Du er her:
Et dukkehjem
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
Faksimile
ET DUKKEHJEM.

Faksimile
Faksimile
ET DUKKEHJEM.
SKUESPIL I TRE AKTER
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1879.
Faksimile
Faksimile
PERSONERNE:
Advokat Helmer.
Nora, hans hustru.
Doktor Rank.
Fru Linde.
Sagfører Krogstad.
Helmers tre små børn.
Anne-Marie, barnepige hos Helmers.
Stuepigensammesteds.
Et bybud.
(Handlingen foregår i Helmers bolig.)

Faksimile
Faksimile
FØRSTE AKT.

(En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue.
En dør tilhøjre til højre i baggrunden fører ud til forstuen; en anden dør
tilvenstre til venstre i baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mel-
lem begge disse døre et pianoforte. Midt på væggen tilvenstre til venstre en
dør og længere fremme et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord
med lænestole og en liden sofa. På sidevæggen tilhøjre til højre , noget til-
bage, en dør, og på samme væg, nærmere mod forgrunden forgrunden, en sten-
tøjsovn med et par lænestole og en gyngestol foran. Mellem ovnen
og sidedøren et lidet bord. Kobberstik på væggene. En etagère
med porcellænsgenstande og andre små kunstsager; et lidet
bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i ovnen.
Vinterdag.)
(Der ringes ude i forstuen; lidt efter hører man, man at der blir
lukket op. op Nora kommer fornøjet nynnende ind i stuen; hun er
klædt i ydertøj og bærer en hel del pakker, som hun lægger fra sig
på bordet tilhøjre til højre . Hun lar døren til forstuen stå åben efter sig, og
man ser derude et bybud, der bærer en julegran og en kurv,
hvilket han gier til stuepigen, som har lukket op for dem.)
Nora.
Gem juletræet godt, Helene. Børnene må
endelig ikke få se det før iaften, når det er pyn-
tet. (til budet; tar portemonæen frem.) Hvormeget –?
Bybudet.
Femti øre.
Faksimile
s. 8
Nora.
Der er en krone. Nej, behold det hele.
(Budet takker og går. Nora lukker døren. Hun vedblir at le stille
fornøjet, fornøjet mens hun tar ydertøjet af.)
Nora
(tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par; derpå
går hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør)
.
Jo, han er hjemme.
( nynner nyner igen, igen idet hun går hen til bordet tilhøjre til højre .)
Helmer
(inde i sit værelse).
Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?
Nora
(ifærd med at åbne nogle af pakkerne).
Ja, det er det.
Helmer.
Er det ekornet, som rumsterer der?
Nora.
Ja!
Helmer.
Når kom ekornet hjem?
Nora.
Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig
om munden.)
Kom herud, Torvald, så skal du få
se, hvad jeg har købt.
Helmer.
Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind, med
pennen i hånden hånden .)
Købt, siger du? Alt det der? Har
Faksimile

s. 9

nu lille spillefuglen været ude og sat penge over-
styr igen?
Nora.
Ja men, Torvald, iår må vi dog virkelig slå
os lidt løs. Det er jo den første jul, da vi ikke
behøver at spare.
Helmer.
Å, ved véd du hvad, ødsle kan vi ikke.
Nora.
Jo, Torvald, lidt kan vi nok ødsle nu. Ikke
sandt? Bare en liden bitte smule. Nu får du jo
en stor gage og kommer til at tjene mange, mange
penge.
Helmer.
Ja, fra nytår af; men så går der et helt
fjerdingår før gagen forfalder.
Nora.
Pyt; vi kan jo låne så længe.
Helmer.
Nora! (går hen til hende og tar hende spøgende spøgeude i øret.)
Er nu letsindigheden ude og går igen? Sæt nu
jeg lånte ånte tusend kroner idag og du satte dem
overstyr i juleugen juleugen og jeg så nytårsaften fik en
tagsten i hodet og lå der –
Nora
(lægger hånden på hans mund).
Å fy; tal ikke så stygt.
Faksimile
s. 10
Helmer.
Jo, sæt nu, nu at sligt hændte, – hvad så?
Nora.
Hvis der hændte noget så fælt, så kunde det
være ganske det samme enten jeg havde gæld
eller ikke.
Helmer.
Nå, men de folk, jeg havde lånt af?
Nora.
De? Hvem bryr sig om dem! Det er jo
fremmede.
Helmer.
Nora, Nora, du est en kvinde! Nej Nej, men al-
vorligt, Nora; du ved véd , hvad jeg tænker i det
stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer
noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det
hjem, som grundes på lån og gæld. Nu har vi
to holdt tappert ud lige til idag; og det vil vi
også gøre den korte tid, det endnu behøves.
Nora
(går hen imod ovnen).
Ja, ja, som du vil, Torvald.
Helmer
(følger efter).
Så, så; nu skal ikke lille sanglærken hænge
med vingerne. Hvad? Står ekornen der og sur-
muler. (tar portemonæen op.) Nora; hvad tror du jeg
har her?
Faksimile
s. 11
Nora
(vender sig raskt).
Penge!
Helmer.
Se der. (rækker hende nogle sedler.) Herregud, jeg
ved véd jo nok, at der går en hel del til i et hus i
juletiden.
Nora
(tæller).
Ti – tyve – tredive – firti. Å Å, tak, tak,
Torvald; nu hjælper jeg mig langt.
Helmer.
Ja, det må du sandelig gøre.
Nora.
Ja, ja, det skal jeg nok. Men kom her, så
skal jeg vise dig alt, hvad jeg har købt. Og så
billigt! Se, her er nye klæder til Ivar – og så
en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob.
Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det
er nu så simpelt; men hun river det jo snart
istykker alligevel. Og her har jeg kjoletøjer og
tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulde
nu havt meget mere.
Helmer.
Og hvad er der i den pakke der?
Nora
(skriger).
Nej, Torvald, det får du ikke se før iaften!
Faksimile
s. 12
Helmer.
Nå så. Men sig mig nu, du lille ødeland,
hvad har du nu tænkt på til dig selv?
Nora.
Å pyt; til mig? Jeg bryr mig slet ikke sletikke om
noget.
Helmer.
Jovisst gør du så. Sig mig nu noget rime-
ligt, som du helst nu helst kunde have lyst til.
Nora.
Nej, jeg ved véd virkelig ikke. Jo hør, Torvald –
Helmer.
Nå?
Nora
(famler ved hans knapper; uden at se på ham).
Hvis du vil give mig noget, så kunde du
jo –; du kunde –
Helmer.
Nå, nå; ud med det.
Nora
(hurtigt).
Du kunde give mig penge, Torvald. Bare
så meget, som du synes du kan afse; så skal jeg
siden en af dagene købe noget for dem.
Helmer.
Nej men, Nora –
Nora.
Å jo, gør det, kære Torvald; jeg ber dig så
Faksimile

s. 13

meget om det. Så skulde jeg hænge pengene i
et smukt guldpapirs omslag på juletræet. Vilde
ikke det være morsomt?
Helmer.
Hvad er det de fugle kaldes, som altid sætter
penge overstyr?
Nora.
Ja ja, spillefugle; jeg ved véd det nok. Men lad
os gøre, som jeg siger, Torvald; så får jeg tid
til at overlægge, hvad jeg mest har brug for.
Er ikke det meget fornuftigt? Hvad?
Helmer
(smilende).
Jo visst er det så; det vil sige, sige –, hvis du virke-
lig kunde holde på de penge, jeg gier gir dig, og
virkelig købte noget til dig selv for dem. Men
så går de til huset og til så mangt og meget
unyttigt, og så må jeg punge ud igen.
Nora.
Å A men, Torvald –
Helmer.
Kan ikke nægtes, min kære lille Nora. (læg-
ger armen om hendes liv.)
Spillefuglen er sød; men den
bruger svært mange penge. Det er utroligt, hvor
kostbart det er for en mand at holde spillefugl.
Nora.
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg Je sparer
dog virkelig alt, hvad jeg kan.
Faksimile
s. 14
Helmer
(ler).
Ja, det var et sandt ord. Alt hvad du kan kan .
Men du kan slet ikke.
Nora
(nynner og smiler stille fornøjet).
Hm, du skulde bare vide, hvor mange ud-
gifter vi lærker og ekorne har, Torvald.
Helmer.
Du er en besynderlig liden en. Ganske som
din fader var. Du er om dig på alle kanter for
at gøre udvej til penge; men så snart såsnart du har
dem, blir de ligesom borte mellem hænderne på
dig; du ved véd aldrig, hvor du gør af dem. Nå,
man må tage dig som du er. Det ligger i blo-
det. Jo, jo, jo, sligt er arveligt, Nora.
Nora.
Ak, jeg vilde ønske, jeg havde arvet mange
af pappas egenskaber.
Helmer.
Og jeg vilde ikke ønske dig anderledes, end
netop således, som du er, min søde lille sang-
lærke. Men hør; der falder mig noget ind. Du
ser så – så – hvad skal jeg kalde det? – så
fordægtig ud idag –
Nora.
Gør jeg?
Faksimile
s. 15
Helmer.
Ja visst gør du det. Se mig stivt i øjnene.
Nora
(ser på ham).
Nå?
Helmer
(truer med fingeren).
Slikmunden skulde vel aldrig have grasseret i
byen idag?
Nora.
Nej, hvor kan du nu falde på det.
Helmer.
Har slikmunden virkelig ikke gjort en af-
stikker ind til konditoren?
Nora.
Nej, jeg forsikrer dig, Torvald –
Helmer.
Ikke nippet lidt syltetøj?
Nora.
Nej, aldeles ikke.
Helmer.
Ikke engang gnavet en makron eller to?
Nora.
Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig –
Helmer.
Nå, nå, nå; det er jo naturligvis bare mit
spøg –
Faksimile
s. 16
Nora
(går til bordet tilhøjre til højre ).
Jeg kunde da ikke falde på at gøre dig
imod.
Helmer.
Nej, jeg ved véd det jo nok; og du har jo givet
mig dit ord –. (hen til hende.) Nå, behold du dine
små julehemmeligheder for dig selv, min velsig-
nede Nora. De kommer vel for lyset iaften, når
juletræet er tændt, kan jeg tro.
Nora.
Har du husket på at bede doktor Rank?
Helmer.
Nej. Men det behøves jo ikke; det følger jo
af sig selv, at han spiser med os. Forresten skal
jeg bede ham, når han kommer her iformiddag.
God vin har jeg bestilt. Nora, du kan ikke tro,
hvor jeg glæder mig til iaften.
Nora.
Jeg også. Og hvor børnene vil fryde sig,
Torvald!
Helmer.
Ak, det er dog herligt at tænke på, på at man
har fåt en sikker, betrygget stilling; at man har
sit rundelige udkomme. Ikke sandt; det er en
stor nydelse at tænke på?
Nora.
Å A , det er vidunderligt!
Faksimile
s. 17
Helmer.
Kan du huske forrige jul? Hele tre uger i
forvejen lukked du dig hver aften inde til langt
over midnat for at lave blomster til juletræet og
alle de andre herligheder hærligheder , som vi skulde over-
raskes med. Uh, det var den kedeligste tid, jeg
har oplevet.
Nora.
Da keded jeg mig slet ikke sletikke .
Helmer
(smilende).
Men det faldt dog temmelig tarveligt ud,
Nora.
Nora.
Å, skal du nu drille mig med det igen.
Hvad kunde jeg for, at katten var kommen kommet ind
og havde revet alting istykker?
Helmer.
Nej visst kunde du ikke, min stakkers lille
Nora. Du havde den bedste vilje til at glæde
os alle, og det er hovedsagen. Men det er dog
godt, godt at de knebne tider er forbi.
Nora.
Ja, det er rigtignok vidunderligt.
Helmer.
Nu behøver ikke jeg at sidde her alene og
kede mig; og du behøver ikke at plage dine vel-
signede øjne og dine små skære fine hænder –
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
2
Faksimile
s. 18
Nora
(klapper i hænderne).
Nej, ikke sandt, Torvald, det behøves ikke
længer? Å, hvor det er vidunderlig dejligt at
høre! (tager ham under armen.) Nu skal jeg sige dig,
hvorledes jeg havde tænkt, vi skulde indrette os,
Torvald. Så snart julen er over – (det ringer i for-
stuen.)
Å, der ringer det. (rydder lidt op i stuen.) Her
kommer visst nogen. Det var da kedeligt.
Helmer.
For visiter er jeg ikke hjemme; husk det.
Stuepigen
(i entrédøren).
Frue, her er en fremmed dame –
Nora.
Ja, lad hende komme ind.
Stuepigen
(til Helmer).
Og så kom doktoren med det samme.
Helmer.
Gik han lige ind til mig?
Stuepigen.
Ja, han gjorde så.
(Helmer går ind i sit værelse. Pigen viser fru Linde, som er i
rejsetøj, ind i stuen og lukker efter hende.)
Fru Linde
(forsagt og lidt nølende).
Goddag, Nora.
Faksimile
s. 19
Nora
(usikker).
Goddag –
Fru Linde.
Du kender mig nok ikke igen.
Nora.
Nej; jeg ved véd ikke –; jo visst, jeg synes
nok – (udbrydende) Hvad! Kristine! Er det virkelig
dig?
Fru Linde.
Ja, det er mig.
Nora.
Kristine! Og jeg, som ikke kendte dig igen!
Men hvor kunde jeg også –. (sagtere) Hvor du er
bleven forandret, Kristine!
Fru Linde.
Ja, det er jeg visstnok. I ni–ti lange
år –
Nora.
Er det så længe siden vi såes? Ja, det er
det jo også. Å, de sidste otte år har været en
lykkelig tid, kan du tro. Og nu er du altså
kommen herind til byen? Gjort den lange rejse
ved vintertid. Det var tappert.
Fru Linde.
Jeg kom netop med dampskibet imorges.
Nora.
For at more dig i julen, naturligvis. Å,
hvor det er dejligt! Ja, more os, det skal vi
2*
Faksimile

s. 20

rigtignok. Men tag dog overtøjet af. Du fryser
dog vel ikke? (hjælper hende.) Se så; nu sætter vi
os hyggeligt her ved ovnen. Nej, i lænestolen
der! Her i gyngestolen vil jeg sidde. (griber hendes
hænder.)
Ja, nu har du jo dit gamle ansigt igen;
det var bare i det første øjeblik –. Lidt blegere
er du dog bleven, Kristine, – og kanske lidt
magrere.
Fru Linde.
Og meget, meget ældre, Nora.
Nora.
Ja, kanske lidt ældre; bitte, bitte lidt; slet
ikke meget. (holder pludselig inde, alvorligt.) Å, men jeg
tankeløse menneske, som sidder her og snakker!
Søde, velsignede Kristine, kan du tilgive mig?
Fru Linde.
Hvad mener du, Nora?
Nora
(sagte).
Stakkers Kristine, du er jo bleven enke.
Fru Linde.
Ja, for tre år siden.
Nora.
Å, jeg vidste det jo nok; jeg læste det jo i
aviserne. Å, Kristine, du må tro mig, jeg tænkte
ofte på at skrive dig til i den tid; men altid op-
satte jeg det, og altid kom der noget ivejen.
Faksimile
s. 21
Fru Linde.
Kære Nora, det forstår jeg så godt.
Nora.
Nej, det var stygt af mig, Kristine. Å, du
stakker, hvor meget du visst har gået igennem.
– Og han efterlod dig jo ikke noget at leve af?
Fru Linde.
Nej.
Nora.
Og ingen børn?
Fru Linde.
Nej.
Nora.
Slet ingen ting altså?
Fru Linde.
Ikke engang en sorg eller et savn til at
tære på.
Nora
(ser vantro på hende).
Ja men, Kristine, hvor kan det være muligt?
Fru Linde
(smiler tungt og stryger hende over håret).
Å, det hænder undertiden, Nora.
Nora.
Så ganske alene. Hvor det må være for-
færdelig tungt for dig. Jeg har tre dejlige børn.
Ja nu kan du ikke få se dem, for de er ude med
pigen. Men nu må du fortælle mig alt –
Faksimile
s. 22
Fru Linde.
Nej, nej, nej, fortæl heller du.
Nora.
Nej, du skal begynde. Idag vil jeg ikke
være egenkærlig. Idag vil jeg tænke bare på
dine sager. Men et ét må jeg dog sige dig. Ved Véd
du den store lykke, som er hændt os i disse
dage?
Fru Linde.
Nej. Hvad er det?
Nora.
Tænk, min mand er bleven direktør i Aktie-
banken!
Fru Linde.
Din mand? Å hvilket held –!
Nora.
Ja, umådeligt! At være advokat, det er jo
så usikkert at leve af, især når man ikke vil be-
fatte sig med andre forretninger, end de, som er
fine og smukke. Og det har naturligvis Torvald
aldrig villet; og det holder jeg da ganske med
ham i. Å, du kan tro, vi glæder os! Han skal
tiltræde i banken allerede til nytår, og da får
han en stor gage og mange procenter. Herefter
kan vi leve ganske anderledes end før, – ganske
som vi vil. Å, Kristine, hvor jeg føler mig let
og lykkelig! Ja, for det er dog dejligt at have
dygtig mange penge og ikke behøve at gøre sig
bekymringer. Ikke sandt?
Faksimile
s. 23
Fru Linde.
Jo, ialfald måtte det være dejligt at have
det nødvendige.
Nora.
Nej, ikke blot det nødvendige, men dygtig,
dygtig mange penge!
Fru Linde
(smiler).
Nora, Nora, er du endnu ikke bleven for-
nuftig? I skoledagene var du en stor ødeland.
Nora
(ler stille).
Ja, det siger Torvald endnu. (truer med fingeren.)
Men «Nora, Nora» er ikke så gal, som I tænker.
– Å, vi har sandelig ikke havt det så, at jeg
har kunnet ødsle. Vi har måttet arbejde begge to. to? to!
Fru Linde.
Du også?
Nora.
Ja, med småting, med håndarbejde, med
hækling og med broderi og sådant noget; (hen-
kastende)
og med andre ting også. Du ved véd vel,
at Torvald gik ud af departementet, departementet da vi blev
gift? Der var ingen udsigt til befordring i hans
kontor, og så måtte han jo tjene flere penge end
før. Men i det første år overanstrængte han sig
så aldeles forfærdeligt. Han måtte jo søge alskens
bifortjeneste, kan du vel tænke dig, og arbejde
Faksimile

s. 24

både tidligt og sent. Men det tålte han ikke,
og så blev han så dødelig syg. Så erklærte
lægerne det for nødvendigt, nødvendigt at han kom ned til
syden.
Fru Linde.
Ja, I opholdt jer jo et helt år i Italien?
Nora.
Ja visst. Det var ikke let at komme afsted,
kan du tro. Ivar var netop født dengang. Men
afsted måtte vi naturligvis. Å, det var en vid-
underlig dejlig rejse. Og den frelste Torvalds
liv. Men den kosted svært mange penge, Kristine.
Fru Linde.
Det kan jeg nok tænke mig.
Nora.
Tolv hundrede specier kosted den. Fire
tusend otte hundrede kroner. Det er mange
penge du.
Fru Linde.
Ja, men i slige tilfælde er det ialfald en stor
lykke, lykke at man har dem.
Nora.
Ja Ja, jeg skal sige dig, vi fik dem nu af pappa.
Fru Linde.
Nå sådan. Det var netop på den tid din
fader døde, tror jeg.
Faksimile
s. 25
Nora.
Ja, Kristine, det var netop da. Og tænk
dig, jeg kunde ikke rejse til ham og pleje ham.
Jeg gik jo her og vented daglig, daglig at lille Ivar
skulde komme til verden. Og så havde jeg jo
min stakkers dødssyge Torvald at passe. Min
kære snille pappa! Jeg fik aldrig se ham mere,
Kristine. Å, det er det tungeste, jeg har oplevet, oplevet
siden jeg blev gift.
Fru Fra Linde.
Jeg ved véd , du holdt meget af ham. Men så
rejste I altså til Italien?
Nora.
Ja; da havde vi jo pengene; og lægerne
skyndte på os. Så rejste vi en måneds tid efter.
Fru Linde.
Og din mand kom aldeles helbredet tilbage?
Nora.
Frisk som en fisk!
Fru Linde.
Men – doktoren?
Nora.
Hvorledes?
Fru Linde.
Jeg synes, pigen sagde sagde, det var doktoren,
den herre, som kom på samme tid som jeg.
Faksimile
s. 26
Nora.
Ja, det var doktor Rank; men han kommer
ikke i sygebesøg; det er vor nærmeste ven, og
han ser her indom mindst engang om dagen.
Nej, Torvald har aldrig havt en syg time siden.
Og børnene er friske og sunde, og jeg også.
(springer op og klapper i hænderne.) Å Gud, å Gud, Kri-
stine, det er dog vidunderlig dejligt at leve og
være lykkelig! – – Å, men det er dog afsky-
ligt afskyeligt af mig –; jeg taler jo bare om mine egne
sager. (sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger
armene på hendes knæ.)
Å, du må ikke være vred på
mig! – Sig mig, er det virkelig sandt, at du
ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du ham da?
Fru Linde.
Min moder leved endnu; og hun var senge-
liggende og hjælpeløs. Og så havde jeg mine
to yngre brødre at sørge for. Jeg syntes ikke
det var forsvarligt at vise hans tilbud tilbage.
Nora.
Nej, nej, det kan du have ret i. Han var
altså rig dengang?
Fru Linde.
Han var ganske velstående, tror jeg. Men
det var usikre forretninger, Nora. Da han døde,
gik det hele overstyr og der blev ingenting til-
overs.
Nora.
Og så –?
Faksimile
s. 27
Fru Linde.
Ja, så måtte jeg slå mig igennem med en
liden handel og en liden skole og hvad jeg ellers
kunde finde på. De sidste tre år har været som
en eneste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu
er den tilende, Nora. Min stakkers moder be-
høver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og
gutterne heller ikke; de er nu kommet i stillinger
og kan sørge for sig selv.
Nora.
Hvor du må føle dig let –
Fru Linde.
Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at
leve for mere. (står urolig op.) Derfor holdt jeg det
ikke længere ud derborte i den lille afkrog. Her
må det dog være lettere at finde noget, som kan
lægge beslag på en og optage ens tanker. Kunde
jeg bare være så lykkelig at få en fast post,
noget kontorarbejde –
Nora.
Å men, Kristine, det er så saa forfærdelig an-
strængende; og du ser allerede så anstrængt ud
iforvejen. Det vilde være meget bedre for dig,
om du kunde komme til et bad.
Fru Linde
(går henimod vinduet).
Jeg har ingen pappa, som kan forære mig
rejsepenge, Nora.
Faksimile
s. 28
Nora
(rejser sig).
Å, vær ikke vred på mig! mig.
Fru Linde
(hen til hende).
Kære Nora, vær ikke du vred på mig. Det
er det værste ved en stilling som min, min at den af-
sætter så megen bitterhed i sindet. Man har
ingen at arbejde for; og dog nødes man til at
være om sig på alle kanter. Leve skal man jo;
og så blir man egenkærlig. Da du fortalte mig
om den lykkelige forandring i eders stilling –
vil du tro det? – jeg glædede glæded mig ikke så meget
på dine vegne, som på mine.
Nora.
Hvorledes det? Å, jeg forstår dig. Du
mener, Torvald kunde kanske gøre noget for dig.
Fru Linde.
Ja, det tænkte jeg mig.
Nora.
Det skal han også, Kristine. Overlad det
bare til mig; jeg skal indlede det så fint, så fint,
– finde på noget elskværdigt, som han synes
rigtig godt om. Å, jeg vil så inderlig gerne
være dig til tjeneste.
Fru Linde.
Hvor det er smukt af dig, Nora, at du er
så ivrig for min sag, – dobbelt smukt af dig,
Faksimile

