
Ret nu skal du få det.
Bengt.
Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe;
men ham vil jeg slå ihjæl. Gudmund er en
hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig,
Margit, hvor godt vi skal leve sammen som
grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden,
og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin
hustru på skødet, og drikker og snakker sammen
om løst og fast.
Margit
(røber en stedse stigende sjælekamp; uvilkårligt har hun taget
flasken frem, medens hun siger:)
Ja vel; ja vel.
Bengt.
Ha-ha-ha; i førstningen, tænker jeg, Gud-
Faksimile

s. 81

mund vil se lidt umildt til mig, mig når jeg favner
dig; men sligt forvinder han snart, kan jeg tro.
Margit
(sagte).
Dette er mere mere, end et menneske kan bære!
(hælder indholdet af flasken i bægeret, går hen til vinduet, kaster
den ud og siger uden at se på ham:)
Dit bæger er fuldt.
Bengt.
Så hid med det!
Margit
(kæmper i angst og tvil; endelig siger hun):
Drik ikke mere inat!
Bengt
(leende, idet han læner sig bagover i stolen):
Nå; venter du kanske på mig? (blinker til hende.)
Gå du bare; jeg kommer snart efter.
Margit
(pludselig bestemt).
Dit bæger er fuldt. (peger.) Der står det.
(hun går hurtigt ud til venstre.)
Bengt
(rejser sig).
Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig
ikke, ikke at jeg tog hende til ægte, skønt hun ikke
Henrik Ibsen: Gildet på Solhaug.
7
Faksimile

