Du er her:
Fruen fra havet
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
FRUEN FRA HAVET.
SKUESPIL I FEM AKTER.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]
KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1888.
Faksimile
En af forfatteren autoriseret tysk oversættelse udkommer
samtidig med originalen.
Faksimile
FRUEN FRA HAVET.

Faksimile
PERSONERNE:
Doktor Wangel, distriktslæge.
Fru Ellida Wangel, hans anden hustru.

Bolette,
Hilde, halvvoksen. hans døttre af første
ægteskab
.
Overlærer Arnholm.
Lyngstrand.
Ballested.
En fremmed mand.
Unge folk fra byen.
Turister.
Sommergæster.
(Handlingen foregår ved sommertid i en liden fjordby i det
nordlige Norge.)

Faksimile
FØRSTE AKT.

(Doktor Wangels hus med stor overbygget veranda til venstre.
Have foran og omkring. Nedenfor verandaen en flagstang. Til
højre i haven en løvhytte med bord og stole. Hækkegærde med en
liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej langs stranden.
Allé ved vejen. Mellem træerne ses sés fjorden og høje fjeldrækker og
tinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommer-
morgen.)
(Ballested, middelaldrende, iført en gammel fløjelsjakke og
med bredskygget kunstnerhat, står under flagstangen og steller med
linen. Flaget ligger på jorden. Lidt fra ham et staffeli med et op-
spændt lærred. Ved siden af ligger på en feltstol pensler, palet og
en malerkasse.)
(Bolette Wangel kommer fra den åbne havestuedør ud på
verandaen. Hun bærer en stor vase med blomster, som hun sætter
på bordet.)
Bolette.
Nå, Ballested, – får De det så til at glide?
Ballested.
Ja vel, frøken. Det er en smal sag. – Med
tilladelse, – venter De fremmede på besøg idag?
Bolette.
Ja, vi venter overlærer Arnholm hid til os i
formiddag. Han er kommen til byen i nat.
1
Faksimile
s. 2
Ballested.
Arnholm? Bi lidt –. Hed han ikke Arn-
holm, han, som var huslærer her for en del år
siden?
Bolette.
Jo. Det er netop ham.
Ballested.
Se, se. Kommer han nu på disse kanter
igen.
Bolette.
Det er derfor vi gerne vil flage.
Ballested.
Ja, det er jo nok så rimeligt da.
(Bolette går ind i havestuen igen havestuen .)
(Lidt efter kommer Lyngstrand frem på vejen fra højre og standser
interesseret, da han ser staffeliet og malersagerne. Han er en spæd
ung mand, tarveligt, tarveligt men ordentligt klædt og af et svageligt udseende udséende .)
Lyngstrand
(udenfor ved hækken).
God morgen.
Ballested
(vender sig).
Håh –! God morgen. ( Hejser hejser flaget op.) Se så,
– nu går ballonen. ( Gør gør linen fast og gir sig at skaffe ved
staffeliet.)
God morgen, meget ærede. Jeg har rigtig-
nok ikke den fornøjelse at –
Faksimile
s. 3
Lyngstrand.
De er visst maler, De.
Ballested.
Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler
også?
Lyngstrand.
Jo, jeg kan se det. – Måtte jeg ikke få lov
at komme lidt indenfor?
Ballested.
Vil De kanské kanske ind og se på?
Lyngstrand.
Ja, det vilde jeg så svært gerne.
Ballested.
Å, der er ikke noget betydeligt at se endnu.
Men vær så artig. Træd De kun nærmere.
Lyngstrand.
Mange tak.
( Han han kommer ind gennem havedøren.)
Ballested
(maler).
Det er fjorden der inde mellem øerne, som
jeg holder på med.
1*
Faksimile
s. 4
Lyngstrand.
Jeg ser det, ja.
Ballested.
Men figuren mangler endnu. Her i byen er
der ikke en model at opdrive.
Lyngstrand.
Skal der være en figur også?
Ballested.
Ja. Inde ved skæret her i forgrunden skal
der ligge en halvdød havfrue.
Lyngstrand.
Hvorfor skal hun være halvdød?
Ballested.
Hun har forvildet sig ind fra havet og kan
ikke finde ud igen. Og så ligger hun her og
omkommer i brakvandet, forstår De.
Lyngstrand.
Nå, således.
Ballested.
Det var fruen her i huset, som satte mig på
tanken at male sligt noget.
Faksimile
s. 5
Lyngstrand.
Hvad vil De kalde det billede, billede når det blir
færdigt?
Ballested.
Jeg agter at kalde det «havfruens ende».
Lyngstrand.
Det passer bra’. – De kan visst få noget
godt ud af dette her.
Ballested
(ser på ham).
Mand af faget måské måske ?
Lyngstrand.
Maler, mener De?
Ballested.
Ja.
Lyngstrand.
Nej, jeg er ikke det. Men jeg skal bli’
billedhugger. Jeg heder Hans Lyngstrand.
Ballested.
Så De skal bli’ billedhugger? Ja ja, skulptur-
kunsten er også en net, flot kunst. – Jeg tror,
jeg har set Dem på gaden et par gange. Har
De opholdt Dem længe her hos os?
Faksimile
s. 6
Lyngstrand.
Nej, jeg har bare været her en fjorten dages
tid. Men jeg vil se, sé om jeg kan få bli’ her
sommeren ud.
Ballested.
Nyde badelivets behageligheder? Hvad?
Lyngstrand.
Ja, jeg skulde se at komme mig lidt til
kræfter.
Ballested.
Dog vel ikke svagelig?
Lyngstrand.
Jo, jeg er ligesom lidt svagelig af mig. Men
det er ikke noget videre farligt. Det er bare
sådant noget med trangpustenhed for brystet.
Ballested.
Pyt, – den slags bagateller! For resten
skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.
Lyngstrand.
Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel
ved lejlighed.
Ballested.
Ja, gør det. ( Ser ser ud til venstre.) Der kommer en
dampbåd igen. Stoppende fuldt af passagerer
Faksimile

s. 7

ombord. Det er dog et mageløst opsving, opsving rejse-
livet har ta’t her i de sidste år.
Lyngstrand.
Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.
Ballested.
Fuldt op af sommergæster er her også. Jeg
er mangen gang bange for, for at vor gode by skal
tabe sit præg ved alt dette fremmede væsen.
Lyngstrand.
Er De barnefødt her i byen?
Ballested.
Nej, jeg er ikke det. Men jeg har akkla-
akklimatiseret mig. Jeg føler mig knyttet til
stedet ved tidens og vanens bånd.
Lyngstrand.
De har altså boet længe her?
Ballested.
Nå, en sytten–atten år. Jeg kom hid med
Skives teaterselskab. Men så geråded vi i finan-
sielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig
og spredtes for alle vinde.
Lyngstrand.
Men De selv blev altså igen?
Faksimile
s. 8
Ballested.
Jeg blev. Og det har jeg ståt mig nokså
godt på. Jeg virked nemlig dengang nærmest i
dekorationsfaget, skal jeg sige Dem.
(Bolette kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.)
Bolette
(taler ind i havestuen).
Hilde, – se sé om du kan finde den brodérte broderte
fodskammelen til far.
Lyngstrand
(går hen under verandaen og hilser):
God morgen, frøken Wangel!
Bolette
(ved rækværket).
Nej se [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] se sé , er det Dem, herr Lyngstrand? God
morgen. Undskyld et øjeblik, – jeg skal bare –
( Går går ind i huset.)
Ballested.
Kender De familjen her?
Lyngstrand.
Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne
hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med
fruen, sidst der var musik oppe på «Udsigten».
Hun sa’, jeg måtte gerne komme og besøge dem.
Ballested.
Nå, ved véd De hvad, – De skulde kultivere det
bekendtskab.
Faksimile
s. 9
Lyngstrand.
Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg.
Sådan en visit at kalde for. Når jeg nu bare
kunde finde en anledning –
Ballested.
Å hvad, – anledning – (ser ud til venstre.) Død
og plage! (samler sine sager sammen.) Dampbåden er alt
inde ved bryggen. Jeg må hen i hotellet. Kanské Kanske
nogen af de nyankomne har brug for mig. Jeg
virker nemlig som hårskærer og frisør også, skal
jeg sige Dem.
Lyngstrand.
De er visst svært alsidig, De.
Ballested.
Man må vide at ak-klimatisere sig i diverse
fag på småstederne. Skulde De nogen gang til-
trænge et eller andet i hårvejen, – lidt pomade
eller sligt, så spørg spør’ De bare efter danselærer
Ballested.
Lyngstrand.
Danselærer –?
Ballested.
Formand i «Hornforeningen», om De så vil.
I aften har vi koncert oppe på «Udsigten». Far-
vel, – farvel!
( Han han går med malersagerne gennem stakitdøren og videre ud til
venstre.)
Faksimile
s. 10
(Hilde kommer ud med skammelen. Bolette bringer flere blomster.
Lyngstrand hilser på Hilde, nede fra haven.)
Hilde
(ved rækværket, uden at hilse igen.)
Bolette sa’, at De havde vovet Dem indenfor
idag.
Lyngstrand.
Ja, jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor.
Hilde.
Har De været ude og gå’t morgentur nu?
Lyngstrand.
Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur
idag.
Hilde.
Har De været i bad da?
Lyngstrand.
Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg
så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.
Hilde.
Hvem gjorde det?
Lyngstrand.
Deres mor.
Hilde.
Nå så, nå.
( Hun hun sætter skammelen foran gyngestolen.)
Faksimile
s. 11
Bolette
(ligesom afbrydende).
Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden?
Lyngstrand.
Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred
indover.
Bolette.
Det var visst far. Han har været ude i
sygebesøg på øerne.
( Hun hun ordner et og andet ved bordet.)
Lyngstrand
(et skridt oppe på trappen til verandaen).
Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!
Bolette.
Ja, ser det ikke godt ud?
Lyngstrand.
Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om
her var en højtidsdag i huset.
Hilde.
Det er det såmæn også.
Lyngstrand.
Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres
fars geburtsdag idag.
Faksimile
s. 12
Bolette
(advarende til Hilde).
Hm – hm!
Hilde
(uden at bryde sig om det).
Nej, mors.
Lyngstrand.
Nå så, – Deres mors er det.
Bolette
(sagte, vred).
Men, Hilde –!
Hilde
(ligeså).
La’ mig være! (til Lyngstrand.) De skal vel gå
hjem og få Dem frokost nu?
Lyngstrand
(stiger ned fra trappen).
Ja, jeg skulde vel se sé at få mig lidt til livs.
Hilde.
De synes da visst, visst at De lever rigtig godt
der borte på hotellet?
Lyngstrand.
Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev
mig for dyrt.
Faksimile
s. 13
Hilde.
Hvor bor De da nu?
Lyngstrand.
Nu bor jeg oppe hos madam Jensen.
Hilde.
Hvilken madam Jensen?
Lyngstrand.
Jor’moren.
Hilde.
Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har
virkelig andet at bestille end at –
Lyngstrand.
Å, jeg skulde visst ikke ha’ sagt det der.
Hilde.
Hvilket noget?
Lyngstrand.
Det, som jeg sa’.
Hilde
(måler ham, unådigt).
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
Lyngstrand.
Nej, nej. Men så vil jeg da sige frøkenerne
farvel så længe.
Faksimile
s. 14
Bolette
(kommer frem til trappen).
Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig
ha’ os undskyldt for idag –. Men siden en gang,
– når De får rigtig god tid – og når De har
lyst, – så må De endelig se sé indom og hilse på
far og – og på os andre.
Lyngstrand.
Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig
gerne gøre.
( Han han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på
vejen udenfor til venstre, venstre hilser han endnu en gang op til verandaen.)
Hilde
(halvhøjt).
Adjø, mosjø! Værs’go’ og hils mor Jensen
fra mig.
Bolette
(sagte, rusker hende i armen).
Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du
rent gal! Han kunde gerne høre dig!
Hilde.
Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!
Bolette
(ser ud til højre).
Nu kommer far.
(Doktor Wangel, rejseklædt og med en liden vadsæk i hånden,
kommer frem på fodstien fra højre.)
Faksimile
s. 15
Wangel.
Se Sé , her har I mig igen, småpiger!
( Han han går ind gennem stakitdøren.)
Bolette
(går ham imøde nede i haven).
Å, det var da dejligt, dejligt at du kom.
Hilde
(går også ned til ham).
Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?
Wangel.
Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden
stund siden. – Sig mig, – ved véd I I, om Arnholm
er kommet?
Bolette.
Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne
i hotellet.
Wangel.
Altså ikke set ham endnu?
Bolette.
Nej. Men han kommer visst ind til os i
formiddag.
Wangel.
Ja, det gør han ganske sikkert.
Hilde
(trækker i ham).
Far, nu må du da sé se dig om.
Faksimile
s. 16
Wangel
(ser hen mod verandaen).
Ja, jeg ser det nok, barn. – Her er jo rigtig
festligt.
Bolette.
Ja, synes du ikke, ikke vi har fåt det pent i stand?
Wangel.
Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er
vi alene i huset nu?
Hilde.
Ja, hun er gåt i –
Bolette
(falder raskt ind).
Mor er i bad.
Wangel
(ser venligt på Bolette og klapper hende på hodet. Derpå siger han
lidt nølende)
:
Hør nu, småpiger, – vil I ha’ alt dette
her stående således hele dagen? Og flaget hejst
hele dagen også?
Hilde.
Å, men det kan du da vel sagtens tænke
dig, far!
Wangel.
Hm, – ja vel. Men, ser I –
Faksimile
s. 17
Bolette
(blinker og nikker til ham).
Du kan da vel skønne, skønne at vi har gjort det
alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når
slig en god ven kommer første gang og hilser på
dig –
Hilde
(smiler og rusker i ham).
Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!
Wangel
(med et halvt smil).
I to er mig rigtig et par poliske –. Nå,
herre gud Herregud , – det er jo i grunden så ganske
naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er
iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vad-
sækken fra sig.)
Ned på kontoret med den. – Nej,
småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden,
forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå,
– hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke
gøres anderledes.
Hilde
(vil gå gennem haven til venstre med vadsækken, vadsækken men standser,
vender sig og peger ud)
.
Se den herren, som kommer der borte. Det
er visst overlæreren.
Bolette
(ser derhen).
Han der? (ler.) Nej, du er god, du! Tror du
den halvgamle fyren er Arnholm!
2
Faksimile
s. 18
Wangel.
Nå, bi lidt, barn. Jo så min sandten tror
jeg ikke det er ham! – Jo visst er det så, jo!
Bolette
(stirrer derhen, stille forbauset).
Ja, ved gud Gud , tror ikke jeg også –!
(Overlærer Arnholm, i elegant formiddagsdragt, med guldbriller og
en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et
noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går
ind gennem stakitdøren.)
Wangel
(går ham imøde).
Velkommen, kære overlærer! Hjertelig vel-
kommen på gamle tomter igen!
Arnholm.
Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal
De ha’.
( De de ryster hinandens hænder og går sammen fremover i haven.)
Arnholm.
Og der har vi børnene! (rækker dem hænderne og
ser på dem.)
De to skulde jeg neppe ha’ kendt igen.
Wangel.
Nej, det tror jeg nok.
Arnholm.
Å jo, – kanské kanske dog Bolette. – Jo, Bolette
skulde jeg nok ha’ kendt.
Faksimile
s. 19
Wangel.
Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu
en otte–ni år siden, siden De så hende sidst. Å ja,
her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.
Arnholm
(ser sig om).
Jeg synes syntes egentlig ikke det. Når jeg und-
tager, undtager at træerne er vokset adskilligt til – og så
at der er anlagt den løvhytten der
Wangel.
Å nej, sådan i det ydre –
Arnholm
(smiler).
Og så det, naturligvis, at nu har De jo to
store giftefærdige døttre i huset.
Wangel.
Å, giftefærdig er da vel bare den ene.
Hilde
(halvhøjt).
Nej, hør på far!
Wangel.
Men nu tænker jeg, jeg vi sætter os op på
verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.
2*
Faksimile
s. 20
Arnholm.
Tak, tak, kære doktor.
( De de går derop. Wangel anviser Arnholm plads i gyngestolen.)
Wangel.
Se så. Nu skal De bare sidde ganske rolig
og hvile Dem ud. For De ser virkelig noget an-
strængt anstrængf ud efter rejsen.
Arnholm.
Å, det betyder ingenting. Her i disse om-
givelser –
Bolette
(til Wangel).
Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i
havestuen? Her ude bliver blir det visst snart for
varmt.
Wangel.
Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand
og saft. Og så lidt konjak kanské kanske .
Bolette.
Skal det være konjak også?
Wangel.
Bare lidt. Om nogen skulde ville ha’.
Bolette.
Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret
med vadsækken.
(Bolette går ind i havestuen og lukker døren efter sig. Hilde tar
vadsækken og går gennem haven bag huset til venstre.)
Faksimile
s. 21
Arnholm
(som har fulgt Bolette med øjnene).
Det er da virkelig en prægtig –. Det er to
prægtige pigebørn, som der er vokset op for Dem.
Wangel
(sætter sig).
Ja, synes De ikke det.
Arnholm.
Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette.
Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære
doktor –. Tænker De at bli’ boende her al
Deres tid?
Wangel.
Å ja, det blir visst til det. Her er jeg jo
født og båren, som man siger. Her har jeg levet
så inderlig lykkelig med hende, som gik bort fra
os så tidlig. Hende, som De kendte, kendte da De var
her sidst, Arnholm.
Arnholm.
Ja – ja.
Wangel.
Og nu lever jeg her så lykkelig med hende,
som jeg fik i stedet. Å, jeg må sige, at i det
hele og store taget har skæbnen været god imod mig.
Arnholm.
Men ingen børn i Deres andet ægteskab?
Faksimile
s. 22
Wangel.
Vi fik en liden gut for to–halvtredje år siden.
Men ham beholdt vi ikke længe. Han døde, døde da
han var en fire–fem måneder gammel.
Arnholm.
Er ikke Deres hustru hjemme idag?
Wangel.
Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er
nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i
denne tid. Hvad slags vejr det så er.
Arnholm.
Fejler der hende noget?
Wangel.
Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har
rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par
år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke
rigtig bli’ klog på, hvad der egentlig er i vejen
med hende. Men det at gå i sjøen, det er lige-
som hendes liv og lyst, det, ser De.
Arnholm.
Det kan jeg huske fra før af.
Wangel
(med et næsten umærkeligt smil).
Ja, De kender jo Ellida fra den tid, tid De var
lærer der ude i Skjoldviken.
Faksimile
s. 23
Arnholm.
Forstår sig. Hun kom ofte på besøg i preste-
gården. Og jeg traf hende også for det meste, meste
når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.
Wangel.
Den tiden der ude kan De tro har sat sine
dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet
ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra
havet».
Arnholm.
Gør de det?
Wangel.
Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende
om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha’
så inderlig godt af.
Arnholm
(ser tvilende på ham).
Har De egentlig nogen grund til at tro det?
Wangel.
Ja visst har jeg så.
Ellidas stemme
(høres udenfor i haven til højre).
Er det dig, Wangel!
Wangel
(rejser sig).
Ja, kære.
Faksimile
s. 24
(Fru Ellida Wangel, med et stort, stort let kastetørklæde om sig og med
håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne
ved løvhytten. Overlærer Orerlærer Arnholm rejser sig.)
Wangel
(smiler og strækker hænderne mod hende).
Nå, se sé der har vi havfruen!
Ellida
(går ilsomt op på verandaen og griber hans hænder):
Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når
kom du?
Wangel.
Nu netop. For en liden stund siden. ( Tyder tyder
mod Arnholm.)
Men vil du ikke hilse på en gammel
bekendt –?
Ellida
(rækker Arnholm hånden).
Der har vi Dem altså. Velkommen! Og
undskyld, undskyld at jeg ikke var hjemme –
Arnholm.
Å, jeg be’r. Gør endelig ingen omstændig-
heder –
Wangel.
Var vandet bra’ friskt idag?
Ellida.
Friskt! Å gud Gud , her er vandet aldrig friskt.
Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt
her inde i fjordene.
Faksimile
s. 25
Arnholm.
Sygt?
Ellida.
Ja, det er sygt. Og jeg tror det gør én syg
også.
Wangel
(smiler).
Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.
Arnholm.
Jeg tror nu snarere, snarere snarere. at De, fru Wangel, har
et særligt forhold både til havet og til alt, hvad
havets er.
Ellida.
Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv.
– Men ser sér De, hvor festligt småpigerne har
ordnet al ting for Deres skyld?
Wangel
(forlegen).
Hm –. ( Ser sér ser på sit uhr.) Nu må jeg nok snart –
Arnholm.
Er det virkelig for min skyld –?
Ellida.
Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo
ikke sådan op til hverdags. – Uh, – hvor kvæ-
Faksimile

s. 26

lende hedt her er under dette taget! ( Går går ned i haven.)
Kom her over! Her er da i det mindste ligesom
en slags luftning.
( Hun hun sætter sig i løvhytten.)
Arnholm
(går derhen).
Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.
Ellida.
Ja De, som er vant til den kvalme hoved-
stadsluften. Der skal det jo være rent forfærde-
ligt om sommeren, har jeg hørt.
Wangel
(som ligeledes er gået ned i haven).
Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde
vor gode ven alene en stund.
Ellida.
Har du forretninger?
Wangel.
Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg
jo se sé at klæ’ mig lidt om. Men jeg blir ikke
længe –
Arnholm
(sætter sig i løvhytten).
Forhast Dem endelig ikke, kære doktor.
Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive
tiden.
Faksimile
s. 27
Wangel
(nikker).
Å ja, – det stoler jeg på. Nå, – på
gensyn da!
( Han han går ud gennem haven til venstre.)
Ellida
(efter en kort taushed).
Synes De ikke, ikke man sidder godt her?
Arnholm.
Jeg synes jeg sidder godt nu.
Ellida.
Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er
mig, som har lad’t det indrette. Eller rettere
Wangel – for min skyld.
Arnholm.
Og her plejer De så at sidde?
Ellida.
Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.
Arnholm.
Med småpigerne vel?
Ellida.
Nej, småpigerne – de holder til på ve-
randaen.
Faksimile
s. 28
Arnholm.
Og Wangel selv?
Ellida.
Å, Wangel går så fra og til. Snart er han
her hos mig og snart er han over hos børnene.
Arnholm.
Er det Dem, som vil ha’ det således?
Ellida.
Jeg tror, tror at alle parter finder sig bedst ved
det på den måde. Vi kan jo tale over til hver-
andre – når vi en gang imellem synes, vi har
noget at sige.
Arnholm
(efter en stund i tanker).
Da jeg sidst færdedes på Deres veje –. Ude
i Skjoldviken, mener jeg –. Hm, – det er
længe siden nu –. nu –
Ellida.
Det er godt og vel ti år siden De var der
ude hos os.
Arnholm.
Ja, så omtrent. Men når jeg tænker mig
Dem der ude i fyrtårnet –! Hedningen, som
gamle presten kaldte Dem, Dem fordi Deres far havde
Faksimile