s. 29

som selv kender så lidet til livets byrder og
besvær.
Nora.
Jeg –? Jeg kender så lidet til –?
Fru Linde
(smilende).
Nå, Herregud, den smule håndarbejde og
sådant noget –. Du er et barn, Nora.
Nora
(kaster på nakken og går henover gulvet).
Det skulde du ikke sige så overlegent.
Fru Linde.
Så?
Nora.
Du er ligesom de andre. I tror allesammen, allesammen
at jeg ikke duer til noget rigtig alvorligt –
Fru Linde.
Nå, nå –
Nora.
– at jeg ikke har prøvet noget i denne
vanskelige verden.
Fru Linde.
Kære Nora, du har jo nys fortalt mig alle
dine genvordigheder.
Nora.
Pyt, – de småtterier! (sagte.) Jeg har ikke
fortalt dig det store.
Faksimile
s. 30
Fru Linde.
Hvilket store? Hvad mener du?
Nora.
Du overser mig så ganske, Kristine; men
det skulde du ikke gøre. Du er stolt over, over at du
har arbejdet så tungt og så længe for din moder.
Fru Linde.
Jeg overser visselig ikke nogen. Men det
er sandt: jeg er både stolt og glad, glad når jeg tæn-
ker på, på at det blev mig forundt at gøre min mo-
ders sidste levetid såvidt sorgløs.
Nora.
Og du er også stolt, stolt når du tænker på, hvad
du har gjort for dine brødre.
Fru Linde.
Det synes jeg, jeg har ret til.
Nora.
Det synes jeg også. Men nu skal du høre
noget, Kristine. Jeg har også noget at være
stolt og glad over.
Fru Linde.
Det tvivler jeg ikke på. Men hvorledes
mener du det?
Nora.
Tal sagte. Tænk, om Torvald hørte det!
Han må ikke for nogen pris i verden –; der
må ingen få det at vide, Kristine; ingen uden du.
Faksimile
s. 31
Fru Linde.
Men hvad er det dog?
Nora.
Kom herhen. herhen (drager hende ned på sofaen ved siden af
sig.)
Ja du, – jeg har også noget at være stolt og
glad over. Det er mig, som har reddet Tor-
valds liv.
Fru Linde.
Reddet –? Hvorledes reddet?
Nora.
Jeg fortalte dig jo om rejsen til Italien.
Torvald kunde ikke have overstået det, hvis han
ikke var kommen derned –
Fru Linde.
Nå ja; din fader gav jer så de fornødne
penge –
Nora
(smiler).
Ja, det tror både Torvald og alle andre;
men –
Fru Linde.
Men –?
Nora.
Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig,
som skaffed pengene tilveje.
Fru Linde.
Du? Hele den store sum?
Faksimile
s. 32
Nora.
Tolv hundrede specier. Fire tusend otte
hundrede kroner. Hvad siger du til det?
Fru Linde.
Ja men, Nora, hvorledes var det muligt?
Havde du da vundet i lotteriet?
Nora
(med ringeagt).
I lotteriet? (blæser.) Hvad kunst havde det
da da været?
Fru Linde.
Men hvor fik du dem da fra?
Nora
(nynner og smiler hemmelighedsfuldt).
Hm; tra la la la!
Fru Linde.
For låne dem kunde du jo ikke.
Nora.
Så? Hvorfor ikke det?
Fru Linde.
Nej, en kone kan jo ikke låne uden sin
mands samtykke.
Nora
(kaster på nakken).
Å, Å. når det er en kone, som har en smule
forretningsdygtighed, – en kone, som forstår at
bære sig lidt klogt ad, så –
Faksimile
s. 33
Fru Linde.
Men, Nora, jeg begriber aldeles ikke –
Nora.
Det behøver du jo heller ikke. Det er jo
slet ikke sletikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan
jo have fået dem på andre måder. (kaster sig til-
bage i sofaen.)
Jeg kan jo have fået dem af en eller
anden beundrer. Når man ser såvidt tiltrækkende
ud som jeg –
Fru Linde.
Du er en galning.
Nora.
Nu er du visst umådelig nysgærrig, Kristine.
Fru Linde.
Ja hør nu her, kære Nora, – har du ikke
der handlet ubesindigt?
Nora
(sidder atter oprejst).
Er det ubesindigt at redde sin mands liv?
Fru Linde.
Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans
vidende –
Nora.
Men han måtte jo netop ikke vide noget!
Herregud, kan du ikke forstå det? Han måtte
ikke engang vide, hvor farligt det stod til med
ham. Det var til mig lægerne kom og sagde,
at hans liv stod i fare; at intet andet kunde
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
3
Faksimile

s. 34

redde ham, end et ophold i syden. Tror du
ikke, jeg først forsøgte at lirke mig frem? Jeg
talte til ham om, hvor dejligt det vilde være for
mig at få rejse til udlandet ligesom andre unge
koner; jeg både græd og jeg bad; jeg sagde, sagde at
han værs’god skulde huske på de omstændigheder,
jeg var i, og at han måtte være snil og føje
mig; og så slog jeg på, på at han gerne kunde op-
tage et lån. Men da blev han næsten vred,
Kristine. Han sagde, sagde at jeg var letsindig, og at
det var hans pligt som ægtemand ikke at føje
mig i nykker og luner – som jeg tror han
kaldte det. Ja ja, tænkte jeg, reddes må du nu;
og så var det jeg gjorde udvej –
Fru Linde.
Og fik din mand ikke vide af din fader, at
pengene ikke kom fra ham?
Nora.
Nej, aldrig. Pappa døde netop i de samme
dage. Jeg havde tænkt at indvie ham i sagen og
bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så
syg –. syg. – Desværre, det blev ikke nødvendigt.
Fru Linde.
Og har du aldrig siden betroet dig til din
mand?
Nora.
Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke
det? Han, som er så stræng i det stykke! Og
Faksimile

s. 35

desuden – Torvald med sin mandige selvfølelse, selvfølelse
– hvor pinligt og ydmygende vilde det ikke være
for ham at vide, at han skyldte mig noget. Det
vilde ganske forrykke forholdet imellem os; vort
skønne lykkelige hjem vilde ikke længer blive,
hvad det nu er.
Fru Linde.
Vil du aldrig sige ham det?
Nora
(eftertænksom, halvt smilende).
Jo – engang kanske; – om mange år, når
jeg ikke længer er så smuk som nu. Du skal
ikke le af det! Jeg mener naturligvis: når Tor-
vald ikke længer synes så godt om mig som nu;
når han ikke længer finder fornøjelse i, i at jeg
danser for ham og forklæder mig og deklamerer.
Da kunde det være godt at have noget i bag-
hånden – (afbrydende.) Vås, vås, vås! Den tid
kommer aldrig. – Nå, hvad siger du så til min
store hemmelighed, Kristine? Duer ikke jeg også
til noget? – Du kan forresten tro, tro at den sag
har voldt mig mange bekymringer. Det har
sandelig ikke været let for mig at opfylde mine
forpligtelser til rette tid. Jeg skal sige dig, der
er i forretningsverdenen noget, som kaldes kvar-
talsrenter, og noget, som kaldes afdrag; og de
er altid så forfærdelig vanskelige at skaffe tilveje.
Så har jeg måttet spare lidt hist og her, hvor
jeg kunde, ser du. Af husholdningspengene kunde
jeg jo ikke lægge noget videre tilside, for Tor-
3*
Faksimile

s. 36

vald måtte jo leve godt. Børnene kunde jeg jo
ikke lade gå dårligt klædt; hvad jeg fik til dem
syntes jeg, jeg måtte bruge altsammen. De søde
velsignede små!
Fru Linde.
Så gik det vel altså ud over dine egne for-
nødenheder, stakkers Nora?
Nora.
Ja naturligvis. Jeg var jo også den, som
var nærmest til det. Hvergang Torvald gav mig
penge til nye kjoler og sådant noget, brugte jeg
aldrig mere end det halve; købte altid de simpleste
og billigste sorter. En Guds lykke var det, at
alting klæder mig så godt, så at Torvald ikke
mærked det. Men det faldt mig mangengang
tungt, Kristine; for det er dog dejligt at gå fint
klædt. Ikke sandt?
Fru Linde.
Å jo såmæn.
Nora.
Nå, så har jeg jo også havt andre indtægts-
kilder. Ifjor vinter var jeg så heldig at få en
hel del arkskrift. Så lukked jeg mig inde og
sad og skrev hver aften til langt ud på natten.
Ak, jeg var mangengang så træt, så træt. Men
det var dog uhyre morsomt alligevel, således at
sidde og arbejde og fortjene penge. Det var
næsten, som om jeg var en mand.
Faksimile
s. 37
Fru Linde.
Men hvormeget har du nu på den vis kunnet
afbetale?
Nora.
Ja, det kan jeg ikke sige så nøje. Sådanne
forretninger, ser du, er det meget vanskeligt at
holde rede på. Jeg ved véd kun, kun at jeg har betalt
alt, hvad jeg har kunnet skrabe sammen. Mangen-
gang har jeg ikke vidst mine min arme råd. (smiler.) Da
sad jeg her og forestilled mig, at en gammel rig
herre var bleven forelsket i mig –
Fru Linde.
Hvad! Hvilken herre?
Nora.
Å snak! – at han nu var død, og da man
åbned hans testamente, så stod deri med store
bogstaver «Alle mine penge skal den elskværdige
fru Nora Helmer have udbetalt straks kontant».
Fru Linde.
Men kære Nora, – hvad var det for en
herre?
Nora.
Herregud, kan du ikke forstå det? Den
gamle herre var jo slet ikke til; det var bare
noget, jeg sad her og tænkte op igen og op igen, igen
når jeg ikke vidste nogen udvej til at skaffe penge.
Men det kan også være det samme; det gamle
kedelige menneske kan bli for mig hvor han er;
Faksimile

s. 38

jeg bryr mig hverken om ham eller hans testa-
ment, for nu er jeg sorgløs. (springer op.) Å Gud,
det er dog dejligt at tænke på, Kristine! Sorg-
løs! At kunne være sorgløs, ganske sorgløs; at
kunne lege og tumle sig med børnene; at kunne
have det smukt og nydeligt i huset, alting så-
ledes, som Torvald sætter pris på det! Og tænk,
så kommer snart våren med stor blå luft. Så
kan vi kanske få rejse lidt. Jeg kan kanske få
se havet igen. Å ja, ja, det er rigtignok vid-
underligt at leve og være lykkelig!
(Klokken høres i forstuen.)
Fru Linde
(rejser sig).
Det ringer; det er kanske bedst jeg går.
Nora.
Nej, bliv du; her kommer visst ingen; det
er vel til Torvald –
Stuepigen
(i forstuedøren).
Om forladelse, frue, – her er en herre, som
vil tale med advokaten – advokaten.
Nora.
Med bankdirektøren, mener du.
Stuepigen.
Ja, med bankdirektøren; men jeg vidste ikke
– siden doktoren er derinde –
Faksimile
s. 39
Nora.
Hvem er den herre?
Sagfører Krogstad
(i forstuedøren).
Det er mig, frue.
Fru Linde
(studser, farer sammen og vender sig mod vinduet).
Nora
(et skridt imod ham, spændt, med halv stemme).
De? Hvad er det? Hvad vil De tale med
min mand om?
Krogstad.
Banksager – på en måde. Jeg har en liden
post i Aktiebanken, og Deres mand skal jo nu
blive vor chef, hører jeg –
Nora.
Det er altså –
Krogstad.
Bare tørre forretninger, frue; slet ikke noget
andet.
Nora.
Ja, vil De da være så god at gå ind kontor-
døren.
(hilser ligegyldigt, ligegyldigt idet hun lukker døren til forstuen; derpå går
hun hen og ser til ovnen.)
Fru Linde.
Nora, – hvem var den mand?
Faksimile
s. 40
Nora.
Det var en sagfører Krogstad.
Fru Linde.
Det var altså virkelig ham.
Nora.
Kender du det menneske?
Fru Eru Linde.
Jeg har kendt ham – for en del år siden.
Han var en tid sagførerfuldmægtig henne på vor
kant.
Nora.
Ja, det var han jo.
Fru Linde.
Hvor han var forandret.
Nora.
Han har nok været meget ulykkeligt gift.
Fru Linde.
Nu er han jo enkemand? enkemand.
Nora.
Med mange børn. Se så; nu brænder det.
(hun lukker ovnsdøren og flytter gyngestolen lidt tilside.)
Fru Linde.
Han driver jo mange slags forretninger,
siges der?
Nora.
Så? Ja det kan gerne være; jeg ved véd slet
Faksimile

s. 41

ikke –. Men lad os ikke tænke på forretninger;
det er så kedeligt.
(Doktor Rank kommer fra Helmers værelse.)
Doktor Rank
(endnu i døren).
Nej nej, du; jeg vil ikke forstyrre; jeg vil
heller gå lidt ind til din hustru. (lukker døren og be-
mærker fru Linde.)
Å om forladelse; jeg forstyrrer
nok her også.
Nora.
Nej, på ingen måde. (forestiller.) Doktor Rank. Rank,
Fru Linde.
Rank.
Nå så. Et navn, som ofte høres her i huset.
Jeg tror, jeg gik fruen forbi på trappen, trappen da jeg
kom.
Fru Linde.
Ja; jeg stiger meget langsomt; jeg kan ikke
godt tåle det.
Rank.
Aha, en liden smule bedærvet indvendig?
Fru Linde.
Egentlig mere overanstrængt.
Rank.
Ikke andet? Så er De vel kommen til byen
for at hvile Dem ud i alle gæstebudene?
Fru Linde.
Jeg er kommen hid for at søge arbejde.
Faksimile
s. 42
Rank.
Skal det være noget probat middel imod
overanstrængelse?
Fru Linde.
Man må leve, herr doktor.
Rank.
Ja, det er jo en almindelig mening, at det
skal være så nødvendigt.
Nora.
Å ved véd De hvad, doktor Rank, – De vil så-
mæn også gerne leve.
Rank.
Ja såmæn vil jeg så. Så elendig elændig jeg end
er, vil jeg dog gerne blive ved at pines i det
længste. Alle mine patienter har det på samme
vis. Og således er det med de moralsk angrebne
også. Der er nu netop i dette øjeblik et sligt
moralsk hospitalslem inde hos Helmer –
Fru Linde
(dæmpet).
Ah!
Nora.
Hvem mener De?
Rank.
Å, det er en sagfører Krogstad krogstad , et menneske,
som De ikke kender noget til. Han er bedærvet
i karakter-rødderne, frue. Men selv han begyndte
Faksimile

s. 43

at snakke om, som noget højvigtigt, at han
måtte leve.
Nora.
Så? Hvad var det da han vilde tale med
Torvald om?
Rank.
Jeg ved véd sandelig ikke; jeg hørte blot, det
var noget om Aktiebanken.
Nora.
Jeg vidste ikke, ikke at Krog – at denne sagfører
Krogstad havde noget med Aktiebanken at gøre.
Rank.
Jo, han har fået et slags ansættelse dernede.
(til fru Linde.) Jeg ved véd ikke, ikke om man også borte på
Deres kanter har et slags mennesker, som vimser
hæsblæsende omkring for at opsnuse moralsk
råddenskab og så få vedkommende indlagt til
observation i en eller anden fordelagtig stilling.
De sunde må pent finde sig i at stå udenfor.
Fru Linde.
Det er dog vel også de syge, som mest
trænger til at lukkes ind.
Rank
(trækker på skuldrene).
Ja, der har vi det. Det er den betragtning,
som gør samfundet til et sygehus.
Nora,
(i sine egne tanker, brister ud i en halvhøj latter og klapper i
hænderne)
.
Faksimile
s. 44
Rank.
Hvorfor ler De af det? Ved Véd De egentlig,
hvad samfundet er?
Nora.
Hvad bryr jeg mig om det kedelige sam-
fund? Jeg lo af noget ganske andet, – noget
uhyre morsomt. – Sig mig, doktor Rank, – Rank –
alle de, som er ansatte i Aktiebanken blir altså
nu afhængige af Torvald?
Rank.
Er det det, De finder så uhyre morsomt?
Nora
(smiler og nynner).
Lad mig om det! Lad mig om det! (spadserer
omkring på gulvet)
. Ja det er rigtignok umådelig for-
nøjeligt at tænke på, på at vi – at Torvald har
fået så megen indflydelse på mange mennesker.
(tager posen op af lommen.) Doktor Rank, skal det være
en liden makron.
Rank.
Se, se; makroner. Jeg trode det var for-
budne varer her.
Nora.
Ja, men disse er nogen, som Kristine gav
mig.
Fru Linde.
Hvad? Jeg –?
Faksimile
s. 45
Nora.
Nå, nå, nå; bliv ikke forskrækket. Du
kunde jo ikke vide, at Torvald havde forbudt
det. Jeg skal sige dig, han er bange jeg skal
få stygge tænder af dem. Men pyt, – for en-
gangs skyld –! Ikke sandt, doktor Rank? Vær
så god! (putter ham en makron i munden.) Og du også,
Kristine. Og jeg skal også have en; bare en
liden en – eller højst to. (spadserer igen.) Ja nu
er jeg rigtignok umådelig lykkelig. Nu er der
bare en eneste ting i verden, som jeg skulde have
en sådan umådelig lyst til.
Rank.
Nå? Og hvad er det?
Nora.
Der er noget, som jeg havde en så umådelig
lyst til at sige sige, så Torvald hørte på det.
Rank.
Og hvorfor kan De så ikke sige det?
Nora.
Nej, det tør jeg ikke, for det er så stygt.
Fru Linde.
Stygt?
Rank.
Ja, da er det ikke rådeligt. Men til os kan
De jo nok –. Hvad er det, De har sådan lyst
til at sige, sige så Helmer hører på det?
Faksimile
s. 46
Nora.
Jeg har en sådan sådan en umådelig lyst til at sige:
død og pine.
Rank.
Er De gal!
Fru Linde.
Men bevares, Nora –!
Rank.
Sig det. Der er han.
Nora
(gemmer makronposen).
Hys, hys, hys!
(Helmer, med overfrakke på armen og hat i hånden, kommer fra
sit værelse.)
Nora
(imod ham).
Nå, kære Torvald, blev du af med ham?
Helmer.
Ja, nu gik han.
Nora.
Må jeg forestille dig –; det er Kristine,
som er kommen til byen.
Helmer.
Kristine –? Om forladelse, men jeg ved véd
ikke –
Nora.
Fru Linde, kære Torvald; fru Kristine Linde.
Faksimile
s. 47
Helmer.
Ah så. Formodentlig en barndomsveninde
af min hustru?
Fru Linde.
Ja vi har kendt hinanden i tidligere dage.
Nora.
Og tænk, nu har hun gjort den lange rejse
herind for at få tale med dig.
Helmer.
Hvad skal det sige?
Fru Linde.
Ja ikke egentlig –
Nora.
Kristine er nemlig så umådelig flink i kon-
torarbejde, og så har hun en sådan uhyre lyst til at
komme under en dygtig mands ledelse og lære
mere, end det hun alt kan –
Helmer.
Meget fornuftigt, frue.
Nora.
Og da hun så hørte, hørte at du var bleven bank-
direktør – der kom telegram om det – så rejste
hun så fort hun kunde herind og –. Ikke sandt,
Torvald, du kan nok for min skyld gøre lidt for
Kristine? Hvad?
Faksimile
s. 48
Helmer.
Jo Jo, det var slet ikke umuligt. Fruen er for-
modentlig enke?
Fru Linde.
Ja.
Helmer.
Og har øvelse i kontorforretninger?
Fru Linde.
Ja så temmelig.
Helmer.
Nå, da er det højst rimeligt, rimeligt at jeg kan skaffe
Dem en ansættelse –
Nora
(klapper i hænderne).
Ser du; ser du!
Helmer.
De er kommen i et heldigt øjeblik, frue –
Fru Linde.
Å A , hvorledes skal jeg takke Dem –?
Helmer.
Behøves slet ikke sletikke . (trækker yderfrakken på.) Men
idag må De have mig undskyldt –
Rank.
Vent; jeg går med dig.
(henter sin pelts i entreen entréen og varmer den ved ovnen.)
Nora.
Bliv ikke længe ude, kære Torvald.
Faksimile
s. 49
Helmer.
En times tid; ikke mere.
Nora.
Går du også, Kristine?
Fru Linde
(tager ydertøjet på).
Ja, nu må jeg ud og se mig om efter et
værelse.
Helmer.
Så går vi kanske ned over nedover gaden sammen.
Nora
(hjælper hende).
Hvor kedeligt, at vi skal bo så indskrænket;
men det er os umuligt at –
Fru Linde.
Å, hvad tænker du på! Farvel, kære Nora,
og tak for alt.
Nora.
Farvel sålænge. Ja, iaften kommer du natur-
ligvis igen. Og De også, doktor Rank. Hvad?
Om De blir så bra’? Å jo såmæn gør De så;
pak Dem bare godt ind.
(Man går under almindelig samtale ud i entréen. Der høres børne-
stemmer udenfor på trappen.)
Nora.
Der er de! Der er de!
(Hun løber hen og lukker op. Barnepigen Anne-Marie kommer
med børnene.)
Nora.
Kom ind; kom ind! (bøjer sig ned og kysser dem.)
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
4
Faksimile