s. 82

ejed mere arvegods, end bægeret der og de
søljer, hun stod brud med.
(han går til bordet ved vinduet og tager bægeret.)
(En huskarl kommer ilsomt og forskrækket ind fra baggrunden.)
Huskarlen
(råber).
Herr Bengt, herr Bengt, I i skynde jer ud
det rappeste I kan! Knut Gæsling stævner med
et væbnet følge op mod gården.
Bengt
(sætter bægeret ned).
Knut Gæsling? Hvem siger det?
Huskarlen.
Nogle af eders gæster så ham nede på
vejen, og så løb de ilsomt tilbage for at vare
jer ad.
Bengt.
Godt; så skal jeg da også –! Hent mig
min farfaders økse!
(han og huskarlen går ud i baggrunden.)
(Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og varsomt ind
gennem døren til højre.)
Signe
(dæmpet).
Det må da så være!
Faksimile
s. 83
Gudmund
(ligeså).
Den yderste nød
tvinger os.
Signe.
Ak, at drage
som flygtning fra bygden, hvor jeg er født –!
(tørrer øjnene.)
Og dog, jeg vil ikke klage;
det er jo for din skyld, jeg drager afsted.
Gudmund, havde du kongens fred,
jeg blev hos min søster.
Gudmund.
Og næste dag
så kom Knut Gæsling med sværd og bue,
og løfted dig op på gangerens bag,
og gjorde dig til sin frue.
Signe.
Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen?
Gudmund.
Ude ved fjorden har jeg en ven;
han skaffer os et skib. Over salte vande
sejle vi ned til de danske strande.
Der, kan du tro, det er dejligt at bo;
der vil du finde det fagert at bygge;
der monne de væneste blomster gro
alt under bøgenes skygge.
7*
Faksimile
s. 84
Signe
(brister i gråd).
Min arme søster, – far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held. –
Se, Gudmund, – lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, ønske at snart
hendes sind må igen vorde frejdigt og klart,
og at gud hendes kvide læger.
(hun tager bægeret.)
Gudmund.
Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende).
Nej stands!
(tager bægeret fra hende.)
Dette bæger skulde jeg kende.
Signe.
Det er Margits bæger.
Gudmund
(ser nøje på det).
Ved himlen, – ja,
nu mindes jeg –. Dengang jeg drog herfra
monne mosten i bægeret gløde;
hun drak mig til på et frydeligt møde;
men det blev hende selv til sorg og nød.
Faksimile
s. 85
Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet.)
Vi må afsted.
(Larm og råb udenfor i baggrunden.)
Signe.
Hys! – Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!
Gudmund
(lyttende).
Knut Gæslings røst!
Signe.
Å, frels os, gud!
Gudmund
(stiller sig foran hende).
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
(Margit kommer ilsomt fra venstre.)
Margit
(lyttende til larmen).
Hvad gælder det? Er min husbond –?
Gudmund og Signe.
Margit!
Margit
(får øje på dem).
Gudmund! Og Signe! Er I her?
Faksimile
s. 86
Signe
(imod hende).
Margit, – kære søster!
Margit
(forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt
i hånden)
.
Bægeret! Hvem har tømt det?
Gudmund
(forvirret).
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –
Margit
(skriger).
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!
Gudmund
(sætter bægeret fra sig).
Margit –!
Signe
Å gud, hvad fejler dig? dig!
Margit
(mod baggrunden.)
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
(En huskarl kommer skyndsomt fra svalegangen.)
Huskarlen
(råber forskrækket):
Fru Margit! Eders husbond –!
Faksimile
s. 87
Margit
Han! Har også han drukket –?
Gudmund
(sagte).
Ah, nu fatter jeg –
Huskarlen.
Knut Gæsling har fældet ham!
Signe.
Fældet!
Gudmund
(drager sværdet).
Endnu ikke, vil jeg håbe. (hvisker til Margit.)
Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.
Margit.
Da priset være gud, som frelste os alle!
(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i
baggrunden.)
En anden huskarl
(i døren, standser ham).
I kommer for sent. Herr Bengt er død.
Gudmund.
Altså dog fældet.
Faksimile
s. 88
Huskarlen.
Gæsterne og eders folk har fåt bugt med
voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd
er bundne. Der kommer de.
(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut
Gæsling
, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne
mellem sig.)
Knut
(bleg og stille).
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du
til det?
Gudmund.
Knut, Knut, hvad har du gjort?
Erik.
Det var en vådesgerning, det kan jeg
sværge på.
Knut.
Han løb imod mig med løftet økse; jeg
vilde værge for mig, og så hug jeg ufor-
varende til.
Erik.
Her er mange, som så på det.
Knut.
Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er
rede til at betale den.
Faksimile
s. 89
Margit.
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle.
Dog jo, – et kræver jeg; lad fare eders onde
anslag imod min søster.
Knut.
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit
usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig.
Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for min
gerning. (til Gudmund.) Skulde du komme til ære
og værdighed igen, så tal godt for mig hos
kongen.
Gudmund.
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg
ud af landet.
(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammen-
hængen.)
Margit
(til Gudmund).
Du rejser? Og Signe vil følge dig?
Signe
(bedende).
Margit!
Margit.
Lykke være med jer begge!
Signe
(om hendes hals).
Kære søster!
Faksimile
s. 90
Gudmund.
Tak, Margit. Og nu farvel far vel . (lyttende.) Hys;
jeg hører hovslag i gården.
Signe
(angst).
Der kommer fremmede folk!
En huskarl
(i døren i baggrunden).
Kongens mænd står udenfor. De søger
Gudmund Alfsøn.
Signe.
Å, herre i himlen!
Margit
(farer op i skræk).
Kongens mænd!
Gudmund.
Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu,
– det var det tungeste, jeg kunde friste.
Knut.
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet;
løs os; vi er alle rede til at slå for dig.
Erik
(ser ud).
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.
Faksimile
s. 91
Signe.
De kommer her ind! Å Å, Gudmund, Gud-
mund!
(Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.)
Sendebudet.
I kongens navn og ærend søger jeg eder,
Gudmund Alfsøn.
Gudmund.
Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger
jeg højt og dyrt!
Sendebudet.
Det ved véd vi alle.
Gudmund Gundmund .
Hvorledes?
(Bevægelse blandt de forsamlede.)
Sendebudet.
Jeg har befaling at byde eder til gæst i
kongens gård. Han skænker eder sit venskab
som før, og rige forleninger dertil.
Gudmund.
Signe!
Signe.
Gudmund!
Gudmund.
Men så sig mig da –?
Faksimile
s. 92
Sendebudet.
Eders avindsmand, kansleren Audun Hug-
leiksøn er falden.
Gudmund.
Kansleren!
Gæsterne
(halvhøjt, til hverandre).
Falden!
Sendebudet.
For tre dage siden mistede han hovedet i
Bergen. Bergen, (med dæmpet stemme.) Han havde krænket
Norges dronning.
Margit
(går hen mellem Gudmund og Signe).
Så følger straffen i brødens fjed!
Skærmende engle, fromme og milde,
har nådigt skuet inat til mig ned
og reddet mig før det var for silde.
Nu ved véd jeg, at livet vil mere sige
end jordens gammen, end verdens rige.
Jeg har følt den anger, den rædsel vild,
som kommer, kommer når sjælen er sat på spil. –
Til den hellige Sunnives kloster jeg går –.
(da Gudmund og Signe vil tale.)
Stille! At rokke mig intet formår.
(lægger deres hænder sammen.)
Faksimile
s. 93
Gudmund, – før hende hjem som brud.
Eders pagt er from; den skærmes af gud!
(Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe
vil følge hende. Margit standser dem med en afværgende bevægelse,
går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op
og kaster sit skær ind i stuen.)
Gudmund.
Signe, – min viv! – Se, dagen rinder;
det er vor unge kærligheds dag!
Signe.
Mine bedste drømme, mine fagreste minder
skylder jeg dig og din harpes slag.
Min ædle sanger, – i sorrig og lyst
slå kun din harpe, som bedst du lærte;
tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
som skal svare dig i fryd og i smerte.
Korsang
(af mænd og kvinder).
Over jorden vogter lysets øje,
værner kærligt om den frommes fjed,
sender trøstens milde stråler ned; –
lovet være herren i det høje!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her