s. 29

ladt Dem døbe, som han sa’, med et skibsnavn
og ikke med et kristent menneskenavn –
Ellida.
Ja, hvad så?
Arnholm.
Mindst af alt havde jeg tro’d trod’ , jeg skulde få
se sé Dem igen her inde som fru Wangel.
Ellida.
Nej, dengang var jo Wangel endnu ikke
ble’t –. Dengang leved jo endnu småpigernes
første mor. Deres rigtige mor sådan –
Arnholm.
Ja vel. Ja vel. Men selv om ikke så havde
været –. Selv om han havde været frank og
fri, – så havde jeg aldrig tænkt, tænkt at dette her
skulde komme i stand.
Ellida.
Ikke jeg heller. Aldrig i verden – dengang.
Arnholm.
Wangel er jo så bra’. Så hæderlig. Så
inderlig god og snil imod alle mennesker –
Ellida
(varmt og hjerteligt).
Ja, det er han rigtignok!
Faksimile
s. 30
Arnholm.
– men han må da være så himmelvidt for-
skellig fra Dem, synes jeg.
Ellida.
Det har De ret i. Det er han også.
Arnholm.
Nå, men hvorledes kom det da? Hvorledes
kom det!
Ellida.
Å, kære Arnholm, De må ikke spørge mig
om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de
ting. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig
være i stand til at fatte og forstå en smule af det.
Arnholm.
Hm –. (lidt sagtere.) Har De nogensinde betro’d
Deres mand noget om mig? Jeg mener naturligvis
om det forgæves skridt, – som jeg engang lod
mig henrive til.
Ellida.
Nej. Kan De tro sligt! Ikke et ord har jeg
sagt ham om – om det, De sigter til.
Arnholm.
Det glæder mig. For jeg følte mig ligesom
lidt trykket ved tanken om at –
Faksimile
s. 31
Ellida.
Det behøver De slet ikke. Jeg har bare sagt
ham, som sandt er, at jeg holdt svært af Dem og
at De var den troeste og bedste ven, ven jeg havde
derude.
Arnholm.
Tak for det. Men, sig mig nu, – hvorfor
skrev De mig aldrig til siden jeg rejste?
Ellida.
Jeg tænkte, det kunde kanské kanske gøre Dem ondt
at høre noget fra en, som – som ikke kunde
komme Dem imøde således, som De havde ønsket
det. Det var jo ligesom at rippe op igen i noget
pinligt, syntes jeg.
Arnholm.
Hm –. Ja, ja, De kan sagtens ha’ ret i det.
Ellida.
Men hvorfor skrev De aldrig selv?
Arnholm
(ser på hende og smiler halvt bebrejdende).
Jeg? Gøre begyndelsen? Kanské Kanske gøre mig
mistænkt for at ville indlede noget nyt. Efter et
sådant afslag afslag, som det, jeg havde fåt?
Ellida.
Å nej, det forstår jeg jo nok også. – Har
De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse?
Faksimile
s. 32
Arnholm.
Aldrig. Jeg er ble’t trofast mod mine erin-
dringer.
Ellida
(halvt spøgende).
Å hvad! Lad de gamle triste erindringer
fare. De skulde sandelig heller tænke på at bli’
en lykkelig ægtemand, synes jeg.
Arnholm.
Da Då måtte det nok ské ske snart, fru Wangel.
Husk på, – jeg har såmæn allerede, med skam
at sige, fyldt de syv og tredive.
Ellida.
Nå ja, desto større grund til at skynde Dem.
(tier lidt, derpå siger hun alvorlig og dæmpet.) Men hør nu,
kære Arnholm, – nu vil jeg sige Dem en ting,
som jeg ikke kunde fåt frem dengang, dengang om det så
havde gældt mit liv.
Arnholm.
Hvad er da det?
Ellida.
Da De gjorde – det forgæves skridt, som
De nylig sa’, – da kunde jeg ikke svare Dem
anderledes end jeg svarte.
Faksimile
s. 33
Arnholm.
Jeg véd det. De havde ikke andet at byde
mig end godt venskab. Jeg véd ved det jo.
Ellida.
Men De véd ikke, ikke at hele mit sind og alle
mine tanker dengang var andetsteds henne.
Arnholm.
Dengang!
Ellida.
Ja, netop.
Arnholm.
Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden!
Jeg tror knapt De kendte Wangel dengang.
Ellida.
Det er ikke Wangel, jeg taler om.
Arnholm.
Ikke Wangel? Men på den tid, – der ude
i Skjoldviken –. Jeg mindes ikke et eneste
menneske der ude, som jeg kunde tænke mig
muligheden af, af at De kunde fæste Dem ved.
Ellida.
Nej, nej, – det tror jeg nok. For det var
så rent forvildende galt alt sammen.
3
Faksimile
s. 34
Arnholm.
Men så lad mig da høre nærmere om dette her!
Ellida.
Å, det er jo nok, nok når De véd, véd at jeg var
bunden dengang. Og nu véd De det jo.
Arnholm.
Om De nu ikke havde været bunden dengang?
Ellida.
Hvad så?
Arnholm.
Vilde da Deres svar på mit brev være faldet
anderledes ud?
Ellida.
Hvor kan jeg vide det? Da Wangel kom,
faldt jo svaret anderledes ud.
Arnholm.
Hvad skal det så tjene til at fortælle mig, mig
at De var bunden?
Ellida
(rejser sig ligesom i angst og uro).
Fordi jeg må ha’ nogen at betro mig til.
Nej, nej, bliv De bare siddende.
Arnholm.
Deres mand véd ved altså ikke noget om sagen?
Faksimile
s. 35
Ellida.
Jeg tilstod ham fra først af, af at mit sind en-
gang havde været andetsteds henne. Mere har
han ikke forlangt at vide. Og vi har aldrig rørt
ved det siden. Det var jo i grunden ikke andet
end galskab heller. Og så gik det jo overstyr
igen straks. Ja, det vil sige – på en måde.
Arnholm
(rejser sig).
Bare på en måde? Ikke helt!
Ellida.
Jo, jo visst! Å gud Gud , kære Arnholm, det er
slet ikke således, som De tænker. Det er noget
så rent ubegribeligt. Jeg véd ved ikke, hvorledes jeg
skulde kunne fortælle det. De vilde bare tro, tro at
jeg var syg. Eller at jeg var rent gal.
Arnholm.
Min bedste frue, – nu må og skal De
sandelig tale fuldt ud.
Ellida.
Nå da! Jeg får prøve på det. Hvorledes vil
De, som en fornuftig mand, kunne forklare Dem
at – (ser ud og afbryder.) Vent til siden. Her kommer
nok besøg.
(Lyngstrand kommer ude på vejen fra venstre og går ind i haven.
Han har en blomst i knaphullet og bærer en stor smuk buket, om-
viklet med papir og silkebånd. Han standser og nøler lidt uviss ved
verandaen.)
3*
Faksimile
s. 36
Ellida
(frem i løvhytten).
Er det småpigerne, De ser efter, herr Lyng-
strand?
Lyngstrand
(vender sig).
Å, er fruen der? (hilser og kommer nærmere.) Nej,
det er ikke det. Det er ikke frøkenerne. Det er
Dem selv, fru Wangel. De har jo gi’t mig lov
til at komme og besøge Dem –
Ellida.
Ja visst har jeg så. De er os altid vel-
kommen.
Lyngstrand.
Mange tak. Og da det falder sig så heldigt,
at her just er festlighed i huset idag –
Ellida.
Nå, så det véd De?
Lyngstrand.
Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri
at overrække fru Wangel denne her –
( Han han bukker og rækker buketten frem.)
Ellida
(smiler).
Men, bedste herr Lyngstrand, er det ikke
rigtigst, rigtigst at De gir Deres smukke blomster til over-
Faksimile

s. 37

lærer Arnholm selv? For det er jo dog egentlig
ham, som –
Lyngstrand
( ser sér uvisst på dem begge).
Undskyld, – men jeg kender ikke den frem-
mede herre. Det er bare –. Jeg kommer i an-
ledning af geburtsdagen, frue.
Ellida.
Geburtsdagen? Så har De ta’t fejl, herr
Lyngstrand. Der er ingen fødselsdag her i huset
idag.
Lyngstrand
(smiler lunt).
Å, jeg véd det nok. Men jeg trode ikke, ikke det
skulde være så hemmeligt.
Ellida.
Hvad for noget véd De?
Lyngstrand.
At det er fruens ge- fruens fødselsdag.
Ellida.
Min?
Arnholm
( ser sér spørgende på hende).
Idag? Nej visst ikke, nej.
Faksimile
s. 38
Ellida
(til Lyngstrand).
Hvor falder De da på det?
Lyngstrand.
Det er frøken Hilde, Hilde som har forrådt det.
Jeg var lidt indom her før idag. Og så spurte spurgte
jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op
med blomster og flag –
Ellida.
Nå ja vel?
Lyngstrand.
– og så svared frøken Hilde: jo, for idag
er det mors – fødselsdag.
Ellida.
Mors –! Nå så.
Arnholm.
Aha!
( Han han og Ellida ser sér forstående på hinanden.)
Arnholm.
Ja, når den unge mand altså véd det, fru
Wangel –
Ellida
(til Lyngstrand).
Ja, når De nu engang véd det, så –
Faksimile
s. 39
Lyngstrand
(byder buketten igen).
Må jeg så få lov til at gratulere –
Ellida
(tar blomsterne).
Mange tak skal De ha’. – Vær så god og
sid ned et øjeblik, herr Lyngstrand.
(Ellida, Arnholm og Lyngstrand sætter sig i løvhytten.)
Ellida.
Dette her – med min fødselsdag – det
skulde ha’ været en hemmelighed, herr overlærer.
Arnholm.
Det skulde nok det. Det skulde ikke ha’
været for os uindviede.
Ellida
(lægger buketten på bordet til side ).
Nej, just så. Ikke for de uindviede.
Lyngstrand.
Jeg skal så sandelig ikke nævne det til noget
levendes menneske.
Ellida.
Å, det er nu ikke sådan ment. – Men hvor-
ledes går det Dem så? Jeg synes, De ser bedre
ud nu end før.
Faksimile
s. 40
Lyngstrand.
Ja, jeg tror nok, nok det går bra’ med mig. Og
så til næste år, når jeg kanske får komme ned
til de sydlige lande –
Ellida.
Og det får De jo, siger småpigerne.
Lyngstrand.
Ja, for i Bergen har jeg en velgører, som
beskytter mig. Og han har lovet, lovet at han vil
hjælpe mig til næste år.
Ellida.
Hvorledes har De fåt fat på ham?
Lyngstrand.
Å, det traf sig så svært heldigt. For jeg har
en gang været ude til sjøs med et af skibene hans.
Ellida.
Har De det? Så De havde lyst til sjøen
dengang?
Lyngstrand.
Nej, ikke det mindste. Men da mor var
død, så vilde ikke far ha’ mig gåendes længer
hjemme hos sig. Og så lod han mig gå til sjøs.
Så forliste vi i engelske kanalen på hjemrejsen.
Og det var jo godt for mig.
Faksimile
s. 41
Arnholm.
Hvorledes det, mener De?
Lyngstrand.
Jo, for ved det forliset var det, det at jeg fik
mit knæk. Dette her for brystet. Jeg lå så
længe i det iskolde vandet, vandet før de kom og berged
mig. Og så måtte jeg jo begi’ sjøen. – Ja, det
var rigtignok en stor lykke.
Arnholm.
Så? Synes De det?
Lyngstrand.
Ja. For knækket er jo ikke videre farligt.
Og nu kan jeg jo få bli’ billedhugger, som jeg
så inderlig gerne vilde. Tænk – at få modellere
i det dejlige léret leret , som føjer sig så fint mellem
fingrene!
Ellida.
Og hvad vil De så modellere? Skal det være
havmænd og havfruer? Eller skal det være gamle
vikinger –?
Lyngstrand.
Nej, det blir nok ikke sligt noget. Så snart
jeg kan komme til, vil jeg prøve på at gøre et
stort værk. Sådan en gruppe, som de kalder det.
Faksimile
s. 42
Ellida.
Nå ja, – men hvad skal da den gruppen
forestille?
Lyngstrand.
Å, det skulde nu være noget, som jeg selv
har oplevet.
Arnholm.
Ja, ja, – hold Dem helst til det.
Ellida.
Men hvad skal det være for noget?
Lyngstrand.
Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung
sjømandskone, som ligger og sover så underlig
uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok,
jeg skal få det til slig, slig at de kan se sé på hende, hende
at hun drømmer.
Arnholm.
Skal der da ikke være noget mere?
Lyngstrand.
Jo, der skal være én figur til. Sådan en
gestalt at kalde for. Det skal være hendes mand,
som hun har været troløs imod, imod mens han var
borte. Og han er druknet i havet.
Arnholm.
Hvorledes, siger De –?
Faksimile
s. 43
Ellida.
Er han druknet?
Lyngstrand.
Ja. Han er druknet på sjørejs. Men så er
der det underlige, underlige at han er kommet hjem allige-
vel. Det er ved nattens tider. Og nu står han
der for sengen og ser på hende. Han skal stå
så drivendes våd, som de dra’r en op af sjøen.
Ellida
(læner sig tilbage i stolen).
Det var da noget forunderligt noget. (lukker
øjnene.)
Å, jeg kan se sé det så lys levende for mig.
Arnholm.
Men i al verdens navn, herr – herr –! De
sa’ jo, jo at det skulde være noget, som De havde
oplevet.
Lyngstrand.
Jaha, – jeg har også oplevet dette her. På
en måde, at sige.
Arnholm.
Oplevet at en død mand –?
Lyngstrand.
Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til op-
levet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig.
Men alligevel så –
Faksimile
s. 44
Ellida
(livfuldt, spændt).
Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette
her må jeg ha’ fuld rede på.
Arnholm
(smiler).
Ja, dette må jo sagtens være noget for Dem.
Sådant noget med havstemning i.
Ellida.
Hvorledes var det så, herr Lyngstrand?
Lyngstrand.
Jo, det var så, at den gang vi skulde sejle
hjem med briggen fra en by, som de kalder for
Halifax Halifax , så måtte vi lægge bådsmanden efter os
på sygehuset der. Så fik vi påmønstret en ameri-
kaner i stedet. Denne her nye bådsmanden –
Ellida.
Amerikaneren?
Lyngstrand.
– ja; han fik en dag lånt hos kaptejnen en
bunke gamle aviser, som han stødt og stadig
læste i. For han vilde lære sig norsk, sa’ han.
Ellida.
Nå! Og så!
Faksimile
s. 45
Lyngstrand.
Så var det en kveld i et overhændigt vejr.
Alle mand var på dæk. Undtagen bådsmanden
og jeg da. For han havde forstuvet ene foden
sin, sin så han ikke kunde træ’ på den. Og jeg var
også klejn af mig og lå til køjs. Nå, så sad han
da der i lugaren og læste i et af de gamle
bladene igen –
Ellida.
Ja vel! Ja vel!
Lyngstrand.
Men bedst som han sidder, så hører jeg, jeg at
han gir ligesom et brøl ifra sig. Og da jeg så
ser sér på ham, så ser sér jeg, jeg at han er kridenes hvid
i ansigtet. Og så gir han sig til at knase og
mase bladet sammen og plukke det i tusend små
stykker. Men det gjorde han så ganske stille,
stille.
Ellida.
Sa’ han da slet ingen ting? Talte han ikke?
Lyngstrand.
Ikke straks. Men lidt efter sa’ han ligesom
til sig selv: Giftet sig. Med en anden mand.
Mens jeg var borte.
Faksimile
s. 46
Ellida
(lukker øjnene, og siger halv sagte).
Sa’ han det?
Lyngstrand.
Ja. Og tænk, – det sa’ han på rigtig godt
norsk. Han må ha’ havt svært let for at lære
fremmede sprog, den manden.
Ellida.
Og hvad så siden? Hvad skede så mere?
Lyngstrand.
Ja, så kommer dette her underlige, som jeg
aldrig i verden skal glemme. For han la’ til, –
ganske stille det også: Men min er hun og min
skal hun bli’. Og mig skal hun følge, følge om jeg
så skal komme hjem og hente hende som en
druknet mand fra svarte sjøen.
Ellida
(skænker sig et glas vand. Hendes hånd ryster).
Puh, – hvor lummert her er idag –
Lyngstrand.
Og det sa’ han med slig en magt i viljen, viljen
at jeg syntes, han måtte være mand for at gøre
det også.
Faksimile
s. 47
Ellida.
Ved Véd De ikke noget om, – hvad der er ble’t
af den manden?
Lyngstrand.
Å, frue, han er visst ikke mere i live.
Ellida
(hurtigt).
Hvorfor tror De det!
Lyngstrand.
Jo, for vi forliste jo bagefter i kanalen. Jeg
var kommen mig ned i storbåden med kaptejnen
og fem andre. Styrmanden gik i hækjollen. Og
i den var også amerikaneren og en mand til.
Ellida.
Og fra dem har man ingen ting hørt siden?
Lyngstrand.
Nej, ingen verdens ting, frue. Min velgører
skrev det nu nylig i et brev. Men netop derfor
har jeg fåt slig svær lyst til at gøre et kunst-
værk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg
så lebendig for mig. Og så hævneren, som er
druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen.
Jeg kan se sé dem begge to så tydeligt.
Faksimile
s. 48
Ellida.
Jeg også. ( Rejser rejser sig.) Kom, – lad os gå ind.
Eller helst ned til Wangel! Jeg synes, her er så
kvælende lummert.
( Hun hun går ud af løvhytten.)
Lyngstrand
(som ligeledes har rejst sig).
Jeg, for min dél del , får nok sige tak for mig.
Det skulde bare være et lidet besøg for fødsels-
dagens skyld.
Ellida.
Nå, som De vil da. ( Rækker rækker ham hånden.) Farvel
og tak for blomsterne.
(Lyngstrand hilser og går gennem stakitdøren ud til venstre.)
Arnholm
(står op og går hen til Ellida).
Jeg ser nok, nok at det er gåt Dem nær til
hjerte, kære fru Wangel.
Ellida.
Å ja, De kan gerne kalde det så, endskønt –
Arnholm.
Men i grunden er det jo ikke andet, end
De måtte være forberedt på.
Ellida
(ser studsende på ham).
Forberedt!
Faksimile
s. 49
Arnholm.
Ja, jeg synes det.
Ellida.
Forberedt på at nogen kunde komme igen –!
Komme igen på slig en vis!
Arnholm.
Men hvad i al verden –! Er det den for-
styrrede billedhuggerens skipperhistorie –?
Ellida.
Å, kære Arnholm, han er kanske ikke så
forstyrret endda.
Arnholm.
Er det altså denne snak om den døde mand,
som har rystet Dem således? Og jeg, som
trode, trode at –
Ellida.
Hvad trode De?
Arnholm.
Jeg trode naturligvis, naturligvis at det bare var maske-
spil af Dem. At De sad her og pintes, fordi De
var kommen efter, efter at der i lønlighed fejres familje-
fest i huset. At Deres mand og hans børn lever
et erindringsliv, som De ingen dél del har i.
4
Faksimile
s. 50
Ellida.
Å nej, nej. Det får være med det, som det
være vil. Jeg har ingen ret til at kræve min
mand helt og alene for mig.
Arnholm.
Det synes jeg dog De måtte ha’.
Ellida.
Ja. Men jeg har det ikke alligevel. Det er
sagen. Jeg selv lever jo også i noget, – som
de andre står udenfor.
Arnholm.
De! ( Sagtere sagtere .) Er det således at forstå –?
De – De holder egentlig ikke af Deres mand!
Ellida.
Å jo, jo, – af hele mit sind er jeg kommet
til at holde af ham! Og just derfor er det så
forfærdeligt, – så uforklarligt, – så rent utænke-
ligt –!
Arnholm.
Nu skal De betro Deres sorger helt og holdent
til mig! Vil De ikke det, fru Wangel?
Ellida.
Jeg kan ikke, kære ven. Ikke nu i alle fald.
Kanske senere.
(Bolette kommer ud på verandaen og går ned i haven.)
Faksimile
s. 51
Bolette.
Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så
ikke alle sammen sætte os ind i havestuen?
Ellida.
Jo, lad os det.
(Wangel, omklædt, kommer med Hilde fra venstre bag huset.)
Wangel.
Se så! Her har I mig frank og fri! fri!. Nu
skal det smage at få sig et godt glas kølende
til livs.
Ellida.
Vent lidt.
( Hun hun går ind i løvhytten og henter buketten.)
Hilde.
Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor
har du fåt dem fra?
Ellida.
Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand,
min kære Hilde.
Hilde
(studser).
Af Lyngstrand?
Bolette
(urolig).
Har Lyngstrand været her – nu igen?
4*
Faksimile
s. 52
Ellida
(med et halvt smil).
Ja. Han kom indom med denne her. I
anledning af fødselsdagen, forstår du.
Bolette
(skotter til Hilde).
Åh –!
Hilde
(mumler).
Det bæst!
Wangel
(i pinlig forlegenhed, til Ellida).
Hm –. Ja, ser du vel –. Jeg skal sige
dig, min kære, gode, velsignede Ellida –
Ellida
(afbrydende).
Kom så, småpiger! Så vil vi sætte mine
blomster i vand sammen med de andre.
( Hun hun går op på verandaen.)
Bolette
(sagte til Hilde).
Å, men hun er da i grunden snil alligevel.
Hilde
(halvhøjt, ser vred ud).
Abekatstreger! Hun lader bare så for at
tækkes far.
Faksimile
s. 53
Wangel
(oppe på verandaen, trykker Ellidas hånd).
Tak – tak! Inderlig tak for dette her,
Ellida!
Ellida
(steller med blomsterne).
Å hvad, – skulde ikke jeg også være med
og gøre stads af – af af – mors fødselsdag?
Arnholm.
Hm –.
( Han han går op til Wangel og Ellida. Bolette og Hilde blir nede
i haven.)

Faksimile
ANDEN AKT.