s. 50

Å I søde, velsignede –! Ser du dem, Kristine?
Er de ikke dejlige!
Rank.
Ikke passiar her i luftdraget!
Helmer.
Kom, fru Linde; nu blir her ikke udholde-
ligt for andre end mødre.
(Doktor Rank, Helmer og fru Linde går nedover trapperne.
Barnepigen går ind i stuen med børnene, børnene. Nora ligeledes,
idet hun lukker døren til forstuen.)
Nora.
Hvor friske og kække I ser ud. Nej, for
røde kinder I har fået! Som æbler og roser.
(børnene taler i munden på hende under det følgende.) Har I
moret jer så godt? Det var jo prægtigt. Ja så;
du har trukket både Emmy og Bob på kælken?
Nej tænk, på engang en gang ! Ja, du er en flink gut,
Ivar. Å, lad mig holde hende lidt, Anne-Marie.
Mit søde lille dukkebarn! (tager den mindste fra barne-
pigen og danser med hende.)
Ja, ja, mamma skal danse
med Bob også. Hvad? Har I kastet snebold?
Å, der skulde jeg have været med! Nej, ikke
det; jeg vil selv klæde dem af, Anne-Marie.
Å jo, lad mig få lov; det er så morsomt. Gå
ind så længe; du ser så forfrossen ud. Der står
varm kaffe til dig på ovnen.
(Barnepigen går ind i værelset tilvenstre til venstre . Nora tager børnenes
ydertøj af og kaster det omkring, omkring idet hun lar dem fortælle i mun-
den på hverandre.)
Faksimile
s. 51
Nora.
Ja så? Så der var en stor hund, som løb
efter jer? Men den bed ikke? Nej, hundene bider
ikke små dejlige dukkebørn. Ikke se i pakkerne,
Ivar! Hvad det er? Ja, det skulde I bare vide.
Å A nej, nej; det er noget fælt noget. Så? Skal
vi lege? Hvad skal vi lege? Gemmespil. Ja Ja, lad
os lege gemmespil. Bob skal gemme sig først.
Skal jeg? Ja, lad mig gemme mig først.
(Hun og børnene leger under latter og jubel i stuen og i det det til-
stødende værelse til højre. Tilsidst gemmer Nora sig under bordet;
børnene kommer stormende ind, søger, men kan ikke finde hende,
hører hendes dæmpede latter, styrter hen til bordet, løfter tæppet
op, ser hende. Stormende jubel. Hun kryber frem som for at
skræmme dem. Ny jubel. Det har imidlertid banket på indgangs-
døren; ingen har lagt mærke til det. Nu åbnes døren halvt og sag-
fører Krogstad
kommer tilsyne; han venter lidt; legen fort-
sættes.)
Krogstad.
Om forladelse, fru Helmer –
Nora
(med et dæmpet skrig, vender sig og springer halvt ivejret i ivejret ).
Ah! Hvad vil De De ?
Krogstad.
Undskyld; yderdøren stod påklem på klem ; der må
nogen have glemt at lukke den –
Nora
(rejser sig).
Min mand er ikke hjemme, herr Krogstad.
Krogstad.
Jeg ved véd det.
4*
Faksimile
s. 52
Nora.
Ja – hvad vil De så her?
Krogstad.
Tale et ord med Dem dem .
Nora.
Med –? (til børnene, sagte.) Gå ind til Anne-
Marie. Hvad? Nej, den fremmede mand vil ikke
gøre mamma noget ondt. Når han er gået, skal
vi lege igen.
(hun fører børnene ind i værelset tilvenstre til venstre og lukker døren
efter dem.)
Nora
(urolig, spændt).
De vil tale med mig?
Krogstad.
Ja, jeg vil det.
Nora.
Idag –? Men vi har jo endnu ikke den første
i måneden –
Krogstad.
Nej, vi har julaften juleaften . Det vil komme an på
Dem selv, hvad juleglæde De får.
Nora.
Hvad er det, De vil? Jeg kan aldeles ikke
idag –
Krogstad.
Det skal vi indtil videre ikke snakke om.
Det er noget andet. De har dog vel tid et
øjeblik?
Faksimile
s. 53
Nora.
Å ja; ja visst, det har jeg nok, endskønt –
Krogstad.
Godt. Jeg sad inde på Olsens restauration
og så Deres mand gå nedover gaden –
Nora.
Ja vel.
Krogstad.
– med en dame.
Nora.
Og hvad så?
Krogstad.
Måtte jeg være så fri at spørge: var ikke
den dame en fru Linde?
Nora.
Jo.
Krogstad.
Netop kommen til byen?
Nora.
Ja, idag.
Krogstad.
Hun er jo en god veninde af Dem?
Nora.
Jo, det er hun. Men jeg indser ikke –
Krogstad.
Jeg har også kendt hende engang.
Faksimile
s. 54
Nora.
Det ved véd jeg.
Krogstad.
Så? De har rede på den sag. Det tænkte
jeg nok. Ja, må jeg så spørge Dem kort og
godt: skal fru Linde have nogen ansættelse i
Aktiebanken?
Nora.
Hvor kan De tillade Dem at udspørge mig,
herr Krogstad, De De , en af min mands underord-
nede? Men siden De spørger, så skal De få vide
det: Ja, fru Linde skal have en ansættelse. Og
det er mig, som har talt hendes sag, herr Krog-
stad. Nu ved véd De det.
Krogstad.
Jeg havde altså lagt rigtig sammen.
Nora
(går op og ned ad gulvet).
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] A , man har dog vel altid en liden smule
indflydelse, skulde jeg tro. Fordi om man er en
kvinde, er det slet ikke sletikke derfor sagt, sagt at –. Når
man står i et underordnet forhold, herr Krogstad,
så burde man virkelig vogte sig for at støde
nogen, som – hm –
Krogstad.
– som har indflydelse?
Nora.
Ja netop.
Faksimile
s. 55
Krogstad
( skifter skiftende tone).
Fru Helmer, vil De være af den godhed at
anvende Deres indflydelse til fordel for mig.
Nora.
Hvad nu? Hvad mener De?
Krogstad.
Vil De de være så god at sørge for, at jeg be-
holder min underordnede stilling i banken.
Nora.
Hvad skal det sige? Hvem tænker på at tage
Deres stilling fra Dem?
Krogstad.
Å, De behøver ikke at spille den uvidende
ligeover for ligeoverfor mig. Jeg skønner godt, at det ikke
kan være Deres veninde behageligt at udsætte
sig for at støde sammen med mig; og jeg skønner
nu også, hvem jeg kan takke for, for at jeg skal
jages væk.
Nora.
Men jeg forsikrer Dem –
Krogstad.
Ja, ja, ja, kort og godt: det er endnu tid
og jeg råder Dem, at De anvender Deres ind-
flydelse for at forhindre det.
Nora.
Men, herr Krogstad, jeg har har aldeles ingen
indflydelse.
Faksimile
s. 56
Krogstad.
Ikke det? Jeg syntes, De nylig selv sagde –
Nora.
Det var naturligvis ikke således at forstå.
Jeg! Hvor kan De tro, at jeg har nogen sådan
indflydelse på min mand?
Krogstad.
Å, jeg kender Deres mand fra studenter-
dagene. Jeg tænker ikke herr bankdirektøren er
fastere, end andre ægtemænd.
Nora.
Taler De ringeagtende om min mand, så
viser jeg Dem døren.
Krogstad.
Fruen er modig.
Nora.
Jeg er ikke bange for Dem længer. Når
nytår er over, skal så skal jeg snart være ude af det
hele.
Krogstad
(mere behersket).
Hør mig nu, frue. Hvis det blir nødvendigt,
så kommer jeg til at kæmpe ligesom på livet,
for at beholde min lille post i banken.
Nora.
Ja, det lader virkelig til.
Faksimile
s. 57
Krogstad.
Det er ikke bare for indtægtens skyld; den
er det mig endogså mindst om at gøre. Men
der er noget andet –. Nå ja, ud med det! Det
er dette her, ser De. De ved véd naturligvis lige så
godt som alle andre, andre at jeg engang for en del år
siden har gjort mig skyldig i en ubesindighed.
Nora.
Jeg tror, jeg har hørt om hørt noget sådant.
Krogstad.
Sagen kom ikke for retten; men alle veje
blev ligesom stængte for mig med det samme.
Så slog jeg ind på de forretninger, som De jo
ved véd . Noget måtte jeg jo gribe til; og jeg tør
sige, jeg har ikke ikke har været blandt de værste. Men
nu må jeg ud af alt dette. Mine sønner vokser
til; for deres skyld må jeg se at skaffe mig til-
bage så megen borgerlig agtelse, som muligt.
Denne post i banken var ligesom det første trappe-
trin for mig. Og nu vil Deres mand sparke mig
væk fra trappen, så jeg kommer til at stå nede
i sølen igen.
Nora.
Men for Guds skyld, herr Krogstad, det står
aldeles ikke i min magt at hjælpe Dem.
Krogstad.
Det er fordi De ikke har vilje til det; men
jeg har midler til at tvinge Dem.
Faksimile
s. 58
Nora.
De vil dog vel ikke fortælle min mand, at
jeg skylder Dem dem penge?
Krogstad.
Hm; hvis jeg nu fortalte ham det?
Nora.
Det vilde være skammeligt handlet af Dem.
(med gråden i halsen.) Denne hemmelighed, som er min
glæde og min stolthed, den skulde han få vide
på en så styg og plump måde, – få vide den af
Dem. De vil udsætte mig for de frygteligste
ubehageligheder –
Krogstad.
Bare ubehageligheder?
Nora
(hæftigt).
Men gør De det kun; det blir værst for Dem
selv; for da får min mand rigtig se, hvilket slet
menneske De er, og da får De nu aldeles ikke
beholde posten.
Krogstad.
Jeg spurgte, om det bare var huslige ubehage-
ligheder, De var bange for?
Nora.
Får min mand det at vide, så vil han natur-
ligvis straks betale, hvad der står til rest; og så
har vi ikke mere med Dem at skaffe.
Faksimile
s. 59
Krogstad
(et skridt nærmere).
Hør, fru Helmer; – enten har De ikke
nogen stærk hukommelse, eller også har De ikke
videre skøn på forretninger. Jeg får nok sætte
Dem lidt grundigere ind i sagen.
Nora.
Hvorledes det?
Krogstad.
Da Deres mand var syg, kom De til mig
for at få låne tolv hundrede specier.
Nora.
Jeg vidste ingen anden.
Krogstad.
Jeg loved da at skaffe Dem beløbet –
Nora.
De skaffed det jo også.
Krogstad.
Jeg loved at skaffe Dem beløbet på visse be-
tingelser. De var dengang så optagen af Deres
mands sygdom, sygdom og så ivrig for at få rejsepenge,
at jeg tror, De ikke havde videre tanke for alle
biomstændighederne. Det er derfor ikke afvejen
at minde Dem om dette. Nå; jeg loved at skaffe
Dem pengene mod et gældsbevis, som jeg affatted.
Nora.
Ja, og som jeg underskrev.
Faksimile
s. 60
Krogstad.
Godt. Men nedenunder tilføjed jeg nogle
linjer, hvori Deres fader indestod for gælden.
Disse linjer skulde Deres fader underskrive.
Nora.
Skulde –? Han underskrev jo.
Krogstad.
Jeg havde sat datum in blanco; det vil sige,
Deres fader skulde selv anføre, på hvilken dag
han underskrev papiret. Husker fruen det?
Nora.
Ja jeg tror nok –
Krogstad.
Jeg overgav Dem derpå gældsbeviset, for at
De skulde sende det i posten til Deres deres fader.
Var det ikke så?
Nora.
Jo.
Krogstad.
Og det gjorde De naturligvis også straks;
for allerede en fem–sex dage efter bragte De
mig beviset med Deres faders underskrift. Så
fik De da beløbet udbetalt.
Nora.
Nu ja; har jeg ikke afbetalt ordentligt?
Krogstad.
Så temmelig, jo. Men – for at komme
Faksimile

s. 61

tilbage til det, vi talte om, – det var nok en
tung tid for Dem dengang, frue?
Nora.
Ja det var det.
Krogstad.
Deres fader lå nok meget syg, tror jeg.
Nora.
Han lå på sit yderste.
Krogstad.
Døde nok kort efter?
Nora.
Ja.
Krogstad.
Sig mig, fru Helmer, skulde De tilfældigvis
huske Deres faders dødsdag? Hvad dag i måne-
den, mener jeg.
Nora.
Pappa døde den 29. September.
Krogstad.
Det er ganske rigtigt; det har jeg erkyndiget
mig om. Og derfor er der en besynderlighed,
(tager et papir frem) som jeg slet ikke sletikke kan forklare
mig.
Nora.
Hvilken besynderlighed? Jeg ved véd ikke –
Faksimile
s. 62
Krogstad.
Det er den besynderlighed, frue, at Deres
fader har underskrevet dette gældsbevis tre dage
efter sin død.
Nora.
Hvorledes? Jeg forstår ikke –
Krogstad.
Deres fader døde den 29. September. Men
se her. Her har Deres fader dateret sin under-
skrift den 2. Oktober. Er ikke det besynderligt,
frue?
Nora
(tier).
Krogstad.
Kan De forklare mig det?
Nora
(tier fremdeles).
Krogstad.
Påfaldende er det også, også at ordene 2. Oktober
og årstallet ikke er skrevet med Deres faders
håndskrift, men med en håndskrift, som jeg synes
jeg skulde kende. Nå, det lar sig jo forklare;
Deres fader kan have glemt at datere sin under-
skrift, og så har en eller anden gjort det på
måfå her, forinden man endnu vidste om døds-
faldet. Der er ikke noget ondt i det. Det er
navnets underskrift, det kommer an på. Og den
er jo ægte, fru Helmer? Det er jo virkelig Deres
fader, som selv har skrevet sit navn her?
Faksimile
s. 63
Nora
(efter en kort taushed, kaster hovedet tilbage og ser trodsigt
på ham)
.
Nej, det er ikke. Det er mig, som har
skrevet pappas navn.
Krogstad.
Hør, frue, – ved véd De vel, at dette er en
farlig tilståelse?
Nora.
Hvorfor det? De skal snart få Deres penge.
Krogstad.
Må jeg gøre Dem et spørgsmål, – hvorfor
sendte De ikke papiret til Deres fader?
Nora.
Det var umuligt. Pappa lå jo syg. Hvis
jeg skulde have bedt om hans underskrift, så
måtte jeg også sagt ham, hvad pengene skulde
bruges til. Men jeg kunde jo ikke sige ham, så
syg som han var, at min mands liv stod i fare.
Det var jo umuligt.
Krogstad.
Så havde det været bedre for Dem, om De
havde opgivet den udenlandsrejse.
Nora.
Nej, det var umuligt. Den rejse skulde jo
redde min mands liv. Den kunde jeg ikke
opgive.
Faksimile
s. 64
Krogstad.
Men tænkte De da ikke på, at det var et
bedrageri imod mig –?
Nora.
Det kunde jeg aldeles ikke tage noget hensyn
til. Jeg brød mig slet ikke sletikke om Dem. Jeg kunde
ikke udstå Dem for alle de kolde vanskeligheder,
De gjorde, skønt De vidste, hvor farligt det stod
til med min mand.
Krogstad.
Fru Helmer, De har åbenbart ikke nogen
klar forestilling om, hvad det egentlig er for
noget, De har gjort Dem skyldig i. Men jeg
kan fortælle Dem, at det var hverken noget mere
eller noget værre, det, jeg engang begik, og som
ødelagde hele min borgerlige stilling.
Nora.
De? Vil De bilde mig ind, at De skulde
have foretaget Dem noget modigt for at redde
Deres hustrus liv?
Krogstad.
Lovene spørger ikke om bevæggrunde.
Nora.
Da må det være nogen meget dårlige love.
Krogstad.
Dårlige eller ikke, – fremlægger jeg dette
papir i retten, så blir De dømt efter lovene.
Faksimile
s. 65
Nora.
Det tror jeg aldeles ikke. En datter skulde
ikke have ret til at skåne sin gamle dødssyge
fader for ængstelser og bekymringer? Skulde ikke
en hustru have ret til at redde sin mands liv? Jeg
kender ikke lovene så nøje; men jeg er viss på,
at der må stå etsteds i dem, at sådant er tilladt.
Og det ved véd ikke De besked om, De, som er
sagfører? De må være en dårlig jurist, herr
Krogstad.
Krogstad.
Kan så være. Men forretninger, – slige
forretninger, som vi to har med hinanden, –
dem tror De dog vel, jeg forstår mig på? Godt.
Gør nu hvad De lyster. Men det siger jeg Dem:
blir jeg udstødt for anden gang, så skal De gøre
mig selskab.
(Han hilser og går ud gennem forstuen.)
Nora
(en stund eftertænksom; kaster med nakken).
Å hvad! – At ville gøre mig bange! Så
enfoldig er jeg da ikke. (giver sig ifærd med at lægge
børnenes tøj sammen; holder snart op.)
Men –? – –
Nej, men det er jo umuligt! Jeg gjorde det jo
af kærlighed.
Børnene
(i døren tilvenstre til venstre ).
Mamma, nu gik den fremmede mand ud
igennem porten.
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
5
Faksimile
s. 66
Nora.
Ja, ja, jeg ved véd det. Men tal ikke til nogen
om den fremmede mand. Hører I det? Ikke til
pappa heller!
Børnene.
Nej, mamma; men vil du så lege igen?
Nora.
Nej, nej; ikke nu.
Børnene.
Å men, mamma, du loved det jo.
Nora.
Ja, men jeg kan ikke nu. Gå ind; jeg har
så meget at gøre. Gå ind; gå ind, kære søde
børn.
(hun nøder dem varsomt ind i værelset og lukker døren efter dem.)
Nora
(sætter sig på sofaen, tager et broderi og gør nogle sting, men
går snart istå)
.
Nej! (kaster broderiet, rejser sig, går til forstuedøren og
råber ud:)
Helene! Lad lad mig få træet ind. (går til
bordet tilvenstre til venstre og åbner bordskuffen; standser atter.)
Nej,
men det er jo aldeles umuligt!
Stuepigen
(med grantræet).
Hvor skal jeg sætte det, frue?
Nora.
Der; midt på gulvet.
Stuepigen.
Skal jeg ellers hente noget. noget?
Faksimile
s. 67
Nora.
Nej, tak; jeg har, hvad jeg behøver.
(Pigen, der har sat træet fra sig, går ud igen.)
Nora
(ifærd med at pynte juletræet).
Her skal lys – og her skal blomster. –
Det afskyelige menneske! Snak, snak, snak! Der
er ingen ting ivejen. Juletræet skal blive dejligt.
Jeg vil gøre alt, hvad du har lyst til, Torvald;
– jeg skal synge for dig, danse for dig –
(Helmer, med en pakke papirer under armen, kommer udefra.)
Nora.
Ah, – kommer du alt igen?
Helmer.
Ja. Har her været nogen?
Nora.
Her? Nej.
Helmer.
Det var besynderligt. Jeg så Krogstad gå
ud af porten.
Nora.
Så? Å ja, det er sandt, Krogstad var her
et øjeblik.
Helmer.
Nora, jeg kan se det på dig, han har været
her og bedt dig lægge et godt ord ind for ham.
Nora.
Ja.
5*
Faksimile
s. 68
Helmer.
Og det skulde du gøre ligesom af egen drift?
Du skulde fortie for mig, at han havde været
her. Bad han ikke om det også?
Nora.
Jo, Torvald; men –
Helmer.
Nora, Nora, og det kunde du indlade dig
på? Føre samtale med et sligt menneske, og give
ham løfte på noget! Og så ovenikøbet sige mig
en usandhed!
Nora.
En usandhed –?
Helmer.
Sagde du ikke, at her ingen havde været?
(truer med fingeren.) Det må aldrig min lille sangfugl
gøre mere. En sangfugl må have rent næb at
kviddre med; aldrig falske toner. (tager hende om
livet.)
Er det ikke så det skal være? Jo, det
vidste jeg nok. (slipper hende.) Og så ikke mere
om det. (sætter sig foran ovnen.) Ah, hvor her er lunt
og hyggeligt. (blader lidt i sine papirer.)
Nora
(beskæftiget med juletræet, efter et kort ophold).
Torvald!
Helmer.
Ja.
Faksimile
s. 69
Nora.
Jeg glæder mig så umådeligt til kostume-
ballet hos Stenborgs iovermorgen.
Helmer.
Og jeg er umådelig nysgærrig efter at se,
hvad du vil overraske mig med.
Nora.
Ak, det dumme indfald.
Helmer.
Nå?
Nora.
Jeg kan ikke finde på noget, som duer; alt-
sammen blir så tåbeligt, så intetsigende.
Helmer.
Er lille Nora kommen til den erkendelse?
Nora
(bag hans stol, med armene på stolryggen stoleryggen ).
Har du meget travlt travelt , Torvald?
Helmer.
A Å –
Nora.
Hvad er det for papirer?
Helmer.
Banksager.
Nora.
Allerede?
Faksimile
s. 70
Helmer.
Jeg har ladet den aftrædende bestyrelse give
mig fuldmagt til at foretage de fornødne for-
andringer i personalet og i forretningsplanen. Det
må jeg bruge juleugen til. Jeg vil have alt i
orden til nytår.
Nora.
Det var altså derfor, derfor at denne stakkers Krog-
stad –
Helmer.
Hm.
Nora
(fremdeles lænet til stolryggen stoleryggen , purrer langsomt i hans nakkehår).
Hvis du ikke havde havt så travlt, vilde
jeg have bedt dig om en umådelig stor tjeneste,
Torvald.
Helmer.
Lad mig høre. Hvad skulde det være?
Nora.
Der er jo ingen, der har en sådan fin smag,
som du. Nu vilde jeg så gerne se godt ud på
kostumeballet. Torvald, kunde ikke du tage dig
af mig og bestemme, hvad jeg skal være, være og
hvorledes min dragt skal være indrettet?
Helmer.
Aha, er den lille egensindige ude og søger
en redningsmand?
Faksimile
s. 71
Nora.
Ja Torvald, jeg kan ikke komme nogen vej
uden din hjelp hjælp .
Helmer.
Godt, godt; jeg skal tænke på sagen; vi
skal nok finde på råd.
Nora.
Å hvor det er snilt af dig. (går atter til juletræet;
ophold.)
Hvor smukt de røde blomster tar sig ud.
– Men sig mig, er det virkelig så slemt, det, det
som denne Krogstad har gjort sig skyldig i?
Helmer.
Skrevet falske navne. Har du nogen fore-
stilling om, hvad det vil sige?
Nora.
Kan han ikke have gjort det af nød?
Helmer.
Jo, eller, som så mange, i ubesindighed.
Jeg er ikke så hjerteløs, at jeg ubetinget skulde
fordømme en mand for en sådan enkeltstående
handlings skyld.
Nora.
Nej, ikke sandt, Torvald!
Helmer.
Mangen en kan moralsk rejse sig igen, hvis
han åbent bekender sin brøde og udstår sin straf.
Faksimile
s. 72
Nora.
Straf –?
Helmer.
Men den vej gik nu ikke Krogstad; han
hjalp sig igennem ved kneb og kunstgreb; og
det er dette, som moralsk har nedbrudt ham.
Nora.
Tror du, du at det skulde –?
Helmer.
Tænk dig blot, hvorledes et sådant skyld-
bevidst menneske må lyve og hykle og forstille
sig til alle sider, må gå med maske på ligeover
for sine allernærmeste, ja ligeover for sin egen
hustru og sine egne børn. Og dette med børnene,
det er just det forfærdeligste, Nora.
Nora.
Hvorfor?
Helmer.
Fordi en sådan dunstkreds af løgn bringer
smitte og sygdomsstof ind i et helt hjems liv.
Hvert åndedrag, som børnene tager i et sådant
hus, er fyldt med spirer til noget stygt.
Nora
(nærmere bag ham).
Er du viss på det?
Helmer.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] kære, det har jeg tidtnok erfaret som
Faksimile