(Oppe på «Udsigten», en kratbevokset højde bag byen. Lidt
tilbage står en varde og en vindfløj. Store stene, skikkede til sidde-
pladse, er henlagt omkring varden og i forgrunden. Dybt nede i
baggrunden ses sés den ydre fjord med øer og fremspringende næs. Det
åbne hav ses sés ikke. Det er sommernat med halvlys. Gulrødt skær i
luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af fir-
stemmig sang høres svagt nedenunder i bakkerne til højre.)
(Unge folk fra byen, damer og herrer, kommer parvis op
fra højre, går under fortrolig samtale forbi varden og ud til venstre.
Lidt efter kommer Ballested som vejviser for et selskab af uden-
landske turister
med deres damer. Han er belæsset med sjaler og
rejsetasker.)
Ballested
(peger opad med stokken).
Sehen Sie, meine Herrschaften, – dort borte
liegt eine andere højde. Das willen wir også be-
steigen und so herunter –
( Han han fortsætter på engelsk og fører selskabet ud til venstre.)
(Hilde kommer raskt op fra skråningen til højre, standser og ser sig
tilbage til-tilbage [HIS: FU og 2. utg., dittografi ved linjeskift] . Lidt efter kommer Bolette op samme vej.)
Bolette.
Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra
Lyngstrand?
Faksimile
s. 55
Hilde.
Fordi jeg kan ikke udstå at gå så langsomt
i bakkerne. Se, – se, hvor han kryber opover.
Bolette.
Å, du ved véd jo, hvor dårlig han er.
Hilde.
Tror du, du det er svært farligt?
Bolette.
Ja, det tror jeg rigtignok.
Hilde.
Han var jo hos far i eftermiddag. Jeg gad
vide, hvad far mener om ham.
Bolette.
Far sa’ til mig, mig at det er forhærdelse i lungen,
– eller sligt noget. Han blir ikke gammel, sa’ far.
Hilde.
Nej, sa’ han det! Tænk, – det er akkurat
det samme, som jeg har tro’d trod’ .
Bolette.
Men du må for guds Guds skyld ikke la’ dig mærke
med noget.
Hilde.
Å Å, kan du da falde på sligt. (halv sagte.) Se så,
Faksimile

s. 56

– nu har Hans fåt kravlet sig op. Hans –.
Synes du ikke en kan se sé udenpå ham, ham at han
heder Hans?
Bolette
(hvisker).
Vær nu bare skikkelig! Det rå’r jeg dig til.
(Lyngstrand kommer fra højre med en parasol i hånden.)
Lyngstrand.
Jeg må be’ frøkenerne undskylde, undskylde at jeg ikke
kunde gå så fort som De.
Hilde.
Har De fåt Dem en parasol også nu?
Lyngstrand.
Det er Deres mors. Hun sa’, jeg skulde
bruge den til stok. For jeg havde ingen med.
Bolette.
Er de der nede endnu? Far og de andre?
Lyngstrand.
Ja. Deres far gik lidt ind i beværtningen.
Og de andre sidder udenfor og hører på musiken.
Men siden så vilde de komme herop her op , sa’ Deres mor.
Hilde
(som står og ser på ham).
De er nok svært træt nu.
Faksimile
s. 57
Lyngstrand.
Ja, jeg synes næsten, næsten jeg er ligesom noget
træt af mig. Jeg tror så sandelig, sandelig jeg får sætte
mig en liden smule.
( Han han sætter sig på en sten i forgrunden til højre.)
Hilde
(står foran ham).
Véd Ved De det, at siden skal der være dans
nede på musikpladsen?
Lyngstrand.
Ja, jeg hørte, hørte der blev snakket om det.
Hilde.
De synes vel, vel det er morsomt, det, at danse?
Bolette
(som går og plukker småblomster i lyngen).
Å, Hilde, – lad nu herr Lyngstrand få
puste ud.
Lyngstrand
(til Hilde).
Ja, frøken, jeg vilde gerne danse – ifald jeg
bare kunde.
Hilde.
Å så. Har De aldrig lært det?
Lyngstrand.
Nej, det har jeg ikke heller. Men det var ikke
det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet.
Faksimile
s. 58
Hilde.
For dette her knækket, som De siger, siger De har?
Lyngstrand.
Ja, derfor er det.
Hilde.
Er De svært bedrøvet, bedrøvet fordi De har det
knækket?
Lyngstrand.
Å nej, jeg kan ikke sige det heller. (smiler.)
For deraf tror jeg det kommer, kommer at alle mennesker
er så snille og venlige og så godgørendes imod mig.
Hilde.
Ja, og så er det jo slet ikke farligt heller.
Lyngstrand.
Nej, det er ikke det mindste farligt. Det
forstod jeg så godt på Deres far også.
Hilde.
Og så går det jo over, over straks De bare De kommer
ud at rejse.
Lyngstrand.
Jaha. Da går det over.
Bolette
(med blomster).
Se her, herr Lyngstrand, – disse her skal
De stikke i knaphullet.
Faksimile
s. 59
Lyngstrand.
Å, Å tusend tak, frøken! Det er da også altfor
snilt af Dem.
Hilde
(ser nedover til højre).
Der kommer de nede på vejen.
Bolette
(ser også nedover).
Bare de véd ved , hvor de skal bøje af. Nej, nu
går de galt.
Lyngstrand
(rejser sig).
Jeg vil løbe der ned til svingen og skrige
til dem.
Hilde.
De må skrige svært højt da.
Bolette.
Nej, det er ikke værdt. De blir bare så
træt igen.
Lyngstrand.
Å Å, nedover går det så glat.
( Han han går ud til højre.)
Hilde.
Ja nedover, ja. (ser efter ham.) Nu hopper han
også! Og så tænker han ikke på det, det at han
skal opover igen.
Faksimile
s. 60
Bolette.
Stakkers menneske –.
Hilde.
Hvis Lyngstrand fri’de til dig, vilde du så
ta’ ham?
Bolette.
Er du ble’t gal nu?
Hilde.
Å Å, jeg mener naturligvis, naturligvis dersom han ikke
havde dette her knækket. Og dersom han ikke
så snart skulde dø. Vilde du ta’ ham? ham.
Bolette.
Jeg synes, synes det var bedst du tog ham.
Hilde.
Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke
et gran. Han har ikke engang det, han selv skal
leve af.
Bolette.
Hvorfor gir du dig da altid så meget af med
ham?
Hilde.
Å Å, det gør jeg jo bare for det knækkets skyld.
Bolette.
Jeg har slet ikke mærket noget til, til at du
ynker ham for det.
Faksimile
s. 61
Hilde.
Nej, det gør jeg ikke heller. Men jeg synes, synes
det er så fristende.
Bolette.
Hvilket?
Hilde.
At se på ham og få ham til at fortælle, fortælle at
det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse
udenlands, udenlands og at han skal bli’ kunstner. Alt det
går han og tror på og er så sjæle-fornøjet sjæle fornøjet for
det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig
i verden. For han får ikke leve så længe. Det
synes jeg er så spændende at tænke på.
Bolette.
Spændende!
Hilde.
Ja, jeg synes netop, netop det er spændende. Jeg
tillader mig det.
Bolette.
Fy, Hilde, du er rigtig en styg unge!
Hilde.
Det vil jeg også være. På trods! (ser nedover.)
Nå endelig! Arnholm liker nok ikke det at stige
tilvejrs. (vender sig.) Nej, det er sandt, – véd ved du, du
hvad jeg så på Arnholm ved middagsbordet?
Faksimile
s. 62
Bolette.
Nå?
Hilde.
Tænk, – håret begynder at falde af ham –
her midt oppe i hodet.
Bolette.
Å snak! Det er visst ikke sandt.
Hilde.
Jo. Og så har han rynker her ved begge
øjnene. Gud, Bolette, at du kunde være så for-
libt i ham, ham dengang han læste med dig!
Bolette
(smiler).
Ja, kan du skønne det? Jeg husker, jeg
engang græd mine modige tårer, tårer fordi han havde
sagt, sagt at han syntes Bolette var et stygt navn.
Hilde.
Ja, tænk det! (ser nedover igen.) Nej, vil du bare
se sé der, du! Nu går «fruen fra havet» og prater
med ham. Ikke med far. – Jeg undres på, på om
ikke de to har et godt øje til hinanden.
Bolette.
Du skulde rigtig skamme dig, skulde du.
Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende?
Nu var det ble’t så godt imellem os –
Faksimile
s. 63
Hilde.
Javisst, – bild dig bare det ind, min tøs!
Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt imellem
os og hende. For hun passer slet ikke for os.
Og ikke vi for hende heller. Gud véd ved , hvad far
skulde trække hende ind i huset for! – Det
skulde ikke undre mig, mig om hun gik hen her og blev
gal for os en vakker dag.
Bolette.
Gal! Hvor kan du falde på sligt?
Hilde Hild .
Å, det var da ikke så underligt. Hendes
mor blev jo også gal. Hun døde som gal, det
véd ved jeg. jeg,
Bolette.
Ja, gud Gud véd ved , hvad ikke du har din næse i.
Men gå bare ikke og snak om det. Vær nu snil
– for fars skyld. Hører du det, Hilde?
(Wangel, Ellida, Arnholm og Lyngstrand kommer op fra højre.)
Ellida
(peger henover mod baggrunden).
Der ude ligger det!
Arnholm.
Ja, rigtig. I den retning må det være.
Ellida.
Der ude ligger havet.
Faksimile
s. 64
Bolette
(til [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Arnholm).
Synes De ikke, ikke det er smukt heroppe?
Arnholm.
Her er storartet, synes jeg. Pragtfuld udsigt.
Wangel.
Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før?
Arnholm.
Nej, aldrig. I min tid tror jeg knapt her
var fremkommeligt. Ikke en fodsti engang.
Wangel.
Og ingen anlæg heller. Alt det har vi fåt i
de sidste år.
Bolette.
Der borte på «Lodskollen» er det endnu mere
storartet at se sé udover.
Wangel.
Skal vi kanské kanske gå der bort, Ellida?
Ellida
(sætter sig på en sten til højre).
Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så
blir jeg siddende her imens.
Faksimile
s. 65
Wangel.
Ja, da blir jeg hos dig. Småpigerne kan jo
vise herr Arnholm omkring.
Bolette.
Har De lyst at gå med os, herr Arnholm?
Arnholm.
Ja, meget gerne. Er der lagt vej did op også?
Bolette.
Å ja. Der er god bred vej.
Hilde.
Vejen er så bred, bred at der rundelig kan gå to
mennesker arm i arm.
Arnholm
(spøgende).
Ja mon tro det, lille frøken Hilde? (til Bolette.)
Skal vi to prøve, prøve om hun siger sandt?
Bolette
(undertrykker et smil).
Ja nok. Lad os det.
(De går arm i arm ud til venstre.)
Hilde
(til Lyngstrand).
Skal vi også gå –?
Lyngstrand.
Under arm –?
5
Faksimile
s. 66
Hilde.
Nå, hvorfor ikke det? Gerne for mig.
Lyngstrand
(tager hendes arm og lér ler fornøjet).
Dette her er da rigtig løjerlig morsomt!
Hilde.
Løjerlig –?
Lyngstrand.
Ja, for det ser jo akkurat ud, ud som om vi
var forlovet.
Hilde.
De har visst aldrig promeneret med en dame
under armen før, herr Lyngstrand.
( De de går ud til venstre.)
Wangel
(som står henne ved varden).
Kære Ellida, nu har vi en stund for os selv –
Ellida.
Ja, kom og sæt dig her hos mig.
Wangel
(sætter sig).
Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt
sammen.
Ellida.
Om hvad?
Faksimile
s. 67
Wangel.
Om dig. Og så om vort forhold, Ellida. Jeg
ser nok, nok at det kan ikke bli’ sådan ved.
Ellida.
Hvad skulde komme i stedet, mener du?
Wangel.
Fuld fortrolighed, kære. Samliv mellem os,
– som før.
Ellida.
Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt!
Wangel.
Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse yttringer,
som du nu og da har ladt falde, tror jeg det.
Ellida
( hæftigt heftigt ).
Det gør du ikke! Sig ikke, ikke at du forstår –!
Wangel.
Å jo. Du er en ærlig natur, Ellida. Du
har et trofast sind –
Ellida.
Ja, det har jeg.
Wangel.
Hvert et forhold, som du skal kunne føle dig
5*
Faksimile

s. 68

tryg og lykkelig i, må være et helt og fuldt
forhold.
Ellida
(ser spændt på ham).
Nå, – og så!
Wangel.
Du er ikke skikket til at være en mands
anden hustru.
Ellida.
Hvorledes kommer du på det nu?
Wangel.
Det har ofte skudt op i mig som en anelse.
Idag stod det klart for mig. Børnenes minde-
fest –. Du så i mig et slags medskyldig –. Nu
ja, – en mands erindringer kan jo ikke udslettes.
Ikke mine i alle fald. Jeg har det ikke så.
Ellida.
Det véd ved jeg. Å, det véd ved jeg så godt.
Wangel.
Men du tar fejl alligevel. For dig står det
næsten som om børnenes mor var levende endnu.
Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du
tror, tror at mit sind er delt lige imellem dig og hende.
Den tanke er det, som oprører dig. Du ser lige-
som noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det, det
Faksimile

s. 69

at du ikke længer kan – eller ikke længer vil
leve med mig som min hustru.
Ellida
(rejser sig).
Har du sét set alt dette, Wangel? Sét Set ind i alt
dette?
Wangel.
Ja, idag har jeg endelig sét set inderst ind i det.
Helt til bunds.
Ellida.
Helt til bunds, siger du. Å Å, tro bare ikke det.
Wangel
(rejser sig).
Jeg véd ved meget godt, at der er mere end dette
her, kære Ellida.
Ellida
(angst).
Véd Ved du, at der er mere? mere!
Wangel.
Ja. Der er det, det at du ikke kan bære om-
givelserne her. Fjeldene trykker og tynger på dit
sind. Her er ikke lys nok for dig. Ikke vid
himmel nok omkring dig. Ikke magt og fylde
nok i luftstrømmen.
Ellida.
Det har du så fuldt ret i. Nat og dag,
Faksimile

s. 70

vinter og sommer er den over mig – denne
dragende hjemvé hjemve efter havet.
Wangel.
Jeg véd ved det jo nok, kære Ellida. (lægger hånden
på hendes hoved.)
Og derfor så skal det stakkers syge
barn få komme hjem til sit eget igen.
Ellida.
Hvorledes mener du det?
Wangel.
Ganske lige frem. Vi flytter.
Ellida.
Flytter!
Wangel.
Ja. Ud et steds ved åbne havet, – et steds,
hvor du kan finde et rigtigt hjem efter dit sind.
Ellida.
Å, kære, tænk aldrig på det! Det er rent
umuligt. Du kan ikke leve lykkelig noget steds
i verden uden her.
Wangel.
Det får gå med det, som det kan. Og des-
uden, – tror du, jeg kan leve lykkelig her –
uden dig?
Faksimile
s. 71
Ellida.
Men jeg er her jo. Og jeg blir her. Du
har mig jo.
Wangel.
Har jeg dig, Ellida?
Ellida.
Å Å, tal ikke om dette andet. Her har du da
alt det, som du lever og ånder for. Hele dit livs
gerning ligger jo netop her.
Wangel.
Det får gå med det, som det kan, siger jeg.
Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den
sag står nu uryggelig fast, kære Ellida.
Ellida.
Å, men hvad tror du da vel, vel vi vilde vinde
ved det?
Wangel.
Du vilde vinde sundhed og fred i sindet igen.
Ellida.
Knapt nok det. Men så du selv da! Tænk
dog på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde?
Wangel.
Jeg vilde vinde dig igen, du kære.
Faksimile
s. 72
Ellida.
Men det kan du ikke! Nej, nej, du kan
ikke det, Wangel! Det er jo netop det forfærde-
lige, – det fortvilende at tænke på.
Wangel.
Det får stå sin prøve. Går du her med slige
tanker, så er der sandelig ingen anden redning
for dig end – bort herfra. Og det jo før jo
heller. Den sag står nu uryggelig fast, hører du.
Ellida.
Nej! Så får jeg da i himlens navn heller
sige dig al ting lige ud. Slig, som det er.
Wangel.
Ja, ja, – gør bare det!
Ellida.
For ulykkelig skal du da ikke gøre dig for
min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til
noget alligevel.
Wangel.
Jeg har nu dit ord på, på at du vil sige mig al
ting, – slig, som det er.
Ellida.
Jeg skal sige dig det så godt jeg kan. Og
Faksimile

s. 73

slig, som jeg synes, synes at jeg véd ved det. – Kom her
og sid hos mig.
( De de sætter sig på stenene.)
Wangel.
Nu vel, Ellida? Altså –?
Ellida.
Den dag, da du kom der ud og spurte spurgte mig, mig
om jeg kunde og vilde tilhøre dig, – da talte
du så åbent og så ærligt til mig om dit første
ægteskab. Det havde været så lykkeligt, sa’ du.
Wangel.
Det var det også.
Ellida.
Ja, ja, det tror jeg nok, kære. Det er ikke
derfor, derfor jeg nævner det nu. Jeg vil bare minde
dig om, om at jeg på min side også var oprigtig imod
dig. Jeg sa’ dig jo ganske uforbeholdent, uforbeholdent at jeg
en gang i mit liv havde holdt af en anden. At
det var kommet til – til et slags forlovelse
mellem os.
Wangel.
Et slags –?
Ellida.
Ja, noget sådant. Nå, det vared jo så ganske
kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden
forbi. Det sa’ jeg dig alt sammen.
Faksimile
s. 74
Wangel.
Men, kære Ellida, hvorfor ripper du så op i
dette her? I grunden kom det jo slet ikke mig
ved. Og jeg har da heller aldrig så meget som
spurt spurgt dig en gang, gang hvem han var.
Ellida.
Nej, det har du ikke. Du er altid så hensyns-
fuld imod mig.
Wangel
(smiler).
Å, i dette tilfælde –. Jeg kunde jo nok så
omtrent sige mig navnet selv.
Ellida.
Navnet!
Wangel.
Ude i Skjoldviken og der omkring var der
jo ikke mange at gætte imellem. Eller, rettere
sagt, der var vel bare en eneste en –
Ellida.
Du tror visst, visst at det var – Arnholm.
Wangel.
Ja, var det kanské kanske ikke –?
Ellida.
Nej.
Faksimile
s. 75
Wangel.
Ikke det? det. Ja, da står unægtelig min forstand
stille.
Ellida.
Kan du huske, huske at senhøstes en gang kom
der et stort amerikansk skib ind til Skjoldviken
for havari?
Wangel.
Ja, det husker jeg godt. Det var der om-
bord, ombord at de en morgen fandt kaptejnen dræbt i
kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget.
Ellida.
Ja, du var vel det.
Wangel.
Understyrmanden var nok den, som havde
dræbt ham.
Ellida.
Det kan ingen sige! For det kom aldrig op.
Wangel.
Der er nok ingen tvil om det alligevel. Hvor-
for skulde han ellers gå hen og drukne sig, som
han gjorde?
Ellida.
Han drukned sig ikke. Han rejste opover
med en nordfarer.
Faksimile
s. 76
Wangel
(studser).
Hvoraf véd du det?
Ellida
(med overvindelse).
Jo, Wangel, – for det er den understyrmanden,
som jeg har været – forlovet med.
Wangel
(springer op).
Hvad er det, det du siger! Kan dette her være
muligt!
Ellida.
Ja, – således er det. Det var med ham.
Wangel.
Men i al verden, Ellida –! Hvor kunde du
falde på sligt noget! Gå hen og forlove dig med
en sådan en! Med et vildfremmed menneske! –
Hvad hed han for noget?
Ellida.
Dengang kaldte han sig Friman. Siden, i
brevene, skrev han sig Alfred Johnston.
Wangel.
Og hvor var han fra?
Ellida.
Oppe fra Finmarken, sa’ han. For resten
Faksimile

s. 77

var han født over i Finland. Var nok vandret ind
som barn – med sin far, tror jeg.
Wangel.
Altså en kvæn.
Ellida.
Ja, de kaldes jo så.
Wangel.
Hvad véd ved du ellers om ham?
Ellida.
Bare det, at han var gået gåt tidlig til sjøs. Og
at han havde faret på lange rejser.
Wangel.
Ellers slet ingen ting?
Ellida.
Nej. Vi kom aldrig til at tale om sådant
noget.
Wangel.
Hvad talte I da om?
Ellida.
Vi talte mest om havet.
Wangel.
Ah –! Om havet altså?
Faksimile
s. 78
Ellida.
Om storm og om stille. Om mørke nætter
på havet. Havet på de glittrende solskinsdage
talte vi også om. Men mest talte vi om hvalerne
og om springerne og om sælerne, som plejer ligge
der ude på skærene i middagsvarmen. Og så
talte vi om mågerne og ørnene og alle de andre
sjøfuglene, som du véd ved . – Tænk, – er ikke det
underligt, – når vi talte om sådant noget, så
stod det for mig, som om både sjødyrene og sjø-
fuglene var i slægt med ham.
Wangel.
Og du selv –?
Ellida.
Ja, jeg syntes næsten, næsten at jeg også kom i
slægt med dem alle sammen.
Wangel.
Ja, ja. – Og så var det altså, altså at du forloved
dig med ham?
Ellida.
Ja. Han sa’, sa’ at jeg skulde gøre det.
Wangel.
Skulde? Havde du da ingen vilje selv?
Faksimile
s. 79
Ellida.
Ikke når han var i nærheden. Å, – bag-
efter syntes jeg, det var så rent ubegribeligt.
Wangel.
Kom du ofte sammen med ham?
Ellida.
Nej, det var ikke ret ofte. En dag var han ude
hos os og så sig om i fyrtårnet. Derved blev jeg
kendt med ham. Og siden så traf vi hinanden
en gang imellem. Men så kom jo dette her på
med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse.
Wangel.
Ja, ja, lad mig høre lidt mere om det!
Ellida.
Det var tidligt i grålysingen, – da fik jeg
en seddel fra ham. Og i den stod der, der at jeg
skulde komme ud til ham på Bratthammeren, –
du véd ved , det næsset mellem fyrtårnet og Skjoldviken.
Wangel.
Ja visst, ja visst, – jeg kender det godt.
Ellida.
Did ud skulde jeg komme straks, skrev han,
for han vilde tale med mig.
Faksimile
s. 80
Wangel.
Og du gik?
Ellida.
Ja. Jeg kunde ikke andet. Nå, så fortalte
han mig da, da at han havde stukket kaptejnen om
natten.
Wangel.
Det sa’ han altså selv! Sa’ det lige ud!
Ellida.
Ja. Men han havde bare gjort, hvad som
ret og rigtigt var, sa’ han.
Wangel.
Ret og rigtigt? Hvorfor stak han ham da?
Ellida.
Det vilde han ikke ud med. Han sa’, sa’ at
det var ikke noget for mig at høre på.
Wangel.
Og du trode ham på hans blotte og bare ord?
Ellida.
Ja, der faldt mig ikke ind andet. Nå, rejse
måtte han jo alligevel. Men i det idet han skulde til
at sige mig farvel –. Nej, du kan aldrig tænke
dig, hvad han da fandt på.
Faksimile
s. 81
Wangel.
Nå? Så lad mig høre da!
Ellida.
Han tog op af lommen en nøglehank og trak
så af fingeren en ring, som han brugte gå med.
Fra mig tog han også en liden ring, som jeg
havde. Disse to ringene stak han sammen ind
på nøglehanken. Og så sa’ han, han at nu skulde vi
to vie os sammen til havet.
Wangel.
Vie –?
Ellida.
Ja, så sa’ han. Og dermed så kasted han
hanken med ringene, af al sin magt, så langt han
kunde, ud i dybet.
Wangel.
Og du, Ellida? Du gik med på det?
Ellida.
Ja, tænk dig, – jeg syntes dengang, dengang at det
var, var som om det skulde så være. – Men, gud Gud
ske lov, – så rejste han da!
Wangel.
Og da han vel var borte –?
6
Faksimile
s. 82
Ellida.
Å, du kan vel tænke, tænke at jeg snart kom til
besindelse igen. Kom til at skønne, hvor rent
galt og meningsløst det havde været alt sammen.
Wangel.
Men du talte før om breve. Du har altså
dog hørt fra ham siden?
Ellida.
Ja, jeg har hørt fra ham. Først fik jeg et
par korte linjer fra Arkangel. Han skrev bare, bare
at han vilde over til Amerika. Og så opgav han,
hvor hen jeg kunde sende svar.
Wangel.
Gjorde du da det?
Ellida.
Straks. Jeg skrev naturligvis, naturligvis at al ting måtte
være forbi imellem os. Og at han ikke mere
skulde tænke på mig, ligesom jeg aldrig mere
vilde tænke på ham.
Wangel.
Men skrev han da så alligevel igen?
Ellida.
Ja, han skrev igen.
Faksimile
s. 83
Wangel.
Og hvad svared han på det, du havde ladt
ham vide?
Ellida.
Ikke et ord på det. Det var, som om jeg
slet ikke havde brudt med ham. Han skrev
ganske sindig og rolig, rolig at jeg skulde vente på
ham. Når han kunde ta’ imod mig, vilde han
la’ mig det vide. Og da skulde jeg komme til
ham straks.
Wangel.
Vilde altså ikke slippe dig?
Ellida.
Nej. Så skrev jeg igen. Næsten ord til andet
det samme samme, som første gang. Eller endnu stærkere.
Wangel.
Og så gav han sig da?
Ellida.
Å nej, tro ikke det. Han skrev rolig som
før. Ikke et ord om, om at jeg havde brudt med
ham. Så skønte jeg nok, det var unyttigt. Og
derfor så skrev jeg aldrig mere til ham.
Wangel.
Og hørte ikke heller fra ham?
6*
Faksimile
s. 84
Ellida.
Jo, jeg har fåt tre breve fra ham efter den
tid. En gang skrev han mig til fra Kalifornien
og en anden gang fra Kina. Det sidste brev, jeg
fik fra ham, var fra Australien. Da skrev han, han
at han vilde gå til guldminerne. Men siden har
han aldrig ladt høre fra sig.
Wangel.
Den mand har havt en uvanlig magt over
dig, Ellida.
Ellida.
Å ja, ja. Det grufulde menneske!
Wangel.
Men det må du ikke tænke mere på. Aldrig!
Lov mig endelig det, min kære, velsignede Ellida!
Nu skal vi forsøge en anden kur for dig. En
friskere luft, end her inde i fjordene. Den salt-
svangre, fejende havluft, du! Hvad siger du
til det?
Ellida.
Å, tal ikke om den ting! Tænk ikke på
sligt noget! Der er ingen hjælp i det for mig.
Jeg føler det så godt, – jeg får ikke væltet det
af mig derude heller.
Wangel.
Hvilket? Kære, – hvilket mener du egentlig nu?
Faksimile
s. 85
Ellida.
Det grufulde, mener jeg. Denne ubegribelige
magt over sindet –
Wangel.
Men det har du jo væltet af dig. For længe
siden. Dengang du brød med ham. Nu er jo
det længst forbi.
Ellida
(springer op).
Nej, det er netop det, det ikke er!
Wangel.
Ikke forbi!
Ellida.
Nej, Wangel, – det er ikke forbi! Og jeg
er ræd, ræd at det aldrig blir forbi. Aldrig i dette liv!
Wangel
(med kvalt stemme).
Vil du dermed sige, sige at du inderst inde aldrig
har kunnet glemme den fremmede mand?
Ellida.
Jeg havde glemt ham. Men så var det med
et ligesom om han kom igen.
Wangel.
Hvor længe er det siden?
Faksimile
s. 86
Ellida.
Det er nu omkring tre år siden. Eller lidt
mere. – Det var imens jeg gik og vented barnet.
Wangel.
Ah! På den tid altså? Ja, Ellida, – da
begynder jeg jo at få rede på så mangt og meget.
Ellida.
Du tar fejl, kære! Det, som er kommet over
mig –. Å, jeg tror, det er aldrig i verden til
at få rede på.
Wangel
(ser smertefuld på hende).
Tænke sig til – at her har du gået i hele
tre år og båret kærlighed til en anden mand. Til
en anden! Ikke til mig, – men til en anden!
Ellida.
Å, du tar så rent fejl. Jeg bærer ikke kær-
lighed til nogen anden end til dig.
Wangel
(dæmpet).
Hvorfor er det da, da at du i al denne tid ikke
har villet leve med mig som min hustru?
Ellida.
Det er for den rædsels skyld, som står af
den fremmede mand.
Faksimile
s. 87
Wangel.
Rædsel –?
Ellida.
Ja, rædsel. En rædsel så grufuld, som jeg
synes bare havet kan ha’ den. For nu skal du
høre, Wangel –
(De unge folk mennesker fra byen kommer tilbage fra venstre, hilser og går ud
til højre. Sammen med dem kommer Arnholm, Bolette, Hilde og
Lyngstrand.)
Bolette
(i det de går forbi).
Nej, går I og vandrer her oppe endnu?
Ellida.
Ja, det er så svalt og godt her oppe i højden.
Arnholm.
Vi for vor part skal såmæn ned og danse.
Wangel.
Godt, godt. Vi kommer snart derned, vi også.
Hilde.
Farvel så længe da.
Ellida.
Herr Lyngstrand, – å å, vent et øjeblik.
(Lyngstrand standser. Arnholm, Bolette og Hilde går ud til højre.)
Faksimile
s. 88
Ellida
(til Lyngstrand).
Skal De også danse?
Lyngstrand.
Nej, frue, jeg tror ikke, ikke jeg tør.
Ellida.
Nej, det er bedst, bedst De er forsigtig. Dette med
brystet –. De har jo ikke rigtig forvundet det
endnu.
Lyngstrand.
Ikke så ganske rigtig, nej.
Ellida
(noget nølende).
Hvor længe kan det vel nu være siden De
gjorde den rejsen –?
Lyngstrand.
Den gang jeg fik knækket?
Ellida.
Ja, den rejsen, De fortalte om i formiddags.
Lyngstrand.
Å, det er vel så omtrent –. Bi lidt. Jo,
det er nu godt og vel tre år siden.
Ellida.
Tre år altså.
Faksimile
s. 89
Lyngstrand.
Eller lidt mere. Vi gik fra Amerika i Februar.
Og så forliste vi i Marts. Det var jævndøgns-
stormene, vi var kommet ud for.
Ellida
(ser på Wangel).
Altså på den tiden var det –.
Wangel.
Men, kære Ellida –?
Ellida.
Nå, lad Dem ikke opholde, herr Lyngstrand.
Gå De. Men dans ikke.
Lyngstrand.
Nej, bare se sé på.
( Han han går ud til højre.)
Wangel.
Kære Ellida, – hvorfor spurte spurgte du ham ud
om den rejsen?
Ellida.
Johnston har været med ombord. Det er jeg
ganske viss på.
Wangel.
Hvoraf slutter du det?
Faksimile
s. 90
Ellida
(uden at svare).
Han har fåt vide ombord, ombord at jeg havde giftet
mig med en anden. Mens han var borte. Og så
– i samme stunden så kom dette her over mig!
Wangel.
Dette med rædselen?
Ellida.
Ja. Ret som det er, kan jeg pludselig komme
til at se sé ham lys levende foran mig. Eller egentlig
lidt til siden. Han ser sér aldrig på mig. Han bare
er der.
Wangel.
Hvorledes synes du, du han ser ud?
Ellida.
Således, som da jeg så ham sidst.
Wangel.
For ti år siden?
Ellida.
Ja. Ude på Bratthammeren. Aller tydeligst
ser jeg hans brystnål med en stor, stor blåhvid perle
i. Den perlen ligner et dødt fiskeøje. Og det
ligesom stirrer på mig.
Faksimile
s. 91
Wangel.
I guds Guds navn –! Du er sygere, end jeg trode.
Sygere end du selv véd ved af, Ellida.
Ellida.
Ja, ja, – hjælp mig, om du kan! For jeg
føler, føler at det trækker sig mere og mere sammen
om mig.
Wangel.
Og i slig en tilstand har du nu gået her i
hele tre år. Båret på disse lønlige lidelser uden
at betro dig til mig.
Ellida.
Men det kunde jeg jo ikke! Ikke før nu,
da det blev nødvendigt – for din egen skyld.
Skulde jeg ha’ betrod dig alt dette her, – så
måtte jeg jo også ha’ betrod dig – det uudsigelige.
Wangel.
Det uudsigelige –?
Ellida
(afværgende).
Nej, nej, nej! Spørg Spør’ ikke! Bare en eneste
ting til. Så ikke mere. – Wangel, – hvorledes
skal vi grunde ud – dette gådefulde med barnets
øjne –?
Wangel.
Kære, velsignede Ellida, jeg forsikrer dig, dig at
Faksimile

s. 92

det var bare en indbildning af dig. Barnet havde
akkurat samme slags øjne som andre normale børn.
Ellida.
Nej, det havde ikke! At du ikke kunde se sé
det! Barnets øjne skifted farve efter sjøen. Lå
fjorden i solskinsstille, så var øjnene derefter. I
stormvejr også. – Å, jeg så det nok, jeg, om
ikke du så det.
Wangel
(eftergivende).
Hm, – lad så være da. Men selv om så
var? Hvad så?
Ellida
(sagte og nærmere).
Jeg har set slige øjne før.
Wangel.
Når? Og hvor –?
Ellida.
Ude på Bratthammeren. For ti år siden.
Wangel
(viger et skridt).
Hvad skal dette –!
Ellida
(hvisker bævende).
Barnet havde den fremmede mands øjne.
Faksimile
s. 93
Wangel
(skriger uvilkårligt).
Ellida –!
Ellida
(slår i jammer hænderne sammen over hovedet hodet ).
Nu må du vel forstå, hvorfor jeg aldrig mere
vil, – aldrig mere tør leve med dig som din
hustru!
( Hun hun vender sig hurtigt og flygter ned over bakkerne til højre.)
Wangel
(iler efter hende og råber):
Ellida, – Ellida! Min stakkers ulykkelige
Ellida!

Faksimile
TREDJE AKT.

(En afsides liggende del af doktor Wangels have. Stedet er
fugtigt, sumpigt og overskygget af store gamle trær. Til højre ses sés
bredden af en skimlet dam. Et lavt åbent gærde skiller haven fra
fodstien og fjorden i baggrunden. Længst tilbage fjeldrækkerne og
tinderne hinsides fjorden. Det er sen eftermiddag, henimod aften.)
(Bolette sidder og syr på en stenbænk til venstre. På bænken
ligger et par bøger og en sykurv. Hilde og Lyngstrand, begge med
fiskeredskaber, går ved bredden af dammen.)
Hilde
(gør tegn til Lyngstrand).
Stå stille! Der ser jeg en stor en.
Lyngstrand
(ser efter).
Hvor står den henne?
Hilde
(peger).
Kan De ikke se sé – der nede står den. Og
se sé der! Der er, guds Guds død, en til! (ser hen mellem
træerne.)
Uh, – nu kommer han og skræmmer
dem for os!
Faksimile
s. 95
Bolette
(ser op).
Hvem kommer?
Hilde.
Din overlærer, mor!
Bolette.
Min –?
Hilde.
Ja, min har han, så gu’, aldrig været.
(Overlærer Arnholm, fra højre, kommer frem mellem træerne.)
Arnholm.
Er der kommet fisk i dammen nu?
Hilde.
Ja, her går nogen svært gamle karudser.
Arnholm.
Nej, så de gamle karudserne er i live endnu?
Hilde.
Ja, de er sejge, de. Men nu skal vi vel se
at få has på nogen af dem.
Arnholm.
De skulde da heller prøve ude på fjorden.
Lyngstrand.
Nej, dammen – den er ligesom mere hemme-
lighedsfuld at kalde for.
Faksimile
s. 96
Hilde.
Ja, her er det mere spændende. – spændende. Har De
været i sjøen nu?
Arnholm.
Netop. Jeg kommer lige fra badehuset.
Hilde.
De holdt Dem vel inde i kummen da?
Arnholm.
Ja, jeg er ikke nogen særdeles svømmer.
Hilde.
Kan De svømme på ryggen?
Arnholm.
Nej.
Hilde.
Jeg kan. (til Lyngstrand.) Lad os prøve der borte
på den andre siden.
( De de går langsmed dammen ud til højre.)
Arnholm
(går nærmere hen til Bolette).
Sidder De så alene, De, Bolette?
Bolette.
Å ja, det gør jeg som oftest.
Faksimile
s. 97
Arnholm.
Er ikke Deres mor her nede i haven?
Bolette.
Nej. Hun er visst ude og går gå med far.
Arnholm.
Hvorledes står det til med hende i efter-
middag?
Bolette.
Jeg véd ved ikke rigtig. Jeg glemte at spørge
efter.
Arnholm.
Hvad er det for bøger, De har der?
Bolette.
Å, den ene er sådant noget om plantelære.
Og den anden er en jordbeskrivelse.
Arnholm.
Læser De gerne den slags ting?
Bolette.
Ja, når jeg kan få tid til det, så –. Men
husstellet må jeg jo først og fremst ta’ mig af.
Arnholm.
Men hjælper ikke Deres mor – Deres sted-
mor – hjælper ikke hun Dem med det?
7
Faksimile
s. 98
Bolette.
Nej, det ligger til mig. Jeg måtte jo stå for
det i de to år, far var alene. Og så er det ble’t
ved det sidenefter også.
Arnholm.
Men lige stor læselyst har De altså fremdeles.
Bolette.
Ja, jeg læser, hvad jeg kan få fat på af
nyttige bøger. En vil jo gerne vide lidt besked
om verden. For her lever vi jo så rent udenfor
alt det, som til er. Ja, næsten da.
Arnholm.
Men, kære Bolette, sig dog ikke det.
Bolette.
Å jo. Jeg synes ikke, ikke vi lever synderlig
anderledes, vi, end karudserne nede i dammen
der. Fjorden har de så lige ind på sig og der
stryger de store vilde fiskestimene ud og ind.
Men det får de stakkers tamme husfiskene ikke
vide nogen ting om. Og der får de aldrig være
med.
Arnholm.
Jeg tror ikke heller, heller det vilde bekomme dem den
videre bra’, bra’ om de slap ud der.
Faksimile
s. 99
Bolette.
Å, det fik næsten være det samme, synes jeg.
Arnholm.
For resten kan De da ikke sige, sige at man er
sat så rent udenfor livet her. Ikke om sommeren
i alle fald. Her er jo nu om dagene netop lige-
som et slags mødested for verdenslivet. Næsten
et knudepunkt – sådan i forbigående.
Bolette
(smiler).
Å ja, De, som selv er her bare sådan i forbi-
gående, De har sagtens let nok for at gøre nar
af os.
Arnholm.
Gør jeg nar –? Hvor falder De på det?
Bolette.
Jo, for alt dette her om mødested og knude-
punkt for verdenslivet, det er noget, som De har
hørt folk i byen sige. Ja, for de bruger at sige
sådant noget.
Arnholm.
Ja, oprigtig talt, så har jeg lagt mærke til det.
Bolette.
Men der er jo ikke et sandt ord i det i
grunden. Ikke for os, som lever her til stadig.
7*
Faksimile

s. 100

Hvad nytter det os, os at den store fremmede verden
kommer her forbi for at rejse op og se på midnats-
solen? Vi selv får jo ikke være med på det. Vi
får såmæn ikke se sé nogen midnatssol. Å nej, vi
får nok pent leve livet her i vor karudsdam.
Arnholm
(sætter sig hos hende).
Sig mig en gang, kære Bolette, – er der ikke,
mon tro, et eller andet, – noget bestemt, mener
jeg, som De går her hjemme og længter efter?
Bolette.
Å jo, det kunde nok være.
Arnholm.
Og hvad er så det egentlig for noget? Hvad
er det, De går og længter efter?
Bolette.
Mest efter at få komme ud.
Arnholm.
Det altså først og fremst?
Bolette.
Ja. Og så efter at få lære noget mere. At
få vide noget rigtig om alle ting.
Arnholm.
I den tid, tid jeg læste med Dem, sa’ Deres far
ofte, ofte at De skulde få lov til at studere.
Faksimile
s. 101
Bolette.
Å ja, stakkers far, – han siger så meget.
Men når det kommer til stykket, så –. Der er
ikke nogen rigtig fremfærd i far.
Arnholm.
Nej, desværre, det har De ret i. Der er ikke
egentlig det. Men har De da nogensinde talt med
ham om den sag? Sådan rigtig alvorligt og ind-
trængende?
Bolette.
Nej, det har jeg egentlig ikke gjort heller.
Arnholm.
Men, véd ved De hvad, det skulde De dog virkelig
gøre. Før det blir for sent, Bolette. Hvorfor gør
De ikke det?
Bolette.
Å, det er vel fordi der ikke er nogen rigtig
fremfærd i mig heller, kan jeg tro. Det er visst
noget, jeg har efter far.
Arnholm.
Hm, – mon tro De ikke gør Dem selv uret
der?
Bolette.
Å nej, desværre. Og så har jo far så liden
tid til at tænke på mig og min fremtid. Liden
lyst har han også til det. Sligt noget skyder han
Faksimile

s. 102

helst ifra sig, når han bare kan. For han er jo
så rent optaget af Ellida –
Arnholm.
Af hvem –? Hvorledes –?
Bolette.
Jeg mener, mener at han og min stedmor –. (afbry-
dende.)
Far og mor har jo sit for sig selv, kan De
skønne.
Arnholm.
Nå, desto bedre vilde det da være, være om De
så til at komme væk fra dette her.
Bolette.
Ja, men jeg synes ikke, ikke jeg har ret til det
heller. Ikke til at forlade far.
Arnholm.
Men, kære Bolette, det blir De jo nødt til
engang alligevel. Derfor så synes jeg, jeg at De jo
før jo heller –
Bolette.
Ja, der blir vel ikke andet for. Jeg må jo
tænke på mig selv også. Søge at komme ind i
en eller anden stilling. Når far engang falder fra,
så har jeg jo ingen, jeg kan holde mig til. –
Men stakkers far, – jeg gruer for at rejse fra ham.
Faksimile
s. 103
Arnholm.
Gruer –?
Bolette.
Ja, for fars egen skyld.
Arnholm.
Men, herre gud Herregud , Deres stedmor da? Hun
blir jo hos ham.
Bolette.
Ja, det er jo så. Men hun er slet ikke
skikket til alt det, som mor havde sådant et
godt greb på. Der er så mangt og meget, som
denne her ikke ser ser . Eller som hun kanske ikke
vil vil se, – eller ikke bryr sig om bryr sig om . Jeg ved véd
ikke, ikke hvilken af delene det er.
Arnholm.
Hm, – jeg tror nok, nok jeg forstår, hvad De
sigter til.
Bolette.
Stakkers far, – han er svag i enkelte stykker.
De har kanske selv mærket det. Forretninger har
han jo heller ikke nok af til at fylde tiden ud.
Og så det, at hun er så rent ude af stand til at
støtte ham. – Det har han nu for resten visst
selv nogen skyld i.
Arnholm.
Hvorledes det, tror De?
Faksimile
s. 104
Bolette.
Å, far vil nu altid så gerne se sé glade ansigter
omkring sig. Der skal være solskinsvejr og for-
nøjelighed i huset, siger han. Derfor er jeg ræd, ræd
han mangen gang lar hende få medicin, som hun
slet ikke har godt af i længden.
Arnholm.
Tror De virkelig det.
Bolette.
Ja, jeg kan ikke komme bort fra den tanke.
For hun er så underlig iblandt. (heftig.) Men er det
så ikke ubilligt, ubilligt at jeg skal bli’ ved at gå her
hjemme! Det er jo i grunden ikke til nogen
verdens nytte for far. Og jeg har da også pligter
imod mig selv, synes jeg.
Arnholm.
Ved Véd De hvad, kære Bolette, – disse sager
skal vi to tale nærmere om.
Bolette.
Å, det nytter visst ikke stort. Jeg er vel
skabt til at bli’ her i karudsdammen, kan jeg tro.
Arnholm.
Slet ikke. Det kommer ganske an på Dem
selv.
Faksimile
s. 105
Bolette
(livfuldt).
Siger De det? det!
Arnholm.
Ja, tro De mig. Det ligger helt og holdent
i Deres egen hånd.
Bolette.
Å Å, gid jeg så sandt –! Vil De kanske lægge
ind et godt ord for mig hos far?
Arnholm.
Det også. Men først og fremst vil jeg tale
åbenhjertigt og uforbeholdent med Dem selv, kære
Bolette. (ser ud til venstre.) Hys! Lad Dem ikke mærke
med noget. Vi skal komme tilbage til det siden.
(Ellida kommer fra venstre. Hun er uden hat, kun med et stort
tørklæde kastet over hovedet hodet og skuldrene.)
Ellida
(i urolig livlighed).
Her er det godt! Her er det dejligt!
Arnholm
(rejser sig).
Har De været ude at spadsere?
Ellida.
Ja, en lang, lang herlig tur opover med
Wangel. Og nu skal vi ud og sejle.
Faksimile
s. 106
Bolette.
Vil du ikke sætte dig?
Ellida.
Nej tak. Ikke sidde.
Bolette
(flytter sig på bænken).
For her er god plads.
Ellida
(går omkring).
Nej, nej, nej. Ikke sidde. Ikke sidde.
Arnholm.
Den turen har visst bekommet Dem vel. De
ser sér så oplivet ud.
Ellida.
Å, jeg befinder mig så inderlig vel! Jeg føler
mig så usigelig lykkelig! Så tryg! Så tryg –.
( ser sér ud til venstre.) Hvad er det for et stort dampskib,
som kommer der?
Bolette
(rejser sig og ser sér ud).
Det må være det store engelske.
Arnholm.
Det lægger til ude ved tønden. Plejer det
stoppe her?
Faksimile
s. 107
Bolette.
Bare en halv times tid. Det skal længere
indover i fjorden.
Ellida.
Og så udover igen – imorgen. Ud på det
store åbne hav. Helt over havet. Tænk, – at
få være med der! Den, som kunde det! Den, Den
som bare kunde!
Arnholm.
Har De aldrig fåt gøre nogen større sørejse sjørejse ,
fru Wangel?
Ellida.
Aldrig nogensinde. Bare sådanne små farter
her inde i fjordene.
Bolette
(med et suk).
Å nej, vi får nok ta’ til takke med landjorden.
Arnholm.
Nå, der hører vi jo også egentlig hjemme.
Ellida.
Nej, det tror jeg slet ikke, ikke at vi gør.
Arnholm.
Ikke på landjorden?
Faksimile
s. 108
Ellida.
Nej. Jeg tror ikke det. Jeg tror, tror at dersom
menneskene bare fra først af havde vænnet sig
til at leve sit liv på havet, – i havet kanske, –
så vilde vi nu ha’ været ganske anderledes fuld-
komne end vi er. Både bedre og lykkeligere.
Arnholm.
Tror De virkelig det?
Ellida.
Ja, jeg gad vide, vide om vi ikke vilde været det.
Jeg har mangen gang talt med Wangel om dette
her –
Arnholm.
Nå, og han –?
Ellida.
Jo, han mener, det kunde kanske nok være.
Arnholm
(spøgende).
Nå, lad gå. Men sket er sket. Vi er da
altså en gang for alle kommet på gal vej og er
ble’t landdyr istedet for havdyr. Under alle om-
stændigheder er det visst nu for sent at rette på
fejlen.
Ellida.
Ja, der siger De en sørgelig sandhed. Og
Faksimile

s. 109

jeg tror, tror at menneskene aner noget sådant selv.
At de går og bærer på det, som på en lønlig
anger og sorg. De kan tro mig, – deri er det, det
at menneskenes tungsind har sin dybeste grund.
Jo, – tro De mig på det.
Arnholm.
Men, bedste fru Wangel, – jeg har ikke fåt
det indtryk, indtryk at menneskene er så svært tungsindige
endda. Jeg synes tvert imod, imod at de fleste ser
livet så lyst og let – og i en stor, stille, ubevidst
glæde.
Ellida.
Å nej, det er nok ikke så. Den glæden –
den er nok ligesom vor glæde over det lange lyse
sommerdøgn. Den har mindelsen om den kommende
mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som
kaster sin skygge over menneskeglæden, – lige-
som drivskyen kaster sin skygge over fjorden.
Der lå den så blank og blå. Og så med et ét –
Bolette.
Du skulde ikke gi’ dig af med slige triste
tanker nu. Nylig var du jo så glad og så oplivet –
Ellida.
Ja, ja, jeg var jo det. Å, dette her – det
er så dumt af mig. (ser sig urolig om.) Bare Wangel
nu vilde komme her ned. Han lovte mig det så
Faksimile

s. 110

bestemt. Men han kommer jo ikke alligevel. Han
har visst glemt det. Å, kære herr Arnholm, vil
ikke De se til at finde ham for mig?
Arnholm.
Jo, meget gerne.
Ellida.
Sig ham, ham at han endelig må komme straks.
For nu kan jeg ikke se sé ham –
Arnholm.
Ikke se sé ham –?
Ellida.
Å, De forstår mig ikke. Når han ikke er
tilstede, så kan jeg tidt ikke huske, hvorledes han
ser ud. Og så er det, som om jeg rent havde
mistet ham. – Det er så forfærdelig pinligt. Men
gå bare!
( Hun hun driver om henne ved dammen.)
Bolette
(til Arnholm).
Jeg går med Dem. De ved véd jo ikke besked –
Arnholm.
Å hvad. Jeg skal nok –
Bolette
(halvhøjt).
Nej, nej, jeg er urolig. Jeg er ræd, ræd han er
ombord i dampskibet.
Faksimile
s. 111
Arnholm.
Ræd?
Bolette.
Ja, han plejer se, sé om der er bekendte med.
Og så er der jo restauration ombord –
Arnholm.
Ah! Ja kom så.
( Han han og Bolette går ud til venstre.)
(Ellida står en stund og stirrer ned i dammen. Af og tii til taler hun
sagte og afbrudt med sig selv.)
(Udenfor på fodstien bag havegærdet kommer fra venstre en fremmed
rejseklædt mand
. Han har busket rødligt hår og skæg. Skottehue
på hovedet hodet og rejsetaske i en rem over skulderen.)
Den fremmede mand
(går langsomt langs gærdet og spejder ind i haven. Da han får øje
på Ellida, Ellida standser han, ser ufravendt og forskende på hende og
siger dæmpet)
:
God aften, Ellida!
Ellida
(vender sig om og råber):
Å, kære, – kommer du da endelig!
Den fremmede.
Ja, endelig en gang.
Ellida
(ser overrasket og ængstelig på ham).
Hvem er De? Søger De nogen her?
Den fremmede.
Det kan du vel forstå.
Faksimile
s. 112
Ellida
(studser).
Hvad er det! Hvorledes tiltaler De mig!
Hvem ser De efter?
Den fremmede.
Jeg ser da vel efter dig.
Ellida
(farer sammen).
Ah –! (stirrer på ham, tumler tilbage og bryder ud i et
halvkvalt skrig)
: Øjnene! – Øjnene!
Den fremmede.
Nå, – begynder du endelig at dra’ kendsel
på mig? Jeg kendte dig straks, jeg, Ellida.
Ellida.
Øjnene! Se ikke sådan på mig! Jeg skriger
om hjælp!
Den fremmede.
Hys, hys! Vær ikke ræd. Jeg gør dig jo
ikke noget.
Ellida
(holder hånden for øjnene).
Se Sé ikke så på mig, siger jeg!
Den fremmede
(læner sig med armene på havegærdet).
Jeg er kommen med den engelske damperen.
Faksimile
s. 113
Ellida
(skotter sky hen til ham).
Hvad vil De mig?
Den fremmede.
Jeg lovte dig jo at komme igen, så snart jeg
kunde, kunde –
Ellida.
Rejs! Rejs igen! Kom aldrig – aldrig mere
her! Jeg har jo skrevet Dem til, til at alt skulde
være forbi mellem os! Alt sammen! Det véd ved
De jo!
Den fremmede
(uforstyrret, uden at svare).
Jeg vilde gerne kommet til dig før. Men det
kunde jeg ikke. Nu kunde jeg da endelig. Og
så har du mig da, Ellida.
Ellida.
Hvad er det, De vil mig? Hvad er det, De
tænker på? Hvad er det, De er kommet her for?
Den fremmede.
Du kan da vel vide, jeg er kommet for at
hente dig.
Ellida
(viger i rædsel).
Hente mig! Er det det, De tænker på!
8
Faksimile
s. 114
Den fremmede.
Ja, forstår sig.
Ellida.
Men De må jo dog vide, vide at jeg er gift!
Den fremmede.
Ja, det véd ved jeg.
Ellida.
Og så alligevel –! Alligevel så kommer De
her for at – for at – hente mig!
Den fremmede.
Ja vel gør jeg det.
Ellida
(griber sig med begge hænder om hovedet hodet ).
Å, dette forfærdelige –! Å, dette grufulde,
grufulde –!
Den fremmede.
Vil du kanske ikke?
Ellida
(forvildet).
Se Sé ikke sådan på mig!
Den fremmede.
Jeg spør’, spør’ om du ikke vil?
Ellida.
Nej, nej, nej! Jeg vil ikke! Aldrig i evighed!
Faksimile