s. 73

advokat. Næsten alle tidligt forvorpne mennesker
har havt løgnagtige mødre.
Nora.
Hvorfor just – mødre?
Helmer.
Det skriver sig hyppigst fra mødrene; men
fædre virker naturligvis i samme retning; det ved véd
enhver sagfører meget godt. Og dog har denne
Krogstad gået derhjemme i hele år og forgiftet
sine egne børn i løgn og forstillelse; det er der-
for jeg kalder ham moralsk forkommen. (strækker
hænderne ud imod hende.)
Derfor skal min søde lille
Nora love mig ikke at tale hans sag. Din hånd
på det. Nå, nå, hvad er det? Ræk mig hånden.
Se så. Afgjort altså. Jeg forsikrer dig, det vilde
været mig umuligt at arbejde sammen med ham;
jeg føler bogstavelig et legemligt ildebefindende i
slige menneskers nærhed.
Nora
(drager hånden til sig og går over på den anden side af juletræet).
Hvor varmt her er. Og jeg har så meget
at bestille.
Helmer
(rejser sig og samler sine papirer sammen).
Ja, jeg får også tænke på at få læst lidt af
dette igennem før bordet. Din dragt skal jeg
også tænke på. Og noget til at hænge i guld-
papir på juletræet juletræet, har jeg kanske også i bered-
Faksimile

s. 74

skab. (lægger hånden på hendes hoved.) Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] du min vel-
signede lille sangfugl.
(han går ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)
Nora
(sagte, efter en stilhed).
Å hvad! Det det er ikke så. Det er umuligt.
Det må være umuligt.
Barnepigen
(i døren tilvenstre til venstre ).
De små beer så vakkert om de må komme
ind til mamma.
Nora.
Nej, nej, nej; slip dem ikke ind til mig!
Vær hos dem du, Anne-Marie.
Barnepigen.
Ja, ja, frue.
(lukker døren.)
Nora
(bleg af rædsel).
Fordærve mine små børn –! Forgifte hjemmet?
(kort ophold; hun hæver nakken.) Dette er ikke sandt.
Dette er aldrig i evighed sandt.

Faksimile
ANDEN AKT.

(Samme stue. Oppe i krogen ved pianofortet står juletræet,
plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras yder-
tøj ligger på sofaen.)
(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; tilsidst standser hun
ved sofaen og tager sin kåbe.)
Nora
(slipper kåben igen).
Nu kom der nogen! (mod døren; lytter.) Nej,
– der er ingen. Naturligvis – der kommer
ingen idag, første juledag; – og ikke imorgen
heller. – Men kanske – (åbner døren og ser ud.) Nej;
ingenting i brevkassen; ganske tom. (går fremover
gulvet.)
Å tosseri! Han gør naturligvis ikke alvor
af det. Der kan jo ikke ske noget sligt. Det
er umuligt. Jeg har jo tre små børn.
(Barnepigen, med en stor papæske, kommer fra værelset
tilvenstre til venstre .)
Barnepigen.
Jo Jo, endelig fandt jeg da æsken med maske-
radeklæderne.
Faksimile
s. 76
Nora.
Tak; sæt den på bordet.
Barnepigen
(gør så).
Men de er nok svært i uorden.
Nora.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] gid jeg kunde rive dem i hundred tusend
stykker!
Barnepigen.
Bevares; de kan godt sættes istand; bare
lidt tålmodighed.
Nora.
Ja, jeg vil gå hen og få fru Linde til at
hjælpe mig.
Barnepigen.
Nu ud igen? I dette stygge vejr? Fru Nora
forkøler sig, – blir syg.
Nora.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] , det var ikke det værste. – Hvorledes
har børnene det?
Barnepigen.
De stakkers småkryb leger med julegaverne,
men –
Nora.
Spør de tidt efter mig?
Barnepigen.
De er jo så vant til at ha’e mamma om sig.
Nora.
Ja men, Anne-Marie Anna-Marie , jeg kan ikke herefter
være så meget sammen med dem som før.
Faksimile
s. 77
Barnepigen.
Nå, småbørn vænner sig til alleting.
Nora.
Tror du det? Tror du, de vilde glemme sin
mamma, hvis hun var ganske borte?
Barnepigen.
Bevares; – ganske borte!
Nora.
Hør, sig mig, Anne-Marie, – det har jeg
så ofte tænkt på, – hvorledes kunde du bære
over dit hjerte at sætte dit barn ud til fremmede?
Barnepigen.
Men det måtte jeg jo, når jeg skulde være
amme for lille Nora.
Nora.
Ja men at du vilde det?
Barnepigen.
Når jeg kunde få en så god plads? En fattig
pige, som er kommen i ulykke, må være glad
til. For det slette menneske gjorde jo ingenting
for mig.
Nora.
Men din datter har da visst glemt dig.
Barnepigen.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] nej såmæn har hun ikke. Hun skrev da
til mig, både da hun gik til præsten presten og da hun
var blevet gift.
Faksimile
s. 78
Nora
(tager hende om halsen).
Du gamle Anne-Marie, du var en god moder
for mig, da jeg var liden.
Barnepigen.
Lille Nora, stakker, havde jo ingen anden
mor end jeg.
Nora.
Og hvis de små ingen anden havde, så ved véd
jeg nok, nok at du vilde –. Snak, snak, snak. (åbner
æsken.)
Gå ind til dem. Nu må jeg –. Imorgen
skal du få se, hvor dejlig jeg skal bli.
Barnepigen.
Ja, der blir såmæn ingen på hele ballet så
dejlig som fru Nora.
(hun går ind i værelset tilvenstre til venstre .)
Nora
(begynder at pakke ud af æsken, æsken men kaster snart det hele fra sig).
Å, hvis jeg turde gå ud. Hvis bare ingen
kom. Hvis her bare ikke hændte noget her-
hjemme imens. Dum snak; der kommer ingen.
Bare ikke tænke. Børste af muffen. Dejlige
handsker, dejlige handsker. Slå det hen; slå det
hen! En, to, tre, fire, fem, sex – (skriger:) Ah,
der kommer de – (vil imod døren, men står ubeslutsom.)
(Fru Linde kommer fra forstuen, hvor hun har skilt sig ved
ydertøjet.)
Nora.
Å, er det dig, Kristine. Der er vel ingen
andre derude? – Hvor det var godt, godt at du kom.
Faksimile
s. 79
Fru Linde.
Jeg hører, du har været oppe og spurgt
efter mig.
Nora.
Ja, jeg gik just forbi. Der er noget, du
endelig må hjælpe mig med. Lad os sætte os
her i sofaen. Se her. Der skal være kostume-
bal imorgenaften ovenpå hos konsul Stenborgs,
og nu vil Torvald, Torvald at jeg skal være neapolitansk
fiskerpige og danse Tarantella, for den lærte jeg
på Capri.
Fru Linde.
Se, se; du skal give en hel forestilling?
Nora.
Ja Torvald siger, jeg bør gøre det. Se,
her har jeg dragten; den lod Torvald sy til mig
dernede; men nu er det altsammen så forrevet,
og at jeg ved véd slet ikke sletikke –
Fru Linde.
Å det skal vi snart få istand; det er jo ikke
andet end besætningen, som er gået lidt løs hist og
her. Nål og tråd? Nå, her har vi jo jo, hvad vi
behøver.
Nora.
Å hvor det er snilt snildt af dig.
Fru Linde
(syr).
Så du skal altså være forklædt imorgen,
Nora? Ved Véd du hvad, – da kommer jeg hen et
Faksimile

s. 80

øjeblik og ser dig pyntet. Men jeg har jo rent
glemt at takke dig for den hyggelige aften igår.
Nora
(rejser sig og går bortover gulvet).
Å igår synes jeg ikke her var så hyggeligt,
som det plejer. – Du skulde kommet lidt før til
byen, Kristine. – Ja, Torvald forstår rigtignok
at gøre hjemmet fint og dejligt.
Fru Linde.
Du ikke mindre, tænker jeg; du er vel ikke
for ingenting din faders datter. Men sig mig, er
doktor Rank altid så nedstemt som igår?
Nora.
Nej, igår var det svært påfaldende. Men
han bærer forresten på en meget farlig sygdom.
Han har tæring i rygmarven, stakker. Jeg skal
sige dig, hans fader var et væmmeligt menneske,
som holdt elskerinder og sådant noget; og der-
for blev sønnen sygelig fra barndommen af, for-
står du.
Fru Linde
(lar sytøjet synke).
Men kæreste, bedste Nora, hvor får du sligt
at vide?
Nora
(spadserer).
Pyt, – når man har tre børn, så får en
undertiden besøg af – af fruer, som er så halv-
vejs lægekyndige; og de fortæller en jo et og
andet.
Faksimile
s. 81
Fru Linde
(syr igen; kort taushed).
Kommer doktor Rank hver dag her i huset?
Nora.
Hver evige dag. Han er jo Torvalds bedste
ungdomsven, og min gode ven også. Doktor
Rank hører ligesom huset til.
Fru Linde.
Men sig mig du: er den mand fuldt oprigtig?
Jeg mener, vil han ikke gerne sige folk be-
hageligheder?
Nora.
Nej tvertimod. Hvor falder du på det?
Fru Linde.
Da du igår forestilled mig for ham, for-
sikred han, at han ofte havde hørt mit navn her
i huset; men siden mærked jeg, jeg at din mand
slet ikke sletikke havde noget begreb om, hvem jeg egentlig
var. Hvor kunde så doktor Rank –?
Nora.
Jo Jo, det er ganske rigtigt, Kristine. Torvald
holder jo så ubeskrivelig meget af mig; og der-
for vil han eje mig ganske alene, som han siger.
I den første tid blev han ligesom skinsyg bare jeg
nævnte nogen af de kære mennesker derhjemme.
Så lod jeg det naturligvis være. Men med doktor
Rank taler jeg tidt om sligt noget; for han vil gerne
høre på det, ser du.
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
6
Faksimile
s. 82
Fru Linde.
Hør her, Nora; Nora! du er i mange stykker som
et barn endnu; jeg er jo adskilligt ældre end du,
og har lidt mere erfaring. Jeg vil sige dig noget:
du skulde se at komme ud af dette her med
doktor Rank.
Nora.
Hvad for noget skulde jeg se at komme
ud af?
Fru Linde.
Både af det ene og af det andet, synes jeg.
Igår snakked du noget om en rig beundrer, som
skulde skaffe dig penge –
Nora.
Ja, Ja en, som ikke er til – desværre. Men
hvad så?
Fru Linde.
Har doktor Rank formue?
Nora.
Ja Ja, det har han.
Fru Linde.
Og ingen at sørge for?
Nora.
Nej, ingen; men –?
Fru Linde.
Og han kommer hver dag her i huset?
Nora.
Ja, det hører du jo.
Faksimile
s. 83
Fru Linde.
Men hvor kan den fine mand være så på-
gående? pågående.
Nora.
Jeg forstår dig aldeles ikke.
Fru Linde.
Forstil dig nu ikke, Nora. Tror du ikke
jeg skønner, hvem du har lånt de tolv hundrede
specier af?
Nora.
Er du fra sans og samling? Kan du tænke
dig noget sligt! En ven af os, som kommer her
hver eneste dag! Hvilken frygtelig pinlig stilling
vilde ikke det være?
Fru Linde.
Altså virkelig ikke ham?
Nora.
Nej, det forsikrer jeg dig. Det har aldrig
et øjeblik kunnet falde mig m?g ind –. Han havde
heller ingen penge at låne bort dengang; han
arved først bagefter.
Fru Linde.
Nå, det tror jeg var et held for dig, min
kære Nora.
Nora.
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind at
bede doktor Rank –. Forresten er jeg ganske
viss på, på at dersom jeg bad ham –
6*
Faksimile
s. 84
Fru Linde.
Men det gør du naturligvis ikke.
Nora.
Nej Nej, naturligvis. Jeg synes ikke, jeg kan
tænke mig, at det skulde bli nødvendigt. Men
jeg er ganske sikker på, at dersom jeg talte til
doktor Rank –
Fru Linde.
Bag din mands ryg?
Nora.
Jeg må ud af det andet; det er også bag
hans ryg. Jeg ud af dette her.
Fru Linde.
Ja, ja, det sagde jeg også igår; men –
Nora
(går op og ned).
En mand kan meget bedre klare sligt noget,
end et fruentimmer –
Fru Linde.
Ens egen mand, ja.
Nora.
Sniksnak. (standser.) Når en betaler alt, hvad
en skylder, så får en jo sit gældsbevis tilbage?
Fru Linde.
Ja Ja, det forstår sig.
Nora.
Og kan rive det i hundrede tusend stykker
og brænde det op, – det ækle skidne papir!
Faksimile
s. 85
Fru Linde
(ser stivt på hende, lægger sytøjet fra sig og rejser sig langsomt).
Nora, du skjuler noget for mig.
Nora.
Kan du se det på mig?
Fru Linde.
Der er hændt dig noget siden igår morges.
Nora, hvad er det for noget?
Nora
(imod hende).
Kristine! (lytter.) Hys! Nu kom Torvald
hjem. Se her; sæt dig ind til børnene sålænge.
Torvald tåler ikke at se skræddersøm. Lad
Anne-Marie hjælpe dig.
Fru Linde
(samler en del af sagerne sammen).
Ja, ja, men jeg går ikke herfra, herfra før vi har
talt oprigtigt sammen.
(Hun går ind til venstre; i det samme kommer Helmer fra
forstuen.)
Nora
(går ham imøde).
Å, hvor jeg har ventet på paa dig, kære Torvald.
Helmer.
Var det sypigen –?
Nora.
Nej, det var Kristine; hun hjælper mig at
gøre min dragt istand. Du kan tro, jeg skal
komme til at tage mig ud.
Helmer.
Ja Ja, var det ikke et ganske heldigt indfald af mig?
Faksimile
s. 86
Nora.
Prægtigt! Men er jeg ikke også ogsaa snil, at jeg
føjer dig?
Helmer
(tager hende under hagen).
Snil – fordi du føjer din mand? Nå, nå,
du lille galning, jeg ved véd nok, du mente det ikke
så. Men jeg vil ikke forstyrre dig; du skal vel
prøve, kan jeg tro.
Nora.
Og du skal vel arbejde?
Helmer.
Ja; (viser en pakke papirer.) Se her. Jeg har været
nede i banken –
(vil gå ind i sit værelse.)
Nora.
Torvald.
Helmer
(standser).
Ja.
Nora.
Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig
vakkert om en ting –?
Helmer.
Hvad så?
Nora.
Vilde du så gøre det?
Helmer.
Først må jeg naturligvis vide, hvad det er.
Faksimile
s. 87
Nora.
Ekornen skulde løbe omkring og gøre spil-
opper spillopper , hvis du vilde være snil og føjelig.
Helmer.
Frem med det da.
Nora.
Lærkefuglen skulde kvidre i alle stuerne,
både højt og lavt –
Helmer.
Å hvad, det gør jo lærkefuglen alligevel.
Nora.
Jeg skulde lege alfepige og danse for dig i
måneskinnet månesknnet , Torvald.
Helmer.
Nora, – det er dog vel aldrig det, du slog
på imorges?
Nora
(nærmere).
Jo, Torvald, jeg beer dig så bønligt!
Helmer.
Og du har virkelig mod til at rippe den sag
op igen?
Nora.
Ja, ja, du må føje mig; du må lade Krog-
stad få beholde sin post i banken.
Helmer.
Min kære Nora, hans post har jeg bestemt
for fru Linde.
Faksimile
s. 88
Nora.
Ja, det er umådelig snilt af dig; men du kan
jo bare afskedige en anden kontorist istedetfor
Krogstad Krogstsd .
Helmer.
Dette er dog en utrolig egensindighed!
Fordi du går hen og gir et ubetænksomt løfte
om at tale for ham, så skulde jeg –!
Nora.
Det er ikke derfor, derfor. Torvald. Det er for din
egen skyld. Dette menneske skriver jo i de
styggeste aviser; det har du selv sagt. Han kan
gøre dig så usigelig meget ondt. Jeg har en så-
dan dødelig angst for ham –
Helmer.
Aha, jeg forstår; det er gamle erindringer,
som skræmmer dig op.
Nora.
Hvad mener du med det?
Helmer.
Du tænker naturligvis på din fader.
Nora.
Ja; ja vel. Husk bare på, hvorledes ond-
skabsfulde mennesker skrev i aviserne om pappa
og bagtalte ham så grueligt. Jeg tror, de havde
fået ham afsat, hvis ikke departementet havde
sendt dig derhen for at se efter, og hvis ikke du
havde været så velvillig og så hjælpsom imod
ham.
Faksimile
s. 89
Helmer.
Min lille Nora, der er en betydelig forskel
mellem din fader og mig. Din fader var ingen
uangribelig embedsmand. Men det er jeg; og
det håber jeg, at jeg skal blive ved at være så-
længe så længe jeg står i min stilling.
Nora.
Å A , der er ingen ingen, som ved véd , hvad onde
mennesker kan finde på. Nu kunde vi få det så
godt, så roligt og lykkeligt her i vort fredelige
og sorgløse hjem, – du og jeg og børnene,
Torvald! Derfor er det, det at jeg beer dig så inder-
ligt –
Helmer.
Og just ved at gå i forbøn for ham gør du
mig det umuligt at beholde ham. Det er allerede
bekendt i banken, banken at jeg vil afskedige Krog-
stad. Skulde det nu rygtes, at den nye bank-
direktør havde ladet sig omstemme af sin kone –
Nora.
Ja hvad så –?
Helmer.
Nej naturligvis; når bare den lille egensindige
kunde få sin vilje –. Jeg skulde gå hen og gøre
mig latterlig for hele personalet, – bringe folk
på den tanke, at jeg var afhængig af alskens
fremmede indflydelser? Jo Jo, du kan tro, jeg vilde
snart komme til at spore følgerne! Og desuden,
– der er en omstændighed, som gør Krogstad
Faksimile