s. 115

Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg hverken kan eller
vil! (sagtere.) Jeg tør ikke heller.
Den fremmede
(stiger over gærdet og kommer ind i haven).
Ja ja da, Ellida, – så lad mig bare sige dig
én eneste ting, ting før jeg rejser.
Ellida
(vil flygte, flygte men kan ikke. Hun står som lammet af skræk og støtter
sig til en træstamme ved dammen)
.
Rør mig ikke! Kom ikke hid til mig! Ikke
nærmere! Rør mig ikke, siger jeg!
Den fremmede
(varsomt, et par skridt imod hende).
Du får ikke være så ræd for mig, Ellida.
Ellida
(slår hænderne for øjnene).
Sé Se ikke sådan på mig!
Den fremmede.
Bare ikke ræd. Ikke ræd.
(Doktor Wangel kommer gennem haven fra venstre.)
Wangel
(endnu halvvejs inde mellem træerne).
Nå, du har nok ventet dygtig længe på mig.
Ellida
(styrter hen til ham, klynger sig fast til hans arm og råber):
Å, Wangel, – frels mig! Frels mig du –
om du kan!
8*
Faksimile
s. 116
Wangel.
Ellida, – hvad i guds Guds navn –!
Ellida.
Frels mig, Wangel! Ser du ham da ikke?
Der borte står han jo!
Wangel
(ser derhen).
Den mand der? (går nærmere.) Må jeg spørge,
– hvem er De? Og hvorfor kommer De her
ind i haven?
Den fremmede
(tyder med et nik mod Ellida).
Jeg vil tale med hende der.
Wangel.
Ja så. Så var det vel Dem –? (til Ellida.) Jeg
hører, der har været en fremmed mand inde i
gården og spurt spurgt efter dig.
Den fremmede.
Ja, det var mig.
Wangel.
Og hvad vil De så min hustru? (vender sig.)
Kender du ham, Ellida?
Ellida
(sagte, vrider hænderne).
Å, om jeg kender ham! Ja, ja, ja!
Faksimile
s. 117
Wangel
(hurtigt).
Nu!
Ellida.
Å, det er jo ham, Wangel! Det er ham
selv! Ham, som du véd –!
Wangel.
Hvad! Hvad er det, det du siger! (vender sig.) Er
De den Johnston, som engang –?
Den fremmede.
Nå, – De kan jo kalde mig Johnston. Gerne
for mig. For resten heder jeg ikke så.
Wangel.
Ikke det?
Den fremmede.
Ikke nu længer, nej.
Wangel.
Og hvad kan De så ville min hustru? Ja,
for De véd ved jo altså, altså at fyrforvalterens datter er
gift for længe siden. Og hvem hun er gift med,
det må De jo også vide.
Den fremmede.
Det har jeg nu vidst i over tre år.
Faksimile
s. 118
Ellida
(spændt).
Hvorledes fik De vide det?
Den fremmede.
Jeg var på vejen hjem til dig. Så kom jeg
over en gammel avis. Det var et blad her fra
disse kanter. Og i det stod der om vielsen.
Ellida
(ser hen for sig).
Vielsen –. Altså det var det –
Den fremmede.
Det tog mig så underligt. For det med
ringene, – det var jo også en vielse, Ellida.
Ellida
(slår hænderne for ansigtet).
Åh –!
Wangel.
Hvor tør De –!
Den fremmede.
Havde du glemt det?
Ellida
(føler hans blik og bryder ud).
Stå ikke og se sé således på mig!
Faksimile
s. 119
Wangel
(stiller sig foran ham).
De har at vende Dem til mig og ikke til
hende. Altså, kort og godt, – når De nu kender
forholdene, – hvad har De så egentlig her at
gøre? Hvorfor kommer De hid og søger min
hustru op?
Den fremmede.
Jeg havde lovet Ellida at komme til hende
så snart jeg kunde.
Wangel.
Ellida –! Nu igen!
Den fremmede.
Og Ellida havde lovet mig så sikkert at bie
på mig, mig til jeg kom.
Wangel.
Jeg hører, De kalder min hustru ved fornavn.
Den slags fortrolighed bruges ikke her hos os.
Den fremmede.
Jeg véd ved godt det. Men da hun nu først og
fremst hører mig til –
Wangel.
Dem! Fremdeles –!
Faksimile
s. 120
Ellida
(viger bag Wangel).
Åh –! Han slipper mig aldrig!
Wangel.
Dem! Siger De, De at hun hører Dem til!
Den fremmede.
Har hun fortalt Dem noget om to fingerringe?
Min ring og Ellidas?
Wangel.
Ja vel. Men hvad så? Hun gjorde det jo
siden forbi igen. De har jo fåt hendes breve.
De véd det altså selv.
Den fremmede.
Både Ellida og jeg var enige om, om at dette
med ringene skulde stå ved magt og gælde så
fuldt og godt som en vielse.
Ellida.
Men jeg vil ikke, hører De jo! Aldrig i
verden vil jeg vide noget af Dem mere! Sé Se ikke
således på mig! Jeg vil ikke, siger jeg!
Wangel.
De må være en forstyrret mand, dersom De
tror, De kan komme her og bygge nogen ret på
slige barnestreger.
Faksimile
s. 121
Den fremmede.
Det er sandt. Nogen ret, – i den mening,
som De tar det, – det har jeg jo slet ikke.
Wangel.
Men hvad vil De så gøre? De bilder Dem
da vel aldrig ind, ind at De kan ta’ hende fra mig
med magt! Mod hendes egen vilje!
Den fremmede.
Nej. Hvad skulde det være godt for? Vil
Ellida være med mig, så må hun rejse frivillig.
Ellida
(studser og bryder ud).
Frivillig –!
Wangel.
Og det kunde De tænke Dem –!
Ellida
(hen for sig).
Frivillig –!
Wangel.
De må være sindsforvirret. Gå Deres vej!
Vi har ikke noget mere med Dem at skaffe.
Den fremmede
(ser på sit uhr).
Det er snart på tiden for mig at komme
Faksimile

s. 122

ombord igen. (et skridt nærmere.) Ja, ja, Ellida, – nu
har jeg altså gjort min skyldighed. (atter nærmere.)
Jeg har holdt det ord, jeg gav dig.
Ellida
(bønligt, viger tilside).
Å, rør mig ikke!
Den fremmede.
Og så får Du du betænke dig til imorgen nat –
Wangel.
Her er ingen ting at betænke. Se Sé til, at De
kommer ud!
Den fremmede
(fremdeles til Ellida).
Nu går jeg med damperen indover i fjorden.
Imorgen nat kommer jeg altså igen. Og så ser
jeg indom til dig. Du får vente på mig her i
haven. For jeg vil helst gøre den sagen af med
dig alene, forstår du.
Ellida
(sagte og bævende).
Å, hører du det, Wangel!
Wangel.
Vær bare rolig. Det besøg skal vi nok vide
at forhindre.
Den fremmede.
Farvel da så længe, Ellida. Imorgen nat altså.
Faksimile
s. 123
Ellida
(bønfaldende).
Å nej, nej, – kom ikke imorgen nat! Kom
aldrig mere igen!
Den fremmede.
Og skulde du til den tid bli’ til sinds at
følge med over havet –
Ellida.
Å, sé se da ikke sådan på mig!
Den fremmede.
Jeg mener bare, bare at så får du holde dig rejse-
færdig.
Wangel.
Gå op i huset, Ellida.
Ellida.
Jeg kan ikke. Å, hjælp mig! Frels mig,
Wangel!
Den fremmede.
For du må vel tænke på den ting, ting at rejser
du ikke med mig imorgen, så er det hele ude.
Ellida
(ser bævende på ham).
Er så det hele ude? For bestandig –?
Faksimile
s. 124
Den fremmede
(med et nik).
Kan aldrig gøres om igen da, Ellida. Jeg
kommer aldrig mere til disse lande. Du får aldrig
se sé mig mere. Aldrig høre fra mig heller. Da er
jeg som død og borte fra dig for bestandig.
Ellida
(ånder uroligt).
Åh –!
Den fremmede.
Tænk altså nøje over, hvad du gør. Farvel.
(går hen og stiger over gærdet, standser og siger:) Ja, Ellida,
– hold dig så rejsefærdig til imorgen nat. For
da kommer jeg her og henter dig.
( Han han går langsomt og rolig henad fodstien ud til højre.)
Ellida
(ser en stund efter ham).
Frivillig, sa’ han! Tænk, – han sa’, at fri-
villig skulde jeg rejse med ham.
Wangel.
Vær bare sindig. Nu er han jo borte. Og
du skal aldrig få se sé ham mere.
Ellida.
Å, hvor kan du da sige det? Han kommer
jo igen imorgen nat.
Faksimile
s. 125
Wangel.
Lad ham komme. Dig skal han i alle fald
ikke mødes med.
Ellida
(ryster på hovedet hodet ).
Å, Wangel, tro aldrig, aldrig at du kan hindre ham.
Wangel.
Jo, kære, – lid du bare på mig.
Ellida
(grublende, uden at høre på ham).
Når han nu har været her – imorgen nat –?
Og når han så er rejst over havet med damp-
skibet –?
Wangel.
Ja, hvad så?
Ellida.
Gad vide, vide om han da aldrig – aldrig mere
kommer?
Wangel.
Nej, kære Ellida, det kan du visst være ganske
tryg for. Hvad skulde han vel gøre her bagefter
dette? Nu har han jo fåt høre af din egen mund, mund
at du slet ikke vil vide af ham. Dermed er den
sag forbi.
Ellida
(hen for sig).
Imorgen altså. Eller aldrig.
Faksimile
s. 126
Wangel.
Og skulde han end finde på at komme her
igen –
Ellida
(spændt).
Hvad så –?
Wangel.
Da står det jo i vor magt at gøre ham
uskadelig. uskadelig
Ellida.
Å, tro ikke det.
Wangel.
Det står i vor magt, siger jeg! Kan du
ikke få fred for ham på anden måde, så skal han
komme til at bøde for drabet på kaptejnen.
Ellida
( hæftigt heftigt ).
Nej, nej, nej! Aldrig det! Vi véd ingen
ting om drabet på kaptejnen! Slet ingen ting!
Wangel.
Véd vi ikke! Han har jo selv tilståt det
for dig!
Ellida.
Nej, ingen ting om dette! Siger du noget,
så nægter jeg det. Ikke spærre ham inde! Han
Faksimile

s. 127

hører til ude på det åbne hav. Der ude hører
han til.
Wangel
(ser på hende og siger langsomt).
Ah, Ellida, – Ellida!
Ellida
(klynger sig voldsomt op til ham).
Å, kære, trofaste, – frels mig for den mand!
Wangel
(gør sig læmpeligt løs).
Kom! Kom med mig!
(Lyngstrand og Hilde, begge med fiskeredskaberne, kommer frem
fra højre ved dammen.)
Lyngstrand
(går hurtig hen til Ellida).
Å nej, frue, nu skal De høre noget mærkeligt!
Wangel.
Hvad er det?
Lyngstrand.
Tænk, – vi har sét set amerikaneren!
Wangel.
Amerikaneren?
Hilde.
Ja, jeg så ham også.
Faksimile
s. 128
Lyngstrand.
Han gik op bag om haven og så ombord i
det store engelske dampskibet.
Wangel.
Hvor kender De den mand fra?
Lyngstrand.
Jeg har faret til sjøs med ham en gang.
Jeg trode så visst, visst at han var druknet. Og så er
han ganske levendes.
Wangel.
Véd De noget nærmere om ham?
Lyngstrand.
Nej. Men han er visst kommet for at hævne
sig på sin troløse sjømandskone.
Wangel.
Hvad er det De siger?
Hilde.
Lyngstrand vil bruge ham til at lave et kunst-
værk af.
Wangel.
Jeg begriber ikke et ord –
Ellida.
Du skal få høre det siden.
(Arnholm og Bolette kommer fra venstre på fodstien udenfor have-
gærdet.)
Faksimile
s. 129
Bolette
(til dem i haven).
Kom her og sé se ! Nu går den engelske dam-
peren indover fjorden.
(Et stort dampskib glider langsomt forbi i nogen frastand.)
Lyngstrand
(til Hilde henne ved havegærdet).
Inat I nat kommer han visst over hende.
Hilde
(nikker).
Over den troløse sjømandskonen, – ja.
Lyngstrand.
Tænk, – ved midnats tider.
Hilde.
Jeg synes, det må bli’ spændende.
Ellida
(ser efter skibet).
Imorgen altså –
Wangel.
Og så aldrig mere.
Ellida
(sagte og bævende).
Å, Wangel, – frels mig for mig selv!
9
Faksimile
s. 130
Wangel
( ser sér angstfuldt på hende).
Ellida! Jeg aner det, – her er noget bagved.
Ellida.
Det dragende er bagved.
Wangel.
Det dragende –?
Ellida.
Den mand er som havet.
( Hun hun går langsomt og grublende gennem haven ud til venstre.
Wangel går urolig ved siden af og iagttager hende forskende.)

Faksimile
FJERDE AKT.

(Doktor Wangels havestue. Døre til højre og venstre. I bag-
grunden mellem begge vinduerne åben glasdør ud til verandaen.
Nedenfor denne ses sés en del af haven. Sofa med bord foran til venstre.
Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt
på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende
rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.)
(Inde i stuen ved bordet til venstre sidder Bolette i sofaen,
beskæftiget med et broderi. Lyngstrand sidder på en stol ved den
øvre ende af bordet. Nede i haven sidder Ballested og maler.
Hilde står ved siden af og ser sér på ham.)
Lyngstrand
(med armene på bordet, sidder en stund i taushed og ser sér på hvorledes
Bolette arbejder)
.
Det må visst være svært vanskeligt at sy slig
en bord, frøken Wangel.
Bolette.
Å nej. Det nej, det er ikke så vanskeligt. Når en
bare passer på at tælle rigtig –
Lyngstrand.
Tælle? Må De tælle også?
Bolette.
Ja, stingene. Se her.
9*
Faksimile
s. 132
Lyngstrand.
Rigtig, ja! Tænk bare! Det er jo næsten som
en slags kunst. Kan De tegne også?
Bolette.
Å ja, når jeg har mønster for mig.
Lyngstrand.
Ikke ellers?
Bolette.
Nej, ellers ikke.
Lyngstrand.
Så er det ikke rigtig kunst alligevel.
Bolette.
Nej, det er jo mest sådan – håndfærdighed.
Lyngstrand.
Men jeg tror nu, nu at De kanske kanské kunde lære
kunst.
Bolette.
Når jeg ikke har noget anlæg?
Lyngstrand.
Alligevel. Hvis De bestandig kunde få være
sammen med en rigtig ægte kunstner –
Bolette.
Tror De, jeg så kunde lære af ham?
Faksimile
s. 133
Lyngstrand.
Ikke sådan lære på almindelig måde. Men
jeg tror, det vilde komme over Dem lidt efter lidt.
Ligesom ved et slags underværk, frøken Wangel.
Bolette.
Det var underligt.
Lyngstrand
(lidt efter).
Har De tænkt nærmere –? Jeg mener –
om De har tænkt sådan dybere og alvorligt over
ægteskabet, frøken?
Bolette
(ser flygtig på ham).
Over –? Nej.
Lyngstrand.
Jeg har.
Bolette.
Så? Har De det.
Lyngstrand.
Jaha, – jeg tænker svært ofte over slige ting.
Mest over ægteskabet. Og så har jeg jo læst om
det i adskillige bøger også. Jeg tror, tror at ægte-
skabet må være ligesom et slags underværk at
regne for. At kvinden sådan efterhånden forvandler
sig over til at bli’ sin mand lig.
Faksimile
s. 134
Bolette.
Får hans interesser, mener De?
Lyngstrand.
Ja, netop det!
Bolette.
Nå, men hans evner da? Og hans anlæg og
hans færdigheder?
Lyngstrand.
Hm, ja, – jeg gad vide, om ikke alt det
også –
Bolette.
Så tror De kanske også, at det, som en mand
har læst sig til – eller tænkt sig til, – det
skulde også kunne gå over på hans hustru?
Lyngstrand.
Det også, ja. Lidt efter lidt. Ligesom ved
et underværk. Men jeg véd nok, nok at sligt bare
kan ske ské i et ægteskab, som er trofast og kærligt
og rigtig lykkeligt.
Bolette.
Er det aldrig faldet Dem ind, ind at en mand
kanské kanske også kunde drages således over i sin hustru?
Bli’ hende lig, mener jeg.
Faksimile
s. 135
Lyngstrand.
En mand? Nej, det har jeg ikke tænkt mig.
Bolette.
Men hvorfor ikke lige så godt det ene som
det andet?
Lyngstrand.
Nej, for en mand har jo et kald at leve for.
Og det er det, som gør en mand så stærk og
fast, frøken Wangel. Han har et livskald, han.
Bolette.
Hver eneste en?
Lyngstrand.
Å nej. Jeg tænker nu nærmest på kunst-
neren.
Bolette.
Synes De, De det er rigtigt af en kunstner, kunstner at
han går hen og gifter sig?
Lyngstrand.
Ja, det synes jeg da. Når han kan finde
nogen, som han holder inderlig af, så –
Bolette.
Alligevel. Jeg tænker mig, mig at han helst
skulde leve bare for sin kunst alene.
Faksimile
s. 136
Lyngstrand.
Ja vel skal han det. Men det kan han jo
så godt gøre, om han også gifter sig.
Bolette.
Nå, men hun da?
Lyngstrand.
Hun? Hvorledes –?
Bolette.
Hun, som han gifter sig med. Hvad skal
hun så leve for?
Lyngstrand.
Hun skal også leve for hans kunst. Jeg
synes, synes at en kvinde måtte føle sig så inderlig
lykkelig ved det.
Bolette.
Hm, – jeg véd ikke rigtig –
Lyngstrand.
Jo, frøken, det kan De tro. Det er ikke
bare al den ære og anseelse, som hun nyder for
hans skyld –. For det synes jeg næsten er det
mindste at regne for. Men det, at hun får hjælpe
ham til at skabe, – at hun kan lette arbejdet
for ham ved at være om ham og hygge for ham
og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig for-
Faksimile