s. 90

aldeles umulig i banken, så længe jeg står som
direktør.
Nora.
Hvad er det for noget?
Helmer.
Hans moralske brøst kunde jeg kanske i
nødsfald have overset –
Nora.
Ja, ikke sandt, Torvald?
Helmer.
Og jeg hører, han skal være ganske brugbar
også. Men han er en ungdomsbekendt af mig.
Det er et af disse overilede bekendtskaber, som
man så mangen gang senere hen i livet generes
af. Ja jeg kan gerne sige dig det lige ud: vi er
dus. Og dette taktløse menneske lægger slet ikke sletikke
skjul på det, det når andre er tilstede. Tvertimod, –
han tror, at det berettiger ham til en familiær
tone imod mig; og så trumfer han hvert øjeblik
ud med sit: du, du; du Helmer. Jeg forsikrer dig,
det virker højst pinligt på mig. Han vilde gøre
mig min stilling i banken utålelig højst utålelig .
Nora.
Torvald, alt dette mener du ikke noget med.
Helmer.
Ja så? Hvorfor ikke?
Nora.
Nej, for dette her er jo bare smålige hensyn.
Faksimile
s. 91
Helmer.
Hvad er det, det du siger? Smålig? Synes du,
jeg er smålig!
Nora.
Nej, Nej tvertimod tverimod , kære Torvald; og just der-
for –
Helmer.
Lige meget; du kalder mine bevæggrunde
smålige; så må vel jeg jeg vel også være det. Smålig!
Ja så! – Nå, dette skal tilforladelig få en ende.
(går til forstuedøren og råber:) Helene!
Nora.
Hvad vil du?
Helmer
(søger mellem imellem sine papirer).
En afgørelse.
(Stuepigen kommer ind.)
Helmer.
Se her; tag dette brev; gå ned med det
straks. Få fat i et bybud og lad ham besørge
det. Men hurtigt. Adressen står udenpå. Se, Se
der er penge.
Stuepigen.
Godt.
(hun går med brevet.)
Helmer
(lægger papirerne sammen).
Se så, min lille fru stivnakke.
Nora
(åndeløs).
Torvald, – hvad var det for et brev?
Faksimile
s. 92
Helmer.
Krogstads opsigelse.
Nora.
Kald det tilbage, Torvald! Det er endnu tid.
Å A , Torvald, kald det tilbage! Gør det for min
skyld; – for din egen skyld; for børnenes skyld!
Hører du, Torvald; gør det! Du ved véd ikke, hvad
dette kan bringe over os alle.
Helmer.
For sent. sent
Nora.
Ja, for sent.
Helmer.
Kære Nora, jeg tilgiver dig denne angst,
som du her går i, skønt den igrunden i grunden er en for-
nærmelse imod mig. Jo, det er! Eller er det
kanske ikke en fornærmelse at tro, at jeg skulde
være bange for en forkommen vinkelskrivers hævn?
Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så
smukt vidner om din store kærlighed til mig.
(tager hende i sine arme.) Således skal det være, min
egen elskede Nora. Lad så komme, hvad der
vil. Når det rigtig gælder, kan du tro, jeg har
både mod og kræfter. Du skal se, jeg er mand
for at tage alt på mig.
Nora
(skrækslagen).
Hvad mener du med det?
Helmer.
Alt, siger jeg –
Faksimile
s. 93
Nora
(fattet).
Det skal du aldrig i evighed gøre.
Helmer.
Godt; så deler vi, Nora, – som mand og
hustru. Det er, som det skal være. (kæler for hende.)
Er du nu fornøjet? Så, så, så; ikke disse for-
skræmte dueøjne. Det er jo altsammen ikke an-
det andet, end de tommeste indbildninger. – Nu skulde
du spille Tarantellaen igennem og øve dig med
tamburinen. Jeg sætter mig i det indre kontor
og lukker mellemdøren, saa så hører jeg ingenting;
du kan gøre al den larm du vil. (vender sig i døren.)
Og når Rank kommer, så sig ham, hvor han kan
finde mig.
(han nikker til hende, går med sine papirer ind i sit værelse og
lukker efter sig.)
Nora
(forvildet af angst, står som fastnaglet, hvisker).
Han var istand til at gøre det. Han gør det.
Han gør det, trods alt i verden. – Nej, aldrig
i evighed dette! Før alt andet! Redning –!
En udvej – (det ringer i forstuen.) Doktor Rank –!
Før alt andet! Før alt, hvad det så skal være!
(hun stryger sig over ansigtet, griber sig sammen og går hen og
åbner døren til forstuen. Doktor Rank står derude og hænger
sin peltsfrakke op. Under det følgende begynder det at mørkne.)
Nora.
Goddag, doktor Rank. Jeg kendte Dem på
ringningen. Men De skal ikke gå ind til Torvald
nu; for jeg tror, han har noget at bestille.
Faksimile
s. 94
Rank.
Og De?
Nora
(idet han går ind i stuen og hun lukker døren efter ham).
Å A det ved véd De nok, – for Dem har jeg
altid en stund tilovers.
Rank.
Tak for det. Det skal jeg gøre brug af så
længe jeg kan.
Nora.
Hvad mener De med det? Så længe De kan?
Rank.
Ja. Forskrækker det Dem?
Nora.
Nå, det er et så underligt udtryk. Skulde
der da indtræffe noget?
Rank.
Der vil indtræffe det, som jeg længe har
været forberedt på. på, Men jeg trode rigtignok
ikke, at det skulde komme så snart.
Nora
(griber efter hans arm).
Hvad er det, det De har fået at vide? Doktor
Rank, De skal sige mig det!
Rank
(sætter sig ved ovnen).
Med mig går det nedover. Det er ikke
noget at gøre ved.
Faksimile
s. 95
Nora
(ånder lettet).
Er det Dem –?
Rank.
Hvem ellers? Det kan ikke nytte at lyve
for sig selv. Jeg er den miserableste af alle mine
patienter, fru Helmer. I disse Dage dage har jeg fore-
taget et generalopgør af min indre status. Banke-
rot. Inden en måned ligger jeg kanske og rådner
oppe på kirkegården.
Nora.
Å fy, hvor stygt De taler.
Rank.
Tingen er også forbandet styg. Men det
værste er, at der vil gå så megen anden styghed
forud. Der står nu bare en eneste undersøgelse
tilbage; når jeg er færdig med den, så ved véd jeg
så omtrent, hvad tid opløsningen begynder. Der
er noget, jeg vil sige Dem. Helmer har i sin
fine natur en så udpræget modbydelighed mod
alt, hvad der er hæsligt. Jeg vil ikke ha’e ham
i mit sygeværelse –
Nora.
Å men doktor Rank –
Rank.
Jeg vil ikke ha’e ham der. På ingen måde.
Jeg stænger min dør for ham. – Så snart jeg
har fået fuld visshed for det værste, sender jeg
Faksimile

s. 96

Dem mit visitkort med et sort kors på, og da
ved véd De, at nu er ødelæggelsens vederstyggelighed
begyndt.
Nora.
Nej, idag er De da rent urimelig. Og jeg,
som så gerne vilde, vilde at De skulde have været i
rigtig godt lune.
Rank.
Med døden i hænderne? – Og således at
bøde for en andens skyld. Er der retfærdighed
i dette? Og i hver eneste familje råder der på
en eller anden måde en slig slig, ubønhørlig gen-
gældelse –
Nora
(holder for ørerne ørene ).
Sniksnak! Lystig; lystig!
Rank.
Ja, det er minsæl ikke andet, end til at le
ad, det hele. Min arme, uskyldige rygrad må
svie for min faders lystige løjtnantsdage.
Nora
(ved bordet til venstre tilvenstre ).
Han var jo så henfalden til asparges og
gåseleverpostejer. Var det ikke så?
Rank.
Jo; og til trøfler.
Nora.
Ja Ja, trøfler, ja. Og så til østers, tror jeg?
Faksimile
s. 97
Rank.
Ja østers, østers; det forstår sig.
Nora.
Og så al den portvin og champagne til.
Det er sørgeligt, at alle disse lækkre lækre ting skal slå
sig på benraden.
Rank.
Især at de skal slå sig på en ulykkelig ben-
rad, som ikke har fået det mindste godt af dem.
Nora.
Ak ja, det er nu det allersørgeligste.
Rank
(ser forskende på hende).
Hm –
Nora
(lidt efter).
Hvorfor smilte De?
Rank.
Nej, det var Dem, som lo.
Nora.
Nej, det var Dem, som smilte, doktor Rank!
Rank
(rejser sig).
De er nok en større skælm, end jeg havde
tænkt.
Nora.
Jeg er så opsat på galskaber idag. idag?
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
7
Faksimile
s. 98
Rank.
Det lader til.
Nora
(med begge hænder på hans skuldre).
Kære, kære doktor Rank, De skal ikke dø
fra Torvald og mig.
Rank.
Å det savn vilde De såmæn let forvinde.
Den, som går bort, glemmes snart.
Nora
(ser angst på ham).
Tror De det?
Rank.
Man slutter nye forbindelser, og så –
Nora.
Hvem slutter nye forbindelser? forbindelser!?
Rank.
Det vil både De og Helmer gøre, når jeg er
væk. De selv er allerede i god gang, synes jeg.
Hvad skulde denne fru Linde her igåraftes?
Nora.
Aha, Aha. – De er dog vel aldrig skinsyg på
den stakkers Kristine?
Rank.
Jo, jeg er. Hun vil blive min efterfølgerske
her i huset. Når jeg har fået forfald, skal kanske
dette fruentimmer –
Faksimile
s. 99
Nora.
Hys; tal ikke så højt; hun er derinde.
Rank.
Idag også? Ser De vel.
Nora.
Bare for at sy på min dragt. Herregud,
hvor urimelig De er. (sætter sig på sofaen.) Vær nu
snil, doktor Rank; imorgen skal De få se, hvor
smukt jeg skal danse; og da skal De forestille
Dem, Dem at jeg gør det bare for Deres skyld, – ja,
og så naturligvis for Torvalds; – det forstår sig.
(tager forskellige sager ud af æsken.) Doktor Rank; sæt
Dem her, så skal jeg vise Dem noget.
Rank
(sætter sig).
Hvad er det?
Nora.
Se her. Se!
Rank.
Silkestrømper.
Nora.
Kødfarvede. Er ikke de de dejlige? Ja, nu er
her så mørkt; men imorgen –. Nej, nej, nej;
De får bare se fodbladet. Å A jo, De kan såmæn
gerne få se oventil også.
Rank.
Hm –
7*
Faksimile
s. 100
Nora.
Hvorfor ser De så kritisk ud? Tror De
kanske ikke de passer?
Rank.
Det kan jeg umuligt ha’e nogen begrundet
formening om.
Nora
(ser et øjeblik på ham).
Fy skam Dem. (slår ham let på øret med strømperne.)
Det skal De ha’e.
(pakker dem atter sammen.)
Rank.
Og hvad er det så for andre herligheder,
jeg skal få se. se?
Nora.
De får ikke se en smule mere; for De er
uskikkelig.
(hun nynner lidt og leder mellem sagerne.)
Rank
(efter en kort taushed).
Når jeg sidder her således ganske fortrolig
sammen med Dem, så begriber jeg ikke – nej,
jeg fatter det ikke – hvad der skulde blevet af
mig, hvis jeg aldrig var kommen her i huset.
Nora
(smiler).
Jo Ja Jo, jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem
ganske godt hos os.
Rank
(sagtere, ser hen for sig).
Og så at skulle gå fra det altsammen –
Faksimile
s. 101
Nora.
Sniksnak; De går ikke fra det.
Rank
(som før).
– og ikke kunne efterlade sig et fattigt
takkens tegn engang; knapt nok et flygtigt savn,
– ikke andet, end en ledig plads, som kan ud-
fyldes af den første den bedste.
Nora.
Og hvis jeg nu bad Dem om –? Nej –
Rank.
Om hvad?
Nora.
Om et stort bevis på Deres venskab –
Rank.
Ja, ja?
Nora.
Nej Nej, jeg mener, – om en umådelig stor
tjeneste –
Rank.
Vilde De virkelig for en en gangs skyld gøre
mig så lykkelig?
Nora.
Å, De de ved véd jo slet ikke sletikke , hvad det er.
Rank.
Nu godt; så sig det.
Nora.
Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det
Faksimile

s. 102

er noget så urimelig meget, – både et råd
og en hjælp og en tjeneste –
Rank.
Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt,
hvad De kan mene. Men så tal dog. Har
jeg da ikke Deres fortrolighed?
Nora.
Jo Jo, det har De som ingen anden. De er
min troeste og bedste ven, det ved véd jeg nok.
Derfor vil jeg også sige Dem det. Nu vel da,
doktor Rank; der er noget, som De må hjælpe
mig at forhindre. De ved véd , hvor inderligt, hvor
ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et
øjeblik vilde han betænke sig på at give sit liv
hen for min skyld.
Rank
(bøjet mod hende).
Nora, – tror De da, da at han er den eneste –?
Nora
(med et let ryk).
Som –?
Rank.
Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.
Nora
(tungt).
Ja så.
Rank.
Jeg har svoret ved mig selv, at De skulde
Faksimile

s. 103

vide det, det før jeg gik bort. En bedre lejlighed
vilde jeg aldrig finde. – Ja, Nora, nu ved véd De
det. Og nu ved véd De altså også, at til mig kan
De betro Dem, som til ingen anden.
Nora
(rejser sig; jævnt og roligt).
Lad mig slippe frem.
Rank
(gør plads for hende, men bliver siddende).
Nora –
Nora
(i døren til forstuen).
Helene, bring lampen ind. – ind. (går hen imod ovnen.)
Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig
stygt af Dem.
Rank
(rejser sig).
At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som
nogen anden? Var det stygt?
Nora.
Nej, men at De går hen og siger mig det.
Det var jo slet ikke sletikke nødvendigt –
Rank.
Hvad mener De? Har De da vidst –?
(Stuepigen kommer ind med lampen, sætter den på bordet og
går ud igen.)
Rank.
Nora, – fru Helmer –, jeg spør Dem, har
De vidst noget?
Faksimile
s. 104
Nora.
Å hvad ved véd jeg, hvad jeg har har jeg vidst eller
ikke vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem –.
At De kunde være så klodset, doktor Rank! Nu
var alting så godt.
Rank.
Nå, De har ialtfald ialfald nu visshed for, at jeg
står Dem til rådighed med liv og sjæl. Og vil
De så tale ud. ud?
Nora
(ser på ham).
Efter dette?
Rank.
Jeg beer Dem, lad mig få vide hvad det er.
Nora.
Ingenting kan De få vide nu.
Rank.
Jo, jo. Således må De ikke straffe mig.
Lad mig få lov til at gøre for Dem, hvad der
står i menneskelig magt.
Nora.
Nu kan De ingenting gøre for mig. – For-
resten behøver jeg visst ikke nogen hjælp. De
skal se, det er bare indbildninger altsammen.
Ja visst er det så. Naturligvis! (sætter sig i gyngestolen,
ser på ham, smiler.)
Jo, De er rigtignok en net herre,
doktor Rank. Synes De ikke, De skammer Dem,
nu lampen er kommen ind?
Faksimile
s. 105
Rank.
Nej; egentlig ikke. ikke! Men jeg skal kanske gå
– for stedse?
Nora.
Nej, det skal De da rigtignok ikke gøre.
De skal naturligvis komme her som før. De ved véd
jo godt, Torvald kan ikke undvære Dem.
Rank.
Ja, men De?
Nora.
Å, jeg synes altid her blir så uhyre fornøje-
ligt, fornøjeligt når De kommer.
Rank.
Det er just det, som lokked mig ind på et
vildspor. De er mig en gåde. Mangengang har
det forekommet mig, at De næsten ligeså gerne
vilde være sammen med mig, som med Helmer.
Nora.
Ja, ser De, der er jo nogle mennesker, som
man holder mest af, og andre mennesker, som
man næsten helst vil være sammen med.
Rank.
Å ja, der er noget i det.
Nora.
Da jeg var hjemme, holdt jeg naturligvis
mest af pappa. Men jeg syntes altid det var så
umådelig morsomt, når jeg kunde stjæle mig ned
i pigekammeret; for de vejleded mig ikke en
Faksimile

s. 106

smule; og så talte de altid så meget fornøjeligt
sig imellem.
Rank.
Aha; det er altså dem, jeg har afløst.
Nora
(springer op og hen til ham).
Å, Å A, kære, snille doktor Rank, det mente jeg
jo slet ikke sletikke . Men De kan vel skønne, at det er
med Torvald ligesom med pappa –
( Stuepigen kommer fra forstuen.)
Stuepigen.
Frue!
(hvisker og rækker hende et kort.)
Nora
(kaster et øje paa på kortet).
Ah!
(stikker det i lommen.)
Rank.
Noget galt på færde?
Nora.
Nej, nej, på ingen måde; det er bare noget
–; det er min nye dragt –
Rank.
Hvorledes? Der ligger jo Deres dragt.
Nora.
Å, ja den; men det er en anden; jeg har
bestilt den –; Torvald må ikke vide det –
Faksimile
s. 107
Rank.
Aha, der har vi altså den store hemmelighed.
Nora.
Ja visst; gå bare ind til ham; han sidder i
det indre værelse; hold ham op så længe –
Rank.
Vær rolig; han skal ikke slippe fra mig.
(han går ind i Helmers værelse.)
Nora
(til pigen).
Og han står og venter i køkkenet?
Stuepigen.
Ja, han kom op bagtrappen –
Nora.
Men sagde du ham ikke, at her var nogen?
Stuepigen.
Jo, men det hjalp ikke.
Nora.
Han vil vilde ikke gå igen?
Stuepigen.
Nej, han går ikke, før han får talt med fruen.
Nora.
Så lad ham komme ind; men sagte. Helene,
du må ikke sige det til nogen; det er en over-
raskelse for min mand.
Faksimile
s. 108
Stuepigen.
Ja, ja, jeg forstår nok –
(hun går ud.)
Nora.
Det forfærdelige sker. Det kommer alligevel.
Nej, nej, nej, det kan ikke ske; det skal ikke ske.
(hun går hen og skyder skodden for Helmers dør.)
(Stuepigen åbner forstuedøren for sagfører Krogstad og
lukker igen efter ham. Han er klædt i rejsepelts, yderstøvler
og skindhue.)[HIS: Punktum mangler i Henrik Ibsens skrifters eksemplar og i Nasjonalbibliotekets eksemplar 80ga606, mellomrom intakt.]
Nora
(hen imod ham).
Tal sagte; min mand er hjemme.
Krogstad.
Nå, lad ham det.
Nora.
Hvad vil De mig?
Krogstad.
Få vide besked om noget.
Nora.
Så skynd Dem. Hvad er det?
Krogstad.
De ved véd vel, at jeg har fået min opsigelse.
Nora.
Jeg kunde ikke forhindre det, herr Krogstad Krogststad .
Jeg har kæmpet til det yderste for Deres sag;
men det hjalp ikke noget.
Krogstad.
Har Deres mand så liden kærlighed til Dem?
Faksimile

s. 109

Han ved véd , hvad jeg kan udsætte Dem for, og alligevel
vover han –
Nora.
Hvor kan De tænke, at han har fået det
at vide?
Krogstad.
Å nej, jeg tænkte det nu heller ikke. Det
ligned slet ikke sletikke min gode Torvald Helmer at
vise så meget mandsmod –
Nora.
Herr Krogstad, jeg kræver agtelse for min
mand.
Krogstad.
Bevares, al skyldig agtelse. Men siden fruen
holder dette her så ængstelig skjult, så tør jeg
vel antage, at De også har fåt lidt bedre op-
lysning end igår, om hvad De egentlig har gjort?
Nora.
Mere, end De De nogensinde kunde lære mig.
Krogstad.
Ja, slig en dårlig jurist som jeg –
Nora.
Hvad er det, De vil mig?
Krogstad.
Bare se, hvorledes det stod til med Dem, fru
Helmer. Jeg har gået og tænkt på Dem hele
dagen. En inkassator, en vinkelskriver, en – nå
Faksimile