s. 137

nøjeligt. Det synes jeg måtte være så rent dejligt
for en kvinde.
Bolette.
Å, De véd ikke selv, hvor egenkærlig De er!
Lyngstrand.
Er jeg egenkærlig! Nå, du store gud Gud –!
Å, dersom De bare kendte mig lidt bedre, end
De gør – gør –. (bøjer sig nærmere hen til hende.) Frøken Wan-
gel, – når jeg nu engang er borte, – og borte –. Og det er
er[HIS: 1. utg., dittografi ved linjeskift] er jeg jo snart –
Bolette
(ser deltagende på ham).
Men begynd da ikke at tro noget så trist.
Lyngstrand.
I grunden er det nu ikke så svært trist,
synes jeg.
Bolette.
Hvorledes mener De da?
Lyngstrand.
Jeg rejser jo om en måneds tid. Herfra
først. Og siden så går jeg jo altså ned til de
sydlige lande.
Bolette.
Ah, således. Ja vel.
Faksimile
s. 138
Lyngstrand.
Vil De da en gang imellem tænke på mig,
frøken?
Bolette.
Ja, det vil jeg gerne.
Lyngstrand
(glad).
Nej, lover De mig det!
Bolette.
Ja, det lover jeg.
Lyngstrand.
Helligt og dyrt, frøken Bolette?
Bolette.
Helligt og dyrt. (slår om.) Å, men hvad skal
det egentlig til, dette her! Det fører jo dog ikke
til nogen verdens ting.
Lyngstrand.
Hvor kan De da sige det! For mig vilde
det være så dejligt at vide, vide at De gik her hjemme
og tænkte på mig.
Bolette.
Nå, men hvad så videre?
Lyngstrand.
Ja, noget videre véd jeg jo ikke sådan rigtig –
Faksimile
s. 139
Bolette.
Ikke jeg heller. Der står jo så meget i vejen.
Al verdens ting står i vejen, synes jeg.
Lyngstrand.
Å, der kunde vel ské ske et eller andet under-
værk. En lykkelig tilskikkelse af skæbnen –
eller sligt noget. For jeg tror nu det, det at jeg har
lykken med mig.
Bolette
(levende).
Ja, ikke sandt! Tror De ikke det!
Lyngstrand.
Jo, det tror jeg så fuldt og fast. Og så –
om nogen år – når jeg kommer hjem igen som
en navnkundig billedhugger og i gode kår og i
sundhedens fylde –
Bolette.
Ja, ja visst. Det vil vi håbe, håbe at De gør.
Lyngstrand.
Det kan De så trygt håbe. Bare De tænker
trofast og varmt på mig, mig mens jeg er ude i de
sydlige lande. Og det har jeg jo nu Deres ord for.
Bolette.
Det har De. (ryster på hovedet hodet .) Men det fører
visst ikke til noget alligevel.
Faksimile
s. 140
Lyngstrand.
Jo, frøken Bolette, det vil da i det mindste
føre til det, at så får jeg arbejde så meget des
lettere og fortere på mit kunstværk.
Bolette.
Tror De altså det?
Lyngstrand.
Ja, det føler jeg indvendig. Og jeg synes
da, det måtte være så oplivendes for Dem også
– her i det afsides – når De vidste med Dem
selv, selv at De ligesom hjalp mig med at skabe.
Bolette
(ser på ham).
Nå, – men De, på Deres side da?
Lyngstrand.
Jeg –?
Bolette
(ser ud mod haven).
Hys! Lad os tale om noget andet. For der
kommer overlæreren.
(Overlærer Arnholm ses sés nede i haven fra venstre. Han standser og
taler med Ballested og Hilde.)
Lyngstrand.
Holder De af Deres gamle lærer, frøken Bo-
lette?
Faksimile
s. 141
Bolette.
Om jeg holder af ham?
Lyngstrand.
Ja, jeg mener, om De synes godt om ham?
Bolette.
Å ja, det gør jeg. For han er svært bra’ at
ha’ til ven og rådgiver sådan. – sådan –. Og så er han
altid så hjælpsom, når han kan.
Lyngstrand.
Men er ikke det underligt, underligt at han ikke har
giftet sig?
Bolette.
Synes De, det er så underligt?
Lyngstrand.
Ja. For han er jo en velhavendes mand,
siger de.
Bolette.
Han skal nok være det. Men det har vel
ikke været så let for ham at finde nogen, som
vilde ha’ ham, kan jeg tro.
Lyngstrand.
Hvorfor det da?
Bolette.
Å, han har jo været lærer for næsten alle
de unge piger, som han kender. Det siger han selv.
Faksimile
s. 142
Lyngstrand.
Ja, hvad skulde det gøre?
Bolette.
Men, herre gud Herregud , man gifter sig da ikke med
én en , som har været ens lærer!
Lyngstrand.
Tror De ikke, ikke at en ung pige kunde elske
sin lærer?
Bolette.
Ikke efter at hun er ble’t rigtig voksen.
Lyngstrand.
Nej – tænk det!
Bolette
(advarende).
Så, så, så!
(Ballested har imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem
ud til højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på ve-
randaen varandaen og kommer ind i stuen.)
Arnholm.
God morgen, min kære Bolette. God morgen,
herr – herr – hm!
( Han han ser misfornøjet ud og nikker koldt til Lyngstrand, som rejser
sig og bukker.)
Bolette
(står op og går hen til Arnholm).
God morgen, herr overlærer.
Faksimile
s. 143
Arnholm.
Hvorledes står her til idag?
Bolette.
Jo tak, bra’.
Arnholm.
Er Deres stedmor kanske i bad idag også?
Bolette.
Nej, hun er oppe på sit værelse.
Arnholm.
Ikke rigtig rask?
Bolette.
Jeg véd ved ikke. For hun har lukket sig inde.
Arnholm.
Hm, – har hun det?
Lyngstrand.
Fru Wangel blev nok svært alteret altereret over den
amerikaneren igår.
Arnholm.
Hvad véd De De om det?
Lyngstrand.
Jeg fortalte fruen, fruen at jeg havde set ham gå
levendes bagom haven.
Faksimile
s. 144
Arnholm.
Åh Ah , således.
Bolette
(til Arnholm).
De og far blev visst siddende længe oppe inat.
Arnholm.
Ja, temmelig længe. Vi kom til at tale om
noget alvorligt.
Bolette.
Fik De tale lidt med ham om mig og mine
sager også?
Arnholm.
Nej, kære Bolette. Jeg kom ikke til. For
han var så helt inde på noget andet.
Bolette
(sukker).
Ak ja, – det er han altid.
Arnholm
(ser betydningsfuldt på hende).
Men siden idag så skal jo vi to tale nærmere
om de ting. – Hvor er Deres far nu? Kanske
ikke hjemme?
Bolette.
Jo. Han må visst være nede på kontoret.
Nu skal jeg hente ham her op.
Faksimile
s. 145
Arnholm.
Nej tak. Gør ikke det. Jeg vil heller gå
ned til ham.
Bolette
(lytter mod venstre).
Vent lidt, herr overlærer. Der tror jeg far
kommer i trappen. Ja. Han har nok været
ovenpå og set sét til hende.
(Doktor Wangel kommer ind gennem døren til venstre.)
Wangel
(rækker Arnholm hånden).
Nå, kære ven, – er De allerede der? Det
var snilt, snilt at De kom så tidligt. For jeg vil gerne
tale noget mere med Dem.
Bolette
(til Lyngstrand).
Skal vi kanske gå lidt ned i haven til Hilde?
Lyngstrand.
Ja, så svært gerne det, frøken.
( Han han og Bolette går ned i haven og ud mellem træerne i baggrunden.)
Arnholm,
(som har fulgt dem med øjnene, vender sig til Wangel).
Kender De noget nærmere til den unge manden?
Wangel.
Nej, slet ikke.
10
Faksimile
s. 146
Arnholm.
Men synes De så om, om at han går og driver
så meget med småpigerne?
Wangel.
Gør han da det? Det har jeg såmæn ikke
lagt mærke til.
Arnholm.
Sligt burde De dog ha’ et lidet øje med,
synes jeg.
Wangel.
Ja, De har visst ret i det. Men, herre gud Herregud ,
hvad skal jeg arme mand gøre? Småpigerne er
nu ble’t så vante til at skøtte sig selv. De lar
sig ikke sige, hverken af mig eller af Ellida.
Arnholm.
Ikke af hende heller?
Wangel.
Nej. Og for resten så kan jeg jo ikke for-
lange, forlange at hun skal blande sig op i sligt noget.
Det ligger slet ikke for hende. (afbrydende.) Men
det var jo ikke det, vi skulde tale om. Sig mig
så, – har De tænkt videre over sagen? Over
alt dette her, som jeg fortalte Dem?
Arnholm.
Jeg har ikke tænkt på andet lige siden vi
skiltes inat.
Faksimile
s. 147
Wangel.
Og hvad mener De da, da at der er her at gøre?
Arnholm.
Kære doktor, jeg synes, synes at De som læge må
vide det bedre end jeg.
Wangel.
Å, dersom De bare vidste, hvor vanskeligt
det er for en læge at dømme rigtigt om en syg,
som han holder inderlig af! Og dette her er jo
ikke nogen almindelig sygdom heller. Her hjælper
ingen almindelig læge, – og ingen almindelige
lægemidler.
Arnholm.
Hvorledes har hun det idag?
Wangel.
Jeg var nu netop oppe hos hende og da
forekom hun mig ganske rolig. Men bag alle
hendes stemninger ligger der noget dulgt, som det
er mig umuligt at komme på det rene med. Og
så er hun jo så foranderlig, – så uberegnelig,
– så pludselig vekslende.
Arnholm.
Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.
Wangel.
Ikke alene. I sin dybeste grund er det
10*
Faksimile

s. 148

hende medfødt. Ellida hører til havfolket. Det
er sagen.
Arnholm.
Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?
Wangel.
Har De ikke lagt mærke til, til at de men-
nesker der ude ved det åbne hav er ligesom et
folk for sig selv? Det er næsten som om de
leved havets eget liv. Der er bølgegang – og
ebbe og flod også – både i deres tænkning og i
deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig om-
plante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før.
Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’
hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!
Arnholm.
Er De kommen til den mening nu?
Wangel.
Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’
sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste
jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme
til orde i mig. For jeg holdt jo så meget så af
hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst
på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var
jeg dengang!
Arnholm.
Hm, – enhver mand er visst lidt egenkærlig
Faksimile

s. 149

under de omstændigheder. For resten så har jeg
aldrig mærket noget til den lyde hos Dem, doktor
Wangel.
Wangel
(driver urolig om på gulvet).
Å jo! Og jeg har været det sidenefter også.
Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg
burde ha’ været for hende som en far – og en
vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for
at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det
er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har
ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg
vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men
så blev det jo værre og værre med hende. Og
jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde
på. (sagtere.) Derfor var det, det at jeg i min vånde
skrev til Dem og bad Dem komme til os.
Arnholm
(ser forbauset på ham).
Hvad for noget! Var det derfor, derfor at De skrev?
Wangel.
Ja. Men lad Dem ikke mærke med det.
Arnholm.
Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn
vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.
Wangel.
Nej, det er så rimeligt. For jeg var ledet
Faksimile

s. 150

på vildspor. Jeg trode, trode at Ellidas hjerte havde
hængt ved Dem engang. At det lønligt hang en
smule ved Dem endnu. At det kanske vilde gøre
hende godt at få sé se Dem igen og få tale med
Dem om hjemmet og om gamle dage.
Arnholm.
Det var altså Deres hustru, De mente, da De
skrev, skrev at her gik en og vented på mig og – og
kanske længted efter mig!
Wangel.
Ja, hvem ellers?
Arnholm
(hurtigt).
Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod
det ikke.
Wangel.
Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent
på vildspor.
Arnholm.
Og De siger om Dem selv, selv at De er egen-
kærlig!
Wangel.
Å, jeg havde jo så stor en skyld at bøde
på. Jeg syntes ikke, ikke jeg turde vrage noget middel,
når det kanske kunde lette hendes sind en smule.
Faksimile
s. 151
Arnholm.
Hvorledes forklarer De nu egentlig den magt,
som denne fremmede mand øver over hende?
Wangel.
Hm, kære ven, – der turde være sider ved
den sag, som ikke lar sig forklare.
Arnholm.
Noget, som i og for sig er uforklarligt, mener
De? Aldeles uforklarligt?
Wangel.
I alle fald uforklarligt indtil videre.
Arnholm.
Tror De da på noget sådant?
Wangel.
Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare
véd ikke. Derfor lar jeg det stå hen.
Arnholm.
Ja, men sig mig nu én ting. Denne hendes
underlige, uhyggelige påstand om, om at barnets øjne –?
Wangel
(ivrig).
Det med øjnene tror jeg aldeles slet aldeles ikke på!
Jeg vil ikke tro på sligt noget! Det må være den
pure indbildning af hende. Ikke noget andet.
Faksimile
s. 152
Arnholm.
La’ De mærke til mandens øjne, øjne da De så
ham igår?
Wangel.
Ja visst gjorde jeg det.
Arnholm.
Og De fandt ikke nogen slags lighed?
Wangel
(undvigende).
Hm, – herre gud Herregud , hvad skal jeg svare? Det
var jo ikke ganske lyst, lyst da jeg så ham. Og des-
uden så havde jo Ellida talt så meget om denne
ligheden i forvejen –. Jeg véd ved slet ikke, ikke om jeg
var i stand til at se sé ganske uhildet på ham.
Arnholm.
Nej, nej, det kan så være. Men så det andet
da? At al denne angst og uro kom over hende
netop på den tid, da dette fremmede menneske
lader til at ha’ været på hjemrejsen?
Wangel.
Ja, ser sér De, – det er også noget, som hun
må ha’ digtet og drømt sig ind i siden i forgårs.
Det kom aldeles ikke så pludselig – med én
gang – over hende, som hun nu påstår. Men
siden hun hørte af denne unge Lyngstrand, Lyngstrand at
Faksimile

s. 153

Johnston – eller Friman – eller hvad han nu
heder, – at han var på hidrejsen for tre år siden
– i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, nu
at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme selv samme
måned.
Arnholm.
Gjorde den da ikke det?
Wangel.
Ikke på nogen måde. Der har været spor
og tegn at påvise længe før den tid. – Rigtignok
kom det – tilfældigvis – netop i Marts måned
for tre år siden til et temmelig voldsomt udbrud
hos hende –
Arnholm.
Altså dog –!
Wangel.
Ja, men det lar sig ganske simpelt hen for-
klare af den tilstand – de omstændigheder, –
som hun netop på den tid befandt sig i.
Arnholm.
Altså tegn imod tegn.
Wangel
(knuger hænderne).
Og så ikke kunne hjælpe hende! Ikke vide
sin sine arme råd! Ikke øjne noget som helst middel –!
Faksimile
s. 154
Arnholm.
Om De nu kunde beslutte Dem til at skifte
opholdssted? Flytte andetsteds hen? Så hun kunde
få leve under forholde, som arted sig hjemligere
for hende?
Wangel.
Å, kære, – tror De ikke, ikke jeg har tilbudt
hende det også! også? Jeg har foreslåt, foreslåt at vi skulde
flytte ud til Skjoldviken. Men hun vil ikke.
Arnholm.
Ikke det heller?
Wangel.
Nej. For hun tror ikke, ikke der vilde være nogen
nytte i det. Og det kan hun jo kanske ha’ ret
i også.
Arnholm.
Hm, – siger De det?
Wangel.
Ja, og så desuden, – når jeg tænker mig
nærmere om, – så véd jeg virkelig ikke, hvor-
ledes jeg skulde kunne sætte det i værk. For
jeg synes næsten ikke, ikke jeg kan forsvare for små-
pigernes skyld at flytte ud til slig en afkrog.
De må jo dog leve på et sted, hvor der i det
mindste er nogen udsigt til at få dem forsørget
en gang.
Faksimile
s. 155
Arnholm.
Forsørget? Tænker De allerede så meget
det?
Wangel.
Ja, herre gud Herregud , – jeg må da tænke på det
også! Men så – på den anden side igen –
hensynet til min stakkers syge Ellida –! Å,
kære Arnholm, – jeg står virkelig – på mange
måder – som midt imellem ild og vand!
Arnholm.
For Bolette behøver De kanske ikke at være
så særdeles bekymret – (afbrydende.) Jeg gad vide,
hvor hun – hvor de er gåt hen?
( Han han går op til den åbne dør og ser ud.)
Wangel
( henover mod henne ved pianoet).
Å, jeg skulde så gerne bringe hvad offer det
end var – for dem alle tre. – Bare jeg vidste noget.
(Ellida kommer ind gjennem gennem døren til venstre.)
Ellida
(hurtig til Wangel).
Gå endelig ikke ud i formiddag!
Wangel.
Nej, nej visst. Jeg blir hjemme hos dig.
(tyder mod Arnholm, som nærmer sig.) Men vil du ikke
hilse på vor ven?
Faksimile
s. 156
Ellida
(vender sig).
Å, er De der, herr Arnholm! (rækker ham hånden.)
Godmorgen.
Arnholm.
Godmorgen, frue. Nå frue, Nå , altså ikke i bad idag
ligesom ellers?
Ellida.
Nej, nej, nej! Der kan ikke være tale om
det idag. Men kanske kanské De vil sidde ned et lidet
øjeblik?
Arnholm.
Nej, mange tak, – ikke nu. (ser hen på Wangel.)
Jeg lovte småpigerne at komme ned til dem i
haven.
Ellida.
Ja, gud Gud véd, ved om De træffer dem i haven.
Jeg har aldrig rede på, hvor de færdes.
Wangel.
Å jo, de holder visst til nede ved dammen.
Arnholm.
Nå, jeg skal sagtens nok komme på spor
efter dem.
( Han han nikker og går over verandaen ud i haven til højre.)
Ellida.
Hvad er klokken, Wangel?
Faksimile
s. 157
Wangel
(ser på sit uhr). [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Den er nu lidt over elleve.
Ellida.
Lidt over. Og klokken elleve – halv tolv
inat kommer dampskibet. Å, når jeg bare havde
overståt det!
Wangel
(går nærmere hen til hende).
Kære Ellida, – der er en ting, jeg gerne
vilde spørge dig om.
Ellida.
Hvad er det for noget?
Wangel.
I forgårs aftes – der oppe på «Udsigten» –
sa’ du, at i de sidste tre år havde du så ofte
set ham lys-levende lys levende for dig.
Ellida.
Ja, det har jeg også. Det må du tro mig på.
Wangel.
Nå, men hvorledes så du ham da?
Ellida.
Hvorledes jeg så ham?
Faksimile
s. 158
Wangel.
Jeg mener, – hvorledes syntes du, du han så
ud, ud når du trode, trode at du så ham for dig?
Ellida.
Men, kære Wangel, – du véd jo nu selv,
hvorledes han ser ud.
Wangel.
Så han også således ud i dine forestillinger?
Ellida.
Ja, det gjorde han da.
Wangel.
Netop således, som du igår aftes så ham i
virkeligheden?
Ellida.
Ja, netop således.
Wangel.
Nå, men hvoraf kom det da, da at du ikke straks
kendte ham igen?
Ellida
(studser).
Gjorde jeg ikke det?
Wangel.
Nej. Du sa’ selv siden, at i førstningen vidste
du slet ikke, hvem den fremmede manden var.
Faksimile
s. 159
Ellida
(slået).
Ja, jeg tror virkelig, du har ret! Synes du
ikke, det var besynderligt, Wangel? Tænk, – at
jeg ikke straks kendte ham!
Wangel.
Det var bare på øjnene, sa’ du –
Ellida.
Å ja, – øjnene! Øjnene!
Wangel.
Nå, – men oppe på «Udsigten» sa’ du, du at han
altid viste sig for dig, slig, som han var, var da I
skiltes. Der ude for ti år siden.
Ellida.
Sa’ jeg det?
Wangel.
Ja.
Ellida.
Så har han vel dengang set ud omtrent
som nu.
Wangel.
Nej. Du gav en ganske anden skildring af
ham i forgårs på hjemvejen. For ti år siden var
han uden skæg, sa’ du. Ganske anderledes klædt
Faksimile

s. 160

var han også. Og så brystnålen med perlen i –?
Den havde jo slet ikke manden igår.
Ellida.
Nej, den havde han ikke.
Wangel
(ser forskende på hende).
Tænk dig altså lidt om, kære Ellida. Eller
– kan du kanske ikke længer huske, hvorledes
han så ud, da han stod med dig på Bratt-
hammeren?
Ellida
(eftertænkende, lukker øjnene en stund).
Ikke ganske tydeligt. Nej, – idag kan jeg
det slet ikke. Er ikke det besynderligt?
Wangel.
Ikke så besynderligt endda. Der er nu trådt
et nyt virkelighedsbillede frem for dig. Og det
skygger for det gamle, – så du ikke længer kan
sé se det.
Ellida.
Tror du det, Wangel?
Wangel.
Ja. Og det skygger for dine syge forestillinger
også. Derfor er det godt, godt at virkeligheden kom.
Ellida.
Godt! Siger du, du at det er godt?
Faksimile
s. 161
Wangel.
Ja. Det, at den kom, – det tør bli’ helsebod
for dig.
Ellida
(sætter sig i sofaen).
Wangel, – kom og sæt dig hos mig her.
Jeg må sige dig alle mine tanker.
Wangel.
Ja, gør det, kære Ellida.
( Han han sætter sig på en stol ved den anden side af bordet.)
Ellida.
Det var egentlig en stor ulykke – for os
begge – at just vi to skulde komme sammen.
Wangel
(studser).
Hvad er det du siger!
Ellida.
Å jo. Det var det. Og det er jo så rimeligt
også. Det kunde ikke bli’ til andet end ulykke.
Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
Wangel.
Hvad skulde der da være i vejen ved måden –!
Ellida.
Hør nu, Wangel, – det nytter ikke, ikke at vi går
her længer og lyver for os selv – og for hinanden.
11
Faksimile
s. 162
Wangel.
Gør vi da det! Lyver vi, siger du!
Ellida.
Ja, vi gør. Eller – vi fordølger sandheden
i alle fald. For sandheden – den rene, skære
sandhed – er jo dog det, – at du kom der ud
og – og købte mig.
Wangel.
Købte –! – Købte –! Siger du – købte!
Ellida.
Å, jeg var jo ikke et hår bedre end du. Jeg
slog til. Gik hen og solgte mig til dig.
Wangel
(ser smærtefuld smertefuld på hende).
Ellida, – har du virkelig hjerte til at kalde
det så?
Ellida.
Men er der da noget andet navn for det! Du
kunde ikke længer bære tomheden i dit hus. Du
så dig om efter en ny hustru –
Wangel.
Og efter en ny mor for børnene, Ellida.
Ellida.
Kanske det også – sådan ved siden af. Skønt
Faksimile

s. 163

– du vidste jo slet ikke, om jeg dued til den
stilling. Du havde jo bare set mig – og talt
lidt med med med [HIS: KBK Collin 262, 4°, III.3, dittografi ved linjeskift] mig et par gange. Så fik du lyst til
mig, og så –
Wangel.
Ja, kald du det kun, hvad du helst synes.
Ellida.
Og jeg, på min side –. Jeg stod jo der
hjælpeløs og rådløs og så rent alene. Det var jo
så rimeligt, rimeligt at jeg slog til – da du kom og til-
bød dig at forsørge mig for livstid.
Wangel.
Det stod så visst ikke for mig som en for-
sørgelse, kære Ellida. Jeg spurte spurgte dig ærligt, ærligt om
du vilde dele med mig og børnene den smule, jeg
kunde kalde mit.
Ellida.
Ja, det gjorde du. Men jeg skulde ikke ha’
ta’t imod det alligevel! Aldrig for nogen pris
skulde jeg ha’ ta’t imod det! Ikke solgt mig selv!
Heller det usleste arbejde, – heller de fattigste
vilkår i – i frivillighed – og efter eget valg!
Wangel
(rejser sig).
Har altså de fem–sex år, vi har levet sammen,
været så rent uden værd for dig?
11*
Faksimile
s. 164
Ellida.
Å, tro da endelig ikke det, Wangel! Jeg har
havt det så godt her hos dig, som noget menne-
ske kan ønske sig det. Men jeg gik ikke ind til
dit hjem i frivillighed. Det er sagen.
Wangel
(ser hen på hende).
Ikke i – frivillighed!
Ellida.
Nej. Det var ikke frivillig jeg rejste med dig.
Wangel
(dæmpet).
Ah, – jeg mindes – vendingen fra igår.
Ellida.
I den vendingen ligger det alt sammen. Den
har lyst op for mig. Og derfor så ser jeg det
jo nu.
Wangel.
Hvad ser du?
Ellida.
Jeg ser, ser at det liv, vi to lever med hinanden,
– det er i grunden ikke noget ægteskab.
Wangel
(bittert).
Der sa’ du et sandt ord. Det liv, vi nu
lever, er ikke noget ægteskab.
Faksimile
s. 165
Ellida.
Ikke før heller. Aldrig. Ikke fra først af.
(ser hen for sig.) Det første – det kunde ble’t et
helt og rent ægteskab.
Wangel.
Det første? Hvilket første, mener du?
Ellida.
Mit – med ham.
Wangel
(ser forundret på hende).
Jeg forstår dig aldeles ikke!
Ellida.
Å, kære Wangel, – lad os ikke lyve for
hinanden. Ikke for os selv heller.
Wangel.
Nej, vel! Men hvad så videre?
Ellida.
Jo, ser du, – vi kan aldrig komme bort fra
den ting – at et frivilligt løfte er fuldt ud så
bindende som en vielse.
Wangel.
Men hvad i al verden –!
Faksimile
s. 166
Ellida
(rejser sig i hæftighed heftighed ).
Lad mig få lov til at rejse fra dig, Wangel!
Wangel.
Ellida –! Ellida –!
Ellida.
Jo, jo, – gi’ mig bare lov til det! Du kan
tro mig, – det blir så ikke til andet alligevel.
Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
Wangel
(i behersket smerte).
Så vidt skulde det altså komme imellem os.
Ellida.
Det måtte komme således. Kunde ikke andet.
Wangel
(ser tungt på hende).
Altså ikke vundet dig gennem samlivet heller.
Aldrig, – aldrig ejet dig helt.
Ellida.
Å, Wangel, – om jeg kunde holde af dig,
således, som jeg så gerne vilde! Så inderligt, som
du fortjener det! Men jeg føler det så godt, –
det kommer aldrig.
Faksimile
s. 167
Wangel.
Skilsmisse altså? Det er skilsmisse, – en
fuld lovformelig skilsmisse, – som du vil ha’?
Ellida.
Kære, du forstår mig så lidt. Det er slet
ikke formerne, jeg bryr mig om. For det er jo
ikke slige nogen ydre ting, som det kommer an
på, synes jeg. Det, jeg vil, det er, er at vi to skal
bli’ enige om i frivillighed at løse hinanden.
Wangel
(bittert, nikker langsomt).
La’ handelen gå om igen, – ja.
Ellida
(levende).
Netop det! La’ handelen gå om igen!
Wangel.
Og så siden, Ellida? Bagefter? Har Du du
tænkt over, hvorledes det så vil se sé ud for os
begge? Hvorledes livet så vil komme til at arte
sig både for dig og for mig?
Ellida.
Det får være det samme. Bagefter får det
arte sig, som det kan. Det, som jeg be’r bér og bøn-
falder dig om, Wangel, – det er jo dog det
Faksimile

s. 168

vigtigste! Gi’ mig bare fri! Gi’ mig min fulde
frihed igen!
Wangel.
Ellida, – det er et forfærdeligt krav, du
stiller til mig. Lad mig da i det mindste få frist
til at samle mig til en beslutning. Lad os få
tale nærmere med hinanden. Og und dig da også
selv tid til at overveje, hvad du gør!
Ellida.
Men her er jo ingen tid at spilde med sligt!
Jeg må jo ha’ min frihed igen i denne dag!
Wangel.
Hvorfor just det?
Ellida.
Jo, – for det er jo inat han kommer.
Wangel
(farer sammen).
Kommer! Han! Hvad har den fremmede
mand med dette her at gøre?
Ellida.
Jeg vil stå frem for ham i fuld frihed.
Wangel.
Og hvad – hvad tænker du så videre at gøre?
Faksimile
s. 169
Ellida.
Jeg vil ikke skyde mig ind under, under at jeg er
en anden mands hustru. Ikke skyde mig ind
under, under at jeg intet valg har. For ellers vilde der
ingen afgørelse være i det.
Wangel.
Du taler om valg! Valg, Ellida! Valg i
denne sag!
Ellida.
Ja, valg må jeg ha’. Valg til begge sider.
Må kunne la’ ham rejse alene –. Eller også –
følge med ham.
Wangel.
Forstår du selv, hvad du siger? Følge med
ham! Gi’ din hele skæbne i hans hænder!
Ellida.
Men gav jeg da ikke min hele skæbne i
dine hænder! Og det – sådan uden videre.
Wangel.
Lad så være. Men han! Han! En vild-frem-
med vild fremmed ! Et menneske, som du kender så lidet til!
Ellida.
Å, men dig kendte jeg jo kanske endnu mindre.
Og jeg fulgte dog alligevel med dig.
Faksimile
s. 170
Wangel.
Den gang vidste du da i alle fald så nogen-
lunde, hvad slags liv du gik imøde. Men her?
Her? Tænk dig dog om! Hvad véd du her?
Ikke det ringeste véd du. Ikke engang hvem han
er – eller hvad han er.
Ellida
(ser hen for sig).
Det er sandt. Men det er netop det grufulde.
Wangel.
Ja, vel er det grufuldt –
Ellida.
Derfor synes jeg også, også at jeg ligesom ind
i det.
Wangel
( ser sér på hende).
Fordi det står for dig som noget grufuldt?
Ellida.
Ja. Netop derfor.
Wangel
(nærmere).
Hør her, Ellida, – hvad forstår du da
egentlig ved det grufulde?
Ellida
(tænker sig om).
Det grufulde, – det er det, som skræmmer
og drager.
Faksimile
s. 171
Wangel.
Drager også? også.
Ellida.
Mest drager, – tror jeg.
Wangel
(langsomt).
Du er i slægt med havet.
Ellida.
Det er det grufulde også.
Wangel.
Og det grufulde igen med dig. Du både
skræmmer og drager.
Ellida.
Synes du det, Wangel?
Wangel.
Jeg har nok aldrig kendt dig rigtig alligevel.
Aldrig helt til bunds. Det begynder at gå op for
mig nu.
Ellida.
Derfor skal du også gi’ mig fri! Løse mig
fra ethvert forhold til dig og dit! Jeg er ikke
den, du tog mig for. Nu ser du det jo selv.
Nu kan vi skilles i forståelse – og i frivillighed.
Faksimile
s. 172
Wangel
(tungt).
Det var kanske bedst for os begge – om vi
skiltes. – Men jeg kan det ikke alligevel! – Du
er for mig som det grufulde, Ellida. Det dragende,
– det er det stærkeste i dig.
Ellida.
Siger du det?
Wangel.
Lad os se sé at komme over denne dag med
overlæg. Med fuld ro i sindet. Jeg tør ikke
løse og slippe dig idag. Har ikke lov til det.
Ikke lov for din egen skyld, Ellida. Jeg gør
gældende min ret og min pligt at værge for dig.
Ellida.
Værge? Hvad er da her at værge imod? Det
er jo slet ikke nogen vold og magt udenfra, som
truer mig. Det grufulde ligger dybere, Wangel!
Det grufulde, – det er dragningen i mit eget
sind. Og hvad kan vel du gøre ved den?
Wangel.
Jeg kan styrke og støtte dig til at stride imod.
Ellida.
Ja, – hvis jeg vilde stride imod.
Faksimile
s. 173
Wangel.
Vil du da ikke det? det!
Ellida.
Å, det er jo det, jeg ikke selv véd!
Wangel.
Inat er alting afgjort, kære Ellida –
Ellida
(bryder ud).
Ja, tænk! Afgørelsen så nær! Afgørelse for
hele livet!
Wangel.
– og så imorgen –
Ellida.
Ja, imorgen! Kanske min rette fremtid da
er forspildt!
Wangel.
Din rette –?
Ellida.
Et helt og fuldt liv i frihed forspildt, – for-
spildt for mig! Og kanske – for ham også.
Wangel
(sagtere, griber hende om håndledet).
Ellida, – elsker du denne fremmede mand?
Faksimile
s. 174
Ellida.
Om jeg –? Å, hvad véd jeg det! Jeg véd
bare, bare at han er for mig den grufulde og at –
Wangel.
– og at?
Ellida
(river sig løs).
– og at det er hos ham, jeg synes, synes at jeg
hører til.
Wangel
(sænker hovedet hodet ).
Jeg begynder at forstå det meste.
Ellida.
Og hvad hjælp har så du imod dette her?
Hvad råd véd du for mig?
Wangel
(ser tungt på hende).
Imorgen, – da er han altså rejst. Da er
ulykken afvendt fra dit hode. Og da skal jeg
være villig til at løse og slippe dig. Vi lar
handelen gå om igen, Ellida.
Ellida.
Å, Wangel –! Imorgen – da er det jo for
sent –!
Faksimile
s. 175
Wangel
(ser ud mod haven).
Børnene! Børnene –! Lad os da i det
mindste skåne dem – indtil videre.
(Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand kommer frem i haven.
Lyngstrand tager afsked dernede og går ud til venstre. De øvrige
kommer ind i stuen.)
Arnholm.
Nu kan De tro, tro vi har gået og lagt planer –
Hilde.
Vi vil ud på fjorden ikveld og –
Bolette.
Nej, ikke sig noget!
Wangel.
Vi to har også gået her og lagt planer.
Arnholm.
Ah, – virkelig?
Wangel.
Imorgen rejser Ellida ud til Skjoldviken –
for en tid.
Bolette.
Rejser –?
Arnholm.
Se, det var jo meget fornuftigt, fru Wangel.
Faksimile
s. 176
Wangel.
Ellida vil hjem igen. Hjem til havet.
Hilde
(med et spring imod Ellida).
Rejser du! Rejser du ifra os!
Ellida
(forskrækket).
Men Hilde da! Hvad går der af dig?
Hilde
(fatter sig).
Å, det var ingenting. (halvhøjt, vender sig fra hende.)
Rejs bare du!
Bolette
(angst).
Far, – jeg ser det på dig, – du rejser også
– til Skjoldviken!
Wangel.
Visst ikke, nej! Jeg ser kanske derud en
gang imellem –
Bolette.
Og her ind til os –?
Wangel.
Ser jeg også –
Bolette.
– en gang imellem, ja!
Faksimile
s. 177
Wangel.
Kære barn, det så være.
( Han han går henover gulvet.)
Arnholm
(hvisker).
Vi tales siden ved, Bolette.
( Han han går hen til Wangel. De taler sagte sammen oppe ved døren.)
Ellida
(halvhøjt til Bolette).
Hvad var det med Hilde? Hun så jo ud
som forstyrret!
Bolette.
Har du aldrig mærket, hvad Hilde dag ud
og dag ind har gået og tørstet efter?
Ellida.
Tørstet efter?
Bolette.
Lige siden du kom i huset?
Ellida.
Nej, nej, – hvad er det?
Bolette.
Et eneste kærligt ord fra dig.
12
Faksimile
s. 178
Ellida.
Ah –! Skulde her være gerning for mig! Ah –!
( Hun hun slår hænderne sammen om hovedet hodet og ser ubevægelig frem for
sig, sig ligesom gennemkrydset af stridende tanker og stemninger.)
(Wangel og Arnholm kommer i hviskende samtale fremover gulvet.)
(Bolette går hen og ser ind i sideværelset til højre. Derpå slår hun
døren op.)
Bolette.
Ja, kære far, – nu står maden på bordet –
i fald du –
Wangel
(med tiltvungen fatning).
Gør den det, barn? Det var jo bra’. Vær
så god, overlærer! Nu vil vi gå ind og tømme en
afskedspokal af skedspokal med – med «fruen fra havet».
( De de går mod døren til højre.)

Faksimile
FEMTE AKT.

(Den afsides del af doktor Wangels have ved karudsdammen.
Tiltagende sommernatsskumring.)
(Arnholm, Bolette, Lyngstrand og Hilde, i en båd, stager sig frem
fra venstre langs stranden.)
Hilde.
Se, her kan vi så magelig hoppe iland!
Arnholm.
Nej, nej, gør ikke det!
Lyngstrand.
Jeg kan ikke hoppe, frøken.
Hilde.
De, Arnholm, kan ikke De heller hoppe?
Arnholm.
Jeg vil helst la’ det være.
Bolette.
Lad os så lægge til henne ved badehustrappen.
( De de stager sig ud til højre.)
( I l det samme kommer Ballested fra højre frem på fodstien, bærende
notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig
og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.)
12*
Faksimile
s. 180
Ballested.
Hvad siger De? – Ja visst er det for den
engelske damperens skyld. For det er sidste gang, gang
han kommer her iår. Men vil De nyde godt af
tonerne, så må De ikke drøje for længe. (råber.)
Hvad? (ryster på hovedet hodet .) Kan ikke høre, hvad De
siger!
(Ellida, med sit sjal over hovedet hodet , kommer, fulgt af doktor Wangel,
ind fra venstre.)
Wangel.
Men, kære Ellida, – jeg forsikkrer dig, –
der er rundelig tid endnu.
Ellida.
Nej, nej, – der er ikke! Hvert øjeblik kan
han komme.
Ballested
(udenfor ved havegærdet).
Se, god aften, herr doktor! God aften, frue!
Wangel
(blir ham var).
Å, er De der? Skal her være musik inat
også?
Ballested.
Ja. «Hornforeningen» agter at la’ sig høre.
Det skorter os ikke på festlige anledninger i denne
tid. I nat skal det være til ære for englænderen.
Faksimile
s. 181
Ellida.
Englænderen! Er han alt i sigte?
Ballested.
Ikke endnu. Men han kommer jo inde fra
– mellem holmerne. En véd ved ikke ordet af, af før
han er lige over os.
Ellida.
Ja, – just så er det.
Wangel
(halvt mod Ellida).
Inat er det sidste rejsen. Så kommer han
ikke mere.
Ballested.
En sørgelig tanke, herr doktor. Men derfor
vil vi også, som sagt, gøre ære på ham. Ak ja,
ak ja! Nu går snart den glade sommertid til
ende. Snart er alle sunde lukket, som det heder
i sørgespillet.
Ellida.
Alle sunde lukket, – ja.
Ballested.
Trist at tænke på. Nu har vi været sommerens
glade børn i uger og måneder. Det holder hårdt
at forsone sig med mørketiden. Ja, i førstningen,
Faksimile

s. 182

mener jeg. For menneskene kan alki-a-klima-
tisere sig, fru Wangel. Ja Wangel, Ja , såmæn kan de De så.
( Han han hilser og går ud til venstre.)
Ellida
(ser ud over fjorden).
Å, denne pinefulde spænding! Denne op-
jagende sidste halvtime før afgørelsen.
Wangel.
Det står altså fast, fast at du selv vil tale med
ham?
Ellida.
Jeg tale med ham selv. For det er jo i
frivillighed, frivillighed at jeg skal træffe mit valg.
Wangel.
Du har ikke noget valg, Ellida. Du får ikke
lov at vælge. Får ikke lov for mig.
Ellida.
Valget kan du aldrig hindre. Hverken du
eller nogen anden. Du kan forbyde mig at rejse
med ham, – følge ham, – ifald jeg vælger det.
Du kan holde mig tilbage her med magt. Imod
min vilje. Det kan du. Men at jeg vælger, –
vælger inderst inde i mit sind, – vælger ham og
ikke dig, – ifald jeg vil og må vælge således, –
det kan du ikke hindre.
Faksimile
s. 183
Wangel.
Nej, det har du ret i. Det kan jeg ikke
hindre.
Ellida.
Og så har jeg jo slet ingen ting at stå imod
med! Her hjemme er der jo ingen verdens ting,
som drager og binder mig. Jeg er jo så rent
rodløs i dit hus, Wangel. Børnene ejer jeg ikke.
Ejer ikke deres sind, mener jeg. Har aldrig ejet
det. – Når jeg rejser, – om jeg rejser da, –
enten med ham inat – eller ud til Skjoldviken
imorgen, så har jeg ikke en nøgle at gi’ fra mig,
– ikke en besked at lægge efter mig, hverken
om det ene eller om det andet. Så rent rodløs
er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har
jeg været lige fra første stund af.
Wangel
Du har selv villet det således.
Ellida.
Nej, jeg har ikke det. Jeg har hverken villet
det eller ikke villet det. Jeg har bare simpelt
hen ladet alting bli’ således, som jeg fandt det
den dag, jeg kom. Det er dig – og ingen anden,
– som har villet ha’ det således.
Wangel.
Jeg tænkte at gøre det på det bedste for dig.
Faksimile
s. 184
Ellida.
Å ja, Wangel, det véd jeg jo så godt! Men
der er en gengældelse i dette. Noget, som hævner
sig. For nu findes her ingen bindende magt, –
ingen støtte for mig, – ingen hjælp, – ingen
dragning ind imod alt det, som skulde ha’ været
vort fælles inderste eje.
Wangel.
Jeg ser det jo nok, Ellida. Og derfor så skal
du jo også fra imorgen af få din frihed igen. Du
skal herefter få leve dit eget liv.
Ellida.
Og det kalder du mit eget liv! Å nej, mit
eget rigtige liv kom ud af sporet, sporet da jeg gik ind
på samlivet med dig. (knuger hænderne i angst og uro.)
Og nu, – inat – om en halv time – kommer
han, som jeg har svigtet, – han, som jeg skulde
ha’ holdt ubrødelig fast ved, ligesom han har
holdt fast ved mig! Nu kommer han og byder
mig – for sidste og eneste gang – at få leve
livet om igen, – få leve mit eget rigtige liv, –
det liv, som skræmmer og drager – og som jeg
ikke kan gi’ slip på. Ikke i frivillighed!
Wangel.
Just derfor trænger du til, til at din mand –
og din læge også – tar magten fra dig – og
handler på dine vegne.
Faksimile
s. 185
Ellida.
Ja, Ja. Wangel, jeg forstår det så godt. Å, du
må ikke tro andet, end at der er stunder imellem,
da jeg synes, synes der vilde være fred og redning i at
ty inderligt ind til dig – og prøve på at trodse
alle dragende og skræmmende magter. Men jeg
kan ikke det heller. Nej, nej, – jeg kan det ikke!
Wangel.
Kom, Ellida, – lad os gå lidt op og ned
sammen.
Ellida.
Jeg vilde så gerne. Men jeg tør ikke. For
han sa’ jo, jeg skulde vente på ham her.
Wangel.
Kom bare. Du har god tid endnu.
Ellida.
Ja, tror du det?
Wangel.
Rundelig tid, siger jeg.
Ellida.
Lad os gå lidt da.
( De de går ud i forgrunden til højre. I det samme kommer Arnholm
og Bolette frem ved den øvre bred af dammen.)
Faksimile
s. 186
Bolette
(bemærker de bortgående).
Se der –!
Arnholm
(sagte).
Hys, – lad dem gå.
Bolette.
Kan De begribe, hvad der er imellem dem i
de sidste dage?
Arnholm
Har De mærket noget?
Bolette.
Om jeg har!
Arnholm.
Noget sådan særligt?
Bolette.
Å ja. Både det ene og det andet. Har
ikke De?
Arnholm.
Å, jeg véd ikke så rigtig –
Bolette.
Jo, såmæn har De så. Men De vil bare ikke
ud med det.
Faksimile
s. 187
Arnholm.
Jeg tror, det vil være godt for Deres stedmor, stedmor
at hun får gøre den lille rejsen.
Bolette.
Tror De det?
Arnholm.
Ja, jeg gad vide, vide om det ikke vil være bra’
for alle parter, parter at hun får komme lidt ud en
gang imellem?
Bolette.
Flytter hun nu imorgen hjem igen til Skjold-
viken, så kommer hun visst aldrig mere her ind
til os.
Arnholm.
Men, kære Bolette, hvor falder De da på sligt?
Bolette.
Jo, det tror jeg fuldt og fast. Pas De bare
på! De skal sé se , – hun kommer ikke igen. I
alle fald ikke så længe jeg og Hilde er her i huset.
Arnholm.
Hilde også?
Bolette.
Nå, med Hilde kunde det kanske endda gå.
For hun er jo ikke stort mere end barn endnu.
Faksimile

s. 188

Og så forguder hun Ellida i grunden, tror jeg.
Men med mig er det anderledes, ser De. En
stedmor, som ikke er så svært meget ældre end
en selv –
Arnholm.
Kære Bolette, – for Dem turde det kanske
ikke vare så ret længe, længe før De får komme ud.
Bolette
(levende).
Siger De det! Har De altså talt med far
om det?
Arnholm.
Det har jeg også gjort, ja.
Bolette.
Nå, – og hvad sa’ han så!
Arnholm.
Hm, – Deres far er jo så stærkt optaget af
andre tanker i disse dage –
Bolette.
Ja, ja, det var jo det samme, jeg sa’ før.
Arnholm.
Men så meget fik jeg dog ud af ham, at De
nok ikke må gøre regning på nogen hjælp fra ham.
Bolette.
Ikke –!
Faksimile
s. 189
Arnholm.
Han forklarte mig så indlysende om sine for-
hold. Mente, at sligt noget var rent ud en umulig
ting for ham.
Bolette
(bebrejdende).
Og så kunde De endda ha’ hjerte til at stå
her og narre mig.
Arnholm.
Det gjorde jeg så visst ikke, kære Bolette.
Det beror helt og holdent på Dem selv – om De
vil komme ud eller ikke.
Bolette.
Hvad beror på mig, siger De? De!
Arnholm.
Om De skal få komme ud i verden. Få
lære alt det, som De mest har lyst til. Få del i
alt det, som De går her hjemme og tørster efter.
Få leve livet under lysere vilkår, Bolette. Hvad
siger De til det?
Bolette
(slår hænderne sammen).
Å, du store gud Gud –! Men det er jo rent
umuligt, dette her. Når far hverken vil eller kan,
så –. For jeg har jo ingen anden i hele verden,
som jeg kunde vende mig til.
Faksimile
s. 190
Arnholm.
Skulde De ikke kunne bekvemme Dem til at
ta’ imod en håndsrækning af Deres gam- af
Deres fordums lærer?
Bolette.
Af Dem, herr Arnholm! Skulde De være
villig til at –?
Arnholm.
At stå Dem bi? Ja, så inderlig gerne. Både
med råd og med dåd. Det kan De lide på. –
Slår De altså til? Hvad? Går De ind på det?
Bolette.
Om jeg går ind på det! Få komme ud, –
få se sé verden, – få lære noget rigtig grundigt!
Alt det, som har stået for mig som den store
dejlige umulighed –!
Arnholm.
Ja, alt det kan nu bli’ til virkelighed for
Dem. Hvis De bare selv vil.
Bolette.
Og al denne usigelige lykke vil De hjælpe
mig frem til! Å nej, – men sig mig, – kan
jeg ta’ imod sligt et offer af noget fremmed
menneske?
Faksimile
s. 191
Arnholm.
Af mig kan De så godt ta’ imod det, Bo-
lette. Af mig kan De ta’ imod, hvad det så skal
være.
Bolette
(griber hans hænder).
Ja, jeg synes næsten, næsten at jeg kan det også!
Jeg véd ikke hvorledes det er; men – (bryder ud).
Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af
lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig
alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, for at livet
skulde gå ifra mig.
Arnholm.
Det behøver De ikke at ængste Dem for,
kære Bolette. Men nu må De også si’ mig ganske
oprigtigt – om der er noget – noget, som binder
Dem her?
Bolette.
Binder mig? Nej, det er der ikke.
Arnholm.
Ikke noget som helst?
Bolette.
Nej, slet ikke. Det vil si’, – far binder
mig jo nok på en måde. Og Hilde også. Men –
Arnholm.
Nå, – Deres far må De jo dog bort fra før
Faksimile

s. 192

eller senere. Og Hilde kommer jo også en gang
til at gå sin egen vej gennem livet. Dette her
er altså bare tidsspørsmål. Ikke andet. Men
ellers er der altså ikke noget, som binder Dem,
Bolette? Ikke noget slags forhold?
Bolette.
Nej, slet ikke. For den sags skyld kan jeg
så godt rejse, hvor hen det så skal være.
Arnholm.
Ja, når så er, kære Bolette, – så skal De
også få rejse med mig.
Bolette
(klapper i hænderne).
Å gud Gud i himmelen, – hvilken lykke at
tænke på!
Arnholm.
For jeg håber da, da at De har fuld tillid til mig?
Bolette.
Ja, det har jeg rigtignok!
Arnholm.
Og De tør altså trygt og fuldt betro Dem
selv og Deres fremtid i mine hænder, Bolette?
Ikke sandt? Tør De ikke det?
Bolette.
Å jo, visst! Skulde jeg ikke det? Kan De
Faksimile

s. 193

tænke Dem andet! De, som har været min gamle
lærer – min lærer i gamle dage, mener jeg.
Arnholm.
Ikke blot derfor. Den side af sagen hæfter
jeg mig ikke videre ved. Men –. Nå, – De
er altså fri, Bolette. Der er intet forhold, som
binder Dem. Og så spør’ jeg Dem da – om De
kunde ville – kunde ville knytte Dem til mig –
for livet?
Bolette
(viger tilbage i skræk).
Åh, – hvad er det De siger!
Arnholm.
For hele livet, Bolette. Om De vil bli’ min
hustru.
Bolette
(halvt for fra sig selv).
Nej, nej, nej! Dette her er umuligt! Aldeles
umuligt!
Arnholm.
Skulde det virkelig være så rent umuligt for
Dem at –?
Bolette.
Men De kan da vel aldrig i verden mene,
hvad De siger, herr Arnholm! (ser på ham.) Eller –.
Alligevel –. Var det således, De mente det –
da De tilbød Dem at gøre så meget for mig?
13
Faksimile
s. 194
Arnholm.
Nu skal De høre lidt på mig, Bolette. Jeg
har ha nok overrasket Dem stærkt, lader det til.
Bolette.
Å, hvor kunde sådant noget – fra Dem, –
hvor kunde det andet end – end overraske mig!
Arnholm.
Det kan De ha’ ret i. De vidste jo ikke, –
kunde ikke vide, at det var for Deres skyld jeg
har gjort denne rejsen hid.
Bolette.
Er De kommet hid for – for min skyld!
Arnholm.
Ja, det er jeg, Bolette. I våres fik jeg et
brev fra Deres far. Og i det forekommer der en
vending, som bragte mig på den tro – hm –, hm –
at De havde bevaret Deres fordums lærer i – i
lidt mere mer end venskabelig erindring.
Bolette.
Hvor kunde far skrive sligt noget!
Arnholm.
Det var slet ikke således, han havde ment
det. Men jeg leved mig nu altså ind i den ind-
bildning, at der her gik en ung pige og længted
Faksimile

s. 195

efter, efter at jeg skulde komme igen. – Nej, nu må
De ikke afbryde mig, kære Bolette! Og, – ser
De vel, – når man, som jeg, ikke længer står i
de egentlige ungdomsår, da gør en sådan tro –
eller indbildning – et overmåde stærkt indtryk.
Der vokste frem i mig en levende – en tak-
nemmelig tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg
måtte rejse til Dem. Se Sé Dem igen. Sige Dem, Dem at
jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, ind at
De gik her og bar på for mig.
Bolette.
Men når De nu véd, véd at det ikke var så! At
det var en fejltagelse!
Arnholm.
Hjælper ikke, Bolette. Deres billede, – så-
ledes, som jeg bærer det i mig, – vil altid stå
farvet og præget af den stemning, som fejltagelsen
satte mig i. De kan kanske ikke forstå dette
her. Men således er det.
Bolette.
Aldrig havde jeg tænkt mig muligt, muligt at noget
sligt kunde bli’ af.
Arnholm.
Men når det nu altså har vist sig, sig at det dog
kunde? Hvad siger De så, Bolette? Kunde De
13*
Faksimile