s. 110

en, som jeg, har også lidt af det, som kaldes
for hjertelag, ser De.
Nora.
Så vis det; tænk på mine små børn.
Krogstad.
Har De og Deres mand tænkt på mine?
Men det kan nu være det samme. Det var bare
det jeg vilde sige Dem, at De ikke behøver at
tage denne sag altfor alvorligt. Der vil ikke for
det første ske nogen påtale fra min side.
Nora.
Å nej; ikke sandt; det vidste jeg nok.
Krogstad.
Det hele kan jo ordnes i al mindelighed;
det behøver slet ikke sletikke at komme ud iblandt blandt folk;
det blir bare imellem os tre.
Nora.
Min mand må aldrig få noget at vide om dette.
Krogstad.
Hvorledes vil De kunne forhindre det? Kan
De kanske betale, hvad der står til rest?
Nora.
Nej, ikke nu straks.
Krogstad.
Eller har De kanske udvej til at rejse
penge en af dagene?
Faksimile
s. 111
Nora.
Ingen udvej, som jeg vil gøre brug af.
Krogstad.
Ja, det vilde nu ikke have nyttet Dem noget
alligevel. Om De så stod her med aldrig så
mange kontanter i hånden, så fik De ikke Deres
forskrivning ifra mig for det.
Nora.
Så forklar mig da, hvad De vil bruge den til.
Krogstad.
Jeg vil bare beholde den, – ha’e den i mit
værge. Der er ingen uvedkommende, som får
nys om det. Hvis De derfor skulde gå her med
en eller anden fortvivlet beslutning –
Nora.
Det gør jeg.
Krogstad.
– hvis De skulde tænke på at løbe fra
hus og hjem –
Nora.
Det gør jeg!
Krogstad.
– eller De skulde tænke på det, som værre
er –
Nora.
Hvor kan De vide det?
Krogstad.
– så lad sligt fare.
Faksimile
s. 112
Nora.
Hvor kan De vide, at jeg tænker på det?
Krogstad.
De fleste af os tænker på det i førstningen.
Jeg tænkte også på det; men jeg havde minsæl
ikke mod –
Nora
(toneløst).
Jeg ikke heller.
Krogstad
(lettet).
Nej, ikke sandt; De har ikke mod til det,
De heller?
Nora.
Jeg har det ikke; jeg har det ikke.
Krogstad.
Det vilde også være en stor dumhed. Når
bare den første huslige storm er over –. Jeg
har her i lommen brev til Deres mand –
Nora.
Og der står det altsammen?
Krogstad.
I så skånsomme udtryk, som muligt.
Nora
(hurtigt).
Det brev må han ikke få. Riv det istykker
igen. Jeg vil gøre udvej til penge alligevel.
Faksimile
s. 113
Krogstad.
Om forladelse, frue, men jeg tror, jeg
sagde Dem nylig –
Nora.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] jeg taler ikke om de penge, jeg skylder
Dem. Lad mig få vide, hvor stor en sum De
fordrer af min mand, så skal jeg skaffe pengene.
Krogstad.
Jeg fordrer ingen penge af Deres mand.
Nora.
Hvad fordrer De da?
Krogstad.
Det skal De få vide. Jeg vil påfode, frue;
jeg vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe
mig med. I halvandet år har jeg ikke gjort mig
skyldig i noget uhæderligt; jeg har i al den tid
kæmpet med de trangeste kår; jeg var tilfreds med
at arbejde mig op skridt for skridt. Nu er jeg
jaget væk og jeg lar mig ikke nøjes med bare at
tages til nåde igen. Jeg vil tilvejrs, siger jeg Dem.
Jeg vil ind i banken igen, – ha’e en højere stil-
ling; Deres mand skal oprette en post for mig –
Nora.
Det gør han aldrig!
Krogstad.
Han gør det; jeg kender ham; han vover
ikke at kny. Og er jeg først derinde sammen
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
8
Faksimile

s. 114

med ham, da skal De bare få se! Inden et år
skal jeg være direktørens højre hånd. Det skal
bli Nils Krogstad og ikke Torvald Helmer, som
styrer Aktiebanken.
Nora.
Det skal De aldrig komme til at opleve!
Krogstad.
Vil De kanske –?
Nora.
Nu har jeg mod til det.
Krogstad.
Å De skræmmer mig ikke. En fin forvænt
dame, som De –
Nora.
De skal få se; De skal få se!
Krogstad.
Under isen kanske? Ned i det kolde, kul-
sorte vand? Og så til våren flyde op, styg,
ukendelig, med affaldet hår –
Nora.
De skræmmer mig ikke.
Krogstad.
De skræmmer heller ikke mig. Sligt noget
gør man ikke, fru Helmer. Hvad vilde det des-
uden nytte til? Jeg har ham jo ligefuldt i lommen.
Nora.
Bagefter? Når ikke jeg længer –?
Faksimile
s. 115
Krogstad.
Glemmer De, at da da er jeg rådig over Deres
eftermæle?
Nora
(står målløs og ser på ham).
Krogstad.
Ja, nu har jeg forberedt Dem. Gør så ingen
dumheder. Når Helmer har fået mit brev, så
venter jeg bud fra ham. Og husk vel på, at det
er Deres mand selv, som har tvunget mig ind
igen på denne slags veje. Det skal jeg aldrig
tilgive ham. Farvel, frue.
(han går ud gennem forstuen.)
Nora
(mod forstuedøren, åbner den på klem og lytter).
Går. Gi’er ikke brevet blevet af. Å nej, nej, det
vilde jo også være umuligt! (åbner døren mere og mere.)
Hvad er det? Han står udenfor. Går ikke ned-
over trapperne. Betænker han sig? Skulde han –?
(et brev falder i brevkassen; derpå hører man Krogstads skridt,
som taber sig nedenfor i trappetrinnene.)
Nora
(med et dæmpet skrig, løber fremover gulvet og henimod sofabordet;
kort ophold)
.
I brevkassen. (lister sig sky hen til forstuedøren.)
Der ligger det. – Torvald, Torvald, – nu er
vi redningsløse!
Fru Linde
(kommer med kostumet fra værelset tilvenstre til venstre ).
Ja nu ved véd jeg ikke mere at rette. Skulde
vi kanske prøve –?
8*
Faksimile
s. 116
Nora
(hæst og sagte).
Kristine, kom her.
Fru Linde
(kaster klædningen på sofaen).
Hvad fejler Dig dig ? Du ser ud som forstyrret.
Nora.
Kom her. Ser du det brev? Der; se, –
gennem ruden i brevkassen.
Fru Linde.
Ja, ja; jeg ser det nok.
Nora.
Det brev er fra Krogstad –
Fru Linde.
Nora, – det er Krogstad, Krogstad som har lånt dig
pengene!
Nora.
Ja; Ja, og nu får Torvald alting at vide.
Fru Linde.
Å tro mig, Nora, det er bedst for jer begge.
Nora.
Der er mere, end du ved véd om. Jeg har
skrevet et falsk navn –
Fru Linde.
Men for himlens skyld –?
Faksimile
s. 117
Nora.
Nu er det der bare det, jeg vil sige dig, Kri-
stine, at du skal være mit vidne.
Fru Linde.
Hvorledes vidne? Hvad skal jeg –?
Nora.
Dersom jeg kommer til at gå fra forstanden,
– og det kunde jo godt hænde –
Fru Linde.
Nora!
Nora.
Eller der skulde tilstøde mig noget andet, –
noget, således at jeg ikke kunde være tilstede
her –
Fru Linde.
Nora, Nora, du er jo rent som fra dig selv!
Nora.
Hvis der så skulde være nogen, som vilde
tage alt på sig, hele skylden, forstår du –
Fru Linde.
Ja, ja; men hvor kan du tænke –?
Nora.
Da skal du vidne, at det ikke er sandt, Kri-
stine. Jeg er slet ikke sletikke fra mig selv; jeg har min
fulde forstand nu; og jeg siger dig: der har ikke
nogen anden vidst om det; jeg alene har gjort
det altsammen. Husk på det.
Faksimile
s. 118
Fru Linde.
Det skal jeg nok. Men jeg forstår ikke alt
dette.
Nora.
Å, Å hvor skulde du kunne forstå det? Det
er jo det vidunderlige, som nu vil ske.
Fru Linde.
Det vidunderlige?
Nora.
Ja, det vidunderlige. Men det er så for-
færdeligt, Kristine; – Kristine; det må ikke ske, ikke for
nogen pris i verden.
Fru Linde.
Jeg vil gå lige hen og tale med Krogstad.
Nora.
Gå ikke hen til ham; han gør dig noget
ondt!
Fru Linde.
Der var en tid tid, da han gerne havde gjort,
hvad det skulde være, for min skyld.
Nora.
Han?
Fru Linde.
Hvor bor han?
Nora.
Å, Å hvad ved véd jeg –? Jo, (tager i lommen.) her
er hans kort. Men brevet, brevet –!
Faksimile
s. 119
Helmer
(indenfor i sit værelse, banker på døren).
Nora!
Nora
(skriger i angst).
Å A , hvad er det? Hvad vil du mig?
Helmer.
Nå, nå, bliv bare ikke så forskrækket. Vi
kommer jo ikke; du har jo stængt døren; prøver
du kanske?
Nora.
Ja, ja; jeg prøver. Jeg blir så smuk, Tor-
vald.
Fru Linde,
(som har læst på kortet).
Han bor jo lige her om hjørnet.
Nora.
Ja; men det nytter jo ikke. Vi er rednings-
løse. Brevet ligger jo i kassen.
Fru Linde.
Og din mand har nøglen?
Nora.
Ja, altid.
Fru Linde.
Krogstad må kræve sit brev tilbage ulæst, ulæst;
han må finde på et påskud –
Nora.
Men just på denne tid plejer Torvald –
Faksimile
s. 120
Fru Linde.
Forhal det; gå ind til ham sålænge. Jeg
kommer igen, så fort jeg kan.
(hun går hurtigt ud gennem forstuedøren.)
Nora
(går hen til Helmers dør, åbner den og kikker ind).
Torvald!
Helmer
(i bagværelset).
Nå, tør man endelig slippe ind i sin egen
stue igen? Kom, Rank, nu skal vi da få se –
(i døren). Men hvad er det?
Nora.
Hvilket, kære Torvald?
Helmer.
Rank forberedte mig på en storartet forklæd-
ningsscene.
Rank
(i døren).
Jeg forstod det så, men jeg tog altså fejl.
Nora.
Ja, der får ingen beundre mig i min pragt
før imorgen.
Helmer.
Men, kære Nora, du ser så anstrængt ud.
Har du øvet dig formeget?
Nora.
Nej, jeg har slet ikke sletikke øvet mig endnu.
Faksimile
s. 121
Helmer.
Det blir dog nødvendigt –
Nora.
Ja, det blir aldeles nødvendigt, Torvald.
Men jeg kan ingen vej komme uden din hjælp;
jeg har rent glemt det altsammen.
Helmer.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Å, [HIS: tekststedet har internvariasjon, dvs. variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket] vi skal snart friske det op igen.
Nora.
Ja, tag dig endelig af mig, Torvald. Vil du
love mig det? Å, jeg er så ængstelig. Det
store selskab –. Du må ofre dig ganske for mig
iaften i aften . Ikke en smule forretninger; ikke en pen
i hånden. Hvad? Ikke sandt, kære Torvald?
Helmer.
Det lover jeg dig; iaften skal jeg være helt
og holdent til din tjeneste, – du lille hjælpeløse
tingest. – Hm, det er sandt, et vil jeg dog
først –
(går mod forstuedøren.)
Nora.
Hvad vil du se derude?
Helmer.
Bare se om der skulde være kommet breve.
Nora.
Nej, nej, gør ikke det, Torvald!
Faksimile
s. 122
Helmer.
Hvad nu?
Nora.
Torvald, jeg be’er dig; der er ingen.
Helmer.
Lad mig dog se.
(vil gå.)
Nora
(ved pianoet, slår de første takter toner af Tarantellaen).
Helmer
(ved døren, standser).
Aha!
Nora.
Jeg kan ikke danse imorgen, hvis jeg ikke
får prøve med dig.
Helmer
(går hen til hende).
Er du virkelig så bange, kære Nora?
Nora.
Ja, så umådelig bange. Lad mig få prøve
straks; der er endnu tid, tid før vi går tilbords. Å A Å,
sæt dig ned og spil for mig, kære Torvald; ret
på mig; vejled mig, som du plejer.
Helmer.
Gerne, meget gerne, siden du ønsker det.
(han sætter sig til pianoet.)
Nora
(griber tamburinen ud af æsken og ligeledes et langt langt, broget schavl shavl ,
hvormed hun ilfærdigt drapperer sig; derpå står hun med et
spring fremme på gulvet og råber)
:
Spil nu for mig! Nu vil jeg danse!
Faksimile
s. 123
(Helmer spiller og Nora danser; doktor Rank står ved pianoet bag
Helmer og ser til.)
Helmer
(spillende).
Langsommere, – langsommere.
Nora.
Kan ikke anderledes.
Helmer.
Ikke så voldsomt, Nora!
Nora.
Just så må det være.
Helmer
(holder op).
Nej, nej, dette går aldeles ikke.
Nora
(ler og svinger tamburinen).
Var det ikke det, jeg sagde dig?
Rank.
Lad mig spille for hende.
Helmer
(rejser sig).
Ja Ja, gør det; så kan jeg bedre vejlede hende.
(Rank sætter sig ved pianoet og spiller; Nora danser med stigende
vildhed. Helmer har stillet sig ved ovnen og henvender jævn-
ligt jævnlig under dansen rettende bemærkninger til hende; hun synes
ikke at høre det; hendes hår løsner og falder ud over skuld-
rene; hun ændser det ikke, men vedbliver at danse. Fru
Linde
kommer ind.)
Fru Linde
( står står, som målbunden ved døren).
Ah –!
Faksimile
s. 124
Nora
(under dansen).
Her ser du løjer, Kristine.
Helmer.
Men kæreste bedste Nora, du danser jo,
som om det gik på livet løs.
Nora.
Det gør det jo også.
Helmer.
Rank, hold op; dette er jo den rene gal-
skab. Hold op, siger jeg.
(Rank holder op at spille og Nora standser pludselig.)
Helmer
(hen til hende).
Dette havde jeg dog aldrig kunnet tro. Du
har jo glemt alt, hvad jeg har lært dig.
Nora
(kaster tamburinen fra sig).
Der ser du selv.
Helmer.
Nå, her må rigtignok vejledning til.
Nora.
Ja, du ser, hvor nødvendigt det er. Du må
vejlede mig lige til det sidste. Lover du mig
det, Torvald?
Faksimile
s. 125
Helmer.
Det kan du trygt stole på.
Nora.
Du skal ikke, hverken idag eller imorgen,
have tanke for noget andet end mig; du skal
ikke åbne noget brev, – ikke åbne brevkassen –
Helmer.
Aha, det er endnu angsten for dette men-
neske –
Nora.
Å ja, ja, det også.
Helmer.
Nora, jeg ser det på dig, der ligger alt brev
fra ham.
Nora.
Jeg ved véd ikke; jeg tror det; men du skal ikke
læse sligt noget nu; der må ikke komme noget
stygt ind imellem os før alting er forbi.
Rank
(sagte til Helmer).
Du bør ikke sige hende imod.
Helmer
(slår armen om hende).
Barnet skal få sin vilje. Men imorgen nat,
når du har danset –
Nora.
Da er du fri.
Faksimile
s. 126
Stuepigen
(i døren tilhøjre til højre ).
Frue, bordet er dækket.
Nora.
Vi vil ha’e champagne, Helene.
Stuepigen.
Godt, frue.
(går ud.)
Helmer.
Ej, ej, – stort gilde altså?
Nora.
Champagne-gilde til den lyse morgen. (råber ud:)
Og lidt makroner, Helene, mange, – for en gangs
skyld.
Helmer
(tager hendes hænder).
Så, så, så; ikke denne opskræmte vildhed.
Vær nu min egen lille lærkefugl, som du plejer.
Nora.
Å ja, det skal jeg nok. Men gå ind så-
længe; og De også, doktor Rank. Kristine, du
må hjælpe mig at få håret sat op.
Rank
( sagte sagte, idet de går).
Der er da vel aldrig noget – sådant noget
ivente?
Helmer.
Å langtfra, kære; det er slet ikke sletikke andet,
Faksimile

s. 127

end denne barnagtige angst, som jeg fortalte
dig om.
(de går ind tilhøjre til højre .)
Nora.
Nu!?
Fru Linde.
Rejst på landet.
Nora.
Jeg så det på dig.
Fru Linde.
Han kommer hjem imorgen aften. Jeg skrev
en seddel til ham.
Nora.
Det skulde du ladet være. Du skal ingen-
ting forhindre. Det er dog igrunden en jubel,
dette her, at gå og vente på det vidunderlige.
Fru Linde.
Hvad er det, du venter på?
Nora.
Å, Å det kan ikke du forstå. Gå ind til dem;
nu kommer jeg på øjeblikket.
(Fru Linde går ind i spiseværelset.)
Nora
(står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr).
Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve
timer til næste midnat. Da er Tarantellaen ude.
Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.
Faksimile
s. 128
Helmer
(i døren tilhøjre til højre ).
Men hvor blir så lille lærkefuglen af?
Nora
(imod ham med åbne arme).
Her er lærkefuglen!

Faksimile
TREDJE AKT.

(Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet
frem midt på gulvet. En lampe brænder på bordet. Døren til for-
stuen står åben. Der høres dansemusik fra etagen ovenover.)
(Fru Linde sidder ved bordet og blader adspredt i en bog;
forsøger at læse, men synes ikke at kunne holde tankerne samlet;
et par gange lytter hun spændt mod yderdøren.)
Fru Linde
(ser på sit uhr).
Endnu ikke. Og nu er det dog på den
højeste tid. Hvis han bare ikke – (lytter igen.)
Ah, der er han. (hun går ud i forstuen og åbner forsigtigt
den ydre dør; der høres sagte skridt trin på trappen; hun hvisker:)

Kom ind. Her er ingen.
Sagfører Krogstad
(i døren).
Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad
skal dette her betyde?
Fru Linde.
Jeg må nødvendig tale med Dem.
Krogstad.
Så? Og det må nødvendig ske her i huset?
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
9
Faksimile
s. 130
Fru Linde.
Hjemme hos mig var det umuligt; mit værelse
har ikke egen indgang. Kom ind; vi er ganske
alene; pigen sover og Helmers er på bal ovenpå.
Krogstad
(går ind i stuen).
Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?
Fru Linde.
Ja, Ja hvorfor ikke det?
Krogstad.
Å nej, sandt nok.
Fru Linde.
Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.
Krogstad.
Har da vi to noget mere at tale om?
Fru Linde.
Vi har meget at tale om. om?
Krogstad.
Det trode jeg ikke.
Fru Linde.
Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.
Krogstad.
Var der noget andet at forstå, end det, som
er så ganske ligetil i verden? En hjerteløs kvinde
gir en mand løbepas, når der tilbyder sig noget,
som er fordelagtigere.
Faksimile
s. 131
Fru Linde.
Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og
tror De, at jeg brød med let hjerte?
Krogstad.
Ikke det?
Fru Linde.
Krogstad, har De virkelig troet det?
Krogstad.
Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da den-
gang til mig slig, som De gjorde?
Fru Linde.
Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde
bryde med Dem, så var det jo også min pligt
at udrydde hos Dem alt, hvad De de følte for
mig.
Krogstad
(knuger sine hænder).
Således altså. Og dette – dette bare for
pengenes skyld!
Fru Linde.
De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpe-
løs moder og to små brødre. Vi kunde ikke
vente på Dem, Krogstad; med Dem havde det
jo så lange udsigter dengang.
Krogstad.
Lad så være; men De de havde ikke ret til at
forstøde mig for noget andet menneskes skyld.
9*
Faksimile
s. 132
Fru Linde.
Ja, jeg ved véd ikke. Mangengang har jeg spurgt
mig selv, om jeg havde ret til det.
Krogstad
(sagtere).
Da jeg misted Dem, var det som om al
fast grund gled bort under fødderne på mig. Se
på mig; nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.
Fru Linde.
Hjælpen turde være nær.
Krogstad.
Den var nær; men så kom De og stilled
Dem imellem.
Fru Linde.
Imod mit vidende, Krogstad. Det var først
idag jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal afløse
i banken.
Krogstad.
Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu,
da De ved véd det, træder De så ikke tilbage?
Fru Linde.
Nej; for det vilde dog ikke gavne Dem det
mindste.
Krogstad.
Å gavne, gavne –; jeg vilde gøre det
alligevel.
Faksimile
s. 133
Fru Linde.
Jeg har lært at handle fornuftigt. Livet og
den hårde, bitre nødvendighed har lært mig det.
Krogstad.
Og livet har lært mig, mig ikke at tro på tale-
måder.
Fru Linde.
Da har livet lært Dem en meget fornuftig
ting. Men på handlinger må De dog tro?
Krogstad.
Hvorledes mener De det?
Fru Linde.
De sagde, at De stod som en skibbruden
mand på et vrag.
Krogstad.
Det havde jeg vel god grund til at sige.
Fru Linde.
Jeg sidder også som en skibbruden kvinde
på et vrag. Ingen at sørge over, og ingen at
sørge for.
Krogstad.
De valgte selv.
Fru Linde.
Der var intet andet valg dengang.
Krogstad.
Nå, men hvad så?
Faksimile
s. 134
Fru Linde.
Krogstad, hvis nu vi to skibbrudne mennesker
kunde komme over til hinanden.
Krogstad.
Hvad er det De siger?
Fru Linde.
To på et et vrag står dog bedre, end en på
hver sit.
Krogstad.
Kristine!
Fru Linde.
Hvorfor tror De jeg kom hid til byen?
Krogstad.
Skulde De have havt en tanke for mig?
Fru Linde.
Jeg må arbejde, hvis jeg skal bære livet.
Alle mine levedage, så længe jeg kan mindes,
har jeg arbejdet, og det har været min bedste og
eneste glæde. Men nu står jeg ganske alene i
verden, så forfærdelig tom og forladt. At ar-
bejde for sig selv, er der jo ingen glæde i. Krog-
stad, skaf mig nogen og noget at arbejde for.
Krogstad.
Dette tror jeg ikke på. Det er ikke andet
end overspændt kvindehøjmod, som går hen og
ofrer sig selv.
Faksimile
s. 135
Fru Linde.
Har De nogensinde mærket, at jeg var over-
spændt?
Krogstad.
Kunde De da virkelig dette? Sig mig, –
har De fuld rede på min fortid? fortid!
Fru Linde.
Ja.
Krogstad.
Og ved véd De, hvad jeg her går og gælder for?
Fru Linde.
Det lod på Dem før, som om De mente, at
med mig kunde De være blevet en anden.
Krogstad.
Det ved véd jeg så sikkert.
Fru Linde.
Skulde det ikke kunne ske endnu?
Krogstad.
Kristine; – dette siger De med fuldt over-
læg! Ja, De gør. Jeg ser det på Dem. Har
De altså virkelig mod –?
Fru Linde.
Jeg trænger til nogen at være moder for;
og Deres børn trænger til en moder. Vi to
trænger til hinanden. Krogstad, jeg har tro på
grundlaget i Dem; – jeg tør alting sammen med
Dem.
Faksimile
s. 136
Krogstad
(griber hendes hænder).
Tak, tak, Kristine; – nu skal jeg også vide
at rejse mig i de andres øjne. – Ah, men jeg
glemte –
Fru Linde
(lytter).
Hys! Tarantellaen! Tarantellaen; Gå, gå!
Krogstad.
Hvorfor? Hvad er det?
Fru Linde.
Hører De den dans deroppe? Når den er
ude, kan vi vente dem.
Krogstad.
Å ja, jeg skal gå. Det er jo alt forgæves.
De kender naturligvis ikke til det skridt, som jeg
har foretaget imod Helmers.
Fru Linde.
Jo, Krogstad, jeg kender til det.
Krogstad.
Og alligevel skulde De have mod til –?
Fru Linde.
Jeg forstår godt, hvorhen fortvivlelsen kan
drive en mand som Dem.
Krogstad.
Å, Å hvis jeg kunde gøre dette ugjort!
Faksimile
s. 137
Fru Linde.
Det kunde De nok; for Deres brev ligger
endnu i kassen.
Krogstad.
Er De viss på det?
Fru Linde.
Ganske viss; men –
Krogstad
(ser forskende på hende).
Skulde det være så at forstå? De vil frelse
Deres veninde for enhver pris. Sig det ligesågodt
rent ud. Er det så?
Fru Linde.
Krogstad; den, som en én gang har solgt sig
selv for andres skyld, gør det ikke om igen.
Krogstad.
Jeg vil forlange mit brev tilbage.
Fru Linde.
Nej, nej.
Krogstad.
Jo naturligvis; jeg bier her til Helmer kommer
ned; jeg siger ham, at han skal gi’e mig mit
brev igen, – at det bare drejer sig om min op-
sigelse, – at han ikke skal læse det –
Fru Linde.
Nej, Krogstad, De skal ikke kalde brevet
tilbage.
Faksimile
s. 138
Krogstad.
Men sig mig, var det ikke egentlig derfor,
at De satte mig stævne her?
Fru Linde.
Jo, i den første forskrækkelse; men nu ligger
der et døgn imellem, og det er utrolige ting, jeg
i den tid har været vidne til her i huset. Helmer
må få vide altsammen; denne ulyksalige hemme-
lighed må for dagen; det må komme til fuld for-
klaring imellem de to; det kan umuligt bli’e ved
med alle disse fordølgelser og udflugter.
Krogstad.
Nu vel; hvis De altså vover det –. Men et ét
kan jeg ialfald gøre, og det skal gøres straks –
Fru Linde
(lytter).
Skynd Dem! Gå, Gå gå! Dansen er ude; vi er
ikke trygge et øjeblik længer.
Krogstad.
Jeg venter på Dem dernede.
Fru Linde.
Ja, gør det; De må følge mig til porten.
Krogstad.
Så utrolig lykkelig har jeg aldrig været før.
(han går ud gennem yderdøren; døren mellem værelset og forstuen
blir fremdeles stående åben.)
Faksimile
s. 139
Fru Linde
(rydder lidt op og lægger sit ydertøj tilrette).
Hvilken vending! Ja, hvilken vending! Menne-
sker at arbejde for, – at leve for; et hjem at
bringe hygge ind i. Nå, der skal rigtignok tages
fat –. fat – Gid de snart vilde komme – (lytter.) Aha,
der er de nok. Tøjet på.
(tager hat og kåbe.)
(Helmers og Noras stemmer høres udenfor; en nøgle drejes om og
Helmer fører Nora næsten med magt ind i forstuen. Hun
er klædt i det italienske kostume med et stort sort schavl over
sig; han er i selskabsdragt med en åben sort domino udenpå.)
Nora
(endnu i døren, modstræbende).
Nej, nej, nej; ikke herind! Jeg vil op igen.
Jeg vil ikke gå så tidligt.
Helmer.
Men kæreste Nora –
Nora.
Å jeg be’er dig så bønligt, Torvald; jeg be’er
dig så inderlig vakkert, – bare en time endnu!
Helmer.
Ikke et eneste minut, min søde Nora. Du
ved véd , det var en aftale. Se så; ind i stuen; du
står her og forkøler dig.
(han fører hende, trods hendes modstand, læmpeligt ind i stuen.)
Fru Linde.
Godaften.
Faksimile
s. 140
Nora.
Kristine!
Helmer.
Hvad, fru Linde, er De her så sent?
Fru Linde.
Ja, undskyld; jeg vilde så gerne se Nora
pyntet.
Nora.
Har du siddet her og ventet på mig?
Fru Linde.
Ja; jeg kom desværre ikke betids nok; du
var alt ovenpå; og så syntes jeg ikke, jeg kunde
gå igen, igen før jeg havde set dig.
Helmer
(tager Noras schavl af).
Ja, se rigtig på hende. Jeg skulde nok tro,
hun er værd at se på. Er hun ikke dejlig, fru
Linde?
Fru Linde.
Jo, det må jeg sige –
Helmer.
Er hun ikke mærkværdig dejlig? Det var
også den almindelige mening i selskabet. Men
forskrækkelig egensindig er hun, – den søde
lille tingest. Hvad skal vi gøre ved det? Vil
De tænke Dem, jeg måtte næsten bruge magt
for at få hende afsted.
Faksimile
s. 141
Nora.
Å Torvald, du vil komme til at angre på,
at du ikke undte mig, mig om det så bare var en halv
time til.
Helmer.
Der hører De, frue. Hun danser sin Taran-
tella, – Tarantella; – gør stormende lykke, – som var vel
fortjent, – skønt der i foredraget kanske var vel
megen naturlighed; jeg mener, – lidt mere, end
der, strængt taget, turde kunne forenes med
kunstens fordringer. Men lad gå! Hovedsagen
er, – hun gør lykke; hun gør stormende lykke.
Skulde jeg så lade hende blive efter dette? Af-
svække virkningen? Nej tak; jeg tog min lille
dejlige Capripige – capriciøse lille Capripige,
kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde
gennem salen; en bøjning til alle sider, og –
som det heder i romansproget – det skønne syn
er forsvundet. En afslutning bør altid være virk-
ningsfuld, fru Linde; men det er det mig ikke
muligt at få gjort Nora begribeligt. Puh, her er
varmt herinde. herinde, (kaster dominoen på en stol og åbner døren
til sit værelse.)
Hvad? Der er jo mørkt. Å ja;
naturligvis. Undskyld – (han går derind og tænder et
par lys.)
Nora
(hvisker hurtigt og åndeløst).
Nu?!
Fru Linde
(sagte).
Jeg har talt med ham.
Faksimile
s. 142
Nora.
Og så –?
Fru Linde.
Nora, – du må sige din mand altsammen.
Nora
(toneløst).
Jeg vidste det.
Fru Linde.
Du har ingenting at frygte for fra Krogstads
side; men tale må du.
Nora.
Jeg taler ikke.
Fru Linde.
Så taler brevet.
Nora.
Tak, Kristine; jeg ved véd nu, hvad der er at
gøre. Hys –!
Helmer
(kommer ind igen).
Nå, frue, har De de så beundret hende?
Fru Linde.
Ja; og nu vil jeg sige godnat.
Helmer.
Å hvad, allerede? Er det Deres, det strikketøj?
Fru Linde
(tager det).
Ja; tak; det havde jeg så nær glemt.
Faksimile
s. 143
Helmer.
Strikker De altså?
Fru Linde.
Å A ja.
Helmer.
Ved Véd De hvad, De skulde heller brodere.
Fru Linde.
Så? Hvorfor det?
Helmer.
Jo, for det er langt smukkere. Vil De se;
man holder broderiet således med den venstre
hånd, og så fører man med den højre nålen –
således – ud i en let, langstrakt bue; ikke
sandt –?
Fru Linde.
Jo, det kan vel være –
Helmer.
Mens derimod at strikke – det kan aldrig
bli’e andet end uskønt; se her; de sammenklemte
arme, – strikkepinderne strikkepindene , som går op og ned; –
det har noget kinesisk ved sig. – Ah, det var
virkelig en glimrende champagne, der blev ser-
veret med.
Fru Linde.
Ja, godnat, Nora, og vær nu ikke egensindig
mere.
Helmer.
Vel talt, fru Linde! Linde?
Faksimile
s. 144
Fru Linde.
Godnat, herr direktør.
Helmer
(følger hende til døren).
Godnat, godnat; jeg håber da, De slipper
vel hjem? Jeg skulde så gerne –; men det er
jo ikke noget langt stykke, De har at gå. God-
nat, godnat. (hun går; han lukker efter hende og kommer
ind igen.)
Se så; endelig fik vi hende da på døren.
Hun er forskrækkelig kedelig, det menneske.
Nora.
Er du ikke meget træt, Torvald?
Helmer.
Nej, ikke det mindste.
Nora.
Ikke søvnig heller?
Helmer.
Aldeles ikke; jeg føler mig tvertimod umåde-
lig oplivet. Men du? Ja, du ser rigtignok både
træt og søvnig ud.
Nora.
Ja, jeg er meget træt. Nu vil jeg snart
sove.
Helmer.
Ser du; ser du! Det var altså dog rigtigt
af mig, mig at vi ikke blev længere.
Nora.
A Å , det er alting rigtigt, hvad du gør.
Faksimile
s. 145
Helmer
(kysser hende på panden).
Nu taler lærkefuglen, som om den var et
menneske. Men lagde du mærke til, hvor lystig
Rank var iaften?
Nora.
Så? Var han det? Jeg fik ikke tale med
ham.
Helmer.
Jeg næsten heller ikke; men jeg har ikke på
længe set ham i så godt lune. (ser en stund på hende;
derpå kommer han nærmere.)
Hm, – det er dog herligt
at være kommen hjem til sig selv igen; at være
ganske alene med dig. – Å du henrivende henrivende, dej-
lige unge kvinde!
Nora.
Se ikke således på mig, Torvald!
Helmer.
Skal jeg ikke se på min dyreste ejendom?
På al den herlighed, som er min, min alene, min
hel og holden.
Nora
(går over på den anden side af bordet).
Du skal ikke tale således til mig inat.
Helmer
(følger efter).
Du har endnu Tarantellaen i blodet, mærker
jeg. Og det gør dig endda mere forlokkende.
Hør! Nu begynder gæsterne at gå. gå, (sagtere.) Nora,
– snart er det stille i hele huset.
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
10
Faksimile
s. 146
Nora.
Ja, det håber jeg.
Helmer.
Ja, ikke sandt, min egen elskede Nora? Å,
ved véd du vel, – når jeg således er ude med dig i
selskab, – ved véd du, hvorfor jeg taler så lidet til
dig, holder mig så fjernt fra dig, bare sender dig
et stjålent øjekast iblandt, – ved véd du, hvorfor jeg
gør det? Det er fordi jeg da bilder mig ind, ind at
du er min hemmelig elskede, min unge hemmelig
forlovede, og at ingen aner, at der er noget
imellem os to.
Nora.
Å ja, ja, ja; jeg ved véd jo nok, at alle dine
tanker er hos mig.
Helmer.
Og når vi så skal gå, og jeg lægger schavlet
om dine fine ungdomsfulde skuldre, – om denne
vidunderlige nakkebøjning, – da forestiller jeg
mig, mig at du er min unge brud, at vi netop kommer
fra vielsen, at jeg for første gang fører dig ind
i min bolig, – at jeg for første gang er alene
med dig, – ganske alene med dig, du unge
skælvende dejlighed! Hele denne aften har jeg
ikke havt nogen anden længsel end dig. Da jeg
så dig jage og lokke i Tarantellaen, – mit blod
kogte; jeg holdt det ikke længer ud; – derfor var
det, det jeg tog dig med mig herned så tidligt –
Faksimile
s. 147
Nora.
Gå nu, Torvald! Du skal gå fra mig. Jeg
vil ikke alt dette.
Helmer.
Hvad skal det sige? Du leger nok spøge-
fugl med mig, lille Nora. Vil; vil? Er jeg ikke
din mand –?
(det banker på yderdøren.)
Nora
(farer sammen).
Hørte du –?
Helmer
(mod forstuen).
Hvem er det?
Doktor Rank
(udenfor).
Det er mig. Tør jeg komme ind et øjeblik?
Helmer
(sagte, fortrædelig).
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] Å, [HIS: tekststedet har internvariasjon, dvs. variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket] hvad vil han da nu? (højt.) Vent lidt.
(går hen og lukker op.) Nå, det er jo snilt, snilt at du ikke
går vor dør forbi.
Rank.
Jeg syntes, jeg hørte din stemme, og så
vilde jeg dog gerne se indom. (lader øjet strejfe flygtigt
omkring.)
Ak ja; disse kære kendte tomter. I
har det lunt og hyggeligt inde hos jer, I to.
Helmer.
Det lod til, til at du hygged dig ret godt oven-
på også.
10*
Faksimile
s. 148
Rank.
Fortrinligt. Hvorfor skulde jeg ikke det?
Hvorfor skal man ikke tage alting med i denne
verden? Ialfald så meget, man kan, og så længe
man kan. Vinen var fortræffelig –
Helmer.
Champagnen især.
Rank.
Lagde du også mærke til det? Det er næsten
utroligt, hvor meget jeg kunde skylle ned.
Nora.
Torvald drak også meget champagne iaften.
Rank.
Så?
Nora.
Ja; og da er han altid så fornøjelig bagefter. bagefter
Rank.
Nå, hvorfor skal man ikke ta’e sig en glad
aften efter en vel anvendt dag?
Helmer.
Vel anvendt; det tør jeg desværre ikke rose
mig af.
Rank
(slår ham på skulderen).
Men det tør jeg, ser du!
Faksimile
s. 149
Nora.
Doktor Rank, De har visst foretaget en
videnskabelig undersøgelse idag.
Rank.
Ja netop.
Helmer.
Se, se; lille Nora taler om videnskabelige
undersøgelser!
Nora.
Og tør jeg ønske Dem til lykke med ud-
faldet?
Rank.
Ja såmæn tør De så.
Nora.
Det var altså godt?
Rank.
Det bedst mulige både for lægen og for pa-
tienten, – visshed.
Nora
(hurtigt og forskende).
Visshed?
Rank.
Fuld visshed. Skulde jeg så ikke tage mig
en lystig aften bagefter?
Nora.
Jo, det gjorde De ret i, doktor Rank.
Helmer.
Det siger jeg med; bare du ikke kommer
til at svie for det imorgen.
Faksimile
s. 150
Rank.
Nå, man får jo ikke noget for ingenting her
i livet.
Nora.
Doktor Rank, – De holder visst meget af
maskerader?
Rank.
Ja, når der er brav mange løjerlige forklæd-
ninger –
Nora. [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Hør her; hvad skal vi to være på den næste
maskerade?
Helmer.
Du lille letsindige, – tænker du nu alt på
den næste!
Rank.
Vi to? Jo, det skal jeg sige Dem; De skal
være lykkebarn –
Helmer.
Ja, men find på et kostume, som kan be-
tegne det.
Rank.
Lad din hustru møde, som hun står og går
igennem verden –
Helmer.
Det var virkelig træffende sagt. Men ved véd
du ikke, hvad du selv vil være?
Rank.
Jo, min kære ven, det er jeg fuldkommen
på det rene med.
Faksimile
s. 151
Helmer.
Nå?
Rank.
På næste maskerade vil jeg være usynlig.
Helmer.
Det var et pudsigt indfald.
Rank.
Der findes en stor sort hat –; har du ikke
hørt tale om usynligheds-hatten? Den får en over
sig, og så er der ingen, som ser en.
Helmer
(med et undertrykt smil).
Nej, det har du ret i.
Rank.
Men jeg glemmer jo rent, hvad jeg kom for.
Helmer, giv mig en cigar, en af de mørke
Havanna.
Helmer.
Med største fornøjelse.
(byder etuiet frem.)
Rank
(tager en og skærer spidsen af).
Tak.
Nora
(stryger en voksstikke af).
Lad mig gi’e Dem ild.
Rank.
Tak for det. (hun holder stikken for ham; han
tænder.)
Og så farvel!
Faksimile
s. 152
Helmer.
Farvel, farvel, kære ven!
Nora.
Sov godt, doktor Rank.
Rank.
Tak for det ønske.
Nora.
Ønsk mig det samme.
Rank.
Dem? Nå ja, når De vil det –. Sov godt.
Og tak for ilden.
(han nikker til dem begge og går.)
Helmer
(dæmpet).
Han havde drukket betydeligt.
Nora
(åndsfraværende).
Kanske det.
(Helmer tager sit nøgleknippe op af lommen og går ud i forstuen.)
Nora.
Torvald – hvad vil du der?
Helmer.
Jeg må tømme brevkassen; den er ganske
fuld; der blir ikke plads til aviserne imorgen
tidlig –
Nora.
Vil du arbejde inat?
Faksimile
s. 153
Helmer.
Det ved véd du jo, jeg ikke vil. – Hvad er det?
Her har været nogen ved låsen.
Nora.
Ved låsen –?
Helmer.
Ja visst har der så. Hvad kan det være?
Jeg skulde dog aldrig tro, tro at pigerne –? Her
ligger en afbrækket hårnål. Nora, det er din –
Nora
(hurtigt).
Så må det være børnene –
Helmer.
Det må du sandelig vænne vænnne dem af med.
Hm, hm; – nå, der fik jeg den op alligevel.
(tager indholdet ud ud, og råber ud i køkkenet.) Helene? Helene! – He-
lene; sluk lampen lampem i entréen.
(han går ind i værelset igen og lukker døren til forstuen.)
Helmer
(med brevene i hånden).
Se her. Vil du se, hvorledes det har op-
hobet sig. (blader imellem.) Hvad er det for noget?
Nora
(ved vinduet).
Brevet! Å nej, nej, Torvald!
Helmer.
To visitkort – fra Rank.
Faksimile
s. 154
Nora.
Fra doktor dokkor Rank?
Helmer
(ser på dem).
Doktor medicinæ Rank. De lå øverst; han
må have stukket dem ind, ind da han gik.
Nora.
Står der noget på dem?
Helmer.
Der står et sort kors over navnet. Se her.
Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo,
som om han meldte sit eget dødsfald.
Nora.
Det gør han også.
Helmer.
Hvad? Ved Véd du noget? Har han sagt dig
noget?
Nora.
Ja. Når de kort kommer, så har han taget
afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.
Helmer.
Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke
skulde få beholde ham længe. Men så snart –.
Og så gemmer han sig bort som et såret dyr.
Nora.
Når det skal ske, så er det bedst, bedst at det
sker uden ord. Ikke sandt, Torvald?
Faksimile
s. 155
Helmer
(går op og ned).
Han var så sammenvokset med os. Jeg
synes ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han,
med sine lidelser og med sin ensomhed, gav lige-
som en skyet baggrund for vor sollyse lykke. –
Nå, det er kanske bedst således. For ham ial-
fald. (standser.) Og måske også for os, Nora.
Nu er vi to så ganske henvist til hinanden alene.
(slår armene om hende.) Å, du min elskede hustru; hustru, jeg
synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Ved Véd du
vel, Nora, – mangengang ønsker jeg, jeg at en over-
hængende fare måtte true dig, for at jeg kunde
vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.
Nora
(river sig løs og siger stærkt og besluttet):
Nu skal du læse dine breve, Torvald.
Helmer.
Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig,
min elskede hustru.
Nora.
Med dødstanken på din ven –?
Helmer.
Du har ret. Dette har rystet os begge; der
er kommet uskønhed ind imellem os; tanker om
død og opløsning. Dette må vi søge frigørelse
for. Indtil da –. Vi vil gå hver til sit.
Nora
(om hans hals).
Torvald, – godnat! Godnat!
Faksimile
s. 156
Helmer
(kysser hende på panden).
Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt,
Nora. Nu læser jeg brevene igennem.
(han går med pakken ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)
Nora
(med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino,
slår den omkring sig og hvisker hurtigt, hæst og afbrudt)
:
Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig.
(kaster sit schavl over hovedet.) Aldrig se børnene mere
heller. Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. – Å A ,
det iskolde sorte vand. Å, det bundløse –;
dette –. Å, når det bare var over. – Nu har
han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke
endnu. Torvald, farvel du og børnene –
(Hun vil styrte ud igennem forstuen; i det samme river Helmer
sin dør op og står der med et åbent brev i hånden.)
Helmer.
Nora!
Nora
(skriger højt).
Ah –!
Helmer.
Hvad er det? Ved Véd du, hvad der står i dette
brev?
Nora.
Ja, jeg ved véd det. Lad mig gå! Lad mig
komme ud!
Helmer
(holder hende tilbage).
Hvor vil du hen?
Faksimile
s. 157
Nora
(prøver at rive sig løs).
Du skal ikke redde mig, Torvald!
Helmer
(tumler tilbage).
Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? For-
færdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette
kan være sandt.
Nora.
Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i
verdens rige.
Helmer.
Å Å, kom ikke her med tåbelige udflugter.
Nora
(et skridt imod ham).
Torvald –!
Helmer.
Du ulyksalige, – hvad er det, du har fore-
taget dig!
Nora.
Lad mig komme bort. bort, Du skal ikke bære
det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.
Helmer.
Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af.)
Her blir du og står mig til regnskab. Forstår
du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår
du det?
Nora
(ser ufravendt på ham og siger med et stivnende udtryk):
Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.
Faksimile
s. 158
Helmer
(går omkring på gulvet).
Å Å, hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I
alle disse otte år, – hun, som var min lyst og
stolthed, – en hyklerske, en løgnerske, – værre,
værre, – en forbryderske! – Å, denne bund-
løse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!
Nora
(tier og ser fremdeles ufravendt på ham).
Helmer
(standser foran hende).
Jeg burde have anet, at noget sligt vilde
ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders
letsindige grundsætninger –. Ti! Alle din faders
letsindige grundsætninger har du taget i arv.
Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –.
Å, hvor jeg er bleven straffet for, for at jeg så igen-
nem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg
det; og således lønner du mig.
Nora.
Ja, således.
Helmer.
Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele
min fremtid har du forspildt for mig. Å, det er
forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittig-
hedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig,
hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være,
byde og befale over mig, som det lyster ham; –
jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg
Faksimile