s. 196

så ikke beslutte Dem til at, – ja, til at bli’ min
hustru?
Bolette.
Å, men jeg synes, det er så rent umuligt,
herr Arnholm. De, som har været min lærer!
Jeg kan ikke tænke mig at skulle stå i noget
slags andet forhold til Dem.
Arnholm.
Ja, ja, – når De aldeles ikke synes, synes at De
kan –. Så blir altså forholdet uforandret, kære
Bolette.
Bolette.
Hvorledes, mener De?
Arnholm.
Jeg står naturligvis ved mit tilbud alligevel.
Jeg skal sørge for, for at De kommer ud og får se sé
Dem om i verden. Får lære noget, som De rigtig
har lyst til. Får leve under trygge og uafhængige
vilkår. Deres senere fremtid skal jeg nok også
sikkre, Bolette. For i mig vil De altid ha’ en
god, trofast, pålidelig ven. Vær De viss på det!
Bolette.
Å gud Gud , – herr Arnholm, – alt dette er jo
ble’t rent umuligt nu.
Arnholm.
Er dette også umuligt?
Faksimile
s. 197
Bolette.
Ja, De kan da vel tænke Dem det! Efter
det, De her har sagt mig, – og efter det svar,
jeg har gi’t Dem –. Å, De må da selv kunne
forstå, forstå at jeg nu umulig kan ta’ imod så umådelig
meget af Dem! Ikke nogen verdens ting kan jeg
ta’ imod af Dem. Aldrig efter dette!
Arnholm.
Vil De altså heller bli’ ved at sidde her
hjemme og la’ livet gå fra Dem?
Bolette.
Å, det er så forfærdelig våndefuldt at tænke på!
Arnholm.
Vil De gi’ afkald på at få se sé noget af verden
udenfor? Gi’ afkald på at få være med om alt
det, som De selv siger, De går her og tørster
efter? Vide, at der er så uendelig meget til, –
og så alligevel aldrig få rigtig rede på noget af
det? Betænk Dem vel, Bolette.
Bolette.
Ja, ja, – De har så storlig ret, herr Arnholm.
Arnholm.
Og så, – når engang Deres far ikke er her
mere, – da kanske at stå hjælpeløs og alene i
verden. Eller også at måtte gi’ Dem hen til en
Faksimile

s. 198

anden mand, – som De – muligens – heller
ikke kunde føle nogen godhed for.
Bolette.
Å ja, – jeg ser jo nok, hvor sandt det er,
– alt det, som De siger. Men alligevel –! –
Eller kanske dog –?
Arnholm
(hurtigt).
Nu!
Bolette
(ser tvilrådig på ham).
Kanske det da ikke var så rent umuligt
alligevel –. alligevel –
Arnholm.
Hvilket, Bolette!
Bolette.
At det kunde la’ sig gøre, – at gå ind på
– på det, – som De foreslog mig.
Arnholm.
Mener De, at De kanske dog kunde være
villig til at –? At De i alle fald kunde ville
unde mig den glæde at få hjælpe Dem som en
trofast ven?
Bolette.
Nej, nej, nej! Aldrig det! For det vilde
Faksimile

s. 199

nu være så rent aldeles umuligt. – Nej, – herr
Arnholm, – tag mig så heller.
Arnholm.
Bolette! Vil De alligevel!
Bolette.
Ja, – jeg tror – jeg vil det.
Arnholm.
De vil altså dog bli’ min hustru!
Bolette.
Ja. Hvis De endnu synes, synes at – at De bør
ta’ mig.
Arnholm.
Om jeg synes –! (griber hendes hånd.) Å, tak, –
tak, Bolette! Hvad De ellers sa’, – Deres tvil-
rådighed før, – det afskrækker mig ikke. Har
jeg end ikke fuldt ud Deres hjerte nu, så skal
jeg nok vide at vinde det. Å, Bolette, jeg skal
bære Dem på hænderne!
Bolette.
Og så får jeg sé se mig om i verden. Får leve
med i livet. Det har De lovet mig.
Arnholm.
Og det står jeg ved.
Faksimile
s. 200
Bolette.
Og får lov til at lære alt, hvad jeg har
lyst til.
Arnholm.
Jeg skal selv være Deres lærer. Ligesom før,
Bolette. Husk på det sidste skoleåret –. skoleåret –
Bolette
(stille og eg fordybet i sig selv).
Tænk, – at vide sig fri – og få komme ud
i det fremmede. Og så ikke behøve at gå og
ængste sig for fremtiden. Ikke gå og grue for
dette tossede udkomme –. udkomme –
Arnholm.
Nej, sligt noget skal De aldrig ha’ nødig at
spilde en tanke på. Og – ikke sandt, min kære
Bolette, – det er også en ganske god ting?
Hvad?
Bolette.
Ja. Det er det rigtignok. Det er visst og
sandt.
Arnholm
(lægger armen om hendes liv).
Å, De skal bare se, hvor hyggeligt og lunt
vi skal indrette os sammen! Og hvor godt og
trygt og fortroligt vi to skal komme ud af det
med hinanden, Bolette!
Faksimile
s. 201
Bolette.
Ja, jeg begynder også at –. Jeg tror i
grunden – at dette her må kunne gå. (ser ud til
højre og gør sig hurtig løs.)
Ah! Sig endelig ikke noget!
Arnholm.
Hvad er det, kære?
Bolette.
Å, det er den stakkers –. (peger ud.) Se Sé der
borte.
Arnholm.
Er det Deres far –?
Bolette.
Nej, det er den unge billedhuggeren. Han
går der henne med Hilde.
Arnholm.
Nå, Lyngstrand. Hvad er der i vejen med
ham?
Bolette.
Å, De véd jo, hvor svag og dårlig han er.
Arnholm.
Ja, hvis det ikke bare er indbildning.
Bolette.
Å nej, det er nok sandt. Han gør det visst
Faksimile

s. 202

ikke længe. Men det er kanske det bedste for
ham.
Arnholm.
Kære, hvorfor skulde det være bedst?
Bolette.
Jo, fordi – fordi det blir visst aldrig til
noget med hans kunst alligevel. – Lad os gå
før de kommer.
Arnholm.
Så hjertelig gerne, min kære Bolette.
(Hilde og Lyngstrand kommer frem ved dammen.)
Hilde.
Hej, – hej! Vil ikke herskabet vente på os?
Arnholm.
Bolette og jeg går helst lidt i forvejen.
( Han han og Bolette går ud til venstre.)
Lyngstrand
( lér ler stille).
Det er svært fornøjeligt her i denne tid. Alle
mennesker så går de parvis. Altid to og to sammen.
Hilde
(ser efter dem).
Jeg tør næsten bande på, på at han går og frier
til hende.
Faksimile
s. 203
Lyngstrand.
Så? Har De mærket noget sligt?
Hilde.
Å ja. Det er da ikke vanskeligt, vanskeligt – når en
har øjnene med sig.
Lyngstrand.
Men frøken Bolette tar ham ikke. Det er
jeg sikker på.
Hilde.
Nej. For hun synes, han er ble’t så fælt
gammel at se sé til. Og så tror hun, hun at han snart
blir skaldet også.
Lyngstrand.
Nå, det er ikke for det alene. Hun vilde
ikke ta’ ham alligevel.
Hilde.
Hvor kan nu De vide det?
Lyngstrand.
Jo, for der er en anden en, som hun har
lovet at gå og tænke på.
Hilde.
Bare tænke på?
Faksimile
s. 204
Lyngstrand.
Mens han er borte, ja.
Hilde.
Å, så er det vel sagtens Dem selv, som hun
skal gå og tænke på da!
Lyngstrand.
Det kunde nok kanske være.
Hilde.
Har hun lovet Dem det?
Lyngstrand.
Ja, tænk, – det har hun lovet mig! Men
De må endelig ikke si’e hende, hende at De véd om det.
Hilde.
Å, gud Gud bevare min mund. Jeg er så taus
som graven.
Lyngstrand.
Jeg synes, det er så svært snilt af hende.
Hilde.
Og når De så kommer her hjem igen, – vil
De så forlove Dem med hende da? Og gifte Dem
med hende også?
Lyngstrand.
Nej, det vilde ikke passe godt sammen. For
Faksimile

s. 205

jeg tør jo ikke tænke på sligt noget i de første
årene. Og når jeg engang kommer så vidt, så
vil hun ligesom være ble’t noget for gammel for
mig, synes jeg.
Hilde.
Men endda så vil De ha’, ha’ at hun skal gå her
og tænke på Dem?
Lyngstrand.
Ja, for det er så nyttigt for mig. For mig
som kunstner, forstår De. Og hun kan jo så let
gøre det, hun, som ikke selv har noget rigtigt
livskald. – Men snilt er det af hende alligevel.
Hilde.
Tror De, De kan arbejde fortere på kunst-
værket da, når De véd, véd at Bolette går her og
tænker på Dem?
Lyngstrand.
Ja, jeg forestiller mig det. Dette her, ser
De, at vide, vide at der et steds i verden er en ung,
fin og taus kvinde, som går stille og drømmer
om en –. Jeg synes, det må være noget så –
så –. Ja, jeg véd ved ikke rigtig, hvad jeg skal
kalde det for.
Hilde.
Mener De kanske – spændende?
Faksimile
s. 206
Lyngstrand.
Spændende? Å ja. Spændende er det, jeg
mener. Eller noget sligt noget. (ser en stund på hende.)
De er så klog, De, frøken Hilde. Rigtig svært
klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil
De være omtrent i samme alder, som Deres søster
er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres
søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det
samme sind også, som hun nu har. At De kanske
da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i
én gestalt at kalde for.
Hilde.
Vilde De gerne ønske det?
Lyngstrand.
Jeg véd ved ikke rigtig. Jo, jeg tror næsten.
Men nu – for i sommer – vil jeg helst, helst at De
skal være lig Dem selv alene. Og akkurat slig,
som De er.
Hilde.
Liker De mig bedst sådan?
Lyngstrand.
Ja, jeg liker Dem svært godt så.
Hilde.
Hm, – sig mig, De, som er kunstner, –
synes De godt om det, at jeg altid går lyst sommer-
klædt?
Faksimile
s. 207
Lyngstrand.
Ja, det synes jeg rigtig godt om.
Hilde.
Synes De, De at de lyse farverne klæ’r mig da?
Lyngstrand.
Ja, rigtig dejligt klæ’r det lyse Dem, efter
min smag.
Hilde.
Men sig mig, – De, som er kunstner, –
hvorledes tror De, De jeg vilde ta’ mig ud i sort?
Lyngstrand.
I sort, frøken Hilde?
Hilde.
Ja, i helt sort. Tror De, jeg vilde ta’ mig
godt ud i det?
Lyngstrand.
Sort er jo ikke egentlig sådan for sommer-
tiden. For resten vilde De visst ta’ Dem udmærket
godt ud i sort også. Netop De med Deres ud-
seende.
Hilde
(ser hen for sig).
I sort helt op til halsen. – Sort krus omkring.
– Sorte handsker. – Og et langt sort slør bagover.
Faksimile
s. 208
Lyngstrand.
Hvis De klædte Dem slig, frøken Hilde, så
vilde jeg ønske, jeg var maler – og skulde male
en ung, dejlig, sørgende enke.
Hilde.
Eller en ung, ung sørgende brud.
Lyngstrand.
Ja, det passed De endnu bedre til. Men De
kunde da vel ikke ønske at klæ’ Dem slig?
Hilde.
Jeg véd ikke rigtig. Men jeg synes, det er
spændende.
Lyngstrand.
Spændende?
Hilde.
Spændende at tænke på, ja. (peger pludselig ud til
venstre.)
Nej, men ser De der!
Lyngstrand
(ser derhen).
Den store engelske damperen! Og helt inde
ved bryggen!
(Wangel og Ellida kommer frem ved dammen.)
Wangel.
Nej, jeg forsikkrer dig, kære Ellida, – du
Faksimile

s. 209

tar fejl! (ser de andre.) Nå, er I to her? Ikke sandt,
herr Lyngstrand, – han er ikke i sigte endnu?
Lyngstrand.
Den store engelske?
Wangel.
Ja vel!
Lyngstrand
(peger hen).
Der ligger han alt, herr doktor.
Ellida.
Ah –! Jeg vidste det nok.
Wangel.
Kommen!
Lyngstrand.
Kommen som en tyv om natten, kan en
gerne sige. Så rent stilfærdig lydløst –
Wangel.
De må følge Hilde hen på bryggen. Skynd
Dem! Hun vil visst høre på musiken.
Lyngstrand.
Ja, nu skulde vi just til at gå, herr doktor.
Wangel.
Vi andre kommer kanske efter. Om lidt
kommer vi.
14
Faksimile
s. 210
Hilde
(hvisker til Lyngstrand).
De to går også parvis.
( Hun hun og Lyngstrand går ud gennem haven til venstre. Hornmusik
høres fjernt ude på fjorden under det følgende.)
Ellida.
Kommen! Han er her! Ja, ja, – jeg føler det.
Wangel.
Du skal helst gå ind, Ellida. Lad mig få
tale med ham alene.
Ellida.
Å, – det er umuligt! Umuligt, siger jeg!
(udstøder et skrig.) Ah, – ser du ham, Wangel!
(Den fremmede mand kommer fra venstre og standser på fodstien
udenfor havegærdet.)
Den fremmede
(hilser).
God aften. Her har du mig altså igen, Ellida.
Ellida.
Ja, ja, ja, – timen er kommen nu.
Den fremmede.
Er du så rejsefærdig? Eller er du det ikke?
Wangel.
De ser da vel selv, at hun ikke er det.
Faksimile
s. 211
Den fremmede.
Det er ikke rejseklæ’r eller sligt noget, jeg
spør’ efter. Ikke fyldte kufferter heller. Alt det,
hun behøver på rejsen, har jeg med mig ombord.
Kahyt til hende har jeg også sørget for. (til Ellida.)
Jeg spør’ dig altså, altså om du er rede til at følge
med mig, – i frivillighed følge med mig?
Ellida
(bønfaldende).
Å, spørg spør’ mig ikke! Frist ikke således!
(En dampskibsklokke høres i frastand.)
Den fremmede.
Nu ringer det første gang ombord. Nu får
du sige ja eller nej.
Ellida
(vrider hænderne).
Afgørelse! Afgørelse for hele livet! Aldrig
kunne gøre det om igen!
Den fremmede.
Aldrig. Aldrig! Om en halv time er det for sent.
Ellida
(ser sky og forskende på ham).
Hvorfor er det, det at De holder så uryggelig
fast ved mig?
14*
Faksimile
s. 212
Den fremmede.
Føler ikke du ligesom jeg, jeg at vi to hører
sammen?
Ellida.
Mener De for det løftes skyld?
Den fremmede.
Løfter Løftet binder ingen. Hverken mand eller
kvinde. Når jeg holder så uryggelig fast ved dig,
så er det, det fordi jeg ikke kan andet.
Ellida
(sagte og bævende).
Hvorfor kom De ikke før?
Wangel.
Ellida!
Ellida
(bryder ud).
Å, – dette, som drager og frister og lokker
– ind i det ukendte! Hele havets magt er samlet
i dette ene!
(Den fremmede mand stiger over havegærdet.)
Ellida
(viger bag Wangel).
Hvad er det? Hvad vil De?
Den fremmede.
Jeg ser det – og jeg hører det på dig,
Faksimile

s. 213

Ellida, – det blir altså dog mig, du vælger
til slut.
Wangel
(træder imod ham).
Min hustru har ikke noget valg her. Jeg er
sat både til at vælge og til at – værge for hende.
Ja, værge! Hvis De ikke forføjer Dem herfra, –
ud af landet, – og aldrig kommer igen, – véd
De da vel, hvad De så udsætter Dem for?
Ellida.
Nej, nej, Wangel! Ikke dette!
Den fremmede.
Hvad vil De gøre mig?
Wangel.
Jeg vil la’ Dem sætte fast – som en for-
bryder! Straks! Inden De kommer ombord! For
jeg véd fuld besked om drabet ude i Skjoldviken.
Ellida.
Å, Wangel, – hvor kan du –!
Den fremmede.
Det var jeg forberedt på. Og derfor –
(tager en revolver frem af brystlommen.) – derfor så har
jeg også forsynet mig med denne her.
Faksimile
s. 214
Ellida
(kaster sig foran Wangel).
Nej, nej, – dræb ham ikke! Dræb så heller
mig!
Den fremmede.
Hverken dig eller ham. Vær rolig for det.
Denne her er til eget brug. For jeg vil leve og
dø som en fri mand.
Ellida
(i stigende oprør).
Wangel! Lad mig sige dig det, – sige det,
så at han hører på det! Vel kan du holde mig
tilbage her! Det har du jo magt og midler til!
Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, –
alle mine tanker, – alle mine dragende længsler
og begær, – dem kan du ikke binde! De vil
hige og jage – ud i det ukendte, – som jeg
var skabt for – og som du har lukket for mig!
Wangel
(i stille smerte).
Jeg ser det vel, Ellida! Skridt for skridt
glider du fra mig. Kravet på det grænseløse og
endeløse – og på det uopnåelige, – det vil drive
dit sind helt ind i nattemørket til slut.
Ellida.
Å ja, ja, – jeg føler det – som sorte lyd-
løse vinger over mig!
Faksimile
s. 215
Wangel.
Did skal det ikke komme. Der er ingen
anden redning mulig for dig. Jeg øjner i alle
fald ingen anden. Og derfor – derfor så lar jeg
– handelen nu straks nu gå om igen. – Nu kan du
altså vælge din vej – i fuld – fuld frihed.
Ellida
(stirrer en stund som målløs på ham).
Er det sandt, – sandt, – hvad du siger!
Mener du det – af dit inderste hjerte!
Wangel.
Ja, – af hele mit inderste, våndefulde hjerte
mener jeg det.
Ellida.
Og kan du det også! Kan du la’ det ske ské !
Wangel.
Ja, det kan jeg. Jeg kan det – fordi jeg
elsker dig så højt.
Ellida
(sagte og bævende).
Så nær – og så inderligt – skulde jeg være
kommet ind til dig!
Wangel.
Det har årene og samlivet virket.
Faksimile
s. 216
Ellida
(slår hænderne sammen) [HIS: hele sceneanvisningen mangler i KBK Collin 262, 4°, III.3] .
Og jeg, – som så lidet har set det!
Wangel.
Dine tanker gik andre veje. Men nu altså, –
nu er du fuldt ud løst fra mig og mit. Og fra
mine. Nu kan dit eget rigtige liv – komme ind på
– på sit rette spor igen. For nu kan du vælge
i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.
Ellida
(griber sig om hovedet hodet og stirrer frem for sig imod Wangel).
I frihed og – og under ansvar! Under ansvar
også? – Der er – forvandling i dette her!
(Dampskibsklokken lyder atter.)
Den fremmede.
Hører du, Ellida! Nu ringer de for sidste
gang. Kom så!
Ellida
(vender sig imod ham, ser fast på ham og siger med magt i stemmen:)
Aldrig går jeg med Dem efter dette.
Den fremmede.
Går du ikke!
Ellida
(klynger sig op til Wangel).
Å, – aldrig rejser jeg fra dig efter dette!
Faksimile
s. 217
Wangel.
Ellida, – Ellida!
Den fremmede.
Altså forbi?
Ellida.
Ja! Forbi for alle tider!
Den fremmede.
Jeg ser det nok. Der er noget her, som er
stærkere end min vilje.
Ellida.
Deres vilje mægter ikke et fnug over mig
længer. For mig er De en død mand, – som
er kommen hjem fra havet. Og som går did
igen. Men jeg gruer ikke længer for Dem. Og
jeg drages ikke heller.
Den fremmede.
Farvel, frue! (han svinger sig over havegærdet.) Fra
nu af er De ikke andet – end et overstået skib-
brud i mit liv.
( Han han går ud til venstre.)
Wangel
(ser en stund på hende).
Ellida, – dit sind er som havet. Det har
både ebbe og flod. Hvorfra kom forvandlingen?
Faksimile
s. 218
Ellida.
Å, forstår du da ikke, ikke at forvandlingen kom,
– at forvandlingen måtte komme – da jeg
fik vælge i frihed.
Wangel.
Og det ukendte, – det drager dig ikke længer?
Ellida.
Hverken drager eller skræmmer. Jeg har
kunnet få sé se ind i det, – få gå ind til det, –
ifald jeg bare selv havde villet. Jeg har kunnet
vælge det nu. Derfor kunde jeg også forsage det.
Wangel.
Jeg begynder at forstå dig – lidt efter lidt.
Du tænker og fornemmer i billeder – og i syn-
bare forestillinger. Din længsel og higen efter
havet, – din dragning imod ham, – imod denne
fremmede mand, – det har været udtrykket for
et vågnende og voksende frihedskrav i dig. Andet
ikke.
Ellida.
Å, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige til det.
Men du har været en god læge for mig. Du
fandt fandt , – og du voved at bruge bruge det rette middel,
– det eneste eneste , som kunde hjælpe mig.
Faksimile
s. 219
Wangel.
Ja, – i den yderste nød og fare vover vi
læger så meget. – Men nu kommer du altså til
mig igen, Ellida?
Ellida.
Ja, kære, trofaste kære Wangel, – nu kommer jeg
til dig igen. Nu kan jeg det. For nu kommer
jeg til dig i frihed, – frivillig – og under
ansvar.
Wangel
(ser hjerteligt på hende).
Ellida! Ellida! Å, – at tænke sig til, at
nu kan vi to få leve helt for hinanden –
Ellida.
– og med fælles livsminder. Dine – så
vel som mine.
Wangel.
Ja, ikke sandt, du kære!
Ellida.
– og for vore to børn, Wangel.
Wangel.
Vore kalder du dem!
Faksimile
s. 220
Ellida.
Dem, som jeg ikke ejer, – men som jeg
nok skal vinde.
Wangel.
Vore –! (kysser glad og ilsomt hendes hænder.) Å, –
usigelig tak for det ord!
(Hilde, Ballested, Lyngstrand, Arnholm og Bolette kommer fra
venstre inde i haven.)
(Samtidigt mange af byens unge folk og sommergæster
udenfor på fodstien.)
Hilde
(halvhøjt til Lyngstrand).
Nej, sé se – hvor rent forlovet hun og far
ser ud!
Ballested
(som har hørt det).
Det er sommertid, lille frøken.
Arnholm
(ser mod Wangel og Ellida).
Nu sejler engelskmanden.
Bolette
(går til gærdet).
Herfra kan man vi bedst se sé ham.
Lyngstrand.
Sidste rejs’ for iår.
Faksimile
s. 221
Ballested.
Snart er alle sunde lukket, som digteren
siger. Det er trist, fru Wangel! Og nu mister
vi jo Dem også for en tid. Imorgen flytter De
jo ud til Skjoldviken, hører jeg.
Wangel.
Nej, – det blir der ikke noget af. For nu
inat har vi to bestemt os om igen.
Arnholm
(ser afvekslende på dem).
Ah, – virkelig!
Bolette
(kommer fremover).
Far, – er det sandt!
Hilde
(hen imod Ellida).
Blir du hos os alligevel!
Ellida.
Ja, kære Hilde, – ifald du vil ha’ mig.
Hilde
(kæmpende mellem gråd og glæde).
Åh, – tænk – om jeg vil –!
Faksimile
s. 222
Arnholm
(til Ellida).
Men dette her kommer da sandelig næsten som en
overraskelse –!
Ellida
( smiler, alvorligt smiler smiler alvorligt ).
Nå, ser De, herr Arnholm –. Husker De,
– vi talte om det igår? Når en nu engang er
ble’t en fastlandsskabning, – så finder en ikke
vejen tilbage igen – ud til til havet. Og ikke ud
til til havlivet heller.
Ballested.
Men det er jo akkurat som med min havfrue!
Ellida.
Omtrent, ja.
Ballested.
Bare med den forskel at havfruen havfruen – hun
dør af det
hun dør af det . Menneskene derimod – de kan
aklam-akli-matisere sig. Jo, jo, – Jo, jeg forsikrer forsikkrer
Dem, fru Wangel, – de kan a-kli-matisere sig!
Ellida.
Ja, i frihed kan de det, herr Ballested.
Faksimile
s. 223
Wangel.
Og under ansvar, kære Ellida.
Ellida
( hurtigt, rækker rækker ham hånden).
Netop det er det.
(Det store dampskib glider lydløst ud over fjorden. Musiken
høres nærmere inde mod land.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her