s. 159

synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes
skyld!
Nora.
Når jeg er ude af verden, så er du fri.
Helmer.
Å Å, ingen fagter. Slige talemåder havde din
fader også på rede hånd. Hvad vilde det nytte
mig, at du var ude af verden, som du siger?
Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan
gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det,
så blir jeg kanske mistænkt for at have været
vidende om din forbryderske handling. Man vil
kanske tro, at jeg har stået bagved, – at det er
mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan
jeg takke dig for, dig, som jeg har båret på
hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår
du nu, hvad du har gjort imod mig?
Nora
(med kold ro).
Ja.
Helmer.
Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fast-
holde det. Men vi må se at komme tilrette.
Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg
må se at tilfredsstille ham på en eller anden
måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. –
Og hvad dig og mig angår, så må det se ud,
som om alt var imellem os ligesom før. Men
naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså
Faksimile

s. 160

fremdeles her i heri huset; det er en selvfølge. Men
børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør
jeg ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette
til hende, som jeg har elsket så højt, og som
jeg endnu –! Nå, det må være forbi. Herefter-
dags gælder det ikke længere længer lykken; det gælder
bare at redde resterne, stumperne, skinnet –
(det ringer på entréklokken.)
Helmer
(farer sammen).
Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærde-
ligste –! forfærde-
ligste –? Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig,
du er syg.
(Nora blir stående ubevægelig. Helmer går hen og åbner forstue-
døren.)
Stuepigen
(halvt afklædt, i forstuen).
Her kom et brev til fruen.
Helmer.
Giv mig det. (griber brevet og lukker døren.) Ja,
det er fra ham. Du får det ikke; jeg vil selv
læse det.
Nora.
Læs du.
Helmer
(ved lampen).
Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi
fortabte, både du og jeg. Nej; jeg vide det, det.
(bryder brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt
papir; et glædesskrig:)
Nora!
Faksimile
s. 161
Nora
(ser spørgende på paa ham).
Helmer.
Nora! – Nej; jeg må læse det endnu en
gang. – Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora,
jeg er frelst!
Nora.
Og jeg?
Helmer.
Du også, naturligvis; vi er frelste begge to,
både du og jeg. Se her. Han sender dig dit
gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder
og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –;
å, det kan jo være det samme, hvad han skriver.
Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre
dig noget. Å A , Nora, Nora –; nej, først alt
dette afskyelige ud af verden. Lad mig se –
(kaster et blik på forskrivningen). Nej, jeg vil ikke se
det; det skal ikke være for mig andet, end en
drøm altsammen. (river beviset og begge brevene istykker,
kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder.)

Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev,
at du siden julaften juleaften –. Å, det må have været
tre forfærdelige dage for dig, Nora.
Nora.
Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre
dage.
Helmer.
Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej
end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæs-
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
11
Faksimile

s. 162

lige. Vi vil kun juble og gentage: det er over;
det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes
ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog
for noget – dette stivnede udtryk? Å Å, stakkers
lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du
kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har
jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet
dig alt. Jeg ved véd jo, at hvad du gjorde, det
gjorde du af kærlighed til mig.
Nora.
Det er sandt.
Helmer.
Du har elsket mig, som en hustru bør elske
sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke
havde indsigt nok til at dømme om. Men tror
du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke for-
står at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du
dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vej-
lede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis
ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde
dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal
ikke fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig
i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte
styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig,
Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.
Nora.
Jeg takker dig for din tilgivelse.
(hun går ud gennem døren tilhøjre til højre .)
Faksimile
s. 163
Helmer.
Nej, bliv –. (ser ind.) Hvad vil du der i al-
koven?
Nora
(indenfor).
Kaste maskeradedragten.
Helmer
(ved den åbne dør).
Ja, gør det; se at komme til ro og få samle samlet
dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmtet forskræmte
sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede
vinger til at dække dig med. (går omkring i nærheden
af døren.)
Å, hvor vort hjem er lunt og smukt,
Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig
som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud
af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers
klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det
ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se
ganske anderledes ud for dig; snart vil alting
være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at
gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil
selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor
kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind
at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget?
Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag,
Nora. Det Der er for en mand noget så ubeskriveligt
sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig
selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han
har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte.
Hun er jo derved dervel ligesom i dobbelt forstand
11*
Faksimile

s. 164

blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende
ind i verden påny; hun er på en måde bleven
både hans hustru og hans barn tillige. Således
skal du være for mig herefterdags, du lille råd-
vilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for
nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så
skal jeg være både din vilje og din samvittighed. –
Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt
dig om?
Nora
(i sin hverdagskjole).
Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.
Helmer.
Men hvorfor, nu, så sent –?
Nora.
Inat sover jeg ikke.
Helmer.
Men, kære Nora –
Nora
(ser på sit uhr).
Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig
her, Torvald; vi to har meget at tale sammen.
(hun sætter sig ved den ene side af bordet.)
Helmer.
Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede
udtryk –
Nora.
Sæt dig ned. ned. – Det blir langt. Jeg har meget
at tale med dig om.
Faksimile
s. 165
Helmer
(sætter sig ved bordet ligeover for lige over for hende).
Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig
ikke.
Nora.
Nej, det er det just. Du forstår mig ikke.
Og jeg har heller aldrig forstået dig – før iaften.
Nej, du skal ikke afbryde mig. Du skal bare
høre på, hvad jeg siger. – Dette er et opgør,
Torvald.
Helmer.
Hvorledes mener du det?
Nora
(efter en kort taushed).
Er dig ikke en en ting påfaldende, således som
vi sidder her?
Helmer.
Hvad skulde det være?
Nora.
Vi har nu været gifte i otte år. Falder det
dig ikke ind, at det er første gang vi to, du og
jeg, mand og kone, taler alvorligt sammen?
Helmer.
Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?
Nora.
I otte samfulde år, – ja længere, – lige
fra vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet
et alvorligt ord om alvorlige ting.
Faksimile
s. 166
Helmer.
Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i
bekymringer, bekymringer. som du dog ikke kunde hjælpe mig
at bære?
Nora.
Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger,
vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge
at komme tilbunds i noget.
Helmer.
Men, kæreste Nora, vilde da det have været
for dig?
Nora.
Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået
mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Tor-
vald. Først af pappa og siden af dig.
Helmer.
Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket
dig højere, højere end alle andre mennesker?
Nora
(ryster på hovedet).
I har aldrig elsket mig. I har bare syntes,
det var fornøjeligt at være forelsket i mig.
Helmer.
Men, Nora, hvad er dette for ord?
Nora.
Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var
hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine
meninger, og så havde jeg de samme meninger;
Faksimile

s. 167

og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for
det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig
sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg
legte med mine dukker. Så kom jeg i huset
til dig –
Helmer.
Hvad er det for udtryk du bruger om vort
ægteskab?
Nora
(uforstyrret).
Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder
over i dine. Du indretted alting efter din smag, og
så fik jeg den samme smag som du; eller jeg
lod bare så; jeg ved véd ikke rigtig –; jeg tror det
var begge dele; snart det ene og snart det andet.
Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har
levet her som et fattigt menneske, – bare fra frå
hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre
kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e
det så. Du og pappa har gjort stor synd imod
mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget
af mig.
Helmer.
Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig!
Har du ikke været lykkelig her?
Nora.
Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode
det; men jeg har aldrig været det.
Helmer.
Ikke – ikke lykkelig!
Faksimile
s. 168
Nora.
Nej; bare lystig. Og du har altid været så
snil imod mig. Men vort hjem har ikke været
andet end en legestue. Her har jeg været din
dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas
dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine
dukker. Jeg syntes, syntes det var fornøjeligt, når du
tog og legte med mig, ligesom de syntes det var
fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det
har været vort ægteskab, Torvald.
Helmer.
Der er noget sandt i, hvad du siger, – så
overdrevent og overspændt det end er. Men
herefter skal det bli’e anderledes. Legens tid
skal være forbi; nu kommer opdragelsens.
Nora.
Hvis opdragelse? Min eller børnenes?
Helmer.
Både din og børnenes, min elskede Nora.
Nora.
Ak, Torvald, du er ikke mand for at op-
drage mig til en ret hustru for dig.
Helmer.
Og det siger du?
Nora.
Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at
opdrage børnene?
Faksimile
s. 169
Helmer.
Nora!
Nora.
Sagde du det ikke selv for en stund siden, –
den opgave turde du ikke betro mig.
Helmer.
I opbrusningens øjeblik! Hvor vil du agte
på det?
Nora.
Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg
magter ikke den opgave. Der er en anden op-
gave, som må løses først. Jeg må se at opdrage
mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe
mig med. Det må jeg være alene om. Og der-
for rejser jeg nu fra dig.
Helmer
(springer op).
Hvad var det, du sagde?
Nora.
Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få
rede på mig selv og på alting udenfor. Derfor
kan jeg ikke bli’e hos dig længer.
Helmer.
Nora, Nora!
Nora.
Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta’er
nok imod mig for inat –
Faksimile
s. 170
Helmer.
Du er afsindig! Du får ikke lov! Jeg for-
byder dig det!
Nora.
Det kan ikke nytte at forbyde mig noget
herefter. Jeg ta’er med mig, hvad der tilhører
mig selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken
nu eller senere.
Helmer.
Hvilket vanvid er dog dette!
Nora.
Imorgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til
mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest
for mig at komme ind i et eller andet.
Helmer.
A Å Å, du forblindede, uerfarne skabning!
Nora.
Jeg må se at få erfaring, Torvald.
Helmer.
Forlade dit hjem, din mand og dine børn!
Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige. sige?
Nora.
Det kan jeg ikke ta’e noget hensyn til. Jeg
ved véd bare, det blir nødvendigt for mig.
Helmer.
Å, det er oprørende. Således kan du svigte
dine helligste pligter.
Faksimile
s. 171
Nora.
Hvad regner du da for mine helligste pligter?
Helmer.
Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det
ikke pligterne imod din mand og dine børn?
Nora.
Jeg har andre ligeså hellige pligter.
Helmer.
Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det
være.
Nora.
Pligterne imod mig selv.
Helmer.
Du er først og fremst hustru og moder.
Nora.
Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at
jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel
som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på
at bli’e det. Jeg ved véd nok, at de fleste gir dig
ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne.
Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med,
hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne.
Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede
på dem.
Helmer.
Du skulde ikke have rede på din stilling i
dit eget hjem? Har du ikke i sådanne spørgs-
mål en usvigelig vejleder? Har du ikke religionen?
Faksimile
s. 172
Nora.
Ak, Torvald, jeg ved véd jo slet ikke sletikke rigtigt,
hvad religionen er.
Helmer.
Hvad er det, det du siger! siger?
Nora.
Jeg ved véd jo ikke andet, end hvad præsten presten
Hansen sagde, da jeg gik til konfirmation. Han
fortalte, at religionen var det og det. Når jeg
kommer bort fra alt dette her og blir ensom, så
vil jeg undersøge den sag også. Jeg vil se, om
det var rigtigt, hvad præsten presten Hansen sagde, eller
ialfald, om det er rigtigt for mig.
Helmer.
Å, sligt er dog uhørt af en så ung kvinde!
Men kan ikke religionen retlede dig, så lad mig
dog ryste op i din samvittighed. For moralsk
følelse har du dog? Eller, Eller svar mig, – har du
kanske ingen?
Nora.
Ja, Torvald, det er ikke godt at svare på
det. Jeg ved véd det jo slet ikke sletikke . Jeg er ganske
i vilderede vildrede med de ting. Jeg ved véd bare, at jeg
har en ganske anden mening om sligt noget, end
du. Jeg hører jo også nu, at lovene er ander-
ledes, end jeg tænkte; men at de love skulde
være rigtige, det kan jeg umulig få i mit hode.
En kvinde skal altså ikke ha’e ret til at skåne
Faksimile

s. 173

sin gamle døende fader, eller til at redde sin
mands liv! Sligt tror jeg ikke på.
Helmer.
Du taler som et barn. Du forstår ikke det
samfund, du lever i.
Nora.
Nej, det gør jeg ikke. Men nu vil jeg sætte
mig ind i det. Jeg må se at komme efter, hvem
der har ret, samfundet eller jeg.
Helmer.
Du er syg, Nora; du har feber; jeg tror
næsten, du er fra sans og samling.
Nora.
Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker
som inat.
Helmer.
Og klar og sikker forlader du din mand og
dine børn?
Nora.
Ja; det gør jeg.
Helmer.
Så er kun en én forklaring mulig.
Nora.
Hvilken?
Helmer.
Du elsker mig ikke mere.
Faksimile
s. 174
Nora.
Nej, det er just tingen.
Helmer.
Nora! – Og det siger du!
Nora.
A Å Å, det gør mig så ondt, Torvald; for du har
altid været så snil imod mig. Men jeg kan ikke
gøre ved det. Jeg elsker dig ikke mere.
Helmer
(med tilkæmpet fatning).
Er dette også en klar og sikker overbe-
visning?
Nora.
Ja, fuldkommen klar og sikker. Det er der-
for, jeg ikke vil være her længer.
Helmer.
Og vil du også kunne gøre mig rede for,
hvorved jeg har forspildt din kærlighed?
Nora.
Ja, det kan jeg godt. Det var iaften, da
det vidunderlige ikke kom; for da så jeg, at du
ikke var den mand, jeg havde tænkt mig.
Helmer.
Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.
Nora.
Jeg har ventet så tålmodigt nu i otte år;
Faksimile

s. 175

for, Herregud, jeg indså jo nok, at det vidunder-
lige kommer ikke sådan til hverdags. Så brød
dette knusende ind over mig; og da var jeg så
usvigelig viss på: nu kommer det vidunderlige.
Da Krogstads brev lå derude, – aldrig faldt det
mig med en tanke ind, at du kunde ville
bøje dig under dette menneskes vilkår. Jeg var
så usvigelig viss på, at du vilde sige til ham:
gør sagen bekendt for hele verden. Og når det
var sket –
Helmer.
Ja hvad så? Når jeg havde prisgivet min
egen hustru til skam og skændsel –!
Nora.
Når det var sket, da tænkte jeg så usvigelig
sikkert, at du vilde træde frem og tage alt på
dig og sige: jeg er den skyldige.
Helmer.
Nora –!
Nora.
Du mener, at jeg aldrig vilde taget imod et
sligt offer af dig? Nej, det forstår sig. Men
hvad vilde mine forsikringer gælde ligeover for
dine? – Det var det vidunderlige, som jeg gik
og håbed på i rædsel. Og for at hindre det,
var det, det at jeg vilde ende mit liv.
Helmer.
Jeg skulde gladelig arbejde nætter og dage
Faksimile

s. 176

for dig, Nora, – bære sorg og savn for din skyld.
Men der er ingen, som ofrer sin ære for den
man elsker.
Nora.
Det Der har hundrede tusend kvinder gjort.
Helmer.
Å A , du både tænker og du taler som et ufor-
standigt barn.
Nora.
Lad gå. Men du hverken tænker eller taler
som den mand, jeg skal kunne slutte mig til.
Da din forskrækkelse var over, – ikke for hvad
der trued mig, men for, hvad du selv var udsat
for, og da hele faren var forbi, – da var det
for dig, som om slet ingen ting var sket. Jeg
var akkurat som før din lille sanglærke, din
dukke, som du herefter skulde bære dobbelt var-
ligt på hænderne, siden den var så skør og
skrøbelig. (rejser sig.) Torvald, – i den stund gik
det op for mig, at jeg i otte år havde levet her
sammen med en fremmed mand mand, og at jeg havde
fået tre børn –. Å Å, jeg tåler ikke at tænke på
det! Jeg kunde rive mig selv i stumper og stykker.
Helmer
(tungt).
Jeg ser det; jeg ser det. Der er visselig
kommet en afgrund imellem os. – Å, men, Nora,
skulde den ikke kunne udfyldes? udfyldes.
Faksimile
s. 177
Nora.
Således, som jeg nu er, er jeg ingen hustru
for dig.
Helmer.
Jeg har kraft til at blive en anden.
Nora.
Måske, – hvis dukken tages fra dig.
Helmer.
At skilles – skilles fra dig! Nej, nej, Nora,
jeg kan ikke fatte den tanke.
Nora
(går ind tilhøjre til højre ).
Des vissere må det ske.
(hun kommer tilbage med sit ydertøj og en liden vadsæk, som hun
sætter på stolen ved bordet.)
Helmer.
Nora, Nora, ikke nu! Vent til imorgen.
Nora
(tager kåben på).
Jeg kan ikke bli’e liggende natten over i en
fremmed mands værelser.
Helmer.
Men kan vi da ikke bo her som broder og
søster –?
Nora
(binder hatten fast).
Du ved véd meget godt, det vilde ikke vare
længe –. (slår schavlet om sig.) Farvel, Torvald. Jeg
Henrik Ibsen: Et dukkehjem.
12
Faksimile

s. 178

vil ikke se de små. Jeg ved véd , de er i bedre
hænder bænder end mine. Således, Således som jeg nu er, kan
jeg ingenting være for dem.
Helmer.
Men engang, Nora, – engang –?
Nora.
Hvor kan jeg vide det? Jeg ved véd jo slet
ikke sletikke , hvad der blir ud af mig.
Helmer.
Men du er min hustru, både som du er og
som du blir.
Nora.
Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin
mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg
hørt, at han efter loven er løst fra alle forplig-
telser imod hende. Jeg løser dig ialfald fra en-
hver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet
ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det.
Der må være fuld frihed på begge sider. Se,
her har du din ring tilbage. Giv mig min.
Helmer.
Også dette?
Nora.
Dette også.
Helmer.
Her er den.
Nora.
Så. Ja, nu er det altså forbi. Her lægger
Faksimile

s. 179

jeg nøglerne. Om alle sager i huset ved véd pigerne
besked – bedre, end jeg. Imorgen, når jeg er
rejst, kommer Kristine herhen for at pakke sam-
men de ting, som er min ejendom hjemmefra.
Det vil jeg ha’e h’ae sendt efter mig.
Helmer.
Forbi; forbi! forbi? Nora, vil du aldrig mere
tænke på mig?
Nora.
Jeg kommer visst ofte til at tænke på dig
og på børnene og på huset her.
Helmer.
Må jeg skrive dig til, Nora?
Nora.
Nej, – aldrig. Det får du ikke lov til.
Helmer.
Å, men sende dig må jeg dog –
Nora.
Intet; intet.
Helmer.
– hjælpe dig, hvis du skulde behøve det.
Nora.
Nej, siger jeg. Jeg modtager ingenting af
fremmede.
Helmer.
Nora, – kan jeg aldrig blive mere end en
fremmed for dig?
Faksimile
s. 180
Nora
(tager sin vadsæk).
Ak, Torvald, da måtte det vidunderligste
ske. – ske –
Helmer.
Nævn mig dette vidunderligste!
Nora.
Da måtte både du og jeg forvandle os så-
ledes at –. Å, Torvald, jeg tror ikke længer
på noget vidunderligt.
Helmer.
Men jeg vil tro på det. Nævn det! For-
vandle os således at –?
Nora.
At samliv mellem os to kunde bli’e et ægte-
skab. Farvel.
(hun går ud gennem forstuen.)
Helmer
(synker ned på en stol ved døren og slår hænderne Hænderne for ansigtet).
Nora! Nora! (ser sig om og rejser sig.) Tomt.
Hun er her ikke mere. (et håb skyder op i ham:) Det
vidunderligste –?!
(nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.)

Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her